International Forening for Bibelstudium Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab

Transkript

1

2 i

3 En kortfattet Redegørelse for, hvad Jehova i sin store Kærlighed og Naade har gjort for at bringe Menneskene tilbage til Harmoni med sig, saa at de lydige kan faa evigt Liv paa Jorden i fuldkommen Lykke, Glæde og Tilfredshed. A f J. F. R u t h e r f o r d Forfatter til Guds Harpe Verdensbefrlelsen Skabelsen Hvor er de døde? o. m. a. (Reconciliation, Danish) Udgivere International Forening for Bibelstudium Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab København Brooklyn, N. Y. Oslo

4 For at ære og ophøje JEHOVAS NAVN er denne Bog skrevet Lad dem erkende, at du alene har Navnet Jehova, den Højeste over al Jorden. Salme 83 :19. Og jeg. Herren, vil være deres Gud, og min Tjener David skal være en Fyrste midt iblandt dem. Jeg, Herren, har talt. Og jeg vil slutte en Fredspagt med dem og udrydde vilde Dyr af Landet, og de skal bo i Tryghed. Ezekiel 34 : 24, 25. Sanddruhed skal vokse op af Jorden og Retfærdighed skue ned fra Himmelen. Herren skal ogsaa give det gode, og vort Land skal give sin Grøde. Salme 85 :12,13. Copyright 1928 by J. F. Rutherford Made in Germany Printed by Watch Tower Bible end Tract Society, Magdeburg, Germany

5 Forfatterens Forord N ød, Uro og Forvirring hersker paa Jorden nu. Menneskene ønsker at vide, hvad Aarsageme er, og om der er noget Middel til Afhjælpning af de fortvivlede Forhold. Denne Bog vil give sine Læsere Fred i Sindet, fordi den viser, hvorledes Jehova i sin Kærlighed har gjort det muligt for Menneskene at opnaa evigt Liv her paa Jorden med alle de Velsignelser, der knytter sig til det evige Liv. Det er ikke Forfatterens egne Synspunkter, der fremsættes, og heller ikke noget Menneskes Fortolkning af Skriften. De vil let kunne forstaa denne Bog. Det er mit Haab, at den vil bringe Glæde til sine Læsere og tilskynde dem til at tjene Gud og ære hans Navn. Forfatteren

6 H Udgivernes Forord vorledes er Mennesket blevet til? Hvad bliver Menneskets endelige Skæbne? Hvorfor er der saa stor Fattigdom blandt Mennesker? Hvad er Aarsagerne til Sygdomme og Død? Kan Mennesket aldrig vende tilbage til Harmoni med Gud og komme til at nyde det evige Liv med alle dets Velsignelser? Disse Spørgsmaal og mange andre dermed beslægtede bliver besvaret i denne Bog. De Begrundelser, der fremføres, er saa klare og overbevisende, at al Tvivl blæses bort. Det er overordentlig vigtigt for Mennesker i vor Tid at forstaa disse Problemer. Det er os en stor Glæde at sende denne Bog ud til Offentligheden. Det er vort Haab, at Bogen vil blive til Gavn og Glæde for Mennesker og til Ære for Jehovas Navn. Udgiverne

7 Forligelse

8

9 Forligelse Kapitel 1 Jorden og dens Fyrste E n mægtig Fyrste, udrustet med Evne og Myndighed til at styre det Land, han havde modtaget, vandrede med glad Hjerte og lette Skridt paa Lykkens og Glædens Vej. Hele hans Skikkelse var smuk og majestætisk, hans skønne, harmoniske Ansigt var præget af den Lykke og Glæde, han følte i sit Hjerte, og hans melodiske Stemme klang med Vellyd i den stille Morgenluft. Markens Dyr og Himmelens Fugle adlød hans Kalden. Han havde Overflod af Fødevarer og Klæder, og hans prægtige Palads var smukt beliggende ved Skove og Søer. Han stod i et fortroligt og tillidsfuldt Forhold til Gud. Han var Konge over alt, hvad han saa. Men hans Lykke varede kun kort. En gammel, krumbøjet Mand rejste gennem Dødsskyggens Dal. Hans Klæder røbede, at han var Agerdyrker og Svineopdrætter. Hans Ansigt var rynket, hærget af urene Tanker, præget af et Hjerte, der var fyldt med Had og Vrangvilje. Hans Stemme var ru og haard. Markens Dyr og Himmelens Fugle flygtede i Angst og Skræk, naar han nærmede sig. Det var den mægtige, lykkelige Fyrste, der var blevet saa grum og frastødende. Berøvet sin Magt og Myndighed, var han blevet en Fjende af Gud og vandrede ikke længere paa Lykkens og Glædens Vej. Nu slæbte han sig af Sted ad triste, 9

10 10 Forllgelse iihyggelige Veje frem mod Fortvivlelsens Afgrund. Hvorfor denne Fornedrelse fra at være en stor og mægtig Fyrste til at blive en fattig, ulykkelig Stakkel? Sin Magt og Myndighed, sit Rige, ja endog sit Liv havde han faaet af den Højeste, Gud. Men han blev ulydig og utro mod sin Gud, han svigtede den Tillid, der var vist ham; derfor mistede han alt. E t mægtigt Svælg skiller ham nu fra hans Skaber og Velgører. Er der intet Haab om Forsoning mellem Mennesket og Jehova Gud? E r der nogen Mulighed for, at Mennesket kan faa sit Fyrstendømme tilbage og blive genindsat i sin ærefulde og betroede Stilling? Disse Spørgsmaal finder deres Besvarelse i Jehova Guds hellige Ord. Deri forklares, hvorfor der opstod Fjendskab mellem den omtalte Fyrste og hans Skaber, og hvorledes Gud bereder Vejen for en Udsoning og Forligelse. Bibelen er Guds hellige Sandhedsord. Den alene giver os den sande Beretning om Fyrsten og den ulykkelige Stakkel. Denne Beretning er mere gribende og fængslende end nogen Roman. Jorden var den mægtige Fyrstes Hjem, og her udspandt dette Drama sig. Jorden er stadig Hjemstedet for alle det første Menneskes E fterkommere. Nu, efter 60 Aarhundreders Forløb, er kun faa Mennesker klare over, hvem der ejer Jorden, eller hvorfor den blev skabt, og hvorledes Forholdet er mellem Mennesket og Skaberen. Ingen kan rigtig forstaa Menneskeslægtens Historie eller sin Pligt over for Skaberen og den Fremtid, der venter ham, hvis han ignorerer Bibelens hellige Sandheder. Bibelen er Sandhedens Kilde. Jo mere man drikker af denne Kilde, desto sødere bliver dens livgivende Vand. Selve Jorden aftvinger Mennesket Beundring, til Trods for Menneskets Ufuldkommenhed og

11 Jordon og dens Fyrste 11 begrænsede Fatteevne. Betragter vi de forskellige Formationer i Jordlagene, kaster vi et Blik paa Plante- og Dyrelivet, undersøger vi med et Mikroskop de mange fine Enkeltheder i det skabte, eller skuer vi ved Hjælp af et Teleskop ud i det vældige Univers og ser de talløse Himmellegemer, som svæver omkring der, maa vi betages af Beundring for den Visdom, der er lagt for Dagen i Skaberværket. Naar vi forstaar, at Jorden blev skabt til en evig Bolig for Mennesket, fyldes vi af Længsel efter at faa mere at vide om den store Skaber. Kikkerten blev ikke opfundet før Aar 1600, og det er intet Under, at Menneskene før den Tid mente, at Jorden var Universets Midtpunkt. Kun ganske faa Mennesker bevarede Kundskaben om den store Skaber og det, han har gjort for Mennesket. Som en lille, svag Kilde flød denne Kundskab ned gennem de mange Aarhundreder, og kun faa Mennesker drak af den. Tidligt glemte Menneskene Gud, og følgelig havde de ikke Tanke for andet, end hvad de kunde se med deres naturlige Øje. Da Solen og Maanen og Stjernerne kom til Syne, begyndte nogle Mennesker at dyrke Skabningen, men ikke Skaberen. De kunde se, at alle levende Skabninger her paa Jorden er afhængige af Solen, og derfor begyndte de at tilbede den. De, der havde bevaret lidt Kundskab om Gud og troede paa ham, vidste, at han var bagom Stjernerne, og de tilbad ham som Himmelens og Jordens Skaber. De var dog yderst faa i Sammenligning med de mange andre. Da Kikkerten blev forbedret og Kundskaben forøgedes, indsaa Menneskene, at deres tidligere Opfattelse af Jorden ikke var rigtig. De blev klar over, at Jorden ikke var Verdens faste Midtpunkt, men en Klode, der sammen med de andre Planeter i vort Solsystem roterer omkring Solen.

12 12 Forllgelse Den romerske Gejstlighed havde i mere end tusinde Aar lært, at Jorden stod fast paa eet Sted, og at alt andet i Verdensrummet roterer omkring den. De paastod ogsaa, at de var de eneste, som kunde fortolke Bibelen, og hævdede, at denne fejlagtige Anskuelse om Jorden var Bibelens Lære. Det har maaske mere end noget andet tjent til at slaa denne Teori fast for Menneskene. Men Kundskaben tog til, og Menneskene begyndte at forstaa, at Jorden er en Planet, der roterer om Solen sammen med andre Planeter. Hvad de saaledes efterhaanden kom til Klarhed over, beviste, at Præsternes Teorier maatte være urigtige. De tabte en Del af deres Tillid til disse Lærere. Men samtidig kom de til at tvivle paa Bibelen, og mange forkastede den helt. Havde de kendt Bibelens Sandhed og ikke været paavirket af disse falske Læreres Vranglærdomme, vilde de ikke have vendt sig fra Bibelen eller fra Gud. Den astronomiske Videnskab har lært os, at der findes Stjerner saa kolossale, at Jorden blot er en Dværg i Sammenligning med dem. Astronomerne siger, at Betelgeuse er saa vældig, at Solen sammen med Jorden og dens øvrige Planeter kunde anbringes inden i den og dog beholde deres indbyrdes Afstand. Det er vanskeligt at fatte denne Stjernes uhyre Udstrækning. Den, der kender Guds Ord, ved dog, at Jorden indtager en meget mere betydningsfuld Plads i Guds Skaberværk end Betelgeuse eller nogen anden Stjerne med Undtagelse af den, hvor den evige Guds Trone staar. Bibelkritikerne paastaar, at det gamle Testamentes Forfattere var uvidende om Forholdet mellem Jorden og andre Kloder i Verdensrummet. Denne Paastand savner dog ethvert Bevis. Det er ganske indlysende, at Gud ikke havde i Sinde i sit Ord, Bibelen, at meddele alt om Jorden og de øvri-

13 Jorden og dens Fyrste 13 ge Himmellegemer. Guds Aand virkede paa de trofaste Mænd, som i Fortiden nedskrev Bibelen, og det er rimeligt, at de forstod noget om Skaberværket, som ikke er berettet i Bibelen. Det, de skrev under guddommelig Vejledning, er sandt den Dag i Dag, det kan vi være absolut forvissede om. Disse hellige Guds Mænd skrev, drevet af den hellige Aand. 2 Samuel 23 : 2. Bibelen er den eneste paalidelige Vejledning med Hensyn til Menneskets og Jordens Forhold til den store Skaber og hans Formaal med Skaberværket. Naar Mennesket benytter Bibelen som sin Rettesnor, ser han, at Jorden indtager en vigtig Plads i Guds Raadslutninger, og at i Guds belejlige Tid skal alle Skabninger i Himmelen og raa Jorden forenes til en storslaaet, harmonisk Enhed. Herom skrev Jehovas inspirerede Vidne:»Han kundgjorde os sin Viljes Hemmelighed, efter sin velbehagelige Beslutning, som han havde fattet hos sig selv, for at oprette en Husholdning i Tidernes Fylde, nemlig at sammenfatte sig alt i Kristus, det, som er i Himlene, og det, som er paa Jorden, i ham.«efeseme 1 : 9,10. Stjernebilledet Plejaderne eller Syvstjemen synes at være det Centrum, hvorom alle kendte Solsystemer roterer, ligesom Planeterne i vort Solsystem lydigt følger Solen. Den Tanke er blevet fremsat, at en af Stjernerne i denne Gruppe er Jehovas Bolig og altsaa skulde være det Sted, den insnirerede Forfatter sigtede til, da han skrev:»du vil høre dem fra det Sted, hvor du bor, fra Himmelen.«(2 Krøniker 6 : 21) Det var det Sted, Job havde sin Tanke rettet paa, da han drevet af Guds hellige Aand sagde:»kan du knytte Syvstjemens Baand?«Job 38 : 31. Plejaderne er et lille Stjernebillede, sammenlignet med mange andre, som de store astronomi-

14 14 Forllgelse ske Kikkerter afslører for Menneskene. Men andre Stjerners eller Stjernebilleders store Udstrækning er kun ringe i Sammenligning med den Betydning, Plejademe faar som den evige Guds Trone. Ligeledes har de forskellige Kloder, der er langt større end Jorden, mindre Betydning i Jehovas Øjne end Jorden paa Grund af den nøje Tilknytning mellem Jehovas Trone og Jorden. Herom har Guds Profet skrevet:»himmelen er min Trone, og Jorden mine Fødders Skammel.«(Esajas 66:1) Herrens Ord viser saaledes, at der er en meget nøje Forbindelse mellem Guds Trone og vor Jord. Jorden er ikke blevet til ved et Spil af blinde Kræfter, saaledes som nogle selvbestaltede Bibelkritikere og saakaldte vise Mænd vil paastaa. Den blev dannet ved Guds Vilje, skabt under hans direkte Ledelse. (Esajas 42 : 5)»Thi ethvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet alt, er Gud.«(Hebræerne 3:4)1 Fremtiden kan muligvis de større Himmellegemer komme til at ære Skaberen langt mere, end vi nu kan se, men vi kan ikke tænke os, at nogen af dem nogen Sinde kan blive mere æret end Jorden. Naar Menneskene fuldt ud kommer til at forstaa dette, vil de glæde sig over, at de er blevet saa højt begunstiget af Skaberen. Det, der hæver Jorden op til denne betydningsfulde Stilling, er den Omstændighed, at Skabelsens store Drama er blevet udspillet her blandt Menneskene paa en saadan Maade, at alle Skabninger engang vil drage Lære deraf. Det bør ogsaa erindres, at Logos, Guds elskede Søn, der var Redskab til at skabe alle Ting, ifølge Jehovas Vilje forlod de himmelske Regioner og steg her ned paa Jorden. Det var her paa denne Jord, han blev underkastet sine sværeste Prøver, her viste han, hvorledes det fuldkomne Menne-

15 Jorden og dens Fyrste 15 skes Forhold er til Jehova, og her led han en vanærende Død, men blev oprejst fra Døden og ophøjet til den højeste Plads i Himmelen næst efter Jehova selv. Alt dette skete, for at Gud i sin belejlige Tid kan lade sin Vilje raade blandt alle Skabninger i Himmelen og paa Jorden, og det vil alt sammen blive til evig Velsignelse for alle Mennesker og til Jehovas Ære. Herrens inspirerede Tjener skriver herom:»han forringede sig selv, idet han tog en Tjeners Skikkelse paa og blev Mennesker Ug; og da han i Fremtræden fandtes som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa at han blev lydig indtil Døden, ja, Korsdøden. Derfor har ogsaa Gud højt ophøjet ham og skænket ham det Navn, som er over alle Navne, for at i Jesu Navn hvert Knæ skal bøje sig, deres i Himmelen, og paa Jorden og under Jorden, og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders Ære.«Filippenseme 2 : Jesus blev ophøjet over aue andre af Guds Skabninger, og ingen vil nogen Sinde bhve saa højt ophøjet. Jesus blev ikke ophøjet som Belønning for noget, han havde udviklet inden i sig selv, en smuk og god Karakter, heller ikke paa Grund af noget, han havde udrettet, før han kom ned til Jorden, men som Løn for den Trofasthed, han udviste som Menneske her paa Jorden, idet han fuldbyrdede sin Pagt med Gud og udførte alt det, Faderen havde paalagt ham. Jorden var det Sted, hvor Jesus vandt sin Sejr over Døden. Jorden er blevet æret fremfor alle andre Kloder paa Grund af det, Jesus udrettede, medens han vandrede her. Gud har givet baade Jorden og Mennesket en Plads i sin evige Raadslutning, og medens hans elskede Søn Jesus levede som Menneske paa Jorden, beviste han sin Troskab mod Gud baade for

16 16 Forllgelae Engle og Mennesker. Vi kan derfor med Rette drage den Slutning, at Jorden er den mest begunstigede af Kloderne og altid vil være dyrebar for Skaberen. Menneskene, som nu vandrer omkring paa Jorden, har ikke den rette Forstaaelse af de Gunstbevisninger, de har modtaget fra den store Skabers Haand, men Gud vil i sin Tid give dem en ret Forstaaelse og Værdsættelse heraf. Gud gjorde Jorden skikket til det Dyreliv, der rører sig paa den. Dyrene spiser og drikker og nyder Tilværelsen, indtil deres Liv udslukkes. Mennesket er mere end et Dyr, som blot lever og formerer sig. Mennesket er udstyret med Tænkeevne, saa det kan udforske de store Sandheder om Gud og hans Beslutninger, og dette hæver Mennesket højt op over Dyrene. Dets Tanke behøver Næring, og Skaberen har i sin Naade sørget rigeligt for Føde baade til dets Legeme og dets Aand. Mennesket vil aldrig blive færdig med at granske Jordens og hele Skaberværkets Vidundere, og hvis det er ret indstillet, maa det ved denne Udgranskning fyldes med Beundring og Højagtelse for Skaberen. I sine vidunderlige Skabergeminger viser Gud sin Visdom, Retfærdighed, Kærlighed og Almagt, og Mennesket, som betragter disse Vidundere, maa komme til at elske, tilbede og tjene den store Skaber. Mennesket maa komme i denne Tilstand, før han kan begynde at lære Visdom. Visdom er i Virkeligheden den rette Anvendelse af Kundskaben om Gud og hans Vilje; derfor maa Mennesket i hvert Fald i nogen Grad lære Gud at kende, før han kan blive viis. Med dyb Ærbødighed, under Frygt og Bæven, maa Mennesket famle sig frem til Kundskab om den Almægtige. Jo bedre han lærer Jehova Gud at kende, desto mere maa han elske ham. Saa vil han glæde sig over at lære flere af Guds Gerninger at kende

17 Jorden og dens Fyrste 17 og være ivrig efter at udgranske dem. En af Jehovas hellige Profeter, som grundede paa Guds Skabergeminger, udbrød:»store er Herrens Gerninger, søgte af alle dem, som har Lyst til dem.«salme 111 : 2. Bibelen er Guds Ord, udtrykt paa Menneskers Sprog og givet til Mennesket. De fleste Mennesker har den Opfattelse, at Bibelen blot indeholder en Samling forvirrede Tanker. Denne Anskuelse er fejlagtig og skyldes visse Menneskers vrange Fremstillinger af Gud og hans Ord. Bibelen siger ganske tydeligt, hvad der var Guds Formaal med Jorden og Mennesket, som engang var dens Fyrste. De første Kapitler i Bibelen viser, at den er givet Mennesket til Vejledning og Belæring. Den lærer os, at det var Guds Vilje, at Mennesket skulde være Fyrste paa Jorden, saa længe det blev ved at være i Harmoni med Skaberen. Bibelen taler i Begyndelsen om Mennesket og Guds Formaal med Mennesket i følgende Vendinger:»Og Gud sagde: Lad os gøre Mennesker i vort Billede, efter vor Lignelse, og de skal herske over Havets Fisk og over Himmelens F\igle og over Kvæget og over al Jorden og over alt Kryb, som rører sig paa Jorden. Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, i Guds Billede skabte han det; Mand og Kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede Vlem, og Gud sagde til dem: Vær frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden og underlæg eder din og hersk over Havets Fisk og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som rører sig paa Jorden.«1 Mosebog 1 : Dette maa ret forstaaet betyde, at Gud skabte Mennesket, for at det skulde være hans Repræsentant paa Jorden. Gud gav Mennesket Tænkeevne og et Maal af Visdom, Retfærdighed, Kærlighed og Magt og Frihed til a t bruge sin Vilje. I

18 18 Forltgelse den Forstand var Mennesket skabt i sin Skabers Billede og Lignelse. Det var Jehova, som skabte Jorden, og derfor har han Skaberens Ret til den. Han satte sine Love i Virksomhed, og der fremkom de Resultater, han vilde. Himlene og Jorden blev til i Kraft af Guds Vilje.»Himlene er skabt ved Herrens Ord, og al deres Hær ved hans Munds Aande. Thi han talte, og det skete; han bød, og det stod der.«salme 33 : 6, 9. I deres Fjendskab mod Gud og Ligegyldighed over for hans Lov betragter Menneskene Jorden som deres i Kraft af Opdagerret og Besidderret. Nationernes Love er enige om, at Menneskene har Ret til at tage de Landsdele i Besiddelse, som de opdager. Da nogle Mænd trodsede Atlanterhavets Storme og landede paa Amerikas Kyster, plantede de deres respektive Landes Flag i Jorden og tog det nyopdagede Land i Besiddelse for deres Konge. En Mand flyver hen over Nordpolen, nedkaster sit Lands Flag og tager saaledes i sin Konges Navn Nordpolen i Besiddelse. Men der eksisterer slet ikke nogen saadan Ret. De selviske Herskere afgrænser hver sin Del af Jorden og paastaar, at den tilhører dem, at de er Herre over den; saa maa andre Mennesker som deres livegne dyrke Jorden for dem, men faar ikke selv Lov til at tage den i Besiddelse. Menneskene har ikke Ret til saaledes at raade over Jorden. Jorden tilhører Jehova Gud, og Menneskene skal bruge Jorden i Overensstemmelse med Guds Vilje. At Menneskene vel nok kunde have fordelt Jorden efter et bedre System, end det er sket, er ikke Spørgsmaalet her. Det Spørgsmaal, det gælder om at faa afgjort, er dette: Hvem ejer Jorden? Svaret maa blive: Jorden tilhører alene Jehova, og naar hans Tid er inde, vil han lade

19 Jorden og dens Fyrste 19 Menneskene tage den i Besiddelse saaledes, som det er hans Vilje. Gud er retfærdig. Deraf følger, at til den Tid skal en enkelt Klasse ikke faa Lov til at udnytte Jorden paa andres Bekostning.»Thi Herren, den Højeste, er forfærdelig [almægtig], en stor Konge over al Jorden. Han udvælger os vor Arvelod.«Salme 47 : 3, 5. Hans Lov viser tydeligt, at Mennesket ikke har nogen Eet til at udnytte Jorden i Modstrid med Guds Vilje.»Landet skal ikke sælges med fuld Afhændelse; thi mig hører Landet til.«(3 Mosebog 25 : 23) Gud har ladet Mennesket sejle sin egen Sø. Men naar først Mennesket har faaet den rette Forstaaelse af sit Forhold til Gud, vil Jorden blive udnyttet til hele Menneskehedens fælles Bedste. Menneskets Herredømme At have Herredømme over noget betyder at have Ret til at herske og regere. Da Gud skabte Jorden, var det hans Mening, at det fuldkomne Menneske skulde have Herredømme over Jorden og det, som var paa den. En Fyrste er en Regent eller Hersker, som har faaet Myndighed af en anden til at regere. Det fuldkomne Menneske Adam blev sat til Fyrste eller Hersker paa Jorden. Den, der har faaet Myndighed til at regere som Fyrste, er naturligvis underkastet den, der har tildelt ham denne Myndighed, og maa rette sig efter de Vilkaar, paa hvilke han har faaet sin Myndighed overdraget. En indgaaende Undersøgelse vil vise, at det er Jehova, som sidder inde med al Magt og Myndighed. Enhver, som har faaet betroet en Stilling som Fyrste eller Hersker af Jehova, maa derfor udøve sin Myndighed i nøje Overensstemmelse med hans Vilje.

20 20 Forligelse Jehova gav Udtryk for, hvad hans Hensigt var med at skabe Mennesket. Han sagde til Logos, der var hans trofaste Redskab under Skaberværket:»Lad os gøre Mennesker i vort Billede, efter vor Lignelse, og de skal herske over Havets Fisk og over Himmelens Fugle og over Kvæget og over al Jorden og over alt Kryb, som rører sig paa Jorden.«1 Mosebog 1 : 26. Jehovas Magt er uden Begrænsning. Naar det er hans Vilje, at noget skal skabes, vil det blive skabt ifølge hans Vilje. Da han havde bestemt at skabe Mennesket i sit Billede og i sin Lighed, gjorde han det ogsaa. Det var hans Vilje, at Mennesket skulde være en Fyrste og have Herredømme over Jorden og det, der levede og rørte sig paa den, og saaledes skete det. Vi har ikke den allermindste Grund til at tvivle paa, at Mennesket blev skabt til at leve paa Jorden, eller at Jorden blev skabt for Menneskets Skyld. Gud har udtalt sig tydeligt nok om dette Punkt:»Thi saa siger Herren, som skabte Himmelen, han er Gud, som dannede Jorden og gjorde den, han grundfæstede den, ikke til at være øde skabte han den, til at bebos dannede han den: Jeg er Herren, og ingen ydermere. Jeg har gjort Jorden og Menneskene har jeg skabt paa den; mine Hænder er det, som har udspændt Himmelen, og al dens Hær har jeg frembragt.«esa jas 45 : 18, 12. Jehova har den øverste Herskerret over alle Ting, og derfor kunde han give en Del af denne Myndighed til hvem han vilde. Herom er der skrevet:»herren hører Jorden til og dens Fylde, Jorderiget og de, som bor der.«(salme 24 : 1)»Himmelen er Herrens Himmel, men Jorden har han givet Menneskenes Børn.«Salme 115 : 16. Saavel Mennesket som Jorden tilhører Jehova; thi det var Gud, der skabte Mennesket. Da Jeho-

21 Jorden og dens Fyrste 21 va havde givet Mennesket Myndighed til at herske over Jorden, burde Mennesket have udøvet denne Herskerret i Overensstemmelse med Jehovas Vilje. Da Adam havde faaet sit Herredømme tildelt og var blevet indsat som Fyrste paa Jorden, paahvilede der ham den Pligt at styre og herske paa den Maade, som Skaberen havde bestemt det Adam blev sat i Edens Have for at vogte den. Han behøvede ikke at arbejde for at erhverve sig sin Føde. Edens Have gav ham rigeligt, hvad han behøvede for at leve, og desuden alt hvad der kunde fryde og glæde ham. Han fik Magt over Dyrene, Fuglene og Fiskene, de skulde adlyde ham og gjorde det ogsaa. Han havde Magt og Evne til at avle Børn i sin Lignelse og Lighed. Hvis han havde anvendt den Myndighed, der saaledes var givet ham af Gud, i Harmoni med Skaberens Vilje, kunde han have frembragt en fuldkommen og lykkelig Slægt. Gud gav ham fuld Handlefrihed. Han kunde efter eget Valg lyde Gud eller lade være. Dette fritog ham dog ikke for Pligten til at være i Harmoni med Jehova og anvende hele sin Myndighed efter Guds hellige Vilje. Edens Have var stor i Udstrækning, meget større end det almindeligvis antages. Den maa have omspændt et ganske betydeligt AreaL Fire Floder løb ud fra Haven og vandede Landet rundt omkring. Ikke blot voksede der i Haven smukke Træer, der frydede Øjet og frembragte Føde, men der fandtes ogsaa alle Slags Ædelstene og det fineste Guld. Haven laa mod Øst og Indgangen var paa den østlige Side. Den var langt smukkere og skønnere end den øvrige Del af Landskabet. Det var i denne Have, Mennesket blev sat som Vogter, og her fandt han sine Glæder og sit Arbejde. Jorden var dannet til Mennesket, og den fuld-

22 22 Forllgelse komne Fyrste var blevet anbragt i et fuldkomment Hjem. Præsterne, som har givet en fuldstændig forvrænget Fremstilling af Gud og hans Ord, har bildt Menneskene ind, at hvis Adam var blevet ved at være god og trofast over for Skaberen, vilde Gud engang have taget ham op til Himmelen. Der findes ikke det allermindste Bevis for denne Teori. Adam havde ikke faaet noget Løfte om at komme i Himmelen. Der var ingen Mulighed for, at han paa nogen Betingelse eller noget Vilkaar kunde komme op i Himmelen. Han var af Jorden, jordisk, helt og fuldstændigt. Herrens Ord siger herom: >Det første Menneske var af Jord, jordisk.«(1 Korinthier 15 : 47) Jorden var jo skabt til at være Menneskets Hjem, derfor kan vi ikke vente at finde noget Løfte om, at han skulde komme op i Himmelen, og Bibelen indeholder heller ikke et eneste Ord i den Retning. Hvis Læseren allerede paa dette Tidspunkt kan faa den rette Forstaaelse af denne Sag, bliver det meget lettere at se, hvorledes Menneskeslægtens endelige Skæbne vil forme sig. Adam havde ikke faaet uindskrænket og uigenkaldeligt Herredømme over Jorden. Havde han faaet det, kunde Gud ikke tage det fra ham igen, hvis han blev ulydig. Adam fik heller ikke Liv uden Begrænsning: der var Betingelser knyttet til hans fortsatte Tilværelse. Paa dette Punkt har Præsterne forvrænget Guds Ord og fort Menneskene vild. Bibelen viser ganske afgjort, at Adam havde faaet Liv og Herredømme paa Betingelse af, at han vilde være lydig mod den store Skaber. Gud kan ikke give nogen Skabning Liv og Myndighed uden at knytte Betingelser og Indskrænkninger dertil. Hvis en Skabning uden videre havde faaet evigt Liv og evig Herskerret og

23 Jorden og dens Fyrste 23 saa gjorde Oprør mod Gud, vilde han kunne leve i al Evighed som en Fjende af Gud. De gejstlige har givet efter for Satans forføreriske Indflydelse og er faldet i denne store Vildfarelse. De er gaaet ud fra den Teori, at Gud gav Adam evigt Liv, og at Adam, efter at han var blevet rebelsk, maatte tilbringe Evigheden i Pine, som en Fjende af Gud. Men Bibelen giver ikke nogen som helst Støtte for denne Tanke. Tværtimod viser Bibelen afgjort, at Gud gav Mennesket Liv og satte ham til Fyrste paa Jorden paa den udtrykkelige Betingelse, at han skulde lyde Gud. Var Mennesket ikke blevet ulydigt mod Gud, men vedblevet at være i Harmoni med sin Skaber, kunde han i al Evighed have nydt Livet og Herredømmet over Jorden. Men der var sagt til ham, hvad der vilde ske, hvis han blev ulydig og gjorde Oprør:»Døende skal du dø.«med Dødens Indtræden var alt tabt. Selve Døden bliver derfor et afgørende Bevis for, at Mennesket kim paa Betingelser havde faaet Liv og Herredømme paa Jorden. Der er heller ikke i Forbindelse med Skabelsen eller den Myndighed, der blev Mennesket tildelt, sagt noget om, at han skulde gaa til evig Pine. Bibelen siger ingen Steder, at Gud havde til Hensigt at sende sine Skabninger til et Sted, hvor de skulde lide og pines i al Evighed. Hans Lov er tværtimod udtrykt klart og tydeligt og viser, at Livet og Myndigheden var skænket Adam paa den Betingelse, at han vilde adlyde Skaberen, og at Ulydighed vilde medføre Livets og Fyrsteværdighedens Fortabelse. Der findes heller ikke noget Støttepunkt for den Teori, at Gud engang vil ødelægge Jorden med Ed. Der var ikke antydet noget som helst af den A rt over for Adam. Her er Gejstligheden atter

24 24 Forllgelse faldet i en frygtelig Vildfarelse. Vildledt af Satan har Præsterne taget Apostelen Peter til Indtægt for deres Teori om, at Gud vil opbrænde Jorden. Apostelen siger:»de nuværende Himle og Jorden holdes ved det samme Ord i Forvaring til Ud, idet de bevares til de ugudelige Menneskers Doms og Undergangs Dag.«(2 Peter 3:7) De ræsonnerer da som saa, at hvis Jorden bliver tilintetgjort, gaar de gode til Himmelen og de onde til evig Pine, og hvis det er rigtigt, bliver der naturligvis ikke Brug for Jorden. Men det er indlysende, at deres Slutning er gal. I den ovenfor anførte Tekst bruges Ordene»Himmel«og»Jorden«i symbolsk Betydning.»Jorden«er den synlige Del af Verden, den Verden, som er Satans Organisation.»Himmelen«er de usynlige Dele af den samme Verden.»Verden«betyder Menneskeheden organiseret under forskellige Regeringsformer og under en usynlig Herres Overledelse. I mange Aarhundreder har Satan været denne Verdens Overherre eller Gud. (2 Korinthier 4 : 3, 4) Satan har været og er usynlig for Menneskene. Menneskenes Organisation under Regeringsformer er derimod synlig og betegnes med det symbolske Ord»Verden«. Himmelen og Jorden er den onde Verden, som skal forsvinde i Guds belejlige Tid. Det anførte Skriftsted hentyder ikke i mindste Maade til det oprindelige Herredømme, Gud gav Adam. Jehova siger ved en af sine inspirerede Profeter:»Jorden staar evindelig.«(prædikeren 1:4) Gud er uforanderlig. (Malakias 3:6) Naar han har sagt, at han aldrig vil tilintetgøre Jorden, kan vi med Sikkerhed vide, at Jorden skal bestaa i al Evighed. Bibelen viser, at det var Guds Vilje, at Jorden i sin Tid skal være beboet af en fuldkommen og lykkelig Slægt. Bibelen er i nøje Overens-

25 Jorden og dens Fyrste 26 stemmelse med sig selv. Apostelen Peters Ord og Profetens Ord stemmer ogsaa overens, naar de forstaas rigtigt. Den onde Verden, som bestaar af den usynlige onde Magt og den synlige Organisation paa Jorden, skal forsvinde. Vi kan let se, at det var Apostelen Peters Tanke; thi han siger i samme Forbindelse:»Men vi forventer efter hans Forjættelse nye Himle og en ny Jord, hvori Retfærdighed bor.«(2 Peter 3 :13) Jorden bliver staaende for evigt og vil altid være et Vidnesbyrd om Jehovas Magt og Herlighed. Da Adam var Fyrste paa Jorden, boede han i Edens Have. Han var fuldkommen, og hans Hjem var fuldkomment. Det vilde ikke være ret at sige, at han kun var delvis fuldkommen, og at han ikke havde haft Lejlighed til at udvikle Karakter, saa at hans Karakter altsaa var ufuldkommen. Der staar skrevet, at alle Jehovas Gerninger er fuldkomne. (5 Mosebog 32 : 4) Adam kunde ikke udvikle en Karakter; thi han var en Karakter, og saaledes havde Gud skabt ham. Enhver fornuftbegavet Skabning er en Karakter. Han har ikke en Karakter. De ortodokse Lærere har forkyndt den frygtelige Vildfarelse, a t Mennesket har en Sjæl, medens Bibelen ganske afgjort lærer, at Mennesket er en Sjæl. De er faldet i en lignende Vildfarelse ved at tro, at Mennesket har en Karakter; men Bibelen lærer, at Mennesket selv er en Karakter. Hvis Adam skulde udvikle Karakter, saa var han ufuldkommen, da han blev sat paa Prøve; men Bibelen erklærer, at han var fuldkommen. Han var udrustet med Visdom, Retfærdighed, Kærlighed og Magt. Dermed skal ikke være sagt, at han var i Besiddelse af al Kundskab. Ifølge Bibelens Ord vil de højeste af Guds Skabninger blive ved med a t erhverve sig Kundskab gennem alle de

26 26 F o r l lg e l s e kommende Tidsaldre. (Salme 27 : 4) Adam havde dog tilstrækkelig Kundskab til, at han vidste, hvad han skulde gøre, og hvad han ikke burde gore. Han vidste, hvad der var ret, og hvad der var uret; thi det havde Gud fortalt ham. Han var fuldt ud i Stand til at bruge sin Kundskab i Overensstemmelse med Guds Befaling, og hvis han havde gjort det, kunde han derved have bevist sin Visdom. Han havde faaet tildelt Myndighed, som han øvede over den dyriske Skabning, og han burde have brugt denne Myndighed paa rette Maade over for Eva. Han var i Stand til at være uselvisk, til at lægge Kærlighed for Dagen, og hvis han havde brugt denne Evne paa den rigtige Maade, kunde han have bevist sin Kærlighed. Han havde en fuldkommen Organisme. Han var altsaa et fuldkomment Menneske. Ganske vist havde han ikke megen Erfaring, men Erfaring er ikke den eneste Maade at faa Kundskab paa. Gud havde sagt ham, hvad han maatte gøre, og hvad han ikke maatte gøre, og det skulde have været nok for ham. Hans senere Erfaringer bekræftede kim, hvad Gud havde fortalt ham. Adam kan derfor ikke undskyldes med, at han manglede Erfaring. Adam havde en god Forstand og var fuldkommen. Han skuede ud over Jorden og kunde sige: Jorden tilhører mig; thi Jehova gav mig Herredømme over den. Han kaldte Dyrene frem for sig og sagde: Alle disse Dyr er mine, for Jehova gav mig Herredømme over dem. De lød hans Røst, naar han kaldte paa dem. Han betragtede sin smukke, yndige Hustru og sagde: Dette elskelige Væsen tilhører mig; thi Gud har skabt hende og givet mig hende til Livsledsagerinde og Medhjælp. Han vandrede mellem de skønne Træer og sødtduftende Blomster, aad af Frugterne og tænkte: Alt dette ejer jeg, fordi Gud har beredt

27 Jorden og dens Fyrste 27 det til mig; men han bød mig ikke at spise af Frugten paa dette ene Træ og sagde, at jeg skulde dø, hvis jeg gjorde det. Adam kunde sige: Alt dette er mit paa den Betingelse at jeg adlyder Skaberen; men hvis jeg er ulydig, maa jeg miste det hele. Saaledes maa han have sagt og tænkt; thi der er jo skrevet:»adam blev ikke bedraget.«(1 Timotheus 2 :14) Dette viser, at Adam havde alle de fuldkomne Evner, som Gud havde skænket ham. Fyrsten Adam var rig; thi alt Guldet og alle Ædelstenene var hans, og alle Kvæghjordene tilhørte ham, fordi han var Mennesket, Jehovas betroede Repræsentant, hvem alle disse Ting var overdraget. Han var sund og stærk og kendte ikke til Smerte. Han var lykkelig; thi Lykke, Fred og Ro raadede overalt omkring ham. E t Menneske kan eje Midler nok til at gøre godt med; men hvis han ikke anvender disse Midler rigtigt, udretter han intet godt. Adam havde Evne til at lægge Visdom, Retfærdighed, Kærlighed og Magt for Dagen, og han havde Lov til at bruge disse Evner, som han selv vilde. Det var Guds Vilje, at han skulde gøre det gode, men Gud havde givet ham en fri Vilje, saa han selv maatte vælge, om han vilde handle ret eller uret. Det er Selviskhed at handle i Modstrid med Kærligheden, og Stolthed er en Frugt af Selviskhed.»Foran Undergang gaar Hovmod og foran Fald stolt Mod.«Gud havde ikke givet Adam nogen Lov, som tvang ham til at vise Kærlighed til Gud; men han gav Adam denne Evne og fortalte ham saa, hvad Følgen vilde blive, hvis han handlede selvisk. Jehova har slaaet det fast som en ufravigelig Regel, at hver den, som elsker Gud, vil holde hans Befalinger. (Johannes 14 :15) Kærlighed er derfor Opfyldelsen af Guds Lov. Gud viser sin Kærlig-

28 28 Forligelso hed til sine Skabninger deri, at han ledes af Uselviskhed i alt, hvad han gør for dem. Han gav sin fuldkomne og intelligente Skabning Lejlighed til at efterligne sin Skaber. For at kunne leve i Harmoni med Gud maa man kende ham og handle ligesom han. Adam kendte Gud; thi Gud havde Samfund med ham og talte med ham, og Adam havde Lejlighed til at leve i Harmoni med Gud. Gud har ogsaa fastsat som en eviggyldig Regel, at det at kende Gud og efterligne ham skal give Ret til evigt Liv. Denne mægtige Fyrste begyndte sit Liv i Fred, Fuldkommenhed, Skønhed og Lykke, og alt omkring ham maatte tilskynde ham til at vandre i Overensstemmelse med Guds Vilje. Han kunde have beholdt disse Velsignelser i al Evighed.

29 Kapitel 2 Den ulykkelige n ulykkelig og fattig Stakkel paakalder vor E Godgørenhed og Barmhjertighed. Han ejer absolut intet, han kan kalde sit. Sjældent eller aldrig har han Lejlighed til at glæde sig og nyde Livet, og hænder det nogen Sinde, varer det ikke længe, før han atter maa vende tilbage til sin triste Tilværelse. Menneskenes Historie viser til fulde, at de alle sammen i de forløbne 60 Aarhundreder har levet et kummerligt Liv som fattige Stakler og er gaaet i Graven som Tiggere. Kun faa af de mange Millioner, som har levet, har ejet Jord eller Land. De allerfleste har maattet dyrke Jorden som Lønslaver, undertrykt og berøvet de simpleste Menneskerettigheder. De har kæmpet med Torne og Tidsler, været plaget af vilde Dyr og Slanger, eller ogsaa har Græshopper og Larver fordærvet Afgrøden for dem, de har døjet baade Hede og Kulde, været daarligt klædt og daarligt ernæret, og saa har det dog vist sig, naar de naaede deres Livs Ende, at alle deres Anstrengelser var forgæves. Af den Smule, de har kunnet tjene ved deres Arbejde, gaar en stor Del til Skatter og Afgifter, og Resten er næppe nok til at give dem et tarveligt Udkomme. De har lidt under Tyranners og Undertrykkeres Voldsregimente, er blevet tvunget ud i uretfærdige Krige, hvor deres Blod har flydt sammen med deres bitre Taarer, de har været hærget af alle Slags Sygdomme og Pest, og har gennemgaaet ubeskrivelige 29

30 30 Forllgelse Lidelser baade paa Legeme og Sjæl. Over for al denne Grusomhed, Haardhed og Ubarmhjertighed har de til sidst maattet give tabt i Fortvivlelse og er gaaet i Graven med bristede Hjerter. Profeten saa disse ulykkelige Tilstande og skrev, drevet af Guds hellige Aand:»Og jeg vendte mig og saa alle de Undertrykkelser, som sker under Solen; og se, der var de undertryktes Graad, og de havde ingen Trøster, og fra deres Undertrykkeres Haand udgik Vold, og de havde ingen Trøster.«Prædikeren 4 :1. Nogle faa Mennesker er ved Overtrædelse af Guds og Menneskers Love eller ved en heldig Udnyttelse af Omstændighederne kommet i Besiddelse af store Landstrækninger, som giver dem vældige Rigdomme. De ejer Huse, Oliekilder, Miner og store Kvæghjorde. De hersker over deres Medmennesker ved Tvang og Undertrykkelse og er Genstand for mange Menneskers tomme Bifald, men naar Tiden kommer, maa de skilles fra al deres Ejendom og gaa i Graven, vanærede og upopulære. De kan kun nyde deres jordiske Rigdomme for en Tid, og disse Ting kan ofte gøre dem mere ulykkelige end de fattigste Stakler.»Der er et slemt Onde, jeg har set under Solen: Rigdom bevaret af sin Ejer til hans egen Ulykke.«Prædikeren 5 : 12. Siden Edens Dage har kim et eneste Menneske haft fuld Ret til at leve paa Jorden. Denne ene Undtagelse var Jesus af Nazareth, og selv han var»en Mand fuld af Piner og velkendt med Sygdom«. Han kom nemlig til Jorden for at bære Menneskenes Synder, saa de kunde faa Lejlighed til at blive udfriet fra Undertrykkernes Voldsherredømme, blive forligt med Gud og opnaa det evige Livs Velsignelse.

31 Den ulykkelige 31 Der er skrevet og talt meget om»store Mænd«; men der har ikke levet nogen virkelig stor Mand paa Jorden foruden Jesus. De har alle været fattige og elendige Stakler. Naar en Mand har ejet mange af Jordens Goder, Rigdom, Berømmelse og andres Agtelse, er det dog hastigt svundet hen. Hvad enten han er rig eller fattig, høj eller ringe, bliver han dog snart et Intet i sine Medmenneskers Øjne og erfarer, at alt er Forfængelighed. Alle har de været ulykkelige Stakler, og ingen har kunnet undgaa sin Skæbne.»Som han udgik af sin Moders Liv, skal han nøgen igen gaa bort, som han kom; og ikke skal han for sin Møje høste noget, som han kunde tage med i sin Haand.«(Prædikeren 5 : 14)»Thi vi har intet bragt ind i Verden, det er da aabenbart, at vi ej heller kan bringe noget ud derfra.«1 Timotheus 6 : 7. Elt af Jehovas inspirerede Vidner, som iagttog alle Menneskers ulykkelige Stilling og deres forgæves Anstrengelser, og som tillige kendte Grunden dertil, forstod og skrev, at Menneskets eneste Haab er at blive forsonet med Gud og vende tilbage til Harmoni med ham. Han udtrykte sin Tanke saaledes:»enden paa Sagen (det hele er nu hørt) er denne: Frygt Gud og hold hans Bud! Thi det bør ethvert Menneske.«Prædikeren 12 : 13. Det er klart, at Mennesket kan ikke holde Guds Bud, før han kender dem. Satan, Menneskets store Fjende, har i Aarhundreder holdt Menneskene i Mørke vedrørende Guds Befalinger. Men nu gaar et stort Lys op over Folkene, og Tiden er kommet til, at de skal forstaa Guds Vilje som aldrig før. Nu er det muligt at komme til at forstaa, hvorfor Fyrsten Adam blev en saadan fa t tig og ulykkelig Stakkel, hvorfor hele Menneskeslægten har m aattet dele hans Skæbne, og hvor-

32 32 Forligelse ledes Gud vil forlige denne ulykkelige Slægt med sig og bringe den tilbage til Harmoni med sin Gud og Skaber. Gud har en fyldestgørende Maade, hvorpaa Menneskeheden kan blive forligt med Skaberen, og han har i Sinde at give ethvert Menneske Lejlighed til at faa Kundskab om denne Foranstaltning.»Dette er det evige Liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesus Kristus.«Johannes 17 : 3. Fyrstens Fald Hvor længe Adam og Eva nød Lykken og Livet i Eden, siger Bibelen ikke noget om. Der var dog rigelig Tid til, at Adam kunde give Eva Underretning om, hvad Gud havde befalet med Hensyn til deres Handlemaade. Dette fremgaar af Evas Samtale med Slangen om Frugten. De har været der længe nok til, at de kunde have vist deres Taknemmelighed over for Gud for hans Miskundhed imod dem, hvis de havde følt nogen Taknemmelighed. Hvis den, der har modtaget en god Gave af en anden, er utaknemmelig, er der noget galt i hans Hjerte. Taknemmelighed er den sande Kærligheds første Udslag. Hvis Modtageren af en Gave ikke føler Taknemmelighed mod Giveren, er det fordi han beherskes af Selviskhed. Selviskhed er lige det modsatte af Kærlighed. De Love eller Leveregler, Gud har fastsat for sine fomuftbegavede Skabninger, forandres aldrig. De er evige. Derfor kan vi vide med Sikkerhed, at det vilde have behaget Gud, hvis Adam havde følt og vist Taknemmelighed mod Gud for alt det, han havde modtaget af Skaberens Haand. Guds Ord udtrykker sig tydeligt og afgjort paa det Punkt.»Erkend, a t Herren er Gud! Han

33 Den ulykkelige 33 har skabt os, og ikke vi selv, til sit Folk og til den Hjord, han foder. Gaa ind i hans Porte med Pris [eng. Overs.: Taksigelse], i hans Forgaarde med Lov, pris ham [eng. Overs.: vær taknemmelige mod ham], lov hans Navn! Thi Herren er god; hans Miskundhed varer til evig Tid, og hans Trofasthed fra Slægt til Slægt.«(Salme 100 : 3-5)»Det er godt at takke Herren og at lovsynge dit Navn, du Højeste.«(Salme 92 : 2; eng. Overs.)»Ja, de retfærdige skal takke dig, de oprigtige skal bo i din Nærhed.«Salme 140 : 14; eng. Overs. Adam følte ingen Taknemmelighed over for Gud for alt det, han havde faaet af sin Skaber. Da han blev stillet paa Prøve, foretrak han at være selvisk fremfor at lægge Kærlighed for Dagen. Hvis han havde elsket Gud, vilde han have adlydt ham. Men Adam var uvenlig stemt over for Gud, hvad hans Handlinger beviser. Den, der elsker et andet Væsen, vil altid være dette Væsens sande Ven. (Ordsprogene 17 :17) Det, der skete i Edens Have, beviser, at disse Slutninger er rigtige, og at Adam ikke var en Ven af Gud. Gud havde sagt omtrent som saa til Adam:»Jeg har skabt denne Jord til dig. Jeg har skabt dig og sat dig i denne skønne Have, Eden. Se, hvor smuk den er! Jeg har sat dig til Vogter for den. Jeg har givet dig en Hustru til at være din Ledsager i Livet. Jeg har givet dig Herredømme over Jorden. Alt paa dette vidunderlige Sted tilhører dig, og du kan benytte det alt sammen, som du har Lyst til. Der er kim een Undtagelse, nemlig Kundskabens Træ paa godt og ondt. Af det skal du ikke æde. Thi paa den Dag, du æder af det, skal du visselig dø.«det var en ringe Ting, Gud forlangte af Adam, i Sammenligning med alt det, Gud havde gjort for ham. Denne Befaling blev en 2 VD

34 34 For li gel se Lejlighed til at prøve, om Adam vilde vise Kærlighed mod sin Skaber og Velgører, eller om han vilde være selvisk og egenkærlig. Lucifer havde faaet Overopsyn med Mennesket. Som et Aandevæsen var han lisynlig for Mennesket; men han kunde tale med Mennesket. Lucifer var besjælet af Hovmod og Ærgerrighed, han ønskede at gøre sig den Højeste hg og selv skabe sig et Rige. (Elsajas 14:13,14; Ezekiel 28 :13-18) Han ønskede at faa Menneskene helt i sin Magt og faa dem til at tilbede sig i Stedet for Gud; for at naa dette Maal maatte han sætte Fjendskab mellem Mennesket og Gud. Han gjorde Brug af Slangen og talte igennem den. Saaledes kom han i Forbindelse med Eva og fik hende til at tro, at Gud havde løjet for hende og Adam og forholdt dem noget, som de burde have. Eva sagde til ham:»men om det Træs Frugt, som er midt i Haven, har Gud sagt: I skal ikke æde deraf og ikke røre derved, for at I ikke skal dø.«(1 Mosebog 3:3) Hertil svarede Lucifer:»I skal visselig ikke dø; thi Gud ved, at paa den Dag, I æder deraf, skal eders Øjne oplades, og I skal blive Ugesom Gud i at kende godt og ondt.«1 Mosebog 3 :4, 5. Elva saa, at Frugten var god at spise af, smuk at se paa og ønskehg at faa Forstand af; hun tog derfor af Træets Frugter og spiste dem og krænkede saaledes Guds Lov og Befalinger. Der foreligger ikke noget om, at Adam var til Stede under Samtalen meuem Eva og Slangen. Da han senere kom, har Eva sikkert fortalt ham om denne Samtale og sagt omtrent som saa: Adam, din Fader er en Løgner. Lucifer har Uge fortalt mig gennem Slangen, at han er en Løgner, og det har jeg nu faaet Bevis for, ved at jeg har spist af denne Frugt. Den er dejug, og jeg har ikke taget Skade af den, men lever stadig.

35 Den ulykkelige 36 Hvis Adam havde elsket Gud, vilde han have sagt til Eva: Min Fader kan ikke være en Løgner. Hvorfor skulde han vel lyve for os? Se denne herlige Jord og den vidunderlige Have han har givet os til vort Hjem. Han har skabt os og sat os her som sine Repræsentanter. Han har skænket os alle disse Velsignelser, som vi kan nyde for evigt, hvis vi vil lyde ham. Han har sagt, at vi ikke maatte spise af dette Træs Frugter. Han har haft sine Grunde til at forbyde os det. Hvorfor skulde vi tvivle paa ham? Han har overbevist os om sin store Kærlighed til os, og nu maa vi bevise vor Kærlighed til ham. Vi kan være forvissede om, at naar han synes, Tiden er inde til, at vi skal spise af disse Frugter, vil han give os Lov til det. Hvis Adam havde handlet saaledes, og hvis Eva havde angret sin urette Handlemaade og søgt Jehovas Tilgivelse, vilde han sikkert have renset hende for hendes Synd. Han havde givet Adam sin Befaling, og Adam havde ladet den gaa videre til Eva. Adam var Overhovedet, og det store Ansvar hvilede paa ham. Da Eva var en Del af ham, havde han Ansvar for hendes Handlinger, og hvis han havde gjort, hvad han kunde, for at faa Evas Fejl rettet, vilde Resultatet sikkert være blevet helt anderledes end det blev. Men han gjorde lige det modsatte. Han fulgte sin Hustru i Stedet for at rette sig efter Faderens Befalinger. Lige siden da er hver eneste Mand, som har handlet imod sin Dømmekraft og sin Samvittighed og givet efter for en Kvindes Indflydelse, kommet i Vanskeligheder. Det har været vanskeligt for Mændene at tage Lærdom heraf, hovedsagelig fordi de ikke har givet Agt paa Guds Ord. Adam gav efter for sin Hustrus Forslag og brød med Vilje Guds Lov ved at spise af den forbudte Frugt.

36 30 F o r 11 g e 1 s e Den Tanke har været fremholdt, at det var Adams store Kærlighed til Eva, der fik ham til at krænke Guds Lov, hvorfor han i noget Maal maa undskyldes. Men elskede Adam virkelig sin Hustru? Nej, han elskede hende ikke. Hvis en Mand virkelig elsker en Kvinde, vil han vaage over hendes Interesser med Omhu. Havde Adam haft den rette Kærlighed til Eva, vilde han have sagt:»du har handlet uret, Eva. Men kom, jeg vil søge frem for Faderens Aasyn og bede ham rense dig fra din store Synd.«Adams Mangel paa Kærlighed til Gud og til sin Hustru og hans egen Selviskhed ledte ham til at overtræde Guds Bud. Hans Handlemaade viser, at han har tænkt som saa:»hvis Eva maa dø, vil jeg komme til at savne hende; uden hende faar jeg ikke megen Glæde af denne skønne Have, og jeg ønsker ikke at skilles fra hende. Jeg vil hellere følge hende.«det var hans Egenkærlighed, der drev ham til at handle saaledes. Han foretrak et Liv i Elendighed sammen med Eva hellere end at leve som en Fyrste og være 1 Harmoni med sin store, kærlige Gud. Han valgte Selviskhedens, ikke Retfærdighedens Vej. Han var utaknemmelig mod Gud, opfyldt af Selviskhed og beviste ved sin Handling, at han ikke nærede venlige Følelser mod Gud. Han blev uretfærdig, og ved sin onde Handling gjorde han sig til en Fjende af Gud og kunde herefter ikke mere have Samfund med Jehova. Kun de retfærdige kan træde frem for Jehova. Salme 140 :14. Samvittigheden er den Aandsevne, hvormed Mennesket kan forstaa og bestemme, om hans Handlemaade er ret eller uret. (Romerne 2 :15; 2 Korinthier 1 : 12; 1 Peter 3 : 16) Før Mennesket spiste af den forbudte Frugt, vidste han, at det var urigtigt at gøre det, fordi Gud havde sagt, at han ikke maatte. (1 Mosebog 2 :17) Han vid-

37 Den ulykkelige 37 ste ogsaa, at baade han selv og hans Hustru var nøgne, men de følte ingen Blusel. 1 Mosebog 2 : 25. Da Adam og Eva havde spist af Frugten og saaledes krænket Guds Befaling, vidste de ganske bestemt, a t de havde handlet uret, og deres ubehagelige Følelse af at være nøgne var dem et Bevis for, at de havde handlet galt. Derfor søgte de at skjule deres Nøgenhed. De blev bange og skjulte sig. Naturligvis havde de denne Evne ogsaa før de havde handlet urigtigt, men den begyndte at lægge sig for Dagen nu paa Grund af deres onde Handling. Men de følte ingen Anger over deres utaknemmelige og oprørske Handling. De syede Figenblade sammen og dækkede deres Nøgenhed. Dette kan dog ikke paa nogen Maade antyde, at de var blevet hævet op til et højere Tankeliv, men viser derimod, at deres Samvittighed fordømte dem som Overtrædere. (1 Mosebog 3 : 7-10) Deres Frygt beviser ogsaa, at deres Samvittighed dømte dem. Præsterne har Gang paa Gang sagt, at deres Overtrædelse bestod i deres seksuelle Forhold til hinanden; men en saadan Tanke er fuldstændig taabelig. Bibelen viser klart, at dette ikke var deres Overtrædelse. Gud havde forbudt dem at spise af det bestemte Træs Frugter; at de alligevel gjorde det, viste deres Oprørskhed og Ulydighed mod Gud. Samme Dag krævede Gud dem til Regnskab. De beklagede ikke deres Handling og gav ikke Udtryk for nogen Anger. Derimod forsøgte de at undskylde og retfærdiggøre sig. Kvinden gav Slangen Skylden for den urette Handling, og Adam anklagede baade Kvinden og Skaberen. Hvis Adam havde elsket sin Hustru, vilde han ikke have forsøgt at lægge Skylden over paa hende. Havde han elsket Gud, vilde han ikke have anklaget ham,