20. Falster åskomplekset

Transkript

1 Figur 98. Åsbakken ved Brinksere Banke består af grus- og sandlag. 20. Falster åskomplekset 12 kilometer langt åskompleks med en varierende morfologi og kompleks dannelseshistorie Geologisk beskrivelse Åskomplekset tager sin begyndelse ved Næsgård Landbrugsskole og er en 2 km lang og op til 500 m bred åsryg med en højde op til 21 meter ved Næsgård, der aftager til 16 m ved Brinksere Banke. (figur 98). Lokalitetstype Falster åskomplekset (figur 97) strækker sig fra Næsgård på det nordøstlige Falster over Åstrup og Kleppehuse videre over Dalbygård for at dreje vest om Virket og slutte ved Listrup. Åskomplekset har en varierende morfologi og mangler på visse strækninger den klassiske åsform. Åskomplekset blev aflejret under tilbagesmeltningen af Hovedfremstødet (NØ-isen), og blev deformeret under et fornyet genfremstød af NØ-isen. Under det yngste isfremstød Bælthav-isen skete der kun en svag deformation og aflejring af moræneler henover. Ø. Kippinge Ås Randmoræne Nr. Alslev Eskilstrup Orehoved Nykøbing F. Bogø Horreby Stubbekøbing Figur 97. Falster åsen strækker sig som en række bakker fra Næsgård til nord for Listrup. En strækning på 12 kilometer (omarbejdet efter Kraag, 1978). 71

2 Figur 99. Åsgab mellem Brinksere Banke til højre og åsbakken til venstre, der fortsætter i retning mod Åstrup. Figur 100. Karakteristisk lav åsbakke ved Åstrup. Figur 101. Åssystemet mellem Åstrup og Kleppehuse består af en række mindre åsbakker. 72

3 Figur 102. Den lave åsbakke ved Dalbygård har det klassiske afrundede åsprofil mod syd. Åsryggen omgives på begge sider af lavtliggende områder og følger den sydlige kant af det tørlagte Noret, som den har stejle sider ind mod. De stejle sider er særligt markante fra Hjortelund og til Brinksere Banke (figur 99). Mod øst og sydøst har åsryggen en blød afglattet flade mod det lavtliggende område Sortenshave. Åsryggens sydøstligste begrænsning, som udgøres af Brinksere Banke, er skævt orienteret i forhold til åsryggens længdeudstrækning. Åskomplekset fortsætter som to adskilte åsrygge i retning mod Åstrup. Den største enkeltbakke findes i umiddelbar fortsættelse af Brinksere Banke (figur 99), og har den samme skæve orientering med en stejl nordvæg ind mod Noret, og med en blød form ud mod Sortenshave. I retning mod Åstrup fortsætter åskomplekset i form af en lille åsryg, som er 17 m høj med bløde former og en begrænset længdeudstrækning (figur 100). Åstrup Kirke knejser på toppen af åsryggen, og kirken kan ses vidt omkring i det lavtliggende område, der omgiver åsryggen. Åsen er slank med et halvcirkelformet tværprofil med en ujævn og grubet overflade. Et karakteristisk træk er, at åsen drejer fra en nordlig til en vestlig retning lige ved Åstrup. Den kan opdeles i to åsrygge, som tilsammen er 2 km lang og med højder fra 11 til 20 meter. Ved Sædagergård findes en lille sideås, og hele åsryggen omgives af lave områder, som er en inderlavning fra Hovedfremstødet. Ved Lundebro ændrer åsen karakter og retning mod nordvest i form af en række mindre enkeltbakker (figur 101), der ligger som perler på en snor. Åssystemet fortsætter til Kleppehuse i form af en næsten kvadratisk delvist bortgravet åsbakke. Den adskiller sig fra de andre åsbakker og rygge ved sin store form. Åssystemet fra Dalbygård til Virket har en helt speciel udformning og kan kun på visse strækninger kaldes for en klassisk ås. Åssystemet starter som en klassisk ås nordøst for Dalbygård med en højde op til 24 meter og afrundet halvcirkelformet tværprofil. På den anden side af hovedvejen mod Stubbekøbing ændrer åsen sit tværsnitsprofil, hvor den bibeholder det klassiske profil mod syd (figur 102), mens nordøstvæggen til gengæld stort set er lodret på en strækning af 500 meter (figur 103). Den videre fortsættelse er i retning mod Østerskoven, som åsen følger sydkanten af. Ved dødishullerne Mølle- og Hulsøerne udviskes åsens karakteristiske form og falder i et med det omgivende landskab. Åsen dukker op igen på vestsiden af Virket sø. Her er østvæggen næsten lodret (figur 104), som ved Dalbygård, mens vestsiden har det karakteristiske åsprofil. Åsen fortsætter mod Listrup som en klassisk ås. Åssystemet blev dannet under afsmeltningen af NØ-isen i istunneller inde i iskappen, hvor der blev aflejret sten, grus og sand. Under den videre tilbage- 73

4 Figur 103. Nordsiden af åsen ved Dalbygård står lodret, men skjules af træerne. Figur 104.Virket sø er et dødishul, hvor isen først smeltede bort mange hundrede år senere end den omkring liggende is.træbevoksningen skjuler den lodrette åsvæg. 74

5 Figur 105. Åsbakkerne består af grus og sand med moræneler henover. smeltning overgik istunnellerne til åbne is-søer, hvilket er årsagen til de næsten lodrette åsvægge. Under et fornyet genfremstød af NØ-isen blev åssystemet deformeret fra østlig retning, og under denne fase blev de større deformationsstrukturer dannet. Den sidste påvirkning, som åssystemet blev udsat for, var da Bælthav-iskappen gled henover dem. Herved blev de tidligere aflejringer svagt deformeret, og over disse lagde et tæppe af moræneler sig (figur 105). Trusler og pleje Trusler mod åssystemet er råstofgravning og tilplantning med skov og læhegn, som ødelægger den landskabelige opfattelse af landskabets helhed. Udvalgt litteratur Kraag, B. 1978: Falster og Bogøs glacialmorfologi. upubliceret specialeopgave, Geografisk Institut, Københavns Universitet. Værdi På grund af sin karakteristiske form har åssystemet stor værdi for undervisning og forskning. Specielt fordi åssystemet ændrer karakter over forholdsvis korte afstande. Desuden har systemet stor landskabelig værdi specielt omkring dødishullerne, som i dag udgør Mølle-, Hul- og Virket Sø. 75