Visio Sancti Pauli i gammeldansk oversættelse 1. Huore sancte Pouel vort pint 2.

Transkript

1 Visio Sancti Pauli i gammeldansk oversættelse 1. Visio Sancti Pauli in einer altdänischen Fassung. Visio Sancti Pauli en prose danoise ancienne. Visio Sancti Pauli in an Old Danish Translation. Digitalisering og kommentar ved lektor Poul E. Jørgensen. 33(snabela)gvdnet.dk Huore sancte Pouel vort pint 2. Vorss hærræ 3 eghen dag thær søndagh ær, han ær vtuoldh 4 foræ alle dagæ, forti at englæ och archangle 5 glædis aa hannum mer æn andre daghe. Thet spøries i then helli scrifft 6, huoa thæt wllæ 7 at siæle sculde haue noger roo i heluide. Thaa swares thet, forti at sancte Pouell apostell oc sancte Micill 8 archangel the komme 9 til heluidis 10, forti at Vorherræ vildæ, at sancte Pouel soghe 11 heluidis pyne 12. Tha soa han fore heluidis porth brænnende træ standæ oc synduge siælæ pintæs a thom oc hængde somme vith fødær, somme vit hænder, somme vit haar, somme vit ørne, somme vith tunghæ oc somme mæth arme. Oc tha sowe the en brænnendæ ouen met siukins loghæ 13, och engen hafdhæ then lyt 14 annen haffde 15. Och ther pyntess siælæ i hannum. Och ther war hoos then ouen siu særlich pyner. Then førstæ var snee, annen var hagell, tredie var eld, fiarde var bloth, femtæ var hugorme, siæte liufneseld 16, then siwende 17 pyne vaar onder døn 18. Oc thom alle varæ synduge siæle innen, huilke ey giorde scriftemol foræ theris synder 19, the giordæ her i verden. Ther pinthæs innen huær efftær theress gerninger, somme græde, somme tudæ, somme sucket soræ, oc somme brendes 20 oc vilde gærne døø, oc mottæ 21 ey, forti at the mugæ aldrig døø. Thi skulle vy gerne rædiss then heluidis stath 22 i huilk ryggæls ær vten glæde 23, oc sorgh vten ænde 24, hiarte sukkels oc vthollic hiarte pynæ oc grat till yuarns 25. Thæræ ær eth brænnende hiull, hauer tusend ekær 26, thet vændis tusend synne 27 huærdagh af en deffuels engell 28, oc huært synne tha pintæs ther tusende siæle innen. Siden soa sancte Pouel apostel en ræteligh flodh oc ther war deffuels diur soa mannige innen, som fisk ær i haff. Oc the diur swolde in 29 sindug siæle, sosom vlffue slidæ 30 foor, oc hafde engen miskund 31 met thom, och yuer then flot var en brogh 32, oc henne ginge rætæ 33 siælæ yuer vten alkynss 34 hindhær. Oc ther for næden vare sinduge siæle 35 huar effter theris verdskild 36. Ther vare mange dieffuels diur, oc manghæ onde boligher var ther redæ, sosom Vorherræ siger self i læsten 37 : binder 38 sammen hendær oc fødær, oc kastær ther i at brænne 39. Thæræ soa huær syne lighæ 40, horkarll 41 mæt annen, oc huæær wrangh man soa ther hin annen 42. Sao mikit mottæ 43 huær 44 gange yuer then broo som han haffdæ hæræ siælff skildeth 45. Ther foræ næden saa han manninge siælæ, summe til theræ knæ i then flot, somme til theris beltæstædh, somme till theris mwn, oc somme til theræ bryn. Och the pynes e 46 vten ændæ. Tha grædh sancte Pouell oc sucket soaræ och spordæ engellen ath, huoa 47 the vare, til knæs vaar nedær sath. Tha suaret engellen hannum och sagdæ: thet ær the ther hwiskæ oc tuske och for met bakmall 48. The ther til theris beltæstath varæ, æræ horkarlæ, och alle ther hoor 49 giorde oc wildæ ey tagæ scrifft fore theræ synde. The ther til theræ mwn var, thæt ær the ther sænnæ oc bange 50 i then hellige kirke, och will ey høræ Gudzs ordh. The thær til there bryn var, thet ær the ther glædiss, ath hans iæffncristen far illæ 51, och the fange aldrig nadæ. Tha græt sancte Pouel offtær gien 52 oc sagde: vee ær them ther teligh 53 pyne scall boos 54. Syden soa han en annen stath 55, ful bothe af karlæ oc quinne, oc atæ alle theræ eghn tungæ. Tha sagdæ engellen til hannum: thet ær okærkarle oc alle the met okær faræ 56 ok engen miskund hafdhæ

2 yuer hin fatuk, forti 57 tha haue the teligh pinæ. Æn soa han en annen stath, i huilken var alle hondæ pyne. Ther var suortæ møør och haffdæ allæ swortæ clædær och foræ allæ i bek oc brennesten 58, och haffdæ ydeligh 59 draki och hugorme øc ødlær 60 om theris hals. Omkringh them vare firæ forbanneth ænglæ 61, och haffdæ a theræ hoffueth brænnendæ horne, och sagdæ til thom: kennis 62 nu vith Gudzs søn ther ether toldæ døth foræ. Tha spordæ apostellen, huoa the varæ. Och ængellen sagdæ, at thet var the ther ondeligh oc vrenligh 63 liffdæ i iørthriki 64 oc dræptæ theris børn 65 oc gafue thom swin oc hundæ at ædæ, eller kaste thom vti vatn, eller forderffde 66 thom andræ lundh oc vilde ey siden gange til scriffthæ. Siden soa han karl oc quinne yuer en aa 67, oc foræ thom var enkyns 68 fruct ther, ther the vilde gerne ædæ ok matte 69 ey, forti ath e som the for effter fructen, so var hun ee om langt fran thom. Thet var the ther ey gømde 70 theræ fastæ, oc løsde thom ey i timæ 71. Soa so han en gammel man grædende oc illee ladende 72 i melliom firæ defflæ. Tha spurdæ sancte Pouel huoa han var, oc engellen sagde, at han var en biscop, oc var glømen 73, oc vilde ey gøme Vorherræs logh, oc leffde vrenlige met sith legome bodæ met ordh 74 och soa met hugh 75 og met gerningh. Och han var nøgh 76 och swigfull oc han var hoffmodigh 77, forti 78 scal han toolæ vtalic pyne til domedagh. Tha græt sancte Pouel, oc engellen sagde soa: Pouel, hui grædær thu? thu sosth icke the verstæ pyne i heluidæ ær, och tedæ 79 hannum en pyt 80 stodæ siu lose foræ 81, oc sagde til hannum: stat langt fraa, at thu mat toolæ then døn hær vpganger. Ængellen loth vp dørren ath then pyt, och ther gik vp døn soa hordh oc soa ondh, ath han var verræ æn alle the pyner i heluidhæ var. Oc engellen sagde: huosom kommer i thenne pyt, hans amminnels kommer aldrigh foræ Vorhærræ 82. Tha spordæ Sancte Pouell, huoa the vare ther sculdhe innen thom 83, oc engellen swarede hannum: the, sagdhe han, ther ey troær, at Gudzs søn Jhesus Cristus kom kiøtligh i iørderige oc wort fød aff skær møø sancta Maria, 84 oc ey var døpt, oc aldrigh toghæ Vorsherræ 85 legome oc ey hans blodh. Oc tha soa han en annen stadh 86 bode karl oc quinnæ, oc hugorme oc andree ondæ orme slidæ thom oc athæ 87. Oc hwar siall war yuer hin annen ænsæ for i stigh 88. Oc thet var so dypt ther the varæ i ænsæ fran iorden oc till himmell, oc ther hørdæ han sukkæls og mikit bang 89 ræt ænse 90 tordon 91. Syden soa han i melliom himmell oc iordh en siundug siæll melliom siu deflæ, huilkæn the hafftæ taket thiutænd 92 oc illeæ lathend thæn same dagh af legomet, oc Gudz englæ øptæ 93 amod henne 94 oc sagdæ: ve ve ve tigh, vslæ siæll! huore megeth unæt 95 thu giordæ i iørderigi? 96 Tha leddes hun foræ høgistæ domere i heluidæ, oc lesde selff eth breff ther alles henne syndh var a, och fordømde sech self 97. Siden toghe defflæ henne oc sendæ innen thet inderste myrc, och ther var gradh oc tendær niscæll 98. Tha sagde engellen til sancte Pouell: tror thu oc veest thu thet nu, at mennisken tager huær løn som verskildugh ær? I then samme stundh ledæ gull engell 99 en ræth siæll af legomet, oc førdhæ henne til himmerigis, och hørdæ at tusendh tusende englæ øptæ oc sagdæ 100 : hørtu, glade siell och al sælugesth! salug esth thu, och høglig matthu glædis, forti ath thu giordæ Vorhærræ villie. Offter gen 101 sagde the alle samen: lifftær henne vp fore Guddroten 102, ath hun matthæ løsæ 103 sin godgerninger. Siden førdæ Sancte Michil henne til paradiis, sosom alle rættæ siælæ ær, oc tha hørdæ the eth op 104, soa ath thee hugtæ, ath hemmel oc iord skulde gange sammen 105, thet var alle the siælæ, ther i pine vare, øptæ ok sagde: Miscundh oss! Michil archangell oc Pouel apostell, ther megith er ælst 106 aff Gudh, beder foræ oss til Vorherræ 107! Tha suaræth engellen thom oc sagdæ: græder, sagde han, oc iech grædher met ether. Oc sancte Pouell: Vorherræ ær soa miscundeligh nadelic, at han miscunder ether, oc giffuer ethær noger lysæ 108 a ether manufold pyne. Ther the hørdæ thet ther i pyne varæ, tha øptæ the alle met en røsth. Sancte Michil archangell oc sancte Pouell oc tusend tusende engle badhæ fore them 109. Tha hørdis there 110 røsth i then fiardæ himmel 111, at the soghe 112 Jhesus Cristus leuende Gudz søn miskunde oss. Tha foor thæn milde Gudh 113 aff himæn, oc cronæ a hans hoffuit 114, forthi at the badhæ hannum nadelic ther i pinæ varæ, at han skulde miskunde thom 115. Tha swaret Vorherræ 116, oc hans røsth hørdes yuer alle pinær: Huat got giordæ y? hui bedess i nade af mek? Jech var crysset 117 foræ ether, och gømmenstungen met spiuth, och hengder 118 oc fødær hardelic gemmen negeldh met naglæ 119. Jek gaf mek selff til

3 martirium oc døth foræ ether at i skulde leffue met mek. Nu vare i thiuuæ oc nøggæ oc auendzfulle oc høgmoduge 120, oc got giorde j engi kynns 121, men i forbannet gerninger liffdæ 122 j ee. Ey vilde i til scrifte gange, ey faste, ey almusse gerninge gøræ, mæn vare j lygner och vdædiss men 123 i alt eters liffdag. Ther effther tha fial sancte Michil oc sancte Pouell oc tusende tusend ænglæ a knæ foræ Vorherræ, oc badæ foræ thom 124 ther i pyne vare, at the skulde lyse haffue a søndagh, ther Vorsherræ 125 eghen dagh ær. Tha mæltæ then nadelig Gudh: foræ sancte Michæls bøn oc sancte Pouels oc allæ myne englæ, oc mest foræ myn Guddom 126, tha giffuer iech ether roo af logerdag 127 noon time 128 oc soa til mandagh til prime timæ 129. Tha vorth heluidis dørworth 130 vreth 131, thær Cerberus hetær, han ær heluidis hund 132 oc oplifftæ sith houith yuer alle pyne. Tha øptæ alle the ther pintæs oc sagde: vy tacke tith nafn thær høgist Gud ær, forti 133 at thu gaffst oss roo en dags time 134 oc en nath. Alle thee thenne dagh halde hellugh, the skulle loth tagæ væræ j himmerige met Gudzs englæ 135. Tha spordæ sancte Pouell sancte Michil huore manninge j heluide vare 136. Oc han sagde: The æræ firæ tusende pinær oc firtiuge hundræt oc siw 137 piner. Æn vare the hundræt men, oc hafde huærtere 138 hundræt 139 ierntunger oc hafde 140 the tald aff verelssens vphoff 141, oc ee men værelden wnnee 142, the finge aldrigh tald the pine ther i heluide æræ 143. For Gud actæ vy tha brodhær oc syster, oc see vy vether tesse pinær 144, at vy matte gøræ Gudz villie i thettæ værildh, at vy mottæ fange roo oc glædæ j himmerige met Vorherre, ther signeth ær ee for vten ændæ. Amen. 1 Den gammeldanske tekst er fra en såkaldt legendesamling, udgivet af C. J. Brandt, med titlen De hellige Kvinder. En Legende-Samling (Kjöbenhavn 1859). Trods den af Brandt valgte titel er altså medtaget Visio Sancti Pauli i dansk oversættelse, hos Brandt kaldet St. Povels Nedfart til Helvede. Brandt mener i efterordet (s. 97) at samlingen nok er bestemt til kvindelig Læsning, og da sagtens til Klosterjomfruers Tjeneste. Herpå tyder også en lille tilføjelse i slutningen af teksten. Brandes Visio (se nedenfor) s. 80 indleder slutafsnittet: Nos vero, karissimis fratres = Men vi, allerkæreste brødre - hvor den gammeldanske oversættelse har: For Gud actæ vy tha brodhær oc syster. Lenka Jiroušková: Die Visio Pauli (se nedenfor) s har ikke noget tilsvarende. Endvidere påpeger Brandt at kvaliteten i teksternes stil er så ujævn, at oversættelserne ikke kan være foretaget af den samme person. Således fremhæver han rosende oversættelsen af Matthæus kap , kaldet Aff Vorherræ pyne = Om Vorherres (døds-)kvaler, mens Margarete-legendens stil betegnes som stiv. Håndskriftet til Hellige Kvinder, der findes på det kongelige bibliotek i Stockholm (Cod.Holm.K4), anser Brandt for at være opstået omkring Den gammeldanske tekst er derimod noget ældre, hvilket ses af en del konservative træk. Om disse, se Brandts udgave s samt hans ordliste s If. Brandts redegørelse s. 98 om Paulus nedfart til helvede har han som udgiver ikke kendt mange kilder, tilsyneladende ingen på latin. Dette stykke visionslitteratur tilskrives, uden tvingende grunde, apostlen Paulus, idet han i NT, 2. Brev til Korintherne, kap. 12, v. 1-4, beskriver en vision han har haft. I 1992-oversættelsen til dansk hedder det: v. 1 [ ] og nu kommer jeg til syner og åbenbaringer fra Herren. v. 2 Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden - om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det - blev rykket bort til den tredje himmel. v. 3 Og jeg ved om dette menneske - om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det - v. 4 at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale. Dette menneske er Paulus. - Originalen var græsk og forfattet i senantikken (5. årh.). I vestkirken blev den udbredt på latin, og dens popularitet ses i de talrige oversættelser til folkesprogene - heriblandt altså til dansk. Datiden kendte også mange andre helvedsvisioner, således Visio Alberici (if. nedennævnte Tue Gad s. 113 fra 1127), Visio Tnugdali (eller Tundali, if. Tue Gad s. 113 fra 1148 eller 1149), Tractatus de Purgatorio Sancti Patricii (= St. Patricks skrivelse om skærsilden, if. Tue Gad s. 114 efter 1189). De havde som fælles mål at skildre de fordømte i helvede eller skærsilden for derved at vende læseren til et fromt og gudfrygtigt liv. Beslægtet med dem er del 1 Inferno og del 2 Purgatorio i Dantes Divina Commedia (skrevet i begyndelsen af 1300-tallet). Fælles for udformningen af visionerne er at et jordisk menneske, under ledelse af en højere magt, får en vision om en vandring i helvede/ skærsilden. Denne højere magt kender lokaliteterne og kan give informationer om grundene til forskellige sjæles pinsler.

4 Om visionstekster i middelalderen, se Tue Gad: Legenden i dansk middelalder (København 1961), kap. 6 ( Visioner ), s Om Paulus-apokalypsen historisk set, se s Den gammeldanske tekst behandles dog i kap. 13 ( Hellige Kvinder ), s Emnet visioner i middelalderen er endvidere udførligt behandlet i Rona, Georg m. fl. (red.): Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder (22 bind, 2. oplag. København ), bd. 20, sp : Visionsdiktning, ved Dag Strömbäck. En vigtig kildetekst til den gammeldanske tekst er en latinsk Visio Sancti Pauli, aftrykt med andre beslægtede tekster i Herman Brandes: Visio Sancti Pauli; ein Beitrag zur Visionsliteratur mit einem deutschen and zwei lateinischen Texten (Halle 1885), s Han benytter her et håndskrift i det daværende k. k. öffentliche bibl. = Kaiserlich-königliche öffentliche Bibliothek i Wien (hed egentlig Kaiserlich-königliche Hofbibliothek, i dag Österreichische Nationalbibliothek), codex 876 (se Brandes bog s. 21, s. 34 samt unummereret fodnote s. 75), hørende til den håndskriftgruppe han betegner som IV. redaktion, en betegnelse den senere forsker Theodore Silverstein også benytter i sit værk Visio Sancti Pauli, The History of the Apocalypse in Latin together with nine Texts. London Også den ovenfor nævnte Tue Gad bruger s. 195 denne betegnelse. Karakteristisk for redaktion IV er indledningsordene, her på latin fra Brandes udgave: Dies dominicus dies est electus, in quo gaudent angeli et archangeli maior diebus ceteris = Søndagen (egl. Herrens dag) er den udvalgte dag, på hvilken engle og ærkeengle glædes mere end på de øvrige dage, sml. den gammeldanske indledning: Vorss hærræ eghen dagh thær søndagh ær, han ær vtuoldh foræ alle dagæ forti at englæ och archangle glædis aa hannum mer æn andre daghe. Et væsentligt fællestræk ved teksterne i IV. redaktion er, at de første ord er Dies dominicus. Forkortelse i mine noter: Brandes Visio. Brandes fremhæver i sin bog s. 56 at den gammeldanske tekst er en sklavisch genaue übertragung der lat[einischen] IV. redaktion. At den er slavisk oversat, skal tages med et gran salt. - Brandes citerer s slutningen af den gammeldanske tekst, ikke efter C. J. Brandts udgave, som han nok ikke har kendt, men efter originalhåndskriftet i Stockholm. Heraf fremgår lidt af Brandts (!) udgivelsesmetode: Tegnsætningen, viser det sig ikke overraskende, er helt Brandts egen og svarer nogenlunde til hans samtids. Personnavne samt Gud og Vorherre er skrevet med stort, hvor originalhåndskriftet har den fra middelalderen så kendte vilkårlige skrivning; navne er ikke normaliserede. Sancte skriver Brandt systematisk (med en enkelt undtagelse) med lille, hvor håndskriftet veksler. Jeg har gengivet Brandts tekst nøje, og jeg har i det store hele anvendt hans tegnsætning, som gør teksten mere læselig! En meget omfattende nyere gennemgang af overleveringen i den latinske middelalder er Lenka Jiroušková: Die Visio Pauli. Wege und Wandlungen einer orientalischen Apokryphe im lateinischen Mittelalter unter Einschluß der alttschechischen und deutschsprachigen Textzeugen (= Mittellateinische Studien und Texte 34), Brill, Leiden/Boston Hvor Brandes opererer med seks tekstgrupper, har Jiroušková blot tre: A, B og C, med undergrupper. Jiroušková regner Wiener Codex 876 til gruppe C2. Lidt om den gammeldanske tekst: Den hyppige skrivning oa svarer nærmest til nudansk å: f. eks. soa = så, moa = må, foa = få. u kan skrives u, w eller v: tudæ = tude, mwn = mund, vten = uden. v kan skrives v, u, w, f(f) eller ffu: vorde = vorde, huær = hver, hwiskæ = hviske, hafde = havde, vlffue = ulve. i skrives ofte y: pyne = pine, synne = sinne, syne = sine. Men der er ikke stor konsekvens i skrivemåder. Forkortelser: Vulgata Clementina = en ældre Vulgata-version. Her henvises til udgaven Biblia Sacra, Juxta Vulgatam Clementinam (Romæ, Tornaci, Parisiis (= Rom, Tournais, Paris) 1956). Denne udgave ligger nær middelalderlige bibelcitater. På nettet: Nova Vulgata = Nova Vulgata (Libreria Editrice Vaticana, Roma, 1979). På nettet: - Nova Vulgata svarer på en række punkter til den danske 1992-oversættelse, idet begge oversættelser bygger på den nyeste tekstforskning. 1901/ 1931 = bibeludgaven fra 1931 med autoriserede oversættelse af GT fra 1931 og den autoriserede oversættelse af NT fra = den autoriserede danske bibeloversættelse fra GT = Gamle Testamente. NT = Ny Testamente.

5 GldO = Gammeldansk Ordbogs seddelsamling på nettet, under adressen gammeldanskordbog.dk/ - Ordbogen kræver et rimeligt kendskab til gammeldansk, idet man ikke uden videre kan slå et givet ord op i den form man finder i en tekst. I vejledningen skriver redaktørerne: Det er ordbogens gammeldanske normaliserede form, der skal anvendes. Begrebet normalisering forklares i denne ordbog således: Gammeldansk Ordbogs lemmatisering følger den norm, der blev udformet af ordbogens første leder, Kaj Bom. Denne norm tager udgangspunkt i sprogtilstanden i de ældste gammeldanske kilder fra omkring Blandt de væsentligste punkter i lemmatiseringen er, at oprindeligt p, t, k adskilles fra oprindeligt b, d, g, at der ikke skelnes mellem lange og korte vokaler, og at vokalen i tryksvage stavelser gengives som e. - I mine henvisninger angives seddelnummeret, i reglen efter søgebegrænsninger som Hellkv (= Brandts udgave) eller Religion. Kalkar = Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog ( ), Bd København titlen er vildledende da Paulus netop ikke pines (eller straffes). Muligvis spiller det ind at Vorherre ønsker at han skal se pinslerne i helvede for at advare de kristne mod et syndigt liv. 3 herræ: genitiv ental. herræ er genitiv singularis. På et ældre sprogtrin får den type an-stammer i gen. sgl. -a, altså herra. Men efterhånden får gruppen -s i gen. sgl., påvirket af a-stammerne. Vi finder i Brandts legendesamling genitiver af typen vorsherræ, som er den almindeligste form (f. eks. 9,1; 29,8; 41.6), vorsherræs (f. eks. 20,21; 52,2) og vorherræs (f. eks. 48,9; 63,10). Det betyder ikke nødvendigvis at skriveren har været usikker, men at forlæggene har budt på forskellige former. 4 vtuoldh: læses utvold = udvalgt. 5 englæ och archangle: Brandes visio s. 75 har angeli et archangeli. GldO, opslagsordet ærkeængel har i hovedsagen to fordanskninger: archængel og archangel. Forekomsten af den fordanskede form englæ sammen med den græsklatinsk lydende archangle er ikke enestående i GldO's eksempelmateriale, se seddel 5: ænglæ oc arkangeli, seddel 17: ænglæ oc archangele, mens seddel 7 har: ænglæ oc arkængel [archængle var.]. - Middelalderen havde udviklet en sindrig teori om hierarkiet blandt engle. Teorien gik tilbage til et værk fra 400-tallet, skrevet af en Dionysius, som middelalderen kaldte Dionysius Areopagita (se NT, Apostlenes Gerninger, kap. 17, v. 34), men som nutiden betegner som Pseudo-Dionysius Areopagita. Værket kaldtes på latin De Coelesti Hierarchia = om det himmelske hierarki, og det havde en kolossal indflydelse på middelalderlig teologisk tænkning. Et ekko af denne hierarkiske struktur ses i GldO, opslagsordet ærkeængel, seddel 18, med opregning af de ni englekor = de ni hierarkier (fra en middelalderlig bønnebog fra ca. 1500). 6 hverken spørgsmål eller svar forekommer i bibelen. Brandes visio s. 75 har blot Interrogandum est = man må spørge. I det stofrige værk af Lenka Jiroušková: Die Visio Pauli, har de latinske tekster i IV. redaktion/ gruppe C ikke nogen tilsvarende påstand om, at historien stammer fra den hellige skrift. Derimod anfører Jiroušková s. 981 en tysk tekst (bayersk, 15. årh.), der indledes: Der Suntag ist ain besunder heiliger derwelt tag Wann an dem Selben tag so frewent sich die Engel vnd auch die Ertzengel mer dann an ainem andern tag Lieben pruder Ir sült wissen Wer gott von erst gepeten hab das die Armen sele der sünder Rue vnd rest haben inn der hell an dem heiligen Suntag. Also sagt vns die geschrift. Das ist gewesen sand Paulus etc. = Søndagen er en særlig hellig udvalgt dag, for på denne samme dag da glæder englene og også ærkeenglene sig mere end på nogen anden dag. Kære brødre, I skal vide, hvem der først bad Gud om, at syndernes arme sjæle skulle have fred og ro på den hellige søndag. Således siger skriften [= bibelen. PEJ] os: Det var sankt Paulus etc. - Muligvis findes der en mindre gruppe tekster med denne tilføjelse, som blot ikke er opdaget. 7 huoa thæt wllæ: læses hwo thæt vullæ = hvem der forårsagede. vullæ er if. GldO præteritum af verbet valde (= herske over, råde over). Om verbets ret varierende betydninger, se Kalkar, bd. IV, s Micill: skal læses Mikil. Navnet forekommer i denne tekst også med skrivningerne Michil og Michæl. Typen Mikil ved siden af Mikel fortsætter if. Gunnar Knudsen, Marius Kristensen og Rikard Hornby (udg.): Danmarks gamle Personnavne. I. Fornavne (København ), sp. 963 endnu efter år komme: præteritum. 10 til heluidis: præpositionen til styrede i gammeldansk genitiv. 11 soghe: præteritum konjunktiv. I det følgende ses præteritum indikativ soa, vel udtalt sō. - Om præteritum konjunktiv at stærke verber, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VIII, (København 1974), 865, om formen soghe: 865, pkt pyne: ordet har flere betydninger, dels pine, dels straf, men også smerte, martyrium, lidelse. Ordet er som bekendt låneord fra (klassisk) latin poena, hvor det betyder hævn, straf; i senlatin kommer også betydningen plage. Ordet lånes ind i dansk via middelnedertysk, hvor betydningen if. Karl Schiller: Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1-6 ( ), bd. 3 (1877), s. 327, opslagsordet pîn(e), er pine, smerte, straf. Ang. betydningen legemlig smerte (uden bibetydning af straf): I GldO, opslagsordet pine, søgebegrænsning Medicin, se sedlerne 5, 7, 11 etc. Ang. betydningen juridisk straf: I GldO, opslagsordet pine, søgebegrænsning Jura, ses eksempler som seddel 6: hans hoffmodz pine = (svarende til latin pena contumacie) straffen

6 for hans opsætsighed; seddel 7: pennings pinæ = bødestraf; seddel 10: then pinæ som kallæs orbotæmal [sag der ikke kan afgøres med bøde. PEJ] = den straf som kaldes orbotæmal. Det passer også meget godt med, at under GldO s opslagsord pine (uden søgebegrænsning), latin supplicium = straf, oversættes ved gammeldansk pine, således seddel 50, 86, 100 og 109 (m. fl.). I omtalen af pine i forbindelse med de fordømtes ophold i skærsild eller helvede betyder det lidelse eller straf; om det er det ene eller andet, er i reglen ikke til at afgøre, da der tilsyneladende ikke skelnes hårfint. 13 met siukins loghæ: med syv slags flammer. Brandes visio s. 75 har per septem flammas in diversis coloribus = med syv flammer med forskellig farve. - Ang. siukins, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. IV, (København 1962), 518,4, pkt. c (s. 84), hvor der står: I særlige fraseologiske Forbindelser forekommer gamle s- Former i betydelig Udstrækning, tildels hele Perioden igennem (stundom bevarede til vore Dage) saaledes: 1 o attributivt, især i forbindelse med -kyns = Slags, med eksempler som alzkyns, enskyns, mangskyns. - I nærværende gammeldanske tekst ses lidt senere vten alkynns hindhær = uden nogen form for hindring (Brandt s. 25, lin. 7). Samlingen Hellige Kvinder har endvidere s. 85, lin. 29 fleræ kynss pynæ. - Ved mængdetal plus kyns anerkender GldO som opslagsord åbenbart kun enkyns, tvikyns, tvænnekyns, thrikyns, thrynnekyns, fjurekyns og fæmkyns, mens f. eks. sjukyns skal søges under sju, Se GldO, opslagsordet sju, søgebegrænsning HellKv, seddel 4. - Der er åbenbart tale om et skift i redaktionen af materialet. 14 lyt: farve. Sml. moderne dansk substantiv lød. 15 met siukins loghæ, och engen hafdhæ then lyt annen haffde: Brandes visio s. 75 har septem flammas in diversis coloribus = syv flammer med forskellige farver. 16 liufneseld: læses ljuwnes-eld = lynild. liufneseld skal i GldO søges under ljughneld, som findes belagt med og uden binde-s. Sml. verbet ljughne. GldO har ikke noteret et usammensat substantiv *ljughn. 17 siwende: læses sjuende, sml. GldO, opslagsordet sjunde (med langt u). 18 onder døn: ond lugt, stank. I legender forbindes det hellige ofte med sød duft, mens fortabelsen forbindes med stank. Baggrunden er nok at søge i NT, 2. Korintherbrev v hvor den gode duft er symbol på Kristus, men stanken er symbol på fortabelsen. - Ang. onder: endelsen -er er en konservativ maskulinum nominativ singularis-endelse. 19 huilke ey giorde scriftemol foræ theris synder: efter aflagt skriftemål blev den troende tildelt absolution, altså tilgivelse for synderne. Havde man ikke fået absolution, havde man altså et regnskab med Gud at gøre op. I middelalderens teologi betød tildeling af absolution, at præsten på Guds vegne kunne tilgive. Særlig siden pave Innocens III (død 1216) blev den opfattelse enerådende, at præsten var formidler mellem Gud og menneske. Konstruktionen bag alt dette var, at præsten var pavens stedfortræder, der var St. Peters stedfortræder, der var Kristi stedfortræder, men Innocens opfattede paven som Kristi stedfortræder, ikke blot som St. Peters. Endvidere udtalte han at paven nok var ringere end Gud, men han var større end noget menneske, se f. eks. Hjalmar Holmquist og Jens Nørregaard: Dansk Kirkehistorie, bd. I (3. udg., København 1946), s Alle disse spekulationer bygger på NT, Matthæus-Evangeliet kap. 16, v hvor Kristus til Peter sagde: v.18»og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. v. 19 Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«- Interessant er materialet i GldO, opslagsordet skriftemal, f. eks. seddel 2: [ ] ligherwijs som adam han giordhæ strængh penitentz [= anger. PEJ] och plicht och bood [plicht och bood = bod, synes synonymer. PEJ] for syn synd: swo scullæ wij och gøræ, om wij willæ fly oc vndgaa hælffuedes pyne. Och thet gøræ wij met sckriffthæmal, almæssæ gerningh [ ], tekst fra 1492, eller seddel 45: Reth scrifthæmoll hauer møghet stor dydh, [kraft, styrke. PEJ] Først for [for = fordi. PEJ] hun frelser sielen aff heluidhes pynæ, Paradysum aperit [Paradysum aperit = åbner paradiset. PEJ] - Hun lather vpp paredyss [ ], tekst fra ca. 1470, eller seddel 105: Nisi penitentiam egeritis peribitis Gøre i icke penitentz oc scrifftemall da skulle i bliffue fordømede, tekst fra Nisi penitentiam egeritis peribitis = hvis I ikke angrer, skal I gå til grunde er citat fra NT, Lukas-Evangeliet, kap. 13, v. 3, men bemærk at i den gammeldanske tekst er ordet scrifftemall skudt ind. Nyere oversættelser skriver: (1992) hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de; eller moderne tyske udgaver af Luthers oversættelse: Wenn ihr euch nicht ändert [variant: bessert. PEJ], werdet ihr alle genauso umkommen. 20 somme græde, somme tudæ, somme sucket soræ, oc somme brendes: alle verberne er præteritum. 21 mottæ: kunne. Se GldO, infinitiven mughe. 22 stath: sted 23 ryggæls ær vten glæde: meningen er: der er anger og ingen glæde. Brandes visio s. 75 har tristicia sine leticia = sorg uden glæde. 24 sorgh vten ænde: Brandes visio s. 75 har dolor sempiternus = evig smerte/ evig sorg. 25 grat till yuarns: gråd i overmål. Brandes visio s. 76 har habundancia lacrimarum = overflod af tårer. Substantivet yuarns læses yvarns og er genitiv, styret af præpositionen till. Se GldO, opslagsordet yvren, med kun ét belæg. Se også GldO yvrende med samme betydning, samt Ordbog over det danske Sprog, opslagsordet tilovers. 26 ekær: eger.

7 27 synne: læses sinne = gange. 28 en deffuels engell: djævelens engle opfattes i middelalderen som en art modstykker til Guds gode engle. Det var engle der havde gjort oprør mod Gud og var blevet henvist til helvede, hvor de gjorde tjeneste for Satan. Beviser på deres eksistens så man f. eks. i Matthæus-Evangeliet kap. 25, v. 41: (1992) Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle; eller i 2. Petersbrev, kap. 2, v. 4: (1992) Gud skånede jo ikke de engle, som syndede, men styrtede dem i afgrunden, hvor de holdes i mørkets lænker indtil dommen. 29 swolde in: opslugte. Se GldO, infinitiven svælghje. Brandes visio s. 76 har devorant = sluger. 30 slidæ: sønderriver. Brandes visio s. 76 har devorant = sluger. 31 miskund: barmhjertighed 32 bromotivet i visionslitteraturen er behandlet i Tue Gad: Legenden i dansk middelalder (København 1961), s rætæ: retfærdige. 34 alkynss: nogen som helst 35 Oc ther for næden vare sinduge siæle: ther for næden: dvs. under broen i floden. Brandes visio s. 76 har et multe peccatrices anime merguntur = og mange syndige sjæle styrtes derned. Som det ses lidt senere i teksten, kommer alle ud på broen, men kun de retfærdige kommer over. 36 effter theris verdskild: efter deres fortjeneste, som de havde fortjent. Brandes visio har secundum meritum suum = i overensstemmelse med sin fortjeneste. 37 læsten: skriften = den hellige skrift 38 binder: imperativ 2. person pluralis. 39 binder sammen hendær oc fødær, oc kaster ther i at brænne: bearbejdet citat fra NT, Matthæus-Evangeliet, kap. 13, v. 30 (i lignelsen om ukrudtet i hveden) hvor Vulgata om ukrudtet (på latin zizania, der er neutrum pluralis) skriver: alligate ea in fasciculos ad comburendum ea = bind det i bundter for at det kan brændes; alligate er imperativ 2. person pluralis; (1992) bind det i knipper, så det kan brændes. Brandes visio s. 76 har Ligate eos per fasciculos ad comburendum = bind dem i knipper for at de kan brændes - altså her bearbejdet, idet det oprindelige ea = zizania ændres til eos = dem, altså mennesker. Den danske oversætter tilføjer: hendær oc fødær. 40 Thæræ soa huær syne lighæ: Da de er kastet derned i bundter, forklarer Brandes visio s. 76 det mere præcist: id est similes cum similibus = det vil sige slags sammen med samme slags - det vil sige: samme slags syndere er sammen. 41 horkarll: Brandes visio s. 76 skriver adulteros = ægteskabsbrydere. GldO, opslagsordet horkarl, viser klart at en horkarl (eller en horkone) er en person der har sex med en anden persons ægtefælle. Landskabslovene har klare regler om dette. Og måske lige så vigtigt: det har bibelen også, hvilket ses af de gammeldanske referencer i GldO s fyldige seddelsamling ang. horkarl og horkone. 42 huæær wrangh man soa ther hin annen: før denne gruppe har Brandes visio s. 76 rapaces cum rapacibus = tyveknægte med tyveknægte. huæær wrangh man soa ther hin annen svarer til Brandes visio iniquos cum iniquis = onde med onde. Se også Gldo, opslagsordet vrang, søgebegrænsning Religion, med mange eksempler der kan tolkes som ond, forkert eller lignende. 43 mottæ: kunne (præteritum) 44 huær: hver enkelt 45 Sao mikit mottæ huær gange yuer then broo som han haffdæ hæræ siælff skildeth: Brandes visio s. 76 har: Tantum vero potest quisque per pontem illum ire quantum habet meritum = enhver kan i sandhed komme over broen i den grad han har fortjent det. - skildeth: forskyldt. Se GldO, infinitiven skylde. - Meningen er altså, som nævnt ovenfor, at alle kommer ud på broen, men kun de retfærdige slipper over til saligheden. 46 e: hele tiden 47 huoa: hvem 48 bakmall: bagvaskelse (mall, også stavet mal, maal = tale). Sætningen thet ær the ther hwiskæ oc tuske och for met bakmall er noget anderledes i Brandes visio s. 76. Her står: Qui se mittunt in sermonibus alienis aliis detrahentes = de som blander sig i andres samtale og ydmyger dem. 49 hoor: ægteskabsbrud = have sex med en anden persons ægtefælle, se GldO, opslagsordet hor. 50 sænnæ oc bange: skændes og larmer. sænnæ: se GldO, opslagsordet sænne ; findes på det norrøne sprog i formen senna. bange: larme, med substantivet bang = larm. 51 ath hans iæffncristen far illæ: at det går hans medkristne dårligt. Brandes visio s. 76 har qui gaudent de malitia proximi = som glædes over næstens ulykke. - iæffncristen læses jævnkristen, sml. nudanske ord som jævnaldrende, jævnbyrdig. 52 offtær gien: atter. Se GldO, opslagsordet gen (præp. adv.). 53 teligh: sådan, den slags 54 boos: beredes, udsættes for. Brandes visio s. 76 har preparantur = beredes. Sml. også Kalkar bd. I, s. 236, opslagsordet Bo.

8 55 stath: sted 56 thet ær okærkarle oc alle the met okær faræ: Brandes visio s har: Hi sunt feneratores pecuniarum, qui usuras querunt = det er ågerkarle som tager renter. Middelalderens holdning til rentetagning var ganske afvisende, især fordi nogle skriftsteder i GT forbyder rentetagning. Man kan anføre en del skriftsteder fra GT, f. eks.: 2. Mosebog, kap. 22, v. 24: (Vulgata) Si pecuniam mutuam dederis in populo meo pauperi, qui habitat tecum, non eris ei quasi creditor; non imponetis ei usuram. = (1992) Hvis du låner penge ud til nogen i mit folk, til den fattige hos dig, må du ikke optræde som ågerkarl over for ham; I må ikke kræve renter af ham., eller 5. Mosebog, kap. 23, v : (Vulgata) v. 20 Non fenerabis fratri tuo ad usuram pecuniam nec alimenta nec quamlibet aliam rem, v. 21 sed alieno fenerabis = (1992) v. 20 Du må ikke kræve renter af din landsmand, hverken af penge eller af fødevarer eller af noget som helst, man låner ud. v. 21 Af udlændingen må du kræve renter. - Dette sidste skriftsted var angiveligt begrundelsen for at jøder i middelalderen kunne optræde som pengeudlånere i de kristne riger. Men i senmiddelalderen granskede man påny bibelen og kom frem til den konklusion, at GTs regler om åger/ rentetagning ikke uden videre gjaldt for de kristne. Således sagde Kristus i Lukas-Evangeliet kap. 6, v : (Vulgata) v. 34 Et si mutuum dederitis his, a quibus speratis recipere, quae vobis gratia est? Nam et peccatores peccatoribus fenerantur, ut recipiant aequalia. v. 35 Verumtamen diligite inimicos vestros et bene facite et mutuum date nihil desperantes; et erit merces vestra multa, et eritis filii Altissimi, quia ipse benignus est super ingratos et malos. v. 36 Estote misericordes, sicut et Pater vester misericors est = (1992) v. 34 Og hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det? Også syndere låner ud til syndere for at få lige så meget igen. v. 35 Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen. Så bliver jeres løn stor, og I bliver den Højestes børn, for han er god mod de utaknemlige og onde. v. 36 Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. - Det er vel dette v. 35 som den gamnmeldanske tekst i det følgende tænker på, når de fortabte ågerkarle i livet var ubarmhjertige mod de fattige. 57 forti: derfor 58 brennesten: svovl. foræ allæ i bek oc brennesten: Brandes visio s. 77 har indute pice et sulfure = klædt i beg og svovl. Bortset fra den medicinske brug, forbandt bibelen og dermed kristenheden svovl med helvede. Sml. GldO, opslagsordet brænnesten, seddel 7 (ved Sodomas undergang) genstan com thordøn oc brænnestens eld = straks kom torden og svovlild; seddel 11 (den fordømte) han skal pinas j hæluite medh eld oc brennestens lugha = han skal pines i helvede med ild og svovls lue. 59 ydeligh: læses idelig = hele tiden. 60 draki och hugorme øc ødlær: Brandes visio s. 77 har dracones igneos et serpentes atque vipere = ilddrager og slanger og snoge. I GldO, opslagsordet øthle, begrænset søgning Ordbog, ses det at Christian Pedersen i sit Vocabularium ad usum dacorum = Ordbog til danskernes brug, fra 1510, oversætter lacerta (firben), nepa (skorpion) og vipera (snog) ved øgle. I NT, Apostlenes Gerninger, kap. 28, v. 3 bliver Paulus if. Vulgata bidt i hånden af en vipera og alle forventer at han dør; her har 1901/ 1931 øgle og 1992 slange. ødlæ kan muligvis undertiden svare til basilisk. 61 firæ forbanneth ænglæ: Brandes visio s. 77 har.iiij. angeli maligni = fire onde engle. Disse angeli maligni kaldtes også angeli diaboli = djævelens engle og på dansk faldne engle. 62 kennis: erkend! - kennis er imperativ, 2. person pluralis. Brandes visio s. 77 har agnoscite = erkend!, tro på! - Det er selvfølgelig lidt løjerligt at Guds fjender opfordrer til troen på Kristus, men meningen er, at de her i helvede er Guds strafferedskaber. 63 vrenligh: læses urenlig 64 iørthriki: If. GldO, opslagsordet jortherike, søgebegrænsning Hellkv, kender samlingen Hellige Kvinder kun typen jortherike med ø i førsteleddet. Derimod har jorth i samme tekstsamling ikke ø. Se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. I (København 1928), thet var the ther ondeligh oc vrenligh liffdæ i iørthriki oc dræptæ theris børn: Brandes visio har det s. 77 noget mere præcist: He sunt, que non servaverunt castitatem usque ad nuptias et maculate necaverunt infantes suos = det er de kvinder, som ikke forblev kyske indtil brylluppet og urene dræbte deres børn. - de kvinder: den latinske tekst har blot he = dem. Men he er hunkøn flertal, altså kvinder. 66 forderffde: dræbte 67 yuer en aa: ved en å. Brandes visio s. 77 har: super canelia ampnis. Dertil meddeler Lenka Jiroušková den pr. "super canelia ampnis" ist nur eine der vielen verdorbenen Lesarten, die wohl für "canales amnis" also "Wasserkanäle", "Wasserströme", "Flüsse" steht. Die Varianten in den Hss. sind beinahe uferlos, "camelos", "carnalia", "canalia" etc. kommen vor = super canelia ampnis er kun en af de mange korrumperede læsemåder, som vel står for canales amnis, altså vandkanaler, vandstrømme, floder. Varianterne i håndskrifterne er næsten uendelige: camelos, carnalia, canalia etc. forekommer. - Den gammeldanske oversætter har i hvert fald kendt amnis = å og har så holdt sig til det ord. kommen vor. 68 enkyns: en slags

9 69 matte: kunne 70 gømte: overholdt 71 løsde thom ey i timæ: afbrød den ikke på det rigtige tidspunkt? Brandes visio s. 77 har: qui solvunt ieiunium ante tempus = som afbryder fasten før tiden. 72 illee ladende: og som lød elendig. Se Kalkar, bd. II, s. 718, lade pkt. 11. Brandes visio s. 77 har ullulantem = hylende. 73 glømen: forsømmelig, ligegyldig med sit kald. Brandes Viso s. 77 har negligens = forsømmelig. 74 leffde vrenlige met sith legome bodæ met ordh etc.: Brandes visio s. 77 har det lidt tydeligere: non fuit castus de corpore vel de verbo etc. = han var ikke kysk, hverken på legeme eller i ord etc. 75 hugh: sindelag 76 nøgh: nærig 77 han var nøgh och swigfull oc han var hoffmodigh: Brandes visio s. 77 har: fuit avarus et dolosus atque superbus = han var grisk, svigefuld og hovmodig. - Disse dårlige egenskaber indgår til dels i det som middelalderen kaldte de syv dødssynder, på latin septem peccata mortalia, også benævnt som septem peccata capitalia = de syv hovedsynder. De har en lang historie bag sig, men begrundes vel ud fra citater fra bibelen, f. eks. fra Markus-Evangeliet kap. 7, v , hvor Vulgata anfører Jesu advarsel mod dårlige egenskaber: v. 21 Ab intus enim de corde hominum malæ cogitationes procedunt, adulteria, fornicationes, homicidia, v. 22 furta, avaritiæ, nequitiæ, dolus, impudicitiæ, oculus malus, blasphemia, superbia, stultitia = (1992) v. 21 For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, v. 22 ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed. - De syv dødssynder optog if. GldO middelalderens mennesker meget. På gammeldansk kaldtes de dødelige synder eller hovedsynder (se GldO, opslagsordet hovethsynd). Der findes i GldO s materiale enkelte opregninger af hvilke det var. Som eksempel anføres fra GldO, opslagsordet døthelik, søgebegrænsning Religion, seddel 1 der har: hofferdicheit = hovmod (latin superbia), afuend = misundelse (latin invidia), wræthe = vrede (latin ira), ledyie til guthz thienst = lede ved gudstjenesten (latin acedia, ofte oversat ved træghed, dovenskab), wkyskheit = ukyskhed (latin luxuria), gyricheit = griskhed (latin avaritia) og offuerflødicheit = fråseri, mangel på mådehold (latin gula). - Svig er ikke nævnt, men den øvrige datidige teologiske litteratur advarer i kraftige vendinger imod det, se GldO, opslagsordet svik, søgebegrænsning Religion. - PS: I GldO, opslagsordet døthelik, søgebegrænsning Religion, har seddel 3 også det løjerlige lætia aterdraghande aff Gutz thienest, som må svare til seddel 1 s ledyie til guthz thienst. Det samme ses i GldO, opslagsordet hovethsynd, seddel 2 lætiæ til Gutz thiænæstæ. Acedia begås af dem der ikke gider høre Guds ord og ikke engagerer sig i det gudelige liv. Endnu Luther drager i sin Store Katekismus i felten mod denne ladhed, se side forti: derfor 79 tedæ: viste. Se GldO, infinitiven te. 80 pyt: brønd. Ordet pyt er formentlig låneord fra latin puteus (andre anser det som et rent germansk ord). På middelnedertysk er betydningen if. Karl Schiller: Mittelniederdeutsches Wörterbuch / von Karl Schiller und August Lübben. - Bremen, bd. 1-6 ( ), bd. 3 (1877), s , opslagsordet put (putte), grube, cisterne, brønd. Kalkar, bd. III, s. 531, opslagsordet Put(s) kender kun betydningerne pyt, pøl. Brandes visio s. 77 har puteum (akkusativ af puteus), som på klassisk latin betyder grube, brønd, cisterne. Brandes bog Visio Sancti Pauli bringer også en gammeltysk version af visionen, som s. 86 gengiver puteus ved galtbrunnen = vindebrønd, og som et par linjer senere har Wer in den brunnen velt = den der falder i brønden, hvor den gammeldanske tekst har huosom kommer i thenne pyt. GldO, opslagsordet pyt har kun otte belæg, hvoraf belæg 4, 5 og 8 har betydningen grube, pøl; belæg 1, 3 og 6 har pyt = helvede, evt. forstærket som heluetes pyt (= helvedes pøl, seddel 6); belæg 2 er nærværende tekst og belæg 7 refererer tydeligt til den stinkende helvedsbrønd. Søger man i GldO på opslagsordet brun = brønd, ser man talrige belæg hvor gammeldansk brun (med varianter i skrivningen) gengiver latinsk puteus. Så at latinsk puteus også opfattes som brønd, er hermed dokumenteret. 81 stodæ siu lose foræ: med syv låse for. Brandes visio s. 77 har signatum.vij. sigillis = forsynet med syv segl (adgangen var altså forseglet). 82 hans amminnels kommer aldrigh foræ Vorherræ: han vil aldrig blive husket af Vorherre. Der refereres vel til NT, Lukas-Evangeliet, kap. 12, v. 6-9: (1992) v. 6 Sælges ikke fem spurve for to skilling? Og ikke én af dem er glemt af Gud. v. 7 Ja, selv alle jeres hovedhår er talt. Frygt ikke, I er mere værd end mange spurve. v. 8 Jeg siger jer: Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil Menneskesønnen også kendes ved over for Guds engle. v. 9 Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil også blive fornægtet over for Guds engle. 83 thom: den (maskulinum, dativ singularis); sml. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. V (København 1965), s Brandes visio s. 78 har in eo = i den (= i brønden). 84 oc ey etc.: det følgende gælder de fordømte. En anden af teksterne i Brandes visio S. Pauli har s. 67 har Hi sunt gentiles, qui non sunt baptizati = det er hedninger som ikke er døbt.

10 85 vorsherræ: herræ er genitiv singularis. På et ældre sprogtrin får den type an-stammer i gen. sgl. -a, altså herra. Men efterhånden får gruppen -s i gen. sgl., påvirket af a-stammerne. Vi finder i Brandts legendesamling genitiver af typen vorsherræ, som er den almindeligste form (f. eks. 9,1; 29,8; 41.6), vorsherræs (f. eks. 20,21; 52,2) og vorherræs (f. eks. 48,9; 63,10). Det betyder ikke nødvendigvis at skriveren har været usikker, men at forlæggene har budt på forskellige former. 86 stadh: sted 87 slidæ thom oc athæ: begge verber er præteritum. 88 ænsæ for i stigh: som får i en stald. 89 bang: larm; sådan gengiver Brandt det i sine noter s. 102; sml. GldO, opslagsordet bang, f. eks. seddel 2, 3, 7. If. GldO kan bang også betyde angst, se f. eks. seddel 4, 5, ræt ænse: ligesom 91 sukkæls og mikit bang ræt ænse tordon: Brandes visio s. 78 har gemitum et suspirium magnum quasi tonitruum = suk og højlydt stønnen som torden. 92 thiutænd: hylende. Se GldO, infinitiven thjute. thiutænd oc illeæ lathend: Brandes visio s. 78 har kun ululantem = hylende. 93 øptæ: råbte. Se GldO, infinitiven øpe. 94 amod henne: dvs. mod sjælen, som er hunkøn. 95 unæt: ondt; en lidt usædvanlig stavemåde, jf. GldO, opslagsordet ond, søgebegrænsning Hellkv. 96 huore megeth unæt thu giordæ i iørderigi?: Brandes visio s. 78 har que operata es in terra?: hvad gjorde du på jorden? Gammeldansk unæt er en interpolation, da vi jo ved at det er en fordømt sjæl. Muligvis har et forlæg haft noget der svarer til Lenka Jiroušková: Die Visio Pauli, s. 789, hvor håndskrift L 12 har Que operata es male in terra? = Hvad har du gjort af ondt på jorden, og håndskrift Br har Ve ve tibi, anima misera, quia mala opera in terra fecisti! = Ve, ve dig, elendige sjæl, fordi du gjorde så meget ondt på jorden. Heroverfor står et stort antal håndskrifter, der ikke har noget med male/ mala. 97 Tha leddes hun foræ høgistæ domere i heluidæ, oc lesde selff eth breff ther alles henne syndh var a, och fordømde sech self: Brandes visio s. 78 har det noget anderledes: Dixerunt ad invicem: «Vide istam animam, quomodo contempsit in terra mandata dei. Mox illa legit cartam suam, in qua erant peccata sua, et se ipsam iudicavit = da sagde de til hinanden: Se den sjæl, i hvilken grad han/ hun på jorden foragtede Guds bud. Han/ hun har lige læst sit dokument, hvor hans/ hendes synder stod på, og han/ hun har dømt sig selv. 98 innen thet inderste myrc, och ther var gradh oc tendær niscæll: refererer til flere steder i NT, f. eks. til Matthæus- Evangeliet, kap. 25, v. 30: (1992) v. 30 Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. 1901/ 1931 har Graad og Tænders Gnidsel. Gammeldansk niscæll anføres i GldO som nithskel idet det er afledt af verbet nithe = gnide. 99 gull engell: Brandes visio s. 78 har angeli = nogle engle/ englene. I den ovenfor omtalte gammeltyske version i Brandes Visio Sancti Pauli, s. 86 står der tilsvarende dy engell (læses di engel) = englene. Meningen er guld-engle, vel i betydningen gyldent skinnende, som man har kendt dem fra kirkeudsmykninger. Endvidere må de antages ved det gyldne skær at stå i modsætning til djævelens magter der er sorte; sml. ovenfor de fordømte suortæ møør och haffdæ allæ swortæ clædær. Se endvidere materialet i GldO, opslagsordet svart. Om forgyldte engle i kirker, se GldO, opslagsordet ængel, seddel 3, samt GldO, opslagsordet forgylle. - GldO, opslagsordet gulængel, har som belæg kun dette ene sted. 100 øptæ oc sagdæ: Brandes visio s. 78 har [vocem angelorum] letancium ac dicencium = [stemmen fra englene] der frydede sig og sagde. Ang. formuleringen øptæ oc sagdæ: Ofte gengives et enkelt latinsk verbum med betydningen råbte med denne dobbelte formulering. GldO, opslagsordet øpe har flere eksempler af typen. Seddel 4: Tha øptæ sancta kristina meth mekel røst oc sauthæ, med to latinske paralleller vocauit og clamauit, begge = råbte; seddel 11: øbendhe til hwsæns herræ ok sighende, med latinsk parallel clamantes = råbende; seddel 15: tha øptæ allæ mæth eens røst og sauthæ, med latinsk parallel exclamauerunt = råbte; seddel 41: Thaa øptæ Ihesus Christus pa korsset oc sathæ, med latinsk parallel clamavit = råbte; etc. GldO, opslagsordet øpe, viser talrige forekomster af denne dobbelte udtryksmåde i samlingen Hellige Kvinder, f. eks. s. 6.2, s. 8.24, s , s. 18.5, s , s , s , s Den dobbelte udtryksmåde findes if. GldO, opslagsordet øpe, også på latin: seddel 14: for thy øbæ the sighende, med latinsk parallel vociferantur dicentes = råber; seddel 18: øpte ok saghde, med latinsk parallel clamavit et dixit = råbte; seddel 19: øbendhe sagdhe, med latinsk parallel clamans dixit = råbte; seddel 71: øpte the til Herræn Ok sagdhe, med latinsk parallel clamaverunt ad Dominum et dixerunt = råbte til Herren; seddel 112: Ok en øptæ mæth stor røst oc sagdæ, med latinsk parallel et clamans voce magna Iesus ait = og Jesus råbte med høj røst. I disse tilfælde er de danske formuleringer vel blot ordrette oversættelser. Tilsvarende konstruktion findes også på gammeltysk: man rief unde sagte/ dem heidenischen here = man råbte til den hedenske hær, i: Eraclius. Deutsches Gedicht des dreizehnten Jahrhunderts. Hg. von Harald Graef (Straßburg/London

11 1883) s. 242, v ; swaz liute dô rief und sprach = hvad folk end råbte, i: Konrad v. Würzburg: Pantaleon, ed. Moriz Haupt, i: Zeitschrift für deutsches Altertum, Bd. 6 (Leipzig 1848), s. 235, v. 1496; der rief vnde sprach: fatir abraham, irbarme dich = han råbte: fader Abraham, forbarm dig, i: Jochen Splett (ed.): Das Bremer Evangelistar (Berlin 1996), s. 82; Ahimaaz aber rieff/ und sprach zum Könige = men Ahimaaz råbte til kongen, i: II. Samuels Bog, D. Martin Luther: Die gantze Heilige Schrift 1545, Bd. I (München 1974), kap. 18, v. 28 (s. 605); til dette sted: Vulgata har: Clamans autem Achimaas dixit ad regem; (1992) Akima'as råbte til kongen. 101 offter gen: betydningen synes normalt at være atter. Se GldO, opslagsordet gen (præp. adv.), søgebegrænsning Hellkv. Imidlertid har Brandes visio s. 78 deinde = dernæst, der passer bedre i sammenhængen. 102 Guddroten: et sjældent ord. Af GldO s elleve belæg under opslagsordet drotten er tre belæg med Guddroten (med varieret skrivning) fra Hellige Kvinder, hvor latinske forlæg har en form af deus = Gud. De øvrige belæg med guddroten er langt ældre (mellem 1050 og 1300), så ordet har vel, da samlingen Hellige Kvinder blev nedfældet, haft en konservativ klang. Det fremgår endvidere af GldO s materiale at det usammensatte drotten har været brugt i betydningen Gud (seddel 11). Således var der i Lund en Sancti Drottens Kirke (seddel 6, 7, 10). 103 løsæ: læse; sml. ovenfor, hvor den fordømte får eth breff ther alles henne syndh var a. 104 op: læses oop = råb; substantiv til verbet øpe = råbe. 105 skulde gange sammen: Brandes visio s. 78 har commoverentur = skælvede. 106 ælst: elsket. Se GldO, infinitiven ælske. If. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik (bd. 2), 369, (København 1932) bortfalder konsonanten k i trekonsonantgruppe lk, nk, rk, sk med følgende konsonant, altså ælskt ælst. 107 Miscundh oss! Michil archangell oc Pouel apostell, ther megith er ælst aff Gudh, beder foræ oss til Vorherræ: Brandes visio s. 78 har det samme: Miserere nobis, Michael archangele, ac tu Paule, dilectissime dei, intercedite pro nobis ad dominum = Hav barmhjertighed med os! Du ærkeenegel Mikael, og du Paulus, den af Gud meget elskede, bed for os hos Herren. - miscundh oss: imperativformen er 2. pers. ental. Bønnen er vel rettet til Gud. På latin er formen miserere på samme måde imperativ, 2. person ental. - ther megit er ælst aff Gudh: verbalformen er viser, at subjektet er ental, og det må altså være Paulus, der er meget elsket af Gud; tilsvarende er dilectissime dei vokativ ental, og det kan også hér kun være Paulus, der er meget elsket. - beder foræ oss: beder er imperativ, 2. person flertal, det må altså være Mikael og Paulus, der opfordres til at bede, som på latin intercedite pro nobis = (Mikael og Paulus) bed for os. - I både den gammeldanske og i den latinske tekst er tegnsætningen indsat af udgiverne på grundlag af en filologisk analyse, sml. Brandes visio, s. 57 med afskrift af del af håndskriftet. If. Brandes s. 57 har håndskriftet: ok sagde Miscundh oss michil archangell oc pouel apostell ther megith er ælst aff Gudh beder foræ oss til vorherræ 108 lysæ: læses lise = lindring. Sml. nudansk substantiv lise. Brandes visio s. 79 har refrigerium = afkøling, men i kirkesproget også = lindring, trøst (sml. GldO, opslagsordet lise, seddel 22, 37, 42), 109 Ther the hørdæ thet ther i pyne varæ, tha øptæ the alle met en røsth. Sancte Michil archangell oc sancte Pouell oc tusend tusende engle badhæ fore them: min gengivelse svarer ikke helt til Brandts, som lyder: Ther the hørdæ thet ther i pyne varæ, tha øptæ the alle met en røsth: sancte Michil archangell oc sancte Pouell oc tusend tusende engle badhæ fore them. - Brandes visio s. 79 har: Audientes hoc, qui erant in penis, exclamaverunt una voce et Michael archangelus et Paulus apostolus et milia milium angelorum = da de der var i pinen hørte dette, da råbte med én røst både ærkeenglen Mikael og apostlen Paulus og tusinder og atter tusinder af engle - men Visio har ikke noget der svarer til badhæ fore them. - If. Brandes s. 57 har håndskriftet: Ther the Hørdæ thet ther i pyne varæ tha øptæ the alle met en røsth Sancte michil archangell oc sancte pouell oc tusend tusende engle badhæ fore them - kolon efter røsth er altså indsat af Brandt og giver ikke mening. Den latinske tekst viser at et punktum havde været det korrekte. 110 there: deres 111 then fiardæ himmel: der var i middelalderen forskellige opfattelser af, hvor mange himle der var, og i hvilken himmel Gud holdt til. I den gammeldanske version af Sydrak er Han i den tredje himmel, som er den sidste af himlene, se Gunnar Knudsen (ed.): Sydrak (København ), s. 43: Then trediæ [himmel. PEJ] ær ther, som gudh selff ær. Den gammeldanske Sydrak omtaler dog s. 121 at somme mene, Ath ther ær syw hemmele. Det gør således Hildegard von Bingen i sin bog Physica, hvor hun mener at Gud er i den syvende himmel, se Reiner Hildebrandt m. fl. (ed.): Hildegard von Bingen - Physica (Berlin 2010), s. 427: in septimo celo deus est = Gud er i den syvende himmel. 112 the soghe: GldO, søgebegrænsning Hellkv, seddel 15, opfatter skrivningen soghe som præteritum af verbet se, dog uden kommentar, ej heller med henvisning til et muligt latinsk forlæg. Sætningen Da hørtes deres røst i den fjerde at de så Jesus Kristus, den levende Guds søn vær os barmhjertig etc. giver ingen mening. Brandes visio s. 79 har Tunc audito sono eorum in quarto celo dicencium: «Miserere, Christe, filiis hominum», deus descendit etc. = da i den fjerde himmel man havde hørt lyden af deres stemmer, som sagde: Vær barmhjertig, Kristus, med menneskenes børn, så steg Gud ned etc. Her har vi altså verbet dicere = sige. - At soghe skulle være præteritum af verbet se, må altså afvises. Man må imidlertid stille spørgsmålet: Forekommer i gammeldansk soghe som præteritum af verbet sæghje (= sige)? Det synes - omtrentlig - at være tilfældet. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd.vii (København 1971) s behandler præteritum af verbet sige. Det han kalder Form uden dental Spirant (s. 437), altså saghe

12 for saghthæ, er sjældent; det forekommer if. samme forfatters værk bd. II (København 1932) s. 370 i vestdansk, hvilket jo kunne passe med de jyske træk i Hellige Kvinder. En gennemgang af GldO, opslagsordet sæghje, søgebegrænsning Hellkv, søgning efter præteritum af sæghje, viser - ud over formerne sagde, sagdæ, sagdhæ - på seddel 28 saghe (= Hellige Kvinder s. 71, lin. 20, Lucia-legenden) og på seddel 34 saghe (= Hellige Kvinder s. 91, lin. 1, Marinalegenden). Seddel 28 s saghe kan ikke være præteritum af verbet sæghje, men må være præteritum af se (Gudh saghe ther ikke til). Sammenlign GT, 1. Mosebog, kap. 4, v. 4-5 hvor både Abel og Kain ofrer til Gud; her har Vulgata: v. 4 Et respexit Dominus ad Abel et ad munus eius, v. 5 ad Cain vero et ad munus illius non respexit, som i Christian Molbech (ed.): Den ældste danske Bibel-Oversættelse eller det gamle Testamentes otte første Bøger, fordanskede efter Vulgata (Kiøbenhavn 1828, håndskrift på det Kongelige Bibliotek Thott 8, 2 O, antagelig fra mellem 1475 og1500) lyder (s. 4): v. 4 Ok herræn saa til abæl ok til hans gaffwe, v. 5 æn til cayn ok hans gaffwe han ikke saa. Her har 1901/ 1931: v. 4 Og HERREN saa til Abel og hans Offergave, v. 5 men til Kain og hans Offergave saa han ikke. Ang. Seddel 34 s belæg som i håndskriftet lyder: Abbeten sagdhæ: huat ær thet, brøddre? The saghe: gac hiit etc., men som if. Brandts udgave lyder: Abbeten sagdhæ: huat ær thet, brøddre? The sagdhe: gac hiit etc. Her har Brandt lavet et utilbørligt indgreb, uden endda at nævne det i listen s over Rettelser i håndskriftet. Håndskriftets saghe kan være en skrivefejl, eller et eksempel på den af Brøndum-Nielsen omtalte Form uden dental Spirant. - Præteritum af verbet sæghje i formen soghe kender Hellige Kvinder ikke. Brøndum-Nielsen omtaler heller ikke formen soghe = sagde. Derimod er i gammeldansk præteritum soghtæ ganske almindelig, men den forekommer ikke i Hellige Kvinder! 113 Gudh: Brandes visio s. 79 har blot deus = Gud. 114 oc cronæ a hans hoffuit: svarer ordret til Brandes visio s. 79 et dyadema in capite eius = og med en kongekrone på sit hoved, men det lyder ubearbejdet på gammeldansk. 115 thom: If. Brandes s. 57 har håndskriftet them. 116 swaret Vorherræ: Brandes visio s. 79 har vox filii dei = Guds søns røst. 117 crysset: korsfæstet. Se GldO, opslagsordet krytse. Verbet krytze (med varianter) er entydigt fra middelnedertysk, mens oprindelsen for gammeldansk kors er usikker. Muligvis er det fra engelsk. Et kors hedder på middelnedertysk cruze, kruce, kruse, som skal læses cryze, kryce, kryse, da omlyd af u ikke angives; dette middelnedertyske ord lånes sjældent ind ind i dansk i den betydning, men får betydningen kryds, som synes at dukke op omkring hengder: om formen, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. II (København 1932), 326, anm gennem negeldh met naglæ: (ordret) gennemnaglet med nagler. Brandes visio s. 79 har: clavis confixus = fastnaglet, korsfæstet. Efter clavis confixus har Brandes visio s. 79 følgende som ikke findes i den danske version: acetum cum felle mixtum dedistis mihi in potum = eddike blandet med galle gav I mig at drikke. Sætningen mangler ikke i de i det ovenfor nævnte værk Lenka Jiroušková: Die Visio Pauli gennemgåede håndskrifter (se s ), der indleder afsnittet med typen Ego crucifixus fui pro vobis = Jech var crysset foræ ether/ Jeg blev korsfæstet for jer. 120 thiuuæ oc nøggæ oc auendzfulle oc høgmoduge: tyve og svigefulde og hadefulde og hovmodige. Brandes visio s. 79 har: fures et avari et invidiosi, superbi et maledicti = tyve, griske og hadefulde, overmodige og bagtaleriske. 121 engi kynns: ikke noget af 122 liffdæ: levede 123 lygner och vdædiss men: løgnere og ugerningsmænd. Brandes visio s. 79 har blot mendaces = løgnere. 124 thom: If. Brandes s. 57 har håndskriftet them. 125 Vorsherræ: If. Brandes s. 57 har håndskriftet vors herræ. 126 foræ myn Guddom: på grund af min guddommelighed. Brandes visio s. 79 har propter bonitatem meam = på grund af min godhed; Brandes anfører i en fodnote til dette sted at et manuskript i British Museum har pro ressureccione mea = på grund af min opstandelse. I et håndskrift fra III. redaktionsgruppe citerer Brandes i sin bog s. 33: pro mea misericordia = på grund af min barmhjertighed. Sml. Lenka Jiroušková: Die Visio Pauli, s logerdag: om førsteleddet loger-, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. I (København 1928), 174, anm noon time: niende time (regnet fra 1. time kl. 6). noon er låneord fra latin nona = niende; latin hora nona = niende time. 129 prime timæ: første time (fra kl. 6). prime er låneord fra latin prima = første; latin hora prima = første time. 130 dørworth: dørvogter 131 vreth: Brandes visio d. 79 nøjes med at gøre den mestus = ked af det. 132 Cerberus han ær heluidis hund: navnet Cerberus er overtaget fra den græske mytologi, hvor Kérberos vogtede over indgangen til Hades. - GldO, opslagsordet hund, viser at begrebet helvedshund var velkendt i middelalderen, se sedlerne 3, 5, 68, 72, 77. Især interessante er seddel 68: Tw [= Jomfru Maria. PEJ] haffwer helffwedis hwnde fordriffwet, som er dieffwelen, og seddel 77: O herræ ihesu christe, vær myn væn i myn ydærstæ timæ och fræls mægh fra helffwidis myrk och diæffwels røst oc ladh then vndæ helffwidis hwndh ey riffwæ myn fattughæ siæl. 133 forti: If. Brandes s. 58 har håndskriftet fforti.

13 134 time: tid. 135 the skulle loth tagæ væræ i himmerige met Gudzs englæ: loth tagæ være - lyder snarest som en fejl for loth tagæ eller væræ, altså med indsættelse af et synonym, som er hyppigt i senmidelalderligt dansk (dog ikke i samlingen Hellige Kvinder). Brandes visio s. 79 har habeant partem cum angelis dei = de skal være sammen med Guds engle. Ang. loth tage: Brandt s. 107 oversætter det ved være. loth tage betyder egl. have del i. Det middelalderlatinske partem habere cum Deo/ Christo/ sanctis/ angelis o.l. bruges ofte i betydningen være i paradis sammen med Gud/ Kristus/ englene - ligesom partem habere cum impiis/ infidelibus/ hereticis = være sammen med ufromme/ vantro/ kættere o.l. betyder at man kommer i helvede. GldO, opslagsordet lot, søgebegrænsning Religion, har eksempler hvor det svarer til et latinsk forlægs pars habere: Seddel 6: Thy wm thu wilt haffua løt medh Christo, hvor et latinske forlæg har: si cupis partem habere cum Christo = hvis du begærer at være sammen med Kristus; seddel 50 har: Gør thw ey thet, tha hauer thu ey lod met mek i himmerige, hvor et latinsk forlæg har: si hoc non feceris, non habebis partem mecum in paradyso = hvis du ikke gør det, så kommer du ikke med mig i paradis. 136 huore manninge i heluide vare: da Brandes visio s. 80 har quot pene sint in inferno = hvor mange pinsler der er i helvede, og den danske tekst opregner antallet af pinær, går jeg ud fra at spørgsmålet oprindeligt har lydt: huore manninge pinær i heluide vare. 137 firæ tusende pinær oc firtiuge hundræt oc siw: = firetusinde og fyrre hundrede og 7, sammenlagt Brandes visio s. 80 har sunt pene.c. xliiij. milia = der er næsten , på latin centum quadraginta quattuor milia. Den ovenfor omtalte anden latinske version, Brandes har aftrykt, har s. 67 quasi centum xliiij = næsten 144, på latin centum quadraginta quattuor. Det i indledningen nævnte værk Tue Gad: Legenden i dansk middelalder (København 1961) skriver s. 198, note 41: Jeg tror ikke tallet skal læses som 8007 eller 4147, men som en oversættelse i fejlagtig rækkefølge af»centum quadraginta iiij milia poena (et vii poena)«el. l., [poena? Der menes vel poenae. PEJ] altså straffe (og 7) ell. lign. Dog svarer så uordentlige tal som 8007 eller 4147 ikke rigtig til talopgivelser fra det hinsidige , som Brandes visio s. 80 har, kendes dog i det mindste fra NT, Johannes Åbenbaring kap. 7, v. 4, hvor der er , som er Guds tjenere, og som skal frelses. Det giver en vis logik: frelste versus lidelser. Den ovenfor nævnte Lenka Jiroušková: Die Visio Pauli har s opregnet en række varianter (144, , , o.l., men er det hyppigste. Hun har ingen angivelser i denne forbindelse med tallet syv; dette er muligvis sat på som en art trumf fra oversætteren, da tallet syv forekommer flere gange andetsteds i teksten (siukins loghæ, siu særlich pyner, then siwende pyne var onder døn, en pyt stodæ siu lose foræ). 138 huærtere: hver af dem; på ældre sprogtrin: hwar theræ o.l. Sml. Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd.v (København 1965) s hundræt: Brandes visio s. 80 har.c.iiij. = hafde the talt: if. Brandt s. 95 og Brandes s. 57 har håndskriftet halde. Brandt anser det med rette for en fejl og skriver i udgaven (s. 28) hafde. Der samme anfører GldO, opslagsordet have, søgebegrænsning Hellkv, seddel vphoff: begyndelse 142 wnnee: læses wunne = var til, vedvarede. Se GldO, infinitiven vinne. Sml. Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske sprog ( ), Bd København , bd. IV, s. 835, opslagsordet Vinde, go., pkt. 7 (go. = gærningsord = verbum). 143 Æn vare the hundræt men, oc hafde huærtere hundræt ierntunger oc hafde the tald aff verelssens vphoff, oc ee men værelden wnnee, the finge aldrigh talt the pine ther i heluide æræ: Brandes visio s. 80 har: si essent.c. viri loquentes ab inicio mundi et unusquisque.c. iiij. linguas ferreas haberent, non possent dinumerare penas inferni = selvom der var 100 mænd som talte fra verdens begyndelse og hver havde 104 jerntunger, så kunne de ikke optælle pinslerne i helvede. I den ovenfor omtalte anden latinske version, som Brandes aftrykker s , står der s. 68: et unusquisque habuisset ferream linguam = og hver havde en jerntunge. Kirkefaderen Beda Venerabilis (død 735) citerer Paulus-Visionen: si essent centum viri eloquentes ab initio mundi, unusquisque habens quatuor linguas ferreas = selvom der var 100 mænd som talte fra verdens begyndelse og hver havde 4 jerntunger etc., se Migne: Patrologia Latina. bd. 94 (Paris 1892) = Beda Venerabilis: Homiliae. Homilia C, sp Selvom ligheden med NT, Johannes Åbenbaring, kap. 7, v. 4 og de blev noget udvisket i den danske version, er det tydeligt at vi her har at gøre med beskrivelsen af et helvedsunivers som et modstykke til Guds frelses-univers i Åbenbaringen. Efter optællingen af de 12 gange frelste, skriver Johannes Åbenbaring if. Vulgata, som en art fortsættelse, i samme kapitel vers 9: Post haec vidi: et ecce turba magna, quam dinumerare nemo poterat = (1992) Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle. - Begrebet jerntunger behandles i Charles D. Wright: The Irish Tradition in Old English Literature (Cambridge University Press 1993), s. 145 ff. 144 For Gud actæ vy tha brodhær oc syster, oc see vy vether tesse pinær: Derfor lad os da agte Gud, broder og søster, og lad os frygte disse pinsler. - actæ vy og see vy giver kun mening hvis vi opfatter dem som imperativ, 1. person pluralis. Sml. Brandes Visio s. 80: Nos vero [ ] convertamur ad dominum = lad os da vende os til Gud. Om bydeformer af typen actæ vy og see vy, se Johs. Brøndum-Nielsen: Gammeldansk Grammatik, bd. VIII, (København 1974), 875

14 (sml. samme bind 812, især s. 66). - brodhær oc syster: Brandes Visio s. 80 har (kun) karissimi fratres = allerkæreste brødre. Lenka Jiroušková: Die Visio Pauli, s har ingen belæg med søstre (sorores).