I dag, 2. påskedag, vil jeg prøve at vende blikket og se på vores nederlag. Er der mon en sejr at hente også dér?

Transkript

1 Prædiken til 2. påskedag Salme 16, Korinterbrev 15, Johannesevangeliet 20,1-18 Er det mon sådan, at en sejr kan ligge gemt i nederlaget? Det har været temaet, som har klinget med i påskens prædikener i år. De andre dage har det mest været det nederlag, som Jesus lider, på forskellig vis. I dag, 2. påskedag, vil jeg prøve at vende blikket og se på vores nederlag. Er der mon en sejr at hente også dér? Og så vil jeg tillade mig at bruge salmen, vi synger her bagefter: Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen? Den handler, som titlen siger, om påskens under: at Kristus er opstået fra de døde men hvad vil det så sige? For andre? For os? Og det slog mig, at det i grunden hele vejen igennem er nederlag, den salme tager afsæt i. Vores nederlag kan være det, at vi simpelthen har svært ved at forstå. Det kan jo ikke passe det ene eller det andet. Vi kommer til kort. Også når det gælder vores tro. Sejren i dét kan være, at vi undertiden mærker, at tilværelsen heldigvis er væsentlig større og rigere, end vores fatteevne! At noget ske,r er ikke et resultat af, hvad vi kan forstå. Det er opstandelsen heller ikke. Første vers lyder om dét: Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen trods pinen og døden, soldater og præster, trods svig af en ven? Det er som at indse det, blændet af tårer: Hvor var jeg en indskrænket, hjerteløs dåre Vores nederlag kan også være dét, simpelthen at gå i stå. Stivne, ligesom Lots kone, der så sig tilbage til Sodoma, i en grad, så hun ikke var i stand til at vende sig mod fremtiden. Sejren i dét er, at til trods for vores stivnethed, så bliver der ved med at blive kaldt på os af en anden; vi bliver kaldt til at vende os om vende os mod fremtiden, mod det liv, der skal leves af os. I kirken tror vi, at det er Kristus, der kalder. Der bliver kaldt på livet i os. At livet i Kristus faktisk opstår lige midt i vores liv. Ja, og at der bliver givet næring til vores liv som brød og vin.

2 2. vers lyder om det: Det er som at høre en gravengels stemme: Han er ikke her! Gå hen, hvor I arbejder, elsker, har hjemme, han møder jer der! Det er, som når livet det vender tilbage, som brød, vi skal bryde, som vin, vi skal smage. Og alligevel kan vores nederlag også være det: at føle os forladt. Af Gud. Vi kan lede. Og lede efter vejen til Gud. Og lede os trætte. Sejren i dét er, at det er Gud i Kristus, som kommer til os. I skriften, i nærvær, i det fremmede, men samtidig også i det, som vi på en eller anden måde kender. Han er hjemme hos os. Han har lovet at komme os i møde fra fremtiden. 3. vers lyder om dét: Det er som disciple på Emmausvejen alene, skønt to, at møde en fremmed og mærke forlegen, hans ord må vi tro; han udlægger Skriften, så hjerterne brænder, han minder utroligt om en, som vi kender. Vores nederlag kan også være det, at vi kan blive nødt til at gi op. Bare blive stående lige der, hvor vi er og gi os til at græde, fordi der simpelthen ikke er andet vil kan eller magter. Ligesom Maria, som vi hører om i dag. Sejren i dét er, at det ikke er en fejl at gi op. At græde. Men at vi må være til som dem, der gir op og græder. Også lige foran Kristus eller det vil sige: det er måske lige der, når vi ikke holder krampagtigt fast i at ville klare alt, men gir op, at det går OP for os, at Han står foran os. 4. vers lyder om det: Det er som Maria at se, han er borte, og briste i gråd og bede en fremmed i havemandsskjorte om hjælp og om råd og høre ham sige: Maria, du kære! og svare: Rabbuni! Min elskede Herre!

3 Vores nederlag kan også være vores skyld. Og skam. Alt det, der ikke blev, sådan som det skulle have været. Ligesom Peter, der græmmer sig, da hanen galer, efter at han har fornægtet Jesus natten til langfredag. Sejren i dét er: at der er en gave, vi kan få, når vi står der. Det er tilgivelsens gave. Den tilgivelse, som Kristus gik i døden for. For Peter og os. Sejren er, at vi må tage imod. At der faktisk lægges nye muligheder i vores hænder. Og vi må tro, at det er Kristus der står bag. Det er som fornægteren Simon den Bange, fortabt i sin skam, at høre hans tillidserklæring tre gange: Vogt du mine lam! Det er som at løftes af mægtige hænder fra drukning i mørket til morgen blandt venner. Vores nederlag kan også være: at tabe ansigt. Som Paulus eller Saulus, som han hed dengang, som var så sikker i sin sag. Som mente at se så klart, i sin iver efter at forfølge sandheden. Og så netop han: at blive standset midt i sin foretagsomhed; blive blændet og blindet ja på et øjeblik gå fra at være stærk til at være svag. Sejren i dét er: at Kristi magt, genopstår, udfolder sig i vores magtesløshed, så vi får helt nyt og meget mere at se! Det er som forfølgeren Saulus at rammes af lynild og ord og standses på vejen og blændes og lammes og kastes til jord og tvunget af sandheden sige og skrive: Den Jesus, vi dræbte, har jeg set i live! Vores nederlag kan også være det: ganske enkelt at være fortabt. Som Judas. Forræderen. Sejren i dét er, at: dét jeg ikke kunne: nemlig frelse mig selv, dét kan Kristus! Som gik til Helvede langfredag og lod døren dertil stå på vid gab, da han opstod. Det er som forræderen Judas at sidde i Helvedes kval og mærke en luftning i Helvedes hede så himmelsk og sval

4 og vide, nu kommer den mester, jeg kender; til Helvede går han for venner og fjender. Vores nederlag kan også være dét: simpelthen at være bange! Modløse. Sejren i dét er, at vi ikke skal opfinde en mening, som kan løfte os op med hårene men at meningen for evigt er knyttet til den opstandne og nærværende Kristus. 8. vers lyder om dét: Det er som en ånd gennem lukkede døre i kød og i blod, der sender os, siger os, hvad vi skal gøre, og indgyder mod, så den, der er bange for hån og for stening, tør gøre i dag, hvad der evigt gir mening. Alt dét, det er at møde den opstandne Herre en lille smule som Maria hun gjorde påskemorgen. Det sidste vers handler om det nederlag, der er vores allesammens den dag vi dør. Hvilken sejr kan der være i dét? Der er i grunden den samme sejr, som i alt det andet: at sejren ligger hos Kristus og at han deler den med os. Hvad er sejren i vores død? Det er: at den opstandne også står dér og møder os, ansigt til ansigt. Det har han lovet os. Det er som et forhæng, der rives til side på højeste sted, og Mesteren står der og gir dig i tide sin evige fred. Det er som i lovsang, lyksalig og svimmel, at se ham som Gud i den syvende himmel. Min prædiken vil jeg også slutte gennem andres ord: For fortællingen om den opstandne mester, den nedfældede sig jo dybt i de første kristne, som den jo også gør det hos os. Gav retning. Mod. Og ord. Ingrid Schrøder-Hansen fortæller til sidst i sin genfortælling af Det Ny Testamente om én af dem, som på helt forunderlig vis kom til at sætte ord på det her. Det er apostlen, den nu gamle Johannes, der har siddet natten igennem sammen med sine medfanger på øen Patmos og fortalt dem om sine store syner. Om Kristus den

5 Opstandne, som nu sidder på sin trone og siger: "Se, jeg har åbnet en dør for jer, som ingen kan lukke." De havde lyttet. De havde sunget: "Herre Jesus, kom til os med livets lys". Den ene sang havde afløst den anden. De havde talt om Det store Håb, der var tændt. Om Kristus og alt hans, natten igennem. Ingen havde lyst til at sove. "Lavt mod øst begyndte himlen at gløde. De gik udenfor og så lyset stige og brede sig som vinger i violette, røde, gyldne, ja, i himmelske farver..." Da den rungende jernplade kort efter flængede gennem det skønne syn og kaldte dem ned til arbejdet i stenbruddet, vendte de sig og gik ned mod endnu en dags lidelser. "Men" som Ingrid Schrøder-Hansen skriver det "deres øjne lignede ikke længere trælles. De gemte på en stor ro. Som mennesker, der véd, at de er med i en historie, som ender godt." Jo, for: For: Kristus er opstanden! Glædelig påske!