Grundtvigs påskesalmer

Transkript

1 Grundtvigs påskesalmer Jeg vil indlede med en kort beskrivelse af Grundtvigs påsketeologi og hans arbejde med oldgræske og latinske påskehymner samt om hans kærlighed (og had?) til den største påskesalme af dem alle, Kingos Som den gyldne sol frembryder, som Grundtvig har bearbejdet et utal af gange, bl.a. i vedlagte eksempel. Vi vil derefter læse og fortolke så mange af disse salmer som tiden tillader. Hil dig, Frelser og Forsoner Hil dig, Frelser og Forsoner! Verden dig med Torne kroner, Du det seer, jeg har isinde Rosen-Krands om Kors at vinde, Giv dertil mig Mod og Held! For Dit Ansigt vil jeg træde, Thi jeg troer, du er tilstæde; Jeg tilbeder dig i Støvet, Fordi reen, som Guldet prøvet, Du er dog miskundelig! I Dit røde Hav jeg havner, Dine Fødder jeg omfavner, Thi ei stolt du mig foragter, Mig fra Korsets Træ betragter Du med dyb Medlidenhed! Ak, hvor fattig! ak, hvor nøgen! Gruelig er med dig Spøgen! Men jeg veed, for det at lide, Født du blev ved Midnats-Tide, Selv du valgde Korsets Skam! Hvad har dig hos Gud bedrøvet? Og hvad elsked du hos Støvet, At du vilde Alt opgive, For at holde os ilive, Os dig at meddele heel? Kiærligheden, Hjerte-Gløden, Stærkere var her end Døden, Heller giver du end tager, Ene derfor dig behager Korsets Død i vores Sted! 7. Ak, nu føler jeg tilfulde Hjertets Haardhed, Hjertets Kulde! Hvad udsprang af disse Fjelde, Navnet værdt, til at giengælde Frelser-Mand, din Kiærlighed? 8. Dog jeg troer, af dine Vunder Væld udsprang til stort Vidunder, Mægtig til hver Steen at vælte, Til Iis-Bjerge selv at smelte, Til at tvætte Hjertet reent! 9. Derfor beder jeg med Taarer: Leed den ind i mine Aarer, Floden, som kan Klipper vælte, Floden, som kan Iis-Bjerg smelte, Som kan Blod-Skyld tvætte af! 10. Du, som har dig selv mig givet, Lad i dig mig elske Livet, Saa for dig kun Hjertet banker, Saa kun du i mine Tanker Er den dybe Sammenhæng! 1 Skiøndt jeg maa som Blomsten visne, Skiøndt min Haand og Barm maa isne, Du, jeg troer, kan det saa mage, At jeg Døden ei skal smage, Du betalde Syndens Sold! 1 Ja, jeg troer paa Korsets Gaade, Giør det, Frelser, af din Naade! Staae mig bi, naar Fienden frister! Ræk mig Haand, naar Øjet brister! Siig: vi gaae til Paradis!

2 Som Foraars-Solen morgenrød Egen Melodi af Emil Hartmann. Som Foraars-Solen morgenrød, Stod Jesus op af Jordens Skiød, Med Liv og Lys tillige! Derfor, saalænge Verden staaer, Nu efter Vinter kommer Vaar Livsalig i Guds Rige! Som Fugle-Kor i Mark og Lund Lovsynger Vaar i allen Stund, Med deres Toner søde, Saa alle Tunger trindt om Land Lovsynge Dødens Overmand I Paaske-Morgenrøde! Som Blomster alle staae i Flor, Som Skoven grønnes, Kornet groer, Ved Vaarens Kræfter milde, Saa blomstrer Alt til Folkegavn Og bærer Frugt i Jesu Navn, Som aarle, saa og silde!

3 Som den gyldne Soel frembryder Som den gyldne Soel frembryder Giennem den kulsorte Sky, Og sin Straale-Glands udskyder, Medens Mørk og Mulm maa flye, Saa min Jesus af sin Grav, Som af det sortladne Hav, Opstod herlig fra de Døde I en Paaske-Morgenrøde! Tak, du store Seier-Herre! Tak, Du Livets Himmel-Helt, Som ei lod dit Støv indspærre I det helvedmørke Telt! Tak, for tidlig op Du stod, Traadte Døden under Fod! Ei min Tunge kan den Glæde Med tilbørlig Lov udkvæde! Jeg kan finde i mit Hjerte, At min Sjæl har Trøst deraf, Som kan læge al min Smerte, Naar jeg mindes kun den Grav, Hvor med Engle-Vagt Du laae, Tændte Lys i mørke Vraa, Og stod op med Kraft og Ære! Hvad kan større Glæde være! Snubler jeg paa glatte Veie, Synker jeg i Armod ned, Ligger jeg paa Syge-Leie, Vaandes jeg i Usselhed, Ligger jeg fortrængt, forhadt, Og af Verden slet forladt, Skal jeg Huus i Graven tage, O, der er dog Haab tilbage! Synd og Død og alle Pile, Som fra Helved skydes kan, Ligge brudte ved din Hvile I det skumle Dødens Land, Der begrov Du dem, og gav Mig en sikker Støtte-Stav, Thi til din Opreisnings Ære Palmer jeg skal evig bære! Som min Frelser jeg Dig kiender, Og seer Din Almægtighed, Din Opstandelse indspænder Hvad jeg troer og hvad jeg veed, Sprunget ud af den min Daab Bringer Salighedens Haab, Saa af den til mig udspringer Evigt Liv med Engle-Vinger! 7. Lad kun Muldet mig bedække, Lad kun smuldre mine Been! Dog mig skal din Røst opvække, Reise op foruden Meen; Selv i Fiendens Orme-Gaard Talt er mine Hoved-Haar, Og forklaret denne Tunge Evig skal din Priis udsjunge! 8. Tak da for al Jule-Glæde! Tak for hvert dit Guddoms-Ord! Tak for Daabens Himmel-Væde! Tak for Sædet ved dit Bord! Tak for Dødens bittre Vee! Tak for din Opstandelse! Tak, for Dig i Himlen inde Salig jeg skal see og finde!

4 Christ stod op af Døde VERSION 1 Christ stod op af Døde, Vi gaae Ham i Møde, Menigheden, sjæleglad, Lover Ham i allen Stad, Vi har Seier vundet! Blev Han hos de Døde, Lagdes Verden øde, Men da Han af Grav opstod, Da for Bane vi fik Bod! Vi har Naade fundet! Sjunger Allesammen: Nu er Ja og Amen, Død og Helvede til Trods, Alt hvad Han har lovet os! Vi har Seier vundet! Christ stod op af Døde VERSION 2 Christ stod op af Døde, I Paaske Morgenrøde! Christ stod op af Døde! Afsonet er vor Brøde! Christ stod op af Døde! I Himlen vi ham møde!

5 I Dødens Baand vor Frelser laae I Dødens Baand vor Frelser laae, For vores Skyld hengivet, Men herlig kunde han opstaae, Og skænked mild os Livet, Thi er hans Folk nu sjæleglad, Og takker Gud i allen Stad, Og synger for Jesus Christus: Det var fuldstort et Kæmpe-Værk Den Død at overvinde, For Syndens Skyld ei før saa stærk Var Mand paa Jord at finde; Thi traadte Død os under Fod, Men Jesus gav den Bod for Mod, Forstyrret har han dens Rige! Som En af os vor Synd han bar, Men han var selv uskyldig, Dermed han Døden fældet har, Gjort al dens Krav ugyldig, For os, som Jesus har til Drot, Den er sit eget Gienfærd blot, Sin Brodd haver Død forloret! Det var en Tvekamp underfuld, Da Liv og Død de brødes, Og Kredsen skreves under Muld, Hvor Riget var de Dødes, Men Livet fik dog Overhaand, Saa, fængslet i sit eget Baand, Til Spot er nu Døden blevet! Det gik, som det var forudspaa'd, Skiøndt det er sært at sige: Den ene Død den Anden aad, Det Lige var for Lige; Den store Fraadser kom tilkort, Vorherres Kiød var alt for haardt, Det kunde han ei fordøie! Thi fryde vi os ved Livets Fest, Som Død har overvundet, Og prise den Kæmpe allerbedst, Som har den Stærke bundet, Han sidder nu paa Ærens Stoel, Og er for os den gyldne Soel, Døds-Natten, hun er forgangen!