hans hauge Dan mark tæn ke pau se r

Transkript

1 hans hauge Dan mark tæn ke pau se r

2

3 DANMARK

4 Tænkepauser 1 FRIHED af Hans-Jørgen Schanz Tænkepauser 2 NETVÆRK af Jens Mogens Olesen Tænkepauser 3 MONSTRE af Mathias Clasen Tænkepauser 4 TILLID af Gert Tinggaard Svendsen Tænkepauser 5 LIVSHISTORIEN af Dorthe Kirkegaard Thomsen Tænkepauser 6 FJENDSKAB af Mikkel Thorup Tænkepauser 7 FOLK af Ove Korsgaard Tænkepauser 8 DANMARK af Hans Hauge Tænkepauser 9 NATUR af Rasmus Ejrnæs Tænkepauser 10 VREDE af Thomas Nielsen Tænkepauser 11 MYRER af Hans Joachim Offenberg Tænkepauser 12 POSITIV PSYKOLOGI af Hans Henrik Knoop Tænkepauser 13 KROPPEN af Verner Møller Tænkepauser 14 KÆRLIGHED af Anne Marie Pahuus Se mere på Her finder du også gratis lydbøger og e-bøger T K P S R

5 HANS HAUGE DAN MARK ÆN E AU E

6 DANMARK Tænkepauser 8 Hans Hauge 2013 Omslag og tilrettelægning: Trefold Ebogsproduktion: Narayana Press, Gylling ISBN Tænkepauser viden til hverdagen af topforskere fra AARHUS AU UNIVERSITET Diskuter bogen på litteratursiden.dk, og find mere materiale på dr.dk/taenkepauser

7 DANSKE BILLEDER 6 STEDER KRÆVER GRÆNSER 15 SPROGETS DANMARK 24 TÆNK OG SPIS DIG DANSK 32 DEN DANSKE FOLKEKARAKTER 43 DANMARK I DAG 49

8 DANSKE BILLEDER DET ER SÅ YNDIGT Danmark du ved nok, det er dér, hvor bøgen spejler sin top i bølgen blå. Men bøgetræer og friske strande er ikke i sig selv danske. Malere, komponister og digtere har gjort dem danske. Og er de først blevet danske, så kan vi se det. Hvis en udlænding kommer til landet, kan han eller hun ikke se noget særlig dansk ved en strand med muslingeskaller, gråhvidt sand, blå bølger, legende børn og måske lyse skrænter i baggrunden. Men det kan vi. Vi har nemlig lært at se naturen og historien med danske øjne. P.C. Skovgaard, Anna og Michael-Peter Ancher, P.S. Krøyer, L.A. Ring og mange flere har malet vores indre billeder af den danske strand, også selvom vi ikke lægger mærke til det. At Danmark er yndigt, ved vi fra vores nationalsang, Der er et yndigt land, som egentlig er light-udgaven af Adam Oehlenschlägers Fædrelands-Sang fra Vi synger den ved sportsbegivenheder, hvor danskerne dyrker den banale nationalisme, fordi vi nu er mere nationale end fædrelandskærlige. Lad os kigge lidt nærmere på sangen og dét, den fortæller om Danmark og danskerne. Hvem taler mon til hvem i den sang? Det må være en dansker, der taler til en fremmed, som ikke kender landet. Man kan forestille sig, de to er i udlandet. Så siger den 6

9 dansktalende: Jeg vil lige fortælle dig, at der faktisk findes et yndigt land. Du kan kende det på, at der står nogle brede bøge helt nær ved den strand, der vender mod øst. Og ved du, hvad det hedder? Det hedder gamle Danmark. Det kaldes også Frejas sal. Det lyder lidt underligt. Frejas sal må være en slags kælenavn, lokkende og erotisk. Danmark er en kvinde, skrev idéhistorikeren Rune Engelbreth i sin bog af samme navn, og han har fat i noget. Sangen minder om en ordveksling mellem to mænd om en ung pige. Vi kan også forestille os, at en mand siger til en anden mand: Der er en yndig pige. Hun står ved vandet. Og det hele bugter sig i bakke og dal. Landet er en kvinde. Og bøgen spejler sig. Og hun hedder Freja. Johannes V. Jensen så også kvinder, når han så en mark: Den danske mark i en bølgen går, som åndedræt af en venlig kvinde. En nation er aldrig kønsløs. Det pudsige er, at den dansker, der fortæller en anden om det yndige land, må formodes at tale et andet sprog end dansk. Vi skal faktisk tænke os, at det er sagt på tysk og dernæst oversat til dansk. Es liegt ein lieblich Land/Im Schatten breiter Buchen, sagde han nok. Vi glemmer tit, at Danmark var tosproget, da Oehlenschläger skrev sangen. Tysk var også dansk, og han var selv en tosproget forfatter. Norge var væk, men hertugdømmerne Slesvig og Holsten havde vi endnu, skønt dem handler sangen ikke om. DET YNDIGE Hvor kommer det fra, dette yndige ved Danmark? Det kommer fra kunsten. Nikolai Frederik Severin Grundtvig 7

10 skrev, at dansk er småpigernes mål i det søde, og det satte en bølge i gang, som utallige danske sangskrivere derefter red med på. Hos Edvard Lembcke er sproget ungt og ser så yndigt ud, mens Kai Hoffmann kalder den danske sang en ung, blond pige. Det er de samme yndige danske piger, der løber nøgne rundt på stranden ved Lemvig i Thøger Larsens Du danske sommer jeg elsker dig fra På det tidspunkt var selv vejret blevet nationalt. Byger der går og kommer, det er den danske sommer. Det er også yndigt at følges ad for to, der kan lide hinanden. Og endnu i dag synger danskere til sølvbryllupper og lignende: Og hun er så ung og så yndig ser hun ud. Det gør de ikke i andre lande. Der laver de heller ikke dårlige sange til brug ved fester, og de har heller ikke så mange flag på bordene og uden for huset, som vi har. Unge piger og det yndige blev knyttet til det danske på det tidspunkt, hvor digterne, der var mænd, opfandt det danske. Og det gjorde de i romantikken, der strakte sig over det meste af 1800-tallet. Der vil derfor altid være noget romantisk over Danmark. En elite af digtere, præster og intellektuelle begyndte at tænke, tale, male og komponere dansk, og fra dem sank det nationale ned i folket, der langsomt indoptog det. Det var ikke i første omgang staten, der gjorde det. Det er det i dag. Det var kunsten, kirken og højskolen, der gjorde bønderne danske. Dengang mente de, at danskerne kunne skabe noget særegent dansk, og at vi ikke var dømt til altid at efterligne udlandet, det være sig tyskerne eller franskmændene. I dag har vi en tendens til at sige, at alt det danske er en efterlig- 8

11 ning eller noget universelt. Vi er faktisk sprunget tilbage til 1700-tallet, for sådan sagde de også i rationalismens epoke eller oplysningstiden, dvs. den tid nationalromantikken gjorde op med. Men hvad med mændene, hvordan ser den danske mand ud? Hvem danser med alle de blonde piger i det yndige land? KONG KRISTIAN FORTÆLLER Et af de første nationale skuespil i Danmark, Johannes Ewalds Fiskerne fra 1779, foregår ved Øresund. Vi er allerede på sporet af den danske mand: Han hører til ved havet. Skuespillet var faktisk et syngespil, den tids musical, og det er fra Fiskerne, at vi har kongesangen, altså Kong Kristian stod ved højen Mast. Sangen beskriver datidens danskere, som nu faktisk ikke endnu var danskere, men mennesker i konglomeratstaten Danmark-Norge. Prøv at nynne sangen i hovedet, mens jeg nu gennemgår dens billeder af danske mænd og Danmark. Tager vi sangen fra start til slut, er det klart, at den anskueliggør et hierarki eller en pyramide. Øverst, i første vers, står kongen, og nederst, i sidste vers, står den almindelige dansker eller folket. Måske går der ofte kransekage i sidste vers, men det handler altså om en lille menig i flåden, og han hylder havet, som han ved, bliver hans grav. Det er en vigtig konstruktion: Høj og lav er klart adskilt i sangen, ligesom det gjaldt i det danske samfund på den tid men samtidig er de forenede af havet; de er alle sømænd i samme båd, og den båd er Danmark. 9

12 I første vers ser vi også, hvordan det at male gode fjendebilleder er en vigtig del af vores identitetsdannelse. Den Anden skal være der, for at vi kan være den Ene. Den Anden er her goten, hvis hjelm og hjerne brast. Det er et interessant ord. Goter kan være göter eller en slags svensker. Det kan også betyde nordboere i modsætning til germanerne. Johannes V. Jensen ønskede en gotisk, dvs. nordisk, renæssance. Men her smadres kraniet på goten. Ingen kan vinde over Kristian der nu ellers faktisk tabte alt: Danmark var militært og økonomisk stærkt svækket, da Chr. IV døde i Læg mærke til, at sangen ikke af bilder en virkelighed, men skaber et ligefrem løgnagtigt historisk billede af ikke blot kongen, men også Danmark. Kongen og Danmark er nemlig det samme; syngespillet blev skrevet under enevælden. Så bevæger vi os et skridt ned ad stigen i andet vers: til adelsmanden Niels Juel, der med et rødt flag i hånden angriber de navnløse fjender. Datidens læsere behøvede nok heller ikke nogen vejledning: Sangen genkalder erindringen om alle de slag, Juel sejrede i; det var fx ham, der i 1677 slog den svenske flåde i Øresund (ved Stevns). Svenskerne var jo den onde Anden. I dag ville denne ærkedanske helt være norsk. Juel blev født i Christiania, Oslo før der fandtes nordmænd. I tredje vers fortsætter vi længere ned og kommer til Peter Wessel Tordenskjold. Da der var tændstikker til, så vi ham alle dagligt; tændstikæsker blev brugt som erindringssteder. Han kæmpede mod svenskerne, men han er også et billede på kolonimagten Danmark. Torden- 10

13 skjold havde været i kolonierne, Dansk Vestindien, og blev født i Norge. Danmark er endnu et imperium i denne tekst og i virkeligheden Danmark betød hele riget. I sidste vers er vi nået ned til en almindelig dansker. Den, der synger sangen i syngespillet, bruger sangen som en slags trussel, for at få fat i en pige. Hvis du ikke vil have mig, rejser jeg. Og piger ved, hvad der sker, hvis en mand bliver sømand; han har en pige i hver en havn. Det vigtige er dette: Han er en sømand. DANSKEREN ER EN SØMAND Kong Kristian stod ved højen Mast var ikke national på sin egen tid. Der er den blevet ved, at vi ganske enkelt har taget den ud af konteksten og sat den ind i en national. Budskabet er ikke til at tage fejl af: Sangen siger, at danskeren er en sømand, en fisker, en sejler. Denne tradition er fortsat lige siden Ewald. Danskeren er en sømand. Vi kender dette billede fra utallige romaner, sange og film, og det prises af L.C. Nielsen i Havet omkring Danmark, hvor det hedder vi vandrer din vej, vi lyder din lov. Ordene stammer fra syngespillet om søhelten Peter Willemoes. Dette billede af det danske passer godt med, at Danmark er et ørige og har været et imperium. De første danskere var også sømænd: vikingerne. Vikingerne angreb England, og i Den oldengelske krønike fra 787 står der noget om nogle skibe, scipu Deniscra manna, som betyder danske mænds skibe. Englænderne kaldte dog alle for danskere, også selvom de kom fra Norge. Senere blev de blot betegnet hedenske hære. 11

14 Vi har altså masser af forestillinger om danskeren som sømand: Jeg har en ven, en rigtig sejler. Og skibet skal sejle i nat. Støt står den danske sømand. En sømand har sin enegang. Flådens friske fyre. For når en sejler. Sømand i knibe, og på det seneste har Carsten Jensen fortsat traditionen i Vi de druknede. De titler, der gemmer sig ovenfor, vil ingen udlænding kunne genkende. De er en lille danskhedstest. Bestod du? DEN DANSKE BONDERØV Men, men, men: Sømanden løber ikke med pokalen alene. Historien har også tegnet et andet meget stærkt billede af den danske mand: Danskeren som bonde eller gårdmand. Måske er det derfor, DR2 s tv-dokumentar Bonderøven er blevet så populær? Vi genkender os selv som danskere i den unge bondemand Frank fra Djursland, det er dejlig folkeligt, selvom DR2 lægger sendeflade til. Også i dansk historieskrivning findes der en bonde-linje, eller en gårdmandslinje, der går ud på, at der altid har været en alliance mellem bønder og konge imod aristokratiet. Romantikerne opdagede eller opfandt folket; det var dér nede bemærk afstanden og det havde ret. Siden er noget folkeligt altid kommet nedefra. Hen imod slutningen af det 19. århundrede bliver vi bønder, og bønderne blev danske. For Grundtvig og dramatikeren Jens Christian Hostrup var vi bønder. Frem, bondemand, frem sang Hostrup. Vi var bønder hos forfattere som Johan Skjoldborg, Jeppe Aakjær, Morten Korch og Jens Smærup Sørensen. Vi har pløjet og sået og høstet 12

15 i mange salmer; Den danske salmebog er fuld af bønder. Og i 1880 erne skabte de fynske bondemalere, anført af Peter Hansen, Anna og Fritz Syberg og Johannes Larsen, mange af de landskabsmalerier, der har sat scenen for vores forestillinger om bønder og livet på landet. Mejerimastodonten Arla har helt sikkert set dem, prøv bare at studere bonderomantikken på din karton med økomælk. Men bonden er en smule latterlig i Ewalds Fiskerne. Det er for ham at se fiskerne, der er de sande danskere. Det samme gælder i Hans Kirks roman Fiskerne fra Skurken er den grundtvigske præst, Brink. Bønder bliver heller ikke taget helt alvorligt i Kaj Munks Ordet, der kommer fire år senere; igen bliver grundtvigianerne til grin. Det er slet ikke tilfældigt: Vi har i mere end hundrede år haft en kulturkamp, der handler om, hvorvidt vi symbolsk set er sømænd eller bønder. Danskerne er fiskere nomader eller også er de bønder, altså bosatte. Og i dag tiltaler det danskerne mest at være rejsende, sømandstypen i kosmopolitisk udstyr er populær, mens bønder er ret upopulære, når vi ser bort fra bonderøven på DR2. Bønder kaldes svineproducenter og bekæmpes af naturfredningsfolkene og det er dem, der i dag er med til at fastholde den nationale natur. Bønder opfattes som u-danske. Og det udanske er ofte ondt. DEN ONDE ANDEN Kong Kristian præsenterede os for svenskeren, som i mange hundrede år var den onde Anden, ham vi brugte som modbillede til alt, hvad der var godt og dansk. Det er 13

16 han stadig en lille smule, men mest når der spilles fodbold. I løbet af romantikkens og nationalismens epoke blev vi dog gode venner med svenskerne, der på det tidspunkt havde overtaget Norge. Vi opfattede nu svenskere og nordmænd som brødre. Og selvom englænderne bombede os to gange, kom vi aldrig til rigtig at hade dem. Men da Carit Etlar skrev sine fortællinger om gøngehøvdingen i 1853, var han nødt til at lave de onde svenskere om til onde tyskere. Det var, fordi vi havde fået tyskeren som en ny onde Anden. Ham begyndte vi at tegne op, efter at vi fik en lov om indfødsret i Som tiden gik, blev tyskeren den onde Anden, og ikke mindst de to verdenskrige gjorde naboen i syd til vores fjende. Det gik lige indtil 1972, hvor vi kom i EF, for så blev tyskeren vores ven, og det er han stadig i dag. Danmark er på den måde af hængigt af det, det ikke er. Uden den onde Anden kan eller kunne vi ikke blive os Selv. Uden Dem, intet Os. Vi er derfor altid hjemsøgt af det spøgelse, som er den Anden, og altså af de mange milliarder, der ikke er danskere, og som endda kan komme ind i vores land. Vi kan ikke have en identitet, uden at der er nogen, der ikke har den. Medborgerskab kan aldrig være globalt, men kun lokalt, og det lokale er det nationale. Medborgerskab er lig nationalitet. Der er altid eksklusionsregler. Forsvinder den Anden, forsvinder den Ene. Hvem er den onde Anden i dag? Det er jo det, vi skændes om for tiden. Det hedder kulturkamp. Der skal være en grænse, siger Dansk Folkeparti. Men hvor går den? Mentalt og geografisk? 14

17 STEDER KRÆVER GRÆNSER DET ER STØRRELSEN, DET KOMMER AN PÅ Danmark var engang stort. Engang du herre var i hele Norden, skrev H.C. Andersen i Så blev det mindre. Så blev det lille. Nu du kaldes svag; et lille land. Så var det ved at forsvinde. Det var, efter vi trådte ind i EF. Da Danmark blev nedlagt, skrev Benny Andersen i Men nu bliver det stort igen, fordi isen smelter oppe nordpå. De såkaldt radikale historieskrivere har altid opfattet Danmark som en småstat eller en landsby, mens andre er begyndt at opfatte Danmark som et stort rige. Hvad er fakta? Er Danmark stort eller lille? Og hvordan ser det ud? Kan man mon finde ud af det med Googles hjælp? Vi spørger først Wikipedia, som fortæller: Danmark, officielt Kongeriget Danmark sammen med Grønland og Færøerne, er et land i Skandinavien i det nordlige Europa. Danmark er del af et rigsfællesskab eller et forenet kongerige, ligesom England hører til Storbritannien. Færinger og grønlændere er danske statsborgere, men ikke med i EU; den geografisk set største bid af Danmark er altså 15

18 ikke med i EU. Dog bor omkring grønlændere i Danmark, dvs. en tredjedel af den grønlandske befolkning. Resultatet er lidt af et kludetæppe: Danmark er et transatlantisk, vestvendt rige, og et land i Europa. Vi tager næste eksempel. Sådan beskrives Denmark i den engelske udgave af Wikipedia: Denmark is a constitutional monarchy with a parliamentary system of government. Denmark has a state-level government and local governments in 98 municipalities. Denmark has been a member of the European Union since 1973, although it has not joined the Eurozone. Denmark is a founding member of NATO and the OECD. Denmark is also a member of the OSCE. Her er Danmark et europæisk land og et konstitutionelt kongerige. Vi har en dronning uden magt. Det er kun et kort uddrag, som er medtaget her, fordi det føjer det med parlamentarismen til. Danmark har været et kongerige i mange år, mens der kun har været parlamentarisme siden systemskiftet i Landet har kommuner, som der står, og Danmark er med i flere organisationer. Det er delt, og selv en del af noget andet. Der står ikke noget om, at landet nu er delt i regioner, men det kan vi godt nævne. Google leder os videre til Foreningen Norden, som selvfølgelig har en hjemmeside. Her finder vi Fakta om Danmark : Danmark er det land i Norden, som ligger længst mod 16

19 syd. Øriget er lille, tæt befolket og omkranset af dejlige strande. Se, hvordan vinklen skifter: Her er Danmark et nordisk land. Det fremhæves, at landet ligger længst mod syd, frem for at det ligger i det nordlige Europa. Set fra Norden er Danmark Syden. Set fra Europa er Danmark nordlig. Danmark er altså en relativ størrelse: Den forandrer sig, alt efter hvad man sammenligner med. Danmark er et monarki sammenlignet med ikkemonarkier. Det er et ørige sammenlignet med lande, der er kontinenter. Det er tæt befolket sammenlignet med lande, der ikke er. Der er teorier om, at et lands beskaffenhed smitter af på landets beboere. Bliver folk anderledes af at bo i et ørige, end folk der bor på fastlandet? VI SØGER I GAMLE BØGER Internettet er et glimrende værktøj, men vi kan også gå lidt tilbage i tid og lede efter Danmarks grænser i nogle gamle bøger, der endnu ikke findes på Google Books. Vi ser efter i en læsebog fra 1858: Den Danske Børneven. Det var en læsebog for borger- og almueskoler; dengang var der ikke en folkeskole for alle, skolen var delt op i stænder eller sociale klasser. Hør, hvad de dengang kunne læse: Det danske Rige, eller Staten Danmark, bestaar ikke, saaledes som næsten alle andre Riger, af et sammenhængende Land, thi dets Provindser ere for en stor Deel adspredte Øer, og disse ligge tildeels igjen langt fra hinanden. 17

20 Dengang hed det altså det danske rige eller staten Danmark. Der lægges også vægt på, at riget består af øer, som kaldes provinser. Det var før broernes tid, men det er også noget specielt. Det gør Danmark anderledes sådan rent geografisk. Og det var et problem, kan man næsten fornemme. Grænsen var svær at forsvare, og det gjorde riget sårbart. Læsebogen fortsætter beskrivelsen med at dele riget i tre: hovedlandet, bilandene og kolonierne var de geografiske grundelementer. Hovedlandet var Danmark og de tyske hertugdømmer. Bilandene var de øer, der lå langt borte i Nordhavet Island og Færøerne og de blev altså ikke opfattet som kolonier. Ud fra en politisk synsvinkel var Danmark dog todelt: Den ene del var ifølge læsebogen Kongeriget Danmark, mens den anden og mindre var Slesvig-Holsten, herunder Als og Ærø. Denne tvedeling skyldes Treårskrigen i 1848, som nogle i dag kalder en borgerkrig mellem kongeriget og hertugdømmerne. Danmark så for historikeren Fr. Hammerich i bogen Den slesvigske Treaarskrig fra 1852 sådan her ud: Danmark satte han i flertal, det hed de danske lande. Han skrev om folkelig frihed og selvstændighed, men kunne ikke se, hvordan den slags skulle kunne realiseres i Danmark, der var et Monarki, som, mellem 2 ½ Millioner Indbyggere, talte ikke mindre end fem forskellige Hovedstammer, Danske, Tydske, Islændere, Negere og Grønlændere. Treårskrigen angik, om de tysktalende borgere egentlig 18

21 hørte til i Danmark eller ej, og det endte efter en hel del blodigheder med, at Slesvig og Holsten forblev en del af kongeriget. Men ikke længe, for i 1864 rev hertugdømmerne sig endelig løs, og dermed overgik Danmark fra at være en stat helstaten til at blive en nationalstat. NATIONALSTATEN Når vi taler og skriver om Danmark, er det næsten altid kun nationalstaten, vi har i tankerne. Vi lader, som om nationen altid har været der, eller at den er omkring 1000 år gammel. Nationer er unge, men vil helst være gamle. Men før nationalstaten opstod i 1864, var Danmark en stat, og den har optrådt i forskellige udgaver. Lad os tage dem i lyntempo. Myten siger, at Danmark begynder, da det lille barn Skjold sejler ind i Lejrebugten. Virkeligheden er mindre fredelig: Den danske stat var resultat af årtier med blodsudgydelser. Den opstod først for alvor i 1648, da 30-årskrigen var overstået, og den moderne territorialstat dermed blev til virkelighed i Europa. Nu var det slut med forestillingen om, at én politisk magt og én religion skulle styre alt; den tyske kejser blev vækket af sine imperiedrømme. De enkelte stater blev anerkendt som selvstændige, og deres grænser skulle respekteres. Det gjaldt også den danske stat kaldet Konglomeratstaten, Dobbeltmonarkiet (Danmark-Norge) eller det oldenburgske monarki. Enevældig blev staten i 1660, efter at vi havde mistet Skåne, Halland, Blekinge, Bohuslen, Herjedalen og Gotland et par år forinden. I 1814 tabte vi også Norge, og så fik vi hel- 19

22 staten bestående af Danmark og hertugdømmerne men kun frem til Staten var der altså før nationen. Og der var et rige eller et land, før staten blev til; tidligere endnu var landet beboet af stammer og etniske grupper men det skal vi ikke bekymre os om her. Det vigtige er, at vi i Danmark siden 1864 har kombineret nation og stat og derfor bor i en nationalstat. Med ordet nationalstat angiver vi, at staten ikke er neutral. Den har altid allerede en national og kulturel komponent indbygget. Den danske stat tillader desuden et stort civilt samfund. Det er ikke unikt dansk, men dog karakteristisk. Det er det, der tillader og muliggør foreningsdanmark, hvor alle er med i et eller andet. Vi deltager næsten lige så meget som amerikanerne i frivilligt arbejde. Da det nationale og det statslige eller det kulturelle og det politiske næsten stemmer overens, er vi en ideal nationalstat: Vi lever i den realt eksisterende nationalisme. Det misunder mange os, alle stater vil helst være lige så ideelle som vores. Det nationalstatslige er vores særpræg. DANMARKSKORT: TOPOFILI Forestillingen om Danmark og landets grænser er blevet til på en ganske konkret måde, og det vises allerbedst i Christian Richardts 72 strofer lange digt Vort Land fra Det er modellen for al national litteratur. Digtet havde undertitlen geografisk Digt, og Richardt lavede dét, der i dag hedder et Litmap, et litteraturkort. Han tog læseren under armen og førte hende strofe for strofe rundt i landet; måske har du været med på en del af turen, digtet 20

23 findes i stærkt forkortet udgave som sangen Venner, seer paa Danmarks Kort. Richardt var topofil (topophilia betyder én, der elsker steder). I digtet rejser han igennem hele landet og giver pletterne stemmer. Han tager først til Fanø. Sømanden er ærkedanskeren, ved vi jo nu. Derefter går rejsen til Ribe og Esbjerg, op langs vestkysten til Limfjorden, til Thy og Skagen og derfra nedad mod Aalborg. Sydvestpå til Steen Steensen Blichers hjemegn. Fra Viborg til Aarhus. Så sejler han til Fyn og derfra til Lolland-Falster. Her paa Issfjordens Egn/inden Bøgeskoves Lukke/gik ved Lejre Danmarks Vugge. Fra Nordsjælland til hovedstaden går næste rejse. Til sidst kommer kolonierne: ej blot Sukker-Kolonier, Palmestrand med Kolibrier men som Trappetrin mod Nord/Færøs-Islands-Grønlands Jord! Digtet slutter med, at vi ikke må glemme dem syd for Kongeåen. Da Vort land udkom, var bogen illustreret af portrætog genremaleren Knud Larsen med et danmarkskort, hvor sydgrænsen er udvisket, mens Kiel dog er med. I højre hjørne ses St. Thomas og St. Croix. Richardt drømmer om et større Danmark. Han er irredentist, som det hedder om én, der vil gøre et land større, end det er. Nationalismen ville udvide det danske territorium, lidt ligesom de vil i Ungarn i dag. Udvidelsen lykkedes, da grænsen rykkede fra Kolding mod syd til Padborg, hvor den er nu. Havde der ikke været nationalister dengang, ville vi endnu have haft Kongeågrænsen. Det er på grund af Christian Richardts digt, at der gennem tiden i masser af klasseværelser har hængt et 21

24 danmarkskort. Endda blindkort. Der var ingen navne på byerne, for man skulle huske dem og give dem stemmer. Det er det samme kort, vi ser hver aften i vejrudsigten. Vejrudsigten er en national rite, der binder os sammen. Vi skal altså huske navnene på byer, åer og øer, ellers glemmer vi landet. Forestillinger bygger også på hukommelsens ophobninger af viden og ikke kun på erindringens fortællinger om fortiden. Jeg bor i Niels Juels Gade, og det viser, hvordan man nationaliserer en by som Aarhus. Denne plet har fået stemme. At sige navnene på de fynske byer i en remse var en måde at give stemme til landet på. Hvis børn mister hukommelsen, fratages landet sin stemme og bliver stumt. GRÆNSEN OG NIVEA Der må være en grænse, der adskiller det danske fra det ikkedanske. Havet har afgrænset os fra de fleste; havet er grænsen. Vi besynger derfor Havet omkring Danmark som det moderlige hav. Og vi kan heller ikke se en dansk kyst, uden at den smiler så fagert til os. Naturen sætter nogle grænser, men tanken gør også. Sigrid Undset kaldte sydgrænsen en åndsgrænse, Sønderjylland var grænsen mellem to helt forskellige og uforenelige åndstyper, det vi ville kalde kulturer i dag: Sønderjylland havde beskyttet Norden mod Deutschtum i tusind år. Tankegangen finder vi også i Claus Eskildsens Dansk Grænselære fra Han gik imod tyskerne ved at skelne mellem en statsgrænse og en folkegrænse. Den sidste var den vigtigste. Han påviste, hvordan der var en tysk og en dansk gårdrace ; man 22

25 kunne se, om en gård var dansk eller tysk. Siden 1920 har statsgrænsen ligget fast. Der er nu overensstemmelse mellem folkegrænse og statsgrænse. Grænser mytologiseres, og vi fortæller om dem. I min ungdom var det sådan, at når man kom hjem til Danmark efter en busrejse i Europa, så fik man lige efter grænsen en middag, der bestod af dansk bøf med rødbeder, kartofler og brun sovs og til dessert rødgrød med fløde. Så var man hjemme. På samme tid, og det er ikke helt hørt op, var det en stor fornøjelse for danskerne at køre over grænsen og købe Nivea-creme, nødder, Hansa-Pils og andet. Det spændende var forskellene: De forskellige priser var pirrende for tanker og sanser, fordi forskelle altid er det. Grænsen var også en madgrænse og naturligvis en sproggrænse. Det skaber konflikter, når man åbner grænserne, sådan som vi er i færd med. Der sker nemlig så det, at grænser er overalt på nær ved Kruså. Der må jo være en grænse. Men selvom grænsen altså er afgørende, er den ikke nok, den skaber ikke i sig selv et land. Der var grænser, før der var Danmark. Dannevirke var også en slags grænse, men den gjorde ikke dem, der boede nord for Dannevirke, til danskere. Den skulle kun forhindre, at de mennesker, der boede heroppe, blev kristne ligesom sakserne. Vores fællesskab som danskere er altså både begrænset og suverænt. Det forudsætter og giver indhold til et territorium, som staten har magt inden for, men dermed opstår også et udenfor. Det kan ikke være anderledes. Derfor findes der ind-vandrere: De skal vandre ind i noget, og de skal være vandret ud af noget andet. 23

26 SPROGETS DANMARK TAL DANSK, OG DU ER DANSK Hvorfor taler vi dansk? Hvorfor bevare det danske sprog? Det er for, at de fremmede ikke skal kunne forstå os. Derfor er det danske sprog en del af danskheden. Det er derfor, de fremmede skal lære dansk. I samme øjeblik de taler dansk, tænker de dansk, og så er de assimileret, opslugt i det danske, ræsonnerer nogle. Sproget adskiller os fra andre folk. Det skaber den forskel, der er nødvendig. Hvis Norden var blevet samlet, ville dansk, norsk og svensk være dialekter. Det danske sprog har ingen iboende kvaliteter; i princippet kunne vi tale engelsk, hvad mange så småt også gerne vil. Det sker i popmusik, i forretninger, i firmaer og på universiteter. Vi kan forestille os, at vi om en generation taler engelsk med distinkt dansk accent. Et nationalsprog er egentlig bare en dialekt, der er forstærket i næsten militærisk grad hvor hæren og flåden er retskrivningsordbogen og litteraturen. Og vi er stadig i krig, som det fx fremgår af A.D. Jørgensens gamle værk 40 fortællinger af fædrelandets historie, der blev genudgivet i 1981 og udstyret med et meget sigende forord af historikeren Lorenz Rerup: Men i dag som dengang (1882) må vi fastholde vort kulturelle og historiske grundlag og bevare vort sprog, hvis vi fortsat skal bestå som nation i det ty- 24

27 vende og enogtyvende århundredes Europa. Sproget må i kamp for Danmark. Det er derfor, der universiteterne har institutter, hvor vi studerer dansk sprog og litteratur. Og derfor findes dansklærere: De er nationalismens skabere og opretholdere. ET ROSENBÅND Hvorfor spiller sproget så stor en rolle? Det er resultat af en udvikling, der begynder med reformationen, hvor det blev vigtigt at prædike på folkets sprog og gøre Bibelen tilgængelig på dansk. Denne styrkelse af folkesproget havde kirkelige årsager og ingen nationale. National betydning får sproget først i løbet af det 19. århundrede, og det på denne måde: Når man talte dansk, tænkte man dansk. Datidens sprogfilosofi gik ud på, at sproget bestemte den måde, vi tænkte på. Grammatikken indeholdt en måde at sanse verden på. Eftersom der ikke fandtes sprog som sådan, men kun bestemte, nationale sprog, da var det at tale dansk at tænke dansk. Og dermed havde vi ikke blot fælles sprog, men fælles livsanskuelse givet med sproget. Ord og tanke går i et, skrev Grundtvig. Det var på det tidspunkt, man begyndte at tvivle på, om slesvigere, der talte tysk, kunne sige, at de var danskere. At være dansk er at sige: Jeg er dansk, men det kan kun siges på dansk, ellers virker talehandlingen ikke. Sprog er en barriere og et bånd. På engelsk: a bar and a bond. Det er dét, Grundtvig synger om i sangen om modersmålet: Modersmål er det rosenbånd, som store og små omslynger, og kun løs er al fremmed tale. Børn har som bekendt lært at tale, 25

28 inden de kommer i skole, nemlig af mor. I skolen lærer de at læse og stave de lærer ikke dansk. I løbet af det 20. århundrede opgav man teorien om en identitet mellem nationalt sprog og bevidsthed, men i praksis trives den stadig. Det danske sprog bærer og former vores identitet som danskere, og det sker ikke mindst ét bestemt sted i sproget: i litteraturen. DANSK LITTERATUR ER PRÆSTELITTERATUR Den danske litteratur har samme alder som nationen. Den er ung, men ser så gammel ud. Det var især Georg Brandes, der gjorde meget for at skabe denne litteratur, så vi kunne få en nationalkarakter og nationalfølelse. Dansk først, naturligvis var Brandes motto. Der var dog noget, som Brandes ikke brød sig om ved dansk litteratur, og det er det, som adskiller dansk litteratur fra stort set alle andre litteraturer. Nemlig den særlige forfatter, som hedder digter-præsten. De allerfleste af guldalderens eller romantikkens forfattere var præster og teologer. Det teologiske fakultet var en forfatterskole. Den danske præstegård var en genifabrik, derude sad de og digtede og prædikede. Vi kan tænke på Grundtvig, Hostrup og Blicher, men også Søren Kierkegaard, Henrik Scharling (ham med Nøddebo præstegård), Jakob Knudsen, Kaj Munk, K.L. Aastrup, Erik Aalbæk Jensen, Johannes Møllehave og mange flere. Den slags findes ikke i andre lande, og det viser en unik alliance mellem kirke og kultur, der er særlig dansk. I udlandet er man enten præst eller forfatter. I Danmark begge dele. 26

29 Kultur og religion er identiske; folkekirken er et stykke dansk kultur. Enheden mellem kultur, litteratur, præste-digtere og religion viser sig, når festklædte og halvberusede danskere nytårsaften kl. 24 synger med på Grundtvigs salme Vær velkommen, Herrens år efterfulgt af nationalsangen og kongesangen. Mere dansk kan det ikke blive. Den danske folkekirke er også noget helt enestående og usammenligneligt, den er hverken statskirke eller frikirke, men en hybrid. Det kan fremmede ikke fatte. Den danske folkekirke var en af de første i verden til at anerkende kvindelige præster, det skete i Kirkens højeste myndighed er Folketinget, hvori der sidder muslimer, der altså bestemmer over kirken. Det er ikke et problem, ligesom det ikke er et problem, at vi har lesbiske provster og fraskilte kvindelige biskopper. Det er dansk frisind det er overensstemmelse mellem politik og kultur. GRUNDLOVEN ER KUN ET SYMBOL Grundloven er også præstelitteratur. Derfor er den kristen. Den blev ikke vedtaget demokratisk, for der var jo ikke demokrati, da loven blev indført den 5. juni Der sad nogle kloge mænd og fandt på den mange af dem præster. Grundlovens forfatter var også præst og teolog: D.G. Monrad. Den er et stykke dansk, romantisk guldalderkunst ligesom B.S. Ingemanns historiske romaner og C.E.F. Weyses musik. Det bliver den ikke mindre brugbar af i dag; der står en masse om kongen og hans godser i loven, men vi er gode til at fortolke loven. Næsten hver 27

30 gang, der står kongen, oversætter vi det frit til fx regeringen. Er loven særlig dansk? Tja, mange paragraffer fx de såkaldte finansparagraffer kopierede Monrad fra den belgiske grundlov. Og glem ikke, at der var borgerkrig i landet, da Grundloven blev skrevet, kongeriget var i kamp mod hertugdømmerne; Grundloven er også et stykke krigslitteratur og på den måde et udtryk for danskhed i krise. Men jo, der er alligevel noget særlig dansk ved den. Den danske stat hviler på fire ben, vi har en magtens firedeling og ikke tredeling som hos andre. Og det kommer til udtryk i Grundlovens fire første paragraffer: den lovgivende, den udøvende, den dømmende og den forkyndende magt. Folketing, regering, domstole, folkekirke. Fjerner man et ben, vælter stolen. Den danske stat er evangelisk-luthersk; den er altså ikke neutral. Men trods denne firedeling er der intet over, under eller ved siden af Folketinget. Dette er særegent dansk. Vores fortolkning af Grundloven er dog det vigtigste. Grundloven er i sig selv død skrift og bogstaver, men vi har en særlig forståelse af dem i Danmark, eller det havde i al fald kirkehistorikeren Hal Koch. Han begik i 1945 et kendt skrift, der hed Hvad er demokrati?, og det har betydet en del for dansk demokratiforståelse. Han hentede hos den tjekkiske tænker og politiker Tomáš Masaryk ideen om, at demokrati er samtale eller en livsform. Det er noget, der tager lang tid at skabe, og det sker ikke ved, at man indfører en grundlov. Vi taler os altså til rette. Koch kaldte Grundloven et symbol og ikke andet end det. Han havde 28

31 jo lært af Grundtvig, det ikke var død skrift og lov, der var det vigtigste, men derimod det levende ord. LITTERATURENS STEMME Jylland, du er hovedlandet, synger vi. Danmark og Jylland er personer, man kan sige du til men mit forhold til England eller EU er et jeg-det-forhold. Hvem har sagt du til EU? Ingen vil dø for EU eller NATO. Det er den danske litteratur, der har gjort Danmark til et menneske eller en person. Danmark er en person. Den kan handle og udtale sig. Vi kan tale til den og synge om den. Den har stemmer og kan tale til os. Den har alder, køn, identitet og udseende. Dens biografi er den danske litteratur. Den kan være en mand eller en kvinde; en far eller en mor. Vi kan elske den eller hade den og forlade den. Denne danske litteratur blev ikke mindst skabt i kraft af det, vi danskere kalder det moderne gennembrud. Siden 1880 erne er Danmark begyndt at sige noget ligesom et barn, der vokser op og får sprog. Det begyndte endog at synge og lod dermed hjertet tale. Georg Brandes var gennembruddets bannerfører, og han kæmpede for, at Danmark skulle få en litteratur en stemme ligesom de store lande syd for os. Skal man kende et lands nationale karakteristika, skal man gå til det lands litteratur: Litteraturen er folkets biografi. Danmark havde ingen litteratur og derfor ingen stemme eller karakter. Men det fik Danmark med det moderne gennembrud, der dermed egentlig er det nationale gennembrud. Mange steder kom pludselig på kortet, lad os besøge nogle af dem. 29

32 DEN RÅDNE BANAN København blev som det første sted nationalt kortlagt af litteratur, musik og malerkunst. Gader, kvarterer og veje fik stemmer, farver og melodier. Det er en proces, der er fortsat, og den er ikke tilendebragt. Hvem kender ikke Solitudevej? Svar: Det gør en udlænding ikke. Dan Turèll satte Vangede på det litterære landkort med Vangede billeder. Klaus Rif bjerg har med sine Amagerdigte bidraget til en tradition, der blev skabt af Johanne Louise Heibergs En Søndag på Amager. Amager taler meget. Hans Jørgen Nielsen har i romanen Fodboldenglen inddraget Englandsvej. Johannes Ewald indlemmede Øresund i Fiskerne, og han gjorde i digtet Rungsteds lyksaligheder Rungsted berømt og til et smukt sted. Han indførte lokalkolorit i litteraturen. Det fik huspriserne til at stige. Henrik Hertz skrev et digt om Posthuset i Hirschholm, dvs. Hørsholm. I Hostrups komedie Eventyr på fodrejsen drog studenterne op til Kokkedal. Oehlenschläger skrev om Bakken. Nu var Nordsjælland indtaget. Grundtvig drog til Langeland og skrev et digt, Egelykke, om det. Så var det på kortet. Med H.C. Andersen kom Fyn med, mens Blicher og Johannes V. Jensen i Jylland skrev om heden og Himmerland, hvorefter Hans Kirk satte Hadsund og Gjøl på kortet. Limfjorden var nu gennemlitterariseret. Og Skagen var malet over. Kunsten baner vejen for turismen i Danmark, hvorved vi møder vores eget land. Hvad ville Bornholm være uden Oluf Høst og Far til Fire? Ikke mindst den realistiske roman, der var en afgørende del af det moderne gen- 30

33 nembrud, har skabt danmarkskortet. Den har fortsat stor styrke, og i de senere år har forfatterne fx givet stemme til den rådne banan og udkantsdanmark. Med Knud Romers Den som blinker er bange for døden har Nykøbing Falster fået samme status, som Nykøbing Mors fik med Aksel Sandemose. Det er derfra, det typisk danske stammer: janteloven. Helle Helle har udødeliggjort Rødby i Rødby-Puttgarden. Med Jens Smærup Sørensens Mærkedage er Staun i Himmerland blevet placeret, og Gram ved vi nu alt om på grund af Erling Jepsens Kunsten at græde i kor. Josefine Klougart har fornyet Molbohistorierne med romanen Stigninger og fald. Og man kunne fortsætte. Og sådan fortsætter de. De bliver ved med at skabe forestillinger om, hvad Danmark og danskerne er. 31

34 TÆNK OG SPIS DIG DANSK Forestillinger om Danmark skabes i litteratur, musik, malerier, læsebøger, wikier, hjemmesider, skuespil og meget mere. Men de er ikke bare billeder til pynt eller noget, vi kan trække frem ved særlige lejligheder. Vi skal altid forestille os Danmark, før det kan eksistere. Alt, hvad vi siger, tænker, føler, ser, hører, mærker og lugter, er et resultat af denne fælles forestilling. Uden den ville vi ikke have arkæologi, geografi, vejrudsigt, folkekirke, nationalmuseum, folkeskole, kunst, kultur eller penge kroner. Danmark findes ikke som et objekt i virkeligheden. Danmark er ikke derude i Danmark eller i verden. Danmark er et bevidsthedsfænomen eller, hvis man hellere vil bruge et andet billede, et sprogligt frembragt fænomen. Det findes inde i hovedet på danskerne. Og der er mange forskellige forestillinger: Danmark er en landsby. Danskerne er en stamme. Danmark er en brugsforening. Danmark er et lejrbål, hvor vi sidder i rundkreds og vender ryggen til de andre. Det nationale er skabende. Det skaber bøgetræer, kirker, sprog og strande om til nationale symboler. Bøgetræer er nu mere danske end egetræer. Fjelde er norske. Skove er tyske. Haver er engelske. Vi kan ikke se et bøgetræ i maj 32

35 uden at forbinde det med danskhed, ganske som de i Libanon ikke kan se et cedertræ uden at tænke på Libanon. Træer er gode at skabe symboler med. De har en lang, religiøs forhistorie: Kundskabens træ i Edens Have og Kristi kors er kendte eksempler. Korset eller træet har vi i flaget. Træet brugtes også som symbol på det tre nordiske brødrefolk, der havde samme rod. Det viser, at nationalisme også er en erstatningsreligion. Hvor evangelisk-luthersk kristendom holdt sammen på det gamle rige, kom det nationale til at holde sammen på det nye, der opstod efter 1849 med Grundloven. Vores vej blev hellig, for da nationalismen afløste lutheranismen som sammenhængsskabende kraft, blev alle steder i princippet hellige: hver lille ø og sandbanke, ja, endog havet. I den katolske og senere lutherske epoke var der hellige steder, som pilgrimme kunne rejse til: kirkerne og kilderne. Resten var ikke helligt. Men det ændrede sig: Som danskere behøvede vi med nationalismens komme ikke længere rejse et særligt sted hen for at finde det, der binder os sammen, Danmark var overalt. I en overgangsperiode fungerede bestemte steder dog som lidt mere hellige end andre; det kunne være Skamlingsbanken, Dybbøl Mølle, Himmelbjerget eller i en lidt anden forstand: Nationalmuseet i København. Men efterhånden overlejrede det nationale sig på det hele, så også især landsbykirkerne begyndte at blive danske, især hvis de var røde og hvide. Helliggørelsen eller nationaliseringen tog tid. Vi fik religionsfrihed, men kulturtvang, selvom Grundtvig forsøgte at skabe frihed også på det nationale område. Folk skulle selv 33

36 vælge, om de ville være med i folket eller ej. Det nationale var ikke skæbne, men valg. PLAKATER OG GLANSBILLEDER Bøgetræer, heder, klitter, kirker, sprog, kornmarker, piger og friske strande skal gøres danske af danskerne, men før danskerne kunne gøre naturen dansk, skulle de selv gøres danske. Danmark har ikke altid været der inde i vores hoveder. En bonde fra Vendsyssel omkring år 1720 havde ikke nogen forestilling om Danmark. Hvis han havde forestillinger, var de om kongen og Gud. Hans fædreland var himlen. Men om danskhed? Nej, det var der intet af. Det var netop ikke opfundet endnu. Lad os springe 200 år og en del kilometer sydpå for at møde en sønderjysk bonde. Nu ser verden anderledes ud. Han har billeder af Danmark inde i hovedet. Hvordan disse billeder af Danmark så ud, ved vi helt præcis. Vi har nemlig plakater fra folkeafstemningerne i 1920, hvor man i Slesvig skulle klarlægge, hvem der ville være danskere, og hvem der ville være tyskere. Afstemningen er vigtig, for den viser noget om, hvad det vil sige at være dansk. Det betyder at bo på den ene side af grænsen med bevidsthed om, at dem, der bor på den anden side, ikke er danskere. Danskhed er noget, vi forestiller os. Plakaternes billeder af heroiske mænd, helgenagtige kvinder, æblekindede børn og gyldne kornmarker det hele pyntet med Dannebrog, solskin og ophøjethed fremviser derfor heller ikke nogen ufiltreret virkelighed. Billederne er ikoner. Opfattelsen af, hvad der var dansk, blev skabt af billederne, ikke om- 34

37 vendt. Det samme var jo tilfældet med national- og kongesangen: Det yndige land og kong Kristian er glansbilleder. De beskriver ikke virkeligheden, som den så ud. De skaber virkeligheden, hvorved fx en strand bliver til en person, man kan tale til: du danske, friske strand. En nation er derfor et forestillet fællesskab. Hvis det var et fællesskab, behøvede man ikke forestille sig det. Man skal kun forestille sig noget, hvis det ikke er der. Og forestillingen er så stærk, at mange er gået i døden for den. Frivilligt. For Danmark. Danske soldater dør den dag i dag i Afghanistan, og det ville de ikke, hvis forestillingen om et nationalt og politisk fællesskab manglede. Forestillingen var også mulighedsbetingelsen for, at danske mænd drog i krig mod prøjserne og østrigerne i 1864, og uden en forestilling om danskhed ville vi ikke have haft frihedskæmpere under den tyske besættelse eller EF-modstandere i UDEN AVISER OG ROMANER INTET DANMARK Hvor Danmark som nation er en forestilling, der er det danske folk et forestillet fællesskab. Jeg siger noget nu, som vil forekomme nogle underligt. Dette forestillede fællesskab skyldes romanen og avisen, for en nation ligner en avis eller en roman. Romanen og avisen er forestillingsformer, og disse former leverede allerede i 1800-tallet de tekniske midler til at repræsentere den slags forestillet fællesskab, som nationen er. Når vi læser dagens avis eller ser tv-avisen, forestiller vi os, at andre gør det samme, imens vi 35

38 gør det. Morgenavisen er det moderne menneskes erstatning for morgenbøn. Og når vi læser en roman, forestiller vi os, at personerne er levende, skønt vi aldrig har set dem. Tag fx forsiden på en tilfældig avis. Der kan stå noget om statsministeren, om kup i Elfenbenskysten, om snevejr på Bornholm, om oversvømmelse i Queensland, om en ny cd, og måske er der også et par reklamer. Hvad har disse ting at gøre med hinanden? Intet. Forbindelsen mellem dem er forestillet. Det eneste, der er fælles, er datoen altså tiden. Vi kan høre en akademiker sige: Jeg har mere til fælles med en anden akademiker fra Australien end med en pensioneret fisker fra Hirtshals. Det er sandt. Sådan er det. Det har blot intet med det forestillede, nationale fællesskab at gøre. Avisen viser det helt tilfældige. Vi har netop intet til fælles, og derfor skal vi forestille os det. Vi har allerede været rundt i landet med litteraturen og set, hvordan den har gjort Danmark til en person men hvordan gør den danskerne til nogle, vi har et fællesskab med? Jo, hvis man læser en roman, skal man forestille sig, hvordan personerne ser ud. Vi skal ligesom i en roman forestille os, at vi har fællesskab med mennesker, hvoraf de fleste er døde, og med utallige, der endnu ikke er født. Danmark er en kæmpe kirkegård. Det er ikke til at vide, hvor mange millioner lig vi går oven på, men det er betydelig flere end de små fem millioner, der er i live. De døde, der ligger begravet i den danske muld, hører til dem, vi har et forestillet fællesskab med. Vi har dog taget de sorte kors fra graven og i stedet plantet en stor have. Der findes ikke uberørt natur i Danmark; naturen er ren kultur og 36

39 som sådan ægte dansk. Danmark er en lund eller en have med hegn omkring. Engang var hegnet en grænse, nu er det en metafor. Man skal kun forestille sig det, som ikke findes. VI ER FÆLLES OM POLITIK Det forestillede fællesskab opretter et fællesskab, hvor der kun er eller var et atomiseret og anonymt moderne samfund. Jeg har selv kun mødt et ganske lille udpluk af danskerne, og dem, jeg har mødt, behøver jeg ikke forestille mig, for dem kender jeg jo. Mange af dem, jeg har mødt, bryder jeg mig ikke om og vil nødig indgå i et konkret fællesskab med, men det behøver jeg heller ikke. Jeg skal ikke forestille mig min kone; hende kan jeg jo se. Et landsbyfællesskab skal man heller ikke forestille sig, for man kender alle. Men et nationalt fællesskab er og kan kun være forestillet. Man lader, som om det er et fællesskab, og man kan endog bruge ordet folkehjem om en moderne stat. På den måde kan man få folk til at føle sig hjemme i en moderne verden, der ellers forekommer hjemløs. Det nationale omskaber det moderne samfund til et beboeligt fællesskab, skønt det altså ikke er det. Vi kan nu udvide forestillingen: Danmark er et forestillet, politisk fællesskab. Med ordet politisk får vi det med, at den nationale forestilling holder sig inden for en grænse og inden for en territorialstat. Forestillingen er begrænset, og den forestiller sig Danmark som suverænt. Forestillingen om fællesskabet standser ved grænsen mod Tyskland. Et forestillet, politisk fællesskab er den bedste definition på en nation. 37

40 Nationalisme skaber nationer, hvor der ikke er nogen i forvejen. Der var naturligvis noget, men det noget, der var, var ikke en nation. I Danmarks tilfælde var det jo en dynastisk stat. Det vil sige, at staten var kongens. Der er endnu rester af denne dynastiske stat i den moderne nationalstat: monarkiet, domstolene, militæret og kunstakademierne. Disse ikkedemokratiske eller ikkefolkelige institutioner har kun iført sig nationaldragter, men dem kan de smide igen, hvis det bliver nødvendigt. Ægte folkelige og nye, nationale institutioner er Folketinget, folkebiblioteket, folkekirken og ikke mindst folkeskolen. SPISELIG KULTUR Så sent som i 1993 blev det folkeskolens opgave at gøre børnene fortrolige med dansk kultur. Det skete, mens Ole Vig Jensen fra De Radikale var undervisningsminister. Skolen blev national og kulturforkyndende: Danskhed var kommet på skemaet. Og samtidig var debatten om multikulturalisme indledt. Når skolen skulle gøre børnene fortrolige med dansk kultur, kan det kun skyldes to ting: Enten var dansk kultur blevet fremmed for alle, eller også var det indvandrerne, der skulle gøres fortrolige med den for dem fremmede danske kultur. Det var en assimilationsparagraf. Da dansk kultur blev en del af skolens formål, var der det problem, at kulturbegrebet er spaltet i to. Kultur kan enten være et æstetisk begreb, hvor det betyder kunst. Det er det, kultur betyder i Kulturministeriet. Men kultur kan også betyde vaner eller livsformer. Er det dem, de frem- 38

41 mede skal gøres fortrolige med? Vi selv kender jo danske vaner. Og hvordan ser dansk kultur og ikke kunst så ud? Dansk kultur har noget med mad at gøre. Der er en tæt forbindelse mellem mad og national kultur, for vaner kender vi bedst fra mad. Vi ved derfra, hvor svære de er at ændre. Stort set alle danskere spiser det samme juleaften intet er mindre multikulturelt end juleaften. Mad er derfor en fantastisk synlig metafor for det lidt åndelige begreb: danskhed. En svensk kritiker af det danske, journalisten Per Svensson, mener, at der i Danmark råder en rør ikke min flæskesteg-mentalitet. Det er klart, at hvis svinekød lægges for had, vil det gå ud over dansk landbrug, og hvis landbruget forsvinder, forsvinder en del af det ærkedanske. Vi er jo bondevenner. Det ville svare til at fjerne vinmarker i Bordeaux eller olivenlunde i Italien. FLÆSK OG RUNDSTYKKER Restauranter er det mindst multikulturelle, vi har. Eller sagt på en anden måde: Jeg kan kun være multikulturel, hvis du er monokulturel. Mad er national. Vi går ofte ind på en italiensk restaurant eller en græsk. Vi vil ikke have danske frikadeller til pastaen. Etniske restauranter fastholder etnicitet. Vi spiser japansk mad. Vi synes, at fastfood fra McDonald s og Kentucky Fried Chicken er amerikansk, og at tapas er spansk. Hvad betyder de ord? Svensk pølseret er ikke svensk, men surströmming og köttbullar er. Franskbrød er ikke fransk, men vi tror, at der er et fransk køkken. Ingen er i tvivl om, at 39