DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Transkript

1 Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

2 For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

3 Digitaliseret af / Digitised by Det Kongelige Bibliotek / The Royal Library København For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, please consult

4 mm wm ^OV^cj,C^L. ^fthi

5 VERDENSKRIGEN %

6 GUD OG KRIGEN ELLER LIDELSENS GAADE ET LILLE BIDRAG TIL DENS LØSNING AF THOMAS NIELSEN SMED - EGET FORLAG -

7 CENTRALTRYKKERIET-NYKØBING F

8 FORORD. Naar Dagspressen ikke kunde gaa med til at lade For# handlingen om dette Æmne ogsaa omfatte Lidelsen, saadan som jeg ønskede, og Forhandlingen efterhaanden blev saa uklar paa Grund af forkerte Citater og Underskrifter, at ingen mere kunde finde Rede deri, og naar den, som den er ført, uden i mindste Maade at komme i Forbindelse med Livet der leves, saa kan den, som jeg mener, at den tydelig nok har vist selv, intet faa afgjort, og intet faa at betyde, og da det var det, jeg vilde, at den skulde, saa kunde jeg ikke mere lege med der. Den Sag var for god til den Behandling, og derfor kom«mer den nu frem paa denne Maade. Bruscrup pr. Fiskebæk, i December Thomas Nielsen, Smed.

9

10 At tale om Gud og Krigen, saadan som der nys er bleven i Dagspressen, uden at der tages mere med der ind under, kan naturligvis ikke føre til noget, fordi begge disse Ting for os er saare uklare Begreber. Vil vi finde en Me* ning, et Forhold mellem dem, saa maa vi nødvendigvis be* gynde med noget mere nærliggende og almindeligt, som er i Forbindelse dermed, f. Eks. Ødelæggelsen eller Lidelsen. Det sidste er altid det, der optager mig mest, og derfor er det den, jeg vil beskæftige mig med her. At jeg kan finde Mening i Lidelsen, finde et Sted at se den fra, saa den bliver rimelig og forstaaelig, saa vi ogsaa af den kan drage Lære for Livet vi lever, i en Tid som nærværende, hvor alting synes lige broget og uklart, det maa jeg jo være beredt paa vil blive betragtet som urimelig. }eg skal dog gennem nogle enkelte Træk ude fra Livet prøve at vise, at det ikke er saa galt endda, at der for mig virkelig er en god Mening i Lidelsen, saa det blot er om at faa den frem, saa vi kan regne med den, at det gælder. Hvad jeg har lært herom, har jeg lært af Grundtvig og er i store Træk dette, at der er en slaaende Sammenhæng mellem Synd og Lidelse, mellem det onde vi gør, og det vi maa lide, og at det kun er vor Tids forkerte Maade at se det paa, der gør, at vi ikke ser det. Her staar vi nu ved et andet stort Spørgsmaal, som vi og* saa maa regne med, tor at vi kan komme frem, vor Maade at tænke paa nemlig, eller som vi ogsaa kan kalde det, vor Opdragelse. Hvad forstaar vi herved, heller intet, vel? H er lærer vi ligeledes at Grundtvig, at vore Opdragere og Lærere, det er de studerede, de boglærde Folk i Landet.

11 6»I ethvert Samfund er Folket delt i mindst to Stænder, en lærd og en læg; den lærde Stand det er Landets Lærer* stand, og som den virker, saa er Tilstanden i Landet«. Se, det fandt jeg var en usædvanlig klar Fremstilling af dette Forhold. Og saa til det første igen, dette med Op* dragelsen. Ser vi den i dette Lys, saa ser vi straks, at det er Lærernes Virksomhed, at det kommer an paa, det er den, der maa prøves, og dette tror jeg at kunne bedst ved et lille Eksempel, et lille Træk af Lidelsen og et af dem, som er mindst stødende. For det er jo en Ulempe ved at drage Træk frem af den i en uklar Tid, at man da let kommer til at støde en eller anden, som ikke til Gavns forstaar, at det her er Sagen og ikke Personen, det gælder. Altsaa den Lidelse, jeg her tænker paa, det er den, der findes paa den ene Side af det Skel, der ogsaa altid findes i et Folk, hos den Del af Folket, d er»ikke kan komme frem«, hos dem, der trods alt Arbejde og Anstrengelse ikke kan komme frem, men synker dybere og dybere i Armod og Elendighed, ofte Slægt efter Slægt og ofte ender som LMskud i Samfundet, til Skam og Besvær for dette, i Mod* sætning [til dem, der staar paa den anden Side af Skellet, dem som arbejder sig frem og hæver sig i Standen; det er den Lidelse, som det er, før det førstnævnte, jeg har tænkt meget paa; dette, hvorfor nogle saadan skulde ligge under i Samfundet. Hvad har vi lært herom i Børneskolen? Jeg erindrer ikke noget. Og hvor vi som Voksne hørte Lærerne tale herom, hvad enten det er fra Prædike* eller Talerstol, saa er det jo gerne paa den Maade, at de drager en eller anden svag Side frem, saasom Drikkeriet, Driveriet, Banden, Løgn, Kortspillet, Forlystelserne eller lign. og viser saa, hvorledes alt sligt ikke sømmer sig for gode, oplyste Menne* sker, at det ser stygt ud, at det maa vi endelig vænne os at med osv., og efter Talen gaar hver til sit og al Ting bliver ved det gamle. Og hvorfor? Fordi der ingen højere Sammenhæng blev paavist mellem det som er, og det som skulde være. For Grundtvig var det jo saadan, at det var Gud vi staar til Ansvar for alt sligt, det er ham, som gør Ret og Skel, saaledes at de, som med god Villie stræber

12 at gøre det gode, de kommer frem, og dem, der vil trodse hans Bud og gøre hvad der er lavt og daarligt, de synker ned. Det var denne Sammenhæng mellem Velgerning og Glæde og mellem Synd og Lidelse, som Grundtvig her kunde paavise, jeg kunde have Lyst til at have videre omkring. Den skjulte Kraft, der kan spores her, den sig selv aaben* barende Sandhed, som Grundtvig kalder den, det er den, som jeg vil gøre opmærksom paa, for at andre, som har Lyst, kan prøve selv og gøre Sammenligning ogsaa i andre Forhold og ligeledes prøve, om der er noget i det, de har lært om Gud, der forbyder dem at tro, at det er saadan. For dem, som er kommen paa Livets Skyggeside, dem, hvis Lod det er bleven at lide ondt, for dem kan det vel være vanskeligt at tro, at det er saadan, men for dem, som har Held og Lykke med sig, for dem maa det vist være en Trøst og Opmuntring at tro, at det er saadan, det hænger sammen. Ja, sligt skulde og kunde jo siges meget bedre og tyde# ligere, end jeg kan det. Men hvem skal gøre det? Lærerne, hvis Sag det var, synes ikke at kunne se det. Ja, vidste vi blot hvad vi havde for, kun at gøre, hvad der var ret, da vilde vi jo aldrig tænke paa andet. Men jeg taler saa frit om Lærerne og deres Virksomhed. Jeg er saa sikker, indvender man, men det er vel kun, fordi der her, efter min Maade at se det paa, bliver Overens? stemmelse mellem det som er, og det som jeg har lært, det maatte blive, saa jeg maa tro, at det er rigtig. Jeg skal her søge at vise, hvorledes jeg mener, det staar til med os her. Vi maa saa gaa lidt tilbage i Tiden og ligesom altid, hvor vi skal have en Redelighed, begynde ved Begyndelsen, og den gjorde Grundtvig, da han for hundrede Aar siden rejste Striden med sine samtidige Medlærde om deres For* hold til Videnskaben, idet han paastod, at de hang alt for meget efter den tyske, aandløse, filosofiske Videnskabelighed, som han sagde var falsk og engang maatte bringe alt, hvad der byggedes paa den, til Fordærvelse og Ødelæggelse. Som vi ved, var der ikke mange, der vilde høre denne Tale. Man fortsatte ad de engang betraadte Veje, spekule*

13 rede og filosoferede, gav Forklaring og Oplysning om alt, uden nogensinde at komme til at regne med Gud, eller hvad han vilde eller gjorde, stredes med Grundtvig efter alle Kunstens Regler. Intet Vaaben var for tarveligt, blot man kunde faa ham fældet. Men Grundtvig blev ved sit: Historien, Tiden, skal vise, hvem der har Ret, Sandheden, der aabenbarer sig selv. Nu er der som sagt gaaet hundrede Aar siden da, og hvad lærer de os nu? Hvad viser den Tid os? Ikke sandt, det er ikke meget fornøjeligt, det vi ser. Det er ikke store Ting, der er bleven udviklede i den Tid. I Kirken er bleven saa mørkt og koldt, at ingen mere har Lyst til at komme der, vort Retsvæsen har ondt ved at blive respekteret, Militærvæsenet synes at være under al Kritik, Arbejdsforholdene saa forstyrrede, at ingen har Lyst til at arbejde mere. Ægteskabet og Hjemmene er ved Georg Brandes gjort til noget af det tarveligste i Samfundet, Sko# lens Virksomhed er saa omfattende og vidtløftig, at det kun er med et uklart Begreb om alt, at Eleverne forlader den, Lærerne staar usikre,»intet er afgjort«for dem mere. Livet er gjort til et stort Pengespørgsmaal, saa vi efterhaan* den er bleven saa optaget af dette, at skaffe Penge nok, saa vi ikke faar Tid til at tænke paa andet. Ja, ikke sandt, det er omtrent saadan det ser ud nu! Og nu har Opløsningen og Ødelæggelsen begyndt sit Værk i Videnskabens Hjemland, og den breder sig med rivende Fart, saa vi bekymret maa spørge, hvor skal den ende? Og endnu priser vi højlydt med Peter Nansen som Udraaber og Arboe Rasmussen som Skriver den taabelige Videnskabelighed. Se, det var saa et andet lille Træk ude fra Livet; ogsaa her sporer vi Kraften, den hemmelighedsfulde, der gør som den vil, uden Hensyn til, hvad vi mener eller vil, den i alt sig selv aabenbarende Sandhed. Naar vi endda snart i al vor ubegribelige Oplysning kunde faa Øje paa den, saa kunde vi dog maaske ogsaa snart faa noget afgjort, som vi saa kunde bygge noget nyt op paa, og blive færdig med den idelige Gentagelse af det, som vi ser intet fører til.

14 9 Ja, det var nu lidt om Gud og Krigen, saadan som jeg tænker mig, og mener der bør tales, og man ser vist straks Forskellen. Medens jeg tror, at Gud er over Krigen, at han har sendt den, at Krigen er Herrens Torden* røst, som Grundtvig udtrykker det, at Guds Finger kan spores overalt, at Herren lader sig ingen Steder uden Spor, og glad kan give ham Æren for alt det, som ingen andre kan, og at vi saaledes kan tale om hans Del i alt hvad der sker, og paa den Maade komme til at regne med ham i det daglige Arbejde, i Livet der leves, saadan som det nødvendigvis maa være, om der skal være Mening i Talen om ham. Medens jeg tror, det er saadan, saa paastaar mine Modstandere (dem der i Dagspressen protesterede mod min Opfattelse), at det er forkert og anfører noget derimod, der lyder for mig omtrent som saa: de siger noget om Gud og Krigen, saadan som de har lært eller tænkt det. En mener, at Gud nok kan tillade Krigen; en anden, at han aldeles ikke kan have noget med den at gøre; en tredie, at han maaske nok er med i Krigen, men at det iøvrigt er noget, som vi smaa Mennesker slet ikke maa bilde os ind, at vi kan vide noget om, osv. Men hvad det betyder for dem, at det de paastaar, der er rigtig, at det er det paa den Maade (efter 1 ænkningens almindelige Love), at det mod* satte er forkert og saaledes maa bekæmpes, og ser det be* kræftet i Livet, der leves. Se det skal man ikke mærke noget til. For mig bliver det saadan, at saadan en Snørestøvle af en Gud, der saaledes kan skjule sig eller staa uvirksom i en Begivenhed som Verdenskrigen, og maa finde sig i al den 1 rods og Spot, i alt det lave og daarlige, der er til i vor 1 id, uden at have noget at modvirke det med, en saadan Gud vil jeg nødig have Maskepi med, men vil stræbe at vise hans Limulighed saa godt jeg kan, til Fordel tor ham, som jeg, og da Gudskelov flere andre, tror paa. Ham, som vi lærte om i Luthers Katekismus i Børneskolen, ham, som vi skal frygte og elske, som gør rig og fattig, som nedtrykker og ophøjer, som gør vel imod dem, der holder hans Bud, i indtil de tusinde Led, ham, hvis Part i Krigen et Par Præster ogsaa har skrevet om i den sidste Tid,

15 10 saaledes Pastor Modersohn, han er jo ganske vist en Tysker, men det er jo dem, vi sætter Pris paa at lære af, saa det er vel kun i sin Orden, at han høres. Han skriver i et tysk kirkeligt Ugeblad, at Gud har sendt Tyskland Krigen for at straffe det tyske Folk for dets»frafald, Haan, Spot, fræk Ugudelighed og tøjlesløs Usædelighed«. Det tyske Folk har ikke villet gaa de andre Veje, som Gud har anvist det til Frelse.»Kunde Gud da handle anderledes end han har gjort?«fortsætter Præsten.»Maatte Gud da ikke gribe til Staven;»Nød«for at tugte os? Jo, vi har fortjent, at Gud har sendt os denne Hjems søgelse, ja, vi har selv med vore Synder forskyldt denne Krig. Ak, maatte vort Folk dog erkende dette! Maatte der ske en Vækkelse ned gennem vort Folks Rækker: Vi har syn# det! Maatte denne Krig, denne Tugtelse fra Guds Haand, bringe os til at gøre Bod! Saa vil vi ogsaa faa at se, hvortil Gud har sendt os denne Revselse.«I»Kirken og Hjemmet«skriver Stiftsprovst Liitzhøft saa# ledes: I Matth siger Jesus om de forfærdelige Dage, som gaar forud for Jerusalems Ødelæggelse og Verdens=Dom# men:»dersom disse Dage ikke blev forkortede, vilde intet Kød blive frelst.«det er jo ogsaa et Stykke Verdens#Dom, der nu gaar hen over vor Verdensdel, en Dom, der, som enhver anden Dom, er en Opfyldelse af Ordet:»Som et Menneske saar, saa skal han og høste.«thi Krig er en af Syndens Frugter og Følger. ]eg har et eller andet Sted læst, at da København bom# barderedes 1807, og Vor Frue Kirke brændte, som nylig en Del af Domkirken i Rheims, da lød fra 1 aarnets Sang# værk midt i Larmen og Braget fra Kanonernes 1 orden og de springende Bomber, stille og højtidsfuldt den gamle Melodi:»Vreden Din afvend, Gud, ved vore Sukke.«Det

16 11 var sidste Gang, Klokkespillet deroppe kaldte paa Købens havnerne, og det gav Genlyd i manges Hjerter. Der er utvivlsomt mange at os, der daglig beder:»fred udi Landet vi af Dig begære«, og vi synes maaske, at der bliver mere og mere Anledning til denne Bøn. Og der er utvivlsomt mange i hele det kæmpende Europa, som under de blodige Indtryk, maaske under dyb personlig Sorg, maaske selv ramte at en af Krigens mangfoldige grusomme Følgesvende, beder den samme Bøn:»Giv os snart Fred.«Og dog ser det jo paa ingen Maade ud til, at Freden snart skal komme. Der er jo ingen af Parterne, der vil høre om Fred endnu. Det ser jo ud, som om Gud ikke vil bønhøre denne Bøn endnu. Det ligger da nær for Mennesker, der tror paa Gud, at sige: Saa skal vel denne Slægt ad disse lugtens Veje ydmyges og bøjes, indtil den faar et andet Sind, indtil flere og flere beder:»afvend Din Vrede,«fordi flere og flere ser, at denne Slægt trænger til at omvende sig til Gud. Og vil man nu sige: Skal Krigen være et Tugtemiddel, skal den være et Lægemiddel, er da ikke Lægemidlet værre end Sygdommen? Thi kan noget være værre og mere ødes læggende for Folkene end denne Krig? Da synes jeg, at vi maa svare: ]a, der er en Ødelæggelse, der er værre. Det er værre for et Folk at raadne op i Synd, i aandeligt Hovmod, i Materialisme, i Uretfærdighed mod andre, i Undertrykkelse af andre, i Letfærdighed og Sanse# lighed. 1 hi dette er den aandelige Død, dette er, at Sjælene fordærves. Mon det ikke er noget af dette, vor Slægt skal lære? Og derfor skal vi ikke bede:»afvend Din Vrede«, ikke blot bede: Lad disse Krigens Dage blive forkortede; men ogsaa: Lær os, og lær vor Slægt at faa et andet Sind, lær os og vor Slægt Ydmyghed, Tro, Renhed og Retfærdighed, at Gudsfornægtelsens og Ulydighedens Dage kan blive forkortede. Da vil bedre Tider oprinde«. Se, det er da en Gud. Ved at tale om ham paa den

17 12 Maade bliver der dog en klar Tanke deri, saa faar man dog Indtryk af, at det er en levende Gud, der regnes med, og vil man saa endda indvende, at det, de to sidstnævnte Præster siger, er forkert, saa svarer jeg blot, at saa er det kun Uenigheden, der kommer tydeligere frem derved, den grænseløse Uenighed mellem Lærerne selv i de vigtigste Spørgsmaal. Det er den, man støder paa, hver Gang man tænker lidt nærmere over, hvad de siger, saa det derved bliver umuligt deraf at lære, hvad man maa tro og gøre, og deraf den almindelige Sløvhed og Ligegyldighed. Den eneste, der faar lidt ud af Uenigheden, det bliver vel mig, naar jeg ser, at min Opfattelse staar uberørt af det hele, og saaledes føler mig stærkere i den. Ja, ikke sandt, naar først Samfundsforholdene er saadan, saa er det vist snart paa Tide, at tænke over, om det ikke er Grunden, den Viden, som de blev bygget paa, der er forkert, og i saa Fald faa lagt den hen imellem alt det andet af den Slags, og saa i Stedet for, dersom det endnu er Tid, prøve at lære af ham, som for saa længe siden paaviste, at det var saadan, og lærte os noget der var bedre, af Grundtvig. Og saa ikke gøre det paa den Maade, som vi gør det nu, lære lidt af ham og lidt af andre, for ogsaa det har nu vist sig ugørlig, derved nemlig, at ikke en eneste har formaaet at gøre ham et af hans mange Kunststykker efter og ikke en har kunnet naa op ved Siden af ham i nogen Ting, eller i nævneværdig Grad formaaet at udvikle noget af det, han havde saa godt begyndt. Altsaa ikke paa den Maade, men paa den eneste rimelige, at smide alt det andet til Side, og saa lære af ham alene, at ligesom han, i alt hvad han talte og skrev, var i Strid med hele den øvrige Lærerstand, saa maa det altid være i Strid, hvad vi lærer af de to Parter, det maa være enten eller, saa først kan vi tænke paa at faa en Redelighed i Tingene.

18

19