ILDSJÆL Anne Marie Carl-Nielsen 150 år

Transkript

1 ILDSJÆL Anne Marie Carl-Nielsen 150 år

2 4 Ildsjæl Anne Marie Carl-Nielsen 150 år 6 Dyremotiver ILDSJÆL Anne Marie Carl-Nielsen 150 år Redaktion: Birgitte Zacho Tekst: Birgitte Zacho og Ellen Egemose (tekster vedr. ANSIGT TIL ANSIGT) Oversættelse: James Manley Design og layout: Kontrapunkt Produktion: Clausen Grafisk Aps Fotos: SMK foto, Niels Ulrich Hansen/Galleri VENT, Jens Aagaard, Odense Bys Museer, Lønborg Odense ISBN Distribution: Odense Bys Museer, Overgade 48, 5000 Odense C, Tlf , museum.odense.dk Udgivet i forbindelse med udstillingerne: ILDSJÆL Anne Marie Carl-Nielsen 150 år Fyns Kunstmuseum ANSIGT TIL ANSIGT Anne Marie Carl-Nielsens portrætkunst 24. maj 24. november 2013 Odense Bys Museer og forfatterne, 2013 Tilrettelæggelse af udstilling: Fyns Kunstmuseum: Birgitte Zacho : Ellen Egemose Fundraising og formidlingskoncept: Gertrud Hvidberg-Hansen Udstillingsteknik: Ole Larsen, Kasper Jensen, Anders Vejen Andersen, Jens Aagaard og Dorte Gramtorp Forsideillustration: Anne Marie Carl-Nielsen ved Havfrue, ca. 1921, Det Kgl. Bibliotek Bagsideillustration: Anne Marie Carl-Nielsen under arbejdet med Musikkens Genius, ca. 1938, Odense Bys Museer Tak til følgende fonde, der har støttet udstillingen og den ledsagende formidling: Augustinus Fonden, A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, Kulturregion Fyn, Odense Marcipan, Oticon Fonden William Demants og Hustru Ida Emilies Fond, Region Syddanmark, Toyota-Fonden 11 Mytologiske motiver 14 Carl Nielsen monumenter 21 Mennesket og bevægelsen 28 Monumenter 34 Ansigt til ansigt 38 Anne Marie Carl-Nielsen Bright flame 45 Værkliste Fyns Kunstmuseum

3 Ildsjæl Anne Marie Carl Nielsen 150 år Anne Marie Carl-Nielsen (f. Brodersen) var en ildsjæl af en kunstner. Gennem hele hendes liv gik arbejdet med kunsten, de små statuetter og de store monumenter forud for alt andet. I sin kunstneriske bestræbelse var hun kompromisløs og har efterladt et livsværk, der på en gang spænder vidt fra dekorative porcelænsdyr til det ypperste en billedhugger kan nå, et ryttermonument over en konge. Den røde tråd i hendes kunstneriske produktion var en naturalistisk tilgang til kunsten, der fordrede en omhyggelig gengivelse af det sete, og som ledte til gentagne studier af umiddelbart identiske motiver. Gentagne studier der afslører en verden af diversitet og røber en utrolig iagttagelsesevne hos kunstneren. I år er det 150-året for Anne Marie Carl-Nielsens fødsel, og det ønsker Fyns Kunstmuseum og Carl Nielsen Museet at markere med en stor udstilling Ildsjæl Anne Marie Carl- Nielsen 150 år på Fyns Kunst museum. Den viser bredden i hendes store produktion med generøse lån fra Ribe Kunst museum, Statens Museum for Kunst og, der rummer den ubestridt største samling af hendes værker. Samtidig viser Carl Nielsen Museet den mindre udstilling ansigt til ansigt Anne Marie Carl-Nielsens portrætkunst, der sætter fokus på hendes virke som portrætkunstner. Det er vores håb, at gæster på det ene museum vil tage turen over på det andet museum og således få et samlet billede af en stor billedhugger, som fortjener at træde ud af sin mands, den berømte komponist Carl Nielsens, skygge. I 2010 udkom på Forlaget Odense Bys Museer den store registrant over hendes værker, og i efteråret 2013 udkommer seniorforsker Anne Christiansens monografi over kunstneren. Nærværende publikation er en guide og introduktion til udstillingerne, og vi henviser til disse to bogudgivelser for yderligere viden og fordybelse.

4 Dyremotiver Karrieren startede og sluttede med formstudier af dyr. Her fandt Anne Marie Carl-Nielsen en emnekreds, hvor hun kunne udvikle sit naturalistiske udtryk Anne Marie Carl-Nielsen er i offentligheden bedst kendt for de store monumenter, men de små dyrestudier var et konstant element i hendes kunst, og det var med disse værker, hun i første omgang markerede sig internationalt. Her lå udgangspunktet for hendes kunst. Med inspiration i 1600-tallets nederlandske dyremalerier og samtidige franske kunstneres formstudier skabte hun en skulpturkreds, hvor hun kunne arbejde sig dybt ned i det naturalistiske udtryk, som skulle blive bærende for hele hendes øvrige kunstneriske virke. Indenfor denne motivkreds kunne hun eksperimentere med materialer og formater, og det var også her, hun lagde fundamentet for de store ryttermonumenter for såvel konge som ægtefælle, som blev kronen på hendes livsværk. Men dyrestatuetterne er langt mere end blot forstudier og formøvelser, de er i sig selv formfuldendte naturalistiske værker. Anne Marie Carl-Nielsen voksede op på en gård nær Kolding, og naturen og gårdens dyr var derfor et naturligt udgangspunkt for hendes kunst. Allerede som barn gravede hun ler op i køkkenhaven og brugte det til at modellere med. Det er der selvklart mange børn, der har gjort både før og siden, men hos hende vedblev denne skabertrang at være så stærk, at hun tog kampen op mod faderens modvilje og til slut fik lov til at forsøge at skabe sig en kunstnerisk karriere. Som ganske ung kom hun til København, og hun oplevede hurtigt, at det ikke kun var hendes far, der havde en modvilje mod kvindelige kunstnere. Først kontaktede hun billedhuggeren Vilhelm Bissen ( ) med henblik på at blive hans elev. Hans nedslående svar var dog: Jeg ta r ikke mod Kvinder, de gifter sig, og saa bli r det aldrig til noget. Hos August Saabye ( ) fandt hun derimod den lærer, hun søgte. Akademiuddannelsen var på dette tidspunkt ikke tilgængelig for unge kvinder, Kunstskolen for Kvinder åbnede først i 1888, og her blev Saabye underviser. Det er sigende for den brede opfattelse af kvinders plads i kunsten, at underviserne ved denne skole var dårligere lønnet end på det rigtige kunstakademi. En stor og væsentlig del af hendes kunstneriske produktion skulle vise sig at blive de små dyrestatuetter. Op gennem hele karrieren arbejdede hun med disse sideløbende med de forskellige større monumentarbejder. Hun var tidligt blevet inspireret af hollænderen Paulus Potters ( ) dyremalerier fra 1600-tallet, og ønskede, som hun mente han gjorde, at skildre dyrene, så man kunne Anne Marie Carl-Nielsen arbejder på Liggende ko, 1943 Odense Bys Museer 6 7

5 kat. 19 Kalv, der klør sig, efter 1891 Kat. 5 Brølende ko, som kalven er taget fra, 1942 Hvilende ko, u.å. Tegning i skitsebog, tusch, Carl Nielsen Museet Kat. 28 Liggende får, u.å. Statuette, biscuit, fornemme deres vejrtrækning og den kløvermark, de stod på. Denne målsætning udtrykker hendes naturalistiske tilgang til motivet og til kunsten. Både i de meget detaljerige og i de mere skitseprægede statuetter formår hun at fange dyrets bevægelse i øjeblikket. I hendes serielle tilbagevenden til det samme motiv formidles den umiddelbare iagttagelse af dyrets egenskaber, og der er et klart slægtskab med impressionistiske kunstnere, malere såvel som billedhuggere. Det ligger lige for at sammenligne hendes studier af køer med Edgar Degas ( ) mange bronzestudier af balletpiger, som han udførte for i den tredimensionelle form at opnå en fortrolighed med motivet. Han solgte ikke disse studier, men de var en vigtig del af hans arbejdsproces. For Anne Marie Carl-Nielsen var endemålet ikke at kunne male motivet men at modellere en færdig skulptur, og hos hende opnår disse formstudier selvstændig værkstatus. Der er også paralleller til Claude Monets ( ) forsøg på at fastholde lysets forskellige indvirkninger gennem en konstant tilbagevenden til det samme motiv. På samme måde kunne Anne Marie Carl-Nielsen igen og igen få noget nyt og umiddelbart ud af et ellers velkendt motiv. Gennem den konstante tilbagevenden til det samme motiv opnåede hun en sådan fortrolighed med det, at hun kunne skildre dyrene så levende. Da hun i 1889 bare 26 år gammel udstillede på Verdensudstillingen i Paris, samme år som Eiffeltårnet blev rejst som indgang til udstillingen, var det netop med to dyreskulpturer. De to køer lader til at have gjort indtryk, for da Anne Marie Carl-Nielsen to år senere mødte billedhuggeren Auguste Rodin ( ) i Paris huskede han hendes to statuetter. Han skal også have tilbudt at rette hendes ting til, hvis hun kom forbi med sine arbejder. Hun tog dog ikke imod hans tilbud og mødet førte ikke til yderligere kontakt. Anne Marie Carl-Nielsen gik langt i bestræbelserne på at frembringe det rette udtryk hos dyrene. Da hun i 1887 arbejdede med Kalv, der klør sig, fik hun den idé at påføre den lopper. Denne statuette og Kalv, der slikker sig blev vist på Den Nordiske Industri- og Landbrugsudstilling i København i 1888, og det er formodentlig de samme to statuetter, hun viste på Verdensudstillingen året efter og som Rodin erindrede. Også siden måtte modellen til tider pirres lidt. I 1933 fortæller hun til Vendsyssel Tidende om arbejdet med de store tyre: Naar jeg skulle gøre en Tyr rasende, gjorde jeg det gerne paa den Maade, at jeg tog en knaldrød Morgenkjole paa og lagde mig ned i Græsset foran Tyren og rullede mig rundt [...] engang var der en Tyr, der fik mig paa Hornene og smed mig et langt Stykke. Så omend værkerne er små, blev de ikke altid til uden større omkostninger. Hendes motivverden taget i betragtning kan det ikke undre, at hun i 1890 erne indgik et samarbejde med porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl. Det kan i højere grad undre, at samarbejdet blev så kortvarigt og kun mundede ud i ganske få statuetter. Men porcelænsfabrikkens udtryk var det dekorative, og det lå kun i begrænset omfang til Anne Marie Carl-Nielsen. Hun eksperimenterede lidt med glasurernes udtryk for dog at vende tilbage til det mere rå udtryk i gips og bronze. Det rå og stærke tiltalte hende også i arbejdet med hesten som motiv. Ligesom køerne havde de været en del af hendes nære motivverden fra barnsben, og hun fortsatte med at arbejde med heste gennem hele karrieren. Der er et slægtskab med de naturalistiske formstudier, der præger hendes andre dyrestudier, men i hesten finder hun ligeledes en styrke og en kraft, som hun søger at skildre selv i de små statuetter. Gennem livet skulle hun komme til at modellere adskillige heste, fra de ganske små statuetter til det store ryttermonument for Christian IX. Det allersidste værk hun arbejdede på var ligeledes en hest, nemlig skulpturen af den jyske hingst Høvdingen, som hun forgæves stræbte efter at få opstillet i Roskilde. Hun knoklede dog ufortrødent videre med den enorme hest modelleret i ler. Selv da hun blev syg, vedblev hun med at trisse fra sengen og ud i atelieret for at holde leret fugtigt ved at lægge våde klude på den. Da hun døde, tørrede den hurtigt ud, og det var umuligt at redde dette hendes sidste monumentale værk. 8 9

6 Mytologiske motiver Med afsæt i den mytologiske forestillingsverden skabte Anne-Marie Carl-Nielsen nogle af sine allerstærkeste skulpturer Kat. 69 Thor med Midgårdsormen, 1887 Skulptur, bronze, Den mytologiske motivverden bragte hende den første institutionelle anerkendelse, da hun vandt Neuhausens Præmie i 1887 med Thor med Midgårdsormen. Det skulle dog ikke være de nordiske motiver, der blev hendes foretrukne. Hun havde en livslang interesse for den græske kunst, og det var hende derfor naturligt både at arbejde med de græske myter og fabeldyr. Hendes tilgang til dette var som altid naturalistisk, og til tider blev den mytologiske verden fremmanet på baggrund af hendes dyrestudier og portrætskildringer af hendes mand. Da Anne Marie Carl-Nielsen i 1887 vandt Neuhausens Præmie, var det hendes første store gennembrud. Hun var 24 år gammel, og præmien blev vundet for et værk, som i sit udtryk egentlig er atypisk for hendes videre virke. Konkurrenceopgaven lød på En Springvandsgruppe til Højbro Plads og Anne Marie Carl- Nielsen vandt med Thor med Midgårdsormen. Den blev aldrig opført på Højbro Plads. I stedet blev Vilhelm Bissens rytterstatue af Absalon opført på pladsen i 1901 i anledning af 700-året for ærkebiskoppens død. Anne Marie Carl-Nielsens skulptur blev først opstillet i det offentlige rum i 1965, da datteren Anne Marie Telmányi skænkede skulpturgruppen til Hørsholm Kommune. Frem tii begyndelsen af 1990 erne stod den placeret i Hørsholm Slotshave, hvor den har fået sin patina. Den er nu en del af s omfattende samling. Hun udførte skulpturgruppen i Saabyes atelier, da hun endnu ikke selv havde atelierforhold, der muliggjorde at arbejde i det store format. Torden guden ses stående på klippen med Mjølner hævet over hovedet, klar til at slå til mod Midgårsormen, der slynger sig om klippen og åbner sit gab mod ham. I gabet ses dysen, som vandet har sprøjtet ud af. Situationen er skildret lige i øjeblikket, inden Thor slår til og rummer en uforløst energi. På dette tidspunkt tidligt i karrieren var Anne-Marie Carl-Nielsen som mange af sine samtidige meget optaget af de mytologiske temaer. Op gennem 1800-tallet var der opstået en stærk interesse for den gamle nordiske mytologi. Her fandt man fortællinger, der passede ind i den stærke nationalisme, der prægede århundredet

7 Kat. 65 Kentaurdreng, 1902 Kat. 56 Havfrue, 1921 Skulptur, bronze, Statens Museum for Kunst I de nordiske guder fandt man nordiske helte, der kunne måle sig med antikkens. Det er denne interesse, Anne Marie Carl-Nielsens værk ligger i forlængelse af. Selve fremstillingen af tordenguden midt i kampen er et udtryk for den spirende vitalisme, som fremhæver den atletiske, stærke mand eksemplificeret ved mytologiske helte skikkelser, og i hvis ånd hun siden skulle udføre en række statuetter af udøvende atleter. I slutningen af 1890 erne vender hun sig fra den nordiske mod den græske emnekreds, og hun vedbliver med karrieren igennem at vende tilbage til den græske kunst, som hun anser for hele kunstens fundament. Her finder hun også en legitimering af det lille format, som hun i mange henseender foretrak, da hun i de museale samlinger kunne se, at det havde været et yndet format i antikken. Hun udfører en række statuetter af kentaurere, faune og mytologiske fortællinger. Fælles for disse er, at hun er stærkest i udtrykket, når hun fokuserer på de hverdagslige situationer, som fx i Faun med barn, hvor der lige så vel kunne være tale om en samtidig far, der løfter sin søn havde det ikke været for hale og vinger. Også i Kentaurdreng smelter mytologisk virkelighed og reel virkelighed sammen. Her er en umiskendelig portrætlighed med Carl Nielsen, og underkroppen går igen i en samtidig hestestatuette. Hendes udgangspunkt var altid, uanset motivet, den nære iagttagelse. Med Havfrue gentager Anne Marie Carl-Nielsen det greb, som ses i flere af hendes mytologiske skikkelser, hun skaber en naturalistisk skildring af en ikke-eksisterende sagnskikkelse. I dette tilfælde er det en havfrue, som hun skildrer på forunderligste vis. Her kan hun i sagens natur ikke have studeret motivet, og hun har heller ikke stykket det sammen af studerede enkeltdele, som det var tilfældet med Kentaurdreng. Alligevel formår hun at levendegøre dette væsen fra havets dyb. Havfrue er så tydeligt en af havets skabninger, med de let udstående fiskeøjne, den flade næseryg og den karakteristiske mund, og skildringen er så overbevisende, at man næsten tænker, at Anne Marie Carl-Nielsen må have stået ved vandkanten en nattetime og set denne skabning. Anne Marie Carl-Nielsen udstillede Havfrue på Den Frie Udstilling i 1922, hvor Statens Museum for Kunst købte bronzeafstøbningen. Frem til 1970 stod hun i Østre Anlæg, men herefter måtte hun henslæbe en årrække på magasin. Nu er hun kommet frem i den permanente udstilling, og i 2009 blev en bronzekopi ligeledes opstillet ved havnen i København foran Det Kongelige Bibliotek, på det sted, der tidligere hed Havfruegrunden. Siden H.C. Andersen skrev eventyret Den lille havfrue har havfruen floreret i dansk kunst. Elisabeth Jerichau-Baumann ( ), en anden markant kvindelig kunstner, der ligeledes satte den kunstneriske karriere over et stabilt familieliv, malede en havfrue tilhørende Fyns Kunstmuseum som gave til digteren, og hun vendte flere gange tilbage til motivet. I 1913 stod Edvard Eriksens verdensberømte bud på en havfrue klar på Langelinie. Også den kristne mytologi fandt plads i hendes kunst. Anne Marie Carl-Nielsen beskæftigede sig ved flere lejligheder med kristne motiver, ikke mindst i forbindelse med udarbejdelsen af bronzedørene til Ribe Domkirke (se s. 28). De små julefigurer udgør en ganske særlig værktype. Disse skulpturer er ikke skabt for offentligheden, men som private værker. Ifølge datteren Anne Marie Telmányi blev julekrybben udført en gang i perioden og hun skriver i sine erindringer om gruppen: Mor havde lavet små nydelige lerfigurer og malet dem. De stod under træet. Der så man hyrderne falde på knæ ved siden af en lille sø omkranset af grønt mos. Bagved lå Jomfru Maria, støttet mod et neg med Jesusbarnet. Der stod også en lille hund og nogle små får, og hvor var det hele yndigt. De små figurer giver et indblik i et kunstnerhjem, hvor skaberglæden blev udfoldet i enhver sammenhæng og til enhver lejlighed

8 Carl Nielsen monumenter I kombinationen af det intime og det monumentale skabte Anne Marie Carl-Nielsen værker, der indlevende mindes ægtemanden I 1931 døde Carl Nielsen af en række hjerteanfald. Efterfølgende udførte Anne Marie Carl-Nielsen to monumenter til hans minde, der begge er kærlige portrætter såvel som effektfulde monumenter. I disse to monumenter, Musikkens Genius og Fløjtespilleren, indfanger hun den skabende ånd og forståelsen for musikkens tilstedeværelse i den omgivende natur, som prægede Carl Nielsens tilgang til musikken. Udover at være et monument over ægtefællens kunst bliver særligt Musikkens Genius også et billede på samtidens kunstopfattelse med klare referencer til J.F. Willumsens ( ) gavludsmykning til Den Frie Udstillingsbygning. Skabelsesprocessen skulle dog vise sig ganske forskellig for Anne Marie Carl-Nielsens to værker. Da Anne Marie i 1891 opholdt sig i Paris på en studierejse, mødte hun den jævnaldrende komponist Carl Nielsen. Om mødet med hende skrev han i sin dagbog: Kan ikke huske hvad jeg har oplevet denne Dag uden det, at jeg om Aftenen fandt hende for hvem jeg hele Tiden havde en hèl Skala af Følelser og vi ville leve Livet sammen, blive lykkelige og Intet skal faa mig til at tvivle mere. Det var en stormende forelskelse, der førte til et hurtigt bryllup. Da de blev gift, tog Anne Marie hans fulde navn, så hun nu hed Anne Marie Carl-Nielsen. Dette har måske også i eftertiden bidraget til, at hun altid har stået i skyggen af sin mand. Ægteskabet med komponisten Carl Nielsen kom til at præge hendes liv og virke. De blev hurtigt gift og fik tre børn, men ægteskabet blev ikke uproblematisk. De to kunstnersjæle var begge kompromisløse i deres arbejdsliv, og det skabte til tider svære vilkår for samlivet. Det førte til både krise, adskillelse og forsoning. Ægteskabet var båret af en gensidig respekt for den andens kunstneriske virke, omend samlivet og samhørigheden blev udfordret af, at især hun ofte var bortrejst fra hjemmet. Utroskab fra hans side medførte et årelangt brud. Forsoningen indtraf dog atter, og selv mens forholdet var under størst pres, bevarede de en interesse og forståelse for hinandens virke. Allerede kort efter Carl Nielsens død tog komponisten Hakon Børresen initiativ til en indsamling, der skulle rejse penge til opførelsen af et monument. Derefter blev der nedsat en komité, Arbejdsudvalget til Tilvejebringelse af et Mindesmærke for Komponisten Carl Nielsen med Børresen i spidsen. Det var Musikkens Genius på Grønningen ved afsløringen af monumentet den 17. december Odense Bys Museer 14 15

9 Fløjtespilleren i Nørre Lyndelse før bebyggelse skærmede for udsigten. Odense Bys Museer 16 17

10 hensigten, at hvis der blev penge tilovers, skulle de gå til oprettelsen af Carl Nielsens Fond. Det blev der dog ikke, tværtimod måtte projektet ændres for at holde udgifterne nede. Valget af billedhugger lå lige for. Hvem var bedre til at løfte denne opgave end Anne Marie Carl-Nielsen, Carl Nielsens hustru gennem 40 år. Hun fik til opgave at tage udgangspunkt i en stor natursten fra istiden, som i forbindelse med anlægsarbejder var blevet fisket op af Københavns havn. Ideen til monumentets udformning lå hurtigt klar: På denne massive klippeblok, naturens urkraft, skulle en panfløjtespillende yngling komme ridende på den vingede Pegasus, symbolet på digterisk inspiration. I den græske mytologi springer hestekilden Hippokrene, inspirationens kilde, der hvor Pegasus havde slået sin hov i klippen. Hest og rytter bliver her inkarnationen af musikkens genius. Undervejs i arbejdet med monumentet skulle der dog vise sig adskillige uoversstemmelser mellem Anne Marie Carl-Nielsen og komiteen. I første omgang handlede det om ordlyden af kontrakten, hvor man blandt andet ønskede at forpligte hende på kun at arbejde på dette monument, indtil det stod færdigt, og at hun skulle påtage sig ansvaret for hele pladsens istandsættelse. Hun modsatte sig selvfølgelig disse krav, og først i 1938 faldt kontraktens endelige ordlyd på plads, og hun kunne for alvor gå i gang med monumentet. Et andet stridspunkt var den store klippeblok. Det skulle vise sig, at kommunen ikke ønskede at imødekomme opstillingen af stenen, og hun måtte derfor i stedet lade en sokkel udføre. Endelig måtte også Pegasus vinger udelades. Om dette skyldtes en ind holdsmæssig modstand fra komiteens side, eller om det kan tilskrives de hastigt stigende bronzepriser, ved vi ikke, men det var tydeligvis ikke Anne Marie Carl-Nielsens beslutning. Til gengæld tog hun udfordringen i den nye situation op med disse ord: Hvis jeg ikke kan lave en Hest, der går i Vejret uden Vinger, duer jeg ikke! Arbejdet med Musikkens Genius kan vi i særlig grad følge, da der er bevaret forarbejder fra hele processen i alle de medier, som Anne Marie Carl-Nielsen benyttede sig af. Vi har således både tegninger og små skitser udført i voks, gips og bronze og ikke mindst den store originalmodel i gips, som bronze monumentet blev støbt efter. Ofte lader hun til at have fanget den endelig form ganske hurtigt i de voksstudier, der næsten altid ligger til grund for udarbejdelsen. Men i dette tilfælde har hun ligeledes udført en række tegninger af detaljer som hestens hoved, af placeringen, af hvordan monumentet ville tage sig ud i byrummet samt af hestens stilling på først klippeblok og siden sokkel. Det lykkedes hende da også at skabe et på én gang harmonisk og dynamisk værk, der selv i den monumentale størrelse formår at fange dette ene øjeblik, hvor såvel hest som rytter opmærksomt standser bevægelsen. At denne bevægelse vil fortsætte fremgår tydeligt af hestens løftede bagben, den er med hendes egne ord klar til at gå i vejret. Hun udtalte, mens arbejdet endnu var igang og tanken stadig var at bibeholde vingerne: Jeg ønskede i mit Mindesmærke at fæstne det flygtige i Musikken og i hans Arbejde. Han var ingen Virtuos paa noget Instrument. Han dyrkede ikke Haandværket eller den tekniske Korrekthed. Men Musikken, den hellige Ild, Flammen fra Himlen, Tonen fra Menneskesindets hemmelige dybder lyttede han efter hele sit Liv, det flygtige og dog evige! (Politiken, ). Og sådan fremstår han på sin vingeløse Pegasus opmærksomt lyttende til det flygtige. Selvom der er tale om et monument, der skildrer den ånd, der bar hans musiske virke og ikke et egentligt portræt, er der klare genkendelige træk, der gør, at vi ikke kan se denne yngling som andet end den unge mand, hun næsten et halvt århundrede forinden havde forelsket sig i. Kat. 167 Titelblad: Kantate ved Universitetets Aarsfest, op. 24, 1908 Litografi, Odense Bys Museer Musikkens Genius, ca Tegning, blyant, Odense Bys Museer Mens hele processen med Musikkens Genius trak i langdrag, gik det anderledes planmæssigt med monumentet for Carl Nielsen på Fyn. Med Odenses biskop Anders Rud i spidsen blev der, som i København, samlet ind, komponistens enke blev valgt til opgaven, og allerede på Carl Nielsens fødselsdag d. 9. juni 1933 kunne Fløjtespilleren afsløres på sin placering nær hans barndomshjem i Nørre Lyndelse. Monumentet forholder sig helt konkret til denne placering. Det fore - stiller en dreng, der sidder og ser ud over markerne, på samme måde som Carl Nielsen kunne have gjort det, mens han lyttede til naturens lyde, spejder frem for sig. Som barn havde han sammen med broderen Sophus opdaget det, han beskriver som naturens egen musik i fx fuglesangen, og som broderen efterlignede på sin hjemmelavede pilefløjte. Skulpturen er både sanselig og indlevende og i sin skildring af denne scene fra komponistens barndom også et ganske intimt portræt af ægtemanden. At der er tale om et mindesmærke understreges af portrætmedaljonen indfældet i soklen, som forbinder skildringen af barnet med Carl Nielsen som voksen mand. I 1939 blev en bronzekopi opstillet ved Rødovre Skole, og her er forbindelsen understreget af titlen Drengs Drøm, Mands Dåd. Med placeringen ved Rødovre skole er der tale om et monument, der skal inspirere ungdommen til at stræbe mod at nå deres mål, mens det i Nørre Lyndelse er et monument, der kærligt viser kimen til kunstnerens senere præstationer. Af alle de mange værker Anne Marie Carl-Nielsen udførte officielle bestillinger, statuetter, en kongelig rytterstatur m.fl. stod dette hende nærmest. På hendes livs aften sagde hun i et interview: Den smukkeste Opgave, jeg fik, var selvfølgelig Carl Nielsen Monumentet. Og der tænker jeg egentlig ikke blot paa det store herude ved Østerport i København, men ogsaa paa det lille. Hyrdedrengen, der sidder og spiller paa sin Fløjte, ovre ved Landevejen i Nørre Lyndelse paa Fyen. (Social Demokraten, ) 18 19

11 Mennesket og bevægelsen Skulpturer og statuetter af sportsfolk og børn viser en interesse for at skildre livets forskel lige aspekter, altid i en naturalistisk optik Kat. 120 Bacchusbarn, 1898 Skulptur, gips, I en vitalistisk ånd skaber Anne Marie Carl-Nielsen en række statuetter med sportsmotiver. Disse små statuetter indfanger energien hos sportsudøverne og viser, at hun mestrer den menneskelige anatomi lige så godt som dyrenes. Skildringen af mennesket begrænser sig dog ikke til sportsstudier. Det er også med udgangspunkt i menneskekroppen, at hun nærmer sig den samtidige socialrealistiske strømning. Hendes naturalistiske tilgang til motivet er dog dominerende, og selv i hendes skildringer af de arbejdende og fattige er fokus på at fange den nøjagtige bevægelse. I Europa opstod hen mod slut ningen af 1800-tallet en dyrkelse af livskraft og fysisk udfoldelse. Vitalismen var en bred kulturel bevægelse, der ved overgangen til 1900-tallet dyrkede forestillingen om en sund kultur, der skulle overvinde den stagnation og dekadence, mange oplevede i slutningen af 1800-tallet. Blandt Anne Marie Carl-Nielsens omgangskreds var mange kunstnere, som var optaget af vitalismen, fx J.F. Willumsen og Sophus Clausen ( ). Tanken om en sund sjæl i et sundt legeme vinder frem som et projekt for den enkelte og præger også Anne Marie Carl-Nielsen og hendes mand privat. Hendes eget liv var præget af den omsiggribende sportskultur. Som mange andre dyrkede de hjemmegymnastik for at holde kroppen vital, og som det fremgår af deres korrespondance fulgte de gymnastikpædagogen J.P. Müllers berømte program i bogen Mit System fra Under et ophold i Athen skriver Anne Marie d. 22. januar 1905 til Carl, som er hjemme i København: Du kan tro jeg bliver slank min Ven, jeg tror ikke min Bagdel er så stor mere. Hertil svarer Carl en måned senere: Du skriver at din Bagdel bliver mindre! Gud, hvor det glæder mig Fru Nielsen. Du gjør altsaa rimeligvis Mit System. Ikke sandt? Det med Bagdelen er et uomtvisteligt Tegn herpaa; men glem nu ikke, at den eneste virkelige Basis for den sande Kjærlighed er et Par gode store -! [...] Jeg gjør, og har hele Tiden gjort Systemet med Bad, Frottering og det hele og mine Muskler og Legemsforhold er blevne saa smukke og kraftige, naar jeg selv skal sige det

12 Kat. 122 Lugekone, 1907 Skulptur, bronze, Fyns Kunstmuseum På det kunstneriske plan manifesterer bevægelsen sig primært i Anne Marie Carl-Nielsens studier af sportsudøvere. Idrætslivet blomstrede, idrætsforeninger og -klubber etableredes, og Anne Marie tilbragte mange timer med at studere disse sportsudøvere på samme måde, som hun havde studeret dyrenes bevægelser og udførte en lille gruppe livfulde og dynamiske statuetter, der skildrer en række forskellige sportsgrene. I 1896 blev De Olympiske Lege genoplivet og er siden blevet afholdt hvert fjerde år, kun afbrudt af årene under de to verdenskrige. I perioden blev der i tilknytning til legene afholdt kunstkonkurrencer og udstillinger, der fokuserede på netop sportsudfoldelsen. Anne Marie Carl-Nielsen deltog i flere af disse, blandt andet i Los Angeles i 1932, hvor hun viste 300 meters start. Denne lille statuette udstråler den energi, der er klar til at blive udløst, når starten går, og løberen spurter afsted. Hendes sportsstatuetter er alle udtryk for det møjsommelige studie af den menneskelige anatomi, der gik forud for arbejdet med den enkelte sportsudøver. Således formår hun i de små skitseprægede statuetter at opnå et livagtigt, naturalistisk udtryk. I 1935 blev der på gymnastikhøjskolen i Ollerup afholdt en kunstudstilling i forbindelse med den Nordiske Olympiade, og her blev alle Anne Marie Carl-Nielsens sportsstatuetter udstillet. Også til OL i Berlin i 1936 var Anne Marie Carl-Nielsen repræsenteret med skulpturen Uffe, der skildrer danmarksmesteren i kuglestød, Frode Moesgaard, i skikkelse af kongesønnen Uffe. Fortællingen om Uffe er fortællingen om den dovne kongesøn, der, da det virkelig gjaldt, vågnede op til dåd og med faderens sværd besejrede to modstandere. Skulpturen står i dag i Kolding Bypark. Statuetten Lugekone udarbejdede Anne Marie allerede i Da opgaven i den Neuhausenske Præmie i 1907 lød på En Arbejderske lod hun værket støbe i bronze og indsendte det til konkurrencen, som hun vandt. I forskellige voks- og gipsstudier kan vi se, hvorledes hun langsomt har arbejdet sig ind på figurens endelige stilling. På nogle af forarbejderne sidder hun og hviler sig, på andre ligger hun på knæ og luger, men i den endelige version vælger Anne Marie altså denne lidt ejendommelige stilling, hvor hun stående med lugejernet i hånden bøjer sig lige forover og med sin af arbejdet slidte hånd tager ukrudtet op. Det har selvfølgelig været naturligt for hende at vælge præcis denne type arbejder - ikke en fabriksarbejder, men en kvinde, der arbejder i det fri. Det var den arbejder, hun kendte og var fortrolig med. I kunsten havde der de foregående 50 år været et fokus på at skildre de arbejdende klasser, både landarbejdere og industriarbejdere. Arbejderne blev skildret med et blik for deres hårde situation, og denne socialrealistiske Kat meters start,

13 Kat. 103 Rytmisk dans, 1915 Kat. 95 Kuglestøder III, ca Kat. 130 Dreng betragter sin hæl,

14 tilgang havde sit udgangspunkt i Frankrig med kunstnere som François Millet ( ), men kom også til Danmark, hvor den fik en mere sentimental, men fortsat meget samfundskritisk, drejning med fx H.A. Brendekilde ( ). Anne Marie Carl-Nielsens statuette er ikke sentimental men skildrer på naturalistisk vis en kvinde, der er blevet slidt efter mange års hårdt arbejde, hvilket også har mærket hendes hud, der fremstår rynket og grov. Denne grovhed bæres videre i overfladebehandlingen af klædedragten. Selve posituren, som kvinden indtager, har Anne Marie Carl-Nielsen været fortrolig med fra sin opvækst på landet, og den var hende så fortrolig, at den var en del af hendes eget bevægelsesmønster. I kataloget til den retrospektive udstilling af hendes værker på Den Frie Udstilling i 1946 beskriver billedhuggeren Jørgen Gudmundsen-Holmgreen ( ) sit første møde med Anne Marie Carl-Nielsen således: Det første jeg fik Øje paa, var noget ligesom en gul Høstak. Det viste sig at være Mester selv. Anne Marie Carl-Nielsen var i færd med at give sine Fugle rent Sand. Hun selv stod bøjet over Buret, som stod paa Jorden, skjult for mit Blik af hendes Skikkelse iført knaldgul Silkekittel. Øjenforblændelsen skyldtes at jeg dengang ikke kendte den Maade, der bruges paa Landet, naar de bukker sig ned, kun bøjet i Ryggen, men med strakte Knæ. Hos Lugekonen vinder Anne Marie Carl-Nielsens naturalistiske kunstsyn over tidens socialrea listiske tendenser. I gengivelsen af mennesket spiller studierne af små børn også en væsentlig rolle. Et af hendes mest livsbekræftende værker tager netop udgangspunkt i iagttagelsen af det lille barn. Sønnen Hans Børge var den yngste af hendes tre børn, og i hans første år fungerede han ofte som moderens model. Der er en serie små studier, der skildrer den lille drengs umiddelbare leg og kådhed, og som afslører en overordentlig fin forståelse for barnekroppen. Han har ligeledes stået model til Bacchusbarn, som blev opstillet i et springvand i Rådhushaven i Kolding. Her var det nødvendigt at hjælpe latteren lidt på vej, på samme måde som Anne Marie Carl-Nielsen havde sat lopper i pelsen på kalven, så den ville klø sig. I sine erindringer fortæller Hans Børges storesøster Anne Marie Telmányi: Senere gjorde min moder den smukke glade Bacchus figur efter min broder, han har da været en 3-4 år og Madam Jensen [barnepigen] skulle kilde ham på maven for at få ham til at le. Men det var ikke kun barnets glæde, der fik plads i Anne Marie Carl-Nielsens kunst, også barnets sårbarhed blev skildret i en statuette i samme størrelsesforhold. Titlen Den lille pige med svovlstikkerne refererer til H.C. Andersens eventyr om den lille pige, der fryser ihjel i vinterkulden, mens hun i tændstikkernes skær drømmer sig nær sin bedstemoder. Igen har Anne Marie Carl-Nielsen udført statuetten med en bogstaveligt talt kuldegysende naturalisme. Om figuren skal hun have sagt til datteren Anne Marie Telmányi: Kan du se, hvor den lille fryser, hun trækker sig helt ind i sig selv. Hun udførte også en lille bronzestatuette af motivet. Kat. 118 Så stor, ca Kat. 115 Den lille pige med svovlstikkerne,

15 Monumenter De store offentlige bestillinger er kronen på Anne Marie Carl- Nielsens livsværk. Her viste hun, hvor bredt hendes evner som billedhugger favnede Gennem karrieren udførte Anne Marie Carl-Nielsen en række offentlige monumenter. Spredt ud over landet står hendes skulpturer i parker og på pladser. Nogle af disse værker har hun udført på opfordring, det gælder for eksempel monumenterne over ægtefællen. Andre har hun fået overdraget i forbindelse med konkurrencer. Flere er dog også forblevet på idéstadiet. Anne Marie Carl-Nielsens store monumenter viser om noget den anerkendelse, hun opnåede som kunstner. Særligt to af disse opgaver fortjener opmærksomhed: Hun blev inviteret til at udarbejde bronzeportene til landets ældste domkirke og fik bestillingen på et ryttermonument for den nyligt afdøde konge, Christian IX. I begge tilfælde formåede hun at arbejde indenfor den forholdsvis bundne ramme og alligevel sætte sit helt eget umiskendelige præg på resultatet. Ribe Domkirke blev opført i årene I midten af 1800-tallet var den gamle romanske domkirke i så dårlig stand, at det blev overvejet at rive den ned. Det blev heldigvis ved overvejelserne, og i stedet blev det besluttet at renovere den. Renoveringen blev ledet af arkitekten H.C. Amberg ( ), som gennem sin bror, der lige som Carl Nielsen var ansat i Det Kgl. Kapel, kontaktede Anne Marie Carl-Nielsen for at få hende til at udføre tre nye bronzeporte. Han forestillede sig porte med felter, hvor der skulle være løver og evangelistsymboler og opfordrede hende til på en rejse at tage forbi Monreale på Sicilien, hvor Bonnano Pisano i 1180 erne havde udført lignende bronzedøre til domkirken der. Mange træk herfra går da også igen, omend Anne Maries døre er langt mere forenklede end den romanske inspirationskilde. På flere måder adskiller udtrykket sig i denne opgave en del fra hendes øvrige værker, hvilket formodentlig skyldes opgavens karakter. Hun skulle udføre tre porte, der i deres stilistiske udtryk harmonerer med den romanske kirke. Resultatet er blevet tre porte, der indføjer sig i kirkens samlede udtryk, men samtidig i detaljen trækker på den samtidige skønvirkestil. De tre porte Hovedporten, Kathovedporten og Nordre Port illustrerer henholdsvis Det Nye Testamente med de fire evangelister, Kristi Lidelseshistorie og Ribeegnens karakter, vist ved kornaks og det bølgende hav. I programmet favner hun både det nære, naturen og den kristne fortælling. Den mest kraftfulde del af udsmykningen findes på Hovedporten, hvor de fire evangelister er fremstillet som det, Anne Marie s. 29 Anne Marie Carl-Nielsen og medarbejderne på Lauritz Rasmussens Bronzestøberi ved den færdige rytterstatur i støberiets gård, Odense Bys Museer Kat. 187 Rytterstatuen af Christian IX, efter 1918 Tegning, akvarel og pen, Carl Nielsen Museet 28 29

16 Kunstnerens skabende hænder har alle dage fascineret kunstelskere, og der er noget dragende ved dette virkelighedstro aftryk af Anne Marie Carl-Nielsens venstre hånd. Selvportrætter er interessante, fordi de fortæller os meget om, hvordan kunstneren har opfattet sig selv og har ønsket at blive opfattet, mens gen givelsen af hånden leder tanken hen på selve den skabende proces her ser vi den hånd, der har formet leret. Vi ved ikke, hvornår Anne Marie Carl-Nielsen lavede denne afstøbning af sin venstre hånd, men helt ung har hun ikke været at dømme efter hudens spændstighed. Afstøbningen af hånden er nådesløst afslørende, men derved også særligt nærværende. Havde det ikke været den venstre, ville man trykke hende i hånden, overskride tidens barriere og tage en snak med hende om de tanker, der lå bag hendes store produktion. Kat. 1 Anne Marie Carl- Nielsens hånd, u.å. Gips, Carl Nielsen Museet 30 31

17 Carl-Nielsen kaldte Cherubtegn : Matthæus (et menneske med vinger), Markus (en løve), Lukas (en tyr) og Johannes (en ørn). Alle fire er skildret omkranset af vinger, og refererer således til beskrivelsen i såvel Johannes Åbenbaring som Ezekiels bog, der begge er blevet læst som beskrivelser af eller forvarsler om de fire evange - lister. Alle er skildret med en voldsom kraft og vitalitet, der går igen i tekstforlæggene. På Kathovedporten er der blandt andet nederst en række med fem sovende panterhoveder. Panteren bliver i det tidlige kristne skrift Physiologus brugt som symbol på Kristus: Når den æder og er mæt, lægger den sig til at sove. Tre dage efter vågner den og brøler; og sammen med brølet kommer der en sødlig duft ud af dens mund. Og dyrene hører dens stemme både nær og fjern og følger duften. Den søde duft er Jesu søde tale, der bringer folk til kirken og frelsen. Anne Marie Carl-Nielsen gik til skildringen af panterhovederne med samme naturalistiske udgangspunkt som i sine øvrige dyrestudier, men arbejder sig hen mod et mere stiliseret, monumentalt udtryk. Nordre Port har en ganske enkel dekoration. På den øverste del af porten ses to rækker kornaks, og i de nederste felter bølger vandet. Dørringen holdes af et tyrehoved, og under dette er et mindre dørhåndtag formet som en engsnegl. De fire motiver er alle lokale, men kan også læses ind i en kristen symbolik, og således forankres religionen i lokalsamfundet. Den restaurerede kirke åbnede for offentligheden den 7. august 1904, og ved denne lejlighed var også Christian IX til stede. Han skulle komme til at spille hovedrollen i et værk, som nok var det mest prestigefyldte, der kunne tilskikkes en billedhugger, men som på godt og ondt kom til at præge hendes liv i en tyveårig periode. Christian IX døde den 29. januar 1906 og i september året efter indbød National Komitéen for Indsamling til Mindesmærkerne for Kong Christian IX og Dronning Louise Anne Marie Carl-Nielsen til at deltage i konkurrencen om et ryttermonument over den afdøde konge. Denne konkurrence vandt hun med et forslag, der placerede kongen til hest omgivet af sit folk, i form af et sokkelrelief, der viste såvel store Kat. 137 Panterhoved, 1904 Kat. 147 Johannes-kerub, 1904 Relief, gips, Hovedporten, Løveporten / Ribe Domkirke, 1904 Monument, bronze kendte mænd som typer fra det moderne samfund. Omend denne idé bryder med den danske konvention for rytterstatuer, var den på ingen måde ny. I 1851 havde Christian Daniel Rauch ( ) præsenteret en lignende komposition i sin rytterstatue af Frederik den Store i Berlin, og Ercole Rosa ( ) havde anvendt den til monumentet for Vittorio Emanuele II i Milano i Da Anne Marie Carl-Nielsen ingen erfaring havde med monumenter af denne størrelse, blev hun bedt om at udføre dele af relieffet i halv størrelse, inden man ville tegne kontrakt på monumentet. Prøven blev godkendt i 1909, men først i 1912 nåede man til enighed om kontraktens ordlyd. Heri stod blandt andet nedfældet, at monumentet skulle være færdigt senest ved udgangen af Dette skulle dog vise sig helt urealistisk. Hendes arbejdsmetode fra de mange dyrestatuetter fornægtede sig ikke. Hun brugte lang tid på at finde den helt rette hest og fandt den i Celle på det kejserlige stutteri, hvor også Christian IX havde hentet sine heste. Modellen Flingart blev valgt, og hun arbejdede nu længe med at nå frem til den helt rette positur. Under arbejdet skrev hun til Carl: Jeg tumler jo med Linierne i min Hest og Benbevægelsen som er ret vanskelig at klare fint da den er så momentan og dog skal virke monumental. Hestens endelige stilling vækkede nogen dis - kussion, da monumentet stod færdigt. Nogle fandt det unaturligt, mens andre roste hende for netop at have fanget hesten i overgangen fra hurtigt tempo til rolig skridtgang. Netop som hun havde fuldført studierne af hesten, brød verdenskrigen ud, og hun måtte i hast redde sit arbejde hjem. Krigsudbruddet medførte også markante prisstigninger, og sokkelrelieffet måtte derfor opgives. Også under selve støbningen skulle der opstå problemer, som resulterede i at et nyt støberi måtte varetage opgaven, og hun måtte udføre dele af gipsmodellen igen, da den var gået til under den forfejlede proces. Men endelig efter ti års forsinkelse kunne monumentet afsløres den 15. november Resultatet var blevet et naturalistisk monument, der helt ned i detaljen fanger både hest og rytter, men i mindre udtalt grad manifesterer ryttermonumentets traditionelle idealer om kongemagt og lederskab. Med sit monument frembragte hun en nyfortolkning af den traditionsbundne genre

18 Ansigt til ansigt Med denne udstil ling sætter Carl Nielsen Museet fokus på Anne Marie Carl-Nielsens mange portrætter. Sit eget ansigt modellerede hun aldrig At Anne Marie Carl-Nielsen havde sans for den særegne, karakteristiske detalje og for kunstens alvor ikke mindst afsløres af det brev, hun den 2. maj 1931 lod ledsage en marmorbuste af Carl Nielsen til Fyns Stiftsmuseum. De formanende ord var stilet til museumsinspektør Chr. M.K. Petersen: Jeg beder dem stille den op paa en sokkel der er 1 meter 14 cm høj. Og hvis den kunde stilles saaledes at nakken ogsaa blev at se, tror jeg det ville være udmærket. Min mands nakke er nemlig meget karakteristisk. Anne Marie Carl-Nielsen havde en særegen evne til at fange levende væsners karakter. En evne, som medførte en del bestillinger på blandt andet buster og medaljoner til gravmæler og mindesten. Portrætterne er ikke den værkgruppe, som fylder mest i hendes produktion. Alligevel var det netop med en portrætbuste, hun debuterede på Charlottenborg i 1884, og i det offentlige rum er hendes portrætter rigt repræsenterede. Livet igennem skildrede Anne Marie Carl-Nielsen de mennesker, som omgav hende nogle gange som modeller til sine monumenter, men ofte alene for portrættets skyld. En tegning af parrets spæde søn, en brysk buste af en kongelig kammersanger eller et relief til vennen og forfatteren Sophus Claussens gravmæle. Frem til begyndelsen af tallet udførte Anne Marie Carl-Nielsen næsten udelukkende portrætter af familien. Et eksempel er de tre rektangulære relieffer, hun udførte i 1902 med motiver af sine tre børn. De tre børneportrætter blev udstillet på Den Frie Udstilling i I årene omkring havde hun udført et lignende portræt af ægtefællen Carl Nielsen. Parrets datter, Anne Marie Telmányi, beskriver i sine barndomserindringer situationen således: Min moder arbejdede dengang i et stort lyst rum med høje vinduer, hvor hun blandt andet udførte fire portræt-relieffer, et af fader og et af hver af de tre børn. Anne Marie Carl-Nielsen var ikke bleg for at inddrage sine nærmeste som modeller til andre motivgrupper end portrætterne. Således brugte hun blandt andet familien og vennekredsen som modeller i arbejdet med Ribe Domkirkes bronzedøre, som hun udførte i årene frem til I de relieffer, som skildrer indtoget til Jerusalem, ses blandt andet ægte - fællen Carl Nielsen, sønnen Hans Børge og hushjælpen Maren med palmeblade i hænderne, mens Jesus, i skikkelse af vennen og kollegaen Niels Skovgaard, rider ind i byen på et æsel. Model til hovedportens håndtag blev den ældste datter, Irmelin, mens den mellemste datter, Anne Marie, lagde ansigt til relieffet med den vrede Matthæus-kerub, som Anne Marie Carl-Nielsen efter Carl Nielsens død lod indsætte i deres fælles gravmæle på Vestre Kirkegård i København. I en lang periode fra ca til ca udførte Anne Marie Carl-Nielsen næsten ingen portrætter af familien, Carl Anne Marie Carl-Nielsen arbejder på busten af Carl Nielsen. Odense Bys Museer 34 35

19 Nielsen undtaget. Til gengæld portrætterede hun en række af tidens fremtrædende personer i buster og medaljoner til blandt andet mindesmærker og gravmæler, og flere steder i det offentlige rum kan man i dag støde på portrætarbejder af Anne Marie Carl-Nielsen blandt andet på fødeegnen i og ved Kolding. På Kolding gamle kirkegård findes et gravmæle med en portrætmedaljon af Anne Marie Carl-Nielsens fætter, læge Niels Petersen, der var gift med kunstnerens søster. Og rejser man sydpå til Skamlingsbanken møder man, indfældet i et monument for pastor Mourits Mørk Hansen, endnu en portrætmedaljon af Anne Marie Carl-Nielsen. Nær Fredericia ved indkørslen til herregården Damgaard, som var et af kunstnerparrets foretrukne refugier, findes tillige en mindesten med en portræt medaljon af stedets daværende ejer, frk. Charlotte Trap de Thygeson. Øverst på stenen står en hugget kurv, som bugner med Damgaards karakteristiske frugter; pærer og nødder. Særligt imponerende i sin monumentalitet er dog det gravmæle, Anne Marie Carl-Nielsen udførte til kongelig skuespiller Emma Thomsens ( ) gravmæle på Assistens Kirkegård i København (1913) en to meter høj granitsten med indfældet portrætmedaljon i marmor. På toppen sidder en påfugl, et symbol på opstandelsen og det evige liv. Om det værk skriver Carl Nielsen til Anne Marie i Celle i et brev d. 12. december 1913: Min egen Ven! Du har glædet mig saadan idag! Dit monument er prægtigt. Det er sikkert det smukkeste paa Kirkegaarden. Det er mærkeligt, saa meget der ligger i det. Empiremonumenterne er jo nok fornemme; men det er jo ingen Sag naar Stilen først er givet. Dit virker ogsaa fornemt, men der er saa meget andet. Det er fornemt og varmt på samme Tid [ ]. Selve Portrætrelieffet overraskede Søs og mig paa det stærkeste! Det forekom os stort og rigt og det virker med en Kraft og Skønhed som er ligefrem betagende. Størrelsen af dette runde Stykke Marmor i Stenen kunde ikke tænkes bedre afvejet. Fuglens Størrelse ligeledes Du kan ikke tro hvor Bagsiden ogsaa virker rigt og stort. Den frie bevægelse i Halen og gennem hele Fuglen er ypperlig; paa eengang fuldkommen ukonventionel og streng. Lille Godten! Du skal vide det: Du er en levende, rig og dejlig Kunstner. Den 3. marts 1891 dagen efter at Anne Marie Brodersen og Carl Nielsen havde mødt hinanden første gang til et middagsselskab i Paris arbejdede Anne Marie Carl-Nielsen, i sit atelier på en buste af kunstneren og vennen J.F. Willumsen. Men som man kan læse i datteren Anne Marie Telmányis erindringer Mit barndomshjem (1965) blev busten aldrig til noget: Næste dag kom han [Carl Nielsen] op på det lille atelier, hvor hun stod og modellerede Willumsen. Willumsen blev muggen og buldrede en del om, at han ikke gad sidde mere. Fader forsøgte med spøg at berolige ham. Stil Din Vrede, Tor, og lad ej Tordenkilen dundre. Men han gik! Senere klaskede mor busten sammen. Kuriøse at tænke på er de værker, som af forskellige grunde ikke er bevaret i dag. Kat. 48 Portræt af Andreas M.G. Friis, 1922 Buste, gips Kat. 42. Gravmæle for Emma Thomsen, 1913 Skulptur, gips 36 37

20 Videre læsning Anne Marie Carl- Nielsen. En registrant over billedhuggerens værker. Redaktion Ejnar Stig Askgaard og Ida-Marie Vorre, Forlaget Odense Bys Museer og forfatterne, Carl Nielsen. Dagbøger og brevveksling med Anne Marie Carl-Nielsen, bd. I-II, udg. i udvalg med kommentarer af Torben Schousboe. Gyldendal, Carl Nielsen Brevudgaven, redaktion, indledninger og noter: John Fellow. Multivers, Mit barndomshjem, Anne Marie Telmányi, Thaning & Appel, 1965 Birgit Jenvold, Anne Marie Carl-Nielsen, Museet på Koldinghus, 1995 Anne Marie Carl-Nielsen Anne Marie Brodersen bliver født d. 21. juni på gården Thygesminde I ler fra køkkenhaven modellerer hun sit første værk, et lille lam På C.C. Magnussens snitte skole i Slesvig modtager hun sin første undervisning i tegning og modellering Forældrene giver hende tilladelse til at rejse til København, hvor hun går på Vilhelm Kleins Tegneog Kunstindustriskole for Kvinder, ligesom hun modtager undervisning af billedhuggeren August V. Saabye Debuterer på Charlottenborgs Forårsudstilling med Portrætbuste Udarbejder springvandsgruppen Thor med Midgårdsormen, som hun modtager den Neuhausenske Præmie for Brygger Carl Jacobsen viser sin udstilling af fransk kunst, hvor særligt Ingres, Degas og Rodin fascinerer hende. Hun udstiller på Den Nordiske Kunst- og Industriudstilling I tilknytning til Kunstakademiet åbner Kunstskolen for Kvinder, hvor Anne Marie Carl-Nielsen får friplads. Samme år rejser hun til Holland, Belgien og Paris. På Verdensudstillingen i Paris udstiller hun to kalvestudier Under et ophold i Paris møder hun komponisten og dirigenten Carl August Nielsen ( ), som hun sam - me år bliver gift med. De besøger Milano, Firenze, Rom, Bologna, Venedig, Padua og Verona. Samme år bliver datteren Irmelin Johanne Nielsen født Anne Marie Carl-Nielsen deltager for første gang i Den Frie Udstilling, etableret året inden som et alternativ til Kunstakademiets censurerede udstilling Udstiller to tyrekalve på Verdensudstillingen i Chicago, i forbindelse med hvilken der bliver dannet et internationalt kvinderåd. Datteren Anne Marie Frederikke Nielsen bliver født Hun udstiller i flere forskellige sammenhænge, og sønnen Hans Børge Nielsen bliver født På Den Frie Udstilling viser Anne Marie Carl-Nielsen tre værker i sandsten, et materiale hun ikke benyttede hverken før eller siden. Samtidig udfører hun en lille serie porcelænsfigurer for Bing & Grøndahl Anne Marie Carl-Nielsen lejer et atelier i Frihavnen og har nu mulighed for at arbejde med langt større monumenter Et stipendium fra Kunstakademiet muliggør et studieophold hos billedhuggeren Victor Ségoffin i Rom, Carl rejser med, og børnene er i pleje under forældrenes rejse På Verdensudstillingen i Paris viser hun bestillinger udført de foregående år for Landbohusholdningsselskabet, bla. præmietyren Sultan Anne Marie Carl-Nielsens værker er med på den store Rådhusudstilling, København Lugekone vises på Den Frie Udstilling Det Anckerske Legat muliggør en rejse til Athen, hvor hun kan studere og kopiere de antikke skulpturer Anne Marie Carl-Nielsen udfører de tre porte til Ribe Domkirke. Herefter vender hun tilbage til Athen Ægteskabet er i krise, og hun vender tilbage til Danmark for en kort periode. Hendes kopier fra Athene-templet udstilles på Akropolismuseet, og også i Tyskland udstiller hun dette år Hun pådrager sig en blodforgiftning i højre hånd, men arbejder videre med den venstre Anne Marie Carl-Nielsen vinder den Neuhausenske præmie for Lugekone. Hun indstilles til at deltage i konkurrencen om udførelsen af et ryttermonument af Christian IX til Christiansborg Slots ridebane I forbindelse med udførelsen af rytterstatuen tager Anne Marie Carl- Nielsen på flere studierejser i Tyskland og Norditalien I Celle studerer hun hestene på det stutteri, hvor Christian IX fik sine hannoveranerheste Mens hun fortsat arbejder på rytterstatuen, udfører hun et monument over Dronning Dagmar til Ribe by Anne Marie Carl-Nielsen indtræder i Kunstakademiets plenarforsamling, hvor hun sidder frem til Monumentet over Dronning Dagmar afsløres på Ribe Slotsbanke Inden 1. Verdenskrigs udbrud, når Anne Marie Carl-Nielsen at få sine studier til rytterstatuen ud af Tyskland og påbegynder arbejdet med at skalere den op til monumental størrelse. Endnu en ægteskabelig krise er under opsejling I juni overtager hun Kunstakademiets æresbolig, men hun og Carl Nielsen lever nu hver for sig Sammen med Anna Ancher står hun bag oprettelsen af Kvindelige Kunstneres Samfund. Hun udstiller kun lidt og er på et rekreationsophold på Skodsborg Sanatorium Arbejdet med rytterstatuen går i perioder helt i stå. Den planlagte opstillelse udskydes på ubestemt tid Københavns Overpræsidium godkender seperationen mellem Anne Marie og Carl. Hendes hidtidige arbejde på rytterstatuen udstilles på Den Frie og får en overvejende negativ modtagelse Hun udfører Havfrue, som udstilles på Kvindelige Kunstneres retrospektive udstilling samme efterår Anne Marie Carl-Nielsens helbred er svækket, og hun indlægges på Kommunehospitalet med en slem hoste, efterfølgende tager hun på kurophold i Tyrol Seperationen mellem ægtefælderne ophæves, og de flytter atter sammen Anne Marie Carl-Nielsen foretager flere rejser både sammen med Carl og alene. Helen Schou bliver elev hos hende. Rytterstatuen er nu klar til støbning I selskab med Helen Schou og Carl rejser Anne Marie Carl-Nielsen til Basel, Genova og Sydfrankrig. Ligesom hun i Bruxelles søger at finde en bronzestøber, der bedre mestrer opgaven Efter 20 års arbejde bliver rytter - statuen officielt afsløret d. 15. november Anne Marie får konstateret kronisk bronkitis. Efter rytterstatuens færdiggørelse, stiger hendes udstillingsaktivitet igen Kunstnernes Efterårsudstilling udstiller 108 af hendes værker Den 3. oktober dør ægtemanden gennem 40 år, Carl Nielsen Udarbejder de første udkast til et monument over Carl Nielsen, Musikkens Genius Fløjtespilleren, endnu et monument over Carl Nielsen, bliver opstillet nær hans barndomshjem i Nr. Lyndelse på Fyn Kunstne r- foreningen af 18. November viser en stor udstilling med 143 af hendes værker Musikkens Genius afsløres på Grønningen i København. Samme år foretager hun sin sidste udlandsrejse til Geneve Hun deltager i konkurrencen om et ryttermonument for Christian X. I 1944 går opgaven til hendes elev Helen Schou, da kommiteen frygter, at Anne Marie er for gammel til at fuldføre opgaven Arbejder på to store monumenter; den jyske hingst Høvding og Dronning Margrethe I, som hun forgæves søger økonomisk opbakning til at få opstillet i Roskilde I anledning af hendes 80 års fødselsdag udgiver Helen Schou og Ejnar Utzon-Frank Anne Marie Carl-Nielsen, Skitser og Statuetter, Den Frie Udstilling viser en retrospektiv udstilling, og hun optages som æres - medlem i Dansk Billedhuggersamund Anne Marie Carl Nielsen dør om aftenen d. 22. februar, hun ligger begravet ved siden af Carl Nielsen på Vestre Kirkegård i København