Paris byernes by. Frede Lauritsen

Transkript

1 Paris byernes by Frede Lauritsen

2 - 2 - Forord: Med ganske kort varsel meldte vi os til denne - Familietur til Paris. Navnet skyldes en familie- og vennegruppe, der flere gange har arrangeret en fælles tur til byer i Europa. Denne gang var der imidlertid plads til enkelte ud over den faste kerne. Derfor fik vi mulighed for at deltage, endda til en rimelig pris. Skønt vi tidligere har besøgt Paris, blev vi fristet, for Paris er ikke en by, man kan overkomme på en enkel tur, eller for den sags skyld to eller tre ture. Paris har sin helt egen charme med musettemusik og grønne alleer. Ofte har man dog hørt om franskmændenes arrogance overfor turister, eller i hvert fald over for den del af turisterne der ikke behersker det franske sprog. For franskmændene har generelt den opfattelse, at alle bør kunne tale fransk. Dog fornemmede vi denne gang en vis imødekommenhed på dette felt, hvad jo nok skyldes den stigende turisme, hvor i hvert fald den merkantile del af befolkningen efterhånden har set det fornuftige i at behandle turister med lidt mere respekt og lidt mindre arrogance. Paris og omegn har et enormt udbud af slotte, kirker og historiske seværdigheder. Byens udvalg af museer er helt enormt, og hvad disse besidder af verdenskunst, kan overvælde selv den mest hærdede og erfarne museumsgæst. Så selv om vi genkendte de mest befærdede strøg i byen, så var der så rigeligt af nye oplevelser at tage med sig hjem. Velkommen med på turen Hanne og Frede Lauritsen

3 - 3 - En meget tidlig morgen i efterårsferiens begyndelse, nærmere betegnet lørdag 15. okt. 2005, mødtes en lille flok spændte mennesker med små øjne på Museumspladsen i Ringkjøbing. Kl. 5:00 svinger en gul bus ind på pladsen, den lyder nummeret SC og bærer på siden navnet Iversen. En halv time tidligere havde en lidt mindre flok haft den samme oplevelse i Hvide Sande. Ikke mindre end tre chauffører skal betjene os på den kommende tur, der går til Paris. To af dem haster ud til en af byens morgenfriske bagere for at hente friskduftende bagværk, så os rekrutter ikke skal lide for store afsavn på turen. I den kølige morgen bliver bagagen hurtigt puttet ind i bussens bagagerum. Der knuses af med de få chauffører, der har leveret råmateriale til turen, men af forskellige årsager ikke har gjort sig fortjent til de oplevelser, der vil blive os andre forundt. Dagens store nyhed spredes, Danmark har klokken en syvoghalvtreds fået en ny lille prins og eventuelt kommende konge. En nyhed der liver lidt op i den ellers så kølige, tamme morgen. Lunt inden døre triller bussen, med 36 personer og Ebbe ved rattet, ud af byen, mens der vinkes og sendes lange blikke til de stakkels efterladte. Ebbe er iklædt en fin hvid skjorte med Amalie Rejser skrevet på flippen. Næppe har vi passeret Hezekiels Skammel i daglig tale Kuben (se 1993), før vi finder ud af, hvorfra vi kan forvente at blive serviceret. Duften af friskbagt brød har for længst spredt sig i bussen, denne blandet med kaffemaskinens snorken og udsendte aromatiske skyer fanges af vibrerende næsebor. Vi glemmer helt, det stadig næsten er nat. Straks bliver Ulla utrolig populær, idet hun troner gennem midtergangen med de morgenfriske og smurte rundstykker, der efterfølges af ost med tilbehør i form af peber i alle trafiklysets farver. Marmelade mangler der heller ikke hverken gul eller rød. Kaffebryggeren er på overarbejde, flere gange kommer Ulla rundt med kaffekanden, der får et tryk i toppen, og vore krus fyldes op. En behagelig overraskelse lurer, for nu kommer Ulla rundt med friskduftende morgenbasser godt med snask i, så meget - at et blad fra køkkenrullen er en nødvendighed. Hun indkasserer mange varme blikke som tak for lidt sødt til morgenkaffen, og hurtigt bliver kassen tom. Nu er turen kommet til en morgenbitter, en opstrammer der nødvendigvis bør indtages som et godt værn mod uønskede baciller. Der kan vælges mellem Fernet Branca og Underberg, og doktoren ved navn Nielsen er også med. Det tidlige tidspunkt til trods har et par turdeltagere skaffet sig en morgenavis, der cirkulerer rundt i bussen, men aviserne har endnu ikke fået nyheden om vores lille prins. Veltilpas og mætte af den omsorgsfulde og betænksomme servering er der skabt en god stemning i bussen, dertil kommer den tidlige opståen, så der fornemmes en almindelig mathed. Visse steder anes en diskret gaben og skutten sig i sæderne, så om lidt vil der sikkert være mange, der blunder ind i Morfeus arme. Men det vil være en stor synd, for i Ø anes en hær af tusinde morgenflammer, der danner et smukt gyldent skær på morgenhimlen.

4 - 4 - Vi har for længst passeret den gamle grænse fra Kongeå, og er nu tæt på nuværende grænse, det skønt klokken ikke er meget over syv. Der gøres et kort hold, for bussen skal tanke diesel. Det fortælles os, at rent papirmæssigt er det noget lettere at fylde på i Danmark. Næppe har vi passeret grænsen ved Kruså, før der igen gøres holdt. Det servicerende folk tanker op af øl og vand. Vi skulle jo nødig dehydrere i de kommende dage. Alle vi andre tanker op af engelsk lakrids, vingummibamser, spejderhagl, Kongen af Danmarks bolcher, chokoladekringler, mågeklatter og skumfiduser. Da vi igen ruller mod S, gnaskes der højlydt i enhver afkrog af bussen. Dette styrker tørsten, og der er en livlig trafik til baren. Efter mindre end en time passerer vi verdens mest trafikerede kanal Kielerkanalen (se 1895), der har sin ganske spændende historie. Efter endnu en stund har tyggebevægelserne gjort sit til, at søvnen kommer snigende. Men brat bliver vi afbrudt, idet en af bosserne ikke under os den mindste rast eller ro. John, med den ulastelige frisure, fatter mikrofonen og giver forskellige oplysninger om turens videre forløb. Han taler om Paris som vi andre om Hvide Sande, for han har været der så tit og kender Paris som sin egen bukselomme. Vi er i Paris kl. 22:17, lover John med overbevisning i stemmen, men han skulle tage så grusom fejl. Vi får udleveret kort over dit og dat, bl.a. over Metroen i Paris, som han siger, er ganske let. Der er kun 350 stationer at vælge imellem, de befordrer daglig mellem otte og ni mio. passagerer og bruger lige så meget strøm, som en by på indbyggere. Senere konstaterer vi, at John får ret, når man er kommet ind i Metro-systemet, er det ganske let. Metroen i Paris blev åbnet 10. juli 1900, for bedre at kunne afvikle trafikken under det kommende OL, som dette år blev afholdt i Paris. For første gang blev OL konkurrencerne åbnet for kvinder, og svømmekonkurrencerne foregår i Seinen. Danmark udbytte af legene var: To guldmedaljer: Gevær og tovtrækning. Det var for øvrigt i samtræk med Sverige Tre sølvmedaljer: Gevær To bronzemedaljer: Svømning og 400 m løb Igen i 1924 var der OL i Paris. Her vandt Danmark: To guldmedaljer: Boksning og fægtning Fem sølvmedaljer: Boksning, sejlsport, ridning og cykling To bronzemedaljer: Skydning og fægtning. John er nu færdig med sine informationer. Igen sætter folk sig mageligt til rette, dykker ned i sæderne og forbereder sig til en morgenlur. Men næppe har stilheden lagt sig, før endnu en fredsforstyrrer melder sig på banen. Hanne fatter mikrofonen og publicerer en konkurrence, der bevæger sig rundt i det ikke særlig lette danske sprog. Konkurrencen går ud på, at der i en sætning mangler to ord, disse to ord skal staves fuldstændigt ens, men har to forskellige betydninger. Her et eksempel: Mutter forstår det med det samme, men ingenting. Det manglende ord er - fatter. Sådan fortsætter 20 spørgsmål, og Hanne lover letsindigt en øl i præmie til de vindende. I dette tilfælde gik sejren til seks fra Holstebro, hvad der skabte lidt uro eller retter moro, for var det nu også retfærdig, seks - og så fra Holstebro. Vi er nu nået til en af Tysklands største byer - Hamburg. Men, men - motorvejstunnelen under Elben står under vand store problemer. Forstod du den. Dog passerer vi ganske kvikt. Tunnelen blev

5 - 5 - indviet 10. jan og var en stor lettelse for den koncentrerede trafik gennem Hamburg. Med den voksende trafik er trafikken gennem Hamburg igen ved at være et problem. Elben er Tysklands vigtigste flod med km. Den udspringer i Tjekkoslovakiet og udmunder som en bred flod i Helgolandsbugten V for Hamburg. Hamburg Havn er Tysklands største havn og hører til blandt verdens største havne. Den kan besejles af oceangående skibe. Det er enormt, hvad vi ser af kraner, de står næsten skulder ved skulder, så man føler, at de kan løfte hele byen, hvis de enedes om det. Store skibsværfter, olieraffinaderier og en omfattende industri ligger i forbindelse med havnen, eller havnene for de strækker sig over mange km. Omsider lykkes det for de fleste, at få lukket øjnene for en stund. Men panoramaet er der andre, der ikke vil gå glip af. Det udspilles i det landskabelige miljø vi passerer. Men så - hvad nu, bussen går næsten i stå. Der gisnes om trafikulykke eller vejarbejde. Uanset hvad - så vælger Ebbe at forlade motorvejen, og nu oplever vi landskabet helt anderledes. Farten er betydelig reduceret grundet de krøllede veje gennem små landsbyer. Det koster noget på tiden, men til gengæld betales med oplevelser der er mere intense. Arkitektonisk oplever vi den frisiske byggestil på tæt hold. De høje slanke popler markerer sig kraftigt i landskabet, stadig står rapsmarker i blomst, glæden over grøftekantens flora, kvæg på græs, enkelte rådyr og m.m. Lang tid går der dog ikke, før der høres maverumlen. Der er nemlig tidligere blevet talt om frokost, og noget sådan gør man ikke ustraffet. Der holdes udkik efter et passende sted, hvor der kan serveres, men det er her, som vi vist alle kender, når vi skal spise frokost i det grønne: Det bedste sted er altid lidt længere fremme. På en rasteplads i et skovområde gøres holdt, igen er Ulla på banen og disker op med brød og smør, tunmus, æg, tomat, agurk, peberfrugter, pølse og postej. Af drikkevarer vælger de fleste dåseøl. Skønt store anstrengelser finder vi ingen anledninger til at kritisere kvalitet såvel som smag, alt er helt i top. Sultne som vi er, gøres der et voldsomt indhug i proviantbeholdningen. Efter denne tiltrængte pause sætter Vagn sig til rattet. Også han er ulastelig klædt i hvid skjorte, men her står der Iversen på skjorteflippen. Kursen har, så vidt vi fornemmer ændret sig til mere V end S. Måske er Vagn bedst på en vestlig kurs. En gang imellem smutter vi over en stor å, eller er det mon en flod. Vi når ikke at tælle vandløbets flora og fauna, som er afgørende for, om det er det ene eller det andet. Som forklaring kan nævnes, at Gudenå egentlig har et forkert navn, for den er faktisk i dag en flod grundet et voksende antal af flora og fauna. Mange byer passerer vi, undertiden på større afstand. Enkelte gange fanger vi et bynavneskilt, så vi til en vis grad kan følge med i, hvor i verden vi befinder os. Det fornemmes, at landskabet er blevet mere fladt, så det kan måske tænkes, vi ganske ubemærket er smuttet ind i Holland, eller Nederland som det rettelig hedder. I dag er der jo ikke de store falbelader ved grænseovergange. Arealmæssigt er Nederland lidt mindre end Danmark, men der bor næsten tre gange så mange mennesker. Det vi kører igennem virker ikke særlig tæt beboet, men kommer man ind i byerne, så bor hollænderne tæt. Der findes en regel om, at de ikke må bygge etplans huse, men skal bygge i etager, netop grundet byernes ekstreme mangel på plads. En kort stund har Ulla slappet af, men nu hviskes der diskret i krogene, men dog ikke mere diskret end at hun kan høre det, om det mon ikke snart er blevet kaffetid. Straks vækkes Ulla af sin dvale, og kaffebryggeren begynder igen sit snorkende arbejde. En overraskelse lurer, og en

6 - 6 - overraskelse er jo altid herlig, ifald den er positiv. Og denne er meget positiv, Ruth har nemlig bagt en drømmekage til hele selskabet, en handling hun får stor og velfortjent ros for. Vi smæsker os, og nogle af os er endda så heldige, helt tilfældigt, at sidde et sted, hvor kagen passerer to gange, en sådan chance lader en slikmund ikke gå fra sig. Det koster et par kopper kaffe ekstra. Dagen er nu så fremskreden, at vi igen ser solens gyldne skær på himlen, men nu er det i V det brænder. Igen gør bussen et stop, der er nemlig gået flere kvarter, siden vi sidst fik mad. Aftenens dinner består af kold kartoffelsalat og skinke, og da det er en dinner, er der nogle, der flotter sig med rødvin. Skønt vi spiser, for jeg ved ikke hvilken gang, synes appetitten stadig ikke at fejle noget. Igen entrer vi bussen og farer mod Paris. Inden folk er faldet for godt ned i sæderne for at få sig et behageligt hvil, snupper Hanne igen mikrofonen. Den pige under os hverken rist eller ro, men præsenterer os nu for konkurrence nr. to. Denne gang er det 24 danske byer, der skal gættes. Fx lyder et spørgsmål: Udstrakt vandløb - og så er svaret naturligvis lang-å, altså byen er Langå. Vi tænker, så hjernen knager. Ingen har gættet alle byerne, men ved 20 melder de først sig. Igen bliver Hanne fattigere, for også denne gang har hun udlovet præmier i form af øl. Og denne gang bliver Holstebro slået på målstregen af Hvide Sande. Efter denne omgang hjernegymnastik breder matheden sig igen. Visse steder får de tunge øjenlåg magten. Flere vandløb, der nu formentlig skal betegnes som kanaler, passerer vi undervejs. Hvor tæt vi er på de store byer som Amsterdam, Rotterdam, Antwerpen, skændes vi lidt om. Hvorimod vi er temmelig enige om, at vi passerer Breda i Holland og Brussel i Belgien. Hvis der endelig skal lyde en lille beskeden kritik af turen, så savnede undertegnede geografiske informationer undervejs, så vi bedre kunne følge med i, hvor langt vi var nået på vores klode. Landegrænser passeres jo i dag næsten som sognegrænser herhjemme. Navne på vandløb og byer vi passerer evt. krydret med små historiske oplysninger. Men jeg ved udmærket godt, at jeg på dette punkt er en særling, for der er andre, der helst er fri for al den uro og snak, så der er ro til at læse Alt for Damerne, eller hvad der nu hører til ens favorit. Efter godt 20 timer, lidt over kl. 01:00, dvs. 2 timer og 43 minutter efter den lovede tid, når vi målet - Hotel Campanile i Paris med udsigt til Seine i distrikt Paris Saint-Denis. Udlevering af kufferter og værelsesnøgler går utrolig kvikt. Megen søvn er det ikke blevet til på turen, til gengæld har vi forsøgt at gemme alle oplevelserne på nethinden. Så for vort vedkommende er der næppe gået fem minutter, før vore trætte kroppe ligger udstrakt i herlige rene duftende lagner. Efter en lang og koncentreret dag gør søvnen omgående sin entre. Omkring kl. 8:00 arriverer de fleste af turens deltagere rimelig friske i hotellets restauration. Morgenmaden er serveret, og der er et rigeligt og stort udvalg af alskens herligheder til stor fornøjelse for dem, der har en stor og god morgenappetit. Dagen er beregnet til en større byrundtur i Paris. Med undtagelsen af et enkelt par er alle med på dagens tur, der starter kl. 9:30. Paris er en by med en enorm trafik, men til vores held er det i dag søndag, hvor trafikken ikke tilnærmelsesvis er så tæt, så trafikalt slipper vi forholdsvis let rundt i den næsten 3 mio. store by, der med forstæder runder over 10 mio. mennesker.

7 - 7 - Der er tale om en kraftig befolkningsudvikling, i 1100-tallet boede der ca mennesker i Paris. I 1518 var tallet vokset til og i 1814 til Den ældste del af Paris ligger på to øer i Seine - Ile St. Louis og Ile de la Cité. På sidstnævnte ligger Notre Dame de Paris, Palais de Justice og Sainte Chapelle, der er en af verdens fineste gotiske bygninger med pragtfulde glasmalerier, og la Conciergerie, byens ældste fængsel. Det er omkring disse bygninger og de to øer, at byen er vokset op på begge sider af Seine. Paris historie går tilbage til før vores tidsregning. Cæsar omtalte byen som Lutetia og kaldte indbyggerne parisii, derfor blev byens navn Paris. Byen beskrives fra den tid som befæstet på øen Ile de la Cité i Seine. Man kan læse, at Paris i 886 blev ødelagt af vikingerne efter 13 års belejring. Forinden havde vikingerne været i Paris flere gange. Vikingehøvdingen Godfred i 845, men pariserne købte sig fri for at blive plyndret. Vi er indstillet på det samme og kan berolige pariserne med, at hvis beløbet er rimeligt, så tager vi hjem på onsdag. I 855 var vikingerne igen i Paris, da hed høvdingen Bjørn Jernside, han plyndrede befolkningen, den grumme karl, men gik senere i tjeneste hos Charles II. Siden 987, under Hugo Capet, har Paris været hovedstad i Frankrig Paris er et af verdens betydeligste kultur- og kunstcentre, opdelt i 20 arrondissementer. Ikke mindre end 50 teatre findes der, et utal af biblioteker, arkiver samt politiske, økonomiske og videnskabelige institutioner. Og museer - uha hvor mange, ikke mindst hvis din interesse er malerier, kan du her bruge adskillige dage - nej uger, for en stor del af verdens mest anerkendte og dyreste kunst findes her. Floden Seine udspringer NV for sennepsbyen Dijon og løber på sin 775 km. lange vej gennem Paris, Rouen og udmunder i Kanalen ved Le Havre. Det er ikke småting, vi bliver præsenteret for på rundturen, for Paris er en meget stor by, der har utrolig meget at vise frem, så rigeligt til mange uger. De fleste seværdigheder kører vi blot stille forbi, mens John over højtalere fortæller om stedernes geografiske og/eller historiske facts. En del af stederne har vi tidligere været, andre vælger vi ud for at studere nærmere i morgen, hvor vi skal ud på egen hånd. De her nævnte seværdigheder kommer i vilkårlig rækkefølge: Slottet Palais du Luxembourg er bygget til Dronning Marie af Medici, der flyttede ind i Indvendig pompøst udsmykket af Rubens. Få år efter overtog kardinal Richelieu slottet, efter ballade med Louis XIII. Slottet har gennemgået meget. Under revolutionen blev Luxembourgpalæet brugt som fængsel. Under Anden Verdenskrig brugte det tyske Luftwaffe slottet som hovedkvarter. I dag huser slottet det franske senat. Haveanlægget omkring slottet, Jardin du Luxembourg, betragtes som byens smukkeste offentlige park, et yndet udflugtsmål for studenter og legende børn, her dyrkes tennis, basketball og motionister i stort tal løber på de omkringliggende stier. I det hele taget et afslappet og folkeligt sted. Her ses den flotte Medicifontæne, her står der en mindre model af Frihedsgudinden (se 1886), hvis ægte 46 m. høje storesøster var en gave fra Frankrig til USA i anledning af 100 året for Amerikas uafhængighed. Og det var her, Alexandre Dumas d Artagnan mødte de tre musketerer i fægtekamp. John fortæller om boligernes høje priser her i det absolutte centrum af Paris. Han henviser til et eksempel, hvor en lejlighed på 44 m 2 ude på øen ved Notre Dame blev solgt for 17½ mio. kr.

8 - 8 - Place de la Bastille (se 1380) med Julisøjlen til minde om Julirevolutionen 29. juli 1830 rettet mod Charles X s regerings grundlovsstridige forordninger. Her lå det forhadte gamle statsfængsel Bastille, der blev midtpunkt i Den franske Revolution (se 1789). Bastille blev stormet af borgere og bønder 14. juli Kommandanten og soldaterne blev massakreret, men da muren faldt, blev folket overrasket, der sad kun syv fanger. Rygterne var gået, at der var mange våben og sad hundredvis af uskyldige fanger i Bastille. De syv fanger var enten gamle og uskadelige eller sindslidende, men de blev frigivet. I Bastille havde der siddet så kendte navne som Francois de Voltaire (se 1694), Marquis de Sade (se 1740) og Honoré-Gabriel de Riqueti Mirabeau (se 1749). Straks efter indtagelsen af borgen blev den revet ned, og 83 sten med indgraveringer blev sendt ud til alle franske provinser som et symbol på de nye tilstande. I fortovet er den gamle mur markeret. Resten af borgens sten blev brugt til at bygge Concorde Broen. Det Dansk Studenterhus ligger i det sydlige Paris med tilsvarende huse fra andre nationer i den internationale studenterby Cité Universitaire Hvor Bastille tidligere stod, står nu Opera National de Paris Bastille, der blev åbnet 14. juli 1989 netop på 200 årsdagen for stormen på Bastille. Der er stadig dønninger om bygningen, men den akustiske oplevelse siges at være perfekt for de 2700 tilskuere, der er plads til på operaens fem scener. Området er et livligt arbejderkvarter Belleville og Ménilmontant med kirkegården Pére-Lachaise, hvor mange berømtheder har fået deres sidste hvilested bl.a. Yves Montand, Simone Signoret, Sarah Bernhardt, Frédéric Chopin, Moliere, Edith Piaf, Oscar Wilde mfl. Jernbanestationen Gare d Orléans blev bygget i 1900 på ruinerne af Palais d Orsay, der husede skattekontor og øverste domstol i Paris. Men under Pariserkommunens opstand i 1871 brændte oprørerne bygningen ned til grunden. Allerede i 1939 var den nye banegård blevet for lille og blev nedlagt. I mange år stod bygningen tom. En overgang hold auktionshuset Hótel Drouot sine auktioner her, senere brugte Renaud-Barrault-kompagniet huset til teater, og det var her, Charles de Gaulle (se 1962) aflagde ed som præsident i Et par år var bygningen flygtningelejr, og den blev brugt som kulisse i Orson Welles filmatisering af Kafkas Processen. I begyndelsen af 1970-erne overvejede man at nedrive bygningen, men en gammel plan om et kunstmuseum blev sat i værk. Bygningen, der er en arkitektonisk seværdighed, blev omdannet. Dermed kunne Musée d Orsay i 1986 præsentere den store lyse hal, med terrasser og trappeafsatser spækket med indsamlet kunst fra den franske stats øvrige samlinger. Museets kunst og kunsthåndværk præsenterer perioden , dermed dækker de hullet mellem Louvre, der slutter omkring 1850, og Centre Pompidou, hvis kunst dækker perioden fra omkring 1905 og frem. Musée d Orsay er efter min mening det allerbedste kunstmuseum i Paris, med fremragende og unik guldalderkunst, hvor næsten alle de store navne er repræsenteret. Men - museet har kun et dansk billede et skagensbillede af P.S. Krøyer. Selv om museet er stort, er det i forhold til Louvre overskueligt, og deres billedvalg er ekstremt godt. Det er det helt rigtige sted for os, der ikke bevæger os oppe blandt den uforståelige kunst. Et af Paris førende kunst og kulturcenter er Centre Georges-Pompidou. Nu er det sådan, og det gælder også i Paris, at kært barn har mange navne, det gælder også her, for Beaubourgcentret er det mest brugte navn blandt parisere, fordi det er områdets lokale navn, den tredje mulighed er Centre National d Art et de Culture Georges Pompidou - ganske enkelt.

9 - 9 - Centret er opført i årene til en pris af 1 mia. fr. Bygningen er meget speciel en stor firkantet betonbygning, hvor et kæmpe stålskelet og masser af glas i syv etager dominerer med udvendige kålormelignende udluftningskanaler, vandledninger, elinstallationer og rulletrapper hver type i sin farve. En meget sprælsk bygning. Centret ejer kunstværker, der dækker perioden fra 1905 og til i dag, besøgstallet er 8 mio. gæster årligt. Ikke mindst fordi der er en formidabel udsigt fra toppen af bygningen. Forum des Halles blev i 1979 åbnet som et supermoderne indkøbscenter, med alt hvad der hører til en by. Paris gamle frugt- og grøntmarked havde ligget her siden 1183 og indtil 1969, hvor denne handel blev flyttet til forstaden Rungis 20 km. S for Paris. De gamle haller blev revet ned i Oprindelig var det tanken, at kulturen skulle bære en stor del af centrets aktiviteter, men i dag er det de mange indkøbsmuligheder, der er langt dominerende. Place Vendóme blev anlagt i 1600-tallet og udstyret med en mægtig statue af Louis XIV (se 1643) Solkongen til hest. Den blev desværre, som så meget andet, ødelagt under revolutionen. I dag ser vi den 43,5 m. høje og 3,6 m. tykke Vendómesøjle, en efterligning af Trajansøjlen i Rom. Den er rejst i årene af Napoleon I som et sejrsmonument for sine sejrrige felttog. Søjlen er beklædt med 260 bronzerelieffer, der snor sig 22 gange om søjlen. Reliefferne er støbt af erobrede kanoner i felttoget 1805 og viser scener herfra. Indvendigt fører en trappe op til toppen, hvor der står en statue af Napoleon, der for øvrigt er udskiftet flere gange. Den ottekantede plads hører til Paris mere fashionable adresser med dyre guldvarebutikker. Dele af justitsministeriet hører også til her. På en facade ser vi indbygget som skabelon en kæmpedør, den er omkring sine 3-4 etager høj med et tilsvarende håndtag på et par meter. Napoleon havde en rationel tankegang, han indførte metersystemet (se 1790), hvor en meter svarer til 1/ af afstanden fra Ækvator til Nordpolen. En præcis og original meter er afmærket i platin og opbevares her, så en forskydning aldrig kan komme på tale. Pludselig råber John: Der har vi det. Det han mente var Hotel Ritz, hvor Ritt Bjerregaard som Danmarks udenrigsminister indlogerede sig i Regningen lød på kr. og uheldig for Ritt, blev det opdaget. Regningen fortalte, at hun havde drukket den dyreste champagne og brugt penge på andre luksuriøse ting. Statsminister Anker Jørgensen kaldte hende hjem 16. dec. grundet den megen kritik og bad hende af egen lomme betale de kr., Ritt nægtede og forlod regeringen. Da Paris gamle Opéra National de Paris - Garnier stod færdig i 1875 efter 55 år, blev den betegnet som: En katedral for civilisationen. Arkitekten var Charles Garnier ( ). Renæssancebygningen hører til blandt verdens største teaterbygninger, ikke mindst fordi scenen er enorm, den kan rumme 450 skuespillere på en gang. Der er plads til tilskuere, hvad der er mere beskedent. En ihærdig sjæl har fundet ud af, at bygningen har trappetrin, så det må åbenbart samtidig være et motionscenter. Trapperne er i marmor af vidt forskellige farver. Operaens kuppel er ganske flot, her er loftet dekoreret af Marc Chagall så sent som i Det meget kendte Phantom of the Opera af Andrew Lloyd Webber har bygningen her som forbillede. Sorbonne Universitetet, der betragtes som et af verdens fornemste universiteter, blev grundlagt af Robert Sorbon ( ) i 1257 som en teologisk skole. Mange danske kunstnere har gennem årene rejst til Paris for at finde inspiration. Først og fremmest gælder det indenfor malerkunsten. Men også H.C. Andersen kom her flere gange, og

10 Ludvig Holberg boede her i 1716, hvor han blev inspireret af Moliére, hvem han siden er blevet sammenlignet med. Panthéon (se 1764) Sainte-Geneviéve kirken i Paris blev bygget af Louis XV og indviet i 1791 som begravelsesplads for berømte franskmænd. Louis XV havde, under en alvorlig sygdom i 1744 lovet, at hvis han blev rask, ville han genopbygge den forfaldne kirke for Paris skytshelgen, Sainte- Geneviéve. Johan Otto von Spreckelsen (se 1989) er et kendt navn i Paris. Efter en international konkurrence blev den danske arkitekt i 1983 valgt til at bygge et stort ministerielt administrationscenter i Paris pris 3 mia. fr. Resultatet blev den nye Triumfbue La grande Arche. Den blev indviet 20. juli 1989 og ligger i en lige linie fra Louvre og gennem Triumfbuen, en strækning på 11 km. Karmen, som den også kaldes, vejer tons og er stor nok til, at Notre Dame katedralen kan stå oprejst under buen. Det er som at køre på Manhattan i New York her i La Défense, skyskrabere i marmor, beton og glas flere af dem virker nærmest som skulpturer. Alt findes der i dette område, bl.a. Europas største shoppingcenter på m 2 og arbejdspladser. Desværre døde Johan Otto von Spreckelsen ved egen hånd 16. marts Det skete efter store uoverensstemmelser med bygherrerne, der efter Spreckelsens mening sparede ufornuftigt på materialer, hvad der senere også blev bevist, dermed fik han ikke fuldførte byggeriet. I parkanlægget Champs de Mars - Marsmarken ligger Paris vartegn Eiffeltårnet (se 1889). Da den rager 320 m. op mod himlen, kan den ses fra alle vinkler. Vi kommer til den gennem Avenue Kléber og gør holdt på Place du Trocadéro, der blev anlagt i Her ligger Palais de Chaillot, der blev opført til Verdensudstillingen I de to store gulligbrune, buede bygninger er der flere museer, marinemuseum, antropologisk museum og filmmuseum. Står man midt på pladsen, har man skråt ned foran sig et stort og imponerende flot springvand. Pladsen giver uden tvivl den bedste udsigt der findes til Eiffeltårnet. Til verdensudstillingen i Paris 1889 blev der udskrevet en konkurrence om et markant bygningsværk. Der indkom 107 forslag, og man valgte et tårn tegnet af ingeniør A. Gustave Eiffel deraf tårnets navn. Efter verdensudstillingen var det planen, at tårnet igen skulle fjernes, men tårnet blev så populært, at det i dag er Paris vartegn og hører til en af verdens allermest kendte bygningsværker. Allerøverst, 1792 trappetrin oppe, byggede Eiffel en "elskovsrede." For at komme helt op skal der skiftes elevator. I det ene af tårnets ben findes en meget fornem restaurant, som vi har haft fornøjelsen af at besøge for en del år siden. Det var ekstremt dyrt, men da det var i erhvervsøjemed, var der sponsor på. Tårnet vejer tons og bliver malet hvert syvende år. Der skal bruges 70 tons maling for at dække jernkonstruktionens m 2 og de 50 km. stålstolper. De 25 malerne, der udfører dette job, skal på det nærmeste være aber og er udrustet som en anden bjergbestiger. Det tager 15 måneder og koster 20 mio. francs at male Eiffeltårnet. Til nu er tårnet malet 25 gange. I souvenirboden sælger de blandt meget andet tingeltangel - Eiffeltårnet som slikpind. Franske krigsinvalider bor stadig i Hotel des Invalides (se 1671). Derudover er stedet museum for fransk militærhistorie. I bygningskomplekset findes også kuppelkirken Dóme des Invalides, fyldt med faner de franske tropper har erobret fra fortidens fjender. Efter revolutionen blev kirken benyttet til opbevaring af krigsbytte fra Napoleons mange felttog. Kejser Napoleon I s jordiske

11 rester overførtes i 1841 fra St. Helena til Invalidekirken. Den lille mand ligger i en enorm stor kiste af rød porfyr og grøn granit, kisten besøges årligt af mange tusinde turister. Trods nederlagene er Napoleon stadig utrolig populær, således blev hans trekantede hat solgt i 1975 på auktion i Paris for kr. - ganske meget for en hat, må man sige. Ud for Invalidekirken ligger Paris mest berømte bro over Seine Pont Alexandre III. Her følger forskellige mindre oplysninger med Paris i centrum: Verdens første avis, Gazette de Paris, blev udgivet i Paris i Faldskærmsudspring lykkedes for første gang 22. okt Udspringet skete fra en ballon, hvorfra Andre-Jacques Garnerin sprang ud over Monceauparken i Paris. Dubonnet kan nydes for første gang i 1846, det skete også i Paris. Paris var den første by i verden, der oplever at blive bombet fra et fly. Det skete i 1914 under Første Verdenskrig. Under Anden Verdenskrig i årene var Paris besat af Tyskland. Unesco (se 1946) har hjemsted i Paris. Organisationen blev oprettet i 1946 som støtte for undervisning, videnskab og kultur. Paris er også sæde for OECD - Organization for Economic Cooperation and Development, der blev oprettet i 1961 som afløsning for OEEC. Organisationens formål er at udvide verdenshandelen samt at samordne økonomisk politik og hjælp til u-landene. Første generalsekretær var danskeren Thorkild Kristensen, der dengang boede i Paris. Han er måske bedre kendt som Thorkil Livrem, fordi han som dansk politiker gik ind for et stramt spareprogram. Indtil 1967 havde NATO (se 1949) hovedkvarter i Paris. Men i 1967 meldte Frankrig sig ud af NATO, og hovedkvarteret blev flyttet til Bruxelles. Disneyland ligger 32 km. Ø for Paris, det åbnede i 1992 som det femte Disney World og fik navnet Eurodisney. Blandt ungdommen i Frankrig er stedet næsten lige så kendt som Eiffeltårnet. Vi besøgte forlystelsesparken kort efter dens åbning, men var ikke imponeret, sat i forhold til en tidligere oplevelse i Disney World i Florida. Det kunne måske også skyldes, at ens smag har ændret sig i takt med alderen? Den 31. aug omkom Prinsesse Diana fra England ved en tragisk bilulykke ved Pont De L Alma i Paris. Det hævdes, at prinsessens chauffør havde kørt ekstremt stærkt for at undslippe påtrængende paparazzi-fotografer. Men mange andre teorier har været på banen. Dødsfaldet fik en enorm omtale over hele verden, og gav alvorlige skrammer i det engelske kongehus. Et kunstværk som mange af os har nydt i Danmark er Bjørn Nørgaards (se 1947) gobeliner i Riddersalen på Christiansborg. De er vævet i Paris, hvor Kronprins Frederik 17. maj 1999 klippede det sidste tæppe af væven.

12 Da vi når op på højdedraget Montmartre, får vi fri til et par timers selvstændig rundtur. Og det er bestemt ikke meget i et så alsidigt, historierigt og spændende kvarter. Forlystelsesetablissementet Moulin Rouge har naturligvis en stor rød mølle som butikkens vartegn. Stedet åbnede i 1889 og har gennem årene haft utrolig mange kendte berømtheder på sit repertoire. Navne som Joséphine Baker (se1906), Edith Piaf ( ), Maurice Chevalier ( ) og Yves Montand har optrådt i varieteen. Og måske er Toulouse-Lautrec (se 1864) den, der allermest har gjort stedet udødelig med sine malerier fra Moulin Rouges varieteliv. Kunstnerkvarteret Montmartre bag Sacre-Coeur er fuld af aktive kunstnere. Her står de næsten skulder ved skulder og maler på livet løs, mens os nysgerrige med beundring følger deres sikre penselstrøg. Mange af dem laver fabelagtige gode billeder på ingen tid. Bag deres staffelier præsenterer de på opstillede vægge deres værker, som de håber, vi fristes til at købe. Der er mange rigtig gode billeder, og priserne er rimelige fra I dette kvarter ligger også Musée Montmartre, der bl.a. har været privatbolig for malerne Raoul Dufy ( ), Maurice Utrillo ( ) og Pierre-Auguste Renoir (se 1841). Montmartres alt dominerende bygning er den imponerende Basilika du Sacré-Coeur (se 1876). Den flotte hvide kirke er bygget til ære for de mange faldne i den fransk-preussiske krig og Pariserkommuneopstanden (se 1871). Rigtig mange trapper skal du forcere, for at nå plateauet foran kirken, men så er du også mere end 100 m. over Seine. Herfra er der en enestående udsigt over Paris, og kommer du op i kuplen, hvad der koster mange kalorier, er udsigten helt formidabel. Kirkens indre er smukt og smagfuld. Ganske mange mennesker sidder i kirken, her sidst på eftermiddagen, tilsyneladende og beder. På gangene defilerer ustandseligt mennesker forbi. Alteret er flot pyntet med mange friske gule chrysanthemum. Tilbage i bussen velplaceret på vore pladser, går det igen mod hotellet. Der er en lille pause, hvor vi kan nå at få en skyller, før vi igen skal mødes for at tage ind mod centrum til aftenens fælles middag. Først går vi til Metro, det er jo så ganske let, siger John, og nu skal det prøves i praksis. Det går ganske gelinde, prisen er også rimelig, omkring 1 pr. næse hvis vi køber ti billetter ad gangen. Vi når uskadt frem til Restaurant Nos Ancétres Les Gaulois som betyder Gallernes efterkommer. Lokalet i Gallernes Kælder er meget rustik med ½ m. tykke planker, rå stenvægge og egyptiske stensøjler. På væggene hænger vildsvin, høstredskaber og gamle varmebækkener med indlagt elektrisk lys, hvad der er meget lidt charmerende. Det rå look går igen på gulvene, hvor der er drysset sand. Vi får direkte besked på, at bruge gulvet som askebæger. Bordene er pyntet med en råkostkurv ganske dekorativt, bestående af forskellige grøntsager såsom radiser, bladselleri, rødkål, agurk, tomater, fennikel og gulerod, det hele er til fri afbenyttelse. På et ta selv bord står forretten, der består af lækker paté, grisesylte, syltede grøntsager, flutes og smør. Herefter kan vi som hovedret vælge lam, okse eller grillspyd ristet over kulfyret grill, hertil serveres også flutes. Der blev ikke kælet meget for kødet, og krydderier var åbenbart ikke noget de kendte. Kødet havde slet ikke den smag, det fortjente. Meget synd for med en kulfyret grill er så absolut de allerbedste muligheder til stede. Serveringen bar præg af, ikke at kunne gå hurtigt nok. Efter den neutrale kødret fik vi forskellige gode oste og til slut en lille temmelig intetsigende nougatdessert.

13 Under hele menuen var vinkanderne på bordet, og når de blev tomme, kunne vi selv tanke op fra flere vintønder. Ret så charmerende, indtil vi opdagede, at forsyningen til vintønderne bestod af 20 liters vin i plastikposer. Vinen smagte dog rimeligt, men charmen tabte nogle point. Der blev drukket ganske tæt, sådan set fornuftigt nok for vinen var med i menuprisen, men bestilte man vand, så talte taxameteret. Efterhånden som aftenen forløb steg stemningen til det niveau, der kendes fra tidligere tiders grisefest på Mallorca. Under middagen entrerede en fuldvoksen guitarspiller, skønt et meget højt støjniveau fik han godt fat i publikum, der efter bedste evner sang med. Musikanten var eminent til at vælge sange, der var kendt af et internationalt publikum. Efterfølgende sendte han tallerkenen rundt, det afslørede, at han heller ikke var blottet for humor. Idet en af gæsterne lod som om, han tog pengene i stedet for at lægge penge på tallerkenen, hævede guitarspilleren advarende en finger no-no med et fint glimt i øjet. Jo, det var skam en hyggelig aften, hvor vi blev rystet godt sammen. Men på den kulinariske skala blev oplevelsen på et ret beskedent niveau. Efter endnu en behagelig søvn og et herligt morgenmåltid er vi klar til at erobre Paris på egen hånd. Nu, da vi allerede er ganske dus med Metroen, kravler vi, som den naturligste ting af verden, ned ad trapperne til de underjordiske tunneller, der siges at ligge i syv etager. Her snupper vi linien, der efter et enkelt skift skal føre os ind til den ældste del af Paris til øen Ile de la Cité i Seine, hvor selveste Notre Dame de Paris ligger. Her ved Notre Dame (se 1163) begynder dagens historiske vandretur for vores lille gruppe. Kirken er intet mindre end et arkitektonisk mesterværk i gotik. Daglig holdes der 4-5 messer flest om formiddagen, dertil andre kirkelige handlinger ugen igennem. Vi beundrer det dominerende store og dog harmoniske rum, de store, runde, flotte glasmosaikruder med en diameter på 13 meter er imponerende og hele atmosfæren løfter os ind i en tilstand af helligdom. Det var her Napoleon I (se 1769), let gabende af kedsomhed over det ceremonielle, foran alteret tog kronen ud af hænderne på Pave Pius VII., kronede sig selv og derefter Joséphine de Beauharnais til kejserinde. Først herefter fik Pave Pius VII lov til at foretage salvingen. Dette skete 2. dec Det var også her, Klokkeren fra Notre Dame boede i tårnet. Jo, stedet oser bestemt af historie. Tæt ved, stadig på øen, ligger Sainte Chapelle, juvelen blandt verdens fineste gotiske bygninger med pragtfulde glasmalerier. Bygget i årene som slotskirke til kongeslottet på Ile de la Cité beregnet til opbevaring af Kong Louis IX s hellige relikvier, som han havde købt af kongen af Konstantinopel. Det skulle bl.a. være selveste Jesus Tornekrone. Kapellet er enormt flot domineret af 618 m 2 glasmosaikruder, der viser 1134 scener fra Bibelen fra skabelsen til verdens undergang. Det må bestemt have været enormt dyrt, men Kong Louis havde betalt mere end dobbelt så meget for relikvierne end som for kirken. Der står ikke engang noget i historien om, hvorvidt der var tale om ægte varer. Endnu et par seværdigheder ligger på øen. Palais de Justice er stadig et juridisk center med retssale, kontorer og kriminalpoliti. Det var herfra Georges Simenons berømte detektiv Maigret opklarede enhver sag. Conciergerie er bygget i 1300 af Filip IV den Smukke ( ) som embedsbolig for skatteministeriet. Et praktisk sted tæt ved det gamle kongeslot, for det var kongen, der indkasserede skatterne. Charles V flyttede fra kongeslottet i 1370 til Louvre. Fra 1600-tallet blev stedet brugt som fængsel - byens ældste. Under Den franske Revolution sad mange kendte navne her i dyrt

14 betalte eneceller, før de måtte aflevere hovedet under guillotinen med Monsieur de Paris som bøddel. Interesserer det dig, hvad der blev af hovederne så (se 1761) en barsk fortælling. En af de mange, der afleverede hovedet, var Dronning Mari Antoinette. Vi har nu forladt den lille ø Ile de la Cité, egentlig synes vi, den er stor, for det er utroligt så meget vi allerede har set. Et væld af indtryk, såvel historiske som kunstneriske, er ved at blive opraderet på hjernens harddisk. I turistlitteratur kan læses, at der er ca. 30 broer, der forbinder øerne med hinanden og med Seinens bredder. Heraf er Pont Neuf den ældste bro i Paris bygget i årene Hvorfor de skriver ca. 30 broer, fandt jeg aldrig ud af, det passer ikke med kortet, der viser 15 broer, og tager vi hele Seinen gennem Paris, så er der mange flere. Man burde vel nok kunne finde ud af, hvor mange broer der er. Men så har vi jo noget at komme tilbage efter - nemlig at tælle broer. Da vi forlader øen, bemærker vi i Seinen en flodpram, det er faktisk en husbåd, der på dækket har tørresnor, cykler og alt andet, hvad der passer til en gårdsplads. Der er for øvrigt en del af den type skibe. Alt imens vimser en sværm af mennesker om os, trafikken er en anelse tættere end i Ringkjøbing. Det fortælles, at der daglig kører 1½ mio. biler gennem centrum. Til gengæld er der også mange cafeer - rigtig mange. Pludselig opdager vi, at vi er blevet tørstige, for netop en storbygåtur med så mange indtryk styrker tørsten. Vi falder ned på et hjørne, hvor der på fortovet står et par ledige stole, tilmed skinner solen behageligt. På internationalt sprog gør vi os forståelige, at vi er tørstige, for de fleste gælder det en øl, mens en enkelt afviger forlanger kaffe. Åbenbart er vi ikke havnet på det billigste strøg - syv for en øl, vi må sikkert gerne tage glasset med os. Hotel de Ville er Paris rådhus, hvad det har været siden 1300-tallet, hvor oldermand Etienne Marcel residerede. Men det er ikke den samme bygning. Den gamle styrtede sammen i det sumpede område og i år 1600 åbnede Henri IV et nyt rådhus, næsten som vi ser det i dag. Rådhuspladsen var tidligere skueplads for makabre henrettelser. Fx blev Henri IV parteret levende, da Ravaillac var kommet til magten. Han ville ikke risikere et modangreb fra den tidligere hersker. I nutiden har Jacques Chirac været borgmester i Paris, indtil han i 1995 blev præsident. Uden for rådhuset står en lang række salatfade klar til udrykning, så vi går ganske disciplinære forbi uden de store falbelader. Få hundred meter endnu og vi har nået verdens største og kendteste museum - Louvre (se 1190). En imponerende bygning - Europas største. En gåtur rundt om slottet tager en time, for der er fem km. Indgangen er gennem den imponerende glastrekant, der er bygget i slottets yderste gård. Den er på det nærmeste en kopi af glastrekanten ved Kongreshallen i Herning, eller er det mon omvendt? Da vi er kommet et par etager ned, kan vi, uden synderlig kø, købe billetter 8,5. Og så går vi i gang. Der er mange retninger og kunstarter at vælge imellem, det bliver billedkunst. Straks må vi konstatere, at al skiltning foregår på fransk. Typisk at franskmændene mener deres sprog burde tales af alverden. På godt gammeldags vestjysk dæ æ ræt møj å seje o. Det tager sin tid at studere kunstgenstande, som er museets astronomiske tal af sjældenheder. Bruger du et minut til hver del i museet og er til stede i hele museets åbningstid, så er du færdig om 1½ år. Men så må du ikke gå om bag gardinerne, når du bliver trængende, som man gjorde på Louis XIV s tid. Ja, se det kan du læse mere om andetsteds, hvis du har lyst (se 1190). Der er heller ikke beregnet drikke-, spise- eller hvilepauser, hvad der bestemt kan være nødvendigt, når man

15 koncentreret traver rundt fra rum til rum. Så det er bestemt ikke realistisk, at du er nået hele vejen rundt før om to år. Det er særdeles beskedent, hvad vi når at se, men imponeret er vi meget, og hende Mona Lisa malet af multikunstneren Leonardo da Vinci (se 1452) hilser vi pænt på i forbifarten. For skriverkarlens vedkommende er det hans tredje besøg på Louvre, og jeg føler stadig, at jeg kun har set en flig, af de muligheder der er, hvad jo bestemt også er tilfældet. Igen ude under Vor Herres himmel retter vi blikket mod NV, der ser vi Triumfbuen, i centrum af den ser vi langt ude den nye Spreckelsens Triumfbue. Fantastisk - at man gennem hjertet af en storby kan præstere denne akse på ca. 11 km. Vi er nu i Paris ældste og mest populære park Tuilerihaverne (se 1564), hvor Louis XVI (se 1774) havde sin daglige gang. De overvældende mange indtryk har tappet os for kræfter, så vi spejder efter et sted, hvor hvile og frokost kan kombineres. På Rue de Rivoli indtager vi som andre vikinger en restaurant, bænkes og bestiller lette frokostretter. Garibalde var navnet vistnok, men det er uden garanti, for regningen er blevet væk. Kvaliteten er rimelig, men det er vist ikke lige netop den restaurant, der har gjort det franske køkken berømt. På torvet udenfor restauranten står en statue, den må jeg lige se nærmere på. Det viser sig at være selveste Jeanne d Arc (se 1431) forgyldt endda. Bondedatteren med de usædvanlige evner og den tragiske skæbne. Endnu en sjov ting ser jeg her. Politiet, der aktivt regulerer den tætte trafik i krydset, bevæger sig scenevandt ind og ud af krydset på, - ja - rulleskøjter. Det er sikkert ganske praktisk såvel som hurtigt, men ser for os lidt fremmed og spøjst ud. I tankerne har jeg allerede skrevet overskriften i Ringkjøbing Amts Dagblad: Politi på rulleskøjter, her ville den have en hel anden betydning, men det ville være en sikker sælger. Helt op mod Place de la Concorde ligger Musée de I Orangerie des Tuileries. Et af Paris utallige kunstmuseer der åbnede i 1977 og kan præster billeder af Picasso ( ), Renoir ( ), Cézanne ( ), Matisse ( ) og mange flere. Et besøg i kælderen er den allerstørste oplevelse, straks vi træder ned måber vi, væggene er totalt dækket af Claude Monets kæmpe åkandebilleder, der skaber en ganske fantastisk atmosfære. I forlængelse af parken ligger Place de la Concorde, vel nok Paris kendteste plads. Trafikken her gør vore lokale trafikproblemer til skamme. Pladsen blev anlagt i 1750 under navnet Place Louis XV, der tronede på en rytterstatue midt på pladsen. Men under revolutionen 1792 blev den, som så meget andet der signalerede kongemagten, væltet. Netop her stillede oprørerne den berygtede guillotine (se 1792), der skilte 1342 berømte hoveder fra deres kroppe, en af dem var Louis XVI. Ligene blev begravet på Chapelle Expiatiore, der stadig kan besøges. Vi bemærker ganske mange todækkerbusser, hvor øverste dæk er uden tag. L Open Tour står der på siderne, samme tekst står der på disse bussers holdepladser. Passagererne sidder og betragter byen fra deres høje position. Der ses også ganske mange små biler mini-mini - er de. Det er sikkert praktisk, når man skal parkere - på den parkeringsplads, der ikke er der. Prisen for en parkeringsplads i centrum af Paris er 60 pr. dag. Hvis der parkeres ulovligt, og politiet opdager det, så blokeres bilens baghjul med en speciel gul blok med jernkæder, der ikke lader sig fjerne med

16 en boltsaks. Så kan bilen frikøbes på politistationen formedels Det viser sig dog, at ganske mange af disse ulovligt parkerede biler er stjålet, så der hjælper systemet jo ikke. Det er en klar regel i Frankrig, at når man parkerer sin bil, skal den altid stå i 1. gear, så kan den skubbes væk. Derfor må håndbremsen aldrig være trukket. Det var noget helt andet 22. juli 1894, hvor det første bilvæddeløb Paris-Rouen fandt sted. Vinderbilen opnåede en gennemsnitsfart på 22 km./t, ja, det var tider. Det er uhyre sjældent, franskmændene bruger hornet, heller ikke i situationer hvor der holder lange bilrækker i kø, det er meget tiltalende. Tænk engang hvordan det lyder i fx Italien. På bilernes nummerplader kan man på de to sidste cifre se, hvorfra bilerne kommer. Står der fx 75, er bilen fra det centrale Paris. Tallene svarer til departementets postnummer. Vi bemærker også at i Frankrig har tankstationernes benzin oktantal 95 og 98, og prisen ligger omkring 1,40. Overraskende ses der ikke særlig mange cykler på gaden, hvad der sikkert ofte ville være et hurtigere transportmiddel. I centrum af Place de la Concorde står den 23 m. høje, 230 tons tunge obelisk, der blev opsat i 1836, det var en gave fra den egyptiske vicekonge. Den år gamle obelisk stammer fra Luxortemplet i Egypten, den er udført i lyserød granit og dækket af hieroglyffer, der beretter om Kong Ramses II s (se?-1225) gerninger. Alene transporten må have været en enorm bedrift med datidens hjælpemidler, og den skulle jo også rejses på højkant. Mange regeringsbygninger og fornemme palæer ses fra den m 2 store plads bl.a. Assemblée Nationale, marineministeriet, Den Amerikanske Ambassade, Den franske Automobilklub, luksushotellet Hotél Crillon, La Madeleine en imponerende græsk inspireret kirke med 20 m. høje søjler, der blev indviet i På en del af de fornemme palæer gror der træer på taget undertiden en hel ligusterhæk. Vi slentrer nu op ad verdens fornemste boulevard Champs-Elysées, der er spækket med alleer af grønne træer. Skønt oktober - skinner solen behageligt, og her mellem de mange varianter af grønne træer også platantræer frister en bænk de trætte ben, men forsigtig - for trætheden kan let få overtaget, og det går slet ikke, for vi skal nå langt endnu - helt ud til Arc de Triomphe. Strækningen fra Louvre til Arc de Triomphe kaldes La Voie Triomphale, som betyder Hædersvejen. Det går lige ud ad landevejen ca. fem km. Her holdes militærparader på Bastilledagen, og siden 1983 har Tour de France (se 1903) afsluttet løbet på Champs-Elysées. Hvem husker ikke da Bjarne Riis (se 1996) vandt løbet i 1996 under stor dansk bevågenhed? Efter en kort strækning ligger på højre side Èlysée-palæet - præsidentens bolig, den er skjult mellem træerne og godt bevogtet af politiet. Vi snøvter til et stort udvalg af forretninger med fornemme mærkevarer i den dyre ende, men ser dog også butikker beregnet til os almindelige dødelige. Facaden til Le Lido betragtes intens, de reklamerer med 60 fjerprydede dansepiger. Jeg husker et besøg her for mange år siden, billetpris Fr. (vistnok) men så var der også både ½ bare damer og ½ flaske champagne. På afstand ser vi to store Dannebrog vaje ud over Champs-Elysées. Det Danske Hus (se 1952) ligger lige foran os, med sin kirke, forskellige udstillinger og forretninger. Torvet er spækket med

17 stole, parasoller og bardisk. Næsten samtidig som synet rammer disse herligheder, melder sig endnu en tørst. Nogle vælger en kop øl, andre en kop kaffe. En enkelt af vandreturens deltager er en rigtig ubehagelig slikmund, så for ham er der også tale om en eller anden form for kage. Indenfor i Det Danske Hus er butikken, her har de en stor bagerdisk, der med alskens lækkerier frister over måde. Havde slikmunden været alene, havde han bestemt valgt mindst to forskellige kager, men for ikke at chokere det frelste selskab nøjes han med en kage. Valget bliver et kompromis mellem fagmandens viden og øjets begær. En napoleonshat sejrer, vi er trods alt på visit i Napoleons Frankrig, ganske vist koster den 4, men hvad, der bliver sikkert alligevel ikke noget til arv. Tilbage blandt de frelste beretter slikmunden, så diskret som muligt, hvad der ikke var let, om investeringen. Den blonde servitrice serverer øl, kaffe og den omtalte kage. De misundelige blikke bliver ikke udtalt, men undgår dog ikke slikmundens opmærksomhed. Efter en velsmagende pause kommer servitrice med regningen, men der har desværre indsneget sig en fejl. Den omtalte napoleonshat er på regningen noteret til 6, ikke 4 som der stod i butikken, naturligvis gør slikmunden servitricen opmærksom på fejlen. Men så sker katastrofen. Det er ikke en fejl, de 4 er butiksprisen, men når den serveres, koster den 6. Mærkeligt selskab slikmunden er havnet i, latteren skyller ud over Champs-Elysées. Selskabet griner veltilfredse, som havde de fået øl/kaffe foræret af selveste Napoleon. En misundelse kan opføre sig på de mest bestialske måder. De frelste fik morskaben, men slikmunden fik smagen, og der er da også en vis prestige i, at have smagt en napoleonshat til 50 kr. Det siges, at sidder man længe nok på en fortovscafe på Champs-Elysées, så kommer alverden forbi. Og der er ganske rigtig en broget skare af mennesker passerende forbi denne eftermiddag på verdens fornemste strøg. Franskmændene må være meget syge, for her, som overalt i Paris, er der utrolig mange forretninger, hvor der på facaden står Pharmacie - altså apotek. De ligger så tæt, at de ofte kan se hinandens forretninger. Deres vareudbud er nok lidt bredere end i Danmark, men alligevel. For det kan vel næppe skyldes, at koleraepidemien i 1832 kostede Paris døde. I Danmark trænger vi vist også til konkurrence i apotekerbranchen. Vi er nu nået helt ud til Arc de Triomphe eller Triumfbuen (se 1836), som vi kalder den. Det sidste stykke ad en fodgængertunnel da det er forbudt, og håbløs farligt, at forcere den stærkt trafikerede og kæmpestore rundkørsel Place Charles de Gaulle, hvor der er en enorm trafik og hvorfra der udgår 12 forskellige avenuer. Det tog 30 år at bygge dette pragtfulde monument over Frankrigs kejser. Overalt er væggene spækket med navne. I centrum findes mindesmærket for Første Verdenskrig - Den Ukendte Soldats Grav. Den blev opsat i 1920, og i 1923 blev den evige flamme tændt. Den var dog ikke mere evig, end at den en gang er gået ud, en dansk turist blev trængende flovt. Teknisk har man sikret sig, at dette ikke kan gentage sig. Med en elevator kommer vi op på øverste etage, her er der indrettet et museum, der fortæller monumentets historie. Fra selve toppen er der en storslået udsigt. Kikker vi mod SØ, øjner vi Louvre fem km. ude. Vender vi os 180 0, ser vi mod NV seks km. ude La grande Arche Spreckelsens Triumfbue. Dagen er fremskreden, og efter mange kilometers travetur dels på museer og dels i det fri er vi efterhånden ret møre i hele kroppen og dermed mindre modtagelig for verdenshistoriske oplevelser. Målet er nu en hyggelig restaurant, hvor også det franske køkken kan få lov at vise sine kulinariske evner.

18 Vort mål er LE Bistro Melrose på Place de Clichy, en af de restauranter John har anbefalet. Derfor - ned i Metro og sigt efter Metrostation Place de Clichy. Efter et enkelt skift er vi der, og netop som vi kravler op ad trappen, ligger Melrose på hjørnet lige overfor og venter på os. Fantastisk som Metro er let. Det er en hyggelig restaurant. Straks vi har fået os placeret, serveres en velkomstdrink, dette samen med en venlig, humoristisk og yderst professionel betjening gør, at vi føler os velkommen og godt tilpas. Restauranten har en fast pris på 33 for en tre retters menu med ½ flaske vin. Vi er så heldige, at vort selskab tæller syv personer, så vi får fire flasker vin. Det eksklusive selskab enes om at gøre den samme bestilling, som forret falder valget på foie gras - gåselever, efter mine smagsløg at dømme en himmelsk mundfuld, hertil serveres en behagelig afstemt hvidvin, der perler let på tungen. Til hovedret vælger vi canard - and, også den er meget velsmagende. Hertil serveres en passende kraftig rødvin. Begge dele serveres smukt og dekorativt arrangeret som tallerkenretter. Serveringen er korrekt, elegant og humoren er med. Da vi kommer til desserten skilles vandene, ikke overraskende, nogle er til sødt andre til ost. Da vi efter godt et par timer er færdige med de tre retter, og velbehaget har lagt sig som en dyne over os, dukker tjeneren igen op. Denne gang medbringende et glas champagne, en herlig overraskelse, og der er bestemt ingen drik, der overgår champagne. Endnu engang løftes stemningen en tand mod skyerne. Det blev en god oplevelse af det franske køkken. I det hele taget en rigtig hyggelig aften, ikke kun på grund af den lækre mad og den fornemme betjening, men selskabet var simpelthen udsøgt. Efter et pænt farvel og tak til tjeneren for en god oplevelse, igen ned af trapperne til Metro, man skulle ikke tro, vi havde bestilt andet. Selvsikkerheden er steget betydeligt, så ingen er i tvivl, da vi hopper på den Metro, der signalerer endestation St-Denis-Université. På de parisiske ansigter omkring os anes en vis angst, de tror vist, at vikingerne er vendt tilbage. Vel hjemme på hotellet slutter vi med en godnatøl, som vikinger har for vane. En oplevelsesrig dag er til ende, og kroppen trænger til hvile. Efter endnu en god nattesøvn og et komplet morgenbord er vi friske og klar til dagens strabadser. Vi er jo kommet til Paris for at få oplevelser. Dagens tur går til Versailles og Claude Monets Have. Med en anelse forsinkelse er vi nu nået frem til Versailles (se 1661) 25 km. V for Paris. Allerede da bussen skal parkeres blandt en horde af andre busser, er vi klar over, at her kommer rigtig mange mennesker. De tager sig også godt betalt, alene bussen må betale den nette sum af 53 blot for at parkere, billetprisen er 7½, og os, der finder et passende tissested, må bøde ½ for denne lindring, men får så også udleveret en fin tissebillet. Men sagt med det samme - Versailles er en stor oplevelse. Da vi tidligere har besøgt slotte, beslutter Hanne og jeg at gå en tur gennem den store park, med søer, fontæner, statuer og ned til den lille romantisk landsby, Hameau de la Reine, så vil du læse mere om slottet og dets historie, så er det (se 1661). Landsbyen Hameau de la Reine er romantisk, Dronning Marie Antoinette byggede den til slottets arbejdere. Her legede hun bondekone, mens verden styrtede sammen omkring hende. Landsbyen består af ret charmerende træhuse, flere af dem synes beboet, sikkert af gartnere og hyrder for omkring går der mange får og geder. Alle bygninger er flot restaureret, specielt når man tænker på deres alder. På den store sø i parken er der mange roere, der prøver kræfter med hinanden. De mange statuer og fontæner rundt omkring i parken er kunstværker hver for sig. Det er en lang tur, vi har bevæget os ud på, i strækmarch tager turen fra landsbyen til slottet en lille time. Dette til trods er vi tilbage ved bussen til den aftalte tid, og turen fortsætter til Claude Monets Have.

19 Køretures tidsforbrug i og omkring Paris i den tætte trafik er uberegnelig, hvad der skal vise sig at være ganske i overensstemmelse med advarslen. Et sted er der spærret grundet vejarbejde, men hvad - det kender vi jo derhjemmefra. Frisk følger Ebbe, der er dagens chauffør, den anviste alternative vej, den går gennem en mindre landsby Vernon, som viser sig at være proppet af såvel mennesker som biler, mere end som rart er. Godt inde midt i byen er friheden slut, den store bus kan simpelthen ikke komme gennem gaden, hvor biler er parkeret tæt i begge sider. At bakke er helt udelukket, for mange andre biler er allerede fulgt efter. En mindre lastbil blandt de parkerede fylder mere end de fleste. Chaufføren læsser varer på sin sækkevogn, han tager sig god tid, afleverer varer først på den ene side af vejen, så på den anden side af vejen. John går ud af bussen, for at gøre ham opmærksom på, at vi og mange andre gerne vil passere. Sækkevognens tempo sættes en anelse op, hvorefter chaufføren hopper ind på førersædet, herligt - når han er væk, så kan vi sikkert komme forbi, men nej - han bakser lastbilen lidt frem, lidt tilbage og efter et par gange er han kommet en lille ½ meter længere ind. Men det er ikke tilstrækkeligt til, at vi kan passere. Så tager John affære, sammen med et muskelbundt fra bussen, der er kommet ham til hjælp, tager 6-8 mand fat i den personbil, der står overfor lastbilen, og løfter den ind på fortovet. Efter samme recept flyttes en række biler i gaden, nu er der kun 50 meter tilbage men, her står en stor og mægtig Mercedes, den ligger i den tunge ende og lader sig ikke sådan flytte. John besøger de forskellige butikker på strøget og finder da også frem til bilens ejermand, som viser sig at være en chik ung og elegant dame, der ikke gør de franske piger til skamme. Det ses tydeligt, at hun kender sit værd, idet hun svingende kommer med sin bilnøgle, entrer bilen og kører den væk fra skuepladsen. Endelig - nu skulle problemerne være løst, så vi kan komme på havevandring. Men ak - den tværvej, vi skal køre ud i, er meget snæver, så de to biler der står nærmest hjørnet, og her har de bestemt ikke respekteret ti meters afstand til gadehjørnet, skal også flyttes. Også det klarer de stærke normanner, men netop hvor bussen skal svinge ud på tværvejen mod højre hænger et stort reklameskilt ud fra væggen, den bliver bestemt et problem. Jeg var lige ved at fyre en vits af overfor Ebbe angående den kaotiske situation, men så bemærker jeg hans ansigtskulør og bliver klar over, at han ikke lige her midt i situationen er modtagelig for humor. Alle os fra bussen vimser omkring i det teater, der foregår, også en større gruppe af den lokale befolkning følger spændt med, og bag os holder efterhånden biler, men ikke en af dem bruger hornet, hvad vi er meget taknemmelige for. Lige nu hænger alles blik på Ebbe og det omtalte reklameskilt, går det? Med sneglefart kravler den store bus forbi, og lettelsen er stor, da det viser sig, at der er god plads - over en cm. Også den lange bilkø bag os synes at ånde lettet op og Ebbe fik, da ansigtskuløren havde rettet sig, en stor og meget velfortjent klapsalve. En klapsalve der vistnok også gjaldt holdet af bilflyttende muskelmænd. De vil bestemt have gode muligheder for et job som dørmænd på Bulderkok. Desværre fik jeg ikke læst, hvad der stod på det omtalte skilt, der altså overlevede, måske andre har været mere nærværende, men jeg gætter på der stod TAG CYKLEN - LAD BILEN STÅ. Vel ude af den lille storby med navnet Vernon, der kom til at fylde en del i oplevelsesbogen, er det igen tid for den rullende frokostbus, at rulle ud med delikate sager, som vi smæsker os i og dertil flydende vand og øl. Målet er Claude Monets Have (se 1840) i Giverny. Der parkeres i udkanten af byen et godt stykke fra Monets hus og have, men følger man strømmen, finder man let stedet. Claude Monets hjem bærer meget præg af farver, køkkenet er, som det sig hør og bør, køkkenblå - meget køkkenblå. Vi studerer huset, de mange rum, første sal med udsigt over den berømte have, de mange skønne malerier af kunstneren og fotos af fru Alice og Claude. Haven har et utroligt udvalg af blomstrende blomster, skønt vi er i oktober. Den er ret stor, og der er en speciel hyggestemning omkring søen,

20 hvor åkanderne naturligvis tager en væsentlig andel af opmærksomheden. Men da det ikke lige nu er solskin, er deres blomster kun beskedent udsprunget. På et tidspunkt har Claude Monet købt et stykke jord på den modsatte side af vejen, så der er gravet en tunnel, over til den nye have. Generelt må siges om Monets have, at der omkring søen er charmerende og smuk, mens store dele af den øvrige have næsten virker som en planteskole med lange lige rækker. På en plæne med mange gråspurve ser vi følgende skilt: Do not disturb the Fowl, så var det, vi blev noget beæret, tænk di hår skrøvven æ skilt, så vos wæjstjyer ka løs æ. Endnu en oplevelse rigere er vi på vej fra museet til bussen. Her fristes vi af en iskagemand, som dog er en iskagedame, to kugler 3,1, jo-jo, ingen foræring at finde i Giverny. Hjemturen til hotellet sker uden de store trafikale problemer. Vi foreslår ellers chaufføren at køre samme vej tilbage, men han nægter - den stivstikke. I god behold men trætte af dagens mange oplevelser og fremmede indtryk har vi en times tid til afslapning og et forfriskende bad, inden vi igen mødes i hotellets restaurant, hvor der er bestilt den afsluttende middag til hele gruppen med undtagelse af et enkelt par, der er ude på egen boldgade. I festlig stemning dukker selskabet op og finder plads ved de reserverede borde. Der bestilles drikkevarer efter de enkeltes ønsker, vort bord bad tjeneren om den bedste vin på det beskedne vinkort, men tjeneren er åbenbart ikke vinkyndig, for den vin han serverer, er bestemt ikke Frankrig værdig. Det bliver påtalt, og fluks får vi en anden, der til gengæld er formidabel til næsten samme pris. Sulten er budt med som gæst, så alle går i gang med forretten, der er arrangeret som buffet med rigtig mange dekorative og velsmagende muligheder. Som hovedret står valget mellem laks med pasta eller kylling med flødekartofler. Mit valg falder på kylling, men jeg har ikke taget Det franske Køkken med på råd. Produktet er udbenet, presset kyllingebryst i absolut fast food kvalitet, og at der bør tilsættes krydderier i flødekartofler, er de åbenbart uvidende om. Den lækre menu og betjening fra aftenen før nemmes stadig i ganen og står stadig på nethinden, og prismæssig er der næsten ingen forskel. Brokhoved - vil nogen nok kalde mig, men når man forventer en god middag på et hotel i Paris, bliver man ikke begejstret for en pølsevognsmenu. Men bortset fra dette lille sure opstød havde vi det rigtigt rart i et meget behageligt selskab. Og så hævnede vi os på vinen, den var bare rigtig go! Under middagen kom John ind med favnen fuld af røde roser, - til damerne troede vi, men også mændene fik overrakt en rose. Det var nu kun for en kort stund, for efter den blomstrende runde gik John hen bag sin eks. svigerinde Lenes stol. Han roste Lene i høje toner, og dernæst bad han os aflevere rosen til hende, fordi hun havde deltaget aktivt i turens forberedelser. Lenes glædestårer fik frit løb. Efter denne kysserunde blev Lene beordret op på værelset for at lukke sin ven Torben ud, idet han ved en beklagelig fejl var blevet låst inde på toilettet. Vi anede, at der var tale om et aftalt spil, og det var der. Årsagen var nemlig en ganske anden, et frieri der skulle foregå i enrum. Da parret efter en stund kom tilbage, var de meget rørte, frieriet var blevet bekræftet med et ja. Mange lykønskninger fløj i luften, og vi kunne efter dette specielle og festlige indslag fortsætte festen. Lang tid skulle der dog ikke gå, før endnu en urostifter bad om ordet og serverede følgende tale, der blev fremsagt på vers: