Forord. Undervisningsmaterialet vil løbende blive opdateret på hjemmesiden.

Transkript

1 Forord Danmarks Domstole det vil sige 24 byretskredse, Østre og Vestre Landsret, Højesteret, Sø- og Handelsretten, Procesbevillingsnævnet, Den særlige Klageret og Domstolsstyrelsen er en organisation, der har berøring med stort set alle grene af det danske samfund. Dette undervisningsmateriale har til formål at skabe indsigt i og forståelse for domstolenes mange forskelligartede opgaver. Samtidig har materialet til sigte at vise, hvad en elev ved domstolene kan komme til at beskæftige sig med. Materialet er udarbejdet af et udvalg nedsat af Domstolsstyrelsen og udarbejdet til brug for handelsskolernes undervisning i faget: Offentlig administration. Undervisningsmaterialet vil løbende blive opdateret på hjemmesiden.

2 2 I N D H O L D S F O R T E G N E L S E Forord side 1 Domstolene side 4 Kontorpersonalets arbejdsopgaver ved domstolene side 4 Domstolenes arbejdsopgaver side 4 Overværelse af en retssag side 5 Indkaldelse som vidne side 6 Lægdommere side 7 Offentlig retshjælp side 8 Fri proces side 9 Civile retssager side 11 Boligret side 11 Syns- og skønsforretninger side 12 Ægteskabssager og forældremyndighed side 13 Faderskabssager side 13 Mortifikationssager side 14 Sager vedrørende overholdelse af Grundloven side 14 Straffesager side 15 Frihedsberøvelse side 17 Aktindsigt i retssager side 19 Appel af en afgørelse side 20 Sagsomkostninger side 21 Fogedret og tvangsauktion side 22 Tinglysning i fast ejendom side 24 Tinglysning i Bil- og personbogen side 24 Skifteretten side 25 Dødsboer side 25 Ægtefælleskifter side 26 Andre skiftesager side 26 Notarialforretninger side 28 Dansk ret og det internationale samfund side 30

3 3 Retsvæsenet side 32 Domstolenes uafhængighed side 32 Domstolsstyrelsen side 33 Byretterne side 33 Sø- og Handelsretten side 34 Landsretterne side 34 Højesteret side 35 Procesbevillingsnævnet side 35 Den Særlige Klageret side 35 Rigsretten side 36 Færøerne side 36 Grønland side 36

4 4 Domstolene Der er ansat i alt cirka personer ved domstolene. Heraf er cirka personer ansat ved byretterne. Personalet omfatter dommere, retsassessorer, dommerfuldmægtige, kontorfunktionærer, pedeller, retsbude, elever samt personer i jobtræning, fleksjob og andre på særlige vilkår. Der er cirka 340 dommere og cirka 300 retsassessorer og dommerfuldmægtige. Kontorpersonalet udgør cirka medarbejdere, og der er endvidere cirka 170 elever. Vedrørende domstolenes opbygning og uafhængighed henvises til afsnittet om retsvæsenet. Kontorpersonalets arbejdsopgaver ved domstolene. Kontorpersonalet har gennem årene overtaget arbejdsopgaver, der tidligere udelukkende blev varetaget af jurister. Dommeren kan i henhold til retsplejelovens 17 bemyndige kontormedarbejdere til at behandle foged-, skifte- og tinglysningsforretninger samt visse civile sager, herunder faderskabssager. Endvidere er notaren i dag oftest en kontormedarbejder. Først i det øjeblik der er tale om en egentlig tvist, skal sagen gives videre til en jurist. Kontorpersonalet har, samtidig med den nævnte bemyndigelse, i øvrigt en meget selvstændig sagsbehandling. En stor del af de administrative opgaver udføres af kontorpersonalet, for eksempel kasse og regnskab. Der indbetales dagligt forskellige former for retsafgifter, og der betales udgifter - husleje, lys, kontorartikler, renovation m.m. Det er kontorpersonalet, der har kasse og regnskab som sit daglige arbejdsområde. I samarbejde med embedets chef udarbejdes regnskab og budget. Kontorpersonalet deltager også i personaleadministrationen. Ved de større retter er der en kontorleder for hele retten, og i de enkelte afdelinger er der flere steder afdelingsledere. Afdelingslederen og kontorlederen har de administrative opgaver ved embedet i samarbejde med embedets chefer. Det er også mange steder kontorpersonalet, der har med bygningsvedligeholdelsen at gøre, ligesom det at være uddannelses- og elevansvarlig er nogle af de opgaver, kontorpersonalet beskæftiger sig med. Kontorpersonalet har mange opgaver i forbindelse med retssagerne, for eksempel deltagelse i forberedelse og berammelse af sagerne. Kontorpersonalet går endvidere med dommeren i retten som retssekretær/protokolfører. -ooo- Domstolenes arbejdsopgaver I det følgende kommer vi kort ind på, hvad der sker omkring en retssag og andre opgaver, som foregår ved Danmarks Domstole.

5 5 Beskrivelserne er ikke udtømmende, men er uddybet på domstolenes hjemmeside: Overværelse af en retssag Alle møder i retten er som udgangspunkt offentlige, det vil sige at enhver, der har lyst til at overvære et retsmøde, har adgang. Dommeren kan dog bestemme, at en person ikke må få adgang til retslokalet, for eksempel hvis personen er under 15 år, beruset eller lignende. Normalt vil mindreårige dog få lov til at overvære retsmøder. Dommeren kan selvfølgelig også vurdere, om der er plads i retssalen til tilhørere. Endelig kan dommeren nægte en person adgang, hvis han/hun mener, at det er nødvendigt for at få en sand forklaring af et vidne eller en part i sagen. Hvad er lukkede døre? Retten kan i særlige tilfælde bestemme, at ingen andre end sagens parter må overvære retsmødet. Sådanne sager siges at foregå for "lukkede døre". Retten skal normalt træffe afgørelse om "dørlukning" ved kendelse, hvor afgørelsen skal begrundes. I civile sager finder dørlukning altid sted i sager om skilsmisse, separation, faderskab og lignende. Dørene kan endvidere lukkes, når der skal afgives forklaring om forretningshemmeligheder eller i straffesager, når det er særligt påkrævet - for eksempel sager om seksualforbrydelser. Dørene kan lukkes, når hensynet til efterforskningen gør det nødvendigt, at offentligheden ikke får adgang. Hvis et retsmøde foregår for lukkede døre, er der ofte opsat et stort og tydeligt skilt uden for retslokalet. Dørlukningen kan dog også fremgå af retslisten. Hvis det ikke fremgår, at sagen behandles for lukkede døre, er det tilladt - naturligvis stille og roligt - at gå ind i retssalen og overvære, hvad der sker, også selvom retsmødet allerede er startet. Retssalen kan forlades når som helst. Hvis man er sigtet/tiltalt? En sigtet eller tiltalt i en straffesag har som regel pligt (og ret) til at overvære alle retsmøder i sagen. Retslisten - Hvad foregår der i retten? Udenfor retslokalet hænger retslisten. På listen står, hvad sagen drejer sig om og parternes navne. Rettens information kan også oplyse om, hvad der behandles af sager i retten den pågældende dag. En del retter har lagt retslisterne ud på deres hjemmesider. Hvad er referatforbud? Det er normalt tilladt at fortælle andre, hvad der skete i den offentlige retssag, som man netop har overværet. I straffesager kan retten dog bestemme, at der skal nedlægges "referatforbud", for eksempel hvis den sigtede er under 18 år. Referatforbud kan også nedlægges, hvis offentlig gengivelse kan skade opklaringen af sagen, eller hvis en person bliver udsat for fare eller bliver krænket, hvis det fortælles til andre. Hvad er navneforbud? Retten kan bestemme, at der nedlægges "navneforbud". Navneforbud kan nedlægges i en

6 6 straffesag, hvis nogen beder om det, og offentlig gengivelse må antages at bringe nogens sikkerhed i fare eller udsætte nogen for unødvendig krænkelse. I de tilfælde er det forbudt at nævne navn, stilling eller bopæl eller andet, der kan identificiere den pågældende. Overtrædelse af referatforbud eller navneforbud straffes med bøde. Hvordan med at fotografere og lave båndoptagelser? I retssalen er det forbudt at fotografere, at optage med videokamera eller at optage lyd på bånd, med mindre dommeren i ganske særlige tilfælde giver tilladelse hertil. Tilladelsen gives normalt aldrig til privatpersoner. Man skal være opmærksom på, at det også kan være forbudt at fotografere i retsbygningen. Indkaldelse som vidne Alle kan blive indkaldt som vidne til en retssag og har pligt til at møde i retten. Det gælder også, selv om vidnet ikke mener at kunne give oplysninger af betydning for sagen eller tidligere har afgivet forklaring, for eksempel i retten eller over for politiet. Der skal være en lovlig grund til ikke at møde - for eksempel sygdom - der skal kunne dokumenteres ved en lægeattest. Almindelig travlhed, forretningsmøder og lignende er ikke en lovlig grund. Dommeren kan give en bøde, hvis man ikke møder, og der er også risiko for at blive afhentet af politiet. Forberedelse til retsmødet Hvis du skal møde som vidne i retten, har du pligt til at genopfriske din hukommelse om sagen. Du kan for eksempel læse notater, breve, dokumenter og lignende. Du bør derimod ikke tale med andre om, hvad der er sket. Hvordan foregår et retsmøde? Du skal komme til retten i god tid og vente uden for retssalen, indtil du bliver kaldt ind. Grunden til, at du skal vente udenfor, er, at hvert vidne skal afhøres for sig, uden at de andre vidner overværer forklaringen. Det er vigtigt, at du kun forklarer om det, du kan huske. Når du bliver kaldt ind i retssalen, vil dommeren spørge dig om dit navn, fødselsdato m.m. Det gør dommeren for at sikre sig din identitet. Derefter skal dommeren fortælle dig, at du har pligt til at svare på spørgsmål i retten, og at du udsætter dig for en alvorlig straf, hvis du lyver. Det betyder ikke, at dommeren mener, at du vil lyve. Hvis du eller din nærmeste familie på nogen måde er indblandet i sagen, kan det være, du ikke behøver at vidne. Du skal selv gøre opmærksom herpå. Du bør også oplyse, hvis anklageren, forsvareren eller medlemmer af retten, for eksempel dommeren eller domsmændene, tilhører din familie eller bekendtskabskreds. Du kan forlade retssalen, når du er færdig. Du kan dog normalt også få lov til at blive og overvære resten af sagen.

7 7 Lægdommere Nævninge og domsmænd kaldes under ét for lægdommere. Der er kun få nævningesager. Domsmandssagerne har langt større praktisk betydning. Lægdommeres medvirken i straffesager kendes i mange lande. Ved at inddrage lægfolk i behandlingen af straffesager opnås en meget betydningsfuld kontakt mellem befolkningen og domstolene på dette område. Lægdommerne er på en række punkter ligestillede med de juridiske dommere og har samme ansvar for de afgørelser, der træffes. Lægdommerne har derfor både ret og pligt til at fremsætte deres synspunkter i overensstemmelse med den overbevisning, de har fået ved at overvære sagen i retten. De er dog - ligesom de juridiske dommere - forpligtet til at rette sig efter loven. Hvordan udtages nævninge og domsmænd? Nævninge og domsmænd udtages for fire år ad gangen som et borgerligt ombud. Det vil sige, at man med nogle få undtagelser er forpligtet til at virke som domsmand eller lægdommer, hvis man bliver udtaget. Til nævning eller domsmand kan udtages enhver uberygtet mand eller kvinde, der har valgret til folketinget. Kravet til uberygtethed betyder, at personer, der er straffet for mere alvorlige lovovertrædelser, ikke kan virke som nævninge eller domsmænd. Personer, der fylder 70 år i den kommende fire-årig periode, kan ikke udtages. Juridiske embedsmænd, advokater, præster, ansatte i politiet, kriminalforsorgen og ved domstolene udtages heller ikke som nævninge og domsmænd. Hver kommune indstiller et antal borgere, der anses for egnede som nævninge eller domsmænd. Det er dog muligt i særlige tilfælde at blive fritaget for hvervet som nævning eller domsmand. Hvad består domsmandens arbejde i? Når domsmænd medvirker i byretten, består retten af den juridiske dommer og to domsmænd. I landsretten består retten af tre juridiske dommere og tre domsmænd. Inden rettens medlemmer går ind i selve retslokalet, finder der et kort møde sted mellem dommerne og domsmændene. Domsmændene bliver gjort bekendt med navnene på de implicerede i sagen, inden domsforhandlingen påbegyndes. Hvis domsmændene kender nogle af parterne, er de inhabile og kan derfor ikke medvirke. Før domsforhandlingen begynder, skal domsmændene endvidere underskrive en erklæring, hvor de "på ære og samvittighed lover, at de som domsmænd opmærksomt vil følge forhandlingerne i retten og dømme således, som de finder ret og sandt at være efter loven og sagens bevisligheder". Domsmænd virker på lige fod med de juridiske dommere. De medvirker ikke kun ved selve domsafgørelsen, men også ved en række af de kendelser og beslutninger, som eventuelt skal træffes undervejs. I alle vigtige afgørelser deltager domsmændene i afgørelsen. De må således tage stilling til, om tiltalte er skyldig og hvilken straf, der skal fastsættes. Dommernes og domsmændenes drøftelse af spørgsmålet om tiltaltes skyld og straf kaldes votering. Voteringer må ikke overværes af tilhørere, og domsmænd og dommere har tavshedspligt med hensyn til, hvad der er sagt under voteringen. For enhver afgørelse skal der være stemmeflertal. Ved lige stemmetal - som kan forekomme i landsretten - gælder det resul-

8 8 tat, der er gunstigst for tiltalte. Selve dommen udarbejdes af de juridiske dommere. Hvad består nævningens arbejde i? Som nævningesager behandles navnlig en række sager, hvori der er spørgsmål om fængsel i fire år eller derover. Det drejer sig i praksis især om sager, hvor der er rejst tiltale for drab eller for særlige grove tilfælde af røveri, voldtægt eller narkotikaforbrydelser. I nævningesager består retten af tre juridiske dommere og 12 nævninge. Nævninge aflægger ligesom domsmændene et løfte om "opmærksomt at følge forhandlingerne i retten og samvittighedsfuldt besvare de spørgsmål, som vil blive dem forelagt, samt i øvrigt afgive stemme i sagen, alt således som de finder ret og sandt at være efter loven og sagens bevisligheder". I nævningesager afgøres skyldsspørgsmålet af nævningene alene. Spørgsmålet om hvilken straf/sanktion en tiltalt, nævningene har fundet skyldig, skal idømmes, afgøres af nævningene og dommerne i forening. Nævningene vælger en ordfører, hvis opgave er at lede nævningenes forhandling om skylds-spørgsmålet og at repræsentere nævningene over for retten. Hvis nævningene erklærer, at tiltalte ikke er skyldig, og der ikke er spørgsmål om anvendelse af andre foranstaltninger end straf, afsiger retten straks en frifindelsesdom. Hvis nævningene har fundet den tiltalte skyldig, men de juridiske dommere har fundet, at beviserne er utilstrækkelige, bestemmer de juridiske dommere, at der skal foregå en ny domsforhandling i sagen. Heri ligger en dobbelt garanti for den tiltalte. For at han kan dømmes, skal ikke blot nævningene, men også de juridiske dommere finde, at beviserne mod ham er tilstrækkeligt stærke. Ved afstemning om sanktionen har de juridiske dommeres stemmer samme vægt som nævningenes samlede stemmer. De 12 nævninge har hver en stemme, og de tre juridiske dommere hver fire stemmer. Ved lige stemmetal gælder det resultat, der er gunstigst for tiltalte. En nævning kan undlade at stemme om sanktionsspørgsmålet. I så fald regnes hans/hendes stemme afgivet for den afgørelse, der er gunstigst for tiltalte. Afgørelse af skyldsspørgsmålet, der er truffet i en nævningesag, kan ikke appelleres, men afgørelsen af sanktionsspørgsmålet kan indbringes for Højesteret. Offentlig retshjælp Retshjælp er rådgivning og anden bistand i retslige forhold. Retshjælpen gives navnlig som en hjælp til personer med lav indkomst. Retshjælp ydes af advokater. Retten kan oplyse, hvilke advokater i retskredsen, der giver offentlig retshjælp. Hvem kan få offentlig retshjælp? Offentlig retshjælp gives kun til personer - ikke til selskaber, foreninger eller lignende. Der er nogle økonomiske betingelser for at kunne få offentlig retshjælp. Justitsministeriet fastsætter hvert år regler, hvori de økonomiske grænser for det følgende år angives.

9 9 Hvornår kan der ikke gives offentlig retshjælp? Retshjælp kan ikke gives til: sigtede eller tiltalte i offentlige straffesager aktivt erhvervsdrivendes sager af overvejende erhvervsmæssig karakter sager om gældssanering og sager, der angår eller er under behandling af en offentlig myndighed, hvis det antages, at denne myndighed allerede giver vejledning og bistand i fornødent omfang. Der kan dog godt gives retshjælp til klage over en offentlig myndigheds afgørelse. Hvad koster offentlig retshjælp? Advokaten har pligt til at fortælle, hvad omkostningerne cirka vil blive, før han/hun yder retshjælpen. Advokaten kan give almindelig retshjælp for et vederlag på for tiden maksimalt 800 kr. inklusiv moms. Heraf betaler staten 75 procent. Advokaten kan give udvidet retshjælp for et vederlag af yderligere maksimalt kr. Heraf betaler staten halvdelen. Klientens andel af vederlaget betales direkte til advokaten. Hvis retshjælpen gives i forbindelse med ansøgning om fri proces, betaler staten hele vederlaget. Det gælder både for almindelig og udvidet retshjælp. Advokaternes retshjælp Advokater yder en gratis, anonym og mundtlig retshjælp, udover den retshjælp, som advokaterne yder efter reglerne om offentlig retshjælp. Uanset indtægtsforhold kan enhver få mundtlig rådgivning uden egentlig sagsbehandling. Det er ikke i alle retskredse, der findes en sådan rådgivning, men det kan oplyses på retskredsens kontor. Fri proces Når man får fri proces, betyder det som udgangspunkt følgende: at der ikke skal betales retsafgifter at der beskikkes en advokat, som betales af statskassen at der gives godtgørelse for de udgifter, der med rimelighed har været afholdt til at afhøre vidner, til syns- og skønsforretninger m.v. En bevilling til fri proces kan dog være begrænset til visse af de nævnte punkter. Hvis man får helt eller delvist medhold i sin påstand, og modparten indbringer sagen for en højere domstol, omfatter bevillingen af fri proces også sagens videre forløb. Fri proces omfatter ikke altid fritagelse for betaling af sagsomkostningerne til modparten. I

10 10 øvrigt kan retten også bestemme, at man skal betale statskassens udgifter. Hvad er betingelserne? For at få fri proces skal personen dels opfylde nogle økonomiske betingelser og dels have rimelig grund til at føre en retssag. Justitsministeren fastsætter hvert år regler, hvori de økonomiske grænser for det følgende år angives. Indkomstgrænserne reguleres hvert år. Som udgangspunkt gives der ikke fri proces i følgende sager: sager, der vedrører en erhvervsvirksomhed hvis det skønnes, at omkostningerne ved sagen vil blive uvæsentlige/ bagatelagtige i forhold til ens indtægt sager, der vedrører spekulationsforhold sager, der kan behandles ved et klage- eller ankenævn, der er godkendt af Forbrugerklagenævnet hvis retssagen er afsluttet Hvor søger man? Der søges om fri proces i det statsamt, som dækker den retskreds, hvor sagen skal føres. Skal sagen føres i København, skal Overpræsidiet søges.

11 11 Civile retssager En civil sag starter med, at sagsøger - den der anlægger sagen - "udtager stævning" mod en person eller et selskab - sagsøgte - med henvisning til den "påstand", der ønskes dom for. Det kan dreje sig om en ubetalt regning eller et erstatningsbeløb. Stævningen sendes til den retskreds, der skal behandle sagen. Sagen behandles normalt der, hvor sagsøgte bor. Det er retten, der sørger for, at stævningen "forkyndes" for "sagsøgte". I langt de fleste retter forberedes sagen skriftligt mellem parterne. Det vil sige, at der foregår en skriftlig udveksling af parternes syn på sagen. Sagsøgte kan sende et "svarskrift" efter modtagelsen af stævningen. Sagsøgeren kan så sende en "replik", og sagsøgte har så mulighed for at sende "duplik". Disse breve indeholder "anbringender" - det vil sige argumenter samt svar på modpartens anbringender/argumenter. I større sager kan der til sidst udarbejdes et "påstandsdokument", med endelige påstande i sagen. Sagen er herefter klar til domsforhandling, og parterne møder i retten med deres advokater. Sagen kan dog også sluttes ved at parterne indgår forlig inden domsforhandlingen. Hvis sagsøgte ikke svarer på stævningen inden en fastsat frist, vil der blive afsagt en "udeblivelsesdom". Udeblivelsesdommen bruges typisk til at gå videre med sagen til fogedretten. En civil retssag kan også dreje sig om, at sagsøgeren vil have den sagsøgte dømt til at anerkende en rettighed, som sagsøgeren mener at have over den sagsøgte for eksempel en "vejret". Det kan her være spørgsmålet om, hvem der har ret til at benytte en vej eller vejens bredde. De fleste civile retssager drejer sig dog om krav på betaling af penge. I øvrigt kan civile retssager typisk handle om erstatning for skader og misligholdelse af indgåede aftaler, for eksempel om køb af fast ejendom, ansættelsesforhold, lejeforhold og forsikringsforhold. Også spørgsmål af personlig art, for eksempel om separation/skilsmisse eller forældremyndighed og faderskab, behandles som en civil retssag. Der er særlige regler for behandlingen af sådanne sager. Hvem kan være part i en civil sag? Sagens parter kan være privatpersoner eller erhvervsvirksomheder, hvad enten de er personligt ejede eller selskaber. Også foreninger, dødsboer og konkursboer samt offentlige myndigheder kan være parter. Forhandlingsprincippet Når domstolene behandler civile sager, gælder forhandlingsprincippet. Det betyder, at parterne selv formulerer deres påstande og kommer med bevismateriale i sagen. Dette princip er modsat sagsbehandlingen hos forvaltningsmyndigheder, hvor undersøgelsesprincippet gælder. Det betyder, at forvaltningen selv skal fremskaffe det materiale, der skal til for at vurdere sagen. Boligret Sager om leje af hus eller husrum - for eksempel lejligheder, villaer, sommerhuse, garager osv., men ikke ubebyggede arealer - skal anlægges ved boligretten. Det er byretten i den retskreds, hvor ejendommen ligger, som er boligret i 1. instans. Boligretten kan udover den juridiske dommer udvides med to lægdommere, det vil sige per-

12 12 soner, som ikke er jurister, men er bekendt med bolig- og huslejeforhold. Den ene lægdommer repræsenterer udlejerkredse og udpeges efter samråd med en lokal udlejer-forening. Den anden repræsenterer lejerkredse og udpeges efter samråd med en lokal lejerforening. Det er den juridiske dommer, der er boligrettens formand. Hvordan anlægges en boligsag? Hvis en lejer eller udlejer ønsker at anlægge en boligsag, skal sagen anlægges ved boligretten. Sagen kan for eksempel dreje sig om huslejens størrelse, eller at det lejede ikke opfylder de krav, der er fastsat i lejekontrakten eller i lejeloven, for eksempel fordi lejlighedens standard er for ringe. Det kan også være, at udlejer ønsker at få en fraflyttet lejer dømt til at betale istandsættelsen m.m. Boligretten kan tage ud for at se det lejede. Boligretten kan eventuelt også se på andre lejemål i området for at have noget at sammenligne med. Huslejespørgsmål Stort set alle sager om boliglejeforhold er omfattet af regler i lejeloven eller regler i en særlig boligreguleringslov, der især omfatter lejligheder i de større kommuner, hvor der gælder særlige regler om omkostningsbestemt lejeregulering. Det er det stedlige byråd, der bestemmer om den omkostningsbestemte lejeregulering skal gælde i den pågældende kommune. Der skal være huslejenævn i alle landets kommuner. Dette blev besluttet ved lov i 2000 og er gældende fra 1. januar Det betyder, at sager om lejeforhold i langt de fleste tilfælde skal indbringes for et huslejenævn, der kan være fælles for flere kommuner. Klager over huslejenævnets afgørelser kan indbringes for boligretten. Huslejenævn nedsættes af kommunen. Der er tre medlemmer. Nævnsformanden skal være jurist og beskikkes af statsamtmanden. De to andre medlemmer repræsenterer henholdsvis lejer og udlejerorganisationer. Visse lejemål er omfattet af reglerne om huslejeregulering. Det gælder især lejligheder i større kommuner. Her skal sager om huslejens størrelse indbringes for Huslejenævnet. Det kan både være sager, hvor lejeren mener at have betalt for meget i leje, eller for eksempel sager, hvor lejeren ikke mener, at en varslet lejeforhøjelse opfylder de krav, der stilles i loven. Syns- og skønsforretninger Syn og skøn anvendes, når der inden eller under en retssag opstår tekniske spørgsmål, som en dommer ikke selv har faglig indsigt i. Ved syn og skøn udpeger retten en person med særlig fagkundskab til at svare på nogle spørgsmål, som retten har godkendt i forvejen. Hvis der for eksempel er opstået sag om, hvorvidt et nyopført hus er mangelfuldt eller ej, kan en syns- og skønsmand komme med en vurdering af, om huset er opført på almindelig, forsvarlig måde, eller om der er begået håndværksmæssige fejl. "Syn" er undersøgelsen og besigtigelsen af den genstand, som spørgsmålene vedrører. "Skøn" er syns- og skønsmandens vurdering af det, han har set. Hvem kan kræve syn og skøn afholdt? Syn og skøn skal normalt begæres af en af stridens eller retssagens parter. Retten afgør, om syn og skøn er nødvendigt. Syns- og skønsmanden får betaling for sin indsats, og beløbet fastsættes af retten, dog typisk efter at syns- og skønsmanden er kommet med et forslag til honorar. Den, der har krævet syn

13 13 og skøn foretaget, skal i første omgang betale udgifterne. Omkostningerne til syn og skøn vil efter sagens afslutning som oftest blive pålagt den tabende part. Ægteskabssager og forældremyndighed Når to ægtefæller er enige om at blive separeret eller skilt og om de væsentligste forhold (vilkår), retter de henvendelse til statsamtet, der hvor ægtefællerne bor. Statsamtet kan så lave en bevilling til separation eller skilsmisse. De ting, der skal være enighed om, er først og fremmest: at begge ønsker at blive separeret eller skilt forældremyndigheden over børn under 18 år om den ene af ægtefællerne skal betale bidrag til den andens underhold hvem der skal beholde en eventuel lejet lejlighed Er der ikke enighed om et eller flere af de nævnte vilkår, må en af ægtefællerne anlægge en ægteskabssag ved retten. Hvis en af forældrene ønsker forældremyndigheden alene, og den anden ikke er enig heri, anlægges en forældremyndighedssag ved retten. Også i denne situation bør det overvejes at starte med at kontakte statsamtet. Det gælder særligt, fordi statsamtet har mulighed for at tilbyde gratis børnesagkyndig rådgivning, der kan hjælpe med at finde en løsning eller få forældrenes samarbejde til at fungere bedre. Forældremyndighedssager kan også anlægges af forældre, der aldrig har været gift med hinanden. Sager om bodeling anlægges ved skifteretten. Se afsnittet om ægtefælleskifter. Der skal ikke betales retsafgift for at anlægge en sag om ægteskab eller forældremyndighed. Faderskabssager Ved en faderskabssag forsøger man at finde ud af, hvem der er far til et barn. Det har blandt andet betydning for barnets arveret og forsørgelses-/bidragspligten over for barnet. Hvis barnets mor er gift, vil ægtefællen automatisk blive betragtet som far til barnet, medmindre hun eller ægtefællen anlægger faderskabssag. Hvis barnets mor ikke er gift, er det offentlige forpligtet til at forsøge at finde frem til, hvem der er far til barnet. Dette kan ske enten ved Statsamtet (i København Overpræsidiet) eller ved en retssag Hvis moderen har oplyst en bestemt mand som far til barnet, og han ikke ønsker at anerkende faderskabet, vil sagen altid blive sendt videre til retten..

14 14 Retten kan bestemme, at der skal foretages blodtypebestemmelse eller DNA-analyse. Det kan Statsamtet ikke bestemme, her kan det kun ske frivilligt. Moderen kan ansøge Statsamtet om at blive fritaget for at oplyse, hvem der kan være far til barnet. Mortifikationssager En mortifikationssag er en sag, man anlægger for at få rettens "ord" for, at et dokument ikke længere har nogen betydning - retten erklærer dokumentet "dødt og magtesløst". Det kan være nødvendigt, hvis dokumentet af den ene eller anden grund er forsvundet. Hvilke dokumenter kan mortificeres? Der kan kun anlægges mortifikationssag om et dokument, hvor der er knyttet rettigheder til selve dokumentbesiddelsen. Den (kreditor), der er i besiddelse af dokumentet, har som udgangspunkt ret til at modtage skyldners betalinger, uanset at det måske ikke er den samme, som oprindelig har udlånt pengene. Eksempler på dokumenter, der i sig selv er "bærer af rettigheder", er checks, aktier, veksler, pantebreve og visse gældsbreve. Sager vedrørende overholdelse af Grundloven Der er tale om en grundlovssag, når det under en retssag hævdes, at en lov er i strid med grundloven og derfor må tilsidesættes. Danske domstole har adgang til at tage stilling hertil, hvis sagen er anlagt af personer, foreninger, selskaber m.v., som har en konkret og aktuel interesse i at få domstolenes afgørelse af den påståede konflikt mellem lov og Grundlov. I en sag af særlig stor betydning - Danmarks tilslutning til EU- har Højesteret dog tilladt en gruppe borgere at anlægge sag, selv om de ikke havde en sådan konkret og aktuel interesse i udfaldet. Sagerne anlægges ved landsretten. Der er adgang til anke til Højesteret. Den første og eneste lov, der er blevet tilsidesat som grundlovsstridig, er særloven om Tvind. Højesteret afgjorde i februar 1999, at loven var i strid med grundlovens 3.

15 15 Straffesager Offentlige straffesager efterforskes af politiet, der har mulighed for under efterforskningen at foretage forskellige indgreb over for mistænkte, for eksempel anholdelse, begæring om opretholdelse af anholdelsen eller varetægtsfængsling, telefonaflytning, beslaglæggelse, ransagning m.v. Politiets begæring om indgreb kan forelægges retten, der tager stilling til, om indgrebet kan gennemføres. I visse tilfælde, hvor det ikke er muligt først at indhente rettens tilladelse, for eksempel ved ransagning, kan indgrebet gennemføres, og politiet indhenter efterfølgende rettens godkendelse. Når politiet mener, at de har en bæredygtig straffesag mod en navngiven person, sigter de ham/hende i sagen. Det betyder, at den pågældende får underretning om, hvilken lovovertrædelse han/hun beskyldes for at have begået, og politiet har pligt til at underrette ham om hans rettigheder. I alvorligere sager kan en sigtet således bede om at få beskikket en forsvarer, som kan være til stede allerede under afhøringerne hos politiet. Man har pligt over for politiet til at oplyse navn, fødselsdato og bopæl, men man har i øvrigt ikke pligt til at svare på politiets spørgsmål. Når sagen er færdigefterforsket hos politiet, fremsender anklagemyndigheden (det vil i de fleste sager sige den lokale politimester) sagen til retten, og den sigtede bliver indkaldt til et retsmøde. Hvis det forventes, at den sigtede vil tilstå at have begået de lovovertrædelser, som politiet beskylder ham for at have begået, udfærdiges der en retsmødebegæring, hvori en eller flere sigtelser er nærmere beskrevet. Hvis en sigtet nægter sig skyldig, udfærdiger anklagemyndigheden et anklageskrift, der på samme måde som retsmødebegæringen beskriver lovovertrædelserne. Når anklageskriftet er udfærdiget, betegnes den sigtede herefter som tiltalt. Anklagemyndigheden fremsender sammen med anklageskriftet en bevisfortegnelse, der opregner de vidner, som politiet ønsker at føre, og de dokumenter, som man vil vise retten under sagens behandling. I alvorlige sager, hvor der bliver nedlagt påstand om frihedsstraf, beskikker retten en forsvarer for den sigtede/tiltalte eller tilbyder i hvert fald, at den sigtede kan få beskikket en forsvarer, hvis han selv retter henvendelse til retten herom. Udgifterne til den beskikkede forsvarer afholdes i første omgang af Statskassen, og kun hvis den tiltalte senere findes skyldig, skal han erstatte Statskassen de udlæg, der har været til forsvareren. Der er ved hver ret udpeget et antal rutinerede advokater, som kan beskikkes som forsvarer. Hvis der er nedlagt påstand om frihedsstraf, har den sigtede/tiltalte pligt til at møde personligt i retten. Udebliver man uden lovligt grund, vil der som regel blive afsagt en anholdelsesbeslutning om, at han kan anholdes af politiet og fremstilles i retten. Den sigtede/tiltalte har ikke pligt til at udtale sig i retten. Han/hun kan undlade at svare på spørgsmål, og han kan i modsætning til vidner ikke straffes, hvis han lyver i retten. Der vil i retsmødet ske afhøring om de lovovertrædelser, som sagen vedrører. En sigtet eller tiltalt vil også blive udspurgt om sine personlige forhold. Oplysninger om personlige forhold kan have betydning for straffastsættelsen i sagen. Den typiske gang i en sag er følgende: Retten sikrer sig den tiltaltes identitet ved at spørge om navn og bopæl og meddeler den tiltalte, at han/hun ikke har pligt til at udtale sig.

16 16 Anklageskriftet læses op af anklageren. Tiltalte udspørges om, hvorvidt han kan erkende sig skyldig eller nægter sig skyldig. Tiltalte afgiver forklaring, idet han udspørges først af anklager og herefter af sin forsvarer. Der sker så på tilsvarende vis afhøring af vidner, der først formanes om, at de har pligt til at tale sandhed, og at de kan straffes, hvis de ikke gør det. Sagen procederes. Det vil sige, anklageren kommer med et indlæg, hvor han peger på de forhold, der taler for, at tiltalte skal findes skyldig, og forsvareren fremhæver de forhold, der taler for frifindelse af tiltalte eller en så mild straf som muligt. Tiltalte får lejlighed til at fremkomme med sine afsluttende bemærkninger. Sagen optages til dom. Dommen afsiges. Tiltalte, der nu betegnes domfældte, opfordres til at tage stilling til, om han vil modtage dommen eller anke den til landsretten. Det er i en straffesag anklagemyndigheden, der skal bevise, at tiltalte er skyldig, og populært sagt, skal enhver tvivl komme tiltalte tilgode ved afgørelsen af skyldsspørgsmålet. Når dommen er afsagt, kan såvel den domfældte som anklagemyndigheden anke dommen til landsretten, både for så vidt angår spørgsmålet om skyldig eller ikke skyldig og spørgsmålet om udmåling af straffen. Mindre straffesager Er der alene nedlagt påstand om kortere frihedsstraf eller bøde, behandles straffesagen efter et særligt sæt regler, som er mindre formelle. Det drejer sig for eksempel om overtrædelse af færdselsloven, hundeloven, politivedtægten og lignende. Disse sager behandles af en juridisk dommer alene. Hvis der alene er nedlagt påstand om bøde fra anklagemyndigheden, har den tiltalte ikke pligt til at møde i retten og kan eventuelt bede en anden møde for sig. Hvis der ikke møder nogen, vil retten sædvanligvis afsige en dom, der er i overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand, og hvis tiltalte tidligere har fået fremsendt et bødeforlæg, vil han i en dom blive dømt til at betale en tilsvarende bøde. Dommen kaldes populært en "udeblivelsesdom". Hvor og hvordan behandles sagen I byretten skal der ved sagens afgørelse altid medvirke en dommer, der er uddannet jurist. En række sager behandles af dommeren alene. Dette gælder for eksempel tilståelsessager og mindre straffesager. I større straffesager, hvor den tiltalte nægter sig skyldig, medvirker foruden den juridiske dommer to domsmænd, som ikke er jurister, og som ifølge loven udtages mellem uberygtede

17 17 personer, der har valgret til folketinget, og som ikke er fyldt 70 år. Domsmændenes stemme har samme vægt som den juridiske dommers stemme ved afgørelsen af spørgsmålet skyldig/ikke skyldig og spørgsmålet om udmåling af straf. Der er obligatorisk forsvarsbeskikkelse i domsmandssager. I andre sager kan en sigtet eller tiltalt selv vælge, om han ønsker en forsvarer beskikket. Sager, hvor der nedlægges påstand om en straf på fængsel i fire år eller mere, behandles som nævningesager ved landsretten i 1. instans. Øvrige sager behandles i 1. instans i byretten. Nævningene skal besvare en række spørgsmål, som bliver stillet til dem, hvoraf det vigtigste spørgsmål er, om tiltalte er skyldig eller ikke skyldig. Hvis tiltalte erklæres skyldig, tager de tre landsdommere og de 12 nævninge herefter stilling til strafudmålingen. Frihedsberøvelse Der kan ske frihedsberøvelse af en sigtet person, før der er afsagt dom i sagen. Politiet kan tilbageholde en anholdt person i op til 24 timer, uden at den pågældende bliver stillet for en dommer. Såfremt frihedsberøvelsen skal strække sig ud over 24 timer, har den anholdte krav på at blive stillet for en dommer, inden de 24 timer er gået. Retsmødet kaldes et grundlovsforhør. Kun en dommer kan træffe bestemmelse om, at en person skal frihedsberøves i ud over 24 timer. Dommeren kan bestemme, at en anholdelse kan opretholdes i op til tre døgn fra retsmødets slutning, hvis politiet skal foretage yderligere undersøgelser, inden der tages stilling til krav om varetægtsfængsling. Varetægtsfængsling kan ske i op til fire uger ad gangen. Retten har mulighed for at bestemme, at en varetægtsfængslet person skal holdes isoleret fra de øvrige indsatte i fængslet eller arresthuset. Det sker i alvorligere sager for at forhindre, at varetægtsarrestanten får mulighed for at påvirke sagens efterforskning ved at kommunikere med vidner eller andre sigtede i sagen. Når en person har været varetægtsfængslet under sagen, sker der en afkortning af den straf, som han senere måtte blive idømt. En anholdt har krav på at få beskikket en advokat inden grundlovsforhøret og få lejlighed til at drøfte sagen med ham inden retsmødet. Som det er tilfældet under retssager, har en anholdt ikke pligt til at udtale sig i grundlovsforhøret. Betingelserne for varetægtsfængsling Der kan kun ske varetægtsfængsling, hvis der er en begrundet mistanke om, at anholdte har begået en lovovertrædelse, som kan medføre en straf af fængsel i et år og seks måneder eller mere. Endvidere skal mindst en af de tre følgende betingelser være opfyldt: risiko for, at anholdte vil forsøge at flygte risiko for, at anholdte vil begå nye lovovertrædelser, hvis han/hun lades på fri fod

18 18 risiko for, at anholdte vil vanskeliggøre efterforskningen, for eksempel ved at påvirke vidner eller ødelægge bevismateriale En sigtet person kan endvidere varetægtsfængsles, når der foreligger en særlig bestyrket mistanke om, at han har begået en lovovertrædelse, som kan medføre straf af fængsel i seks år eller derover eller en overtrædelse af straffelovens bestemmelse om vold eller tilsvarende, og det skønnes, at den konkrete straf vil være fængsel i 60 dage eller derover.

19 19 Aktindsigt i retssager Er man interesseret i at se retsbøger og dombøger samt de dokumenter, der er eller har været under behandling i retten, kan man anmode om aktindsigt. Hvor skal man henvende sig? Henvendelse kan ske til den ret, hvor sagen har været behandlet. Har sagen været behandlet i flere instanser, skal henvendelse ske til den ret, hvor sagen senest har været behandlet, eksempelvis landsretten. Hvem kan få aktindsigt? Som udgangspunkt har en part i en sag adgang til aktindsigt, mens andre kun kan få aktindsigt, hvis de har en retlig interesse i at se materialet. Dommeren afgør i hvert enkelt tilfælde, om betingelserne for aktindsigt er til stede. Aktindsigt kan nægtes helt eller delvist, hvis særlige hensyn gør det betænkeligt at give aktindsigt.

20 20 Appel af en afgørelse At appellere en afgørelse vil populært sagt sige, at man klager over den afgørelse, som er truffet og ønsker, at en højere retsinstans skal tage stilling til, om den trufne afgørelse er rigtig. Appel kan ske ved anke eller ved kære. Er der afsagt en dom, skal der ankes for at appellere. Er der afsagt en kendelse eller truffet en beslutning kæres afgørelsen. Hvem kan appellere? Den, som afgørelsen vedrører, kan appellere. Man kan altså kun appellere, hvis man er involveret i sagen. Kan appel altid ske? Udgangspunktet er, at en afgørelse altid kan appelleres én gang.

21 Sagsomkostninger Hvis man vinder en sag, har man som hovedregel krav på, at modparten dækker sagsomkostningerne. Det er retten, der i en civil sag bestemmer, hvor meget den tabende part skal betale til den vindende. Det er også retten, der i en straffesag bestemmer, hvad den domfældte skal betale af sagsomkostninger til det offentlige. 21

22 22 Fogedret og tvangsauktion Hvis en person skylder penge og ikke betaler, kan man som skyldner forvente at blive indkaldt til fogedretten. Det vil ske, hvis den person, man skylder penge, beder fogedretten om hjælp til at inddrive pengene. Før skyldneren bliver indkaldt, har fogedretten kontrolleret, at kreditor har det nødvendige grundlag for at få sagen behandlet i fogedretten. Grundlaget kan være en dom, en kendelse, et forlig eller et gældsbrev. Formålet med mødet er at få skyldneren til at betale de penge, han/hun skylder. Hvis skyldneren ikke har kontante midler, kan fogeden søge etableret sikkerhed i aktiverne, for eksempel fast ejendom eller værdifuldt indbo. Mødet har også til formål at få aftalt en afdragsordning, og at kreditor får alle oplysninger om skyldnerens og skyldnerens husstands økonomiske forhold. Mødepligt Skyldneren har pligt til selv at møde eller give en anden fuldmagt til at møde. Den person, der har fået fuldmagt til at møde, skal have indsigt i skyldnerens økonomiske forhold. Fogedretten kan i særlige tilfælde pålægge skyldneren at møde personligt. Skyldneren kan kun lade være med at møde, hvis der er en lovlig grund. Arbejde er ikke en lovlig grund. Lovlig grund kan for eksempel være sygdom, som skal kunne dokumenteres ved lægeattest. Møder skyldneren ikke, kan han uden yderligere varsel blive afhentet af politiet, eller fogeden og kreditor kan køre ud til skyldnerens bopæl for at se, hvilke aktiver skyldneren ejer. Sagens behandling Mødet vil som oftest blive holdt på fogedrettens kontor. På mødet vil fogeden være til stede. Kreditor møder enten selv eller ved sin advokat. Hvis skyldneren erklærer intet at eje af værdi, vil det blive noteret af fogedretten. En sådan erklæring kaldes en insolvenserklæring. Har en skyldner afgivet insolvenserklæring, vil der normalt gå seks måneder, før skyldneren igen kan blive indkaldt til møde i fogedretten. Ejer skyldneren ting, der vil kunne indbringe et beløb på en tvangsauktion, kan kreditor bede fogeden om at foretage udlæg i tingen. Det betyder, at kreditor får en slags sikkerhed i tingen. Skyldneren kan som udgangspunkt fortsat bruge tingen, men hvis gælden ikke betales, eller skyldneren ikke overholder en indgået afdragsordning, kan kreditor bede fogedretten om hjælp til at få tingen solgt på tvangsauktion. Kreditor får udbetalt de penge, tingen bliver solgt for. Indbringer tingen flere penge, end der skyldes, vil skyldneren få det overskydende beløb udbetalt. Når der er foretaget udlæg i en ting, må den ikke sælges, ødelægges eller foræres væk. Det er som udgangspunkt skyldneren, der skal betale sagens omkostninger. Ophævelse af lejemål Bor en person til leje og har misligholdt lejekontrakten, for eksempel ikke har betalt husleje, kan udlejeren - når betingelserne er opfyldt - med fogedrettens hjælp, ophæve lejemålet.

23 23 Hvis lejeren ikke efterfølgende flytter fra lejligheden, kan udlejeren få lejeren sat ud af lejligheden. Lejerens ting vil blive opmagasineret for egen regning, ligesom lejeren skal betale alle udgifterne, blandt andet retsafgift til fogedretten, mødesalær til advokaten, låsesmed og flyttemand. Tvangsauktion Hvis en person ejer fast ejendom og ikke har overholdt sine gældsforpligtelser i ejendommen, kan en panthaver få fogedretten til at foretage udlæg i ejendommen. En panthaver/udlægshaver kan herefter bede fogedretten om at sælge ejendommen på tvangsauktion. Bor skyldneren selv i den ejendom, der skal på tvangsauktion, vil skyldneren som regel blive indkaldt til et vejledningsmøde. Hvis skyldneren ikke møder, vil fogedretten fastsætte tidspunktet for, hvornår ejendommen skal sælges på tvangsauktion. Når sager handler om børn Fogedretten behandler også sager om samvær, når en far eller mor ikke kan få det aftalte samvær med sit barn. Fogedretten vil indkalde til et møde for at drøfte, hvilke problemer der er med udleveringen af barnet. Der er pligt til at møde. Hvis den part, der ikke vil udlevere barnet, ikke møder, kan vedkommende uden yderligere varsel blive afhentet af politiet. Bliver parterne ikke enige på mødet, skal fogedretten træffe en afgørelse. Er fogedretten i tvivl om, hvorvidt en udlevering af barnet kan skade barnet, kan fogeden bede om en vurdering fra en børnesagkyndig psykolog/psykiater. Sagen vil så blive udsat, indtil der kommer en erklæring fra den børnesagkyndige. Fogedrettens afgørelse kan normalt appelleres til landsretten. Andre sager i fogedretten Fogedretten behandler en række særlige sager, for eksempel forbudssager og sager om tilbagebetaling af ting købt med ejendomsforbehold. For disse typer af sager gælder særlige regler.

24 24 Tinglysning i fast ejendom Tinglysning af køb og pantsætning af fast ejendom samt andre rettigheder over fast ejendom, for eksempel lokalplaner, vej-ret og lignende sker i Tingbogen, der føres af byretterne på edb. Hvorfor tinglyse? Når for eksempel en ejendom er blevet solgt, sker tinglysning af handelen, for at denne skal kunne gøres gældende over for andre personer end parterne selv, dvs. over for tredjemand. Ved at andre får kendskab hertil, kan for eksempel en køber af en ejendom sikre sig, at ejendommen ikke samtidig bliver solgt til andre købere. Tinglysning kan for eksempel også være relevant for en kreditor, som yder lån mod sikkerhed i en fast ejendom. Han/hun sikrer sin prioritetsstilling overfor andre ved tinglysning. Tinglysning sker med andre ord, for at man kan beskytte sig mod andres eventuelle krav. Hvis det skulle vise sig, at samme ejendom er blevet solgt til flere, er det som hovedregel den køber, der først får tinglyst sit køb, der får ret til at beholde ejendommen. Tingbogen har det, som man kalder "negativ troværdighed". Det betyder for eksempel, at en køber ikke kan mødes med krav, der ikke er tinglyst, medmindre køberen ad anden vej havde kendskab til kravets eksistens. Tinglysningskontorernes service og åbningstider Der er offentlig adgang til alle oplysninger i Tingbogen, både ved personlig og telefonisk henvendelse, samt adgang til elektronisk anvendelse af oplysninger. Det er her muligt at gennemse de dokumenter, der er tinglyst på en ejendom ("akten"). Tinglysning i Bil- og Personbogen Pantsætning af biler og andet løsøre sker i Bil- og Personbogen. Tinglysning af dokumenter, der angår en bestemt persons rådighed over løsøre eller formue, for eksempel ægtepagter, samværgemål eller fratagelse af handleevne (tidligere kaldet umyndiggørelse) sker også i Bilog Personbogen. I Bilbogen registreres rettigheder over motorkøretøjer (biler, motorcykler, campingvogne m.v.). Der er oftest tale om pantsætning af biler, men man kan også registrere andre ejendomsforbehold. I Personbogen registreres rettigheder over løsøre for eksempel pantsætning af høsten hos en landmand, pantsætning af lejerettigheder m.v. Endvidere registreres der også her indskrænkninger i en bestemt persons ret til at råde over sit løsøre eller sin formue, enten i form af en ægtepagt eller ved registrering af lavværgemål eller en fratagelse af en persons økonomiske/personlige/retlige handleevne (tidligere kaldt umyndiggørelse). En ægtepagt skal tinglyses i personbogen for at have gyldighed. Bil- og Personbogen er placeret ved Retten i Århus.

25 25 Skifteret I skifteretten sker behandling af boer ved dødsfald, skifte mellem ægtefæller ved separation/skilsmisse samt andre former for skifte af boer. Dødsboer I forbindelse med ethvert dødsfald modtager skifteretten underretning direkte fra begravelsesmyndigheden. Skifteretten sender en forespørgsel til Centralregistret for Testamenter (der er tilknyttet Bilog Personbogen ved Retten i Århus) om afdøde har oprettet testamente. Alle testamenter, der oprettes for notar, er registreret i registret. Hvis familien ikke har ønsket andet, indkalder Skifteretten den person, der har stået for begravelsen, til møde. Indtil da kan der ikke røres ved boets penge og andre værdier uden skifterettens samtykke. Mødet finder sted kort tid efter dødsfaldet, og her forsøger skifteretten at få et overblik over afdødes familieforhold og økonomi. Det undersøges, hvem der er arvinger - eventuelt i henhold til afdødes testamente - og om der overhovedet er noget at arve. Den mødende har pligt til at komme med alle relevante oplysninger, som han/hun har om afdødes familie og økonomi. Skifteretten kan få yderligere oplysninger for eksempel fra skattevæsenet, bank eller forsikringsselskab. Skifteretten vejleder herefter om de muligheder, der er for den videre behandling af boet. Der kan være tale om boudlæg, ægtefælleudlæg, uskiftet bo, forenklet privat skifte og almindeligt privat skifte eller bobestyrerbo. Cirka 90 procent af alle dødsboer kan sluttes ved det første møde i skifteretten. Boudlæg Der kan blive tale om boudlæg, når værdien af boets aktiver - efter fradrag af rimelige udgifter til begravelsen - ikke overstiger en vis beløbsgrænse (pr. 1. januar 2002 er beløbet kr.). Den person, der vil betale begravelsesudgifterne og rydde afdødes eventuelle lejlighed, vil som udgangspunkt få udlagt værdierne. Den mødende påtager sig ikke anden gæld end udgifterne til begravelse. Ægtefælleudlæg Konstaterer skifteretten, at boet - herunder også den efterlevende ægtefælles del af fællesboet - ikke indeholder værdier over en vis beløbsgrænse (pr. 1. januar 2002 er beløbet kr.), kan boet udleveres til ægtefællen mod, at denne påtager sig ansvaret for afdødes gæld. Livsforsikringer, ATP og lignende medregnes ikke i beløbet. Uskiftet bo Er der både en efterlevende ægtefælle og fælles livsarvinger, kan ægtefællen sidde i uskiftet bo. Har afdøde efterladt sig særbørn, skal de give tilladelse, for at ægtefællen kan sidde i uskiftet bo. Ægtefællen overtager ved uskiftet bo afdødes gæld og har fuld råderet over hele boet. Ægtefællen må godt bruge det hele, hvis det er nødvendigt for at opretholde sit liv som hidtil, men arvingerne kan dog forlange skifte i visse situationer, hvis ægtefællen "misbruger" sin rådighed.

26 26 Privat skifte Hvis arvingerne overtager afdødes gæld og i øvrigt er enige, kan boet "udleveres" til privat skifte, det vil sige at de selv ordner boet, herunder betaler afdødes gæld, indsender boopgørelse samt sørger for betaling af eventuel boafgift. Bobestyrerbo Bobestyrerbo anvendes normalt, hvis der er uenighed mellem arvingerne, hvis det er bestemt i testamente, eller hvis der er tvivl om boets "solvens", det vil sige om der er penge i boet. Som altovervejende hovedregel behandles bobestyrerboer af en advokat. Boer uden arvinger Hvis afdøde ikke efterlader sig arvinger og heller ikke har oprettet nogen form for testamente, udlægges boet - uanset størrelse - til statskassen. Ægtefælleskifter Hvis der i ægteskabet har været fælleseje, skal der som udgangspunkt ved separation / skilsmisse ske en opgørelse og deling af aktiverne mellem de tidligere ægtefæller, idet fællesejet ophører. Har der været særeje - enten ved oprettelse af ægtepagt (oprettet af de to ægtefæller før eller under ægteskabet), gave eller testamente - skal der ikke ske deling af særejet. Et særeje kan være helt eller delvist. Hver ægtefælle ejer sine egne ting og har sin egen gæld. Ting købt i fællesskab ejes med halvdelen hver. Det samme gælder som udgangspunkt fælles gæld. Hvis begge ægtefæller hver især skylder mere end de ejer, kan der ikke ske nogen bodeling. Børnenes ting skal ikke med i bodelingen. Kan ægtefællerne ikke blive enige om bodelingen, kan de hver især selv rette henvendelse til skifteretten. Skifteretten indkalder begge til møde. Aktiverne og passiverne gennemgås, og uenighed forsøges klarlagt. Skifteretten vil på mødet forsøge at forlige de tidligere ægtefæller. Hvis det ikke lykkes, kan fællesboet "tages under offentlig skiftebehandling", det vil sige skifteretten antager en advokat som medhjælper ved bodelingen. Udgifter til advokat, skifteafgift og eventuelt andre udgifter betales af ægtefællerne. Andre skiftesager Anmeldelser om gældssanering, betalingsstandsning, opløsningsboer og begæring om åbning af tvangsakkord behandles ved byretterne, dog ved Sø- og Handelsretten når det drejer sig om det Storkøbenhavnske område. Gældssanering Gældssanering betyder, at ens gæld nedsættes eller bortfalder. Bliver gælden nedsat, fastsættes en afdragsordning. En gældssanering omfatter som udgangspunkt al gæld, dog ikke den gæld, som er sikret ved pant eller ejendomsforbehold.

27 27 Har man gæld, som andre har kautioneret for, skal kautionisten som udgangspunkt betale den del af gælden, som man selv bliver fritaget for. Gældssanering kan kun søges af personer - ikke af selskaber, foreninger og lignende. Gældssanering afhænger af en bedømmelse af netop de personlige økonomiske forhold. Der er ingen bestemte betingelser om skyldnerens alder, indtægt eller gældens størrelse. Det er skifteretten, der tager stilling til, om en person kan få gældssanering. Betalingsstandsning Hvis en person eller et selskab ikke kan betale sin gæld til tiden, kan der indgives betalingsstandsning til skifteretten. Der beskikkes straks et "tilsyn" (en advokat) til at kontrollere, om reglerne bliver overholdt i betalingsstandsningsperioden. Skyldneren får en "fredningsperiode", hvor det kan undersøges, om mulighederne for at fortsætte virksomheden er til stede eller ej. Tvangsakkord Akkord er en aftale mellem skyldneren og kreditorerne om betaling af gæld. Der findes to typer af akkord: tvangsakkord og frivillig akkord. Tvangsakkord behandles af skifteretten. Frivillig akkord er en aftale mellem skyldner og kreditor, og den behandles ikke i skifteretten. Tvangsakkord kan gå ud på: procentvis nedsættelse af gæld eller fordeling af skyldnerens formue mellem kreditorerne eller udsættelse med betaling Konkurs Konkurs medfører, at ens aktiver sælges. Overskuddet fordeles ligeligt mellem kreditorerne. Når en person eller et selskab begæres konkurs, omtales den eller det som skyldner. Efter at en person eller et selskab er blevet erklæret konkurs, omtales personens eller selskabets bo som et konkursbo. Konkursboet behandles af en advokat, der kaldes en kurator. Det er skifteretten, der bestemmer, om nogen kan erklæres konkurs. Både personer og selskaber kan erklæres konkurs. For at en skyldner kan erklæres konkurs, er det en betingelse, at skyldneren er insolvent. Man er insolvent, hvis man ikke kan betale sin gæld til tiden, og betalingsvanskelighederne ikke kun er midlertidige. Det er kun muligt at erklære en skyldner konkurs, hvis der er aktiver at fordele mellem kreditorerne. En kreditor, der har penge til gode hos en skyldner, kan indgive konkursbegæring. Det er en forudsætning, at den manglende betaling kun skyldes pengemangel og ikke manglende beta-

28 28 lingsvilje, for eksempel utilfredshed med et udført arbejde. En person eller et selskab, der er insolvent, kan indgive konkursbegæring mod sig selv. Tvangsopløsning Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan i visse tilfælde beslutte, at et aktieselskab eller et anpartsselskab skal tvangsopløses, og det skal ske ved skifteretten. Det gælder i følgende tilfælde: hvis et selskab ikke har en lovlig ledelse hvis et selskab mangler en revisor hvis et selskab har undladt at indsende årsregnskab hvis et selskab har tabt en del af sin kapital eller hvis et selskab ikke har tilstrækkelig kapital Erhvervs- og Selskabsstyrelsen sender sagen om tvangsopløsning til skifteretten. Skifteretten kan ikke ændre Erhvervs- og Selskabsstyrelsens beslutning om opløsning. Skifteretten kan beslutte, at selskabets aktiver skal sælges og udbyttet fordeles mellem kreditorerne. Når det er sket, opløses selskabet. Det slettes og eksisterer herefter ikke mere. Hvis et selskab skal tvangsopløses, og selskabets ejer/ejere mener, at det er en fejl, fordi alle regler er blevet overholdt, må der udtages stævning ved de almindelige domstole. Notarialforretninger En notar er en offentlig ansat person, hvis arbejde er skriftligt at bekræfte, at en retlig handling er foretaget. En retlig handling kan for eksempel være oprettelse af et testamente eller underskrivelse af et dokument. At få en notar til skriftligt at bekræfte for eksempel oprettelse af et testamente er derfor en måde at skaffe sig bevis for, at oprettelse af testamentet er sket, og at det er gået rigtigt til. Det møde, hvor notaren skriftligt bekræfter, at en retlig handling er foretaget, kaldes en "notarialforretning". En notar kaldes i visse sammenhænge "notarius publicus". Hvilke typiske opgaver tager en notar sig af? De fleste notarialforretninger vedrører underskrivelse af testamenter. Andre notarialforretninger handler om, at notaren skal overvære, at én bestemt person underskriver et særligt dokument. Det kan for eksempel være i forbindelse med en adoptionssag, hvor det land, der bortadopterer et barn, til tider forlanger, at en række dokumenter underskrives i overværelse af en notar. Et andet eksempel er underskrivelse af en fuldmagt, der skal bruges i udlandet. Også her stilles der krav om attestation fra en notar. En notar kan også bekræfte, at en afskrift eller en kopi er i overensstemmelse med et originalt dokument. Endvidere tager notaren sig også af mere specielle opgaver, blandt andet visse lodtrækninger i forbindelse med lotterier og åbning af bankbokse. Legitimation Både ved underskrivelse af testamenter og ved andre notarialforretninger skal medbringes kørekort, pas eller anden offentlig billedlegitimation som identifikation. Har man ikke det, kan retten telefonisk oplyse, hvad man skal tage med.

29 29 Oprettelse af testamenter Når et testamente skal underskrives, skal det originale testamente og en kopi af det med til notaren. Notaren må ikke udarbejde testamenter. Kopien skal være skrevet på specielt papir, som kan købes i de fleste boghandler. Når testamentet skal underskrives, sikrer notaren sig, at personen (testator) er klar over, hvad han/hun skriver under på, og i øvrigt er ved sin fornufts fulde brug. Notaren tager derimod ikke stilling til indholdet af testamentet. Kopien af testamentet opbevares på notarialkontoret. Oprettelsen af testamentet bliver indberettet til Centralregisteret for Testamenter, som findes i Københavns Byret. Ønsker personen senere at ændre sit testamente, kan der oprettes et tillæg codicil - til det tidligere testamente eller oprette et helt nyt. Oprettes et helt nyt testamente, skal man være opmærksom på at tilbagekalde det tidligere testamente. Det er ikke nok at kassere det.

30 30 Dansk ret og det internationale samfund Dansk ret gælder kun i Danmark, svensk kun i Sverige osv. Nogle få retsregler er udtryk for så grundlæggende normer i samfundet, at de gælder i alle lande. Der er næppe noget land i verden, hvor det ikke er strafbart at dræbe eller udøve vold mod en anden. Noget andet er, at den nærmere udformning af disse regler kan være forskellige fra land til land. Der er imidlertid i almindelighed stor forskel på retsreglerne i de enkelte lande. Disse forskelle kan i et vist omfang være udslag af mere grundlæggende sociale, religiøse og kulturelle forskelle mellem landene. Selv mellem lande, der historisk og kulturelt er nært knyttet til hinanden, kan der være betydelige forskelle på retsreglerne. F. eks. er de ejendomsretlige og panteretlige regler meget forskellige i Danmark og Sverige. I det moderne samfund findes der en udstrakt international samhandel, og personer bevæger sig i vidt omfang på tværs af landegrænserne, både som turister og som "vandrende" arbejdstagere. I et vist omfang kan man leve med forskelle mellem retsreglerne i de forskellige lande. Den person, der skal på ferie eller vil tage arbejde i et fremmed land, må skaffe sig oplysning om regler, der gælder i det andet land. Det er det, der kommer til udtryk i det gamle ordsprog: "Skik følge eller land fly". I den internationale handel vil erhvervsdrivende være meget opmærksomme på forskelle på retsreglerne i de enkelte lande og derfor ofte træffe aftale om, hvilket lands retsregler der skal gælde for deres kontrakt. Men der kan også være forskelle på retsreglerne, som skaber uhensigtsmæssige problemer. For eksempel er det vigtigt for den bilist, der kører på ferie i et andet land, at der ikke er store forskelle på færdselsreglerne i de enkelte lande. Det er mest praktisk, at for eksempel det røde lys betyder det samme i alle lande. For virksomheder er det endvidere vigtigt, at reglerne om krav til produkter er de samme fra det ene land til det andet. Virksomhederne får adgang til markedet i andre lande uden problemer. Der foregår derfor et vidtstrakt samarbejde, navnlig inden for Den Europæiske Union (EU) mellem landene med henblik på at lette den fri bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser m.v. I den forbindelse samarbejdes der også om at styrke beskyttelsen af "svage" - for eksempel grupper, forbrugere, arbejdstagere m.v. - mod skuffelser i tilfælde, hvor de køber varer eller tjenesteydelser eller tager arbejde i udlandet. Handel over landegrænserne, herunder elektronisk handel via Internettet, gør det vigtigt at samarbejde om fælles regler om indgåelse af aftaler, køb m.v. Der foregår endvidere et særdeles vigtigt internationalt samarbejde vedrørende beskyttelsen af menneskerettigheder. Forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet er også et vigtigt emne for det internationale retlige samarbejde, så lovovertrædere ikke kan unddrage sig "lovens lange arm" ved at tage ophold i et andet land. Internationale retsregler Den almindelige folkeret sætter visse grænser for, hvordan staterne kan opføre sig i forhold til andre stater og deres befolkning. Folkeretten indeholder således regler om, at stater har "højhedsret" - suverænitet - over deres respektive landterritorium, søterritorium, nationale vande samt den tilhørende luftsøjle og undergrund. Staten skal endvidere efter den almindelige fol-

31 31 keret yde statsborgere i andre stater et vist mindstemål af menneskelige rettigheder. Stater og sammenslutninger af stater drøfter i vidt omfang spørgsmål af fælles interesse, og de kan i den forbindelse indgå mellemfolkelige overenskomster (ofte kaldet traktater eller konventioner). Indgås en sådan aftale blot mellem to stater, taler man om en bilateral (tosidet) overenskomst. Indgås den mellem flere stater, taler man om en multilateral (flersidet) overenskomst. Indgåelsen af traktater sker ofte i to led. Først bliver traktaten underskrevet, for eksempel af en ambassadør eller den minister, der har deltaget i forhandlingerne. Senere sker der en såkaldt ratifikation (godkendelse), når Folketinget har givet sit samtykke til, at staten bliver bundet af traktaten, og man har gennemført den lovgivning m.v., der er nødvendig til at gennemføre traktaten i national ret. Tvister mellem stater afgøres i almindelighed af Den Internationale Domstol (The International Court of Justice), der har sæde i Haag. Traktater skal i almindelighed gennemføres ved dansk lovgivning m.v., førend de kan påberåbes ved danske domstole. Dansk ret skal dog i almindelighed fortolkes i lyset af Danmarks internationale forpligtelser, ligesom lovgiver formodes ikke at have villet handle i strid med sådanne forpligtelser (den såkaldte fortolknings- og formodningsregel). Af særlige vigtige traktater, som Danmark har ratificeret, og som kan påberåbes ved danske domstole, kan nævnes Traktaten om Den Europæiske Union (EU) og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Menneskerettigheder Et hovedformål i det internationale samarbejde er at styrke borgernes retsbeskyttelse over for statsmagten. Ved at opstille fælles minimumsstandarder for menneskerettigheder skaber de samarbejdende stater en beskyttelse til fordel ikke blot for deres egne borgere, men tillige for borgere i de andre deltagende stater. De må således ikke udsættes for overgreb af nogen af de stater, der deltager i samarbejdet. Denne form for samarbejde har navnlig udmøntet sig i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som er udarbejdet af Europarådet, på engelsk: Council of Europe. Den oprindelige konvention er fra 1950 og blev ratificeret af Danmark i 1953, ligesom den er ratificeret af de fleste europæiske lande. Samarbejdet om menneskerettigheder har endvidere givet sig udslag i vedtagelsen af konventioner herom i andre internationale organer. Således har De Forenede Nationer (FN) vedtaget blandt andet en konvention om borgerlige og politiske rettigheder og en konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination. I forbindelse med disse konventioner er der oprettet komitéer, hvortil man kan klage, hvis man mener, at ens rettigheder efter konventionen er blevet krænket. -ooo-

32 32 Retsvæsenet De almindelige domstole er Højesteret, landsretterne, Sø- og Handelsretten i København og byretterne. Til domstolenes organisation - Danmarks Domstole - hører også Domstolsstyrelsen, Procesbevillingsnævnet og Den Særlige Klageret, samt retsvæsenet på Færøerne og Grønland. I modsætning til en række andre europæiske lande er der i Danmark ikke oprettet særlige forvaltningsdomstole eller forfatningsdomstole. Det er derfor de almindelige domstole, der efter Grundlovens 63 efterprøver, om afgørelser truffet af det offentlige er lovlige. Efter Grundlovens 3 behandler domstolene endvidere spørgsmål om, hvorvidt en lov er i strid med grundloven. Ved alle retter er der ansat uafhængige dommere. Derudover er der ansat juridisk personale, enten som retsassessorer eller dommerfuldmægtige samt kontorpersonale. Det danske domstolssystem. Domstolenes uafhængighed De danske domstole er uafhængige. Ifølge Den europæiske Menneskerettighedskonvention har enhver ret til en retfærdig rettergang. Det betyder blandt andet, at en retssag skal afgøres inden for en rimelig frist og ved en uafhængig og upartisk domstol, der skal være oprettet ved en lov. I Danmark er domstolenes uafhængighed fra den udøvende og lovgivende magt (regeringen og folketinget) sikret gennem reglerne i Grundlovens 3 ( magtens tredeling"), 61 ( den organisatoriske uafhængighed") og 64 ( den funktionelle og personlige uafhængighed"). Grundlovens 3 bestemmer, at den dømmende magt er hos domstolene. Grundlovens 61 sikrer, at den dømmende magts udøvelse kun kan reguleres ved lov. Hvis domstolenes kompetence, sagsbehandling eller organisation - for eksempel reduktion af retskredse - skal ændres, kræver det således en lovændring. Grundlovens 64 sikrer dommerne mod indgreb i udøvelsen af den dømmende funktion og giver dommerne en særlig beskyttelse mod afskedigelse og forflyttelse. Domstolenes jurister kan kun afsættes ved dom afsagt af Den særlige Klageret. Dommere kan som udgangspunkt heller ikke forflyttes mod deres ønske. Administrativ afsked og forflyttelse kan dog ske, hvis der træffes bestemmelse om en ændring af domstolene.

33 33 Domstolsstyrelsen Domstolenes uafhængighed blev understreget med domstolsreformen i Formålet med domstolsreformen var nemlig især at markere domstolenes selvstændige og uafhængige stilling. Domstolsreformen medførte således oprettelsen af Domstolsstyrelsen, der har status som en uafhængig statsinstitution med en bestyrelse. I forbindelse med oprettelsen af Domstolsstyrelsen blev administrationen af domstolenes forhold flyttet fra Justitsministeriet til Domstolsstyrelsen. Styrelsen har til opgave at administrere domstolenes økonomiske, bygningsmæssige, IT-mæssige og personalemæssige forhold. Byretterne Danmark er inddelt i 82 retskredse. Retterne i København, Århus, Ålborg, Odense og Roskilde ledes af en præsident. I de 22 retskredse, hvor der er mere end en dommer, ledes embedet af en administrerende dommer. Ved de øvrige embeder ledes embedet af enedommeren. Enkelte retskredse er stadig opdelt i en civilret og en kriminalret. Der er ved Københavns Byret, Retten i Århus og Retten i Ålborg ansat i alt fire "rejsedommere". En rejsedommer hjælper en byret, der for eksempel har en stor og omfattende sag, eller hvor en eller flere af rettens dommere er ramt af sygdom. Byretterne behandler civile sager, straffesager, fogedsager, skiftesager, tinglysning og notarialforretninger. De fleste civile sager og straffesager begynder i byretten.

34 34 Retskredsinddelingen Retskredsene i det storkøbenhavnske område Sø- og Handelsretten Sø- og Handelsretten ligger i København og behandler blandt andet sager om konkurs, betalingsstandsning og gældssanering fra det Storkøbenhavnske område. Sø- og Handelsretten behandler endvidere sager, hvor kendskab til sø- eller handelsforhold er af væsentlig betydning, for eksempel sager om patentrettigheder. Landsretterne Der er to landsretter i Danmark med cirka 100 landsdommere i alt. Hver landsret ledes af en præsident. Vestre Landsret ligger i Viborg og behandler sager fra Jylland. Østre Landsret ligger i København og behandler sager fra resten af landet samt Færøerne og Grønland. Landsretterne er delt i afdelinger. Til hver afdeling hører tre landsdommere, som i fællesskab afgør alle afdelingens sager, både straffesager og civile sager. I nogle straffesager medvirker

35 35 12 nævninge. I andre straffesager kan der deltage tre domsmænd. I enkelte sager deltager personer, der er særligt sagkyndige på et specielt område, for eksempel i sager om tvangsfjernelse af børn. Vestre og Østre Landsret er appelinstanser for byretterne. I straffesager, der appelleres til landsretten, og hvor der har medvirket domsmænd i byretten, deltager tre landsdommere og tre domsmænd i afgørelsen. Større civile sager og større straffesager kan eller skal anlægges direkte ved landsretten. Højesteret Højesteret er den øverste domstol og ligger i København. Der er normalt 15 højesteretsdommere og en præsident. Højesteret er delt i to afdelinger, og der deltager normalt mindst fem dommere ved behandlingen af en sag. Højesteret er appelinstans for Østre Landsret, Vestre Landsret og for Sø- og Handelsretten i København. Ved Højesteret behandles også sager, som Procesbevillingsnævnet har tilladt indbragt for retten. Højesteret træffer aldrig afgørelse om skyldsspørgsmålet i straffesager, men alene om straffens længde. Procesbevillingsnævnet Procesbevillingsnævnet ligger i København. Nævnet består af fem medlemmer, en højesteretsdommer som formand, en landsdommer, en byretsdommer, en advokat og en jurist med særlig videnskabelig uddannelse. Som udgangspunkt kan en sag appelleres én gang. For at opnå tredjeinstansbevilling skal Procesbevillingsnævnet give tilladelse. Desuden behandler nævnet ansøgning om tilladelse til at indbringe sager med ankebegrænsning for landsretten. Det drejer sig om sager af særlig principiel betydning, for eksempel sager, som kan have betydning for afgørelse af en række andre sager, eller om sager af særlig samfundsmæssig interesse. Den Særlige Klageret Den Særlige Klageret ligger i København - samme sted som Højesteret. Klageretten er sammensat af en højesteretsdommer, en landsdommer og en dommer fra byretterne. Den Særlige Klageret træffer afgørelser i disciplinære sager vedrørende dommere og andet juridisk personale ansat ved domstolene, herunder også ansatte på Færøerne, i Grønland og ved Procesbevillingsnævnet.

36 36 Klageretten behandler derudover sager om genoptagelse af straffesager og udelukkelse af forsvarere fra straffesager. I disse sager deltager ud over tre dommere en advokat og en jurist med særlig videnskabelig uddannelse. Rigsretten Rigsretten består af indtil 15 af Højesterets dommere og et tilsvarende antal medlemmer, som udpeges af Folketinget. Folketingsmedlemmer kan ikke udpeges til medlem af Rigsretten. Medlemmerne i Rigsretten vælges for seks år. Rigsretten har til opgave at påkende sager mod ministre vedrørende deres embedsførelse. Det er Folketinget, der beslutter, om der skal rejses tiltale mod en minister. Folketinget har fem gange rejst tiltale for Rigsretten. Den seneste sag var "Tamilsagen", hvor der blev afsagt dom i Færøerne Retten på Færøerne ligger i Tórshavn. Retskredsen er alle øerne. Ved retten er ansat en administrerende dommer (Sorenskriveren) og yderligere en dommer. Retten i Tórshavn behandler de samme sager som byretterne i den øvrige del af landet. Der er dog en række forskelle i reglerne, for eksempel medvirker der aldrig domsmænd i straffesager på Færøerne. Grønland Retsvæsenet i Grønland består af Grønlands Landsret og af 18 kredsretter. Ved Grønlands Landsret er ansat en landsdommer, to retsassessorer og et antal dommerfuldmægtige. Afgørelser ved kredsretterne træffes af en kredsdommer og to domsmænd. Ingen af dem er jurister. Kredsretterne behandler alle civile sager og straffesager. Grønlands Landsret kan dog i visse tilfælde overtage behandlingen af en sag, hvis den skønnes at kræve særlig juridisk eller anden speciel indsigt. Grønlands Landsret er ankeinstans for kredsretternes afgørelser. Større sager anlægges direkte ved Grønlands Landsret.