egnskov Historien om Producer

Transkript

1 Køb regnsko egnskov Historien om Danskernes skov i Costa Rica Producer oduceret et af Nepenthes 1

2 Peter Bejder og Kim Boye Holt: Køb regnskov - Historien om Danskernes skov i Costa Rica. Layout: Lars Møller Projekt styring: Jørgen Korning Denne udgave er udgivet elektronisk på og kræver AcrobatReader for at kunne åbnes. Produceret af Nepenthes med støtte fra DANIDA Odensegade 4B 8000 Århus C Tel: Fax: nepenthes@nepenthes.dk 1. udgave, Gjerrild Forsideillustration: Certifikatet, som man modtog som bevis på, at man havde støttet opkøbet af regnsko egnskov i Costa Rica. Kunstner: Jens Frimer rimer. 2

3 Indholdsfor ndholdsfortegnelse Køb regnsko egnskov... 4 Nepenthes lærer af andre... 4 Der går post til Costa Rica... 7 Der går post til Danmar anmark... 7 Fuld fart t fremad... 8 Fonden onden... 8 Certifikatet... 8 Pjecen... 9 Beho ehovet et set fra Costa Rica Så skulle det pludselig gå stærkt kt Et t lykkeligt første møde med pressen Så bryder det for alvor løs Skolebørn går forrest Et t læserbrev ev med en opfordring Regnsko egnskov v på skoleskemaet Regnsko i stedet for ny sofa En n travl hver erdag dag Nepenthes som organisation Der er rockes for regnsko egnskoven en Der er gik politikere e i regnsko egnskoven en B.T.. så sker der noget Medietor edietorden den bryder der løs TV 2, Irma og Nepenthes Vi i er blevet et snydt dt Ekstra Bladet følger op Andre e aviser følger op GASA tøver er En n anderledes kritik Et t u-landsprojekt Nepenthes med til at sætte debatten Mange bække små Opkøb af jord d starter ter pressemøde Ikke kke nok at opkøbe jord Sor orte skyer i horisonten Nødvendigt med retssag Der afsiges dom Succes på trods af besvær Den biologiske korridor i dag

4 Køb regnsko egnskov Historien om Red regnskoven er historien om en af de mest succesfulde indsamlinger i dansk miljøhistorie nogen sinde. Fra 1989 til 1992 gav danskerne knap otte millioner kroner til Regnskovsgruppen Nepenthes, som stod bag projektet, der gik ud på at bevare regnskov i det mellemamerikanske land Costa Rica. Men Red regnskoven er også historien om en kampagne, hvor Nepenthes succes kom til at gå hånd i hånd med dårlig omtale i aviser og tv. Nepenthes blev blandt andet beskyldt for at ville tvangsforflytte fattige bondefamilier og for at have skabt en succes, der var så stor, at den lille organisation ikke kunne styre dét, der var kampagnens formål: opkøb af regnskov. Her på siderne kan du læse om, hvordan Nepenthes skabte den hidtil største danske kampagne for bevarelse af regnskov, og du kan læse om, hvordan Nepenthes kom i mediernes søgelys. Først med positiv omtale, siden med negativ omtale. Nepenthes lærer af andre Uden for Danmark var der i 1980 erne en del kampagner, som gik ud på at rejse penge til at opkøbe regnskov. Ideen var, at folk gav et økonomisk bidrag til at bevare de tropiske skove til gengæld fik bidragyderne et lille symbolsk bevis på (oftest et certifikat), at de Om navnet Nepenthes En kande fra nepenthesarten Nepenthes villosa, der vokser på Borneos største bjerg, Mt.Kinabalu. Tegningen viser en Nepenthes-plante, hvor man tydeligt ser forskellen på de øverste og de nederste kander. Bladstilken på de øverste kander er beregnet til at sno sig om grene og lign. for at støtte planten. I 1983 blev Regnskovsgruppen til Regnskovsgruppen Nepenthes. I dag lyder organisationen kun navnet Nepenthes. Kær forening har mange navne, og i tilfældet Nepenthes har mange svært ved at stave til barnet. I tidens løb er der dumpet en del breve ind ad brevsprækken, hvor stavningen eller selve navnet har givet anledning til smil. Læs blot: Nephentes, Lepenthes, Nepentes, Nepenthos, Lepentes, Appendix, Nepenthos, Dementes, Depentes, Nephenthes, Independent... Nepenthes er navnet på en kødædende plante fra regnskoven. Den kaldes også Kandebærer, og i Sydøstasiens og Madagaskars skove findes der 60 forskellige arter Kandebærere. Planterne gror på meget udpint jord eller oppe i træerne, så plantenes rødder har svært ved at finde næring. Derfor må Nepenthes leve af andre ting. Kandebærerens bladspidser er udviklet til kander. Kanderne fanger insekter, som planterne lever af. Myg og andre smådyr lever og overlever i kanderne, og det har givet anledning til mange spørgsmål fra videnskaben, for eksempel: Hvorfor i alverden vælger myg og andre smådyr at leve i kanderne, når nu kanderne lever af smådyr? På den måde er Nepenthes en gåde. Som regnskovene på nogle måder er det. 4

5 Om Regnskovsgruppen Nepenthes I februar 1982 dannede en håndfuld biologistuderende på Aarhus Universitet Regnskovsgruppen. På rejser i tropiske lande var de kommende biologer blevet chokerede over ødelæggelsen af regnskovene. Der måtte gøres noget! Og aktivisterne var enige om, at det første skridt på vejen mod en bedre fremtid for regnskovene var oplysning. Danskerne vidste ikke nok om regnskovenes problemer, og aktivisternes holdning var, at viden om regnskoven var en forudsætning for at kunne reagere og forbedre forholdene for regnskovene og de mennesker og dyr, der lever dér. Aktivisterne holdt møder og forsøgte gennem forskellige former for oplysning lysbilledforedrag og artikler for eksempel at sætte fokus på verdens regnskove. I begyndelsen var der kun få medlemmer af foreningen, og de betalte selv alt: fra kaffe over frimærker til kopier. I november 1983 blev Regnskovsgruppen til Regnskovsgruppen Nepenthes. I dag hedder organisationen blot Nepenthes. Efter 1983 skelnede Nepenthes mellem aktive medlemmer og støttemedlemmer. Alle medlemmer modtog foreningens blad, Regnskov (i dag: Skov & folk ), fire gange om året, men det var kun aktive medlemmer, der måtte stemme på generalforsamlingerne. Foreningens indtægter stammede i begyndelsen især fra kontingenter, indbetalte støttebeløb, lysbilledforedrag og salg af t-shirts, postkort o.l. Der blev skrevet artikler og informeret på musikfestivaler. I 1988 udgav Nepenthes i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke bogen Alle Tiders Regnskov med artikler om regnskoven: Nepenthes-medlemmer havde skrevet om økologien i skovene, om naturfolk, om afgrøder, om ødelæggelserne og om forholdet mellem i- og u-lande. Bogen blev en succes og solgte over eksemplarer. Den er stadig Nepenthes største bogsucces. I 1985 havde en aktiv medlemsgruppe i København set dagens lys. Indtil da havde der kun været aktive medlemmer i Århus. Det var fortsat Århus-kontoret, der administrerede foreningen, selv om der med tiden blev langt flere aktive i København. Efterhånden blev der behov for en anden organisering af Nepenthes. For at skabe en balance mellem København og Århus blev det i 1988 besluttet at have to generalforsamlinger om året: en på Sjælland og en i Jylland. Bestyrelsen skulle for fremtiden bestå af tre medlemmer fra København og tre fra Aarhus, og man indførte direkte valg af formand og næstformand, der indtil da var blevet udpeget af bestyrelsen. Jørgen Korning, græsrod siden 1982, blev Nepenthes første formand en post, han bestred indtil Ændringerne gav to fordele for Nepenthes: Bestyrelsen blev bedre i stand til at træffe beslutninger, og formanden kunne udtale sig på græsrodsorganisationens vegne. I dag har Nepenthes lokalforeninger/afdelinger i Århus, København og Odense, ligesom man har et kontor i Stege. Læs mere på Da Regnskovsgruppen i Nepenthes i 1989 søsatte projektet Red regnskoven, havde foreningen 503 medlemmer nogen lunde det samme antal som i foreningens første leveår. I sine første syv år havde Nepenthes på trods af stor viden og mange former for oplysningsarbejde ikke reddet et eneste træ i regnskoven. Det skulle der blive lavet om på! 5

6 havde støttet sagen. For nemheds skyld sagde folk, at de købte et stykke regnskov. Der var blandt andet kampagner i USA, Canada og Sverige. Underligt nok var ingen i Nepenthes klar over, at svenskere havde gang i Barnens regnskog, som rejste penge til Monteverde Reservatet (hvor der er tågeregnskov) i Costa Rica. Costa Rica blev ellers senere mål for Nepenthes kampagne. På den måde var Nepenthes ikke inspireret af naboerne i Sverige. Ideen til den danske kampagne kom helt andre steder fra. To aktive vendte nemlig hjem fra det store udland med ideer. Uafhængigt af hinanden havde to Nepenthes-aktive fået stort set de samme erfaringer og ideer under ophold i udlandet. Bent Otto Poulsen, der studerede biologi på Københavns Universitet, havde i 1985 været med til at starte København-afdelingen af Nepenthes. I sommeren 1987 var han sammen med tre venner rejst til Costa Rica for at se på fugle. På et seminar mødte han direktør Mario A. Boza fra Fundación Parques Nacionales, der talte varmt for opkøb af regnskovsjord med henblik på at udvide nationalparkerne. Bent Otto Poulsen var frustreret over, at Nepenthes mere talte end handlede, og han blev begejstret, da han fandt ud af, hvad WWF Canada havde gjort for at bevare regnskovene. WWF Canada havde en kampagne Rain Forest Acre, hvor folk mod at give penge til bevarelse af regnskov fik såkaldte regnskovscertifikater. Den metode havde canadierne haft stor succes med, og det havde ført til opkøb af regnskov i Mexico, Belize og Guatemala. I 1988 tog WWF Canada fat på Monteverde i Costa Rica, og det træk skulle også vise sig at blive en succes. Resultatet af dén indsamling blev et beløb, der svarede til cirka tre millioner danske kroner. Torsten Ringberg arbejdede i for en lille græsrodsorganisation National Wildlife Federation (NWF) i Washington. I NWF var der diskussioner, om man skulle starte en kampagne, hvor man rejste penge til regnskoven ved at sælge aktier. Disse aktier skulle finansiere opkøb af regnskov i Brasilien. Da Torsten Ringberg vendte hjem til Danmark, forsøgte han straks at sælge ideen til akti-visterne i Nepenthes. Sammen med Bent Otto Poulsen argumenterede han for, at Nepenthes skulle lave en helt ny kampagneform i Danmark. En kampagne, hvor dansk- Om Fundación Parques Nacionales & Fundación Neotropica Fundación Parques Nacionales (FPN) står blandt andet for opkøb af nationalparker i Costa Rica. I første omgang anmodede FPN om hjælp til at købe et område på i alt 190 kvadratkilometer. Fundación Parques Nacionales havde stor erfaring i lignende opkøb og lovede Nepenthes to ting: 1) udelukkende at anvende pengene til opkøb af skov ved de to store naturparker, Barra del Colorado og Tortuguero, med lavlandsregnskov, 2) at opkøb ville forhindre fældning af skoven, jagt og bosættelse. Den opkøbte skov skulle siden overdrages til Costa Ricas Nationalparkvæsen, som ifølge aftalen skulle sørge for vagter til parken. Central i Fundación Parques Nacionales og i samarbejdet med Nepenthes var direktør Mario A. Boza. Han blev senere vicemiljøminister i Costa Rica ( ). Fundación Parques Nacionales stod for bevarelse (opkøb) af regnskove. I organiationen FPN var der også en lille underafdeling, der hed Fundación Neotrópica. I 1990 blev Fundación Parques Nacionales og Fundación Neotrópica reelt delt i to. Fundación Parques Nacionales tog sig af bevaring af regnskov/nationalparker, mens Fundación Neotrópica havde med bæredygtig udnyttelse af regnskovene at gøre, dvs. at få indbyggerne i regnskovene til at bruge regnskoven på økologisk og bæredygtig vis. Fra 1990 var det Fundación Neotropica, der var Nepenthes samarbejdspartner. Det skyldtes blandt andet, at Nepenthes for Danida-penge gik i gang med at lave et såkaldt bufferzone-projekt, hvis formål var dels at bevare regnskov, dels at lære småbønderne at dyrke jorden på en bæredygtig måde. 6

7 erne skulle have et symbolsk bevis (et certifikat) på, at de havde støttet bevarelsen af regnskoven. I starten var der en vis skepsis blandt en del Nepenthes-medlemmer. De kritiske mente, at ideen om at give et certifikat var for poppet og havde for lidt med kampen mod ødelæggelsen af regnskovene at gøre. Certifikater var at købe aflad! Men lidt efter lidt blev de skeptiske overbevist. Og diskussion kom hurtigt til at gå på, hvilket land Nepenthes skulle vælge at satse på. Valget faldt på Costa Rica. Først og fremmest fordi der var tale om et politisk stabilt land, der var relativt let at arbejde i, og fordi der var en vis tradition for miljøbevarelse i landet. Nepenthes var dermed klar til at handle. Nu skulle det være slut med kun at lave oplysningsarbejde. Der går post til Costa Rica Bent Otto Poulsen og Torsten Ringberg skrev i april 1988 til direktøren for Fundación Parques Nacionales Mario A. Boza. I brevet spurgte Nepenthes, om Fundación Parques Nacionales var interesseret i et samarbejde om opkøb af regnskovsjord. Nepenthes henviste til Bozas egne tanker om behovet for opkøb af regnskovsjord, sådan som Bent Otto Poulsen havde hørt om dem året forinden. Samtidig kom Nepenthes ind på mange andre ting i brevet: * man understregede, at man var klar over, at opkøb af regnskovsjord kun var et meget lille hjørne af det arbejde, der skulle gøres for at skabe et bæredygtigt miljø i Costa Rica * man spurgte, hvor meget en hektar regnskovsjord ville koste * man slog fast, at danskerne generelt set bekymrede sig om regnskovene, men var frustrerede over, at de ikke kunne gøre noget ved ødelæggelserne. Brevet til Fundación Parques Nacionales blev sendt på Miljøministeriets brevpapir. Det skyldtes, at Bent Otto Poulsen havde et studenterjob hos Skov- og Naturstyrelsen, hvor kontorchef Veit Koester tillod Poulsen at sende brevet på ministeriets papir. Der går post til Danmar anmark Derfor modtog Nepenthes i august måned et brev, der var stilet til Hr. Bent Otto Poulsen Direktør Regnskovsgruppen Nepenthes Miljøministeriet Skov- og Naturstyrelsen København Finere kunne det jo næsten ikke blive for en lille gruppe af ulønnede aktivister! Mario A. Boza var meget positiv over for Nepenthes idéoplæg. I brevet beskrev han de costaricanske planer om at skabe en såkaldt en mega-park i den nordøstlige del af landet ved at forene Barra del Colorado og Tortuguero Nationalparken. Her var der behov for at etablere en korridor mellem de to beskyttede områder. Boza fortalte desuden om costaricanernes behov, herunder opkøb af regnskovsjord, og inviterede Nepenthesmedlemmer til landet, så de selv kunne se behovene. Selv om Costa Rica på mange måder gik forrest i miljøkampen i slutningen af 1980 erne, var der et stort behov for at vende udviklingen. Costa Rica var nemlig et af de lande, hvor regnskovene forsvandt hurtigst. På cirka 50 år var skovene svundet ind fra at dække cirka 67 procent af landet til kun at dække 17 procent (uden for nationalparkerne). Costaricanere spåede, at hvis fældningen og afbrændingen fortsatte med samme hast, ville regnskovene helt være forsvundet i løbet af 10 år. En anden pointe var, at regnskovene i Costa Rica var ejet af private, og hvis man ville redde regnskoven, var det ganske enkelt nødvendigt at opkøbe den. 7

8 Om Costa Rica Nepenthes valgte Costa Rica, fordi det var et stabilt land politisk set. Siden landet blev uafhængigt af Spanien i 1802, har der været tradition for demokrati næsten som i den vestlige verden. I 1987 fik præsident Oscar Arias (han blev efterfulgt af Rafael Angel Calderón i 1990) således Nobels Fredspris for at kæmpe for fred og demokrati i Mellemamerika. Desuden havde og har Costa Rica et af de mest velfungerende sundheds- og uddannelsessystemer i hele Latinamerika. På mange måder var Costa Rica således et mønsterland i Costa Rica. Men der var også problemer. Især økonomiske. Landet havde en kæmpe udlandsgæld (1988), og arbejdsløsheden var høj: cirka 17 procent i Men på miljøområdet var landet anderledes end andre latinamerikanske lande. Man gjorde noget. Blandt andet for at stoppe regnskovsfældningen, som var Mellemamerikas værste i slutningen af 1980 erne. Landet havde et naturfredningsprogram, og i 1987 vedtog landet en National Strategiplan, som blandt andet gik ud på at oplyse og undervise befolkningen i miljø. I forvejen var 11 procent af landets natur lagt ud som nationalparker. Landet var det første u-land i verden, der vedtog en handlingsplan, der fulgte de retningslinjer, Brundtlandkommissionen fremlagde for bæredygtig udnyttelse af naturen. Costa Rica i tørre tal, da Nepenthes engagerede sig i landet: Befolkning: Cirka tre millioner Areal: Cirka km 2 Befolkningstæthed: 44 pr. km 2 Mennesker: 98 procent hvide og mestizer (blanding af hvide og indianere), mindertal i form af sorte og indianere på østkysten. Ca. 40 procent boede i byerne (1986) Vigtigste eksportafgrøder: Kaffe og bananer Vigtigste afgrøder til hjemmemarkedet: Majs, ris og bønner Analfabetisme: 95 procent kan læse og skrive Religion: Flest katolikker (80-85 procent) Middellevealder: Cirka 75 år Fuld fart t fremad Argumenterne lod ikke mange i Nepenthes i tvivl. Nu var der ingen vej tilbage. Nepenthesmedlemmerne var i hvert fald ikke i tvivl, efter at Bent Otto Poulsen havde informeret om Bozas svar. Der var kun ét at gøre, nemlig at gå i gang. Der blev nedsat en arbejdsgruppe, der skulle sætte kampagnen i gang og udarbejde oplysningsmateriale. Der viste sig hurtigt at være tre ting, der skulle arbejdes med: en fond, et certifikat og en pjece. Fonden I København arbejdede de aktive nu hårdt på at få etableret Regnskovsfonden, der skulle sørge for opkøbene af regnskov. Centralt i dette arbejde stod biolog Jan Woollhead, der havde erfaring med organisatorisk arbejde. Drømmen var at skabe en fond, der fungerede økonomisk uafhængigt af Nepenthes. I november 1988 blev Regnskovsfonden grundlagt i forbindelse med generalforsamlingen. Med vedtægter, der lå tæt på Nepenthes. Det skulle vise sig umuligt at få fonden til at fungere uafhængigt af Nepenthes, da fondens vedtægter blokerede for skattefritagelse. Og i øvrigt krævedes der dengang kroner i egenkapital for oprettelse af en fond. Skattefritagelse kunne derimod opnås, hvis Regnskovsfonden blev en del af Nepenthes. Og sådan blev det. Certifikatet I slutningen af 1988 tilbød ornitologen og kunstneren Jens Frimer at illustrere det certifikat, der skulle gives til de mennesker, der støttede opkøb af regnskov i Costa Rica. Som dominerende islæt på certifikatet valgte man den farvestrålende tukan, der var karakteristisk for Atlanterhavskysten i Costa Rica. Frimer placerede tukanen oven på Heliconiaplanten. Certifikatet pryder forsiden af dette hæfte. Ligesom Nepenthes-medlemmerne havde været omhyggelige med udvælgelsen af tukan 8

9 Om fonden Der var flere fordele ved at etablere en fond, der fungerede økonomisk uafhængigt af Nepenthes: Pengene kunne kun gå til det øremærkede formål ikke til andre ting i Nepenthes København fik del i foreningens administrative ansvar, der af historiske grunde lå i Århus Udadtil ville det signalere, at der var tale om et professionelt stykke arbejde ikke blot endnu en oplysningskampagne fra Nepenthes Etableringen af en fond ville give mulighed for med tiden at samle penge ind til andre områder. Derved kunne man markere, at der var et generelt behov for hjælp til verdens regnskove. Ikke kun til Costa Ricas regnskove og Heliconia, blev hvert ord på certifikatet vendt og drejet masser af gange. Man var nødt til at gardere sig imod, at folk skulle tro, at de ved køb af et regnskovscertifikat virkelig fik et stykke jord i Costa Rica! På certifikatet kom der derfor til at stå: Regnskovscertifikat. NN har støttet bevarelsen af X kvadratmeter regnskov i Costa Rica. I bunden af certifikatet havde formanden for Nepenthes, Jørgen Korning, og direktøren for Fundación Parques Nacionales, Mario A. Boza, placeret deres stærkt personlige underskrifter. Dermed var deres autografer på vej til at pryde titusinder af danske hjem! Pjecen Generelt set var optimismen i Nepenthes stor. Så stor, at to Nepenthes-medlemmer fra Århus (biolog Klaus Sall og laborant Kent Olesen) gik til en reception for reklamebureauer og firmaer fra den grafiske branche. Her gik de simpelthen rundt og spurgte alle, der gad høre på dem: Hvad kan DU gøre for regnskoven? Bureauet Inferno bed på og sagde, at det lød interessant. Senere stod Inferno ved det lovede og tilbød at kigge på oplysningsmateriale idé, indhold og layout. I København var der allerede blevet lavet udkast til en folder. En kort tekst skulle suppleres med fotos af regnskoven. Fotos, der viste regnskoven som et grønt paradis, og fotos, der viste ødelæggelserne af regnskoven: afbrænding, erosion osv. Størrelsen på pjecen skulle være et foldet A4-ark, og fotos skulle gengives i sort-hvid. Thomas Læssøe fra Nepenthes i København og fire Nepenthes-medlemmer fra Århus mødtes herefter med Poul Christensen fra Inferno. Christensen fik hurtigt overtalt Nepenthes-folkene til at gøre folderen dobbelt så stor, gengive fotos i farver og trykke pjecen på glittet, ikke-genbrugs papir. Det hjalp sikkert også en del, at Inferno tilbød at producere folderen gratis! Herved sparede foreningen den nette sum af kroner. Dog var der en del kritiske røster i Nepenthes bagland. Man var vant til at lave oplysningsmateriale i sort-hvidt på genbrugspapir, og nu bidrog foreningen jo pludselig til den omsiggribende forurening! Men kritikerne blev overtalt, og produktionen kunne gå i gang foldere blev trykt i løbet af 10 dage. Eneste forskel i teksten fra det oprindelige udkast var, at der på forsiden kom til at stå Af jord er du kommet... (i stedet for kampagnens navn Red regnskoven ) oven på et smukt foto af et vandfald i den frodige, grønne regnskov. Side 2 viste flere smukke fotos fra regnskoven ( Paradis ), mens side 3 ( Helvede ) viste fotos af afbrænding af regnskov i Brasilien sammen med statistik om regnskov i Costa Rica. På side 4 anbefalede direktøren for Københavns Zoologiske Have, Bent Jørgensen, kampagnen. Her var der også informationer om priser, gironummer og adresser. Kampagnen var klar til at blive sat i gang i Danmark. 9

10 Beho ehovet et set fra Costa Rica På den anden side af Atlanterhavet glædede man sig også. Set med costaricanske øjne kom Nepenthes henvendelse om opkøb af regnskov nemlig som sendt fra himlen. Fældningen af regnskoven foregik i et alarmerende højt tempo, og der var brug for yderligere handling, hvis denne udvikling skulle stoppes. Og der var brug for hjælp udefra. Man ville nemlig gerne bevare de mange forskellige plante- og dyrearter, der var i landet. Faktisk havde Costa Rica på dét tidspunkt flere plante- og dyrearter end USA og Canada tilsammen. Opkøbet af regnskov i Tortuguero-området skulle forhindre adskillelse af de to naturparker: Tortuguero Nationalparken på hektar og naturreservatet Barra del Colorado Refugio de Vida Silvestre på hektar. Projektet var en del af en større plan, hvor tanken var at skabe syv såkaldte mega-parker ud fra de nationalparker, der allerede eksisterede. Håbet var at skabe korridorer mellem nationalparkerne, så dyr kunne vandre frit mellem parkerne, og planter kunne sprede sig. Herved satsede man på, at 90 procent af Costa Ricas mangfoldige dyre- og planteliv kunne overleve. Og mega-parkerne var en del af en endnu større plan, nemlig etableringen af Den Mellemamerikanske Biologiske Korridor fra Mexico til Columbia. Den Mellemamerikanske Biologiske Korridor skulle gå på to ben, dvs. at den både skulle redde regnskov og sikre, at regnskovenes indbyggere havde noget at leve af. Da Nepenthes senere (i 1994) besluttede sig for at lave et u- landsprojekt i Panama, blev det blandt andet set som en del af denne store korridor. Ca danskeres bidrag kom med tiden til at redde den costaricanske korridor (cirka hektar) mellem Tortuguero Nationalparken og Barra del Colorado. Og dermed blev to parker til én megapark. Så skulle det pludselig gå stærkt Nepenthes havde planlagt at søsætte kampagnen i forbindelse med en pressekonference den 28. april Men rygter fik Nepenthes til at gå i gang noget tidligere. I marts måned kom det nemlig Nepenthes for øre, at WWF Verdensnatur-fonden i Danmark havde planer om en kampagne, hvor folk, der støttede bevarelsen af regnskoven, ville få certifikater! Det fik Nepenthes til at handle. Biolog Klaus Sall, der var involveret i næsten alle henvendelser til medier og havde tæft for omgang med pressen, foreslog tre ting: * Man skulle få folderen trykt hurtigere end aftalt * Man skulle overtale Arne Schiøtz, direktør for Danmarks Akvarium, og ifølge rygterne én af initiativtagerne til WWF-kampagnen, til at holde en tale ved lanceringen af kampagnen * Man skulle udsende en pressemeddelelse og WWF Verdensnaturfonden Set i bakspejlet kalder flere Nepenthes-medlemmer det i dag ærgerligt og tosset, at der var flere kampagner, der gik ud på at opkøbe regnskov. De medgiver, at det set udefra kan virke underligt, at der ikke blev samarbejdet eksempelvis mellem WWF Verdensnaturfonden og Nepenthes. Uanset hvad WWF Verdensnaturfonden måtte have planlagt, blev det fuldstændig løbet over ende af Køb regnskov. I august måned inddrog WWF danske skolebørn i en temauge i regnskov. Der blev sendt oplysningsmateriale og CD-rom er til over 100 skoler, men det var Nepenthes, der blev kimet ned af danske folkeskolelærere. WWF lavede også en folder, der bad om hjælp til at bevare regnskov i Madagaskar (maj måned). På folderen brugte man i øvrigt det samme foto, som med stort held var anvendt på bogen Alle tiders regnskov udgivet af Nepenthes på Mellemfolkeligt Samvirkes Forlag i Men i 1989 var regnskov lig med danskernes regnskov i Costa Rica. 10

11 Her er kommer der et foto af Sall all & Co. Klaus Sall og Gonzalez, findes i Regnskov 2/89 Regnskovsfonden åbnes officielt af Fransisco Gonzalez, Costa Ricas Charge d affair i Danmark dermed offentliggøre kampagnen tidligere end planlagt Midt i april udsendte man således en pressemeddelelse, hvori det hed, at nu fik danskerne chance for at bevare et stykke costaricansk regnskov på størrelse med Bornholm. Og certifikaterne blev omtalt. WWF Verdensnaturfonden blev på den måde overhalet indenom. Pressemeddelelsen fik fyldig omtale i langt de fleste aviser. Selv om projektet jo hed Red regnskoven, blev det hurtigt døbt Køb regnskov både i aviser og blandt danskerne. Et af formiddagsbladene B.T. dækkede historien med et stort foto, og mange aviser valgte at bringe kampagnens gironummer, hvilket ellers sjældent gøres i dansk presse. Det Fri Aktuelt undlod i første omgang at bringe gironummeret, men blev efterfølgende kimet ned af læsere. Herefter blev nummeret bragt Nepenthes-indsamlingen havde fået reklame i to omgange! På kun 12 dage, 16. april-28. april, indsamlede Nepenthes cirka kroner. Det hidtil største beløb i foreningens historie. Et t lykkeligt første møde med pressen Den 28. april 1989 holdt Nepenthes sin første pressekonference nogen sinde. Costa Ricas charge d affaires i Danmark, Francisco Gonzalez, åbnede officielt Regnskovsfonden ved brug af en machete. Der blev holdt masser af taler. Bent Jørgensen fra Københavns Zoologiske Have, Arne Schiøtz fra Danmarks Akvarium og Lars Udsholt fra Mellemfolkeligt Samvirke anbefalede alle projektet ud fra forskellige synsvinkler. Og Klaus Sall og Bent Otto Poulsen talte på Nepenthes vegne. Francico Gonzalez foreslog, at det opkøbte område skulle døbes Danmarksparken (eller Nationalparken Danmark, som enkelte danske aviser kaldte det). Som en tak for danskernes hjælp. Det blev nu kun virkelighed i den danske presse, der generelt skrev om Danskernes regnskov eller Den danske regnskov. I Costa Rica kom området til at hedde det for danskere knap så velklingende Den biologiske korridor. 11

12 Tegningen viser øverst et tværsnit af det område der blev opkøbt for danske penge. Området når i sin oprindelige udstrækning 18 km ind i landet og blev beregnet egnet til 190 kvadratkilometer adratkilometer.. Sener enere e viste det sig, at det kun var nødvendigt at opkøbe ca. 80 kvadratkilometer adratkilometer.. Det rester esterende ende område bleve e senere e indlemmet i stødpudezonen der grænser op til den beskyttede skov. Opr prettelse af stødpudezonen var også et Nepenthespr epenthesprojekt, som man kan finde oplysning om på hjemmesiden: ojekter.dk. I nederste venstr enstre e hjørne af tegningen er Costa Rica placeret et på landkortet. Placeringen på den smalle landtange, som forbinder Nor ord- og Sydamerika betyder at landet er en vigtig passage for dyr og planter der udbreder sig mellem de to ver erdensdele. I det nederste højre e hjørne er et omrids af Bornholm anbragt over det stykke skov, som opkøbskampagnen i Danmar anmark drejede sig om. En stor del af området grænser direkte op til det Karibiske hav.. Stranden er en meget vigtig yngleplads for 7 forskellige slags havskilpadder.. Indb ndbyggerne i landsbyen Tor ortuguer tuguero lever er stort t set af turister,, som kommer for at opleve regnsko egnskoven en og se skilpadderne lægge æg. 12

13 Udpluk af taler ved pressekonferencen 28. april 1989 Arne Schiøtz, direktør for Danmarks Akvarium, tidligere WWF Verdensnaturfonden: Resten af regnskovene vil forsvinde i midten af næste århundrede (det 21. århundrede, red.), hvis udviklingen fortsætter som nu. Vi er nødt til at tage det alvorligt. Også i Danmark. Ødelæggelsen af regnskovene er en trussel mod det globale miljø. En trussel, der kan ramme vore børn og børnebørn. Regnskoven skaber sit eget klima. Den forårsager regn. Hvis skovene fældes, kommer der igen regn, og derfor kan der aldrig mere vokse skov i områderne igen. Bent Jørgensen, direktør for Københavns Zoologiske Have: Vi kan med de zoologiske haver redde af de store, flotte dyrearter naturens Rembrandt-malerier. Men hvis der ikke er nogen natur tilbage, vil det ikke have nogen mening at redde dyrene. Noahs Ark skal have et sted at gå i land. Bent Otto Poulsen, Nepenthes: Børn er ofte vores vigtigste ansporing til at tænke langsigtet, og børnene er lige så ofte de bedste til at afvise de praktiske betænkeligheder og indvendinger, vi voksne kan have imod at ændre udviklingen. Mange skolebørn og -klasser har støttet vore projekter ved at lave indsamlinger ved hjælp af alskens påfund. En klasse har foreslået alle Danmarks folkeskoler at være med i en stor indsamling den 8. september. Også i Sverige har skolebørn været drivkraft i en indsamling til truede tropeskove. Men det er ikke børnenes ansvar at redde regnskovene og det globale miljø. Det er de voksne generationers ansvar. Hvis vi venter med at handle, til den nye generation af børn og unge er blevet voksne, er det uigenkaldeligt forbi. Både Klaus Sall (Nepenthes) og Lars Udsholt (Mellemfolkeligt Samvirke) satte fokus på sammenhængen mellem Danmark og regnskovene. Sall pegede på, at halvdelen af det teak-træ, der havner i Danmark, kommer fra truet tropeskov. Derfor bør man ikke købe møbler, der bruger eksotiske træsorter som mahogni og teak. Udsholt bredte perspektivet yderligere ud og nævnte, at i-landene havde mulighed for at præge u-landenes muligheder for at skabe bæredygtighed gennem handel og lån. Så bryder det for alvor løs Efter pressemeddelelsen havde der været positive reaktioner i pressen. Men det var for ingenting at regne, når man sammenligner med reaktionen i dagene efter pressekonferencen. De mange fremmødte journalister på pressekonferencen havde taget budskabet til sig, og kampagnen blev dækket af stort set alle aviser. Stærkt medvirkende hertil var også, at Ritzaus Bureau skrev en artikel, der blev gengivet i mange aviser. Det lykkedes i dagene efter pressekonferencen også Nepenthes-medlemmer at komme i medierne med simple budskaber, som vandt genklang hos danskerne. For eksempel var det let for mange danskere at forholde sig til, at der i hele verden blev fældet regnskov svarende til 40 fodboldbaner i minuttet! Den slags blev citeret flittigt i aviserne. Omtalen af kampagnen Red regnskoven førte også til, at flere aviser begyndte at portrættere Nepenthes eller enkeltpersoner fra gruppen. Efter i årevis at have løbet efter journalisterne for at blot at få den mindste historie om regnskovene og ødelæggelserne i aviserne oplevede Nepenthes-medlemmer nu, at journalisterne løb i flok efter dem. Det var blevet nye tider. Den omfattende pressedækning var årsag til, at de første foldere hurtigt blev revet væk. Allerede efter syv dage stod det klart, at der var behov for flere foldere. Men flere Nepenthes-medlemmer var overbeviste om, at der ikke var grund til at trykke ret mange flere og da i hvert fald ikke i farve. Klaus 13

14 Udklip fra aviser Politiken, Søndag, den 30. april 1989, under overskriften Regnskov til salg : Nu har danskerne muligheden for at yde en aktiv indsats for at redde verdens truede regnskove. I fredags blev den nye Regnskovsfond indviet, og initiativtagerne håber at kunne samle mange penge ind til at opkøbe regnskovsområder i Costa Rica. Ved at give 180 kr. til fonden får man til gengæld udstedt et certifikat, der beviser, at man har opkøbt 1000 kvadratmeter tropisk regnskov i den mellemamerikanske stat det svarer til en dansk parcelhusgrund. Men fonden vil også være taknemmelig for mindre bidrag.... Regnskovsgruppen Nepenthes står bag projektet... Fonden modtager bidrag på giro nr , og vil man have yderligere oplysninger, kan de indhentes på tlf. nr Senere blev Nepenthes rost her og der og allevegne. Blandt andet i en leder i B.T. i oktober 1989 ( Det mener B.T. ): I al upåagtethed er der startet en ny folkebevægelse i Danmark. Den har ikke noget navn, den står ikke og demonstrerer foran Christiansborg, og den har ingen intentioner om at komme i Folketinget. Den omfatter foreløbig mennesker, der har det til fælles, at de gerne vil gøre en aktiv indsats for at bevare en af denne klodes vigtigste områder: Regnskoven mennesker og det er et fantastisk flot antal har hver givet et beløb for at sikre regnskoven i den mellemamerikanske stat Costa Rica. I alt har de givet 2 mill. Kr. Det lyder måske ikke af meget, men i betragtning af, hvor fjernt problemet kan forekomme en dansker, er det imponerende. B.T. har besøgt Costa Ricas regnskov. Og der er ingen tvivl om, at den er truet, og at penge kan bruges. Landarbejderne brænder regnskoven af, dyrker den så i fem-seks år, indtil jorden er udpint, hvorefter de brænder mere skov af. På den måde udryddes ikke alene skoven, men også dyrelivet. Og regnskoven er som bekendt jordens lunger (Nepenthes måtte bruge en del krudt i årene på at udrydde den udbredte tro på, at regnskovene leverede og leverer ilt til os alle. Det passer ikke, red.). De penge, som danskerne sætter i Costa Ricas regnskov, går dels til at udvide nationalparkerne, dels til at undersøge, om man på længere sigt kan købe land, så man kan købe de fastboende landbrugere ud af skoven. Det er en næsten uoverkommelig opgave at sikre regnskoven. Desto flottere er det, at Danmark har fået en folkebevægelse, der har påtaget sig opgaven. Vi ønsker den al mulig held og lykke det får den brug for. Sall var på baggrund af pengetilstrømningen og indsamlingens succes i medierne overbevist om, at der skulle tænkes stort. Han satte fem millioner kroner som mål for kampagnen og argumenterede for pjecer i samme format og farver som den oprindelige. Sådan blev det stk. foldere (pris: kroner) nåede Nepenthes lokaler i Århus. Så opstod et nyt problem for den lille forening: Hvor i alverden skulle man opbevare alle de foldere? Svaret lå lige til højrefoden: ned ad trappen og ned i kælderen. Men de mange foldere kom ikke til at samle støv. Skolebørn går forrest Få dage efter pressekonferencen medvirkede Bent Otto Poulsen i et meget populært børneprogram, Zig-Zag, der blev sendt sidst på eftermiddagen på DR TV (Danmarks Radio). Masser af børn så programmet, der viste klip fra Brasiliens regnskove og fortalte om Nepenthes kampagne i Costa Rica. Udsendelsen fik kampen mod ødelæggelse af regnskoven til nærmest at eksplodere i danske folkeskoler. Der blev bagt boller til fordel for regnskoven. Der blev lavet tegninger om regnskoven. Og der var temauger om regnskoven. Alt sammen med to formål: 14

15 Kristeligt Dagblad den 1. maj 1989 Der blev sat fokus på Nepenthes og dens aktiviteter i form af både en artikel om foreningen og et portræt af Klaus Sall i Kristeligt Dagblad den 1. maj I artiklerne talte Klaus Sall om kampen for en bedre verden, og han uddybede: Det er helt klart, at ødelæggelsen af regnskoven er et af Jordens største problemer lige nu. Når regnskoven fældes, svækkes vindsystemerne omkring skovene, og klimaet ændres globalt. Afbrænding af skovene bidrager årligt med en tredjedel af kuldioxid-tilførslen til atmosfæren og dermed til drivhuseffekten (atmosfærens opvarmning). Hertil kommer det enestående og uvurderlige dyre- og planteliv, og de mennesker, der bliver ødelagt. Biologistuderende Lene Berthelsen erklærede om arbejdet i Nepenthes: Og så er det dejligt at mærke, at man faktisk kan gøre noget selv. nemlig at få mere at vide om regnskovene og at samle penge ind til bevarelse af de tropiske skove. Mange af aktiviteterne nåede aviserne, og masser af elever kom til orde i avisernes spalter. Som for eksempel Allan fra 7. b på Gårslev Skole: Folk sulter jo, fordi man har fældet træerne, og der er kommet ørken i stedet for skov. Derfor skal vi først og fremmest beskytte naturen. Desuden vil vi også gerne have en ordentlig verden at leve i og efterlade noget natur til vores børn. Masser af børn skrev læserbreve eller andre indlæg i aviser. For eksempel kunne man i juni 1989 læse følgende i Helsingør Dagblad: Jeg er en 12-årig pige, som interesserer mig for regnskoven. Her har jeg skrevet en historie om regnskoven. Regnskoven Der var engang en regnskov i Costa Rica, hvor der levede løver, giraffer, elefanter, sjældne fugle og mange andre dyr. En femte klasse i Danmark hørte om den regnskov. De havde set i fjernsynet om regnskoven, og deres lærer havde også fortalt, at det var dem, der skulle arve jorden efter de voksne. Så begyndte 5. klasse at samle penge ind til regnskoven. De lavede en masse ting i skolen og solgte dem, og de tjente kroner på det. En dag var der en fra den femte klasse, der hed Linus, der sagde, at de skulle prøve at lave en musical eller et skuespil. En anden sagde, at de skulle kontakte nogle andre skoler. Så det gjorde de. De spurgte seks andre skoler, om de ville være med til at lave en musical. Det ville de. Så mødtes de og lavede en stor musical. De solgte billetter for 20 kroner stykket, og der kom en hel masse og så forestillingen. Tv, radio og aviser kom også. De tjente kroner. Dem sendte de til Costa Rica. Men de var ikke færdige. De fik lov til at lave en fjernsynsudsendelse om regnskoven. De havde også en Regnskovsgruppe, og på den måde reddede de en hel del regnskov fra at blive fældet. Et t læserbrev ev med en opfordring Under overskriften Regnskoven dør skrev to elever (Pernille Vestergaard & Line Nørgaard Thomsen) fra Freinetskolen i København et læserbrev i avisen Land & Folk: Regnskoven er ved at uddø, og der må gøres noget nu, hvis den skal reddes, og det skal den. Hvis regnskoven uddør, kan det få katastrofale følger for både mennesker og dyr på hele jorden. Oversvømmelse, jordskred og ørkendannelse vil blive mere almindeligt. Hvert minut bliver det, der svarer til 40 fodboldbaner regnskov, fældet, og mange vigtige dyre- og plantearter udryddes for altid. Regnskoven indeholder vigtige medicinske planter, som kan bruges til helbredelse af livsfarlige sygdomme. Når regnskoven bliver fældet, betyder det 15

16 også, at de indianere, som lever der, er tvunget til at forlade regnskoven og søge ind i byernes slum. En gruppe børn og unge i alderen 6-16 år fra Freinetskolen, Valby Langgade, gør nu en aktiv indsats for, at regnskoven kan overleve. Skolen har sammen har med en række af landets andre skoler indgået samarbejde med Regnskovsgruppen Nepenthes. Formålet er at samle penge ind til at købe et stykke regnskov mellem to nationalparker i Costa Rica og lave det hele til en stor park. For at samle penge ind har vi planlagt et arrangement på Rådhuspladsen i dag 8. september Vi starter med et optog fra Freinetskolen kl og går til Rådhuspladsen, hvor vi er fra kl. 11 til ca. 14. Der vil bl.a. blive rockmusik og en udstilling, som vi selv har lavet. Vær med til at redde regnskoven. Mød op 8. september på Rådhuspladsen eller indbetal et beløb til Regnskovsgruppen Nepenthes på giro Regnsko egnskov på skoleskemaet Netop den 8. september, som eleverne fra Freinetskolen omtalte i læserbrevet, var en mærkedag for Nepenthes. Den 8. september var udpeget til international regnskovsdag, og hele ugen var der temauger om regnskov i skoler landet over. Nepenthes udarbejdede undervisningsmateriale, der blev sendt til alle landets folkeskoler med opfordring til, at de beskæftigede sig med regnskov i denne uge. Undervisningsmaterialet omfattede blandt andet et Junglespil, som den kendte tegner Carsten Graabæk stod bag. Og der var tegnekonkurrence og aktiviteter for skolebørnene. Samme dag viste Ungdomsredaktionen på Danmarks Radio et indslag om Nepenthes projekt i Costa Rica. Den skoleklasse, som på den mest spændende måde støttede indsamlingen, fik lov til at komme i fjernsynet. Når så mange skoler i Danmark valgte at bruge tid på regnskoven, skyldtes det blandt andet, at 7. a på Vestre Skole i Silkeborg lavede en meget virkningsfuld reklame for den internationale regnskovsdag. Klassen sendte ganske enkelt breve til ca folkeskoler, der alle blev opfordret til at deltage i den internationale regnskovsdag. Ideen havde 7. a fra Sverige, hvor en klasse på lignende vis havde sendt breve til alle svenske skoler. Det lykkedes Freinetskolen fra Valby Langgade at omdanne Rådhuspladsen i København til en grøn plads. Eleverne var klædt i grønt for på den måde at gøre opmærksom på rydningen af de latinamerikanske regnskove. Til stede var også Nepenthes store gorilla! Skolens mindste klasser overrakte en bog med regnskovstegninger til direktøren for Fundación Neotrópica, Mario A. Boza, der var i Danmark for at planlægge opkøbet af regnskovsjord ved Tortuguero Nationalparken. I øvrigt var Freinetskolen den klasse i landet, der samlede flest penge ind. Hele kroner blev det til i løbet af temaugen. Men det betød ikke, at andre skoler lå på den lade side. Hele landet summede af regnskov, og det var skoleklasser, der gik forrest i kampen for at bevare regnskovene. Helt bogstaveligt gik Århus Friskole også ind i kampen. I festugen i Århus gik hele skolen i optog gennem byen udklædte som træer, regnskov og hamburgers! Regnsko egnskov i stedet for ny sofa Kampagnens succes i skolerne var stærkt medvirkende til, at penge strømmede ind til fonden. Efter halvanden måned løb den nette sum af kroner ind om dagen! Kampagnenes første år var således et triumftog tilsyneladende uden grænser. Efter syv uger: kroner Efter tre måneder: Efter otte måneder: Efter ni måneder (årsskiftet 1989/ 1990): Men kampagnens succes var også begunstiget af, at helt almindelige mennesker bakkede op. Mennesker, der aldrig tidligere havde været engageret i lignende arbejde. Kampagnen blev af danskerne set som en oplagt mulighed for 16

17 at gøre noget efter at folk i årevis havde hørt om miljøproblemer gennem via radio og tv, fik de nu en chance for at gøre noget. For at hjælpe og se et resultat af hjælpen. Kampagnen var konkret og håndgribelig også fordi man fik et certifikat som tak for hjælpen. En af de historier, som aviserne elskede, var, at en kvinde en dag troppede op på Nepenthes kontor. Hun meddelte, at hun egentlig havde sparet kroner op til en sofa. Men det var gået op for hende, at regnskovene trængte langt mere til de penge, end hun trængte til en sofa. Og sådan blev det. Og i oktober 1989 sendte den 83-årige zoolog Marie Hammer en check på kroner til Nepenthes. Nepenthes lækkede historien til medierne, og i formiddagsavisen B.T. kunne man efterfølgende læse et portræt, hvor Marie Hammer fortalte, hvorfor hun havde valgt at bruge sin folkepension på regnskoven. I det hele taget betød medieomtalen en enorm travlhed for Nepenthes. Der var stor efterspørgsel på foredrag (især fra folkeskoler), og alene i 1990 holdt Nepenthes cirka 200 foredrag (i 1989 var tallet 128 og i 1991 cirka 100). Ulønnede aktivister holdt foredragene og sørgede for den måde på, at der kom penge i Nepenthes slunkne kasse. Efterspørgslen på foredrag var medvirkende til, at man gav sig i kast med at lave undervisningsmateriale til folkeskolen og gymnasiet/hf. En travl hver erdag Videoer og bøger I sommeren 1989 besluttede Nepenthes på grund af den store opmærksomhed at producere dias-videofilm samt elev- og lærerhæfter til både folkeskolen og gymnasiet/hf. Materialet til folkeskolen hed Regnskoven en forunderlig verden og var en diasvideo på ca. 50 minutter, ligesom der var elev- og lærerhæfte på 24 sider. Til gymnasiet hed materialet Regnskovene forsvinder og bestod også af video og lærerhæfte. Den interesserede kunne blandt andet få oplysninger om regnskovene, deres indbyggere og årsagerne til ødelæggelserne. Materialet kan stadig lånes på Amtscentralerne. På kontorerne i København og Århus blev der knoklet dag og nat med at udsende certifikater. Der blev slikket frimærker og lukket kuverter til langt ud på de små timer. Især i København var der rygende travlt. Mange af de gamle aktivister Vibeke Steen Andersen, Troels Dam Christensen, Carsten Broder Hansen, Jan Reinemo, Jette Raal Hansen, Anne-Grethe Ditlevsen, Jan Woolhead, Martin Vestergaard, Dorte Nielsen og Thomas Læssøe levede nærmest deres liv på Nepenthes-kontoret. Og talløse nye aktivister kom til. På et tidspunkt blev det gjort op, at de frivillige, ulønnede aktivister i København i faktisk udførte et arbejde, der svarede til fem fuldtidsjobs. I starten af kampagnen havde København-kontoret holdt åbent i 2 x 2 timer om ugen! Cirka 20 personer i København kæmpede med at sende cirka certifikater ud om ugen. Der blev købt nye printere til at udskrive certifikaterne, og de frivillige brugte Regnskoven derfor! 83-årige Marie Hammer forklarede i B.T. om sin støtte til regnskoven: Vi må gøre en lille smule for naturen, så den og dyrene kan overleve. Vi lever meget sparsommeligt min mand og jeg. Vi går aldrig ud og spiser eller køber luksusting. Går aldrig i teatret eller biografen, og køber aldrig tøj. Vi køber i Frelsens Hær, hvor man kan få en jakke eller et par bukser for 10 kroner. Vi ser næsten heller aldrig fjernsyn, men vi keder os ikke. Vi læser bøger og passer vores flotte have. Da jeg hørte om regnskovs-projektet, var jeg ikke i tvivl var alt, hvad jeg havde, og de skulle gå til regnskoven. Det er et trist kapitel, at den er ved at blive udryddet. Det kan vi ikke være bekendt. Jeg ved ikke, hvordan man skal gøre det, men jeg håber, at andre ved det. Kan jeg gøre lidt til at hjælpe med mine penge, er det i orden. 17

18 blandt andet deres tid på at finde de rigtige adresser, når folk havde glemt at skrive deres fuldstændige adresser på girokortene. Eller når den stærkt personlige håndskrift ikke kunne tydes! Og det skete ofte, at Nepenthes blev ringet op af folk, der skulle bruge certifikatet til en fødselsdagsgave næste dag. Så skulle der checkes overførsel af penge og fremsendes certifikater med det samme. Med andre ord var tempoet højt og sliddet enormt i perioder. I det hele taget levede Nepenthes højt på, at mange frivillige tog en del af slæbet. Studerende holdt op med at passe deres studier for en stund, og arbejdsløse biologer holdt op med at søge jobs i dén periode. Men det hændte, at de aktive blev overhalet indenom af travlheden. Op imod julen 1989 nåede man ikke flere dage i træk at komme i banken med de penge, der strømmede ind. Så kort før jul proppede Vibeke Steen Andersen hvad hun troede var kroner ned i en pose. Da hun fik talt pengene, viste det sig imidlertid, at posen indeholdt den nette sum af kroner. Så Vibeke ringede efter sine forældre og bad dem køre hende i banken! Så mange penge skulle ikke ud på åben gade. Det var også Vibeke, der af og til overførte de midler, der kom ind på girokontoen. Da Vibeke første gang skulle overføre penge, troppede hun op i banken iført Helly Hansenregnjakke, flade sko og rygsæk og erklærede, at hun gerne ville overføre kroner! Den tyggede bankpersonalet lidt på, og først efter en del forklaringer og et par telefonopringninger lykkedes det at få overført pengene. Nepenthes som organisation Nepenthes havde sit udspring i universiteterne, og for medlemmerne var det fornemste mål at formidle viden om regnskovene. Man følte sig ikke som en egentlig kampagneorganisation (som for eksempel Greenpeace). Nepenthes udsendte pressemeddelelser om ødelæggelsen af regnskovene og var først og fremmest en organisation, der tog sig af at informere. Man ønskede, at de studerendes omfattende viden skulle bruges i kampen for regnskovene og mod ødelæggelserne. Men i forbindelse med kampagnen Red regnskoven skete der et markant brud. Hvor det før var Nepenthes selv, der sendte indlæg til aviserne i håb om at få dem optaget, begyndte journalisterne nu at skrive om Nepenthes og indsamlingen. Medvirkende hertil var blandt andet, at Nepenthes i sommeren 1989 havde afholdt et internt kursus i Formidling og om hvordan mediefolk tænkerne. Kurset havde et stort indlæg af miljøjournalist Kjeld Hansen, forfatter til bestselleren Den grønne forbrugerguide. Herefter lykkedes det i langt højere grad at komme i medierne blandt andet fordi man nu kunne vinkle historierne og formåede at sætte fokus på ét bestemt budskab. Men alligevel blev Nepenthes i forbindelse med kampagnen aldrig en organisation, hvor der var en decideret pressestrategi. Man besluttede sig fra sag til sag fra dag til dag hvad man ville gøre. Der rockes for regnsko egnskoven en Allerede få dage efter lanceringen af kampagnen (den 4. maj) blev der afholdt en støttekoncert i Stakladen i Århus til fordel for regnskoven i Costa Rica. Det danmarksberømte og meget populære rockband TV 2 spillede sammen med Århus-grupperne Intellectuals og Never Cry Wolf gratis, og overskuddet (cirka kroner) fra koncerten gik ubeskåret til Red regnskoven. Senere samme måned arrangerede Fredsinitiativet i Ribe en støttekoncert i Esbjerg med svenskerne Björn Afzelius og Mikael Wiehe. Herfra gik halvdelen af overskuddet til Nepenthes. I Fredericia var den lokale Freddy Slab Jensen hovedmanden bag en rockfestival, hvor amatørbands spillede i 29 timer i træk. Salg af øl, sodavand og mad gav kroner til kampagnen, og efterfølgende sørgede Freddy Slab Jensen for, at der blev produceret en festival-lp, hvorfra overskuddet gik til regnskoven i Costa Rica. 18

19 Her kommer et festival billede Opos-X åbnede i Frederecia for 29 timers heavy-rock og jazz for regnskoven. I det hele taget var Nepenthes meget aktiv på musikfronten i de år. Medlemmer tog til musikfestivaler Roskilde Festival, Skagen Festival, Midtfyns Festival og Skanderborg Festival og oplyste om regnskoven og solgte t-shirts m.m. Nepenthes-boden var næsten altid et hit blandt andet på grund af muligheden for at puste med pusterør! Den verdensberømte musiker Sting (blandt andet kendt fra gruppen Police) kastede sin kærlighed på regnskoven. Nepenthes inviterede Sting og den brasilianske indianerhøvding Raoni til København, og det var med til at sparke til interessen for regnskov her i landet. Sammen med en belgisk fotograf (Jean Pierre Dutilleux) havde Sting oprettet sin egen Regnskovsfond, hvis formål var at bevare regnskov i Brasilien og oplyse om regnskovens og dens beboere. Rockmusikeren og fotografen slog pjalterne sammen, skrev og fotograferede blandt andet en bog ( Fortællinger om regnskoven. Kampen for Amazonas Mellemfolkeligt Samvirke 1989) og rejste den ganske verden rundt for at fortælle om ødelæggelserne af regnskovene. Senere i foråret 1990 blev Sting-kampagnen kritiseret for at have ødslet for mange penge bort. Pengene skulle angiveligt være brugt på administration i stedet for på Amazonas-regnskoven og dens beboere. Det fik Sting og hans fond til at dokumentere, at der ikke var brugt mere end 20 procent på administration. Nepenthes, der var med i Stings Regnskovsfond (Mellemfolkeligt Samvirke samlede også ind), forsvarede projektet og gik senere i medierne med oplysningen om, at der blev brugt 14 millioner kroner på Amazonas regnskove ud af de indsamlede 20 millioner. Sagen faldt til ro. Der gik politikere i regnsko egnskoven en Under alle omstændigheder var regnskov blevet et nøgleord i den danske miljødebat. Det fik politikere til nærmest at stå i kø for at udtale sig imod ødelæggelse af regnskovene. Og senere gik nogle endda forrest i kampen for at skaffe penge til Red regnskoven. Glostrup Kommune var den første kommune, der besluttede at købe et stykke regnskov. Per Straten (Socialistisk Folkeparti) begrundede købet: Det er måske et lidt usædvanligt initiativ, men vi håber, at det fremover bliver mere almindeligt, at kommunerne blander sig i den globale miljøpolitik. Drivhuseffekt og nedbrydning af ozonlaget går jo også ud over 19

20 Artikel i B.T. den 8. oktober I forbindelse med artiklen om indsamling af penge blev tropebiolog og bestyrelsesmedlem i Nepenthes Karsten Thomsen stillet et par uddybende spørgsmål: Fører I ikke folk bag lyset, når I fortæller, at man sikrer sig et stykke jord, og det nærmest lyder som et bestemt stykke jord? Nej. Vi har naturligvis ikke til hensigt at bedrage folk. Pengene går jo til at udvide naturparkerne i Costa Rica. Vi har aldrig skrevet noget om, at det er et bestemt stykke jord, man erhverver. Men teksten (i brochuren, red.) er vel lige lovlig smart? Frelstheden vil altid leve længe. Man kan sidde på sin røv og ikke gøre noget. Men vi gør noget, og vi havde ikke en bedre idé. Vi stod i kapløb med tiden, fordi der var planlagt en vej i området. Kom den vej, var det slut med regnskoven, fordi der ville komme masser af folk til. Vi måtte handle hurtigt. Dog ikke hurtigere, end at vi gjorde et grundigt forarbejde, og vi er lykkelige for den tilslutning, vi har fået. folk i Glostrup kroner gav Glostrup Kommune. Siden fulgte andre kommuner trop. Albertslund, Frederiksberg, Ballerup, København og Ishøj bidrog alle med Ishøj som den klart største bidragyder: kroner (10 kroner pr. borger). I Københavns Kommune blev der stillet forslag om at give en krone pr. borger, men man endte med at blive enige om 10 øre i stedet for (46.625,-). Forslaget førte til store diskussioner, da støtten ikke måtte sidestilles med humanitær hjælp, men forslaget blev vedtaget på grund af som det hed sagens vigtige karakter. Uden for hovedstaden var der lidt mere stille på kommune-regnskovsfronten. Ry Kommune blev den første og eneste, der med kroner bidrog til regnskoven efter store diskussioner i øvrigt. Andre kommuner (Åbenrå og Ravnsborg for eksempel) vendte tommelfingeren nedad til forslag om bidrag til den costaricanske regnskov. Men der var nu alligevel grøde i det politiske Danmark. Danmarks Landboungdom (paraplyorganisation for 37 landbo-ungdomsforeninger) overrakte Nepenthes kroner med ordene: Unge i landbruget ved, hvor lidt der skal til for at ødelægge et økologisk system. Vi er utrygge ved følgerne af udryddelsen af regnskovene. Derfor må vi gøre noget. Træindustriarbejdernes Fagforbund gav på sin kongres kroner til Costa Rica-kampagnen, mens en HK-afdeling i København opfordrede folk til at droppe vin, chokolade og andre gaver i forbindelse med afdelingens 75 års jubilæum. I stedet skulle der gives 20 penge til regnskoven, og det blev der: kroner. Derimod valgte Teknisk Landsforbund at støtte Nepenthes (ikke Red regnskoven ) med kroner til foreningens arbejde. Penge, der faldt på et meget tørt sted, fordi Nepenthes jo ikke tjente penge på kampagnen. B.T.. så sker der noget Nepenthes havde siden kampagnestart kunnet glæde sig over en yderst positiv presse. Alle aviser boblede over af sympati og skrev om den største succes-kampagne inden for miljøområdet. Og allerede efter et år rundede kampagnen fem millioner kroner. De første antydninger, om at noget negativt måske var i vente, dukkede op i B.T. søndag den 8. oktober Tonen var dog ikke direkte uvenlig over for Nepenthes: Projektet om regnskoven er dog lidt mere nuanceret, end det umiddelbart fremgår af Nepenthes brochure. Til dato er der ikke købt så meget som én centimeter land. De certifikater, der uddeles, dækker ikke over et bestemt stykke land. De er af rent symbolsk og pædagogisk art. Der er sat undersøgelser i gang. Først når de er afsluttet, skal det besluttes, om det er nødvendigt at købe land. Der er en mulighed for, at det slet ikke er nødvendigt, men at pengene skal gå til at tvangsforflytte eller

21 købe de omkring 150 fastboende landdyrkere fri fra de steder i området, hvor de i øjeblikket er. Artiklen var dog overvejende positiv og blev bragt samme dag som en meget positiv leder. Artiklen fokuserede nemlig også på mange positive ting ved regnskoven og satte tilmed fokus på ødelæggelserne: Det føles som noget helligt, ja nærmest guddommeligt, at gå i disse skove, der i løbet af millioner af år har nået en hårfin balance, med en frodighed og så mange dyr, at det er ved at tage vejret fra én. Her en sommerfugl i overstørrelse. Et abebrøl. En flok papegøjer, slanger, skildpadder og her nogle tukaner. Et vandløb hist. En helt overdådig rød plante pist. Alt dette kan udryddes på minutter ved at stikke en tændstik til og bruge området til landbrugsjord. Det er i allersidste øjeblik, at der bliver gjort noget for at redde regnskoven. Hver time uddør en dyreart fra regnskoven, der indeholder halvdelen af jordens plante- og dyrearter. Medietor edietorden den bryder løs Den 17. oktober 1989 gik den negative omtale af Nepenthes indsamlingsprojekt for alvor i gang. Jyllands Posten kunne på forsiden meddele, at Nepenthes indsamling ville ødelægge mindst 150 familiers hjem. Familierne skulle tvangsforflyttes. Teksten blev placeret sammen med et foto af et ulykkeligt barn fra den tredje verden! Der var delvist faktuelle kendsgerninger i artiklen. Eksempelvis skrev journalisten, at der boede mindst 150 familier i området. Der var nu tale om, at cirka 150 lodsejere ejede land i det område, der med tiden skulle blive korridor. Men man vidste ikke, hvor mange af disse lodsejere der faktisk boede i området. Det hed sig også i artiklen, at de costaricanske myndigheder var nødt til at genhuse familierne. Og den proces ville tage tid. Inde i avisen blev det også slået fast, at Nepenthes endnu ikke havde erhvervet en eneste kvadratmeter jord i Mellemamerika. Her kom tropebiolog og bestyrelsesmedlem fra Nepenthes Karsten Thomsen dog til orde. Han lagde vægt på, at der var undersøgelser i gang i Costa Rica. Men samtidig indrømmede Thomsen, at det danske opkøb (og dermed den danske indsamling) skulle foregå hurtigt, for kun på den måde kunne man forhindre, at der blev anlagt en vej gennem regnskoven. I parentes bemærket var et andet stort problem, at bananselskaber købte regnskovsjord, som de ønskede at omdanne til bananplan tager. I artiklen inde i avisen blev det også understreget, at de nyslåede danske regnskovsejere ikke skal købe flybillet til Costa Rica for at tage deres ejendom i besiddelse. For den eksisterer ikke. Den enkelte danskers grundkøb i troperne er nemlig kun symbolsk. Senere samme dag måtte Karsten Thomsen i Danmarks Radios populære P3-program Go Danmark forklare, at der ikke boede oprindelige folk i området (beboerne var alle nybyggere), og at de ikke var tvunget til at sælge deres jord. Alle ville få tilbudt en god pris, men der var ingen tvang. Samtidig understregede Thomsen, at der foregik grundige undersøgelser i området. Først efter at de var afsluttet, ville der blive lavet en egentlig plan for opkøb af regnskovsjord. Men det var en vigtig pointe, at opkøbet faktisk forløb som planlagt. Med indslaget i landsdækkende radio blev katastrofen mildnet. Kun avisen Vestkysten fulgte senere trop med en historie om tvangsforflyttelser. Nepenthes gik straks til modangreb på en anden front og sendte en pressemeddelse ud til samtlige danske medier. I Jyllands-Posten skrev Nepenthes næstformand, Troels Dam Christensen, den 25. oktober en kommentar, der imødegik Jyllands-Postens forsidehistorie. 21

22 Kommentar i Jyllands-Posten 25. oktober 1989 Næstformand i Nepenthes, Troels Dam Christensen skrev i Jyllands-Posten om de påståede tvangsforflyttelser i Costa Rica: Jyllands-Postens forsideartikel 17/10 om Regnskovsgruppen Nepenthes indsamling til opkøb af regnskov i Costa Rica er hverken rigtig eller rimelig. Under et billede af et forsagt barn er overskriften Indsamling jager familier fra hjemmet, og der skrives dernæst, at over 150 familier bliver tvangsforflyttede for at frede regnskoven for de indsamlede penge. Unægtelig et kedeligt billede at få af projektet. Men også misvisende. Vi er i Regnskovsgruppen Nepenthes meget opmærksomme på de problemer, en fredning af regnskoven kan medføre for de lokale beboere. Vi er klar over, at uden en løsning af de lokale beboeres økonomiske og sociale problemer uden at man giver dem en rimelig levestandard, så de ikke behøver at fælde og forsøge at opdyrke regnskoven så er al regnskovsbevarelse på langt sigt en utopi. Og det er lige præcis denne bæredygtige tankegang, vi går efter i projektet i Costa Rica. For det første må vi stille os noget skeptiske over for Jyllands-Postens brug af tallet over 150 familier. Reelt er der ingen, der i øjeblikket ved præcis, hvor mange mennesker der bor i området. Det er netop det, den undrsøgelse, der er sat i gang for nylig, skal undersøge. Men de skøn over antallet af familier i området, som vi for nylig har fået oplyst fra regeringsembedsmænd, ligger en del under de tal, Jyllands-Posten bruger. Dette fjerner selvfølgelig ikke det vigtige i at løse den store problemstilling, nemlig hvordan vi sikrer de lokale beboeres levevilkår ved fredningen. Her er det vigtigt at holde sig for øje, at det projekt, vi samler ind til her i Danmark, foregår i et tæt samarbejde med en stor miljøorganisation i Costa Rica og de costaricanske myndigheder. De er nemlig lige så meget som vi interesserede i at frede området. Og dermed også interesserede i at løse de lokale beboeres problemer. De lokale beboeres vilkår er i dag meget dårlige, de lever i et område, der pga. den høje nedbør (over fem meter om året) og meget næringsfattig jord er meget lidt givende at dyrke. Hidtil har man klaret dette problem ved hele tiden at opdyrke ny regnskov, når den gamle jord var udpint. Men efter nye regler fra myndighederne kan man ikke få ret til at opdyrke ny jord. På langt sigt er disse bønders situation derfor håbløs. Det, vi gør, og som en del af de indsamlede penge skal gå til, er netop at tilbyde dem en vej ud af denne håbløse situation. Via det statslige jordreforminstitut tilbyder vi dem et bedre og mere næringsrigt stykke jord i stedet for deres næringsfattige regnskovsjord. Og et stykke jord i et område, hvor der findes veje, skoler og hospitaler. Derfor mener vi netop, at vores projekt er et eksempel på, at det kan lade sig gøre samtidig at forbedre de lokale beboeres levevilkår og beskytte værdifuld natur. En kombination, der er nødvendig, hvis de fattige regnskovslandes store menneskelige og naturmæssige problemer skal løses. Og det skal de. TV 2, Irma og Nepenthes I forlængelse heraf var der i vinteren ikke negative historier om Nepenthes og kampagnen. Men i løbet af sommeren begyndte der at ske noget. Den 12. juni 1990 gik Nyhederne på TV 2 i luften med en historie, der antydede, at Nepenthes var ved at snyde danskerne. Starten på tv-indslaget lød således: Tusindvis af danskere tror, at de har været med til at bevare regnskov i Costa Rica ved at købe den. Men det har de ikke. Det blev slået fast flere gange i indslaget, at der ikke var opkøbt jord i Costa Rica. Kritikken af Nepenthes kom netop, som foreningen stolt i en pressemeddelelse havde kunnet fortælle, at der på blot ét år var indsamlet ca kroner. TV 2-indslaget vakte debat, og flere aviser tog tråden op. Allerede dagen efter kunne TV 2 vise et nyt indslag, hvor Irmas embal- 22

23 lagechef, Rolf Presskorn, såede tvivl om Nepenthes og foreningens evne til at håndtere opkøbet af regnskov. Det var en spand koldt vand i ansigtet på Nepenthes, der havde indgået en aftale med Irma om, at der for hver solgt bærepose skulle gå en krone til regnskoven. Presskorn erklærede, at der jo var tale om kundernes penge (ikke Irmas), og man derfor måtte være ekstra forsigtig. Irma ønskede dokumentation for, at opkøbene ville løbe af stabelen. Nepenthes reagerede ved at udsende en pressemeddelelse og ved at indkalde til pressekonference. På pressemødet redegjorde Nepenthes for opkøbene, og man fortalte, at en tredjedel af området formentlig ville være opkøbt inden for et års tid, mens resten ville blive opkøbt i løbet af et par år. Desuden viste man et foto af den costaricanske miljøminister, der var i færd med at underskrive beskyttelsesklausulerne for området. Fredningen af området var således virkelighed! Klaus Sall og agronom Kenneth Madriz havde netop været i Costa Rica og kunne fortælle, at regnskovskorridoren først formelt kunne erklæres Beskyttet område, når halvdelen af de nødvendige cirka 11 millioner kroner var indsamlet. Og Nepenthes havde netop 5,5 millioner kroner at gøre godt med på daværende tidspunkt. Derfor var der ikke købt jord op før nu. Men samtidig indrømmede Klaus Sall, at Nepenthes måske Betingelser for beskyttet område En af betingelserne for at kunne erklære et område for beskyttet i Costa Rica var, at man skulle have halvdelen af det beløb, der skulle bruges til opkøb samlet set. Da Nepenthes havde indsamlet 5,5 millioner kroner, var halvdelen af pengene på plads. Fredningen kunne begynde, når blot to andre betingelser også var opfyldt: 1) En undersøgelse af ejendomsforholdene i området. Hvem ejer jorden? Hvor mange er der? Hvor meget landbrugsjord er anvendeligt? Osv. 2) En plan for den fremtidige beskyttelse og penge til at gennemføre planen. ikke havde været dygtige nok til at informere om proceduren i forbindelse med opkøb. Som sidegevinst kunne Nepenthes også slå fast, at danskerne med deres støtte ville komme til at bevare dobbelt så regnskov, som man først antog. Opkøbene blev nemlig langt billigere, end man først havde regnet med. Der var med andre ord al den dokumentation, Irma kunne ønske sig. Og senere beklagede Presskorn fra Irma sig over, at hans udtalelser var blevet klippet godt og grundigt sammen, så det fejlagtigt fremgik, at Irma havde været i tvivl om Nepenthes troværdighed. Den 22. juni overførte Irma kroner til Nepenthes. Det førte ikke til de store avisoverskrifter, men en række notitser gjorde opmærksom på, at overførslen havde fundet sted. Vi i er blevet et snydt dt Søndag den 28. oktober 1990 brød tordenen for alvor løs. På Ekstra Bladets spiseseddel var et barn, der så ud til at være i dårligt humør. Og i den ene hånd holdt barnet et regnskovscertifikat. Inde i bladet var der overskrifter som Børn snydt for regnskov og Hvor er vores regnskov. Det blev slået fast, at Nepenthes ikke havde købt så meget som en kvadratmeter regnskov, og tusinder af danske skolebørn, der havde arbejdet ihærdigt for regnskoven, var blevet snydt. Ifølge avisen præsenterede Nepenthes kampagnen, som om man stod med regnskoven i hænderne, men kun manglede pengene. Nu havde man pengene, men manglede regnskoven! Karsten Thomsen fortalte på Nepenthes vegne: Det er sådan set ikke os, der køber regnskoven. Det er costaricanerne selv. Vi leverer bare pengene. Det fungerer sådan, at vi har pengene stående på en konto, hvorfra der hurtigt kan hæves. Når så costaricanerne beder om penge, sender vi dem omgående. Det er indtil nu blevet til US-dollars, hvoraf cirka en tredjedel er gået til køb af vagtmandskab. Herefter gjorde journalisten sig lidt munter over, hvorfor der skulle være vagter, når der ikke var nogen regnskov at passe. I flere 23

24 Nepenthes og Irma På pressemødet den 14. juni 1990 kunne Klaus Sall fortælle, at de første undersøgelser pegede på, at der kun boede 18 nybyggerfamilier i korridoren. Ikke mindst 150 familier, som Jyllands-Posten havde skrevet tidligere. Men Sall indrømmede også indirekte ifølge Berlingske Tidende den 15. juni at Nepenthes skulle have været bedre til at oplyse om opkøbet: Måske har vi ikke været gode nok til at forklare os, men det har hele tiden været meningen, at opkøbene af regnskov i Costa Rica først skulle begynde, når halvdelen af pengene var i hus. Til B.T. sagde Klaus Sall om Irma-sagen, da medierne fremstillede den som en konflikt mellem Irma og Nepenthes: Vi må give Irma tid. Vi står ikke og mangler pengene her og nu. Samarbejdet med Neotrópica (Nepenthes samarbejdspartner, red.) er effektivt og helt uden problemer, men organisationen har også 20 års erfaring med netop sådanne projekter. I løbet af nogle måneder kommer opkøbene for alvor i gang, og vi får skøder og tinglysninger hjem. Så er jeg sikker på, at alle problemer løses. Til Det fri Aktuelt (19. juni 1990) sagde Klaus Sall, efter at sagen var løst i mindelighed mellem Irma og Nepenthes: Det skyldes nok den måde, vi arbejder på i Nepenthes, hvor arbejdet bygger på en høj grad af tillid til hinanden. Det gør os sårbare over for folk, der vil så mistillid til projektet. I en kommentar i Politiken den 15. juni kritiserede designer Hanne Kjeldsen i stærke vendinger Irma. Det skete under overskriften Regnskoven og Irmas image : danskere har købt regnskov i Costa Rica. Det vil sige de tror, de har købt regnskov, men det har de slet ikke. De er blevet snydt. I hvert fald hvis man skal tro TV 2. Man fristes til at spørge, om danskerne er blevet snydt, fordi Regnskovsgruppen Nepenthes endnu ikke har købt regnskov i Costa Rica. Eller om danskerne er blevet snydt, fordi Irma ikke vil give kundernes støttebeløb til Nepenthes, sådan som man ellers lover på sin støtteplasticpose. Lidt polemisk måske men alligevel. I TV 2 Nyhederne onsdag den 13. juni kunne man høre Irmas emballagechef Rolf Presskorn udtale, at Nepenthes nok ikke var helt klar over, hvad de gjorde, og hvor mange stempler man skulle have på papirerne. Irma troede, regnskoven var købt, når man sådan kan udstede certifikater til folk stadig ifølge emballagechef Rolf Presskorn. Det forekommer temmelig utroligt, at Rolf Presskorn ikke er bedre orienteret eller i besidddelse af mere sund fornuft. At tro man har opkøbt den regnskov, man samler penge til at bevare, svarer til at foreslå jægeren at købe geværet for de penge, han får for bjørneskindet. Det er selvsagt en temmelig umulig situation. Desuden har det for flere måneder siden været fyldigt omtalt i adskillige aviser, at regnskoven endnu ikke var købt, blandt andet på grund af førnævnte problemkompleks. Det burde ikke komme bag på Rolf Presskorn, som må forventes selv at have indgået aftalen med Nepenthes, at hans aftalepartner er en lille kapitalsvag organisation, primært drevet af frivillige for en stor dels vedkommende studerende. De er selvsagt ikke i stand til at opkøbe på forhånd. Hvis Irma vil have danskerne til at tro, de virkelig ønsker at gøre noget for miljøet, kunne de passende begynde med at undlade at mistænkeliggøre en miljøorganisation for åben skærm. En organisation, som kun har ét at vinde, nemlig en bedre verden, mens Irma med sit grønne image formentlig udover en bedre verden også har anderledes kontante fordele at vinde. Det behøver der for såvidt ikke være noget suspekt i, men så ville det unægtelig klæde Irma at afklare problemer med en samarbejdspartner internt, før man hænger partneren ud i pressen og mistænkeliggør en god sag, som masser af mennesker tror på og gerne skulle blive ved med at tro på. For regnskovens og vores alle sammens skyld. Også Rolf Presskorns. andre aviser havde meldingen fra Nepenthes ellers været klar nok: Der var brug for opsyn med området lige efter fredningen, fordi det kunne virke tillokkende for folk at flytte ind i området for derefter at få penge for at flytte ud igen! Flere borgmestre lagde i Ekstra Bladet navn til udtalelser om, at deres kommuner var blevet taget ved næsen ved at gå ind i kampen for regnskoven. 24

25 Ekstra Bladet følger op Dagen efter var der en opfølgende artikel i Ekstra Bladet, hvor ni-årige Natacha Carlsson sagde: Jeg troede, at jeg havde fået et stykke regnskov i fødselsdagsgave. Men det passer åbenbart ikke. Jeg er blevet snydt... Omtalen i Ekstra Bladet havde fået Natacha til at skrive til Glostrups borgmester og bede ham om at tage affære. Men i artiklen var der også udtalelser fra folk, der fremdeles troede på kampagnen. Bent Jørgensen, direktør for Københavns Zoologiske Have: Jeg havde også troet, at Nepenthes havde investeret pengene på et tidligere tidspunkt. Det kan dog ikke forarge mig, at beløbet stadig står på en konto der er sikkert en fornuftig begrundelse for, at det har været nødvendigt at trække tiden. Stort set samme holdning lagde Grete Rasmussen fra Lærere for Fred for dagen: Jeg vil gerne medgive, at gruppen måske har været for dårlig til at forklare børnene, at pengene ikke blev investeret med det samme. Det har dog ikke påvirket mine elever i Silkeborg jeg har hele tiden orienteret dem om, hvor langt arbejdet var nået. Andre e aviser følger op Internt i Nepenthes var der udbredt skuffelse over i den grad at blive hængt ud i Ekstra Bladet. Aktivisterne havde knoklet og arbejdet som små heste og droppet studier og arbejde for at arbejde gratis til fordel for regnskoven i Costa Rica. Takken syntes at være en problematisering af noget, alle i Nepenthes syntes var en god sag, der var håndteret helt korrekt både praktisk og moralsk. Men Nepenthes-medlemmerne forsøgte at holde hovedet koldt og lod sig ikke lokke til offentligt at være sure og skælde ud. Man indrømmede, at informationen til danskerne kunne have været bedre, men forsvarede med næb og kløer, at alt i projektet var gået rigtigt til. Og der var absolut ingen grund til bekymring. I kølvandet på artiklerne i Ekstra Bladet fulgte flere aviser med korte historier om, at der endnu ikke var købt jord. Andre lagde Karsten Thomsen om historien i Ekstra Bladet Karsten Thomsen blev en dag ringet op af en journalist, der præsenterede sig som Helle Kastholm. Thomsen svarede på nogle spørgsmål om opkøbsprocessen og de costaricanere, der boede i opkøbsområdet. Han spurgte, hvad hun skulle bruge stoffet til. Kastholm svarede, at hun arbejdede på en grøn artikelserie, blandt andet om regnskov. Journalisten afsluttede hurtigt samtalen og efterlod Thomsen med en følelse af, at han ikke fik forklaret nok. Han ringede til B.T., som ikke kendte den pågældende journalist. En opringning til Journalistforbundet viste imidlertid, at en Helle Kastholm Hansen arbejdede på Ekstra Bladet. Thomsen ringede Kastholm op og gav et par uddybninger. Han ønskede hende held og lykke med den grønne artikelserie og tilbød assistance, hvis der var noget, der skulle uddybes. Men det var der ikke. En søndag morgen få dage efter fik Karsten Thomsen et chok ved at læse Ekstra Bladets spiseseddel: Skolebørn snydt for regnskov stod der med kæmpebogstaver. Avisen skrev, at Nepenthes med sin kampagne var i færd med at snyde danske skolebørn. Thomsen havde troet, at han bidrog med nogle generelle betragtninger om regnskov og miljøarbejde, og han havde undret sig over, at journalisten ikke ville vide mere. Han konkluderede, at hun på forhånd havde bestemt, hvad historien skulle handle om. Opkøbet af regnskov skulle beskrives som en skandale. Så vidt vides har Kastholm aldrig siden skrevet om regnskov i Ekstra Bladet. 25

26 Borgmestre i Ekstra Bladet og pressemeddelelse Flere borgmestre med Glostrups Gunnar Larsen i spidsen gav udtryk for, at de var chokerede over, at kommunernes bevillinger ikke var omsat til regnskov: Vi har et certifikat på Rådhuset, som beviser, at vi ejer kvadratmeter regnskov, og hvis der endnu ikke er købt et træ, må jeg indrømme, at jeg føler mig snydt. Nepenthes fik os alle op på dubberne ved at fortælle om al den regnskov, de manglede penge til. Derfor må man jo også gå ud fra, at pengene investeres. Jeg har aldrig tænkt på at checke det, for jeg troede, at det var i orden, men jeg vil udbede mig en forklaring af gruppen i løbet af den kommende uge. Samtlige borgmestre, Ekstra Bladet havde talt med, syntes, at kampagnen var fantastisk, men de undrede sig over, at der endnu ikke var købt regnskov. De ville ifølge avisen bede Nepenthes om en forklaring på, hvorfor opkøbet trak ud. Nepenthes reagerede straks på kritikken og udsendte en pressemeddelelse, der blev brugt af Ritzaus Bureau til følgende artikel den 29. oktober (under overskriften Regnskovsgruppen Nepenthes afviser kritik af indsamling ): Regnskovsgruppen Nepenthes er kommet i modvind, efter at det har vist sig, at hovedparten af de penge, som miljøorganisationen gennem halvandet år har indsamlet blandt skoleelever, organisationer og virksomheder endnu ikke er brugt til opkøb af regnskov i Costa Rica. Pengene befinder sig stadig på Nepenthes danske bankkonto. Klaus Sall fra Nepenthes erkender, at gruppen ikke har været dygtig nok til at informere om forudsætningerne for indsamlingen, men afviser samtidig, at der skulle være grund til at tvivle på Nepenthes troværdighed. Han understreger, at indsamlingen allerede har resulteret i, at et kvadratkilometer stort regnskovsområde i Costa Rica er blevet fredet, og han skønner, at det lovede opkøb af området kan starte til januar eller februar næste år. Når der endnu ikke er opkøbt så meget som en kvadratmeter regnskovsjord, skyldes det ifølge Klaus Sall, at det har krævet grundige undersøgelser at finde frem til, hvem der egentlig ejer jorden. Han indrømmer dog, at det er kommet noget bag på Nepenthes, at det har kunnet tage så lang tid. Af de 6,4 mio. kr., som Nepenthes gennem de sidste halvandet år har modtaget, er kun 1,2 mio. kr. blevet sendt afsted til Costa Rica. Hovedparten af disse penge er gået til advokatsalærer samt løn til vagter, som beskytter det fredede men endnu ikke opkøbte skovområde. Bidragyderne til Nepenthes indsamling har fået certifikater, der fortæller, at de har været med til at redde et vist antal kvadratmeter regnskov. Men oplysningerne om, at regnskoven endnu ikke er købt, har ifølge atikler i Ekstra Bladet chokeret borgmestrene i flere bidragende kommuner. De føler sig snydt. Men Klaus Sall understreger, at Nepenthes aldrig har lovet bidragyderne, at de kom til at eje regnskoven blot at de ville være med til at redde den. vægt på, at man som ejer af et certifikat ikke kom til at eje jorden i Costa Rica! Jyllands- Posten, Kristeligt Dagblad (der tidligere havde nævnt i artikel, at opkøbene ikke var på plads), Land og Folk, Skive Folkeblad og Frederiksborg Amts Avis var blandt de aviser, der tog historien op. I alle aviser kom Klaus Sall fra Nepenthes dog til orde blandt andet gennem citater fra Ritzaus Bureaus artikel. Nepenthes kiggede så at sige på splinten i eget øje og var ikke bleg for at indrømme, at informationen til køberne af certifikater ikke havde været god nok (for eksempel i Politiken den 13. november 1990). Samtidig pegede Sall dog på, at fredning af en dansk skov normalt tager 5-10 år, mens det var lykkedes at frede skoven i Costa Rica på halvandet år. Endvidere kunne Nepenthes fortælle en god nyhed: EF gik ind i arbejdet med at bevare regnskoven i Costa Rica med en bevilling på cirka 4,4 millioner kroner. Herved kunne der ansættes 18 vagter til at passe på den skov, som Nepenthes ville opkøbe. Historierne førte til, at Nepenthes og indsamlingen blev portrætteret i DR TVs/Danmarks Radios populære, satiriske program Den Gode, Den Onde og Den VIRK LI Sjove. Her 26

27 Jyllands-Posten den 31. oktober om Nepenthes I en klumme i Jyllands-Posten hed det om Nepenthes: Nu er der også problemer med en veldædig institution, der samler penge ind for at bevare regnskovene i Sydamerika (skribenten mente tilsyneladende, at Costa Rica ligger i Sydamerika, red.). Foretagendet, der kalder sig Nepenthes, har efterhånden skaffet sig otte mio. kroner ikke mindst fra danske børn, hvis modtagelige sind er blevet rørt ved udsigten til at komme til at eje et stykke regnskov i det fremmede. Ejendomsforholdet er væsentligt. Voksne, der har været til en konfirmation, hvor der var gavebrev på 1000 kvadratmeter regnskov i Costa Rica til det unge menneske, har oplevet glæden. Men løfterne fra Nepenthes er kun reklame. Ejendomsforholdet er rent fiktivt, og foreløbig befinder de indsamlede penge sig på en bankkonto i Danmark. Lige bortset fra de 1,2 mio. kroner, som indtil nu er brugt på administration og sagførersalærer... kunne man i et meget muntert og morsomt indslag se et par regnskovs-flippere vade rundt i regnskovslignende omgivelser, mens de blev enige om, at det da var ligegyldigt, om de indsamlede penge nåede frem til de rette modtagere! GASA tøver Kritikken i aviserne fik GASA Odense til at stoppe op og true med at holde sit økonomiske bidrag til kampagnen tilbage. Nepenthes og GASA havde ellers indgået en aftale om, at overskuddet fra salget af grønne stueplanter (mellem 60 øre og 10 kroner pr. plante) skulle gå til opkøb af regnskov. Aftalen med GASA Odense blev skønnet til at være 1,5 millioner kroner værd for Nepenthes og regnskoven i Costa Rica. Indtægterne fra salget af grønne stueplanter ville blive holdt tilbage ifølge marketingschef Carsten Thornhøj: I vores aftale med Nepenthes står klart og tydeligt, at såfremt Nepenthes ikke stiller med dokumentation for, at der er købt regnskov, så ser organisationen ikke en krone. Flere møder mellem GASA Odense og Nepenthes fik imidlertid lagt en dæmper på gemytterne. Senere viste aftalen sig dog ikke at være så mange penge værd, som Nepenthes havde håbet på. Ved årsskiftet kunne der overføres kroner fra GASA Odense til Nepenthes og dermed til korridoren i Costa Rica. En anderledes kritik I 1989 og 1990 havde der også været små, spredte pip om det uheldige i Nepenthes kampagne. Men det var på et helt andet plan end Ekstra Bladets. Der var tale om en faglig kritik. Der blev først og fremmest peget på, at det ikke var nok at opkøbe regnskov. Det var ikke nok at lave naturbevarelse i mere klassisk forstand. Det alene kunne ikke redde skovene. Der skulle mere til. Et fælles træk blandt kritikerne var, at der skulle gøres noget for menneskene i regnskovene. Den 12. september 1989 blev der afholdt en konference om den tredje verden, hvor Bjørn Førde fra Mellemfolkeligt Samvirke sagde : Hvem skal vi egentlig solidarisere os med? De indianere som uddør med regnskoven? Eller de ufatteligt fattige småbønder, hvis overlevelse afhænger af det udbytte, den udpinte regnskovsjord kan bringe?... Selvfølgelig hjælper det regnskoven at købe en Nepenthes-aktie. Men det er ikke nok. Købet må følges op for eksempel med boykot af de store burgerkæder, som skaffer meget af deres kød fra egne kvægfarme i de tidligere regnskovsområder. I Nepenthes var man helt på det rene med, at det ikke var (er) nok blot at opkøbe regnskoven. Som Karsten Thomsen udtrykte det den 23. december 1989: Selvfølgelig løser det ikke i sig selv problemerne at købe regnskovsaktier eller boykotte produkter med oprindelse dér. De folk, som nu er afhængig af regnskoven eller tidligere regnskovsområder, må have andet at leve af. Et godt eksempel er de fattige bønder i det sydlige Brasilien. Først bukker de under i konkurrencen med godserne. Dernæst får de at vide, at de kan dyrke ny jord op i regnskoven. De rydder sig et stykke, som efter et par 27

28 Diskussion bølgede Kritikken mod Nepenthes var først og fremmest indirekte, og det var sjældent, at Nepenthes decideret blev fik tæv for sit opkøb. Men flere organisationer pegede på, at det var nødvendigt med en indsats for regnskovens beboere her og nu. Christian Kruse fra CARE Danmark sagde til Kristeligt Dagblad den 4. september 1989: Vi vil ikke være med til at erklære et regnskovsområde for nationalpark, for det er mere af navn end af gavn, hvis det ikke følges op af en indsats overfor den lokale befolkning, som skal skaffe det daglige udkomme i området. Det er netop, når der ikke tages hensyn til lokalbefolkningen, at de tvinges til at trodse indhegninger til nationalparker. De gør det for at overleve. CARE Danmark gik senere et skridt videre, for i annoncer oplyste organisationen om, at regnskovene ikke kan reddes ved nok så velmente opkøb, men bønderne skulle undervises i bæredygtigt landbrug. Den Danske Træhandlerforening, der diskuterede heftigt med Nepenthes og andre organisationer, der ønskede at fremme køb af bæredygtigt træ fra regnskovene, var meget markant i sine udtalelser. Blandt andet i Operation Dagsværks undervisningsmateriale om Brasilien og regnskov: Regnskovsskøder... er i bedste fald harmløse. For et beskedent beløb har vi købt et mærke og gjort vores borgerpligt men nej! Risikoen er så netop, at vi bortleder opmærksomheden fra det egentlige problem og dermed mindsker den politiske indsats og påvirkningsmulighed, der internationalt skal støtte og vejlede u-landene i bestræbelserne på at gøre regnskovsarealet værdifuldt og bæredygtigt. Hertil kræves penge, og de skaffes bedst ved at købe produkter fra regnskovene. Journalist Dorrit Saietz skrev efter en længerevarende rejse i Mellem- og Sydamerika en artikel i Dagbladet Information i Artiklen hed Kampen for regnskoven handler om træer den burde handle om mennesker. Artiklen begyndte således: Regnskovene er ved at erstatte den blankøjede babysæl som det nyeste symbol på natur og miljø. Selvfølgelig skal regnskoven reddes. Men den massive internationale kampagne, der ruller i øjeblikket, ser på en række punkter anderledes ud set fra de menneskers synspunkt, som den på godt og ondt berører. I Kristeligt Dagblad kunne man den 15. oktober 1990 læse, at Herman Verhagen, Vereiniging Milieudefensie (Den Hollandske Regnskovskampagne), gav udtryk for: Vi ville aldrig anbefale, at man opkøber regnskov for at redde den. For det første har det ingen reel effekt at købe nogle dele af regnskoven. For det andet kan u-landene hurtigt opfatte det som nykolonialisme. Nepenthes blev også kritiseret for at have valgt Costa Rica som det land, man ville arbejde i. Der var ifølge kritikerne langt fattigere u-lande, hvor det var mere berettiget at gøre noget ved fældningen af regnskovene. Formand og biolog Jørgen Korning sagde til aviser om kritikken af valget af Costa Rica: Costa Rica har en lang demokratisk tradition, og det har ingen nævneværdig korruption. Det er muligt at arbejde dér i modsætning til andre u-lande. Det er et af de første u-lande, som har sagt, at det vil gøre noget ved problemerne med regnskovene, hvis det kan skaffe penge til det. år er helt udpint. Så kan de store kvægfarmere købe jorden for en slik. Småbønderne er anbragt i en social fælde. Nepenthes lagde således ikke lagde skjul på, at det var vejen frem at tage hånd om regnskovens beboere. Og allerede i september måned 1989 havde organisationen sat dagsordenen om regnskovenes beboere ved at opfordre til, at Danida ændrede sit kommissorium (= sit grundlag for at vælge opgaver), så Danida også kunne støtte truede naturfolk. Den brasilianske høvding Raoni havde besøgt Danmark og anmodet om hjælp til at afmærke indianernes territorier, men det var ikke muligt for Danida at hjælpe. Danida gav især penge til projekter med henblik på økonomisk vækst. 28

29 Den kendsgerning fik Nepenthes til at reagere. Gruppen pegede på, at naturfolk ikke umiddelbart havde brug for økonomisk vækst, men snarere for hjælp til at bevare deres livsgrundlag. De havde i højere grad brug for hjælp til at udfærdige skøder til jorden ( så det fremgik, at det var dem, der ejede den) og/eller penge til at afmærke deres landområder, så nybyggere ikke kunne trænge ind og gøre krav på jorden. Eksperter fortsatte imidlertid med at pege på, at der skulle gøres noget for regnskovenes beboere. Og i flere danske aviser blev det kædet sammen med Nepenthes og opkøb af regnskov i Costa Rica. Det blev det således også, da den internationalt kendte miljøaktivist José Lutzenberger blev miljøminister i Brasilien. Han blev citeret i Mellemfolkeligt Samvirkes blad, Kontakt: Opkøb af regnskov kan være endog særdeles skadeligt. Hvis jeg går med til disse grønne områder på kortet med opkøbt regnskov, så siger jeg også ja til, at 90 procent af kortet skal være hvidt, altså blive ødelagt. Naturligvis kan vi være nødt til som en kortfristet løsning at frede et område, men på længere sigt må vi lære at leve i harmoni med naturen. Opkøb af regnskov er en grøn form for imperialisme, som kan vise sig at være lige så forkert som den udbytning, der tidligere har fundet sted. Et t u-landsprojekt Allerede langt tidligere var Nepenthes be gyndt at arbejde på etablering af et såkaldt bufferzoneprojekt i tilknytning til opkøbet af regnskov. En projekt, som netop tog fat på nogle af de ting, som kritikken af Nepenthes indirekte var gået på. I september 1989 havde to Nepenthes-medlemmer, blandt andre Karsten Thomsen, været i Costa Rica for at finde mulige samarbejdspartnere og for at undersøge mulighederne for at sætte at projektet i gang. Danida-fuldmægtig Maren Balle, der ledede Danidas Latinamerikaafdeling, mødtes i Costa Rica med de to Nepenthes-medlemmer. Efterfølgende kritiserede hun også indirekte Danida Danish International Development Assistance (forkortes Danida) er navnet på Danmarks samarbejde med u-landene (udviklingslandene). Her yder Danmark bistand til fattige lande i form af projekter. Danidas hovedkontor ligger i København, og man kan læse meget mere om u-landsbistand på Internettet: og er to gode hjemmesider for børn og unge om Danmark og u-lande. Nepenthes-kampagnen om opkøb af regnskov den 17. oktober 1989: For mig er der langt mere perspektiv i at yde hjælp til nye produktionsformer i og omkring regnskoven, så det er muligt at udnytte skoven uden at ødelægge den. Samtidig lovede hun, at Danida ville se positivt på et Nepenthes-bufferzoneprojektet, der skulle fokusere på småbønder og bæredygtig udnyttelse af regnskoven i Costa Rica. Projektets overordnede formål var netop at finde nye produktionsformer, så man kunne udnytte skoven uden at at fælde den. I første omgang fik Nepenthes kroner til at lave en forundersøgelse, inden Danida i 1993 bevilgede cirka fem millioner kroner til selve projektet. Projektet var en videreførsel af opkøbet af regnskoven, der udgjorde en korridor mellem nationalparken i Tortuguero og naturreservatet Barra del Colorado. Formålet var at støtte småbønder i bufferzonen (stødpudezonen) og herved etablere en økonomisk og bæredygtig udvikling for bønderne, så de ikke følte sig fristet til igen at fælde regnskov. Nepenthes sendte formand Jørgen Korning til Costa Rica, hvor han blev ansat på projektet. Samarbejdspartneren på projektet blev Fundación Neotrópica. Du kan læse mere om dette projekt på Nepenthes projekthjemmeside: 29

30 Nepenthes med til at sætte debatten I det hele taget satte Nepenthes tydelige fingeraftryk på miljødebatten i Danmark i den periode, kampagnen Red regnskoven løb. Nepenthes blandede sig i meget bred forstand i debatten og engagerede sig i mange problemstillinger. Og man lavede et enormt oplysningsarbejde. Her er nogle få af de områder, hvor Nepenthes tog del i debatten (fra årene ): * Udstilling på Forhistorisk Museum ved Moesgård om brug og misbrug af regnskoven. Om fældningen af regnskoven og hvad der kan gøres for at forhindre fældningen. Om regnskovsfolket penanerne på Borneo. Der blev lavet en tegnekonkurrence i forbindelse med udstillingen. Miljøminister Lone Dybkjær åbnede udstillingen. * Nepenthes tog initiativ til at starte kampagnen Tømmermænd. Kampagnen fandt sted i tæt parløb med organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke, NOAH, U-landsimporten og WWF Verdensnaturfonden. Man ville sætte en stopper for handel med tropisk træ, der fandt sted uden hensyntagen til miljø og mennesker. Man ville med andre ord have bæredygtigt tropisk træ, men det var vigtigt for organisationerne, at der ikke blev tale om en egentlig boykot af tropisk træ. * Nationalmuseet besluttede sig for at anvende tropisk træ fra Malaysia til museets nye gulv. Nepenthes kritiserede stærkt denne beslutning og opfordrede andre til at bruge træsorter som eg, bøg og ask i stedet for mahogni, der som regel kom fra truet regnskov. * Amalienborgs ansatte (cirka 50 i alt) gav regnskovscertifikater til Dronning Margrethe, da hun fyldte år i Derimod gav statsminister Poul Schlüter (Det Konservative Folkeparti) dronningen et palisanderbord fra regeringen. Træet til bordet var næppe bæredygtigt! Det blev påpeget af Nepenthes, der gav Dronning Margrethe et abonnement på foreningens blad Regnskov (senere Skov & Folk). Mange bække små I årene var regnskov højeste mode, og flade pakker var ikke slet kedelige. De var nemlig ofte et regnskovscertifikat! Til barnedåb, fødselsdag, konfirmation og jul fik den heldige et certifikat. Og i 1989 var der endda flere aviser, der skrev, at regnskovscertifikater var årets julegave nr. 1. Det var den gave, mange danskere ønskede sig, eller det var den gave, man gav, når man ikke kunne finde på noget. I forbindelse med jul var der også en del firmaer, der droppede de sædvanlige julegaver i form af rødvin og chokolade og i stedet købte regnskovscertifikater til medarbejderne. Læg en regnskov under juletræet hed overskriften på en artikel i Fyns Stiftstidende i november Læsere kunne ikke være i tvivl efter at have læst artiklen: Nyeste mode i dåbsgaver er et stykke regnskov i Costa Rica. Dagmar-korset og bankbogen med et passende rundt beløb er yt. Prisen er overkommelig: 180 kroner for 1000 kvadratmeter, hviket svarer til en parcelhusgrund, og så taler vi endda om regnskov af den dyre slags. Som konfirmationsgave har det også vist sig at slå an, og ideen må være helt oplagt til jul. Gaven til manden eller kvinden, der har alt. I praksis kan alle erhverve sig et certifikat som bevis på, at man har ydet et bidrag i kampen mod regnskovenes totale udryddelse. Pop eller pjank. Kald det, hvad De vil, men alle kneb gælder i kampen mod udryddelsen af det, biologer anser for at være verdens største økologiske system. Vi er alle på anklagebænken, men alle kan også hjælpe. Opkøb af jord starter ter pressemøde Den 4. april 1991 holdt Nepenthes pressemøde i København. Fra Costa Rica var direktør Vera Varela og udviklingschef, Victor Naranjo begge fra Fundación Neo- 30

31 trópica til stede. Dagens gode nyhed var, at opkøbet af regnskovskorridoren var begyndt. Måneden forinden var det første jordlod blevet købt, og til dato var der købt cirka seks procent (10 jordlodder ud af 169). I alt var der 144 ejere og 169 jordlodder i området. Vera Varela kunne fortælle hvad Nepenthes tidligere havde fortalt den danske offentlighed at der kun boede 18 familier i selve korridorområdet. Langt de fleste boede uden for korridoren og dyrkede ikke deres jordlodder på grund af de umulige jordforhold og store mængder regn. Der var stort set kun tale om folk, der var flyttet til området inden for de seneste 5-10 år. Ejerne af jorden ønskede at sælge og var interesserede i de penge, et salg kunne give dem. Og de var interesserede i at starte forfra et andet sted på en langt bedre og mere frugtbar jord. Ikke nok at opkøbe jord Varela understregede på pressemødet, at det ikke var nok at opkøbe jord. De lokale beboere skulle til at udnytte jorden på en bæredygtig måde. Hun satte derfor sin lid til Nepenthes bufferzoneprojekt: Vi skal vise bønderne de økonomiske fordele, der ligger i at bevare regnskoven. Hvis de kan se en profit i at bevare skoven, gør de det. Ellers ikke. Hvis de opdager, at de kan Korridorområdet Området var kendetegnet af, at der ingen skoler, sundhedsklinikker og kirker var inden for rimelig afstand. Det regnede (og regner!) enormt i området, mellem fire og syv meter om året, og mange steder var jorden ekstremt sumpet og dårlig og derfor ikke egnet til at dyrke. Flere jorder var således decideret uegnet til kvægdrift og alle former for dyrkning. De fleste ejere boede uden for korridoren, hvor jorden på langt sigt var uanvendelig som landbrugsjord. Salg af regnskovsjord Når køb af regnskovsjord i korridorområdet først var aftalt, gik følgende procedure i gang. En sælger fik først 10 procent af købssummen. Efter tre måneder fik sælgeren yderligere 45 procent af det aftalte beløb. Herefter begyndte overførslen af jord til staten. Når de sidste penge blev udbetalt til den tidligere ejer, var proceduren gennemført, og jorden kunne erklæres for nationalpark. Ifølge aftalen skulle ejeren beskytte jorden, indtil handlen var endelig afsluttet. Efter at jorden var erklæret for nationalpark, overtog det costaricanske nationalparkvæsen, National Park Services, ansvaret for at beskytte skoven. På grund af frygt for, at costaricanere ville gøre krav på regnskovsjorden, var der sat penge af til at ansætte vagter, der skulle sørge for, at nybyggere ikke trængte ind på allerede fredet jord. tjene penge på at tage folk ud i en båd og vise dem krokodiller og fugle, så vil de også beskytte regnskoven, for så lever de af den. Det nytter ikke noget at snakke til dem om fremtiden og miljøet, de tænker først og fremmest på at overleve. Klaus Sall oplyste på pressemødet, at der var indsamlet lidt over syv millioner kroner. De ville række til opkøb af 75 procent af korridoren. Men man satsede på at indsamle endnu 1,4 millioner kroner, så man kunne opkøbe resten af skoven. Men herefter døde mediernes massive dækning af kampagnen og manglende opkøb efterhånden ud. Og dermed faldt bidragene også dramatisk. Men Nepenthes aktiviteter steg markant. Sor orte skyer i horisonten Da Nepenthes indgik aftalen med Fundación Parques Nacionales/Fundación Neotrópica om opkøb af regnskoven i Costa Rica, gik man ud fra, at en aftale var en aftale. Men man skulle snart lære, at virkeligheden var en anden. At det handlede om at være fleksibel og kunne sno sig og aftale nye aftaler. For 31

32 Sådan var og er Nepenthes også Kampagnen Red regnskoven fik danskerne til at interessere sig for regnskovene og deres beboere. Og Nepenthes var med til at sætte dagsordenen på miljøområdet. Og det er organisationen for såvidt stadig. Men Red regnskoven ( Køb regnskov ) er til dato Nepenthes største mediesucces. I kølvandet fulgte en række andre projekter, som dog langt fra alle nåede aviser og tv med de samme store overskrifter. Blandt mange ting kan nævnes: Overskuddet fra Børnenes U-landskalender i 1990 (Jullerup Færgeby) gik til miljø-lejrskole på Osa-halvøen i Costa Rica. Nepenthes administrerede projektet, der blandt andet skulle lære costaricanske børn om fordelene ved at bevare skoven. Nepenthes har kæmpet for, at der for fremtiden skal være naturskov/urskov i Danmark. Det har ført til stor mediedækning og mange diskussioner. Det er nu en del af Danmarks skovpolitik, at vi skal have naturskov. Nepenthes har været med til at indføre FSC-mærkning af miljørigtigt træ. Nepenthes har samlet penge ind til at bevare regnskov i Ecuador. Nepenthes har samlet penge ind til at bevare regnskov, Cabo Blanco, i Costa Rica. Her boede danskeren Karen Mogensen i mange år (hun døde i 1994), og hun blev portrætteret i mange danske aviser i begyndelsen af 1990 erne på grund af sin utrættelige kamp for at bevare den smukke regnskov på Nicoia-halvøen. Nepenthes har støttet flere indianske folks kamp for at bevare rettighederne til deres eget land og bevarelse af deres kultur, bl.a. penanerne og ibanerne på Borneo, Kayap-stammen i Amazonas og guymierne i Costa Rica. Nepenthes har haft u-landsprojekter (finansieret af Danida) i Panama, Nicaragua, Honduras og Costa Rica. I 2001 blev Nepenthes indstillet til Nordisk Råds Miljøpris. Læs meget mere på virkeligheden i Costa Rica forandrede sig hurtigere, end Nepenthes havde forestillet sig, da aftalen om opkøb blev indgået. Det skyldtes først og fremmest, at en række costaricanere begyndte at lugte penge. En donor (Nepenthes) fra et rigt land ville stille med en stor pose penge, og det lokkede costaricanere til at påstå, at de havde ret til jorden i det stykke regnskov, der skulle opkøbes. Samtidig havde costaricanere tidligere prøvet at tjene penge ved at sælge jord, da amerikanske midler skulle finansiere opkøb af regnskovsjord. Der var med andre ord erfaring for, at der var gode penge at hente, når der kom en rig donor til landet. Allerede i forbindelse med at korridoren skulle erklæres beskyttet zone, havde Nepenthes fået en forsmag på, hvad der ventede. Sammen med det costaricanske advokatfirma CEDARENA (som var den juridiske garant og tog sig af opkøb og forhandlinger) var Nepenthes klar til at gå i gang med opkøb i Men tømmerfirmaer pressede for at få kendt erklæringen om beskyttet zone ugyldig, og loven måtte en ekstra tur igennem parlamentet i Costa Rica. Derfor var det først i maj 1990, at præsidenten kunne skrive under på det dekret, der sikrede fredningen. Det forsinkede opkøbene med seks måneder og var med til at skabe mediepostyret i Danmark. Efter underskrivelsen måtte de lokale ejere ikke fælde flere træer eller på anden måde ødelægge skoven. Nepenthes kunne gå i gang med at skrive salgskontrakter med ejerne. Nødvendigt med retssag Det skal understreges, at Nepenthes faktisk ifølge costaricansk lovgivning havde mulighed for at flytte ejerne af regnskovsjorden ud med magt. Men det valgte Nepenthes ikke at gøre. For ikke at komme i konflikt med ejerne og dermed forstærke deres skepsis over for naturbevarelse. Man valgte at betale ejerne frem for at tvangsforflytte dem. For Nepen- 32

33 thes var det vigtigt at få costaricanerne i skoven til at forstå, at skoven skulle bevares, fordi den var værdifuld og kunne udnyttes. Samtidig var Nepenthes oppe mod den kendsgerning, at den costaricanske lovgivning på ejendomsområdet kun delvist minder om den danske. En costaricaner kan have skøde på (eje) et stykke jord, men en costaricaner kan også vinde hævd på jorden. Dvs., at han (meget få gange er det en kvinde!) kan få ret til at eje jorden, hvis han har boet halvandet år på et stykke jord og kan bevise, at han har boet der for eksempel hvis han har forbedret huset eller dyrket jorden. Da cirka 40 procent af skoven var opkøbt, mødte foreningen og samarbejdspartneren Neotrópica nye vanskeligheder. En costaricansk forretningsmand og advokat Camillo påstod, at han havde skøde på dele af korridoren. Nepenthes og Neotrópica afviste ham, men selv om Camillos jord faktisk lå cirka 50 kilometer uden for korridorområdet, fastholdt han sit krav. Han lugtede penge. Andre costaricanere flyttede ind i de ejendomme, der allerede var opkøbt, og der gik rygter om, at Camillo betalte dem for at gøre det. Ligeledes gik der rygter om, at Camillo betalte daglejere for at fælde skoven og dermed genere projektet på anden vis. Andre nybyggere forsøgte sig med falsknerier af deres skøder. De boede uden for korridorområdet, men forsøgte at ændre deres skøder, så det så ud som om de boede inde i selve korridoren. På den måde håbede de at kunne blive betalt for jord, de ikke ejede. Endelig begyndte et tømmerfirma at bygge en vej til at transportere tømmer gennem området, mens opkøbene stod på. Det blev nødvendigt med en retssag mod Camillo og de nybyggere, der gjorde krav på at have jord i korridorområdet. Men retssagen trak ud. Det fik nogle nybyggere uden for parken til at tænke: Hvis der alligevel ikke bliver nationalpark her, kan vi vel lige så godt flytte ind. Derfor blev der brugt en del penge på vagter og tid på at holde folk ude af området i de fire år, det varede, inden retten afsagde sin kendelse. Neotrópica bestemte, at det skulle være lokale vagter, der skulle patruljere i området, for de kendte området bedst. Men det var ikke altid heldigt. Valget af lokale parkvagter betød, at der kunne opstå konflikter mellem vagterne og de lokale. Vagterne kendte nemlig som regel nybyggerne, og det var svært at tvinge folk, som de kendte i forvejen, væk fra området. Der afsiges dom Costa Rica har både en agrar ret (om jord og retten til at eje jord) og en almindelig ret. Det var med til at trække pinen og sagen ud. Det blev nemlig diskuteret vidt og bredt, hvem der skulle have sagen. I sidste ende blev det besluttet, at der var tale om en miljøsag, og det var dermed den almindelige domstol, der skulle have sagen. Det var en sejr for Neotrópica og Nepenthes, at det blev den almindelige domstol, der skulle tage sig af sagen. Det var nemlig første gang i Costa Ricas historie, at en naturbeskyttelsessag blev behandlet af den almindelig domstol ikke af den agrare ret. Endelig blev retten sat. Den 30. oktober 1996 blev en mærkedag. Thi kendes for ret, at hele området tilhører Fundación Neotrópica. Dommen var tydelig og klar, og indtrængerne i skoven blev idømt betingede eller ubetingede straffe, ligesom mange måtte betale bøder. Og den gode Camillo måtte se i øjnene, at også retten i San José mente, at hans jord lå langt væk fra korridoren. Til Nepenthes og Neotrópicas klare fordel talte, at man havde lavet den grundige undersøgelse af området i (ligesom CCC, Caribbean Conservation Corporation, allerede i 1987 havde lavet en undersøgelse af jordforholdene), hvorved man kunne dokumentere også med luftfotos) hvor mange der boede i området ved projektets start. Camillo og nogle af nybyggerne forsøgte at appellere dommen, men fik senere et nyt klart nej (i 1997). Og det blev bestemt, at Nepenthes modpart skulle betale sagens omkostninger og udbetale erstatninger til Neotrópica og Nepenthes. Der blev nu aldrig betalt erstatning, og Nepenthes ønskede ikke at føre en ny retssag mod en modpart, der reelt ingen penge havde og derfor ikke havde nogen 33

34 De e lokale beboere e nyder i dag frugten af det danske regnsko egnskovsopkøb vsopkøb.. Masser af turister strømmer til, for at nyde naturen. chance for at betale erstatningen. En ny retssag ville med andre ord have kostet penge for projektet. Med rettens afgørelse var det nu en kendsgerning, at dommere, politimænd og skovfolk nu kunne tage ud i det mudrede område og få de nybyggere, der ulovligt boede dér, til at flytte ud. Deres huse blev brændt eller savet ned, så der ikke længere var risiko for, at de ville flytte tilbage. Den 19. december 1996 kunne Nepenthes overdrage de sidste 25 kvadratkilometer regnskov til den costaricanske stat. 72 kvadratkilometer regnskov i alt blev det til, og Nepenthes kunne prale med, at Costa Ricas havde fået den bedste julegave dét år. Julegaven var dansk, for som det blev fremhævet: Danskernes største naturskov ligger i Mellemamerika! Succes på trods af besvær Drømmen for Nepenthes var at skabe en korridor, hvor dyr som tapirer, ozelotter og arapapegøjer kunne være i fred og sjældne planter blive bevaret. Og ved kysten skulle de store havskildpadder have lov til at luske op på stranden og lægge deres æg uden for mange turister i nærheden. I 1995 blev jaguaren set for første gang i korridorområdet i over 10 år. Nepenthes jublede og udsendte en pressemeddelelse, men stort set ingen danske aviser gad længere skrive om regnskoven. I starten havde ingen i Nepenthes drømt om, at der skulle bruges penge til advokat-salærer. Men det blev en kendsgerning, fordi forholdene i korridoren i Costa Rica var anderledes, end man kunne forudsige. Heldigvis viste regnskovsjorden i Costa Rica at være langt billigere, end man først regnede med. De danskere, der støttede kampagnen, blev således på ingen måde snydt. De fik langt mere jord for pengene, end de var blevet lovet! Set over et hele var fordelingen af det indsamlede beløb en succes. 75 procent af de næsten otte millioner kroner gik direkte til opkøb og vagter. Resten til advokater i Costa Rica i forbindelse med retssagen samt løn og 34