Beretning for arkæologisk udgravning MOE Elmegård

Transkript

1 Beretning for arkæologisk udgravning MOE Elmegård Af Arkæolog Jane Oksbjerg og Thomas Guntzelnick Poulsen Museum Østjylland Stemannsgade 2 DK-8900 Randers C Tlf Matrikel 1a, Stånum By, Kristrup Kristrup Sogn Sønderhald Herred Randers amt Stednr KUAS systemnr

2 Indhold Abstract... 2 Undersøgelsens forhistorie... 3 Administrative data... 4 Øvrige data... 5 Topografi, terræn og undergrund... 5 Metode og målesystem... 6 Undersøgelsens resultater... 6 Fremtidigt arbejde... 8 Abstract Museum Østjylland har den maj 2011 udført en arkæologisk udgravning af en brandgrav fra ældre jernalder. I brandpletten blev der fundet et bæltespænde af jern, skår fra mindst syv lerkar, brændte knogler og trækul. Undersøgelsen foregik i forbindelse med prøvegravningen af traceet til motortrafikvejen Sdr. Borup Assentoft. 2

3 Undersøgelsens forhistorie Forud for anlæggelsen af motortrafikvejen mellem Sdr. Borup og Assentoft foretog Museum Østjylland på foranledning af Vejdirektoratet en prøvegravning (MOE A0050) af strækningen. I den forbindelse blev der øst for Kirkevadbrovej ved Stånum registreret en brandgrav, hvilket gav anledning til yderligere undersøgelse af området. I området ved Strånum er der flere kendte fortidsminder. Umiddelbart nord for Stånum er der registreret et voldsted fra middelalderen ( og 18A). Ved Stånum kommer den nye motortrafikvej til at gå ganske tæt forbi en lokalitet ( ), hvor der i 1855 i forbindelse med grusgravning blev fundet urner med brændte knogler. Gravpladsen skal dateres til bronze- eller jernalder. Gravpladsen er ikke afgrænset. Endvidere er der i Skovkjær syd for Stånum Bro fundet skeletdele fra oldtiden ( ). Skeletdelene stammer fra en voksen person, sandsynligvis en mand. Derudover er der en del beskyttede diger i området. Figur 1. Kendte fortidsminder ved Stånum. De orange streger viser de beskyttede diger. 3

4 Figur 2. Brandgravens placering i forhold til prøvegravningens søgegrøfter. Administrative data Da forundersøgelsen af motortrafikvejen håndteredes som en A-sag (MOE A0050), hvorunder man ikke kan registrere arkæologiske genstande, var det nødvendigt at oprette en selvstændig sag til graven (MOE 00066). Sagen havde således i høj grad administrativ karakter. Der henvises endvidere til forundersøgelsesrapport for MOE A0050. Da der er tale om en meget lille undersøgelse blev den klaret indenfor prøvegravningsbudgettet for MOE A0050 Motortrafikvejen Sdr. Borup Assentoft. Det samme gælder konserveringen af bæltespændet fra graven. For yderligere data henvises der til MOE A0050. Ansvarlig for udgravningen var Museum Østjylland, Stemannsgade 2, 8900 Randers C, med museumsinspektør Benita Clemmensen som ansvarlig leder. Daglig leder var cand. mag. Thomas Guntzelnick Poulsen. Ph.d. Jane Oksbjerg og Thomas G. Poulsen har stået for udfærdigelsen af denne beretning. Brandgraven blev fundet den 17. maj 2011 i forbindelse med den systematiske prøvegravning fra vejtraceet. Den 18. maj blev der gravet flere grøfter for at undersøge, og der skulle være flere grave i området. Det var ikke tilfældet. Den 19. maj 2011 udgravede konservator Carsten Korthauer brandgraven. I forbindelse med undersøgelserne af udlægningsområderne og regnvandsbassinerne blev der den 1. september 2011 gravet yderligere 18 søgegrøfter i forlængelse mod syd. For dette arbejde stod ph.d. Jane Oksbjerg og arkæolog Lotte Bach Christensen. Muldafrømningen blev foretaget af Lars Pedersen fra William Laursen entreprenørforretning A/S. Originaldokumentation m.m. opbevares i Museum Østjyllands arkiv (MOE A0050 og MOE 00066) samt på museets server under sagsnummer MOE A0050 og MOE Udgravningsberetningen 4

5 og billederne findes i sagen på museets server: L:\MOE Museumssager\MOE Arkæologiske museumssager\moe Elmegård. Oldsagerne opbevares i museets magasin. Keramikken fra brandgraven var meget beskadiget og fragmenteret. Alle data fra udgravningen er indtastet i MUD (Museernes Udgravningsdata). Øvrige data Til muldafrømningen blev der benyttet en gravemaskine på larvefødder med en skovl på 2 m s bredde. Vejret var under undersøgelsen vekslende overskyet og solrigt men tørt. Repræsentative skår, bæltespændet, brændte ben og trækul blev udstillet i museets aktualitetsmontre i perioden 27/6 28/ Topografi, terræn og undergrund Brandgraven blev fundet midt på et højtliggende plateau. Mod nord og vest er der vand indenfor kort afstand. Hvor Hovbækken passerer plateauet mod nord, breder dens leje sig ud, mens Brusgård Møllebæk mod vest løber midt i en stor dalsænkning med stejle skrænter ved siderne. Figur 3. Gravens beliggenhed (gul plet) midt på plateauet mellem Hovbækken og Brusgård Møllebæk. Undergrunden i området var groft sand med sten, og muldlaget var ca. 40 cm tykt på lokaliteten. 5

6 Metode og målesystem Brandgraven blev fundet i en søgegrøft. Gravemaskinen blev derfor med det samme sat til at lægge ekstra grøfter ud mellem de eksisterende søgegrøfter, der lå med ca. 15 m s mellemrum, ligesom grøfterne blev forlænget en smule, dog med negativt resultat. Der blev også i forbindelse med undersøgelserne af udlægningsområderne og regnvandsbassinerne i sensommeren mulighed for at komme tilbage til området og lave yderligere søgegrøfter. Dette afslørede heller ikke yderligere grave. Brandgraven blev delvist udgravet af Thomas Guntzelnick Poulsen, men da der blev påtruffet jern, blev konservator Carsten Korthauer tilkaldt og udgravede den resterende del. Alt fyld blev taget med ind på museet og efterfølgende soldet. Feltgrænserne og anlægget er opmålt ved brug af GPS i system DK-UTM 32N/ETRS89 af Thomas Guntzelnick Poulsen. Alle data fra opmålingen ligger under sagsnummer MOEA0050 på Museum Østjyllands server. Undersøgelsens resultater Brandgraven (A357) fremstod i overfladen som en sort plet med en mængde fragmenteret keramik samt noget uidentificerbart jern. Dekorationerne på keramikken i anlæggets overflade samt små stumper brændt ben efterlod ingen tvivl om tolkningen af anlægget. Brandgravens indhold bestod hovedsagligt af stærkt fragmenteret keramik, der i mere eller mindre omfang var sekundært brændt. På baggrund af dette kan det konkluderes, at de forskellige lerkar, der har indgået i gravgaverne, har været med på ligbålet, og at de sandsynligvis er blevet knust forud for ligbrændingen i forbindelse med begravelsesritualet. Det var ikke muligt efterfølgende at samle nogle af skårene til hele kar eller bare større partier af kar, men dette skyldes i høj grad de store skader, keramikken har pådraget sig allerede i samtiden i forbindelse med fragmenteringen og ligbrændingen. Ved en gennemgang af randskårmaterialet var det muligt at udskille randene fra mindst syv forskellige kar. Grundet den store fragmenteringsgrad var det svært at lave en nærmere bestemmelse af karrenes oprindelige udseende, men følgende meget overordnede karakteristika kunne bestemmes: ét stort fad, én større skål, ét kar med kraftigt knæk ved randen og facettering af randen, to ud fra randen ubestemmelig karformer og to forskellige mindre kar, hvor det ene havde kraftigt knæk ved randen og facettering af randen, og det andet var meget tyndvægget med meget lille rand. Sidstnævnte hører formodentlig til den fodbægerbund, der også blev fundet i graven. En større mængde af sideskårne var ornamenteret med horisontale rækker af negleindtryk. Disse stammer alle fra samme kar, men det kan ikke fastslås, hvilke randskår disse dekorerede sideskår hører til. Det var de eneste dekorerede skår, så der er altså kun indgået ét dekoreret kar i gravmaterialet. Endvidere blev der fundet et stykke korroderet jern i anlægget. Konservator Carsten Korthauer har sandblæst jernstykket, der viste sig at være et bæltespænde. 6

7 Figur 4. Den ornamenterede keramik fra brandgraven samt rester af den dødes brændte knogler. Figur 5. Bæltespændet fundet i brandgraven efter sandblæsning. Graven dateres til sen førromersk jernalder f. Kr. Denne dateringen baseres på forskellige træk ved keramikken fra graven. Den horisontale negleindtryksdekoration forbindendes umiddelbart med sen førromersk jernalder eller begyndelsen af ældre romersk jernalder, ligesom at fraværet af typiske ældre romersk jernalder dekorationsformer som mæanderbånd og forskellige 7

8 fuger og båndformede dekorationsformer også peger imod denne periode. Randenes hovedsagligt beskedne facettering peger ligeledes på den sen førromersk jernalder. Det samme gælder hankene på karrene, der kun var svagt X-formede. Anlægget (A357) er færdiggravet og dets umiddelbare omgivelser undersøgt og fundet fundtomme. Brandgraven skal sandsynligvis tolkes i sammenhæng med den tidligere nævnte gravpladsen med urner ved Stånum. Fremtidigt arbejde Den pågældende lokalitet er færdigundersøgt indenfor vejtraceet. Givet undersøgelsesarealets forholdsvis smalle udstrækning samt den spredte karakter som ældre jernalders gravpladser er kendetegnet ved, kan der ligger flere grave udenfor vejtraceet på marken ved Kirkevadbrovej. Det kan endvidere ikke udelukkes, at der er spor af bebyggelsen, som har tilhørt gravene i området. Arealet er frigivet til bygherre. Randers den 10. juni 2013 Arkæolog Jane Oksbjerg Stemannsgade 2 DK-8900 Randers C Tlf