The smiling Burma. Rejsebrev om solsiden af Myanmar februar 2014

Transkript

1 The smiling Burma Rejsebrev om solsiden af Myanmar februar 2014 Hvad får én til at rejse til Burma, når man er helt uden sympati for landets militærregime og dens grove udnyttelse af den almindelige befolkning? Svaret er let, når man gerne vil se så mange fremmede steder som muligt, mens man endnu kan. Medvirkende kan måske have været en egentlig for længst glemt strofe fra 1950'ernes radioudsendelse Giro 413 hver søndag middag, hvor Mogens Wieth sang om "den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg, og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!" i Kai Friis Møllers sprogligt blændende oversættelse af Rudyard Kiplings digt fra Når man selv har været der, må man imidlertid konstatere, at det kan oversætteren ikke have været. For Mandalay ligger ca. 700 km inde i landet ved landets centrale vandvej Irrawaddy-floden. Og kystbyen Yangon (tidligere Rangoon) ligger ved Den Bengalske Bugt, mens man må lede forgæves efter Kinabugten på landkortet. Men også i sin danske version hænger digtet ved! Og det var heller ikke, hvad den 24-årige Kipling, der selv er født i Bombay, skrev: "On the road to Mandalay, where the flyin' fishes play, an' the dawn comes up like thunder over China, 'crost the bay". For han havde nemlig lige været der i oktober 1889 på vej hjem til England fra Calcutta østover via Yangon og USA! Og det er lige så rigtigt, at solopgangen er fantastisk, hvad der i øvrigt også gælder for solnedgangen og en hel masse andet i Burma. Ikke mindst de burmesiske piger skønne, slanke og lette og overalt mødes man med store smil. Noget af det, der slog os, da vi forberedte turen, er den relativt sparsomme baggrundslitteratur på dansk om Myanmar. Eksempelvis findes der ikke en Politiken-guide om landet, men man er henvist til fremmedsprogede guidebøger. Det har sat sig spor i vores rejsebrev, som kunne have været disponeret på flere måder, men vores alt for hurtige rundrejse nødvendiggør en geografisk vinkling, så her følger først vores korte rejsedagbog efter dato og sted med mange faktuelle oplysninger om de monumenter og andet, som vi har set undervejs. Landets situation er imidlertid sådan, at vi ikke kan lade være med at medtage et kort historisk afsnit med hovedvægten på landets aktuelle politiske situation. Desuden vil vi også omtale nogle af de dansksprogede kilder, som vi havde glæde af både i vores forberedelser til turen og undervejs alt sammen i håbet om, at nogle af jer skulle få lyst til ved selvsyn at møde det smilende Burma. Rejsedagbog Lørdag d i Yangon: Efter en lang rejse - vi tog hjemmefra fredag kl. ca over Wien til Bangkok nåede vi til Yangon. Her blev vi hentet af vores dygtige guide Mr. Win og kørt til hotellet i den første af en stribe luksus-toyotaer. Vi blev indkvarteret, fik lidt at spise og gik på hovedet i seng. Mr. Win fulgte os på hele turen, mens en ny chauffør ventede os, hver gang vi ankom til en ny lufthavn. Rundt i Yangon Søndag d var vi så først på bytur i Yangon med start kl. 8 mod havnen. Balancerende på smalle træbroer lastede havnearbejdere i løb gødning og lossede ris, det basale element i asiatisk mad, i lange baner. Her fik vi en tydelig demonstration af, hvor meget ris der egentlig er tale om. Ved landgangen sad en mand og optalte de sække, de bar i land. Det skete ved, at hver havnearbejder, når han kom forbi, droppede en smal pind, som manden så holdt styr på. Vi så også færgefart med små både til bare 15 passagerer og mødte nogle buddhistiske piger og deres mor. De var i gang med dagens gode gerning, som bestod i at slippe nogle fangne krabber løs igen. Dernæst skråede vi over den stærkt trafikerede vej langs havnen til Kheng Hock Keong, et kinesisk røgelsesduftende tempel med en flot port. Det at komme over gaden er i øvrigt noget af et kunststykke, for respekt for fodgængere tynger ikke burmesere i nævneværdig grad. I templet så vi både tilbedelse og brændofre. Herefter vandrede vi gennem Chinatowns snævre gader og så for første gang på denne tur det vældige leben af markeder for alt muligt mellem himmel og jord med mange slags grønsager, fisk og frugt, ja sågar levende frøer. Alt ligger fremme i solen, og der var mange produkter, som vi ikke kender herhjemmefra. Så var det tilbage til bilen og forbi India kvarteret til kolonikvarteret med pagoder, residenspalæ og store huse fra kolonitiden, som nok af mange opleves anderledes end vi lige havde forventet, nemlig som en tid med nogenlunde ro og fairness, ja i visse tilfælde endog med et strejf af demokrati. Endelig tog vi til Chaukhtatgyi Paya med den enormt store liggende Buddha og til Nationalmuseet, hvor vi så mange kostbare møbler og andre genstande, især fra seneste kongetid. Shwedagon-pagoden gemte 1

2 vi til tilbageturen. Buddhismen præger i høj grad gadebilledet, både generelt, ved de mange vandrende munke og ved de gyldne pagoder, der ganske vist som oftest ikke lyser af ægte bladguld, men af såkaldt japansk guld, der vist består mest af plastic, og af guldmaling. Mandalay, Mingun, Amarapura og Ava Sidst på eftermiddagen tog vi et indenrigsfly til Mandalay, der ligger på en rundtursrute, som bl.a. også omfatter Heho og Bagan. Mandalay var Burmas hovedstad , hvorefter Yangon overtog posten indtil 2005, hvor den nuværende hovedstad Naypyidaw blev grundlagt. Efter en noget hoppende landing, blev vi hentet af en ny chauffør i en ny stor bil og kørt fra lufthavnen forbi havnen til et dejligt hotel. Igen en god asiatisk middag og derefter på hovedet i seng. Burma-køkkenet kan virke overvældende, når de mange forskellige retter bæres frem, men der er system i det: Man begynder med suppe og så følger de mange retter, somme tider op til en stykker, og de kommer på én gang. Det er god og nærende mad, og der er nok af det, både af forskellige slags kød og af mange slags grøntsager. Og så behøver man heldigvis ikke at spise med pinde i Burma! Mandag d foregik formiddagen mestendels i Mingun. Men inden vi tog fra Mandalay, så vi et af Burmas berømte håndværk: fremstilling af bladguld. Det er noget, der er brug for til Myanmars mange gyldne pagoder. Først bankes det ud med en enormt tung hammer. Guldet ligger mellem nogle meget glatte og bløde bambuspapirblade, der fremstilles som håndlavet papir. Bladguldet sælges til troende buddhister, som sætter guldlapperne på pagodetage og statuer, fx på den stadig tykkere Buddha i Mahamunipagoden, som vi så senere på dagen, men hvor vi ikke måtte fotografere. Herefter gik turen som nævnt til Mingun. Det var en sejltur over til den vestlige Sagaing-side af floden og blot med os og Mr. Win en meget smuk tur, hvor vi måtte balancere hen over 5-6 andre både for at komme ud til vores, og så blev vi ellers placeret i to dybe liggestole med kaffe, frugt og peanuts. Vi så desværre ikke "flyvefisk i leg"; der skulle dog stadig være nogle få fladsnudede delfiner tilbage i floden, som stadig er Irrawaddy, men som her bare hedder Ayearwaddy eller Ayeyarwaddy. Vi gik op til den ufuldendte pagode Mingun Paya. Den skulle i færdig skikkelse have været 150 m høj, men blev altså kun en tredjedel og er nu ved at smuldre på grund af vejr og jordskælv mv. Pagoden blev påbegyndt i 1790 af kong Bodawpaya, men byggeriet standsede ved hans død i Den lille model Pondaw Paya lidt derfra viser hvordan pagoden skulle have set ud. Ved siden af ses resterne af to enorme chinthe, dvs. halvt løve- og halvt drageguddomme. De skulle have passet på den ufuldendte pagode, men ligger ligeledes i ruiner. Ved siden af ligger Mingun Bel-bygningen, et lille hvidt og blåt hus med verdens største klokke på 90 tons, også udført efter ordre af Bodawpaya. Man betræder ikke en pagode med sko på, så vi fik snart sandalerne frem. Herefter gik vi videre til den snehvide pagode Hsinbyume Paya, og her passer vores guides historie ikke ret godt med Lonely Planet guidebogen om Myanmar (herefter LP). Her kommer Mr. Wins version koblet med lidt fra LP: Pagoden blev bygget af Bodawpayas søn over hans yndlingshustru, som døde meget ung. Den nederste halvdel med syv terrasser ligner havets bølger og den øverste del et bjerg. På toppen sidder to buddha-statuer, den ene foran den anden. I Mr. Wins version eksisterede der indtil 2. verdenskrig kun den bagerste figur, men den blev "halshugget" af nogle berusede japanske besættelsessoldater. Da befolkningen klagede til kommandanten, som var overbevist buddhist, blev hovedet imidlertid ikke alene genfundet og sat på statuen igen, men han skænkede også en ny, der altså blev placeret foran den oprindelige buddhafigur. Det var ikke kun her, at der var forskel på informationerne, så vi har måttet sande, at "a lack of primary sources means the 'histories' attached to Burma's early kingdoms are often a matter of opinion and creative imagination" (LP p. 157) - og det passer rigtig godt også på mange af de andre myter og legender, vi blev præsenteret for på vores rejse rundt i Myanmar både fortidens og nutidens. Vi sejlede tilbage til Mandalay og spiste frokost på en god restaurant ned til floden. Derefter kørte vi langs floden tilbage til byen. Undervejs så vi beboere i telte, som ordnede vasketøj, der blev lagt til tørre på skråningen ned til floden, og som kontrast lå der lige ved siden af et nyt luksus hotelskib udstyret med al fordums pragt. Derpå fortsatte vi til Mahamunipagoden, hvor basaren op til templet var fuld af aktiviteter som guldpålægning og lakudsmykning. Man siger, at buddhastatuen i denne pagode er mere end 2000 år gammel, fordi den er fremstillet af kong Mahtaing Chandra i det gamle kongedømme Rakhaing ca. 330 f.kr. og røvet af Bodawpaya i Guldbelægningen skal være 6 tommer tyk. Sidste seværdighed i det kolde regnvejr var klosterpaladset Shwenandaw Kyaung. Det blev bygget af kong Mindon, som døde her i Hans efterfølger, kong Thibaw, var bange for Mindons spøgelse og ville ikke selv bo der, så han flyttede den overdådigt udskårne og forgyldte teaktræsbygning ud af paladskomplekset og gjorde den til et kloster i Og det var et stort held, for resten af paladset blev bombet af englænderne under 2. verdenskrig for at fordrive japanerne, og det brændte op. Det Mandalay Fort, man ser i dag, huser i dag stort set alene militærregimets folk, og der kræves særlig 2

3 tilladelse for at komme inden for mur og volde. Derfor nåede vi desværre også kun at se paladset udefra. Ifølge guidebogen lå der indtil 1885 her en stor kongelig bydel beboet af den burmesiske elite. Briterne smed dem ud, deporterede kong Thibaw, brugte arealet til exsercerplads og byggede i midten en guvernørbolig. Det hele brændte i marts 1945, men blev af regimet rekonstrueret i slutningen af 1990'erne, ifølge rygtet af tvangsarbejdere. Det 2,5 kvadratkilometer store areal er omgivet af en ligeledes rekonstrueret bymidte og voldgrav. Så selv i dag er det muligt for et upopulært styre at forsvare sig midt i Mandalay. Tirsdag d var sidste chance for at se Mandalay Hill, som i den tid, vi havde været i byen, havde været omgivet af tåge og regn. Det var ved 7-tiden om morgenen stadig ikke klaret op. Vi fik dog set ved trappen op til bakken to enorme chinthe, men på toppen var alt desværre stadig tåget og marmorfliserne våde og meget glatte. Vi fik også set lidt af udsigten bl.a. til fængslet, hvor vi fik en god snak om, hvem der egentlig sidder i fængsel i Myanmar, nemlig ikke blot forbrydere, men stadigvæk også et stort antal politiske modstandere af regimet og kritiske journalister. I den strålende Myatsawnyinaung Ordination Hall på toppen var der adskillige stammefolk blandt de bedende, og donationerne var mange og store, så det ud til. Lige før opstigningen missede vi desværre en statue af troldkvinden San Da Mukhi, som ifølge legenden gjorde så megen skade og pinsel på sig selv, at Buddha lod hende reinkarnere som kong Mindon. Lidt derfra ligger det hvide pagodeanlæg, Kutho Daw Pagoda, der er fantastisk smukt med lange rækker af hvide stupaer (massive byggerier). De står i et fast mønster, hvor yderkredsen er Nirvana eller området for almindelige menneskers liv og færden, kredsen inden for er den livsførelse, man kan kræve af munke, og i centrum står så "the Dos and Don'ts" i Buddhas filosofi. Det at kunne praktisere sin overbevisning er det helt centrale i buddhismen, og noget af det, som modstiller den til kristendommen, hvor man som bekendt ikke frelses af gode gerninger, men på sin tro alene. Ovenstående er vores fortolkning af Mr. Wins forklaringer, og han var ikke helt tilfreds, da han blev spurgt, om det var rigtig forstået. Så det er det nok ikke! Munke er i øvrigt et tydeligt element i gadebilledet om morgenen og ved frokosttid. Derpå kørte vi til Amarapura (udtales med tryk på 3. og 5. stavelse), 'udødelighedens by', hvor der lever over 1000 munke i klostret Maha Ganayon Kyaung. Kl. 11 får og spiser de deres frokost, som er dagens sidste måltid for dem. Om morgenen kan man se munke klædt i rødt vandre med deres bowle under armen hen til deres velgørere for at hente deres morgenmad. Her så vi dem stille op i enorm lang kø ved templet for at få udleveret deres frokost. Den bliver for de varme retters vedkommende tilberedt i klosterets megastore køkken med bl.a. løghakkemaskine, kæmpewok og enorme lagre af ris og grønt. Desuden får munkene frugt og chips mv. Alt samles i den enkelte munks bowle, og så går han hen og spiser indholdet i kæmpestore fælles spisesale sammen med alle de andre munke. Også donatorerne spiser samme mad. De har deres egen spisesal. Lidt til siden ligger grundlæggerens hus, som nu er museum. Der var både munke og novicer. Novicerne er klædt i hvidt, munkene i mørk orange. Både novicer og munke kan være ned til 6-7 år gamle. Det er vores indtryk, at det nærmest er en pligt for unge buddhistiske drenge og mænd at være munk i en periode, som et minimum 3 dage som novice og en uge som munk. Men mange tager flere og længere perioder. De kronragede munke skal overholde buddhismens fem bud og bruger tiden til at lære Buddhas tekster udenad. Derudover skal de praktisere det gode og lære tålmodighed og ydmyghed. Amarapura blev den næstsidste kongelige hovedstad i Myanmar. Amarapura havde sin storhedstid , og så flyttede kong Mindon hovedstaden til Mandalay, som det siges af frygt for englænderne, som havde erobret Rakhaing allerede i 1824 og Yangon i 1853, men først nåede Mandalay i 1885, idet deres erobring af landet skete i tre tempi. Briterne anses i øvrigt for bedre og mere fair regenter end både de foregående konger og de efterfølgende regimer, fx japanerne under 2. verdenskrig og det nuværende militærregime, der så sent som ugen, før vi ankom, havde fordrevet en landsbys befolkning og nedrevet husene. Her så vi pagoden Pahtodawgyi bygget af kong Bagyidaw i 1820 meget smuk og hvid i det flade landskab. Næste stop var en kort sejltur over til det historiske område Ava, som var kongelig hovedstad før Amarapura (indtil 1857) og i dag hedder Inwa. Derpå frokost i en charmerende udendørs restaurant. Vejret klarede op, så vi fik en fin tur med hestevogn rundt i området. Ava, der blev grundlagt i 1364 af Kong Thado Minbya, blev i 1838 udsat for et omfattende jordskælv og ødelagt. Ruinerne af de tidligere paladser, murværk, voldgrave og pagoder kan dog stadig ses. Ved klostret Bagaya Kyaung, der er bygget af teaktræ i 1834, så vi en lille klosterskole med 8-10 meget unge elever. Klosterskolen er gratis og derfor et godt tilbud til fattige familier. De yngste elever var ikke meget ældre end 4-5 år og læreren nok ikke fyldt 20. Så kørte vi videre med hestevognen til "det skæve tårn" Nanmyin, skævt af ælde og jordskælv; tårnet er alt, hvad der er tilbage af kong Bagyidaws store palads. Og så tilbage til færgen og videre til den ca. 2 km lange teaktræsbro U Bein over søen Taungthaman. Broen er bygget af 1060 teaktræsstammer fra paladset i Amarapura. Da vi kom i tørketiden, var der langt fra broen ned til vandets overflade, men i regntiden ligger vandoverfladen lige under broen. I tørkeperioden kan man nå at dyrke både ris, jordnødder, solsikker og andet grønt på de arealer, som i regntiden oversvømmes. Her så vi også fiskeri på gammeldags facon, hvor 7-8 mand med en fisketaske på maven sammen trækker et 3

4 vod. Når der ikke kan være flere fisk i tasken, stopper de, går i land, og straks kommer en opkøber på motorcykel med en kurv bagpå. Fiskene bliver slået ihjel, lagt i en plasticpose, vejet og overdraget til opkøberen. Og så for første, men langt fra sidste gang på denne tur: en fantastisk solnedgang! Aftenen sluttede med en fin middag i en thairestaurant. Maden og krydderierne ligner hinanden i de østasiatiske lande omkring Burma, og der drikkes øl eller vand til maden, ikke vin. Burma producerer ganske vist vin, men indtil nu i små mængder. Markedet er også stærkt begrænset, for en god buddhist, fx vores guide, indtager ikke alkohol. Det var en udendørs restaurant og med myg, men myggespray er nu en god ting, så det gik uden stik. Derpå videre til marionetteatret Mandalay Marionettes. Forestillingen bestod af flere forskellige afsnit. Nyt for os var bl.a., at man blandede levende dansere og dukker, og at man nogle gange også viste dukkeførerne, så man kunne beundre deres fingerfærdighed. Det sidste afsnit omhandlede den gamle historie om Rama og Sita fra Ramayana. Bagan og de mange pagoder aspirant til Unescos verdensarvliste Onsdag d sejlede vi tidligt fra Mandalay til Bagan med indtjekning kl. 6 og afrejse kl Det var så tidligt om morgenen stadig køligt, men solen stod op over Mandalay-siden og belyste snart Sagaing Hills pagodeoverstrøede skråninger, hvor de gyldne kupler lyste i solen. Der er i Burma stor forskel på temperaturen dag og nat. I bjergområder er den helt nede omkring frysepunktet om natten, og om dagen over 30 grader. Og så kom varmen. For første gang på denne tur fik vi sol på næsen. På båden var der mange stole både udendørs på diverse dæk og indendørs i salonen, så vi fik skrevet lidt i denne rejsedagbog og læst i vore medbragte bøger og papirer. Det blev en dejlig afslappende dag mod syd ad den brede Irrawaddy flod. Det centrale Burma er rent faktisk én meget stor flodslette. Der er skiftevis stejle lerskrænter og flade sandbanker over for hinanden, og sejlrenden snor sig langt mere, end man kan se på flodens overflade. Undervejs så vi en masse fældet teaktræ, som dels blev flådet, dels transporteret på store flade transportskibe. Det er alt sammen ejet af staten. Handelen med teaktræ blev nationaliseret under den socialistiske regering i 1960'erne, og det er alene militæret, som ved, hvem træet bliver solgt til, og hvor pengene ender. Der var i det hele taget en voldsom trafik på floden, og det fremgik tydeligt, at der er stor forskel på vandstanden i den tørre tid nu og i regntiden om tre måneder. Så der er ganske mange marker, der kun kan dyrkes to tredjedele af året. På et tidspunkt måtte to af søfolkene ud at sidde i stavnen for at måle dybden, for at skibet ikke skulle gå på grund. Hele turen varede 11,5 time. Det blev en meget dejlig og afslappende tur. Og atter stod der en ventende chauffør med en stærk og rummelig bil parat til at køre os til hotellet, som hedder Bagan Thande Hotel. Det består af bungalower ned til floden, så det ligger meget smukt, og der er swimmingpool. Super. Bungalowen er lidt slidt, men her er hyggeligt. Efter et bad var vi klar til at tage på en lækker udendørsrestaurant med optræden og dans. Og til slut en lille tur rundt i hotelparken. Og næste dag startede først kl. 8 - en luksus, selvom det er os selv, der har bedt om at se så meget som muligt, når vi nu engang er der! Torsdag d : I Bagan virkede det, som om vi boede langt væk fra den pulserende verden. Byen er grundlagt som Pyu-stat ca. 849, måske under navnet Pyugan, og man har fundet rester af huse i Pyu-stil fra ca Pyu-folket er formentlig af tibeto-burmansk oprindelse og indvandret i det 1. årh. efter Kr. Dette folk havde magten i det centrale Burma indtil det 10. årh., hvor de blev fordrevet af kinesiske indvandrere fra Yunnan. Også burmeserne kom fra det østlige Himalaya i 8. og 9. årh. og udfyldte pladsen efter pyu'erne. Den første store konge var Anawrahta, som efter at have slået sin ældre bror ihjel overtog magten i 1044 og indledte Bagans gyldne periode som Burmas første kongedømme. Riget varede indtil slutningen af 1200-tallet. Der er flere teorier om dets undergang, som foregik omkring den tid, hvor mongolerne underlagde sig mange lande. En af dem lyder på, at Bagans konge i 1273 var så uforsigtig at slå Kublai Khans udsendinge ihjel, hvad der medførte, at han selv invaderede Bagan 14 år senere (LP pp og 295). Det 2. kongedømme havde som kerne nogle Taungguu konger i det 16. årh., navnlig Bayinnaung, som i 1550 forenede Burma for en kort stund. Hovedstaden var her Bagu. Det 3. kongedømme begyndte under den brutale kong Alaungpaya i 1760 og varede indtil kolonitiden. Bagan kan således med stor styrke siges at repræsentere Burmas gyldne fortid. Dagen begyndte på stedets restaurant med morgenmad i første række ned til floden og i fuldt solskin. Det var bare dejligt. Så kørte vi ud i Old Bagan, som er et fantastisk areal med før måske mere end 4000 pagoder, og i dag kun det halve, en del af dem ødelagt ved et stort jordskælv i Bagan har længe været på Unescos venteliste til Verdensarvlisten, men restaureringen af de mange monumenter er ikke altid sket med den fornødne pietet, så man kommer nok til at vente en stund endnu. Vi så således bl.a. et ca. 800-årigt teaktræstempel med tag af bølgeblik. Dagen bragte masser af pagoder, bl.a. et område med mange mindre pagoder lige i nærheden af hotellet. Det var meget smukt i morgenlyset. Imponerende var Shwezigon Paya, hvor vi bl.a. så et fantastisk kompleks med "dobbelte" løver, dvs. med ét hovede og to kroppe, i pagodens hjørner. Der var mange billeder af Buddhas historie. Pagoden ligger 4

5 ved Nyaung U's vestlige udkant. Det er hovedhelligdommen her, og den er måske mest kendt for sin forbindelse til de 37 nats, dvs. ånder. I byggeriets kerne er der fire helligdomme, der hver indeholder en 13 ton tung bronze buddha støbt i 1102 og med indiske træk. De udgør Bagans største overlevende buddhastatuer. Helligdommen blev påbegyndt under Bagans krigerkonge Anawrahta. Hans strategiske overblik kan bl.a. ses af hans håndtering af problemet med nats. Indtil Anawrahta havde burmeserne været animister, men Anawrahta var af mon-kongen Manuha blevet omvendt. Læs mere om Manuha under hans pagode. Anawrahta indsatte en overnat over de indtil da 36 anerkendte nats og navngav ham Thagyamin. Han placerede ham som en efterkommer af den indiske Gud Indra. Thagyamin adlød Buddha, og på denne måde blev Buddha indirekte placeret over Indra i det guddommelige hierarki. Dernæst til markedet, som var enormt. Her fik vi købt seks nye pudebetræk til sofapuderne derhjemme. Vi så også betelnødder, blodpølse og en masse andre spændende ting. Så gik turen til de imponerende Ananda Ok Kyaung og Ananda Pahto, dvs. henholdsvis kloster og pagode, beliggende på nordsletten og bygget mellem 1090 og 1105 af kong Kyanzittha, dvs. fra Bagans tidlige byggeperiode. Vi så først klosteret, som havde mange kalkmalerier fra ca Vi købte en reproduktion, der forestiller Rama med en masse afklædte damer. Det er fremstillet efter en særlig teknik med lak og sand. Vi har endda fået det helskindet hjem. Vi så også rekonstruktionsarbejde, og et sted var der en buddha med trompe l' oeil effekt: Det er et øjenbedrag, når han synes at smile mere og mere, efterhånden som man går baglæns væk fra statuen. Om eftermiddagen så vi en række pagoder: Htilominio Pahto, der ligeledes ligger på nordsletten, er bygget i Det har smukke sandstensrelieffer på ydersiden, mens der indvendig ses fire store buddhaer og spor af gamle murmalerier. De næste tre ligger alle i det gamle Bagan inden for den gamle hovedstads volde. Det drejer sig for det første om Nathiaung Kyaung, der er det eneste tilbageværende hindutempel (tilegnet Vishnu) i Bagan. Det var her, kong Anawrahta efter sin omvendelse opbevarede ikke-buddhistiske statuer mv. Kongen beskrev selv templet som et "fængsel for nats". Der er tvivl om dateringen, som spænder fra 931 til det 11. årh. Dernæst gik turen til Shwegugyi, 'den store gyldne hule'. Den er fra 1131, dvs. fra Bagans midterste pagodebyggeperiode og lettere i byggestilen. Indeni ses en sten med indskrift om byggehistorien på pali. Fra Thatbyinnyu Pahto, som er Bagans højeste pagode, er der en fantastisk udsigt over den flade slette. Pagoden er forsynet med en hinduinspireret høj kuppel og ligger i nærheden af resterne af den gamle bymur. På dens terrasser ses 539 jataka, dvs. buddhistiske tekster på pali, der beretter om Buddhas bodhisattva-tid (trinnet før han blev buddha) og illustrerer buddhistiske dyder som gavmildhed og medfølelse. I nærheden så vi en gruppe børn, der gerne ville sælge os deres tegninger. Nogle af dem havde lært at sige Picasso, men der er nu nok et stykke vej igen, inden deres tegninger vil kunne udkonkurrere Picasso. Vi så solnedgang fra hotellets bar, hvad der var smukt og fredfyldt, og tog derefter ud at spise burmesisk på en restaurant, hvor der også var et meget professionelt og humoristisk marionetshow. Fredag d : Efter endnu en dejlig morgenmad nede ved floden gik det løs med dagens program kl. 8. Dhamma Ya Zi Ka på sydsletten var dagens første pagode og imponerende. Den er femkantet lige som Shwezigon og omgivet af en mur med fem indgange og med god udsigt fra den øverste terrasse. Den er bygget i På toppen er der fem små buddhatempler med hver sin Buddha. Vægmalerier er tilføjet i Konbaungtiden Dernæst besøgte vi en lille landsby, hvor vi så spinding, landbrug, lakarbejde, en lille købmandsbutik, og en familie, der forberedte fest for hele landsbyen, fordi deres ældste søn skulle være novice og hans søstre have huller i ørerne. Alle, vi mødte, var meget imødekommende og bød os indenfor på et glas grøn te og en god snak. Pagoden Tayok Pye Paya på sydsletten var næste nummer. Det var mest for udsigters skyld, også selvom øverste etage nu er lukket, dels pga. jordskælv, dels almindelig erosion. Næste pagode var Nandamannia fra midten af 1200-tallet. Den er seværdig pga. nogle fine vægmalerier, der bl.a. gengiver topløse damer i situationen "Maras fristelser". Scenen viser en flok unge kvinders forgæves forsøg på at aflede Buddhas koncentration på vejen mod hans forklarelse. Motivet blev i 1916 af den franske epigraf Charles Duroiselle beskrevet som (LP p. 164): "so vulgarly erotic and revolting that they can neither be reproduced or described". Payathonzu, 'de tre stupaer', er kendt for deres 1200-tals murmalerier, som dog ikke er blevet færdiggjort, men har lighedspunkter med Khmer-pagoder i Thailand. Man går ind gennem den midterste pagode, men det er de to andre, især det nordligste, der har de mest velbevarede malerier af indisk-tibetansk oprindelse. Gengivelserne, der kan drage opmærksomheden hen imod den indiske triade Vishnu, Shiva og Brahma, er usædvanlige i asiatisk-buddhistisk arkitektur og peger hen imod hinduistisk eller tantrisk indflydelse fra Indien eller Nepal. Efter frokosten, som bestod af en righoldig burmesisk buffet, der kan få øjnene til at lyse og tænderne til at løbe i vand, besøgte vi en forholdsvis stor lakvarefabrik, der fremstillede nogle meget smukke produkter. 5

6 Her så vi alle dele af processen. Vi købte en bakke til os selv og nogle glasbakker i en æske til gave. Så gik turen til Manuha-pagoden, der ligger i Myinkaba-landsbyen. Pagoden er fra 1059 og giver anledning til at gengive legenden om buddhismens indtog i Myanmar ( LP p. 151): Manuha var konge over mon-riget Thaton. Han var buddhist og udsendte munken Shin Arahan til den krigeriske Bamar-konge Anawrahta for at omvende ham. Det lykkedes i en sådan grad, at Anawrahta beordrede Manuha til at udlevere til ham et antal buddhistiske tekster og relikvier. Det havde Manuha ikke lige lyst til, så han sagde nej, hvorefter Anawrahta nedkæmpede ham og bragte med tilbage til sin hovedstad Bagan, ikke alene de hellige skrifter (Tripitakas 32 tavler), men også byens munke og kong Manuha selv og hans familie, i fangenskab forstås! Dette blev begyndelsen til det første burmesiske kongerige. Manuha blev altså spærret inde, og man siger, at det er med vilje, at også den buddha, man møder i hans pagode, fremtræder lidt indeklemt. Imponerende er endvidere et mere end mandshøjt drikkebæger foran pagoden. Lige syd for Manuha-pagoden ligger Nan Paya med nogle unikke stenrelieffer, som Unesco i gang med at restaurere. Pagoden siges at have været brugt som fængsel for Manuha, men det er nok en legende. Ifølge denne skulle der være tale om et oprindeligt hindu-tempel, hvis magt så kunne brydes ved at gøre det til et fængsel. Pagodens stenhuggerarbejde er noget af det fineste i Bagan og typisk tidlig Bagan-stil. Næste pagode var Gu Byauk Gyi pagoden ( 'det store bemalede huletempel') med den unikke indskriftssten placeret i Myazedi-stupaen. Stenen, der på sine fire sider har samme tekst på fire forskellige sprog: gammelburmesisk, mon, pyu og pali, kan på det nærmeste sammenlignes med Rosettastenen, idet den dels har meget stor sproghistorisk værdi, dels dokumenterer pyu-kulturens betydning. Pagoden er en ad de seneste fra 1000-tallet og gengiver på velbevarede, bemalede vægmalerier bl.a. de fire antikke buddhistiske synoder. Malerierne menes at være fra 1113 fra pagodens bygningstidspunkt. Da vi kom tilbage til vores bungalow, var sengene smukt pyntede med rosenblade og en "håndklædefugl". Det blev til en ganske kort tur i poolen og solnedgang ved flodbredden, før vi tog ud at spise burmesisk til endnu en omgang marionetshow. Inlesøen med markeder, fiskeri og håndværk Lørdag d startede vi med tidlig morgenmad i Bagan og drog så af til lufthavnen i Nyaung Oo, hvorfra det gik over Mandalay til Heho. Her ventede så endnu en ny chauffør, Mr. Sedu, med endnu en lækker stor hvid og ny luksusbil. Vel ankommet til søbredden i Nyaungshwe kørte vi til en italiensk inspireret restaurant, hvor Signe fik en forfriskende jordbærsmoothie og lidt af Flemmings øl. Vi fik dertil en rigtig god pizza, for kokken havde været i lære hos en italiensk kok. Der er meget frugtbart her. Bjerglandskabet, der ligger som en kreds rundt om Inlesøen, har engang været dækket af teakskove, men som nævnt er teakproduktionen nationaliseret, og regimet fælder og sælger, men sørger ikke for systematisk genplantning. Man kan også flere steder se de i kolonitiden anlagte jernbaner, og det er vores indtryk, at mange mennesker synes, at briterne i kolonitiden gjorde mere for landet end de efterfølgende regimer. Vi fortsatte til en købmandsbutik, fordi vi gerne ville prøve burmesisk vin. Den var ikke så ringe, men til gengæld dyr: kyats, hvad der nogenlunde svarer til 100 kr., så det bliver en engangsfornøjelse. Man kan få sydafrikansk vin til under en tredjedel, og den plejer at smage bedre. Men nu har vi så forsøgt at støtte den lokale købmand. Til gengæld måtte vi hen og veksle flere dollars. Generelt rækker pengene langt her i landet. Der er en rivende inflation, så når man veksler, får man ikke nogle, men en hel stak sedler tilbage. Så gik turen med båd til et luksushotel på en ø i Inlesøen, hvor vi på ny fik egen bungalow. Her sejler alle, selv ved små ærinder. Der er derfor en livlig trafik på søen af slanke motorbåde malet i klare farver. De kan sejle stærkt med noget, der ligner en mellemting mellem et piskeris og en påhængsmotor. De larmer noget, så der lå en standardbesked i vores hus om, at vi skulle bære over med, at folks arbejdsdag starter kl. 4 om morgenen. Støjen var ganske rigtigt betragtelig og svær at sove fra. Vi nåede at blive pænt våde af skumsprøjt undervejs over søen, men skidt med det alt tørrer hurtigt i dette klima. Alle hotellets bungalower, restauranten og swimmingpoolen er bygget på pæle i søen. Swimmingpoolen er således en sø i søen. Men søvandet ligner nu heller ikke badevand. Desuden skulle der skrives noget mere om Bagans pagoder, så det var dejligt med en frieftermiddag turens eneste her på vores lille private terrasse. Her var vi på forhånd blevet advaret om, at der var myg, og der var da også myggenet over sengen. Det havde vi især den anden nat en del besvær med at holde lukket, men heldigvis må myggene den nat være gået hjemmefra, for vi fik i hvert fald ingen stik. Heldigvis, for Signe har droppet den belastende malariamedicin denne gang. Og middagen kl. 19 var der lækkert Shan-køkken i den store og velindrettede spisesal. Søndag d blev vi hentet allerede kl. 7, hvor solen netop var stået op. Det blev en meget smuk tur i nogle af søens mange smalle kanaler, hvor shan-folk og andre var på vej til marked til fods ad smalle stier 6

7 langs kanalen. Kanalerne er visse steder indrettet med små dæmninger for at opsamle vandet, som der er rigeligt af på grund af de omliggende bjerge. Så nåede vi frem til markedet i Inthein. Her var alt muligt. Vi så også kvinder gå derfra med tunge varer på hovedet, og vi så indbyggerne bade deres moskusokser. Vi købte også et bomuldstørklæde. Lige ved markedet lå det første ruinområde Nyaung Ohak. Her er stupaerne noget forfaldne, og man skal passe på med at gå ind i nicher o.l. af hensyn til slanger og andet giftigt kryb. Vores guide fortalte, at der i Myanmar årligt dør over 5000 personer, dels pga. lang afstand til sygehuse, dels pga. manglende medicin. En af hans bedstemødre var således død af et slangebid, fordi der ikke kunne fremskaffes medicin. Højere oppe på bjerget lå pagodeområdet Shwe Inn Thein Paya med 1054 pagoder, de fleste stærkt eroderede, men en del istandsat med både guld og stukkatur. De går kun tilbage til tallet. I dette område tager Unesco sig kun af nogle få rekonstruktioner, og så ordner regimet resten. Vi så bl.a. også bygning af et bambusstillads, køer, der blev drevet andetsteds hen, restaureringsarbejde og en række souvenirbutikker, hvor Mr. Win prøvede en fantastisk hovedbeklædning, og vi beundrede nogles kvinders orkisarbejde. Vi så også på mange af ruinerne ficus religiosus, dvs. det banyontræ med de hjerteformede blade, som Buddha ofte gengives siddende under. Videre gik det langs kanalen, hvor vi så herlige børn og stolte forældre. Så sejlede vi videre til et sølvværksted i Ywama, hvor vi købte en halskæde og et par øreringe til gaver. I In Phaw Khone spiste vi frokost. Her fik Flemming fire velvoksne krebs. Dernæst gik vi over i en nærliggende tekstilfabrik, hvor man kunne hele processen. De benyttede bl.a. strengene i lotusstængler til at væve til tørklæder. Lige ved siden af var der søndagsskoleordning ikke sådan at forstå, at der var religiøs undervisning, men søndagsskolegang benyttes i Myanmar til specialundervisning, så eleverne kan nå at få indhentet, hvad de ikke har fået lært i ugens løb. Det betyder, at de bogligt svageste af eleverne og mange lærere arbejder syv dage om ugen. Vi fik også lige et kig ind på elevtoiletterne, som ikke ville have en kinamands chance for at blive godkendt af miljømyndighederne, hvis de havde ligget i DK. Dernæst gik turen videre til Nampan, hvor vi så smedeværksted med produktion af alle slags metalvarer lige fra store skarpe knive til fiskeredskaber. Her lå også de følgende to fabrikker: et lille skibsværft, hvor selv savene kørte med håndkraft, og en cerutfabrik, hvor vi fik grøn te og snacks, mens pigerne rullede tobak og krydderier ind i dæksblade. Derpå sejlede vi igen ud på søen og videre til de såkaldte flydende haver. Det drejer sig her om flydende øer, der er bygget på et tæt lag af vandhyacinter. De er bevokset med græs, og så lægger man dynd ovenpå. Derefter er man klar til at plante til, og man behøver ikke at tænke på vanding, for øerne går ca. en meter ned i vandet i den ca. 2 meter dybe sø. Øerne er "fortøjet" med lange bambusstænger, mens de kortere bambusstænger bruges til at binde tomater og græskar op. Så var fotoapparatets batteri igen tomt, og derfor er der ingen billeder af den store pagode Nga Hpe Kyaung, 'klosteret med den springende kat', hvor den tidligere øverstemunk havde ladet katte hoppe gennem tøndebånd. Nu er der bare en mængde buddhastatuer samt en frise af billeder med scener fra Buddhas liv og gode gerninger. Hele ensemblet er ca. 300 år gammelt og rummer en fin samling af buddhaer i Shan-, Bagan- Ava- og tibetansk stil. Derefter gik det tilbage til hotellet efter mere end 10 timer på farten. Vi så solnedgang fra vores lille terrasse og drak den sidste rødvin. Så var det "duschtime", Flemming i badeværelset og Signe i det herlige udendørs. På vej til det kølige Kalaw Mandag d drog vi af kl. 8 med båd fra vores hotel, det dejlige Shwe Inn Tha Floating Resort, efter at vi havde gennemfotograferet vores dejlige bungalow og de specielle omgivelser. Derpå gik det igen tværs over Inle søen tilbage til Nyaung Shwe. Efter at vi var landet, kørte vi til det tidligere kongepalads, som nu er kulturmuseum. Det var under reparation, men vi kunne se slottet og parken udefra. Også i Nyaung Shwe var der marked, og sikken en trængsel! Vi så alt fra smedeværksted, til salg af bambusvægge/-måtter, levende ællinger, slagterudsalg til grønsager, omhældning af spiseolie med tilsætning af soda, samt et brugttøjsmarked, hvor folk havde givet deres tøj væk til nødlidende, men det blev i stedet videresolgt til markedshandlende. Så gik kursen ad landevejen mod det højtliggende Kalaw. Vi mødte her bl.a. en traktor med et helt læs tagdækningsmaterialer og en af de ganske almindelige stopfyldte busser. Vi stoppede ved et kloster i Thibaw (hedder det vist). Det var ved at blive istandsat. Interessant var ikke mindst dekorationen med troldmanden med tryllestaven og træet, hvor der vokser piger på i forskellige modningsgrader. Når han pegede på dem med tryllestaven, faldt de ned, så han kunne hygge sig lidt med dem. Men ellers var der ikke alverden at se undervejs. Vi bød Mr. Win og Mr. Sedu på frokost, og: om eftermiddagen så vi et grottetempel med en sort buddha. Og så gik turen i skarpt trav forbi nogle drenge, som spillede det lokale volleyballspil, der udtales 'tjolaj' 7

8 eller noget i den stil, og op mod Hill Top Villa Hotel, hvor vi lige nåede to minutters solnedgang. Pindaya og grottepagoden Tirsdag d Efter en kølig nat i Kalaw, hvor vi var så heldige at få en slags vattæppe i stedet for tæppe at sove med, fik vi morgenmaden serveret på den åbne terrasse. Her var også køligt, så der var tændt op på en stor bålplads i midten. Efter en dejlig morgenmad med omelet og friske jordbær skulle vi af sted kl. 8. Og så af sted ud gennem det meget frugtbart, men noget tørre landskab, hvor bønderne var i gang med at forberede markerne til plantetiden, når regntiden begynder. Vi så bønder, der pløjede, og mange færdigpløjede marker, hvor der rundt omkring lå dynger af gødning, parat til at blive fordelt, så snart regnen kommer. Det første sted, vi standsede, var ved et teglværk, hvor der blev fabrikeret limstensmursten. De lignede mest små gasbetonsten. Meget af produktionen foregår her stadig med håndkraft, og stenene formes en for en, før de sættes til tørre. Næste stop var en ingefærfabrik, hvor Flemming fik et stykke som gave. Mange var i arbejde med at sortere. Kun de fejlfri ingefærstykker bliver solgt, og de beskadigede kan så bruges som en slags "læggekartofler" til en ny høst. Vi talte med en pakistansk opkøber, som nævnte, at den kvalitet, vi så her, gik til de tidligere russiske sovjetstater, fx Usbekistan. Til Europa skal rødderne helst være vaskede. Det sker i Kina og Thailand, men efter vores guides udsagn også i Yangon. På den smukke køretur lang de velpassede marker så vi et par gange en motoriseret plov. Vi så også avokadoer. Billederne heraf blev taget af Mr. Sedu, vores chauffør. Langs vejen så vi også teplantager, køer på vejen og kæmpe ficusser. Dernæst besøgte vi en papir- og parasolfabrik. Her så vi, hvordan alle dele af parasollen er håndlavet. Familien har desuden en teplantage, så vi fik også en pose hjemmeavlet te oven i handelen med parasollen, som vi nok skal få svært ved at få transporteret hjem i hel tilstand. Vi fandt en dejlig frokostrestaurant i Pindaya efter indtjekning på et nyt herligt hotel, Conqueror Resort Hotel, hvor vi på ny blev indlogeret i en dejlig bungalow stor, vel nok ca. 5 x 6 meter plus balkon på ca. 5 x 2 m, og et pænt badeværelse. Utroligt det kan lade sig gøre. Pengene strækker langt her. Så gik turen til hulepagoden i Pindaya med de over 8000 buddhaer, fra bittesmå til kæmpestore det var et fantastisk syn. Pagoden hedder Shwe Oo Min Natural Cave Pagoda. Og der var ved sidste optælling mere end 8700 statuer, siger LP, men ikke hvornår sidste optælling fandt sted. Vi slap for de 130 trin op ved at tage elevatoren, som er bygget for indsamlede midler ( inkl. vist nok bilproducenten Hyundai). Den kan tage op til 15 personer, men de er i gang med at bygge en ny ved siden af til 35 personer, så turisttilstrømningen må være stor. Hulen snor sig ad ca. 300 meter smalle gange, hvor hver et klippefremspring bærer buddhaer. Vi så bl.a. nogle kvinder sætte bladguld på en af figurerne. Gangene er undertiden så smalle, at vi var ganske glade for, at vi trods alt ikke er tykkere, og ind imellem er der så små rum, hvor man kan meditere, bede eller hvad man nu ønsker. Derefter gik vi fra hulepagoden ned til søen og så istandsættelsesarbejde af stupaer, vask af tøj og børn samt vandvogne med drikkevand. Det blev en smuk, men lidt anstrengende tur ad trafikerede grusveje. Mr. Win bød derfor på en tiltrængt forfriskning i et lokalt kaffehus, som samtidig var lidt af en købmandshandel. Vi tog grøn te med chips til. En del af chipsene gik nu til stedets sultne og utøjsbefængte kat. Vi sad på lave skamler, og en ting er at komme så langt ned i knæene. Noget andet er at komme op igen, men det gik lige! Tilbage til Yangon og den strålende Shwedagon pagode Onsdag d tog vi på ny tidligt af sted fra Pindaya gennem et frodigt landskab mod Heho, hvorfra vi fløj til Yangon. Tørketiden var mærkbar. Der er broer over tomme eller næsten tomme grøfter og småfloder med lodrette skrænter. Det er tydeligt, at vandet ind imellem må stå mindst 2 meter højere. Langs vejen kørte vi igennem forskellige landsbyer, men det var ikke let at se et særligt stammetilhørsforhold. Der er rigtig mange dyrkede områder her. De fleste og bedste jorder er godt nok på private hænder, men det er generalerne, der har opkøbt dem. Vi så også høje planter ikke tobaksplanter som anvendes som dækblade på cerutter. Vi så også et par steder småøer, hvor der er vand for både badning og vanding af okser og bøfler. Man kører bare kærren ud i vandet. Så kan okserne drikke, mens man selv fylder vand på beholdere på kærren. I indenrigslufthavnen i Heho var de primitive, ofte håndskrevne boardingskilte er et meget godt udtryk for standarden af den indenrigs flyvning i landet. På gulvet ved siden af skiltene stod der en højtaler. Så når folk skal kaldes ud til flyveren, foregår det ved, at en medarbejder tager rette skilt i den ene hånd og højtaleren i den anden. Det er aldeles umuligt at høre, hvad der bliver råbt i den, men så må man jo læse skiltet i stedet. Stewardesserne er meget smukt og feminint klædt og en fryd for øjet. Efter endnu en hoppende flyvetur med tilsvarende landing landede vi så igen i Yangon og kørte til samme hotel som på udturen. Yangon er landets største by og var hovedstaden , hvorefter det blev den nuværende Naypyidaw. Efter en behagelig siesta i de noget over 30 graders varme gik det kl. 16 løs igen. Først kørte vi forbi Aung San Suu Kyi's hus med hendes fars portræt over døren. Dernæst til den overvældende Shwedagon pagode, som ligger uden for bycentret og er synlig overalt med sin store gyldne kuppel og den store diamant i top- 8

9 pen. Den anses for den helligste pagode i Burma. Kuplen er ca. 98 meter høj. Den er mindst 2500 år gammel og måske har den første bygning her været bygget af monfolket i perioden f. Kr. Pagoden er blevet genopbygget mange gange, og den nuværende bygning er fra I det 15. årh. begyndte man at forgylde kuplen. Derefter gik vi på natmarkedet i kineserkvarteret. Her så vi på ny en masse grønsager, men også gadekøkkener, bl.a. i den berømte 90. gade. Derpå middag i restauranten i Aung San's gamle regeringsbygning, og så i seng og tidligt op og hjemad næste morgen Træk af Landets historie Da Burmas historie i den grad præger landets aktuelle politiske situation, skal her nævnes nogle hovedtræk, som ikke er omtalt i det foregående. Burmesiske kronikører fører landets historie tilbage til ca. 850 med indvandring fra Indien og grundlæggelse af kongedømmet Rakhaing, men ellers var de første kongedømmer i det nuværende Burma domineret af pyufolket i det nordlige Burma og af monfolket i syd og i det nuværende Thailand. Herefter fulgte gennem det næste årtusinde den udvikling, som er beskrevet flere steder i denne beretning under de lokaliteter, de hører til, fx Bagan og Mandalay. Det sidste kongedømme gik under med kolonitiden i 1800-tallet, hvor englænderne i 1826 erobrede Rakhaing mv., i 1853 det sydlige Burma og Yangon, der blev omdøbt til Rangoon, og i 1885 resten af landet, herunder Mandalay. Briterne benyttede i vidt omfang en del-og-hersk-strategi, men skabte efter vores guides udsagn også et forholdsvis trygt regime. Allerede i 1930'erne og altså før Storbritannien efter 2. verdenskrig afviklede sit imperium var modstanden i Burma mod briterne samlet under ledelse af general Aung San, Aung San Suu Kyis far. Han søgte i starten støtte hos Japan, men derpå besatte japanerne Burma, hvad der fik ham og hans "30 kammerater" til at skifte side i kampen for at bevare landet samlet, men allerede i 1947 blev han og syv af hans nærmeste medarbejdere myrdet af poliske modstandere blev Burma så uafhængigt, men landet var fra starten destabiliseret af etniske og politiske konflikter. Det førte i 1962 til et militærkup, hvor general Ne Win ved et statskup indledte den såkaldte socialistiske periode. hvor militæret og dets efterretningsvæsen herskede diktatorisk: Alle oppositionspartier blev forbudt, handel og industri nationaliseret og landet isoleret fra omverdenen. I 1988 kollapsede økonomien, og Ne Win trak sig formelt tilbage, men militæret beholdt magten. I 1989 skiftede landet officielt navn til Myanmar, og i 1990 holdt regimet valg. Oppositionen blev ledet af Aung San Suu Kyi (hendes navn er sammensat af hendes eget navn "Suu", hendes fars navn "Aung San" og hendes mors "Kyi"). Hendes parti "National League for Democracy" (NLD) vandt 80 % af pladserne i det nye parlament, men regimets parti "State Law & Order Restoration Council" (SLORC) ignorerede resultatet og forfulgte brutalt valgets vindere. Aung San Suu Kyi var i årene således i husarrest i sit eget hus adskillige gange i sammenlagt over 15 år. Omfattende inflation førte i 2007 til den såkaldte safran-revolution, anført af de buddhistiske munke (også selvom deres klædedragt er mørk orange og ikke safrangul). I 2010 gennemførte regimet et valg, der blev boykottet af Aung San Suu Kyi's parti NLD, idet hun først blev løsladt fra sin husarrest en uge efter valget. Marts 2011 blev den tidligere general Thein Sein regeringschef og indledte et samarbejde med Aung San Suu Kyi, hvad der i 2012 bl.a. resulterede i løsladelse af nogle af de mange politiske fanger. Selvom der stadig sidder mange tilbage, betød det, at omverdenen greb anledningen til at løsne nogle af de internationale sanktioner mod regimet. Myanmar er dog stadig langt fra egentligt demokrati i vestlig forstand. Således er militæret forlods garanteret 25% af pladserne i parlamentet. Næste valg i 2015 vil vise, om der er tale om en egentlig demokratisk åbning, eller om det stadig er et pseudodemokrati, som styrer landet. Medvirkende til fortsat tvivl er vedholdende rygter om, at styret i Myanmar samarbejder med Nordkorea om udvikling af atomvåben. Hvor fandt vi vores baggrundsstof? Dette rejsebrev er blevet så fyldigt, som tilfældet er, fordi vi måtte researche en del for at få hold på oplysningerne. I dette arbejde havde vi glæde af bl.a. følgende kilder: Myanmar (Burma). Lonely Planet, 11. udgave, Guidens hovedforfatter er af John Allen, der har et mangeårigt direkte kendskab til landet, og vi fandt ikke uoverensstemmelser mellem guidens oplysninger og det, vi så. Uundværlig både som forberedelse til det, man skal ud og se, og som efterfølgende tjekliste og hukommelsesstøtte. Mit Burma og andre artikler af Aung San Suu Kyi; Originaltitel: Freedom from fear; redigeret og med introduktion af forfatterens mand Michael Aris ; på dansk ved Ole Schierbeck; forkortet i samråd 9

10 med forfatter og redaktør. Gyldendal Forfatterens førstehåndsberetning af hendes fars arbejde med at genrejse Burma efter kolonitiden må være obligatorisk læsning for enhver, der interesserer sig for landets nyere historie og rødderne til den spegede politiske situation i dagens Myanmar. Burma Myanmar - fortællinger fra et land i forandring af Mette Holm og Mogens Lykketoft; People's Press Bogen belyser Myanmars nuværende situation og den seneste politiske udvikling og rummer gode oversigter over praktiske forhold, fx noget så enkelt og samtidig arbejdskrævende som opstilling af en liste over aktuelle politiske forkortelser. Ashins forår: fortællinger fra Burma af Christina Lund Sørensen. Turbine Forlaget I bogen følger forfatteren, der er journalist, den buddhistiske munk Ashin i to år og giver derigennem et billede af Burmas nyere historie og befolkningens kamp for demokrati. Hun giver samtidig et godt indblik i munkenes samfundsfunktion i det altovervejende buddhistiske land. Landeartiklen om Burma i Den Store Danske, Gyldendals åbne Encyklopædi. Store dele af artiklen er opdateret i Oplyser om en række faktuelle forhold i en koncentreret form. Og hvad fik vi så ikke set? På denne tur så vi alene Myanmars smilende forside med smilende landskaber og smilende mennesker. Det kunne skyldes, at de er så mange og så dejlige, men det er også værd at erindre sig, at bagsiden fra styrets side bevidst er holdt langt mindre tilgængeligt. Skal man kunne danne sig et bæredygtigt helhedsindtryk af dette sammensatte land, kræver det både længere tid og gode lokale forbindelser. Men vi fik dog set så meget, at vi har et tydeligt indtryk af, at der stadig er lang vej til lige ret for alle, menings- og ytringsfrihed og respekt for det enkelte menneske. Så selvom vort besøg var kort, brugte vi som vestlige iagttagere ikke alene vore øjne og ører, men inddrog også vores holdninger og forventninger til relationerne mellem en stat og dens borgere. Det gav os en målestok at holde vores indtryk op imod og nuancerede det billede, man præsenterede for os. Derfor ved vi også, at vi langt fra har oplevet "sandheden" om Myanmar. Men en meget stor oplevelse har det været! 10