Resume. Forside: Kong Roger II krones af Kristus. Mosiakbillede fra S. Maria dell Ammiraglio kirken i Palermo.

Transkript

1 Resume This study examines the Norman Kingdom of Sicily and Southern Italy, as it was in the twelfth century, starting with the Norman count Roger II and his subsequent rise to kingship in 1130, and ending with the death of William II in 1189, which marked the end of independent Norman kingship. The focus of this paper is on the multireligious composition of the kingdom consisting of Christians, Muslims as well as Greek Orthodox Byzantines and how the Norman kings were able to exert control over such a diverse population. To this end, the primary source material consists of contemporary literature concerning the Norman Kingdom; the first is an account of Roger II s rise to power by Alexander, abbot of Telese, which was commissioned by Roger II s sister. The second is a piece of legislation from around 1140, known as the Assizes. The third is a diary written by the Muslim poet and pilgrim Ibn Jubayr, which contains vivid descriptions and eye-witness accounts of his impressions of the Kingdom in The conclusion of the study is that, while the Norman kings managed to incorporate the disparate populations and religions into their rule, and employed both Greek and Muslim bureaucrats in their administration, it by no means was an egalitarian society, with the Christians being the clear masters of the Kingdom, and the Muslims in particular being subject to the whims of the kings and the local populace. Forord Dette projekt beskæftiger sig med den normanniske periode på Sicilien og i Syditalien i det 12. århundrede. Projektets vil vurdere kongernes styring af riget og de forskellige religiøse grupperingers indvirkning på kongernes ageren igennem analyse af samtidige kilder og suppleret med anden forskning inden for feltet. Projektets omfang er på 46,5 normalsider. Forside: Kong Roger II krones af Kristus. Mosiakbillede fra S. Maria dell Ammiraglio kirken i Palermo. Side 21. Kort over Sicilien og Syditalien under det normanniske kongerige. Bilag 1. Genealogi over de normanniske konger. Bilag 2. Fælles studiforløbsbeskrivelse. Bilag 3 7. Individuelle studieforløbsbeskrivelser og formidlingsovervejelser. 1 2

2 Indholdsfortegnelse 1.0 Indledning Motivation Problemfelt Problemformulering Afgrænsning Historiografi Metode Begrebsafklaring Historisk redegørelse Normannernes ankomst til Syditalien og Sicilien En fæstning i syd Et kongerige skabes Analyse af primære kilder Introduktion til The Deeds Done by King Roger of Sicily Analyse af The Deeds Done By King Roger of Sicily Embedsapparatet ifølge Ibn Jubayr Muslimer og kristne ifølge Ibn Jubayr Frygt og rædsel Delkonklusion Diskussion Love Den multireligiøse administration Administration på fastlandet Religiøse spændinger Den multireligiøse åben- og lukkethed Kongernes fremtræden Afslutningen på en æra Konklusion Perspektivering Bibliografi Bilag Roger II bliver konge Forskellige former for styrings- og erobringstaktikker Brutal magt og pragmatiske løsninger Delkonklusion Introduktion til The Assizes of King Roger Analyse af The Assizes of King Roger Delkonklusion Introduktion til The Travels of Ibn Jubayr Analyse af The Travels of Ibn Jubayr William II ifølge Ibn Jubayr

3 1.0 Indledning I dette kapitel vil vi redegøre for vores interesse for emnet, hvorfor vi har beskæftiget os med det, samt præsentere vores problemfelt og problemformulering som vi har arbejdet ud fra. Vi vil også vise vores fravalg og afgræsninger, hvilket forhåbentligt vil gøre vores emne mere klart for læseren. Desuden vil vi skitsere de historiske værker, som er skrevet om den normanniske periode på Sicilien og Syditalien, for at klargøre hvor vores projektarbejde skiller sig ud. Desuden gennemgås til sidst begreber, der benyttes i rapporten, og som ikke er lægmandsbegreber. kunnet leve side om side i kongeriget skabt af Roger II. Dette indsnævrer vores interessefelt til Syditalien og Sicilien i den normanniske periode. Yderligere er det interessant, at der fandtes muslimske og byzantinske lærde ansat i administrative stillinger og indflydelsesrige positioner under det normanniske styre. Normannerne var ellers kommet til landet som troende kristne. Det royale embedsapparat under de normanniske konger, med sin diversitet i muslimske og byzantinske ansatte, har ry for at have været langt foran sin tid, underforstået progressivt og omfattende i sin styring og administrering af kongeriget. Dette motiverer os til også at undersøge dette embedsapparat. 1.1 Motivation Motivationen bag dette projekt ligger i vores fascination af Sicilien og Syditaliens samfundsopbygning og befolkningsmæssige pluralitet i det 12. århundrede. De fleste mennesker associerer middelalderen med Inkvisitionen, Den sorte død, gudfrygtighed, forfølgelse af minoriteter samt vikingernes hærgen i Europa. Situationen på Sicilien i middelalderen så anderledes ud end andre herredømmer i Europa, idet Sicilien var multireligiøst, men ikke forfulgte religiøse minoriteter. Denne tilsyneladende tolerance i et middelaldersamfund vækker vores interesse, idet det stod i kontrast til resten af samtidens Europa. Der findes kilder, der antyder, at muslimske, jødiske, byzantinske og kristne mennesker har 1.2 Problemfelt Omkring det 11. og 12. århundrede var Europa præget af stigende religiøs forfølgelse af minoriteter motiveret af ønsket om kristen ensretning grundet intolerance af vantro. I modsætning til det hellige tysk-romerske rige og det normanniske rige i England var det sicilianske og syditalienske normanniske kongedømme på denne tid særpræget, idet riget indbefattede diverse religiøse befolkningsgrupper. Det er spændende, hvorledes et så særpræget samfund i sin helhed kunne fungere og administreres, da det eksisterede samtidig med det feudale og meget religiøst ensrettet Europa. Vi vil undersøge de faktorer, der gjorde de normanniske konger i stand til at opbygge et kongerige på et territorium, 5 6

4 der som udgangspunkt ikke havde noget fælles samlingspunkt som eksempelvis kristendommen i det øvrige Europa. Inden Robert Guiscard overtog magten i Syditalien i 1061, var dette fastland delt mellem grækere og longobarder, mens Sicilien før Roger I s erobring i 1091 var splittet mellem muslimer og grækere. I 1130 samledes Syditalien og Sicilien under kong Roger II. Det nye normanniske kongedømme kunne i 1130 erne have haft en række konsenkvenser. Det kunne blandt andet have ført til udvandringer af befolkningsgrupper, påtvungne religiøse omvendelser eller et segregeret samfund. Ligeledes kunne en fredelig integration og en kulturel sammensmeltning af de forskellige befolkningsgrupper også have været konsekvensen. Havde den sammenblandede befolkning med forskellige religiøse overbevisninger problemer med at sameksistere, eller samledes folk i mere religiøst orienteret enheder? Det kan desuden debatteres, om kongerigets konstruktion virkede fordrende for en stabil social orden og kontinuitet i videreførelsen af kongeriget? Eller er dette billede af social harmoni mellem de religiøse grupperinger en anakronisme, som ikke lever op til datidens virkelighed? Vi har en forestilling om, at muslimske og græske lærde var centrale i dannelsen af det siciliansk og syditalienske statsapparat, og dette kan sandsynligvis have ligget til grund for, at normannerne overtog visse aspekter af de eksisterende retslige, administrative og sædvanlige praksis. Dette vil vi undersøge nærmere. 1.3 Problemformulering Hvordan regerede de normanniske konger Syditalien og Sicilien, og hvordan påvirkede den religiøse diversitet i befolkningen styringen af kongeriget? Uddybning af problemformulering: Med første led menes der, hvilke midler de normanniske konger anvendte i styringen af deres kongerige, eksempelvis administration eller militære taktikker. Det normanniske kongerige skal forstås som det rige, der etableredes af Roger II, som var af normannisk afstamning. Kongeriget dækkede Sicilien og en del af Syditalien. Dette rige har ikke nogen sammenhæng med Normandiet i Frankrig eller det normanniske rige i England, udover at have fælles afstamning. Med det andet led menes der, hvordan den blandede religiøse befolkningssammensætning gjorde indflydelse på kongernes styring af riget. 7 8

5 1.4 Afgrænsning Selv om vi beskæftiger os med en relativt kort periode historisk set, så har vi stadig været nødt til at gøre os nogle fravalg af emneområder. Dette har vi gjort med henblik på at gøre vores emneområde så specifikt som muligt. Vi har således valgt at have fokus på den tidsperiode, hvor Roger II blev kronet som konge og derved skabte et egentligt kongerige, og frem til slutningen af det 12. århundrede, hvor det normanniske kongerige ophørte med at eksistere som selvstændigt rige. Vi vil kort komme ind på de begivenheder, som førte til dannelsen af kongeriget. At beskrive alle de politiske forhold og interne krige, som diverse hertuger og fyrstedømmer førte mod hinanden, både før og efter kongeriget, vil være en opgave i sig selv, og vi vil derfor ikke komme nærmere ind på disse, udover hvad kilderne meddeler derom. Vi vil begrænse os til kilder fra samtiden, som Ibn Jubayrs skildring af det sicilianske kongerige, Alexander af Teleses The deeds done by King Roger of Sicily, samt The Assizes of King Roger, der er charters, som belyser lovgivningen i riget. Vi behandler tre kilder fordi vi finder disse særligt relevante. Vi anvender også nyere litteratur, når det bliver nødvendigt. Der har været et relativt højt tab af kilder fra den normanniske periode af charters og dokumenter, hvilket begrænser kildematerialet på området (Loud 2009, ). Desuden er relativt få kilder oversat til sprog indenfor vores kompetenceområde. Vi vil ligeledes afgrænse os fra at lave en større komparativ analyse af andre samtidige samfund, da dette ville kræve, at vi skulle gøre rede for de gældende samfundsforhold i disse, hvorimod vi kun vil undersøge det normanniske kongerige på Sicilien og i Syditalien. Det forudsættes, at læseren besidder en grundlæggende viden om europæisk middelalder for at få det optimale ud af projektrapporten. Ud fra vores valgte kildemateriale, så vil vi ikke forsøge at beskrive, hvordan bonden eller den almene borger tænkte om riget anført af normanniske konger. Vi vil i stedet beskrive de overordnede samfundsforhold og de mekanismer, som styrede samfundet, og på baggrund af de forskellige befolkningsgruppers præmisser for sameksistens vil vi forsøge at give et bud på, hvordan det normanniske kongerige blev styret. 1.5 Historiografi Mange forskere har skrevet om normannernes indtog og den normanniske kongeperiode på Sicilien og i Syditalien. Dette begrænser sig dog, når vi udelukkende kigger på perioden med en ubrudt kongerække fra Roger II og på vores problemstilling, som omhandler administration og multireligiøsitet. 9 10

6 Paul Oldfield 1 fokuserer i sin bog City and Community in Norman Italy på de middelalderlige byers styring og autonomi samt lokalsamfund og deres identitet under hele den normanniske periode. Umiddelbart ligger hans undersøgelse ikke så tæt op af vores, idet han ekskluderer Calabrien og Sicilien. Dette begrunder han med, at en så stor andel af folk med anden religiøs baggrund ville kræve et større og mere omfangsrigt projekt. (Oldfield 2009A, 1-7) Oldfield konkluderer, at byernes selvstyres udvikling på det syditalienske fastland har været positiv, hvilket står i modsætning til tidligere tiders negative opfattelse af normannernes indflydelse på bysamfundene. (Ibid., ) Dette har relevans for vores projekt, da det har med den administrative del af vores problemformulering at gøre. Der er sammenfald mellem vores anvendelse af kilden The Deeds Done By King Roger II of Sicily og Oldfields brug af samme. Oldfield har endvidere undersøgt og agiterer for en slags intern og mental grænse i det normanniske kongerige ved Messina-strædet, da søoverfart var ekstremt farligt her, samt at Calabrien og Sicilien havde deres græske og arabiske arv, hvilket distancerede forholdet og samhørigheden i det normanniske kongerige, som Oldfield ikke mener, var så sammentømret (Oldfield 2009B, ). Dog var der folk og byer på Syditalien, som var loyale overfor kongeriget, og der blev gjort forsøg på at forene kongeriget via eksempelvis fælles mønt. Mod slutningen af den normanniske periode var de muslimske grupperinger dog så isolerede og uden for kongeriget, og samtidig manglede riget en fælles skabelsesmyte. (Ibid., ) Oldfield kommer med betragtninger af religiøsitetens betydning, men vi vil ud fra Ibn Jubayr videre undersøge omstændighederne for muslimerne på Sicilien. Hiroshi Takayama 2 beskæftiger sig i bogen The Administration of the Norman Kingdom of Sicily med administrationen af det normanniske rige fra Roger I til William II, og hvordan denne udvikles og forandrer sig under de forskellige konger og deres landerobringer. Takayama afkræfter nogle af de udbredte opfattelser om, at det normanniske kongerige var en forløber og inspirationskilde for senere moderne stater. Takayama er af den opfattelse, at det i højere grad kom an på den siddende konge, hvilken administrativ tilgang som benyttedes. Takayama beskæftiger sig med både Sicilien og det syditalienske fastland, men undersøger ikke religiøsitet nærmere, hvilket vi i højere grad vil forsøge at belyse. Vores kilder, The Travels of Ibn Jubayr og The Deeds Done By King Roger II of Sicily, bruges også i Takayamas fremstilling. (Takayama, 1-24) Takayama behandler således vores problemstilling omhandlende styringen og administrationen af det normanniske kongerige, og betoner hver af de forskellige kongers indflydelse på disse. 1 Lektor i middelalderhistorie ved Manchester Metropolitan University. 2 Lektor i historie fra Tokyo University

7 En anden forfatter, der beskæftiger sig med administration, er Jeremy Johns 3. Hans fokus i bogen Arabic Administration in Norman Sicily er specifikt på den arabiske administration på Sicilien. Johns argumenterer for, at den arabiske administration på Sicilien var formet efter den model, som blev brugt af kalifferne i Egypten. Han modsætter sig den tese, at normannerne overtog den eksisterende administration efter erobringen af Sicilien. Dette gør han på baggrund af at græske administratorer blev brugt i perioden mellem (Johns, 4-5) I forhold til vores problemstilling, så argumenterer Johns for, at formålet med den arabiske administration ikke var at skabe administrativ effektivitet, men var i stedet en måde at skabe et image som en god muslimsk konge, for derved at fremstå bedre blandt sin muslimske befolkning. (Ibid., ) Et andet bidrag til forskningsfeltet om normannerne kommer fra Hubert Houben 4. Houben betoner det multikulturelle aspekt i Roger II s kongerige og måde at agere og erobre på. Roger II havde ifølge Houben ikke planlagt at opbygge et velfungerende kongerige, men var mere opsat på landvinding, og kongeriget udsprang heraf. Houben har lagt mere vægt på de forskellige religiøse grupperinger og den kultur, som de var bærere af. Houben mener, at Roger II var inspireret af alle kulturer i riget og var dygtig til at fremstå i et bestemt lys for hver religiøs befolkningsgruppe. 3 Underviser i islamisk arkæologi på det orientalske institut ved University of Oxford. 4 Professor i middelalderhistorie på Universitá degli Studi di Lecce. Hans bog hedder Roger II of Sicily. (Houben, ) Houben har, i forhold til andre, et anderledes romantiseret syn på den normanniske konge og hans multireligiøse rige. Graham A. Loud 5 har skrevet en række bøger, der handler om tiden omkring det normanniske kongerige. Ud over disse har han også oversat en række bøger og dokumenter, som er skrevet af personer i normannernes samtid eller umiddelbart efterfølgende. Hans fokus ligger fra midten af det 11. århundrede, hvor det normanniske kongerige endnu ikke var dannet, og frem igennem tiden med normanniske konger. Udover dette har han også behandlet emner som pavedømmet i Italien, hvilket ligger i tråd med kirkehistorie, der sammen med socialhistorie er et af hans primære forskningsområder. Han har blandt andet oversat en tekst skrevet af en i dag ukendt krønikeskriver kaldet Hugo Falcandius, samt de kilder vi bruger, med undtagelse af The Travels of Ibn Jubayr. Af anden baggrundslitteratur, som giver en god indførelse i feltet, kan nævnes John Julius Norwich The Kingdom in the Sun, samt The Norman Kingdom of Sicily af Donald Matthews. I kraft af projektets begrænsede omfang sammenlignet med de nævnte historikeres bidrag, har vi udvalgt færre tekster og et snævert fokus. Sammenlignet med Oldfield fokuserer vi mere på kongernes rolle i forhold til implementeringen af lovgivning og administration. Derudover fokuserer vi på multireligiøsitet og dens sammenhæng med lovgivning og 5 Professor i italiensk middelalderhistorie. (Internet 6) 13 14

8 administration, til forskel for Takayama, som fokuserer på de sidstnævnte. Johns fokuserer på Sicilien og den arabiske administration, hvorimod vi også vil undersøge administrationen under resten af kongeriget og ikke udelukkende den arabiske. Houbens bog ligger ikke langt fra vores undersøgelsesområde, dog fokuserer han udelukkende på Roger II s liv, hvor vi undersøger hele den normanniske kongerække. Det der yderligere adskiller os fra de nævnte forfattere, er at vi vil undersøge den multireligiøsitet, som er i hele kongeriget og dens sammenhæng med lovgivning og styring. Vi har valgt at analysere Ibn Jubayrs beretning om hans tid på Sicilien, da denne kilde er en samtidig skildring af det normanniske rige set igennem en udefrakommendes øjne. Kilden er derfor anvendelig med henblik på at opnå et mere nuanceret billede af dette samfund, da vi kan sammenholde den med andre kilder fra den normanniske periode. Dette vil i vores tilfælde være et hyldestskrift af Alexander af Telese omhandlende Roger II samt en lovsamling fra ca Vi vil derudover udføre en kildekritisk gennemgang af vores anvendte kilder i analysen med henblik på at minimere fejlkilder og fejlslutninger. 1.6 Metode Vi vil i dette afsnit gøre rede for vores metodiske overvejelser, og hvorledes vi har tænkt os at behandle vores emne. Som historiestuderende har vi en hermeneutisk tilgang, som skal hjælpe os med at være i stand til at fortolke og forstå de kilder vi anvender. For at gøre analysen mere flydende og emnet mere håndgribeligt for læseren har vi valgt at inkludere et historisk redegørende afsnit, som kort beskriver Siciliens og Syditaliens tilstand før normannernes ankomst, og mere uddybende under kongeriget skabt af Roger II og kongerigets videreførelse. Denne forhåndsviden vil lette forståelsen af analysen, og der vil undervejs blive henvist tilbage til det redegørende afsnit. 1.7 Begrebsafklaring For at lette forståelsen og gennemlæsningen af vores opgave har vi valgt at lave en begrebsafklaring af ord, titler og funktioner: Amiratus/(amiratus amiratorum): Af arabisk og betyder admiral. Titlen amiratus amiratorum, emir af emirer, var den højeste position i samfundet lige under kongen og skulle ud over militær tjeneste også administrere landet. (Takayama, 67). Diwan: Af arabisk og det fulde navn var diwan at tahqiq al-ma mur, men forkortes fremover til diwan. Diwan var et arabisk kontor på Sicilien, med Sicilien som ressortområde, der administrerede og hjalp til med at: 1. Inspicere ejerskab af land, royalt som alm. len, og fastsætte grænser 15 16

9 for hvor landet ligger. 2. Klargøre dokumenter som fastlægger placeringen af det handlede len. 3. Beholde dafatir (et register af len i Sicilien, muligvis med alle navne på) og 4. Udstede en jara id (et slags dokument, som bekræfter et lens ejerskab og ofte med vidneliste på). (Ibid., 83) Duana baronum: Af latin og var et kontor for Syditalien, undtagen Calabrien og Sicilien, og oprettedes formentlig i år Kontoret havde følgende funktioner: 1. At uddele royalt land og royal ejendom 2. At kommunikere og udbrede royale bestemmelser 3. At give tilladelser til at sælge land. 4. At udlåne penge, købe huse og betaling af de skyldige summer. 5. At holde hof og retssager og løse forskellige problemer via ret. 6. At udøve kontrol med embedsmænd og modtage anklager mod folk. (Ibid., ) Duana de secretis: Af latin og var det latinske udtryk for diwan (Ibid., 135). Emir: Af arabisk amîr og betyder befalingshavende, guvernør eller fyrste og betegner en arabisk hærfører. I det normanniske kongerige udviklede titlen sig til at være en hæderstitel, men også en titel der angiver ansvar og som alle religiøse grupperinger kunne få. Eunuk: En kastreret mand, som er i tempeltjeneste, eller fungerer ved fyrstehoffer (Internet 4). Europa: Når vi skriver Europa mener vi kristenheden i de områder, som i dag udgør Europa. Græker: I denne tidsperiode en person fra det byzantinske rige. Det skal understreges, at det byzantinske rige omfattede mere end blot Grækenland, men i dette projekt vil disse primært blive omtalt som grækere, da de fleste byzantinere i det normanniske rige kom fra Grækenland. Longobarderne: Et germansk folkefærd som har været i Italien siden anden halvdel af det sjette århundrede (Internet 5). Normanniske kongerige: Når der i projektrapporten står det normanniske kongerige, så menes der det normanniske kongerige i Syditalien og på Sicilien. Normandiet i Frankrig og det normanniske rige i England er ikke inkluderet her. Qadi: Af arabisk og betyder dommer eller lovkyndig, der dømmer i overensstemmelse med islamisk lov (sharialov), og som er udpeget af herskeren af et muslimsk rige (Internet 1). Qa id: Af arabisk og betyder herre eller leder. I det normanniske kongerige af Sicilien anvendes denne titel ofte af/om muslimske eller eksmuslimske embedsmænd (Internet 2)

10 Saracener: Af arabisk afstamning og under/efter korstogene benyttedes udtrykket om muslimer i al almindelighed (Internet 3) 2.0 Historisk redegørelse Vi vil nu redegøre for kongedømmet Sicilien og Syditalien for dels at give en god indføring til tidsperioden og emnet, dels at lette forståelsen af analysen og diskussionen. For overbliks skyld er der nedenstående et kort over Sicilien og Syditalien. Billede 1. Kort over det normanniske kongerige. (Takayama, XIX) 19 20

11 2.1 Normannernes ankomst til Syditalien og Sicilien Tiden op til årtusindeskiftet var præget af diverse store omvæltninger såsom det førhen altoverskyggende Frankerriges fald. Omkring årtusindeskiftet var det territoriale område, der i dag udgør Europa, opdelt i mange forskellige hertug- og grevedømmer. De middelalderlige kongeriger, der på denne tid var i stand til at udgøre en magtfaktor overfor det tysk-romerske rige, var England, Frankrig og Castilien beliggende på den iberiske halvø. Kongeriget Sicilien og Syditalien skulle med tiden blive endnu en magtfaktor i Europa. Fra Normandiet, beliggende i det nordlige Frankrig, drog en række normannere mod syd, og endte i det nuværende Syditalien. Dette blev begyndelsen på en tid præget af magtkampe mellem forskellige herremænd, men også en tid der ville komme til at udgøre grundlaget for en egentlig statslig administration, og resulterede i et kongedømme på Sicilien. (Le Goff, 68-74) Det var et fragmenteret område, som de normanniske rejsende ankom til, og dette skulle vise sig at kunne udnyttes til deres fordel. Sicilien var opdelt mellem grækere og arabere, og i Syditalien lå longobarderne og grækerne i konstant konflikt med hinanden. Dette udnyttede normannerne til deres fordel ved skiftevis at hjælpe de stridende parter i deres kampe mod hinanden, samtidig med at de selv erobrede flere områder. Normanneren Vilhelm Jernarm, en af Tancred af Hautevilles tolv sønner, grundlagde denne slægts magt i Syditalien. Han blev i 1042 hertug af Apulien, og dette hertugdømme blev i 1059 overtaget af hans bror Robert Guiscard. Guiscard udvidede herredømmet til yderligere at inkludere Salerno og Calabrien. I sine bestræbelser på at erobre det byzantinske imperium fik han i 1071 fordrevet byzantinerne fra deres sidste højborg i Bari. (Jotischky & Hull, 48-49) 2.2 En fæstning i syd Det daværende pavedømme så en fordel i at have en mand af kristen overbevisning til at regere over øen Sicilien, i kraft af øens strategiske placering som kristenhedens potentielle fæstning mod syd. Dette under forudsætning af, at pavedømmet havde det egentlige overherredømme (Jamison, 227). Robert Guiscards bror Roger I påbegyndte derfor i 1060 erne et erobringstogt af øen, men grundet kampene med byzantinerne, skulle der gå en del år før togtet lykkedes, og han endelig i starten af 1070 erne nåede Palermo. Da halvdelen af Sicilien var erobret fra muslimerne fordelte Roger og Guiscard territoriet imellem sig, selvom det dog formelt set stadig var Guiscard, der var den egentlige hersker, grundet hans status som hertug af Apulien, Calabrien og nu også Sicilien. På grund af konstante oprør og kampe i Apulien med hans vasaller af normannisk og anden afstamning nåede Guiscard dog aldrig at etablere sin magt på Sicilien, og det blev i stedet Roger I, der etableret sig på øen

12 Efterhånden blev Roger I anerkendt som hertug af Sicilien, og igennem de næste tyve år udbyggede han sit rige, indtil han til sidst havde underlagt sig hele området (Houben, 14-18). Til forskel fra mange andre hertugdømmer i Europa valgte Roger I at inddrage muslimer og andre af anden religiøs baggrund end kristen i hans hertugdømme. Således er der beretninger om brugen af muslimer i hans hær. (Ibid., 18-19) Inden for Guiscards hertugdømme truede konstante oprør fra diverse lensmænd freden i området. Ydermere udviste den græske og longobardiske del af befolkningen i Calabrien en tiltagende utilfredshed med normannerne, og freden i området beroede udelukkende på Guiscards evne til at kunne nedkæmpe disse oprør ved militær magt. Ved Guiscards død i 1085 efterlod han sin titel og sine jordbesiddeler til sønnen Roger Borsa, hvis mor var longobardisk prinsesse. Dette betød at Guiscards ældste søn Bohemond, blev forbigået som den retmæssige tronfølger. Bohemond søgte derefter støtte fra den eneste hertug i Syditalien, der var uafhængig af Apulien. Sammen gjorde de oprør, hvorved Bohemond erhvervede sig titlen som fyrste af Taranto. Dette blev udslagsgivende for det fremtidige magtforhold mellem Syditalien og Sicilien. Borsa havde ikke de samme militære kompetencer som sin far, og måtte derfor se sig nødsaget til at anmode sin farbror Roger I om hjælp til at bekæmpe Bohemonds oprør. Dette resulterede i, at Roger I s hertugdømme på Sicilien gradvist voksede, mens Borsas hertugdømme tilsvarende indskrænkedes, da han for eksempel måtte opgive sit krav på Palermo til gengæld for den militære assistance. (Jamison, ) Ved Roger I s død i 1101 var hans søn Roger II endnu for ung til at regere landet, hvilket betød at hans mor Adelaide af Vasto midlertidigt overtog administrationen af hertugdømmet på Sicilien. Kun få år efter i 1111 døde Roger Borsa, og efterlod resterne af det tidligere så store hertugdømme Apulien, som nu var præget af konstante interne konflikter og oprør, til sin søn William af Apulien under ledelse af dennes mor Adele af Flandern indtil hendes død i 1115 (Ibid., 228). Da Roger II s mor Adelaide i 1112 drog bort for at blive dronning af Jerusalem gennem et nyt ægteskab, var det i modsætning til situationen i Syditalien, et velstyret hertugdømme hun overlod til sin søn Roger II. Adelaide havde til forskel fra de normanniske herremænd, der var kommet til øen allieret sig med embedsmænd af både græsk og arabisk oprindelse. 2.3 Et kongerige skabes Roger II havde ambitioner om at indtage den samme politiske position i Europa som hans far havde haft, og han begyndte derfor gradvist at involvere sig mere i forholdene i Syditalien ved at yde både økonomisk og militær assistance til William af Apulien til gengæld for mere magt på fastlandet (Jamison, ). Hans position blev yderligere styrket da William af Apulien, i tilfældet af at han skulle forblive barnløs, lovede ham 23 24

13 arveretten til sit hertugdømme (Ibid., 221). Da William af Apulien døde i 1127, indledte Roger II erobringen af Syditalien (Ibid., ). Pave Honorius II ønskede dog ikke et samlet normannisk Syditalien, og det lykkedes paven at alliere sig med diverse magtfulde normanniske fyrster deriblandt Rogers svoger Rainulf af Alife og Robert II af Capua (Ibid., ). Efter tre års krig blev Roger II juledag år 1130 kronet i Palermo af modpaven Anaklet II, der nu fungerede som hans allierede imod pave Innocens II, efterfølgeren af Honorius II (Ibid., ). Pave Innocens II og hans allierede, deriblandt den tysk-romerske kejser Lothar III af Sachsen, ville dog ikke anerkende Roger II som konge over Sicilien og Syditalien grundet hans alliance med modpaven, og dette resulterede i konstante kampe mellem 1132 og 1139 (Ibid., 234, ). Det lykkedes dog i sidste ende for Roger at modstå angrebene fra både pavedømmet og den tysk-romerske kejser (Jotischky & Hull, 49). Efter at Roger II i en årrække havde vist sig nådig overfor sine fjender, ændredes dette radikalt grundet den fortsatte krigsførelse og tiltagende modvilje mod ham. Som reaktion på dette begyndte Roger at indsætte loyale mænd i de forskellige hertugdømmer. Dette var med til at skabe den øgede stabilitet, som prægede riget indtil Rogers død i 1154, hvor hans eneste tilbageværende søn William I overtog kongedømmet. Allerede nogle år forinden var William I blevet betroet en del af riget, og således var både Apulien på fastlandets østkyst og ligeledes Salerno på vestkysten allerede under hans kontrol ved overdragelsen i 1154 (Jamison, ). William var dog ikke forberedt på de opgaver, der forventedes af en konge, da han var den sidste søn i arvefølgen, og derfor ikke var blevet præpareret i samme grad som sine ældre afdøde brødre. William bibeholdte den eksisterende administration af kongeriget, og de embedsmænd hans far i sin tid havde udnævnt i de forskellige positioner. Han valgte at indsætte Maio af Bari som amiratus amirutorum, den højeste stilling i riget. (Norwich, ) På foranledning og opfordring af Maio fortsatte William I den strategi, hans far i sin tid havde udarbejdet, med det formål at styrke riget indefra og holde befolkningen og de forskellige oprørske herremænd under kontrol. Herremændene søgte støtte udefra og endte med at have to meget magtfulde allierede. Først søgte de assistance fra den tyskromerske kejser Frederick Barbarossa, men da hans forsøg på at hjælpe dem mislykkedes, valgte de i stedet at opsøge den byzantinske kejser Manuel I Komnenos, som kom dem til undsætning ved invasionen af Syditalien og Apulien i (Loud 2004, ) Det lykkedes dog William I at slå invasionen tilbage og derefter opnåede han pavedømmets anerkendelse af sin retmæssige position som konge af Sicilien og Syditalien. I 1160 blev Maio likvideret, hvilket svækkede William betydeligt (Internet 7)

14 Da William I døde i 1166, måtte riget administreres af dronning Margaret og af hende udpegede embedsmænd, indtil sønnen William II blev myndig. Da William II blev myndig blev kongeriget forholdsvist stabilt, og denne stabilitet lader til at have fortsat igennem William II s regeringsperiode (Loud 2004, 459). En stor del af William II s regeringstid blev tilbragt i Palermo, og det har kun været undtagelsesvis, at han begav sig til fastlandet. Da William II døde i 1189 var det ikke længere muligt at overdrage riget til en direkte mandlig tronfølger, da det ikke lykkedes William II at producere en arving til at videreføre Hauteville-slægten. (Jamison, ) Efter års strid om arvefølgen overtog Constance, datter af Roger II, tronen sammen med sin ægtemand, den tysk-romerske kejser Henry VI og deres søn Frederick II overtog senere riget. (Se evt. genealogi Bilag 1). Således ophørte Hauteville-kongerækken. Da normannerne først ankom til Sicilien og Syditalien omkring årtusindeskiftet var det således ikke en selvfølge, at dette område senere ville blive underlagt normannisk styre og samles til et kongerige i løbet af det 12. århundrede, og senere skulle ende med at blive underlagt den tysk-romerske kejser Frederick II, søn af Henry i midten af det 13. århundrede. 3.0 Analyse af primære kilder I dette analyseafsnit vil vi analysere The Deeds Done by King Roger of Sicily, The Assizes of King Roger og The Travels of Ibn Jubayr. Dette vil vi gøre med henblik på at være i stand til at besvare vores problemformulering. De to første kilder er fra Roger II s samtid, og behandler erobringer og styring af riget samt lovgivning. The Travels of Ibn Jubayr er fra William II s tid og er en rejsedagbog, som beskriver Ibn Jubayrs indtryk af kongeriget på Sicilien. Vi vil inden hver kilde komme med en introduktion af kilden og forfatteren, og efter hver kilde vil der følge en delkonklusion, som samler op på analysens resultater. 3.1 Introduktion til The Deeds Done by King Roger of Sicily The Deeds Done by King Roger of Sicily blev skrevet af abbeden Alexander af Telese. Alexander af Telese var formentlig allerede fra år 1127 abbed i den Hellige Frelsers Kloster lige uden for byen Telese, der ligger i nærheden af Benevento, en by af større betydning i højmiddelalderen. Om Alexander ved vi ikke mere end det, som han selv skriver i teksten. Han døde formentlig før november Klosteret, hvorfra han skriver, er opført senest 1075, da der ved synoden i Benevento samme år for første gang var en abbed fra den Hellige Frelsers Kloster til stede. Alexander blev anmodet af grevinde Matilda til at skrive et værk om kong 27 28

15 Roger II af Sicilien (Alexander af Telese, 4) 6. Grevinde Matilda og kong Roger II var søskende og grevinden var gift med grev Rainulf II af Caiazzo, med hvem Roger II havde utallige konflikter, og kilden beskriver, hvordan Matilda med tiden også blev mere fremmedgjort over for Rainulf. Teksten propaganderer for kong Roger II, ved at beskrive ham som en retfærdig og brutal hersker, der var sanktioneret gennem guds vilje. Så tendensen er klart propagandistisk, men teksten nåede aldrig ud til et større publikum (Ibid., 2). Ikke desto mindre kan vi stadig anvende kilden til at beskrive kongerigets start, når vi ser bort fra Alexander af Teleses beskrivelser af guddommelig intervention gennem Roger II. Derudover ser vi også bort fra de motiver, som Alexander af Telese tillægger Roger II s gerninger, og i stedet fokuserer vi på de faktuelle begivenheder, som beskrives, eksempelvis når en by erobres. Teksten er formentlig skrevet i starten af 1136, da de sidste begivenheder beskrevet i teksten er fra december 1135, og der er ikke beskrevet begivenheder såsom den tyske invasion af Syditalien i 1137 eller pave Innocent II s og kejser Lothar III s udnævnelse af Rainulf til hertug af Apulien i Beretningen starter med Roger II s fætter hertug William af Apuliens død, dvs. beretningen starter i år 1127 og går primært kronologisk fremad med hver kampagnesæson 7. Kilden er oversat af 6 The Deeds Done By King Roger of Sicily er hentet fra internettet, men vi henviser til Alexander af Telese i analysen, se dog Internet 8 for link. (Internet 8) 7 Engelsk: Campaign season. Pga. årstider kunne man kun tage på plyndrings- og erobringstogter i en begrænset tidsperiode Graham A. Loud, professor ved historieinstituttet i Leeds, og indeholder Louds introduktion til kilden. Ifølge Loud skal den opfattes som en provisorisk oversættelse og ikke en 100 % definitiv oversættelse. (Ibid., 1-3) Vi vil komme med en kort beskrivelse af teksten og præsentation af hovedtrækkene for at lette forståelsen af analysen. Dernæst vil vi gå i gang med selve analysen af kilden. Hele teksten initieres i bog 1 med hertug William af Apuliens død og greve Roger II s sorg over dette, men også hans stræben efter hertugdømmet, som han følte sig berettiget til. Det endte med, at paven sammen med grev Rainulf modsatte sig, men Roger II vandt over dem med list og ikke en dråbe blod blev udgydt. Pave Honorius II måtte investituere Roger II som hertug og Roger II svor troskab til paven. Derudover måtte Roger II nedkæmpe nogle oprørske byer. I bog 2 foreslås det af hertug Roger II s vasaler, at han ophøjes til konge, hvilket blev gjort med prompt og pragt. Adskillige vasaler, som grev Rainulf, prins Robert af Capua og andre, gjorde oprør mod kong Roger II s herredømme over dem, men blev i løbet af et par kampagnesæsoner nedkæmpet og tvunget til at forny deres vasalforhold til kong Roger II. Roger II fik også Napoli under sit herredømme. I bog 3 fortælles det, at kong Roger II s kone døde, og at et rygte om Roger II s egen død opstod. Herefter begyndte grev Rainulf, Prins Robert af Capua, befolkningen af Napoli og 29 30

16 nogle små byer endnu en gang at gøre oprør. Efter noget tid kom Roger II tilbage og generobrede næsten det hele. Napoli var stadig selvstændig, men under konstant og snedig belejring. I bog 4 fortælles videre om denne belejring og om modstanderne, som blev færre. Endvidere fortælles det, at det var med guddommelig vilje, at kong Roger II havde succes, og at han skulle huske at følge guds vilje. 3.2 Analyse af The Deeds Done By King Roger of Sicily. Som nævnt i introduktionen til kilden skrev Alexander af Telese teksten på grevinde Matildes foranledning, hvorfor teksten kan opfattes som en hyldest til Roger II (Alexander af Telese, 3). Derfor bør man stille sig kritisk overfor kilden, når der eksempelvis om Roger II står: He was so greatly and frequently moved by piety that hardly did ever a poor man or pilgrim leave his presence without reward. (Ibid., 4). Alexander af Telese levede under Kong Rogers regeringstid, og har i enkelte tilfælde selv været til stede under begivenhederne (Ibid., 29). Alexander af Telese skriver om Roger II: [ ] his power was outstanding in the days of our own century, and with how much terror he controlled all the provinces from Sicily as far as Rome, grinding them down in short time (Ibid., 3). Hermed kan det forstås, at Rogers magt ifølge Alexander af Telese stammede fra den frygt, der herskede blandt hans vasaler og undersåtter, samt fra den hårdhed hvormed han styrerede og erobrerede områder. Da William af Apulien i 1127 døde uden arving mente Roger, at han qua deres mundtlige aftale var arving til hertugdømmet Apulien, men allerede inden da erobrede Roger blandt andet Malta. Da Roger befalede byen Salerno at underkaste sig ham, modstod de, men et kompromis mellem Salernos indbyggere og Roger blev opnået. Indbyggerne fik lov til at beholde en borg i byen til egen beskyttelse, selvom det irritererede Roger (Ibid., 5). Dette kan ses som en pragmatisk løsning, hvor Roger II er villig til indgå kompromiser for at opnå len og byens underkastelse. Det fremgår også, at Roger II s anvendte sit rygte strategisk. Da han tog på kampagne, gjorde han følgende: [ ] he started to besiege Torre Unfredo, quickly captured and demolished it. (Ibid., 7). Roger lagde en hel by i ruiner, hvorefter de omkringliggende byer overgav sig af frygt for ham (Ibid., 7). Efter en kontrovers med pave Honorius II, hvor Roger vandt et slag mod ham uden blodsudgydelse, investituerede paven Roger som hertug (Ibid., 8). Det fremgår af kilden, at Roger ikke kun var hårdfør, men også kunne være nådig. Eksempelvis opgav en række grever, riddere og andre mænd en kamp mod Roger, og efterfølgende fik Roger II s vasal, Tancred, sit len igen, da: The Duke s anger against Tancred was appeased and he returned to him those of his lands that he had seized. (Ibid., 9). I et andet citat står der: Once Troia had been captured the 31 32

17 other ducal cities, by now very afraid, humbly surrendered to him, and all Apulia was without exception subject to him. (Ibid., 9). Citaterne underbygger, at det var Rogers rygte, som bragte ham de andre byers underkastelse. Om Roger står det, at han tog til byen Melfi: [ ] and ordered all the great men (optimates) of Apulia to gather there in his presence. He then laid down for them this edict (amongst others); that they should be permanently at peace and not fight among themselves. (Ibid., 10) Af citatet fremgår det, at Roger II via et dekret prøvede at skabe permanent fred og forhindre fejder imellem mændene og deres familier. Roger II prøvede at styre sit rige ved at skabe fred mellem fremtrædende mænd. Lovbrydere ville blive stillet for en ret udpeget af Roger II (Ibid., 10). Derfor har Roger II ageret mægler og truet med sanktioner, hvis dekretet blev brudt, som led i sin strategi for at styre landet. Et eksempel på en lovbryder var grev Roger af Ariano, der ikke juridisk kunne bevise sin uskyld, hvorefter han måtte opgive to byer til den fremtidige kong Roger II (Ibid., 10). Dette tyder på en form for juridisk standard i sådanne sager Roger II bliver konge På opfordring af hans nærmeste familie, klerke og vasaler blev Roger II kronet konge af Sicilien, Calabrien og Apulien i 1130 (Alexander af Telese, 11). Hertugdømmet Amalfi, en del af det sicilianske kongerige, ville ikke overgive sine borge til kong Roger II, hvilket vækkede hans vrede, og kong Roger II gjorde følgende: He called to him the Emir (Ammiratus) John, a man most prudent and active in warlike matters, and placed under his command all those who were to go to besiege rebel Amalfi [ ] Meanwhile the Grand Emir George, a man most faithful to the King and most accomplished in secular matters, in obedience to the King s orders blockaded Amalfi from the sea, so that he could capture any Amalfian who might be at sea and prevent aid from anywhere coming by that same route. (Ibid., 12) To væsentlige forhold kan udledes af dette. For det første er det meget sandsynligt, at Roger II benyttede sig af en form for herre-vasal system, fordi John og George blev kaldt til ham og udførte opgaver for ham. For det andet, var de begge to emirer, og George var endda emir af emirer, dvs. amiratus amiratorum, jf. begrebsafklaring. Da begge titler er af 33 34

18 arabisk sproglig afstaming, så vidner det om optagelsen og indarbejdelsen af forskellige traditioner og funktioner i Roger II s hær og styremåde. I forlængelse af hertugdømmet Amalfis modstand overfor kong Roger II, blev prinsen af Capua og grev Rainulf også trodsige. Grev Rainulf beskrives i hele kilden generelt som værende dårligt stemt overfor kong Roger II. Prinsen af Capua sendte en delegation til Roger II for at tale grev Rainulfs sag vedrørende noget len og grevens kone Matilda, som var kong Roger II s søster og havde søgt tilflugt hos ham, hvortil prinsen truede med at ophøre med at tjene kongen. Til dette svarede Roger II bl.a. følgende: The one thing that we wish you to convey to him [prinsen af Capua] is this: he is to know for certain that if for this or any other reason he withdraws his service from me, he shall be instantly charged with the crime of perjury. (Ibid.,15). Roger II ville tiltale prinsen for at have givet falsk udsagn, når prinsen tidligere havde svoret troskab og nu truede med at afsige det, og Roger II ville derfor benytte eksisterende lovgivning, praksisser eller traditioner som sanktionsmiddel mod den oprørske prins. Der var selvfølgelig ikke tale om en retssag efter nutidige standarder, men en simpel retssag i stedet for konsekvent at kaste sig ud i krig med prinsen. Dette indikerer et andet brug af midler i forsøget på at styre riget end udelukkende konsekvente voldshandlinger Forskellige former for styrings- og erobringstaktikker Kong Roger II benyttede sig af folk med andre religiøse overbevisninger, da han sendte saracenere til byen Bari for at bygge en fæstning. Da der opstod ballade i byen mellem saracenerne og indbyggere i Bari, hvori først en adelsmands søn blev dræbt og derefter nogle af saracenerne, valgte Roger II en blød tilgang, hvorved han ikke udstedte reprimander overfor byen, således at arbejdet med fæstningen kunne fortsætte. Dette gjorde han ud fra pragmatiske grunde, da hans fjender truede områderne i nærheden (Alexander af Telese, 18). Senere i kilden læser vi igen, at kong Roger II benytter sig af saracenere, denne gang under erobringen af en by, hvor saracenerne byggede avanceret krigs- og belejringsmaskineri (Ibid., 20). Selvom kong Roger II ofte tilgav modstandere og erobrede byer uden blodsudgydelse, var han også i stand til at være den hårde krigsherre, der ikke var bange for at vise sin magt ved at udslette en by. I kilden står der: After the royal troops had entered the city they sacked it furiously. Roger of Plenco, who was mentioned above, was captured with others and led to the King [Roger II] to be put to death. (Ibid., 21). Ved byer, der var vanskelige at erobre på konventionel vis, lod Roger II, som tidligere nævnt, belejringsmaskiner, som efter beskrivelsen sandsynligvis har været katapulter eller blider, bygge. (Ibid., 24) Dette 35 36

19 illustrerer, at kong Roger II benyttede den tilgængelige viden om krigsførelse til at undgå unødige tab. Efter Napoli havde overgivet sig til kongen, erkendte han, at alt gik hans vej:...therefore [Roger] dismissed his army and allowed all his men to return to their homes, retaining with him only those knights to whom he was paying wages. (Ibid., 26). Dette viser med al tydelighed, at kong Roger II havde lejesoldater på lønningslisten, fastansatte riddere. Det fremgår ikke, hvor mange eller om der overhovedet var muslimer eller folk med andre religiøse overbevisninger iblandt de hjemsendte eller ridderne. Roger II regerede både med en professionel ridderstand, samt en hær bygget op omkring hans vasaller. I bog 3 står der: At this time the royal Chancellor Guarin 8, a man most erudite in learned matters and most prudent in secular business, and the Emir (Ammiratus) John, whose formidable character has already been mentioned, had been left in charge of all the Terra di Lavoro. (Ibid., 27) Af dette kan vi udlede, at Roger II havde uddannede, dygtige og troværdige mænd til at varetage sine interesser, således at han ikke selv 8 Normanner fra Frankrig, der var højtplaceret i Kong Rogers inderkreds og med titlen Kansler, senere Overkansler. skulle være til stede ved brandpunkter konstant for at manifestere sin magt. Disse mænds kvaliteter bliver efterfølgende fremhævet i teksten (Ibid., 29) Brutal magt og pragmatiske løsninger På et tidspunkt flygtede grev Rainulf til Napoli. Da kongen, som var på vej til at indtage byen Aversa, hørte dette, skete der følgende: The King was then so furious that the whole city, having first had its people driven forth, was then given over to the flames [...] When Aversa had thus been destroyed the King afterwards ordered its suburban area to be burned (Alexander af Telese, 30). Deraf kan vi udlede, at Roger II ikke var bleg for at bruge brutal magt til at skabe frygt og dermed underkastelse. Vi lærer også, at kong Roger ikke altid holdt hovedet koldt, men også var i stand til at reagere ud fra sine følelser. Under belejringen af Napoli forsøgte kong Roger II at få bygget en midlertidig borg, men dette viste sig dog at være tæt på umuligt. De højtstående personer i kongens hær fortalte kongen dette, og samtidig fortalte de, at der var sygdom og tegn på nedbrydelse af hæren grundet varmen. De foreslog, at man brød hæren op, således at man kunne holde belejringen over længere tid (Ibid., 32). Til dette reagerede kongen således: 37 38

20 On hearing this the King was moved by compassion for them and ordered the siege to be raised. He decided on another way to put pressure on his enemies without endangering his own men, for dispersing the greater part of his army among the various towns closest to Naples he ordered it to blockade the city closely even in his absence, and if the rebels should ever happen to make a sortie they could be driven back by those nearest to them. (Ibid., 32-33) Kongen lyttede således til sine mænd, og han fulgte deres plan. Dermed blev belejringen udvidet til at være helårlig, hvilket vil sige, at kong Roger II ikke var begrænset af den normale sæsonbetingede kampagne. Ifølge kilden viste Roger II sympati for sine mænd og omsorg for deres sikkerhed i situationen, men dette kan dog også i lige så høj grad have været ud fra taktiske og pragmatiske hensyn. Senere gjorde kongen følgende: And he constituted as his procurator 9 over all the land which was under his own lordship a very energetic man whose name was Jocelin, extremely accomplished in all secular matters. He had already, when he was at Aversa, entrusted the 9 Administrator - I denne situation med ansvaret for den royale ejendom i Capua knights who had been chosen for the defence of the Terra di Lavoro 10 while he was in Sicily to several counts in whom he had particular confidence who were to succeed each other for set terms of office. (33) The King s brother-in-law Adam was appointed to the first of these periods in command. After him the second was given to Count Robert son of Richard, and after that the third to Count Simon of Sant Angelo on Monte Gargano, and so on in order. (Ibid., 36) Her kan vi se, at kongen udnævnte Jocelin til at administrere den royale ejendom i Capua, og han uddelegerede derved ansvar. Han udnævnte også en række adelige til at styre forsvaret af Terra di Lavoro. Disse adelige skiftedes til at være øverstkommanderende i et fastlagt periodebestemt system. Dette virker meget gennemtænkt, da Roger II i så fald kunne opholde sig på Sicilien, mens de tre mænd ledte forsvaret. Ved at dele ansvaret i perioder ville ingen af mændene blive skuffede eller sure over ikke at være blevet udnævnt til kommandant. Således ville de to, som ikke var kommandant på det givne tidspunkt, have tid til deres egne len og undersåtter. Perioderne varede 2 måneder af gangen (Ibid., 38). 10 Område nord for Napoli 39 40