Menneskesynet fra Luthers lille katekismus

Transkript

1 Til TFL, søndag d. 31. maj: Menneskesyn og kvindesyn Følgende tekst er tænkt som mulig forberedelse til undervisningen søndag, som er afslutningen på forløbet. Jeg vil tage afsæt i nogle af de temaer som artiklen berører og så udvide til en opsamling af spørgsmålet om menneskesyn og kvindesyn i dag i lyset af kristendommen. Den nedenstående artikel forsøger i første halvdel på baggrund af en (meget) grundig gennemgang af Luthers lille Katekismus, at beskrive det sociale menneskesyn den rummer og argumentere for, at katekismens menneske- og samfundssyn har præget mennesker i det danske samfund gennem århundreder. I anden halvdel fokuseres på de forandringer i samfundets opbygning, som udløser nye opfattelser af både af samfundets opbygning og kvinders roller og opgaver og dermed danner forudsætningen for de sociale forandringer og udfordringer til menneskesynet, vi har været vidne til de sidste 100 år. God læselyst, Bodil. 18. maj 2015 Menneskesynet fra Luthers lille katekismus Bodil Lodberg Luthers lille katekismus har spillet en betydelig rolle i Danmark på flere måder (Korsgaard, 2005, s. 50). Religiøst og kulturelt har den som sammenfatningen af den kristne børnelærdom sat sine spor i befolkningens dannelse, uddannelse og sprog gennem århundreder - og gør det måske stadig. I det følgende vil jeg forsøge at indkredse det menneskesyn, som kommer til udtryk i katekismen og argumentere for at brugen af katekismen og ikke mindst det socialetiske indhold den rummer, har haft indflydelse på befolkningen og en lang række områder i det danske samfund historisk og aktuelt. Om Luthers lille Katekismus Ordet katekismus er ikke nogen reformatorisk opfindelse. Helt tilbage fra oldkirken har man kendt til katekese, dvs. undervisning i den kristne tros hovedpunkter af en dertil autoriseret lærer. Her var tale om en ofte langstrakt proces under det katekumenenat, som gik forud for dåben. Efterhånden som barnedåben blev almindelig i 400-tallet blev katekesen mindre ambitiøs og udtryk for almindelig oplæring i kristendom. (forfattere til oldkirkelige katekeser er Kyrillos af Jerusalem, Gregor af Nyssa og Johannes Chrysostemos. Augustin skrev en latinsk model for begynderundervisning og en række prædikener jfr. D.S.Encyclopædi: katekese) I middelalderen blev katekesen genstand for både verdslig og kirkelig lovgivning. Karl den Store forordnede 789 et minimumspensum for sine undersåtter bestående af trosbekendelsen, fadervor og en række moralkrav. I praksis blev undersåtter overhørt i ovenstående i forbindelse med fadderskaber og skoleundervisning. I 1200-tallet udvidedes pensum med Ave Maria. Efterhånden øgedes kravene om at lægfolk skulle undervises i den kristne tro. I middelalderen udgives håndbøger som samler katekismestoffet og indeholder fadervor, trosbekendelsen, De 1

2 10 bud, sakramenter, de syv dødssynder, Helligåndens gaver, og mange andre remser med forklaringer. Der er altså allerede tradition for at fremstille kristentroens hovedpunkter til alment brug på det tidspunkt, hvor de forskellige reformatorer går i gang. Martin Luther overtager en tradition, men bearbejder den i relation til de reformatoriske nybrud. Han bibeholder de førstnævnte elementer (de ti bud, troen, fadervor og sakramenterne) i sin lille katekismus, men antallet af sakramenterne indskrænkes til dåb, nadver og skriftemål. I 1528 prædikede Luther i Wittenberg 3 gange over hele katekismen - og disse prædikener kom til at danne baggrund for den lille katekismus, som udkom i 1529 og blev den lutherske reformations mest udbredte skrift. Han arbejdede i samme periode på den Store katekismus, som udkom samme år. Katekismens indhold Luthers lille katekismus indledes med en fortale til ulærde sognepræster og prædikanter. Heri forklares det, at baggrunden for katekismens fremstilling af den kristne tro er Luthers erfaringer fra en nylig afholdt visitats i den sachsiske kirke, som afslørede den elendige forfatning både sognepræsters og lægfolks basale viden om kristentroen befandt sig i. Han formaner sine læsere indtrængende til at tage katekismens indhold til sig og videregive den til især ungdommen. Luther kommer med pædagogiske råd om ikke at ændre på ordlyden i den mundtlige fremstilling fra gang til gang, men holde fast i de samme formuleringer, så katekismens tilhørere ikke bliver forvirrede, men husker det, de har lært og kan gentage det og efterhånden også forstå det. Der er også udfald mod dem som ikke vil lære indholdet - de skal udelukkes fra dåb og nadver og overlades nådesløst til paven og hans mænd, ja djævelen selv. Heller ikke resten af samfundet skal tage imod dem, men fortælle dem at fyrsten vil borjage sådanne rå folk fra landet osv. ( (Nørregaard-Højen, 2001A, s. 203) 1. Reformationens dobbelte udfordring med på den ene side at forkynde et kristent menneskes frihed og samtidig fastholde troens gerninger og deltagelsen i sakramenternes kommer til udtryk i de kraftige udfald mod dem, for hvem troens indhold er ukendt eller sakramenterne uden betydning. (Nørregaard-Højen, 2001 A, s. 211) Efter fortalen følger selve gennemgangen af den kristne tros hovedstykker - således som en husfader letfattelig skal lære sin husstand dem. Teksten er fra Luthers hånd tænkt som mundtlig undervisning, der skal videreformidles fra præsten til børn og unge, fra husfaderen til resten af husholdet. Formen skulle være så enkel at enhver kunne huske og gengive indholdet - og meningen var at indholdet herigennem blev indprentet hos ethvert menneske. Det er et skrift, som skal danne forlæg for gentagne, aktuelle mundtlige opførelser i den konkrete lokale kontekst. Katekismen kan sammenlignes med en node eller et dramamanuskript, hvis indhold først giver mening, når det bliver fremført blandt sine tilhørere og modtaget. Hovedstykkerne i Luthers lille katekismus 1 Peder Nørregaard-Højen har 2001 udgivet Den danske Folkekirkes bekendelsesskrifter i oversættelse (A) og et kommentarbind, (B). 2

3 Opbygningen af katekismens hovedstykker går fra loven: de ti bud, evangeliet: trosbekendelsen og bønnen: fadervor, til sakramenterne som nådemidler formidlet i gudstjenesten og vejledning til den daglige bøn og endelig hustavlerne til formaning af enhver alt efter social stand. Første del: De ti bud Det første afsnit i katekismen er en gennemgang i dialogisk form af samtlige 10 bud. Dekalogen kendes fra Det Gamle Testamentes fortælling om, hvordan Moses får overgivet to stentavler med Guds lov til israelitterne i ørkenen. Det er bemærkelsesværdigt at Luther forholder sig temmelig frit til det gammeltestamentlige forlæg for de 10 bud, (Nørregaard-Højen, Den danske folkekirkes bekendelsesskrifter, kommentar, 2001 B) s. 378). Dekalogen i hhv. 2. og 5. Mosebog har en anden opbygning og et anderledes indhold, end den katekismerne tager afsæt i. F.eks. findes billedforbuddet slet ikke blandt katekismens 10 bud. 2 Det betyder at opdelingen i to tavler bliver lidt anderledes, så sabbatsbuddet kommer til at høre til blandt de 3 første bud som handler om forholdet til Gud 1. Du må ikke have andre guder. Det vil sige: Vi skal over alle ting frygte og elske Gud og stole på ham. Den sætning er overskriften i forklaringen til alle budene. Det første og største bud i loven er kravet om at frygte og elske Gud. Som det mest grundlæggende er mennesket sat i relation til Gud som Herre. Gudsfrygt, kærlighed og tillid er den holdning som mennesker bør indtage overfor Gud de styrer alt andet. Det modsatte er afgudsdyrkelse. En central tanke hos Luther at der ikke gives andre muligheder. Verden er Guds, når den realitet ikke anerkendes sætter synden og Satan dagsordenen. Mennesket er sat i et dagligt valg derfor har det brug for hjælp til at blive mindet om, hvad det vil sige at frygte og elske Gud og ikke mindst hvad der er det modsatte, afgudsdyrkelsen. I de følgende bud bruges udsagnet om at frygte og elske Gud som fortegn for at beskrive hvilke former denne afgudsdyrkelse kan tage, hvis ikke troen på Gud fastholdes. 2. Du må ikke misbruge din Guds navn. Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke bander, sværger, øver trolddom, lyver eller bedrager ved hans navn, men i al nød påkalder det, beder, lover og takker. I forklaringen til buddene (med undtagelse af det første og det sjette) findes denne faste figur a): frygte og elske Gud, b) så vi ikke: negativt (i synd), c) men positivt (i kærlighed) I det første buds forklaring er der ikke noget men eller ikke, men kun den samme grundsætning: Vi skal frygte og elske Gud og stole på ham (c). Den samme opbygning genfindes i det 6. bud: (c) så vi lever rent og kysk i ord og gerning og som ægtefolk elsker og ærer hinanden. Heller ikke her udfoldes synden, men alene hvad den positive side af ægteskabet indebærer. 2 Luther overtager Augustins opfattelse af at billedforbuddet ikke er et selvstændigt bud, men underordnet det første bud om ikke at have andre guder. /Nørregaard-Højen 2001 A s. 378, note 594 3

4 I det 3. bud om hviledagen indskærpes det ikke at ringeagte prædikenen og Guds ord, men at høre, lære og holde det helligt. Henvisningen til prædikenen skaber forventning om deltagelse i gudstjenesten, men ellers er der ingen udpegning af, hvad helligholdelsen af sabbatten indebærer i kontrast til sabbatsbuddet som det udfoldes i GT og sidenhen i f.eks. pietismen og efterfølgende katekismer. Indholdet er således vigtigere end formen det at holde Guds ord helligt kan og skal ske over alt og når som helst, men af praktiske årsager er det godt med en dag, hvor det kan lade sig gøre at holde gudstjeneste (jfr. Store katekismus). De 3 første bud rummer rammerne for menneskers anerkendelse af Gud som Gud, hvad det vil sige at frygte og elske Gud som Gud. Herefter følger så 2. tavle med de bud som angår menneskers indbyrdes interaktion. Her betragtes det 4. bud af Luther selv som det vigtigste, selvom det ikke fremgår af hverken typografi eller omfang. Buddet om at ære sin far og mor får en anden karakter i Luthers fremstilling end i det gammeltestamentlige forlæg. I Ex 20,12 begrundes kravet om at ære forældrene med at det vil give dig et langt liv (og det må gå dig godt Deut.5,16,) på den jord, som Gud vil give dig, jfr. Ef.6,2f citeret senere i hustavlen. Det bliver så at sige for egen vindings skyld, at man ifølge dekalogen skal ære forældrene. Her i forklaringen til selve buddet bør forældrene æres for Guds skyld for at frygte og elske ham. Og det gælder ikke blot forældrene men også alle andre, som kristne mennesker i sociale sammenhænge er underordnede. I dette bud kommer Luthers sociale antropologi til syne. Ved at tage afsæt i det forhold at alle mennesker har forældre, dvs. er børn i et underordnings- eller afhængighedsforhold til andre, så bruges den model til at indskærpe ethvert kristent menneskes forpligtelsen til at tjene især sine forældre, men også andre foresatte, (jfr. afsnittet om katekismens samfundsopfattelse, s. 10). Mennesker er altså sociale, ikke forstået i en moderne psykologisk følelsesmæssig forstand, men ud fra en samfundsmæssig og relationel handlingsorienteret forståelse. Katekismens forklaringer til de 10 bud er i det hele taget optaget af det handlingsorienterede: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke volder skade, tilføjer lidelse, men hjælper, står bi, ikke tager vor næstes penge eller ejendom eller tilvender os dem ved falske varer eller anden uredelighed, men hjælper ham til at bevare hvad han ejer og bedre sine kår etc. Her formidles ikke teoretiske begreber, men sætninger med tydelige subjekter: Gud, vi og næsten og verber, som enten gør det gode eller det onde. Først forklares hvad vi ikke skal gøre (b-stykkerne), dernæst udfoldes positivt hvad vi skal (c-stykkerne). De positive formaninger i buddene kan sammenfattes under overskriften tjeneste for medmennesket. Ord som hjælpe, stå bi, tale godt om, elske og ære bruges i de positive formaninger i c-stykkerne. Disse formuleringer sætter de 10 bud ind i rammen af det dobbelte kærlighedsbud, så forholdet til næsten reflekterer og reflekteres af forholdet til Gud. Det kristne menneske er altså sat ind i krydsfeltet mellem Gud og næsten - at frygte og elske Gud er at gøre det som er godt for næsten og undlade eller bekæmpe det, som ødelægger og undergraver næstens verden og 4

5 vilkår. Af de 10 bud udledes en kristen socialetik, som mundtligt videreformidles og siges ordret højt i kor til ihukommelse 3 både for dem som høres og for tilhørerne. I et moderne sprog er opfattelsen i dette første afsnit, at et kristent menneske er til i kraft af sine relationer til Gud, medmennesker og omverden. Liv og social sameksistens er en allerede gudgiven virkelighed, som mennesket skal tage vare på med gudsfrygtig taknemmelighed og næsten til gavn. Og hvis ikke så siger Gud:..jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig. men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled (jfr. Nørgaard- Højen A, s. 323) Anden del: Troen - således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand den. I Forklaringen til den apostolske trosbekendelse skifter formen og får personlig karakter. Helt banalt bruges 1. person ental: jeg tror, at Gud har skabt mig. Luther må have tænkt at ordene skal fremsiges af den enkelte og så at sige personligt indoptages og udsiges, for derved at understrege at troens indhold handler om mig og mit liv. At bekende Gud som almægtig og skaber betyder at jeg er skabt med min krop og mine sanser, med mit intellekt og mit hjem og mine vilkår - og at Gud sørger for mig, mit liv og min overlevelse. Bekendelsens tre artikler forklares og udfoldes i jeg-form. Hvor forklaringen til 1. trosartikel om skabelsen forholder sig til de grundlæggende materielle behov, handler forklaringen til 2. trosartikel om genløsningen (lat. de redemptione), om de eksistentielle. Jeg tror, at Jesus Kristus er min Herre, som har genløst mig fortabte og fordømte mennesket, erhvervet og vundet mig fra alle synder, fra døden og fra Djævelens magt med sit hellige blod og med sin uskyldige lidelse og død, for at jeg skal være hans egen og i hans rige leve under ham og tjene ham i evig retfærdighed, uskyldighed og salighed, ligesom han er opstanden fra de døde ( Nørregaard- Højen, 2001, A, s. 229). Bekendelsen til Jesus Kristus som Herre aktualiserer hans lidelse, død og opstandelse som en begivenhed, der har nutidig betydning for mig. Hvis det er sandt for mig, så placerer det mig i historien og sætter mig fri fra den dom og fortabthed, som ellers ville have bestemt mit liv, hvis ikke det var for Jesu Kristi liv, død og opstandelse. Det menneskesyn som kommer til udtryk er dels opfattelsen af mennesket som fortabt og fordømt og dels forestillingen om i kraft af Kristus at være genløst, erhvervet og vundet fra synd, død og Djævel. Verber som fordømt og fortabt trækker på forestillinger om løsrevethed og isolation, at være udenfor social sammenhæng, modsat genløst, erhvervet og vundet. Ordet genløsning bruges i dag kun religiøst, det har mistet sit hverdagsbrug. Der kan erstattes med befrielse, udfrielse, tilgivelse eller forsoning. Verberne: erhvervet og vundet indebærer tilhørsforhold og relation, ord som bruges i kærlighedsforhold, og i kontrast til eksklusion. Den klassiske formulering af mennesket som simul justus et peccator, på en gang retfærdig og synder, giver den kristne en dob- 3 betyder at noget kommer ind i ens hu = sind, erindring, men i ældre form betyder ihukomme også at gøre, overholde eller efterkomme f.eks. et bud - altså handlingsorienteret. 5

6 beltidentitet, som på en gang fastholdt og frisat. Mennesket er på samme tid fastholdt i erfaringen af adskillelse, synd og død og sat fri til tilgivelse, forsoning og håb. 3. artikel om helliggørelsen: Her understreges det at mennesket ikke i kraft af egne evner men ved Helligåndens kalden gennem evangeliet bliver oplyst, helliget og opretholdt i den rette tro. Helligånden lærer og formidler hvad troen går ud på og samler alle troende, bevarer menigheden i den rette tro og tilgiver synder og vil til sidst opvække mig og alle døde til evigt liv. Det er Helligånden der handler med mig, ikke mine evner eller præstation, men Guds ånd er virksom i kristenlivet til at forlade synder og formidle evigt liv. Her sættes min aktivitet ud af kraft, når det kommer til troen og modtagelsen af ordet, er subjektet Helligånden og det kristne menneske er objektet. Det er her menneskets retfærdiggørelse kommer til udtryk. 3. Trosstykke: Fadervor - således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand den. Tro og bøn hænger sammen i den forstand at bønnen er menneskets henvendelse til den Gud, som trosbekendelsen handler om - bønnen er udtryk for relationen eller forbindelsen mellem mennesket og Gud. Fadervor er opdelt i syv bønner, som efterfølgende forklares en ad gangen med ved hjælp af spørgsmål og svar. Indledningsvis understreges det at Gud er som en rigtig far og at vi (1. pers. flertal), som rigtige børn trygt kan bede til ham, som elskede børn beder til deres kærlige far. De første tre bønner er rettet mod Gud, men har alle tre formlen hos os eller til os i forklaringerne. Anliggendet i forklaringen er at aktualisere og levendegøre relationen til Gud, som en virkelighed der har med os at gøre. 4. bøn handler om det daglige brød - som en gave fra Gud og som noget vi skal skønne på og takke for. Her udfoldes efterfølgende hvad det daglige brød indebærer: alt hvad der behøves til livets ophold og trivsel, for eksempel mad, drikke, klæder, sko, hus, hjem, marker, kvæg, penge, ejendom, from ægtefælle, fromme børn, fromme medhjælpere, from og retsindig øvrighed, god regering, godt vejrlig, fred, sundhed, tugt og ære, gode venner, trofaste naboer og alt hvad her nævnes kan. En i simpleste forstand jordbunden forklaring til bønnen om det daglige brød, som sætter mennesker ind i deres sociale og samfundsmæssige sammenhæng, hvor tilværelsens basale fornødenheder og adgangen til dem ikke er noget det enkelte almindelige menneske er herre over. Mennesker må ydmygt modtage alle disse fornødenheder af Guds hånd og takke for det der bliver givet. Her afspejles et menneskesyn, som i en forstand sætter alle mennesker lige i forholdet til Gud og til den manglende indflydelse på de grundlæggende livsvilkår, men samtidig opererer med en from og retsindig øvrighed og god regering som udefrakommende og dermed forudsætter et feudalt samfund, hvor øvrigheden har autoritet og dermed ret til at udøve sin magt. Bønnen om deres fromhed er håbet om at Gud kan gøre sin magt gældende, så de opfører sig ordentligt. Samfundet ligger i Guds hænder. og forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere - forklaringen tager afsæt det forhold at mennesker er syndere og i virkeligheden ikke fortjener Guds bønhørelse. Alligevel bedes der om Guds nåde, at han vil se bort fra den daglige synd, som vi begår, og ikke straffe, men tilgive. - sådan vil vi i sandhed også selv af hjertet tilgive og gøre godt mod dem, der forsynder sig mod os. Guds nåde mod mennesker har konsekvenser for deres indbyrdes for- 6

7 hold - troende mennesker har en forpligtelse til at tilgive og gøre godt mod deres medmennesker husk det og sig det højt efter mig! I 6. bøn - led os ikke ind i fristelse - forklares det hvordan Gud ikke frister, men bønnen handler om at Gud vil vogte og bevare os, så ikke Djævelen, verden eller vi selv bedrager og forfører os til mistro og fortvivlelse eller anden stor skam og last. Fristelsen er ond og syndig, fordi den sætter mennesket uden for fællesskabet/relationen med Gud (mis-tro, fortvivlelse) eller mennesker (mis-tro, fortvivlelse, skam og last). 7. bøn - men fri os fra det onde, her nævnes: alt hvad der kan skade mennesker på legeme og sjæl, ejendom og ære. I begge forklaringer nævnes til sidst den eskatologiske konsekvens: vinde sejren, en salig død og at Gud vil tage os fra denne jammerdal til sig i Himmelen. Luthers og samtidens verdenssyn kommer tydeligt til udtryk i den skarpe modsætning mellem livet her på jorden, som er gennemsyret af ondskab, synd og død og så Guds virkelighed, salighed, som skal erfares efter døden, men allerede nu kommer til udtryk når mennesker overgiver sig til hans nåde. Derfor er troen og bønnen ikke noget appendix, men livet om at gøre, for det drejer sig om hele eksistensen både her og hisset. Uden for troen er det kun synd, død og djævelen, der hersker, derfor er menneskets eneste mulighed at holde sig til Gud, frygte ham, tro på ham og bede til ham. Om dåbens og alterets sakramente og skriftemål Efter det tre første hovedstykker følger afsnittene om først Den hellige dåbs sakramente - således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand derom. Dernæst nærmest som et indskud afsnittet; Hvordan man skal lære jævne folk at skrifte og endelig: Alterets sakramente, således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand derom. De to afsnit om sakramenterne har i højere grad karakter af forelæsning og belæring, fordi de har dogmatisk form i deres referencer til trosbekendelsen og rummer omfattende henvisninger til nytestamentlige skriftsteder. Særligt i gennemgangen af hhv. dåb og nadver er det påfaldende i lyset af ovenstående at de personlige pronomener mangler. I dåbsafsnittet er subjekterne Gud, vor Herre Kristus, som gennem dåben virker syndernes forladelse, genløser fra døden og Djævelen og giver de troende evig salighed (Nørregaard-Højen, 2001A, s. 245). De personlige pronomener findes i citaterne fra hhv. Tit.3,5-7 og Rom. 6,4, men det er i passive konstruktioner, som modtagere af retfærdiggørelsen og som begravede og oprejste. Sammenlignet med udlægningen af troen - hvor formuleringerne er Jeg tror, at Jesus Kristus er min Herre, som har genløst mig fortabte og fordømte menneske og.. vundet mig fra alle mine synder.. jeg skal være hans egen (s.229) så er formuleringerne her præget af en distance, som indebærer at mennesket bliver sat til vægs stillet overfor Guds suveræne handling i sakramentet. Måske er det en pointe, at her i katekismens kontekst skal ordene ikke overføres og inkorporeres ind i mennesket, her skal mennesket forklares indholdet af sakramenterne, men inkorporeringen foregår i forbindelse selve nådeshandlingen, når det ydre tegn, betydningen og troen forenes i selve gudstjenesten. I hvert fald står forklaringerne til dåb og nadver i kontrast til forklaringen af skriftemålet. 7

8 Om skriftemåle hedder det, at det har to dele: syndsbekendelsen og absolutionen eller tilgivelsen fra skriftefaderen. I detaljer overvejes hvilke synder som skal nævnes, og i forklaringens 3. afsnit inddrages dels de 10 bud, dels hvilken status tilhøreren har. Dvs. om du er far, mor, søn, datter, husfader, husmor eller tjenende - og hvad du så har gjort forkert. Herefter bruges 2. person ental i forklaringerne og 1. person ental i de konkrete eksempler, som hhv. karl/pige eller husfader/husmor. Her bliver det sociale menneskesyn igen tydeligt fordi de konkrete eksempler på synd, er synd mod nogen, både Gud og mennesker. Tjenestefolk kan have gjort herskabet vrede, undladt at adlyde, været usømmelige eller (skabt splid) yppet kiv. Også for de foresatte gælder det, at deres synder er udtryk for pligtforsømmelse overfor Gud og mennesker, ved ikke at opdrage godt eller være et dårligt eksempel, ved at tale dårligt om eller sælge for dyrt. I forklaringen til skriftemålet understreges det, at man ikke skal opfinde synder, men blot nævne nogle få, og at den som stadig er tynget af sine synder skal gå til sin skriftefader igen og blive trøstet med flere skriftsteder og opmuntret i troen. Morgen- og aftenbønner, hustavler Herefter følger vejledning i morgen-, aften- og bordbøn. Som til skriftemålet er vejledningen meget konkret og har igen til formål at integrere troens indhold i menneskers liv og hverdag. Om morgenen, når du står ud af sengen, skal du gøre det hellige korsets tegn for dig og sige: Det styre Gud Fader, Søn og Helligånd, Amen. Derpå knælende eller stående trosbekendelsen og Fadervor; om du vil kan du bede denne lille bøn: Og gå så med glæde til din gerning og syng evt. en salme som for eksempel De Ti Bud, eller hvad din andagt byder dig. Her kommer den lutherske forkærlighed for salmer til udtryk ud fra en opfattelse af at salmen så at sige kan bære evangeliet ind i sindet, være til stede under arbejdet osv. Traditionen bliver vedligeholdt gennem den produktion af salmer over katekismens temaer, som findes allerede hos Luther selv og som på dansk kendes fra Thomissøns salmebog, som blev trykt og brugt fra 1569 frem til 1676 indeholdende et afsnit med flere katekismussalmer til hver af de fem trosstykker, samt afsnit længere henne som relaterer til det tre stænder eller ordninger: Om den kristelige kirke, om ægteskab og om den verdslige øvrighed. Den lille katekismus i Luthers udgave afsluttes med hustavler, som er anvisninger på hvorledes mennesker inden for deres respektive sociale position skal forholde sig til hinanden - understøttet med nytestamentlige citater. Hustavlerne er inddelt i tre hovedområder: 1) Kirken med en tavle til biskopper, præster, forkyndere og deres forpligtelser og en for de kristne i almindelighed med hvad de skylder deres lærere og sjælesørgere. 2) Den verdslige øvrighed - en tavle til øvrigheden og en til undersåtterne. Endelig det sidste og meste omfattende område 3) som omfatter alle husholdets medlemmer: ægtemænd, ægtehustruer, forældre, børn, tjenestefolk, daglejere, arbejdere etc. husfædre og husmødre, de unge i almindelighed, enkerne - og til sidst menigheden, som får skriftstedet om at elske sin næste som sig selv. Det hele afsluttes med rimet: Når enhver sit skriftord lære vil, da står det vel i huset til. 8

9 Særligt den sidste omfattende hustavle gør det klart, at der ikke er tale om strengt afgrænsede sociale stænder, men om forskellige relationsformer, 4 som det enkelte menneske befinder sig i - eftersom alle netop er børn af nogen, mange vil være forældre, blive enker etc. Der er altså ikke tale om et ydre samfundshierarki - det eksisterer sideløbende, men her handler det om en beskrivelse af den sociale interaktion, som sker på alle niveauer og i givne relationer mellem mennesker og fællesskaber. Katekismen i historie Danmark Luthers lille katekismus blev tidligt oversat og udgivet på dansk og tiltænkt de præster, som efter reformationen stod i en ny formidlingssituation. Peder Palladius ( ) oversætter skriftet i 1539 og den lille katekismus indgår i Kirkeordinansen, som en af de bøger præsterne skal eje. Helt fra reformationens begyndelse er der blevet undervist i katekismen. Fra bispers og provsters visitatser 5 rundt i deres respektive sogne ved vi, at de har overhørt de unge i den såkaldte børnelærdom. Peder Palladius beder ifølge sin visitatsbog degnen om at lade de unge mænd fremsige fadervor, trosbekendelsen og de ti bud. Den nævnte rækkefølge kunne tyde på at der er tale om levn fra katolske tid, som også kendte til en katekismustradition (jfr. indledningen) (Plejel, 1942, s. 14). Pigerne får desuden besked på selv at læse katekismens tre hovedstykker morgen og aften. Efterfølgende indskærper han begge køn, hvordan de skal komme tidligt til gudstjenesten, hvor degnen så skal undervise dem videre om dåben og nadveren. Bor de for langt væk, skal de samles i et privat hjem, hvortil degnen skal komme at undervise dem mindst en gang om måneden. Omdrejningspunktet for overhøringen er udenadslæren. Idealet er at det at lære er at huske og kunne gengive 6. Katekismen er tænkt ind i en mundtlig kultur, selvom den er gengivet på skrift. Memoteknisk rummer katekismens stykker remser og opstillinger som understøtter erindringen. Der er 10 bud, 3 trosartikler, 7 bønner i Fadervor. Buddene har en fast opbygning, jfr. ovenfor a,b og c-stykker. Trosartiklernes forklaring handler om mig - dvs. indeholder verber, som er lettere at huske end begreber - som i øvrigt er stort set fraværende i indholdet. Det handler ikke om, hvem Gud er i filosofisk forstand, men om, hvad han gør, og hvad det betyder for mig/os og hvad jeg skal gøre. Den skriftlige del af katekismen er et forlæg, som skal videreformidles til hele menigheden, begyndende med børnene og de unge. Overhøringen i sin mundtlige form er foregået i menigheden og haft karakter af gentagelse af, hvad katekumenerne har lært, men har også fungeret som gentagelse af den lærdom som resten af menigheden kunne blive bekræftet i og mindet om. I den forstand ligger praksis i forlængelse af den reformatoriske opdagelse af ordet som bærer af evangeliet, at kirken skulle være et mundhus og ikke et penhus. Det betyder ikke, at 4 Stenbæk,(1990) refererer til Niels Hemmingsen, som taler om handlingsarter, jfr. s.71 5 Charlotte Appel (2001): Læsning og bogmarked i 1600-tallets Danmark, s.189f: Katekismusundervisningen i praksis 6 jfr. Jan Lindhardts pointe om hukommelsens betydning i en mundtlig kultur, s.31 i Tale og skrift - to kulturer,

10 der ikke findes kritik af gold udenadslære 7, men høresansen tillagdes overordentlig stor betydning, så det blotte faktum at ordet blev sagt og lagt mennesker på sinde ville gøre sin virkning. (lyde - adlyde, høre og høre efter, jfr. Lindhardt). Det storstilede projekt med at nå ud til enhver husstand med buddene, troen og bønnen er blevet opnået ved at ordene er blevet sagt, sunget, hørt og gentaget - i det mindste en gang om ugen i forbindelse med gudstjenesten. I sin visitatsbog italesætter Peder Palladius over for de unge læsning af de tre første stykker morgen og aften og præsterne på landet indskærpes i kirkeordinansen at prædike over katekismen. I 1546 blev det påbudt enhver at kunne sin børnelærdom, hvis man agtede at deltage i altergangen. 8 Det synes som om, det har været svært at undgå at komme inden for katekismens hørevidde. I Hans Thomissøns salmebog fra 1569 findes som nævnt et helt afsnit med salmer som passer til katekismens 5 trosstykker. Så ikke nok med at menigheden er blevet overhørt i stykkerne, buddene, troen, fadervor og sakramenterne er også blevet sunget ind, til videre opbyggelsen under arbejdet eller husandagten. Katekismen som folkebog Den skriftliggørelse som med bogtrykkerkunstens opfindelse og udbredelse kommer til at præge samfundene i Europa og ikke mindst befolkningerne i det protestantiske nord betyder at katekismen i bogform efterhånden bliver mere udbredt. Der er eksempler på ABC er som udover alfabetet med store og små bogstaver også indeholder den rene katekisme: budene, troen og fadervor (Appel, 2001, s. 163). Så selvom katekesen vedbliver at være en mundtlig foreteelse, bliver ordet katekismus efterhånden til betegnelse på en bog. Med indførelsen af konfirmationen i 1736 bliver indlæringen og overhøringen og dermed også kontrollen med de unges lærdom intensiveret. Ud fra skoleprotokoller fra har Ingrid Markussen 9 vist, hvordan læsningen lærtes gennem katekismen, først ved stavning og siden ved udenadslæsning, derefter læsning i biblen og fortsat udenadslæsning i katekismen. Børnene må have haft adgang til bøgerne, i det mindste i skoletiden. I modsætning til Sverige 10 bliver katekismen i Danmark ikke indoptaget i de forskellige salmebøger, først efter den næsten er gået af brug som grundbog til konfirmationsundervisningen, i 1953 kommer katekismen med ind i den autoriserede danske salmebog. Til gengæld er den sideløbende blevet trykt i utallige udgaver, som det må have været almindeligt at være i besiddelse af. Senest i 1700-tallet er katekismen blevet en del af det litterære pensum i skolen og når det kommer til pietismen så udvides det indhold, som skal tilegnes i en grad, så det for moderne mennesker virker urealistisk, at det har kunnet læres udenad. I en Reskript 22. august 1738 hedder det således: 7 jfr. Lindhardt og Højen, se Rescripten citeret side 10 8 folk der unddrog sig nadveren kunne bandlyses, jfr. (Bach-Nielsen, 2012, s. 123). 9 Ingrid Markussen: Grundlæggende fag i skolen 1739, Uddannelseshistorie 1989 s Jfr. Hilding Pleijel,(1970) s.54 10

11 Den nye indrettede og af det Theologiske Facultet igiennemseete Catechismi Forklaring skal bruges overalt i de Latinske og Danske Skoler og i Kirken, dog forbindes ingen at anskaffe sig den, førend han har lært Luthers Catechismum; Skolemesterne skulle tilsee, at Børnene forstaae det, de læse, førend de lader dennem lære samme uden ad, dog forbindes de ey til at viide den ord fra ord; Bibel-Sprogene skal læres uden ad, undtagen de som have et tungt Nemme, skal lære de vigtigste, men ere forbundne at viide, hvor Sprogene staae. Her forudsættes Luthers lille katekismus læst og lært inden børnene går videre til den godkendte og voldsomt udvidede forklaring. Den omtalte nye katekismeforklaring, Erik Pontoppidans: Sandhed til Gudfrygtighed (1737 (Pontoppidan, 1953 /1737)) indeholder 759 spørgsmål og svar til katekismens indhold. Selvom hans ambition stadig var, at de fleste skulle lære det hele (bortset fra enkelte med * markerede paragraffer, som de mindst kloge måtte springe over) så har skrifteligheden i hvert fald i skolen taget over, selvom overhøringen stadig er den form, hvormed det undersøges, om de unge konfirmander har lært deres lektie 11 Selvom skolens pensum udvides op gennem århundrederne, så fortsætter Luthers lille katekismus med at udgøre grundstammen i børnelærdommen og kendskabet til sit fadervor må have været almindelig udbredt. I 1791 udkommer den såkaldte Biskop N.E. Balles: Lærebog i den evangelisk kristelige religion til brug i alle danske skoler. Den folkeligt omtalte Balles lærebog til afløsning af Pontoppidans forklaring er præget af rationalismen, og har et mere formelt præg. Den udløser stridigheder mellem de stærke jyder og kirken, men heller ikke den har kunnet udrydde selve børnelærdommen. Anders Stephansen 12 ( ) fortæller i sine erindringer, at hans far, en fremsynet mand, der selv havde været skoleholder som ung, indkøbte den nye katekismus, selvom hans mor ville have foretrukket Pontoppidans. Men at det var hende som lærte ham om buddene, troen, fadervor og sakramenterne. Katekismen har været en integreret del af læringen både hjemme og i skolerne og i forbindelse med konfirmationen er indlæringen blevet testet gennem overhøringer. I 1849 udkommer Balslevs katekismusforklaring, som senere bliver autoriseret til brug i skole og kirke og udkommer i over 350 oplag helt frem til 1960erne. Balslevs katekismus vender tilbage til Luthers kortere version, men tilføjer indledning, forklarende mellemtekster og en lang række skriftsteder. Den fylder 75 små sider, til sammenligning fylder en udgave af Pontoppidans lærebog i en sammenlignelig udgave 225 sider. Op gennem 1800-tallet har den kristne børnelærdom været en del af alle børns indlæring. Det menneskesyn og den samfundsopfattelse som den rummer, må næsten naturnødvendigt have sat sine spor i en befolkning, som for store deles vedkommende først langsomt får adgang til mere omfattende læsestof. Katekismens samfundsopfattelse 11 lektie betyder egentlig læsning 12 Grundlægger sammen med sin kone Dorothea Svenningsen et af de første børnehjem, Det fuirendalske institut, 1833, senere Holsteinsminde 11

12 I de senere år har der også i Danmark ytret sig en fornyet interesse for hustavlerne og den samfundsopfattelse, de er udtryk for, nemlig den såkaldte lutherske trestandslære. Der er sket et fokusskift fra to-regimentelæren til trestandslæren, som f.eks. Jørgen Stenbæk gør opmærksom på 13. Det er vigtigt at være opmærksom på, at der ikke er tale om den traditionelle standstænkning, som kunne operere med adel, gejstlighed, borgere og bønder. Luthers trestandslære må ikke forveksles med en skildring af standssamfund, bestående af faste klassebetingede sociale kategorier. Luther tager afsæt i en forståelse af Guds skaberværk som rammen om menneskers forskellige handlingsrelationer. Gud har som værn mod Djævelen, synd og død opstillet nogle fornuftige rammebetingelser for menneskers indbyrdes relationer. De handlingsrelationer - man kunne tale om tjenester, foregår inden for tre områder: husstanden (oikos), regeringsstanden (polis) og lærerstanden (ecclesia). Disse områder findes som nævnt udpenslet i hustavlerne, men også hos Luther som en del af forklaringen til det 4. bud. I Luthers univers er relationen mellem forældre (nok især fædre) og børn, mønsterrelationen for alle andre indbyrdes menneskelige relationer, fordi den har sit udgangspunkt i forholdet til Gud, som far og mennesker som hans børn. Man kan tale om et patriarkalsk samfundssyn med forpligtelser for både den som byder og den som lyder. Med hertil hører også opfattelsen af samfundet som et legeme, en organisme, hvor hvert enkelt led har sin plads og betydning, som en del af den større enhed. Det er samtidig en social forståelse af mennesket, som indebærer, at tilhørsforholdet til gruppen bliver afgørende for livsopfyldelsen. Alene kan mennesket ikke opfylde sine forpligtelser, sit kald som menneske, fordi det altid vil være forpligtet på nogen andre. Det fjerde bud og trestandslæren efter Luther Med Pontoppidans katekismus integreres hustavlerne og de tilknyttede skriftsteder i selve troens hovedstykker i det hele taget udvides de bibelske henvisninger meget betragteligt, helt i tråd med den pietistiske vægtlægning på skriften og den personlige tilegnelse af den. Pontoppidans katekismeforklaring er imidlertid meget tydelig både mht. trestandslæren og i socialetikken. Her forklares tydeligt f.eks. 137: Hvormed vanhelliger man Helligdagen? Med legemligt ufornødent arbejde samt syndige lyster, som dans, spil, komedier, kroergang og sådant, som altid er synd i sig selv, men om hellige dage dobbelt synd. Her overlades ikke noget til fantasien hverken mht. hvordan helligdagsbuddet skal overholdes og det kristelige liv skal leves. Også Balslevs katekismus undlader at trykke hustavlerne som et særskilt afsnit, men integrerer tænkningen og skriftstederne i teksten særligt interessant er fortolkningen af det 4. bud som viser hvordan den lutherske trestandslære og den dermed forbundne socialetik er blevet bevaret gennem de forskellige katekismers fortolkning. Pontoppidan giver en omfattende forklaring til de 4. bud i 34 paragraffer, som inkorporerer hustavlernes formaninger til de tre stænder, som er: 13 Jørgen Stenbæk: To eller tre regimenter i den lutherske kaldsetik, RT 17, 1990,

13 1) Regeringsstanden, i hvilken Konger, Fyrster og andre Øvrighedspersoner er Forældre, men Undersaatterne deres Børn. 2) Lærestanden, i hvilken Præster og Skolemestre er Forældre, men deres Disciple og Tilhørere Børn 3) Husstanden, i hvilken Fader og Moder, Husbonder, Hustruer, Formyndere, Velædrer og ærlige gamle Folk bør agtes som Forældre af Børn, Børnebørn, Stedbørn, Tjenestefolk, Myndlinge og andre Unge. 162 (Pontoppidan, 1953 /1737) 14 Hos Pontoppidan træder den monarkiske forforståelse tydeligt frem i kraft af rækkefølgen. I Luthers hustavler kommer kirken først, efterfulgt af den verdslige øvrighed og husstanden. Hos Balslev hedder det i 2. halvdel af forklaringen til det 4. bud (pkt.28) Er det kun vore Forældre, det fjerde Bud byder os at ære? Det Fjerde Bud byder os ikke alene at ære vore Forældre, men også alle dem, som i visse Maader er os i Forældres Sted, saasom Husbonde og Øvrighed, Lærere og Sjælesørgere. Anm. 1 Dette Bud omfatter saaledes vore Pligter mod alle dem, der er sat over os i Familien og Staten, i Skolen og Kirken.(Ef.6,5-6; Tit.2,9-10; Rom.13,1-2.5; Rom.13,7. Matt.22,21; 1.Thess.5, Hebr. 13,17) Anm. 2. Om Husbonders, Øvrighedens og Præsternes Pligter tales der i disse Bibelsprog: Kol.4,1; 1.Tim.5,8;Rom.13,4;2. Tim. 4,2. Uanset rækkefølge er det tydeligt, at der er tale om et samfundssyn, der placerer mennesker i sociale relationer, som afspejler etiske hierarkier, hvori mennesker har ansvar for hinanden, som forældre har ansvar for børn og børn bør adlyde deres forældre. Hierarkierne er stadig Guds ordninger af menneskers indbyrdes sociale relationer, som altid indebærer et kald til den enkelte om enten at byde eller lyde, men begge dele har du i givet fald pligt til, ikke ret til. Først når du kender din stand og dit kald i standen, kan du handle, som Gud vil og derved tjene næsten. 15 Standen /ordningerne /hierarkierne /regimenterne er altså heller ikke her forstået som en sociologisk inddeling af individer i segmenter, men som områder/felter/relationer det enkelte menneske handler indenfor i hhv. over og underordningsforhold - men altid for næstens skyld og til Guds ære. Som Stenbæk gør opmærksom på så opstår misforståelserne hvis man forveksler Luthers religiøse og socialetiske trestandslære med en institutionel og socialteoretisk samfundsopfattelse. De forskellige ordninger kan måske sammenlignes med det vi i dag vil kalde for en retsorden. Det er Guds gode struktur til at sikre mennesker mod sig selv og det totale kaos og anarki. Renæssancen beskrives ofte som en statisk og traditionsbunden periode især når perioden sammenlignes med nutiden. Men så glemmes de vilkår som mennesker i det 16. og 17. århundrede levede under. Utryghed, krig, fattigdom, sult, misvækst, epidemier, børnedødelighed og overgreb for slet ikke at tale om frygten for helvedes pinsler alt det har været en del af menneskers erfaringsverden. Hustavlernes ordning af forholdene mellem mennesker kan på den baggrund ses som bekæmpelse af synden og forsøget på at skabe orden 14 Citeret efter de stærke jyders optryk med gammel retskrivning fra Stenbæk, 1990 s

14 i det kaos, som har været langt mere frygtindgydende end tanken om Gud som skal elskes og frygtes. En opfattelse af Gud og de foresatte som fædre, der tager ansvaret på sig, som lærer, regerer og ernærer, er i denne sammenhæng mere betryggende end skræmmende. Men fortolkningen af trestandslæren har helt klart også kunnet understøtte magthavernes ret til magt. Kongernes opfattelse af sig selv som landets fædre, præsternes position som ledere for deres sognebørn og foresattes forpligtelse til at tage hånd om deres medarbejdere indebar selvfølgelig retten til at bestemme, gav dem myndighed. Ortodoksien og enevælden skærper det patriarkalske præg på samfundet. Med pietismen sker der på nogen områder en demokratisering af de religiøse forhold, idet der f.eks. i forhold til konfirmationen bliver lagt vægt på den enkeltes skolemæssige evner, fremfor sociale position. Der er eksempler på, at konfirmanderne i kirken bliver placeret efter evner, således at de dygtigste står øverst. De øverste pladser i kirken var ellers normalt forbeholdt den økonomiske overklasse. Samtidig gør flere historikere 16 opmærksom på, at den intensivering af indlæringen, der sker, også er i statens interesse, i det omfang der er tale om en indskærpelse af lydighed mod øvrigheden. Både i ortodoksien og senere ses kongen, som leder indsat af Gud. Pietismen i den form, den får lov til at få i Danmark, med dens vægt på åndelighed rummer ingen social kritik eller ønsker om at ophæve Guds orden, men appellerer til den enkeltes lydighed overfor Gud til at elske næsten. Det er samtidig med pietismen, at stavnsbåndets voldsomme undertrykkelse implementeres. Trestandslæren er ikke et værn mod vold og overgreb på anden måde, end at magthaveren selv må stå til ansvar overfor Gud. Hvis magthaveren er religiøs, skulle det også være alvorligt nok. Trestandslæren og det tidlige folkestyre. Med oplysningstidens udfordring af standssamfundet bliver trestandslæren på den ene side udrangeret, fordi den gamle samfundsorden med konge, kirke, hus og hjem ikke længere synes dækkende for det samfund, som er i sin vorden. Den enevældige konge af Guds nåde som reel magthaver opgives i 1848 og afløses 1849 af et folkestyre. Den evangelisk lutherske kirke mister langsomt sit monopol som religionsfortolker med indførelsen af religionsfrihed. Endelig indebærer de store strukturelle forandringer af Danmark, urbaniseringen og den begyndende industrielle revolution en nedbrydning af husholdningerne i klassisk forstand, der afføder nye samfundsmønstre med massive synlige sociale forandringer. På den anden siden findes der stadig en henvisning til trestandslæren i Balslevs katekismus, fordi den jo ikke er identisk med det borgerlige samfund, men egentlig vil pointere forpligtelserne i de traditionelle sociale relationer mellem mennesker. Det opereres stadig ud fra en autoritetsforståelse, som indebærer, at nogen har fået myndighed givet og andre bør adlyde. Man bør stadig adlyde politikere, byretten, præsten eller læreren, fordi de som forældre/foresatte har autoritet givet af Gud. 16 Se f.eks. (Rech, 2011) 14

15 Måske har vi her forklaringen på, at danskere i hvert fald førhen var kendte for at afvente grønt lys ved fodgængerovergangen, selv om der ikke var nogen eller noget på gaden. Set fra et moderne synspunkt er det oplagt, at de ovenfor omtalte ordninger opfattes som en spændetrøje for det enkelte individ. Især fra et kvindeperspektiv eller for tjenestefolk, er det let at se den patriarkalske undertrykkelsesmekanisme som ligger gemt i trestandslæren. Da valgretten blev givet i 1849 omfattede den ikke dem, som i trestandslærens perspektiv er underordnede, dvs. kvinder, unge mænd (under 30), tjenestefolk, herunder også svende hos mestre, fanger, mindre begavede, fallenter. Den valgret som indførtes i 1915 omfatter altså også ud over kvinderne nogle af disse grupper. Demokratiseringen indebar, at en lille gruppe af folket fik valgret, men en ret som ikke indeholdt nogen forpligtelser i den klassiske forstand. Tilbage stod en stor gruppe af befolkningen uden rettigheder, men med de samme forpligtelser til at lyde, som de tidligere havde haft. Set på baggrund af den klassiske trestandslære er det gruppen af formuende mænd over 30, som nu besidder øvrighedens myndighed men løsrevet fra den gamle ordning. I lyset af trestandslærens samfundssyn svarer det til at kaptajnen går fra borde og efterlader arbejdere, tjenestefolk, kvinder og børn på den synkende skude. De sociale spørgsmål, arbejderbevægelsen, kvindekampen og børnesagen kan også beskrives og forstås, tror jeg, på den baggrund. Perioden 1849 til 1915 bliver ret interessant, fordi her sker en udvikling som fører frem til at en langt større del af befolkningen får de samme rettigheder, som den oprindelige gruppe. Samtidig bliver det også perioden, hvor man kæmper om, hvem der skal påtage sig forpligtelserne politisk, økonomisk og socialt. I denne periode forstærkes uligheden voldsomt. Arbejdernes løn stagnerer, mens kapitalens andel af nationalindkomsten stiger kraftigt, (Piketty, 2014, s ). Det økonomiske dvs. produktionen, som tidligere hørte sammen med husholdet, løsrives i kraft af kapitalismens indtog i produktionen fra den sociale sammenhæng, så økonomien nu ikke længere tjener et socialt formål, men i højere grad handler om optjening af formue for ejeren for egen vindings skyld. Det efterlader kvinderne tilbage uden produktion, men med sociale opgaver i form af ansvar for madlavning, børn, gamle. De uformuende mænd må sælge deres arbejdskraft dvs. en ny form for afhængighed ikke af herremænd eller husbonder, men den kapitalbesiddende del af befolkningen. Og fordi disse mænd tjener for lidt, må også de fattige kvinder ud på arbejdsmarkedet, så de får dobbeltopgaver, men ingen eller dårlige muligheder for i deres egen husholdning at producere sig til større velstand. Prostitution er en af måderne, som godt nok er moralsk anstødeligt, men for nogen en lettere vej til rimelig overlevelse. Kvindernes plads i det moderne samfund Kvinderne fra de økonomisk bedre stillede familier får i perioden store udfordringer med at få lov til at skabe sig en indtjening uden for hjemmet. Opfattelsen af dem er, at de skal blive i hjemmet, passe gamle forældre eller gifte sig, få børn og passe dem. Problemet er blot, at der er et overskud af kvinder i befolkningen, som på forskellig vis forsøger at få adgang til det 15

16 nye samfund, som er under udvikling. Overskuddet af kvinder er en kendsgerning i den vestlige verden i 1800-tallet, men man har tilsyneladende ikke nogen entydig forklaring. Pga. arbejdsdelingen var kvinderne ikke mere nødvendige i hjemmet i samme omfang som tidligere, og kønsfordelingen gav ikke alle piger mulighed for forsørgelse i ægteskab, ikke desto mindre ønskede den brede offentlighed piger opdraget til vordende hustruer, gerne uden skolens hjælp. Både statsmagt og borgerskab lukkede øjnene for den kendsgerning, at forsørgelsen af et ikke-erhvervsegnet kvindeoverskud var ved at udvikle sig til et stort privatøkonomisk problem, der før eller siden måtte blive samfundsøkonomisk. (Hilden, 1995, s. 128f) Citatet er hentet fra Adda Hildens artikel om kvinders adgang til lærerfaget. Artiklen viser, hvordan mindrebemidlede kvinder i første halvdel af 1800-tallet ernærer sig ved at holde små skoler kommer så en mulighed for at få en såkaldt institutbestyrereksamen, som giver ret til at holde skole. Prøven er i udgangspunkt tiltænkt mænd, men det viser sig, at det er kvinder som benytter sig af prøven, som er deres eneste chance for at få papir på deres uddannelse og dermed ret til at drive skole. I det hele taget lægges der mange forhindringer i vejen for kvinders adgang til uddannelse, især de typer, som har selverhverv som mål. Institutbestyrereksamen (1845) giver ingen vejledning eller mulighed for kvinder for at deltage i en systematisk forberedelse. Almuelærerindeeksamen som oprettes i 1859 udløser heller ikke et statsseminarium for kvinder, det kommer først i Og de kvinder, som efter universitets åbning for dem i 1875 vil studere, må selv sørge for den forudgående uddannelse. Mens der for mændenes vedkommende findes statsskoler, så tænkes kvindens plads så meget i hjemmet, at end ikke højere uddannelse kan være andet end en privatsag. Efterhånden udvikles nogle forberedelseskurser, som kan sætte kvinderne i stand til at bestå den nævnte institutbestyrerprøve som så indskrænkes igen, da kvinderne bruger dem til at få papir på deres kundskaber - fordi det ikke kan være statens opgave at eksaminere kvinder blot for at godtgøre deres kundskaber. Først i 1880erne får Zahles skole eksamensret og 1903 åbnes statsskolerne (gymnasierne) for piger. Hilden argumenterer for, at kvinderne for at få lov til at undervise som lærerinder, argumenterer ud fra kvindens anderledes karakter og særlige opgave i form af sit kald til at tage vare på de kommende slægter. Hilden citerer forfatterinden og pædagogen Pauline Worm for følgende udsagn om lærerindeuddannelsen fra 1851:..det er ikke kun et Spørgsmaal om, at nogle hundrede ugifte Quinder skulle komme igjennem Verden Spørgsmålet er, om for Fremtiden en sund Slægt skal opvoxe i et godt Hjem, eller om Folkets Døtre fremdeles skulle føle deres Aand hensygne i en forspildt Ungdom og døe af Kulde i et glædesløst Ægteskab (Hilden, 1995, s. 149) Med fare for overfortolkning kan man sige, at her bruges ordet Hjem i trestandslærens oikosbetydning af husholdning/socialøkonomi, hvor kvinders forpligtelse overfor det fælles samfund ikke får mulighed for at komme til udtryk, hvis hjemmet indskrænkes til ægteskabet. Med oikos ind i polis To norske forskere, Norseth og Oftestad, har gjort opmærksom på, at der i de norske religiøse miljøer foregik en demokratiseringsbevægelse, fordi kvinder i stigende grad fik indfly- 16

17 delse i organisationslivet, bl.a. i missionsarbejdet. I kraft af deres deltagelse i det religiøst motiverede arbejde og særligt produktionen af håndarbejde, som skaffede store økonomiske indtægter, skabte de sig en demokratisk platform, med adgang til bestyrelsesarbejde og prioriteringen af ressourcer. Oftestad og Norseth kalder bevægelsen: med oikos ind i polis, fordi kvinderne i kraft af deres traditionelle arbejdsplads og produktion (oikos), skaber sig rum i det offentlige felt (polis) og dermed får de rettigheder, som hører til det politiske område. Kvinderne skabte selvstændige foreninger uafhængige af mandsdominerede foreninger, modsat hvad er blevet hævdet: Her tar feministisk teori feil. De opstod på det før-industrielle samfunnets premisser og fikk størst utbredelse på landsbygda i tiden før det store hamskifte. Kvinneforeningenes selvstendige status kan være en virkening av den likeverdstenkning og sidestilling som lå i det gamle bondesamfunnets funksjonelle kjønnsarbeidsdeling og positive vurdering av kvinnens helt nødvendige arbeidsinnsats i den økonomi et hushold var avhengig av. Todelingen av foreningsarbeidet kan derfor betraktes som en over-føring eller tilpasning av familiens tradisjonelle arbeidsfellesskab og ansvarsfordeling i bondesamfunnet til det frivillige organisationsarbeid. (Norseth, 2009, s. 315) I alle missionsforeninger lagdes vægt på både opbyggelse og indsamling af midler, men kvindernes forening lagde størst vægt på pengeindsamlingen. Og det blev til store summer, da kvinder fik stemmeret og valgbarhed i det norske missionsselskab i 1904 stod kvindeforeningerne bag 2/3 af de indsamlede midler. Til gengæld kan man jo så se, at forkyndelsen og opbyggelsen fortrinsvist er det mandlige domæne. Af Hildens undersøgelse om kvinders adgang til læreruddannelse fremgår, at de har undervist og efterhånden får adgang til at undervise i de fleste fag bortset fra religion. De får adgang til universitetet, men ikke til det teologiske fakultet. Et af de områder, hvor der sker et nybrud i løbet af 1800-tallet er søndagsskolerne. (fra Bethesdas første dage) Da kvinderne i 1915 får valgret har de på en lang række områder opnået lige muligheder med deres mandlige jævnaldrende i forhold til uddannelsessystemet. Også andre af de nye vælgere har opnået bedre vilkår på arbejdsmarkedet. Gradvist får disse grupper tilkæmpet sig nogle rettigheder, som de ikke før havde haft brug for, men som bliver helt nødvendige for at kunne overleve i det moderne samfund. De efterfølgende udfordringer var nu at tilpasse de klassiske sociale og kønsroller til det moderne samfund, at få fordelt rettigheder og ansvarsområder. Især det sidste volder stadig udfordringer, selvom der er langt fra de vilkår vores oldemødre levede under og så vores. Det menneskesyn, som præger vores tid er forandret i retning af større fokus på det enkelte individ, forskning i dets psyke og følelser, dets sociale samspil eller mangel på samme, frihed og rettigheder, men også stadig en juridisk/etisk forventning til den enkelte om at overholde både lovgivning og kulturelle spilleregler. Stenbæk sætter tænkningen i katekismerne op mod en senere rettighedstænkning som den kendes fra Grundloven og FNs menneskerettighedserklæring. Set ind i den sammenhæng er der en mærkbar forskel i menneskesynet. I luthersk socialetik er der ingen, som har rettigheder, men alle har pligter og forpligtelser mod nogen andre. (Stenbæk, 1990). De sidste 150 år 17

18 har rettighedstænkningen bredt sig til at omfatte stadig flere områder. Samtidig er det danske samfund stadig præget af en social samvittighed, som appellerer til befolkningens moralske ansvar for f.eks. at modarbejde mobning, inkludere børn med særlige behov i skolen, fjerne affald etc. Har den lutherske socialetik har sat sine spor i den danske kultur. Har den lange katekismustradition og konfirmationen som forudsætning for nadverdeltagelse og borgerrettigheder skabt en forestilling om et fællesskab, hvor det gælder om at være med? Er det den samme tanke som findes i det gamle arbejderslogan: Plads til os alle, plads til alle der vil, Danmark for folket? Er det også den tankegang, der ligger bag myndighedernes, bekymring for at tabe de unge fordi de ikke kommer med på det offentliges digitale vogn, eller ikke får en uddannelse? Diskussionerne om sundhedsforsikringers differentiering, at der skabes et A og et B-hold? På trods af at der er stigende ulighed i Danmark, så er det som om samfundet er blevet holdt i skak af en social forståelse, som forsøger at inkludere alle dog på visse betingelser. Kan disse betingelser sammenlignes med kravene om at stå til regnskab for trosindholdet og salmerne og i øvrigt opføre sig ordentligt? Nu blot afløst af kravet om at ville hhv.: arbejde, lære dansk, deltage i skolesamarbejdet, melde sig i fagforeninger, ryge-stop, kostomlægninger, fredagsbar, misbrugsafvænning? Er det afløsningen af katekismens hustavler og findes her et menneskesyn, der ligner - om ikke reformationens - så pietismens og rationalismens? Disse spørgsmål kunne være interessante at vende tilbage til i samtalen om, de menneskesyn og kvindesyn vi omgiver os med i nutiden til udfoldelse af, hvad vil det sige at leve og arbejde ud fra et kristent menneske- og livssyn? Litteraturliste Appel, C. (2001). Læsning og bogmarked i 1600-tallets Danmark. Museum Tusculanuma Forlag. Bach-Nielsen, C. (2012). Kirkens historie, Bd 2. København: Hans Reitzels forlag. Balslev, B. C. (1944 (1849)). Luthers Katekismus med en kort forklaring. København: Gyldendalske Boghandel. Hilden, A. (1995). Da kvinder lærte at lære. Fortid og nutid, s Korsgaard, O. (176/177. årg ). Kanon eller skyttegrav. Kritik, s Lindhardt, J. (1989). Tale og skrift - to kulturer. København: Munksgaard. Markussen, I. (1989). Grundlæggende fag i skolen Uddannelseshistorie, s Norseth, B. o. ( ). Med oikos inn i polis - Kvinners vei til myndighet i norsk kristenliv i et offentlighetsperspektiv. Nytt Norsk Tidsskrift, s Nørregaard-Højen, P. (2001 B). Den danske folkekirkes bekendelsesskrifter, kommentar. København: Anis. 18

19 Nørregaard-Højen, P. (2001A). Den danske folkekirkes bekendelsesskrifter, tekst og oversættelse. København: Anis. Piketty, T. (2014). Kapitalen i det 21. århundrede. København: Gyldendal. Plejel, H. (1942). Katekesen som svensk folkbok. Lund: Gleerups Förlag. Plejel, H. (1970). Hustavlans värld. Stockholm: Verbum. Pontoppidan, E. (1953 /1737). Sandhed til Gudfrygtighed. Vejle: De private Skoler i Øster Snede og Løsning. Rech, N. (2011). Konfirmation og rytterskoler i Danmark - i lyset af den enevældige stats overlevelseskamp i første halvdel af det 18. århundrede. Uddannelseshistorie, s Stenbæk, J. ( ). To eller tre regimenter i den lutherske kaldsetik? Religionsvidenskabeligt Tidsskrift, s Milepæle i ligestillingens historie Af Helle Harbo Holm 1814: Den første folkeskolelov vedtages. Den pålægger begge køn undervisningspligt. 1857: Ugifte kvinder bliver fuldmyndige, når de er fyldt 25 år. De får lige arveret med mænd og ret til næringsbrev. Næringsloven vedtages. Det indebærer, at ugifte kvinder får ret til at få næringsbrev på samme vilkår som mænd. 1875: Kvinder får adgang til universitetet undtagen det Teologiske Fakultet. 1880: Gifte kvinder får ret til at hæve og administrere deres egen løn. 1882: Første vuggestue åbnes i København. 1899: Gifte kvinder får samme myndighed som ugifte, og mandens rådighed over fælleseje indskrænkes ved lov. 1901: Kvinder, der arbejder i industrien, får ret til fire ugers barselshvile med mulighed for økonomisk støtte uden fattighjælps virkning, dvs. tab af valgret, pligt til tilbagebetaling m.m. 1903: Kvinder opnår stemmeret og bliver valgbare til menighedsrådene. Får adgang til gymnasierne - og dermed mulighed for at opnå studentereksamen 1908: Kvinderne opnår kommunal valgret og valgbarhed ligesom mænd. Enker, fraskilte og nygifte får ret til forældremyndigheden over egne børn. Kvinder får ret til at være vidner ved retshandlinger, og de kan fungere som forlovere. 19

20 1915: Kvinder får stemmeret og er valgbare til Rigsdagen på samme betingelser som mænd. 1919: Princippet om lige løn for samme arbejde for statsembedsmænd indføres. 1921: Lov om kvinders lige adgang til alle offentlige tjenestestillinger og erhverv, med undtagelse af gejstlige og militære poster. 1922: Gifte kvinder får sideordnet forældremyndighed over egne børn i ægteskabet, samt ret til at komme i betragtning som indehavere af forældremyndighed ved skilsmisse. Enhver, der er fyldt 65 år, får ret til aldersrente. Beløbet er frem til 1947 lavere for enlige kvinder end for enlige mænd. 1924: Den første kvindelige minister udnævnes. 1939: Ret til barselshvile otte uger efter fødsel og pligt til fire ugers arbejdsophør med dagpenge efter fødsel. 1947: Det indføres ved lov at kvinder og mænd skal have samme beløb i folkepension 1952: Gifte kvinder får ret, men ikke pligt, til at underskrive selvangivelsen. Kvinder ligestilles med mænd med hensyn til ordener. 1957: Forældre ligestilles som værger for deres børn. 20