DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling) 1. april 1993 *

Transkript

1 DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling) 1. april 1993 * I de forenede sager C-31/91 C-44/91, angående en anmodning, som Corte suprema di cassazione i medfør af EØFtraktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag, Alois Lageder SpA Divit Srl (tidligere Vinexport SpA) Ditta Josef Nidermayr Schenk SpA Ditta Josef Brigl W. Walch Srl Castello Rametz SpA Cooperative Cavit Sri Cantina Vini J. Hofstätter Sas Ditta Alton Lindner H. Mumelter e C. Sne Girelli SpA Josef Stimpfl Snc Azienda Vinicola Liberio Todesca mod Amministrazione delle finanze dello Stato, * Processprog: italiensk. I

2 LAGEDER M.FL. at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 1 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1311/73 af 16. maj 1973 om den foreløbige liste over k.v.b.d. såvel som om identifikation af disse vine i ledsagedokumentet (EFT L 132, s. 20), har DOMSTOLEN (Første Afdeling) sammensat af afdelingsformanden, G.C. Rodríguez Iglesias, og dommerne R. Joliét og D.A.O. Edward, generaladvokat: M. Darmon justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühi, efter at der er indgivet skriftlige indlæg af: Alois Lageder SpA, Divit Sri, Ditta Josef Nidermayr, Schenk SpA, Ditta Josef Brigl, W. Walch Sri, Castello Rametz SpA, Cooperative Cavit Sri, Cantina Vini J. Hofstätter Sas, Ditta Alton Lindner, H. Mumelter e C. Sne, Girelli SpA, Josef Stimpfl Snc, og Azienda Vinicola Liberio Todesca ved advokat S. Giammarco, Trento, og advokat G. Cavasola, Rom den italienske regering ved professor L. Ferrari Bravo, chef for Udenrigsministeriets Servizio del contenzioso diplomatico og avvocato dello Stato Ivo M. Braguglia, som befuldmægtiget Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent E. De March, som befuldmægtiget, bistået af advokat med møderet for Corte suprema de cassazione G. Marchesini, på grundlag af retsmøderapporten, efter at den italienske regering og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 4. juni 1992, I-1781

3 og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 15. september 1992, afsagt følgende Dom 1 Ved kendelser af 26. februar 1990 indgået til Domstolen den 28. januar 1991 har Corte suprema di cassazione i medfør af EØF-traktatens artikel 177 forelagt tre enslydende præjudicielle spørgsmål i 14 sager, der verserer for denne ret, vedrørende fortolkningen af Kommissionens forordning (EØF) nr. 1311/73 af 16. maj 1973 om den foreløbige liste over k.v.b.d. såvel som om identifikation af disse vine i ledsagedokumentet (EFT L 132, s. 20). 2 Disse spørgsmål er rejst i sager mellem på den ene side virksomhederne Alois Lageder, Divit (tidligere Vinexport SpA), Ditta Josef Nidermayr, Schenk, Ditta Josef Brigi, W. Walch, Castello Rametz, Cooperative Cavit, Cantina Vini J. Hofstätter, Ditta Alton Lindner, H. Mumelter e C., Girelli, Josef Stimpfl og Azienda Vinicola Liberio Todesca (herefter benævnt»sagsøgerne i hovedsagen«) og på den anden side Amministrazione delle finanze dello Stato (herefter benævnt»administrationen«) vedrørende efteropkrævning af monetære udligningsbeløb (herefter benævnt»mub«) af vine fremstillet i Italien og eksporteret til Tyskland af selskaberne mellem juni og august Det fremgår af sagen, at de pågældende vine ved udførslen var forsynet med ledsagedokumenter af typen VA2 udfærdiget af Istituto agrario provinciale di S. Michele (herefter benævnt»instituttet«), der attesterede, at der var tale om k.v.b.d. (kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder). Som følge heraf betalte sagsøgerne i hovedsagen ikke MUB. I -1782

4 LAGEDER M.FL. 4 I 1977 fastslog administrationen imidlertid, at de udførte vine ikke ifølge artikel 1 i ovennævnte forordning nr. 1311/73 kunne betegnes som k.v.b.d., idet de ikke i medfør af italiensk lov havde fået tilkendt»denominazione di origine controllata«(herefter benævnt»doc«) eller»denominazione di origine controllata e garantita«(herefter»docg«). Som følge heraf, og da alene k.v.b.d. vine er fritaget for MUB, efteropkrævede administrationen disse beløb. 5 I denne forbindelse udstedte administrationen i 1977 påbud om efterbetaling, idet den gjorde gældende, at instituttet i medfør af forordning nr. 1311/73 siden den 22. maj 1973 ikke havde været bemyndiget til at udstede ledsagedokumenter VA2, og at den foreløbige liste over k.v.b.d., som instituttet havde baseret sig på, ikke var gældende efter denne dato. 6 Opkrævningerne, der blev forkyndt i 1978, blev anfægtet af sagsøgerne i hovedsagen for retten i Trento. De gjorde gældende, at den fortolkning af forordning nr. 1311/73, som administrationen havde lagt til grund, var fejlagtig, og at administrationen i medfør af forældelsesreglerne og princippet om den berettigede forventning hverken var beføjet til eller havde interesse i at opkræve MUB så mange år efter udførslen. Retten i Trento annullerede opkrævningerne. Efter at administrationen havde anket, blev denne dom omstødt ved appelretten i Trento, som fandt, at der skulle betales MUB. Sagsøgerne i hovedsagen har herefter påanket denne dom til Corte suprema di cassazione med påstand om ophævelse. 7 Sidstnævnte retsinstans har med henblik på afgørelse af denne sag forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:»1) Skal artikel 1 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1311/73 af 16. maj 1973 fortolkes således, at kun de italienske vine, der allerede ved præsidentdekret havde fået tilkendt DOC-betegnelsen i Fællesskabet, kunne anses for kvalitetsvine, idet kun disse vine fra den 1. april 1973 eller (senest) fra den 22. maj 1973 kunne optages på den i artikel 1, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 817/70 omhandlede liste? I

5 Alternativt spørges der, om ordene Omfatter de vine' i nævnte forordning (EØF) nr. 1311/73 skal fortolkes således, at det (i det mindste indtil den og altså indtil ikrafttrædelsen af forordning (EØF) nr. 2247/73 af ) fortsat var den i 1970 i medfør af forordning (EØF) nr. 1704/70 af 25. august 1970 udstedte foreløbige liste, der var gældende, når henses til, at det ved Rådets forordning (EØF) nr. 1627/71 af 26. juli 1971 blev foreskrevet, at indtil medlemsstaterne havde fastsat de nationale bestemmelser om produktionsbetingelserne for de på deres område producerede k.v.b.d., dog senest indtil den 31. august 1973, skulle de vine anses for k.v.b.d., som var opført på en efter fremgangsmåden i artikel 7 i forordning nr. 24 opstillet liste, for så vidt disse vine opfyldte forordningens øvrige bestemmelser. Der spørges med andre ord, om forordning (EØF) nr. 1311/73 har udgjort en foregrebet anvendelse i alt fald fra den 22. maj 1973 af den endelig ordning, eller om overgangsordningen er blevet opretholdt ved nævnte forordning, således at der kun var tale om en blot og bar fuldstændiggørelse af listen fra 1970 med angivelse af de vine, der havde opnået (eller i fremtiden ville opnå) den nationale anerkendelse som DOC-vin. 2) Endvidere spørges der idet der herved henses til, at forudsætningen for at anvende monetære udligningsbeløb er at neutralisere eventuelle forstyrrelser på landbrugsmarkederne som følge af valutariske foranstaltninger truffet af medlemsstaterne om medlemsstatens finansministerium har ret til og interesse i at opkræve monetære udligningsbeløb (der er en del af Fællesskabets egne indtægter) flere år efter, at eksportforretningen er afsluttet, når disse monetære udligningsbeløb, som oprindelig skyldtes, ikke blev opkrævet af vedkommende finansministerium som følge af en fejl ved fortolkningen af fællesskabsforordningerne og/eller af de af eksportøren fremlagte dokumenter? 3) Endelig spørges der, om opkrævning nogle år efter eksportforretningens afslutning af skyldige udligningsbeløb, der imidlertid ikke blev opkrævet af de i spørgsmål 2 nævnte grunde, er i strid med et fællesskabsretligt princip om, at der kan næres tiltro til de transaktioner, som er gennemført af det organ, der har udstedt ledsagedokumentet, og om, at Finansministeriet skal lægge den for eksportøren gunstigste fortolkning til grund, for så vidt angår en eksporttransaktion gennemført i god tro af erhvervsdrivende, der gør gældende, at udligningsbeløbene ikke nu kan overvæltes på den udenlandske importør?«i -1784

6 LAGEDER M.FL. 8 Hvad nærmere angår de relevante fællesskabsregler, hovedsagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb samt de skriftlige indlæg for Domstolen henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende i det omfang, det er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation. Det første spørgsmål 9 I det første spørgsmål rejser den forelæggende ret i det væsentlige problemet om, hvorvidt alene italienske vine under benævnelsen DOC eller DOCG omfattedes af k.v.b.d.-ordningen. 10 Det skal indledningsvis bemærkes, at Rådets forordning (EØF) nr. 816/70 af 28. april 1970 om supplerende regler for den fælles markedsordning for vin (EFT 1970 I, s. 212) finder anvendelse på alle vine, mens der ved Rådets forordning (EØF) nr. 817/70 af samme dato om fastlæggelse af særlige regler for kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder (EFT 1970 I, s. 228) indføres en særlig ordning for k.v.b.d. Disse to forordninger trådte i kraft den 1. juni Ved forordning nr. 817/70 fastsattes en ordning for vine, der kunne betegnes som k.v.b.d. (artikel 12, stk. 1), pligt til at anvende benævnelsen k.v.b.d. i ledsagedokumenterne (artikel 12, stk. 4, tredje afsnit), og oprettelse af en foreløbig liste over k.v.b.d., gældende indtil der var sket harmonisering af de nationale regler med henblik på oprettelse af en endelig liste senest den 31. august 1973 (artikel 17 og artikel 1, stk. 3, som indsat i forordning nr. 817/70 ved Rådets forordning (EØF) nr. 1627/71 af om ændring af forordning (EØF) nr. 816/70 og (EØF) nr. 817/70 for så vidt angår visse overgangsforanstaltninger inden for vinsektoren (EFT 1971 II, s. 543)). 12 Den sidste ændring af den foreløbige liste over k.v.b.d. ifølge artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 817/70 trådte i kraft den 22. maj 1973 i medfør af ovennævnte forordning nr. 1311/73. I artikel 1 i sidstnævnte forordning hedder det, at den foreløbige I- 1785

7 liste over k.v.b.d. kun omfatter vine,»der ifølge producentmedlemsstatens lovgivning giver ret til de benævnelser, der er anført for hver enkelt af disse medlemsstaters vedkommende i artikel 12, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 817/70«. 13 I artikel 12, stk. 2, litra c), i forordning nr. 817/70 omtales alene italienske vine med betegnelserne DOC og DOCG. 14 Ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 2247/73 af 16. august 1973 om kontrol med kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder (EFT L 230, s. 12) blev forordning nr. 1311/73 ophævet (artikel 4), og den endelige ordning for k.v.b.d. som omhandlet i forordning nr. 817/70 trådte i kraft den 1. september 1973 (artikel 5). 15 Heraf følger, at alene italienske vine under betegnelsen DOC og DOCG i perioden fra den 22. maj 1973 til den 31. august 1973, inden for hvilken de i sagen omhandlede begivenheder har fundet sted, kunne betegnes som k.v.b.d. i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 1311/ Sagsøgerne i hovedsagen har dog gjort gældende, at den omstændighed, at deres vine ikke havde opnået betegnelserne DOC eller DOCG ikke var til hinder for, at de kunne falde ind under k.v.b.d.-ordningen. De har herved anført, at den foreløbige liste over kvalitetsvine, der figurerer i bilag III B til Kommissionens forordning (EØF) nr. 1704/70 af 25. august 1970 om ændring af forordning (EØF) nr. 1022/70 om indførelse i en overgangsperiode af ledsagedokumenter for visse vine (org. réf.: JO L 190, s. 15), hvorpå deres vine var opført, var gældende indtil den 31. august 1973, hvor den endelige k.v.b.d.-ordning trådte i kraft. I øvrigt var instituttet stadig bemyndiget til at udstede ledsagedokument VA2, eftersom det netop var udpeget hertil i den liste, der figurerede i bilag III C til samme forordning. I -1786

8 LAGEDER M.FL. 17 Det står fast, at den foreløbige k.v.b.d.-ordning blev ændret flere gange mellem 1971 og 1973, og at den foreløbige k.v.b.d.-ordning, der var omhandlet i artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 817/70, principielt var gældende indtil den 31. august Efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 1311/73, dvs. den 22. maj 1973, var det dog en nødvendig betingelse for anerkendelsen af k.v.b.d.-betegnelsen af italienske vine, at de havde fået tilkendt betegnelsen DOC eller DOCG af den italienske stat. De øvrige foreløbige lister var som følge heraf ikke længere gældende. 18 For så vidt angår ledsagedokumenterne er det rigtigt, at gyldighedstiden for forordning nr. 1022/70, som suppleret ved forordning nr. 1704/70, blev forlænget flere gange. Det fremgår dog af bestemmelserne i Kommissionens forordning (EØF) nr. 734/73 af 7. marts 1973 om ændring af forordning (EØF) nr. 1022/70 efter oprettelsen af en ordning for ledsagedokumenter inden for vinsektoren (EFT L 69, s. 31), hvorved gyldighedsperioden for forordning nr. 1022/70 forlængedes for sidste gang, at sidstnævnte forordning kun var gældende indtil den 31. marts Ifølge artikel 2 i ovennævnte forordning nr. 1311/73 fandt Kommissionens forordning (EØF) nr. 1769/72 af 26. juli 1972 om udstedelse af ledsagedokumenter og om fastlæggelse af de forpligtelser, der inden for vinsektoren påhviler producent og forhandler, undtagen detailhandler (EFT 1972 III, s. 865), som ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 2814/72 af 22. december 1972 (EFT 1972, december, s. 13), som indførte den endelige ordning for ledsagedokumentet VA2 fra den 1. april 1973, anvendelse på det tidspunkt, hvor de i sagen omhandlede begivenheder fandt sted. 20 Det fremgår af ovenstående betragtninger, at den af sagsøgerne i hovedsagen fremførte argumentation ikke kan tiltrædes. 21 Det første af Corte suprema di cassazione stillede spørgsmål bør herefter besvares med, at artikel 1 i forordning nr. 1311/73 skal fortolkes således, at alene vine med betegnelsen denominazione di origine controllata (DOC) og betegnelsen denominazione di origine controllata e garantita (DOCG) kunne betegnes som k.v.b.d. i Italien i denne forordnings gyldighedsperiode, dvs. mellem den 22. maj og den 31. august I- 1787

9 Det andet spørgsmål 22 Med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om de berørte parter, dersom der skal betales MUB, der ikke er blevet opkrævet ved udførslen, kan påberåbe sig, at administrationens ret til at efteropkræve disse beløb er forældet, fordi den oprindeligt anlagde en fejlagtig fortolkning af de pågældende fællesskabsregler. 23 Sagsøgerne i hovedsagen har anført, at Kommissionens opkrævning af MUB adskillige år efter, at en transaktion er blevet udført, strider mod formålet med MUB-ordningen, som er at udligne mulige forstyrrelser på landbrugsmarkederne som følge af monetære foranstaltninger, der er truffet af medlemsstaterne. 24 Dette argument kan ikke tiltrædes. 25 Som anført af den italienske regering og Kommissionen, kan der kun være tale om forældelse, hvis der er fastsat en udtrykkelig bestemmelse herom. Men de eneste bestemmelser, der kan være relevante i denne henseende, indeholdes i Rådets forordning (EØF) nr. 1697/79 af 27. juli 1979 om efteropkrævning af import- eller eksportafgifter, der ikke er opkrævet hos debitor for varer, der er angivet til en toldprocedure, som medfører en forpligtelse til at betale sådanne afgifter (EFT L 197, s. 1). 26 Denne forordning var imidlertid ikke gældende på det tidspunkt, hvor begivenhederne i hovedsagerne fandt sted, og kan derfor ikke finde anvendelse herpå (se dom af , forenede sager 212/80-217/80, Meridionale Industria Salumi m.fl., Sml. s. 2735, præmis 15). 27 Som Domstolen har fastslået i sin dom af 27. marts 1980 (forenede sager 66/79, 127/79 og 128/79, Salumi m.fl., Sml. s. 1237, præmis 18), følger heraf, at når fællesskabsretten ikke regulerer forholdet, tilkommer det enhver medlemsstats nationale retsorden at fastsætte de nærmere regler og betingelser for opkrævning af I-1788

10 LAGEDER M.FL. Fællesskabets afgifter i almindelighed og landbrugsafgifterne i særdeleshed, samt at udpege de myndigheder, der er ansvarlige for opkrævningen, og de retter, der skal afgøre tvister i forbindelse med opkrævningen, idet det dog er en betingelse, at disse nærmere regler og betingelser ikke må gøre opkrævningen af fællesskabsafgifter og -gebyrer mindre effektiv end opkrævningen af tilsvarende nationale afgifter og gebyrer. 28 Yderligere må anvendelsen af national lovgivning som fastslået af Domstolen i præmis 20 i ovennævnte dom af 27. marts 1980 i Salumi-sagen ikke medføre nogen forskelsbehandling i forhold til retssager vedrørende rent nationale tvister af samme art, og procesregler må ikke gøre det praktisk umuligt at udøve de rettigheder, som fællesskabsretten giver. 29 Det andet spørgsmål, der er forelagt af Corte suprema di cassazione, bør herefter besvares således, at det i mangel af anvendelige fællesskabsbestemmelser i det for hovedsagen relevante tidsrum tilkommer den nationale retsinstans at anvende de interne lovbestemmelser vedrørende forældelse af eksportafgifter, der ikke er afkrævet debitor på grund af en fejl begået af den nationale administration, såfremt disse bestemmelser anvendes ensartet på nationale og fællesskabsretlige skyldforhold og hverken påvirker fællesskabsrettens rækkevidde eller dens effektivitet. Det tredje spørgsmål 30 Med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om den nationale myndighed, der har udstedt ledsagedokumenterne VA2 efter en fejlagtig fortolkning af fællesskabsbestemmelserne, og som derfor ikke har opkrævet de skyldige MUB, skal overholde princippet om den berettigede forventning, og om dette princip følgelig i et tilfælde som det i hovedsagen foreliggende afskærer den nationale myndighed fra at efteropkræve MUB fire år efter, at udførslen har fundet sted. I- 1789

11 31 Sagsøgerne i hovedsagen har gjort gældende, at de havde berettiget forventning om, at instituttets handlinger var lovlige, og om den for eksportøren gunstigere fortolkning, som først blev anlagt af administrationen, hvorefter de var fritaget for at skulle betale MUB. 32 Det skal først bemærkes (se præmis 19 ovenfor), at ovennævnte forordning nr. 1769/72 om den endelige ordning vedrørende ledsagedokument VA2 ifølge artikel 2 i ovennævnte forordning nr. 1311/73 fandt anvendelse på det tidspunkt, hvor sagens omstændigheder fandt sted. I henhold til artikel 4 i sidstnævnte forordning offentliggjorde Kommissionen den 17. maj og 26. juni 1973 listen over de organer, der var bemyndigede til at udstede ledsagedokumenter inden for vinsektoren (EFT C 31, s. 20 og EFT C 50, s. 2). Det fremgår af denne liste, at alene»ministero agricoltura e foreste, Servicio repressioni frodi Roma«var kompetent hertil i Italien. 33 Der skal endvidere bemærkes, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning indgår i Fællesskabets retsorden (se dom af , sag 112/77, Töpfer mod Kommissionen, Sml. s. 1019), og at det påhviler enhver national myndighed, der har til opgave at håndhæve fællesskabsretten, at overholde fællesskabsrettens almindelige principper (se dom af , sag 230/78, Eridania, Sml. s. 2749). Som følge heraf påhvilede det den nationale myndighed, der havde fået til opgave at administrere den foreløbige ordning vedrørende ledsagedokumenter for vin, der måtte betegnes som k.v.b.d., at overholde princippet om beskyttelse af de erhvervsdrivendes berettigede forventning. 34 Domstolen har imidlertid antaget, at en praksis i en medlemsstat, der ikke er i overensstemmelse med fællesskabsreglerne, ikke kan danne grundlag for en berettiget forventning hos den erhvervsdrivende, der var begunstiget af den således opståede situation (se dom af , sag 5/82, Maizena, Sml. s. 4601, præmis 22). 35 Det følger heraf, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke kan påberåbes over for en præcis bestemmelse i en fællesskabsretsakt, og at den omstændighed, at en national myndighed, der anvender fællesskabsretten, har I -1790

12 LAGEDER M.FL. handlet i strid hermed, ikke kan skabe en berettiget forventning hos en erhvervsdrivende om en behandling, der strider mod fællesskabsretten (se dom af , sag 316/86, Krücken, Sml. s. 2213, præmis 24). 36 Det følger heraf, at den omstændighed, at en national myndighed udsteder ledsagedokumenter VA2 for italienske vine, der ikke er anerkendt som DOC- eller DOCG-vine, mens en anden national myndighed ifølge artikel 1 i forordning nr. 1311/73 og artikel 4 i forordning nr. 1769/72 alene var bemyndiget hertil, ikke kan give anledning til nogen berettiget forventning hos den erhvervsdrivende om fritagelse fra pligten til at betale MUB ifølge artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 1311/73 og artikel 4 i forordning nr. 1769/ Følgelig kan de af sagsøgerne i hovedsagen fremførte argumenter ikke tiltrædes. 38 Det tredje spørgsmål, der er forelagt af Corte suprema di cassazione, bør herefter besvares således, at den nationale myndighed, som er kompetent til at udstede ledsagedokumenter VA2 for de vine, der kan betegnes som k.v.b.d. i henhold til den fælles markedsordning for vin, skal respektere princippet om den berettigede forventning. Dersom et ledsagedokument VA2 imidlertid er blevet udstedt af en national myndighed, der ikke var bemyndiget hertil, og som på grund af en fejlagtig fortolkning af de gældende fællesskabsregler ikke har opkrævet de deri fastsatte udligningsbeløb, kan der dog ikke derved være blevet stiftet nogen berettiget forventning hos de berørte erhvervsdrivende, uanset disse måtte have været i god tro. Sagens omkostninger 39 De udgifter, der er afholdt af den italienske regering og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. I-1791

13 På grundlag af disse præmisser kender DOMSTOLEN (Første Afdeling) vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Corte suprema di cassazione ved kendelser af 26. februar 1990, for ret: 1) Artikel 1 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1311/73 af 16. maj 1973 om den foreløbige liste over k.v.b.d. såvel som om identifikation af disse vine i ledsagedokumentet skal fortolkes således, at alene vine med betegnelsen denominazione di origine controllata (DOC) og betegnelsen denominazione di origine controllata e garantita (DOCG) kunne betegnes som k.v.b.d. i Italien i forordningens gyldighedsperiode, dvs. mellem den 22. maj og den 31. august ) I mangel af anvendelige fællesskabsbestemmelser i det for hovedsagen relevante tidsrum tilkommer det den nationale retsinstans at anvende bestemmelserne i de interne lovbestemmelser vedrørende forældelse af eksportafgifter, der ikke er afkrævet debitor på grund af en fejl begået af den nationale administration, såfremt disse bestemmelser anvendes ensartet på nationale og fællesskabsretlige skyldforhold, og de hverken påvirker fællesskabsrettens rækkevidde eller dens effektivitet. 3) Den nationale myndighed, som er kompetent til at udstede ledsagedokumenter VA2 for de vine, der kan betegnes som k.v.b.d. i henhold til den fælles markedsordning for vin, skal respektere princippet om den berettigede forventning. Dersom et ledsagedokument VA2 imidlertid er blevet udstedt af en national myndighed, der ikke var bemyndiget hertil, og som på grund af en fejlagtig fortolkning af de gældende fællesskabsregler ikke har opkrævet de deri fastsatte udligningsbeløb, kan der dog ikke derved være blevet stiftet nogen berettiget forventning hos de berørte erhvervsdrivende, uanset disse måtte have været i god tro. Rodríguez Iglesias Joliét Edward Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 1. april J.-G. Giraud Justitssekretær G. C. Rodríguez Iglesias Formand for Første Afdeling I