GYLDENDALSKE BOGHANDEL KØBENHAVN KRISTIANIA

Transkript

1 GYLDENDALSKE BOGHANDEL KØBENHAVN KRISTIANIA

2

3 J. TH. LUNDBYE DAGBOGSOPTEGNELSER ^i^^-

4

5 FOLKETS FØRERE J. TH. LUNDBYE DAGBOGSOPTEGNELSER I UDTOG VED KARL MADSEN # GYLDENDALSKE BOGHANDEL KØBENHAVN OG KRISTIANIA MDCCCCXVIII

6 A UDGIVET AF FRED. NØRGAARD OG ANDERS UHRSKOV LANGKJÆRS BOGTRYKKERI KØBENHAVN {'kr

7 c>/ t^rj ^1'/ iv->' /»».. /'..,.. /u,. ;^ V / f ^Wa %iié4> H. V ' \ \1^ \''^irifc '^ i\ '1' en første September 1918 er Hundredaarsdagen for Maleren Johan Thomas Lundbyes Fødsel. I Bogen om P. C. Skovgaard og hans Sønner, der egentlig var tiltænkt denne Mindedag, er han allerede ret udførligt omtalt og søgt karakteriseret. Udgiverne af denne Række Levnedsskildringer har dog med Rette ment, at Lundbye i denne Samling kunde fortjene en Bog for sig. Vort Land har haft andre gode og enkelte endnu mere fremragende Kunstnere, men Lundbye har dog særlige Krav paa at faa sit Navn kendt og æret i den Læsekreds, til hvilke disse Smaaskrifter fortrinsvis henvender sig. Enhver Kunstner har overfor Folket kun den Pligt at yde det bedste han formaar; langt de fleste attraar kun at vinde

8 - 6 - fuld Forstaaelse i en forholdsvis snever Kreds af Kendere eller varmt Kunstinteresserede. Med Lundbye var det anderledes. Det var ham en Hjertesag at delagtiggøre Folket i Glæden over Kunst.»Vel veed jeg, at jeg er svag,«siger han i en af sine Dagbøger,»men naar jeg sad og tegnede Billeder, der skulde ud blandt Folk, hvor tit var det ikke med den bedste Villie og med min hele Sjæl at jeg stræbte at give, hvad der havde glædet mig i Natur- og Oldtidsminder. Mine Billeder skulde være folkelige og mangfoldige, Almuen, Bonden skulde glædes ved dem, skulde ved dem bestyrkes i sin Kjærlighed til sine Sagn, fortælle dem paa nye for sine Børn i det han viiste dem Gaardnissen som kommer om Natten og fodrer den smukke hvide Hoppe, eller den hellige Anders Kors. Bonden skulde skaane Steendyssen paa sin Mark, naar han saa den aftegnet. Smukke Drømme! udsprungne, som jeg troede, af en Kunstnersjæl, der kjærlig knytter sig til Folkepoesien og vil gjøre Alt for at holde Livet i den. Ja, jeg troer i saadanne Øjeblikke, at jeg er Kunstner«. Lundbye tænker her paa de Tegninger, der i Træsnitsgengivelser anvendtes til Flinchs Almanaker og folkelige Billedbøger, men han føler bittert, at de kun er blevne modtagne med Sløvhed og Ligegyldighed.»Det var de Billeder, der skulde bidrage til, at den saakaldte Dannede skulde lære at agte sin Broder bag Ploven og denne at agte sig selv, de Billeder, der skulde være en Glæde for Haandværkeren i hans Fritid. Jeg mente det godt og gav det Bedste jeg havde, men

9 Hoppen og Føllet, Gengivelse efter et Træsnit af Flinch det var ikke godt nok, mine Kræfter vare for ringe.«det store Spørgsmaal, hvorledes Folket skal opnaa at se paa Kunst med Udbytte

10 - 8 - og Forstaaelse, har ofte beskæftiget Lundbyes Tanker. Han ser med Smerte, at de fleste finder størst Behag i Sukkerstads og de tomme Rutinearbejder, der er ham en Gru.»Det Slette, Middelmaadige i Kunsten er ikke ligegyldigt, men syndigt.«den gode Kunst kan lige saa lidt gaa til Folket Muhamed, Muhamed maa som Bjerget til gaa til Bjerget. Men hvorledes skal Folket bedst finde Vej til den gode Kunst? Derom siger Lundbye i en Dagbog smukt og sandt:»ingen vil hellere end jeg tro: at et sundt Øie maa tiltales af et sundt Billed; men for at fatte et Kunstværk maa der dog et øvet Øie til, naar Talen er om en varig, virkelig Kunstnydelse. Derfor, den, der vil øve sit Øie, kjærlig studerer de bedste Ting, thi Nøjsomhed er her en Uting, staaer ikke Fare for at Er Glæden over et Kunst- eller Digterværk sand, da er den Guld værd, selv om Gjenstanden ikke fortjener den; men en blive Beundrer af Sukkerstads. saadan Glæde vil ogsaa lettere lede til, at man aabner Øjet for det bedre, thi ligesom den, der producerer, med Rette ønsker at stige i Færdighed, saaledes ønsker ogsaa den, der kun nyder, stedse at skaffe sig høiere Glæde ved sin Betragtning.«Lundbyes bedste Adkomst til at mindes med Taknemmelighed og Kærlighed beror dog selvfølgeligt ikke paa hans Ønsker om ^t bygge Bro mellem Kunsten og Folket. Den beror paa Værdien og Karakteren af hans Kunstnergerning, som atter beror paa Værdien og Karakteren af hans menneskelige Person.

11 Aleen ved Billesborg. Radering. II ennesket, der forklarer Kunstneren, har Lundbye givet os rig Lejlighed til at lære at kende gennem sine allerede for Kunstforeningens i 1893 udgivne Bog om ham benyttede Dagbøger. De er mange og omfangsrige, ingen anden dansk Kunstner har været saa meget skrivende. Ogsaa Eckersberg har efterladt os Dagbøger, men

12 de indeholder kun de tørreste Fakta, korte Notater om paabegyndte og fuldførte Billeder, om Vejrliget eller hvad der hændte ham og hans nærmeste. Lundbyes Dagbøger er af en helt anden Art. De er lige saa intime som efter Goethes Vidnesbyrd adskillige tyske Damers Dagbøger i det 18de Aarhundrede; med en naiv Aabenhjertighed har han betroet dem alle sine Tanker, Følelser og Stemninger, sine For- sine Fejl elskelsers Haab og Frygt, skriftet og intetsornhelst fortiet. Deres Selvkarakteristik har saa megen Klarhed og Skarphed, at denne lille Bog formentlig i størst mulige Omfang bør være hans eget Værk. Han er jo selv den bedst mulige Fortæller om sit Liv, Forklarer af sine Hensigter, Fortolker af sine Arbejder. Hans Kamp for at skabe et godt Billede fortjener at følges med Interesse. Dagbogsberetningerne er ikke uden novellistiske Episoder og Lundbyes Livshistorie mangler ikke sin dramatiske Afslutning. Til en af sine Dagbøger siger Lundbye:»Du skal vidne for og imod mig maaske engang naar jeg har lukket mine Øine.«Han har derfor udtrykkeligt bemærket, at hans Karakter ikke helt kan bedømmes efter Dagbøgerne. Han greb især til Pennen i ensomme Timer, naar Sindet var sygt; han kunde til andre Tider være lystig og glad, selv overstadig kaad, alt andet end sentimental. Han var nu alligevel paa Bunden sentimental, og Dagbøgernes Overmaal af Klynk og Klage stammer fra et Grundtræk i hans Natur. Hans unge Sjæl var som liden Gunvers prøvet Guld, men Hjer-

13 -,-..'"''/..... i/. Selvportræt i 18. Aars Alderen. vblyantstegning. tet Voks, altfor blødt overfølsomt. Hans Moder skal have sagt: Jeg har altid betragtet Johan som en Datter. Hans Sind var barnefromt, hans Dyder kvindelige;

14 han klagede ofte og med Rette over sin Mangel paa Mandighed. Nogen egentlig Førernatur var han ikke. Men hans rene og varme Følelse, hans glødende Begejstring for de tilsyneladende beskedne Opgaver han valgte, har givet hans Behandling af dem en enestaaende Fylde af poetisk Stemning. Thi hans Sjæl havde suget sin bedste Næring af Poesi og i en Gæringens og Løftelsens Tid fandt han med sin Hengivelsestrang straalende Idealer. Andre havde vel lignende Maal, men ingen har elsket dem i saa dyb Betagethed.»Fortæl, hvad det er at elske,«siger en af Shakespeares Personer og faar til Svar:»Det er at være lutter Suk og Taarer, at være lutter tro Hengivenhed, det er at være lutter Sværmeri og lutter Lidenskab og lutter Ønsker, Tilbedelse og Utaalmodighed og Hjertensrenhed, Opofrelse og trofast Tjeneste«. Saaledes elskede Lundbye hvad der for ham stod med Idealernes gyldne Skær. For det gik han villigt og med mandigt Heltemod i Døden.

15 r- "^/'.^^/f ^ ^-^ Vf-^T vor Lundbyes Dagbøger har Tilbageblik paa hans Fødsel og Opvækst, skyldes det kun Betragtninger over de poeti- 1^/^^^9 1 HS^^SsI ske Tilbøjeligheder, der var i/^ Næring. Saaledes efterfølgende Op- ffb tegneiser:»jeg erindrer, at Ingemann et Sted yttrer: de Mennesker, der fødes en Høstnat, skulle allerede af Naturen have Hang til et alvorligt, tungsindigt Sværmeri. For min Vugge bleve ingen Kæmpeviser sungne, de have altid været Contraband i min Familje, og min Kjærlighed til dem har ogsaa kun bragt mig Brødrenes Spot og lystige Drillerier. Men henimod Midnat skal jeg være født, da staaer det store Stjernekors, Nordens Svane, høit paa Himlen. Er ikke Svanen Sangens Fugl og dette Stjernebillede mit kæreste? Jeg kunde gjerne tro, at Stjernerne dog kunne have Indflydelse paa os Mennesker.Saadan var jeg jo en stille Dreng; mine Brødre knubsede mig vel imellem jjj^ ham medfødte og tidligt havde faaet

16 fordi jeg ikke vilde lege Soldat; men mine Skolekammerater kunde dog lide den dovne Dreng og, da vor Klasse engang antog Navne efter Nordens Guder tildeelte de mig Navnet Brage, mine Billeder har vel meest lignet de gamle Skjaldeqvad, da jeg den Gang dristigt hentede Stoffet til dem i vor Oldtid og den romantiske Middelalder. Moder tog mig tidlig med paa Comedie og jeg husker nøie at der blev lagt Mærke til at jeg holdt af Historien og derfor fik Lov at see Tragedier som dem der morede mig meest. Ja, det er Underligt, nu betragter jeg Theater og alt det Væsen maaskee med altfor strengt Blik, jeg kommer saa at sige aldrig i Theatret, og dog have Oehlenschlågers Tragedier maaskee bidraget meget til hele min senere Udvikling, idet de gave min barnlige Phantasie et Sving mod det Høie og det Dybe i Livet paa det Muntres Bekostning. ^ Snart fik han dog en anden Yndlingsdigter.»Hvad der især først bandt mig til Grundtvig, var hans fædrelandske Digte, hans Mythologie og Behandling af Sagn og Sagaer; Overensstemmelsen mellem hans Værker og min hele Retning var altfor stor til at jeg kunde blive fremmed for, hvad han saa mesterligt har skildret; han forekommer mig altid selv som en af de gamle Skjalde, der lige godt brugte Sværd og Harpe. Som nordisk Digter skatter jeg ham langt høiere end Oehlenschlåger, der tit udpynter sine Helte med en laant Pragt; Grundtvig har sat sig ind i Livet og giengivet det med den Simpelhed og Storhed, vi finde det tegnet med i Sagaerne.«

17 Gennem al den Litteratur, Lundbye allerede fra Drengeaarene begærligt havde indsuget, var han bleven fuldblods Romantiker.»Roeskilde er for mig den kæreste af alle de Byer, jeg har seet; den har en yndig Omegn, den deilige Kirke med sine Kongegrave, og er det ikke som alle de mange klare Kilders Mumlen var gamle Eventyr, der altid fortæller til nye og atter nye Slægter, der vel i det Hele kun lidet tænke paa, at de ere fødte til at fortsætte det Liv, som priselige Forfædre have begyndt. Ja, lad Verden blive saa prosaisk, den vil, lad falde, hvad der er raaddent og ikke kan staae, Historien har vi dog, den kan de ikke forvanske, den kan jeg elske og dybt føle Sandheden af de Ord: O einsam ist und tief betriibt - Wer heiss und fromm die Vorzeit liebt.«(o, den er ene og dybt bedrøvet, som elsker Fortiden varmt og fromt. Vers af den tyske romantiske Digter Novalis, anførte paa den S. 4 gengivne Tegning af Lundbye ved Kæmpehøjen).»Der gives enkelte Tanker og Forestillinger, som kan forfølge mig uden at jeg kan gjøre mig klart hvorfor! Dertil hører Hegelianernes: Naturens Længselsuk efter Forløsning*). Hvad vil det sige? jeg kan ikke forstaae det, men jeg føler en Længsel efter at fatte denne Tanke. Jeg seer det Underlige det Store i Naturens Ro og Alvor det er som Toner fra en vældig Harpe, men forstaae dem kan jeg ikke. De gjenklinger dybt i mit Indre, og de samme Toner skulle ogsaa gjenklinge i mine Billeder. Jeg elsker dem, ja, disse Toner er mig ) Paulus' Romerbrev. 8. Kapitel, V

18 den kjæreste Nydelse, paa samme Tid de vække Savn og Længsler, jeg veed ikke selv hvorefter! Gothe har sagt, at alt i de nederste raae Blade, som omslutter Frøet, ligger en Attraae efter en ædlere Udvikling Planten frembringer nye, ædlere Blade atter nye, finere og finere, indtil den i Toppen skyder sin deilige Blomst. See vi ikke det Samme i det Store i Verdensudviklingen Er der ikke ogsaa i mig en saadan Fremadskriden, gjærer der ikke ogsaa i mig et saadant Liv, der længes efter at yttre sig, udtale sig? Underligt, underligt er Livet? vi tænke de Lærde gruble og gruble og tilsidst maa vi dog alle stævne til Gaaden, den store Gaade, som Skaberen ikke har givet Nogen at kunne løse.«denne romantiske Drømmer og Grubler blev alligevel som Kunstner en redelig Naturalist, der undertiden maatte høre ilde for, at hans Naturalisme var for kras. Hans sunde danske Natur skærmede ham for at indlade sig med kunstneriske Fantasterier, Eckersberg og hans Elever havde lært, at den Poesi, der ofte med tvivlsomt Held søgtes i Fantasiens fjærne, taagede Riger, ventende paa Forklarelse laa lige udenfor vor Dør. Lundbye fandt den i den danske Natur og i Dyrenes Liv. Med sit indesluttede, drømmekære Væsen havde han den varmeste og inderligste Medfølelse med alle Medskabninger;»det Forsagte, det Sky har for mig noget høist Tiltrækkende, jeg elsker det i Dyret og følger med Deeltagelse selv den arme Skruptudse til den mørke Hule, hvor den finder Fred.«Og

19 denne Verdens allerstørste Herlighed syntes ham at være den store, fri, noget ensomme Natur.»Det er som Menneskene fordærvede Naturen for mig som Maler; men jeg hader ogsaa den Følelse for Naturen, der kun yttrer sig for saa vidt som Egnen er malerisk; det er ikke Naturen, men kun mit eget Maleri, jeg da elsker. Det er ellers underligt at see, hvor de Malere, der kjærligst indlade sig paa Gjengivelsen af Naturen i dens Storhed og Majestæt, i dens stille yndige Liv, vælge simple Partier, hvorimod de middelmaadige bestandig vælge glimrende Udsigter, som de mindst er istand til at udføre.«han valgte at fremstille det, der syntes simpelt, tarveligt og jævnt fremfor det, der syntes straalende og rigt. Men hans Opfattelse af det farves af den romantiske Poesi, han gemte paa Bunden af sin Sjæl. Det simple er ikke saa simpelt som det synes; hans Fortolkning af det rummer ikke alene Stemning, men Patos. Naar han betages af Skønheden i jævn dansk Natur, saa maa han mindes alt, hvad Digterne har sunget til dens Pris. Han skriver Strofer af Fædrelandssange under mange af sine Landskabstegninger, han ønsker at kappes med Digterne i at forkynde og forklare sit elskede Lands vidunderlige Herlighed. Og han skriver i sin Dagbog:»Hvad jeg som Maler har sat som mit Livsmaal er: at male det kjære Danmark, men med al den Simpelhed og Beskedenhed, som er saa characteristisk for det. Hvilken Skjønhed er der ikke i disse fine Linjer i vore Bakker, der ere saa yndigt bølgedannede

20 at de synes at være dukkede op af Havet, i det mægtige Hav, ved hvis Bredder de steile, gule Klinter staar, i vore Skove, Agre og Heder! Rigdom ønsker jeg ikke, men det ønsker jeg: at mine Arbeider maa overleve mig til Nogles Glæde.«

21 En dansk Kyst IV kærtorsdag den 24. Marts 1842 begyndte Lundbye sin første Dagbog med at nævne dette Maal for sin Kunstnergerning. I adskillige smukke Landskaber havde han allerede da søgt at tolke sin Kærlighed til den danske Natur; for Flertallet af dem var Motiverne fundne i Egnen om Kalundborg eller Egnen om Frederiksværk. I Kallundborg var han født, dér var hans Moders Barndomshjem og dér levede hendes Forældre, af hvilke Faderen, den gamle Toldinspektør Bonnevie, var af fransk Æt, Moderen af norsk. Nær Byen laa Refsnæs med de dengang talrige Kæmpehøje; en af de smukkeste har Lundbye malt 1839 i Billedet paa Thorvaldsens Museum. I Frederiksværk havde Lundbyes Fader 1836 som Chef

22 for Raketkorpset faaet den Embedsbolig, hvis hyggelige Beliggenhed Lundbye har vist os i et andet af Billederne paa Thorvaldsens Museum. Dog valgte han ogsaa i denne paa mangeartet og pragtfuld Naturskønhed rige Egn helst saa simple Motiver som Udsigten ved Arresø mod Flyvesandsbakkerne i Tisvilde, Billedet fra 1838 paa Thorvaldsens Museum, malt da han var 19 Aar, eller det stemningsrige Vinterlandskab i Malerisamlingen paa Nivaagaard af en Solnedgang under skyet Luft over øde, snedækte Bakker. Sommeren 1841 var den sidste, Lundbye tilbragte i Frederiksværk. Han mistede da sin Fader og Moderen flyttede tilbage til Kalundborg, men han havde i denne Sommer malt talrige smukke Landskabsstudier. Det bedste havde tjent som Grundlag for et Billede, han netop ved Paasketid 1842 havde fuldført og indsendt til Udstillingen med den simple Titel»Sjællandsk Landskab«. Skøndt ikke straalende i Farven er det et af Galleriets fineste danske Landskaber. Mellem Marker med Køer, en lille Lund og enkeltstaaende, halvt udgaaede Trær, bugter Vejen sig fra den junifrodige Forgrund indover blødt bølgende Bakker mod disige Højder og en fjærn Landsbykirke; sommerhvide Smaaskyer tegner sig i en Bue paa den køligtklare Luft. Linjeskønheden i et saadant aabent dansk Landskab er aldrig bleven mere sjælfuldt opfattet. Lundbye haabede dog at naa endnu højere. I et større og mere storladent Landskab vilde han male de gule Klinter, der i deres Skønhedsmajestæt hævede sig over

23 Havet. Han havde mærket sig Klinterne ved Kitnæs i Nærheden af Jægerspris som et godt Motiv, men det var ikke om at gøre at gengive dem i et nøjagtigt Portrætbillede. Han højnede Skrænterne og tog andet Steds Studier til Enkeltheder i sit Maleri for at give dette de flest mulige Fuldkommenheder. Et helt Aar havde han det under Arbejde. Dog ikke uafbrudt. Hovedparten af de i dette Afsnit meddelte Dagbogs-Uddrag fra April 1842 til Maj 1843 handler om dette Maleri. Ingen anden dansk Kunstner har efterladt os en saa vidtløftig Beretning om et Billedes Tilblivelse. Vi kan følge Arbejdet paa mange Stadier og se, hvorledes man dengang malte eller hvorledes i alt Fald Lundbye anstrengte sig for at yde det bedste, der stod i hans Magt. Det var heller ikke forgæves. Det monumentale Billede af»en dansk Kyst«er hans stolteste Værk. Dagbogen, 18. April Idag har jeg begyndt det Maleri, jeg skal male for Skovgaards Onkel, forestillende Gaasetaarnet ved VordingborgefterenTegning afskovgaard;*) jeg glæder mig til dette Arbejde, der kan behandles let og bredt, det vil blive en god Øvelse for mig til mit eget store fra Jægerspriis. 20. April. Jeg kommer netop nu hjem fra Skovgaard, hos hvem jeg maler Gaasetaarnet. Idag har jeg malet Luften; den blev dog langtfra som jeg vilde havt den, saaledes som jeg i Tankerne har udmalt mig den; men saaledes gaaer det jo altid. Hvor- ) Se»P. C. Skovgaard og hans Sønner«, S. 13.

24 for kunde den nu ikke blive saa simpel, saa fri for Smaalighed, som jeg havde foresat mig. Nei, det er vanskeligt at faa fat paa den Simpelhed, som alle de store Kunst- at være saa nere have, og som seer ud til let at opnaae. Nu staaer mit Haab til den store Luft paa mit eget Maleri, hvor jeg dog synes i Kartonen at have de store, rolige Masser saaledes angivne, at de maa kunne tage sig ud i Maleriet, nu, vi faaer see. 7. May. I Onsdags gik Skovgaard og jeg ad Strandveien til Vedbæk, hvor jeg tegnede nogle Studier til mit store Maleri. Derfra gik vi over Holte til Rude Skov, til Skovgaards Onkel, Skovfoged Hansen. Den store steppeagtige Sækkedam med talløse Trær, helt omgivet af Skov og smuktformede Bakker, er ret en Tumleplads for Dyrene; her lusker Ræven, fortæller Skovgaard, efter Fuglevildt, her veed Skovgaards Onkel kan han træffe Raavildt; Musevaagen svinger sig i Kredse over Steppen. Adskillige Tegninger fik jeg, og skal nu for Alvor tage fat paa mit Stykke, hvortil jeg snart kan have Kartonen færdig. 11. May. Moders Ankomst hertil vil vist gjøre, at jeg nu sjeldnere kommer ud i Selskab end tilforn. Men ganske udenfor dette staaer denne og forrige Vinters Fredagsaftner hos Høyens. Alene at see denne Krands om Bordet: Professoren selv, Sonne, BindesbøUe, Marstrand, Roed, Hilker og Købke, det er en stor Glæde, og jeg anseer det et Tegn paa, at Høyen venter ogsaa noget af Skovgaard og mig, at han har opfordret os til at slutte os dertil. Vi sidde

25 der og lytte med inderlig Glæde paa deres Fortællinger om Italien, om de gamle Kunstnere, som de selv have at takke for deres E>y&tighed. Og Bindesbølle fortalte med meget Liv om Orienten; han er en prægtig livsfrisk Kunstner med Varme og Begejstring uden det fjerneste Spor af Sentimentalitet; der er en Lystighed og et Lune i hvad han siger som er mageløs og man maa blive godt stemt, naar man er sammen med ham. Ja, mange, mange Gange har Skovgaard og jeg bagefter gjentaget hvad vi der har hørt, og det har havt en stærk, og saa vidt vi kunne skjønne, gavnlig Indflydelse paa vor Kunst.*) 15. May. Nu længes jeg ret efter at faa mit store Stykke paa Lærredet, jeg har saa meget i Hovedet, som jeg kun der kan see virkeliggjort; men ak! det vil dog see daarligt ud og kun lidet ligne Billedet, som nu det staaer for min Tanke. 24. May. Idag har jeg faaet mit store Lærred opspændt og stillet tilrette i min Stue; længe har jeg siddet og betragtet den store hvide Flade og malt Stykket i Tankerne, det blev deiligt, saa deiligt, at Beskuerne maatte studse derved, saa Forfængelighedsdjævlen aflægger mig endnu bestandig sine Visitter. *) Lundbye sluttede sig med største Varme til den dygtige Kunsthistoriker N. L. Hoyen, den veltalende Talsmand for den»nationale«kunst, dog uden at dele al hans Uvilje mod»erindringskunst«. Lundbye synes ogsaa at have ment, at Malerne kunde lære et og andet godt af Udlandets nyere Malerkunst ; det lidet han havde set af fransk Landskabsmaleri paa Thorvaldsens Museum og senere i Rom lod ham ønske at lære det nærmere at kende i Paris. Af Gæsterne ved Høyens Fredagsaftner hørte Købke, Marstrand, Roed ogsonne til de mest fremragende Malere af vor ældre Skole, den højtbegavede Arkitekt M. G. Bindesboll er især kendt som Thorvaldsens Museums Bygmester, G. C. Hilker var under Paavirkning af Billedhuggeren H. E. Freund bleven vor ypperste Dekorationsmaler.

26 I May. Idag har jeg begyndt at tegne Conturen til mit store Strandparti paa Lærredet, jeg gad vidst naar, og især hvordan det vil ende. 2. Juny. Idag har jeg begyndt Undermalingen af mit store Maleri. Det har været Bygevejr hele Dagen, saa vi have havt de deiligste Lufte at studere, og jeg vil gjerne mindes noget af hvad jeg har seet idag, naar jeg skal male Luften op. Skyggepartierne af Skyerne noget ivejret stode ikke mørke mod den blaa Luft, men med en zart graa Farve, som tog sig deiligt ud. Lysene maa ikke hænges ud i Kanten, der ei heller maa males for fedt, hvorved Rundingen vilde gaa tabt. Maatte det lykkes mig at holde de fjernere Gjenstande i Masser og først lade de enkelte Former træde frem i den mere fremrykkede Deel af Stykket; det er svært naar man arbeider efter flere Studier, som umuligt altid kunde gjøres under de rette Betingelser. Ogsaa er det svært at give de fjernere Masser saadan Character, at man tydeligt gjenkj ender de forskjellige Gjenstande og Stoifer uden Hjelp af de enkelte Former. O, jeg har saa meget i Hovedet, maatte det kun lykkes at give det godt paa Lærredet. 18. Juny. Imorgen gaaer Skovgaard og jeg ad Jægerspriis til, hvorhen jeg maa for at gjøre nogle Studier. Meget beror paa det store Maleri. Jægerspriis Færgegaard. 20. Juny. Vi toge over med Færgen og jeg malede strax en lille Skitse henne ved Klinten. Nu ved Solnedgang gik vi ud paa Færgebroen, hvor det morede os at see nogle Vogne blive sat

27 over. Her er smukt her ved Fjorden, jeg kunde see op til det kjære Frederiksværk. De gule Brinker staae saa kjønt allevegne ned mod Vandet, og de to smaa Køl eller Kulholme ned mod Roskilde see ogsaa godt ud; for Enden af Fjorden ligger den gamle Domkirke med sine ziirlige Spiir, ved den hæves Tanken til Minder om stolte Bedrifter. Nu er her fredeligt, Maagen og Tærnen, den lette, nysgjerrige Ven, flagre hen over det flade Vand, hvor Sandbunden viser sig, hvor den stakkels Fisk vanskelig kan undgaa dem. 22. Juny. Det er sjældent, jeg klager over Vejret; jeg gik tidligt ud for ret at være flittig og strax, da jeg kom til Kitnæs, Klinten, hvor jeg maler, begyndte det at regne og har siden holdt trolig ved. Sanct Hans Aften. 23. Juny. Da Regnen vedvarede til Aften, benyttede jeg Eftermiddagen til at male et Studie af Blak, en graa guulblakket Hest, som Becker, Færgemanden her eier. Skovgaard hjalp mig med at holde den, give den Havre af og til, og underlig nok, ved at synge for den; det var øiensynligt, at den holdt af Sang, det store kjælne Dyr, den kom med Hovedet tæt hen til ham og spidsede Øren, stod saaledes ganske ubevægelig længe og faldt tilsidst som et Barn i Søvn ved Sangen, saa den nikkede. Det er en prægtig Hest. skjøndt af Bonderace, dog saa fiin, men stærkt bygget og af en sjælden kjøn Farve. Den lille Richard Becker fortalte mig med megen Alvor, at dens Forfædre havde været i Krigen i den gamle hedenske Tid, og saa naivt som det kom, havde det noget Rørende for

28 I mig at tænke paa, at Afkommet af vore Fædres stærke og trofaste Stridsheste vandt dog paa den Maade en nye poetisk Side at betragtes fra. Det er i det mindste sjældent faldet mig ind, naar jeg saa en stolt, kraftig dansk Hest, at dens Tip-Tip-Tip o. s. v. Oldefader maaskee var den mælkehvide Ganger, som Ingemann saa smukt lader Kong Valdemar tumle paa Sandet, da Dagmar kom, eller den høie, sorte Hingst, som Stig Andersen holdt paa ved Skanderborg Slot Dagen efter han havde dræbt Kong Erik i Laden. Fuldblodshesten kan jeg dog aldrig faae om vore Bønder førte paa den Maade kjær. Jeg kunde lide Stamtavler over deres gode Heste ligesom Araberne. Da Kl. var 9 idag kom jeg allerede træt hjem med et malet Studie og et Par Tegninger; paa den Maade bliver der Forslag i Dagen; her kan jeg staae op om Morgenen, i Byen kommer jeg aldrig til at male før Kl. 9. Kjøbenhavn. 29. Juny. Igaar Formiddags kom vi hertil igjen og allerede igaar Eftermiddags begyndte jeg med Liv og Lyst at male, hvad jeg saa nylig havde seet. 12. July. Jeg er disse Dage beskjæftiget med et lille Maleri, forestillende Kastelsporten, seet fra Sjællandsvagten. Kitnæs har altsaa maattet hvile, men om faa Dage GI* JGg igjen i Lag med Klinten, Skoven, Stranden o. s. v. 24. July. I disse Dage gaaer det bedre med mit Maleri, i lang Tid var jeg bange for at lægge Farve paa og lade Penselen løbe, ja. Barnet kommer ikke til Verden uden Fødselsveer. 28. July. Skovgaard reiste igaar til Frede-

29 riksborg; ham vil jeg meget savne. Han har havt en heldig Indflydelse paa mit Maleri; skjøndt hans Dadel tit skar mig i Hjertet, maa jeg dog indrømme, at jeg malte tit bedst, naar han sad og saa til og opflammede mig til at lade Penselen løbe uden Angst, den slemme Gjæst, som saa ofte indfinder sig. Mit Stykke er nu saa vidt, at man kan see Virkningen af det, og jeg har nu det Interessanteste tilbage: at gennemføre enhver Ting deri. Ligesom jeg i Kunstnerklubben slog Boslen bedst, naar Købke stod ved Siden, saaledes malte jeg bedst, naar Skovgaard var hos mig og sagde: mal nu de Bunker Tang der paa 5 Minutter! eller læg nu alle Spidspensler bort, og mal kun bredt med de store Børstpensler, det gjorde jeg virkelig forleden, da jeg malede Klinten om, uden Brug af nogen lille Pensel, og den blev idetmindste bedre end det pertentlige Prikkeri, der før var. 1. October. Alt hvad der piner og smerter mig kan jeg glemme i en Klynge af Børn og det er mig en Salighed at stirre ind i disse klare, lidenskabsløse Øine. 15. December. Moder reiser i Julen hjem til sin gamle Faders 79. Fødselsdag. Jeg vil tit sidde i min rare Stue og lade Tankerne fare»saa vide«de ville da gaae til hende, den meest velsignede paa Jorden, hun som vuggede mig i min Barndom og pleiede den lille skrantne Dreng, der nu som Voxen ikke vil gjengjælde det med Utaknemmelighed. Længe ville de fare til ham, der deelte Stræben, Sorg og Glæde med mig i min Ungdoms tre lykkeligste Aar, den uforglemmelige Lorenz, der truer

30 med i Tyskland at blive en Anden end han her tegnede til*). 17. December. Saa er hun borte da nu rullede Vognen med hende fra os. I samme Øieblik flygtede ogsaa de venlige Husalfer, som elske Qvinderne, men sjældent bo hos den eenlige Mand, Gud velsigne hende paa alle hendes Veie! 30. Januar Kjedsommelige Informationer optage mine Eftermiddage og have lært mig at skjønne paa de Timer, jeg tilbringer ved mit store Maleri, der dog vinder ved denne Overmaling, om det end aldrig bliver, hvad det burde. Heller ikke her har jeg nøie nok overtænkt, hvad jeg vilde gjøre heller ikke her har jeg holdt fast ved min første Tanke, Kartonen lignede kun lidt Originalen, det er det Samme, men Billedet blev atter noget heelt Andet end Cartonen og ikke i alle Henseender vandt det. 12. Februar. Mit Maleri bliver bedre, det kan jeg see, men det er blevet til under Klynk og Klage og kan saaledes kun være svagt. Af et Brev til Lorenz Frølich, 29. Marts Jeg er saa lykkelig som jeg efter min Natur kan blive det. Det er mit store Stykke, som har gjort mig saa glad, men ikke overmodig. Det er underligt at høre af Mænd som Høyen, der virkelig fortræffelig har vidst at behandle mig under Arbeidet, idet han idelig gjorde Indvendinger uden at svække min Lyst og uden at rose mig før jeg var færdig, men o menneskelige Svaghed! Da lød hans Roes som den *) Lorenz Frølich, der 1840 søgte at fortsætte sin Uddannelse i Tysklard, var Lundbyes næreste Ven i hans første Kunstneraar.

31 deiligste Musik i mine store Øren. Jeg har ingen Fortjeneste derved uden den, jeg har ærlig holdt ud med Stykket, saa det er maaskee det meest færdige fra min Haand. 2. April. Jeg veed og har seet og hørt, at dette Stykke vil betragtes ligesom mine foregaaende, det mangler netop af derfor maa jeg at elske det selv. Jeg kan ikke det, der kan interessere, men det er øst en reen Kjærligheds Kilde, have Lov til forlange af Publicum, at det skal med samme Glæde som jeg see paa Linierne i en Strandbred, see hvorledes Tangen teer sig ligefra den frisk opskyllede, grønne saftige, vaade, til den tørre og allerede afblegede, et Par Marehalmsstraa er for mig meget, men for hvem der ikke er saa nøisom, indeholder mit Billede Intet, slet Intet! Dagbogen. 20. April. Jeg sad idag ved mit Staffeli malende paa et lille Billede, som jeg selv vil beholde: Udsigten fra min Bænk ved Steenbunken i mine Forældres Have ved Frederiksværk. Jeg drømte mig tilbage paa denne min Yndlingsplads, hvor jeg saa tit glædede mig over Vildgjæssene ved Søbredden, hvor jeg saa tit betragtede de

32 i fjerne Flyvesandsbanker ved Tisvilde som jeg saaledes sad kom Moder op til mig og da hun saae Maleriet stod Taarerne hende i Øiet. Hvor saligt at kunne ved sit Arbeide vække saadanne Følelser, disse Taarer var en skjønnere Løn end Alverdens Roes. Velsignede Moder! Du forstaaer at jeg kan være lykkelig, og kun være lykkelig, ved mit Tungsind. 17. Maj. Jeg har havt den Glæde, at mit store Maleri, en dansk Kyst, er kjøbt til Galleriet for 400 Rdl. Det er min Hensigt i næste Uge at forlade Byen for med Skovgaard at reise til Veiby. Uf- ^-\ jg-5aé.^^i.=^

33 li ^ Kostalden fra Vejby. Septbr (Forarbejdet). Generalkonsul Johan Hansens Samling. V en karaktertro Skildring af Danmarks ejendommelige Natur havde til Lundbyes Glæde ogsaa andre unge Kunstnere valgt sig til deres Livsopgave. Først og fremmest hans nære Ven, den grundige og paalidelige P. C. Skovgaard, der syntes ham mest beundringsværdig i sine Skovbilleder, dernæst den langt mindre dygtige Dankvart Dreyer, i hvis fynske og jyske Landskaber Lundbye med Rette fandt en egen Poesi,»det er som hørte man Kæmpevisetonen klinge igiennem«. Paa Udstillingen 1843 debuterede Vilhelm Kyhn, hvis Evne til at fastholde de fineste og flygtigste Naturstemninger gav ham en med Skovgaard

34 sideordnet Betydning for vor Landskabskunst. Om et af hans Billeder skriver Lund- en Ven:»O, kunde Du see en taaget bye til Morgen paa Kalvebodstrand, hvor man føler Taagen selv foran den lige i Forgrunden liggende Bøie med Kosten paa, men tillige, hvorledes den letter og antager Form af Skyer; det er herligt«. Da Lundbye i sine Billeder af det sjællandske Landskab og den danske Kyst havde ydet det vægtigste, han som Landskabsmaler evnede at yde, overlod han foreløbigt sine Kampfæller Sejrene paa dette Felt. Dyrene var hans første Kærlighed, han havde fremstillet dem i sine umodne Begynderarbejder, senere i mange Tegninger og Studier, men i hans bedste Billeder havde de kun faaet Staffagens underordnede Rolle. Allerede i Efteraaret 1842 havde han dog skitseret et lille Dyrmaleri i»hollandsk«stil. Det var det 17de Aarhundredes hollandske Maleri, der havde skabt Dyrmaleriet, men i dansk Kunst havde de hidtil kun fundet matte Efterlignere. Det var en stor og lokkende Opgave at genføde Dyrmaleriet i Hollændernes Aand, at forbinde den harmoniske Klarhed og Simpelhed i Kompositionen med den strengeste Realisme, det nøjeste Studium af Dyrenes Karakter og Enkeltformer, og endda meddele Billederne det Særpræg, der betegnede dem som ægte og ejendommeligt danske. Denne hidtil uløste Opgave magtede Lundbye saa fuldkomment, at han vel endog har vundet størst Ry som Dyrmaler. Et Mesterværk i sin Art er det i Septem- I

35 ber 1843 malte store Forarbejde til Billedet af Kostalden i Morten Jensens Gaard i Vejby. Gennem den aabne Dør strømmer Sommersolen ind i det halvmørke Rum og sender Genskær til Køerne i deres Baase; den friske Duft fra Trillebørens nyslagne Hø slaar en stakkels Tyrekalv med en altfor kort Lænke fristende i Snuden. Skovgaard fuldførte senere dette let og frisk behandlede Forarbejde og tilføjede et Hestedækken over en af Lægterne. Selve Billedet gennemførte Lundbye med den største Omhu i den følgende Vinter, hvor han kun sjældent forlod sin Bolig i Nyhavn. Den 20. Januar 1844 skriver han i sin Dagbog:»Jeg maler af alle Kræfter, med saa megen Fornuft og saa liden Afsmag af Studier som muligt, paa min Kostald. Jeg maler om Dagen og sidder om Aftenen inde i mit lille Studerekammer med Bøger og Tegninger om mig, sommetider kan jeg ikke blive færdig, ikke blive træt af at see og læse, saa jeg først langt over Midnat giver mig i Lag med at rede mit simple og lette Leie paa Sophaen«. Paa Foraarsudstillingen købtes Billedet til Galleriet, uagtet Christian VIII misbilligende skal have ytret, at det ligefrem lugtede af Kostald. Et Billede af denne Art var jo dengang hos os noget aldeles nyt. Om det mindre og mindre betydelige Billede i Aarhus Museum skriver Lundbye i Dagbogen 15. Mai 1844:»Jeg maler paa et lille Billede, forestillende 2 Kalve i en Lo. Det har moret mig i Træværket at holde mig til hvad jeg saae. Studiet tog jeg nemlig i den Bondegaard, hvor jeg i

36 Sommer laae i Veiby oppe ved Nordstranden og i min Stue vare Dæksbjælkerne ikke lige, men havde en fiin Bue, det var nemlig Bjælker af et strandet Skib. Saaledes har jeg ogsaa udført dem i Maleriet; det kan være det var et blot Lune eller maaskee har det moret mig at tænke paa, at disse Bjælker engang pløjede Havet og maaskee have været vidt om i Verden, inden de stædedes til Ro i en sjællandsk Bondegaard. Dette er en uvæsentlig Ting; men man vil nok lee ad det som allerede Kaalund har kaldt dem Tommestokke, hvad han dog ligesom fortrød da jeg forklarede ham Grunden til disse Mærker. Jeg glæder mig, thi atter elsker jeg Maleriet og har i disse Dage malt næsten med Lidenskab.«Fra Billeder af Dyrene i Staldene vendte Lundbye sig mod den for ham endnu vigtigere Opgave at male Billeder af Dyrene i det Fri, i Forbindelse med den danske Natur. En af hans bedste Skitser er det Galleriet tilhørende, i Brofelde Juni 1844 malte Forarbejde til et aldrig fuldført Maleri af Køer, der vandes ved et Gadekær. Senere paa Sommeren var han paa Herregaarden Vognserup, der ligger et Par Mil vest for Holbæk mellem de store Enge, hvor Lundbye efter Høyens Udsagn»fandt sit egentlige Atelier«. Vanskelighederne ved sit Arbejde og dets gode Udbytte omtaler Lundbye i efterfølgende to Dagbogsoptegnelser.»Vognstrup 28. July Jeg har efter Evne studeret Dyrene, men det er et vanskeligt Fag, da Modellerne er saa urolige, og j^g næsten intet kan giøre uden Andres Hjælp. Jeg maa, naar jeg skal male dem,

37 35 - To Kalve i en Lo. Billedet i Aarhus Museum. have Nogen til at holde Modellen og idelig dreie og rette paa den for at bevare den begyndte Stilling. Men dennøiagtighed, som man forlanger i Fremstilling af det menneskelige Legeme, kan der jo ikke være Tale om; det er vanskeligt at controllere Dyremaleren, et Spillerum, jeg dog ingenlunde har i Sinde at benytte, da Sandheden maa gaae for Alt og tillige har det mærkeligt overbevisende ved sig saa man føler: ja. saaledes er det virkeligt i Naturen. Derfor jo mere jeg kan faae ind i mine Fremstillinger jo bedre, og jo mere jeg kan faae under samme Betingelser jo bedre; men det er mig næppe muligt at fuldføre Studiet af et Dyr altid under samme Belys-

38 ning, samme Dagstid, endsige Studier til en heel Gruppe. Dette bliver altid noget, som maa overlades Hukommelsen og et rigtigt, øvet Øie. Derfor maa jeg endnu bestandig stole meget paa det, hvad jeg lærer ved mine Besøg i Stalde og paa M alkepladser. Jeg veed, at Høyen vil bekæmpe dette paa det Ivrigste, men Tiden, der maaskee vil bringe mig en talløs Mængde Studier er det Eneste, der kan give mig den Sikkerhed det unægteligt er at have Studie til Alt. Jeg kan nu engang ikke ret lide det, jeg synes at Maleren maa og bør kunne huske, og kan i hvert Fald ikke skaffe Studier i en saadan Mængde. Jeg tør ikke anføre Frølichs Arbejder som Mønstere, men hans Maade at tage og benytte Studier paa var dog mere genial end de Fleestes. Naar han ikke overlades en Model, men det maa klædte sig af og paa tegnede han efter sig selv, stod selv Model med Drapperi om sig for et stort Speil og malede løs derefter. Deri var dog mere Liv end naar de føre Studierne efter kjedelige Modeller, der ikke engang forstaae at stille sig, lige ind i Malerierne. Hvor uendelig vanskeligt er det at bevare Natur og Sandhed i Bevægelsen, Gesticulationer og Stillinger det kan sandelig opfattes i Livet og huskes af Maleren.Vognserup 28. Aug Har jeg Grund til at være glad? og hvad er Grunden? Ja! thi jeg har lært at kjende Koen langt bedre end før. Det er noget Lidt vilde vel Andre sige og jeg selv stundom med, dog er det mere end det lader til ved første Øiekast, thi det vil sige at jeg har forladt den barnagtige Maade at studere paa, eller rettere.

39 37 En Tyrekalv. Radering. jeg har lært at studere. Saaledes er der dukket Fiinheder op for mig, jeg aldrig anede, kommet mere Ro og Orden i mit Hoved med Hensyn paa mit Arbejde og mere Tilfredshed i mit Sind. Derfor er dette to Maaneders Ophold paa Vognstrup ikke uden Betydning i min Udvikling og 14 Dage var jeg her sammen med Høyen, hvad ogsaa bragte meget i det klare.«kobberstiksamlingen ejer en anselig Række af Lundbyes glimrende Studietegninger fra 1844 efter Køerne paa Vognserup. I sine bedste Tegninger er Lundbye en endnu større Mester end i sine Malerier. Hans skarpe og sikre Pennestreg kan have en uforlignelig Ynde, hans Formforstaaelse og fine Skønhedssans adler selv Gengivelsen af Smaating som et Skræppeblad eller et Par Græsstraa. Se f. Eks. hans Tegninger til Kaalunds i Efteraaret 1844 udkomne»fabler for Børn«, vor smukkeste og

40 bedste Børnebog, der giver saa klart et Vidnesbyrd om Lundbyes Kærlighed til hans»firbenede Venner«, mellem hvilke han i sine Breve fremhæver»agnes«og»rasmus Hansen«, to Køer, der paa Vognserup Enge fulgte ham, hvor han gik. I Vinteren gennemarbejdede han et Par Billeder fra Vognserup, en Fremstilling af den idylliske Blegeplads og et Maleri af to Køer paa aaben Mark med lav Horisont. Andre og mindre Arbejder synes dog at have optaget ham fuldt saa stærkt. I November 1844 gengav han i en stor og pragtfuld Vandfarvetegning den majestætiske Melankoli paa det øde Refsnæs og gav den som Tekst de Strofer af Folkevisen, der udtaler Forbandelse over det Sted, hvor dræbt.*) Lig Dronning Dagmars Søn blev den melankolske Jæger hos Shakespeare kunde han»suge Tungsind af Sang som Væselen suger Æga. Tidligere havde han ofte følt sig tiltrukken af de lyse og glansfulde Naturstemninger, der kunde minde ham om de jublende Toner af en Fædrelandssang, nu voksede hans Kærlighed til de vemodige eller mørkt alvorlige, der lod ham erindre Kæmpeviserne med»den dybe Orgeltone«. Der er en ejendommelig vemodstung Poesi i Galleriets lille Billede af Faarene ved Kæmpehøjen, hvor Skæret fra den under graa Skyer synkende Sol tegner Træernes Skygger over de mægtige Gravsten, et Billede, han efter en ældre Skitse omarbejdede i Vinterens Løb. Af de *' Efter en fejlagtig Notits er denne Tegning, som Lundbye senere forærede Jerichau, i Kunstforeningens Bog om Lundbye med Urette angivet udført i Rom.

41 seks da udførte Raderinger, der alle hører til de bedste, vort Land har frembragt, udmærker sig især, ved Siden af Tyrekalven fra Vognserup, et Par Vinterlandskaber med yderst beskedne Motiver, fremstillede ved faa og simple Midler, men beundringsværdige ved Opfattelsens Følsomhed og Finhed. (Et af dem er gengivet S. 9.) De triste Naturstemninger har vundet Forstaaelse og fundet Genklang i en sorgfuld Menneskesjæl. Ydre Grund til Mismod havde Lundbye egentlig ikke haft før han den 2. Juni 1844 fik et bestemt Afslag paa et Frieri til en ung Pige. Maaske gjaldt Forelskelsen ligesom et tidligere Sværmeri vel saa meget Kvinden som Væsen og Skaberen af huslig Lykke som den bestemte Person, men Skuffelsen var alvorlig nok. Ude paa Landet kunde han glemme den og finde Trøst hos Køerne, inde i Byen, hvor han ikke undgik»pinlige Møder«, pinte den ham som et aabent Saar. Han maatte bort, langt bort. Han vidste, at Høyen var en Modstander af unge Kunstneres Udenlandsrejser.»Hvorfor skulde hvert Ord af hans Mund være det eneste Sande«, skriver Lundbye i Dagbogen. Høyen var jo ogsaa Modstander af al Erindringskunst og bedømte Lundbyes Smaaarbejder som Legeværk. Lundbyes gamle Ven fra Akademitiden, Billedhuggeren Jens Adolph Jerichau, der nede i Rom var bleven en anset Kunstner, skrev til ham:»den romerske Kampagne med sine simple, store Linier og prægtige Farver venter med Længsel efter, at Du skal gjøre dens Berømmelse fuldkommen i Nor-

42 40 den«. Lundbye besluttede sig til at ansøge Akademiet om et Stipendium for at foretage en Rejse til Italien.

43 'f^-. \haiiil Aftenstunden.»Fabler for Bern«VI agbogen, 16. Febr. 45. Saa staar jeg da i Begreb med at indgive min Ansøgning om Stipendium, Gud give, den maa bevilges! To Samtaler har jeg havt med Høyen i den Anledning; han er ikke for at jeg skal bort og har talet drøie Ord i den Anledning, men ogsaa kjærligt har han talet og viist sit Sindelag imod mig som det sjældent træder frem. Han sagde: jeg vilde blive et let Bytte for den Første, jeg maatte føle mig tiltalt af, Diisseldorfer saa let som

44 - 42 ~ Miinchener. Er det muligt, at hvad jeg har pleiet i mange Aar og troet var mit Livs Kjærne, saa let skal glemmes? Han sagde, at jeg havde endnu ingen bestemt Tone anslaaet. Er det ogsaa muligt? løi da hver Kritik og hver Stemme, der klang saa deiligt i mit Øre, naar den kun sagde mit Billed var ægte dansk, og er det nok; var det ikke ganske egne Træk i vor Natur som fængslede mig og bleve Gjenstande for min Pensel? Var det ikke det Store, noget Eensomme, der fornemmelig tiltalte n^ig og gjorde at man tit fandt mig tom og fattig; men gav det Alt ikke mine Billeder en egen Kolorit, hvorved jeg sondrede mig, eller var ogsaa det en forfængelig den Drøm? svandt jeg som Draaben hen i store Strøm, uden Særkjende. Nei, jeg kan ikke tro det og dersom det er den Betingelse, han sætter for at man med Gavn kan nyde fremmede Indtryk, da troer jeg at kunne være rolig ved ikke at have ladet mig rokke i min Beslutning. 27. Febr. 45. Jeg arbeider paa min Blegeplads, hvor især Græsfladen foran qvæler mig. Det er en grumme vanskelig Opgave at male frodigt Græs lige ud til den nærmeste Forgrund, noget jeg helst undgaaer. Dette Billede skulde gjengive den Frodighed og Fred, der kan være i et saadant lille Parti, nærmest udenfor en Herregaardshave; det er her ikke det Store i Naturen, jeg vilde male, meget mere føler man Menneskehaanden allevegne, men det Yppige, der ingensteds lader Bunden sees for bare Græs og Planter. Solen staaer høit paa Himlen, men dens Skin bliver mig vanske-

45 ligt at fremstille, da det er udbredt over en altfor stor Flade, noget, der ikke mere kan ændres. De blinkende Piletræer, troer jeg, ere lykkedes mig ret vel, men Græsset arbeider jeg mig træt i. Jeg søger at fremstille hvad der mindst er i mig selv, men siger ikke Heiberg, at Digteren synger skjønnest om hvad han savner. Maatte dette da ogsaa lykkes mig, thi tre smaae Billeder er kun en ringe Frugt af en heel Vinter, helst naar de ere svage. Og paa disse tre bygger jeg dog mere end min Existents i den nærmeste Fremtid de skulde jo tillige anbefale min Ansøgning, for hvilken ingen Anden taler end jeg selv. 2. Martz Og om jeg nu kom bort, og aldrig vendte meer tilbage. Da gjaldt det om Nogen vilde savne mig, om jeg havde gjort mig fortjent til at mindes. Mine efterladte Sager, hvem skulde eie dem? Det er ikke meget, men een Ting er der dog, som jeg kunde ønske var værdig til at opbevares i en offentlig Samling, nemlig den store Bog med mine Tegninger, samt alle de mindre Tegnebøger; dem ønskede jeg maatte blive sammen, de ville give et tro Billede af min hele Virksomhed, fra mine unge Aar og gjennem de svage Perioder, phantastiske Drømmebilleder er der ogsaa iblandt, skjøndt det meste af den Slags har jeg givet Andre. Jeg har tit tænkt derpaa, men er det at vurdere mig selv for høit, saa er jeg kommen dertil ved at roses over Fortjeneste for disse Ting; med Malerierne er det noget heelt andet. 17. Martz. Er det muligt, at Noget endnu

46 har den Interesse for mig, at Uvisheden om Opnaaelsen deraf kan gjøre mig uskikket til at foretage nogensomhelst Ting. Det er en Flugt, jeg ønsker, næsten fra mig selv. Og jeg kan tænke mig at savne Stof til danske Billeder paa min Reise, saa høit elsker jeg det Land, jeg vil løbe fra. Dog maa jeg bort, hente et frisk Aandepust i den rene Bjergluft og kun medbringe den Opfatning, jeg lærte i man let Danmark. Mine Reisebilleder skulle være Fortællinger, hvor skal gjenkjende Nordboens alvorlige Foredrag og dybe Længsel efter det ulykkelige Fædreland, der for Tiden har intet andet Opmuntrende og Styrkende end den dybe Erkjendelse af sin Fornedrelse. Kunstneren har kun Deeltagelse at yde, ham er det ikke givet at gribe kraftigt ind med hjelpende Haand. Men han kan deiligt gjengive en Afglands af Barndomsdrømmene, han kan kraftigt paavise i sine Billeder Træk af det Nationale, som trods den lange Søvn har holdt sig i Folket og Naturen, da taler han dog et hjerteligt Ord, der dog turde have nogen god Virkning. I saadanne Tanker faldt mig nylig ind: at jeg kunde havt Lyst til at male den paany opdukkende Jord, som den er skildret i Gimlemythen: et Danmark hævet op af Havet med de gamle Guldtavl i det høie Græs. Jeg har endog i Tanken gjennemarbeidet det, saa at den klare, gyldne, glandsfulde Luft, den frodige Vegetation uden Spor af Storme i Skovenes Udkanter, de bølgende Banker, grønne lige ned i det stille blinkende Hav, staae saa deilige for mig som de aldrig ville komme frem

47 under mine Hænder. Har nu et saadant Phantasiebillede ikke stort at sige i Kunsten, saa er det dog i Hovedet uskadeligt og vænne os til at see i Naturen Mere end vi øine til hverdags. Men det, der skabte det, var ingen Higen efter at idealisere eller stilisere vor Natur, den jeg nødig vil bringe andet ind i end hvad den aabenbarer sig i den for mit Øie, naar jeg med stille Tilfredshed nyder den, hvad eller i mørk Tungsindighed i den søger en Fred, en Harmoni, jeg langt snarere fandt i Tisvilde vilde Træk end i Menneskenes Færden, Trøst, Deeltagelse o. s. v. o. s. v. Langt snarere ledtes jeg paa Tanken om dette mythiske Landskab derved, at jeg følte en dyb Trang til ogsaa at give en Skjærv til Fordeel for mit elskede Fødeland. Ligesom Digteren til alle Tider har opflammet de sygnende Sjælekræfter, saaledes har dog maaskee ogsaa Maleren undertiden gjort det. Villien til det Gode haver jeg hos mig, men Kræfterne til at udføre det mangler jeg. 19. Martz. Igaar Morges bragte den kjære Lorenzo mig den glade Tidende at jeg har faaet Stipendiet. En eneste Dag har saaledes kjørt alle Tanker omkring i mit Hoved at jeg neppe kjender mig selv. Søndag 13. April. Jeg har 4 Urtepotter. I den første er en Rose, der vel sætter Blomsterknopper, men disse blive aldrig til Blomster, og dog holder jeg meget af den, dens grønne Blade, dens friske, brunlige Skud, dens hele Form har gjort mig stor Glæde. I den anden staaer den Fuxia, som jeg fik i 1839 af den gamle Conferenzraad Brandis; denne holder jeg meget af og vilde gjerne

48 gjensee, naar jeg kommer tilbage engang. I den tredie er en Bregne, som i disse Dage er skudt op, underligt sammendreiet i en Spiral ligger det deilige Blad, endnu omgivet af en bruun Kapsel. Hver Dag kan jeg see Forskjel paa den, og snart vil den vel udfolde det palmeagtige Blad i Solen. Den fjerde det er en ganske lille Urtepotte, hvori kun staaer en vissen Stilk. I Leeret er indgravet 2. Juny 44. af hendes Broder den Dag, Den fik jeg da Ordet gik gjennem min Mund, den Dag, da jeg sidste Gang hørte hendes Stemme. Det var en Aflægger af en Fuxia, men den visnede strax, visnede som mit Haab, men jeg har aldrig nænnet at kaste den bort. Nu vil jeg gjøre det, men gjemme Urtepotten. Som denne Stilk ligner min Kjærlighed, skal jeg saaledes ligne Rosen, der vel skyder Knoppen men aldrig blomstrer? Men Du, gamle Fuxia! skyd Du Dine Blomster og lad dem atter drysse paa Jorden, lad dem skyde og falde hvert Aar, mens jeg er borte; men gjem saamegen Kraft, at jeg end engang kan see de røde Bloddraaber aabne sig og vise det violette Bæger glæde mig end engang, naar jeg atter gjenseer Danmark. 23. April. Vaagen og i Søvne altid Drømme. O lad mig drømme hvad er Drømme andet end Ønsker og Ønsker andet end Tilsagn om hvad der skal komme. Staaer ikke selve Reisen endnu stedse for mig som en Drøm, og dens Opfyldelse nærmer sig dog stærkt. Saaledes vil ogsaa Qvinden komme engang, hun, jeg længes efter. Kallundborg, 18. May Menneskene

49 vise mig en saadan Velvillie nu, da jeg skal bort, at jeg kunde fristes til med Gunnar*) at sige: Aldrig var Hlid saa deilig som i Aften, jeg rider hjem! Stakkels Gunnar! det kostede ham Livet jeg reiser. *) I Njals Saga.

50 .,^w -A^ %tj^r/n«m J^ii^^m^T. fj^. 2.y7^^ ^ /JU. U^»^ VII iisseldorff, 14. Juny. Jeg havde glædet mig til at see en Udstilling her, for dog at fa ae et rigtigt Begreb om Kunsten i denne saameget omtvistede Skole. Jeg veed ikke hvilke Mesterværker der muligt i Løbet af Dagen kan opstilles, men det veed jeg, at naar jeg har nævnt to Billeder, da har jeg nævnt Alt, hvad jeg anseer det for værd at nævnes, og naar jeg anfører to endnu, da er jeg saa skaansom, at jeg i skamme mig over DiisseldorfFs Sted vilde at være Gjenstand for en saadan Medlidenhed. 4. September. Rom. Hvordan skal jeg dog lære Lethed i Omgang med Andre. Jeg lever her i de piinligste Forhold, blot fordi jeg ikke med Ro og Taalmodighed kan høre paa den Spot og de Skjeldsord, som Jerichau dagligt udgyder i rigeligt Maal over Alt, hvad der er dansk. Og saaledes