DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Transkript

1 Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Copenhagen

2 For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

3 ) * i v o C v y L r u v m - c *.. 191?.

4 VERDENSKRIGEN DET KONGELIGE BIBLIOTEK Ol H

5 De gode Tanker føder nye Tider! Lad Hjælpen komme til dem, der lider. JENS JEPPESEN, TRØNNINGE HVORFOR KRIGEN ER KOMMEN HVAD DER ER AT GØRE FOR FREDEN EN SANDHEDS OG VIRKELIGHEDS FORKLARING DERPAA * Holbæk Holbæk Eksprestrykkeri ved N. Chr. Hansen

6

7 De gode Tanker føder nye Tider! Lad Hjælpen komme til dem, der lider. JENS JEPPESEN, TRØNNINGE HVORFOR KRIGEN ER KOMMEN HVAD DER ER AT GØRE FOR FREDEN EN SANDHEDS OG VIRKELIGHEDS FORKLARING DERPÅA Holbæk Holbæk Eksprestrykkeri ved N. Chr. Hansen

8

9 Prøv paa at faa det klare Syn Og sku i Fremtiden ind, Da vil alt opklares, som af et Lyn, Og styrkne og forfriskne hvert Sind. Er der ikke mange forskellige Meninger om, hvorfor der føres Krig. Og hvor mange forstaar den virkelige Aarsag til al Slags Ufred som i det store bliver kaldt for Krig. Og den nu rasende Verdenskrig er den største, som nogensinde har været. Menneskene lever i den aller største Vildfarelse; men hvorledes kan det være anderledes, naar lærde Mænd fremfører Ord som: At Krigen er kommen, fordi der paa Jorden var bleven for tæt befolket. Hvorledes, maa man spørge, læser saadanne den hellige Skrift? Staar der da ikke tydeligt og klart skrevet af Gud befalet vorder frugtbare, formere Eder og opfylder Jorden. Og ogsaa dette er af Gud sagt: Men hvo som udøser Menneskets Blod, ved Mennesket skal hans Blod igen udøses. Og saa spørger man, hvor meget Blod bliver ikke nu udøst ved Menneskene? Bliver Jorden gjort frugtbar, formeret og opfyldt. Nej, og atter nej. Der er i lange Tider ikke blevet tænkt alvorligt paa Guds Formaninger og advarende Røst, der endnu den Dag i Dag lyder til hvert eneste Menneske. Saa bliver der ogsaa sagt hvorved mange

10 4 Mennesker har slaaet dem fuldstændig til Ro : Krig har der været alle Dage lige siden Verdens Skabelse. Det er ogsaa meget rigtigt, det har sikkert de aller fleste lært om. Men saa kommer Spørgsmaalet: Var det Guds Villie den Gang, at Mennesket skulde føre Krig? Staar det ikke tydeligt og klart skrevet, hvorfor Gud lod Krigene komme: det var fordi Menneskene syndede imod ham, som ellers vilde dem alt godt. Men dette gengældtes med ondt, og derfor var det, Gud tog sin Beskyttelses Haand bort og lod det onde i Menneskene rase, til Straf for deres Ulydighed. Og saa kommer det store Spørgsmaal: Hvorfor kom Synden ind i Verden? Var det Guds Villie, at vore første Forældre skulde falde for Fristelserne? Hvorfor forbød Gud dem at spise af Kundskabs-Træets Frugter? Var det Gud, der derigennem vilde friste Menneskene? Vi har jo alle lært at bede: Led os ikke i Fristelse; og her maa ethvert Menneske, som kender den sande Kristendoms Betydning, være klar over, at Gud leder ingen i Fristelse og frister ikke nogen! Men han gør derimod alt for at faa ethvert Menneske bort fra Synden og ud af Fristerens Klør. Og Fristeren det er Satan eller Djævelen, eller hvad man nu vil kalde ham, og som er det onde, Menneskene laver dem selv til at være ved ikke at følge Guds Bud og Befalinger. Jorden blev af Gud skabt som et Paradis, det ved alle, der har læst en lille Smule, og det er da sikkert, at det har været Guds Villie, at den skulde have vedblevet at være det. Men klart maa det være: Alt havde Gud skabt, alt var godt, herligt og smukt, og det hele tilhørte ham. Og dette skænkede han i al sin Kærlighed til Adam og Eva. De fik deres frie Villie paa det For

11 5 bud nær, at de skulde lade Kundskabens Træ staa urørt. Og hvorfor? Fordi de derigennem skulde være deres Gud og Skaber lydige og her lærer vi: fordi de ikke var det, kom Synden ind i Verden, og derfor er det ikke Gud, men Menneskene, der har indført Synden. Og jeg tror, vi alle ikke kan andet end indrømme, at vore første Forældre gjorde sig skyldig i en meget stor Forbrydelse mod den almægtige Gud, ved at være ulydig imod ham for al den Godhed og Kærlighed, han skænkede, hvorfor han kun forlangte dette ene: Lydighed, men som de ikke var, hvorfor man ogsaa der ser, hvorledes Guds Vrede kom over dem. Og saa langt skal vi tilbage for at finde den Gnist, som er den virkelige Aarsag til den Verdenskrig, som raser nu. Det er, hvad jeg maa kalde et Djævlespil, et Fandens Mesterskabsspil og et saa sørgeligt Skuespil, som aldrig nogen Sinde er set i Verden. Alt sammen en Følge af Synden, som, fordi der ikke er blevet kæmpet tilstrækkeligt imod den, nu har bredt sig saa skrækkeligt. Vi ved, Døden kom ind i Verden ved Synden, og Døden trængte igennem til alle Mennesker, fordi de syndede alle. En Forklaring her paa, fra den Gang, Gud lod Syndfloden komme, er tydelig og klar nok. Alle druknede i Syndfloden undtagen Noah og dem, som var med ham. Der var Synden saa stærk, Menneskene saa onde, at Gud ikke saa anden Udvej, end at lade Menneskene dø. Det var ikke Gud, men Menneskene selv, som ikke vilde det anderledes Gud har aldrig villet, og vil det heller ikke nu, ødelægge Menneskene. Nej, men Fejlen er den, at Menneskene vil ødelægge dem selv, fordi de ikke vil være den himmelske Fader lydig. Mon nu ikke alle kan tænke, hvorledes Synd

12 6 og Død staar i Forhold til hinanden. Saa lad os faa det Spørgsmaal: Har Døden nogen Sinde været saa stærkt fremtrædende? Er der før i Tiden (i Løbet af saa kort Tid) gaaet saa mange Menneskeliv tabt, som nu ved dette store Verdensdrama, siden Syndfloden ødelagde alt og alle, paa de enkelte Mennesker nær? Nej, maa ethvert sandhedstænkende Menneske svare. Det er det onde i Menneskene, det som bliver kaldt for Djævel og Satan, men som er den Synd, Menneskene begaar ved ikke at gøre Guds Villie, der nu skrækkeligt bruger den skarpe Le, og mange, mange faar den grufulde Død at se. Mon ikke her er et lyst og klart Punkt at gaa ud fra, hvorfor denne Krig raser saa vildt, eller rettere sagt, hvorfor Menneskene raser saa vildt som de gør, nu i en Tid, da man troede Menneskene stod højt paa Oplysningens Omraader, som i mangt og meget heller ikke kan bortforklares. Men det kan derimod siges, at i det, som har den allerstørste Betydning for det menneskelige Liv, det aller vigtigste om, hvad den sande Kristendom betyder for Livets Lykke der mangler meget paa Oplysningens Omraade. Menneskene er i saa lange Tider gaaet saa hastigt frem, den sande Kristendom er bleven ladt tilbage og det var den, der igen skulde findes, men derom senere. Men lad os faa slaaet den Sandhed urokkelig fast, at det er Synden og dermed Djævelen, som ved den rigtige Forstaaelse ere et og det samme, der er Ophavsmanden til det store Verdensopgør. Her kan ingen Vildførelse finde Sted, saafremt Menneskene vilde følge Lærdommen fra Verdens Skabelse g P igennem Tiderne og der se, hvorledes Gud alle Dage og paa mange Maader har formanet, advaret og straffet de syndige Mennesker, og det selv

13 7 samme er det, han gør den Dag i Dag; men derover er det, der bliver tænkt meget for lidt. Vi er alle dødelige Mennesker, som alle er Syndere overfor Gud det er en Sandhed, som intet Menneske kan omstøde. Men vi har ogsaa lært: det er ikke nok at vide, vi har Synd og at vi er Syndere. Hvem der har levet dem ind i det og ikke skænker deres syndige Bedrifter en Tanke, er inde i en skrækkelig stor Vildfarelse. Stakkels Mennesker, maa jeg sige, de kender ikke Afgrundens Rand, det bundløse Dyb det er ikke godt at vandre i Mørke. Men derfor skulde vi alle have lært dette, at hvert eneste Menneske kan fra Gud og Faderen i Himmelen, ved Jesus Christus, hans elskelige Søns Navn, faa Naade og Tilgivelse for Synden, ved Bøn og Omvendelse til Tro, Haab og Kærlighed paa den treenige kærlighedsfulde Gud. Men hører man saa Larmen ude fra den store Verden, ja, saa kan man da ikke faa andet end det Resultat, at enten maa det ikke være lært tilstrækkeligt, eller ogsaa maa det være glemt. Der bliver ikke bedt til den himmelske Fader om Fred, og dog tør jeg her med Sandhed vove at sige: det er det eneste han venter paa, at Menneskene skulde gøre. Men lige saa sandt er det, som det er sørgeligt, at endnu indtil denne Dag er det ikke faldet Menneskene ind, at Vejen til Fred findes ved at stræbe fremad mod den levende Gud; og jeg vil her tilføje, at hvem der i egen Forstand føler dem for store til at leve i Samliv med Gud, de kan saa hurtig blive (uden at de selv aner det) saa bitte, bitte smaa og til sidst slet ingen Ting. Gud kan gøre alt, hvad han vil; men det er forkert, naar der bliver sagt, at alt, hvad der sker, er Guds Villie; det er igen en meget stor Vildfarelse men Gud han

14 vil det gode, hvorimod saa mange Mennesker vil det onde og saa længe der bliver vandret paa den daarlige Vej, kan ingen lære Guds gode Hensigter at kende. Derfor er den Synd (som nu i mange Folkemunde kun er blevet til noget af et Navn, det skrækkeligste af alt, det eneste, som er at frygte for), som nu har taget saa skrækkelig Overhaand over mange Mennesker, fordi Tankerne, de gode Tanker, er kørt fast. Derfor bliver der heller ikke tænkt paa, hvor farligt det er ikke at gøre alt for at bekæmpe Synden hvilke skrækkelige og grufulde Følger den fører med sig. Har man ikke længe nok set det. Mennesket som ikke faar lært Syndens skrækkelige Følger at kende og derfor heller ikke Faren ved at lade sig beherske af Synden, kan hurtig blive saa indviklet deri, saa vildledet, at tilsidst vedkommende Menneske ingen Udvej mere kan se. Det er den Vej, Menneskene bliver ført ved at gøre det onde fra Lyset og ind i Mørket fra Livet og ind i Døden fra Glæden og ind i Nøden. Den Vej fører det for det enkelte Menneske, som Synden, Døden og Djævelen faar Overtaget over. Alt bliver til sidst øde og tomt for et saadant, Sløvhed og Ligegyldighed træder til, Livet bliver uudholdeligt, og der er mange Beviser paa, hvad saadanne Mennesker kan gøre, fordi al Glæde og Lykke for dem svinder bort. Sørgeligt er det, at mange vandrer paa den vildfarne Vej, men sandt er det tillige. Og dog har man ogsaa set, hvorledes Mennesker, som har været langt ude i Vildfarelse, pludselig faar Øjet opladt for det skønne og smukke, vender om fra den farefulde Vej og kan saa begynde paa at leve Livet igen som nyt, i gode og lykkelige Forhold. Og kan nogen tvivle paa, hvem et saadant Menneskes Redningsmand er, jeg kan det 8

15 9 ikke, for jeg ved, det er og bliver Gud Fader i Himmelen, der paa sine mange forskellige Maader søger at vække de gode Tanker hos de Mennesker, hvor det onde tager Overhaand. Saaledes kan det enkelte Menneskes Liv forme sig ved at der bliver syndet og ved Misbrug af Guds Godhed. Men paa selv samme Maade er det med hele Verdens-Livet i den nuværende Stilling. Den er saa farlig, uden at ret mange Menneskers Tanker er klare over, hvori den virkelige store Fare ligger. Snigende som en Slange har Synden i lange Tider fulgt Menneskene; i en meget stor Udstrækning medførende den forfærdelige Død, Sorg og Elendighed. Er det ikke sandt? Jo det er, kære Venner! De mange, mange Mennesker er af den djævelske Magt blevet ført ud i et uigennemtrængeligt Mørke. Og saaledes, som man har set det enkelte Menneske, som har været paa de vildledende Veje, maa vende om for at Livet for Vedkommende skal blive en Opblomstring paa ny. Hvis ikke, saa ved alle hvad der er sket og hvad der kan ske med saadanne Mennesker. De falder for Fristerens vansirende Haand til en fuldstændig Ødelæggelse af deres eget kostbare Liv. Saaledes staar hele Verden nu, ved at fortsætte i samme Retning som hidindtil, for et ødelæggende Fald; men ved at vende om, prøve paa at faa en stærk Tro, et fast Haab og en brændende Kærlighed til ham, uden hvis Hjælp vi alle gaar til Grunde, da kan en Opblomstringstid for hele Livet i Verden begynde paany og det vil blive til en sejrende Oprejsning for alt og alle. Verdenslivet er sygt og Sygdommens Aarsag er som sagt Synden, som de mange Mennesker begaar ved at der bliver tænkt meget meget forlidt i aandelig Retning; derimod er det mest

16 10 om det økonomiske Spørgsmaal, Tankerne vender og drejer sig. Men viser det os ikke nu, tydeligt og klart, at det er ikke nok; det aandelige og økonomiske skal i det menneskelige Liv arbejde sammen, ellers vil Mennesket ikke være tilfreds med sig selv, ikke mærke den virkelige Livs Glæde og Lykke. Og vil man høre ude fra Verden, vil det samme saa ikke passe overalt. Kan noget rettænkende Menneske være tilfreds ved et saadant Liv, som der leves nu? Kan nogen være glade og lykkelige? Nej, maa der vist blive svaret; men kommer det saa ikke ogsaa derude fra. Det økonomiske Spørgsmaal og hvor vanskelige Tiderne er, hører man overalt. Derimod det aandelige Spørgsmaal, som ene og alene kan afhjælpe alle Vanskeligheder, bliver ladt ude. Det er den store Fejl, som i lange Tider har været (og ikke mindst i den nuværende Tid bliver) begaaet. Vi har lært dette: Bekymrer Eder ikke for Dagen i Morgen. Hvorledes vil de Mennesker, som nu (og hvoraf der bliver længer jo flere) bekymrer sig for Livets Ophold i lange Tider forud, stille sig overfor dette. Jeg vil svare alle saadanne Mennesker saaledes: Hvis de vilde søge den nødvendige Oplysning i aandelig Retning, da kan alle mulige Bekymringer blive kastet bort. Der findes, naar det for et Menneske kan komme til at se mørkt og sort ud, dog altid den Udvej, men som ogsaa er den eneste, der kan føre et Menneske, som maaske er Fortvivlelse nær, igennem alt. Men det sørgelige ved det er, som man saa tit har set, at de aller fleste Mennesker, som kommer saa langt ud i Vildfarelse, de falder for Fristerens vansirende Haand, bliver svækket paa Sjælen og dermed paa det hele Legeme. Til sidst kan Livskraften være udtømt og

17 11 da er det sørgelige sket. Det onde har erobret et saadant Menneske fuldt og helt hvor forfærdeligt det end er, saa er det en aabenbar Sandhed. Og her maatte og skulde alle være klare over, at kun ved at staa fuldt udrustet med Oplysning paa det aandelige Omraade, kan Djævelens snedige Anløb mod Mennesket læres at kende og først da kan det læres, paa hvilken Maade Synden kan og skal bekæmpes. Derfor har hele Verden faaet det store Spørgsmaal at svare paa, og det gælder for Alvor om at svare rigtig. Hvorledes skal det gaa med alle de økonomiske Vanskeligheder, som nu taarner sig op højere og højere. Og Svaret vil blive det selv samme som for det enkelte Menneske det tabte og hermed menes den sande Kristendoms Betydning, skal findes igen. Den ligger, som før er nævnt, langt tilbage, og derfor skal Menneskene vandre tilbage for at finde den, men det kan kun ske ved Guds Hjælp, ved at komme ind i den gode Tankeretning og dermed følge den aandelige Vej. Det som nu mange Mennesker gør, udelukkende følger den økonomiske Vej, lever kun for dette Jordelivs Goder, Rigdom og Herlighed, er meget farligt. Det vises overalt derude i Verden, hvilke skæbnesvangre Følger det har faaet. Jeg vilde ønske, at alle her kunde blive vækket op til at tænke alvorligt over paa dette og saa forstaa den farlige Stilling, hvori Verdenslivet staar i aandelig Retning og dermed ogsaa i økonomisk, som, hvad det sidste angaar, da vist nok maa være let for alle at blive forstaaelig med. Og det hjælper ikke, som mange Mennesker er tilbøjelig til, at lægge Hænderne i Skødet og sige som saa: Der er intet at gøre, det hele gaar af sig

18 12 selv. Atter er dette en meget stor Vildfarelse. For alt, hvad der er af det onde, er der noget at gøre for med det gode, og kun paa den Maade kan det onde blive længere jo bedre og tilsidst godt; hvad det sidste angaar, med at alt skulde gaa af sig selv, mon det ikke var dette, mange Mennesker var lige ved at tro. Mon ikke mange omtrent havde (og har endnu den Dag i Dag) glemt den mægtige styrende Kraft foroven og hvilken Betydning, den har for os alle. Jeg tror det, men jeg haaber dog tillige ogsaa, at der maa komme et klarere Synspunkt frem i den Retning. Nej, intet kan gaa af sig selv, og jeg vilde ønske, dette maatte blive slaaet fast, at vi Mennesker er ingenting, kan intet af hvad der er godt udrette uden ved Gud den almægtigste Hjælp. En endnu tydeligere Forklaring skal jeg give ved at fremføre dette: Der bor i hvert eneste et Menneske disse to usynlige Magter, det gode, som er det guddommelige, og det onde, som er det djævelske. Og en af disse to Magter skal Mennesket følge. Der staar tydelig og klart skrevet: Ingen kan tjene to Herrer. Et andet Sted staar skrevet: Fordi du er lunken og hverken kold eller varm, vil jeg udspy dig af min Mund. Mon det ikke er saaledes, mange Mennesker staar i Forholdet til den himmelske Gud og Fader, som lunkne, vaklende, og usikre, imellem godt og ondt. Men det viser sig ogsaa, at længe kan intet Menneske indtage et saadant Standpunkt. Snart vil det føre til en af Siderne, enten til det gode, som er og bliver Vejen til Lyset og Livet, eller ogsaa til det onde, som er Vejen til Mørke og Død. Og den her sidstnævnte Vej er det nu, Verdenslivet i sin Helhed betræder. Vid det og forstaa det, hvem som kan og vil, for det er Sandhed. Og et

19 13 hvert Menneske, som har Livet kært, skulde nu saa hurtigt som muligt prøve paa, at faa Lyset til at skinne klarere, faa Kærligheds-Varmen fra Gud ved at betræde hans Vej og dermed ud til Bekæmpelse af det onde, som ellers vil opsluge alt og alle. Verdenslivet maa blive vendt om fra det gabende Svælg, hvori mange stakkels, ulykkelige Mennesker indtil denne Dag er styrtet. Og jeg maa med Sandhed spørge: Er Menneskehjærterne da nu blevet saa forhærdede, at intet mere skulde kunne røre dem til Smærte for de lidende Mennesker? Jeg kan ikke tro, at de gode Medfølelsens Tanker endnu er længere nede, end de kan vækkes op til nyt Liv og til Lykke og Glæde for de mange vildledte Mennesker. Og naar her vilde blive tænkt alvorligt, saa vilde det hele jo da blive saa let at forstaa, da det ene og alene kun er Synden, som vildleder Menneskene. Var der ikke Synd, saa var der idel Salighed. Men nu har Synden bredt sig saa skrækkeligt, og derfor er der overalt blevet et saa glødende Had der er Djævelens forgiftede Medicin som medfører den aandelige Død til Pine, Skam og Skændsel. Og her er det, at den store Vildfarelse er indkommen i Verden, ved at mange Mennesker har slaaet sig til Ro med dette: Vi er alle Syndere, og saa er der ikke bleven tænkt paa Syndens Følger. En liden Tue kan vælte et stort Læs og saaledes kan Synden for det enkelte Menneske til en Begyndelse se ud som en Ubetydelighed, men tilsidst vil et saadant Menneske, hvis ikke en advarende Røst i Tide kan hjælpe, af Synden blive væltet omkring som et Vrag i den oprørte Sø. Og er det ikke saaledes, de mange Mennesker nu i lange Tider er blevet tumlet rundt derude i Verden af Synden i Nød og Elen

20 14 dighed, som overalt følger i dens Kølvand, hvad der vei nok er slaaende Beviser paa. Og saaledes har Synden altsaa udartet sig; kun fordi den har faaet Lov til at rase og ikke er bleven bekæmpet, har den nu taget Herredømmet over de mange Mennesker, og en Mishandling er kommen til Stede, saa stor som aldrig før. Men dog er der endnu saa meget godt i Verden, som, naar det kommer frem og der saa bliver arbejdet i den rigtige Retning, kan endnu ved menneskelige Villier, med Kraft og Styrke fra Gud, det onde bekæmpes og paa ingen anden Maade. Krigens Afslutning, og dermed Syndens Tilintetgørelse, vil ikke ske ved Vaabenklirren eller Vaabenknaldren, ved at sætte haardt imod haardt eller ondi imod ondt nej, det er det gode, som ene og alene tilhører Gud, der skal frem, for at der her paa Jorden igen kan blive en Opblomstringstid saa først vil det onde komme til at vige Pladsen for det S de, og da først kan Glæden, Lykken og Freden komme, naar Mennesket staar fyldt med Kærlighed og Godhed fra den almægtige Gud. Forstaa dette, kære Venner, at Gud har Magten over os alle, hvad enten det er den mindste eller den største Synder. Han kunde, hvad Øjeblik det skulde være, standse dette store Verdensdrama. Men saa forstaa tillige dette, at gjorde han det nu, i den store Vildfarelse, hvori de Masser af Mennesker lever, i den mægtige Synd, som behersker dem, hvor mange mon der saa var, aer mere fik Lyset at se. Dette er alvorsfulde Ord, kære Venner. Det er ved Guds Langmodighed og Kærlighed til alle Mennesker, at alt det grufuide indtil Dato har faaet Lov til at passere. Bliv derfor ikke ved med Misbrug af Guds Godhed og Kærlighed, for saa vid, hvad der vil ske: En Øde

21 15 læggelse af alt, saa stor, skrækkelig og grufuld. Hvem vil saa ikke, naar de ved, den kan afværges, være med dertil. Og det viser sig for det enkelte Menneske, jo længere Tid der gaar i den forkerte Retning, desto sværere bliver det at finde den rigtige, fordi det onde eller Synden sløver de gode Tanker og slapper de stærke Villier, og ingen andre end Gud selv, ved sin usynlige Magt, ved Godheden og Kærligheden, kan igen føre et saadant Menneske paa ret Køl. Og det samme gælder med Verdenslivet i sin Helhed. Det har vist sig indtil denne Dag, at mange Mennesker tænker ikke rigtig paa den alvorlige Fare, hvori Livet svæver, har derfor heller ikke den rigtige Forstaaelse af, hvor grufuldt Synden regerer, fordi det gode svinder bort, og saa kan der ikke tænkes klart i aandelig Retning, og det skal nok vise sig. Bliver det ved med at gaa i samme Retning, som det nu saa længe har gjort, hvad der staar frit for hvert eneste et Menneske om de selv vil, og hvad det rigtige er, derom kan vist ingen tvivle, saa vil det ogsaa blive længer jo værre, for da vil Synden eller Satan, som er dens virkelige Navn, blive ved med at operere i endnu skrækkeligere Grad og alle hans Operationer medfører den aandelige Død. Han spiller og lokker ved sine forræderiske Toner Menneskene ud i det fortvivlende Mørke. Og hans Spil kan maaske for mange til at begynde med synes at lyde smukt og kønt, men hvilken sørgelig Afslutning det kan faa for det enkelte Menneske, der bliver ved at følge hans forførende Toner, er et Sandhedens Bevis for, hvorledes det kan og vil gaa med hele Verdenslivet, hvis det bliver ved med at følge i de djævelske Fodspor. Forstaa det, kære Venner.

22 16 Lad os herhjemme i Danmark bevare den Frihed, som endnu er til Stede, og lad Enigheden komme frem under den himmelske Fane. Det er Vejen til Fred og Vejen til et nyt blomstrende Verdensliv, nu ved I det, danske Mænd og Kvinder, som læser dette. Hvor mørkt det ser ud ogsaa herhjemme i Danmark viser det os, at Lyset ej mere skinner saa klart, at Livet ej mere er saa lykkeligt som før. Dog endnu har det danske Folk ikke prøvet ret meget af Krigens skrækkelige Følger og ingen andre har vi at takke derfor end Gud vor Fader i Himmelen; men det tænker vist mange Mennesker slet ikke paa, fordi at ogsaa herhjemme høres den Ondes sørgelige Melodier, dog noget mere dæmpet og ikke saa kraftigt som udadtil, men de er her, og lige indtil den Dag, at de er forstummede, er Danmark i Fare for, at de kan bruse op. For Tiden, ved jeg, er der mange ogsaa herhjemme, som hjælper ham til at stemme Instrumentet, maaske nok uden Tanke derfor, fordi den virkelige Oplysning mangler, men desværre er det sandt. Og her beder jeg om i Guds den Almægtiges Navn: Saafremt I vil jert eget Livs Glæde, Lykke og Velsignelse og være med i det gode Arbejde for at hjælpe de mange, nu saa haardt trængende Mennesker, saa gør alt for at faa de djævelske Toner falske. Og det kan kun ske ved at lære Guds Love at kende og gøre derefter, og dermed at følge den aabenbarede Sandhed, saa vil Løgnen, og dermed Satan, som er en Løgner og Løgnens Fader, vige. Hans Gerninger og Væsen er i et og alt saa slette og saa sørgelige, at det nu for Alvor maatte kunne ses, hvad han bedriver. Endnu maa Taagen og Mørket da vist ikke have lagt sig tættere for de menne-

23 17 lige Øjne, end at de kan se Faren, naar de bliver paamindet derom og advaret, og saa komme ud af de indviklede Garn. Og vær forvisset om, at dette er sandt. Nøden og Elendigheden, som er her paa Jorden, er ene og alene kommen fra Satan ved Synden. Hjælpen og dermed Freden, som kommer, er ene og alene fra Gud ved hans store Kærlighed. Glem ikke at modtage den. Vær aarvaagen, kæmp imod det onde, som let kan overvindes ved Brugen af det rigtige Værge og Vaaben, som er Troens Skjold og Aandens Sværd og der findes intet andet. Men desuden gælder det om at bruge det paa den retfærdige og ærlige Maade, hvad det i lange Tider ikke er blevet, og derfor er det gaaet saa forfærdeligt galt. Vær paa Vagt for Hjem, Land og Folk. Det gælder nu mere end nogensinde for Alvor at tage fat paa med det gode at opbygge, hvad det onde har nedbrudt. Og at det kan ske, derom maa intet Menneske tvivle, for saa er det vantroende Mennesker, som ikke kender den guddommelige Almagt. Og vil saadanne Menneske da heller ikke lære den at kende, ja saa gaar det dem saare ilde, forgæves og til en Ødelæggelse bliver Livet saa levet. Men den forkerte Vej, hvorpaa mange Mennesker nu vandrer, mon det ikke for en stor Del skyldes dette, at de ikke kender Forskel paa godt og ondt, fordi de ingen Forstaaelse har af, hvad sand Kristendom er, og derfor heller ikke forstaar, hvad Livet og Døden betyder, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt, hvad der er Kærlighed og Had. Og herfra kommer Vildfarelsen, fordi mange Mennesker tror, at snart kan de være kærlige og snart hadende. Men nej, det viser sig nu tydeligt og klart. De to usynlige Mag

24 18 ter kan ikke arbejde sammen, og vil heller aldrig komme dertil. Vær varm eller kold, har Gud selv sagt, og der kan intet være at tage Fejl af. Nu derimod stiller det sig saaledes, at kun enkelte er varme, nogle kolde og mange, mange staar som lunkne, der kun lever som kristne af Navn, men gør i aandelig Retning ikke det allerringeste Gavn, cg alle saadanne ved slet ikke, hvad de lever hernede paa Jorden for. Og kunde dette blive forstaaet, at Kærligheden (vel at mærke den rene, ægte Kærlighed) er og kommer fra Gud, og som burde og skulde gennemstrømme ethvert Menneske (hvad der nu mangler saa forfærdelig meget i, at den gør), saa er det Maaden, hvorpaa Menneskene skal standses paa den farefulde Vej. Og er de først bleven standset, bleven klare over, at de er faret vild, saa skal de nok ogsaa vende om og ved Guds Hjælp finde tilbage til Livet, Lyset og Sandhedens Vej. Jeg skal aldeles ikke prøve paa at bortforklare, at der ikke findes Kærlighed iblandt Menneskene herhjemme i Danmark, men jeg tør vove at sige: Den er ikke ren og ægte nok, fordi den er blevet sammenblandet med Had, hvad de rnange ulykkelige Hjem og de mange ulykkelige Kærlighedsforhold er Beviser nok paa. Og fra Hadet har Satan eller det onde, som er Synden, sit Udspring. Og saaledes gaar det altsaa til, naar et Menneske lader sig beherske af Synden, da vil Hadet blive længere jo stærkere og tilsidst tager det hele Magten over Mennesket hvad man saa tidt har set, og da er det hele forbi, en Drukning i Synd, hvorfra alle Oplivningsforsøg er udelukkede. Hvis I vil forstaa dette, kære Venner og dermed vide, hvor mange, der

25 19 indtil denne Dag er vandret den sørgelige Vej, saa vilde I ogaaa gøre alt for først og fremmest selv at komme bort fra Dødens iskolde Haand, og dernæst være med til at hjælpe de mange Brødre op fra det bundløse Dyb. Men sikkert er det, at alle de Mennesker, som slet ikke tænker paa, hvad enten de synder lidt eller meget, tænker heller ikke paa, hvad Livet indeholder og derfor heller ikke paa Døden, før den pludselig kan indtræde, og saa har det tidt og mange Gange vist sig, at det er for sent. Men forstaa nu dette: Der er to Slags Synd, der er to Slags Sygdomme og derfor ogsaa to Slags Død. Der er Svnd, som kaldes Fortsætligheds-Synd, og anden, som kaldes for Skrøbeligheds-Synd. og derudfra kommer de aandelige og legemlige Sygdomme, som medfører den aandelige og legemlige Død. Mon ikke mange staar ganske uforstaaende overfor alt det, men jeg skal nu forklare det saaledes, hvad det vil sige at synde med Fortsæt: Det er naar et Menneske begaar den ene store Synd efter den anden, ved godt, at det er forkert det ved nemlig enhver, som synder med Fortsætlighed, men dog alligevel blive ved dermed. Et saadant Menneske indtager det Standpunkt: Der er ingen Tro til Stede paa det gode, og der er ingen Frygt for det onde. Og da vil et saadant Menneske komme til at lide af en aandelig Sygdom og tilsidst dø, baade en legemlig og en aandelig Død. Der staar skrevet: Frygter ikke for dem, som slaar Legemet ihjel, men ikke kunde slaa Sjælen ihjel; men frygter for ham, der fordærver baade Sjæl og Legeme. Her lærer det os tydeligt og klart, at det kun er Synden, som kan ødelægge Sjælen el

26 ler den gode Aand i 20 det ogsaa være indlysende og klart. Mennesket og derfor maa Naar et Menneske- forstaar, hvad sand Kristendom er, og dermed staar fuld og fast i Troen, og med Haab og Kærlighed til den store Kongernes Konge, ja saa er der intet som helst at frygte for. Ikke en Gang et saadant Menneskes Legeme kan blive slaaet ihjel uden Gud tillader det. Og om det saa end sker, saa vil Sjælen eller Aanden til alle Tider være urørt, beredt til at gaa bort til det Liv, hvor ingen Synd og intet Mørke findes, gaar ud. hvor Lysene, som brænder, aldrig Men saa kommer Skrøbeligheds-Synden, hvilken vi alle er delagtige i og derfor er det ogsaa, vi alle skal dø. Men den Død, som saadanne Uvidenheds-Syndere (som man ogsaa kan kalde dem) foraarsager, det er kun den legemlige Død, og derfra en Opstandelse til det evige Liv, og dette er for hvert eneste Menneske at naa, som vil gøre alt for at slippe fri fra Synden, og dermed fra den aandelige Død og Djævelens Magt. Luther skriver tydeligt og klart, at de Mennesker, som giver sig hen til Synden og lader sig beherske af den, kaldes ugudelige, og de synde med Fortsæt. Og ligger Forklaringen ikke her saa tydelig angaaende Verdenslivet i sin Helhed i den nuværende Stilling. Det bliver nu saa skrækkelig behersket af Synden, og har indtil Dato fortsat, dermed. Det viser sig ogsaa her, at det er den ondartede, fortærende aandelige Sygdom, hele Livet i Verden lider af, og til hvilken der kun findes en eneste Læge og det er den himmelske Fader, som kun kan ske ved at modtage den kraftige og styrkende Medicin, han udgiver, Tro og Haab, og

27 21 dermed den rene, ægte, varme Kærlighed fra ham, som er den eneste, der kan drage Menneskene bort fra Døden og dermed Elendigheden og Nøden og tilbage til Livet og dermed til den virkelige Glæde og Lykke. Det fortsætlighedssyndende Menneske kaldes ugudeligt. Og et andet Sted staar af Luther skrevet: Naar et ugudeligt Menneske dog paatager sig Skin af Gudsfrygt, kalder man ham en Hykler. Saa kommer det Spørgsmaal: Hvad forstaas ved et ugudeligt Menneske? Ja, med et eneste klart Udtryk kan man oige: Et Menneske uden guddommelig Beskyttelse, og fører dermed et gudløst Liv, hvoraf der den Dag i Dag er mange, og bliver jo længere jo flere, fordi Synden og dermed Vildfarelsen er saa skrækkelig stor. Men ogsaa dette kan jeg paa en Maade forstaa, naar en Mand herhjemme har paataget sig det Kald at rejse rundt og oplyse om Stormagten foroven og saa fortæller, at Danmark er det mest gudløse Land i Verden, hvorimod de i de krigsførende Lande er meget mere kristne. Saafremt flere end vedkommende Menneske har faaet den forvildede Tro, saa skulde de hurtigst muligt sørge for at blive friet ud af den. Jeg havde her Lyst til at bruge et stærkt Udtryk, men skal nøjes med at sige, at den Mand har sagt den allerstørste Usandhed dog sikkert ogsaa i Tankeløshed, fordi det er det, som det danske Folk helt igennem er et tankeløst Folk, som lader Munden løbe og ikke tænker over paa, hvilket Sprog de fører; men dette tankeløse maa ikke blive forvekslet med gudløs, for saa bliver det atter en stor Vildfarelse. Men dette maa ikke blive bortforklaret, at naar Tankerne staar stille i den gode og dermed den aandelige Retning, saa er det Vejen til, at

28 22 man kan blive ugudelig eller gudløs, deri ligger den store, alvorlig truende Fare, og det er det, som er sket i de krigsførende Lande, men som alle da nok er klare over endnu ikke har naaet et saadant Højdepunkt herhjemme. Derfor kan jeg her saa roligt og med Sandhed sige, at det Folk, som under denne forfærdelige Prøvelse har mærket mest til Guds Naade og Kærlighed, det er det danske. Forstaa dette, kære Venner, og vid, at det ikke kan blive ved med at gaa at takke ham derfor mange bliver det nu. paa en saa daarlig Maade, som der af Ogsaa dette vises os tydelig og klart udefra, hvad der bliver kaldt for Naturen, men som paa den rigtige Maade forstaaet er den guddommelige Godhed og Kærlighed mod Menneskene. Det er ene og alene den, der nu saa langsomt svinder bort, fordi Guds gode Gaver i saa lange Tider er bleven misbrugt paa en saa skammelig og tillige saa sørgelige Maade. Og vær forvisset om, at bliver det ved med at gaa i den Retning, saa naar vi den Dag, da hele Verden staar gudløs eller uden guddommelig Beskyttelse og det vil med andre Ord sige det samme, som hele Verdenslivet har begaaet Selvmord, og er dermed indgaaet til den aandelige Død og Pine. En saa skrækkelig Stilling indtager vi Mennesker her paa Jorden nu. Kære Venner, lad den virkelige retfærdige Hjælp ikke udeblive længere, da vil det her blive paa selv samme Maade som med det enkelte Menneske, der lader sig beherske af Synden, det vil blive længer jo sværere at faa oprettet det forsømte, og tilsidst vil alt være forgæves. Menneskene vil da have styrtet dem selv i Afgrunden. Lad være med at lytte efter de mange vildledende Ord, som lyder overalt.

29 23 Stol kun paa Gud, Nu det ser saa mørkt ud. Lad ham nu være Skipper, Kun da kan klares alle Klipper, Og det hele igen blive sinukt og lyst, Han styrer sikkert mod den blomstersmykkede Kyst. Luther skriver om Skrøbeligheds-Syndere: Det er de, som stræbe at opfylde Guds Lov og stride mod Synden, kaldes gudfrygtige, men de synde af Skrøbelighed. Lad os saa her spørge: Hvad forstaas der ved at være gudfrygtig? Sikkert har de allerfleste lært dette: Vi skulle frygte og elske Gud. Men dette maa endelig ikke blive forstaaet, at vi skal være bange for den almægtige Gud, hvad der nu for mange Menneskers Vedkommende er Tilfældet, fordi de synder i saa stor en Udstrækning. Synden er det, som forstyrrer Sjælens Fred og bevirker en ond Samvittighed, og det er den, som gør Mennesket bange og frygtsomt, eller rettere sagt Mennesket er bange for sig selv, fordi det ikke lyder Gud, og har derfor heller ingen god Samvittighed. Nej, vi skulle elske Gud og have Kærlighed til Gud, saa kommer Frygten paa den Maade, at vi bliver bange for at gøre noget, som vi godt ved er Gud imod, det er og bliver den virkelige Gudsfrygt. Og her vil sikkert ogsaa alle kunne forstaa, at det er den, der trænges til overalt ude i Verden, fordi der bliver syndet saa skrækkeligt, og dermed bliver gjort Gud i Himlen saa meget imod, som ingensinde før. Dette var en Forklaring paa Synden. Men saa kommer Sygdommene, som er Syndens Følgesvende, og som for de smaa Synders eller Skrøbeligheds- Synders Vedkommende er de legemlige Sygdomme, og

30 24 som kan, hvis det er Guds Vilje det skal ske, helbredes af de jordiske Læger, og hvis ikke, saa medfører de kun den legemlige Død, som før er nævnt, kun betyder Glæde for Mennesket. Men saa kommer de store Syndere eller Fortsætligheds-Synderne, medførende den aandelige Sygdom, som svækker det ganske Legeme. Og den Sygdom kan inddeles i forskellige Grader, eftersom Synden eller det onde raser i Mennesket til. Og jeg vil her sige: Hvis I kan finde et Mennesket, som har været stærkt behersket af den aandelige Sygdom, og som er bleven fuldstændig helbredet, saa spørg, hvorledes det er, og Svaret vil komme til at lyde saaledes: Legemlige Sygdomme og Lidelser er intet i Sammenligning med den, der giver sig Udslag i dette, hvad der bliver kaldet for Tungsind eller Humørsyge, og i højeste Grad Sindssyge eller Aandssvag, hvis de ikke inden den Tid har begaaet det skrækkeligste Selvmord eller ogsaa Mord paa andre, som den Slags Mennesker er tilbøjelige til, fordi det onde eller Satan tager Magten over Vedkommende kun fordi et saadant Menneske enten ikke har faaet lært det tilstrækkeligt eller ogsaa har glemt at elske og frygte Gud, da vilde noget saadant aldrig ske. Men er det ikke det, som sker saa skrækkeligt og grufuldt i Verden nu, Mord og Selvmord. Og Menneskene staar med den t anke, at det skal og kan ikke være anderledes. En sørgelig Vildfarelse, som er kommen frem udelukkende kun ved Djævelens snedige Anløb. Ingen maa tro, at vi Mennesker er sat her i Verden for at falde for Broder-Haand, men vi er af Gud i Himmelen, vor Fader (for det bliver han nu, hvorledes Menneskene saa end vender og drejer

31 25 dem, og at han forstaar at tugte os, det vises nu bedre end nogensinde før), bleven sat lier paa en Prøve, som indtil denne Dag er bleven meget daarlig bestaaet. Men vær forvisset om, at det ogsaa baade kan og skal blive anderledes, snart skal det vise ; ig, fordi i en af Retningerne skal det gaa, enten i den gode eller den onde Retning. Sidstnævnte er det, som bliver fnlgt, og derfor skal Menneskene, hvis de vil genvinde Livet, som ellers er fortabt for mange, mange Mennesker begynde paa at vende om, eller rettere sagt omvende sig og følge i den gode Retning tilbage, saa kun paa den Maade kan tilsidst det store Maal igen blive naaet, at alt kan blive godt, uden at der behøves at ofres flere Menneskeliv, som dog vel nu snart maatte være nok. Man hører saa tidt dette Udtryk om et Menneske: han eller hun var ude af sig selv, og det kan være enten ved Glæde eller ved Sorg. Men mon ret mange Mennesker rigtig forstaar, hvad det vil sige, at gaa ud af sig selv. Ja, Betydningen er den, at blive som et helt andet Menneske, og det er dette, som en tilstødende Glæde eller Sorg kan bevirke. Og for saadanne Mennesker (og som vedkommer alle) gælder det om at staa fuldt udrustet med Oplysning paa det aandelige Omraade, for at være klare over, hvorfra Glæderne og hvorfra Sorgerne kommer, hvis ikke, da kan det saa let ske, som indtil denne Dag er sket med mange Mennesker: de er gaaet ud af dem selv paa den Maade. Det onde Satans og djævelske Baand har omspændt dem helt ved Synden, saa har Troen paa den almægtige Gud og som er den eneste Redningsmand sluppet dem, og derfor kan saadanne ikke mere finde tilbage.

32 26 Og den selv samme Retning er det, hele Verdenslivet har taget, og læres Redningsmanden, som er den store og eneste Læge til den aandelige Sygdom, ikke nu for Alvor at kendes, saa vil ogsaa det gaa ud af det Onde. sig selv, erobret fuldt ud og helt af Men saa kommer der anden Maade at gaa ud af sig selv paa, og det var den, Menneskene skulle følge. Det blev sagt om Jesus Christus, Guds Søn, da han vandrede hernede: Han var ude af selv". Det var, er og bliver, paa den rigtige Maade forstaaet, ogsaa Sandhed; men han gik ud af sig selv ved at blive erobret af det gode, Gud og Faderen tog ham fuldt ud og helt, Godhedens og Kærlighedens Aand fyldte ham, og som vi alle véd, til Lykke, Glæde og Velsignelse for alle Mennesker, og til Faderens Ære. Han sagde den Gang dette: Bliv fuldkommen, som min Fader i Himmelen er fuldkommen". Men dette er glemt, samtidig med, at alt, hvad Jesus Christus maatte lide for vor Skyld (for at vi alle skulle finde Vejen til Livet) er glemt, for da vilde der med en Sandheds-Overbevisning ikke se saaledes ud, som der gør. sig Nu derimod kender mange Mennesker hverken Vejen, der fører til Døden, eller Vejen, der fører til Livet. De gaar bogstavelig talt som i Blinde, som en beruset Person, der er ganske uvidende om alt, hvad der sker, og som man ogsaa der har set, først vaagner op, naar en større Ulykke er sket. Og dette gør sig gældende ved alle Lejligheder. Det er for sent at dække Brønden til, naar Barnet er druknet. Derfor maa her mine alvorsfulde Ord komme frem. Hvad tørster 1 efter! Mon det ikke for alles Vedkommende er efter et godt. og lykkeligt Liv. Men

33 27 saa forstaa tillige dette: ved at fortsætte med at synde, og derved blive ved med at indtage den medforende Gift, vil det gaa paa selv samme Maade, som med de mange Mennesker der drikker et stort Kvantum Spiritus, de bliver længer jo mere tørstige, fordi det saa ogsaa der er det Onde, som tager Magten ved Synden, fordi Menneskene paa den Maade kvæler det gode, som af Gud er lagt i dem. Og derfor vises det saa tydelig og klart ved en beruset Person, hvor meget ondt, og hvor meget godt vedkommende indeholder, fordi saa er det alt det onde som træder frem, og det gode er slumret ind, og ogsaa her, hvilke skæbnesvangre Følger det har faaet for et saadant Menneske, er der Beviser nok paa. Derfor er der ogsaa her en Vildfarelse til Stede, hvorved mange Mennesker har den Tro, at det er Spiritus'en, der gør Menneskene onde, men det er Fejl. Den foraarsager, at det onde, som er i Mennesket (og der er meget i al sin Grufuldhed), træder frem. Og det var der, og det er der, og det bliver der, hvor meget der saa end bliver kæmpet for Spiritus'ens Udryddelse, saa er det slet ikke Vejen til Syndens Udryddelse. Og det ør naaet til at blive en stor Kæmpe, som der maa kæmpes imod for Alvor. Den kan ikke drives ud ved Tvang, men kun ved Godhed og Kærlighed. Og er det ikke ogsaa tidt Tilfældet med berusede Personer, hvor det onde saaledes tager Magten, at de bliver det værste af alt Blodtørstige. Men er det ikke det selv samme snart hele Verden er blevet nu? Jo, det er, og det er ogsaa den syndige Rus, som er Skyld i, at det hele virker som et Bedøvelsesmiddel paa alt det gode, hvad der vist nok ogsaa kan ses. Og derfor saa siger jeg;

34 _ 28 _ Prøv blot at faa en eneste Draabe af den lægende Medicin, som Gnd i Himlen alle Dage har skænket for os, men som mange er gaaet helt udenom, saa vil der øjeblikkelig ske en Omvendelse, og der vil komme en Tørst frem efter at gøre det gode, som vil blive styrket af Gud i Himlen selv, til nye Kræfter og dermed til nyt Liv. Og forstaa dette, at sker den Omvendelse ikke, saa vid, at den anden nu af Synden saa brændende Tørst aldrig kan slukkes. Og paa den Maade kan det tilsidst, hvis ikke Faren bliver afværget, være et eneste stort Flammehav. Man hører saa tidt dette Udtryk: han eller hun hvad det nu kan være er paa den rigtige eller forkerte Side. Men nu tør jeg med Sandhed her vove at udslynge den Bemærkning: De fleste Mennesker er nu paa den forkerte Side af Plankeværket, om man saa maa sige, vel at mærke uden for, hvor der nu for Alvor er bleven Trængsel og Nød. Indenfor findes de frugtbare Haver og Marker, og alle, soin vil nyde godt af Livets Frugter, maa med Tro og Haab paa den store, hellige guddommelige Magt over igen og ind paa den rigtige Side, hvor den»mie, ægte og varme Kærlighed bølger. Og en Drukning i Kærlighedens Bølger, det betyder et nyt Liv, blomstrende og lykkeligt. Det er det ikke nu, og det er fordi Syndens eller Hadets Bølger er kommen i et saa mægtigt Oprør, hvor hver eneste Dag mange Mennesker drukner og maa lide den forsmædelige Død. Og med disse Bølger er det paa selv samme Maade, som naar ved Storm Bølgerne gaar højt i det oprørte Hav. Kun ved den guddommelige Almagt vil Stormen, og dermed Søen eller Havet høre op med at rase. Og kun ved den guddommelige Kraft, som er Godheden og Kærlig

35 29 heden iblandt Menneskene, vil den Storm, som nil raser i Verden, og de Bølger som den taarner op, højere og højere, høre op med at rase. Jeg kan tage endnu et Udtryk som dette: Menneskene er gaaet over Stregen, og det er den Streg, som af Gud i Himmelen er slaaet, der skiller mellem Fortsætligheds-Syndere og Skrøbeligheds-Syndere, mellem de onde og gode, de retfærdige og de uretfærdige, imellem Kærlighed og Had. Og saaledes stiller det sig for hver eneste et Menneske. Enten maa der gøres det rigtige, som er og bliver det gode, eller ogsaa det forkerte, som er og bliver det onde. Hvad er saa det bedste? Mon der nu er nogen, som længere kan tvivle derom. Modgangen slapper og Medgangen styrker. Dette kan udtydes paa selv samme Maade, som at det onde slapper Tankerne og sløver Villierne. Det er nemlig det, som er sket nu, fordi det saa lange Tider, før Krigen kom, havde været en Medgangens Tid. Menneskene gled saa rask frem, glemmende det gode ved det ondes, forførende, djævelske Spil. Det gode giver Kraft og Styrke, og saaledes var det, at det skulle blive nu, fordi nu er Modgangens Tid inde, hvad der desværre indtil denne Dag ikke har været Tilfældet. Man kan her tage et slaaende Eksempel. I de første Krigsaar, da Guldet strømmede ind over Danmark, blev mange Mennesker grebet af Guldfeberen, saa de hverken tænkte paa Ret eller Uret, kun paa dette ene: at samle Guld i Gruber. Det var en Medgangens Tid; men derigennem blev Synden ogsaa gjort større overalt i det danske Land. Dér fik det onde en vældig Magt. Der blev mange Mennesker beruset ved den syndige Tørst efter Guldet, som den Dag i Dag følger dem;

36 30 men mon det ikke ogsaa nu kan mærkes, hvilken Gift det er, og hvorledes den kan bedøve alt godt i Mennesket. Derfor gælder det ogsaa nu herhjemme i Danmark mere end nogensinde. Modgangens Tid er naaet. Den forkerte og vildledte Tro, som mange Mennesker i lange Tider har haft paa, at deres store Rigdom kunde hjælpe dem over alt, glipper. De store Forhaabninger er ved at briste. Og her kan man fremdrage Eksemplet for det enkelte Menneskes Vedkommende, som Modgangens Tid ikke staar med Oplysning nok om Gud og Faderen i Himlen, mangler derfor ogsaa det allervigtigste: Tro, Haab og Kærlighed, og finder i Stormvejrets Susen ikke Hjælpen, og dermed heller ikke Kraften fra den store Magt foroven, som er den eneste Redning, og inaa derfor, som man saa tidt har set, og som nu er skredet over alle Grænser falde for Fjendens Haand. Kunde dette blive slaaet urokkelig fast, at den eneste Fjende - som det ogsaa viser sig er meget farlig, der findes hernede, er Synden eller Satan, hvis Opgave det udelukkende er at gøre Menneskene onde. Saa vilde der være fremkommen en stor Oplysning paa det aandelige Omraade, og saa tror jeg, Menneskene vilde vogte sig for at blive mere indviklet i hans Garn, end de allerede er; men derimod gøre det eneste for at komme ud deraf: at standse paa den farefulde Vej, vende om, lære Guds Love, Bud og Befalinger at kende, følge dem, og dermed følge den gode Vej tilbage til Kilden hvorfra Livet udrinder, da al Sorg og Nød og Elendighed forsvinder. Og hvad det angaar ined sindssyge eller aandssvage Mennesker, ja, saa findes der for Tiden paa Hospitalerne rundt omkring mange; men alle i

37 31 maa være klare over, at der findes mange flere ude i den store Verden, som er paa Vej til at blive det, hvis de ikke snart bliver oplyst med Sandhed om Ham, som saa gerne vil hjælpe og redde dem, naar blot de vil modtage Hjælpen, medens Tiden er inde. Og det, man forstaar ved aandssvage Mennesker, er, naar den gode Aand i Mennesket bliver fuldstændig kvalt af det onde, og som her igen træder tydelig og klart frem, kun sker ved, at det gode i Mennesket er forsvundet. Saaledes gaar det med det enkelte Menneske. Samtidig med at det gode, og dermed Kærligheden til alt og alle (og som er den guddommelige Gave til Mennesket), svinder bort, ved at Mennesket synder imod Gud, svinder ogsaa Livet bort. Og er det ikke paa selv samme Maade det gaar med hele Verdenslivet nu. Og prøv saa at tænke paa de mange Mennesker, som den Dag i Dag sidder indespærret. lever, men et Liv i et saa fortvivlet Mørke, og det er kun, fordi Synden har knuget dem saaledes, at de bliver lede og kede af Livet, og saaledes gaar det for enhver, Livet bliver uudholdeligt. Og som det indtil denne Dag har vist sig for mange Mennesker, saaledes vil det gaa med hele Verdenslivet, hvis ikke der bliver lyttet efter denne advarende Røst. Uden Tro og Haab til Gud daler Lyset, og tilsidst er det brændt ud. De Og er først nedkommen Guds Kærlighed, Da haver vi naaet den varige Fred, Derfor saa vær nu vaagen, Find Vej snart ud af Taagen. Gaa snart ej mere i Blinde, Men lad de taarefyldte Øjne skinne.

38 32 Lær og kend den store Redningsmand, Han, som ene frelse os alle kan, Naar vi vil, ja, naar vi alle vil, Til ham, til ham, os slutte til. Derfor saa paa Guds Ord giv Agt, Overalt i det danske Land, Lad det drage ind, i hver Kvinde og Mand, Og vid, saa har Danmark den allerstørste Magt. Og hvad Danmark saa kan udrette, Det kan sikkert ingen nu gætte; Men derom kan I senere faa at høre, Nu véd I, hvad først det gælder om at gøre. Derfor saa lad lette og liflige Vinde Forfriskne de af Sorg betyngte Sinde, Og i Tro, med Kraft og Styrke sæt over De brusende, vildende Vover. Sluttelig skal jeg bemærke, Som i Luften Triller slaar den Lærke, Saa skulle vi vore slaa paa Jorden, Eller ogsaa ude paa Fjorden, Men sørgelige de ej skulle lyde, Menneskene har Lov til ved Livet sig at fryde, Og hvor er Enigheden, Friheden og Kærlighen bleven af, Kære Venner, I graver jo jer egen Grav. Jævn den nu, inden I styrter deri, Slip dog det onde, staa frejdig og fri. Nu er Grundstenen lagt til en Bygning helt ny, Hvortil alle i Skærm for Nøden kan ty. Nu trænges der overalt til en hjælpende Næve, Hvem vil saa blive ved med at slaa skæve.

39

40 I

41

42