Derefter blev jeg Guidet. Forfatter (e): Muhammad al Tijani al Samawi. Kategori: Sunni & Shia

Transkript

1 Derefter blev jeg Guidet En selvbiografisk bog der tager højde for Sayed Tijani søgen efter viden, som sigter mod at fjerne nogle af de barrierer, der eksisterer mellem de åndsretninger af ahl-as-sunnah og Shia ved at fjerne misforståelser om Shi'ism. Forfatter (e): Muhammad al Tijani al Samawi Kategori: Sunni & Shia Topic Tags: ShiaSunniSunnahmisconceptionsautobiographyTijani Gammel URL:

2 Dedikation Min bog er et beskedent stykke arbejde. Det er en historie om en rejse... en historie om en ny opdagelse, ikke en teknisk eller naturlig opdagelse, men et på religiøse og filosofiske skoler. Da enhver opdagelse primært er baseret på et sundt sind og klar forståelse, der adskiller mennesket fra alle andre skabninger, vil jeg gerne dedikere denne bog til alle sundt sind. Et sind, der sætter sandhed på prøve og kender det fra forkert, et sind der vejer alt, hvad der er blevet sagt i omfanget af retfærdighed, og kommer altid ud til fordel for fornuft. Et sind der sammenligner ord og ordsprog, og har evnen til at skelne mellem det logiske og det ikke så logisk, og mellem den stærke og den svage. Allah den Højeste, sagde "De, der lytter til det Ord og følge det bedste af det, er de styret af, og de er opmærksomme." Til alle dem, jeg dedikerer denne bog, håber, at Allah, Priset være ham den Højeste, åbner vores sind for vore øjne, til at vejlede os, til at oplyse vores hjerter, for at vise os klart den rigtige måde, så vi følger det, og at vise os klart den forkerte vej, så vi undgår det, og accepterer os med sin gode tjenere, for han lytter og han svarer. Muhammad al Tijani al Samawi

3 Forord I Allahs navn, Den Mest Barmhjertige, Den Mest Barmhjertige Priset være Allah, Herre af universet. Han skabte mennesket af ler og formede ham på den bedst mulige måde. Han stillede ham over alle andre skabninger og gjorde Hans nærmeste engle falde på knæ foran ham. Han prydede ham med sindet, der ændrede hans tvivl til et absolut tro. Han gav ham to øjne, en tunge, to læber og viste ham de to måder. Han sendte ham budbringere give ham den gode nyhed, at advare ham og advare ham og forhindre ham i at gå på afveje med den forbandede djævel. Han fortalte ham ikke at tilbede Djævelen, for Djævelen er hans fjende, og alene at tilbede Allah og følge hans rette vej, med forståelse og en overbevisende tro, og ikke at efterligne troen på hans forfædre og venner og slægtninge, der fulgte dem, før dem uden nogen klar begrundelse. Hvem kunne sige bedre ting end han som opfordrede til Allah og gjorde gode gerninger og sagde, at han var en af de muslimer, kan Herrens velsignelser, fred og hilsener være med Messenger, der bragte barmhjertighed til folket, tilhænger af alle de undertrykte og de svage, hele menneskehedens Frelser fra uvidenhedens mørke, han, som vil guide dem til den oplyste sti den trofaste og gode. Vores mester Muhammad ibn Abdullah, profet muslimerne, og chef for den ualmindeligt strålende kan disse velsignelser og hilsener være med hans gode og renset efterkommere, som Allah har udvalgt blandt alle de sandfærdige. Han udtalte i Koranen, at vi er tvunget til at elske dem, efter at han havde renset dem og gjort dem ufejlbarlig. Han lovede, at nogen, der går om bord på deres skib vil blive frelst, og nogen, der ikke gør det, vil omkomme. Kan disse velsignelser og hilsener være på hans ærefulde kammerater, som støttede ham, hædrede ham og ofrede sig for ham og for sejren af islam. De vidste sandheden, så de lovede troskab til ham med overbevisning og opholdt sig på den rette vej uden at ændre det og var taknemmelige. Må Allah belønne dem for deres ydelser til Islam og muslimerne. Kan disse velsignelser og hilsener være over deres tilhængere, og dem, som holdt på deres vej og blev styret af deres lys til dommedag. Venligst Lord acceptere min anmodning om Du er All hørelsen og mest vidende. Venligst min Herre åbne mit hjerte for du er den, der leder os til den absolutte sandhed. Venligst min Herren hjælpe mig at udtrykke mig, for du giver visdom til nogen du ønsker fra blandt dine trofaste tilbedere. Venligst min Herren give mig mere viden og slutte sig til mig med retskafne mennesker.

4 Et hurtigt blik på mit liv Jeg kan stadig huske, hvordan min far tog mig for første gang til den lokale moske, hvor al-tarawih bønner blev udført i løbet af Ramadan. Jeg var dengang ti år gammel. Han introducerede mig til de mænd, der ikke kunne skjule deres forbavselse. Jeg vidste tidligere, at den vejleder havde arrangeret for mig at udføre al-ishfa1 bønner til to eller tre nætter. Det var sædvane for mig at bede bag manden med nogle lokale børn, og vente på Imam at nå frem til den anden del af Koranen, dvs Surat Meriam. Min far sørget for, at vi har lært Koranen på Koranens skolen samt i hjemmet ved privatundervisning givet til os af en blind mand, der var relateret til os, og der kunne recitere Koranen udenad. På grund af det faktum, at jeg lærte at recitere Koranen i en tidlig alder, vejleder forsøgt at vise sin gode indflydelse på mig ved at lære mig den knælende punkter i betragtning. Han testede mig flere gange for at sikre, at jeg havde forstået hans instrukser. Efter bestået jeg testen og færdig udføre de bønner og den betragtning, såvel som jeg var forventet at gøre, kom alle de mænd og lykønskede mig og min far, og takkede min vejleder for hans gode indsats og velsignelser, og takkede Allah for islam. Minderne om de følgende dage stadig er med mig i dag. Jeg købte så meget beundring og mit rygte gik ud over vores alley til hele byen. De nætter Ramadan har forladt deres religiøse mærker på mig til denne dag, og hver gang jeg går igennem en episode af forvirring, jeg føler, at der er en mærkelig magt, der trækker mig og sætter mig tilbage på vejen. Hver gang jeg følte svaghed af sjælen og det meningsløse liv, disse erindringer kommer til mig for at ophøje mig til et åndeligt niveau og lys i min samvittighed flamme tro, så jeg kan bære ansvaret. Det ansvar, som blev givet til mig af min far, eller mere korrekt af min vejleder, at lede gruppen i bønner i en tidlig alder gjorde mig føler som hvis jeg ikke gjorde nok, eller i hvert fald ikke op til den standard, som forventedes fra mig. Derfor har jeg brugt min barndom og min ungdom i relativ retlinethed, men ikke uden en vis uskyldig leg og en iver efter at kende og til at efterligne. Gennem hele perioden var jeg omringet af den guddommelige omsorg, som gjorde mig skelnes blandt mine brødre for min ro og ro og for at være på den rette vej og væk fra alle umoralske handlinger. Jeg skal ikke glemme at nævne, at min mor, må Allah velsigne hendes sjæl, havde en stor indflydelse på mig. Hun åbnede mine øjne, da hun lærte mig de korte kapitler (suraer) af den hellige Koran, bønner og reglerne for rituel renhed. Hun tog særlig pleje af mig, fordi jeg var hendes første søn, og måske fandt hun fornøjelse i at uddanne mig, da hun var deler husstand med min fars første kone og hendes sønner. Navnet Tijani, der blev givet til mig af min mor, har en særlig betydning i al-samawi familie, som havde vedtaget Tijani Sufi Tariqa (rækkefølge), lige siden det blev besøgt af en søn af Shaykh Sidi Ahmed al-tijani der kom fra Algeriet. Mange mennesker i Gafsa - min families hjemby - vedtog Tijani sufi orden, især de velhavende og veluddannede familier, der hjalp med at sprede ordren. På grund af mit navn, jeg blev ganske populær i Samawi hus og udenfor det, især med dem, der var forbundet med Tijani rækkefølge. Derfor er mange af de ældste, der var til stede på ovennævnte nat under ramadanen kom til at lykønske min far og kyssede mit hoved og hånd og sagde: "Det er de velsignelser vor herre Shaykh Ahmad al-tijani."

5 Det er værd at bemærke, at Tijani sufiorden er vidt udbredt i Marokko, Algeriet, Tunesien, Libyen, Sudan og Egypten, og dem, der tror på det er en eller anden måde, fanatiske omkring det. De behøver ikke besøge gravene af andre vismænd, for ifølge deres tro, de har opnået deres viden fra hinanden, mens Shaykh Ahmed al-tijani erhvervede sin viden fra Allahs Sendebud Muhammad (saaws) direkte til trods for, at han kom tretten århundreder efter profeten (saaws). Det er blevet sagt, at Shaykh Ahmed al-tijani bruges til at kommunikere med den store Profet (saaws) ved at tale med ham, mens han var vågen og ikke i søvne. Det menes også, at de fuldstændige bønner, der blev udtænkt af Shaykh er bedre end efterbehandling Koranen fyrre gange. For at gøre det kort, jeg skal stoppe med at tale om Tijani Sufi Tariqa på dette tidspunkt i bogen, og hvis Gud vil det, vil jeg henvise til det andre steder. Således voksede jeg op med denne tro, som enhver anden ungdom i vores by. Vi var alle - ros være Allah - sunnimuslimer efter undervisningen Imam Malik ibn Anas, imam i Dar al-hijra. Men vi, i Nordafrika, er opdelt i vore sufi ordrer. For eksempel i Gasfa alene findes der al Tijaniyya al- Qadiriyya al-rahmaniyya al-salamiyya og al-isawiyya. For hver af de ovennævnte kendelser, der er tilhængere og tilhængere, der kunne recitere ordren, digte og Dhikrs (påkaldelse af Gud) i alle specielle ceremonier såsom bryllupper, omskæringer og løfter. Bortset fra nogle negative aspekter, disse Sufi Tariqas spillede en vigtig rolle i at bevare de religiøse ritualer og i at bevare respekten for vismændene. 1. Al-Ishfa bønner, også kaldet al-tarawih på grund af hviletid mellem hver anden bøn. Navngivet "al-ishfa" Pilgrimsfærden til Allahs Hus

6 Jeg var atten år, da den tunesiske nationale samfund spejdere enige om at sende mig som en af seks tunesiske repræsentanter til den første konference for islamiske og arabiske spejdere, der fandt sted i Mekka. Jeg var den yngste medlem af missionen, og helt sikkert den mindst uddannede, for der var med mig to skoleledere, en lærer fra hovedstaden, en journalist og en femtedel, hvis job, jeg ikke kender, selv om jeg senere indså, at han var en slægtning af den daværende minister for uddannelse. Rejsen var temmelig indirekte, vores første stop var Athen, hvor vi opholdt sig to dage, næste var Amman, hovedstaden i Jordan, hvor vi tilbragte fire dage, og så vi ankom i Saudi-Arabien og deltog i konferencen og udførte ritualer pilgrimsfærd og Umra. Jeg kan ikke beskrive mine følelser, da jeg kom ind i Allahs Hus for første gang; mit hjerte bankede så hurtigt. Jeg følte det, som om det kommer ud af mit bryst at se denne gamle hus for sig selv, og tårerne holdes kommer ud af mine øjne i det uendelige. Jeg forestillede englene bar mig over pilgrimme og op på taget af den hellige Kaba og besvaret opkaldet Allahs derfra: ". Allah, her er jeg, din tjener kom til dig at være på din tjeneste, Labbayka Allahumma Labbayk" Lytte til andre pilgrimme, jeg forstod, at de fleste af dem havde ventet i lang tid, og sparet op gennem hele deres liv til at komme til Mekka. I mit tilfælde, rejsen var pludselig og jeg var ikke forberedt på det. Jeg husker min far bød mig en tårevædet afsked, da han så den flybillet og vidste med sikkerhed, at jeg skulle til at udføre Pilgrimage, siger: "Tillykke, min søn har Allahs vilje, at du skal udføre Pilgrimage for mig på dette alder, for du er søn af Sidi Ahmed al-tijani, bed for mig på Allahs Hus til at tilgive mig og give mig pilgrimsrejse til hans hus. "Jeg følte, at Allah selv ringede til mig og plejet mig og bragte mig til det sted, hvor alle længes efter at besøge, selv om nogle ikke kan gøre det. Jeg satte pris på denne mulighed, derfor kastede jeg mig ud i mine bønner og tawaf (kredser omkring Kaba), selv når den drikker af vandet i Zamzam og går op i bjergene, hvor folk konkurrerede at komme til Hara grotte i al-nur bjerget. Jeg blev kun slået af en ung sudansk pilgrim, så jeg var "anden af to". Når jeg fik der, jeg rullede mig på gulvet, som om jeg var rullende på den store profet skød og lugtede hans vejrtrækning hvilke store minder, de efterlod sådan et dybt indtryk på mig, at jeg aldrig vil glemme. Allah har passet mig på mange måder, for jeg var vellidt af alle, jeg mødte i konferencen, og mange bad om min adresse for at skrive til mig i fremtiden. Hvad angår min tunesiske kammerater, de kiggede ned på mig fra det første møde, vi havde på den tunesiske hovedstad, da vi forberedte til rejsen. Jeg fornemmede deres følelse, men jeg var tålmodig, for jeg vidste, at folk i det nordlige se ned på folk fra Syd og anser dem tilbage Snart nok deres synspunkter begyndte at ændre sig. Under hele rejsen og under konferencen og pilgrimsfærd jeg bevist mig selv at være værdig til deres respekt på grund af min viden om poesi og min gevinst på mange præmier. Jeg gik tilbage til mit land med hoppe end tyve adresser fra forskellige nationaliteter. Vi opholdt sig 25 dage i Saudi-Arabien, hvor vi mødte mange lærde muslimske lærde (ulama) og lyttede til deres foredrag. Jeg var påvirket af nogle af den overbevisning af Wahahi sekt og ønskede, at alle muslimer fulgte dem. Ja, jeg troede, at de blev valgt af Allah blandt alle sine tilbedere til at bevogte sit hus, for de var de reneste og mest vidende mennesker på jorden, og Allah havde givet dem olie, så de kunne tjene og kunne pleje for pilgrimme, gæster den Barmhjertige. Da jeg kom tilbage fra pilgrimsfærd til mit land, jeg havde den saudiske nationale kjole og blev overrasket af den modtagelse, min far havde forberedt. Mange mennesker samledes på stationen, ledet af Shaykhs af Isawiyya, Tijaniyya og Qadiriyya sufiorden komplet med ceremonielle trommer.

7 De tog mig gennem gaderne i vores by besværgelser og jubel, og hver gang vi passerede en moské blev jeg stoppet for en kort tid, mens folk, især den gamle folkemusik, kom til at lykønske mig med tårer i øjnene længes efter at se House of Allah og at besøge Profetens grav. Folk kiggede på mig, som om de ikke har set en ung pilgrim (Hajj) i min alder i Gafsa før. Jeg levede de lykkeligste dage i mit liv i denne periode, og mange mennesker, herunder notabiliteter i byen kom på besøg og lykønske mig, og ofte bad mig om at læse al-fatihah (åbningskonferencen Sura af Koranen) med bønner i overværelse af min far, fra hvem jeg var flov over, selvom han holdt opmuntrende mig. Hver gang en gruppe besøgende forlod huset, min mor kom til mødet område til at brænde røgelse og læse nogle amuletter for at befri mig for dårlige magi. Min far holdt fest foregår i tre nætter i midten af Tijani sufiorden, hver nat han slagtede et får til en banket. Folk spurgte mig alle mulige spørgsmål, og mine svar var hovedsagelig at rose saudierne for deres indsats for at støtte og udbrede islam. Snart folk begyndte at kalde mig Hajj (Pilgrim), og når nogen råbte Hajj, det kun betød mig. Efterhånden blev jeg kendt blandt de forskellige religiøse grupper især Det Muslimske Broderskab, og jeg gik rundt moskeerne forelæsninger om religiøse spørgsmål, fortæller folk ikke at kysse gravene eller røre skoven til velsignelse, fordi disse er tegn på Polyteisme. Mine aktiviteter begyndte at stige, og jeg gav religiøse lektioner om fredagen før imamens tale. Jeg flyttede fra Abi Yakub moské til Store Moske fordi fredagsbønnen blev afholdt i forskellige tidspunkter i disse moskeer; ved middagstid i førstnævnte, og i løbet af eftermiddagen i sidstnævnte. Om søndagen var mine lektioner hovedsagelig frekventeres af mine elever på gymnasiet, hvor jeg underviste Technology. De kunne lide mig og værdsatte mine bestræbelser, fordi jeg gav dem en masse af min tid på at forsøge at hjælpe dem med at fjerne skyerne fra deres sind på grund af læren af ateist og kommunistiske lærere i filosofi og der var masser af dem! Mine elever, der anvendes til at vente med iver for disse religiøse kredse og nogle af dem kom til mit hus for jeg købte en række islamiske bøger og læse dem grundigt for at bringe mig op standarden af de spørgsmål, jeg plejede at blive spurgt. I det år, hvor jeg gjorde pilgrimsfærd til Mekka, jeg afsluttede den anden halvdel af mine religiøse pligter ved at blive gift. Det var ønsket af min mor til at se mig gift før hun gik bort, for hun havde set bryllupper i alle mine halvbrødre og Allah gav hende, hvad hun ønskede, og jeg blev gift med en ung dame, som jeg aldrig havde mødt før. Min mor døde efter at have været til stede ved fødslen af mit første og andet barn, og hun blev efterfulgt af min far, der var død to år inden hende. Før sin død, han gjorde pilgrimsfærd til Mekka, og to år senere før sin død, vendte han sig til Allah i anger. Den libyske revolution lykkedes i løbet af den periode, hvor arabere og muslimer følte deres ydmygende nederlag i hænderne på israelerne, og vi så, at unge revolutionære leder taler på vegne af islam og bede blandt hans folk, der opfordrer til befrielse af al-quds. Jeg blev tiltrukket af hans ideer, ligesom mange unge muslimer og arabere, og som et resultat vi organiseret en pædagogisk besøg i Libyen af en gruppe bestående af fyrre mænd for Education Department. Vi besøgte landet i begyndelsen af revolutionen, og da vi kom hjem var vi meget optimistiske og håbefulde for en bedre fremtid for muslimer og arabere i hele verden. I de foregående år havde jeg svarede med nogle venner, og mit venskab med et par af dem blev meget tæt, således at de selv bedt mig om at besøge dem. Således gjorde jeg alle forberedelserne til

8 en rejse i løbet af sommerferien, som varede tre måneder. Jeg planlagt at gå til Libyen og Egypten ad vej og derfra over havet til Libanon, Syrien, Jordan og derefter til Saudi-Arabien. Jeg mente at gøre Umra der og at forny mit engagement i Wahabiyya i hvis iver jeg kæmpede blandt de studerende, og i moskeerne, der blev frekventeres af Det Muslimske Broderskab. Mit rygte gik fra min hjemby til andre nabobyer gennem besøgende, der måtte deltage i fredagsbønnen og lytte til de erfaringer, derefter gå tilbage til deres lokalsamfund. Mit rygte nåede Shaykh Ismail al Hadifi, leder af den sufiorden i Tuzer, hovedstaden i al-jarid og fødestedet for den berømte digter Abu al-qasim al-shabbi. Denne Shaykh har mange tilhængere i Tunesien og i udlandet, især blandt de arbejdende klasser i Frankrig og Tyskland. Jeg har modtaget en invitation fra ham gennem hans agenter i Gafsa, der skrev mig et langt brev takke mig pels mine tjenester til Islam og muslimerne. I brevet hævdede de, at de ting, jeg gjorde ikke ville bringe mig tættere på Allah, fordi jeg havde ingen lært Shaykh: "Den, der ikke har nogen Shaykh hans Shaykh vil være en djævel, og du har brug for en Shaykh at vise dig vejen, ellers halvdelen af den viden ikke er afsluttet. "De meddelte mig, at (den største af sin alder) Shaykh Ismail selv havde valgt mig blandt alle folk til at være en af hans nærmeste privat kreds af tilhængere. Jeg var helt glad, da jeg hørte nyheden. Faktisk græd jeg som svar på den guddommelige omsorg, som havde forhøjet mig til de højeste og bedste steder, simpelthen fordi jeg havde fulgt trinene Sidi al- Hadi al-hafian, som var en Sufi Shaykh kendt for sine mirakler, og jeg havde blive en af hans nærmeste tilhængere. Også jeg ledsaget Sidi Silah Balsaih og Sidi al-jilani og andre nutidige sufi ledere. Så jeg ventede spændt på dette møde. Når jeg trådte Shaykh hus jeg kiggede nysgerrigt på ansigterne, og stedet var fuld af tilhængere hvoriblandt Shaykhs iført uplettede hvid morgenkåbe. Efter hilsen ceremonien sluttede, Shaykh Ismail banke hver ene stod op og begyndte at kysse hans hænder med stor respekt. Hans stedfortræder blinkede til mig for at fortælle mig, at dette var Shaykh, men jeg viste ikke nogen entusiasme for jeg ventede på noget andet end det jeg så. Jeg havde tegnet en imaginær billede af ham i mit sind i overensstemmelse med, hvad hans agenter og tilhængere havde fortalt mig om hans mirakler, og alt jeg så var en almindelig mand uden værdighed eller ærbødighed. Under mødet blev jeg introduceret til ham af hans stedfortræder, og Shaykh modtog mig hjerteligt og satte mig til hans højre og gav mig noget mad. Efter middagen den rituelle ceremoni startede, og den stedfortrædende introducerede mig igen for at aflægge ed fra Shaykh, og alle lykønskede mig og velsignede mig. Senere forstod jeg fra, hvad mænd sagde, at jeg var kendt for dem, som opfordrede mig til at være uenig med nogle af de svar, som Shaykh på spørgsmål fra publikum. En sådan opførsel førte nogle af mændene til at udtrykke deres afsky og til at overveje det dårlige manerer i overværelse af Shaykh der normalt venstre uimodsagt. Shaykh fornemmede urolig atmosfære og forsøgte at køle situationen ved at bruge sin humor, så sagde han, "Han hvis starten brænder, vil hans ende blive skinner." Publikum tog det som en yndefuld tegn fra Shaykh, hvilket ville sikre min lysende ende, og lykønskede mig for det. Men Shaykh var klog og meget erfarne, så han ikke lade mig fortsætte med min irritabel indtrængen og fortalte os følgende historie: En dag en lærd mand deltog i en klasse, som en from mand, og den fromme mand spurgte den lærde mand at gå og få vaskes, så den lærde mand gik hen og vaskede sig derefter tilbage til klassen. Den fromme mand gentog sit krav om, "gå hen og få vasket". Den lærde mand gik og vaskede sig selv

9 igen tænker, at han ikke havde gjort det rigtigt første gang. Da han kom tilbage til klassen, den fromme mand bad ham om at vaske igen. Den lærde mand begyndte at græde og sagde. "Mester, jeg har vasket mig fra mit arbejde og viden, og jeg har intet tilbage undtagen det, som Allah har givet mig gennem dine hænder." På det tidspunkt sagde den fromme mand, "Nu kan du sidde ned," Jeg indså, at jeg var den, hvem Shaykh nævnt i historien, og alle andre indså, at så godt, for de truede mig, når Shaykh forlod os at have en pause. De bad mig om at være stille og vise respekt for Shaykh lest jeg ikke i mit arbejde, der baserer deres argumentation på Koranens vers: "OI som tror! Må ikke hæve jeres stemmer over stemmen af profeten, og ikke taler højt for ham som du taler til hinanden, for at dine gerninger bliver nul, mens du ikke opfatter. " (Koranen 49: 2) Jeg derefter erkendte mine grænser, så jeg overholdt, og adlød ordrer og Shaykh holdt mig tæt på ham, og derefter jeg blev hos ham i tre dage, hvor jeg spurgte ham mange spørgsmål, nogle af dem til at teste sin viden. Shaykh vidste det, og bruges til at besvare mig ved at sige, at der er to betydninger for Koranen, den ene afsløret, og en anden skjult en syvende grad. Han åbnede sin private sikkert for mig og viste mig et personligt dokument, der indeholdt navnene på fromme og lærde folk forbinder ham med Imam Ali via mange folk som Abu al-hasan al-shadhili. Det er her værd at bemærke, at disse møder i Shaykh er åndelige dem, og starter som regel med Shaykh recitere og chanting nogle vers fra Koranen. Efter at han læser et par poetiske vers efterfulgt af chants og "dhikrs" af mænd, og disse sange er hovedsageligt centreret om askese, fromhed og afkald på dette liv og iver til at søge det hinsides liv. Efter at have færdig med denne del, den første mand på højre side af Shaykh læser, hvad han kan fra Koranen, og når han siger "Og Allah sagde, at sandfærdigt" Shaykh læser begyndelsen på et andet stykke poesi og hele menigheden reciterer det efter ham, hver person derefter læse en Koran-vers. Kort efter at mændene begynder hælder forsigtigt til venstre og til højre, bevæger sig med rytme chants indtil Shaykh står op, og med ham hele menigheden, der danner en cirkel med ham i centrum. Næste de begynder chanting Ah, ah, ah, ah, og Shaykh vender sig i midten, og derefter går til hver enkelt af dem, og kort tid efter, at tempoet varmer op og mændene begynder at hoppe op og ned, råbe i en organiseret men irriterende rytme. Efter nogle hårde arbejde, stilhed efterhånden hersker, og Shaykh læser hans sidste stykker af poetiske vers, og så er alle kommer til at kysse Shaykh hoved og skuldre, indtil de endelig sidde ned. Jeg har delt med de mennesker i deres ritualer, men ikke overbevisende, for de modsagt mine egne overbevisninger af ikke tillægger nogen associerede virksomheder til Allah dvs. ikke at anmode om noget, men fra Allah. Jeg faldt om på gulvet græde og mit sind spredt mellem to modstridende ideer. Den ene er Sufi ideologi, hvor en mand går gennem en spirituel oplevelse baseret på den følelse af frygt, om askese og på at forsøge at nærme Allah gennem de hellige og lærde mænd. Den anden idé var Wahabi som havde lært mig, at alt dette var et forsøg på at tilskrive partnere til Allah, og at Allah aldrig vil tilgive dem.

10 Hvis Store Profeten Muhammad (saaws) ikke kan hjælpe, ej heller kunne han gå i forbøn, så hvad er værdien af disse hellige og fromme mennesker, der kom efter ham? På trods af den nye position givet til mig af Shaykh, for han udpegede mig som hans stedfortræder i Gafsa, jeg var ikke helt overbevist om, selv om jeg nogle gange sympatiserede med Sufi ordrer, og følte, at jeg skulle fortsætte med at respektere dem af hensyn til de hellige, og Gud frygter folk. Jeg argumenterede ofte basere mit argument om Koranens vers: "Og kald ikke med Allah nogen anden gud, der er ingen anden gud, men han". (Koranen 28:88) Og hvis nogen sagde til mig, at Allah sagde: "OI som tror være forsigtig med (din pligt at) Allah og søge midler til nærhed til Ham." (Koranen 5:35) Jeg svarede ham hurtigt på den måde, at den saudiske Ulama havde lært mig ved at sige "Den måde at søge Allah er ved at gøre en god gerning." Under alle omstændigheder, mit sind var temmelig forvirret og urolig i denne periode, men fra tid til anden nogle tilhængere kom til mit hus, hvor vi fejrede al-imarah (en type dhikr). Vores naboer følte urolig over lyde, som vi producerede, men kunne ikke konfrontere mig, hvorfor de klagede til min kone, via deres koner, og da jeg hørte om problemet, jeg spurgte tilhængere til at fejre dhikr andetsteds. Jeg undskyldte mig ved at informere dem om, at jeg skulle til udlandet i tre måneder, så jeg sagde farvel til min familie og venner og søgte min Gud, afhængig af Ham, og ikke tro på nogen anden gud end Ham. I Ægypten Jeg opholdt sig i Tripoli, den libyske hovedstad, længe nok til at få et indrejsevisum fra den egyptiske ambassade for at indtaste land Kinana dvs Egypten. Jeg mødte et par venner, som hjalp mig i denne sag, så må Allah belønne dem for deres indsats. Vejen til Cairo er en lang en, det tog os tre dage og nætter, hvor jeg delte en taxa med fire andre egyptere, der arbejder i Libyen, der var på vej hjem. Hele turen jeg snakkede også dem og læse Koranen for dem, så de kunne lide mig og bad mig om at være deres gæst i Egypten. Jeg valgte en af dem, Ahmed. Jeg følte mig meget glad for ham, for han var en from mand, og han gav mig det højeste niveau af gæstfrihed. Jeg opholdt sig i Kairo 20 dage, hvor jeg besøgte sangeren Farid al-atrash i hans lejlighed med udsigt over Nilen. Jeg kunne godt lide ham for det, jeg havde læst om hans beskedenhed i den egyptiske presse, men jeg formåede kun at møde ham i tyve minutter, fordi han var på vej til at flyve til Libanon.

11 Jeg besøgte Shaykh Abdul Basit Muhammad Abdul Samad, den berømte oplæser af Koranen, hvis stemme jeg gerne meget. Jeg boede hos ham i tre dage, og i løbet af denne tid, jeg diskuterede med sine venner og slægtninge mange spørgsmål, og de kunne lide mig for min begejstring, oprigtighed og viden. Hvis de talte om kunst, sang jeg; og hvis de talte om askese og sufisme, jeg fortalte dem, at jeg fulgte Tijani orden samt Medani; og hvis de talte om Vesten jeg fortalte dem om Paris, London, Belgien, Holland, Italien og Spanien, som jeg besøgte i sommerferien; og hvis de talte om pilgrimsrejse, jeg fortalte dem, at jeg havde gjort det pilgrimsrejse til Mekka, og at jeg var på vej til at udføre Umrah. Jeg fortalte dem om steder, som ikke var kendt af folk, der havde været på pilgrimsrejse syv gange som hulerne i Hira og Thawr og alteret af Ismail. Hvis de talte om naturvidenskab og teknologi, jeg gav dem alle de tal og de videnskabelige navne; og hvis de talte om politik, jeg fortalte dem mine synspunkter at sige: "Må Allah velsigne sjælen af al-nasir Salah al-din al-ayyubi som berøvet sig fra smilende, og når nogle af hans nærmeste venner kritiserede ham ved at sige:" den store profet (saaws) blev ofte set smilende, "svarede han:" Hvordan vil du have mig til at smile, når al-aqsamoskeen er besat af Allahs fjender Nej, ved Allahs navn jeg vil aldrig smile, indtil jeg. befri det eller dø. " Nogle af Al-Azhar er Shaykhs plejede at komme til disse møder og kunne lide hvad jeg reciterede fra Koranens vers og citater af den store profet Muhammad (saaws), foruden de blev imponeret af mine stærke argumenter og spurgte mig fra hvilket universitet jeg havde gradueret. Jeg plejede at besvare dem stolt, at jeg dimitterede fra al-zaituna Universitet, som blev etableret før al-azhar, og tilføjede, at fatimiderne - der etablerede al-azhar - startede fra byen al-mahdiah i Tunis. Jeg mødte mange lærde mennesker i al-azhar, og nogle af dem præsenterede mig med et par bøger. En dag, mens jeg var på kontoret af en ansvarlig for al-azhar anliggender, et medlem af den egyptiske Revolutionære Kommandoråd kom til at deltage i et massemøde for de muslimske og koptiske Fællesskaber i en af de største jernbaneselskaber i Kairo. Massen møde blev afholdt i protest mod sabotage aktiviteter i kølvandet på krigen i juni. Det medlem af Kommandoråd insisterede på min ledsager ham til mødet, så jeg accepterede invitationen, og sad på VIP talerstolen mellem far Shnoodah og Azhari Shaykh. Jeg blev også bedt om at tage det møde, som jeg gjorde med lethed på grund af min erfaring i at give forelæsninger i moskeer og kulturelle udvalg i Tunis. Det vigtigste punkt, som jeg har nævnt i dette kapitel er, at jeg begyndte at føle stor og på en måde mere end sikker, og jeg troede, jeg havde faktisk blevet lært. Hvorfor skulle jeg ikke føler mig så når der var en række Ulama fra al-azhar, der attesteres for mig, nogle af dem endda fortalt mig, at min plads var der, nemlig ved al-azhar. Hvad virkelig gjort mig stolt af mig selv var, at jeg fik lov til at se nogle af de store Profetens (SAW) relikvier. En tjenestemand fra Sidi al-husayn moskeen i Cairo tog mig til et rum, der kun kunne åbnes af sig selv. Når vi indtastet han låst det bag os, så han åbnede en kiste og fik den store Profetens (saaws) skjorte og viste det til mig. Jeg kyssede skjorte, da han viste mig andre relikvier, som tilhørte Profeten (saaws), og da jeg kom ud af værelset jeg græd og blev rørt over, at personlig gestus, især når tjenestemanden ikke har anmodet om nogen penge fra mig, faktisk nægtede han at tage det, da jeg tilbød ham det. I sidste ende, og kun efter min insisteren, tog han et lille beløb og så han lykønskede mig for at være en af dem, der er blevet hædret af nåde af Great Profeten (saaws). Måske besøg efterladt et dybt indtryk på mig, og jeg tænkte et par nætter om, hvad wahabisterne sige om Store Profeten (saaws), og hvordan han døde, og døde som enhver anden død person. Jeg kunne ikke lide denne idé og blev overbevist af sin falskhed, for hvis Martyr, der bliver dræbt

12 kæmper i Allahs navn er ikke død, men i live (ved sin Gud), så hvordan om føreren af den første og sidste. Mine følelser blev tydeligere og stærkere på grund af mine tidlige møder med læren af sufierne, som giver deres Shaykhs og Saints fuld magt til at se på deres anliggender. De mener, at kun Allah kan give dem denne magt, fordi de adlød ham og accepterede villigt hvad Han tilbød dem. Sagde han ikke, i den hellige ordsprog: "Min tjener... Obey mig, så vil du være ligesom mig, du bestille ting at være, og det vil være." Kampen i mig begyndte at have sin effekt på mig. Ved da jeg var kommet til slutningen af mit ophold i Egypten, men ikke før du besøger, i de sidste par dage, en række moskeer og jeg bad i dem alle. Jeg besøgte moskeer Malik, Abu Hanifah, al-shafii Ahmed ibn Hanbal, al-sayyidah Zaynab og Sidi al-husayn; Jeg besøgte også Zawiah tildelingstidspunktet Tijani sufi orden, og jeg har mange historier om besøgene, nogle af dem er lange, men jeg foretrækker at være kortfattet. Et møde om bord på skibet Jeg rejste til Alexandria den nøjagtige dag, når der var en egyptisk skib på vej til Beirut. Jeg følte mig udmattet både fysisk og mentalt, så snart jeg fik på skibet jeg gik i seng og sov i to eller tre timer. Jeg vågnede op, da jeg hørte en stemme sige: ". Broderen synes at være træt" Jeg svarede positivt og sagde: ". Rejsen fra Kairo til Alexandria gjort mig så træt, fordi jeg ønskede at være på tid, så jeg havde ikke nok søvn i aftes" Jeg indså, at manden ikke var egyptiske grund af hans accent, og jeg var som sædvanlig nysgerrig omkring ham og ivrige efter at præsentere mig selv til ham. Han var åbenbart en irakisk lektor fra University of Bagdad og hans navn var Munim. Han kom til Cairo for at indgive sin ph.d. afhandling ved al-azhar-universitetet. Vi startede vores samtale ved at tale om Egypten og den arabiske og muslimske verden, og vi talte om det arabiske nederlag og den jødiske sejr. De emner, vi er dækket gennem vores samtale varierede, og på et tidspunkt sagde jeg, at årsagen til nederlaget var på grund af de afdelinger af arabere og muslimer i mange små lande, så på trods af det store antal af deres befolkninger, deres fjender ikke betale vederlag til dem. Vi talte om Egypten og egypterne, og vi både enige om årsagerne til nederlaget. Jeg tilføjede, at jeg var imod disse afdelinger, som blev fremhævet af kolonimagterne for at lette vores besættelse og ydmygelse. Jeg sagde, at vi selv differentieret mellem Hanafi og Maliki og fortalte ham en sørgelig

13 historie om en hændelse, som er sket for mig i "Abu Hanifah moskeen" i Kairo. Mens jeg var der, jeg bad om eftermiddagen bøn "al-asr" med mændene, og efter vi er færdige, manden stod ved siden af mig spurgte mig med nogle vrede, "Hvorfor har du ikke folde hænderne foran dig under bønner? "Jeg svarede med respekt og høflighed, at Malikis foretrækker at droppe deres hænder, og efter alt er jeg en Maliki. Hans reaktion var: "Gå til Maliki moskeen og bede der." Jeg forlod moskeen følelse væmmes og bitter, og jeg blev endnu mere forvirret. Den irakiske Læreren smilede og fortalte mig, at han var en shiitisk. Jeg blev en smule forstyrret af hans svar og tankeløst sagde: "Hvis jeg vidste, at du var en shiitisk, ville jeg ikke har talt til jer." Han spurgte: "Hvorfor?" Jeg svarede, "Fordi du ikke er muslimer. Du tilbeder Ali ibn Abi Talib, og de moderate blandt du tilbeder Allah, men tror ikke på budskabet om profeten Muhammad (saaws). Du forbande Ærkeenglen Gabriel for at forråde det, han var betroet. stedet for at levere budskabet til Ali han gav det til Muhammed. " Jeg fortsatte med denne type anekdote, mens min kammerat lyttede opmærksomt til tider smilende og til tider viser sin forbavselse. Når jeg færdig med at tale, spurgte han mig igen, "Er du lærer, undervisning af elever?" Jeg svarede: "Ja". Han sagde: "Hvis det er, hvad lærerne mener, så kan vi ikke bebrejde almindelige mennesker, der knap nok har nogen uddannelse." Jeg sagde: "Hvad mener du?" Han svarede: "Undskyld, men hvor har du fået alle disse falske påstande?" Jeg fortalte ham, at mine oplysninger kom fra berømte historiebøger, og resten er almindelig viden. Så sagde han: "Jamen så lad os overlade de mennesker, men kan du fortælle mig, hvad bøger har du læst?" Jeg begyndte at nævne et par bøger, som dem af Ahmed Amin "Fajr al- Islam, Duha al-islam og Zuhor al-islam" og mange andre. Han spurgte: "Siden hvornår har Ahmed Amin været en myndighed på shia?" Han tilføjede: "For at være fair og objektiv, må man henvise til de oprindelige kilder til emnet." Jeg sagde, "Hvorfor skulle jeg undersøge et emne, som er almindelig viden til alle mennesker?" Han svarede: "Ahmed Amin selv har besøgt Irak, og jeg var en af de lærere, han mødte i Najaf, og når vi truede ham om, hvad han havde skrevet om Shia, sagde han, at han var ked af det, og det gjorde han ikke vide noget om Shia, og det var første gang han havde mødt shiamuslimer. Vi fortalte ham, at hans undskyldning var værre end hans fejl, for hvordan kunne han skrive dårlige ting om os, når han ikke vidste noget om os? " Han tilføjede: "Broder, hvis vi dømmer jøderne og de kristne gennem Koranen, ville de ikke acceptere dommen, trods det faktum, at Koranen er vores absolutte bevis. Derfor bør vi vise deres fejltagelser i deres bøger, fordi så beviset ville være stærkere, i overensstemmelse med talemåden: Fra blandt dem var der en, der vidnede imod dem. " Hans tale faldt på mit hjerte som koldt vand, der falder på hjertet af en tørstig mand, og jeg skiftede fra en bitter kritiker til nogen, der er villige til at lytte og tænke, fordi jeg følte, at der var en sund logik og en stærk bevis. Så jeg var nødt til at vise nogle beskedenhed og lytte til ham. Jeg sagde til ham: "Så du er en af dem, der tror på budskabet om vores profet Muhammad (saaws)?" Han svarede: "Alle shiamuslimer som mig tror på det. Brother, havde du bedre undersøge sagen selv, så du ikke er i tvivl om jeres brødre shiamuslimerne, fordi måske nogle tvivl er en synd." Han tilføjede: "Hvis du virkelig ønsker at kende sandheden, og at se det med dine egne øjne, så du kan overbevise dig selv, så vil jeg opfordre dig til at besøge Irak, og der vil du møde Ulama af Shia, samt almindelige mennesker, og så vil du genkende de ondsindede løgne. " Jeg sagde: "Det har været mit ønske at besøge Irak en dag at se sin berømte islamiske arv, især den

14 abbasidiske arv, og især at Harun al-rashid. Men først og fremmest mine finansielle ressourcer er begrænsede, og jeg har lige nok til at sætte mig i stand til at udføre Umrah. det andet er min nuværende pas ikke tillade mig at komme ind i Irak. " Han svarede: "For det første, da jeg inviterede dig til at komme til Irak, der betød, at jeg vil tage sig af alle dine rejseomkostninger mellem Beirut og Bagdad, begge veje, og mens du er i Irak, vil du skal bo hos mig, for du er min gæst. det andet for så vidt angår pas, der ikke tillader dig at indtaste Irak, så lad os overlade det til Allah, Lovet være ham den Højeste, og hvis Allah har dekreteret, at du vil besøge, så vil det være, selv uden et pas. vi vil dog forsøge at få et indrejsevisum til dig, så snart vi ankommer i Beirut ". Jeg var meget glad for dette tilbud, og jeg lovede min ven til at besvare hans spørgsmål den næste dag, hvis Allah den Højeste villet. Jeg fik ud af soveværelset og ind på skibets dæk indånde den friske luft, tænker alvorligt, mens mit sind blev taget af havet, som fyldte horisonten. Jeg takkede min Gud, som skabte universet, og som bragte mig til dette sted. Jeg spurgte ham, ros være at ham den Højeste, at beskytte mig fra det onde og de onde og til at beskytte mig mod fejl og fejltagelser. Mit sind vandrede da jeg begyndte at huske en række begivenheder, som jeg havde oplevet i fortiden. Jeg huskede, at lykke min barndom op til denne dag, og drømte om en bedre fremtid. Jeg følte det, som om Allah og Hans Sendebud var at give mig med en særlig omhu. Jeg kiggede mod Egypten, hvis bredder optrådte fra tid til anden i horisonten, og huskede, hvordan jeg havde kysset skjorten af Allahs Sendebud (saaws); de var mine mest dyrebare minder i Egypten. Jeg erindrede ord shiitisk som bragte stor glæde til mit hjerte, for det ville opfylde en gammel drøm af minen, der er at besøge Irak det land, der mindede mig om retten i al-rashid og al-mamun, der etableret Dar al-hikmah der er søgt af mange studerende fra Vesten i de dage, hvor den islamiske civilisation var på sit højeste. Ud over det, er det er det land, Shaykh Abdul Qadir al-jilani, hvis ry var nået alle lande, og hvis sufiorden havde indtastet hver landsby en mand, hvis hovmod overgået alle andres. Det, jeg troede, var en anden guddommelig omsorg fra Allah at opfylde drømmen. Mit sind vandrede igen, indtil jeg var vågnede ved lyden af højttaleren kalder passagererne til at gå til kantinen for deres middag, gjorde jeg min vej til stedet, men jeg fandt det var overfyldt med mennesker, råben og travle, da de forsøgte at indtaste det. Pludselig følte jeg shiitisk trækker mig ved min skjorte, sagde: ". Kom her bror ikke gider dig selv, vil vi spise senere uden denne menneskemængde Faktisk kiggede jeg efter dig overalt." Så spurgte han mig, "Har du bedt?" Jeg svarede: "Nej, jeg har ikke bedt endnu." Så han bad mig om at slutte sig til ham i hans bønner og senere til at komme og spise efter alle trængsel og travlhed var gået. Jeg kunne godt lide tanken, så jeg fulgte ham til en isoleret sted, hvor vi gjorde vores afvaskning, og så jeg bad ham om at lede bønnen i front for at prøve ham og se, hvordan han bad, med den hensigt at gøre mine bønner senere. Så snart han opfordrede til de obligatoriske bønner ved solnedgang og begyndte at recitere (Koran-vers), og læst forskellige ydmyge, jeg skiftet mening. Jeg følte det, som om jeg blev ledet af en af disse fromme og Gud frygtede ledsagere af Profeten, om hvem jeg havde læst en masse. Efter at han var færdig med sine bønner han læste lange bønner, som jeg ikke havde hørt hverken i mit land eller i de lande, jeg kendte. Jeg følte mig tryg, hver gang jeg hørte ham rose Profeten Muhammad (saaws) og hans familie og give dem, hvad de med rette fortjener. Efter bønner jeg bemærkede tårer i hans øjne, også jeg hørte ham bede Allah om at åbne mine øjne

15 og føre mig i den rigtige retning. Vi gik til kantinen, som var næsten tom, og han ikke sidde ned, indtil jeg havde siddet ned, og når de bragt os fødevarer, skiftede han skål for mine fordi hans havde mere kød end mine. Han behandlede mig, som om jeg var hans gæst og holdes fortæller mig historier, som jeg aldrig havde hørt før om fødevarer, drikkevarer og bordskik. Jeg kunne godt lide hans manerer. Han førte aftenbønnen og udvidede det ved at recitere lange bønner, indtil jeg begyndte at græde, da jeg spurgte Allah, ros være til ham, for at ændre min mistanke om manden, fordi "Nogle tvivl kan være en synd." Men hvem ved? Jeg sov den nat drømmer om Irak og Arabian Nights, og jeg var vågnet af min ven kalde daggry bønner. Vi bad sammen, og derefter sad og talte om Allahs gunst på muslimerne. Vi gik tilbage til at sove, og da jeg kom op igen, fandt jeg ham siddende på sin seng med en rosenkrans i hånden nævne Allahs navn, så jeg følte mig mere tryg ved ham, og spurgte min Gud om tilgivelse. Vi havde vores frokost i kantinen, da vi hørte fra højttaleren, at skibet nærmede de libanesiske kyster, og med Allahs hjælp, ville vi være i Beirut havn om to timer tid. Han spurgte mig, om jeg havde tænkt over sagen, og hvad jeg havde besluttet. Jeg fortalte ham, hvis Allah villet det, og jeg fik et indrejsevisum, så kunne jeg ikke se, hvorfor ikke, og jeg takkede ham for hans invitation. Vi ankom i Beirut, hvor vi tilbragte en nat så vi tilbage til Damaskus. Så snart vi fik til Damaskus gik vi til den irakiske ambassade der, og fået et visum i en utrolig fart. Da vi forlod ambassaden han lykønskede mig, og vi takkede Allah for hans hjælp.

16 Mit første besøg i Irak Vi forlod Damaskus til Bagdad i et af de al-najaf International Company trænere. Da vi ankom i Bagdad, hvor temperaturen var 40 grader, gik vi til Jamilah kvarter i bydelen al- Ummal, og trådte min vens aircondition hus. Vi havde en pause, og så han bragte mig en lang skjorte kaldet dishdasha. Nogle frugt og fødevarer blev også bragt til mig. Så medlemmer af hans familie kom til at hilse mig med respekt og høflighed, og hans far omfavnede mig, som om vi havde kendt hinanden før. Hvad angår min vens mor, der stod ved døren iført en lang sort frakke, hun også mødt mig og hilste mig. Min ven undskyldte på vegne af sin mor, der ikke kunne ryste mine hænder, fordi det ikke var tilladt. Jeg kunne godt lide deres manerer og sagde til mig selv, "Disse mennesker, som vi beskyldes for afvigere synes at observere religion mere end os." I løbet af de dage af vores rejse sammen Jeg fornemmede i min ven hans ædle manerer, hans selvværd og hans generøsitet. Jeg har også fornemmet på ham beskedenhed og andægtighed, at jeg aldrig havde oplevet med nogen andre før. Jeg følte, at jeg ikke var en fremmed, men som hvis jeg var hjemme. Når mørket faldt på, gik vi op på taget af huset, hvor der var nogle senge forberedt til os. Jeg kunne ikke sove nemt for jeg var i en tilstand af delirium: Var jeg virkelig i Bagdad siden Sidi Abdul Qadir al-jilani? Min ven lo, da han spurgte mig, hvad det tunesiske folk tænker på Abdul Qadir al-jilani. Jeg begyndte at fortælle ham om de mirakler, der tilskrives ham, og alle de steder, der er etableret og opkaldt efter ham. Jeg fortalte ham, at han er "centret af cirklen", og som Muhammad Allahs Budbringer er føreren af alle profeterne, Abdul Qadir er føreren af alle de hellige. Hans fødder er på halsen af alle de hellige, og det var ham, der sagde: "Alle går rundt i huset syv gange, og jeg vil gå rundt i huset med mine telte." Jeg forsøgte at overbevise ham om, at Shaykh Abdul Qadir kom til at se hans tilhængere og

17 behandle dem, hvis de var syge og trøste dem, hvis de var trykket. Jeg måske har glemt, hvilken indflydelse de Wahabi idéer om mig, der siger, at alt dette er polyteisme. Når jeg har bemærket den manglende entusiasme i min ven, jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at alt, hvad jeg har sagt ikke var rigtigt. Jeg har også spurgt ham om hans mening. Min ven lo og sagde, "I aften har en god søvn og hvile dit trætte krop, og i morgen, hvis Allah vil det, vil vi gå ud og besøge graven af Shaykh Abdul Qadir." Jeg var absolut tilfreds med nyheder og ønskede det var daggry derefter. Jeg var så træt, at jeg gik ind i en dyb søvn og fik ikke indtil solen skinnede på mig. Jeg savnede min bøn, og min ven fortalte mig, at han forsøgte flere gange at vække mig op, men uden held, så han forlod mig til at hvile. Abdul Qadir al-jilani og Musa al-kazim Efter morgenmaden gik vi til Bab al-shaykh og så det sted, jeg altid havde ønsket at besøge. Jeg løb for at indtaste sted som en mand, der var ivrige efter at se ham og kaste mig på skødet. Jeg blandet med de mange besøgende, der samledes omkring stedet ligesom pilgrimme i House of Allah. Nogle af de besøgende var kaste slik, så jeg hurtigt samlet op to. Jeg spiste en til velsignelse og holdt den anden i lommen som en souvenir. Jeg bad der, reciterede nogle bønner og drak vand som om jeg drak fra Zamzam. Jeg spurgte min ven til at vente på mig, indtil jeg skrev et par postkort til mine venner i Tunesien for at vise dem billedet af det sted, Shaykh Abdul Qadir med sin grønne kuppel. Jeg ønskede at bevise over for mine venner og slægtninge i Tunesien min høj tilstand, som bragte mig til dette sted, at de aldrig har været i stand til at nå. Vi havde vores frokost i en populær restaurant i midten af hovedstaden, og så blev jeg taget af min ven til et sted kaldet al Kazimiyyah. Jeg fik kun at vide, at navnet gennem ham nævne det til taxachauffør, som tog os der. Da vi ankom i al-kazimiyyah sluttede vi et væld af mennesker, børn, mænd og kvinder at gå i samme retning. Alle var transporterer noget med ham eller hende, som mindede mig om tidspunktet for pilgrimsfærd. Jeg vidste ikke, hvor de skulle hen, indtil jeg bemærket en glitrende kommer fra gyldne kupler og minareter. Jeg forstod, at det var en Shia moske, fordi jeg vidste før, at de dekorere deres moskeer med guld og sølv; noget Islam har forbudt. Jeg ikke føler sig godt tilpas, når vi trådte ind i moskeen, men jeg var nødt til at respektere min vens følelser og følge ham uden valg. Da vi trådte den første dør bemærkede jeg, at nogle gamle mennesker røre ved det og kysse det, så jeg engageret mig med at læse en mindeplade sige: "Afsløre Ladies er ikke tilladt at indtaste", med et ordsprog af Imam Ali: "En dag vil komme, når kvinder er set iført gennemsigtige tøj eller endda nøgen... osv ". Da vi nåede helligdomme, min ven begyndte at læse tilladelse til at komme ind, mens jeg besat mig ved at kigge på porten, og jeg var forbløffet over alt det guld og stik af Koranens vers, som

18 dækkede denne port. Min ven trådte først så jeg fulgte ham, og mit sind var fuld af legender og fabler, som jeg havde læst i bøger, som bekæmper shia. Inde helligdommen jeg så graveringer og dekorationer, som jeg aldrig har set før, og jeg var overrasket over dem, og følte det, som om jeg var i en ukendt og ukendt verden. Fra tid til anden jeg kiggede med afsky på de mennesker, der var på vej rundt om graven, grædende og kysse sine barer og hjørner, mens andre bederum nær graven. I det øjeblik en tradition for profeten Muhammed (saaws) kom til mit sind, hvor det hedder: ". Allah forbandede jøderne og de kristne til at gøre moskeer grave deres helgener" Jeg gik væk fra min ven, som, så snart han trådte, begyndte at græde, og efterlod ham til at gøre sine bønner. Jeg nærmede sig plak som blev skrevet specielt til de besøgende, og læse den, men kunne ikke forstå det meste af det, fordi det indeholdt mærkelige navne, som jeg ikke vidste. Jeg gik til et hjørne og læse Åbning Sura af Koranen (al-fatiha) og bad Allah om nåde på den person, der er inde i graven sige: "O Allah, hvis den døde person er en muslim så forbarm dig over ham for Du kender ham bedre end jeg gør. " Min ven kom i nærheden af mig og hviskede i mine ører, "Hvis du vil noget, du hellere spørge Allah på dette sted, fordi vi kalder det porten af anmodninger." Jeg har ikke være meget opmærksomme på, hvad han sagde. Gud tilgive mig, snarere jeg se på de gamle mænd med sorte eller hvide turbaner på deres hoveder og tegn på knæfald på panden, med deres lange parfumerede skæg, som føjes til deres værdighed sammen med deres fantastiske udseende. Jeg har bemærket, at så snart en af dem kom ind i helligdommen, begyndte han at græde, og jeg spurgte mig selv, "Er det muligt, at alle disse tårer er falsk? Er det muligt, at alle disse gamle mennesker er forkerte?" Jeg kom ud forvirret og forbløffet over, hvad jeg havde set, mens min ven gik baglæns, som et tegn på respekt, så han ikke vende ryggen til helligdommen. Jeg spurgte ham, "hvis helligdom er det?" Han sagde: "Imam Musa al-kazim." Jeg spurgte, "Hvem er Musa al-kazim?" Han sagde: "Lovet Allah! Du, vores brødre, af den sunnimuslimske sekt ignorerede essensen og holdt skallen." Jeg svarede ham vredt: "Hvad mener du vi ignoreret essensen og holdt skallen?" Han beroligede mig ned og sagde: "Min bror, da du kom til Irak du aldrig stoppet taler om Abdul Qadir al-jilani, men hvem er Abdul Qadir al-jilani, og hvorfor skulle han tiltrække al din opmærksomhed?" Jeg svarede straks stolt, "Han er en af de efterkommere af Profeten. Og havde der været en profet efter Muhammed ville det have været Abdul Qadir al-jilani, må Allah være tilfreds med ham." Han sagde: "Broder al-samawi, kender du islamisk historie?" Jeg svarede uden tøven: "Ja." Faktisk hvad jeg vidste af islamisk historie var meget lidt, fordi vores lærere forhindret os i at lære det, for de hævdede, at det var en sort historie, og ikke værd at læse. Jeg husker for eksempel, når vores arabisk retorik lærer underviste Shaqshaqiyyah Tale fra bogen "Nahj al-balaghah" af Imam Ali, at jeg var forundret, da var mange andre studerende, når vi læser det, men jeg turde stille følgende spørgsmål: "Er disse virkelig ord Imam Ali?" Han svarede: ".? Definitely, der ville have haft denne veltalenhed, bortset fra ham, hvis det ikke var hans Ord, hvorfor skulle de muslimske lærde som Shaykh Muhammad Abduh, muftien af Ægypten, beskæftige sig med sin fortolkning" Så sagde jeg, "Imam Ali beskylder Abu Bakr og Umar, at de røvede ham hans ret til at lykkes som kalif."