REVISION AF MARK- OG VEJFREDSLOVEN

Transkript

1 BETÆNKNING ANGÅENDE REVISION AF MARK- OG VEJFREDSLOVEN AFGIVET AF DEN AF LANDBRUGSMINISTERIET UNDER 24. APRIL 1946 NEDSATTE KOMMISSION J. H. SCHULTZ A/S UNIVERSITETS-B0GTR1YKKERI KØBENHAVN 1952

2

3 INDHOLDSFORTEGNELSE Side Kommissionens sammensætning 5 Oversigt over retsudviklingen: Danske Lov 6 Forordning af 29. oktober 1794 om hegn og fred for jorder i Danmark 9 Lov af 29. marts 1867 angående sandflugtens dæmpning m. v 13 Lov nr. 53 af 25. marts 1872 om markog vejfred 13 Optagelse af husdyr på veje 15 Optagelse af husdyr på sandflugtsstrækninger 16 Færdsel på private jorder 18 Færdsel i skove 19 Optagelse af husdyr på diger 20 Bortskydning af ringduer 21 Bekendtgørelse nr. 198 af 21. april 1941 angående brevduer 22 Lov nr. 164 af 18. maj 1937 om hunde 22 Lov nr. 140 af 7. maj 1937 om naturfredning 23 Færdselslov nr. 129 af 14. april Lov nr. 144 af 1. juli 1927 om motorkøretøjer 24 Lov nr. 349 af 23. december 1935 angående indførsel af forskellige dyrearter 25 Bekendtgørelse nr. 172 af 10. maj 1944 om pelsdyrhold samt indførsel af pelsdyr, harer og kaniner 25 Statistisk opgørelse vedrørende pelsdyrholdet 26 Ansvar for vilde dyr 27 Oversigt over udenlandsk lovgivning vedrørende ansvar for skade forvoldt af husdyr. Norge 28 Sverige 29 Holland 31 England 31 Frankrig 31 Schweiz 32 Tyskland 32 Redegørelse for kommissionens forslag til lov om markog vejfred 33 Forslag til lov om markog vejfred 42 Bemærkninger til lovforslaget 50 BILAGSFORTEGNELSE Bilag 1. Norsk lov om jords fredning af 16. maj Bilag 2. Svensk lov om markfred af 2. juni Bilag 3. Hollandsk strafferets art. 461 og borgerlig rets art Bilag 4. Skrivelse fra klitdirektoratet 66 Bilag 5. Skrivelse fra det landøkonomiske driftsbureau 67 Bilag 6. De undslupne og nedskudte sølvræve 68 Bilag 7. Retsstillingen med hensyn til bortløbne pelsdyr 72 Bilag 8a. Skrivelse fra dansk pelsdyravlerforening 79 Bilag 8b. Responsum fra professor, dr. jur. Torben Lund 80 Bilag 9. Biologiske oplysninger om danske pelsdyr 86 Bilag 10. Rapport om vildtlevende mink 92

4

5 Ved skrivelse af 7. september 1949 har landbrugsministeriet efter indstilling af foreningen af politimestre i Danmark udpeget politimester E. H. Jersing, Frederikssund, til medlem af den under 24. april 1946 nedsatte kommission til revision af lov af 6. marts 1869 om hegn og af lov nr. 53 af 25. marts 1872 om markog vejfred. I september 1951 afløste fuldmægtig F. J.Boas, vejdirektoratet, det af ministeriet for offentlige arbejder udpegede medlem af kommissionen, ekspeditionssekretær J. Førgaard. Efter afgivelse af betænkning angående revision af hegnslovgivningen har kommissionen afholdt 14 plenarmøder, nemlig den 9. marts og 23. november 1949, 20. januar, 16. februar, 30. marts, 13. juni, 31. oktober, 23. november 1950, 28. juni, 19. september, 15. oktober, 29. november 1951, 20. februar og 1. oktober Som resultat af forhandlingerne afgiver kommissionen nærværende betænkning, der indeholder en historisk oversigt over udviklingen af retsreglerne om markog vej fred, en oversigt over udenlandsk lovgivning vedrørende ansvar for skade forvoldt af husdyr samt en redegørelse for de principielle synspunkter, der har dannet grundlag for det af kommissionen nedenfor fremsatte forslag til lov om markog vej fred. Politimester Jersing har tiltrådt nærværende betænkning, men nåede ikke at underskrive denne inden sin død den 1. oktober

6 I. Oversigt over retsudviklingen. Retten til optagelse af kreaturer, der kommer ind på fremmed grund, anerkendes allerede i landskabslovene, der indeholder nærmere bestemmelser om, hvorledes optagelsen skulle finde sted, og hvilke retsvirkninger den fik. De i Jydshe Lov herom fastsatte regler er gentaget i Danske Lov. Ifølge D. L og 15, jfr. J. L. III. 48, var den, hvis kreaturer kom ind på anden mands ager eller eng, pligtig at erstatte den herved forvoldte skade. Bortset fra tilfælde, hvor det drejede sig om forsætlig skade, således at handlingen kunne anses som vold eller hærværk, var der ikke i loven fastsat straf for forvoldelse af ufred på anden mands mark, idet loven overlod til lodsejerne i vedtægter at bestemme, hvilke bøder der skulle erlægges, når forsømmelse med hensyn til hegns vedligeholdelse medførte ufred på anden mands mark. Dog måtte den, der ikke opfyldte den ham påhvilende hegnspligt ikke alene erstatte den skade, som på grund af hans forsømmelse ved ufred blev forvoldt på naboens mark, men hvis han undlod at betale den i vedtægten fastsatte bøde, pådrog han sig desuden strafansvar ifølge D. L (3 lod sølv til sagsøgeren og 3 lod sølv til herskabet) og måtte betale udgifterne ved det hegn, som de pågældende lodsejere havde måttet rejse på hans vegne. Den, der ville optage kreaturer, som var kommet ind på hans tilsåede mark, måtte, hvis kreaturerne var under opsigt af en hyrde, erstatte den skade, der under indfangningen blev påført dyrene, medens det påhvilede ejeren af kreaturerne at erstatte den på afgrøderne forvoldte skade. Dog fik den, der holdt stodhors, og som af naboerne til tinge var blevet advaret om at vogte hestene, således at de ikke forvoldte skade på anden mands jorder, ingen erstatning, hvis dyrene kom ind på anden mands mark og derved kom til skade, men skulle efter D. L og 5 vide sig det selv" eller have Skaden for Hiemgield". Havde dyrene ingen hyrde, var den, som jagede dem af sin ager, angerløs. løvrigt var der ifølge D. L. kun adgang til at optage anden mands husdyr, der kom ind på ens særskilt indhegnede ejendom, såfremt vedkommende jordbruger forud til tinge havde advaret sine naboer om, at de skulle holde deres husdyr derfra. Dog var det ifølge D. L og 2 tilladt at optage geder, idet disse kun måtte holdes forsåvidt det kunne ske uden skade for anden mand. I D. L , jfr. J. L. III. 56, forudsættes, at ejeren af optaget kvæg kunne få dette udleveret mod at sætte pant for bøder og skadeserstatning. Pantets størrelse fastsattes i landsby vedtægterne. Var pantet ikke indløst inden Allehelgensdag, skulle det være forbrudt. Dersom en jordbruger havde optaget anden mands fæ i sin kornmark eller eng, ville fæets ejer, hvis han mod optagerens vilje tog dyrene tilbage, ifølge D. L , jfr. J. L. III. 50, være at anse som ransmand. Fandt tilbagetagelsen først sted, efter at optageren havde bragt dyrene i hus, skulle det dog betragtes som hærværk.

7 7 Forefandtes ubrændte svin på oldenskov, var skovens ejer ifølge D. L berettiget til at optage svinene og beholde dem, hvis svinenes ejer ikke indløste dem inden 3 dage, efter at han havde fået meddelelse om optagelsen. Efter Skånske Lov skulle enhver vogte sit kvæg fra påske til mikkelsdag, og såfremt det kom ind på anden mands tilsåede ager eller eng, var denne berettiget til at optaget kvæget og tilbageholde dette, indtil den forvoldte skade var erstattet af dyrets ejer. Tog denne med magt sit kvæg fra optageren, skulle han bøde 3 mark, og ville optageren ikke frigive kreaturerne mod betaling af skadeserstatning, kunne ligeledes han idømmes en bøde på 3 mark. Døde kvæget imidlertid, medens det var i optagerens varetægt, skulle han desuden erstatte dets værdi. Udenfor ovennævnte tidsrum kunne lodsejerne vel bortjage fremmed kvæg fra deres marker, men derimod ikke optage det, og dersom det døde ved at blive jaget i dynd eller kær, måtte lodsejerne erstatte dyret og betale bøde. I D. L omhandles tilfælde, hvor ens husdyr dræber andres heste eller kreaturer. Ifølge denne bestemmelse, der stadig har betydning, hvor markog vejfredsloven af 1872 og de almindelige erstatningsregler ikke kommer til anvendelse, skal det dræbte dyrs fulde eller halve værdi erstattes, eftersom det var ringere eller lige så godt som det, der dræbte, jfr. U , , , og 1001, og 911. Fra domspraksis kan iøvrigt nævnes H. D. 18. decbr. 1930, hvorved statueredes, at D. L ikke fandt anvendelse på den skade, som en hoppe på et dyrskue havde tilføjet en anden hoppe ved at sparke den, uden at den derved dræbtes eller måtte nedslås (U ), samt V. L. D. 4. oktbr. 1946, hvorved bestemmelsen ej heller fandtes anvendelig i et tilfælde, hvor en drægtig hoppe blev sparket af en anden hest med den følge, at føllet kastedes (U ). Derimod blev ved V. L. D. 17. februar 1922 D. L anset anvendelig i et tilfælde, hvor en hoppe havde sparket en plag og derved tilføjet den en uhelbredelig skade. Erstatning blev dog ikke tilkendt for dyrlægeomkostninger og foderpenge i de 9 måneder, i hvilke plagens ejer uden samtykke af hoppens ejer havde forsøgt at helbrede plagen, der dog derefter måtte sælges til slagtning (U ). Den, som holder løsgående husdyr, er ifølge D. L pligtig til, hvis dyret volder personskade, at erstatte helbredelsesudgifter, og da den skade, husdyr forvolder på mennesker, ikke omfattes af den gældende markog vejfredslov, kommer bestemmelsen stadig til anvendelse, hvor erstatningspligt ikke følger af den almindelige erstatningsregel, fordi dyrets ejer ikke har udvist uforsvarlig adfærd, jfr. herved V. L. D. 19. juni 1922, hvorved ejeren af en tøjret hingst, der havde revet sig løs og forårsaget, at en på offentlig vej kørende vogn væltede, således at denne beskadigedes og tre derpå værende personer led nogen overlast, i medfør af D. L blev tilpligtet at erstatte vognens ejer hans udgifter til læge og medicin, men ikke skaden på hest og vogn (U ). Uagtet der ikke var hjemmel til at fordre optagelses- eller løsningspenge, når husdyr blev optaget på fremmed grund, bortset fra de tilfælde, hvor lodsejerne havde oprettet vedtægter desangående, fremgår det dog af forordning af 14. april 1694 om løsningspenge, at man i praksis havde krævet sådan godtgørelse, og at der herved havde fundet misbrug sted. I indledningen til forordningen oplyses nemlig, at løsningspengene, når et dyr nogle gange var blevet optaget, undertiden havde beløbet sig til lige så meget, som dyret var værd, idet det anføres, at onde Mennesker selv, deres Næste til Skade hemmeligen kan have ladet Gierder nedbryde, for derved at kunne afpresse Vedkommende en ubillig Løsnings-Penge".

8 8 Ved forordningen blev det derfor nøje fastsat, hvad der foruden erstatning for forvoldt skade måtte kræves i løsningspenge for dyr optaget i indhegnede marker, idet dog de tilfælde undtoges, hvor der i landsbyvedtægterne i medfør af D. L var fastsat andre takster. Optageren skulle aflægge ed på, at dyret ej var kommet ind på marken med hans vilje, og når skaden var godtgjort, skulle der ikke betales yderligere, hvis kvæget siden kom ind på samme sted. Nægtede optageren at udlevere de optagne dyr mod den fastsatte betaling, ifaldt han bødestraf. Havde optageren fjernet gærde eller staver heraf for at give kvæget lejlighed til at komme ind på hans jord, ifaldt han bødestraf for vold og var erstatningspligtig, hvis kvæget kom til skade. Straffen for forsætlig at drive sine dyr ind i anden mands tilsåede ager eller uslagne eng blev nærmere bestemt og nedsat, således at der først skull*» erlægges voldsbøder ved tredie gang gentagen forseelse. Endvidere blev det forbudt at rende og jage med heste og hunde på fællesmarken, så længe kornet ikke var høstet. I skovforordningerne blev den foran nævnte bestemmelse i D. L om optagelse af ubrændte svin i oldenskov suppleret. Således var ifølge skovforordning af 13. september 1687 svin, der tredie gang optoges som uringede, forbrudt til grundens ejer, og i skovforordning af 21. januar 1710 tilføjedes, at optagne svin under alle omstændigheder tilfaldt grundens ejer, hvis de var fremlyst på tinge og ikke indløst inden 14 dage. Efter skov for ordning af 26. januar 1733 skulle svinene dog forbrydes til det nærmeste hospital eller fattighus. Ved reskript af 17. juni 1778 blev bestemt, at svin ikke måtte gå løse i købstæderne, på gader og byernes marker, da tobaksplantningen herved led skade, og dette desuden stred imod god orden. Da reskriptet imidlertid gav anledning til misforståelse, blev der ved 'plakat af 18. november 1778 om løse svin fastsat nærmere bestemmelser om, efter hvilke regler svin, der blev antruffet løse på købstædernes gader og marker, kunne optages, og forvoldt skade skulle erstattes, idet det blev fremhævet, at den vigtige tobaksavl skulle nyde al sikkerhed og beskyttelse. Endvidere blev det påbudt, at de til købstæderne grænsende landsbyer skulle lade deres svin ringe, når disse om foråret blev sluppet ud på marken. I rådstueplakat af 16. februar 1780 om uorden på vejene på Københavns grund uden for portene fastsattes regler for optagelse af kreaturer, der blev antruffet løsgående på stadens grund eller på fæstningsværkerne. - Meldte ejeren sig ikke inden 3-4 dage efter, at optagelsen af kæmneren var bekendtgjort ved ophængning af en seddel på skillingsmandens hus ved portene, tilfaldt dyret staden. Ved rådstueplakat af 30. april 1781 blev dog bestemt, at dyr, som optoges om vinteren fra mikkelsdag til påske, uden videre skulle overleveres til natmanden, hvis ejeren ikke inden 24 timer indløste dyret. Ved rådstueplakat af 24. juli 1786 blev løsningspengene for kreaturer optaget på Københavns græsmarker fordoblet, og ved rådstueplakat af 3. august 1787 udvidedes plakat af 18. november 1778 om løse svin på købstædernes gader og marker til Københavns forstæder og stadens grund udenfor portene. Ifølge forordning af 15. februar 1786 om bompenge måtte uringede svin ikke komme på de nye landeveje, og ejeren ifaldt i overtrædelsestilfælde bødestraf, hvorhos han måtte betale foderpenge til den, som opbragte svinene. Halvdelen af bøderne tilfaldt angiveren, medens den anden halvdel gik i vej kassen, og kunne svinenes ejer ikke betale bøden, skulle han straffes på kroppen. Ifølge forordning af 19. september 1792 om sandflugtens dæmpning var den, hvis grund stødte op til fredede eller tilsåede sandstrækninger, ansvarlig for den ved ufred af kreatu-

9 9 rer forvoldte skade i klitterne, uanset om dyrene ikke blev antruffet på sandflugtsstrækningerne, når der blot fandtes spor, der viste, at de havde været der; ejeren ifaldt samme mulkt, som hvis dyrene var blevet antruffet på stedet. Når kreaturer blev optaget på fredede sandflugtsstrækninger, måtte ejeren foruden at godtgøre forvoldt skade og de til deres underhold medgåede udgifter forinden dyrenes udlevering erlægge de i forordningen fastsatte mulkter (optagelsespenge). Hvis de samme kreaturer påny blev antruffet i klitterne, ville der være at erlægge dobbelt mulkt og tredie gang 3-dobbelt mulkt, o. s. v. Havde ejeren ikke inden to gange 24 timer efter, at optagelsen var meddelt ham, betalt mulkten og omkostningerne, kunne så mange af de optagne kreaturer bortsælges ved auktion, at auktionsprovenuet kunne dække beløbet. Var optageren ikke vidende om, hvem dyrene tilhørte, skulle disse efter forudgående taksation for ejerens regning afleveres til sognefogeden. Havde ejeren ikke inden 8 dage efter, at bekendtgørelse ved kirke-, sogne- og bystævne om optagelsen havde fundet sted, betalt mulkten og omkostningerne, skulle dyrene bortsælges ved auktion. Meldte ejeren sig inden 12 uger, efter at kreaturerne var solgt, kunne han kræve auktionsprovenuet med fradrag af mulkter og omkostninger udbetalt. I modsat fald skulle beløbet, herunder bøderne, anvendes til bestridelse af udgifterne ved sandflugtens dæmpning i amtet. Den, der hindrede klitfogeden eller andre rette vedkommende i at optage kreaturerne, straffedes med voldsbøde. Halvdelen af de ved kreaturernes opbringelse indkomne mulkter tilfaldt angiverne, hvad enten disse var klitfogeder eller ej. Hvis mulkterne ikke blev betalt, måtte den skyldige afsone dem efter reglerne i forordning af 6. december 1743 angående idømte pengebøders inddrivelse. Ifølge 85 i forordning af 13. december 1793 om vejvæsenet var det forbudt at tøjre kreaturer på vejene eller i de hertil hørende grøfter. Løsgående kreaturer på vejene skulle optages, og ejeren måtte foruden at erlægge de i forordningen fastsatte løsningspenge erstatte forvoldt skade og godtgøre udgifter til foder og pasning i den tid, dyrene havde været optaget efter nærmere i forordningen bestemte satser. Dersom ejeren ikke inden 3 4 dage havde ladet dyrene afhente samt betalt opbringningspenge og stillet sikkerhed for det beskadigedes istandsættelse, skulle de optagne dyr efter 8 dages varsel ved kirkestævne bortsælges offentligt. Endvidere anførtes i forordningen, at uringede svin, der fandtes på vejene, samt utilstrækkeligt ringede svin, der voldte skade på samme, straks skulle optages og afleveres til fogeden eller oldermanden. Var det umuligt at optage svinene, påhvilede det opsynsmanden at skyde dem. Dræbte svin skulle udleveres til ejeren, men denne måtte bøde 2 mark pr. stk., hvad enten svinene blev skudt eller ej. Ved forordning af 29. oktober 1794 om hegn og fred for jorder i Danmark blev alle tidligere bestemmelser om hegn og fred ophævet, forsåvidt de ikke blev gentaget i forordningen, men skønt denne ikke indeholdt bestemmelser vedrørende optagelse af kreaturer på veje og fredede sandflugtsstrækninger, blev de herom foran omhandlede bestemmelser dog ikke anset for bortfaldet. Forordningens bestemmelser vedrørende optagelse af kreaturer m. v. refereres nedenfor i hovedtræk, medens der med hensyn til reglerne om hegn henvises til den af kommissionen tidligere afgivne betænkning angående revision af hegnslovgivningen. Ifølge forordningens 30 var den, der antraf fremmede kreaturer på sin grund, berettiget til at optage disse, hvad enten jordlodden var indhegnet eller ej, idet dyrenes 2

10 10 ejer ikke skulle kunne benytte den omstændighed, at naboen ikke havde sin lod indhegnet eller ikke tilbørlig vedligeholdt hegnet, til at lade sine kreaturer gå ind på naboens ager, eng, græsning eller hede, men var pligtig at tøjre eller vogte dyrene. Endvidere skulle ifølge 46 svin, som gik løse på fælles græsningsjorder, i den tid af året, i hvilken jorden kunne oprodes, af ejeren holdes ringede. Dyrenes ejer var foruden at erstatte den på jorden og dens afgrøder forvoldte skade pligtig at erlægge optagelsespenge samt, hvis dyrene ikke blev indløst inden 24 timer, efter at underretning om optagelsen bevisligt var tilgået ejeren, at refundere optagerens udgifter til foder m. v. Optagelsespengene varierede dels efter om de optagne dyr ifølge deres natur måtte formodes at forvolde større eller mindre skade, dels efter værdien af de afgrøder, der fandtes på den jordlod, på hvilken dyrene kom ind, og dels efter om optageren havde foretaget de i forordningen påbudte foranstaltninger til afværgelse af ufred eller ej, idet der tillige blev taget hensyn til, hvorvidt lodden var udskiftet af fællesskabet. Således kunne der for dyr optaget på jorder, der vel var forsynet med lovligt hegn, men ikke udskiftet, kun kræves halvt så meget i optagelsespenge som for dyr optaget på indhegnet, udskiftet jord. Og på lodder, der ikke var forsynet med lovligt hegn, kunne hvad enten lodden var udskiftet eller ej kun fordres halvt så meget, som hvis lodden var lovligt hegnet. Dog kunne der overhovedet ikke kræves optagelsespenge, hvis det skyldtes jordbrugerens egen forsømmelse, at dyrene var kommet ind på hans lod, såsom hvis han ikke havde vedligeholdt hegnet i overensstemmelse med forordningens forskrifter, eller han havde undladt at opføre den strækning nyt hegn, som det påhvilede ham at rejse. Desuden var dyrenes ejer i dette tilfælde kun pligtig at erstatte halvdelen af den forvoldte skade. Hvis et fireføddet kreatur" for fjerde gang, en hest dog femte gang, blev optaget på en lovlig indhegnet lod, kunne ejeren efter optagerens påstand dømmes til foruden at erlægge optagelsespenge at have forbrudt halvdelen af dyrets værdi til sognets fattige, hvorhos dyret skulle bortsælges ved auktion som uvant og mærkes ved afskæring af det ene øre. Den, som købte dyret, måtte ikke lade dette gå løst, idet han i så fald ville have det forbrudt til de fattige, hvis det brød igennem eller sprang over lovligt hegn. Var det et stykke fjerkræ, der således blev optaget for fjerde gang, blev det uden søgsmål optagerens ejendom og skulle straks slagtes. løvrigt skulle ejeren af et uvant kreatur, hvor fællesskabet ikke var ophævet, holde dyret tøjret, hilde det" eller lægge åg på det. Kunne dette ikke hindre, at dyret forcerede lovligt hegn, eller undlod ejeren trods opfordring at træffe nævnte foranstaltninger, kunne ejerlavets medlemmer forlange, at ejeren skilte sig af med dyret, og, hvis ejeren var uvillig hertil, lade det bortsælge ved offentlig auktion for ejerens regning ved sognefogedens foranstaltning. Svin, der kom ind på en lovlig indhegnet kornmark, efter at kornet havde skudt aks, var markens ejer ifølge forordningens 35 berettiget til at dræbe. Drejede det sig derimod om får eller gæs, der bevisligt ikke lod sig bortjage eller optage, måtte jordbrugeren første gang vidnefast advare dyrenes ejer, men anden gang dyrene kom ind i kornmarken, var han berettiget til at dræbe disse. De dræbte dyr skulle straks afleveres til ejeren eller, hvis denne ikke kendtes, uddeles til byens eller sognets fattige. Får, lam eller svin, der tre gange var blevet optaget eller som havde beskadiget levende gærder omkring en udskiftet lod, måtte ifølge forordningens 36 ikke gå utøjret eller ubevogtet op til en sådan lods levende gærde. Endvidere var der i forordningens 47 fastsat nærmere bestemmelser om, hvornår en uudskiftet by skulle være pligtig at lade sine kreaturer, der græssede ved siden

11 11 af en udskiftet kornmark, vogte eller tøjre. Også ejere af hovedgårde var pligtig til, når hovedgården havde mere end 200 tdr. Id., at lade deres kreaturer tøjre eller vogte, når de græssede mod en udskiftet selvejer- eller fæstegårds kornmark. Til sikkerhed for betaling af optagelsespenge, skadeserstatning, udgifter til foder og pasning samt øvrige omkostninger var optageren berettiget til at tilbageholde de optagne dyr. Indløste ejeren ikke dyrene umiddelbart efter, at han var blevet bekendt med optagelsen, måtte optageren dog ikke holde flere dyr tilbage, end der var påkrævet til dækning af optagerens tilgodehavende. De øvrige dyr skulle inden 24 timer tilbageleveres ejeren, medens de optagne dyr ville være at bortsælge af sognefogeden ved offentlig auktion efter 8 dages forudgående varsel. Også optagne dyr, hvis ejer ikke kendtes, skulle sælges af sognefogeden ved offentlig auktion. Oversteg dyrets værdi ifølge sognefogedens skøn imidlertid ikke 2 Rdl., tilfaldt det uden auktion optageren, såfremt ejeren ikke kendtes eller ikke indløste det inden 24 timer efter, at optagelsen bevisligt var meddelt ham. Dog skulle optageren, hvis ejeren senere meldte sig, godtgøre denne, hvad det optagne dyr ved taksation ansattes at være mere værd end skadeserstatning og optagelsespenge. Hvis optageren holdt dyret tilbage, uagtet skadeserstatning, optagelsespenge og øvrige omkostninger blev ham tilbudt, skulle han pr. dag betale ejeren for et stort høved 48 Sk., for et lidet 16 Sk. og for en gås, høne eller andet fjerkræ 4 Sk. Den, som egenmægtigt tog et optaget dyr tilbage, straffedes ifølge forordningens 42 med bøder. Endvidere var der fastsat straf for forsætlig at drive sine løse kreaturer ind på eller tøjre dem på en andens i grøde stående korn- eller kløvermark m. v. eller at drive eller føre anden mands kreaturer ind på sin lod for der at optage dem. For at fremme fåreavlen blev det ved plakat af 31. oktober 1800 tilladt fåreavlere, som på sognestævne havde bekendtgjort, at de havde påbegyndt en rationel fåreavl, at dræbe væddere, der kom ind på deres lovligt indhegnede jorder. Med hensyn til dræbte dyr skulle forholdes som i forordning af fastsat. Ved forordning af 8. september 1812 om løsgående hingste blev det fastsat, at enhver skulle være berettiget til at pågribe løsgående hingste, klaphingste, hingstkloder eller hingstplage såvel på sin egen lod som på fælles græsgang, hvormed han førte opsyn eller hvori han var lodtagen. Ejeren af den optagne hingst skulle første gang, den pågrebes, i mulkt betale værdien af 4 td. havre efter sidste kapitelstakst, hvilken mulkt hver gang, den løsgående hingst siden blev optaget, skulle forøges med yderligere 4 td. havre, ligeledes efter sidste kapitelstakst. Af mulkten oppebar optageren 24 Sk. i optagelsespenge, hvorhos ejeren var pligtig at erstatte ham den eventuelt forvoldte skade såvel som de med optagelsen forbundne omkostninger i overensstemmelse med de gældende regler. Eesten af mulkten skulle indbetales i sognets fattigkasse. Tredie og fjerde gang en hingst blev pågrebet, skulle den mærkes ved afskæring af et stykke på henholdsvis venstre og højre øre. Kunne hingsten gildes og ejeren ville lade den skære, medens den endnu var i optagerens varetægt, bortfaldt mulkten, og ejeren skulle kun være pligtig at erstatte den af hingsten forvoldte skade samt at betale optagelsespenge, skæreløn samt de øvrige ved optagelsen og gildningen forårsagede omkostninger. Døde den gildede hingst, medens den var i optagerens varetægt, måtte ejeren bære tabet. Kendtes ejeren til den optagne hingst ikke, skulle optageren inden 24 timer anmelde optagelsen for sognefogeden, således at denne kunne foranledige hingsten takseret og optagelsen bekendtgjort ved kirkestævne den påfølgende søndag. Meldte ejeren sig ikke inden den følgende onsdag, skulle hingsten bortsælges ved offentlig auktion mod

12 12 kontant betaling. Det samme var tilfældet, hvis ejeren ikke straks indløste den optagne hingst, efter at han var blevet bekendt med optagelsen, eller nægtede at betale omkostningerne ved hingstens gildning m. v. Da de ved plakat af 31. oktober 1800 om forbud mod løse væddere forordnede bestemmelser havde vist sig ikke at være fyldestgørende til beskyttelse af fåreavlen, blev der ved forordning af 24. september 1813 angående løsgående væddere fastsat lignende bestemmelser for optagelse, mærkning, gildning og bortauktionering af væddere som i ovennævnte forordning om løsgående hingste. I anledning af at der fra forskellige egne af landet var indkommet klager over, at nogle jordbrugere, såsnart de havde indhøstet, optog hegnet og lod deres kreaturer gå løse langt ud på efteråret, ja til langt ind i foråret, efter at andre havde begyndt at forårsbehandle jorden, blev det ved forordning af 9. juli 1817 fastsat, at enhver fremdeles skulle være pligtig at holde sine kreaturer på egen grund på alle årets tider, ligesom enhver skulle være berettiget til at optage anden mands kreaturer, når og så ofte de fandtes på hans tilsåede eller utilsåede jorder, samt til foruden erstatning for den af kreaturerne forvoldte skade såvel som foderløn m. v. at oppebære optagelsespenge i overensstemmelse med forordningens bestemmelser. Keglerne om optagelsespenge blev samtidig forenklet. Svin, der ikke kunne optages, var den, på hvis jord de fandtes, ifølge forordningens 3 berettiget til på hvad måde, han bedst ved og kan, at bortskaffe, og der tilkom ikke svinenes ejer erstatning, selvom de herved kom til skade eller endog omkom. Endvidere blev det indskærpet, at den i forordningen fastsatte fritagelse for hegnspligt, hvor lodderne havde en særlig ufordelagtig form, ikke fritog loddens bruger for pligt til at holde sine kreaturer på egen grund. Brugeren måtte følgelig enten opstalde, tøjre eller vogte dyrene. Efter indstilling af provinsialstænderne blev ved plakat af 14. juli 1837 de ved forordning af 9. juli 1817 fastsatte optagelsespenge nedsat, medens de ved forordningerne af 8. september 1812 og 24. september 1813 fastsatte strenge bestemmelser vedrørende løsgående hingste og væddere stadig opretholdtes. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt det, når tøjrede eller løsgående kreaturer på de offentlige veje blev optaget, kunne pålægges deres ejer foruden de i forordningen af 13. december ommeldte løsningspenge tillige at erlægge optagelsespenge i overensstemmelse med reglerne i plakat af 14. juli 1837, jfr. forordning af 9. juli 1817, udtalte indenrigsministeriet i skrivelse nr. 76 af 13. marts 1871, at der ikke både kunne fordres løsningspenge og opbringningspenge, idet der ved de i forordningen af 13. december ommeldte opbringningspenge måtte antages kun at være sigtet til de umiddelbart foran ommeldte løsningspenge, og der ikke i senere lovgivning var givet strengere bestemmelser om følgen af, at kreaturer fandtes løsgående på de offentlige veje. Navnlig kunne de forskellige forordninger om markfred efter deres ord ikke bringes til anvendelse her. Endvidere udtaltes med hensyn til spørgsmålet om hvilke pligter, der måtte antages at påhvile politiet, at det, da øjemedet med bestemmelsen i forordning af i hvert fald til dels havde været at betrygge færdslen på vejene, måtte betragtes som en selvfølge, at politiet, såvidt det stod i dets magt, måtte søge at forhindre, at kreaturerne gik løse på vejene. Sognefogeden måtte derfor for det første, når han selv antraf løsgående kreaturer, være forpligtet til at optage disse. Endvidere måtte det påhvile ham, når andre havde optaget kreaturerne, at modtage disse og beholde dem, indtil ejeren afhentede dem og betalte, hvad der efter lovgivningen påhvilede ham at udrede, eller hvis denne undlod dette, indtil kreatu-

13 13 rerne overensstemmende med reglerne i forordningen af kunne afhændes, idet det ikke kunne stå i politimesterens magt vilkårligt at tilstede afvigelser herfra og da navnlig at tillade, at kreaturer udleveredes ejeren, uden at der var betalt løsningspenge for dem. Derimod kunne det ikke fordres, at politimesteren, hver gang kreaturer var blevet optaget, skulle anlægge offentlig politisag mod deres ejer, idet sognefogeden, når ejeren betalte de anordnede løsningspenge og erstattede den skete skade, måtte være pligtig at udlevere det optagne kreatur, og sagen måtte da hermed anses for endt, medens der i modsat fald måtte gås frem efter forordningens bestemmelser, og kreaturerne afhændes ved offentlig auktion. Kun når kreaturer havde været tøjret på vejen eller det var et uringet svin, der var optaget, kunne der være tale om at anlægge offentlig politisag for at få vedkommende idømt de i forordningen for disse tilfælde fastsatte bøder (Min.tid ). Ved lov af 29. marts 1867 angående sandflugtens dæmpning m. v. blev den foran omhandlede forordning af 19. september 1792 ophævet. Ifølge lovens 18 straffes den, der uden nødvendighed kører eller rider udenfor de tilladte veje og stier i de under det offentliges fredning eller tilsyn stående sandflugtsstrækninger, med bøde. Kreaturer, der blev antruffet på sandflugtsstrækninger underlagt det offentliges tilsyn, var ejeren eller, hvor dæmpningen besørgedes af det offentlige, vedkommende sandflugtsbetjent i henhold til lovens 19 berettiget til at optage. Kreaturernes ejer måtte foruden at erstatte den skade, dyrene havde anrettet, og de til deres underhold medgåede udgifter erlægge de i loven fastsatte mulkter. Til sikkerhed for betaling heraf var optageren berettiget til at tilbageholde så mange af de optagne kreaturer, som behøvedes til at udbringe det samlede beløb. Med hensyn til indløsning og realisation af de optagne kreaturer gjaldt de i forordning af 29. oktober 1794 fastsatte regler. Dersom kreaturerne ikke kunne optages, og det heller ikke på anden måde var muligt at sikre sig bevis for, ved hvis kreaturer ufreden var bevirket, var ejeren eller vedkommende sandflugtsbetjent berettiget til at nedskyde dem. Ved lov nr. 53 af 25. marts 1872 om markog vejfred blev de foran omhandlede bestemmelser i forordningen af 29. oktober 1794 og senere plakater, forordninger og love vedrørende optagelse af kreaturer m. v. ophævet alene med undtagelse af sandflugtslovens 18. For første gang forelå der hermed en selvstændig almindelig lov om markfred. De i loven indeholdte bestemmelser og de mere betydningsfulde af domstolene og administrationen i markfredssager trufne afgørelser refereres nedenfor kun i hovedtræk, -idet man iøvrigt henviser til lovteksten og de citerede samlinger af retslige og administrative afgørelser. Ifølge lovens 1 er enhver pligtig til uden hensyn til, om hans ejendom er hegnet eller ej på alle årets tider at holde sine husdyr på sin egen grund. Kommer husdyrene ind på anden mands grund, er ejeren af dyrene pligtig at erstatte den skade, de der har forårsaget, det være sig på afgrøder i mark, eng, græsgang, hede, skov og have m. v. eller på tørvemoser, klitter, hegnsplantninger, grøfter, veje, broer og deslige eller på andre husdyr. I såvel teori som praksis antages det, at ansvaret er uafhængigt af, om dyrets ejer kan siges at have handlet uforsvarligt ved anbringelse eller bevogtning af dyrene, og bestemmelsen får således selvstændig betydning ved at pålægge ansvar udover, hvad der ville følge af dansk rets almindelige erstatningsregler, hvorefter kun den skade, som forvoldes ved uforsvarlig adfærd, medfører erstatningspligt. Skade, som ens husdyr forvolder uden at komme ind på anden mands grund, falder udenfor lovens område, jfr. V. L. D. 5. decbr. 1923, hvorved der ikke gaves fuld

14 14 erstatning, da det var usikkert, om ikke nogle tyres bedækning af kvier i et vist omfang var sket på tyreejerens egen grund (U ), samt H. D. 9. marts 1933, hvor lovens bestemmelser blev fundet uanvendelige på skade forvoldt ved smitte påført gennem et hegn (U ). Som anden mands grund kan søterritoriet ikke betragtes. Der foreligger to højesteretsdomme angående tilfælde, hvor kreaturer er vadet ud på lavt vand og har beskadiget nogle der anbragte ruser. Afgørelserne, der faldt forskelligt ud, synes i begge tilfælde truffet efter den almindelige erstatningsregel, altså på grundlag af en afvej else af om kreaturernes ejer under de foreliggende omstændigheder kunne siges at have gjort sig skyldig i nogen forsømmelse (U og ). Endvidere omfatter loven kun skader af den udtrykkelig nævnte art eller skader, som kan sidestilles hermed, jfr. herved 0. L. D. 8. novbr. 1928, hvorved loven fandtes uanvendelig i et tilfælde, hvor en kvie var kommet ind på en banelinie, hvor den blev påkørt og derved forårsagede en del skade på banens materiel; da der ikke var udvist noget uforsvarligt forhold, kunne der heller ikke pålægges ansvar ud fra almindelige erstatningsregler (U ). I H. St. D. 23. marts 1908 udtaltes, at erstatningsreglen i 1 ikke var anvendelig i et tilfælde, hvor en hest var sprunget gennem en rude ind i en københavnsk butik, allerede fordi skaden ikke var af den art, som nævnte lovbud har for øje (U ). Endvidere kan nævnes V. L. D. 23. februar En A tilhørende ko, der gik i en eng, der grænsede op til en B tilhørende eng, brød gennem hegnet mellem engene ud på B's eng, hvor den kastede kalven. Da B erfarede, at der forelå smitsom kastning, og da det måtte befrygtes, at 5 ham tilhørende kvier, der gik i hans eng, var blevet smittede, solgte han, for at undgå videre udbredelse af smitten, straks kvierne bedst muligt og søgte med iagttagelse af fristerne i 2 i lov om markog vejfred A til betaling af erstatning for tabet ved kvierne. Det blev antaget, at erstatningsreglen i nævnte lovs 1 ikke omfattede en skade, som den her omhandlede, og da der derhos ej heller efter den almindelige erstatningsregel kunne pålægges A erstatningsansvar, idet han hverken havde næret eller haft grund til at nære mistanke om, at koen var smittefarlig, frifandtes A (V. L. T ). Ifølge lovens 2 er det dog en betingelse for at kunne gøre erstatningskrav gældende, at den skadelidende uopholdelig gør skridt til at få skaden vurderet og erstatningen indkrævet. Således skal den pågældende inden 3 dage, efter at han er kommet til kundskab om den stedfundne beskadigelse, forlange denne vurderet af de i lovens 13 omhandlede vurderingsmænd. Inden 3 dage efter vurderingen skal skaden forlanges erstattet af dyrets ejer. Betaler dyrets ejer ikke erstatningen, skal skadelidende dernæst inden 3 dage, efter at afkrævningen har fundet sted, foretage de fornødne skridt til at søge denne tilpligtet dertil ved dom. Oversiddes nogle af de angivne frister, fortabes retten til erstatning, såfremt ikke særlige grunde fritager den pågældende for at iagttage de almindelige regler. At sådanne særlige grunde havde foreligget blev antaget ved K. O. D. 10. sept. 1877, hvorved en jordbruger, under hensyn til de af ham med en bortrejst ejers forvalter førte forhandlinger, antoges betimelig at have anlagt sag imod ejeren, uanset at skaden var vurderet den 19. juli og sagen først blev indbragt for politiretten den 31. juli (U ), og ved K. O. D. "22. aug. 1887, hvorved ejeren af en hest, som på anden mands grund havde beskadiget en denne tilhørende hest, blev tilpligtet at erstatte skaden, uanset at den skadelidende ikke havde konstateret skaden på den i markog vejfredsloven foreskrevne måde, idet det ville have været dyrplageri at undlade straks at slå den beskadigede hest ned (U ). Det er imidlertid kun erstatningskrav efter markog vejfredsloven, der fortabes,

15 15 hvis fristerne ikke iagttages, idet der, selvom disse er overskredet, kan gøres erstatningskrav gældende i henhold til de almindelige erstatningsregler, såfremt betingelserne herfor foreligger, jfr. U , , med henvisninger og Endvidere står det den skadelidte frit for, hvis det pågældende dyr afhændes ved auktion i henhold til lovens 6, uden søgsmål at holde sig til auktionsbeløbet for den ham efter vurderingen tilkommende erstatning. Er sagen genstand for offentlig forfølgning, behøver skadelidte ikke at følge den i lovens 2 angivne fremgangsmåde, idet han i så fald kan gøre sit erstatningskrav gældende under den offentlige sag. Foruden ret til at kræve erstatning har brugeren af ejendommen ifølge lovens 3 ret til selv eller ved den, han dertil bemyndiger, at optage det pågældende dyr, når han antræffer det på sin grund. Hvis jorden er bortforpagtet, tilkommer optagelsesretten forpagteren, jfr. V. O. D. 26. febr. 1917, hvorved det blev statueret, at ejeren af en bortforpagtet jordlod ikke havde været berettiget til at optage 2 af A på lodden hensatte køer, idet ejeren af lodden ikke var bruger af denne, hvorfor A ved egenmægtigt at tage køerne tilbage ikke havde overtrådt lovens 3, stk. 1 (U ). På p r i v a t e v e j e, til hvis afbenyttelse flere er udelukkende berettiget, kan optagelsesretten udøves af enhver af de i vejens vedligeholdelse lodtagende. Husdyr, der føres bundne eller under bevogtning, kan dog ikke optages på en privat vej, medmindre det ved opslag eller på anden måde er tilkendegivet, at vejen er privat. Ifølge lovens 11 skal på offentlige veje ethvert husdyr med undtagelse af føl, lam, hunde og fjerkræ optages ved politiets eller vejbestyrelsens foranstaltning, når dyret antræffes på selve vejen, uden at det føres bundet eller under bevogtning, når det uden nødvendighed føres udenfor vejen på dens sideskråninger eller i dens grøfter, når det er tøjret eller græsser på det til vejen hørende terræn, eller når det er tøjret så nær ved vejen, at det kan nå ind på denne. For så vidt angår de o f f e n t l i g e b i v e j e kan dog sognerådet med politimesterens og de tilstødende lodsejeres samtykke tillade, at der græsses på mindre befærdede veje med køer eller geder, som føres i tøjr, jfr. herved indenrigsministeriets skrivelse af 31. december 1872, hvori udtales, at det i reglen ikke vil kunne billiges, at sognerådet giver tilladelse til græsning uden forinden at forvisse sig om, at det dertil fornødne samtykke fra anden side er meddelt, idet det er sognerådets pligt som vejbestyrelse at have indseende med, at der ikke rinder ulovlig græsning sted på kommunens offentlige veje, og det derfor må være af vigtighed for sognerådet til enhver tid at have nøje kundskab om, af hvem sådan græsning lovligt kan udøves, hvilket på den letteste og sikreste måde vil opnås, når rådet følger som regel ikke for sit vedkommende at meddele græsningstilladelse, forinden det af pågældende godtgøres, at det samtykke, der også fra anden side må være meddelt, for at græsning lovligt skal kunne finde sted, er erhvervet. Endvidere udtales, at det selvfølgelig er ganske ubeføjet at tilstede græsning på alle offentlige biveje i en kommune uden hensyn til, om de er mere eller mindre befærdede, da det i lovens 11 udtrykkelig er foreskrevet, at sådan tilladelse kun må gives for de mindre befærdede bivejes vedkommende, men at imidlertid afgørelsen af, om en vej kan anses for mindre befærdet, efter ministeriets formening ved loven er henlagt til sognerådet og politimesteren, hvis beslutning om, at det skal være tilladt at græsse på en offentlig bivej, derfor ikke antages at kunne omstødes af amtsrådet eller amtmanden; derimod er det en følge af amtmandens stilling som overordnet politimyndighed, at han må kunne give politimestrene nærmere instruktioner med hensyn til den måde, hvorpå den dem ved loven tillagte ret til at meddele samtykke bør benyttes, hvilke instruktioner politimestrene må være pligtige at efterkomme. Sluttelig udtales, at det må anses for aldeles utilstedeligt, at et sogneråd af egen

16 16 drift tager beslutning om, at det skal være tilladt at græsse med køer og geder på kommunens offentlige biveje, og derefter overlader græsningen til den højstbydende, idet hensigten med den heromhandlede lovbestemmelse alene har været at bemyndige sognerådene til, hvis særlige forhold måtte tale derfor, på begæring at tillade, at sådan græsning finder sted. (Min.tid nr. 333). På sandflugtsstrækninger, der står under det offentliges fredning, tilkommer optagelsesretten vedkommende sandflugtsbetjent. Ifølge lovens 4 er optageren berettiget til at gøre dyrets udlevering afhængig af, at dyrets ejer erlægger de i loven fastsatte optagelsespenge, der varierer fra 16 øre til 4 kr. pr. dyr, samt godtgørelse for foder og pasning af dyret fra optagelsen til tilbageleveringen og omkostningerne ved den mulig stedfundne bekendtgørelse om dyrets optagelse. Derimod er det antaget, at optageren ikke kan gøre udleveringen betinget af, at ejeren betaler erstatningen for den af dyret forvoldte skade, jfr. Hof.St.D. 18. juli 1887, hvori udtales, at den, der på sin jord optager andres husdyr, kun har ret til at tilbageholde disse for optagelsespenge samt for erstatning for foder og pasning, men ikke for erstatning for den af dyrene tilføjede skade; optagerens vægring ved at udlevere dyrene uden imod betaling for skaden blev ikke anset som selvtægt (U ). Som godtgørelse for foder og pasning svares pr. døgn som hovedregel halvdelen af det beløb, der tilkommer optageren i optagelsespenge. Når andre husdyr end de i loven nævnte optages, bliver der i hvert enkelt tilfælde at erlægge de samme optagelsespenge, som er fastsat for det husdyr, med hvilket det optagne dyr nærmest må sidestilles. Den, der egenmægtigt tager et optaget dyr tilbage, straffes med bøder. Kender optageren dyrets ejer og hans bopæl eller opholdssted, skal han inden 12 timer efter, at optagelsen har fundet sted, derom tilstille ejeren bevislig underretning. Er optageren af mangel på sådant kendskab ude af stand til at give ejeren underretning om optagelsen, og melder ejeren sig ikke inden 24 timer efter, at optagelsen har fundet sted, skal optageren gøre anmeldelse til sognefogeden, som derpå snarest muligt foranstalter optagelsen bekendtgjort i sognet og de tilgrænsende sogne på den på stedet brugelige måde. Forsømmer optageren i rette tid at tilstille ejeren af dyret underretning eller at anmelde optagelsen, taber han al ret til godtgørelse for foder og pasning og er pligtig at erstatte ejeren afsavnet af dyret. Derimod mister han ikke sit krav på optagelsespenge og erstatning for skade. De på offentlige veje optagne dyr skal afleveres til sognefogeden eller oldermanden, og politiets udgifter ved optagelsen kan fordres erstattet af vejbestyrelsen. løvrigt forholdes der med de optagne dyr på samme måde som med hensyn til fremmede husdyr, der optages på privat grund, jfr. herved indenrigsministeriets skrivelse af 19. december 1874, hvori udtaltes, at forpligtelsen til at meddele vedkommende ejer underretning om optagelsen i et tilfælde, hvor en vej opsynsmand havde optaget nogle kreaturer på en landevej og afleveret disse til sognefogeden med oplysning om, hvem der ejede eller måtte antages at eje dyrene, ligesom de øvrige en optager ellers påhvilende pligter måtte overgå til sognefogeden, til hvem dyret afleveredes, samt at det i et tilfælde som det foreliggende, hvor det pågældende dyr var optaget på en landevej, måtte være amtskommunen, hvem optagelsespengene tilfaldt (Min.tid nr. 264). Er det ugørligt at indfange svin, kan politiet eller vejbestyrelsen på bedst mulig måde fjerne dyret fra vejen, og dyrets ejer har ikke krav på erstatning, hvis dyret beskadiges eller omkommer, men kan kun forlange det udleveret. Den af det optagne dyr forårsagede skade på vejen kan vejbestyrelsen kræve erstattet.

17 17 Såfremt husdyr herunder også føl, lam, hunde og fjerkræ tøjres på vejens terræn eller så nær, at de kan nå ind på dette, eller græsses de på vejens terræn, straffes ejeren med bøder, uanset om dyrene optages eller ej, jfr. L. Hof. S. D. 7. novbr. 1879, hvorved en tiltalt, som trods en politiassistents forbud gentagne gange havde bundet en ko ved træer på landevejen, efter vejbestyrelsens begæring blev straffet med bøder efter markog vejfredslovens 11 (U ). Bestemmelserne om optagelse kommer dog ikke til anvendelse, når kreaturer, som iøvrigt er under forsvarlig bevogtning, kommer ind på en offentlig vej, der gennemskærer eller grænser til den lod, hvorpå de græsser, hvis de uden ophold fjernes af bevogteren. Den, der holder uvane husdyr løsgående på marker, som grænser til alfar vej og ikke er frahegnet denne, straffes med bøder. Ifølge lovens 6, jfr. 11, skal det optagne dyr, såfremt dyrets ejer ikke melder sig inden 24 timer, efter at optagelsen er ham meddelt af optageren, eller inden 3 dage, efter at optagelsen er bekendtgjort, afhændes ved auktion efter forudgående bekendtgørelse med 24 timers varsel. På landet afholdes auktionen af sognefogeden, hvem der dog i modsætning til hvad tilfældet var ifølge forordningen af 29. oktober 1794 ikke herfor tilkommer nogen betaling, jfr. indenrigsministeriets skrivelse af 13. februar 1873 (Min.tid nr. 65) og justitsministeriets skrivelse af 2. januar 1875 (Min.tid nr. 8). I København og købstæderne afholdes auktionerne af politiet og føres til politiprotokollen med benyttelse af politibetjenten som vidne og uden erlæggelse af gebyr. I en skrivelse af 21. juli 1897 (utr.) udtalte landbrugsministeriet, at vedkommende politimester ikke havde haft tilstrækkelig føje til at vægre sig ved at bortsælge nogle optagne kreaturer ved auktion, fordi ejeren af de optagne dyr havde protesteret herimod under påberåbelse af, at han havde ret til græsning i den fenne, hvor kreaturerne var optaget. Af det ved auktionen indkomne beløb, der erlægges kontant til den, der afholder auktionen, bliver de udgifter, der er medgået til bekendtgørelse om optagelsen, forlods at afholde. Resten anvendes til fyldestgørelse af optagerens fordring på skadeserstatning, godtgørelse for foder og pasning samt optagelsespenge. Er auktionsbeløbet ikke tilstrækkeligt til at dække disse udgifter, beholder optageren sin personlige fordring mod dyrets ejer på skadeserstatning og godtgørelse for foder og pasning. Eventuelt overskud tilfalder kommunekassen i det sogn, i hvilket optagelsen har fundet sted, såfremt dyrets ejer eller andre rette vedkommende ikke inden år og dag har krævet beløbet udbetalt. Er det optagne dyr efter en af sognefogeden foretaget vurdering af så ringe værdi, at end ikke bekendtgørelsesudgifterne kan ventes at ville blive dækket ved dets bortsalg ved auktion, bortfalder denne såvel som bekendtgørelse om dyrets optagelse, og dyret bliver optagerens ejendom. Har en jordbruger forgæves forsøgt at optage et dyr, der er kommet ind på hans grund, er han ifølge lovens 7 berettiget til at fordre, at ejeren af dyret skal bøde for ufred lige så meget, som optagelsespengene ville have udgjort. Dog skal ny ufredsbøde ikke kunne affordres en ejer for det samme kreatur, førend det enten er kommet tilbage til ham, eller han efter modtagen underretning, som snarest muligt bør gives ham, er sat i stand til at afhente dyret. Svin, får, lam, omstrejfende hunde og fjerkræ, som jordbrugeren forgæves har forsøgt at optage, er han berettiget til, på hvilken måde han bedst ved og kan, at fjerne fra sin grund, og dyrets ejer er ikke berettiget til nogen erstatning, om dyret kommer til skade eller endog omkommer. I denne forbindelse skal anføres K. O. D. 24. decbr. 1883, hvorved en person, der havde nedskudt en omstrejfende hund uden først at gøre noget forsøg på at optage denne, blev tilpligtet at godtgøre ejeren hundens værdi (U ), og V. O. D. 20. maj 1901, der omhandler et tilfælde, hvor en bonde, 3

18 18 på hvis mark nogle får var kommet ind, havde ladet sin søn skyde på disse, af hvilke et dræbtes. Det statueredes ved dommen, at selv om bonden først havde gjort forsøg på at optage fårene, kunne lov af 25. marts , stk. 3, ikke hjemle ham ret til at anvende en fremgangsmåde som den nævnte, da der ikke var oplyst noget, som gjorde det antageligt, at voldsomme midler havde været nødvendige for at fjerne fårene. At bonden iforvejen havde bekendtgjort, at får, der kom ind på hans mark, i mangel af optagelse ville blive skudt, tillagdes der ingen betydning. (U ). Et tidligere foretaget forsøg på optagelse kan ikke berettige jordbrugeren til uden nyt optagelsesforsøg at nedskyde dyret, hvis det påny antræffes, jfr. K. O. D. 25. jan. 1897, hvorved statueredes, at en bestyrer af en landejendom, der forgæves havde forsøgt at optage et på ejendommens mark løbende fremmed får, ikke var berettiget til uden fornyet optagelsesforsøg at skyde fåret, da han nogle timer senere traf det i ejendommens have (U ), og K. O. D. 16. september 1901, hvorved en grundejer, som havde skudt en hund, der var kommet ind på hans grund, uden først at forsøge på at optage den, fandtes ikke at have haft hjemmel hertil i lov af 25. marts , stk. 3, eller i jagtloven af 8. maj , uanset at hunden ofte tidligere havde strejfet om på hans grund, og at han da forgæves havde forsøgt at optage den. (U ). Ej heller vil en forudgående anmodning om at holde dyret borte fra den pågældende grund kunne træde i stedet for det i loven påbudte optagelsesforsøg, jfr. U A Derimod er man ikke pligtig at foretage optagelsesforsøg, der er forbundet med fare, jfr. L. Hof. S. D. 3. maj 1909, hvor det blev antaget, at en mand ikke havde handlet retsstridigt ved at nedskyde en hans nabo tilhørende hund, som var løbet ind på hans grund og ikke ville lade sig jage bort, da hunden efter det oplyste var en omløbende bidsk hund, der ikke kunne optages uden fare (U ). Det beskadigede eller dræbte dyr kan ejeren kræve udleveret, ligesom han er fri for at erlægge optagelsespenge og ej heller kan idømmes bøde for ufred. I skrivelse af 24. marts 1948 (utr.) har landbrugsministeriet i anledning af, at det havde vist sig umuligt at indfange to vilde kvier, der en hel vinter havde opholdt sig på Veggeregnen, udtalt, at nedskydning af kvierne efter landbrugsministeriets formening ikke kunne behandles efter reglerne i markog vejfredsloven, ligesom spørgsmålet ejheller faldt ind under jagtloven, men at nødretsgrundsætningen efter ministeriets opfattelse måtte antages at afgive tilstrækkelig hjemmel til at lade nedskydningen finde sted. Ifølge lovens 9 straffes den, som tøjrer eller driver husdyr ind på anden mands jorder eller tøjrer dem så nær ved naboens jord, at de kan nå ind på denne, med bøde. Det samme gælder den, som driver anden mands husdyr ind på sin egen jord, og den pågældende er endvidere pligtig at erstatte dyrets ejer, hvad denne har måttet udrede i optagelsespenge, ufredsbøder, godtgørelse for foder og pasning og skadeserstatning samt tabet ved afsavn af dyret. Ved V. O. D. 12. april 1898 blev en tiltalt, der havde tøjret sine kreaturer på en andens jordlod, mod hvilket han var advaret af herredsfogeden, frifundet for overtrædelse af markog vejfredslovens 9, da han formente at have kontraktmæssig brugsret til jordlodden, som han havde haft i leje i flere år, og hvis besiddelse han aldrig havde fraveget (U ). Foruden regler vedrørende den af anden mands husdyr forvoldte ufred på fremmed grund indeholder markog vejfredsloven i 8 bestemmelser om menneskers færdsel på p r i v a t e jorder og i fredede klitter. Det er således forbundet med bødestraf uden nødvendighed eller uden dertil erhvervet hjemmel at færdes på anden mands jorder

19 19 eller ad sådanne over samme førende veje og stier, med hensyn til hvilke det ved opslag eller på anden måde er tilkendegivet, at de er private. Det samme gælder færdsel uden hjemmel i fredede klitter udenfor de tilladte veje og stier. Fra retspraksis skal nævnes K. O. D. 27. marts 1880, hvorved en tiltalt blev draget til ansvar efter markog vejfredsloven for at have benyttet en gangsti over en andens jorder, som denne havde forbudt alle at betræde, og til hvis benyttelse han ikke havde oplyst nogen adkomst (U ), samt H. D. 28. april 1885, hvorved en person ikke blev draget til ansvar for brud på markfred ved at have oplagt mursten på et stykke græsjord og kørt derover, da det antoges oplyst, at lignende benyttelse af jorden havde fundet sted fra det pågældende sogns beboeres side lige siden udskiftningen, og været betragtet som en ret, uden at det fandtes nødvendigt at undersøge, hvorledes det forholdt sig med ejendomsretten og brugsretten iøvrigt over nævnte jordstykke (U ). Ligeledes blev ved K. O. D. 2. febr brud på markog vejfred ikke antaget begået i et tilfælde, hvor en gårdmand, der ifølge alderstidshævd havde ret til med vogn at passere til et ham tilhørende vænge over en til en anden gård hørende mellemliggende jordstrimmel, var kørt over den på samme voksende sæd, efter at han forgæves forinden havde opfordret ejeren til at lade denne borthugge på det til passagen fornødne stykke, og gårdmanden blev derfor heller ikke tilpligtet at betale skaden på sæden (U ). Spørgsmålet om, hvorvidt lovens 8 begrænser almenhedens adgang til at færdes i skovene eller på de til skovene hørende private veje, har været meget omdebatteret. Det er således blevet hævdet, at ordene anden mands jorder" efter lovens formål og hele sammenhængen må have en snævrere betydning end det i lovens 1 benyttede udtryk anden mands grund" og derfor kun kan betyde markjorder, således at skov, hede, mose og klit ikke falder ind derunder, medens man fra anden side har gjort gældende, at skove, herunder navnlig også private skove, falder ind under bestemmelserne i markog vejfredsloven, således at skovens ejer har ret til at forbyde uvedkommende at færdes i skoven, jfr. herved de i Dansk Skovforenings tidsskrift i årene 1921, 1922, 1926 og 1927 offentliggjorte afhandlinger om skovfred og almenhedens adgang til skove af H. Waage, A. Oppermann, Gustav Graae, Vagn Aagesen og S. Scavenius, optrykt i betænkning afgivet 31. januar 1929 af den af landbrugsministeriet nedsatte skovlovskommission. Overtrædelse af såvel lovens 8 som 3, 9 og 10 forfølges som politisager, men påtales kun, når den forurettede begærer det. Søgsmål til erstatning efter lovens 2 og til betaling af ufredsbøder behandles som private straffesager, således at påtale sker ved den forurettede selv og forfølgningen foregår i den borgerlige retsplejes former. Ifølge lovens 13 skal der til at foretage vurdering af de i 2 og 11 omhandlede skader i hver kommune ansættes 3 mænd, der beskikkes for 3 år af vedkommende kommunalråd. I stedet for at udnævne særlige vurderingsmænd, kan dog de ifølge lov om hegn udnævnte hegnssynsmænd benyttes til udførelse af det vurderingsmændene tillagte hverv. Til vurderingsforretningen, der foretages af 2 af vurderingsmændene, skal den formodede ejer af de dyr, som har forårsaget skaden, samt den skadelidte tilkaldes, jfr. V.O.D. 21. aug. 1876, hvorved det blev antaget, at de almindelige regler om forkyndelse på bopælen og en bestemt varselstid ikke kommer til anvendelse med hensyn til den meddelelse, der ifølge lov om markog vejfred af 25. marts skal gives ejeren af de skadegørende dyr om vurderingsforretningens afholdelse, men at en meddelelse, der gives ham personlig samme dag, som forretningen afholdes, medens han opholder sig udenfor sit hjem, efter omstændighederne kan være tilstrækkelig (U ). Ved K.O.D. 24. okt blev den erstatning, som tilkom ejeren af nogle får, der på marken var dræbte eller skambidte af

20 20 to hunde, ikke ansat til et af to hegns- og taksationsmænd fastsat beløb, idet hundeejerne ikke havde været tilkaldte til at overvære den af mændene afholdte forretning. Den skadelidte tilkommende erstatning blev derfor fastsat af retten (U A. 127). Det påhviler vurderingsmændene at udføre forskellige andre forretninger end de fornævnte, jfr. således 2 i lov om foranstaltninger mod oldenborrer af 7. april 1899, 17 og 18 i lov om snekastning af 13. april 1938 og 6 i lovbekendtgørelse om bekæmpelse af råger, alliker, skarver og måger af 18. marts Mark- og vejfredsloven er ved lov nr. 29 af 30. januar 1923 udvidet til de sønderjydske landsdele. Ved 15 i lov nr. 53 af 10. affil 1874 om diger til beskyttelse mod oversvømmelse fra havet er der tillagt medlemmerne af digelagets bestyrelse samt de personer, som det er overdraget at føre tilsyn med de til digelaget hørende diger, samme ret til at optage kreaturer på disse, som der ved markog vejfredslovens 3 er indrømmet sandflugtsbetjentene med hensyn til sandflugtsstrækninger, på hvilke sandflugten dæmpes af det offentlige. Ifølge 7 i lov nr. 145 af 28. april 1931 om jagten er den jagtberettigede forpligtet til at skaffe de ikke jagtberettigede jordbrugere i sit jagtdistrikt fred for kronvildt, då vildt, sikavildt og råvildt, som udenfor fredningstiden gør jordbrugerne skade. Opfylder den jagtberettigede ikke denne forpligtelse, kan kommunalbestyrelsen, hvis skaden efter en af de i henhold til markog vejfredsloven udnævnte vurderingsmænd foretagen taksation overstiger visse efter ejendommens størrelse fastsatte satser, meddele den skadelidende jordbruger tilladelse for 1 år til at udøve jagt på de nævnte vildtarter. Det er den jagtberettigede forbudt at drive jagt på anden mands sædemarker i tiden fra 1. maj til kornet er mejet og opbundet, dog med undtagelse af jagt efter kronog då vildt, sikavildt samt råvildt, når brugeren i henhold til jagtlovens 7 begærer, at den jagtberettigede skal skaffe ham fred for nævnte vildt. Ligeledes er det den jagtberettigede forbudt at jage eller søge efter vildt i anden mands gård, gårdsplads, have og dermed i forbindelse stående indhegnet lystskov eller i indhegnet planteskole. Til brugere af ejendomme, der falder ind under bestemmelserne i afsnit A i lov nr. 241 af 7. juni 1952 om brug af visse ejendomme og boliger på landet, skal ejeren dog, såfremt jagtretten ikke er overdraget brugeren, yde fuld godtgørelse for den skade, der af dyre- og fuglevildt tilføjes brugerens markafgrøder. Dersom mindelig overenskomst om en sådan godtgørelse ikke opnås, kan skadelidte forlange skaden vurderet af de i henhold til markog vejfredsloven beskikkede vurderingsmænd. Ifølge jagtlovens 11 har den jagtberettigede ret til fra sin jagtgrund at fjerne omstrejfende hunde på hvilken måde, han bedst ved og kan, når han forgæves har søgt at optage dem. Kommer hunden derved til skade eller bliver dræbt, er dens ejer ikke berettiget til nogen erstatning, jfr. V. L. D. 27. marts 1926, hvorved det blev antaget, at en gravhund, der forfulgte en af dens herre anskudt hare og derved efterhånden var kommet ca 1 km bort fra sin herre, ikke kunne anses for omstrejfende, og da naboen ikke tilbørligt havde forsøgt at optage den, var han erstatningspligtig for at have skudt hunden (U ). Er hunden derimod ikke i følge med sin herre, vil den i almindelighed være omstrejfende, når den færdes på anden mands grund, jfr. U , , , og Optager den jagtberettigede hunden, kommer reglerne i markog vejfredsloven til anvendelse.

21 21 Endvidere har den jagtberettigede ret til på sit jagtdistrikt at nedskyde omstrejfende katte, dog ikke nærmere end 150 m fra anden mands hus; i skrivelse af 20. juni 1935 (utr.) har landbrugsministeriet udtalt, at nedskydning af strejfende katte ikke er tilladt før solopgang eller efter solnedgang, samt at der kræves jagttegn dertil. Når løsgående hunde ihjelbider eller beskadiger vildt i fredningstiden, er deres ejer pligtig at erstatte den jagtberettigede den skade, der herved tilføjes hans vildtbestand. Ved jagtloven opretholdes udtrykkelig lov af 30. januar 1861 angående forbud mod at medtage løse hunde i Jægersborg dyrehave m. m. Uvedkommende må ifølge jagtlovens 12 ikke færdes med skydevåben eller hund på anden mands jagtgrund udenfor de veje og stier, der er åbne for almindelig færdsel. I skove, hvad enten disse tilhører staten eller private, må uvedkommende ikke færdes med skydevåben eller hunde udenfor de gennem skovene førende offentlige veje. Ifølge jagtlovens 16 er det tilladt at bortskyde ringduer, når de gør skade på frøkulturer. I landbrugsministeriets skrivelse af 4. december 1935 (utr.) til jagtrådet udtales, at ærte- og vikafgrøder ikke falder ind under frøkulturer", medmindre særlige omstændigheder og intensiv dyrkning viser, at formålet er at få udsæd og ikke grøntfoder. Endvidere anføres i landbrugsministeriets skrivelse af 28. juni 1939 (utr.) til jagtrådet, at frøkulturer" ikke omfatter almindelige markafgrøder, med mindre særlige omstændigheder viser, at formålet er at få udsæd. Fra retspraksis kan nævnes Roskilde kriminalrets dom af 16. april 1940, hvorved nedskydning af ringduer, der optrådte i store flokke i en kultur af grønkålsfrø til avling af hønsefoder, blev fundet straffri (D. J. T. 1. august 1941). Endvidere blev ved Nykøbing S. købstad m. v. rets dom af 21. juni 1938 en tiltalt, der ikke havde jagttegn og som på tredie mands mark havde skudt efter tamme duer, ikke fundet at have udøvet ulovlig jagt, og han frifandtes derfor for tiltalen efter jagtlovens 14. Det fremgår af præmisserne, at tiltalte havde skudt på duerne efter sin svogers anmodning, dog uden at ramme nogen af disse, da duerne befandt sig på svogerens mark, uagtet svogeren havde bekendtgjort, at naboens duer ville blive skudt, såfremt de kom ind på hans mark (J. 1938, 273). I justitsministeriets cirkulære nr. 154 af 22. august 1898 til politidirektøren i København og samtlige politimestre udtales, at ulovlige tilegneiser af brevduer efrer omstændighederne vil kunne straffes som tyveri eller i medfør af bestemmelserne i straffelovens 25. kapitel. Cirkulæret var foranlediget af, at det var kommet til justitsministeriets kundskab, at brevduer havde været genstand for efterstræbelser under de af brevdueforeningerne foranstaltede flyvninger, idet det ikke alene var forekommet, at duerne blev skudt under flugten, og dræbte brevduer, forsynede med ejerens navn og mærke, af uvedkommende blev offentlig fremstillet til salg, men også, at brevduer, der var lokket ind i fremmede slag, blev tilbageholdt og tilegnet (Min.tid ). Ved cirkulære nr. 216 af 15. august 1905 anmodede justitsministeriet påny politidirektøren i København og samtlige politimestre om at have deres opmærksomhed henvendt på de i ovennævnte cirkulære af 22. august 1898 nævnte forhold og drage de skyldige til ansvar, idet man samtidig anmodede politidirektøren og politimestrene om at ville gøre duehandlerne bekendt hermed og henlede deres opmærksomhed på, at de ved at købe sådan ulovligt tilegnede duer kunne gøres medansvarlige i det ulovlige forhold og ville kunne drages til ansvar herfor (Min.tid ). Endvidere har justitsministeriet under henvisning til, at De danske Brevdueforeninger" overfor justitsministeriet har anført, at der særlig på kyststrækninger jævnlig drives jagt på brevduer, og at denne skydning af duer er til største gene for foreningerne og påfører deres medlemmer et ikke ringe økonomisk tab, idet brevduerne ofte er af betydelig værdi, i skrivelse af 2. august 1934 (utr.)

22 22 anmodet politidirektøren i København og samtlige politimestre om at ha^e opmærksomheden henvendt på dette forhold og, når der har fundet ulovlig nedskydning af brevduer sted, eventuelt drage de skyldige til ansvar efter straffelovens 291. Ifølge bekendtgørelse nr. 198 af 21. april 1941 angående brevduer er det kun tilladt danske statsborgere, som er tilsluttet foreninger under landssammenslutningen De danske Brevdueforeninger" eller lignende under offentlig kontrol stående sammenslutninger, samt de nævnte foreninger at holde brevduer. Dispensation fra denne bestemmelse kan dog ifølge bekendtgørelse nr. 118 af 27. marts 1946 meddeles af generalstaben i hvert enkelt tilfælde. Alle brevduer skal være mærket med fast fodring istemplet vedkommende sammenslutnings kendingsbogstaver, vedkommende forenings nummer samt duens fødselsår og løbenummer. Bre^ dueholdere er pligtige at afgive indberetning om deres brevduebestand til vedkommende sammenslutning efter dennes nærmere bestemmelse. Indberetning fra sammenslutningerne om brevduebestanden indsendes årligt inden 1. november til generalstaben, der er berettiget til at udøve kontrol med, at bekendtgørelsens bestemmelser overholdes, ligesom generalstaben kan give sådanne yderligere kontrolforskrifter, som findes nødvendige efter krigsstyreisens tarv. Fra retspraksis kan nævnes Stege købstad m. v. rets dom af 9. oktober 1942, hvorved en tiltalt, der havde skudt nogle brevduer, som gjorde skade på en ham tilhørende nylig tilsået mark, blev anset skyldig i overtrædelse af straffelovens 291, stk. 1, og justitsministeriets bekendtgørelse angående brevduer nr. 198 af 21. april , jfr. 2 i lov nr. 219 af 1. maj 1940 om skærpet straf for visse overtrædelser af borgerlig straffelov og om ændring i politilovgivningen. I præmisserne til dommen anføres, at jagtlovens 16 i slutningen eller dennes analogi ikke findes at kunne bringes i anvendelse, alene af den grund, at den kun har hensyn til vilde fugle, ikke til husdyr, og da duer antages ikke at ville tage det fine lucernefrø og af byg antages kun at ville tage den del, som ligger ovenpå jorden, kan der ikke være tale om et sådant angreb, som efter reglerne om nødret eller nødværge kunne berettige tiltalte til at skyde duerne. Bestemmelserne i lov nr. 53 af 25. marts 1872 om markog vejfred 7 findes heller ikke at kunne frigøre tiltalte for ansvar allerede af den grund, at han ikke har opfyldt sin forpligtelse efter paragraffens sidste punktum. Tiltalte blev idømt 15 dagbøder a 8 kr. samt kendt pligtig at betale 30 kr. i erstatning for 2 duer (J ). Såfremt en hund bider sagesløs person eller på anden måde volder ham skade på person eller ejendom, er besidderen ifølge 13 i lov nr. 164 af 18. maj 1937 om hunde pligtig at erstatte skaden og at udrede godtgørelse for svie og smerte, lyde og vansir, hvorhos besidderen straffes med bøde. Hunde, der angriber husdyr, navnlig får og lam, i ejendom eller på marken eller vildt i forsvarlig indhegnet dyrehave eller forsvarlig indhegnet vildtreservat, kan nedskydes. I dette tilfælde finder bestemmelserne i markog vejfredslovens 7 om forudgående forsøg på at optage hunden og om underretning til hundens ejer ikke anvendelse, jfr. V. L. D. 5. okt. 1945, hvorved en af en tjenestekarl foretagen nedskydning af en hund, der på en mark havde angrebet hans husbonds får, blev anset berettiget, uanset at nedskydningen ikke havde fundet sted under forfølgelse af hunden, men først efter at denne var blevet optaget og bundet, hvilket skete i direkte fortsættelse af angrebet (U ). En hund, der strejfer om på anden mands grund, kan ifølge hundeloven nedskydes, såfremt hundens besidder forud er advaret; er besidderen ukendt, er nedskydning tilladt, såfremt det kan godtgøres, at hunden tidligere i løbet af det sidste år er truffet omstrejfende på anden mands grund, jfr. J og J

23 23 På en under henvisning til hundelovens 10 fremsat forespørgsel, om hvorvidt en indbragt, forgæves fremlyst hund skulle dræbes, eller om vedkommende kredskontor kunne bortgive eller sælge den pågældende hund, eventuelt ved auktion, hvis en sådan var nær forestående, således at der med hensyn til et eventuelt indkommet beløb blev forholdt på lignende måde, som med overskud af bortsolgt hittegods, udtalte justitsministeriet i skrivelse af 16. januar 1945, at man intet havde at erindre mod, at hunden ikke blev dræbt, men at man gik frem i overensstemmelse med den af kontoret foreslåede ordning (Min.tid nr. 25). Ifølge lov nr. 140 af 7. maj 1937 om naturfredning skal der gives almenheden adgang til udyrkede arealer tilhørende stat og kommune, forså vidt det kan ske, uden at det offentliges interesser kommer til at lide derved. Alle for græsvækst blottede strandbredder, om hvilke ejeren ikke kan godtgøre, at de før 1. januar 1916 var inddraget under havearealer eller under en på vedkommende ejendom drevet erhvervsvirksomhed, er åbne for almenheden for færdsel til fods, dog på eget ansvar, jfr. statsministeriets cirkulære af 9. juni 1937, hvorefter reglen ikke gælder søbredder (Min.tid nr. 84). I statsministeriets bekendtgørelse nr. 354 af 30. november 1938 udtales, at den i naturfredningslovens 23 omhandlede ret for almenheden til færdsel på de for græsvækst blottede arealer ikke er begrænset til sådanne strandbredder, som er helt blottet for bevoksning, idet en bevoksning alene med strandplanter som f. eks. marehalm, hjælme og sivbladet kvikgræs ikke kan afskære almenheden fra færdsel på strandbredden. På den frie strandbred må der ikke uden fredningsnævnets samtykke iværksættes foranstaltninger, der er til hinder for den frie færdsel, jfr. O. F. N. K. 31. marts 1933, hvorved et af en motorklub indrettet badeanlæg med bro på Nyborg strand ikke fandtes at indeholde en sådan hindring for den frie færdsel på strandbredden, at en overtrædelse af naturfredningsloven kunne statueres (U ). Derimod bestemtes det ved O. F. N. K. 20. decbr. 1943, at en langs stranden anbragt cementmur med bagved liggende opfyldning skulle fjernes, således at der åbnedes fuld adgang til passage på selve strandbredden i samme bredde som udfor de tilstødende ejendomme. Nogle pælerækker og andre gærder langs med stranden skulle rykkes 2 m tilbage Ifølge naturfredningslovens 24 er de staten, kommuner, kirker, præsteembeder og offentlige stiftelser tilhørende skove, herunder plantager, åbne for almenheden for færdsel til fods, men på eget ansvar, jfr. statsministeriets cirkulære af 9. juni 1937, hvori udtales, at bestemmelsen er at anse som en minimumsbestemmelse, der ikke medfører nogen begrænsning i den bestående adgang til at færdes på anden måde, f. eks. på cykle, i skove, hvori sådant hidtil har været tilladt (Min.tid nr. 85). Adgang til skovene må kun finde sted ad de veje, stier, broer og landingssteder, som fører til dem, og løse hunde må ikke medtages. Ifølge landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 221 af 27. maj 1939 henregnes til skove og plantager også dertil hørende arealer såsom tjeneste]order, planteskoler, agermarker, enge, moser, kær, damme og søer, sletter, lyngklædte strækninger, klitter, strandbredder, strandskrænter, grusgrave o. 1. Bekendtgørelsen indeholder tillige forskellige ordensbestemmelser vedrørende almenhedens færdsel i de nævnte skove, herunder om cyklekørsel, ridning, teltslagning m. v. På begæring af ejeren kan fredningsnævnet fastsætte ordensbestemmelser for almenhedens adgang til de skove, som ikke er statens. Skovejeren er berettiget til selv eller ved sit personale at anholde den, der i skoven færdes på anden måde end tilladt eller gribes i overtrædelse af forbud, og til at affordre

24 24 ham oplysning om navn, stilling og bopæl samt til i vægringstilfælde, eller hvis oplysningerne synes uantagelige, at føre ham til nærmeste politimyndighed, jfr. justitsministeriets cirkulære af 18. april 1944 angående udstedelse af legitimationkort til private skovejere og deres personale m. v. (Min.tid nr. 93). Såfremt ejeren af en af de omhandlede skove formener, at særlig grund taler for at udelukke eller begrænse den nævnte færdsel, kan han indbringe spørgsmålet for fredningsnævnet, der da træffer afgørelse herom ved kendelse. Anden færdsel i skoven kan forbydes af ejeren eller brugeren, medmindre der ved en af fredningsnævnet afsagt kendelse er givet tilladelse hertil. I skove, i hvilke almenheden i henhold til foranstående har ret til at færdes, er enhver beskadigelse af træer og buske, opgravning af planter, indsamling af olden og andet træfrø, kogler, løv, mos, fugleæg og svampe samt bær- og nøddeplukning forbudt, medmindre der er meddelt særlig tilladelse dertil, eller det foretages som led i videnskabelig forskning eller undervisning, jfr. dog statsministeriets cirkulære af 9. juni 1937, hvorefter forbudet mod indsamling af frø m. v. samt bær- og nøddeplukning kun sigter til erhvervsmæssig eller lignende indsamling eller plukning. (Min.tid nr. 85). Ifølge 27 i færdselslov nr. 129 af 14. april 1932 skal færdselsreglerne følges, når heste og kreaturer føres ad gade, vej eller plads. Heste og kreaturer, dog med undtagelse af dyr, der følger moderen, må ikke færdes på gade, vej eller plads uden bevogtning. Drives ellei trækkes de, skal de føres af et passende antal egnede personer og på en sådan måde, at de er til mindst mulig ulempe for den øvrige færdsel. Husdyr må ikke tøjres således, at de kan nå ind på færds eisbanen. I justitsministeriets cirkulær skrivelse af 8. april 1947 til politidirektøren i København og politimestrene angående skærpet kontrol med overholdelse af færdselslovens bestemmelser om løsgående dyr udtales blandt andet, at det overfor justitsministeriet er oplyst, at overtrædelse af de nævnte bestemmelser finder sted i et ikke ubetydeligt omfang. Endvidere henledes opmærksomheden på bestemmelserne i markog vejfredslovens 11, jfr. 12 (Min.tid nr. 100). Fra retspraksis kan nævnes H. D. 2. novbr. 1937, hvorved det blev antaget, at ejeren af en hoppe, der stod tøjret 100 m tilhøjre for en vej, og hvis føl løb frit omkring og sprang ud fra en plantage på den anden side lige foran en lastbil, der blev noget beskadiget, medens føllet ingen skade tog, ikke ved at lade føllet gå løs på det pågældende sted havde overtrådt færdselslovens 27, og han var ej heller erstatningsansvarlig efter den almindelige erstatningsregel (U ). Derimod blev ved Lø herred m. v. rets dom af 29. november 1940 en fodermester anset ansvarlig for at have ladet en 15-årig medhjælper alene føre 34 køer ud fra stalden nær en offentlig vej, idet nogle af køerne løb fra ham ud på vejen og kolliderede med et motorkøretøj (J ). Hvor intet andet er bestemt, gælder færdselslovens bestemmelser for gader, veje og pladser, der er åbne for almindelig færdsel. For sådanne gader, veje m. v. kan politiet i medfør af lovens 3 give bestemmelser til regulering af færdselen, og anbringelse af tavler (færdselstavler) eller andre indretninger til begrænsning eller regulering af færdselen må ifølge 4 kun ske ved eller med samtykke af politiet. Ifølge 26 i lov nr. 144 af 1. juli 1927 om motorkøretøjer er kørsel med motorkøretøjer tilladt på alle veje, gader og pladser, der er åbne for almindelig færdsel, forsåvidt der ikke er truffet særlige bestemmelser for enkelte strækninger. Sådanne bestemmelser kan fastsættes af justitsministeren efter forhandling med ministeren for offentlige arbej-

25 25 der, hvor færdselstekniske hensyn taler derfor, og af ministeren for offentlige arbejder, hvor vej tekniske hensyn taler derfor. I landkommuner kan sognerådet med amtsrådets samtykke ved opslag lukke en bivej for de nævnte køretøjer. Ejere af private veje udenfor København, købstæderne, flækkerne samt Frederiksberg, der er åbnede for almindelig færdsel, kan med amtsrådets samtykke ved tydeligt opslag af en af justitsministeren godkendt type lukke vejen for færdsel med vare- og lastmotorvogne, hvis egenvægt overstiger kg, og med personmotorvogne, der er indrettede til at befordre flere end 7 personer, føreren iberegnet. Gennem statsskovene er motorkørsel kun tilladt ad landeveje og de offentlige biveje samt ad de af landbrugsministeren særligt åbnede veje, der vedligeholdes af statsskovvæsenet. Kørsel til og fra faste ejendomme bebyggede og ubebyggede, til hvilke der udelukkende er adgang ad statsskovveje, er tilladt ad veje, som anvises af statsskovvæsenet, jfr. landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 154 af 29. april 1931 angående kørsel med motorkøretøjer i statsskovene. Endelig kan motorkørsel på visse vejstrækninger være udelukket eller begrænset ved bestemmelser i politivedtægten. Ved lov nr. 349 af 23. december 1935 angående indførsel af forskellige dyrearter er der givet landbrugsministeren bemyndigelse til at udstede forbud mod indførsel af dyr, som kan befrygtes at ville forvolde skade for landbrug, skovbrug, fiskeri eller andre næringsbrug, samt til, hvis sådanne dyr allerede måtte være indført her til landet, at forbyde deres videresalg og træffe foranstaltning til at hindre deres udbredelse. Ifølge den af landbrugsministeriet i henhold hertil udstedte bekendtgørelse nr. 172 af 10. maj 1944 om felsdyrhold samt indførsel af pelsdyr, harer og kaniner er bl. a. indførsel og transitering af såvel tamme som vilde kaniner forbudt. Endvidere skal enhver ejendomsbesidder, på hvis område der måtte forekomme fritlevende kaniner, snarest muligt gennem vedkommende politimester anmelde dette til landbrugsministeriet. Enhver, der er i besiddelse af tamkaniner, skal holde disse anbragt i bure eller indhegninger, der er således indrettet, at dyrene ikke kan undslippe. Indførsel af ræve af enhver art, sølvgrævlinge, måre, herunder mink (nertz), zobel og ilder samt andre kødædende pelsdyr såvel som sumpbævere (bæverrotter, nutria) er kun tilladt, når landbrugsministeriet har meddelt tilladelse hertil. Enhver, der er i besiddelse af disse dyr, skal anmelde dette til vedkommende politimester, der skal godkende de gårde og bure, hvori dyrene er anbragt. Ifølge landbrugsministeriets cirkulære nr. 115 af 10. maj 1944 skal ved anbringelse i gårde forstås anbringelse i et i det fri beliggende, betryggende indhegnet opholdssted, der igen kan være delt i flere afsnit, og som indenfor hegnet er forsynet med kasser o.lign. til natophold eller læindretninger for dyrene. Hegnene skal bestå af et for den pågældende dyreart uigennemtrængeligt materiale og med hensyn til højde og anbringelse være i stand til at forhindre dyrene i at undvige. Indgangen til gårdene skal sikres gennem indretning af et forrum, hvis døre skal være selvlukkende. Yderdøren skal kunne aflåses. Ved anbringelse af dyrene i bure forstås, at dyrene holdes indespærret i helt lukkede bure, kasser el. lign. Burene skal bestå af et for den pågældende dyreart uigennemtrængeligt materiale. Såfremt burene ikke anbringes i et aflåseligt lokale, hvorfra dyrene i givet fald ikke kan undvige, skal der omkring burene i en afstand af mindst 1 m fra disse anbringes et for dyrene uigennemtrængeligt hegn, hvis døre skal sikres med forrum som forannævnt. Bure for sumpbævere skal dog ikke omgives af hegn. Anbringes dyrene i de så- 4

26 26 kaldte skyggehaller, d. v. s. sammenbyggede, overbyggede buranlæg, kræves der intet hegn, men kun et forrum ved udgangen til hallen. Såfremt rævegårde ikke er helt overdækkede, skal hegnet have en højde på mindst 2.5 m. De forskellige ilder- og mårarter (mink, nertz) skal altid holdes i bure, der, forsåvidt burene ikke har betonbund eller andet uigennemtrængeligt gulvmateriale (ikke træ), skal være forsynede med trådnetbund. Sumpbævere skal altid anbringes i bure, der er fremstillet af et for dyrene uigennemtrængeligt materiale (Min.tid ). Efter anmodning af Dansk Pelsdyravlerforening har det statistiske departement i de senere år foretaget tælling af de vigtigste pelsdyr. I 1951 udsendtes spørgeskemaer til ca pelsdyravlere, hvoraf tilbagesendte skemaet i udfyldt stand, medens 210 meddelte, at farmen var nedlagt. På grundlag af det indsendte materiale har det statistiske departement foretaget en opgørelse, hvis resultater meddeles i nedenstående tabeller. I sidste kolonne er til sammenligning anført de tilsvarende tal fra departementets tælling i 1947; siden er antallet af pelsdyrfarme stadig blevet færre og pelsdyrholdet mindre, bortset fra mink og varianter, hvoraf der ifølge tællingen holdes ca flere i 1951 end i Ifølge tællingen pr. 7. august 1950 beløb antallet af sølvræve og varianter sig til Tabel I. Antal pelsdyrfarme Tabel II. Pelsdyrholdet 1951.

27 27 Ifølge D. L skal den, der føder vilde dyr op, som er ulve og bjørne, bøde skaden. Ved en generalprøve i et forlystelsesetablissement kom, medens en sangerinde fru S. prøvede på scenen, en domptør D. og den ham tilhørende løve, som var løs, men ganske ufarlig, ind på scenen bag fru S., der ved pludselig at se løven fik et nervechock og faldt besvimet om. Ved 0. L. D. 25. juni 1935 blev D. samt etablissementets kapelmester K. og direktør L. anset solidarisk erstatningsansvarlige overfor fru S., D. i henhold til D. L og fordi han ikke havde underrettet fru S. om løvens ufarlighed, K. fordi han ikke greb ind som leder af prøven og L. i medfør af D. L som følge af K.s uagtsomhed (U ).

28 II. Oversigt over udenlandsk lovgivning vedrørende ansvar for skade forvoldt af husdyr. Norge. De norske bestemmelser om ansvar for dyr, der kommer ind på anden mands grund, findes i lov om jords fredning af 16. maj 1860 med senere ændringer, den såkaldte gjerdelov. Spørgsmålet om udfærdigelse af en beitelov, som også vil indeholde bestemmelser om ansvar for husdyr, er for tiden under behandling. Ifølge gjerdeloven må den, hvis husdyr kommer ind på anden mands ejendom og forvolder skade på jorden, betale erstatning. Ansvaret er uafhængigt af, om de pågældende har opfyldt deres hegnspligt, bortset fra visse mindre væsentlige undtagelser, hvoraf den vigtigste er, at den, som selv har forsømt sin hegnspligt, ikke kan kræve erstatning, hvis dyrets ejer har opfyldt sin. Uanset om skade kan påvises, når husdyr kommer ind på anden mands grund, er dyrets ejer pligtig at betale 12 skilling (40 øre) for hest, kreatur samt svin og ged og 4 skilling (13 øre) for får. Med en enkelt undtagelse er jordejeren i alle tilfælde,hvor der tilkommer ham erstatning for skade forvoldt af anden mands husdyr, berettiget til at optage dyret. Kommer en ged ind i frugt- eller urtehave,som er forsynet med lovligt hegn, kan den dræbes på stedet, selv om haveejeren ikke har forsøgt at optage dyret. Er ejeren af et optaget husdyr ukendt, og bliver optageren ikke inden 3 døgn bekendt med, hvem ejeren er, skal han foranledige optagelsen bekendtgjort ved opslag på tingstedet eller et andet brugeligt sted, og hvis det optagne dyr er en hest tillige i det stedlige dagblad. Iværksætter optageren ikke den foreskrevne bekendtgørelse, er ejeren berettiget til at kræve dyret udleveret uden godtgørelse for afholdte udgifter eller erstatning for den af dyret forvoldte skade. Den, der har optaget fremmede husdyr på sin ejendom, er pligtig at passe dem forsvarligt, men ikke berettiget til at udnytte dyrene. Optagne dyr kan ikke kræves udleveret, før ejeren har betalt omkostningerne ved bekendtgørelsen, dyrets foder og pasning samt erstatning for forvoldt skade eller stillet sikkerhed for beløbets betaling inden 14 dage. Kan dyrets ejer ikke godkende den krævede indløsningssum, kan han begære denne fastsat ved en skønsforretning, afholdt af lensmanden og to af denne udpegede skønsmænd. Er optagne husdyr indløst, kan optageren ikke senere kræve yderligere erstatning. Derimod står det den, hvis ejendom er blevet beskadiget af fremmede husdyr, men som ikke har optaget dyret, frit for at gøre sit erstatningskrav gældende ved domstolene, dog ikke udover dyrets værdi. Sagen skal være rejst, inden 6 måneder efter at skaden er forvoldt. Har ejeren af et optaget dyr ikke meldt sig inden 14 dage, dog forså vidt angår heste inden 4 uger, er optageren berettiget til at sælge dyret efter de for afhændelse af effekter på tvungen auktion gældende regler. Fristen regnes fra optagelsesdagen, såfremt ejeren af dyret er kendt, og ellers fra den første bekendtgørelse om optagelsen. Af det ved auktio-

29 29 nen indkomne beløb afholdes først indløsningssummen og optagerens øvrige udgifter, medens det resterende beløb vil være at indbetale til lensmanden, som skal udbetale det til dyrets ejer eller, hvis denne ikke kendes, behandle det efter de regler, der gælder med hensyn til de ved afhændelse af hittegods indkomne beløb. Er ejeren af et optaget dyr ukendt, kan dyret afleveres til lensmanden, der derefter kan afhænde det efter foranstående regler. Omkommer et optaget dyr hændeligt, mister optageren sit krav på dyrets ejer. Loven omfatter kun skade forvoldt af de i loven nævnte dyr, nemlig heste, kreaturer, svin, geder og får samt fjerkræ, herunder dog ikke duer. Der findes en særlig lov om rensdyrdrift af 12. maj 1933, og i lov af 9. juli 1926 om ansvar for skade få bufe ved hund m. v., er der fastsat bestemmelser om ansvar for skade forvoldt af hunde på husdyr. Ifølge denne lov skal sådan skade erstattes af hundens ejer eller besidder in solidum. Hvis ejeren betaler, er han dog berettiget til at søge beløbet refunderet af besidderen. Hunde, som er i færd med at jage eller angribe husdyr på strækninger, hvor dyrenes ejer eller besidder er berettiget til at lade dem græsse, kan såvel grundejeren som dyrenes ejer eller besidder straks lade dræbe eller inden 3 måneder kræve dræbt ved politiets foranstaltning. Endvidere kan en hund, som antræffes uden ledsager på sådanne strækninger i den tid, hvor kvæget græsser, dræbes eller kræves dræbt. Sidstnævnte bestemmelse gælder dog ikke hunde, der benyttes til rendrift. Beskadiger en hund fjerkræ på et sted, hvor dets ejer eller besidder har ret til at have det, kan hunden efter foranstaltning af fjerkræets ejer eller besidder straks dræbes eller kræves dræbt ved politiets foranstaltning. For tidsspilde, bryderi, udlæg og andet tab er hundens ejer eller besidder pligtig at yde erstatning. Ifølge lov af 20. maj 1899 angående jagt og fangst kan hunde, som antræffes jagende på egen hånd efter de ifølge loven fredede dyr eller fugle optages af hvem som helst, og hundens ejer er pligtig at yde erstatning for bryderi og udlæg. Endvidere kan hunde, som antræffes jagende på egen hånd efter elg, hjort, dådyr eller rådyr i den for disse dyr gældende fredningstid, straks nedskydes af den til grunden jagtberettigede. I Chr. 5's norske lov findes derhos i til 5 bestemmelser svarende til de i den historiske indledning nævnte bestemmelser i Chr. 5's danske lov, dog med enkelte tilføjelser. Sverige. Den svenske lag om ägofred af 2. juni 1933 bygger på det princip, at det påhviler ejere af husdyr at føre opsyn med dyrene. Den, som ejer eller i forplejning eller til brug har modtaget husdyr, er således pligtig ved hegn eller bevogtning eller på anden måde at drage omsorg for, at de ikke ulovligt kommer ind pa anden mands ejendom. Kommer husdyr ulovligt ind på anden mands marker og gør skade derpå, er dyrenes ejer pligtig at erstatte skaden, selvom han ikke er skyld heri. Dog er ejeren berettiget til at søge det beløb, han således har måttet udrede, tilbage fra den, som har forvoldt skaden. Erstatningspligten omfatter principielt skade på al jord, uanset hvorvidt den er dyrket eller ej. Dog fremgår det af motiverne til loven, at områder, der består af veje eller jernbaner, i almindelighed ikke falder ind under lovens bestemmelser. Dette antages dog kun at gælde de egentlige vej- og jernbaneområder, hvorimod f. eks. tilliggende til ledvogterhuse samt parker og haver ved stationerne må anses faldende ind under lovens område. Da formålet med opsynspligten alene er at beskytte jorden, omfattes den skade, som husdyr forvolder på andre husdyr og på mennesker, ikke af lovens bestemmelser.

30 30 Forsømmes opsynspligten, og kommer husdyr som følge heraf ulovligt ind på anden mands ejendom, er den forsømmelige ansvarlig ifølge straffelovens bestemmelser og forpligtet til at erstatte jordejeren den tilføjede skade. Forvolder husdyr skade på anden mands jord som følge af, at skadelidende ikke har opfyldt den ham påhvilende hegnspligt til trods for, at han af dyrenes ejer er gjort opmærksom på forefundne mangler, må han selv bære den ham således tilføjede skade samt erstatte den skade og det tab, som derved tilføjes den, mod hvem hegnspligten gælder. Kommer dyrene på grund af det mangelfulde hegn ind på en tredje ejendom, er dyrenes ejer vel pligtig at erstatte den forvoldte skade, men han er berettiget til at kræve beløbet refunderet af den forsømmelige nabo. Kommer anden mands husdyr ulovligt ind på ens mark, er mark ejeren berettiget til at optage dyret. Dette gælder dog ikke, hvis markejeren selv er skyld i, at dyrene er kommet ind på hans jord. Derimod må han på lempelig måde drive dyrene bort fra sine marker. Om optagelsen skal ejeren eller dennes stedfortræder straks underrettes. Er ejeren ukendt, påhviler det optageren uopholdelig at lade optagelsen kundgøre ved kirkestævne samt i et på stedet udbredt dagblad. Udkommer der på stedet flere aviser udbredt i forskellige befolkningsgrupper, bør bekendtgørelsen optages i det blad, som fortrinsvis er udbredt blandt stedets jordbrugere. Optageren er pligtig at underholde og passe dyret. Når meddelelse eller kundgørelse om optagelsen har fundet sted, er han berettiget til at bruge dyret. Benyttes optagne dyr inden dette tidspunkt udover, hvad der er en følge af dyrets forsvarlige pasning, er optageren ansvarlig ifølge straffelovens bestemmelser. Ejeren af et optaget dyr kan ikke kræve dyret udleveret, før han enten betaler det såkaldte lösen" eller herfor stiller fuld pant eller kaution. Lösen" omfatter det beløb, hvortil skaden er vurderet af to uvildige mænd, udgifterne til eventuel bekendtgørelse om optagelsen samt det beløb, hvortil dyrets underhold og pasning vurderes af to uvildige mænd, med fradrag af den nytte eller udbytte f. eks. kørsel eller mælk, som optageren har haft af dyret. Er dyrets ejer ikke tilfreds med vurderingen, kan han inden 3 måneder, efter at dyret er indløst, indbringe sagen for domstolene. Hvis optageren ikke har ladet skaden vurdere af to uvildige mænd og ej heller har truffet overenskomst med dyrets ejer om skadeserstatningens størrelse, kan han ikke gøre dyrets udlevering betinget af, at sådan erstatning betales. Har optageren undladt at underrette ejeren eller bekendtgøre optagelsen, er han ikke alene pligtig at udlevere dyret uden lösen, men må også yde ejeren erstatning for afsavn af dyret. Det samme gælder, hvis optageren foretager bekendtgørelsen på anden måde end den foreskrevne, eller herved gør sig skyldig i væsentlig forsinkelse. Derimod kan han gøre sit krav gældende ved domstolene. Er det optagne dyr ikke indløst inden 14 dage, efter at den foreskrevne underretning har fundet sted, er optageren berettiget til uden yderligere varsel at lade dyret sælge ved offentlig auktion og af provenuet udtage det ham tilkommende lösen. Det overskydende beløb er han pligtig at udbetale til dyrets ejer. Forbliver ejeren efter de 14 dages forløb ukendt, kan optageren enten som foran nævnt sælge dyret på offentlig auktion eller gå frem efter de om fremlysning af fundne kreaturer fastsatte regler. I sidstnævnte tilfælde skal det optagne dyr fremlyses en gang, på landet i den nærmeste kirke samt på herredstinget og for byernes vedkommende i alle byens kirker samt på rådhuset. Melder ejeren sig ikke inden en nat og et år efter lysningen og indløser dyret efter de foran omhandlede regler, tilfalder dyret optageren. Bliver optageren inden der er gået en nat og et år bekendt med, hvem dyret til-

31 31 hører, skal han straks underrette ejeren om optagelsen, og må derefter ikke sælge dyret, førend der er forløbet 14 dage, uden at dyret er indløst. Opstår der tvist om, hvorvidt dyret er optaget på optagerens marker, kan det pålægges optageren at bekræfte sit opgivende herom med ed, såfremt han ikke på anden måde kan bevise dette. Aflægger han ikke eden, må han erstatte ejeren det ham ved optagelsen forvoldte tab. Hunde og katte anses i modsætning til tamkaniner ikke som husdyr. Om hunde er der fastsat regler i en særlig hundelov. Ifølge denne kan politimesteren om fornødent bestemme, at hunde, der har vist tilbøjelighed til at bide mennesker eller husdyr, skal dræbes. Antræffes hunden løs udenfor områder, hvor rådigheden tilkommer hundens ejer eller andre, der har modtaget hunden til forplejning eller brug, kan den dræbes af enhver. Ejeren er pligtig at erstatte den skade, hunden forvolder, uanset at han ikke er skyld heri. Hunde, der løber løse på marker, hvor der findes vildt, kan ifølge den svenske jagtlov af 3. juni 1938 optages af den jagtberettigede eller hans folk. Lader det sig ikke gøre at optage hunde, der jager eller angriber vildt, og fremgår det klart af omstændighederne, at hunden er løbet løs på grund af skødesløshed fra ejerens eller besidderens side, er den jagtberettigede eller hans folk i tiden fra 1. marts til 20. august berettiget til at dræbe hunden. Katte, som antræffes uden for gård eller have, kan ustraffet dræbes af den jagtberettigede og hans folk. Holland. Der findes ikke en egentlig hollandsk lov om markog vej fred, idet bestemmelserne herom er optaget dels i den almindelige strafferet og dels i den borgerlige ret, medens spørgsmålet om skade anrettet på offentlig vej behandles i loven om vejtrafik. I Strafferettens artikel 461 bestemmes, at den, som uden dertil at være berettiget, går, rider eller lader kvæg løbe over anden mands grund, straffes med bøde på indtil 15 gylden. Ifølge den borgerlige rets artikel 1401 medfører enhver uretmæssig handling, hvorved der tilføjes en anden skade, erstatningspligt for den, ved hvis skyld skaden er forårsaget. England. Ubetinget erstatningspligt for husdyr indtræder i tilfælde af trespass", d. v. s. ulovlig indtrængen på fremmed grund. Endvidere gælder et ubetinget erstatningsansvar for skade, som forvoldes enten af farlige dyrearter eller af husdyr, som har vist særlig tilbøjelighed til at gøre skade, men i sidste tilfælde dog kun, såfremt ejeren har haft kendskab til disse egenskaber. Ansvaret påhviler formentlig såvel ejeren som brugeren. Ansvaret indtræder ikke, hvis den skadelidende selv eller en trediemand er skyld i skaden, og formentlig heller ikke, hvis den skyldes en Act of God", d. v. s. force majeure. Frankrig. Ifølge fransk retspraksis presumeres en skyld hos ejeren, som vanskeligt kan modbevises. Ansvaret påhviler ejeren eller besidderen.

32 32 Schweiz. Den, som holder dyret, er ansvarlig for den skade det forvolder, medmindre han beviser, at han har vist al den omsorg omstændighederne kræver, eller at skaden ville være indtrådt, uanset om han havde vist sådan omsorg. Tyskland. Den tyske borgerlige lovbog bestemte oprindelig i 833: Bliver et menneske dræbt af et dyr eller lider skade på legeme eller helbred eller beskadiges en ting, er den, som holder dyret, forpligtet til at erstatte den forvoldte skade." Denne regel om ubetinget erstatningspligt mødte dog stærk modstand særlig fra landbrugets side og i 1908 fik paragraffen følgende tilføjelse: Erstatningspligten indtræder ikke, når skaden er forvoldt af et husdyr, som er bestemt til at tjene dyreholderens livsstilling, erhvervsvirksomhed eller underhold, og den, der holder dyret, har udvist fornøden omhu ved dyrets bevogtning, eller når skaden også ville være indtrådt, selv om fornøden omhu var udvist." Keglen må formentlig forstås således, at det ubetingede erstatningsansvar kun gælder for luksusdyr, medens erstatningspligt for husdyr kun indtræder, såfremt der er udvist mangel på påpasselighed, dog således at det er dyrets ejer eller besidder som har bevisbyrden og altså må godtgøre, at fornøden påpasselighed er udvist. Da sondringen mellem luksusdyr og nyttedyr er udflydende, volder bestemmelsen nogen tvivl.

33 III. Redegørelse for kommissionens forslag til lov om markog vej fred. På kommissionens indledende møde var der enighed om, at den gældende lov i det store og hele havde virket tilfredsstillende, og at de grundsynspunkter, der var nedfældet i loven, burde opretholdes. Det blev imidlertid samtidig fremhævet, at en modernisering af loven af 1872 var stærkt tiltrængt, og at den på forskellige punkter burde ændres og suppleres med mere tidssvarende bestemmelser. Der blev således bl. a. gjort gældende, at man i forbindelse med en revision af markog vejfredsloven af 1872 burde benytte lejligheden til samtidig at søge bestemmelserne i D.L til 5 om ansvar for vilde dyr og husdyr afløst af mere tidssvarende regler, at reglerne for gennemførelse af erstatningskrav i henhold til markog vei fredsloven var for omstændelige, og at det var ønskeligt, om der under en eller anden form blev åbnet mulighed for appel af vurderingsmændenes afgørelser, at det burde overvejes, om pelsdyr bør inddrages under lovens område, idet der, uanset at flere domsafgørelser foreligger, dog hersker en ikke ringe usikkerhed med hensyn til disse dyrs retsstilling, at bestemmelsen om færdsel på anden mands jorder eller private veje burde tydeliggøres, da der har været tvivl om, hvorledes ordet jorder" skal fortolkes, at reglerne om afhændelse af optagne husdyr bør moderniseres, således at der skabes bedre mulighed for at få den rette pris frem, og at de i loven af 1872 fastsatte optagelsespenge og vederlag til vurderingsmændene ikke svarer til nutidens prisniveau. Ud fra disse synspunkter fortsatte kommissionen sit arbejde, idet man samtidig indhentede oplysning om udenlandsk lovgivning vedrørende ansvar for shade forvoldt af husdyr, jfr. foran side 28 f og bilag 1 3 om de norske, svenske og hollandske regler på dette område. Skønt kommissionen under det fortsatte arbejde stadig var af den opfattelse, at de fornævnte bestemmelser i D.L. i høi grad trængte til revision, opgav man dog at JO O * X O O udarbejde endeligt forslag til afløsning af disse regler, idet man blev bekendt med, at det kunne forventes, at en interskandinavisk kommission ville tage disse spørgsmål op til overvejelse. Efter kommissionens skøn bør der nemlig ske en rolig udvikling på dette område, og det ville derfor være uheldigt, om kommissionen foreslog fastsat nye bestemmelser, der om få år måtte ændres for at tilvejebringe nordisk retsenhed. Man indskrænkede sig derfor på dette punkt til at søge fastlagt de principper, som bør danne grundlaget for erstatningsansvar for den skade, husdyr forvolder, når de kommer ind få anden mands grund, og overvejelserne mundede ud i, at der for visse typiske 5

34 34 i forslagets 3 nærmere angivne skader bør opretholdes et ubetinget erstatningsansvar, medens andre og mere uforudseelige skader (f. eks. skade forvoldt ved smitte eller bedækning) samt skader, som husdyr forvolder uden indtrængen på anden mands grund, og skader forvoldt af hunde, som hidtil bør holdes udenfor markog vej fredslovens område, jfr. lovforslagets 4. Således som erstatningsreglen nærmere er udformet i 3, jfr. 18, afviger den fra gældende ret navnlig derved, at erstatningsansvar, såfremt den i 18, stk. 1, fastsatte frist ikke overholdes, kun kan gøres gældende, såfremt skaden er forvoldt i ond hensigt eller ved grov hensynsløshed, medens de tilsvarende bestemmelser i loven af 1872 i det følgende betegnet som i praksis er forstået således, at erstatningsansvar, såfremt denne lovs frister ikke overholdes, dog kan gøres gældende, når skaden er forvoldt ved uforsvarlig adfærd, altså i et betydeligt videre omfang. Denne ændring i den bestående retstilstand har kommissionen fundet rimelig under hensyn til, at de mindre betydelige skader, som sagerne i almindelighed vil dreje sig om, ikke bør kunne give anledning til langvarige og bekostelige processer, medmindre dyrenes ejer eller bruger har handlet på en måde, som i hvert fald må karakteriseres som grov hensynsløshed. Samtidig har man ved en ændret angivelse af de skader, for hvilke der bør opretholdes et ubetinget erstatningsansvar, søgt at medtage alle sådanne skader, som normalt må forudses at indtræffe, når husdyr kommer ind på anden mands grund, og som de faste vurderingsmænd vil være tilstrækkelig kyndige til at vurdere. Med henblik på indførelse af en appelinstans har kommissionen drøftet forskellige muligheder. Overvejelserne resulterede i, at man således som det nærmere vil fremgå af lovforslagets 19 og 20 enedes om at anbefale, at det overlades til vurderingsmændene at fastsætte erstatningens størrelse i en kendelse, men at hver af parterne skal kunne indanke kendelsen til endelig afgørelse af civildommeren i den pågældende retskreds. Indankes sagen ikke, kan erstatningsbeløbet inddrives efter de for fuldbyrdelse af domme gældende regler. En sådan ordning vil betyde en væsentlig forenkling i forhold til gældende ret, hvorefter enhver sag om erstatning i henhold til markog vej fredslo ven skal indbringes for domstolene, når den af vurderingsmændene fastsatte erstatning ikke er betalt 3 dage efter afkrævningen. Der har indenfor kommissionen været enighed om, at det må anses for ufornødent at give vurderingsmændene adgang til at tilkalde sagkyndig bistand til vurderingsforretningen, idet der såfremt en af parterne ikke er tilfreds med vurderingsmændenes afgørelse til brug ved appelsagens behandling af retten kan udmeldes syns- og skønsmænd, der besidder den sagkundskab, som der i særlige tilfælde er behov for. Derimod finder man det rimeligt, at vurderingsformanden får adgang til at bestemme, at alle 3 vurderingsmænd og ikke som almindeligvis kun 2 skal deltage i forretningen, når det under hensyn til skadens omfang eller art skønnes påkrævet, jfr. herved lovforslagets 26, stk. 1. -En sådan ordning vil ikke forhale sagens behandling, da formandens beslutning skal træffes inden vurderingsforretningen afholdes. I foråret 1950 afgav det udvalg, som de danske, norske og svenske justitsministre i 1946 lod nedsætte til at foretage vejledende undersøgelser af muligheden for en nordisk fælleslovgivning på erstatningsrettens område, en fællesindstilling angående revision af de gældende regler om skadeserstatning udenfor kontraktforhold i de nordiske lande. I de delegeredes indstilling udtales bl. a., at reglerne om erstatning for skade, som voldes af

35 35 dyr, er et af de områder, der trænger til revision i alle tre lande, og som særlig egner sig til løsning ved et nordisk fællesarbejde. Efter at have udarbejdet et foreløbigt udkast til de indledende kapitler af forslag til lov om markog vej fred rettede kommissionen derfor henvendelse til den danske delegerede, professor, dr. jur. Henry Ussing, for at få klarlagt, om der af hensyn til det nordiske lovsamarbejde var noget til hinder for i en kommende markog vejfredslov at søge gennemført erstatningsbestemmelser efter de foran skitserede retningslinier. Som svar herpå udtalte professor Ussing i skrivelse af 27. maj 1951 til kommissionen bl. a., at man i en nordisk erstatningslovgivning uden tvivl vil søge indføjet regler om skade voldt af dyr, men at det dog ikke vil være praktisk at bebyrde en almindelig erstatningslov med detaillerede regler som dem, der foreslås i udkastet, og at der ud fra hensyn til fælleslovgivningen næppe er væsentlige betænkeligheder ved, at Danmark allerede nu reviderer sin lov om markog vejfred. Det kan vel vise sig vanskeligt at drage grænsen mellem, hvad der bør gå ind under den ene eller den anden lov; men hvis en kommende erstatningskomité måtte mene, at markog vejfredsloven ikke drager grænsen på den hensigtsmæssigste måde, kan komitéen jo til sin tid rejse spørgsmålet om at ændre afgrænsningen. På kommissionens møde den 19. september 1951 havde man lejlighed til at drøfte de enkelte erstatningsbestemmelser med professor Ussing. Som det vil fremgå af bilag 2 synes den svenske lag om ägofred af 2. juni ikke at omfatte skade på husdyr, og hvis der bliver givet nye lovregler om erstatning for skade voldt af dyr i en almindelig erstatningslov, vil det være naturligt også at lade dem omfatte skade på andres husdyr, selv om skaden forvoldes under dyrs indtrængen på fremmed ejendom. Indtil der kommer en ny erstatningslovgivning, kan det imidlertid have en vis værdi at bevare en regel om skade på husdyr i markog vejfredsloven, men man kunne rejse det spørgsmål, om skader på husdyr ikke bør holdes uden for reglen i lovforslagets 18, stk. 3, eller helt uden for loven. Kommissionen har overvejet spørgsmålet, men finder ikke tilstrækkelig anledning til at foreslå disse tilfælde holdt uden for lovens område eller reglen i 18, stk. 3, idet man er af den opfattelse, at vurderingsmændene er vel skikket til at vurdere skader på husdyr, og tillige nærer betænkelighed ved at ændre en gammel retsregel, mod hvilken der ikke har været fremsat kritik. For det tilfælde, at der vel er sket en skade, men det er usikkert, i hvilken grad skaden bliver varig, er der i lovforslagets 26, stk. 5, åbnet adgang til at udsætte vurderingsforretningen, når en af parterne ønsker det og vurderingsmændene finder, at vurderingen med større sikkerhed kan foretages på et senere tidspunkt, f. eks. hvis der ved angreb på et husdyr voldes en skade, som muligvis kan helbredes, men hvorom det foreløbigt er uvist, i hvilken grad helbredelse kan ske. Som foran fremhævet har spørgsmålet om pelsdyrs retsstilling været et af de problemer, som kommissionen har anset det som sin opgave at tage stilling til. Til belysning af spørgsmålet er som bilag 7 optrykt en artikel af Dansk Pelsdyravlerforenings juridiske konsulent, professor, dr. jur. Torben Lund, om retsstillingen med hensyn til bortløbne pelsdyr (Dansk Pelsdyravl nr. 8, 1950) og som bilag 6 en artikel af Dansk Jagtforenings juridiske medarbejder, fhv. dommer G. Heide Jørgensen, om domspraksis med hensyn til undslupne og nedskudte sølvræve (Dansk Jagttidende nr. 2, 1949). Eepræsentanter for Dansk Pelsdyravlerforening har på kommissionens møder den 16. februar, 23. november 1950 og 29. november 1951 haft lejlighed til at redegøre for

36 36 foreningens synspunkter og fremsætte kommentarer til de af kommissionen som forhandlingsgrundlag udarbejdede udkast. Foreningens afsluttende bemærkninger er optaget som bilag 8a og b til nærværende betænkning. Under de indledende drøftelser redegjorde repræsentanterne for Dansk Pelsdyravlerforening for den udvikling, pelsdyravlen er undergået, og fremhævede herunder, at erhvervet i de seneste år har tilkæmpet sig pladsen som landets største dollareksporterhverv. Af ræve-, mink- og sumpbæverskind er der i 1951 eksporteret for ialt 16,79 mill, kr., fordelt med 1,24 mill. kr. på sølvræveskind, 0,48 mill. kr. på blåræveskind, 14,72 mill, kr. på mink og 0,35 mill. kr. på nutriaskind. Hertil kommer en omsætning til hjemmemarkedet på ca. 2 mill, kr., således at der i 1951 ialt har været omsat pelsskind af ræv, mink og nutria for ca. 19 mill. kr. Af eksporten er ca. 85 pct. gået til U. S. A. Med hensyn til de priser, der i sæsonen er opnået for skind solgt gennem Danske Pels Auktioner, har Dansk Pelsdyravlerforening oplyst følgende: Gennemsnitspris Højestepris Mink: kr. kr. Standard Pastel Silverblue Ræve: Sølvræve Blåræve Nutria: (Sumpbævere) Pelsdyrene nævnes ikke i , thi på den tid, da loven blev givet, blev pelsdyrerhvervet ikke udøvet i Danmark, idet det først optoges herhjemme for ca. 25 år siden. På baggrund af det stade, erhvervet i dag indtager, anser Dansk Pelsdyravlerforening det for naturligt, at pelsdyr bliver omfattet af betegnelsen husdyr i en kommende markog vejfredslov, således at disse dyrs ejer får såvel de rettigheder som de forpligtelser, besiddelsen af husdyr i kraft af loven medfører. Kommissionen kan principielt tiltræde dette synspunkt, men når repræsentanter for Dansk Pelsdyravlerforening har gjort gældende, at man lægger megen vægt på, at det i den kommende markog vejfredslov fastslås, at pelsdyr er husdyr, og for at opnå dette henstiller, at bestemmelsen i lovforslagets 1, stk. 2, om at pelsdyr henregnes til husdyr, udelades af forslaget, ud fra den betragtning, at det så vil følge af 8, stk. 2, at pelsdyr er husdyr på linie med heste, hornkvæg o. s. v., finder kommissionen anledning til at fremhæve, at når man har fundet det rimeligt at henføre pelsdyr under husdyr, så har man alene tilsigtet at tage stilling til spørgsmålet i relation til markog vejfredsloven, medens det falder udenfor kommissionens opgave at beskæftige sig med, hvorledes pelsdyrenes retsstilling i andre forhold bør være. Selv om kommissionen som anført finder det rimeligt, at pelsdyr bør omfattes af en kommende markog vejfredslov, mener man dog ikke, at disse dyr uden videre kan undergives samme regler som husdyr i almindelighed. Med hensyn til undslupne ilder og mår synes det således klart, at man når disse dyrearter findes fritlevende i naturen ikke i praksis kan forvente respekteret et krav om, at en undsluppen ilder eller mår i ubegrænset tid skal være ejendomsret undergivet, hvortil kommer, at dyrets identitet vanskeligt vil kunne dokumenteres eller blot sand-

37 37 synliggøres. På den anden side må det også forekomme rimeligt, at erstatningsansvaret på en eller anden måde bliver tidsmæssigt begrænset ikke blot for ilder og mår, men for pelsdyr i almindelighed. Sumpbævere, der yngler i naturen, findes efterhånden fritlevende her i landet adskillige steder ved åer, søer og moser (bilag 9). Da sumpbævere graver gange i jorden, kan de være farlige på steder, hvor der findes diger eller dæmninger af forskellig art. Det må derfor anses påkrævet, at der bliver adgang til at uskadeliggøre undslupne sumpbævere, hvor de frembyder nærliggende fare for sådanne lokaliteter. Endvidere bør der være adgang til, når et undsluppet dyr ikke er fanget inden en rimelig frist, at fjerne dette, idet man ikke kan være pligtig til at tåle, at disse ret stærkt ynglende dyr slår sig ned på ens grund. I almindelighed må det ifølge kommissionens opfattelse anses ønskeligt, at disse dyr bekæmpes mest muligt, da følgerne ikke er lette at overse, hvis bestanden vokser stærkt i de kommende år. Minken er for tiden det vigtigste dyr i Pelsdyravlen. Ifølge en af det statistiske departement foretagen tælling fandtes der pr. 14. august 1951 ca mink og varianter her i landet, og da minkavlen i de senere år har været stærkt stigende, må det forudses, at disse dyr i voksende antal vil undslippe fra farmene. Medens minken i Norge og Sverige findes talrig udbredt og her af jægerne anses for at være en alvorlig fare for vildtet, savnes der tilstrækkelige konkrete oplysninger om dens optræden i Danmark, men der er næppe tvivl om, at den yngler i fri tilstand (bilag 9 og 10). Da minken let forveksles med ilderen, og sidstnævnte dyr frit kan j ages og visse steder må fanges i sakse og fælder, kan det vanskeligt undgås, at mink af og til bliver skudt eller fanget. Af repræsentanterne for Dansk Pelsdyravlerforening er det gjort gældende, at det er muligt at indfange undslupne mink, f. eks. med en ketsjer, og der er da også inden for kommissionen enighed om, at der bør indrømmes farmejeren en rimelig frist til at forsøge indfangning. Pa den anden side er det kommissionens opfattelse, at mink må betragtes som farlige, bl. a. for fjerkræ, og man finder derfor, at grundejeren ikke bør være henvist til at afvente indfangningsforsøg fra farmejerens side eller selv foretage sådanne forsøg, hvis dyret frembyder nærliggende fare, f. eks. for fjerkræ. Medens ræveavlen i begyndelsen af erhvervets udvikling var i forgrunden, har den i de senere år været aftagende. Sølvræven, der efter de fleste zoologers opfattelse er artsforskellig fra den danske ræv og efter alles mening raceforskellig fra den danske ræv, synes ikke at have evne til at danne bestand i det fri, men der har dog foreligget et tilfælde, hvor en sølvræv først blev skudt ca. l^år, efter at den var undsluppet. Medens det hidtil ikke er lykkedes at finde frem til en tilfredsstillende mærkningsmetode med hensyn til mink, bliver rævene tatoveret med avismærke i det ene øre og nummer i det andet. For rævenes vedkommende er det således muligt at fastslå tilhørsforholdet, og der foreligger da også forskellige domme, hvor skindet af undslupne og nedskudte sølvræve er tilkendt farmejeren, tiltrods for at der er forløbet længere tid i et enkelt tilfælde ca. 1% år efter at dyret slap løs (bilag 6). Der er inden for kommissionen enighed om, at der i en kommende markog vejfredslov bør være hjemmel til at bekæmpe undslupne pelsdyr, når der er forløbet så lang tid, at der ikke længere er rimelig grund til at vente, at dyret vil blive indfanget. Dette vil efter kommissionens skøn i almindelighed ikke være tilfældet, når der er forløbet 1 måned efter at dyret slap løs, og i 1, stk. 2, foreslås derfor fastsat, at undslupne pelsdyr, der ikke er indfanget inden 1 måned, vil være at anse som vildt. Endvidere bør der inden denne frists udløb være adgang til uden forudgående advarsel at fjerne om fornødent ved nedskydning undslupne pelsdyr, der angriber andre husdyr eller frembyder nærliggende fare for person eller ejendom, jfr. herved lovforslagets 14.

38 38 Dansk Pelsdyravlerforening har overfor kommissionen fremsat ønske om, at den i 1, stk. 2, foreslåede frist bliver forlænget til 3 måneder, hvorhos foreningen har gjort den opfattelse gældende, at pelsdyr, der er mærkede, når de undslipper, altid må betragtes som husdyr i lovens forstand og følgelig ikke skal være omfattet af tidsfristen. Det er kommissionens opfattelse, at en frist på 1 måned må være passende, idet man anser det for ønskeligt, at der bliver adgang til at bekæmpe undslupne pelsdyr, forsåvidt de ikke indfanges ret omgående, og chancen for at fange dyret må formodes at blive ringere, jo længere tid der forløber. I denne forbindelse kan henvises til de foran side 25 refererede strenge bestemmelser for anbringelse af pelsdyr, der ifølge kommissionens opfattelse viser, at der her er tale om dyr, som man under ingen omstændigheder vil have ud i naturen. Ved at foreslå fristen fastsat til 1 måned mener kommissionen at have taget rimeligt hensyn til pelsdyr er hvervets interesser. Man har dernæst ikke ment at burde foreslå mærkede pelsdyr undtaget fra reglen. Som foran nævnt er for tiden kun rævene mærket, men man bør formentlig ikke se bort fra, at det kan lykkes at finde frem til effektive mærkningsmetoder også med hensyn til f. eks. mink og sumpbæver. Skulle dette ske, ville kommissionen anse det for overordentlig betænkeligt, om der i almindelighed var gjort undtagelse med hensyn til mærkede dyr. Hertil kommer, at bevidstheden om at kunne beholde pelsen, vil forøge interessen for en effektiv bekæmpelse, hvad man må anse ønskeligt. Man har ikke kunnet finde frem til et bedre kriterium for, hvornår dyrene skal anses som vildt, end en tidsfrist. De uheldige virkninger herved vil i nogen grad kunne af bødes ved, at det pålægges pelsdyravlere at indberette til politiet, såsnart der undslipper et pelsdyr. Dette vil kunne ske administrativt ved en tilføjelse til landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 172 af 10. maj 1944 om pelsdyrhold samt indførsel af pelsdyr, harer og kaniner. Skydes et undsluppet dyr før fristens udløb, er vedkommende pligtig at aflevere pelsen, men har på den anden side krav på erstatning for eventuel forvoldt skade. Af Dansk Pelsdyravlerforening er der dernæst fremsat forslag om i 3, stk. 1, at lade ordet voldelig" udgå af sidste punktum og at udvide den ubetingede erstatningsregel til at omfatte den skade, husdyr forvolder på bure ved indtrængen på anden mands grund, hvorpå der findes en pelsdyrfarm. Ved at slette ordet voldelig" tilsigter man bl. a. at opnå, at erstatningsreglen kommer til at omfatte indirekte skadeforvoldelse, f. eks. skade, der forvoldes ved at kreaturer, hunde m. v., der uden hjemmel kommer ind på anden mands grund, skræmmer minkhunner i en her beliggende farm med det resultat, at de ihjelbider deres unger, jfr. herved H. R. D. af 20. december 1951 (U ), der omhandler et sådant tilfælde. I landsretsdommen, der i sin helhed stadfæstes af højesteret, udtales bl. a., at den skade, der er forvoldt derved, at minkhunner som følge af den af de udbrudte kreaturer forårsagede støj har ædt eller skambidt deres hvalpe, ikke er af en sådan art, at den kan anses omfattet af markog vejfredslovens særlige erstatningsregel. Der er indenfor kommissionen enighed om, at den særlige erstatningsregel i 3 ikke bør udvides til at omfatte skader af denne art, idet sådanne følger af husdyrs indtrængen på fremmed grund falder helt uden for de forudsætninger, der ifølge kommissionens opfattelse motiverer denne regel, jfr. foran side 34. løvrigt kan det anføres, at man, hvis ordet voldelig" slettes, bl. a. kan få det indtryk, at ordene også omfatter skadelige følger af smitte eller af en bedækning, der ikke medfører legemsbeskadigelse. Som tidligere fremhævet bør disse tilfælde imidlertid som hidtil holdes udenfor lovens område, jfr. herved redaktionsnoten i U Kommissionen mener ej heller at burde tiltræde foreningens forslag om at lade erstatningsreglen omfatte skade på bure, idet man så vanskeligt kan afvise ønsker om at medtage skade på mistbænke, drivhuse, udhuse m. v., og sådanne skader falder klart uden-

39 39 for det område, erstatningsreglen traditionelt omfatter. Ganske vist må det erkendes, at pelsdyrets ejer ifølge lovforslaget i de fleste tilfælde vil komme til at bære lovens byrder uden at kunne høste dens fordele, idet de skader, der vil kunne forvoldes på pelsdyrfarme ved fremmede dyrs indtrængen, oftest vil være af en sådan art, at de falder u'den for 3, stk. 1. Heroverfor mener man imidlertid at burde anføre, at oprettelsen af en pelsdyrfarm ikke bør kunne påføre de omliggende landbrug en ekstraordinær og betydelig risiko, men at pelsdyravlerne bør anlægge deres farme på steder, hvor risikoen for, at pelsdyrene kan blive skræmt eller burene beskadiget, er ringe, eller selv, f. eks. ved effektiv indhegning, søge denne risiko afværget eller nedsat. Til lovforslagets 5, stk. 1, har Dansk Pelsdyravlerforening foreslået tilføjet et nyt sålydende punktum: Til optagelse af pelsdyr skal, forsåvidt det kan ske uden urimelig ulejlighed, dyrets besidder eller anden sagkyndig bistand tilkaldes". Endvidere henstiller foreningen en lignende bestemmelse tilføjet i 14, stk. 1, med hensyn til bortfjernelse af pelsdyr. Kommissionen har ikke anset det rimeligt at pålægge den, på hvis grund fremmede pelsdyr trænger ind, en mere besværlig fremgangsmåde ved optagelsen, end den der foreskrives ved optagelsen af almindelige husdyr, hvortil kommer, at en regel, hvorefter ejerne skal bistå ved optagelsen, vil harmonere dårligt med optagerens ret til at holde det optagne dyr tilbage, indtil skadeserstatning m. v. er betalt. Den gældende bestemmelse i om færdsel på anden mands jorder eller på de herover førende veje og stier er i almindelighed blevet fortolket som omfattende private skovveje, således at ejeren af en privat skov efter den almindelige opfattelse er berettiget til at forbyde uvedkommende at færdes i skoven. Kommissionen har i overensstemmelse hermed foreslået bestemmelsen i lovforslagets 17 om færdsel på fremmed grund formuleret således, at tvivl om, hvorvidt bestemmelsen omfatter private skovveje, er udelukket. Kommissionen har ikke været betænkelig herved, idet man ikke mener, at de private skovejere vil benytte bestemmelsen til at spærre for publikums adgang til skovene. I så henseende skal man henvise til, at de private skovejere i stort omfang har stillet sig velvillig overfor publikums ønsker med hensyn til terrænsport, orienteringsløb, spejderøvelser m. v. Spørgsmålet er i øvrigt udførligt diskuteret i skovlovskommissionens betænkning 1929, hvortil derfor henvises. Indenfor kommissionen er det med styrke gjort gældende, at ejeren af en privat vej i kraft af ejendomsretten må være berettiget til ikke alene fuldstændig, men også delvis at lukke for færdsel over hans ejendom. I de simpleste tilfælde, hvor der kun er een vejberettiget, synes det således klart, at den pågældende må være berettiget til at råde over færdselens karakter og omfang. Som eksempel nævnes det ikke usædvanlige tilfælde, at der til en eller anden seværdighed, f. eks. en ruin, fører en privat vej, som ejeren ikke har noget imod, at alle og enhver benytter, men ønsker lukket for automobilkørsel, da vejen ikke tåler sådan færdsel. I sådanne tilfælde har nogle politimestre hævdet, at ejeren ifølge motorlovens 26, stk. 2 i. f., jfr. stk. 1, ikke er berettiget til at lukke for automobilfærdsel i almindelighed, men kun for vare- og lastmotorvogne på over kg egenvægt og personmotorvogne til flere end 7 personer og kun med amtsrådets samtykke. De gældende bestemmelser om almenhedens adgang til at færdes på private veje er spredt over en række love og vedtægter, og deres rækkevidde og indbyrdes forhold er uklart, jfr. Abitz: Vejenes retsforhold side 195 ff., 191 f. og 250 f. Man sondrer gerne mellem offentlige veje og private veje (stier) og som offentlige veje (stier) betragtes kun de veje (stier), som er optaget på vej (gangsti)-fortegnelserne, medens private veje er de veje, hvortil kun en enkelt eller flere bestemte personer har

40 40 færdselsret. Men foruden disse to grupper af veje, findes fra gammel tid rundt om i landet et stort antal veje, som hverken er rent offentlige eller rent private, idet de, uanset at almenheden har ret til at benytte dem, dog ikke er optaget på vej fortegnelserne. Vejbestyrelsesloven af 1867 fastsatte ikke bestemmelser af interesse for disse mellemtilfælde, idet man regnede med, at de ville forsvinde i forbindelse med de 5-årige revisioner af bivej sfortegnelserne. Dette er imidlertid ikke sket, og i nyere tid er denne mellemgruppe vokset ved, at en del private veje ifølge deklaration, bygningsvedtægt, vej vedtægt eller andet særligt retsgrundlag, f. eks. hævd, skal holdes åbne for almindelig færdsel. En systematisering af disse regler henhører under vejlovgivningen, men den vej ej er, der ikke er bundet af pligter af nogen art til at stille sin vej til rådighed for andre, bør have ret til at lukke vejen helt eller delvis for færdsel. I overensstemmelse med denne opfattelse er forslagets 17, stk. 1, affattet. Som anført foran side 24 kan politiet, hvis en vej faktisk er åben for almenheden, give bestemmelser til regulering af færdselen, og det gælder hvad enten den er privat eller ej, og hvad enten den private vej ej er er pligtig til at holde vejen åben for almindelig færdsel eller ej. I overensstemmelse hermed foreslås det i 17 foreskrevet, at vej ejerens regulering af færdselen skal tilkendegives ved færdselstavle eller andet lovligt opslag. Inspektør Laur. Jensen og konsulent Johs. Kiilerich, Glostrup, har som repræsentanter for Københavns Amts Landboforening haft lejlighed til overfor kommissionens medlemmer nærmere at redegøre for en af foreningen til landbrugsministeren indsendt skrivelse af følgende ordlyd: Foranlediget af de meget store skader, der forvoldes, fortrinsvis af legende børn, men dog i adskillige tilfælde tillige af voksne personer, på markafgrøder i landbrug, specielt i byernes umiddelbare nærhed, men også i nogen grad langs stærkt trafikerede veje, tillader Københavns Amts Landboforening sig at bede ministeren overveje, om den forøvrigt stærkt forældede lov om markfred kunne tages op til revision, således at den i højere grad yder landbrugerne beskyttelse mod skader af ovenævnte art". Under forhandlingerne anførtes, at skaderne bl. a. bestod i, at børn på kornmarker, der lå fjernt fra gården, lavede gange, labyrinter og huler, og at der var forekommet tilfælde, hvor 4 / 5 af høsten herved var gået tabt. På kløvermarker spilles fodbold, roer rives op, høstakke væltes, og der springes buk over negene. I et tilfælde var ca. 300 neg snittet op, og forholdene havde efter klagernes mening efterhånden udviklet sig således, at man næsten ikke kunne drive landbrug i nærheden af København. Efter sagens natur vil det ikke være let for skadelidte at efterforske endsige bevise hvem der har forvoldt skaden, og hidtil har det, efter hvad der oplystes overfor kommissionen, vist sig vanskeligt at få politiets bistand hertil. En borgerlig retssag om erstatning vil selv om man undtagelsesvis kunne dokumentere, hvem der havde forvoldt skaden og dens omfang næppe i almindelighed give overskud. Derimod må det forventes, at skaderne vil aftage, hvis det i kvarteret rygtes, at der idømmes mærkbare bøder for uberettiget færdsel på anden mands grund. For at sikre landbefolkningen politiets bistand til sagernes opklaring er det i 31 foreslået, at lade forseelser af den omhandlede art være undergivet offentlig påtale, forsåvidt den forurettede fremsætter ønske herom. Kommissionen er ikke betænkelig ved i almindelighed at foreslå overtrædelse af 17, stk. 1, undergivet betinget offentlig påtale, thi hvis en grundejer virkelig skulle begære påtale i et tilfælde, hvor det kun drejer sig om ganske uskadelig færdsel, vil dommeren, hvis sagen måtte nå så vidt, stadig have mulighed for at slutte denne med en advarsel. Fra tid til anden er der fremkommet klage over, at reglerne i om afhændelse

41 41 af optagne husdyr ikke frembyder tilstrækkelig sikkerhed for, at dyrene bliver solgt til en pris, der svarer til deres handelsværdi. Kommissionen er enig i, at det er uhensigtsmæssigt at sælge f. eks. optagne kvier på auktion, da erfaringen viser, at landmænd almindeligvis ikke møder op som købere ved en sådan lejlighed. En medvirkende årsag hertil kan være, at man flere steder i landet anvender den fremgangsmåde at annoncere såvel optagelsen som auktionen i samme bekendtgørelse, hvilket ikke opfordrer eventuelle købere til at møde op ved auktionen, da de må være forberedt på, at dyret forinden kan være indløst, således at auktionen aflyses. Det må derfor anses for ønskeligt, at det i en kommende markog vejfredslov bliver fastslået, at bekendtgørelse om auktionens afholdelse først skal foretages, når optagelsen har været bekendtgjort, og ejeren ikke inden den fastsatte frist har meldt sig og indløst dyret. Endvidere ville man finde det rimeligt, om der, når optagne dyr efter sognefogedens (politiets) skøn er af en noget større værdi, f. eks. 300 kr., indrykkes bekendtgørelse i 2 af de blade, hvori kommunale bekendtgørelser indrykkes. løvrigt må det være tilstrækkeligt, at der finder bekendtgørelse sted i et af de på egnen mest udbredte dagblade, forsåvidt det optagne dyr ikke skønnes at være af så ringe værdi, at bekendtgørelsesudgifterne vil overstige salgsværdien, i hvilket tilfælde dyret uden forudgående bekendtgørelse som hidtil bør tilfalde optageren. Ifølge skal et optaget husdyr bortsælges, forsåvidt dyret ikke er indløst og afhentet inden 24 timer, efter at vedkommende har modtaget underretning om optagelsen, eller inden 3 dage efter at optagelsen har været bekendtgjort. Ifølge kommissionens opfattelse, bør disse frister opretholdes, men man finder, at auktionen først bør afholdes, efter at denne har været annonceret yderligere med 3 8 dages varsel, varierende efter dyrets værdi. Det bemærkes herved, at man allerede nu i praksis giver længere varsel end i fastsat. Reglerne om afhændelse af optagne dyr på auktion, bør ifølge kommissionens opfattelse suppleres med adgang til at afhænde sådanne dyr til et nærliggende slagteri eller slagtehus, når dyret må formodes at indbringe mere ved slagtning end ved salg ved auktion. Derimod finder man ikke, at det bør overlades til sognefogeden eller politiet underhånden at sælge dyret til dagspris, da en sådan ordning let kan afføde kritik af foretagne dispositioner. Med hensyn til dyr, der afhændes til slagtning, skal der herefter kun finde een bekendtgørelse sted, nemlig om optagelsen. Kommissionen har ikke ment at burde udarbejde forslag om disse regler i enkeltheder, da de må betragtes som så specielle, at de ikke kan anses egnet til optagelse i selve loven, og det foreslås derfor overladt til landbrugsministeren at fastsætte nærmere bestemmelser om optagne dyrs afhændelse m. v., jfr. bemærkningerne til lovforslagets 12. Udover de foran omhandlede principielle ændringer har der indenfor kommissionen været enighed om at foreslå loven af 1872 ændret og suppleret på en række mindre betydningsfulde punkter. Med hensyn til disse forslag henvises til bemærkningerne til de enkelte paragraffer i det af kommissionen udarbejdede forslag til lov om markog vejfred. København, den 1. oktober A. L. Birk. O. Fabricius. Lauritz Nielsen. K. O. Moller. B. Steenstrup. J. A. Larsen. K. Røhr Lauritzen. F. J. Boas. Laust Nørskov. S. Kinch. Formand. 6 H. Bloch-Nielsen.

42 Forslag til lov om markog vej fred. Kapitel I. Almindelige bestemmelser. 1. Enhver er pligtig til på alle årets tider at holde sine husdyr på sit eget. 2. Under husdyr henregnes pelsdyr, som er opdrættet i fangenskab, og tamkaniner. Såfremt et i fangenskab opdrættet pelsdyr undslipper og ikke indfanges inden 1 måned, anses det som vildt. Afkom, der følger moderdyret, er underkastet de for dette gældende bestemmelser. 1. Det ansvar, som efter denne lov er forbundet med, at husdyr kommer ind på anden mands grund, indtræder også, når husdyr kommer ind på en dets ejer tilhørende ejendom, hvorover en anden har udelukkende brugsret. 2. Som besidder benævnes i denne lov enhver, der holder husdyr, uanset om ejendomsretten over disse tilkommer en anden. 3. De i nærværende lov for veje givne bestemmelser omfatter tillige gader, pladser og stier. Kapitel II. Erstatning for skade forvoldt af husdyr Kommer et husdyr uden hjemmel ind på anden mands grund, skal dyrets besidder erstatte den skade, dyret forvolder ved at nedtræde, afbide eller fortære afgrøder, beplantning eller bevoksning, beskadige hegn eller vandløb, oprode eller sammentræde jordbunden. Samme regel gælder om skade, dyret forvolder ved at angribe et andet husdyr eller på anden voldelig måde tilføje det legemsbeskadigelse. 2. Erstatning kan dog ikke kræves, hvis skaden er fremkaldt med forsæt eller uagtsomhed af skadelidte selv eller af en person, han har ansvar for. Er der skyld på begge sider, afgøres det efter fejlenes beskaffenhed, om erstatningen skal nedsættes eller helt bortfalde. 3. Om erstatningskravets gennemførelse gives der regler i kap. VII Denne lovs regler finder ikke anvendelse på erstatningsansvar for skade voldt af hunde. 2. Loven gør ingen indskrænkning i det erstatningsansvar, som andre end besidderen måtte have for skade voldt af husdyr, og heller ikke i besidderens ansvar i tilfælde, som ikke omfattes af erstatningsreglen i 3, stk. 1.

43 43 Kapitel III. Optagelse af husdyr Enhver er berettiget til selv at optage eller lade optage fremmede husdyr, som uden hjemmel færdes løse på hans grund. 2. På veje kan optagelsesretten udøves af den offentlige myndighed eller private person, hvem vedligeholdelsen påhviler. Såfremt vejen er åben for almindelig færdsel, kan optagelsesretten tillige udøves af politiet. 3. På jernbanearealer kan optagelsesretten udøves af de i banens tjeneste stående personer og af politiet. 4. På fredede sandflugtsstrækninger kan optagelsesretten udøves såvel af grundens ejer eller bruger som af vedkommende sandflugtsbetjent Ved optageren, hvem dyret tilhører, skal han snarest muligt og senest inden 24 timer, efter at optagelsen har fundet sted, tilstille denne eller en til hans husstand hørende voksen person underretning herom. 2. Ved optageren ikke, hvem dyret tilhører, skal anmeldelse om optagelsen inden samme frist ske til sognefogeden i København og købstæderne til politiet der snarest muligt foranlediger optagelsen bekendtgjort, jfr. dog 9, stk. 3. Udgifterne herved vil være at refundere af den, hvem dyret tilhører, og kan om fornødent inddrives ved udpantning. 3. Undlader optageren at foretage anmeldelse i overensstemmelse med reglerne i stk. 1 og 2, fortabes retten til godtgørelse for foder og pasning, og optageren er pligtig at erstatte det ved af savnet af dyret forvoldte tab For optagelse af husdyr tilkommer der optageren optagelsespenge. 2. Optagelsespengene udgør det samme beløb, som til enhver tid er fastsat som godtgørelse for foder og pasning af det pågældende dyr i et døgn, jfr. 8, stk. 2 og 5. Hvis en flok husdyr optages, kan der dog højst kræves optagelsespenge for 5 dyr. 3. Optageren er bortset fra det i 6, stk. 3, og 18, stk. 3, pkt. 1, omhandlede tilfælde berettiget til at gøre optagne dyrs udlevering afhængig af, at der betales ham optagelsespenge og godtgørelse for foder og pasning samt erstatning for forvoldt skade eller sikkerhedsstillelse herfor. Sikkerhedsstillelse kan ske hos vurderingsmændenes formand, der fastsætter dennes art og størrelse, såfremt enighed herom ikke kan opnås mellem parterne. 4. Den, som lægger hindringer i vejen for udøvelsen af den i stk. 3 omhandlede ret til at tilbageholde et optaget dyr, straffes efter straffelovens 293, stk Optageren er pligtig at fodre og passe det optagne dyr forsvarligt. 2. For hvert døgn, som forløber mellem optagelsen og tilbageleveringen eller afleveringen til salg ifølge 9 tilkommer der som godtgørelse for foder og pasning optageren:

44 44 For et stk. hornkvæg over 1 år eller en hest over 1 år 5,00 kr. for en kalv, et svin, et føl, et får, en ged eller en hund 2,00 - for et stk. fjerkræ, en tamkanin eller et pelsdyr 0,50-3. Finder tilbagelevering sted inden udløbet af 1 døgn, vil godtgørelsen være at beregne således, at over % døgn regnes for 1 døgn og % døgn eller derunder regnes for Y 2 døgn. På tilsvarende måde beregnes godtgørelsen for overskydende dele af et døgn. 4. Optages andre husdyr end de i stk. 2 nævnte, vil der være at erlægge godtgørelse for foder og pasning som fastsat for det af de nævnte husdyr, med hvilket det optagne dyr nærmest må ligestilles. Tvivlsspørgsmål herom afgøres af sognefogeden i København og købstæderne af politiet. 5. De i stk. 2 fastsatte takster kan til enhver tid ændres af landbrugsministeren Indløses og afhentes et optaget dyr ikke inden 24 timer, efter at dets besidder eller en til dennes husstand hørende voksen person af optageren har modtaget underretning om optagelsen, eller inden 3 dage efter at optagelsen er bekendtgjort, skal dyret bortsælges mod kontant betaling ved offentlig auktion efter forudgående bekendtgørelse med mindst 3 dages varsel. Dog skal dyr, der må formodes at indbringe mere ved slagtning end ved salg ved auktion, afhændes til et nærliggende slagteri eller slagtehus. 2. Auktionen afholdes på landet af sognefogeden, i København og købstæderne af politiet. Auktionerne er gebyr- og afgiftsfri. 3. Skønner sognefogeden i København og købstæderne politiet at det optagne dyr er af så ringe værdi, at udgifterne til bekendtgørelse om dyrets optagelse og afhændelse overstiger salgsværdien, bliver dyret uden forudgående bekendtgørelse og auktion optagerens ejendom Af det ved afhændelse i henhold til 9, stk. 1, indkomne beløb afholdes forlods de med bekendtgørelserne og salget forbundne udgifter. Derefter fyldestgøres optagerens krav i henhold til 7 og 8 samt hans erstatningskrav, forsåvidt dets størrelse er fastslået. 2. Eventuelt overskud tilfalder politikassen, i København statskassen, medmindre den dertil berettigede inden 3 måneder efter bortsalget kræver beløbet udbetalt. Fører optageren sag om erstatning for skade, som dyret har forvoldt under ophold på optagerens grund, bevarer han dog retten til at få dækning af beløbet indtil 1 måned efter, at der er afsagt endelig dom. 3. Såfremt det indkomne beløb ikke dækker optagerens ovennævnte fordringer, kan optageren kræve det udækkede beløb betalt af dyrets tidligere besidder De i henhold til 5 optagne dyr kan, hvis optageren ikke har rimelig mulighed for at have dem i pleje, afleveres til vedkommende sognefoged i København og købstæderne til politiet der i så fald er pligtig at varetage de optageren ifølge nærværende kapitel påhvilende pligter og overtager de ham tillagte rettigheder, dog således at de i 7 omhandlede optagelsespenge tilfalder optageren, forsåvidt de kan erholdes fra dyrets besidder eller dækkes ved afhændelsen.

45 45 2. løvrigt vil med hensyn til de heromhandlede dyr de i 9 og 10 fastsatte regler være at iagttage, dog således at den sognefogeden eller politiet i henhold til 8 tilkommende godtgørelse for foder og pasning forlods vil være at dække af det ved afhændelsen indkomne beløb. 12. Landbrugsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om optagne dyrs afhændelse, herunder fastsætte særlige salgsmåder for dyr, som ikke kan ventes at indbringe deres fulde værdi ved de i 9 nævnte salgsmåder. Kapitel IV. Ufredsbøder, uvane husdyr m. v. 13. Når husdyr, som uden hjemmel færdes løse på fremmed grund, forgæves er søgt optaget, kan besidderen straffes med bøde for ufred Uvane husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner og fjerkræ, omstrejfende hunde og katte har den optagelsesberettigede ret til på hensigtsmæssig måde at fjerne fra sin grund og er ikke pligtig at yde erstatning, såfremt dyret derved kommer til skade eller omkommer. Den, der var besidder af dyret, kan fordre det beskadigede eller dræbte dyr udleveret mod betaling af erstatning for voldt skade. For dræbte eller beskadigede dyr skal der ikke betales optagelsespenge eller ufredsbøder. 2. Nedskydning eller anden direkte på drab af dyret sigtende fremgangsmåde må dog kun anvendes, når dyrets besidder i forvejen indenfor det sidste år er advaret. Er besidderen ukendt, kan advarsel indeholdende en kort beskrivelse af det pågældende dyr ske gennem et på egnen udbredt dagblad. Advarsel er dog ufornøden, når dyret angriber andre husdyr eller frembyder nærliggende fare for person eller ejendom. 3. Med hensyn til dræbte eller beskadigede dyr vil iøvrigt de i 6, 8, 9 og 10 fastsatte bestemmelser vedrørende optagne dyr være at iagttage i den udstrækning, de er anvendelige. Kapitel V. Tøjring og græsning m. v Husdyr må ikke græsse eller tøjres på de til offentlige veje hørende arealer eller tøjres så nær herved, at de kan nå ind derpå. Dog kan vedkommende sogneråd med politimesterens samtykke tillade græsning med køer eller geder på arealer henhørende til lidet befærdede kommunale biveje. 2. På marker, der grænser til offentlige veje, må tyre over iy 2 år og uvane kreaturer kun græsse, såfremt de er forsvarligt tøjret eller marken fr ah egnet vejen på betryggende måde. 3. Tilsvarende bestemmelser kan i politivedtægten fastsættes for private veje, der er åbne for almindelig færdsel.

46 46 4. Overtrædelse af de i stk. 1 og 2 fastsatte bestemmelser straffes med bøde eller hæfte Den, som uden hjemmel tøjrer eller driver husdyr ind på fremmed grund eller skaffer dem adgang hertil ved at åbne led eller andet lukke, eller som tøjrer dem så nær ved naboens grund, at de kan nå ind på denne, straffes med bøde eller hæfte. 2. Den, som uden hjemmel driver fremmede husdyr ind på sin grund, straffes med bøde eller hæfte. 3. På samme måde straffes den, som uberettiget med forsæt løser anden mands tøjrede husdyr eller åbner bur, fold eller lukket mark, således at dyrene kan komme ud heraf. Kapitel VI. Færdsel på fremmed grund Den, som uden ejerens tilladelse eller anden hjemmel færdes på anden mands grund eller som færdes ad en privat vej, hvor det ved færdselstavle eller andet lovligt opslag er tilkendegivet, at færdsel eller færdsel af den pågældende art er forbudt, straffes med bøde. 2. På samme måde straffes den, som færdes i fredede klitter, hvor det ved opslag er tilkendegivet, at færdsel er forbudt. Kapitel VII. Vurderingsforretningerne Ønsker nogen at fremsætte erstatningskrav i henhold til 3, stk. 1, skal han inden 3 dage, efter at skaden er blevet ham bekendt, begære den vurderet af de i 21 nævnte vurderingsmænd. 2. Begæringen rettes til formanden for vurderingsmændene, der samtidig såvidt muligt skal underrettes om navn og bopæl på besidderen af de dyr, der har forårsaget skaden. 3. Undlader skadelidte at lade skaden vurdere som fastsat i stk. 1 og 2 uden med dyrets besidder at have truffet overenskomst om erstatningens størrelse eller om dens fastsættelse på anden måde, bortfalder ethvert krav mod dyrets besidder på erstatning for de i 3, stk. 1, omhandlede skader. Dette gælder dog ikke, såfremt det ved dom fastslås, at skaden er voldt i ond hensigt eller ved grov hensynsløshed Når skaden er vurderet og det findes godtgjort, hvem der var det skadevoldende dyrs besidder, afgør vurderingsmændene ansvarsspørgsmålet ved en kendelse, der tillige fastsætter, hvad besidderen skal betale som omkostninger ved vurderingsforretningen. Såvel erstatningen som omkostningsbeløbet kan inddrives efter de for fuldbyrdelse af domme gældende regler, når der er forløbet 15 dage efter kendelsens afsigelse eller

47 47 forkyndelse, uden at kendelsen er indanket for civildommeren i overensstemmelse med reglerne i Den af vurderingsmændene afsagte kendelse kan af hver af parterne indankes for civildommeren i den pågældende retskreds, hvis afgørelse er endelig. 2. Begæringen om anke skal være civildommeren i hænde inden 15 dage efter kendelsens afsigelse. Har det skadevoldende dyrs besidder ikke overværet vurderingsforretningen, regnes fristen fra det tidspunkt, da kendelsen er forkyndt for ham. 3. Begæring om anke skal indeholde en angivelse af ankens genstand og hensigt. Udskrift af den påankede kendelse må være bilagt ankebegæringen eller fremsendes inden 8 dage efter denne. 4. Landbrugsministeren kan dog, når særlige omstændigheder taler derfor, meddele tilladelse til anke, uanset at den i stk. 2 fastsatte frist er overskredet. Begæringen herom skal være landbrugsministeriet i hænde inden 4 uger efter ankefristens udløb For hver kommune beskikkes 3 vurderingsmænd til at vurdere de i henhold til 18 anmeldte skader. Kommunalbestyrelsen kan dog i større kommuner bestemme, at kommunen deles i flere vurderingsdistrikter. 2. Vurderingsmændene beskikkes af kommunalbestyrelsen, der tillige bestemmer, hvem der skal fungere som formand. 3. Vurderingsmændene er forpligtet til også at udføre vurderinger i nærliggende kommuner eller distrikter, når de der beskikkede vurderingsmænd har lovligt forfald, og det kræves af vedkommende vurderingsformand. 4. I stedet for at beskikke de i stk. 1 nævnte vurderingsmænd kan kommunalbestyrelsen bestemme, at de vurderingsmændene tillagte forretninger skal overdrages medlemmerne af det i henhold til lov nr. 259 af 27. maj 1950 om hegn nedsatte hegnsyn Vurderingsmændene beskikkes for perioder, der falder sammen med valgperioderne for kommunalbestyrelserne. 2. Ingen, der har opnået en alder af 70 år, kan beskikkes til vurderingsmand. Ingen, der har opnået en alder af 60 år, er forpligtet til at modtage beskikkelse som vurderingsmand. Den, der har fungeret som vurderingsmand i en periode, er ikke forpligtet til at modtage beskikkelse før efter udløbet af en ny periode. Om iøvrigt nogen har gyldig grund til at begære sig fritaget for hvervet, afgøres af by- eller sognerådet, hvis afgørelse kan indbringes for henholdsvis landbrugsministeriet eller amtsrådet. 23. Den en vurderingsmand meddelte beskikkelse kan tilbagekaldes af by- eller sognerådet, hvis afgørelse kan indbringes for henholdsvis landbrugsministeriet eller amtsrådet. 24. Ingen må deltage som vurderingsmand i en vurderingsforretning, når han 1) selv er part i sagen eller personlig interesseret i dens udfald,

48 48 2) er beslægtet eller besvogret med nogen af parterne i op- eller nedstigende linie eller i sidelinien så nær som søskendebørn eller er en af parternes ægtefælle, værge, adoptiveller plejefader eller -moder, adoptiveller plejebarn, 3) i henhold til 23 har indbragt spørgsmålet om tilbagekaldelse af hans beskikkelse for landbrugsministeriet eller amtsrådet, og dettes afgørelse endnu ikke foreligger Såfremt en indsigelse mod en vurderingsmands habilitet ikke medfører, at han viger sit sæde, kan spørgsmålet herom indbringes for civildommeren i den pågældende retskreds. 2. Når det straks forlanges, kan i den anledning en kort udsættelse af sagen tilstås Vurderingsforretningen, der vil være at afholde snarest muligt, efter at begæring herom er fremsat, foretages af formanden og en af denne tilkaldt vurderingsmand. Dog kan formanden, når han under hensyn til skadens omfang eller art finder det påkrævet, bestemme, at alle tre vurderingsmænd skal deltage i forretningen. 2. Til vurderingsforretningen indkaldes skadelidte samt såvidt muligt besidderen af de dyr, der har forårsaget skaden. 3. I tilfælde af stemmelighed mellem vurderingsmændene er formandens stemme afgørende. 4. Viser det sig under vurderingsforretningen, at dyrene har forvoldt nogen af de indkaldte skade, som ikke omfattes af bestemmelsen i 3, stk. 1, søger vurderingsmændene også at opnå forlig om erstatningen herfor. Kan forlig ikke opnås, affatter vurderingsmændene en beskrivelse af skadens art og omfang, men henviser iøvrigt skadelidte til at gøre sit erstatningskrav gældende ved domstolene. 5. Udsættelse af vurderingsforretningen kan indrømmes, når en af parterne ønsker det og vurderingsmændene finder, at vurderingen med større sikkerhed kan foretages på et senere tidspunkt. Er der voldt skade på husdyr, vil disses værdi før skaden dog være at fastsætte allerede på det første møde Vurderingsforretningerne indføres i en for kommunens regning anskaffet og af kommunalbestyrelsen autoriseret protokol, der opbevares af vurderingsformanden. 2. Protokollen underskrives efter hver forretnings afslutning af vurderingsmændene og, hvis forlig opnås, tillige af parterne For afholdelse af vurderingsforretning tilkommer der hver af de i forretningen deltagende vurderingsmænd et vederlag af 5 kr., der vil være at udrede af skadelidte. 2. Det af skadelidte i henhold til stk. 1 udlagte beløb kan kræves refunderet af det skadevoldende dyrs besidder. 3. Udskrift af vurderingsprotokollen meddeles af formanden mod et vederlag af 2 kr. pr. påbegyndt folioark. Udskrifterne skal være afsendt senest 3 dage efter, at de er bestilt; vederlaget kan kræves betalt forud. 4. De i stk. 1 og 3 fastsatte vederlag kan til enhver tid ændres af landbrugsministeren.

49 De beføjelser, der i nærværende lov er tillagt kommunalbestyrelserne, tilkommer i København magistraten. 2. De af magistraten trufne afgørelser kan ikke indbringes for højere myndighed. 30. Protokoller, begæringer, udskrifter og andre udfærdigelser angående vurderingsmændenes forretninger er stempelfri. Kapitel VIII. Lovens ikrafttræden m. m Den i 7, stk. 4, omhandlede forseelse er undergivet privat påtale. 2. Overtrædelse af de i 13, 16 og 17, stk. 1, fastsatte bestemmelser påtales kun efter den forurettedes begæring. Dog kan offentlig påtale finde sted også uden sådan begæring i de i 13 og 16, stk. 3, omhandlede tilfælde, når almene hensyn kræver det. 3. De i 15 og 17, stk. 2, omhandlede forseelser er undergivet offentlig påtale. 32. Landbrugsministeren træffer de nærmere bestemmelser vedrørende lovens gennemførelse Denne lov gælder ikke for Færøerne. 2. Loven træder i kraft den 1. juli Fra samme tidspunkt ophæves 18, stk. 1, 1. pkt., i lov af 29. marts 1867 angående sandflugtens dæmpning m. v. og lov nr. 53 af 25. marts 1872 om markog vejfred. 3. De i henhold til lov nr. 53 af 25. marts 1872 om markog vejfred udnævnte vurderingsmænd fungerer indtil vedkommende kommunalbestyrelses funktionstid udløber, hvorefter der vil være at beskikke nye vurderingsmænd i overensstemmelse med reglerne i nærværende lov. 7

50 50 Til kapitel I. Almindelige bestemmelser. Dette kapitel indeholder visse almindelige retssætninger, hvorhos det heri fastsættes, hvilke dyr der henregnes under husdyr ( 1) og hvad der skal forstås ved anden mands grund" og besidder" ( 2).. Til 1. Stk. 1, der nøje svarer til 1, 1. pkt., i den gældende markog vejfredslov i det følgende betegnet som angiver i få ord det for de efterfølgende bestemmelser grundlæggende synspunkt. Af bemærkningerne til 2 vil fremgå, at sit eget" ikke alene betyder ens egen grund, men tillige lejet eller forpagtet jord, hvorover vedkommende har udelukkende brugsret. Benyttes den lejede eller forpagtede jord tillige af ejeren eller andre, bør den om brugsforholdet oprettede kontrakt indeholde de fornødne bestemmelser om parternes indbyrdes rettigheder og forpligtelser med hensyn til husdyr. I stk. 2 foreslås pelsdyr, der er opdrættet i fangenskab, og tamkaniner henregnet under husdyr. Da Dansk Pelsdyravlerforening ikke anser tamkaniner for pelsdyr, og kaninavlerne har deres egen organisation, har man anset det for nødvendigt særskilt at nævne tamkaniner. Bestemmelsen i stk. 2, 1. pkt., tager ikke stilling til, hvorvidt pelsdyr også i andre henseender skal betragtes som husdyr, idet den kun tilsigter at fastslå, at pelsdyr falder ind under markog vejfredslovens område. Man har anset det for påkrævet at foreslå bestemmelsen i 2. pkt. i stk. 2 optaget i den kommende markog vejfredslov, da det uden en udtrykkelig lovbestemmelse herom vil være vanskeligt at trække grænsen for, hvornår undslupne pelsdyr må jages, idet der, som det fremgår af bil. 6, kun foreligger enkelte højesteretsdomme om dette spørgsmål, og disse kun angår sølvræve. Kommissionen er enig med Dansk Pelsdyravlerforening i, at der bør indrømmes dyrenes ejer en rimelig frist til at søge undslupne dyr indfanget, men som fremhævet foran side 38 bør det såvidt muligt hindres, Bemærkninger til lovforslaget at pelsdyr får lejlighed til at slå sig ned og formere sig i naturen. Det må derfor anses ønskeligt, at der efter udløbet af en nærmere fastsat frist, der i stk. 2 er foreslået fastsat til 1 måned, åbnes adgang til at drive jagt på pelsdyr, der slår sig ned på ens grund. Af bestemmelsen i stk. 2 følger, at ikke alene den særlige erstatningsregel i 3, stk. 1, men også de øvrige i lovforslaget for husdyr foreslåede bestemmelser er anvendelige på pelsdyr, som er opdrættet i fangenskab, og tamkaniner. Forsåvidt angår pelsdyr, der undslipper, gælder dette dog kun i 1 måned, efter at de er undsluppet, idet de derefter betragtes som vildt og kan jages i overensstemmelse med de i jagtloven herom fastsatte regler. Forsåvidt et undsluppet pelsdyr fanges og genindsættes på farmen, må det atter betragtes som husdyr, således at der løber en ny frist, hvis dyret påny undslipper. Bestemmelsen i sidste pkt. i stk. 2 må anses stemmende med den almindelige opfattelse af afkommets retsstilling. Til 2. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 er nye og må betragtes som et supplement til 3, stk. 1, jfr. norsk lov 34 (bilag 1). I stk. 1 uddybes, hvad der skal forstås ved sit eget" i 1, stk. 1. Det ansvar, som efter markog vejfredsloven er forbundet med, at husdyr kommer ind på anden mands grund, indtræder herefter også, når dyret kommer ind på arealer, som dets ejer har bortforpagtet eller udlejet. Det må dog være en forudsætning, at der hersker fuldstændig adskillelse mellem de bortforpagtede eller udlejede arealer og dyreejerens øvrige grund. For at anses som besidder ifølge stk. 2 er det ikke nødvendigt at holde flere husdyr, idet det afgørende er, om vedkommende holder det skadevoldende dyr som husdyr, d. v. s. har det for selv at bruge det eller nyde besiddelsen deraf. Besidder i lovens forstand er derimod ikke den, der har dyret i varetægt i medfør af tjenesteforhold, eller den, der rent midlertidigt, f. eks. som dyrlæge eller smed, har det til behandling i en andens interesse. Med den i stk. 3 optagne bestemmelse tilsigtes at undgå gentagelser i 5, 15 og 17.

51 Til kapitel II. Erstatning for skade forvoldt af husdyr. Dette kapitel indeholder bestemmelser om det erstatningsansvar, som påhviler den der holder husdyr ( 3 4). Til 3. Som fremhævet foran side 34 foreslås i 3 opretholdt den gældende lovs bestemmelse om ubetinget erstatningsansvar for visse typiske skader, som forvoldes af husdyr, når de uden hjemmel kommer ind på anden mands grund. Pligten til at yde erstatning er altså i de heromhandlede tilfælde uafhængig af, om der er handlet uforsvarligt ved anbringelse eller bevogtning af dyrene. På den anden side bortfalder erstatningskravet, såfremt den i 18, stk. 1, fastsatte frist overskrides, medmindre skadelidte har truffet overenskomst med dyrets besidder om erstatningens størrelse eller om dens fastsættelse på anden måde eller det ved dom fastslås, at skaden er voldt i ond hensigt eller ved grov hensynsløshed, jfr. bemærkningerne til 18. Dette er en vis skærpelse af den tilsvarende regel i , der i praksis er fortolket således, at erstatningskravet bevares, såfremt dyrets besidder har udvist uforsvarlig adfærd. Kommissionen har ikke næret betænkelighed ved at foreslå en sådan skærpelse, da det er så indlevet i landbefolkningen, at sager af denne art skal rejses omgående. I tilfælde, hvor skadens omfang først senere kan fastslås, f. eks. hvor der ved angreb på et husdyr voldes en skade, som muligvis kan helbredes, men hvorom det foreløbig er uvist, i hvilken grad helbredelse kan ske, er der i 26, stk. 5, åbnet adgang til at udsætte vurderingsforretningen. I overensstemmelse med omfatter erstatningspligten den skade, der tilføjes andre husdyr. Efter forslaget gælder dette dog kun den skade, dyret forvolder ved at angribe et andet husdyr eller på anden voldelig måde tilføje det legemsbeskadigelse. Ved sidste led tænkes på det såkaldte slagsmålstilfælde, hvor et dyr uberettiget kommer ind på fremmed grund, går fredeligt omkring, men så bliver angrebet af et her græssende husdyr, der under kampen lider skade. I et sådant tilfælde bør efter kommissionens opfattelse det indtrængende dyrs besidder være erstatningspligtig, selvom dyret ikke kan betegnes som angriber. Udtrykket angriber" skal forstås snævert og omfatter i lighed med, hvad tilfældet er efter gældende ret, ikke skade voldt ved 51 bedækning eller smitte. Krav om erstatning herfor omfattes altså ikke af det ubetingede erstatningsansvar, men må som hidtil gøres gældende ved domstolene, jfr. foran side og side 34, og kan kun gennemføres, såfremt dyrets besidder har udvist uforsvarlig adfærd. Det samme gælder den skade, husdyr kan forvolde f. eks. ved at skræmme minkhunner, således at disse kaster eller skambider deres unger, jfr. foran side 38. Udtrykkene i 3, stk. 1, om andre skader de såkaldte jordbrugsskader eller agrarisk skade er i flere retninger snævrere end den gældende lovs. Dette skyldes, at kommissionen ved bestemmelsens formulering har haft for øje kun at lade de valgte udtryk omfatte de skader, som husdyr normalt forvolder, når de kommer ind på anden mands grund, og som de faste vurderingsmænd vil være tilstrækkelig kyndige til at vurdere. I modsætning til nævner forslagets 3 ikke udtrykkelig veje, idet dette er anset overflødigt, da skade på de til en vej hørende skråninger eller på markveje eller stier omfattes af ordene oprode eller sammentræde jordbunden". Ordet vandløb" er brugt i samme vide betydning som i vandløbslovens 1 og omfatter altså bl. a. grøfter, broer og dæmninger. Ansvar for skader på bure, f. eks. til pelsdyr, samt på mistbænke, udhuse m. v. omfattes ikke af erstatningsreglen i 3, stk. 1, og må ifølge 4, stk. 2, som hidtil gøres gældende for domstolene efter de almindelige erstatningsregler. Ifølge påhviler erstatningsansvaret ejeren af det pågældende husdyr. I 3 foreslås ansvaret pålagt besidderen, idet det må anses mest hensigtsmæssigt at knytte ansvaret til den, der har den regelmæssige økonomiske udnyttelse eller fornøjelse af dyret. Der sker dog næppe ved den ændrede formulering nogen ændring i den bestående retstilstand, da f. eks. den, der har forpagtet en ejendom med tilhørende besætning, anses omfattet af erstatningsansvaret efter Med bestemmelsen er ikke taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt besidderen kan gøre regres mod andre f. eks. i tilfælde, hvor A for at skade B løser dennes kreaturer, så de slipper ind på naboens grund med den følge, at B må erstatte den der forvoldte skade. I sådanne tilfælde må besidderen, der har dækket skaden, kunne gøre regres i overensstemmelse med de almindelige erstatningsregler, jfr. Ussing: erstatningsret, 198. Den i stk. 2 foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med gældende erstatningsret.

52 Til 4. Den i stk. 1 foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med gældende ret. Af hensyn til eventuelle lovændringer er hundelovens dato ikke nævnt. Stk. 2 tilsigter at udelukke tvivl om, at krav om erstatning i tilfælde, som ikke omfattes af erstatningsreglen i 3, stk. 1, kan gøres gældende i overensstemmelse med de almindelige erstatningsregler. Til kapitel III. Optagelse af husdyr. Dette kapitel indeholder bestemmelser om optagelse af husdyr ( 5 6), om optagelsespenge ( 7), om fodring og pasning af optagne dyr ( 8 og 11) og om afhændelse af optagne dyr, der ikke indløses ( 9 10 og 12). De gældende regler om optagelse af husdyr foreslås i nærværende kapitel i det store og hele opretholdt, dog med forskellige mindre tilføjelser og ændringer, som nærmere vil fremgå af bemærkningerne til de enkelte paragraffer. Til 5. De i stk. 1, 2 og 4 foreslåede bestemmelser er en ændret redaktion af de tilsvarende bestemmelser i og 11. Formålet med optagelsesretten er at beskytte grundejeren, og dette synspunkt er for vejenes vedkommende overført således, at man beskytter den vedligeholdelsespligtige, hvem dyrenes færden kan påføre forøgede udgifter. Ved de veje, der er åbne for almindelig færdsel, må tillige politiet, som skal overvåge færdselssikkerheden, have optagelsesret. Med hensyn til fredede sandflugtsstrækninger foreslås i stk. 4 ikke alene som efter vedkommende sandflugtsbetjent, men også grundens ejer eller bruger tillagt optagelsesret. Bestemmelsen i stk. 3 er ny, idet landbrugsministeriet allerede i 1881 på en derom fremsat forespørgsel måtte meddele, at der ikke i var hjemmel til at optage husdyr på jernbanearealer. Ved optagelsen eller forsøget herpå skal det påses, at dyret ikke kommer til skade. Kommer dyret ved optagerens uforsigtighed til skade, kan han bortset fra det i 14 omhandlede tilfælde efter omstændighederne blive pligtig at yde dyrets besidder erstatning ifølge de almindelige erstatningsregler. Til 6. Denne paragraf svarer til bestemmelserne i I stk. 1 foreslås fristen ændret fra 12 timer til 24 timer, således at der gælder samme frist efter såvel stk. 1 som stk I modsætning til har man ikke fundet det påkrævet at foreskrive en særlig form for underretning om optagelsen, da dette let kan forhale sagens behandling. I det i 9, stk. 3, omhandlede tilfælde er bekendtgørelse ufornøden. Bestemmelsen i stk. 2, sidste pkt., er ny, jfr. bemærkningerne til 7. Bestemmelsen får almindeligvis kun betydning, forsåvidt det optagne dyr indløses, idet 10, stk. 1, jfr. 11, kommer til anvendelse, når dyret afhændes. Til 7. I er godtgørelsen for foder og pasning med en enkelt undtagelse fastsat til halvdelen af optagelsespengene. Kommissionen har imidlertid anset det for mere hensigtsmæssigt at benytte godtgørelsen for foder og pasning som udgangspunkt, da denne bør kunne variere med prisniveauet, jfr. herved bemærkningerne til 8. Som en praktisk nem regel foreslås optagelsespengene i overensstemmelse hermed i stk. 2 fastsat til samme beløb som godtgørelsen for foder og pasning af det pågældende dyr i eet døgn. En sådan regel forekommer dog kommissionen urimelig i tilfælde, hvor dyrene f. eks. får i flokke løber ind på naboens grund, jfr. sidste pkt. i stk. 2, hvorefter der i sådanne tilfælde højst kan kræves optagelsespenge for 5 dyr. Ifølge er optageren berettiget til at gøre det optagne dyrs udlevering afhængig af, at der ydes ham optagelsespenge, godtgørelse for foder og pasning, samt refusion af omkostningerne ved den i medfør af 5 stedfundne bekendtgørelse om optagelsen. Kommissionen finder det imidlertid ikke hensigtsmæssigt at lade optageren have tilbageholdelsesret for bekendtgørelsesudgifterne, da det påhviler sognefogeden eller politiet at foranledige optagelsen bekendtgjort, jfr. herved 6, stk. 2, hvorefter udgiften om fornødent kan inddrives ved udpantning hos den, hvem dyret tilhører. Derimod har man anset det for rimeligt, at der tillægges optageren ret til at gøre det optagne dyrs udlevering afhængig af, at der enten betales ham erstatning for forvoldt skade eller stilles sikkerhed herfor, således som det nærmere vil fremgå af stk. 3. Bestemmelsen om sikkerhedsstillelse er ny, men synes stemmende med billighed og findes i såvel norsk som svensk ret, jfr. foran side 28 ff. og bilag 1 2. Stk. 4 afløser den tilsvarende bestemmelse i , pkt. 2 Ṫil 8. Denne paragraf afløser de tilsvarende bestemmelser i

53 Det må i og for sig betragtes som en selvfølge, at optageren skal fodre og passe det optagne dyr forsvarligt, men kommissionen har anset det for ønskeligt, at dette udtrykkelig fremhæves i loven. Der er i tidens løb gentagne gange indkommet klager over, at de i fastsatte godtgørelser for foder og pasning ikke svarer til nutidens prisniveau, og der er da også indenfor kommissionen enighed om, at disse bør forhøjes. De i stk. 2 foreslåede takster er ansat på grundlag af oplysninger indhentet fra det landøkonomiske driftsbureau (bilag 5), idet man dog har ment det tilstrækkeligt at have 3 forskellige satser. Det bemærkes herved, at man har anset det for ufornødent i stk. 2 at nævne katte, på hvilke stk. 4 i påkommende tilfælde er anvendelig. løvrigt har man ved taksternes ansættelse haft for øje, at de bør være af en sådan størrelse, at de opfordrer til påpasselighed med hensyn til at holde sine husdyr på egen grund, men på den anden side ikke så høje, at det bliver en forretning" at optage fremmede husdyr. Stk. 3 er en forenkling af de tilsvarende bestemmelser i , næstsidste pkt. Kommissionen har ikke anset det påkrævet at foreslå optaget en til , sidste pkt., svarende særlig bestemmelse for København og købstæderne, hvorefter optageren, når han godtgør, at udgiften til foder og pasning har oversteget, hvad der ifølge de almindelige regler tilkommer ham, er berettiget til at fordre hele udgiften erstattet. Stk. 4 er en ændret redaktion af den tilsvarende bestemmelse i , stk. 3, pkt. 1. Bestemmelsen i stk. 5 er ny. 53 Til 9. Denne paragraf afløser de tilsvarende bestemmelser i Af stk. 1 følger, at optagne husdyr i almindelighed skal sælges ved auktion, såfremt dyrene ikke indløses og afhentes inden de fastsatte frister. Bestemmelsen i sidste pkt. i stk. 1 er ny og foranlediget af, at værdifulde kvier er solgt på auktioner til priser, der ligger langt under handelsværdien. En medvirkende årsag hertil kan være, at man flere steder anvender den fremgangsmåde at annoncere såvel optagelsen som auktionen i en og samme bekendtgørelse, hvilket ikke opfordrer eventuelle købere til at møde op ved auktionen, da de risikerer, at dyret forinden er indløst. Ifølge kommissionens opfattelse bør der bortset fra det i stk. 3 omhandlede tilfælde foretages 2 bekendtgørelser, og de nærmere regler herom foreslås det i 12 overladt til landbrugsministeren at fastsætte. Til 10. Denne paragraf afløser de tilsvarende bestemmelser i Af stk. 1 følger, at det er en forudsætning for, at skadelidte kan kræve sit erstatningskrav dækket af det ved auktionen indkomne beløb, at erstatningskravets størrelse er fastslået i overensstemmelse med reglerne i Ifølge skal rette vedkommende inden år og dag kræve det ved auktionen fremkomne overskud udbetalt. Kommissionen har imidlertid anset det for naturligt i stk. 2 at foreslå samme frist, nemlig 3 måneder, som i lov nr. 146 om hittegods af 23. april er fastsat for afhentning af hittegods, der er indleveret til politiet. Dette gælder dog ikke, hvis optageren i henhold til 20 eller 18, stk. 3, sidste pkt., har indbragt sagen om erstatningens størrelse for domstolene. I så fald foreslås fristen i sidste pkt. i stk. 2 forlænget til 1 måned efter, at der er afsagt endelig dom i sagen. Medens auktionsoverskud, som ikke afhentes rettidigt, ifølge gældende ret tilfalder kommunekassen, foreslås det i stk. 2 fremtidig tillagt politikassen, i København statskassen, jfr. 1, 7 og 8 i lov nr. 166 af 18. maj 1937 om politiets og arrestvæsenets ordning m. v. Til 11. Bestemmelserne i denne paragraf må anses som et naturligt supplement til de foran foreslåede regler om, hvorledes der skal forholdes med optagne husdyr. Af stk. 1 følger, at sognefogden (politiet), er pligtig at fodre og passe dyret og har krav på godtgørelse herfor i henhold til 8, stk. 2, samt at dyrets udlevering kan gøres afhængig af, at betaling finder sted, jfr. 7, stk. 3. Til 12. Bestemmelsen, der er ny, må betragtes som et supplement til reglerne i 9. Formålet med bestemmelsen er at sikre en nem adgang til at fastsætte nye salgsmåder, forsåvidt de i 9 foreslåede engang i fremtiden måtte vise sig utidssvarende eller uhensigtsmæssige. Som fremhævet foran side 41 må det endvidere anses ønskeligt, at der bliver adgang til administrativt at fastsætte instruktoriske bestemmelser angående avertering om optagelse i henhold til lovforslagets 6 og om afhændelse af dyr, der må formodes at indbringe mere ved slagtning end ved salg på auktion, jfr. 9.

54 Til kapitel IV. Ufredsbøder, uvane husdyr m. v. Dette kapitel indeholder bestemmelser om ufredsbøder ( 13) og om fjernelse af uvane husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner og fjerkræ, omstrejfende hunde og katte ( ty- Til 13. I henhold til denne paragraf, der afløser den tilsvarende bestemmelse i , kan besidderen af husdyr, som færdes løse på anden mands grund, og som forgæves er søgt optaget, straffes med ufredsbøde. Medens bøden ifølge , jfr. 6, stk. 2, i lov nr. 127 af 15. april 1930 om ikrafttræden af Borgerlig Straffelov m. m., udgør lige så meget som optagelsespengene ville have udgjort, foreslås bødens størrelse fremtidig fastsat i overensstemmelse med lovgivningens almindelige regler. Da bøden bortset fra vedtagelse af bødeforelæg vil blive fastsat af domstolene, har man ikke anset det fornødent at opretholde den gældende bestemmelse om, at ny ufredsbøde ikke kan kræves for det samme kreatur, før det enten er kommet tilbage til ejeren eller denne er sat i stand til at afhente dyret. Bøderne tilfalder som hidtil statskassen. 54 Til 14. Ifølge er adgangen til at fjerne svin, får, lam, omstrejfende hunde og fjerkræ fra sin grund på hvilken måde han bedst ved og kan" betinget af, at dyret forgæves er søgt optaget, og fjernelse på denne måde vil i praksis almindeligvis betyde, at dyret skræmmes bort eller dræbes. Kravet om optagelsesforsøg er imidlertid efter kommissionens opfattelse ikke hensigtsmæssigt med hensyn til fjerkræ, og forså vidt angår omstrejfende hunde har kravet i praksis mistet sin betydning, efter at det ved flere domme er anerkendt som tilstrækkeligt, at den pågældende forsøger at fløjte hunden til sig. Kommissionen må derfor anse det for mere tidssvarende, om fjernelse med nærliggende risiko fra drab som fastsat i stk. 2 almindeligvis gøres betinget af, at dyrets besidder i forvejen er advaret. Nedskydning af omstrejfende svin, får og lam må formentlig i nutiden betragtes som en upåkrævet hårdhændet fremgangsmåde, hvorfor man ikke på dette punkt har ment at burde opretholde Derimod foreslås bestemmelsen udvidet til at omfatte uvane husdyr, løsslupne pelsdyr samt tamkaniner og katte. Baggrunden for, at uvane husdyr er medtaget, er den, at landbrugsministeriet jævnigt modtager forespørgsler om, hvorledes man skal forholde sig med hensyn til vilde tvier. Man har hidtil kun kunnet henvise til nødretsgrundsætningen, jfr. foran side 18, men en sådan retstilstand må i længden anses uheldig, og det vil derfor være ønskeligt, at der tilvejebringes udtrykkelig hjemmel til at fjerne uvane husdyr, der jo ifølge almindelig opfattelse anses for farlige. Efter kommissionens formening kan undslupne pelsdyr i den her omhandlede henseende ligestilles med omstrejfende hunde, tivorfor det må være rimeligt at inddrage dem under bestemmelsen, hvilket dog kun får praktisk betydning i den første måned, efter at dyret er sluppet løs, idet det derefter ifølge 1, stk. 2, betragtes som vildt og uden videre kan skydes. Med hensyn til tamkaniner og katte vil bestemmelsen vel ikke få større betydning, men da disse dyr i enkelte tilfælde kan være ret generende, synes det naturligt at medtage dem. Den i stk. 1 foreslåede bestemmelse må forsåvidt angår omstrejfende hunde betragtes som et supplement til 13 i lov nr. 164 af 18. maj 1937 om hunde. Hvor betingelserne for at dræbe dyret ikke foreligger, kan det fjernes få hensigtsmæssig måde, uden at erstatningsansvar ifaldes, selv om dyret herved kommer til skade eller omkommer, f. eks. ved at det bliver så forskrækket, at det løber i et pigtrådshegn, en mergelgrav el. lign. Det er dog en forudsætning, at dyret ikke udsættes for unødig lidelse, jfr. straffelovens 196 og lov nr. 256 af 27. maj 1950 om værn for dyr. Der er intet til hinder for, at pågældende først forsøger at optage dyret og hvis dette mislykkes benytter sin ret til ifølge 14 at fjerne dette. Lykkes derimod optagelsen, kommer bestemmelserne i kap. III til anvendelse, medmindre det drejer sig om et undsluppet pelsdyr, og den i 1, stk. 2, fastsatte frist er udløbet. Ved i stk. 2 at foreskrive, at avertissementet skal indeholde en kort beskrivelse af dyret, tilsigter man at forebygge, at en enkelt advarsel kan omfatte f. eks. samtlige hunde i kvarteret. At advarsel er ufornøden, når dyr af den omhandlede art angriber andre husdyr, er formentlig en selvfølge, men bør ifølge kommissionens opfattelse også gælde, når de frembyder nærliggende fare for personer eller ejendom, f. eks. hvis en uvan kvie farer rundt på en ejendom, hvor der findes små børn, eller et undsluppet pelsdyr slår sig ned på en ejendom, hvor der haves fjerkræ.

55 I sådanne tilfælde bør man ikke være henvist til at lade skaden ske, fordi man ikke kan nå at advare vedkommende. Nærliggende fare for eiendom må også siges at foreligge, hvis undslupne sumpbævere kommer ind på en ejendom, hvor der findes dæmninger. Ordet ejendom" omfatter husdyr, men ikke værdiløse vilde buske el. lign. Sidste punktum i stk. 1 er kun medtaget for klarheds skyld. Af stk. 3 følger, at f. eks. en skudt høne ikke således som det i praksis er forekommet uden videre kan beholdes, men drabet skal omgående anmeldes i overensstemmelse med reglerne i 6, og bestemmelserne i 9 og 10 vil være at iagttage. Er dyret kun beskadiget, kommer også 8 til anvendelse, forsåvidt det optages. Til kapitel V. Tøjring og græsning m. v. Dette kapitel indeholder bestemmelser om græsning og tøjring af husdyr i nærheden afveje ( 15) og om fastsættelse af straf for at drive husdyr ind på fremmed grund eller fremmede husdyr ind på egen grund ( 16). Til 15. Denne paragraf afløser de tilsvarende bestemmelser i Som det vil fremgå af 2. pkt. i stk. 1 mener kommissionen det ikke påkrævet at opretholde bestemmelsen i om, at der foruden tilladelse fra sognerådet og politimesteren skal indhentes samtykke fra de tilstødende jordbrugere til græsning på arealer henhørende til lidet befærdede kommunale biveje. Ifølge kommissionens opfattelse bør græsning ikke kunne tillades på selve vejen. Man har ikke medtaget får og kalve under den i sidste pkt. i stk. 1 nævnte bestemmelse, da disse dyr ofte er så urolige, at det må anses for uforsvarligt at lade dem græsse på de her omhandlede lokaliteter. I stk. 2 har kommissionen anset det for rimeligt at sidestille tyre over 1% år med uvane kreaturer. løvrigt må bestemmelserne betragtes som et supplement til færdselslovens 27, jfr. foran side 24. Forsåvidt angår private veje, der er åbne for almindelig færdsel, hører bestemmelser om disse forhold naturligt hjemme i politivedtægterne, da forholdene er så forskellige rundt om i landet, at ensartede lovregler næppe bør indføres. 55 Til 16. Denne paragraf svarer til og 10, som kommissionen har anset det for hensigtsmæssigt at opretholde, uanset at straffehjemmel vel som regel vil kunne findes i straffeloven. Efter kommissionens skøn bør disse mindre forseelser nemlig mest naturligt straffes efter særbestemmelser i markog vejfredsloven fremfor efter straffeloven, hvorved de ville få et for alvorligt præg. Bestemmelserne i stk. 1 og 3 omfatter bl. a. åbning af bure for pelsdyr. Erstatningsbestemmelsen i er udgået som overflødig, da de pågældende sager behandles af domstolene, og der ifaldes erstatningsansvar efter dansk rets almindelige regler. Til kapitel VI. Færdsel på fremmed grund. Dette kapitel indeholder bestemmelser om færdsel på anden mands grund eller privat vej ( 17, stk. 1) og om færdsel i fredede klitter ( 17, sti. 2). Til 17. Ifølge stk. 1 kan den private vej ej er, der ikke ifølge bygnings- eller vejlovgivningen, deklaration eller andet retsgrundlag, f. eks. hævd, er pligtig at holde sin vej åben for andre, selv bestemme hvilken færdsel der må finde sted på vejen, hvorimod formen for forbudet er undergivet politiets skøn, d.v.s. tilkendegivelsen skal enten være en autoriseret færdselstavle, der kun må opsættes i samråd med politiet, eller et andet lovligt opslag. Ønskes al uvedkommende færdsel forbudt, bør f. eks. et skilt med påskrift Uvedkommende forbydes adgang" anses tilstrækkeligt. Stk. 2, der afløser de tilsvarende bestemmelser i , 2. pkt., og 18, 1. stk., 1. pkt., i lov af 29. marts 1867 angående sandflugtens dæmpning m.v., er udarbejdet i samråd med klitdirektøren, jfr. bilag 4. Kommissionen har foretrukket, at færdselsforbudet bliver tilkendegivet ved opslag fremfor ved afspærring, idet sidstnævnte efter omstændighederne kan forveksles med kreaturhegn og også ofte vil være for bekostelig. Bestemmelsen i stk. 2 omfatter såvel færdsel til fods, som med automobil (hest) eller andet befordringsmiddel. Til kapitel VII. Vurderingsforretningerne. Dette kapitel indeholder bestemmelser om fremgangsmåden ved fremsættelse af begæring om afholdelse af vurderingsforretninger

56 ( 18), om vurderingsmændenes kendelser ( 19), om anke af vurderingsmændenes afgørelser ( 20), om beskikkelse af vurderingsmænd ( 21 23), om vurderingsmændenes habilitet ( 24 25), om vurderingsforretningers afholdelse og vurderingsmændenes vederlag ( 26 28), om hvilke beføjelser, der tilkommer Københavns magistrat ( 29), og om stempelfrihed for udfærdigelser vedrørende vurderingsmændenes forretninger ( 30). Til 18. I stk. 1 foreslås 3-dages fristen i for fremsættelse af begæring om vurdering af skaden opretholdt. Er skadelidte syg eller bortrejst, må den, der driver ejendommen på hans vegne, iagttage fristen. Som det vil fremgå af lovforslagets 21, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen samtidig med beskikkelsen af vurderingsmændene bestemme, hvem der skal fungere som formand. Begæring om afholdelse af vurderingsforretning skal derfor ifølge stk. 2 indgives til formanden og ikke, som efter , til den ældste af vurderingsmændene. I stk. 3 angives de tilfælde, hvor erstatningskravet undtagelsesvis ikke bortfalder, uagtet den i stk. 1 fastsatte frist er overskredet, jfr. herom nærmere foran side 34. Til 19. Som fremhævet foran side 34 foreslås det i 19 overladt til vurderingsmændene at afgøre ansvarsspørgsmålet ved en kendelse, hvorefter såvel erstatningen som omkostningsbeløbet kan inddrives efter de for fuldbyrdelse af domme gældende regler, uden at det er nødvendigt at indbringe sagen for domstolene. Dette betyder en væsentlig forenkling i forhold til , hvorefter den af vurderingsmændene fastsatte erstatning skal afkræves den, hvis dyr har forårsaget skaden, inden 3 dage efter vurderingen, og såfremt vedkommende nægter at betale, skal skadelidte inden 3 dage gøre skridt til at søge ham tilpligtet dertil ved dom. Ved afgørelse af ansvarsspørgsmålet må vurderingsmændene tage stilling til, om der er skyld på begge sider, og i bekræftende fald, om det bør medføre nedsættelse eller bortfald af erstatningen, jfr. 3, stk. 2. Til 20. Bestemmelserne i denne paragraf er nye, men svarer ret nøje til de tilsvarende regler i lov nr. 259 af 27. maj 1950 om hegn og lov nr. 213 af 31. marts 1949 om landvæsensretter. Dog foreslås ankefristen i stk. 2 fastsat til 15 dage i stedet for 4 uger, da det er 56 af betydning, at disse sager fremmes mest muligt. Af stk. 1 følger, at kun de sager, i hvilke en af parterne anker, skal indbringes for domstolene, jfr. foran side 34. Hvis det skadevoldende dyrs besidder ikke af vurderingsmændene er gjort bekendt med kendelsens indhold, regnes den i stk. 2 omhandlede frist først fra kendelsens forkyndelse. Til I disse paragraffer uddybes og suppleres de tilsvarende regler i , og de foreslåede bestemmelser svarer ret nøje til de i hegnsloven fastsatte regler, dog at man har forenklet bestemmelsen om tilbagekaldelse af den en vurderingsmand meddelte beskikkelse ( 23) og reglerne om indsigelse mod en synsmands habilitet ( 25). Endvidere har man anset det for upåkrævet at foreslå suppleanter beskikket, da der almindeligvis kun deltager 2 vurderingsmænd i vurderingsforretningen og vurderingsmænd fra tilstødende kommuner om fornødent kan tilkaldes. Stk. 2 i 21 er ny, idet formandens funktioner efter varetoges af den ældste af vurderingsmændene. Efter forhandling med indenrigsministeriet er de dette ministerium ved tillagte beføjelser foreslået overført til landbrugsministeriet. Til overensstemmelse med finder kommissionen, at opståede skader almindeligvis kan bedømmes af 2 af de beskikkede vurderingsmænd, dog har man ment det rimeligt at åbne adgang for tilkaldelse af den 3. vurderingsmand, når formanden under hensyn til skadens omfang eller art finder det påkrævet. Denne beslutning bør tages, før forretningen afholdes, således at sagens behandling ikke forhales. Derimod har man ikke anset det for påkrævet at åbne adgang til tilkaldelse af sagkyndig bistand, da vurderingsmændene må antages at være fuldt kompetente til at vurdere skader af den i 3 omhandlede art, og den part, som måtte anse vurderingen urigtig, i henhold til 20 har adgang til at indbringe sagen for domstolene og her få udmeldt syns- og skønsmænd, der er i besiddelse af speciel sagkundskab. Den i stk. 4 foreslåede bestemmelse vil formentlig i mange tilfælde forebygge bekostelige retssager, og selvom dette ikke lykkes, være nyttig ved at sikre beviset for skadens omfang. Med hensyn til stk. 5 henvises til bemærkningerne til 3.

57 Til 27. Inddeles en kommune i henhold til 21, stk. 1, i flere vurderingsdistrikter, vil det kun være nødvendigt at føre een protokol, såfremt samme person beskikkes til formand. Såvel forlig indgået for vurderingsmændene som afsagte kendelser skal indføres i protokollen. Til 28. Der er i tidens løb ofte forekommet klager over, at de i fastsatte vederlag ikke svarer til nutidens prisniveau, og kommissionen foreslår derfor disse forhøjet. Det foreslåede vederlag skal også dække vurderingsmændenes udgifter til befordring. Det i stk. 1 foreslåede vederlag skal betales, hvad enten det lykkes vurderingsmændene at opnå forlig eller der afsiges kendelse i sagen. Til 29. Denne paragraf afløser de tilsvarende bestemmelser i Til kapitel VIII. Lovens ikrafttræden m. m. Dette kapitel indeholder bestemmelser om påtaleregler ( 31), om lovens gennemførelse ( 32) og om lovens ikrafttræden ( 33). Til 31. Ifølge , jfr. 3, behandles den i lovforslagets 7, stk. 4, omhandlede forseelse som offentlig politisag efter den forurettedes begæring; kommissionen må imidlertid anse det for mere rimeligt, at disse sager undergives privat påtale, jfr. straffelovens 305. Det i stk. 2, 1. pkt., anførte er i overensstemmelse med , dog at den i 13 omhandlede forseelse efter gældende ret er undergivet privat påtale. Kommissionen må imidlertid anse det for ønskeligt, at denne forseelse fremtidig undergives betinget offentlig påtale. Ifølge gældende ret behandles de i 15, stk. 1, og 17, stk. 2, omhandlede tilfælde som offentlige politisager efter den forurettedes begæring. Da det drejer sig om områder, hvor offentlige interesser griber ind, har man anset det rimeligt at foreslå disse underkastet offentlig påtale. S

58 Bilag 1. Norge. Lov om jords fredning af 16. maj Første kapitel. Om gærder. Andet kapitel. Om ansvar for husdyr. 21. Kommer ged ind på fremmed ejendom, anses dens ejer uden hensyn til årstid, strækning eller gærdepligt med bøder (fra 60 skilling til 10 speciedaler*)), ligesom han er pligtig at erstatte skaden. Ged i frugt- eller urtehave, der er omgivet af lovligt gærde, kan dræbes på stedet. 22. Kommer svin ind på fremmed ejendom, er dyrets ejer, uden hensyn til årstid, strækning eller gærdepligt, pligtig at erstatte skaden, og han vil, hvis det sker på indmark i den tid, hvori jorden er frostfri eller egnet til græsning ( 16), være at anse med bøde (fra 24 skilling til fem speciedaler*)). 23. Forskrifterne i forrige paragraf skal også gælde for får i formandskabsdistrikter eller sogne, for hvilke sådan bestemmelse er givet, som omhandles i 13 b. I de øvrige dele af riget er ansvaret for får det samme som for hest og kreaturer efter 24, dog således, at bødernes størrelse skal være (fra 12 skilling til 5 speciedaler*)). 24. Med hensyn til hest og kreaturer, der kommer ind på fremmed ejendom, bestemmes: a. når det sker på en strækning, hvor der ikke er gærdepligt, uden at dog tilfældet henhører under f, eller på en tid, da gærdepligt hviler, har dyrets ejer at erstatte skaden; b. når det sker på en strækning, hvor der er gærdepligt og i den tid, gærdepligten finder sted, har dyrets ejer at erstatte skaden, og anses desuden med bøde (fra 60 skilling til 10 speciedaler*)), såfremt dyret er vanefuldt eller dets ejer har forsømt at opfylde sin gærdepligt på vedkommende strækning, medens grundejeren har opfyldt sin; c. har ejeren af dyr, der er kommet ind på fremmed ejendom, hvor gærdepligt finder sted, sit gærde på vedkommende strækning i lovlig stand, medens grundejeren ikke har det, kan ansvar ikke gøres gældende mod dyrets ejer; d. har dyrets ejer og grundejeren begge opfyldt eller begge forsømt deres gærdepligt, erstatter dyrets ejer skaden og udreder i det første tilfælde, hvis dyret er vanefuldt, bøde (fra 60 skilling til 10 speciedaler*)); *) Jfr. lov om straffelovens ikrafttræden af 22. maj 1902 nr. 11 4, 7 og 8.

59 59 e. hvor en ejer jorden, en anden dyret og en tredie det gærde, hvorpå det kommer an, udbedrer den sidste, hvis gærdet er ulovligt, skaden og udreder bøde (fra 60 skilling til 10 speciedaler*)); er gærdet lovligt, erstatter dyrets ejer skaden og udreder, hvis dyret er vanefuldt, bøde (fra 60 skilling til 10 speciedaler*); f. i de tilfælde, hvori efter forskrifterne i 4, 6 og 17 ansvar for husdyr, skal være det samme, som hvis der var lovligt gærde, erstatter dyrets ejer skaden og udreder bøde (fra 60 skilling til 10 speciedaler*)), når det sker på den tid, da gærdepligten ikke hviler ( 16); g. når dyret drives ad vej og kommer ind på fremmed ejendom, er dyrets ejer pligtig at erstatte skaden og, hvis det sker på indmark med lovligt gærde mod vejen, at udrede bøde (fra 60 skilling til 10 speciedaler*)). 25. Skadeserstatning efter 21 til 24 skal for en strækning, hvorpå der hviler gærdepligt og på den tid, da gærdepligt finder sted, uafhængig af, om skade kan påvises, ikke være mindre end 12 skilling for hest og kreaturer, svin samt ged og fire skilling for får. 26. I alle tilfælde, hvor der efter denne Lov tilkommer grundejeren erstatning for skade forvoldt af fremmede husdyr, kan han optage det. Herfra undtages heste, som i fjeld- eller sætermark i sædvanlig sætertid kommer ind på fremmed ejendom, hvor der ikke er lovligt gærde, forsåvidt dyrets ejer har havneret**) i en tilstødende strækning. 27. Bestemmelsen i 25 og grundejerens ret til at optage fremmede husdyr gælder også i de tilfælde, som omhandles i lov angående forbrydelser af 20. august 1842, 22 6 og 9***). Hvor disse bestemmelser kommer til anvendelse, bortfalder bøder efter denne lovs Tredie kapitel. Om optagne husdyr. 28. Når nogen optager et fremmed husdyr, som han antræffer på sin ejendom, og han ved, hvem det tilhører, skal han straks underrette ejeren eller dennes folk derom. Bliver han ikke inden tre døgn bekendt med, hvem ejeren er, foranlediger han optagelsen bekendtgjort (fra kirkebakken)****) og ved opslag på tingsted eller andet brugeligt sted, og, hvis det er en hest, tillige i en almindelig udbredt avis. Foregår optagelsen på sæteren, skal den snarest muligt bekendtgøres mindst på et par af de nærmeste sætere. Den ovenfor foreskrevne bekendtgørelse kan i så fald henstå, indtil hjemflytning finder sted. Den, som har optaget et fremmed husdyr, er pligtig at passe det forsvarligt og fodre det efter årstidens beskaffenhed, men må ikke bruge det. 29*****). Ejeren af et optaget husdyr har ikke ret til at fordre det tilbage, førend han har betalt omkostningerne ved bekendtgørelsen, dyrets pasning og foder samt skadeserstatning eller stillet sikkerhed for betalingen inden 14 dage. Er dyrets ejer misfornøjet med den fordrede indløsningssum, kan han begære den fastsat ved skøn. Dette afgives af lensmanden og to skønsmænd, som denne udnævner. *) Jfr. lov om straffelovens ikrafttræden af 22. maj 1902 nr. 11 4, 7 og 8. **) berettiget til havn for sine kreaturer f. eks. i en alminding. ***) Jfr. straffelovens 396. ****) Jfr. lov af 16. juli 1920 nr. 3. *****) Lov af 14. august 1918 nr

60 60 Finder skønsmændene, at den fordrede indløsningssum har været ubillig, kan de som en del af skønnet bestemme, at den, der optog dyret, i det hele eller for en del erstatter omkostningerne ved forretningen, dog i intet tilfælde mere end den tilkendte indløsningssum udgør. Ønsker nogen overskøn, skal dyret dog udleveres, når det beløb, der ifølge underskønnet tilkommer grundejeren, deponeres hos lensmanden, hvem det påhviler at opbevare beløbet, indtil sagen er afgjort. 30. Den, som har optaget et fremmed husdyr og iagttaget bestemmelserne i 28, er berettiget til at sælge det efter de om tvungne auktioner gældende regler, når 14 dage eller, forsåvidt angår heste, 4 uger er forløbet, uden at ejeren har meldt sig. Fristen regnes fra optagelsesdagen, såfremt det vides, hvem der ejer dyret, men ellers fra første bekendtgørelse om optagelsen. Er dyret optaget i sædvanlig sætertid, kommer den tid, som forløber inden sætertidens ophør, ikke i betragtning. Samme ret tilkommer den, der har optaget dyret, hvis ejeren har meldt sig, men der derefter er forløbet 3 dage, uden at han har indløst det, eller, hvis der er tvist om indløsningssummen, begæret denne fastsat ved skøn; ligeså når 3 dage er forløbet, efter at indløsningssummen er fastsat, uden at indløsningen er sket. Den, som optog dyret, tager sig betalt af salgsbeløbet for indløsningssummen og senere afholdte udgifter. Overskuddet overgives til lensmanden, som skal udbetale det til dyrets ejer eller, hvis denne ikke er kendt, behandle det som udbytte af solgt hittegods. 31. Er husdyr optaget og dets ejer ikke kendt, kan det afleveres til lensmanden, som skal tage sig af det, og det bliver da iøvrigt at behandle efter forskrifterne i de foregående paragraffer. Må det befrygtes, at omkostningerne herved vil blive uforholdsmæssige i forhold til husdyrets antagelige værdi, kan fogeden*) for hvert enkelt sådant tilfælde bestemme, hvorledes der bør forholdes med dyret. 32. Har den, der optog husdyret og beholdt det i sin varetægt, undladt at iagttage reglerne i 28, kan ejeren kræve det udleveret uden noget vederlag for afholdte omkostninger eller forvoldt skade. 33. Når den, der har optaget et fremmed husdyr, udleverer det mod indløsningssummen, kan han ikke senere søge yderligere erstatning. Det står den, der har lidt skade af fremmed husdyr, men ikke har optaget det, frit for ved domstolene at gøre sit erstatningskrav gældende, dog ikke for mere end dyrets værdi. Sådan fordring må være påtalt inden 6 måneder fra den dag, skaden blev tilføjet. Omkommer optaget husdyr hændeligt, har den, som optog det, intet krav på ejeren. De her omhandlede indskrænkninger i den skadelidendes adgang til erstatning og i tiden for sammes påtale gælder ikke, når de i (loven angående forbrydelser 22 6 og 9**)) indeholdte bestemmelser kommer til anvendelse. Adskillige Fjerde Kapitel. bestemmelser. 34. Når ejer og besidder er forskellige, træder besidder i ejers sted med hensyn til pligten til at vogte husdyr. Det ansvar, som er forbundet med, at husdyr kommer ind på fremmed ejendom, indtræder også, når dyret kommer ind på dets ejers ejendom, forsåvidt denne er i en andens besiddelse. *) Jfr. lov af 21. juli 1894 nr. 5 1 b. **) Jfr. straffelovens 396.

61 Kommer fjerkræ (herunder ikke duer) ind i anden mands have eller tilsåede mark, eller går i anden mands uslåede eng, anses dets ejer med bøde (fra 12 skilling til 2 speciedaler**)) og skal erstatte skaden. Om dyrets optagelse gælder, hvad der er bestemt for husdyr. 39. Den, som uberettiget går over anden mands indmark på årstider, da gærdepligt finder sted ( 16), straffes, forsåvidt (loven angående forbrydelser 22 10*)) ikke er anvendelig på tilfældet, med bøde (fra 24 skilling til 1 speciedaler**)). 40. Den, der på sådan årstid ikke lukker anden mands led, som han har åbnet, straffes, selvom husdyr ikke derved kommer ind på anden mands ejendom, med bøde (fra 24 skilling til 1 speciedaler**)). 41***) Når skøn påkræves efter denne lov, afgives det af lensmanden og to skønsmænd. Parterne gives samme varsel som ved indkaldelse til forligsrådet. Forøvrigt gælder både om skøn og overskøn lovgivningens almindelige regler, forsåvidt ikke andet er bestemt i denne lov for enkelte tilfælde. 42***) Nærværende lov er anvendelig i købstad med hensyn til have, ager, eng og åben mark, som findes indenfor sammes grænser, dog med følgende afvigelser: a. at de afgørelser, som er henlagt under lensmandens skøn, i stedet træffes ved retsligt skøn, og b. at de forretninger, som iøvrigt er henlagt til lensmanden, udføres af politiet i købstaden. 43. Overtrædelser af denne lov påtales ikke af det offentlige. Lov om visse slags fundne eller optagne husdyr af 22. maj Er får, ged eller svin fundet eller optaget og overleveret lensmanden, fordi dyrets ejer ikke er kendt, skal lensmanden behandle det efter reglerne i lov om jords fredning af 16. maj og 31. Må omkostningerne herved befrygtes at blive uforholdsmæssige i forhold til dyrets antagelige værdi, skal han uden henvendelse til fogeden****) bestemme, hvorledes der skal forholdes med dem. 2. Forinden sådant fundet eller optaget husdyr sælges, skal lensmanden optegne dets mærker eller kendetegn. Melder ejeren sig efter salget, men dog inden år og dag efter bekendtgørelsen, erholder han salgssummen udbetalt med fradrag af findeløn og omkostninger. *) Jfr. straffelovens 396. **) Jfr. lov om straffelovens ikrafttræden af 22. maj 1902 nr og 7. ***) Lov af 14. august 1918 nr ****) Jfr. lov af 21. juli 1894 nr. 5 1, b.

62 Bilag 2. Sverige. Lov om markfred af 2. juni KAP. Om opsyn med husdyr. Den, som ejer eller i forplejning eller til brug har modtaget husdyr, er pligtig ved hegn eller bevogtning eller på anden måde at drage omsorg for, at de ikke ulovligt kommer ind på anden mands ejendom. 2 KAP. Om hegnspligt. 3 KAP. Om ret til fælles græsning m. v. 4 KAP. Om behandling af hegns- og græsningsspørgsmål. 5 KAP. O m s k a d e s e r s t a t n i n g s a m t o m r e t t i l a t i s t a n d s æ t t e a n d e n m a n d s h e g n o g a t o p t a g e a n d e n m a n d s h u s d y r. 47. Kommer nogens husdyr ulovligt ind på anden mands marker og forvolder skade derpå, er dyrets ejer pligtig at erstatte skaden, selvom han ikke er skyld heri. Hvad ejeren således må udrede, er han berettiget til at søge tilbage fra den, som har forvoldt skaden. Hvad der her er bestemt om ejere af husdyr, gælder også den, som har modtaget dyr i forplejning eller til brug. 48. Forsømmer den hegnspligtige i den tid, som er fastsat i 6, at holde sit hegn i forsvarlig stand, og af hjælper han ikke uopholdelig forefundne mangler, efter at være op-

63 63 fordret hertil, må han selv bære den skade, som på grund af forsømmelse tilføjes hans marker, samt erstatte den skade og det tab, som derved tilføjes den, mod hvem hegnspligten gælder. Kommer på grund af forsømmelse den hegnspligtiges egne husdyr ind på anden mands marker, er, selvom han ikke er påmindet om manglen, straffelovens bestemmelser anvendelige Slippes husdyr løs på en tid, hvor der ikke er pligt til at holde hegn i forsvarlig stand, skal det påses, at de ej volder ufred på anden mands marker. Er et husdyr vildt eller ondskabsfuldt, således at det bryder igennem eller springer over fuldgode hegn, skal der, selvom dyret slipper løs på indhegnede marker, drages omsorg for, at der ikke forvoldes ufred på anden mands marker. 51. Den, hvis marker bliver beskadiget af anden mands husdyr, skal straks lade skaden syne og vurdere af to uvildige mænd. 52. Antræffer nogen på sine marker anden mands husdyr, som ulovligt er kommet derind, er han berettiget til at optage dyret. Dog er han pligtig straks at underrette dyrets ejer om optagelsen eller, hvis denne er fraværende, hans stedfortræder. Er ejeren ukendt, påhviler det optageren uopholdelig at lade optagelsen kundgøre ved kirkestævne samt i en på stedet udbredt avis. Den, som har optaget husdyr, er pligtig af fodre og passe dyret. Når underretning eller bekendtgørelse har fundet sted som i første stk. fastsat, er han berettiget til at benytte dyret. 53. Ejeren af optagne husdyr har ikke, bortset fra de i 54 omhandlede tilfælde, ret til at få dyret tilbageleveret, før han enten i lösen derfor erlægger det vurderingsbeløb, hvortil skaden beregnes ifølge 51, bekendtgørelsesudgifter samt det beløb, hvortil omkostningerne for dyrets foder og pasning af to uvildige mænd opgøres med fradrag af den nytte, optageren har haft af dyret, eller for sådan lösen stiller fuld pant eller kaution. Er dyrets ejer ikke tilfreds med denne vurdering eller opgørelse, eller vil han af anden grund tilbagesøge, hvad han har erlagt i løsepenge, må han indbringe sagen for domstolene inden 3 måneder, efter at dyret er indløst. 54. Kan den, som har optaget husdyr, ikke på den i 51 omhandlede måde godtgøre, hvilken skade det har forvoldt, og har han ej heller med dyrets ejer truffet overenskomst om skadeserstatningens størrelse, er han pligtig at udlevere dyret, uden andet lösen end de omkostninger, som omhandles i 53. Har optageren undladt at underrette eller bekendtgøre overensstemmende med 52, må han udlevere dyret uden lösen og erlægge erstatning til ejeren for afsavn af dyret. I det ovenfor omhandlede tilfælde står det optageren frit for ved stævning at indsøge, hvad der kan tilkomme ham i lösen i det omfang, hans fordring ikke er dækket ved dyrets udlevering.

64 Tilbyder ejeren af et optaget dyr lösen i overensstemmelse med 53 eller 54 første stykke, men vil optageren ikke udlevere dyret, deponerer ejeren det beløb i kontanter, hvortil lösen opgøres eller stiller fuld pant eller kaution derfor hos den stedlige sognefoged eller en anden på stedet boende pålidelig person; kan han alligevel ikke få dyret udleveret, eller vil optageren ikke udlevere det uden lösen i tilfælde som omhandlet i 54 andet stykke, er ejeren berettiget til af sognefogeden på den modvilliges bekostning at erholde bistand til dyrets udlevering. Optageren er derhos pligtig at erstatte al den skade og omkostning, som forvoldes ejeren på grund af hans vægring. 56. Er optagne husdyr ikke indløst inden 14 dage, efter at underretning i overensstemmelse med 52 har fundet sted, er optageren berettiget til uden yderligere varsel at lade dyret sælge ved offentlig auktion og af provenuet udtage det ham tilkommende lösen. 57. Bliver ejeren af et optaget husdyr ikke kendt inden 14 dage, efter at bekendtgørelse i henhold til 52 har fundet sted, skal optageren lade dyret fremlyse efter de om fremlysning af fundne kreaturer fastsatte regler og går siden frem i overensstemmelse med, hvad der er foreskrevet for sådanne tilfælde. Vil han hellere gå frem som fastsat i 56, er han dog berettiget dertil. 58. Opstår der tvist om, hvorvidt den, som har optaget husdyr, har antruffet det på sin mark, kan retten, når han ikke på anden måde kan bekræfte sit opgivende herom, pålægge ham at bekræfte det med ed. Formår han ikke at aflægge eden, må han erstatte dyrets ejer den skade, som denne ved optagelsen er blevet tilføjet. Lignende erstatningspligt påhviler der optageren, når denne som følge af forsømmelse som omhandlet i 48 eller på anden måde erkender selv at være skyld i den skade, som dyret har forvoldt på hans marker. 6 KAP. O m o v e r t r æ d e l s e a f f o r s k r i f t e r v e d r ø r e n d e g r æ s n i n g s a m t o m f o r t a b e l s e a f r e t t i l g r æ s g a n g. 7 K A P. Overgangsbestemmelser.

65 Bilag 3. Holland. Strafferettens art Den, som uden dertil at være berettiget, går, rider eller lader kvæg løbe over en andens grund, hvortil adgang på en for ham synlig måde er forbudt, straffes med bøde af indtil 15 gylden. Borgerlig rets art Enhver uretmæssig handling, hvorved der tilføjes en anden skade, stiller den, ved hvis skyld skaden er forårsaget, i den forpligtelse at godtgøre samme. 9

66 66 KLITDIREKTORATET Bilag 4. Vejers pr. Oksbøl, den 23. juni 1949 Sekretær frk. H. E. Bloch-Nielsen, landbrugsministeriet. Som svar på Deres skrivelse af 9. ds. vedrørende revision af markog vejfredsloven skal jeg bemærke følgende: I almindelighed tillader klitvæsenet gående færdsel overalt i de fredede klitarealer, og bestemmelsen i 8 i markog vejfredsloven er således mere vidtgående, end forholdene gør det nødvendigt. På den anden side er det ganske nødvendigt for klitvæsenet at kunne afspærre i kortere eller længere tid visse klitarealer, hvor sandflugten er stærk, og hvor færdsel vil ødelægge de foretagne dæmpningsarbejder. Det har f. eks. netop i år været nødvendigt i Vedersø klit at afspærre et klitareal, hvorfra sandflugten truede med at begrave flere sommerhuse, og hvor de senere års h elmeplantninger hvert år er blevet trampet ned af turister og badegæster. Ved Henne strand har man tidligere ligeledes været nødt til at afspærre et klitareal for at kunne gennemføre dæmpningen. Det er altså påkrævet, at der findes lovbestemmelser, i henhold til hvilke klitvæsenet i visse tilfælde er i stand til at forbyde al færdsel i de fredede klitter. I henhold til sandflugtsloven af 29. marts , stk. 4, bestemmer sandflugtskommissionerne hvilke veje og stier, der skulle være tilladte i de til fredning af det offentlige indtagne arealer, og hvilke der skulle aflyses". I henhold til 18 i samme lov bestemmes, at de, der kører eller rider over sandflugtsstrækninger udenfor de tilladte veje og stier, er ifalden bødestraf. Der er i disse bestemmelser intet bestemt udformet forbud mod gående færdsel i fredklitten, og da man formodentlig i sin tid har savnet en sådan lovbestemmelse, er den indført i den 4 år senere vedtagne lov om markog vejfred. Således som lovbestemmelsen lyder, har den virkning som et totalt forbud mod gående færdsel i fredklit. Dette er ikke nødvendigt, og der er intet til hinder for, at bestemmelsen formes, således at straf kun ifaldes, når et forbud mod færdsel overtrædes, f. eks. således: Den, som under færdsel i fredede klitter betræder områder, som af klitvæsenet er afspærret, eller som overtræder givne bestemmelser for færdsel i fredede klitter, kan idømmes bøder fra kr." Det kan tilføjes, at jeg har hørt de 4 overklitfogeder, der alle mener, at det er nødvendigt at have en lovbestemmelse, hvorefter gående færdsel i fredklit kan forbydes. P. Thaarwp.

67 67 DET LANDØKONOMISKE DRIFTSBUREAU Bilag 5. GI. Kongevej 127 København V., den 16. jan Kommissionen til revision af hegnsloven m. V., Adr.: hr. kontorchef S. Kinch, R. af Dbg., Landbrugsministeriet, Slotsholmsgade 10, Kbh. K. I anledning af kommissionens henvendelse af 11. november 1949 tillader man sig at meddele, at med det nugældende prisniveau vil bureauet anse følgende beløb som passende godtgørelse pr. døgn for foder og pasning af efternævnte husdyr optaget på fremmed grund: En hingst, en tyr over 1 år, en orne 6,00 kr. En hoppe eller vallak, en ko 4,00 - En kvie, en stud, et føl, et æsel, en gedebuk, en vædder over y 2 år 3,00 - Et svin, et får, et lam, en ged, en kalv 1,50 - Et stk. fjerkræ 0,50 - E. B. Ivar Dokken.

68 Bilag 6. De undslupne og nedskudte Sølvræve.*) I. En Gaardejer Edvard Bech Jensen tilhørende Sølvræv var den 30. August 1946 sluppet ud af sit Bur og.løbet ind paa Husmand Søren Mikkelsens Ejendom i Skibsby, hvor den angreb et Par paa Gaardspladsen gaaende Gæslinger og fik fat i den ene, som den dog slap igen. Mikkelsen forsøgte med Bistand af nogle tilstedekommende Naboer at fange Ræven, men det lykkedes ikke. Imidlertid var der sendt Bud efter Købmand Ahlmann Sørensen, Skibsby, der har lejet Jagten paa Mikkelsens Ejendom. Han kom til medbringende sin Bøsse. Man forsøgte nu paany forgæves at fange Ræven. Den flyttede sig derpaa og løb sin Vej udenom Ejendommens Bygninger, og medens den saaledes løb, skød Ahlmann Sørensen den. Gaardejer Bech Jensen anlagde derefter Sag mod Købmand Ahlmann Sørensen ved Retten i Hjørring til Betaling af 300 Kr. som Erstatning for Ræven. Retten afsagde Dom i Sagen den 28. Maj 1947 med det Resultat, at Ahlmann Sørensen blev frifundet. Det hedder i Dommen, næst efter en Bemærkning om, at Bech Jensen har faaet Ræven udleveret, at det findes tilstrækkelig godtgjort, at der fra Mikkelsens Side var gjort fornødent Forsøg paa at fange Ræven, og at Ræven ikke kunde betragtes som Vildt. Herefter skønnedes Forholdet, som det videre hedder, at maatte bedømmes i Lyset af Lov om Mark- og Vejfred af 25. Marts og af Jagtlovens 11, hvilken giver den Jagtberettigede Ret til fra sin Jagtgrund uden Erstatningspligt at fjerne omstrejfende Hunde, naar han forgæves har forsøgt at optage dem. Til Bech Jensens Udtalelse i Sagen om, at Ræven, da den blev skudt, var paa Flugt fra Ejendommen, bemærkes det derhos i Dommen, at Mikkelsens og Ahlmann Sørensens Interesse i at fjærne Ræven ikke derved kan siges at være bortfaldet, da den muligt vilde vende tilbage, og da den maaske vilde gøre Skade paa Ejendommens Vildt. Retten fandt herefter, at det havde været nødvendigt at skyde Ræven. Dansk Jagtforenings juridiske Afdeling blev raadspurgt af Købmand Ahlmann Sørensen, inden det kom til Retssag. Jeg udtalte paa Afdelingens Vegne, at Mark- og Vejfredslovens 7, Stk. 3, hvorefter Jordbrugeren har Ret til uden Erstatningspligt efter forgæves Forsøg paa Optagelse fra sin Grund at fjerne (bl. a.) omstrejfende Hunde, som han bedst vil og kan, maatte kunne finde analogisk Anvendelse i det foreliggende Tilfælde og derved føre til Frifindelse af Ahlmann Sørensen, der havde handlet efter Mikkelsens Anmodning. Jeg var ikke, da jeg udtalte mig, bekendt med, at Ahlmann Sørensen havde Jagtretten paa Mikkelsens Ejendom. Naar dette er Tilfældet, kan, som anført i Dommen, ogsaa Jagtlovens 11, eller dens Analogi, komme i Betragtning, idet Ræven hvad iøvrigt ogsaa først nu er oplyst for mig var kommet bort fra Gaardspladsen og følgelig ud paa Ejendommens Jagtomraade, da den blev skudt. Det skal sluttelig bemærkes, at da Ræven blev skudt, vidste hverken Mikkelsen eller Ahlmann Sørensen, hvem der var dens Ejer. *) Artiklen er optaget fra,,dansk Jagttidende". 20. april 1949 side 19 ff.

69 69 II. I ovennævnte Sag var der ikke og kunde der ikke være Tvivl om, hvem der var Ejer af Sølvræven. Det var Bech Jensen, fra hvis Varetægt den nylig var undsluppet. Spørgsmaalet om Ejendomsretten kommer derimod frem, naar en Sølvræv nedlægges efter at være sluppet ud af Farm og derefter have levet paa fri Fod og som vildt Dyr i længere Tid. Dette var Tilfældet i en Sag, der forholdt sig saaledes: En Sølvræv undslap i Juli 1946 fra Pelsdyravler Emil Seidelmanns Rævegaard i Vollerup. I Efteraaret 1946 viste det sig, at den holdt til i en Skov, hvor Vognmand H. G. Hermansen havde lejet Jagten. Seidelmann bad herefter Hermansen om Tilladelse til at lade Ræven skyde, men Hermansen afslog dette, idet han sagde, at han ønskede selv at skyde Ræven eller lade den skyde. Det lykkedes ikke at faa Ræven skudt i 1946, hvorimod den blev nedlagt paa en den 6. December 1947 afholdt Klapjagt i Skoven, efter at Parterne paany havde diskuteret, hvordan der skulde forholdes med Ræven, uden at naa til Enighed derom. Herefter gjorde Seidelmann Krav paa at faa Bælgen af Ræven udleveret, og da Hermansen afslog dette, anlagde Seidelmann Sag mod ham ved Retten i Sønderborg med Paastand om saadan Udlevering, subsidiært Betaling af 190 Kr. som Erstatning. Retten afsagde Dom i Sagen den 4. Juni Det hedder i Dommen, at Retten finder, at en Sølvræv, som opfodres og holdes i en Sølvrævefarm, maa betragtes som et Husdyr, og den Omstændighed, at den i næsten 1% Aar har levet vildt, skønnes ikke at forandre dette Forhold, allerede af den Grund, at Finderen (som ubestridt under denne Sag) er klar over Tilhørsforholdet". Hermansen blev herefter dømt til Udlevering af Bælgen, dog mod Betaling af 5 Kr. for Pelsning af Ræven. Han fik ikke Medhold i et fremsat Krav om Betaling af 25 Kr. som Andel for Seidelmann i Udgifter ved Klapjagten og ejhel]er i Krav om 100 Kr. som Erstatning for Rævens Skade paa hans Vildtbestand. Om dette sidste Punkt hedder det i Dommen, at Jagtlovens 11, 3. Stk., eller dens Analogi, ikke skønnes at kunne finde Anvendelse under Hensyn til, at Lovens Regel er skarpt afgrænset til at omfatte Hunde, medens andre Husdyr ikke er nævnt, saaledes at det findes betænkeligt at statuere Aarsagernes Lighed. Hermansen appellerede Dommen til Vestre Landsret, dog saaledes, at han, idet Rævebælgen var udleveret Seidelmann, der havde solgt den for 80 Kr., nu paastod sig disse 80 Kr. tilkendt. Landsrettens Dorn faldt 23. Februar Den lyder paa Frifindelse af Seidelmann af de i Underretsdommen anførte Grunde, og idet bemærkes, at Seidelmann har udfoldet rimelige Bestræbelser for at komme i Besiddelse af Ræven. Altsaa blev det til Stadfæstelse af Underrettens Dom. Højesteret har to Gange statueret, at en fra Farm undsluppet Sølvræv, der var blevet nedlagt paa anden Mands Terræn, ikke burde anses som Vildt i Jagtlovens Forstand, men maatte anses Farmejerens Ejendomsret undergivet, hvorfor han fik sig Bælgen tilkendt. Dommene findes i U. f. R S og 1943 S og er tillige anført i min (nye) Jagtlovsudgave S. 51 Note 3 b II. 5 til 13 med Henvisning til Referater i Dansk Jagttidende. I disse 2 Tilfælde havde Ræven dog ikke været længere i fri Tilstand end henholdsvis et Par Dage og ca. 4 Maaneder, altsaa ikke nær saa længe som i det her foreliggende Tilfældes 1% Aar.

70 70 I Sagen fra 1936 udtalte Jagtraadet, at Raadet vil antage, at en Sølvræv, der undslipper fra Farm, kan tilpasse sig efter Naturen og klare Tilværelsen i denne. I Tilslutning hertil udtalte Dansk Jagtforenings juridiske Afdeling til Brug i den her paadømte Sag dels, at naar en Sølvræv har været paa fri Fod saa længe og under saadanne Forhold, at den er naaet til at akklimatisere sig som vildt Dyr, da maa den ogsaa retligt set behandles som Vildt, dels, at i det foreliggende Tilfælde maatte Ræven antages at være blevet til vild Ræv (efter de iy 2 Aars Frihed), hvorefter den efter at være blevet skudt paa Vognmand Hermansens Terræn skulde tilfalde ham. Naar Domstolene ikke gav Hermansen Medhold, da har den afgørende Begrundelse, saavidt ses, været den særlige Omstændighed, at Farmejeren, Seidelmann, gennem de iy 2 Aar stadig, om jeg saa maa sige, havde haft Ræven i Kikkerten, stadig holdt Hermansen til Ilden med Hævdelse af sin Ret til Ræven, ligesom denne ved sit vedvarende Ophold i Skoven, som hørte til Hermansens Terræn, stadig var individualiseret, saa vidt Forholdene gjorde det muligt. Disse Omstændigheder har altsaa for Domstolene vejet stærkere end Rævens langvarige Tilværelse paa fri Fod. Og det er der vel ikke noget at sige til. Imidlertid fremkom der efter Sagens Indbringelse for Landsretten et nyt og særlig vigtigt Bidrag til Belysning af Spørgsmaalet om den nedlagte Rævs Tilhørsforhold, nemlig 2 Erklæringer fra Professor i Zoologi ved Københavns Universitet R. Spärck. I den første Erklæring dateret 18. Septbr. 1948, udtaler Professoren, at den omhandlede Ræv ikke kunde siges at være vildt Dyr i Jagtlovens Betydning, men maatte betragtes som et fra Fangenskab undsluppet Husdyr, samt at en Dyreart kun kan siges at have akklimatiseret sig her i Landet, naar et vist Antal Individer har kunnet leve og forplante sig og formaaet at hævde sig i Konkurrence med Landets naturlige og oprindelige Fauna, eller med andre Ord, naar der er fremkommet en vis Bestand af vildtlevende Dyr af vedkommende Art. Jagtraadet har i Skrivelse af 30. Septbr henholdt sig til denne Professor Spärcks Udtalelse. Jeg bemærkede i en paa Dansk Jagtforenings juridiske Afdelings Vegne afgivet Skrivelse, at Professorens Ræsonnement og Konklusion formentlig maatte have til Forudsætning, at Sølvræven er en særlig og selvstændig Art indenfor Ræveslægten og kun kommet ind her i Landet som Pelsdyr i Farm. Jeg henstillede i Henhold hertil at søge indhentet en supplerende Udtalelse fra Professor Spärck til Oplysning om Artsforholdet. Professoren afgav en saadan Udtalelse, og den gaar ud paa, at Sølvræven efter de fleste Zoologers Opfattelse er artsforskellig fra den danske Ræv og efter alles Mening raceforskellig fra den danske Ræv. Herefter stiller Sagen sig efter min Opfattelse saaledes: Professor Spärcks Udtalelse om, at en Dyreart først kan siges at have akklimatiseret sig her i Landet, naar der er fremkommet en vis Bestand af vildtlevende Dyr af denne Art, maa som sagkyndig og autoritativ være Rettesnor for enhver Afgørelse af om saadan Akklimatisering har fundet Sted. Anvendt paa Sølvræve vil dette sige, at denne Ræv ikke vil høre til Landets vilde Fauna, før en vis Bestand af vildtlevende Individer er fremkommet. Herefter vil Domstolene og andre Myndigheder have et fast Holdepunkt og Kriterium at gaa efter ved Afgørelsen af Sager, som den her omhandlede. At det i denne maatte føre til, at Seidelmann fik sig Rævebælgen tilkendt, er utvivlsomt. Det undrer mig kun, at Vestre Landsret ikke, i hvert Fald ikke efter den foreliggende Domsudskrifts Udvisende, har benyttet (ogsaa) Professor Spärcks Udtalelse som Begrundelse, men har nøjedes i saa Henseende med, hvad der ovenfor er anført herom. Hvordan det nu end forholder sig hermed, saa maa det være udenfor Tvivl, at i fremtidige Sager om undslupne Sølvræves Tilhørsforhold maa Professorens Udtalelse blive afgørende for Bedømmelsen,

71 71 hvilket atter vil sige, at i en uoverskuelig Fremtid bliver det Ejeren af Eævefarmen, der faar sig Ræven tilkendt, naar den nedlægges paa anden Mands Grund eller Jagtterræn. Der vil nemlig sikkert i hvert Fald gaa adskillige Aar, før undslupne Sølvræve vil have dannet nogen vildtlevende Bestand af Arten her i Landet. Men naar dette er sagt, saa maa det ogsaa blive Følgen heraf, at en undsluppet Sølvrævs Ejer bliver undergivet de Lovregler, som gælder om Ejeres Ansvar for deres Husdyr, saa at disse Regler i deres Helhed maa finde Anvendelse paa undslupne Sølvræve, enten direkte eller i hvert Fald analogisk. Jeg tænker herved i første Række paa Lov om Mark- og Vejfred af 25. Marts Det vilde føre for vidt at komme nærmere ind herpaa i denne Artikel. Kun vil jeg henvise til, at i den ovenfor refererede af Hjørring Ret af sagte Dom blev netop denne Lov anvendt til Begrundelse af, at Nedskydningen af Sølvræven fandtes lovlig. Dernæst mener jeg, at Jagtlovens 11, Stk. 3, bør nævnes i denne Forbindelse. Det bestemmes her, at naar løsgaaende Hunde ihjelbider eller beskadiger Vildt i Fredningstiden, er Hundenes Ejer pligtig at erstatte den jagtberettigede den Skade, som herved tilføjes hans Vildtstand. Efter min Opfattelse vil det, naar undvegne Sølvræve anses som Husdyr, være nærliggende at bringe 11, Stk. 3, analogisk til Anvendelse paa saadanne Ræve. Som ovenfor anført har Vognmand Hermansen da ogsaa subsidiært nedlagt Paastand om saadan Erstatning. Han fik ganske vist ikke Medhold heri, men Begrundelsen heraf kan, hvad Landsrettens Dom angaar, meget mulig have været den, at der ikke var præsteret Bevis for, at Skade var sket. Underretten har en noget videre Begrundelse, som er anført ovenfor. Denne Begrundelse synes mig imidlertid ikke træffende. At 11, Stk. 3, er skarpt afgrænset til at angaa Hunde, kan formentlig ikke føre til at finde Aarsagernes Lighed udelukket. Hvad denne Afgrænsning skulde udelukke, maatte vel være den anden Betingelse for analogisk Anvendelse, nemlig Hul i Lovgivningen". Nok om det, saa synes Aarsagernes Lighed mig netop i fremtrædende Grad at være til Stede. En undsluppet Sølvræv kan ganske paa samme Maade og i samme Grad som en omstrejfende Hund blive til Skade for Vildtbestanden ved at angribe og dræbe Vildt. Følgelig er der Trang til samme Værn for Vildtet mod Sølvræven paa fri Fod som mod den strejfende Hund. Saadanne Værn haves ikke i den almindelige Lovregel om Ansvar for Skade forvoldt af Husdyr, nemlig Mark- og Vejfredloven. Den hjemler ikke Erstatning for Vildtskade. Denne Mangel er, hvad strejfende Hunde angaar, afhjulpet ved Jagtlovens 11, Stk. 3. Om Sølvræve er der ikke givet tilsvarende Lovbestemmelse af gode Grunde, thi dette Rovdyrs Forekomst her i Landet er af ny Dato. Følgelig er der Trang til at kunne bruge Analogien af Jagtlovens 11, Stk. 3, og at Betingelsen Aarsagernes Lighed er til Stede, skulde være paavist i det ovenanførte. Saa er det da endnu kun Spørgsmaalet, om Betingelsen Hul i Lovgivningen" foreligger. I denne Vending ligger, at Betingelsen ikke er til Stede, naar den Lovbestemmelse, hvorfra der skulde analogiseres, er saaledes afgrænset, at den maa antages at udelukke, at andet, end hvad der direkte er nævnt i Bestemmelsen, tages med ved dens Anvendelse. Man havde imidlertid, da Jagtlovens 11, Stk. 3, blev vedtaget som Lov, hverken tænkt eller kunnet tænke paa undslupne Sølvræve, eller kunnet tage saadanne med i Overvejelserne, idet de nemlig da i det store og hele var et ukendt Begreb her til Lands. Følgelig mener jeg det forsvarligt at komme til den Antagelse, at der er Hjemmel til at anvende Erstatningsreglen i Jagtlovens 11, Stk. 3, analogisk paa Vildtskade forvoldt af Sølvræve, der er undsluppet fra deres Farm. Heide-Jørgensen.

72 Büag 7. Retsstillingen med hensyn til bortløbne pelsdyr.*) Af professor, dr. jur. Torben Lund. At pelsdyr undviger fra pelsfarmene, er jo desværre et uundgåeligt fænomen, og der opstår i denne anledning forskellige retslige problemer, når dyrene trænger ind på andenmands grund. Pelsfarmeren er interesseret i, at hans økonomiske interesse i pelsdyret ikke går tabt, selv om dyret har fjernet sig fra hans grund. Grundejeren (denne benævnelse benyttes her om ejeren af den grund, på hvilken dyret trænger ind), er interesseret i, at dyret laver mindst mulig skade, og i effektive midler til at værge sig herimod, og han er interesseret i at få erstatning for den skade, der trods alt måtte blive forvoldt. Endelig kan den jagtberettigede (d. v. s. grundejeren selv eller den, til hvem han har udlejet jagtretten) have interesser af forskellig art, der kan være spørgsmål om hans ret til at nedlægge og tilegne sig pelsdyret, og der kan være spørgsmål om erstatning for den skade, pelsdyret har forvoldt på vildtbestanden. For pelsfarmeren kan der således i anledning af pelsdyrets bortløben opstå både rettigheder og forpligtelser over for trediemand, og det anbefales, når den juridiske stilling skal gøres op, ikke at sammenblande disse to spørgsmål for meget, men at behandle dem hver for sig. Vi vil da i det efterfølgende se lidt på hvert af disse to spørgsmål, dels hvilke rettigheder pelsfarmeren har, når uheldet sker, at et til hans besætning hørende pelsdyr løber bort, dels hvilke pligter han har i så tilfælde. Ejendomsretten til bortløbne pelsdyr. Det skal herefter først undersøges, hvorledes det går med ejendomsretten til de bortløbne pelsdyr. I almindelighed er det jo således, at den person, der mister sine ting mod eller uden sin vilje, ikke dermed mister ejendomsretten til disse. Taber man en genstand, f. eks. et smykke, eller bliver det stjålet fra en, har man mistet besiddelsen", men ikke selve ejendomsretten. Smykket kan søges tilbage fra tyven eller finderen. Ja, selv om tyven eller finderen har solgt det til en trediemand, der intet aner om, at det tilhører en anden, kan det også søges tilbage fra denne trediemand. Det er en gammel, hævdvunden retsregel i dansk ret, og den anses for nødvendig for at modvirke hæleri. Finderen af smykket har ingen pligt til at tage vare på det, men han er heller ikke berettiget til selv at tilegne sig det. Er han sikker på, hvem ejeren er, kan han aflevere det til denne, ellers må han bringe det til politiet, som så, når ejeren har været efterlyst og ikke har meldt sig inden 1 år og 6 uger, bortsælger det for det offentliges regning, dog således at finderen er berettiget til en findeløn. Først når ejeren ikke har meldt sig ved fristens udløb, ophører hans *) Artiklen er optaget fra,,dansk Pelsdyravl". Nr

73 73 ejendomsret, hans ret prækluderes", som man siger. Det er i og for sig ikke afgørende, hvor længe den fundne genstand har befundet sig uden for ejerens værge, eller hvad han har foretaget sig for at få den tilbage, finderen har under alle omstændigheder at forholde sig som oven for beskrevet. For bortløbne husdyrs vedkommende gælder det, at finderen kan optage" dyret, d. v. s. tage vare på det, og han skal herefter forholde sig som i lov om markog vejfred af 25. marts 1872 nærmere beskrevet. Keglerne desangående minder iøvrigt meget om reglerne for almindelige fund, der er ikke nogen principiel forskel. De tabte genstande og bortløbne husdyr kan således ikke betegnes som herreløse genstande, de er stadig ejerens ejendomsret undergivet, uanset at de er kommet på afveje. Noget andet gælder med hensyn til herreløst vildt, der indfinder sig på en persons grund, dette kan den jagtberettigede tilegne sig. Et grænseområde udgøres af vilde dyr, der holdes i fangenskab. Her opstiller en kendt dansk retslærd på ejendomsrettens område (Carl Torp, Dansk Tingsret s. 199) den sætning, at ejendomsretten over fanget vildt ophører, når det undslipper og kommer over på en andens grund. Spørgsmålet er iøvrigt ikke nærmere behandlet, hverken i dansk lovgivning eller i dansk teori. Tysk ret opstiller derimod visse nærmere regler, der væsentlig støtter sig på 960 i Bürgerlich Gesetzbuch. Der opstilles en sondring mellem vilde dyr og tamme dyr, og det siges, at vildt er et dyr, når det tilhører en art, som ikke i almindelighed er menneskeligt herredømme undergivet, tamme dyr er altså de øvrige arter. Inden for vilde dyr sondres igen imellem tæmmede og utæmmede. Tæmmet er et vildt dyr (f. eks. et rådyr), når det er lykkedes mennesker at bestemme dets opholdssted på en sådan måde, at dyret, selv om det ikke holdes fanget, har den sædvane at vende tilbage til dette sted. Utæmmede vilde dyr bliver herreløse (ejeren mister altså ejendomsretten til dem), når de genvinder friheden, med mindre ejeren ufortøvet forfølger dyret. Gør han derimod det, bliver de først herreløse, når han opgiver forfølgelsen. Forfølgelsen behøver ikke at være korporlig, den kan også bestå i efterlysninger i blade eller ved opslag. Derimod er det ikke tilstrækkeligt, at der opstilles fælder. Tæmmede vilde dyr bliver herreløse, når de aflægger vanen at vende tilbage til deres hjemsted. Tamme dyr bliver derimod kun herreløse, når ejeren direkte opgiver ejendomsretten til dem (han derelinkverer" dem), derimod ikke alene derved, at de slipper løs, heller ikke selv om ejeren opgiver forfølgelsen og heller ikke derved, at de opgiver vanen med at vende tilbage til hjemstedet (se f. eks. Martin Wolff: Das Sachenrecht, 7. udg s. 241 med note 15). Disse regler må i mangel af positive lovbestemmelser anses som almengyldige regler, der også i store træk må kunne anvendes herhjemme. (I gengivelsen i Ugeskrift for Eetsvæsen 1936 s af Højesteretsdom af 8. septbr er der i en note henvist til B. G. B. 960). At pelsdyrene efter den opstillede definition må falde ind under kategorien tamdyr, er efter min mening utvivlsomt. Om de også kan henregnes til husdyrenes kategori, kunne måske anses for noget mere tvivlsomt, men spørgsmålet har fået en klar afgørelse fra landbrugsministeriets side, idet ministeriet på en henvendelse fra Dansk Pelsdyravlerforening i 1949 svarede som følger: I skrivelse af 13. januar 1949 har foreningen anmodet om, at spørgsmålet om, hvorvidt pelsdyravl kan henregnes til husdyravl og derved også komme i betragtning ved anvendelsen af de bestemmelser, der træffes med henblik på husdyravlens fremme, må blive optaget til forhandling. 10

74 74 I den anledning skal man efter stedfunden brevveksling med De samvirkende danske Landboforeninger, De samvirkende danske Husmandsforeninger, Statens Husdyrbrugsudvalg og Landbrugsministeriets rådgivende udvalg vedrørende de landøkonomiske bevillinger meddele, at landbrugsministeriet intet har at erindre imod, at pelsdyr i almindelighed betragtes som husdyr, for så vidt angår de af landbrugsministeriet administrerede lovbestemmelser m. v. vedrørende husdyr". Ministeriets afgørelse er da også fulgt i praksis, idet pelsdyravlen på flere områder nu henregnes under landbrugets og husdyrbrugets lovgivning. Den nævnte tyske fremstilling henregner til tamdyrene, ikke blot husdyr, men også visse andre dyrearter, som på de hjemlige strøg i almindelighed er menneskeligt herredømme undergivet, således påfugle og duer. Er pelsdyrene husdyr, vil de være undergivet reglerne i markog vejfredsloven om optagelser m. v., er de tamme dyr uden at være husdyr, er de undergivet de beslægtede regler om hittegods. / alle tilfælde er de ejerens ejendomsret undergivet, uanset om de er kommet på afveje, indtil ejendomsretten ophører, og dette sker først, når ejeren opgiver ejendomsretten, eller når han undlader at melde sig inden udløbet af den i den offentlige bekendtgørelse, hvori det fundne dyr fremlyses, fastsatte frist. Tamdyr må pelsdyrene ganske utvivlsomt anses for at være. Dels har de gennem en årrække i udbredt omfang været holdt i fangenskab i erhvervsmæssigt øjemed, dels findes de pelsdyrarter, der her i landet holdes i farme, overhovedet ikke eller praktisk talt ikke i naturen. Hvad særlig sølvræve angår, er det af professor i zoologi ved Københavns Universitet, dr. phil. R. Spärck i en erklæring til brug i den nedenfor omtalte, af Vestre landsret den 23. februar 1949 afgjorte sag, udtalt, at sølvræven efter de fleste zoologers opfattelse er artsforskellig fra den danske ræv og efter alles mening raceforskellig fra den danske ræv, jfr. dommer G. Heide-Jørgensen i Dansk Jagttidende 1949 s Alle her i landet værende sølvræve, mink og sumpbævere er født i fangenskab, og de dyr, hvorfra de nedstammer, har gennem mange generationer levet i fangenskab. Man kan derfor ikke i dag betegne dem som fangne vilde dyr". Om spørgsmålet skal iøvrigt bemærkes, at professor Spärck i en anden til brug i den samme omtalte retssag afgiven erklæring har udtalt, at den i sagen omhandlede sølvræv ikke kan siges at være et vildt dyr i jagtlovens betydning, men må betragtes som et fra fangenskab undsluppet husdyr (Heide-Jørgensen anf. sted s. 20), og at Vestre landsret har stillet sig på samme standpunkt. Ejendomsrettens konsekvenser. Konsekvensen af, at de bortløbne pelsdyr således stadig må anses for pelsfarmerens ejendomsret undergivet, selv om de begiver sig ind på fremmed ejendom, er den, at den jagtberettigede ikke må behandle dyret som et stykke vildt, som han uden videre kan nedskyde og beholde. Er han klar over, at pelsdyret hidrører fra en pelsdyrfarm, og skyder han det alligevel, kan han straffes for tingsbeskadigelse, og han ifalder fuld erstatning. Sælger han, eller forholder han ejeren dyret, kan han straffes for berigelsesforbrydelse (ulovlig omgang med hittegods). Har han derimod kun handlet uagtsomt, kan han i almindelighed ikke straffes, men han ifalder dog fuld erstatningspligt, d. v. s. han må betale dyrets værdi i levende tilstand. Kan der ikke lægges ham noget til last, må han dog aflevere dyret til ejeren, og har han solgt pelsen, må han aflevere det beløb, hvormed han uberettiget er blevet beriget. Ejeren vil også kunne søge pelsen tilbage fra den, til hvem den er videreoverdraget, men han kan da ikke tillige kræve sælgeren for det indvundne beløb, idet sælgeren jo må tilbagegive dette til køberen, fra hvem pelsen tages tilbage.

75 75 Den jagtberettigede, der efter at have nedlagt pelsdyret, opdager, at det drejer sig om en sølvræv, en mink eller en sumpbæver, og ikke om et almindeligt stykke vildt, må således, hvis han ikke kender ejeren, omgående henvende sig til politiet eller sognefogden. Noget andet er, at den jagtberettigede eller grundejeren kan have et erstatningskrav for skade, som det løsslupne pelsdyr har forvoldt, og har han et sådant krav (jfr. herom senere i nærværende artikel), kan han tilbageholde dyret eller pelsen, indtil han får dækning for sit krav. Ligeledes han situationen være således, at grundejeren eller den jagtberettigede for at afværge en større skade på sin ejendom, sin besætning eller sin vildtbestand efter nødværgereglerne kan være berettiget til at nedskyde pelsdyret; i så fald ifalder han ikke strafansvar og heller ikke fuldt erstatningsansvar, men han må dog aflevere dyret eller pelsen. Det er blevet hævdet, at en nedskydningsret for grundejerens vedkommende skulle kunne støtte sig på markog vejfredslovens 7, 3. stk., hvorefter en jordbruger, der forgæves har forsøgt at optage svin, får, lam, omstrejfende hunde og fjerkreaturer, skal være berettiget til, på hvilken måde han bedst ved og kan, at fjerne dem fra sin grund, og dyrets ejer er da ikke berettiget til nogen erstatning, om det derved kommer til skade eller endog omkommer, men han kan kun fordre det beskadigede eller dræbte dyr tilbage (bemærk, at han dog kan dette!). Men bestemmelsen er næppe analogisk anvendelig på sølvræve, jfr. den nedenfor i anden sammenhæng nærmere omtalte dom i Vestre Landsretstidende 1949 s Ligeledes er det hævdet, at der gælder en nedskydningsret for den jagtberettigede på grundlag af jagtlovens 11, der er af nogenlunde samme indhold som markog vej fredslo vens 7, 3. stk., men dog kun omhandler omstrejfende hunde og katte. Også fra denne analogiske anvendelse af jagtloven synes Vestre Landsret at have taget afstand, hvorimod en underretsdom, afsagt den 28. maj 1947 af retten i Hjørring, har anvendt både markog vej fredslo vens 7, 3. stk., og jagtlovens 11 analogisk på sølvræve. Det er iøvrigt Heide-Jørgensen, der i artikler i Dansk Jagttidende 1936 s. 102 ff. og 1949 s. 19 ff. er gået ind for denne analogiske udvidelse af de to lovbestemmelser, og han peger tillige på, at Danske Lovs måtte kunne anvendes. Efter denne gælder det, at hvis nogen opføder vilde dyr som ulve- og bjørneunger, og de vorde løse, og anden mand dræber dem, da bøder han ikke derfor. Denne teori må dog vist skrinlægges, efter at domstolene har fastslået, at sølvræve ikke er vilde dyr, men tamdyr eller endog husdyr. Derimod står det fast, at nødværgereglen kan anvendes, men der skal foreligge en temmelig stor og konkret fare, for at det kan blive lovligt at nedskyde en fremmed mands sølvræv, som aflægger en en ubuden visit. I dom, afsagt af retten for Grenaa og Ebeltoft den 6. december 1946, er det fastslået, at en grundejer ikke var berettiget til uden videre at dræbe en sumpbæver, som trængte ind på hans grund, selv om han henviste til, at han var bange for, at den skulde bide ham. Han måtte betale fuld erstatning (Juristens domssamling 1947 s. 60). Domstolenes stilling til spørgsmålet om ejendomsretten. Vi skal herefter se lidt nøjere på, hvorledes domstolene har stillet sig overfor de her behandlede spørgsmål. Domstolenes holdning har jo særlig interesse, fordi klare lovregler mangler på det omhandlede område. Den 6. oktober 1935 skød en jæger en sølvræv, som den foregående nat var brudt ud af ejerens farm. Han troede ved nedlæggelsen af dyret, at det drejede sig om en almindelig ræv, men også efter at han var blevet vidende om, at det var en sølvræv, nægtede han at udlevere den, indtil farmejeren beviste sin ejendomsret". Underretten (Lemvig

76 76 Købstads Ret) dømte ham den 22. januar 1936 til en bøde på 25 kr. for ulovlig omgang med hittegods. Retten udtalte, at sølvræve efter det foreliggende ikke kan betragtes som vildt. Vestre Landsret frifinder ham imidlertid ved dom af 20. marts 1936, da nedlæggelsen af den pågældende sølvræv under de foreliggende omstændigheder må stilles i klasse med nedlæggelse af almindeligt vildt, og tiltalte herefter var berettiget til at tilegne sig dyret, som han har skudt under lovlig jagt". Dommen, som allerede blev kritiseret af Heide-Jørgensen i Dansk Jagttidende 1936 s. 102 ff. blev imidlertid indbragt for Højesteret, og her blev resultatet et helt andet. Højesteret udtaler i dom af 8. september 1936, at sølvræven ikke kan anses som vildt i jagtlovens forstand, og at ejeren har været berettiget til at få skindet udleveret. Den tiltalte jæger frifindes imidlertid for straf, fordi han har været af den formening, at ræven som vildt tilhørte ham (der var på det tidspunkt hverken nærmere lovregler eller domspraksis). Straffeloven har i 84 en bestemmelse om, at straffen kan bortfalde, når gerningsmanden har handlet i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse af retsregler, og der iøvrigt foreligger formildende omstændigheder (Ugeskrift for Retsvæsen 1936 s. 1040). I en sag, der blev bedømt af Højesteret den 27. oktober 1943 (Ugeskrift for Retsvæsen 1943 s. 1163, jfr s. 1150), drejede det sig om en sølvræv, der (ca. 4 måneder gammel) var bortløbet fra en rævefarm, og som blev skudt af en jæger over 4 måneder senere. Ejeren har een gang i denne periode fået underretning om, at den var set, og han forsøgte da at fange den, men forgæves. Den er flere gange set, men underretning derom er de øvrige gange kommet frem til ham så sent, at det ikke kunne nytte noget at eftersøge den. Der var enighed mellem parterne om, at den skudte ræv var identisk med den bortløbne. Sagen drejede sig udelukkende om udlevering af skindet. De sagsøgte, grundejeren og jægeren, støttedes stærkt af jagtorganisationerne, der hævdede, at en ræv, der havde opholdt sig så længe i naturen som denne, havde akklimatiseret" sig, og at når dette var tilfældet, måtte farmejeren antages at have mistet sin ejendomsret. En udtalelse fra Jagtrådet gik ud på, at det måtte antages, at ræven havde tilpasset sig naturen og måtte betragtes som et vildt dyr. Domstolene, herunder Højesteret, udtaler imidlertid, at den omstændighed, at ræven har levet på fri fod i ca. 4 måneder, ikke kan medføre, at farmejerens ejendomsret er bortfaldet og ræven blevet genstand for fri bemægtigelse. Der lægges også vægt på, at sølvræve ikke i almindelighed lever i fri tilstand her i landet, men benyttes til pelsdyravl i rævegårde og er langt værdifuldere end almindelige ræve, og endelig, at ejeren har gjort sig rimelige anstrengelser for at få dyret tilbage. I en halvofficiel kommentar til højesteretsdommen af 27. oktober 1943, offentliggjort i Tidskrift for Retsvidenskab 1946 s. 99 af højesteretsdommerne A. Drachmann Bentzon og O. Krarup, fremhæves de her nævnte momenter, og der siges desuden: Tænker man sig, at det drejer sig om dyr som kameler, aber eller elefanter, der er undsluppet fra en zoologisk have eller et menageri, og som enhver ved ikke tilhører Danmarks fauna, vil det vel af alle føles som urimeligt, at de skulle kunne tilegnes ved jagt eller tilfangetagelse; og af jægere, der skyder, eller personer, der indfanger en sølvræv, kan man vel kræve så megen zoologisk kyndighed, at de ved, hvorledes det forholder sig med sølvræve" (nemlig at de ikke i almindelighed findes i vild tilstand i Danmark). Men så tilføjes yderligere følgende: Hvis løsslupne dyr har levet så længe i vild tilstand, at de må anses indpasset i den danske fauna, måske endda har formeret sig, og en generhvervelse må anses for en fjerntliggende, faktisk opgivet mulighed, må ejendomsretten dog vel betragtes som ophørt."

77 77 Dernæst har Vestre Landsret for kortere tid siden afgjort en ny sag, nemlig ved dom af 23. februar 1949, gengivet i Vestre Landsrets Tidende 1949 s Det drejede sig her om en sølvræv, som var løbet bort fra en farm og i ca. P-j 2 år havde levet vildt. Derefter blev den skudt på en klapjagt. Jægeren måtte dog udlevere skindet til farmeren. Det siges i dommen, at ræven fandtes vedblivende at måtte anses som et husdyr, og da farmeren havde udfoldet rimelige bestræbelser for at komme i besiddelse af ræven, fandtes hans ejendomsret ikke at være gået tabt. Endelig kan nævnes den dom, der er afsagt af retten for Grenaa og Ebeltoft m. v. den 6. december 1946 (Juristens domssamling 1947 s. 60). Den drejede sig om en sumpbæver, der brød ud af sit bur ved at gnave trådvævet over. Den trængte ind på en anden persons grund, hvor den blev dræbt. Dommen udtaler, at bæveren ikke kan anses som vildt i jagtlovens forstand, den henviser til den foran omtalte højesteretsdom i Ugeskrift for Ketsvæsen 1936 s Det foran anførte er, hvad jeg har kunnet fremskaffe af domme, der vedrører spørgsmålet om ejendomsretten til de bortløbne pelsdyr, subsidiært deres skind. Det forekommer mig, at der ikke kan siges at være nogen helt klar og logisk linie i disse domme. Ganske klart synes det dog at være, at domstolene har taget afstand fra jagtautoriteternes teori om, at sølvrævene ophører med at være undergivet den oprindelige ejers ejendomsret, når de har været bortløbet så længe, at de må siges at have akklimatiseret sig i naturen. På den anden side synes domstolene at være indstillet på, at farmejerens ejendomsret til sølvræve kan bortfalde under visse forhold, nemlig hvis han ikke udfolder rimelige bestræbelser for at få dem tilbage, når de undslipper. Højesterets dom af 1943 synes efter kommentaren i Tidsskrift for Retsvidenskab, at måtte læses således: Selv når det drej er sig om fangne vilde dyr, som ikke lever i vild tilstand i Danmark, vil det være urimeligt, om de skulle kunne tilegnes ved jagt, når de slipper løs. Så meget mere må det samme gælde om sølvræve, som falder ind under tamdyrenes gruppe. Vestre landsrets dom af 1949 går iøvrigt her et skridt videre, idet den ligefrem betegner dem som husdyr, Men alligevel opstiller domstolene en sætning, som ikke er gældende ret, for så vidt angår andre arter af husdyr eller løsøregenstande iøvrigt, nemlig den, at ejeren, når han mister besiddelsen af dem, skal foretage positive udfoldelser for at bevare sin ejendomsret. Til andre bortkomne genstande eller husdyr kan man ikke miste ejendomsretten ved passivitet, i hvert fald ikke inden for den periode af 20 år, der skal til, for at andre kan vinde hævd på dem ved at besidde dem, eller bortset fra det forhold, at man ikke melder sig, når den fundne genstand fremlyses offentligt. Iøvrigt kan man kun miste ejendomsretten ved at opgive den, og muligvis kan passivitet i visse situationer, hvor en aktiv udfoldelse ville være det eneste naturlige, opfattes som en opgivelse af ejendomsretten. Selv i så tilfælde bliver tingen dog ikke genstand for fri bemægtigelse (med mindre det drejer sig om rent affald), den skal lige fuldt afleveres til det offentlige, når den findes. Men hvilken begrundelse findes der da for her, hvor det drejer sig om bortkomne ræve, der af Højesteret betegnes som tamdyr, af Landsretten endog som husdyr, at kræve, at ejeren skal udfolde bestræbelser for at finde dyret for at bevare sin ejendomsret? Muligvis drejer det sig om reminiscenser fra reglerne i B. G. B. 960 om vilde dyr, der skal forfølges, for at ejendomsretten kan bevares. Men her drejer det sig jo efter domstolenes egen afgørelse ikke om vilde dyr! Imidlertid har domstolene jo nu engang udtalt sig på den angivne måde, og det må vel indtil videre opfattes som gældende ret. Domme om mink har jeg ikke kunnet finde, men det må antages, at de vil blive

78 78 behandlet ganske på samme måde som foran angivet, såfremt sager om dem måtte fremkomme. Om alle disse sager angående udlevering af bortkomne pelsdyr gælder det, at farmejeren naturligvis, hvis forholdet benægtes fra modpartens side, må bevise eller godtgøre på en sådan måde, at der ingen naturlig tvivl kan være om, at den skudte eller fangede ræv er identisk med den fra hans farm undslupne. Kan han ikke føre dette bevis, kan han ikke gennemføre noget retskrav. Angående selve retten til uden erstatning og strafansvar at nedskyde omstrejfende bortløbne pelsdyr, når der må antages at være fare til stede for ens ejendom, og den der værende besætning og vildtbestanden, henvises til de foran omtalte underretsdomme fra Hjørring og Grenaa, ligesom den citerede Vestre Landsretsdom fra 1949 formentlig må kunne være af betydning for emnet. Men dette spørgsmål angår som tidligere omtalt, ikke problemet om ejendomsretten til det pågældende dyr. Erstatning for skade, forvoldt af undslupne pelsdyr. Endelig er der spørgsmålet om erstatning for den skade, som et pelsdyr forvolder under sin indtrængen på fremmed persons grund. At pelsfarmeren skal betale erstatning, når der kan lægges ham noget til last vedrørende dyrets bortløben, er en selvfølge. Det følger af den almindelige erstatningsregel i dansk ret, hvorefter man er ansvarlig for sine forsætlige og uagtsomme retsstridige handlinger. Ejeren må kunne forudse, at der, når pelsdyr slipper ud, kan forvoldes skade af forskellig art, og han må passe på, så godt han formår, at det ikke sker, og sker det alligevel på grund af hans fejl eller upåpasselighed, må han erstatte skaden på fremmed persons ejendom. Men hvorledes går det, hvis dyret slipper ud trods al påpasselighed fra ejerens side og laver fortræd under sin udflugt. Et sådant erstatningsansvar uden skyld er hjemlet i hundeloven af 18. maj for så vidt angår skade, forvoldt af hunde, men denne bestemmelse kan ikke anvendes analogt på ræve. Et erstatningsansvar uden skyld er også i medfør af Danske Lovs pålagt den, som opføder vilde dyr såsom ulve og bjørne, men hertil kan pelsdyr fra farme efter det foran udviklede ikke henregnes. Derimod er der en bestemmelse i markog vejfredslovens 1, der hjemler et ansvar uden skyld, når et husdyr er kommet ind på anden mands grund og dér forårsager agrarisk skade eller skade på husdyr. Da nu pelsdyrene af domstolene og andre myndigheder ligefrem er blevet henregnet til husdyr, falder de sikkert også ind under denne regel, både i aktiv og passiv henseende, om jeg så må sige. Takket være de foreliggende retsregler og domme har det, som det fremgår af det foregående, været muligt at kortlægge dette område ret nøje, juridisk set, og det er min opfattelse, at domstolene ved deres behandling af disse sager har vist god forståelse af, at en pelsdyrfarmer ikke kan sidestilles med de personer, der for deres eller andres fornøjelse opføder ulve eller bjørne" som det hedder i Danske Lov, men at pelsdyrerhvervet i vore dage er et vigtigt erhvervsområde, der har krav på retlig bedømmelse som sådant.

79 79 DANSK PELSDYRAVLERFORENING Bilag 8a. København V., den 31. januar Kommissionen til revision af markog vejfredsloven, Landbrugsministeriet, Slotsholmsgade 10, København K. Under henvisning til drøftelserne på det i kommissionen afholdte møde den 29. november f. å. samt senere mundtlig drøftelse professor Torben Lund og udvalgets formand imellem, fremsendes vedlagt et af professor dr. jur. Torben Lund udarbejdet ændringsforslag til udkast III til den nye lov, samt professorens bemærkninger til de enkelte ændringsforslag. Hertil skal vi tilføje, at vi fra foreningens side fuldt ud kan tiltræde professor Lunds synspunkter og at forslaget derfor også er at betragte som foreningens svar i denne sag. Ærbødigst Alf Lund.

80 80 TORBEN LUND Bilag 8b. Dr. jur., professor ved Aarhus universitet. Dansk Pelsdyravler forening. Foreningen har bedt mig om en udtalelse vedrørende det af kommissionen til revision af markog vejfredsloven udarbejdede udkast III til lov om markog vej fred. På et møde i kommissionen den 29. november 1951 er det meddelt, at foreningen ville drøfte de forskellige på mødet behandlede spørgsmål med mig, og at man derefter ville fremsende nyt ændringsforslag til kommissionen. Med henvisning hertil skal jeg gennemgå de forskellige punkter, hvor foreningens interesser kan tænkes at fremkalde ændringsforslag til det nævnte udkast III og fremsætte mine bemærkninger samt udkast til formulerede ændringsforslag. ad 1. I 2. stk. i udkastets 1 hedder det, at under husdyr henregnes pelsdyr og tamkaniner". Foreningen lægger megen vægt på, at det i loven fastslås, at pelsdyr er husdyr på samme måde som landbrugsministeriet har fastslået det i en skrivelse til foreningen af 14. maj 1949 for så vidt angår de af nævnte ministerium administrerede bestemmelser m. v. vedrørende husdyr. I den gældende markog vejfredslov, lov nr. 53 af 25. marts 1872, er pelsdyrene ikke nævnt. I lovens 1 og følgende paragraffer tales blot i almindelighed om husdyr", men i 4, der omhandler optagelsespengene, nævnes følgende forskellige dyrekategorier, hingste, tyre, orner, væddere, hopper, vallakker, føl, hornkvæg, æsler, svin, gedebukke, får, lam, geder, kalve, hunde, fjerkræ. Det er blevet hævdet, at lovens udtryk husdyr" må referere sig til den til enhver tid herskende konventionelle opfattelse af, hvad der hører til en landejendoms bestand, og at opregningen i 4 ikke kan anses som udtømmende, ses ganske klart deraf, at 4 udtrykkelig i stk. 3 omtaler andre husdyr end de foran nævnte". På den tid, da markog vejfredsloven blev givet, blev pelsdyrerhvervet overhovedet ikke udøvet i Danmark, idet dette erhverv først optoges herhjemme i slutningen af 1920'erne. Det viste sig imidlertid hurtigt, at der var særdeles gode betingelser for dets udøvelse i Danmark, dels på grund af klimaet, dels på grund af de gode muligheder for at skaffe foder, og erhvervet undergik derfor en voldsom udvikling i 1930'erne og 1940'erne. I begyndelsen drejede det sig navnlig om ræveavl, medens minkavlen i de senere år er kommet stærkt i forgrunden. Desuden har der været holdt en del sumpbævere (nutria), idet dog denne kategori i de allersidste år har været i tilbagegang. Øvrige kategorier af pelsdyr (således ildere) er uden nogen væsentlig betydning. Efter Statistisk Departements opgørelse fandtes der i Danmark pr. 7. august 1950 ca rævehvalpe (sølvræve og blåræve), ca minkhvalpe og ca sumpbæverungdyr. Det samlede antal mink anslås

81 81 til Disse dyr var fordelt på farme, nemlig 820 i Jylland og 666 på øerne. Antallet af farme, men ikke antallet af dyr, har i de allersidste år været i tilbagegang. Kæveavlen bliver fortsat mindre, og nutriaskindproduktionen er i stærk tilbagegang, hvorimod minkavlen stadig udvikles så stærkt, at den samlede skindproduktion af alle 3 skindarter trods alt var den største i dansk pelsdyravls historie. I de seneste år har erhvervet tillige tilkæmpet sig pladsen som landets største dollareksporterhverv. Under disse forhold må det vel anses som en naturlig sag, at pelsdyrene i dag henregnes under kategorien husdyr i markog vejfredslovens forstand, således at disse dyrs ejere får såvel de rettigheder som de forpligtelser, som besiddelsen af husdyr i kraft af loven medfører. Spørgsmålet om, hvorvidt den gældende markog vejfredslov omfatter pelsdyrene har foreligget til afgørelse i en retssag, i hvilken Højesteret afsagde dom den 20. december Nogle kreaturer trængte ved nattetid ud af en indhegning og ind på naboens jorder, hvor denne havde en minkfarm beliggende. På grund af kreaturernes færden umiddelbart op ad minkfarmen skræmtes minkhunnerne i en sådan grad, at de skambed eller ihjelbed deres unger, ialt 66 unger. Farmejeren påstod erstatning efter de særlige regler i markog vejfredslov en. Kreaturernes ejer procederede på, at pelsdyr ikke omfattes af loven, da de ikke kan betegnes som husdyr, og at iøvrigt den skade, som kan fås erstattet i medfør af denne lov, kun omfatter direkte skade, som det ene dyr volder det andet ved angreb, f. eks. ved at stange, sparke eller bide det, altså ikke en mere indirekte skadeforvoldelse som den i sagen omhandlede. Østre Landsrets dom, som blev stadfæstet af Højesteret in terminis, frifinder imidlertid kreaturernes ejer for ansvar efter markog vejfredslovens 1, idet det siges, at den skade, der er forvoldt derved, at minkhunnerne som følge af den af de udbrudte kreaturer forårsagede støj har ædt eller skambidt deres hvalpe, ikke er af en sådan art, at den kan anses omfattet af lovens særlige erstatningsregel. Udtrykket skadens art" kan i og for sig både omfatte skadens objekt og den nærmere karakter af skadeforvoldelsen, men de indskudte ord, der beskriver, hvorledes forvoldelsen er sket, tyder dog nærmest på, at det er dette moment, domstolene har lagt vægt på, således at et angreb", der blot består i en fremkaldelse at støj, der forskrækker de pågældende dyr i en sådan grad, at de æder deres afkom, ikke erstattes efter lovens særlige erstatningsregler, medens spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende dyr efter deres art ikke henhører under lovens område, stadig står åbent. Under disse forhold er det rimeligt, at en ny lov direkte tager standpunkt til dette spørgsmål. Foreningen har været betænkelig ved den i udkast III foreliggende formulering af 2. stk., idet den kan bibringe den opfattelse, at pelsdyrene befinder sig i udkanten af, hvad der hører ind under loven, medens man meget stærkt ønsker en formulering, der ganske placerer dem på linie med de øvrige husdyr. Foreningen har tidligere taget til orde for, at ordene i 2. stk. skulle affattes således, at der blev givet udtryk for, at under husdyr hører også pelsdyr og tamkaniner. Imidlertid kan denne formulering dog heller ikke anses for tilfredsstillende, idet også den placerer de pågældende dyr i udkanten af området. Bedre vil det formentlig være helt at udelade 2. stk., idet forholdet jo er det, at alene pelsdyrenes medtagelse i 8, 2. stk., således som det er foreslået i udkast III, på linie med heste, hornkvæg etc. viser, at pelsdyrene nu i lovens forstand er husdyr, jfr. også udkast III 14, der i 1. stk. nævner pelsdyrene sammen med andre deciderede husdyr, og i 2. stk., 2. pkt. taler om andre husdyr. Det foreslås herefter, at 2. stk. i udkast III 1 udgår. il

82 82 Ad kapitel II. Erstatning for shade forvoldt af husdyr. Reglerne i kap. II ( 3 og 4) har betydning for pelsdyrenes ejere og besiddere i to henseender. Dels fastsætter de regler for skader forvoldt af pelsdyr på anden mands grund, dels giver de hjemmel for erstatning for skade forvoldt få pelsdyr ved andre husdyrs indtrængen. For de skader, der beskrives i 3, 1. stk. (i det efterfølgende for nemheds skyld kaldet 3, 1. stk.-skader") fastsætter loven særlige erstatningsregler. Skaden skal være forårsaget ved husdyrets indtrængen på anden mands grund. Uden for 3, 1. stk. falder skader, som husdyret forvolder uden at trænge ind hos andre; sådan skade kan fordres erstattet efter den almindelige erstatningsregel i dansk ret, se 4, 2. stk. Den særlige erstatningsregel vedrører kun et krav mod det indtrængende husdyrs besidder. Eventuelle krav mod andre kan fordres erstattet efter den almindelige erstatningsregel, 4, 2. stk. Den særlige erstatningsregel vedrører kun skade mod visse objekter, nemlig afgrøder, beplantning, bevoksning, hegn, vandløb, jordbunden og husdyr. Uden for 3 stk. 1-området falder skade på alle andre objekter, f. eks. skade på bygninger, skure o. 1. Sådanne skader vil kunne fordres erstattede efter den almindelige erstatningsregel. Skaden skal for visse af de ovennævnte objekters vedkommende være forvoldt på en særlig måde. For hegns eller vandløbs vedkommende gælder dog ingen begrænsning i så henseende, men for de øvrige objekters vedkommende gælder det, at skade forvoldt på dem kun falder ind under 3,1. stk.-reglen, hvis den for afgrøders, beplantnings eller bevoksnings vedkommende er forvoldt ved nedtrædning, afbidning eller fortæring, for jordbundens vedkommende ved oprodning eller sammentrædning og for husdyrs vedkommende ved angreb eller på anden voldelig måde. Udenfor falder således den i den under omtalen af 1 nævnte højesteretsdom af 20. december 1951 nævnte skade (skade ved hvalpes ihjelbidning af moderdyret, fremkaldt af skræk ved støj fra indtrængende husdyr). Særlig for husdyrenes vedkommende er der en yderligere begrænsning, idet 3, 1. stk. kun omhandler den skade, der kan karakteriseres som legemsbeskadigelse. For de øvrige objekters vedkommende må erstattes al skade på disse, der er forvoldt på en af de foran nævnte måder. Denne forskel er der dog rent praktisk næppe megen realitet i. Derimod er det af stor betydning, at loven efter sin formulering må antages at være begrænset til den skade, der forvoldes på de pågældende obj ekter, således at man altså må erstatte det tab, som ejeren lider ved, at objektet forringes, men intet tab herudover, såsom næringstab o. 1. Også reglerne i kap. VII om vurderingsforretningerne synes at tyde herpå. Inden for den almindelige erstatningsret spiller adækvanslæren en vis rolle: Den skade, der kan fordres erstattet, må være forudseelig for skadeforvolderen. Der kan ikke kræves erstatning for ganske uforudseelige følger af den skadegørende handling eller skader, der dog er så vanskelige at forudse, at det vil være urimeligt at belaste skadevolderen med tabet. Det har været hævdet, at adækvanslæren også måtte være gældende i et tilfælde som det foreliggende, hvor skader, forvoldt af indtrængende husdyr skal erstattes efter rent objektive normer. Efter min opfattelse passer adækvans- eller forudseelighedssystemet dog kun dårligt ind i et område som det her omhandlede, hvor loven beskriver visse ret snævert afgrænsede skader som dem, der skal erstattes. Jeg må for mit vedkommende læse loven således, at de skader, den beskriver, kan fordres erstattede ubetinget, idet loven på forhånd har opregnet, hvilke skader der må kunne forudses, når en besidders husdyr trænger

83 83 ind på anden mands grund. Det vil dog være overordentlig værdifuldt, om dette problem kan klarlægges, eventuelt i motiverne, inden loven realiseres. Om en skade hører ind under eller falder uden for 3, 1. stk.-området er af afgørende vigtighed. Hører skaden ind under 3,1. stk., skal besidderen erstatte det direkte tab ved objektets værdiforringelse, uanset om besidderen har handlet forsætligt eller uagtsomt eller der efter omstændighederne intet kan lægges ham til last. At 3 omhandler ikke blot den hændelige skade, men også den skade, der kan tilregnes besidderen af dyret som forsætlig eller uagtsom, fremgår klart af 3, 2. stk. 2. punkt (og af 18, 3. stk. 2. pkt.). For så vidt angår 3, stk. 1-skaderne er den almindelige erstatningsregel sat helt ud af kraft, se 4, 2. stk. og 26, 4. stk. Dette betyder, at når det drejer sig om en sådan skade, skal man, selv om man alene vil påberåbe sig en uforsvarlig handling fra besidderens side, gå frem efter reglerne i kap. VII med den deri angivne ganske korte forældelsesfrist, der kun suspenderes, hvis besidderen har forvoldt skaden i ond hensigt eller ved grov hensynsløshed. Reglen er altså i visse henseender mere gunstig for skadelidte end den almindelige erstatningsregel (det objektive ansvar uden skyld), i andre henseender mere; ufordelagtig (de korte forældelsesfrister, evt. den særlige behandlingsmåde for disse sager). Det bør også påpeges, at såfremt skaden ikke skyldes uforsvarligt forhold fra besidderens side, bortfalder enhver mulighed for erstatning, hvor skadelidte selv har handlet uagtsomt, medens almindelige erstatningssynspunkter måske ville kunne føre til, at skadelidte ville kunne få nogen, omend måske en stærkt nedsat erstatning (se 3, 2. stk., 1. pkt.). For pelsdyrenes vedkommende er der jo ingen tvivl om, at de, hvis de trænger ind på anden mands grund og fremkalder en skade af den i 3, 1. stk. omhandlede art, påfører deres ejer eller besidder et erstatningsansvar, selv om der intet kan bebrejdes denne. Ligeledes vil ejeren kunne kræve erstatning, selv på objektivt grundlag, hvis anden mands husdyr trænger ind og forvolder pelsdyret skade ved at angribe det eller påføre det anden voldelig legemsbeskadigelse. For så vidt kunne der synes at være ligevægt til stede, men i virkeligheden vil det sige, at pelsdyrets ejer i de fleste tilfælde må bære lovens byrder uden at kunne høste dens fordele. De skader, der vil kunne forvoldes på pelsdyrfarme ved fremmede dyrs indtrængen vil nemlig oftest være sådanne, som falder uden for 3, 1. stk. Pelsdyrene lever normalt i bure, og de skader, der kan tænkes at opstå vil normalt være skader på burene, hvortil i drægtighedsperioden og i den periode, hvor hvalpene er små, kommer den risiko, der opstår ved, at dyrene kan blive skræmt og derfor kaster eller ihjelbider deres unger. Pelsdyravlernes interesser må derfor gå ud på, at sådanne skader også omfattes af reglen i 3, 1. stk. Under hensyn til, hvad der i mine bemærkninger ad 1 er anført om pelsdyravlens store erhvervsmæssige betydning må et sådant krav forekomme rimeligt, og at der er et behov derfor viser den under bemærkningerne ad 1 omtalte højesteretsdom af 20. december (Birkerød-sagen). Dansk Pelsdyravlerforening har tidligere foreslået, at der skal gives erstatning for den skade, som det indtrængende dyr direkte eller indirekte forvolder ved at angribe et andet husdyr eller på anden voldelig måde at tilføje det legemsbeskadigelse. Det er dog noget tvivlsomt, om det tilsigtede mål herved nås. Dels kan det siges, at der herved gives hjemmel for erstatning for skader, som det ikke har været tilsigtet at erstatte, f. eks. næringstab, og dels vil et tilfælde som det i Birkerød-sagen omhandlede, hvor skaden forvoldtes gennem en hos moderdyrene ved støj fra de indtrængende dyr fremkaldt skræk, næppe kunne rammes af lovbestemmelsen, da der hverken var tale om angreb på minkene eller om på anden voldelig måde tilføjet legemsbeskadigelse. Jeg mener, at det tilsigtede resultat bedst vil kunne nås derved, at det bestemmes, at der skal gives erstatning for den skade, som dyret forvolder ved at angribe et andet husdyr eller på anden direkte eller indirekte måde tilføje det legemsbeskadigelse. Dette vil altså sige, at ordet

84 84 voldelig" i lovteksten i udkast III erstattes med direkte eller indirekte", men det samme resultat vil dog formentlig kunne nås derved, at ordet voldelig" simpelthen udelades, og jeg skal derfor tillade mig at fremsætte følgende ændringsforslag til udkastets 3, 1. stk.: I linie 4 indføjes efter hegn" ordet: bure". I linie 6 udgår ordet voldelig". Ad reglerne om optagelse, ufredsbøder m. v. (kap. III og IV). Når et pelsdyr trænger ind på anden mands grund, står der ejeren eller brugeren forskellige muligheder åbne: Han kan optage dyret efter reglerne i 5ff. Disse regler gælder alle de i markog vejfredsloven omhandlede husdyr. Han kan fjerne dyret i medfør af reglerne i 14, 1. stk. Disse regler gælder kun for pelsdyr, tamkaniner og fjerkræ og omstrejfende hunde og katte. Han kan dræbe dyret i medfør af reglerne i 14, 2. stk. Disse regler gælder også kun for pelsdyr, tamkaniner, fjerkræ og omstrejfende hunde og katte. Ved udformningen af disse regler må man tage i betragtning, at det hvad pelsdyr angår drejer sig om dyr, som normalt holdes indespærrede, som danner basis for et for landets økonomi vigtigt erhverv og hvor det enkelte dyr ofte repræsenterer en betydelig værdi. Dette sidste gælder navnlig avlsdyrene, særlig de sjældnere varianter, som ofte importeres fra U. S. A. og andre steder med betydelig bekostning. Det forekommer mig derfor ikke helt berettiget uden videre at sammenstille dem med kaniner, fjerkræ og omstrejfende hunde og katte. Det vil være rimeligt, at der såvel i 5 som i 14, 1. stk., indføjes en bestemmelse om, at det må påhvile den, der vil optage eller fjerne dyret, for så vidt det kan ske uden urimelig ulejlighed, at tilkalde ejeren eller anden sagkyndig assistance til at medvirke ved pelsdyrets optagelse eller fjernelse. Herved vil ofte væsentlige værdier kunne reddes. Endvidere vil jeg gerne understrege endnu en gang, hvad jeg påpegede i min erklæring af 22. november 1950, at reglen i 14, 1. stk. (3. linie) om, at den optagelsesberettigede har lov til at fjerne pelsdyr m. v. på den måde, som han finder mest hensigtsmæssig og at han ikke herved kan blive erstatningspligtig, må forekomme lidet rimelig. Herved giver man jo faktisk den optagelsesberettigede carte blance til at gøre hvad han vil. Ordene på den måde han finder mest hensigtsmæssigt" bør erstattes med på den mest hensigtsmæssige måde", således at det ikke bliver den optagelsesberettigedes skøn men derimod et rimeligt skøn, udøvet af en fornuftig mand, der bliver normgivende for bedømmelsen af, om den optagelsesberettigede i handlingens øjeblik har handlet retmæssigt. Endelig finder jeg de sidste ord i 14, 2. stk. mindre anbefalelsesværdige til optagelse i en lovparagraf. Det er uheldigt at foreskrive fri adgang til drab på dyret, når det tilhører en art, der i fritlevende tilstand må anses som farlig eller skadelig. Såfremt reglen skal gennemføres, må det dog nærmere præciseres, for hvad de pågældende dyrearter skal være farlige eller skadelige. Om de fleste dyrearter gælder det vel, at de er skadelige i nogle henseender og gavnlige i andre henseender, og man ser jo ofte, at en dyreart, som hidtil har været anset som skadelig, gennem nyere undersøgelser viser sig at have en betydelig gavnlig, hidtil overset funktion i naturens husholdning. Både om hunde, katte, kaniner og pelsdyr gælder det, at den pågældende dyreart i fritlevende tilstand kan være både farlig og skadelig, i hvert fald så længe det ikke er præciseret i relation til hvilke goder farligheden eller skadeligheden skal bedømmes.

85 85 Såfremt man fastholder denne bestemmelse og fortolker den på den måde, at pelsdyrene henhører til den angivne kategori (det er jo meget nemt at gennemgå de 5 dyrekategorier, der omhandles i 14 og tage stilling til, om de omfattes af bestemmelsen eller ej, og dette bør naturligvis gøres i motiverne), har man dermed givet frit slag for nedskydning af ethvert pelsdyr, der ubudent gæster en ejendom, uanset om det drejer sig om et nok så kostbart individ, og selv om det slet ikke går til angreb. Det forekommer mig, at reglerne i 14 for så vidt angår pelsdyrene er lidet i pagt med moderne retsopfattelse og minder om individualismens tidsalder, hvor enhver på sin egen ejendom kunne foretage hvad han ville, selv om det gik nok så meget ud over hans naboer og omverdenen. Efter nutidig opfattelse har man pligt til at tage hensyn til sine omgivelsers materielle og åndelige værdier såvel som til samfundets værdier og interesser, og tendensen i lovgivningen går da også mere og mere i retning af denne sociale tendens. Jeg kan ikke se rettere end, at landbrugserhvervets egne interesser også må tilsige, at ikke pelsdyravlens interesser prisgives. Dels er der jo mange landmænd, der har pelsdyravl som bierhverv, dels har pelsdyravlen stor betydning som aftager af visse af landbrugserhvervets affaldsprodukter. På grundlag af det anførte skal jeg tillade mig at fremsætte følgende ændringsforslag til udkast III: Til 5, 1. stk. føjes et nyt punktum sålydende: Til optagelse af pelsdyr skal, for så vidt det kan ske uden urimelig ulejlighed, dyrets besidder eller anden sagkyndig assistance tilkaldes". I 14, 1. stk. 1. pkt. ændres ordene: På den måde, han finder mest hensigtsmæssig" til: på den mest hensigtsmæssige måde". Efter 1. pkt. indføjes et nyt punktum sålydende: Til bortfjernelsen af et pelsdyr skal, hvis dette kan ske uden urimelig ulejlighed, dyrets ejer eller anden sagkyndig assistance tilkaldes". I 14, 2. stk. 3. pkt. udgår ordene: eller den pågældende dyreart i fritlevende tilstand må anses som farlig eller skadelig". Jeg tilføjer, at jeg ikke har tilstrækkelig overblik over, om de foreslåede bestemmelser om, at besidderen eller anden sagkyndig assistance skal tilkaldes ved optagelse eller fjernelse af pelsdyr, også bør gælde andre kategorier af husdyr, men jeg tror i og for sig ikke, at det er påkrævet. Det er pelsdyrenes egenart og deres eventuelt store kostbarhed der gør særregler påkrævede. Risskov v. Aarhus, den 23. januar sign. Torben Lund.

86 86 Bilag 9. En generel definition på pelsdyr" kan ikke gives. Som zoologisk begreb omfatter det alle pattedyr, og der kan ikke efter zoologisk systematiske eller andre regler drages nogen skillelinie, hvorefter pelsdyr" adskilles skarpt fra pattedyrgruppen som helhed. De arter, der i denne forbindelse kan komme på tale, kan opdeles i 3 grupper: I. Arter der hører til landets egentlige, vilde fauna: Ilder (Eventuelt husmår og aim. ræv). II. Arter der ikke oprindelig hører til landets vilde fauna, men er indført og nu er udbredt over landet som ynglende i vild tilstand og faktisk må siges at være et led i den vilde fauna (ligesom f. eks. fasanen): Sumpbæver også tamkaninen må nærmest henregnes til denne gruppe. Mink III. Indførte arter, der ikke lever her i landet i vild tilstand og ikke synes at yngle i vild tilstand, selv om de lejlighedsvis undslipper fra fangenskab. Sølvræv Blåræv Gruppe I. Ilderen (Putorius putorius) hører til mårfamilien. Den er lidt mindre end de egentlige mårer, og har lavere ben, har heller ikke nogen lys strubeplet som de egentlige mårer. Mørkebrun pels mørkest på undersiden, benene og halen. Ørerne er korte og når ikke ret meget uden for pelsen. Partiet omkring snudespidsen er hvidt. Kroplængde er ca. 40 cm og halen ca. 15 cm. Kan næppe forveksles med andre end minken. Den hvide ring omkring snuden (som minken ikke har) er dog et iøjnefaldende kendetegn. Ligeledes er dækhårene længere end hos minken og uldhårene (bundfarven i pelsen) meget lysere.

87 87 Ilderen er oprindelig i Jylland (Fyn?) men optræder pludselig overalt på Sjælland fra midten af trediverne (på en enkelt lokalitet: Borreby dog noget tidligere) og anses almindeligvis her at stamme fra pelsdyrfarme. Ernæringen er hovedsagelig mindre pattedyr. Ilderen udmærker sig dog ved også i høj grad at ernære sig af koldblodede dyr som fisk, frøer o. 1. Dens lejlighedsvise orgier i hønsehuse er velkendt. En undsluppet pelsfarmilder er umulig^atlkende fra en vild ilder. Vor hjemlige ræv kan for hannens vedkommende opnå en længde på 110 cm, hvoraf halen udgør 40 cm. Hunnen er lidt mindre. Farven er sædvanligvis rødbrun på oversiden, medens undersiden er lys. Sortbugede ræve findes og kaldes ofte moseræve". En anden variation af den almindelige ræv afviger fra denne ved at have en sort stribe ned langs ryggen og en mørk tværstribe over skulderen ( korsræve"). Husmåren (vor almindeligste mår) har en totallængde på ca. 70 cm. Deraf udgør den buskede hale ca. 25 cm. Husmåren er lettest at kende på en stor, hvid strubeplet, der løber ud i to spidser, en på hvert forben. Gruppe II. Minken (Lutreola vison) er den nordamerikanske art af de forskellige lutreola-arter, der leverer nertzpelsværk. Den ligner og er beslægtet med ilderen er dog lidt mindre har den samme langstrakte krop med lave ben og korte øren. Farven varierer fra brun til sort. Den har ikke ilderens hvide farve omkring snuden, men kun en lille hvid plet under hagen. Den er efterhånden indført i de fleste europæiske lande som vildtlevende, i reglen dog ufrivilligt ved at den er undsluppet fra pelsdyrfarme. I f. eks. Sverige og Norge er den talrigt udbredt. I disse lande anses den af jægerne for at være en alvorlig fare for vildtet. Dog er bedømmelsen af dens skade ikke bygget på tilstrækkelig saglige oplysninger, men hviler på enkelte iagttagelser af minkens fangst af forskellige pattedyr, fugle, fisk og krebs samt på de lejlighedsvise tilfælde af indbrud i hønsehuse. Der savnes konkrete oplysninger om dens optræden i Danmark, men der er næppe tvivl om at den yngler i fri tilstand. Den skydes eller fanges ret ofte, men det er vanskeligt at få at vide i hvilken udstrækning, da den forveksles med ilder. De fleste mennesker kender ikke forskel på de to arter. De fleste vil selv når de har en mink i hånden tro, at det er en ilder. Mink har en lignende levevis som ilder, og de to arter lever åbenbart de samme steder ofte i nærheden af vand. Det kan nævnes, at i Sovjetunionen er minken udsat flere steder (fra 1930) for at danne en vild bestand som emne for pelsdyr jagt. Dette er lykkedes udmærket, og der foreligger fra de russiske vildtbiologer undersøgelser over den vilde bestands ernæring. (N. M. Berger 1944 i Zoologischeskii Zhurnal, vol. 23).

88 88 Nedenstående resultater stammer fra 2-års undersøgelser i Rusland og viser de forskellige fødeemners mængdeforhold. Vandrotter 14,0 pct. Smågnavere (markmus hovedsagelig) 43,6 Spidsmus 3,9 Harer 7,7 - Insekter 10,2 - Fisk 7,7 - Væsler 1,3 - Planter 11,5 - D. v. s. at gnavere udgør 65,4 pct. af føden. (Det er påfaldende, at fisk ikke udgør en større procent). I Nordamerika ernærer minken sig stedvis næsten udelukkende af bisamrotter (et vigtigt pelsdyr). I det hele taget viser minken stor tilpasningsevne til forskelligartede fødeemner, og på et vildtrigt distrikt eller i fiskedambrug kan man ikke se bort fra, at den vil kunne anrette en vis skade. Sumpbæver (Myocaster coypus). En sydamerikansk gnaver med en kroplængde på ca. 45 cm og en lige så lang skæl- og børstebeklædt hale. Kroppen er plump, benene lave, og der er svømmehud mellem bagføddernes tæer. Kropstørrelsen er som hos en stor tamkat, men sumpbæverens enormt store hoved gør, at den ser større ud. Karakteristisk er det, at de store rødbrune fortænder ses meget tydeligt. Pelsen er brun og blød (Nutriapelsværk). Den lever i Sydamerika vidt udbredt ved søer og floder med rig plantevækst. Er

89 89 indført som pelsdyr til Europa og lever efterhånden vild mange steder. I Sovjet er den direkte udsat. I Danmark findes den efterhånden overalt fritlevende ved åer, i søer og moser, og den yngler i det fri. Den vilde bestand stammer fra dyr, der er undsluppet fra pelsfarme. Da sumpbæverne graver gange i jorden, kan de være farlige på steder, hvor man har jorddæmninger til at opstemme vand (Lammefjorden, Hov Vig). Ellers menes de almindeligvis ikke at gøre skade, selv om de af og til kan æde en del roer på marken. Sumpbæverne har åbenbart let ved at tilpasse sig det danske klima. Deres yngleevne er som hos andre gnavere stor, og hvis bestanden vokser stærkt i de kommende år, er følgerne ikke lette at overse. På Kalø findes sumpbævere over hele godset, og de yngler flere steder. Fornylig forsøgte man her at grave en koloni ud, men gravkomplekset var så omfattende, at det ikke lykkedes at få fat på dyrene. Enkelte gange gik 5 m ind og ned til 2 m's dybde, og mærkelig nok i ret stiv lerjord. Ligesom for minkens vedkommende savnes der konkrete oplysninger om den vildtlevende bestand her i landet. Det vil sikkert allerede nu være vanskeligt eller umuligt at udrydde sumpbævere i Danmark, selv om det skulle blive ønskeligt. Tamkaninen. Kaninen findes i en række varianter, og undslupne dyr vil almindeligvis være lette at kende og indfange igen. Det ser dog ud som om tamkaninen har ret stor evne til at danne vilde bestande (jfr. Jens Hvass: Vildkaninen i Danmark, København 1939). 12

90 90 Gruppe III. Sølvræven er en farvevariant af den amerikanske røde ræv (Vulpes fulvus). Størrelsen er som vor almindelige ræv, men bundfarven er nærmest sort. Dækhårene har mere eller mindre hvide spidser, så helhedsindtrykket bliver, at farven er sølvgrå. Sølv"-farvningen kan dog variere meget. Bug, ben og hale er sorte. Den er således let at kende fra andre dyr. Yderligere findes der nu flere forskellige farvevarianter i det kunstige opdræt. Som andre pelsdyr slipper sølvræv lejlighedsvis ud fra farmene, men synes ikke at have evne til at danne bestand i det fri. Der foreligger ikke oplysninger om tilfælde, hvor fritlevende sølvræve har ynglet. Blåræv er den vinterblå form af polarræv eller fjeldræv (Alopex lagopus). Det er en høj nordisk ræveart, der er betydelig mindre end den almindelige danske ræv. Kroplængden er på ca. 60 cm og halen cm. Ørerne er korte. Pelsen tæt. Farven er en mellemting mellem blåt og brunt. Fjeldræven lever bl. a. i det nordlige Skandinavien og er i hvert fald i Sverige totalfredet. I Danmark lever den ikke i det fri, og det vil være højst usandsynligt, om undslupne individer af denne høj nordiske art skulle kunne danne bestand.

91 91 Det gælder for alle de nævnte arter, at pelsen er langt mest værdifuld om vinteren (december og januar). Sumpbæveren indtager dog en særstilling, idet den ikke har så udpræget fældningstid, som de øvrige, og pelsen er derfor brugelig hele året, tættest og mest værdifuld er den dog om vinteren. Der kan iøvrigt igennem pelsavlen tilføres faunaen de mest uventede arter. Som et kuriosum kan nævnes, at der nu i de senere år i Sverige optræder en østasiatisk dyreart kaldet mårhund (Nyctereutes procyonoides) nærmest en mellemting mellem ræv og grævling. Man ved ikke, om den er indvandret fra Rusland (hvor den er udsat og har dannet bestande) igennem Finland eller om den stammer fra svenske pelsavlere, som holder den i bur. Vildtbiologisk station, Kalø, april Johs. Andersen, cand. mag., amanuensis. Fotografier: Viggo Jensen: Ilder D. Englich-Hawley: Ræv Olle Kenne: Mink S. Ekblom: Sølvræv Alwin Pedersen: Blåræv.

92 92 RIGSPOLITIET Bilag 10- Ordenspolitiet. Politikreds 50, Sæby købstad m. v. J. Nr. H/ /1952. RAPPORT Onsdag den 30. april Fiskepakker Jens Martin Rasmussen, Søndergade 40, Sæby, der har sit daglige arbejde på Sæby havn, forklarede efter at være gjort bekendt med sagen, at første gang, han blev klar over, at der var vildtlevende mink ved Sæby havn, var i august måned 1946, idet en hunmink og 4 unger gik i en åleruse, der var hensat til tørring på Sæby havnemole. Siden den tid har afhørte hvert år iagttaget et kuld minkunger, der holder til i stensætningen på havnen. Det er også afhørte bekendt, at der er skudt mink på Sæby sønderstrand. I vinteren 1950 blev en vildtlevende mink dræbt af et par unge mennesker ved Sæby åbred. Endvidere er afhørte vidende om, at en hund midt på sommeren 1950 ihjelbed en hanmink, der havde skjult sig under en omvendt robåd på Sæby nordre åbred. Under samme båd, hvor minken havde skjult sig, fandtes der 2 gråandrikker, hvoraf den ene var ihjelbidt og halvt fortæret, medens der endnu var en smule liv i den anden andrik. Det er afhørtes indtryk, at de ved Sæby å og havn vildtlevende mink i stærk grad har været årsag til, at den forhen så gode bestand af vildænder i Sæby å nu er reduceret til så godt som intet. I. L. Sørensen, pb.

Vis mere