Arvedeling med særbørn

Transkript

1 1 Arvedeling med særbørn Efter forskellige TV-udsendelser om sager, hvor arvedelingen - efter nogen arvingers opfattelse - er gået helt skævt, har interessen for emnet været stærkt stigende. Et af de spørgsmål, der har været fremme, drejer sig om, hvad der sker, hvis der er særbørn i ægteskabet. Er det så nødvendigt at oprette testamente, og har det betydning, om det er den ene eller anden ægtefælle, der falder bort først. Der er ingen tvivl om, at mange forlader sig på, at loven er indrettet sådan, at arvedelingen bliver retfærdig, selv om der ikke er oprettet testamente. Det første problem er her, at der kan være store forskelle i opfattelsen af, hvad der er retfærdigt. Det næste og helt grundlæggende problem er, at arvelovens delingsregler fungerer bedst, hvor der er tale om en traditionel familiestruktur med et forældrepar, der er gift og lever sammen gennem et helt liv, og som har ét eller flere fællesbørn. I en sådan klassisk situation vil arvelovens delingsregler typisk men dog ikke altid føre frem til en deling, som de fleste opfatter som rigtig og retfærdig. For de mange mennesker, der lever i andre familiestrukturer, herunder ugifte samlevende, cola-par og par med børn fra tidligere ægteskaber eller samlivsforhold, kan arvelovens delingsregler derimod føre frem til resultater, der næppe altid afspejler de forestillinger og ønsker, som parterne har til den senere arvedeling. Er det eksempelvis retfærdigt, at én given arvings arv kan blive 3-doblet afhængigt af, hvilken af de to ægtefæller, der falder bort først. Der er næppe mange, der har forestillet sig, at arvens fordeling kan svinge så voldsomt afhængigt af, om det er manden eller hustruen, der falder væk som den første. Testmusen

2 2 Problemet kan illustreres ved et simpelt eksempel med nogle helt almindeligt forekommende forudsætninger. SDQER456SF R57 JI9MTED3 LKJ345HQ56W2EP76OIUsdvvfr Forudsætninger En almindeligt forekommende situation er det tilfælde, hvor en fraskilt mand med ét barn, en datter, finder sammen med en frakilt kvinde med ét barn, en søn. Parret gifter sig, og det er ikke på tale, at ægtefællerne adopterer hinandens børn. Ægtefællerne har almindeligt formuefællesskab (fælleseje). Parret har ikke oprettet testamente. Ved ægtefællernes respektive dødsfald skal fordelingen af arven derfor ske efter arvelovens regler. Det forudsættes endelig, at manden har en formue på 10 mio. kr. i form af friværdi i et parcelhus, sommerhus samt likvide midler, og at hustruen ikke har nogen formue. Hustruen falder bort først Forestiller man sig, at hustruen falder bort først, vil der først ske en deling af formuen efter reglerne om ægtefællers formueforhold. Da der er almindeligt formuefællesskab mellem ægtefællerne, skal fællesformuen (mandens formue) på 10 mio. kr. deles med halvdelen til hver ægtefælle. Hver ægtefælle udtager således 5 mio. kr. som boslod af den samlede formue på 10 mio. kr. Hustruens boslod, dvs. de 5 mio. kr., udgør herefter den formue, der falder i arv efter hustruen. Arven efter hustruen skal herefter fordeles i overensstemmelse med arvelovens regler. Det indebærer, at manden arver halvdelen af hustruens formue, dvs. halvdelen af hustruens boslod på 5 mio. kr. Manden modtager altså 2,5 mio. kr. som arv efter hustruen. Når alt er gjort op, udgør mandens formue således 7,5 mio. kr. eller ¾ af den samlede formue.

3 3 Den resterende del af hustruens formue, dvs. de 2,5 mio. kr., tilfalder hendes søn som arv efter hende. Mandens datter modtager ikke arv efter hustruen, da hustruen ikke er mor til datteren. Manden har ikke et retskrav på at overtage boet efter hustruen til uskiftet bo, da hustruen søn er særlivsarving (særbarn). Men særbarnet kan vælge at give tilladelse til uskiftet bo. Når manden til sin tid falder væk, er mandens barn, dvs. datteren, eneste arving efter manden og vil under uændrede formueforhold - nu arve 7,5 mio. kr. Den beskrevne fordeling gælder, selv om manden falder bort ganske kort tid efter hustruen, måske blot få timer senere, eksempelvis som følge af, at parret har været involveret i en trafikulykke. Manden falder bort først Ændres eksemplet nu således, at det er manden, der falder væk først, stiller sagen sig anderledes. Også i denne situation vil skiftet blive indledt med en deling af formuefællesskabet med halvdelen til hver ægtefælle, ganske som ovenfor i eksempel 1. Boet efter manden skal følgelig aflevere 5 mio. kr. til hustruen som hendes boslod. I dette tilfælde skal hustruen herudover modtage arv efter manden, da hustruen var i live, da manden døde. Hustruen vil således modtage yderligere 2½ mio. kr. som arv efter manden. Arvedelingen mellem de to børn, mandens datter og hustruens søn bliver nu helt anderledes end i eksempel 1. I eksempel 1, hvor hustruen afgik ved døden først, arvede hustruens søn - som beskrevet i eksempel 1-2,5 mio. kr. I eksempel 2, hvor manden dør først, arver hustruens søn i sidste ende 3 gange så meget, nemlig 7,5 mio. kr.

4 4 Mandens datter står nu i den situation, at familieformuen på 10 mio. kr. tilfalder stedmoderen og senere hendes søn, mens datteren kun får 2,5 mio. kr. som arv efter faderen. Som det ses, har det altså stor betydning, hvem af ægtefællerne, der dør først. Hustruens søns arv bliver 3-doblet, hvis det er manden, der dør først. Og omvendt for mandens datter. Det er næppe for vidtgående at anføre, at arvedelingen ikke sjældent udarter sig ganske anderledes end forventet. Og med den tillægsbemærkning, at er forældrene blot en lille smule opmærksomme på sådanne forhold, og svarer lovens fordeling ikke til forventningerne, kan fordelingen ændres ved at oprette testamente. Oprettelse af ægtepagt Forestiller man sig nu, at ægtefællerne havde oprettet en ægtepagt, hvorefter hver ægtefælles egen formue var ægtefællens særeje, ville resultatet i de to eksempler være noget anderledes. Særejet har betydning ikke blot ved en eventuel skilsmisse, men også i forhold til arvedelingen ved dødsfald. Såfremt samme forudsætninger opstilles som ovenfor, dvs. at manden har en formue inklusiv hus og sommerhus på 10 mio. kr., mens hustruen ikke har nogen formue, og forudsættes det videre, at hver ægtefælle har et særbarn, vil arvedelingen blive følgende: Hustruen falder bort først. Der er særeje mellem ægtefællerne Ved hustruens død skal der ikke ske en forlods deling af formuen, da der er særeje. Manden er arving efter hustruen, men da hun ikke ejer noget i dette eksempel, bliver der ikke noget at arve. Hustruens søn er ligeledes arving efter hustruen, men sønnen arver intet, da der ikke er noget at arve.

5 5 Formuen på de 10 mio. kr. forbliver hos manden, og vil her kunne falde i arv til dennes datter. Manden falder bort først. Der er særeje mellem ægtefællerne I dette tilfælde skal der ligeledes ikke ske en deling af formuen mellem ægtefællerne, da der er særeje. Men hustruen er arving efter manden, og vil derfor arve halvdelen af hans særeje, dvs. 5 mio. kr. Den resterende del af mandens formue, dvs. 5 mio. kr., vil tilfalde datteren som hendes arv efter faderen. Disse tal kan selvsagt forskydes ved oprettelse af et testamente. Et skrækscenarie Der kan peges på andre tilfælde, hvor arven tilfalder helt andre personer, end afdøde havde forestillet sig. Et lille skoleeksempel er den situation, hvor et velhavende ægtepar har en søn og en svigerdatter samt to børnebørn, som er ægteparrets øjesten. Forudsættes det nu igen, at der ikke er oprettet testamente, særeje eller andet, vil det velhavende ægtepars formue ved ægteparrets dødsfald tilfalde sønnen. Falder sønnen herefter bort, måske blot kort tid senere, vil svigerdatteren modtage ¾ af formuen som i det ovenfor nævnte eksempel 1 (halvdelen af formuen som boslod og halvdelen af resten som arv). Børnebørnene, ægteparrets øjesten, vil tilsammen arve ¼ af formuen eller 1/8 hver.

6 6 Gifter svigerdatteren sig nu med en ny mand, og får hun børn i det nye ægteskab, er det ofte set, at børnene i det nye ægteskab i væsentlig omfang bliver forfordelt. Ved hustruens dødsfald skal de oprindelige børnebørn dele arven med deres mors nye ægtefælle, hvor ægtefællen som ovenfor beskrevet - modtager ¾ af den tilbageværende formue, mens den sidste ¼ skal deles mellem samtlige søskende og halvsøskende. Bedsteforældrenes oprindelige formue er hermed i hovedsagen tilfaldet personer, som bedsteforældrene, der i sin tid skabte formuen, ikke kendte eller har hørt om. Næppe en fordeling, som bedsteforældrene i sin tid havde forestillet sig.

7 7 II. BESVARELSE AF LÆSERBREVE Spørgsmål 1671 I en artikel bragt i ovennævnte sektion den 11/1 d.å. med overskriften Barnebarn kan få 2 gange kr , blåstemples, at to ægtefæller hver giver nævnte beløb afgiftsfrit til deres fælles barnebarn. Det anføres dog, at det er en forudsætning, at hver af ægtefællerne selv ejer den formue, som foræres barnebarnet. Der henvises i den forbindelse til en dom i Østre Landsret fra 1988 samt flere afgørelser fra Landsskatteretten. Jeg har besvær med at fatte den fulde dybde af disse afgørelser, hvorefter jeg tillader mig at spørge om min kones andel af nedenstående gaver til vor eneste livsarving kan betragtes som afgiftsfri. Min kone, der efter indgåelse af ægteskabet med mig i 1963 ikke har haft lønnet arbejde uden for hjemmet, havde ingen bankkonto før hun skulle oprette en NEM konto i januar 2002, på hvilken konto hendes folkepension siden da er indgået. Fra og med december 2002 til og med december 2013 har min kone og jeg hvert år inden for rammerne af det til enhver tid gældende maksimum for afgiftsfri gaver til livsarvinger givet vor arving en pengegave. Det samlede beløb for disse gaver andrager kr. Min kones halvdel af gaverne har altid kunnet finansieres af indeståendet på hendes nævnte konto. For fuldstændighedens skyld nævnes, at i hele kontoens levetid er der kun krediteret denne folkepension, renter samt en arv på ca kr. De eneste debiteringer er hendes andel af gaverne. Jeg har således ikke overført penge til hende til videregivelse til arvingen, men det er jo evident, at jeg har overført (et væsentligt større) beløb til hende i form af kost, logi, tøj, rejser m.v.

8 8 En borger fra Virum Svar Deres spørgsmål drejer sig ikke om den grundlæggende forståelse af reglerne, men snarere om forudsætningerne for at anvende disse regler. Normalt ville et sådant spørgsmål blive afvist. Under hensyntagen til, at der her er et problem, som dukker op utallige gange, samt til, at spørgsmålet som følge af en landsretsdom fra 1988 i vise tilfælde medfører nogle uventede konsekvenser, har jeg besluttet at give en forholdsvis udførlig redegørelse for baggrunden for samt området for reglernes anvendelse. I Spørg om Penge den 11. januar 2014 blev oplyst, at hver ægtefælle hver især hvert år kan forære et lille nyt barnebarn en gave til en værdi af kr. (2014), uden at der skal svares gaveafgift af gaven. Disse gaver kan gives helt fra barnebarnets fødsel. Reglerne og problemerne vedrørende Deres spørgsmål svarer til, hvad der gælder for gaver fra forældre til børn, hvorfor jeg vil omtale emnet i denne vinkel. Videre blev oplyst, at det var en forudsætning for at anse disse gaver som afgiftsfri, at hver gavegiver dvs. mor henholdsvis far - selv ejer den formue, som foræres til barnet. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at den ene forældre af egen formue forærer en gave til barnet på kr. og herefter anfører, at der er tale om en gave fra hver ægtefælle på kr. En sådan gave skal afgiftsberigtiges med gaveafgift på 15 pct. for så vidt angår den del af gaven, der overstiger beløbsgrænsen for afgiftsfri gaver på de førnævnte kr. Dette er fastslået i flere afgørelser fra Landsskatteretten. Af en dom fra Østre Landsret fra 1988 fremgår videre, at det ikke er muligt i skatte- og afgiftsretlig henseende at anvende den fremgangsmåde, at eksempelvis faderen forærer moderen kr. med det formål, at hver ægtefælle herefter forærer barnet kr. En sådan disposition mellem ægtefællerne vil således blive anset som en omgåelse af reglerne, som skattevæsenet ikke skal

9 9 respektere ved beregningen af gaveafgiften for den pågældende gave. Der vil altså også her blive udløst gaveafgift af de kr., som kom fra moderen, idet også dette beløb anses for givet af faderen. Dette gælder, selv om gaven mellem ægtefællerne som udgangspunkt er gyldig, ikke blot i forholdet mellem ægtefællerne, men også i forhold til fremmede, f.eks. kreditorer. Det centrale er således, at den ægtefælle, som giver en gave, selv ejer de midler, der bortgives som gave, og ikke i realiteten hidrører fra den anden ægtefælle. For ægtefæller gælder dette krav om ejerskab til den bortgivne formue, selv om der er formuefællesskab (fælleseje) i ægteskabet. Dette skyldes, at ægtefællerne kun kan disponere over egen formue, og herunder kun kan forære egen formue væk. Det afgørende er herefter som udgangspunkt, hvis navn der står på bankbogen, på skødet om huset, på registreringsattesten for bilen etc., eller hvem der rent faktisk har købt og betalt aktivet, f.eks. sofaen eller plæneklipperen. For Deres og Deres hustrus vedkommende er det således afgørende, hvem der ejer indeståendet på den konto, hvor gaverne i form af kontante midler er hævet. Da indeståendet på Deres hustrus NEM-konto notorisk tilhører Deres hustru, da der er tale om udbetalinger af hendes folkepension til hendes konto, kan hun som udgangspunkt uden nogen begrænsninger disponere over disse midler, og herunder forære midlerne til en arving. Dette gælder som det klare udgangspunkt, selv om De har forsørget hende i et sådant omfang, at hun har haft mulighed for at opspare sin pension fuldt ud. Baggrunden herfor er, at ægtefæller efter ægteskabslovgivningen har en gensidig forsørgelsespligt, og at der er ganske vide rammer for, hvordan hver ægtefælle opfylder denne forsørgelsesforpligtelse. I princippet kan ægtefæller således aftale, at den ene ægtefælle betaler alle ægteparrets udgifter, og at den anden ægtefælle sparer egen indkomst op. Det betyder alt i alt, at i det omfang Deres hustru har givet gaver til Deres arving af midlerne på hendes NEM-konto, er der tale om en gave ydet af Deres hustru til Deres arving også i skatte- og

10 10 afgiftsmæssig henseende. Jeg har herved for enkelhedens skyld forudsat, at den omtalte arv på kr. er arv, som er tilgået Deres hustru. Eller med andre ord: På det foreliggende grundlag er der ikke noget, der tyder på problemer i sagen. tommy12345xx6764vv zxcasdzcvsdf tommy12345xx6764vv zxcasdzcvsdf tommy12345xx6764vv zxcasdzcvsdf

11 11 Spørgsmål 1674 Min kone og jeg er ved at ordne en del ting i haven, men der er også et par ting, som vi ikke selv kan håndtere. Blandt andet skal vi have fældet to træer, og dette projekt er vi nødt til at bede en anlægsgartner om at løse. Mit spørgsmål er, er om vi kan fratrække udgiften til anlægsgartneren efter hjemmeserviceordningen? Havefolket Svar Jeg må nok desværre skuffe Dem. På SKAT s liste over arbejder, hvor der er mulighed for fradrag efter hjemmeserviceordningen, nævnes som eksempler på fradragsberettigede udgifter bl.a. arbejdsløn til: Græsslåning Klipning af hæk Lugning Beskæring af buske og træer Snerydning. På SKAT s liste over arbejde, der ikke gives fradrag for, nævnes derimod: Træfældning. Der er med andre ord ikke udsigt til skattemæssig fradragsret for udgiften til arbejdsløn til fældning af Deres to træer. SKAT s lister over henholdsvis fradragsberettigede og ikke-fradragsberettigede udgifter efter hjemmeserviceordningen kan ses på SKAT s hjemmeside på adressen: Advokat