Stinna ahrenst og anne-met te riis. Gammel vil alle blive. - men ingen ønsker at være det. Roskilde Stift - Religionspædagisk Udvalg

Transkript

1 Stinna ahrenst og anne-met te riis Gammel vil alle blive - men ingen ønsker at være det Roskilde Stift - Religionspædagisk Udvalg

2 Gammel vil alle blive - men ingen ønsker at være det Rapport af Stinna Ahrenst & Anne-Mette Riis Udgivet af Roskilde Stift 2013 Religionspædagogisk Udvalg Grafisk tilrettelæggelse: pe-design.dk 2

3 INDHOLDSFORTEGNELSE 5 Gammel vil alle blive, men ingen ønsker at være det 6 Hvorfor forkynde for demente? 7 Teologiske overvejelser 8 Deltagernes eksistentielle situation 9 Hvad er demens? 10 Livsovergangene 12 Gerontopsykiatri 13 Hvordan gør man så i praksis tre veje frem 15 Tre veje med forkyndelse 16 Gudstjenester og andagter på pleje - og demensafdelinger med fokus på musikalsk nærvær v. Anne-Mette Riis 18 Musikalske fif 19 To konkrete gudstjenester 22 Musikalsk reminiscens - at tage livshistorien alvorligt v. Stinna Ahrenst 24 Salmesang med reminiscens v. Stinna Ahrenst 26 Gudstjenester med reminiscens 28 Litteratur & links 3

4 4

5 Gammel vil alle blive - men ingen ønsker at være det Rapporten her bygger på erfaringer, som er hentet ind i løbet af et to-årigt projekt i Roskilde stift om forkyndelse for ældre og ældre med demens. Vi var to, religionspædagogisk konsulent Stinna Ahrenst og musikpædagog og lektor på musikkonservatoriet Anne-Mette Riis i to år ansat i Roskilde stift, der ønskede at se på mulighederne for at opkvalificere den forkyndelse, der foregår på plejehjemmene. Det er for mange præster, sognemedhjælpere og organister en krævende opgave, og projektets mål var fra begyndelsen at udvikle nye former, både for rammer og indhold, for forkyndelsen på plejehjemmene, sådan at den bliver meningsfyldt for såvel præsterne som de ældre. Rapporten indeholder både teori, praksis og refleksioner over praksis. Dvs. teori over det at blive ældre og de eksistentielle vilkår, man møder som ældre. Praksis i form af liturgier, der er afprøvet på forskellige plejehjem og refleksion over praksis, sådan at de liturgier, der er angivet her faktisk kan benyttes og virker ude blandt de ældre og ældre med demens. Tak til stiftsrådet og deltagerne i projektet Vi skylder vi en stor tak for den velvilje, vi har mødt de steder, vi er kommet i forbindelse med pilotprojektet. Det gælder personale på plejecentrene og de tilknyttede præster. i en lang årrække har det kirkelige arbejde med børn og unge fået en stor og nødvendig opmærksomhed. Lige så nødvendigt er det efter vores overbevisning at huske på den generation, hvis liv har været en væsentlig del af kirken hidtil. Det åndelige velvære er jo vigtigt i alle faser af livet. Hvis Folkekirken kan komme til at spille en større rolle for de mennesker, der bor på plejehjem, vil den helt naturligt også spille en større rolle for deres børn og børnebørn. Hvem er vi STinnA AHRenST er uddannet teolog og er præst og religionspædagogisk konsulent. Mine erfaringer er hentet i sjælesorgens, samtalens og gudstjenestens verden. Jeg har besøgt tre plejehjem: Sølund plejecenter i København, Holberghjemmet i Sorø og Østervang Plejecenter på Frederiksberg i København. For at kunne bringe mine erfaringer som præst i spil, valgte jeg reminiscens som overordnet tilgang, da reminiscensmetoden ligger op ad disciplinen sjælesorg og samtale i øvrigt, begge metoder, som indgår i mit arbejde som præst. Det er vores klare overbevisning, at der ligger et stort og vigtigt stykke arbejde for Folkekirken i at opkvalificere den gudstjenstlige praksis i forbindelse med arbejdet med ældre og demente. Det gælder både erindringsarbejdet og musikken og sangen, som er de stærkeste og mest forenende livsytringer. Set i det musikalske perspektiv rummer samværet med musik, sang og erindring en rigdom af muligheder for fællesskab, trøst, lindring, livskvalitet og glæde. På vegne af Roskilde stifts religionspædagogiske udvalg vil vi gerne begge to takke stiftsrådet for at have bevilget penge til projektet. Stinna Ahrenst og Anne-Mette Riis December 2012 Anne-MeTTe RiiS er lektor på musikkonservatoriet, uddannet musikterapeut og har udviklet babysalmesang og har således musikken og erfaringerne derfra med sig ind i projektet. Sammen har det dannet baggrund for, at vi valgte at afprøve de tre forskellige former, der er kommet ud af projektet her. 5

6 Hvorfor forkynde for demente? Projektet tager sit udgangspunkt i følgende: De ældre, de forstår alligevel ingenting, så dem kan i bare øve jer på. Det er en groft forsimplet måde at anskue en gruppe mennesker på, der befinder sig i en af deres livs sværeste perioder. Desuden gælder dét, der gælder i forhold til andre målgrupper i øvrigt: Kristendommen er for alle aldersgrupper og har noget at sige ind i enhver alder og livssituation, og Kristendommen skal også for ældre og ældre med demens kunne spejle deres liv og give trøst og håb, udtryk for taknemmelighed og håb eller ængstelse for døden. Det er særligt vigtigt at forkynde for ældre med demens. Demens rammer ind i hjernen og sletter så at sige den ældres identitet, personlighed og hukommelse. Kristendommen kan fungere som anker i et stadig mere kaotisk sind, fordi den ligger som noget af det, der først er blevet indlært og derfor som noget af det, de ældre med demens glemmer sidst. Derfor har vi valgt, at forkyndelsen skulle have en anden form og et andet indhold end en forkortet form af højmessen, som mange bruger på plejehjemmene. Højmessen kan være på sin plads søndag til den målgruppe, som kommer til den i kirken, men den har mange ulemper og uhensigtsmæssigheder, hvis man forsøger at bruge sammen form sammen med ældre med demens. 6

7 Teologiske overvejelser når man skal holde gudstjeneste på et plejehjem, står man over for helt andre udfordringer end normalt. De ældre, hvad enten de har demens eller ej, deler særlige vilkår og eksistentielle udfordringer, man som præst må adressere ved en gudstjeneste. og hvordan taler man om døden og planlægningen af begravelsen eller bisættelsen? Man må derfor overveje, hvad der her skal være den teologiske forkyndelse her? Hvad er det, der er vigtigt at få sagt til de ældre, der deltager, og måske også deres pårørende, og hvordan gør man bedst det under de givne omstændigheder? Hvilke ritualer skal man tage i brug, og hvilke ritualer skal man udelade, fordi de ikke kan fungere i sammenhængen? Og hvordan får man peget på det fællesskab, der også er i en menighed, og som er rigtig vigtig at give de ældre som mulighed? Hvordan får man både rundet de ting, der er at være taknemmelige over, 7

8 Deltagernes eksistentielle situation De ældre kan sidde med en følelse af sorg over tab af såvel andre mennesker som egne muligheder. Deres situation kan være udsigtsløs, de kan være ensomme, afmægtige og selvoptagede. De kan kredse om andres og egne svigt gennem livet og frygte for, hvad den sidste tid og døden bringer. Ofte tumler de også med tanker om døden, så de kan spekulere over, hvordan Gud passer ind i deres liv nu, og tro og tvivl om Kristendommen, der ellers har været en del af deres liv, dukker op. Men de ældre kan også sidde med en følelse af dyb taknemmelighed over det, de har fået i deres liv, og de mennesker, der har omgivet dem. Troen kan stadig være stærk og uanfægtet og Kristendommen ligge dem nært. Og de kan stadig have livslysten i behold og være åbne og interesserede i at indgå i nye fællesskaber. Man må vurdere sin målgruppe nøje, fx ved at tale med personalet om de enkelte beboere og deres historie og tilknytning til kirke og Kristendom eller ved at tale med de ældre enkeltvis, inden man går i gang. Derefter kan man så afgøre sig for, hvilket budskab, der er det vigtigste at få pointeret ved disse særlige gudstjenester. Og når man lærer hinanden at kende, kan det selvfølgelig justeres hen ad vejen i takt med, at de ældre og præsten bliver mere og mere fortrolige og at præsten lader de ældre komme med forslag og inspiration til næste gang. 8

9 Hvad er demens? Demens er en samlebetegnelse for hjernesygdomme, der forårsger kroniske skader i hjernen og påvirker forskellige funktioner. De kognitive funktioner, der berøres, viser sig ved nedsat hukommelse (så den ældre fx kan have svært ved at huske, at man har mødtes før), nedsat mulighed for at tænke og planlægge og udføre allerede indlærte færdigheder som fx at klæde sig på, skrive, tale og læse. et menneske med demens kan have svært ved at koncentrere sig, finde rundt på selv kendte steder, og have styr på ugedag, måned og år. og personen, der laver det, skal også være den samme. Hvis det er forskellige personer, der kommer, øget det blot forvirringen, og man begynder forfra med at skabe den vigtige kontakt hver gang, man mødes. De ældre med demens er vant til for stor udskiftning af plejere og beboere, der dør, så det er vigtigt, at kontinuiteten holdes og genkendeligheden styrkes. 1) Læs mere i bl.a. Glasdam: Gerontologi s og Søndergaard s et ældre menneske med demens har ofte måttet forlade kendte omgivelser og personer, der har haft betydning igennem et langt liv og som kan være livsvidne til vedkommendes liv. i nye omgivelser på plejecenter omgives den ældre med yngre og i begyndelsen ukendte personer. Oplevelsen af genkendelighed og meningsfuldhed i forhold til at dette her er mig, kan være meget sårbar, og et af symptomerne på demens er da også forvirring. Andre symptomer er dårlig hukommelse og nedsat evne til at fungere i hverdagen. Man kan miste kontakten til følelserne, eller følelser som angst, forvirring og håbløshed kan være dominerende. når sygdommen bliver værre, forsvinder ubehaget hos den demente, men problemerne bliver så tilsvarende større hos omgivelserne 1. Det betyder, at ældre med demens skal have stor tryghed og genkendelighed i de ting, de deltager i. når man laver en gudstjeneste, andagt eller salmesang, bør rækkefølgen være den samme hver gang, 9

10 Livsovergangene et menneske gennemgår i løbet af et voksenliv to store overgange, inden man bliver gammel, nemlig midtlivs-overgangen og 50-års overgangen, og derefter kommer alderdommen. De tre faser skal beskrives her, da de sætter livet som ældre i perspektiv og tydeliggør de tab, der følger med livet som gammel. Midtlivs-overgangen Den første overgang kaldes for midtlivsovergangen, der kan ses som et led i en større livsvending. Den betegner overgangen fra første til anden del af livet. Helt overordnet set har første halvdel handlet om at komme tilrette med sin sociale tilværelse, og man lærer at udfolde sig på samfundets vilkår. i midten af livet standser mennesket imidlertid op. Fortrængte og skjulte dele af ens væsen dukker op. Spørgsmålet om, hvorvidt man egentlig har det liv, man gerne vil have og engang drømte om, begynder at melde sig. Afgørende er de voksne er, at de for første gang oplever livets endelighed. indtil nu har man levet i illusionen om, at livet varer evigt, men nu melder erkendelsen sig af, at der er grænser for, hvad helbredet kan holde til, og hvad man selv kan magte. De mærker de første tegn på forfald, men oplever stadig, at de kan nå at udrette noget i livet. en del bliver rastløse i deres ægteskab, og mange bliver skilt enten i eller efter perioden. 50-års- alderen Den anden livsvending indtræder ved 50- års alderen og betegnes også som den postparentale alder, altså alderen efter børnene. De er flyttet hjemmefra, og de voksne behøver ikke tage så meget hensyn til dem længere. Denne alder eksisterede ikke for 100 år siden, og specielt ikke for kvinderne, der dengang fik mange flere børn, end vi får i dag, og derfor gik direkte over i rollen som bedstemor. i dag er kvinderne kommet på arbejdsmarkedet og børnetallet er begrænset til typisk to eller tre pr. kvinde, og det skaber rum i tilværelsen på år, efter at børnene er flyttet hjemmefra. For kvinden falder overgangen ofte sammen med menopausen, og det, at hun ikke længere kan få børn, får hende til at nyvurdere sit liv. Ofte går folk i denne periode i gang med nye projekter, fx en ny uddannelse eller med udbygningen af en gammel uddannelse. Overgangen til alderdommen De to overgange udgør hver for sig knudepunkter i den voksne udvikling frem mod den sidste del af livet. Gradvist sker skiftet fra ungdommens udadrettede livsførelse til den voksne tilværelses mere og mere indadrettede livsførelse. Til den forvandling føjer sig overgangen til alderdommen, når man er ca år. Den voksne tager afsked med arbejdslivet, og især for den voksne mand er det en udfordring at skabe sig en identitet uden for karrieren. Han får nu bedre tid til familien og hjemmet, som i højere grad bliver livets omdrejningspunkt. De ung-gamle og de gamle-gamle Tidligere anså man alderdommen for at være den tid, hvor et menneske endeligt havde fundet sin plads og kunne hvile i det. Men i 1970 erne konstaterede den amerikanske psykolog Bernice neugarten, at der var ved at ske en spaltning af 10

11 alderdommen i det man kaldte unggamle og gamle-gamle. De ung-gamle opførte sig mere ungdommeligt, har større frihed og beskæftiger sig med det, de har lyst til. De er ikke endnu så prægede af fysiske skavanker at det hindrer dem i at gøre det, de har lyst til, og de har formået at forny deres venskabskredse og netværk. Sådan lever de unggamle i 10, 15 eller 20 år, men så indhentes de også af det uundgåelige, at de skal dø. Og med tankerne om forfaldet følger også tanken om døden. Den trænger sig mere og mere på, når man kan læse sine venners navne i dødsannoncerne og på gravstenene ved gåturene på kirkegården. Man er den eneste tilbage, og minderne om ens venner, der døde af sygdom eller alder står tilbage. Og med minderne angsten for, hvad man selv skal igennem. Hvor svækket bliver man, skal man flytte, skal man på plejehjem, og bliver man fuldstændig afhængig af andre? Et blik ind i alderdommen når man bliver gammel, ligger hovedparten af livet bag en som minder. Barndom, ungdom, voksenlivet og arbejdslivet er levet og fyldt af minder, som lever med i hverdagen. Dufte får en til at vende sig om efter sin mor, og en tone minder om en sang, man dansede til første gang med sin kone. Barndom og ungdom er man alene med, for dem, man delte dem med, er ofte døde. Man kan følge dem i dødsannoncerne og derved også se sit eget liv blive ældre. Man har ingen at dele minderne med, og derfor dukker ensomheden op som en fast følgesvend. Tanker om et liv med flere muligheder dukker op. Det går så stærkt nu, og tankerne om, hvordan livet kunne have været, hvis man selv eller ens forældre havde haft de samme muligheder, dukker op. Det er blevet lettere at bekæmpe og helbrede nogle sygsomme, og mulighederne for at rejse er blevet mangedoblet. Samtidig fylder taknemmeligheden over at være i live også noget. Muligheden for at dele livet med sin elskede, børn, der er kommet godt i vej, børnebørn kan være stor. Taknemmeligheden over et godt helbred, over stadig at kunne se, høre og sanse, eller det modsatte - bitterheden over at have mistet de evner, og hvorfor så lige mig? Som ældre gøres regnebrættet op. Har man nået alt det, man gerne ville? Har man svigtet nogen, og hvem er det i så fald gået ud over? nu er det meste fortid, og man skal finde en ny livsrytme. Alderdommen og døden Også de ung- gamle bliver svækkede og det, der før interesserede dem, er ikke længere spændende. De får sværere ved at følge med, måske fordi de ikke længere ser eller hører så godt. De trækker sig fra det sociale samvær og lukker sig om sig selv og sine allernærmeste, og overgangen til gammel- gammel er sket. Dermed får de for alvor døden som problem. Måske har de allerede været vidne til, at mange af deres bekendte og jævnaldrende er døde, men det er de andres død, de skal forholde sig til. i gammel-gammel-fasen melder den konkrete død sig, nemlig deres egen. Det er et vilkår, vi er nødt til at forholde os til, når vi vil forkynde for ældre mennesker, og et vilkår, vi ikke må være bange for at tage op og behandle og tale om i fællesskab. 11

12 Gerontopsykiatri Det er vigtigt at forstå, hvordan demens påvirker hjernen. Samvær med en person, der lider af demens kan nemlig godt være rigtig svært, ja ligefrem pinefuldt, men en forståelse for, hvordan hjernen rent faktisk svinder væk, kan hjælpe meget på forståelsen for, hvorfor den ældre med demens reagerer, som han eller hun gør. Hjernen er opdelt i tre områder: 1. Den nederste del i hjernen, hvor instinkterne sidder, og bevidstheden kan vækkes. 2. Den dybe/ mellemste del i hjernen, hvor humøret, følelser, instinkter, aggression og lystfølelser er placeret. 3. Den øverste og forreste del i hjernen, hvor tænkningen sidder. Dette område igen er opdelt i to områder: 1. Stedet, hvor de tillærte færdigheder og hukommelsen sidder. 2. Frontal-hjernen, hvor vilje, hukommelse, planlægning sidder. Demens rammer i den øverste del af hjernen i begge områder. Mennesker med demens kan fx være i godt humør, mens evnen til at tænke og huske er dårlig. Personen kan også gå ud efter sin tandbørste og komme ind med hårbørsten, fordi området for hukommelse er påvirket. når hjernen ikke kan identificere ordet tandbørste, henviser den til det nærmeste, som er tandbørste, som den ældre så bringer med sig. Det kan være en ganske frygtelig oplevelse for den ældre, der jo ofte ikke forstår, hvad der sker, og føler, at han eller hun er ved at miste grebet om sig selv. Det er derfor vigtigt at udvise stor overbærenhed og tålmodighed i arbejdet med ældre og demente. Hjernens udvikling foregår således, at det, der kommer til sidst i udviklingen, også er det, der mistes først, når demensen sætter ind. De kristne historier og salmer er gode redskaber at bruge i arbejdet med demente, fordi de er blevet indlært tidligt i opvæksten fos de ældre, og således er noget af det, der forsvinder sidst. Opgaven blandt ældre med demens handler om at finde alle talenterne og de gode sider hos den ældre og forkæle det, der er stærkt. Det gælder om at finde ind bag ved sygdommen og symptomerne, hvilket bl.a. har været tanken bag de tre tilgange, vi lægger frem her. Præsten kan være et frirum som den, der er til stede, lytter og bevarer roen. Præsten kan være en ventil, som man kan sige hvad som helst til, fordi præsten i modsætning til mange andre af dem, der omgiver den ældre, ikke er i behandlerrollen. Det giver mulighed for at give tid og nærvær og derved måske lindre det, der gør ondt. Det kan være nok at sidde en halv time og holde i hånd uden at tale sammen. Berøringen og nærværet er nok og har en stor virkning. 12

13 Hvordan gør man så i praksis tre veje frem Overvejelser inden man går i gang Præstekjole på eller ej? Skal præsten bære ornat ved forkyndelse på plejehjemmet? Der er op til den enkelte præst og afhængigt af, hvilken slags forkyndelse man laver. Hvis det er en Gudstjeneste, man laver med beboerne, er det mange gange en god idé at bære præstekjole, fordi den vækker genkendelse hos de ældre og ældre med demens. variere dem i forhold til hver enkel beboer. Fx har vi brugt det at blæse sæbebobler ud i rummet, mens de ældre lyttede til musik, og det er der meget delte meninger om, hvorvidt det er at tale ned eller at give en smuk sanseoplevelse. Laver man erindringsgrupper eller salmesang med en lille gruppe beboere, kan præstekjolen være med til at skabe afstand i stedet for det tilsigtede nærvær, der fremmer fortroligheden i disse grupper. Så det må være op til den enkelte at vurdere, hvad der er mest hensigtsmæssigt i hvilke situationer. Generelt for samvær med ældre Der gælder nogle gode fif, når man skal være sammen med ældre og ældre med demens. De ældre har brug for trygge rammer, hvilket vil sige stor ro og forudsigelighed. Det er vigtigt at tale langsomt, højt og tydeligt og sikre sig, at så mange, som muligt får hørt mest muligt. i det hele taget er langsomhed vigtig, fordi de ældre bevæger sig, taler og tænker i et langsommere tempo end yngre. Det er også vigtigt, at man ikke taler ned til de ældre. Det kan være en hårfin balance imellem at ramme modtageren med sit budskab og at tale ned til vedkommende, men man må hele tiden afveje, hvilke virkemidler, der er hensigtsmæssige at bruge og samtidig 13

14 Lokalet Lokalet, man sidder i, har afgørende betydning for, om ens forehavende lykkes. Fx er det meget forstyrrende, hvis andre folk går igennem lokalet, eller hvis der kører en opvaskemaskine i nærheden. Man må insistere på, at rummet så meget som muligt skal ligne et kirkerum, selvom det kan være svært at gennemføre. Bordopstillingen skal helst være med stolene efter hinanden, så man sidder som i kirken, eller i en cirkel alt afhængigt af, hvad man vi lave sammen med de ældre. en gudstjeneste er bedst tjent med opstilling som i kirken, mens erindringsgrupper og salmesang fungerer godt med stolene stillet op i en cirkel. Det er vigtigt at signalere gudstjeneste og ikke kaffebord, så derfor er det ikke hensigtsmæssigt at holde gudstjeneste ved det bord, man drikker kaffe ved bagefter. De to ting må holdes adskilt, sådan at man med placering og opstilling signalerer kirke. Det kan understøttes ved, at man lægger gamle Bibler og salmebøger frem (husk, det skal være den gamle udgave fra før 1992), ved at man dækker et alter med to lys, dug og blomster på og med nadverbægrene samlet på en bakke sammen med kalk og oblater. Det er vigtigt at overveje egen placering i rummet, så alle kan høre og se, hvad der foregår. De, der ikke hører så godt, mundaflæser ofte, så det skal der også være mulighed for. Det er en god idé at rådføre sig med personalet om det. Kontakt til ledelsen og personale Det er afgørende, at kontakten til plejehjemmet går igennem ledelsen og personalet, hvis man vil ændre på det, man gør, eller påbegynde noget helt nyt. Ledelsen skal informeres, man skal være velforberedt og fagligt kunne stå inde for det, man præsenterer for dem. Det er også en god idé at sikre sig, at det er et samarbejde, man går i gang med. Plejehjemmet skal bakke op om, at præsten kommer, og gå ind i det som et samarbejde, så begge parter præger forløbet. Der skal sættet personale på fra plejehjemmets og kirkens side, og måske kan kirken også skaffe frivillige og/eller kirketjener, organist eller sognemedhjælper til opgaven. Det er en god idé at have en samarbejdspartner fra plejehjemmet, så man kan få den information om beboerne, man har brug for, og hjælp til det praktiske med at stille op, få lavet kaffe mm. De ved også, hvilke specielle hensyn, man skal tage, fx til kørestole eller tunghøre deltagere. Det er altså afgørende med et personale fra både kirken og plejehjemmet, der gider denne opgave og prioriterer den som vigtigt arbejde. 14

15 Tre veje med forkyndelse 15

16 Gudstjenester og andagter på pleje- og demensafdelinger med fokus på musikalsk nærvær V. Anne-MeTTe RiiS Observation og forberedende besøg igennem de 2 år, som projektet har kørt, besøgte jeg en række plejecentre og observerede andagter, gudstjenester og musikalske aktiviteter. Salem i Gentofte og Sølund i København; Holberghjemmet og Rosenhuset i Sorø; Smedegade i Slagelse samt Birgittehjemmet i Hillerød. Hertil kommer mange års praksis som kirkesanger på plejehjem i bl.a. Farum. i projektperioden havde jeg lejlighed til at samtale og sparre med inger Kamstrup, organist i Holstebro, som jeg kendte som kursist i babysalmesang, samt en lang række af præster - ikke mindst Lis Samuelsen i Sorø. en række samtaler med plejepersonale og afdelingsleder og demenssygeplejerske i Rosenhuset Susanne Kjelkvist har ligeledes dannet grundlag for mine videre iagttagelser og kvalificeret mit musikalske arbejde med målgruppen. endelig har jeg deltaget i kursus i musikterapi i Løgumkloster. Fra babysalmesang til salmer i nærvær på demensafdelingen Jeg har igennem de sidste 14 år arbejdet intenst med musikalsk samvær med babyer og deres forældre og blev foregangskvinde for babysalmesangen i Danmark. De parametre, der ligger til grund for samværet i den aldersgruppe er: Ro nærvær Forudsigelighed i bevægelserne Fokus på helhed og stemninger enkelhed Gentagelser Ømhed Rum for aktiv deltagelse Bred sansestimulering (visuel, taktil, kinæstetisk, auditiv, vestibulær) Pauser nuancer/kontraster Jeg blev opmærksom på, at alle disse parametre også gør sig gældende i arbejdet med ældre og demente. Hertil kommer en overordnet respekt for den, man står overfor, hvor man stiller sig lyttende an og selv er autentisk og opmærksom på at afpasse sin henvendelse i forhold til den enkeltes grænser 16

17 Forberedelse og dialog med plejepersonalet Jeg tilrettelagde 8 andagter i Rosenhuset i Sorø, som er en demensafdeling. Forud for disse havde jeg dels overværet gudstjenester og andagter på stedet og dels haft samtale med plejepersonalet. Jeg kan stærkt anbefale at give sig tid til en samtale med plejepersonalet. Dels for at fortælle om ens egne ideer og intentioner med det gudstjenstlige samvær. Herunder ikke mindst at få klare aftaler om rammerne, så alle unødvendige sanseindtryk elimineres. Men også for at inddrage personalet som observatører og hjælpere, der tillige kan være budbringere til den daglige omsorg for beboerne og kontakt til deres pårørende. ROSENHUSET Gestik, rekvisitter og gudstjenestenærhed Jeg afprøvede forskellige ideer og rekvisitter i forbindelse med andagten og sørgede samtidig for, at der var enkelte gentagelser fra gang til gang for at observere en eventuel genkendelsesglæde. i forbindelse med andagten eksperimenterede jeg med: enkle bevægelser med arme, hænder og fødder, fx gestik til salmerne 2 Rekvisitter, fx risposer og kors Visuelle stimuli, fx sæbebobler og stjerneparaply Salmebog hhv ikke-salmebog 3 Opstilling af stole mv, så rummet får andagtskarakter 4 Lytning til musik 5, fx undertiden at bruge optaget musik Gudstjenestenærhed, således at opbygningen minder mest mulig om en kirkelig handling 6 Det muliges kunst Mange præster og organister fortæller, at de som regel gør, som man plejer at gøre det pågældende sted. Har man - før man kommer som ny præst - siddet ved kaffeborde og modtaget nadver af dessertvinsglas, videreføres denne brug. Ofte uden at tænke nøjere over det. Da jeg spurgte en præst: Hvordan plejer du at have stolene stillet op, svarede hun: Av! og jeg, som eksperimenterer med konfirmanderne, jeg har ikke skænket det en tanke. Det samme gælder prædikenens traditionelt centrale plads i den lutherske gudstjeneste. en anden præst fortalte, at han plejede at holde en forkortet udgave af sin søndagsprædiken Det muliges kunst opfattes således som at affinde sig med skik og brug. Men det muliges kunst bør i stedet være at blive sig muligheder bevidst uden at give køb på gudstjenesten særegenhed. Man kan fx spørge: Hvordan kan det være, at vi til de mennesker, som har allermest tid, ofte tilrettelægger gudstjenester af den aller korteste varighed? Hvordan skabe og vedligeholde en kontakt igennem hele andagten fra man har sagt goddag til man siger farvel? Hvordan undgå faren ved at aflire det, man havde bestemt hjemmefra, hvis modtageren åbenlyst ikke forstår det? Det gælder såvel det talte som det sungne. en grundlæggende viden om aldring og aldersrelaterede sygdomme samt en anerkendelse af, at de mennesker, der sidder på plejehjemmene, ofte er hårdt ramt af sygdom, viser at musikken og salmerne, er det, der taler stærkest. Det muliges kunst bliver med andre ord at finde balancen imellem sansestimulation på den ene side og respekt for ritualet på den anden side. Det er helt konkret muligt at udnytte behov for sansestimulation ved fx at bruge rigtige alterbægre, ikke sidde ved kaffeborde, men omstille rummet til det, det er nu; en gudstjeneste osv. 17

18 Musikalske fif 2) Se vedlagte eksempel fra Rosenhuset, februar ) Fordelen ved ikke at bruge salmebog er, at man har mulighed for at 1) at ledsage salmen med sansestimulation og 2) knytte an til musikalsk reminiscens, dvs. at beboerne får vakt deres erindring om netop denne salme. når vi er fri af salmebogen, har vi mulighed for at repetere de vers, der er stærkest i hukommelsen. Fordelen ved at inddrage salmebogen er naturligvis den kendte tryghed, der er for den vante kirkegænger og for personalet. 4) Se vedlagte eksempel fra Rosenhuset, februar Her stillede vi stolene i kreds for at se, om det skabte større nærhed og bedre fokus. 5) Det handler om klanglig variation i rummet, så de musikalske stimuli bliver af forskellig karakter. er organisten med, kan et præludium spilles på klaveret, mens postludiet kan være en CD indspilning med anden instrumentering. Kontrast og nuancer er vigtige for vitalitetsfornemmelsen. 6) Bedeslag spillet på klokkespil. Opstilling af alter med lys, kors og hvid dug og generel skabelse af gudstjenestestemning er væsentlig for at skabe kontrast til det, som rummet anvendes til i det daglige. At synge med nærvær Læg mærke til, hvordan det lyder, når du synger! Altid med samme kraft eller sommetider mere blidt og indfølende? Skal de enkelte vers i en salme formes forskelligt i forhold til tekstens stemning, betoninger og nuancer? Hvordan vælge toneart? De kan være relevant at sætte salmerne i et lidt dybere toneleje end i koralbogen. Men salmerne kan komme til at ligge så dybt, at det bliver uskønt og svært genkendeligt. Vend det kollegialt organist og præst imellem! At have noget i hånden Det auditive er ikke altid nok. Derfor kan det være en god idé samtidig med sangen at have noget i hænderne. Så længe det ikke spærrer for forkyndelsen. Det er en god idé til en enkelt salme at holde hinanden i hånden. Det understøtter oplevelsen af samhørighed og nærvær. Kvaliteter der er fælles for gudstjeneste og fællessang. Det er en god idé at få noget i sin hånd, fx et lille (træ-)kors, en pose med ris eller lign. Fordi man hermed taktilt understøtter den opmærksomhed, som man gerne vil holde ved lige, mens man synger. Instrument eller ikke-instrument Man bør overveje, om der altid skal være klaverledsagelse til (alle) salmerne. Så længe vi alene har sangen, hjælper vi opmærksomheden, fordi det musikalske samvær er mere enkelt og fokuseret. Varierer man salmesangen mellem musikledsagelse og à capella får man et mere nuanceret musikalsk input og dermed en rigere gudstjeneste. Repetition, lytning, genkendelighed Det er en god idé at repetere vers, evt. at nynne melodien. Det skaber fortrolighed med musikken og, hvis man ikke kender salmen, at få den lært. Alt i alt bibringer det en fornemmelse af menighedsfællesskab. At sørge for forskellige klanglige inputs i andagtsrummet vækker vores evne til at bevare opmærksomheden. Derfor er det vigtigt at lytte og tilbyde lytteoplevelser, fx et mellemspil på klaver eller CD % af valgte salmer skal være kendt stof for de fleste. Genkendelighed skaber glæde og inklusion. Man er fælles om en gudstjeneste via sang, som vitterlig er fælles. 18

19 To konkrete gudstjenester ROSENHUSET I SORØ demensafdeling - februar 2012 SALMeR OG AnDAGT, MUSiK OG SAnSeSTiMULATiOn Program med kommentarer og stikord. Ankomst og hilse på hver enkelt. Jeg fortæller, at jeg er kommet, fordi jeg gerne vil synge salmer med dem. en enkelt replicerer frejdigt at så må vi da håbe du ka synge vi smiler sammen og jeg siger, at ellers må hun sige til. Jeg indleder hver gang med samme goddag-ritual, - og den 3. gang smiler én af de ældre kvinder og siger, da hun ser mig nå, så skal vi synge i dag. Lis, præsten, går ligeledes rundt og tager sig lidt tid til den enkelte. Og får i øvrigt den samme gode genkendelsens glæde senere efter forløbet. navne aftale med personale om hjælp til navne. Jeg lærer navnene den første gang og skriver dem ned, hvis ikke jeg har fået dem forinden på skrift. Alle er placerede i rundkreds på stole eller kørestole. Der er fri gulvplads. CD afspilleren er parat og de øvrige rekvisitter ligeledes. et bord med en hvid dug og 2 stearinlys står med i kredsen. Vi sidder alle stille og i stilhed. Indledning Jeg rejser mig op og fortæller at jeg vil starte med bedeslagene som er 3 gange 3 slag (Lis og flere andre præster sagde efterfølgende, at det var en god ramme at give. Jeg vil prøve at se, om det vækker en genkendelse i slutningen af forløbet). Bedeslag (på klokkespil) SAnG TiL Den enkelte: Morgen er nær Klokkespil indledning bedeslag herefter spilles en kvint (grundtone + kvint) et vers til hver enkelt, som indledes med navn på lille terts. Jeg står foran hver enkelt (så vidt muligt i øjenhøjde) og indleder verset ved at synge navnet. (det fornemmes som en varm og fredfyldt stund og en fra personalet siger da også spontant : Åh hvor var det dejligt og varmt ). SALMe i SAMVæR: i østen stiger solen op (vers 1 2 3) Jeg beder alle holde hinanden i hænderne, og vi løfter langsomt hænderne på den første linje. Vugger langsomt i puls i en bevægelse nedad til de 2 næste og sænker hænderne helt på den sidste. Vi synger første vers flere gange, og jeg lytter ind til, hvordan hukommelsen er, når jeg skifter til 2. (evt. 3.) og sidste vers. På 2. vers holder vi stadig hinanden i hænderne. Løfter dem først fra lyst, således at de er højest oppe på store og sænkes med det samme på små. Første vers repeteres nogle gange ligeledes 2. vers. På sidste vers kan håndfatning evt. suppleret med let pulsbevægelse være fint, evt. slippes håndfatning til slut, og vi holder på vores eget hjerte på paradis. LæSninG: Herren er min hyrde TROSBeKenDeLSe SALMe MeD SAnSeSTiMULATiOn. Her vil ties (vers sidste) Talt introduktion: nedenfor følger to konkrete eksempler fra hhv. Rosenhuset i Sorø og Birgittehjemmet i Hillerød. Der er tale om mine arbejdspapirer til præsten og mig selv. Andagten i Sorø er på en demensafdeling. Gudstjenesten i Hillerød på en almindelig, men blandet, plejeafdeling. 19

20 Det er vinter og koldt derude. naturen sover. i får hver en lille pude i hånden. Jeg nynner salmen, mens jeg giver god tid til uddelingen. Under denne salme begynder Sonja at svinge risposen fra hånd en bevægelse, jeg følger op på og efterligner. På 2. vers Trange tider stamper jeg let med højre og venstre fod skiftevis. nogle tager bevægelsen i fødderne til sig og stamper med. På sidste vers har vi ofte blot siddet stille og mærket på puden. Hvis en finder på en bevægelse, vil jeg i lighed med 1. vers følge op på det. Fadervor nynner atter Her vil ties mens jeg samler risposerne ind MUSiKLyTninG Samme musik hver gang Mit hjerte altid vanker i instrumental udgave. Jeg blæser sæbebobler imens. VeLSiGneLSe OP AL Den TinG Til denne salme deles salmebøger ud i lighed med sidste gang. Dagny, som ellers har virket lukket, synger med stor energi. (til eftertanke for mig og også en øjeåbner for personalet personalet, som budbringer) SALMe TiL Den enkelte MeD STJeRnePARAPLy: Dagen går med raske fjed vers 1. evt. slår jeg over i Altid frejdig hvis jeg starter med at nynne de vil det sandsynligvis være den tekst, de ældre vil begynde på. efter andagten sidder vi stille en stund, hvorefter jeg bryder stilheden med at sige, at vi nu nok kan trænge til noget at drikke. Personalet serverer saft, og vi sidder sammen og drikker og sludrer stadig i kredsen. Herefter - Tak for i dag. Det var dejligt, at jeg måtte komme og synge sammen med jer. Jeg glæder mig til at komme om 14 dage. Går derefter rundt og siger farvel til den enkelte. Gudstjeneste på Birgittehjemmet 25. oktober 2012 (Pianist er på: Præludium i skovens dybe stille ro, nu vågne alle Guds fugle, Du gav mig O Herre). Velkommen (fortæller at denne gudstjeneste er anderledes, - vi sidder i kreds - vi synger salmer nogle af dem uden salmebog hører prædiken og skal have nadver ) BeDeSLAG Præludium (i skovens dybe stille ro på klaver) indgangsbøn 1.salme: nu vågne alle Guds fugle små med salmebog og klaverledsagelse Læsning: Mattæus kap. 6 vers TROSBeKenDeLSen 2. SALMe: Vi pløjed og vi så de 1. vers uden salmebog og uden klaver med bevægelse til. Holder hinanden i hænder. Prædiken* alm. Herefter til hver enkelt, mens man mærker i fadet med kerner (rugkerner, jeg nynner indimellem nu er det længe siden ) 3. SALMe nu er det længe siden - uden bog og uden klaver- holder hinanden i hænder og jeg synger vers 1, 3 og 7. nadver: Opstandne Herre og Frelser O, du Guds lam Fadervor indstiftelsesord absolution Jesus Krist du gav mig livet eller Alle gode gaver 20