mutilation avenue Van Gogh samfundets selvmyrdede 490VOL

Størrelse: px

Starte visningen fra side:

Download "mutilation avenue Van Gogh samfundets selvmyrdede 490VOL"

Jan Justesen
8 år siden
Visninger:

1 mutilation avenue Van Gogh samfundets selvmyrdede 490VOL

2 Indledende geografi: Der sker så forbandet lidt; lidt blød seng. Forskellige forsøg på at percipere rummet som mere end rum, ikke et dumt øjebliks nederlag, nej mere: Forbandede dage fulde af nederlag, ikke i følelsen, dog fysisk psykisk som en ekstra hjerne på bag et øre sidder lænet mod hårde skygger og tager tingene som det de er, sygt sinds ødelæggelse af krop, angst sat imellem sult/tømt legeme som en plade af jern i halsen/ingen vej for føde. At lægen så kigger på mig og siger jeg skal spise noget mere og spise de og de piller til helvede med piller. Også i dag har jeg følt mig sært draget mod Malmö, men denne gang for at gøre noget mere radikalt alt ender der og kan ikke noget det kan virkelig ikke noget der er ikke længere noget at gøre og i morgen er tingene de samme. Det er denne tilstand af stilstand i alt andet end musik der gør mig sindssyg og igen og igen banker jeg mod væggen med hovedet tænker på hvad mine udlejere tænker ved denne banken, hoved mod væg. Tænker på hvor bank hvor hårde hvor længe før blod begynder at gøde væggens hvide, mellem alt dette og alt denne elendigheds kald på en exit føler jeg at jeg må gøre noget, jeg kan ikke gøre tingene mere radikale jeg kan ikke sidde på en bondegård og tælle fucking får. Skrift fylder ikke noget. Skrift forstår ikke at den ikke fylder noget. Det er som et arbejde flygtende stjerner på en himmels lasede tapet og

bag et øre sidder lænet mod hårde skygger og tager tingene som det de er, sygt sinds ødelæggelse af krop, angst sat imellem sult/tømt legeme som en plade af jern i halsen/ingen vej for føde.

3 mere af sådan noget pis ja selvfølgelig og fuck hvor jeg hader det nummer jeg trækker for at sidde i kø på Riget for blodprøvernes skyld at få taget sit blod at save på et øre. Det er ikke det slet ikke nu. Det er at sidde bagerst i banken som en hund jaget så langt ud i ørkenen at det eneste at gøre er at fortsætte ud i ørkenen til sand, sol, varme, hede bygger sig ind omkring en igen står skyggerne der hårdt mod øret bagpå. Det var også mere end en sommer siden at jeg sad på Allerød er det bare mig eller er Allerød ikke længere end mulighed efter Malmö har vist sig som en stille verden af glas og metal og tavsheds stille sne jeg tror det og jeg troede på freden det skulle have haft givet mig, skulle have haft sat sig i mig solidt med den ro hotelværelse 117 gav mig gennem den nat og ind i daggryet. Jeg kan ikke færdiggøre sætninger bøger kan jeg ikke tage seriøst, jeg ser det hele tabes på gulvet med lidt gult lyst hår plettet rødt af banken mod væg. Det er endestationer på endestationer og ingen anden rute så hvad siger du, du siger ikke noget, og jeg siger ikke noget og på den måde er det hele okay dejlig det er sådan jeg ser det, fx ser jeg ikke andet, jeg kan ikke længere se og migræne afløser migræne. Hvor blev den smukke silo gennem kroppens alter af. Sådan sidder jeg nu og tænker og jeg kan se det som en måne i pludselig forvandling til

Det er at sidde bagerst i banken som en hund jaget så langt ud i ørkenen at det eneste at gøre er at fortsætte ud i ørkenen til sand, sol, varme, hede bygger sig ind omkring en igen står skyggerne

4 sol og på den måde blive tidligere beskrevne masker ift. at låne sig en stemme midt i desperationen over cigaretternes destruktion på stemmen. Ja nu kommer jeg til det historien om noget ja hvad ja noget og ko okay kom nu ko ko kom nu. Alting falder hårdt. Det er det det gør. Der er ikke noget at gøre og måske er det så det der er at holde fast i at alting slides tyndt reb til tråd reb til tråd til sidst ikke engang tråd: kun faldet ned og ned, suget i maven, Amerika med amerikanere og glade dage på shit og ellers ikke meget. Kun uhyggelige lange edderkopper meget utydelige i vandringer som vands graffiti. Men i dette det så tæt på døde sprogs fattige landskab tænke kort over scenografien i Stumspil. Alle hoveders hoveder Artaud vidste Thit Andersen hed hun det hun hedder det usikker der hvad hvem er hun, havde hun et hoved i et køleskab og var dette afrevne fra krop løst modulerede ansigt hoved lagt på køl, et samfunds hoved Artaud

Der er ikke noget at gøre og måske er det så det der er at holde fast i at alting slides tyndt reb til tråd reb til tråd til sidst ikke engang tråd: kun faldet ned og ned, suget i maven, Amerika med

5 filmmanus hovederne den unge pige fremdrager en dolk / og hugger den i Gud så scenen oversvømmes af blod variationer over versioner af hullet hukommelse selv til en linje som den bliver den i den hullede hukommelse min egen har jeg en stemme der ikke er lånt fra fuck where s not.

hullet hukommelse selv til en linje som den bliver den i den hullede

Relaterede dokumenter

For hendes fødder. af Emma Elisabeth Nielsen

For hendes fødder. af Emma Elisabeth Nielsen For hendes fødder af Emma Elisabeth Nielsen Hun hedder Mia. Hun smækker med døren. Det er, som om verden er sky. Sådan er det altid. Det er, som om græsset bøjer sig for hende, når hun tramper gennem haven