RG TALENTS FORFATTERWORKSHOP 2014

Transkript

1 RG TALENTS FORFATTERWORKSHOP 2014 Antologi Teksterne i denne antologi er skrevet af elever, der deltog i efterårets forfatterworkshop i RG Talent-regi. Der blev skrevet meget mere undervejs, men ikke alle har haft lyst til at få tekster med i denne omgang, mens andre har sendt deres indslag ind til en novellekonkurrence, hvorfor teksterne ikke kan offentliggøres her. Teksterne er her gengivet fuldstændigt uredigerede, altså som forfatterne har sendt dem til mig. Nogle af teksterne er afsluttede, mens andre er uddrag af noget længere, som der stadig skrives på. Det var en fornøjelse af undervise i workshoppen, så forhåbentlig vil teksterne være lige så stor en fornøjelse at gå på opdagelse i! Rikke Andersen

2 Poets are so shady. We are never honest and even if we seem to be too honest and raw, we are not. We are selfish and egoistic. We only write about what hurts us. We write about our pain and suffering. Moreover, we blame it on lover after lover. You have already read that a thousand times before, the story of a how a person broke our heart and tricked our mind. However, what we never write about is the hearts we break, and the pain we cause. I am not as innocent as I made myself seem in my poems, yes, I am in love with a jerk and he breaks my heart every day. But sometimes I wonder if it is just karma hitting me repeatedly. Oh, there has been a boy willing to set himself on fire for me but I handed him the matches and left I never saw the beauty of him burning for me. And later on I ve read about him in the paper, that he is not ashes anymore. Oh my God, there has been a boy I ve let starving because I thought he already ate too much. I did not want to be another bittersweet revenge on his plate. only to find out that he was honestly hungry for the love he thought I could give him. I read his cooking books, and he makes sweets for a lovely girl now. And oh, there was a boy with a broken heart but with strong hands that wanted to touch me. I thought I was too extravagant for his dirty soul, and so later on I found out he had mines of gold and diamonds. I ve hurt a lot of people. I ve hurt them the way this boy is hurting me. And now I am screaming to God to forgive me. I ve been so damn cruel. And I stay on my knees praying for the ghosts to stop hunting me every time I am trying to love him. I Am A Poet And I Break Hearts For Art by Royla Asghar

3 Tom? Tom? Hun tabte med vilje, og med meget aggression, protokollen ned på katederet. Det lød som et brag af en basketball, som ellers kun hørte til i idrætshallen i den anden ende af skolen. Det var da helt utroligt! skreg hun og fortsatte: Hvor mange gange skal jeg fortælle dig, at du skal svare ja, når jeg råber dig op? Der var mange der snakkede, mange der sagde noget, men ikke Tom. Han sad på næst-bagerste række på et enmandsbord ovre ved vinduet og lignede et sepiabillede fra en gammel skotøjsæske i forhold til de andre. De snavsede betongulve og overtegnede borde af gammelt træ så dog ikke ud til at forstyrre de andres farverige og perfekte billeder i guddommelige og gyldne rammer. Derimod blev Toms sepiafarvede selv forstærket af de nedslidte, krakkelerede beigefarvede vægge, som man ikke ved hvor lang tid, har haft brug for at få en ny omgang maling. Hans grå sweatshirt af bommuld var for stor til hans lille selv, og den hvide krave havde brug for at blive rettet. Den kastanjebrune jakke af denimstof, der ikke kunne tage skade af at være en smule varmere, hang så fint på en af de mange ubrugte knager bagerst i lokalet, og passede farvemæssigt til hans ankelhøje fodtøj med snørebånd, som godt kunne trænge til at blive bundet om igen. Imens lærerinden gav et opgivende suk fra sig, var Toms øjne, som altid, fikseret på de gamle ruder, der kvælende omfavnede hans sepiabillede-liv. Af: Amanda Diane Petersen

4 Kapitel 1: Historien efter historien. Jessica og Josh var kun få meter fra bilen, de bevægede sig ligeså stille afsted hen imod den. Det var en gammel blå Mustang der tilhørte sit indre blik, og så huskede hun, hvad hun Jessicas ven Michael. Jessica så Michael for havde set. Jessica faldt ned på sine knæ, det kolde våde græs føltes behageligt på hendes bare ben. Et øjeblik føltes det som om at hun kunne holde tårerne tilbage. Men så kom alle hendes minder frem som billeder, også begyndte hun at græde. Billede efter billede af de venner hun nu havde mistet. Hun var ved at kaste op, for minderne var ved at nå derhen, hvor hun havde set sine venner blive dræbt, sammen med Josh. Hun huskede hvordan de var blevet dræbt. Det begyndte med Simon, så kom Maria, kort efter så hun Michel, og til sidst Michael. De venner som hun havde grinet så meget med, som hun havde skabt så gode minder med. De mennesker var nu væk. "Vi må komme væk herfra!" hviskede Josh, han holdt hende i skuldrene og rystede hende lidt. Derefter løftede han hende op og begyndte at gå lige så stille. Han kiggede sig over skulderen, for at se om de blev forfulgt. Natten var helt stille. Det var som om at alle dyrene undgik huset, selv om natten. Der var en ugle der tuede, men den kunne kun blive hørt svagt. Det virkede som om de var bange for huset, at der var noget ondt i nærheden af det. De var begge to omtågede, efter det der var sket. Men hvem ville ikke være det, de havde set deres venner blive myrdet foran dem, og de kunne ikke gøre noget for at stoppe det! Men nu gjaldt det om at overleve, så de kunne fortælle folk hvad der var sket. De nåede hen til bilen. Josh åbnede døren og satte Jessica ind. Derefter gik han over til førersædet, og satte sig ind. Josh tændte motoren, og begyndte at accelerere lige så stille. De ville ikke havde at det monster opdagede at de var ved at flygte, indtil de var nået meget langt væk fra det hus. De kørte lige så stille hen ad vejen. Efter ti minutters kørsel nåede de ned til skovvejen, og så begyndte de at køre lidt hurtigere. De begyndte at høre uglens tuden bedre end før. "Jeg tror vi slap væk fra ham" sagde Josh. Jessica hørte ikke efter, hun var stadig i chok. Hun havde aldrig set nogen gøre sådan, og hun troede ikke nogen var i stand til det.

5 De to kørte hele natten til byen, det havde taget dem en time, og klokken var tre om morgenen. Det første de gjorde, da de havde parkeret bilen, var at gå hen til sherif Jacksons kontor. Da de kom inden for kunne de lugte nylavet kaffe, og boller. Som om de var ventet af sherif Jackson. Godmorgen sagde sherif Jackson, han stod og lavede mad ude i køkkenet, han begyndte at vende sig om og sagde: jeg har ventet på di Sherif Jacksons ansigtsudtryk kunne bedst udtrykkes som chokeret. De havde sat sig rundt om spisebordet i køkkenet. Det var et rummeligt køkken, som så ud til at blive brugt ofte. Kaffen havde sherif Jackson lavet, og bollerne havde bageren stået tidligt op for at lave. Duften af de to ting gjorde Josh og Jessica godt. Før de havde kommet til sherif Jackson havde de løbet for deres liv, men nu føltes det som om ingen kunne gøre dem noget mere. De to teenager fortalte sherif Jackson deres historie. Og efter de havde fortalt den begyndte han at fortælle dem, hvorfor folkene i byen havde prøvet at stoppe dem. Sherif Jackson havde kørt sit hvide hør tilbage, eller det der var tilbage af det. Så alle i denne her by prøvede at stoppe os, fordi de det her er sket før? sagde Josh. Ja sagde sherif Jackson, han tog en tår kaffe: vi ved ikke hvad der slår folk ihjel, men vi ved at det er grundigt. Det efterlader ingen spor efter sig. Hvor længe har de her mord stået på? sagde Josh, han gnavede i en bolle: og hvorfor har man ikke revet det hus ned? Tror du ikke vi har prøvet at gøre det! sagde sherif Jackson: igennem byens historie har man prøvet at rive det forbandede hus ned utallige gange, ja selv brande det, men hver eneste gang er der sket noget mystisk, som har gjort at vi ikke kunne lave så maget som en skramme på det. Så der er mange mysterier omkring det hus? sagde Jessica, hun havde siddet lige så stille, og sippet til den kop kaffe hun havde fået.

6 Josh var meget glad for at høre hende snakke igen. Men hun var sikkert mere berørt end ham. Hun havde kendt de andre i flere år, mens han havde kun kendt dem i et par måneder. Hvor han begyndte at date Jessica. Ja sagde sherif Jackson: en af de mystiske ting der nogen sinde er sket, var dengang en tornado ramte huset, og derefter udbrød det som en eksplosion i alle retninger. Dog så er det nok mere mærkeligt at der er to af jer. Nu var både Jessica og Josh opmærksomme. Hvad mener du med det? sagde Jessica og Josh samtidig. De var begge to meget bekymrede over det de lige havde hørt. Det er sket siden byen blev grundlagt af de første bosætter sagde sherif Jackson: unge er taget hen til huset, og har overnattet der, og hver eneste gang var der seks personer der overnattede der, men der var kun en der kom tilbage til byen! Så det vil sige at begyndte Josh at sige, men midt i sætningen faldt en mand ned fra loftet. Da han ramte bordet faldt sherif Jackson om. Manden svingede et sværd, og skar Josh hoved rent af. AHHH! begyndte Jessica at skrige. Manden hoppede derefter ud af vinduet, og forsvandt. Som om han aldrig havde været der. S s so som jeg sagde sagde sherif Jackson, imens han lå på gulvet: der h ha har altid kun været e e en overlevende! Det tog sherif Jackson et kvarter, inden han var kommet oven på igen. Og efter han havde rejst sig var han gået hen til telefonen, det var en gammel telefon med drejeskive. Han begyndte at ringe rundt til folk i byen. Han vidste at om ti minutter ville hele byen vide det. Eller alle undtagen to, men ingen i byen ville fortælle ham at han havde ret. Hans tanker gik også til Jessica. Nu havde hun set sine bedste venner blive dræbt for øjne af hende, og nu var hendes kæreste også blevet dræbt for øjne af hende. Han var bange for, hvad slags skade det ville gøre imod hende. Men den eneste skade Jessica havde lidt var den til hendes hjerte. Hun ville ikke sørge over sine venner og sin kæreste ikke endnu. Først så ville hun jage den psykopat, eller det monster der

7 havde dræbt dem hun holdt af, og så ville hun dræbe den. Men først måtte hun vide mere om det hus, og der må da være nogen her i byen der ved mere om huset end andre. Jessicas tanker blev afbrudt da telefonen begyndt at ringe. Sherif Jackson havde lige lagt røret på, og lige inden han havde nået at løfte røret og ringe til den næste, havde telefonen begyndt at sige RING! Telefonen blev ved at sige det et minut, men så løftede sherif Jackson telefonen og sagde: hallo, hvem er det? Sherif Jacksons samtale varede nogen minutter, da den var til ende lagde han røret på med sådan en kraft at den sikkert ville have ødelagt telefonen, hvis den var mindre solid. Lede unge hviskede sherif Jackson. Derefter gik han hen til garderoben, han tog en jakke på og sagde: du er blevet på kaldt af Herren som Jakob kalder Skøre Nick. Hvorfor bliver han kaldt Skøre Nick? sagde Jessica. Han er lidt sherif Jackson så ud som om han ledte efter det rigtige ord: excentrisk, han mener at huset er besat, og at det vil være startpunktet for Dommedag. Jessica tænkte sig om et øjeblik. Så rejste hun sig op og sagde: skulle vi se at komme afsted. Hun gik hen til døren. Det ytter ikke noget at jeg lader Nick vente mere end højst nødvendigt sagde Jessica og satte sig ud i sherif Jacksons bil. Kort efter kom sherif Jackson, og så kørte de afsted til Nicks hus. Af: Christian Wendelboe-Nielsen

8 Mørke. Et ord. Et væsen. Mørket er alt, mørket er intet, jeg ser det, jeg ved det. Før alting var mørke. Mørke skal altid være. Mine øjne er mørke, i en verden af lys ser jeg intet andet end mørke, og mørket ser intet andet end mig. Kun mørket kan se mine skygger, der kastes lange og usynlige i lyset. Mange går forbi dem, igennem dem, og intet ser de. Intet ved de. Mine skygger er lænker om min sjæl, min sjæl er en lænke om mit sind, og mit sind er min egen fangekælder og intet kan trænge ind dér. Mit hjerte, forbryderisk og sort, er lukket inde i mit sind sammen med mig. Det taler ikke, siger intet, men det ved alt. Somme tider er det som om det ser på mig, uden øjne, og jeg finder mig selv på knæ foran dets kiste, mine kolde hænder rakt ud mod den lås hvis nøgle jeg selv har smidt væk. Intet kan trænge ind her. Intet kan trænge ind her. Dét er her også stadig. Dét. Længst væk i mørket skinner det, et trodsigt lys der aldrig helt er væk fra min synsvidde. Jeg flygter fra det hver nat, og søger efter det igen hver dag, når solen jager mine dæmoner væk. Men når natten falder på igen og alt lys slukkes, så kun skyggerne kan ses i mørket, så flygter jeg fra det. For lyset husker, og minderne er blod og smerte. Af: Anne Sofie Mørk Jessen