Administration: Kulturhuset Stavnsholtvej 3, 3520 Farum Tlf

Transkript

1 Kulturhuset, Stavnsholtvej 3, 3520 Farum Adresser på udstillingssteder: Mosegaarden Skovgårds Allé 37, 3500 Værløse Åbent tirsdag - fredag kl , søndag kl Lukket søndage i juli. Administration: Kulturhuset Stavnsholtvej 3, 3520 Farum Tlf Købmandsmuseet Cornelen Stavnsholtvej 186, 3520 Farum Åbent første og sidste søndag i måneden kl Lukket januar, juli og august. Immigrantmuseet Stavnsholtvej 3, 3520 Farum For åbningstider, se Furesø Museer Nyt udkommer 2 gange årligt. Redaktion: Cathrine Kyø Hermansen (ansv.) og Ellen Elisabeth Jensen Redaktionen er afsluttet 1. juni Næste nr. udkommer januar Adresse på arkiver: Furesø Arkiver Lokalarkiv, læsesal og stadsarkiv Kulturhuset, Stavnsholtvej 3, 3520 Farum Åbent mandag - torsdag kl (Læsesalen kun med ekspedition til kl. 15) Design, sats, tryk og produktion: Bendt Wikke Marketing A/S Oplag: stk. ISSN FOTOQUIZ - SVAR: 9. Garnnøgle og garnvinde 8. Parti fra 1. sal 7. Fra museets legetøjssamling 6. Kirkevante 1. Trepaneret kranie 2. Dukkehånd 5. Pibebræt 4. Osso buco-knogler brugt som legetøj 3. Scene fra dukketeater

2 IMMIGRANTMUSEET MOSEGAARDEN KØBMANDSMUSEET CORNELEN KULTURHUSET 11 JULI-DECEMBER 2012

3 Velkommen til Mosegaarden Som den eneste bevarede af de gamle gårde i Værløse by udgør Mosegaarden et enestående kulturmiljø. Med sit 1700-tals stuehus og historiske haveanlæg kalder stedet på et øjebliks fordybelse eller en solrig stund på gårdspladsen. Mosegaarden har rammerne til at gæster både kan bidrage og deltage i udviklingen af en levende museumsatmosfære. Og vi er meget tæt på at kunne invitere alle Furesøs borgere til et besøg i egen historie. Museets medarbejdere benytter sommermånederne til at tilendebringe års arbejde med ny permanent udstilling, ny særudstilling, restaurering af magasinbygning og nyanlæggelse af udendørsarealer. Søndag den 16. september genåbner Mosegaarden. Vi ser med forventning frem til at præsentere vores gæster for resultatet af den sidste fase i vores to museers sammenlægningsproces. Efter adskillige år er det lykkes at samle lokalhistorien på én adresse. Og hvad kunne være mere oplagt end Mosegaarden? Stedet med traditioner og en unik historie. Mosegaarden skal fortsat fungere som furesøborgernes kulturelle samlingspunkt og huse en mangfoldighed af tilbud og arrangementer. På Mosegaarden går vi også nye veje, hvilket nyopsætningen af den permanente udstilling viser. Ny teknologi og formidlingsteknikker skal fremover være en naturlig del af den publikumsrettede virksomhed. Men samtidig fastholder vi også muligheden for genkendelsens glæde; Vi beholder indtil videre vores populære tidslomme på 1. sal. Fremadrettet bliver Mosegaarden også stedet, hvor øgede krav til fagligheden i det daglige museumsarbejde kommer til at udfolde sig. Det gælder ikke mindst forskningen i samlingerne og bevaringen af dem. På den måde genererer vi løbende ny viden om vores historie og identitet. Jeg ønsker god læselyst. Cathrine Kyø Hermansen Museums- og arkivchef 2 Købmandsmuseet Cornelen Immigrantmuseet, Farum Kulturhus Mosegaarden

4 Gyldent kvindeliv Af Gitte Broeng Billedkunstneren Trine Søndergaard revitaliserer historisk håndarbejde i sine fotografiske portrætter af unge piger med guldnakker. De broderede huer repræsenterer en næsten glemt kvindekultur. I Søndergaards billeder vækkes historien til live igen. Furesø Museer indleder projektsamarbejde med kunstfotografen. Kunstnerens første møde med guldnakkerne fandt sted i Tønder. Samlingen fra Furesø Museer var udlånt til Museum Sønderjylland, der også udstillede Strude af Trine Søndergaard. Jeg blev meget fascineret af guldnakkernes historie og fik lyst til at arbejde med dem. Snart går jeg i gang med at lave optagelser på Furesø Museer, hvor jeg har fået lov at fotografere nutidige Trine Søndergaard, kvinder iført guldnakker. Udstillingsgenstandene bliver på den måde hentet ind , C-print, Strude # 17, i nutiden. Før og nu mødes i portrætterne, fortæller Søndergaard. Courtesy Martin 60 x 60 cm. Asbæk Gallery Hun har tidligere beskæftiget sig med dragttraditionen på Fanø i serien Strude. Titlen refererer til den specielle ansigtsmaske, der blev benyttet af kvinderne på vadehavsøen, når de gik i marken. Mændene var af sted på havet det meste af året, og kvinderne stod for at dyrke jorden. Et fysisk krævende arbejde, der de fleste andre steder i landet blev varetaget af mænd. 1...hvad har vi her? Datidens designmærke Guldnakkerne kendes i Danmark kun fra Sjælland og var især udbredte på Hedeboegnen. Inspirationen kom blandt andet fra Tyskland og Østrig, men også den kirkelige kunsts brug af guldbroderier på messehageler. De fint forarbejdede huer blev broderet med fornem metaltråd i enten sølv eller guld af såkaldte huekoner. Moden havde sin blomstringstid i 1870 erne. I lighed med nutidens eksklusive designermærker fungerede guldnakkerne, udover deres skønhed, som statusmarkør. Huerne var kostbare og signalerede velstand. De blev båret af kvinder i rige bondefamilier. Nogle af huekonerne blev i stand til at forsørge deres familier gennem håndarbejdet. Struden var et tegn på, at Fanø-kvinderne udførte mandearbejde og klarede sig uden mændene. Ligesom struden er guldnakkerne et eksempel på en lokal klædetradition, som afspejler en særlig kvindehistorie, der knytter sig til et specifikt geografisk sted. Struden var et tegn på, at Fanø-kvinderne udførte mandearbejde og klarede sig uden mændene. Og på Hedeboegnen gav guldnakkerne huekonerne en højtspecialiseret profession, som gjorde dem økonomisk uafhængige. Samtidig signalerede guldnakkerne, at bønderne på egnen var rige, fordi jorden var fed. Det smukke klædningsstykke rummer derfor flere koder, forklarer Trine Søndergaard. 3 Trine Søndergaard (f. 1972), har udstillet over det meste af verden. Herhjemme bl.a. soloudstillingen Strude på Glyptoteket, Hun har modtaget flere udmærkelser bl.a. det 3-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond og den prestigefyldte tyske bogpris, Albert Renger-Patzsch-Preis. Hun har udgivet flere bøger. Senest Strude, 2012, Museum Kunst der Westküste.

5 Fortællinger fra Furesø Af Ellen Elisabeth Jensen museumsinspektør på 6 volt allerede før år Den lille motor, der bevirkede at petroleumslampen for første gang blev skiftet ud med elektrisk lys, kan nu studeres på Mosegaarden som landets eneste bevarede af sin slags. Nye oplevelser kendetegner sensommeren på Mosegaarden. Medarbejdere har jagtet en mangfoldighed af historier fra museets magasiner, og lander dem nu som små fortællinger i en permanent udstilling. Det var 2. pinsedag, 28. maj Vinden var gunstig mod en afgræsset skråning et andet sted på marken. Jeg havde tre mand til at hjælpe mig med starten. De to havde et tov i vingespidsen jeg var slet ikke sikker på, at jeg kunne beherske tre ror samtidigt. Den tredje mand gav et skub, mens han holdt i håndtaget foran højderoret og så rumlede jeg ned ad skråningen. Sådan fortæller Lars Larsen fra Kirke Værløse om sin første flyvetur med sit hjemmebyggede svævefly, Glider No. 2. Historien indgår i en række eksempler på nyopfindelser, udviklet og afprøvet i Furesø, under overskriften Tekniske vidundere. Til andre banebrydende begivenheder hører historien om Ellehammer, der i 1907 prøveflyver sit triplan på Farum Sø og historien om Svanen, en svensk konstrueret dampbåd med hjul, der kunne køre på skinner over Fiskebæktangen mellem Furesø og Farum Sø i Foto: Furesø Museer. slutningen af 1800-tallet. Båden blev en kort overgang Farums største turistattraktion hvilket også blev dens endeligt. Det er også et faktum, at naboerne til Søgård i Værløse stod med måbende miner, da sognets første vindmølledrevne generator leverede en spænding Ellehammer med sit triplan på Farum Sø den 28/ Fortælling, fund og fordybelse Den nye udstilling på Mosegaarden er bygget op omkring lokale fortællinger, valgt ud fra princippet om, at den enkelte lokale begivenhed, fx drabet af en tysk soldat på Farum Hovedgade, fungerer som en overskrift til at sige noget generelt Sæt gerne penge i banken i form om den større historie af relevant materiale, der kan øge uden for selve begivenheden, nemlig besæt- både nørdede og nye brugere. den vidensmæssige gevinst for telsestiden. Samtlige fortællinger er illustreret og perspektiveret særskilt med fotos og genstande, mens flere af dem også levendegøres auditivt. Når man som museumsgæst har oplevet sin lille fortælling og udstilling, og måske har fået smag for at vide mere, er der rig mulighed i udstillingens fordybelsesafdeling. Her kan man sætte sig i ro og mag og se film og billedkavalkader, eller aktivt søge i Furesø Museers databaser og udstillingens vidensbank. Sidstnævnte består af digitalt arkivmateriale med relation til de enkelte fortællinger, som løbende lægges ind på PC. Omsætningen i banken kommer også til at bestå af borgernes egne bidrag, forstået på den måde, at museet ønsker øget fokus på indsamlingen af arkivmateriale. Opfordringen til museumsgæsten er derfor: Sæt gerne penge i banken i form af relevant materiale, der kan øge den vidensmæssige gevinst for både nørdede og nye brugere. 2...hvad har vi her? Tjek på tiden I den nye udstilling giver tidslinier og historiske kort museumsgæsten mulighed for at danne sig et kronologisk overblik over udviklingen i Furesø Kommune. Hvordan livet i oldtiden og i 4

6 Generalstrejke i 1944 på Farum Hovedgade. Foto: Furesø Museer. middelalderen har udspillet sig, og hvordan udviklingen inden for skovdrift, skoler, kirker, det politiske styre, teknik- og forsyningssituationen, infrastrukturen, handel og håndværk samt dagliglivet generelt har formet sig, er beskrevet i en særskilt afdeling. I samme afdeling gives også en gennemgang af bebyggelseshistorien fra oldtidens bopladser til luksuslejlighederne på Laanshøj. Flexibilitet i fokus Målet med udstillingen har fra starten været at udvikle et fleksibelt udstillingskoncept. Ved at strukturere udstillingen i tre forskellige afdelinger med hver deres funktioner: At fortælle den Det har også fra starten været vigtigt for os at lave en for publikum så fleksibel udstilling som muligt, forstået på den måde, at der ikke er nogen start eller slutning på udstillingen. gode historie, at skabe overblik og at give mulighed for fordybelse, går vi målrettet efter løbende at forny udstillingen. Den ene fortælling kan skiftes ud med en anden. Uden at skulle ændre på hele udstillings-setup et. Det har også fra starten været vigtigt for os at lave en for publikum så fleksibel udstilling som muligt, forstået på den måde, at der ikke er nogen start eller slutning på udstillingen. Ved at vælge tematisering frem for én lang kronologisk fortælling fra flintøkse til forstadsliv, giver vi museumsgæsten frit spillerum til at bevæge sig rundt i udstillingen, og nappe lige præcis den del af historien, vedkommende finder mest interessant. Vi betragter selv den nye udstilling som et skelet, som også furesøborgerne kan være med til at putte kød på. Ligesom vi fra museets side løbende finder ny viden i arkiverne, håber vi også, at udstillingen vil appellere til museumsgæsten om at komme med udstillingsgenstande, facts og fotos. På den måde skaber vi en dynamisk udstilling for, om og af borgerne i Furesø. 3...hvad har vi her? 5 Hold øje med åbningsprogrammet 16. september i lokalavisen og på

7 Den onde jæger Af Helle S. Larsen skoletjenestemedarbejder Ørerne strittede, og øjnene var ved at trille ud på kommunens 2. klasser, da årets læsebog blev delt ud. Det har atter været Verdens Bogdag, og dermed er alle 2. klasses børn i Furesø blevet en lille bog rigere. Afsættet var i år et sagn, der dog har en virkelig person, overhofjægermester Vincents Joachim Hahn, som hovedaktør. Boguddeling på skole Foto: Marianne Routhe Sagnet knytter sig til en sten i det nordlige stengærde, der løber langs Fægyden i Værløse. Sagnet lyder kort, at hvis man en stormnat ved midnatstid og måneskin går ud til den hvide sten, vil man se, at en hest med rytter højt oppe fra, oven over skoven, styrer lige ned mod stenen og forsvinder ind i denne. Sagnet giver et problem, hvis man ikke vil ud i at digte en hel masse. Til gengæld er der så meget at gribe fat i om selve hovedpersonen, men så flytter handlingen jo uden for Furesø kommune. Så der var vægtige elementer, der skulle stemmes af i forhold til hinanden inden at bogen som helhed kunne falde på plads: For den aldersgruppe, der lige er kommet i gang med læseprocessen, er den spændende medrivende fortælling, det allervigtigste. For os som lokalmuseum er den lokale forankring vigtig, samt det at en bog til skolebørn også har et oplysningsformål. Hvordan de tre elementer, den spændende fortælling, sagnet - den lokale tilknytning, den hvide sten i Fægyden og resterne af jagtvejssystemet i Hareskoven og den faktuelle oplysning, parforcejagten og Vincents Joachim Hahns liv blev knyttet sammen, kan opleves ved at læse bogen, Den onde jæger. Hvad en hvid flintesten kan føre til Ved uddelingen af bøgerne til alle kommunens børn i 2. klasse havde vi fra Jagt- og Skovbrugsmuseet lånt en hirschfænger, det korte jagtsværd, der bruges til parforcejagt, og et gevir fra en kronhjort. Disse to genstande var med til at levendegøre spændingen i fortællingen, så ørerne strittede og øjnene var ved at trille ud. Med bogen følger muligheder for en række aktiviteter og udflugter for forældre og bedsteforældre. Først og fremmest lokalt ved at besøge sagnstenen (GPS-position: N 55 46,181 Ø 12 23,537 ) og resterne af det gamle jagtvejssystem i Hareskoven. På Frederiksborg Slot kan man se et maleri af Joachim Vincents Hahn ( ), og hans elefantriddervåben. På Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum er der en udstoppet kronhjort, som Chr. V har nedlagt ved en parforcejagt, og skal vi ikke antage, at Hahn har deltaget i denne jagt? Her fortælles ligeledes om parforcejagten. På Museet Kongelige Stalde og Kareter er der en udstoppet hest, som Chr. d. V har redet på. Mon ikke Hahn skulle have holdt den? I Roskilde Domkirke hænger Hahns sværd og begravelsesrustning, og han er desuden afbildet på Chr. d. V s sarkofag. Endelig kan man se hans smukt restaurerede kiste i Gl. Vor Frue Kirke i Roskilde. Der er altså nok at tage fat på bare ved at starte ved en hvid flintesten i Fægyden....ørerne strittede og øjnene var ved at trille ud. 4...hvad har vi her? 6

8 Gensyn med Jonstruplejren Af Freja Gry Børsting museumsinspektør De lettiske flygtninge var på flugt fra den russiske besættelse i Baltikum. Som bekendt endte denne besættelse først i 1991 med Sovjetunionens fald, og flygtningene kunne derfor ikke vende tilbage til Baltikum selv efter 2. verdenskrigs slutning. I Jonstruplejren boede flygtninge fra de baltiske lande især mange letter. Nogle af disse letter lagde i dette forår vejen forbi Furesø Museer og blev vist rundt i området, hvor Jonstruplejren lå i årene under og efter 2. verdenskrig. Jonstruplejren bestod af syv store beboelsesbarakker, som var blevet bygget af tyskerne under krigen til et tysk vagtkorps. I 1945 boede ca flygtninge i lejren i stuer af 14 og 21 personer. Stuerne var sparsomt møblerede med et bord, to stole og to små skabe til deling. Luftfoto af Jonstruplejren som den så ud under krigen. Foto: Furesø Museer Nogle gange kan lokalhistorien befinde sig mange tusinde kilometer væk. Det gør sig bl.a. gældende for historien om de folk, der, i årene efter 2. verdenskrig, opholdt sig i Jonstruplejren på Jonstrupvangvej. Lejren i Jonstrup eksisterer ikke længere, men de letter, der besøgte Furesø Museer, kunne alligevel genkende stedet på Jonstrupvangvej Først i 1949 tog de med skib til Australien, hvor de har boet siden. og de fortalte historier om, hvordan de bl.a. havde leget med danske børn fra de omkringliggende gårde. Til spørgsmålet om, hvordan de huskede opholdet i selve lejren, der efter sigende var kold og fugtig og hvor kosten stod på brødsuppe og mælkegrød, svarede letterne næsten enstemmigt, at de ganske enkelt var taknemmelige over at have fået hjælp, husly og mulighed for et nyt liv. I april måned i år var Furesø Museer så heldige at få besøg af en gruppe australske letter, der i årene efter 2. verdenskrig var i flygtningelejre i Danmark. I krigens sidste måneder var de flygtet fra Letland til Danmark, hvor de i første omgang var i flygtningelejr i Aalborg og derefter kom til lejren i Jonstrup. Først i 1949 tog de med skib til Australien, hvor de har boet siden. Her ses letterne (med et af deres børn og en chauffør). Foto: Furesø Museer 5...hvad har vi her? 7 Landsbyen Jonstrup ved Værløse ca. 20 km udenfor København, husede mellem 1945 og 1949 op til flygtninge i Jonstruplejren.

9 Sagnvandring i det gamle Farum Af Katrine Jessen skoletjenestemedarbejder Vi går videre hen til Farum kirkes våbenhus, som også har været hjemsøgt af en lindorm, der afspærrede indgangen til kirken. Landsbyens beboere måtte efter råd fra en klog mand opfede en tyrekalv i den bedste og fedeste mælk, så den kunne tage kampen op mod den enorme lindorm. For folk, der levede i Farum for mange år siden, var lygtemænd, helheste og lindorme ikke overtro, de var realiteter med rod i hverdagslivet, som byggede bro til det overnaturlige. Læs om Furesø Museers skoletjenestes erfaring med at fortælle sagn til 4. klasse. Den ø, der er ude i søen kunne det ikke være at tyren og ormen blev til den, da de slog hinanden ihjel i Farum Sø? spørger en dreng fra 4. b på Marie Kruse skole under en sagnvandring med Furesø Museers skoletjeneste. Skolens 4. klasser arbejder for tiden med sagn og den mundtlige fortælletradition. I den forbindelse inddrager lærerne sagn, sagnfigurer og overtro fra lokalområdet, og har rettet henvendelse til Furesø Museer. Inden vandringen får eleverne at vide, at de selv kan bestemme, hvor meget de vil tro på. Sagnvandringen begynder ved Majtræet, hvor en lindorm engang blev manet i jorden. Ormen ligger i dvale og vil hvert hundrende år trænge op gennem jorden og brøle frygteligt, så alle mennesker må tage sig vældig i agt og blive inden døre. Herefter går vi hen til huset, hvor der engang har været smedje. Her hører eleverne om smedens datter, som Ole Dybendal var så betaget af i stedsagnet, der fortæller, hvordan Dybendalsrenden i Nørreskov fik sit navn. Klaus Nars Holm. Foto: Furesø Museer 6...hvad har vi her?...lokkende lygtemænd og en kæmpehøj hjemsøgt af troldtøj og helhesten fra kirkegården. Med blok og blyant Undervejs på vandringen tager eleverne noter, lytter opmærksomt og stiller gode spørgsmål. Ude på den lille sti bag kirkegårdslågen standser vi op og ser udover de mange tage mod nord. Derude har engang ligget en mose med lokkende lygtemænd og en kæmpehøj hjemsøgt af troldtøj og helhesten fra kirkegården. Det er ikke underligt at mange i Farum blev glade og lettede, dengang højen ved Bondevangskær blev nedlagt i 1860 erne. Turens sidste stop er ved det lille stykke sandstrand for enden af stien ved Farumgård. Klavs Nars Holm kender de fleste som øen ude i Farum Sø. Vi kan skimte lidt af den fra det lille stykke strand, og eleverne tager for sidste gang på turen blokke og blyanter frem. Sagnet om, hvordan Klaus Nars Holm fik sit navn efter den opfindsomme og snedige hofnar, Klaus, bliver noteret. Drengen, som undervejs havde forestillet sig, hvordan tyrens og lindormens kamp skabte øen i Farum Sø, har allerede en fantasifuld idé til et nyt stedsagn om den lille ø i Farum Sø. 8 Da turen er slut fortæller læreren, at eleverne efterfølgende skal skrive deres egne sagn. Sagn er blevet kaldt eventyrets mørke søster, idet de ofte handler om livets skyggesider, uforklarlige fænomener, og ikke, som folkeeventyr, altid ender godt. Etymologisk stammer ordet sagn fra det oldnordiske sôgn, som betyder noget, som er sagt eller fortalt og det er et vigtigt element i vandringen, at sagnene fortælles.

10 Børnenes museum Af Ellen Elisabeth Jensen museumsinspektør sker. Eller når børnene får en puddersukkermad serveret i museumsbesøgets fingerede frikvarter. Og når børnene selv skærer sit æble i stykker og bagefter prøver kræfter med æblepressens håndsving, og mærker på sin krop, hvor stærk man skal være for at forvandle æblebåde til drikkeklar æblejuice. Børn i Værløse har altid været vilde med Mosegaarden. Stenøkser og menneskeknogler har fået øjnene til at vokse på mange purke lige siden museets start. I dag har mange før-skolebørn i Furesø prøvet at presse æblejuice eller filte sin egen uldbold på museet. Mosegaarden er rig på tilbud til de mindste. Fy for pokker, det lugter ikke godt! Flere af børnene holder sig for næsen, da det nyklippede fåreuld bliver lagt ud på bordet. Museets studentermedhjælper og museets frivillige hjælpere smiler tilfredse til børnehavebørnene, der er bænket omkring langbordet i Gadekærshuset. Den sanselige oplevelse ved at komme på museum er allerede formidlet og modtaget. Og Furesø Museer har nået sit mål. Første led i fødekæden Aktiviteter og fortællinger rettet til børn, der endnu ikke er kommet i skole, er højt prioriteret på Furesø Museer. Det sker i tråd med, at Kulturministeriet har en lang og rodfæstet tradition for at sikre børn, unge og deres familier et stort udbud af kulturoplevelser. Børnene er første led i den kulturelle fødekæde, og en stærk indsats på området vil bidrage til kulturelt og kunstnerisk kompetente børn. Set i den sammenhæng byder museer på helt særlige muligheder. At få historien i hænderne Når børnene kommer på museum træder de ind i en ny og ukendt verden. Gamle dage. De oplever kontrasten til deres egen hverdag. Fx når den strikse skolefrøken, i museets skolestue, med knold i nakken, beder om ro i klassen og truer med et spanskrør, hvis ikke det Furesø Museer arrangerer en månedlig børnekulturdag udover arrangementer i sommerferien og efterårsferien. I 2011 deltog 437 børn i alderen 3-6 år i Mosegaardens forskellige tilbud til de mindste. 7...hvad har vi her? 9 Det kunne være interessant at vide, hvor mange børn i Furesø, som får deres første museumsoplevelse på Mosegaarden. Arkivfoto: Furesø Museer Må vi få det med hjem? På Furesø Museer erfarer vi, at det er vigtigt for børns museumsoplevelse at de får en ting med hjem. Noget, som de stolt kan vise til deres forældre og søskende. Som når de er på besøg i smedjen, og banker bogstaver i gloende jern. Men det er også vigtigt for forståelsen af gamle dage, at børnene mærker historien. Både piger og drenge står i kø for at prøve at være smededreng; at hive i snoren til blæsebælgen. Imens står de andre børn og hører, lugter og mærker flammerne fra essen. Alle sanser er i brug. Bl.a. derfor kan museer tilbyde noget ganske særligt, når det gælder opbygning af kompetencer. Kroppen glemmer sent. Måske netop derfor er børn og pædagoger i Furesø glade for Mosegaarden?

11 Den udvalgte kulturarv Af Susanne Krogh Jensen museumsinspektør En oprydning, en flytning eller lysten til at videregive en god historie får fra tid til anden telefonen til at ringe på Furesø Museer med tilbud om genstande, billeder eller andet materiale, der beretter om dagligdagen eller særlige begivenheder i lokalområdet. Indsamling og bevaring af materiale, der kan formidle den historie, museet arbejder med, er en af museernes hovedopgaver, men langt fra alle effekter, museet bliver tilbudt, ender som museumsgenstande. I udvælgelsen af genstande tager museet både hensyn til den eksisterende samling, den historiske værdi, museets planlagte formidling og ikke mindst den tilbudte effekts bevaringstilstand. I foråret 2012 blev museet kontaktet i forbindelse med, at beboerne på gården Korsbjerghave i Farum efter mange årtier skulle flytte. Museet blev tilbudt at overtage en del møbler og landbrugsredskaber både fra Korsbjerghave og fra Egemosegård på den anden side af Trevangsvej. Møbler fra folkestuen, en kartoffelsorterer og andre genstande fortalte om livet på en gård i 1900-tallet, mens frugtkasser m.m. vidnede om gårdens tid som frugtplantage. Mere end lokalhistoriske genstande Ofte betyder pladshensyn og museets eksisterende udvalg af genstande, at museet takker nej til tilbudte genstande, men fra Korsbjerghave valgte museet både at modtage genstande med lokalhistorisk værdi og et antal møbler til brug i museets studiesamling til fremtidig formidling. Indsamlingen har bl.a. givet anledning til en mindre revision af den eksisterende samling på mere end lokalhistoriske genstande. En gennem- kartoffelsorterer og andre Møbler fra folkestuen, en gang viste, at museet havde i genstande fortalte om livet alt 14 standkister af forskellig på en gård i 1900-tallet. slags, men at samlingen ikke var geografisk dækkende for lokalområdet. Derfor kunne museet tage imod standkisten fra Korsbjerghave, der formodentlig stammer fra omkring år For at undgå at kompromittere museets øvrige samling blev tingene hentet på gården og kørt direkte til frysekonservering hos museets konservatorer i Køge. Om kort tid vender genstandene tilbage, og så er de klar til at indtage deres nye rolle som en del af den danske kulturarv. Gårdene Korsbjerghave og Egemosegård ligger i den nordlige del af Farum. I dag er Korsbjerghave ejet af Furesø Kommune og udstykket til rækkehuse. Fotografiet er angiveligt fra 1940erne. Foto: Furesø Museer. 8...hvad har vi her? 10 På kan man søge oplysninger om, hvad landets kulturhistoriske museer har i deres samlinger.

12 Rytterskolen i Farum Af Bjarne Birkbak arkivar I 1814 kom der en ny skolelov, som stillede større krav til, hvor meget plads, der skulle være til børnene. I september måned åbner der en udstilling om skoler i de nye særudstillingslokaler ved Mose gaarden. Skolehistorien i Furesø kan føres tilbage til slutningen af 1600 tallet. Kilder fortæller, at der i slutningen af 1600 tallet bliver indrettet skolehus i en gammel kirkelade lige uden for kirkegården i Farum. I 1721 udstedte Kong Frederik IV den såkaldte Rytterskoleforordning, som betød, at der i hvert rytterdistrikt et område ejet af kongen, som skulle stille med mandskab og heste til hæren skulle bygges skoler, hvor almuens børn Skolen i Farum blev bygget skulle undervises. midt i landsbyen, og stod Skolen i Farum færdig i blev bygget midt i landsbyen, og stod færdig i I 1814 kom der en ny skolelov, som stillede større krav til, hvor meget plads, der skulle være til børnene. Derfor blev der i 1820 etableret en skole i den tidligere kro i Stavnsholt. Da der i 1856 igen var for mange elever i Rytterskolen, valgte man i stedet for at bygge til at oprette en privat skole, der fik til huse i Det runde hjørne i Hovedgaden i Farum. Skolen flyttede nogle gange, men fungerede indtil den i 1971 indgik som en del af Marie Kruses skole, som også har en gymnasiedel. I 1901 og 1908 blev der bygget forskoler til de mindste børn i henholdsvis Farum og Bregnerød. Rytterskolen var i funktion frem til 1924, hvor der blev bygget en ny hovedskole ved Frederiksborgvej den gule bygning, som nu indgår som en del af rådhuset i Farum. 9...hvad har vi her? 11 Rytterskolen blev bygget i 1726 og fungerede som skole frem til 1924, hvor der blev bygget ny hovedskole. Bygningen ligger stadig midt i den gamle landsby. Foto fra ca. 1900, ukendt fotograf. I dag har Furesø kommune syv skoler samt Egeskolen i Jonstrup (10. klasse): Hareskov skole, Lille Værløse skole, Søndersøskolen, Syvstjerneskolen, Stavnsholtskolen, Solvangskolen og Lyngholmskolen.