FÓLKASKÚLIN DANSKT 9. FLOKKUR MARS tekstatilfar

Transkript

1 FÓLKASKÚLIN DANSKT 9. FLOKKUR M E N T A M Á L A R Á Ð I Ð MARS 2014 lesifatan tekstatilfar Skúlin ásetir sjálvur dag og tíð fyri royndarpróvtøkuna Samlað tíð til máluppgávuna, ið fevnur um fyrisøgn, mállæru og lesifatan er 90 min.

2 bag om varen 2 3 nuancer af det søde Hvid Hvid chokolade er egentlig ikke chokolade. Den indeholder kakaosmør, men ingen kakaomasse. Kakaoprocenten er altså 0. Lys Den klassiske lyse chokolade er stadig den mest populære blandt danskerne. Lys chokolade er defineret ved en kakaoprocent på minimum 25 procent. Mørk Mørk chokolade har en kakaoprocent på over 35 procent, men meget af det ligger helt oppe ved procent. Mørk chokolade giver en større mæthedsfornemmelse end den lyse. v æ r d a t v i d e o m chokolade tekst: aske gott SørEnSEn Foto: JaMES BatES Chokolade kom til Europa i det 16. århundrede, og den første chokoladecafé åbnede i 1657 i London. Siden har chokolade været genstand for lækkersulten opmærksomhed fra både forbrugere og forskere. Den amerikanske forsker Frans Mezzerli har eksempelvis regnet sig frem til, at der er en relation mellem mængden af nobelpriser, som et land får og mængden af chokolade, som indbyggerne spiser. Danmark er godt med. Vi er verdens sjette mest chokoladespisende land ned i skuffen Chokoladen har bedst af at ligge i skuffen væk fra sollys og høje temperaturer. Er du nødt til at opbevare chokoladen i køleskabet for at undgå, at den smelter, skal det være i en lufttæt pose. TEKST 1 Gamle kending e Den populære: Skildpadden er Danmarks mest populære stykke chokolade. Hvert år spiser vi over 40 millioner skildpadder i forskellige størrelser. Den pensionerede: Cremefrøen var den første fyldte chokolade, og frøen dominerede i en årrække på chokohylden. Den klassiske cremefrø blev pensioneret i 2002 efter sit 100-års jubilæum, men frøen med et andet fyld findes stadig derude.

3 3

4 TEKST 2 2 Kvinden, der levede sammen med kæmpen Inuitterne lever i Grønland, Alaska og det nordlige Canada i udkanten af de artiske egne med sne og is. I den mørke vinter er der kun lyst to-tre timer om dagen, så mange af deres historier handler om sol og ild eller om at skaffe mad i en iskold verden. Der var engang en mand, der boede i inuitternes land, og han havde et skrækkeligt humør. Han blev vred over de mindste ting, og alle i landsbyen frygtede ham så meget, at ingen turde komme i nærheden af ham. Hans stakkels kone led under hans voldsomhed og grusomhed, indtil hun ikke længere kunne holde det ud. En nat, mens manden sov, pakkede hun en lille kurv med mad, tog sine støvler og handsker på og listede stille væk. Kvinden gik i flere dage gennem sneen mod de iskolde lande langt oppe mod nord. Hun mødte ingen, og hun havde hurtigt spist den lille forsyning af mad. Netop som hun tænkte på, at hun var nødt til at vende tilbage og møde sin mands vrede, snublede hun over et rensdyr, der var blevet dræbt for nylig, og som næsten lå dækket af sne. Det må være blevet efterladt af en jæger, der vil komme tilbage og hente det senere. Han vil ikke have noget imod, at jeg spiser en lille smule af det, overbeviste hun sig selv om. Der lå nogle tørre pinde i en hulning ved foden af en bakke i nærheden, så hun lavede et bål og stegte noget af kødet. Maden gav hende varme og styrke til at fortsætte. Hun lagde resterne af det stegte kød i kurven og begynde at gå op ad bakken. Det er dog en underlig bakke, tænkte hun, mens hun slæbte sig opad, den ligner en fod, og de fem knolde dér ligner tæer. Da hun nåede toppen, begyndte det at blive mørkt, så hun gravede noget sne ud mellem to af knoldene, så de kunne give ly for natten. Der var forbavsende varmt og behageligt, og hun sov godt, lige til det blev morgen. Næste dag gik kvinden videre mod nord langs 4 bakkeskråningen, og da det blev nat, søgte hun læ under en lav høj. Den anden nat fandt hun en dyb hulning i jorden, og den tredje nat befandt hun sig i en skov, hvis tætte krat gav hende en varm og hyggelig seng. Næste dag, da hun skulle til at drage videre, brølede en dyb stemme oppefra: Hvem er du, og hvad laver du her? Kvinden kiggede op, og hun opdagede et enormt, skinnende øje, og hun forstod med rædsel, at dét, som hun havde troet var en skov, var skægget på en kæmpe! De foregående nætter havde hun ligget mellem kæmpens tæer, under hans knæ og i hans nalve. Men kæmpen var venlig, og efter at han havde hørt den tapre, lille kvindes historie, gav han hende lov til at leve ved siden af sin næse i en hytte, der var lavet af hår fra hans skæg. Der var masser af mad til dem begge to, og hun lavede varmt tøj af skind og pelse. Kvinden var glad nok, men efter nogen tid fik hun hjemvé. Jeg vil gerne tilbage, tilstod hun over for kæmpen, men jeg er bange for min mand. Der er ingen grund til at være bange, sagde kæmpen blidt, jeg vil passe på dig. Hvis du nogen sinde kommer i fare, så skal du bare råbe mit navn, Kinak. Skær du spidserne af ørerne på alle de skind og pelse, som du har gemt, og læg i din kurv. Da hun havde gjort det, blæste kæmpen hende gennem luften, som var hun en fjer - lige tilbage til hendes landsby. Hun stillede kurven med ørespidserne i forrådshytten og gik ind i huset. Hendes mand, der var blevet træt af selv at skulle lave mad, modtog hende med glæde. Næste morgen, da han kom ud i laden, blev han forbavset, for den var fuld af skind og pelse. Hver ørespids i kurven var nemlig i løbet af natten blevet til et helt skind. Manden blev snart rig, og det gjorde ham i bedre humør. Parret levede lykkeligt sammen et stykke tid, men med tiden begyndte han at opføre sig som før, og han slog konen og behandlede hende meget dårligt. Så huskede kvinden, hvad kæmpen havde

5 sagt, og hun råbte: Kinak, Kinak, hjælp mig! Straks formørkede tordenskyer himlen, og en voldsom hvirvelvild løftede manden højt op i luften og førte ham ud af syne, og han blev aldrig set igen. 5 3

6 TEKST 3 Laust - hyrdedreng fra Darum Laust Jørgensen er født i Næsten hele sit liv boede han i Darum, der ligger ved Vadehavet lidt syd for Esbjerg. I 1958 skrev han sine erindringer, hvor han fortæller om sine oplevelser som hyrdedreng. Da jeg var 6 år gammel, begyndte jeg at passe køer. Nu var jeg blevet så stor, at jeg selv kunne tjene føden om sommeren. Fattige folks børn skulle lære at bestille noget, så de kunne klare sig selv og ikke ligge samfundet til last. Efterhånden som jeg blev større, fik jeg flere køer at passe, og så skulle jeg også passe ungkreaturerne og ride hestene i marken, når manden eller karlen kom hjem med dem. Jeg har aldrig gået i skole om sommeren, det var der ikke tid til. I de varme sommerdage kom jeg op klokken halv fire, så fik jeg morgenmad. Den bestod af tørt brød og nymalket mælk. Brødet brækkede jeg i små stykker og kom i mælken, som jeg spiste med en træ- eller hornske. Der lå gerne to stykker brød med hjemmelavet ost på. Dem skulle jeg have med til at spise hen på formiddagen. Køerne skulle tidligt ud på græs, så de kunne få noget at æde, før det blev for varmt, og bremserne kom. Så var det om at få køerne hjem, så de ikke løb ind i kornet. Dengang var der ikke løsgang som nu. Køerne stod altid tøjret. Når jeg kom hjem med køerne, skulle jeg løbe ærinder, samle æg ind og ellers lave, hvad der kunne falde for. Når vi havde spist middagsmad, sov manden og karlen gerne til middag en time. Imens skulle jeg hen at øse vand op til ungkreaturerne og have hestene med hjem, hvis de skulle bruges om eftermiddagen. Klokken halv to trak jeg køerne ud til havet, der var de næsten altid om eftermiddagen. Der var dejligt ved havet. De fleste bønder havde køerne ved havet om eftermiddagen. Når vandet var inde, lå vi gerne og plankede deri og prøvede, hvem der kunne svømme længst. Det var en skam, hvis en dreng på 12 år ikke kunne svømme over Sneum Å, der ude ved havet var 6 alen dyb. Når det var lavvande, gik vi ud i Vadehavet og fangede skrubber, som vi stegte og spiste sammen med stegte kartofler. Det foregik på den måde, at vi samlede tørre pinde sammen på stranden og helt tør kogødning på engen. Ved træ alene kunne vi ikke stege fisk, så brændte fisken op. Bålet var en blanding af træ og tør gødning. Når bålet begyndte at falde sammen, lagde vi fisk og kartofler ned i gløderne og dækkede det hele til med tør tang eller gødning. Det sidste var det bedste og gav de fineste fisk. Når fisk og kartofler var stegt nok, ragede vi dem ud af gløderne med en pind. Så tog vi lommekniven og skrabede skindet af fisk og kartofler, og så kom den dejligste spise, man kunne ønske sig, til syne. Den smagte meget bedre, end maden vi fik hjemme. Det skete ofte, at konen på gården sagde til mig, om jeg ikke kunne komme hjem med nogle fisk til hende. Som betaling ville jeg få et stort stykke kage med sirup på. Så fik jeg en lille lærredspose med, der kunne tage ca. 6 pund fisk. Når jeg så kom til havet, fangede jeg så mange skrubber, der kunne være i posen, og lagde dem ned i en grøft, godt dækket til med vådt græs. Jeg skar altid hovedet af fiskene, før jeg dækkede dem til. Den 11. april 1897 blev jeg konfirmeret. Da tjente jeg hos en ældre husmand i Darum Nørreby. Fra april til november fik jeg 30 kroner i løn. Jeg var stor og kraftig og vant til at bestille noget. Nu skulle jeg hjælpe til med al slags arbejde. Jeg blev ikke skånet, men manden behandlede mig godt og tog mig flere gange i forsvar, når jeg fik skyld for spilopper, de andre drenge havde udført. Da jeg rejste til november, sagde manden, at jeg var lige så meget værd som en ung karl. 6

7 Hyrdedreng fra Ølgod i Vestjylland. 7

8 8

9 9