Det handler om kunst og allermest om kærlighed

Transkript

1 Det handler om kunst og allermest om kærlighed Af Annett Bruhn Tlf , 10. aug Se billeder her Foto: Annett Bruhn Kultur En dag på Kunstskolen Arcus i Esbjerg lige efter sommerferien byder på livlige historier, masser af grin, små drillerier og en lille smule sorg. - Godmorgen, Marianne. Har du fået nye sandaler - det har jeg nemlig. Jeg har købt dem på ferie. Prøv at gætte, hvor jeg har været, og prøv at gætte, hvad jeg har med til jer... Pernille har gjort sin entré på Kunstskolen Arcus. Det er første dag efter sommerferien. Pernille har været i Tyskland - og hun har slik med hjem. Man skal ikke have været på Arcus særlig mange gange, før man bliver accepteret som en del af familien. Det indebærer en del krammere. Hver dag. Connie kommer brummende efter Pernille og har sin helt egen mening om sommerferier. - Jeg synes, det er for lang tid. Tre uger. Hvornår skal vi i gang?

2 Connie kan ikke helt huske, hvad hun har fået ferien til at gå med, så det sætter hun sig ned og spekulerer lidt over. Lone har været en tur i Lalandia og griner smørret. - Prøv at se og prøv at hør, hvad der er sket, lyder det triumferende, og alle spidser ører. - Der var en fræk herre. Og han havde en tissemand på, fortæller Lone og griner højt. - Addddd, det er ligesom ham den gamle mand, der ringede og spurgte, om han måtte komme og ligge på bordet uden tøj på. Sådan en gammel, slatten en - prøv at fortælle det til din kæreste, Birthe. Det, Pernille refererer til, er en mandlig croquismodel, der af gode grunde aldrig blev hyret. Livlig snak Snakken går lidt om, hvorvidt man må rende rundt med bar numse i Lalandia. Sandheden om den frække herre fortoner sig i historien. - Vi var ude at køre i bus, lyder det fra Connie, der ihærdigt forsøger at rekonstruere sin sommerferie. Ind ad døren kommer Sandra og Stine. Tårer for en afdød Sandra har været i sommerhus og ser drøngodt ud. Det samme gør Stine i smart, rødt sommertøj. Men der er noget galt. Hun sætter sig ned ved bordet, tager en plastiklomme op af tasken og er lige ved at bryde i gråd. Marianne har regnet ud, hvad der er galt. - Er der igen en, der er død? spørger hun stille. Stine græder højlydt. Når nogen i Stines bekendtskabskreds dør, laver hun en sirlig collage med deres dødsannoncer. I dag er der rigtig mange annoncer. En ung pige i Stines bofællesskab er død i et epileptisk anfald. Alle omkring bordet udviser stor empati, pli og uendelig tolerance. Marianne trøster Stine, der langsomt kommer til sig selv. - Vi var også ude at cykle, kommer det pludselig fra Connie. - Vi så mange ting. Forskellige ting. Og nogle gange var der en herre med. Ham, der griner sådan. Han er så sjov.

3 Langsomt, men sikkert vender det hele tilbage. Undervisere supplerer hinanden Alt ånder fred og ro i Arcus. Alle er i gang med hvert sit billede, og koncentrationen er til at føle. I kunsthistorieundervisningen er de nået til renæssancen, og det har inspireret alle på holdet. Hver på sin måde. De to undervisere, Jette og Marianne, undercviser i fællesskab og supplerer hinanden godt. Og for at blive i terminologien komplementerer de hinanden. Jette er meget konkret og direkte, mens Marianne er mere fabulerende og forsigtig. Sammen har de skabt en seriøs kunstskole med en fin atmosfære. Kunsten er i højsædet, men her er lebensraum og plads til en hel del tant og fjas i ny og næ. - Det er godt, at der findes viskelæder, lyder det fornøjet fra Lenette. - Jeg vender papiret om eller smider det ud. Jeg hader at viske ud. Det tager så lang tid, svarer Pernille. - Hvis det bare er et øre, der er forkert, kan det da ikke betale sig at smide det hele ud, lyder det prøvende fra Lenette. Kæreste-snak Men emnet er udtømt for Pernille, og nu er det kærester, der er på tapetet. Igen-igen. - Jeg har fundet min, der hvor jeg bor, griner Pernille. - Vi er forlovet. Det er Birthe ikke. - Ikke endnu. Men det kan være, at det kommer. Pernille fortsætter: - Jeg vil ikke giftes - det gider jeg ikke. En gang fortalte en om et sted i udlandet, hvor de har så lange slør, at de går helt ned til fliserne. Det må være svært at sy. Hvis jeg skulle giftes, skulle det måske gå ned til gulvet. - Morten Rask, det er ham, jeg er vild med, siger Stine. - Nej, siger Lena. - Jo, vi skal giftes. - Nej.

4 - Er du ikke gift med Hans Jørgen? spørger Pernille. - Jo, svarer Jette. - Hvad kostede det? - Det kostede da ikke noget. Det var gratis. Horisonten, der blev væk Birthe synger lidt. - Altså, kan I ikke lige tie stille derovre! Lone er helt rød i hovedet. Hun kan bedst lide, at være den, der styrer begivenhedernes gang. Marianne er stoppet op bag en af holdets to mandlige kunstnere. - Du kan måske arbejde lidt med horisontlinjen, Jørgen. - Horisontlinjen, siger Jørgen og himler med øjnene. - Vor Herre bevar os. - Ja, hvor er horisontlinjen? - Den er udenfor. Men Jørgen slipper ikke godt af sted med at være næsvis. På Arcus må man gerne lave fis, men man skal tage undervisningen alvorligt. Sandra sidder og koncentrerer sig om sit billede. Det samme gør Connie. Hun brummer lige så stille. Lena forsøger at holde tungen lige i munden, mens hun kopierer selveste Mona Lisa. - Der skete noget underligt noget i min ferie, lyder det pludselig fra Stine. - Og jeg er sur. Hun kom bare hen til Morten. Igen. Min kæreste. Morten Rask. Marianne forsøger at forklare Stine, at det eneste, hendes ærkerival ønsker, er at gøre Stine jaloux. - Så længe, du bliver sur og ked af det, bliver hun ved. Både Jette og Marianne er lige så gode til den gyldne middelvej som det gyldne snit.

5 - Ja, men så skål i skuret da, lyder det fra Lone, der bunder en kop kaffe. Kunst til salg Der skal ryddes op og gøres klar til årets udstilling i containeren på havnen i forbindelse med Esbjerg Festuge. For niende år i træk udstiller kunstnerne fra Arcus deres værker - som alle er til salg. Jette beder Jens Christian om at sætte stolene op på bordet. Men Jens Christian er pænt kropsdoven og står lidt og rokker fra side til side. - Jeg er jo ikke vant til sådan noget arbejde, jamrer han. Men her hjælper ingen kære mor. Og Jens Christian er træt, men stolt som en pave, da den sidste stol er sat op. Jette er med ham hele vejen - som hun altid er det. Med alle. Opmuntrende som en cheerleader undervejs. Og klar med ros for et ærligt og redeligt stykke arbejde. Jens Christian var i begyndelsen lidt af en stivstikker, der kun kunne tegne lige linjer og fylde felter ud med maling. I dag får han et gennembrud. Mens han forsøger sig med tusch på papir, bliver han nærmest lidt løssluppen på grund af det anderledes materiale, og pludselig udbryder han: - Det er bedre end at græde, det her. Det er en god dag på kontoret. Musikalsk forskellighed På Kunstskolen Arcus er der plads til begejstring og plads til forskellighed. Her er der ti point for at prøve, og 100 for at tage sine evner og ikke mindst sig selv alvorligt. Og der er altid basis for en god snak. Specielt sådan en dag som i dag, der ikke helt gælder, fordi der lige har været ferie. - Jeg er vild med Medina og Ramus Seeback. Det er Birthe ikke. Hun er fan af Hansi Hinterseer. Og Jens Christian hører Gasolin, fniser Pernille. - Jeg hører også mange andre, brummer Jens Christian, der i dag er iført sin gode, gamle Kiss-T-shirt. - Hvorfor er de malet sådan i hovedet? Dem ville jeg nødig møde - de ser farlige ud, kommer det fra Pernille.

6 Pludselig bryder alle ud i omkvædet af en gammel John Mogensen-traver:»Mennesker bli'r spist i Polynesien, hulalulalej, hulalulalej«. - Lone skal altid høre»vi er røde, vi er hvide«, griner Birthe. - Og Jette elsker Bruce Springsteen, fniser Pernille. - Ja, han er lækker. - Føj for pokker, puh ha, kommer det prompte fra Lone. - Hvis vi skulle ud at rejse, hvor skulle vi så hen? - Ned til Firenze og se Davids røv. Og så skulle vi sidde på torvet og drikke kold hvidvin og spise is.