DEN RETTROENDE KÆTTER

Transkript

1 Peter Rollins DEN RETTROENDE KÆTTER og andre umulige fortællinger 40

2 Indhold Forord: (Mis)kommunikationens hellige kunst... 9 Del I: Hinsides troen 1. Ikke skyldig Jesus og de fem tusinde At oversætte Ordet At vende den anden kind til Frelse for en dæmon Den uvurderlige perle Stor ulykke Den tredje mil Den usynlige profet Bestikkelsen At finde troen Del II: Gud er her ikke(?) 12. At være opstandelsen Den fortabte far At vente på Messias Den endelige dom Faderens synder

3 17. Den rettroende kætter Judas opgave Agnostikeren der blev ateist Gud i trøjen Forræderi Den troende Del III: Forvandlinger 23. Blindhed Faderens velsignelse At omstyrte kejseren Sønnen der ikke angrede Palæer Den afviste undskyldning Den sidste nadver Kærlighedens bog Et mirakel uden mirakel Belønningen for et godt liv Kætteren En tak til

4 8 Den tredje mil En lille gruppe disciple, der havde sluttet sig til Jesus, kort tid efter han stod frem, hørte ham en dag prædike ved en støvet vejside. De flokkedes omkring Jesus og hørte ham sige: Loven kræver, at I bærer en oppakning en mil, men jeg siger: bær den frivilligt to mil. Disciplene blev dybt imponerede, da de hørte disse ord, for på den tid havde en romersk soldat ret til at kræve, at en almindelig borger skulle bære hans oppakning en mil som en tjeneste for Romerriget. Denne nye lære gav ikke blot disciplene mulighed for at gøre denne undertrykkende lov til en demonstration af Guds riges værdier; den gav dem også mulighed for at lide en lille smule for deres tro. Da de romerske soldater tit gjorde brug af denne lov, blev den lille gruppe troende hurtigt kendte. Soldaterne håbede, at de borgere, de befalede at bære deres oppakning, tilhørte gruppen af disciple, og ofte knyttedes der venskabsbånd mellem romerne og disse mennesker, der fulgte Vejen. Da der var gået et år, var denne praksis blevet en så fast del af gruppens identitet, at det blev et af kendetegnene på deres fællesskab. Lederne refererede ofte til Jesus undervisning og lagde vægt på vigtigheden af at bære oppakningen to mil som et tegn på tro og hengivenhed over for Gud. Så skete det, at Jesus hørte om dette fællesskab, og da han var på vej til Jerusalem, tog han sig tid til at besøge dem. Le- 43

5 derne sørgede for at samle alle disciplene, spændte på, hvad Jesus ville belære dem om. Da alle var samlet, sagde Jesus: Kære brødre og søstre. I er trofaste og oprigtige, men jeg kommer med et nyt budskab til jer, for I har ikke forstået det første. Jeres lov siger, at I skal bære en oppakning to mil. Min lov siger: Bær den tre mil. 44 Kommentar Hvis vi betragter Bibelen som en slags etisk grundbog, der giver os en plan for, hvordan vi skal leve, kræver det, at vi behandler den på en bestemt måde. Det betyder, at vi fra teksten må forsøge at udlede specifikke svar, eller et system, der kan vejlede os i konkrete situationer. Når svarene én gang er fundet, kan vi vælge, om vi vil handle i overensstemmelse med dem eller ej, og vi kan bedømme, om andre træffer de rette etiske valg. Vi må imidlertid stille os selv det spørgsmål, om vi kan bruge Bibelen på den måde uden at gøre Jesus undervisning stor uret. Med andre ord må vi spørge, om Skriften virkelig kan give os konkrete etiske svar, der kan samles som religiøse leveregler, eller om Jesus faktisk åbnede for en radikalt anderledes måde at leve på. Hvad nu, hvis Jesus ikke kom med et etisk system, der skal følges, men snarere inviterer sine efterfølgere ind i et liv i kærlighed, der går ud over etik, et liv i frihed, der er hinsides alle former for religiøse regler? Vi kan se forskellen mellem at følge et etisk regelsæt og blive suget ind af kærlighed på denne måde: Et etisk system forsøger at anvise, hvad der skal gøres, så det kan blive gjort. I modsætning hertil er kærligheden aldrig begrænset, den læner sig aldrig tilbage, men forsøger altid at

6 gøre mere end det, der bliver krævet af den. Mens det etiske individ gør, hvad der kræves, bevæger den elskende sig ud over det grundlæggende krav. For at blive mere konkret: Hvis loven siger, at man skal give et vist beløb til velgørenhed, vil den, der elsker de fattige, give mere end det krævede beløb. I stedet for at vente på at finde ud af, hvad der skal gøres, eller hvor meget der skal gives, giver den elskende mere, end loven kræver og handler uden loven og opfylder dermed loven ved at sætte sig ud over den. Ovenstående fortælling udforsker denne tanke ved at forestille sig, hvad Jesus ville have sagt til dem, der havde taget hans undervisning om at bære en oppakning to mil bogstaveligt og betragtet det som et etisk påbud og en religiøs lov. I selve deres lydighed mod påbuddet misforstod gruppen fuldstændig budskabets radikalitet og underminerede dermed budskabet. Deres bogstavelige tolkning af påbuddet gjorde, at de, snarere end at tage det for alvorligt, ikke tog det alvorligt nok. Det ville være forkert at fordømme disciplene i denne fortælling, for de forsøgte i det mindste at gøre noget. Der lurer imidlertid en reel fare i de oprigtige forsøg på at tage Jesus lære bogstaveligt, nemlig den at gøre hans måde at sætte sig ud over loven på til en ny lov. Jesus radikale måde at leve på giver os en langt større udfordring, end hvis vi skulle leve efter loven. For mens loven giver os et facit at leve efter, kalder kærlighedens liv os ud over loven. Kærlighed skubber os ud over pligten og handler, når vi ikke er sikre på, hvad der er etisk rigtigt at gøre. Hvis det etiske spørgsmål er: Hvad skal gøres? tilføjer kærligheden: Jeg vil gøre mere. Hvis vores etiske kompas 45

7 46 ikke kan give os en klar retning at følge, begynder kærligheden alligevel rejsen. Kærligheden viser en vej, når de etiske krav er blevet hørt eller ikke ved, hvad de skal sige. Er det ikke det, Jesus kalder os til? at sætte os ud over loven for at opfylde den. På den måde forsøger fortællingen at fremdrage kærlighedens sande, radikale natur, som den kommer til udtryk i Jesus liv og undervisning. For han viste en kærlighed, der går længere end nogen lov kan udtrykke, eller noget bud diktere. Han udstrålede et revolutionært liv, der altid forsøgte at være tro mod loven ved at overgå den.

8 9 Den usynlige profet Det er blevet fortalt, at da Gud sendte en af de største profeter til jorden, var djævelen så skrækslagen for, at folk ville følge hendes budskab, at han udklækkede en plan for at sikre, at budskabet aldrig ville blive hørt. Han besluttede at skjule hendes budskab så godt, han kunne. Han søgte vidt og bredt efter et gemmested, der ville være så uigennemtrængeligt, så skjult, at ingen nogensinde ville høre budskabet. Efter en lang og besværlig søgen fandt djævelen endelig det perfekte gemmested; han skjulte profetens budskab i skønhed. Da profeten begyndte sin tjeneste, samledes folk omkring hende for at beundre hendes legendariske skønhed og stilfuldhed. Hun bevægede sig med usædvanlig ynde, og når hun åbnede munden, lød ordene som om, de var forfattet af en guddommelig poet og sunget af et englekor. Når hun talte, mumlede folkemængden ærbødigt: Er hun ikke smuk? Se, hvor elegant hun bevæger sig, Hvilken ynde og pragt hun besidder, og Hvilken storslået digtning hun fremfører. De store malere tegnede hendes skikkelse, og digterne benyttede hende som muse. Kritikerne berusede sig i hendes omhyggeligt udvalgte ord, og billedhuggerne vendte sig til deres marmor. Hendes budskab var hårdt hun talte om en forestående katastrofe, der ville ramme jorden, hvis ikke menneskene lærte at elske planeten, leve i enkelhed, give afkald på egoisme 47

9 og i stedet være ydmyge. Hun forkyndte, at hele byer ville blive jævnet med jorden, hvis ikke folk igen lærte at elske uden forbehold, uden gengældelse og uden grænser. Men profetens fordømmende ord blev kun hædret som poesi, men ikke efterlevet. Hendes skønhed og ynde overskyggede hendes budskab, indtil både hendes ord og hun selv blev fuldstændig opslugt af hendes stemme og fremtræden. Så menneskene bevægede sig mod deres undergang under dans og sang, med øjne, der ikke kunne se, og ører, der ikke kunne høre. 48 Kommentar Vi kan forstå denne historie, hvis vi betragter operaen. Det er let at gå til en operaforestilling og blive så opslugt af det audiovisuelle skue, at man glemmer at lægge mærke til budskabet og historien, der er placeret i det budskabet, der er vigtigere end alle effekterne, og historien, der skabte forestillingen. På samme måde er mange af os blevet så betaget af det, vi ser som Bibelens fuldendte form, at vi ikke lægger mærke til det budskab, som ordene indeholder den historie, der umuligt kan rummes i eller begrænses af ordene, budskabet, der skabte ordene. Derfor må vi være forsigtige med at bruge al vores tid på at stirre os blinde på ordene, tale om dem og lære dem udenad, for det kan meget vel være tilfældet, at den beskæftigelse kan tilsløre selve Ordet, som ordene vidner om. Vores opgave er ikke bare at vende tilbage til Bibelen, men at vende tilbage til det livgivende Ord, der skabte Bibelen og taler gennem den høre budskabet ved at udleve det, snarere end blot glæde os over dets vellyd.

10 10 Bestikkelsen Der var engang en gammel og lærd præst, der utrætteligt arbejdede i gaderne i en by dybt inde i et rige, som blev regeret af en aldrende konge. Denne præst nød stor respekt blandt alle folk, og han blev konstant opsøgt af mennesker, der havde brug for hjælp med det ene eller andet. Kongen i dette enorme rige havde en ung søn, der hadede kirken. Han var frastødt af det, der forekom ham at være kirkens hykleri og bedrag. På grund af dette dybe had fik prinsen ofte kirkeledere fængslet, ligesom han fik religiøse møder afbrudt. Men hans handlinger afslørede også en dyb misundelse. Han var særligt utilfreds med, at der var en præst, der havde folkets respekt, som han mente, han selv havde krav på. Hvorfor lader folket sig forføre af dette gamle fjols? tænkte prinsen. Han er som så mange andre af sin slags: en kynisk løgner, der sælger løgne til folket for at have et levebrød. Prinsen havde et brændende ønske om at sætte en stopper for præstens arbejde, men han ville ikke påkalde sig folkets vrede. Så han udtænkte en plan, som han mente én gang for alle ville udstille præstens hykleri for alle i riget. Han er en fattig mand, tænkte prinsen. Jeg vil tilbyde ham en stor sum penge til gengæld for, at han offentligt bekender sit eget og kirkens hykleri. Så en sen aften i ly af mørket aflagde prinsen præsten et besøg. Da han var kommet indenfor i præstens hjem, sagde han: 49

11 Jeg har magt til at nå alle mennesker i dette rige gennem trykpressen. Vil du for rupi skrive et brev, der bliver udsendt over hele riget gennem telegrammer og aviser, som fortæller folk, at du ikke er andet end en løgner og en hykler? Præsten var rigtignok en fattig mand, der var født ind i fattigdom og ikke havde kendt andet hele sit liv. Han tænkte sig grundigt om, før han endelig svarede. Jeg vil gøre, hvad du beder mig om, men kun på tre betingelser. Hvad er dine betingelser? spurgte prinsen. For det første må du lade mig og min kirke i fred. Ja, sagde prinsen. For det andet må du løslade de af mine søstre og brødre, der ikke er skyldige i nogen forbrydelse. Det vil blive gjort, svarede prinsen. Og din tredje betingelse? Jo, sagde præsten efter en lang tænkepause, rupi er mange penge, og jeg er en fattig mand. Du må give mig tid til at få samlet dem sammen. 50 Kommentar De, der er rige og magtfulde, vil næsten uvægerligt bruge meget energi på at sikre, at de bliver betragtet som ufejlbarlige. Selvom vi alle er skrøbelige mennesker med en mængde svagheder, bruger de magtfulde mange penge og meget tid på at opbygge et offentligt billede af sig selv, der skjuler dette faktum. Ofte benytter de pr-bureauer til at finpudse et passende image, som de derefter markedsfører. Disse mennesker konstruerer omhyggeligt en slags ideal-ego, et syn på dem selv med kvaliteter som intelligens, venlighed og troværdighed,

12 som de bilder sig selv og andre ind, er en sand afspejling af, hvem de egentlig er. Den sande profet udviser en anden slags lederskab. Profeten skjuler ikke det faktum, at han er svag eller bliver udsat for fristelser, og han er heller ikke bange for, at andre finder ud af det; han indrømmer det gladeligt selv. Ligesom apostlen Paulus, der erklærede, at han var den største blandt syndere (1 Tim 1,15), har troende mennesker ikke bare en dyb forståelse for deres egne svagheder, men de erkender dem også åbent. I stedet for at forsøge at blive regnet blandt de vise, vil de troende gerne indrømme deres tåbelighed. For det er gennem erkendelsen af vores svaghed og tåbelighed, at troens kraft og visdom kommer til udtryk. For Gud udvælger de tåbelige ting i verden for at gøre de vise til skamme, og det svage i verden for at udstille de stærkes magtesløshed (1 Kor 1,27). I den ovenstående historie er præsten ikke bange for at blive udstillet som svag og uværdig, for han er ikke interesseret i at opbygge et rige, hvor han bliver tilbedt som konge. I stedet ønsker præsten at pege forbi sig selv og blive gennemsigtig, så det, der oplyser hans liv, kan skinne uden at blive skjult. Præsten er faktisk så bekymret for, at folk skal betragte ham som én, de bør tilbede, at han opfatter det som et positivt og venligt ment tilbud, som han må betale for, da han hører om prinsens ønske om at udstille ham som hykler. Her støder to uforenelige verdener sammen. Prinsens magt ramler ind i præstens magtesløshed, og prinsens visdom bliver udstillet som hul i sammenligning med den dybde, vi finder i præstens tåbelighed. 51

13 11 At finde troen Der var engang en prædikant, der havde en kraftfuld, men usædvanlig gave. Han fandt i en tidlig alder ud af, at når han bad for mennesker, mistede de på overnaturlig vis alle deres religiøse overbevisninger. De mistede alle uden undtagelse al tro på profeterne, de hellige skrifter og Gud selv. Så han fandt ud af, at han ikke skulle bede for folk, men nøjedes med at holde inspirerende prædikener og gøre gode gerninger. En dag var han på rejse gennem landet og faldt i snak med en forretningsmand, der var på vej i samme retning. Denne forretningsmand var en yderst magtfuld og hensynsløs investeringsrådgiver, der var hædret af sine kollegaer og respekteret af sine konkurrenter. Deres samtale begyndte, da forretningsmanden, der havde en dyb, grundfæstet tro, lagde mærke til, at prædikanten læste i Bibelen. Han introducerede sig selv for prædikanten, og de begyndte at snakke. I løbet af samtalen fortalte den magtfulde mand prædikanten alt om sin tro på Gud og sin kærlighed til Kristus. Han talte om, hvordan hans arbejde egentlig ikke definerede ham, men bare var noget, han var nødt til at gøre. Forretningsverdenen er et koldt sted, betroede han prædikanten, og i mit job kommer jeg ofte ud i situationer, der udfordrer min kristne tro. Men jeg forsøger, så vidt muligt, at være tro mod min overbevisning. Jeg går i kirke hver søndag, 52

14 er med i en bedegruppe og hjælper til med noget ungdomsarbejde. Og så deltager jeg også i et ugentligt bibelstudium. Disse aktiviteter minder mig om, hvem jeg egentlig er. Efter at han havde lyttet til sin medrejsendes historie, begyndte prædikanten at forstå formålet med sin ellers problematiske gave. Han vendte sig mod forretningsmanden og sagde: Vil du lade mig bede om velsignelse i dit liv? Forretningsmanden indvilligede straks, uvidende om hvad der ville ske. Og ganske rigtigt; efter prædikanten havde bedt en kort bøn, åbnede manden forbløffet øjnene. Hvor har jeg dog været naiv i alle disse år! udbrød han. Det står nu fuldstændig klart for mig, at der ikke er nogen Gud, der passer på mig, og der er ingen hellige tekster til at vejlede mig, og der er ingen Ånd til at inspirere og beskytte mig. Forretningsmanden var stadig forvirret over det, der var sket, da han var vendt hjem. Men nu hvor han ikke længere havde sine religiøse overbevisninger, blev det stadig vanskeligere for ham at fortsætte med sit arbejde. Da han blev nødt til at se i øjnene, at han ikke var en Guds mand, men bare en egoistisk forretningsmand, der arbejdede i et korrupt system, begyndte han at foragte sit arbejde. I løbet af få måneder fik han et nervøst sammenbrud, og snart efter opgav han sit arbejde helt. Han begyndte at føle sig bedre tilpas og gav nu alle de penge, han havde samlet sammen, til de fattige og brugte sin erfaring til at bekæmpe det system, han engang selv havde været en del af, og hjælpe dem, der var blevet undertrykt af det. En dag, mange år senere, mødte han tilfældigt prædikanten igen, mens han gik gennem byen. Han løb hen til ham, faldt ned for prædikantens fødder og begyndte at græde af glæde. Til sidst så han op på prædikanten og smilede: Tak, min kære ven, fordi du hjalp mig med at finde min tro. 53

15 54 Kommentar I denne historie får vi indsigt i, hvordan religiøs overbevisning i sig selv kan være en hindring for troens liv. Det er kun alt for let for os at tro, at vores religiøse overbevisning udtrykker den dybeste sandhed om vores indre liv, mens vores daglige arbejde kun er en maske, et nødvendigt onde, vi må udholde for at klare os i vores tids hektiske, konsumeristiske verden. På den måde kan vi tro, at det er vores engagement i bedegrupper, gudstjenester og bibelstudier, der afspejler vores inderste væsen. Vi tror, at vores religiøse aktiviteter i weekenden og om aftenen er de åndehuller, hvor vi samler styrke til at sætte spørgsmålstegn ved verden og til at undgå, at vi bliver fuldstændig opslugt af den. Er det imidlertid muligt, at disse aktiviteter i virkeligheden netop er det, der tillader os fuldt ud at tage del i verden? Hvad nu, hvis vi har brug for vores bedegrupper og bibelstudier, fordi de fungerer som en slags sikkerhedsventil, der lader os lette trykket og stresset ud af vores system, så vi kan fortsætte med vores arbejde dagen efter? Hvis det er tilfældet, så er de aktiviteter, som vi tror er en kritik af den uretfærdige verden, i virkeligheden netop de aktiviteter, som denne verden kræver for at køre problemfrit videre. Vores kirkeaktiviteter er i så fald ikke andet end udluftningshuller i maskinen. Denne logik kommer smukt til udtryk i brødrene Wachowskis Matrix-trilogi. I den første film ser vi, at der er en by, hvor menneskene lever i frihed fra det maskinernes fængsel, hvor de fleste mennesker ellers bliver holdt fanget, og at Neo (Keanu Reeves) er helten, der kan brin-

16 ge frihed. I de efterfølgende film finder vi imidlertid ud af, at der har været mange byer før Zion (den frie by), og at Neo bare er den seneste af en lang række Messiaslignende skikkelser, der er stået frem for at bekæmpe maskinerne. Ydermere finder vi ud af, at det faktisk er maskinerne, der står bag det, der ved første øjekast ser ud til at true dem: de står bag udviklingen af Zion, og de skaber de nødvendige forudsætninger for, at Neo (og de andre frihedskæmpere) kan dukke frem. Hvorfor? Fordi de har forstået, at hvis det undertrykkende system, de har skabt, skal fungere, bliver der nødt til at være plads til modstand mod systemet. I vores dagligdag er der en række handlinger, der i teorien bliver betegnet som ulovlige af regeringen og samfundet generelt, men alligevel er tilladte i praksis. For eksempel vender man det blinde øje til prostitution i visse bydele, og det er ikke særlig sandsynligt, at man får en bøde, hvis man kører 5-10 kilometer i timen over fartgrænsen. Folk kan altså bryde lovene på en måde, som faktisk er uofficielt accepteret af loven. Vi, der begår disse statsgodkendte overtrædelser, er ellers lovlydige borgere. Ja, en del af grunden til, at vi er det, er faktisk, at vi kan bryde loven i det små. Hvis ikke vi kunne begå små lovovertrædelser, hvis loven var fuldstændig ubøjelig, ville vi begynde at gøre oprør mod den på en mere gennemgribende måde. Ved at skabe et vist spillerum indenfor loven, bliver loven ikke opfattet som undertrykkende, og dermed er der større sandsynlighed for, at den bliver accepteret med alle dens fejl og mangler. I den ovennævnte historie forsøger jeg at undersøge og kritisere dette problem ved at bruge teologen Dietrich 55

17 56 Bonhoeffers tanker fra hans Breve og optegnelser fra fængslet. Her afviser han religion, fordi han føler, at den placerer Gud i periferien af livet som svaret på vores aktuelle uvidenhed (for eksempel som det navn, vi giver den, der skabte verden) eller som den, vi vender os til i den private sfære (i kirken eller derhjemme). Bonhoeffer afviser dette og nægter at give Gud et sted i verden, for når vi giver Gud et sted, så bliver Gud begrænset til en bestemt position (og den position er som oftest i periferien af livet). I stedet argumenterer han for en eksistens fuldt inkorporeret i verden, fuldkommen optaget af verdens bekymringer, en eksistens, der giver sig selv hen til verdens glæder og lidelser. Et sådant skridt kan misforstås som en måde at aktivt fornægte Gud på. Det kunne blive beskrevet som en humanisme, hvor mennesker bliver opmuntret til at tage ansvar for deres eget liv i stedet for at søge efter guddommelige svar. Men for Bonhoeffer var dette ikke enden på historien. Hvis religion anviser Gud et sted, og humanisme afviser dette sted, så mener han, at kristendommen fuldt ud favner denne humanisme, ikke som en måde at fornægte Gud på, men som en måde at fuldt ud bekræfte Gud på ved at nægte Gud et sted, bliver Gud bekræftet alle steder. Her lever man fuldt ud i verden for på den måde fuldt ud at leve foran Gud. Derfor skrev han: Foran Gud og med Gud lever vi uden Gud. Resultatet af denne tænkning er hævdelsen af en tro, der gennemsyrer alle vores handlinger, i stedet for kun at komme til udtryk, når vi står over for noget, vi ikke forstår, eller til et bedemøde, eller i en ugentlig indsats for samfundets fattige. Et sådant udtryk for troen rammer derfor en uautentisk modstand lige i hjertekulen og

18 kræver en radikal omprogrammering af vores sociale eksistens. Hvis vi skal sige det med religiøs sprogbrug, så stiller den ovennævnte historie spørgsmålet, om djævelen måske netop ikke hader vores mange kirkeaktiviteter, men derimod elsker dem, for det er gennem disse aktiviteter, vi kan sikre, at hans lumske ønske går i opfyldelse at der bliver foretaget nogle forandringer i verden, der i bund og grund sikrer, at alt i verden forbliver det samme. 57