Murer Murerske og håndbræt

Transkript

1 Murer Murerske og håndbræt Som ved andre håndværk var arbejdsopgaverne fordelt mellem mændene på en murerarbejdsplads: De faglærte svende udførte selve arbejdet med at lægge stenene. De brugte murerskeen til at lægge mørtel på stenene, og til at skrabe den overskydende mørtel væk, der blev presset ud, når man lagde to sten sammen. Håndbrættet brugte de til at sikre, at stenene lå lige. De ufaglærte murer-arbejdsmænd havde ikke en uddannelse som murere, og de fik lavere løn. De udførte 'det grove' arbejde. En stor del af det bestod i at slæbe mursten op til de faglærte murere. Når der skulle mures i højden skulle stenene bæres op ad stiger. Ved hjælp af et bræt og en kæde stakkede arbejdsmændene sten op på ryggen. På den måde kunne de bære stenene og holde på stigen samtidig. I løbet af en arbejdsdag var det almindeligt, at hver murer-arbejdsmand bar sten. Det svarede til mere end 13 tons om dagen. Mørtel blev båret op i store spande, som kunne sidde på skuldrene. Murer-arbejdsmænd bærer sten. (Jørgen og Steffen Duus: Håndværk, da det var håndens værk )

2 Bogbinder Håndskærerpresse og falseben Indbinding af en bog sker i mange led. Når de trykte ark til en bog kom fra trykkeriet, skulle de først falses (foldes). Arkene var store, og de skulle foldes flere gange før de havde det rigtige format. Det skete med et falseben. Så skulle de foldede ark lægges sammen og lægges i pres natten over. Herefter skulle de hæftes og limes. Når limen var tør blev blokken af bogsider igen sat i pres, og her blev den skåret til med en bogbinderhøvl. Til sidst fulgte arbejdet med det yderste omslag. Bogens omslag og kanter blev ofte udsmykket med farver og guld. På de gamle bogbinderværksteder blev der udført forskelligt arbejde i papir. Man fremstillede for eksempel også papæsker og lignende. På Christian 4.s tid var der 12 bogbindere i København. Der blev ikke skrevet ret mange bøger, og der var i øvrigt heller ikke så mange danskere, der kunne læse. Først senere blev bogbinderfaget mere almindeligt. Et bogbinderværksted i 1890'erne. (Jørgen og Steffen Duus: Håndværk, da det var håndens værk )

3 Damefrisør Gaskrøllejern Hele vejen op gennem historien har krøller indgået i tidernes skiftende hårmoder. Man kalder det at ondulere (dvs. at bølge) håret. Man har haft forskellige måder at lave krøller på. Det mest almindelige har været at rulle håret op på papillotter eller curlere af træ, papir eller metal (senere plastik). Da krøllejernet i 1870'erne blev opfundet fik man en hurtigere metode til at lave krøller med. Et krøllejern bliver varmet op. I dag varmes det op, når man tilslutter sit krøllejern en stikkontakt. De gamle krøllejern i metal blev varmet på komfuret, på kakkelovnen, over en spritbrænder eller som her over gassen i køkkenet. Et krøllejern anvendes i tørt hår. Det betyder, at krøllen formes med det samme. Med curlere og pappilotter rulles håret op, mens det er fugtigt, og håret danner først krøller, når det har fået lov til at tørre. Senere begynder man at permanente håret. Det betyder, at krøllerne kan holde, selvom håret blev vådt igen. Mandlige damefrisører Det var først i begyndelsen af 1900-tallet det blev almindeligt for kvinder at få ordnet deres hår udenfor hjemmet. Indtil da havde de fleste vasket og sat deres eget hår. For mændene derimod havde det længe været almindeligt at gå til barber for at få ordnet hår og skæg. Da Gillette i 1901 lancerede barbermaskinen betød det krise for de mange mandlige barberer. Nu begyndte mændene at barbere sig derhjemme, i stedet for at få fjernet skægget med kniv hos barberen. Mange mandlige barbermestre åbnede i stedet frisør-saloner, hvor kvinder også kunne komme. Dog holdt mand de mandlige og kvindelige kunder adskilt i hver deres rum. Her kunne kvinderne få farvet og onduleret deres hår. Det var først senere, det blev almindeligt med kvindelige frisører. Det blev et af de første fag, der gav kvinder mulighed for at få en erhvervsfaglig uddannelse.

4 Træskomand Tåjern Træsko var i lang tid den mest almindelige type fortøj i Danmark. På landet gik de fleste med træsko. De blev lavet af lokale træskomænd, som selv skar dem ud i træ. Træskoene blev hugget og skåret ud af et stykke træ. Først blev skoene groft skåret til og så blev de udhulet. 'Tåjernet' blev brugt, når der skulle hules ud til tæerne. Man kaldte det også rydde-for-tæer-boret. Til sidst blev skoene finpudset og så blev de sat i en rygeovn. Røgen gjorde, at træskoene bedre holdt fugt ude. Når man skulle være 'pæn i tøjet' brugte man lædersko. I mange hjem havde man kun et eller to par lædersko, som så gik på omgang i husstanden, når der var brug for dem. Blandt byernes arbejdere var træsko også almindelige, mens de mere velstående gik med lædersko. Træsko blev 'de fattiges' fodtøj. I nogle lejligheds-opgange havde man en regel om, at man ikke ville have folk ind ad hoveddøren, hvis de havde træsko på. De måtte bruge bagtrappen.

5 Karetmager Kopbor De fleste af de vogne, der har kørt i Danmark, var arbejdsvogne, som smeden og karetmageren havde fremstillet i fællesskab. De blev lavet i træ og metal. For bønderne var hjul- eller karetmageren ligeså vigtig som smeden. Uden dem kunne bønderne ikke varetage deres arbejde. Frem til omkring 1900 udførte karetmageren sit arbejde i hånden, stort set uden maskiner. Værkstedet var domineret af drejebænken, radstokken (til samling af hjulene) og høvlebænken. Dertil kom en lang række håndværktøjer, som særlige bor og høvle, der kunne bruges, når man skulle høvle noget rundt, for eksempel hjul. Kopborets forside er formet som en skål. Det bruges, når der skal bores huller til søm eller skruer. Den vigtigste arbejdsopgave for karetmageren var fremstillingen af selve hjulet. Først blev der drejet et nav på drejebænken. Det gør svenden aller bagerst i billedet. Så skulle egerne laves. De kaldes eger, fordi de blev fremstillet af egetræ. Ved høvlebænken er den bagerste person ved at rette eger til med en båndkniv. Foran ham er en anden mand ved at høvle fælge. Forrest samles hjulet i radstokken et redskab man brugte, når egerne skulle monteres i navet. I midten af billedet bores der hul i navet, så hjulet kan monteres på vognens aksel. (Jørgen og Steffen Duus: Håndværk, da det var håndens værk )

6 Blikkenslager Blæselampe Blik er metal, der er valset ud, så det har en tykkelse på max. 3 mm. Almindeligvis er det jernplader, men det kan også være zink, messing eller kobber. Før i tiden arbejdede blikkenslageren kun med fremstilling af ting i blik. I dag udfører blikkenslagere både plade- og rørarbejde. De tager sig især af bygningsarbejde og vedligeholdelse af vand-, varme- og sanitetsanlæg (vvs). Oprindeligt lavede blikkenslagerne lygter i metal. I slutningen af 1800tallet blev der bygget mange nye boliger i de store byer. I den periode begyndte blikkenslagerne at levere tagrender, nedløbsrør og tagdækning. I de følgende årtier skulle der efterhånden installeres flere af de 'nymodens' opfindelser som rindende vand, gas, WC'er og bad. De opgaver tog blikkenslageren til sig, så han efterhånden blev gas- og vandmester. Blikkenslageren er ofte nødt til at varme metallet op, hvis han skal kunne arbejde med det. Derfor er blæselampen et vigtigt stykke værktøj. I begyndelsen af 1900-tallet var fremstilling af mælkejunger en af blikkenslagernes største opgaver. (Jørgen og Steffen Duus: Håndværk, da det var håndens værk )

7 Handskemager Kaliber til tommel I dag bruger vi mest handsker om vinteren, når det er koldt, og vi fryser om hænderne. Sådan var det også før i tiden. Men tidligere var det almindeligt, især blandt de velstillede, at man altid gik med handsker, når man var udenfor sit eget hjem eller sammen med mennesker, der ikke tilhørte den nærmeste familie. Handskerne kunne både være af skind og stof. Handskemageren fremstillede begge slags. Stofhandskerne var de billigste. De var lettere at fremstille end skindhandskerne. Før handskemageren kunne skære dyreskind ud til handsker, skulle det behandles. Et skind skulle fugtes, strækkes og høvles, så det blev blødt og ensartet i tykkelsen. Handskemageren brugte de tynde skind til damehandsker og de lidt kraftigere til herrehandsker. Til udskæring af handskens dele brugte handskemageren to forskellige kalibre. En kaliber er et standsejern. Den ene kaliber blev brugt til udstandsning af tommelfinger-stykket, den anden til den øvrige handske. I det store handske-stykke var der plads til montering af tommelfinger-stykket. Når delene var skåret ud blev de syet sammen og til sidst blev handsken presset. (Jørgen og Steffen Duus: Håndværk, da det var håndens værk )