e k s p e d i t i o n Antarktis den yderste grænse

Transkript

1 e k s p e d i t i o n Antarktis den yderste grænse 2 0

2 tekst ELINE FEENSTRA foto RENE LIPMANN Antarktis med sine rå landskaber og mørke vande får mig til at føle mig levende. Vi er rejst til verdens ende til et sted, der er kendt for sine ekstremer og for sit rige dyre- og planteliv. Hvalerne springer i det fjerne og en søleopard jager en pingvin. Under mig er vandet mørkt og iskoldt. Fuldt af det ukendte. Dette er dykning i sin mest rå form! 2 1

3 2 2

4 VRW Søleoparderne er nysgerrige - nogle gange næsten for nysgerrige... Q Isbjergene får deres timeglasform efterhånden som de bliver bearbejdet af vinden QQ En pingvinforælder holder et vågent øje med sine to halvvoksne børn. Solen står op og oplyser den hvide verden, der breder sig ud foran os. En gletsjer strækker sine arme ud mod horisonten. Bjergene rejser sig og bryder den bløde himmel. Vores position er 64º41 S, 62º38 V, når vi ser kontinentet for første gang. Mens vi sejler væk fra vores ekspeditionsfartøj, skærer vores gummibåd sig dybere ind mellem et virvar af isbjerge. Pludselig, med gletsjeren som baggrund, løfter en hale sig ud af vandet. Det er en pukkelhval. De er kendte for deres optræden i overfladen, hvor de breach er (springer) og klasker med halerne og får skyer af vanddråber til at rejse sig. De er lette at kende på deres lange brystfinner og knubbede hoveder. Jeg skynder mig at tage finner, maske og snorkel på. Vores guide Peter Szyszka, styrer båden tættere på. Nu venter vi bare på hans ok-tegn. Der! Ikke mere end et par meter væk står et springvand op i luften. Snart vil hun være under is. Jeg ligger allerede i vandet og stirrer ud i det endeløse mørke. Pludselig kommer en hvid side til syne, der reflekterer de lyse stråler. Jeg snorkler med en pukkelhval! Hendes knubbede krop glider langsomt forbi mig og forsvinder snart i det fjerne. Ekspedition Det har taget os næsten tre dage at nå frem til Den Antarktiske Halvø fra Ushuaia, Argentinas sydligste by. Vores rejse er i alt 11 dage. Vi rejser med et forstærket ekspeditionsfartøj, der kan modstå isen og som kan rumme 45 passagerer. Skibet er fuldt udstyret til polardykning. En Waterproof Expedition container er placeret på fordækket, hvor vi kan holde vores tørdragter varme. Længere foran hviler fire gummibåde, som vi bruger både, når vi skal dykke og når vi skal i land. Broen rejser sig højt og herfra har kaptajnen sat vores kurs mod verdens ende. Dagen før passerede vi South Shetland Islands, omkring 120 kilometer nord for halvøen. På grund af det milde klima er disse øer hjemsted for mange fugle som fx albatrosser, storkjover og pingviner. En hurtig udstyrstest på Halfmoon Island gav os mulighed for at se en koloni med mere end fire tusind hageremspingviner. Men vores første rigtige polardyk finder sted på Deception Island. Inde i midten af øen er der et krater, der er oversvømmet af havet. En strand med sort sand langs krateret afslører øens vulkanske oprindelse. En forladt hvalstation forlener stedet med en lidt dyster atmosfære og ved siden af hvalfabrikken, ligger resterne efter en forskningsstation, der blev ødelagt af vulkanudbrud i slutningen af 60 erne Mens vores kaptajn manøvrerer skibet ind i den naturlige havn, tager vi udstyret på. En kran hejser gummibådene i vandet og vi hopper om bord via en mobil trappe. En kraftig larm bryder stilheden, når gummibådenes motorer starter og vi sejler tværs over krateret, indtil vi stopper ved en af væggene. Klar?, spørger Peter. Ja! Vi ruller baglæns. Iskoldt vand rammer mit ansigt. I et øjeblik føles det som om hundrede knive stikkes ind i mit kranium. Bølgerne får vores tugt udrustede kroppe til at vippe op og ned, og jeg prøver at få orienteringen. Fire enorme pelssæler får mig til at springe om bag min makker. De har ikke tænkt sig at lade os alene, men jeg slapper snart af. Selv om de er ivrige, er de fredelige. De udfører et skyggespil med deres brune kroppe. Men så bliver en af dem fræk og sætter tænderne i min kameralinse. Forskrækket over at se sit eget spejlbillede stirrer sælens sorte øjne lige ind i mine og i et øjeblik er det som om vi forenes. Sikke en fantastisk oplevelse! Strenge retningslinjer Dykning i Antarktis er ikke uden risiko. Vandtemperaturerne falder til under frysepunktet og hypotermi er en reel trussel. Vi møder ukendte områder og dykkesteder, og der er ingen dekompressionskamre. Under disse forhold er det nødvendigt med strenge retningslinjer for dykningen. Den maksimale dykketid er 45 minutter og ingen dykker dybere end tyve meter, indskærper vores ekspeditionsleder, Mike Murphy, under den obligatoriske briefing. Overtræd reglerne, og der er ikke mere dykning, lyder den sidste instruks. Det virker hårdt, men det er for vores egen skyld, hvilket Waterproof Expedition understreger igen og igen. Vi dykker med to 2 3

5 Pleneau Bay er et mekka for isbjerge og fyldt med naturens kunstværker i form. frysebeskyttede førstetrin og vi dykker naturligvis i tørdragter med utallige lag under. Det minder mig om begyndelsen af vores rejse, da jeg tjekkede 59 kilo baggange ind i lufthavnen. Ved check in-skranken spurgte de: Hvor skal du hen? Til sydpolen!, svarede jeg stolt. Nu hvor jeg er tilbage på dækket på vores skib, har et tyndt lag sne dækket vores udstyr. Det anbefales at efterlade udstyret uden for om natten. Det bliver alligevel koldt, og hvis I tager udstyret inden for, får I problemer med kondens i udstyret, forklarer Mike. Det gælder især kameraer. Jurassic Park To gange om dagen forlader vi skibet for at dykke, snorkle, sejle rundt, eller gå i land på vandreture. Vi prøver naturligvis at udnytte tiden og gøre det hele på én gang. Kom! Lad os tage ind og lede efter søleoparder, siger Peter med et lovende smil i ansigtet. Sammen med spækhuggeren er søleoparden det øverste rovdyr i Antarktis fødekæde. De er også store. Hunnerne kan vokse op til fire meter lange! De jager pingviner og krill, og en gang imellem æder de også andre sæler som fx krillsæl (Lobodon carcinophagus). Peter manøvrerer elegant båden ind mellem isbjergene og flydende isflager gnubber mod gummiet, men bortser fra det, er der helt stille. Vi ser ud til at have heldet med os! Noget lyst viser sig i overfladen. En søleopard dukker op og minder mig om en dinosaur et rovdyr fra en svunden tid. Sælen har fat i noget! En lille pingvin dingler i munden på den, og sælen ryster den voldsomt. De nærmer sig soklen på et isbjerg, hvor vandet er lavt og turkisblåt. Jeg holder vejret. Så vidt jeg ved, flår søleoparderne deres bytte levende ved at slå dem hårdt ned i vandoverfladen. Næppe et kønt syn. Men pludselig slipper pingvinen fri. Med lynets hast hopper den lille fugl op på isbjerget. Pingvinen er i chok, og sælen prøver ivrigt at fange den igen, men må give op. Vi er så tæt på, at vi næsten kan røre dem. Dette er ren natur i sin vildeste form. Jeg føler det som om jeg er kommet midt ind i Jurassic Park. Men her er alting hvidt, og selv om naturen er barsk og ubarmhjertig, fornemmes det hele som harmonisk. Port Lockroy Port Lockroy er en naturhavn langs Den Antarktiske Halvø. Efter vores eventyr med hvaler og søleoparder, er det tid til lidt kulturarv. Det er tidlig morgen og vi passerer Goudier Island, der ligger i midten af den 800 meter lange havn. En træbygning, sort med røde vindueskarme, ligger på øens højeste punkt. Den blev brugt af den engelske regering til forskning og militære, og nu er House of Bransfield et historisk mindesmærke, beskyttet af Antarctic Treaty. Denne aftale blev underskrevet i 1959 og udlægger hele Antarktis som ét stort forskningsområde. Det er meningen, at vi skal dykke denne eftermiddag, så vi har kun kort tid til besøget. Vi vandrer rundt om bygningen, der giver et nostalgisk indtryk af menneskets tidlige tilstedeværelse her. En hvalskelet fanger mit blik. De kurvede kæber danner en perfekt oval, der engang har været dækket af barder. Mod den mørke baggrund danner hvalen et imponerende syn. 2 4

6 Annonce 2 5

7 R Deception Island på stranden inde i krateret lever æselpingvinerne. PP Ved Port Lockroy er der er masser af spændende småting at finde inde mellem de røde og grønne alger. Shag Wall Tilbage om bord på moderskibet, desinficerer vi vores sko, hvilket kræves af alle, der har været i land. Derefter sætter vi kurs mod Paradise Bay, hvor vi skal dykke langs Shag Wall, et af områdets mest berømte dykkesteder. Shag Wall er en 70 meter dyb og strømmene sikrer masser af næring til de store, brune tangplanter, som udgør det meste af vegetationen. Vi stiger langsomt ned. Vi skubber tangbladene til side og åbenbarer en skjult skov. Efter at have fokuseret på de største skabninger, skal vi nu skifte fokus til det mindste. Denne miniatureverden er lige så fascinerende, lige så uvirkelig og endnu mere hemmelighedsfuld. Tag fx kæmpe-isopoderne (Bathynomus giganteus. De ikke bare ser forhistoriske ud, de er forhistoriske. Fossiler viser, at selv om deres forfædre eksisterede for 160 millioner år siden, har de stort set ikke ændret sig. En orange anemone skinner næsten selvlysende og hænger langs en stejl væg. En enorm søstjerne med mere end 30 arme strækker sig i alle retninger. Hvilken mærkelig skabning. På morgendykket tidligere i dag så vi hundredvis af lyserøde søstjerner på den grålige havbund. Alle disse syn er surrealistiske og jeg bliver endnu engang fascineret af den fantastiske mangfoldighed, der præger dette sted. Har I lyst til at gå en tur i land? spørger Peter oppefra gummibåden, da vi kommer op efter dykket. Jeg må skubbe drivisen væk for at komme hen til båden. Isflagerne er enormt tunge! Efter at være kommet om bord, sejler Peter os hen til en mole, ikke langt fra væggen. Lige over molen ligger Almirante Brown, en argentinsk forskningsstation. Rundt om den står en gruppe æselpingviner. Bag bygningen hæver en skrænt sig. Solen går snart ned, så vi må skyde os op til toppen. Lidt begrænset af bevægelsesfriheden i vores tørdragter, klavrer vi opad, mens vi snubler og skrider undervejs. Jeg er stadig våd fra dykket og vandet fryser i mit ansigt. Udmattet når jeg endelig toppen. Jeg ser ud over Paradise Bay, en bugt, der er skjult af en to kilometer høj bjergkæde og en gletsjer. Jeg hæver armene og fanger vinden. Tårerne triller ned over min kind jeg er ved verdens ende Økosystem Af klodens syv kontinenter er Antarktis utvivlsomt det koldeste og tørreste. Det regner stort set aldrig her. Det er så koldt, at kontinentet er permanent dækket af sne og en tyk iskappe. På visse steder er isdækket fire kilometer tykt. Kun nunatakkerne er synlige. Det er det grønlandske ord for bjergtoppe, der stikker op gennem indlandsisen. Hele den enorme ismasse er faktisk en gletsjer. Men den antarktiske gletsjer er så omfattende, at dens bevægelse ikke er begrænset af kontinentets topografi. Normalt formes gletsjere af bjergenes form og de flyder mellem dem som en flod. I Antarktis danner gletsjerne isfloder i yderkanterne. De flyder ud mod havet, men sidder stadig fast. I enden kælver isbjergene sommetider med voldsom intensitet. Kun under 1 procent af kontinentet er ikke dækket af is. Det er en kølig trøst for de fugle, der ikke kan 2 6

8 2 7

9 Hvalskellettet på Goudier Island. F A K T A Geografi Antarktis er et kontinent hvor man i midten finder den geografiske sydpol. Kontinentet dækker mere end 14 millioner km², hvilket gør det til det femte største kontinent i verden. Kystlinjen strækker sig over kilometer og er næsten helt isdækket. Antarktis blev opdaget i Nordmanden Roald Amundsen nåede Sydpolen den 14. december 1911 efter et kapløb med en britisk ekspedition, ledet af Robert Scott. Sæson Det bedste tidspunkt at besøge Antarktis er i den antarktiske sommer, der løber fra november til marts. Dagene i november er lange nok til at tage billeder ved midnat. I marts kan du se sydlys. Dykning Alt efter vejret forlader man skibet to gange dagligt med gummibåd og man når op til ti dyk på turen. Der er også mulighed for snorkling med hvaler og sæler. Tørdragt og to uafhængige luftkilder er obligatorisk. Arrangør Waterproof Expeditions har specialiseret sig i dykke- og fotorelaterede rejser, især til polare egne. Fra februar 2010 er der fire ture til Antarktis på programmet. lægge deres æg på is. Men trods de barske og golde omgivelser, er der en righoldig flora og fauna under vandet. Det skyldes krill, forklarer Jamie Watts. Han er biolog og feltguide, og det er ham, der står for de landbaserede ekspeditioner og som giver lektionerne om bord på skibet. Deres omfattende biomasse giver næring til næsten alt her, fortsætter han. Polar Diving specialty Pleneau Bay er også kendt som isbjergenes kirkegård!, råber Jonas Sundquist gennem larmen fra motoren. Det er vores sidste dag på kontinentet og jeg har tilmeldt mig et polar diving specialty, hvilket nok skal vise sig praktisk, når jeg skal dykke ved isbjerge for allerførste gang. Jonas er vores instruktør. Vandet er pandekagefladt og det spejler iskatedralerne, der fylder bugten. Søleoparderne nyder den solrige dag, og ligger og driver den af på isflagerne. De lægger hovedet på skrå og anerkender vores tilstedeværelse. Jonas stopper gummibåden i nærheden af et fladt isbjerg. Det vigtigste er at vide om isbjerget er flydende eller står på bunden, fortæller Jonas. Hvis det flyder, må du vurdere om der er nogen risiko for, at det kan vælte. Det vil du helst ikke komme ud for, når du dykker ved siden af det! Hvis isbjerget for nylig er væltet, kan man se det ved, at isen øverst oppe fremviser et mønster af buler, der er dannet af havvandet. Det er bedst at undgå disse isbjerge. Efter et stykke tid har vi fundet et egnet isbjerg og jeg er klar til eventyret. Jeg føler mig en smule nervøs over at skulle dykke ved et sted, der kan flytte sig. Under vandet træder vi ind i en helt anden verden. De isblå nuancer tryllebinder mig. Isbjergets overflade føles blød og lige under vandlinjen kan jeg se de buler, som Jonas fortalte om. De fortsætter så langt ned, jeg kan se og fader ud. De danner sorte skygger, der blander sig med det mørkeblå vand. Det ser uhyggeligt ud. Jeg kigger på min computer, der nu viser minus to grader celsius! Det er koldt! Jeg bliver opmærksom på min øgede åndedrætsfrekvens og jeg kæmper lidt med min balance. Hvad er det, der sker? Jeg føler, at isbjerget langsomt trækker mig ned i dybet. Og så lige pludselig som ud af ingenting, dukker en søleopard op. Det er bare løgn! Jeg skubber mig ind mod isbjerget og griber min makkes hånd. Jeg er lige ved at miste besindelsen. Sælen er så hurtig, at det er umuligt at forudse dens bevægelser. Luk dine øjne og slap af i sådan en situation, havde Peter fortalt mig. Jeg prøver og min puls falder med det samme. Stadig med lukkede øjne indser jeg, at dette er stedet hvor jeg vil være og ingen andre steder. Det virker! Jeg åbner mine øjne og sælen er lige foran mig! Farvelhilsen Langsomt arbejder skibet sig gennem Lemaire-kanalen, et af de smukkeste scenerier på halvøen Peninsula. Derfor er stedet også kendt som Kodak-kanalen. Vi fejrer turens afslutning udendørs på bagdækket med mad, vodka og russisk musik. Og så lige pludselig sker der noget bemærkelsesværdigt. En vågehval løfter hele sin krop ud af vandet og lander med et plask Det gentager sig talrige gange, blot meter fra os. Hun er kommet for at ønske os farvel, hører jeg nogen råbe. Det virker som om hvalen springer af glæde og det er en perfekt afslutning på en perfekt rejse. 2 8