Bibelen - hvor, hvornår, hvordan blev Bibelen til?

Transkript

1 Bibelen - hvor, hvornår, hvordan blev Bibelen til? Det var i det sorgens år 70, da verdensmagten Rom skaffede dødelig ro i et lille land, ikke så stort som Jylland, i det land, hvor Israel ligger i dag, i Palæstina. Mens nogle romerske styrker belejrede Jerusalem, hvis indbyggere var halvdøde af sult, tromlede andre hærafdelinger hen over landet fra nord til syd og indtog, brændte og nedrev alle landsbyer og byer på deres vej. Da endelig også Jerusalem var indtaget, udbrændt og brækket ned, fordrev romerne de ikke mange overlevende. Her ses udsmykningen på Titusbuen, hvor romerske soldater stolt bærer den syvarmede lysestage, hentet fra jødernes tempel i Jerusalem. Straks ved begyndelsen af den hellige vej, 'Via sacra', hen over Forum i Rom, lige ved siden af friluftsteateret Colosseum, finder man en velbevaret triumfbue; som indskriften, der møder en, når man nærmer sig, viser, er den rejst for kejser Titus (79-81 evt.) for at fejre hans og hans fars sejre over ikke mindst jøderne.

2 Til det sidste havde jøderne håbet på, at Gud skulle gøre et mirakel. Men det kom ikke. I stedet kom der ro i det øde land. Endnu mens romerne belejrede Jerusalem, slap nogle lærde mænd ud af byen med en mængde skriftligt materiale. De slog sig ned et sted ude ved kystsletten ud mod Middelhavet, Jabne, hed det, hvor der allerede var roligt. Og mens det jødiske folk spredtes til alle verdenshjørner, samlede disse lærde den bog, vi kalder Gamle Testamente. Den er et udvalg af det jødiske folks optegnelser om deres fjerne forfædres vandringer gennem skiftende verdensriger engang i bronzealderen, sådan fra omkring år 3000 før Kristus til omkring 1200 før Kristus. Der var optegnelser om jødernes liv i det land, de omsider fik i Palæstina, Kana'ans Land, som blev deres fædreland i over 1000 år; om lovene for det samfund, som nu var i opløsning; om festerne i deres forladte byer og i Jerusalems ødelagte Tempel. Men først og sidst, og gennem det altsammen, var det en beretning om, at der er en mening med at leve, også når alting synes tabt. Det vil sige: Først og sidst og gennem det altsammen fortalte de om deres tro. Der er mange navne på mange helte i Gamle Testamente, men hovedpersonen er Gud. Og imens de lærde i Jabne arbejdede på at redigere Gamle Testamente, var»ny Testamente«ved at blive til. Omkring 40 år før Jerusalem blev ødelagt, henrettede romerne, med støtte fra den jødiske øvrighed, en mand, der hed Jesus. Han blev korsfæstet uden for byen. Gennem tre år havde han skabt uro i landet. Mange af hans landsmænd havde i ham set en frelser, sendt af Gud for at befri først jøderne og så hele verden for undertrykkelse og vold og sult og sygdom. De herskende var uenige om mange ting, men de var enige om, at

3 Jesus var en farlig mand, farlig for det, man kalder freden. Og så lod de ham fængsle, anklage, dømme og henrette. Dermed skulle det have været forbi med Jesus. Men ikke så snart var han død, før der bredte sig det rygte, at Gud havde kaldt ham til live igen. Hans venner havde set ham og været sammen med ham flere gange. Alle kunne se, at de, der havde stået ham nær, var holdt op med at sørge. De var glade og fulde af mod til at leve og fortælle videre om hovedpersonen fra det Gamle Testamente, om Gud, og hans søn Jesus Kristus, der sammen med ham havde overvundet døden og stadig arbejdede videre på at frelse verden fra alt det onde, der ødelægger livet. Alle vegne, hvor Jesu efterfølgere kom hen, fortalte de. Og alle vegne dannede der sig menigheder - det vil sige små samfund, hvor man lever med andre ideer end ude i det store samfund. Fortællingerne om Jesus blev meget hurtigt oversat og nedskrevet på græsk, der var den tids verdenssprog, og til andre sprog i det romerske rige. De blev ustandseligt skrevet af og spredtes med utrolig fart over Romerriget, der dengang gik fra Skotlands grænse til langt ned i Afrika, fra Spanien til ind i Asien. Mellem menighederne var der livligt samkvem, og man skrev breve fra menighed til menighed. De blev opbevaret som store skatte og skrevet af igen og igen. Redaktøren for et af evangelierne (sådan kaldes bøgerne om Jesus) skrev på en bog om de første kristne menigheders tilblivelse. I året 70 var de vigtigste dele af Ny Testamente allerede blevet til, de næste 40 år bragte resten. Sidst kom det illegale skrift»johannes' Åbenbaring«. Det blev skrevet omkring år 100 til opmuntring for de kristne. Da var der nemlig så mange, der fulgte Troen, som de kristne kaldte det, at den romerske stat indledte en voldelig bekæmpelse af menighederne.

4 Ligesom Jesus selv blev hans efterfølgere betragtet som farlige for staten. Men gennem alle forfølgelser voksede»troen«, og i året 313 erklærede den romerske kejser Konstantin kristendommen for»tilladt religion«. Men da havde Ny Testamente allerede eksisteret længe. Bibelen - oversigt og tidstavle. Tilsammen udgør Gamle og Ny Testamente altså Bibelen. Gamle Testamente rummer et helt folks historie gennem 3000 år; Ny Testamente er beretningen om Jesus og hans jævnaldrende venner. Det giver jo en forskel i sidetallet. Men forholdsvis fylder Ny Testamente forbavsende meget med sin fortælling om en enkelt generation over for Gamle Testamente, der dækker 43 gange så lang tid.»bibel«betyder»bøger«, der er i alt 66»bøger«i Bibelen, 39 i Gamle Testamente og 27 i Ny Testamente.»Bøger«bruges også bare om et enkelt skrift; den mindste»bog«i Bibelen er et brev på en trykside, de største»bøger«er derimod på størrelse med, hvad vi til daglig kalder en bog. Inden for vor Bibel er»bøgerne«ordnet efter samme princip i Gamle og Ny Testamente. Først kommer det fortællende stof, som dog har mange indskud af anden art, love og digte for eksempel. For Gamle Testamente drejer det sig om 5 Mosebøger: Jødernes vandringer (ca før Kristus.) Josuabogen: Indvandringen i Kana'ans Land (ca før Kristus.) Dommerbogen: De første generationer i landet (til 1025 for Kr.) Ruts Bog: Den moabitiske kvinde, der blev stammoder for Davids slægt

5 2 Samuelsbøger: De første konger ( før Kr.) 2 Kongebøger: De to rigers konger ( før Kr.) 2 Krønikebøger: Juda riges konger (mest uddrag of Kongebøgerne) Ezras Bog: Jerusalem genopbygges ( før Kr.) Nehemias' Bog: Jerusalem genopbygges (445 før Kr.) Esters Bog: Jerusalem genopbygges i det fremmede. Disse bøger fylder godt halvdelen af Gamle Testamente. Efter dem kommer en række digterværker: Jobs Bog: Lidelsens formål i verden Salmernes Bog: De brugtes ved gudstjenesten i Templet. Ordsprogenes Bog: En samling ordsprog, som i mange tilfælde er gledet ind i vort almindelige sprog en slags vise ord, der bygger på livserfaringer. Prædikerens Bog:»Der er intet nyt under solen«. Livsfilosofiske betragtninger. Højsangen: Kærlighedsdigte, med erotik i poetisk omskrevet form. Og til sidst kommer Profeternes Bøger, inddelt efter længden i de 4 store med nogle digte, Klagesangene, imellem og de 12 små profeter. Profeterne virkede for de flestes vedkommende i kongetiden. Yngst er Daniel, skrevet 160 f. Kr. I Ny Testamente finder vi først fortællestoffet i de 4 evangelier: Mattæus, Markus, Lukas og Johannes, og i Apostlenes Gerninger, der tager fat, hvor evangelierne slutter - efter Jesu død og opstandelse, og fortæller om Jesu efterfølgere, apostlene (»apostel«betyder»sendebud«). Bogen begynder altså sin beretning

6 omkring år 30 og slutter omkring år 60, hvor dens hovedperson, Paulus, sidder i fængsel i Rom. Efter denne fortællende del kommer så Brevene, først Paulus' breve, som er det største afsnit, og så breve fra Jakob, Peter, Johannes og Juda foruden nogle mænd, man ikke har navne på, og Ny Testamente slutter så med Johannes' Åbenbaring, som vi har fortalt om. Tilbage er kun at fortælle, at Gamle Testamente, bortset fra nogle få sider, er skrevet på hebraisk, som var jødernes oprindelige sprog. Mellem 587 og 540 før Kristus var store dele of folket tvangsflyttet til Babylon. I den periode kom de til at tale aramaisk; nogle få sider of Gamle Testamente er på aramaisk, og det var også Jesu sprog. Men der er ikke bevaret så meget som en stump evangelium på aramaisk. Ny Testamente er skrevet på den tids fællessprog: græsk. Vi har dog nogle få citater af Jesu mund på modersmålet aramaisk i evangelierne. Nu har vi i store træk orienteret om Bibelens tilblivelse. Det, vi har oplyst, regnes nu for nogenlunde sikkert. Men ellers kæmper de lærde (forskerne) i dynger af bøger med den usikkerhed, som al historieskrivning er behæftet med. Alt det vil vi nu lade ligge og i stedet gå over til at fortælle de vigtigste af beretningerne i den kæmpebog, vi kalder»bøgerne«, simpelt hen. Praktiske oplysninger Lige så længe der har været en Bibel til, lige så længe har der været fortalt bibelhistorier. Ja, noget af det vigtigste stof i Bibelen er simpelt hen begyndt som fortællinger, remser, digte; de blev husket udenad og gentaget og gentaget, med mindre og større variationer, fra det ene

7 hundrede år til det andet, fra den ene familie eller stamme til de andre, indtil man på et tidspunkt begyndte at skrive ned. Det er godt at skrive ned. Det bevarer indholdet af historierne, når de, der kunne huske, er borte. Men tiden går; meget, der var lysende klart for læserne, dengang det blev skrevet, trænger efterhånden til en forklaring. Og forholdene er meget forskellige i Nærøsten og Indien og Danmark og Sydamerika og Grønland. Hver gang Bibelen kommer til et nyt land og en ny tid, er der noget, der trænger til at blive forklaret. Det er det, man kan gøre, når man genfortæller: Man kan forklare, imens man fortæller, så stoffet bliver til at forstå for læserne; fortælleren er jo fra samme sted og tid som læserne og har selv erfaret, hvor vanskelighederne ligger. For mange hundrede år siden begyndte man på at inddele Bibelen i kapitler, og kapitlerne inddelte man i småbidder:»vers«. Det har den fordel, at man også kan finde tingene i udgaver på fremmede sprog. Så når der f. eks. står 2. Mos 13, 14-16; kap. 14; så betyder det altså, at fortællingen stammer fra 2. Mosebog kapitel 13, vers 14 til og med vers 16, samt kapitlerne 14 og 15. Bibelen bruges ved kirkens gudstjenester.»kirken«består jo af flere forskellige kirkesamfund - den romersk-katolske, den græsk-katolske, den metodistiske, den baptistiske kirke, for bare at nævne et par stykker. Og så vil vi begynde med begyndelsen, lukke Bibelen og på første side første linje og høre om, hvordan de gamle jøder tænkte om Gud og verden og menneskers plads i tilværelsen. Så har vi også Bibelens hovedperson i aktion med det samme: I begyndelsen skabte Gud Sådan begynder den første af de to skabelsesberetninger, vi har i begyndelsen af vores BIBEL.