REVISION AF MARK- OG VEJFREDSLOVEN

Transkript

1 BETÆNKNING ANGÅENDE REVISION AF MARK- OG VEJFREDSLOVEN AFGIVET AF DEN AF LANDBRUGSMINISTERIET UNDER 24. APRIL 1946 NEDSATTE KOMMISSION J. H. SCHULTZ A/S UNIVERSITETS-B0GTR1YKKERI KØBENHAVN 1952

2

3 INDHOLDSFORTEGNELSE Side Kommissionens sammensætning 5 Oversigt over retsudviklingen: Danske Lov 6 Forordning af 29. oktober 1794 om hegn og fred for jorder i Danmark 9 Lov af 29. marts 1867 angående sandflugtens dæmpning m. v 13 Lov nr. 53 af 25. marts 1872 om mark- og vejfred 13 Optagelse af husdyr på veje 15 Optagelse af husdyr på sandflugtsstrækninger 16 Færdsel på private jorder 18 Færdsel i skove 19 Optagelse af husdyr på diger 20 Bortskydning af ringduer 21 Bekendtgørelse nr. 198 af 21. april 1941 angående brevduer 22 Lov nr. 164 af 18. maj 1937 om hunde 22 Lov nr. 140 af 7. maj 1937 om naturfredning 23 Færdselslov nr. 129 af 14. april Lov nr. 144 af 1. juli 1927 om motorkøretøjer 24 Lov nr. 349 af 23. december 1935 angående indførsel af forskellige dyrearter 25 Bekendtgørelse nr. 172 af 10. maj 1944 om pelsdyrhold samt indførsel af pelsdyr, harer og kaniner 25 Statistisk opgørelse vedrørende pelsdyrholdet 26 Ansvar for vilde dyr 27 Oversigt over udenlandsk lovgivning vedrørende ansvar for skade forvoldt af husdyr. Norge 28 Sverige 29 Holland 31 England 31 Frankrig 31 Schweiz 32 Tyskland 32 Redegørelse for kommissionens forslag til lov om mark- og vejfred 33 Forslag til lov om mark- og vejfred 42 Bemærkninger til lovforslaget 50 BILAGSFORTEGNELSE Bilag 1. Norsk lov om jords fredning af 16. maj Bilag 2. Svensk lov om markfred af 2. juni Bilag 3. Hollandsk strafferets art. 461 og borgerlig rets art Bilag 4. Skrivelse fra klitdirektoratet 66 Bilag 5. Skrivelse fra det landøkonomiske driftsbureau 67 Bilag 6. De undslupne og nedskudte sølvræve 68 Bilag 7. Retsstillingen med hensyn til bortløbne pelsdyr 72 Bilag 8a. Skrivelse fra dansk pelsdyravlerforening 79 Bilag 8b. Responsum fra professor, dr. jur. Torben Lund 80 Bilag 9. Biologiske oplysninger om danske pelsdyr 86 Bilag 10. Rapport om vildtlevende mink 92

4

5 Ved skrivelse af 7. september 1949 har landbrugsministeriet efter indstilling af foreningen af politimestre i Danmark udpeget politimester E. H. Jersing, Frederikssund, til medlem af den under 24. april 1946 nedsatte kommission til revision af lov af 6. marts 1869 om hegn og af lov nr. 53 af 25. marts 1872 om mark- og vejfred. I september 1951 afløste fuldmægtig F. J.Boas, vejdirektoratet, det af ministeriet for offentlige arbejder udpegede medlem af kommissionen, ekspeditionssekretær J. Førgaard. Efter afgivelse af betænkning angående revision af hegnslovgivningen har kommissionen afholdt 14 plenarmøder, nemlig den 9. marts og 23. november 1949, 20. januar, 16. februar, 30. marts, 13. juni, 31. oktober, 23. november 1950, 28. juni, 19. september, 15. oktober, 29. november 1951, 20. februar og 1. oktober Som resultat af forhandlingerne afgiver kommissionen nærværende betænkning, der indeholder en historisk oversigt over udviklingen af retsreglerne om mark- og vej fred, en oversigt over udenlandsk lovgivning vedrørende ansvar for skade forvoldt af husdyr samt en redegørelse for de principielle synspunkter, der har dannet grundlag for det af kommissionen nedenfor fremsatte forslag til lov om mark- og vej fred. Politimester Jersing har tiltrådt nærværende betænkning, men nåede ikke at underskrive denne inden sin død den 1. oktober

6 I. Oversigt over retsudviklingen. Retten til optagelse af kreaturer, der kommer ind på fremmed grund, anerkendes allerede i landskabslovene, der indeholder nærmere bestemmelser om, hvorledes optagelsen skulle finde sted, og hvilke retsvirkninger den fik. De i Jydshe Lov herom fastsatte regler er gentaget i Danske Lov. Ifølge D. L og 15, jfr. J. L. III. 48, var den, hvis kreaturer kom ind på anden mands ager eller eng, pligtig at erstatte den herved forvoldte skade. Bortset fra tilfælde, hvor det drejede sig om forsætlig skade, således at handlingen kunne anses som vold eller hærværk, var der ikke i loven fastsat straf for forvoldelse af ufred på anden mands mark, idet loven overlod til lodsejerne i vedtægter at bestemme, hvilke bøder der skulle erlægges, når forsømmelse med hensyn til hegns vedligeholdelse medførte ufred på anden mands mark. Dog måtte den, der ikke opfyldte den ham påhvilende hegnspligt ikke alene erstatte den skade, som på grund af hans forsømmelse ved ufred blev forvoldt på naboens mark, men hvis han undlod at betale den i vedtægten fastsatte bøde, pådrog han sig desuden strafansvar ifølge D. L (3 lod sølv til sagsøgeren og 3 lod sølv til herskabet) og måtte betale udgifterne ved det hegn, som de pågældende lodsejere havde måttet rejse på hans vegne. Den, der ville optage kreaturer, som var kommet ind på hans tilsåede mark, måtte, hvis kreaturerne var under opsigt af en hyrde, erstatte den skade, der under indfangningen blev påført dyrene, medens det påhvilede ejeren af kreaturerne at erstatte den på afgrøderne forvoldte skade. Dog fik den, der holdt stodhors, og som af naboerne til tinge var blevet advaret om at vogte hestene, således at de ikke forvoldte skade på anden mands jorder, ingen erstatning, hvis dyrene kom ind på anden mands mark og derved kom til skade, men skulle efter D. L og 5 vide sig det selv" eller have Skaden for Hiemgield". Havde dyrene ingen hyrde, var den, som jagede dem af sin ager, angerløs. løvrigt var der ifølge D. L. kun adgang til at optage anden mands husdyr, der kom ind på ens særskilt indhegnede ejendom, såfremt vedkommende jordbruger forud til tinge havde advaret sine naboer om, at de skulle holde deres husdyr derfra. Dog var det ifølge D. L og 2 tilladt at optage geder, idet disse kun måtte holdes forsåvidt det kunne ske uden skade for anden mand. I D. L , jfr. J. L. III. 56, forudsættes, at ejeren af optaget kvæg kunne få dette udleveret mod at sætte pant for bøder og skadeserstatning. Pantets størrelse fastsattes i landsby vedtægterne. Var pantet ikke indløst inden Allehelgensdag, skulle det være forbrudt. Dersom en jordbruger havde optaget anden mands fæ i sin kornmark eller eng, ville fæets ejer, hvis han mod optagerens vilje tog dyrene tilbage, ifølge D. L , jfr. J. L. III. 50, være at anse som ransmand. Fandt tilbagetagelsen først sted, efter at optageren havde bragt dyrene i hus, skulle det dog betragtes som hærværk.

7 7 Forefandtes ubrændte svin på oldenskov, var skovens ejer ifølge D. L berettiget til at optage svinene og beholde dem, hvis svinenes ejer ikke indløste dem inden 3 dage, efter at han havde fået meddelelse om optagelsen. Efter Skånske Lov skulle enhver vogte sit kvæg fra påske til mikkelsdag, og såfremt det kom ind på anden mands tilsåede ager eller eng, var denne berettiget til at optaget kvæget og tilbageholde dette, indtil den forvoldte skade var erstattet af dyrets ejer. Tog denne med magt sit kvæg fra optageren, skulle han bøde 3 mark, og ville optageren ikke frigive kreaturerne mod betaling af skadeserstatning, kunne ligeledes han idømmes en bøde på 3 mark. Døde kvæget imidlertid, medens det var i optagerens varetægt, skulle han desuden erstatte dets værdi. Udenfor ovennævnte tidsrum kunne lodsejerne vel bortjage fremmed kvæg fra deres marker, men derimod ikke optage det, og dersom det døde ved at blive jaget i dynd eller kær, måtte lodsejerne erstatte dyret og betale bøde. I D. L omhandles tilfælde, hvor ens husdyr dræber andres heste eller kreaturer. Ifølge denne bestemmelse, der stadig har betydning, hvor mark- og vejfredsloven af 1872 og de almindelige erstatningsregler ikke kommer til anvendelse, skal det dræbte dyrs fulde eller halve værdi erstattes, eftersom det var ringere eller lige så godt som det, der dræbte, jfr. U , , , og 1001, og 911. Fra domspraksis kan iøvrigt nævnes H. D. 18. decbr. 1930, hvorved statueredes, at D. L ikke fandt anvendelse på den skade, som en hoppe på et dyrskue havde tilføjet en anden hoppe ved at sparke den, uden at den derved dræbtes eller måtte nedslås (U ), samt V. L. D. 4. oktbr. 1946, hvorved bestemmelsen ej heller fandtes anvendelig i et tilfælde, hvor en drægtig hoppe blev sparket af en anden hest med den følge, at føllet kastedes (U ). Derimod blev ved V. L. D. 17. februar 1922 D. L anset anvendelig i et tilfælde, hvor en hoppe havde sparket en plag og derved tilføjet den en uhelbredelig skade. Erstatning blev dog ikke tilkendt for dyrlægeomkostninger og foderpenge i de 9 måneder, i hvilke plagens ejer uden samtykke af hoppens ejer havde forsøgt at helbrede plagen, der dog derefter måtte sælges til slagtning (U ). Den, som holder løsgående husdyr, er ifølge D. L pligtig til, hvis dyret volder personskade, at erstatte helbredelsesudgifter, og da den skade, husdyr forvolder på mennesker, ikke omfattes af den gældende mark- og vejfredslov, kommer bestemmelsen stadig til anvendelse, hvor erstatningspligt ikke følger af den almindelige erstatningsregel, fordi dyrets ejer ikke har udvist uforsvarlig adfærd, jfr. herved V. L. D. 19. juni 1922, hvorved ejeren af en tøjret hingst, der havde revet sig løs og forårsaget, at en på offentlig vej kørende vogn væltede, således at denne beskadigedes og tre derpå værende personer led nogen overlast, i medfør af D. L blev tilpligtet at erstatte vognens ejer hans udgifter til læge og medicin, men ikke skaden på hest og vogn (U ). Uagtet der ikke var hjemmel til at fordre optagelses- eller løsningspenge, når husdyr blev optaget på fremmed grund, bortset fra de tilfælde, hvor lodsejerne havde oprettet vedtægter desangående, fremgår det dog af forordning af 14. april 1694 om løsningspenge, at man i praksis havde krævet sådan godtgørelse, og at der herved havde fundet misbrug sted. I indledningen til forordningen oplyses nemlig, at løsningspengene, når et dyr nogle gange var blevet optaget, undertiden havde beløbet sig til lige så meget, som dyret var værd, idet det anføres, at onde Mennesker selv, deres Næste til Skade hemmeligen kan have ladet Gierder nedbryde, for derved at kunne afpresse Vedkommende en ubillig Løsnings-Penge".

8 8 Ved forordningen blev det derfor nøje fastsat, hvad der foruden erstatning for forvoldt skade måtte kræves i løsningspenge for dyr optaget i indhegnede marker, idet dog de tilfælde undtoges, hvor der i landsbyvedtægterne i medfør af D. L var fastsat andre takster. Optageren skulle aflægge ed på, at dyret ej var kommet ind på marken med hans vilje, og når skaden var godtgjort, skulle der ikke betales yderligere, hvis kvæget siden kom ind på samme sted. Nægtede optageren at udlevere de optagne dyr mod den fastsatte betaling, ifaldt han bødestraf. Havde optageren fjernet gærde eller staver heraf for at give kvæget lejlighed til at komme ind på hans jord, ifaldt han bødestraf for vold og var erstatningspligtig, hvis kvæget kom til skade. Straffen for forsætlig at drive sine dyr ind i anden mands tilsåede ager eller uslagne eng blev nærmere bestemt og nedsat, således at der først skull*» erlægges voldsbøder ved tredie gang gentagen forseelse. Endvidere blev det forbudt at rende og jage med heste og hunde på fællesmarken, så længe kornet ikke var høstet. I skovforordningerne blev den foran nævnte bestemmelse i D. L om optagelse af ubrændte svin i oldenskov suppleret. Således var ifølge skovforordning af 13. september 1687 svin, der tredie gang optoges som uringede, forbrudt til grundens ejer, og i skovforordning af 21. januar 1710 tilføjedes, at optagne svin under alle omstændigheder tilfaldt grundens ejer, hvis de var fremlyst på tinge og ikke indløst inden 14 dage. Efter skov for ordning af 26. januar 1733 skulle svinene dog forbrydes til det nærmeste hospital eller fattighus. Ved reskript af 17. juni 1778 blev bestemt, at svin ikke måtte gå løse i købstæderne, på gader og byernes marker, da tobaksplantningen herved led skade, og dette desuden stred imod god orden. Da reskriptet imidlertid gav anledning til misforståelse, blev der ved 'plakat af 18. november 1778 om løse svin fastsat nærmere bestemmelser om, efter hvilke regler svin, der blev antruffet løse på købstædernes gader og marker, kunne optages, og forvoldt skade skulle erstattes, idet det blev fremhævet, at den vigtige tobaksavl skulle nyde al sikkerhed og beskyttelse. Endvidere blev det påbudt, at de til købstæderne grænsende landsbyer skulle lade deres svin ringe, når disse om foråret blev sluppet ud på marken. I rådstueplakat af 16. februar 1780 om uorden på vejene på Københavns grund uden for portene fastsattes regler for optagelse af kreaturer, der blev antruffet løsgående på stadens grund eller på fæstningsværkerne. - Meldte ejeren sig ikke inden 3-4 dage efter, at optagelsen af kæmneren var bekendtgjort ved ophængning af en seddel på skillingsmandens hus ved portene, tilfaldt dyret staden. Ved rådstueplakat af 30. april 1781 blev dog bestemt, at dyr, som optoges om vinteren fra mikkelsdag til påske, uden videre skulle overleveres til natmanden, hvis ejeren ikke inden 24 timer indløste dyret. Ved rådstueplakat af 24. juli 1786 blev løsningspengene for kreaturer optaget på Københavns græsmarker fordoblet, og ved rådstueplakat af 3. august 1787 udvidedes plakat af 18. november 1778 om løse svin på købstædernes gader og marker til Københavns forstæder og stadens grund udenfor portene. Ifølge forordning af 15. februar 1786 om bompenge måtte uringede svin ikke komme på de nye landeveje, og ejeren ifaldt i overtrædelsestilfælde bødestraf, hvorhos han måtte betale foderpenge til den, som opbragte svinene. Halvdelen af bøderne tilfaldt angiveren, medens den anden halvdel gik i vej kassen, og kunne svinenes ejer ikke betale bøden, skulle han straffes på kroppen. Ifølge forordning af 19. september 1792 om sandflugtens dæmpning var den, hvis grund stødte op til fredede eller tilsåede sandstrækninger, ansvarlig for den ved ufred af kreatu-

9 9 rer forvoldte skade i klitterne, uanset om dyrene ikke blev antruffet på sandflugtsstrækningerne, når der blot fandtes spor, der viste, at de havde været der; ejeren ifaldt samme mulkt, som hvis dyrene var blevet antruffet på stedet. Når kreaturer blev optaget på fredede sandflugtsstrækninger, måtte ejeren foruden at godtgøre forvoldt skade og de til deres underhold medgåede udgifter forinden dyrenes udlevering erlægge de i forordningen fastsatte mulkter (optagelsespenge). Hvis de samme kreaturer påny blev antruffet i klitterne, ville der være at erlægge dobbelt mulkt og tredie gang 3-dobbelt mulkt, o. s. v. Havde ejeren ikke inden to gange 24 timer efter, at optagelsen var meddelt ham, betalt mulkten og omkostningerne, kunne så mange af de optagne kreaturer bortsælges ved auktion, at auktionsprovenuet kunne dække beløbet. Var optageren ikke vidende om, hvem dyrene tilhørte, skulle disse efter forudgående taksation for ejerens regning afleveres til sognefogeden. Havde ejeren ikke inden 8 dage efter, at bekendtgørelse ved kirke-, sogne- og bystævne om optagelsen havde fundet sted, betalt mulkten og omkostningerne, skulle dyrene bortsælges ved auktion. Meldte ejeren sig inden 12 uger, efter at kreaturerne var solgt, kunne han kræve auktionsprovenuet med fradrag af mulkter og omkostninger udbetalt. I modsat fald skulle beløbet, herunder bøderne, anvendes til bestridelse af udgifterne ved sandflugtens dæmpning i amtet. Den, der hindrede klitfogeden eller andre rette vedkommende i at optage kreaturerne, straffedes med voldsbøde. Halvdelen af de ved kreaturernes opbringelse indkomne mulkter tilfaldt angiverne, hvad enten disse var klitfogeder eller ej. Hvis mulkterne ikke blev betalt, måtte den skyldige afsone dem efter reglerne i forordning af 6. december 1743 angående idømte pengebøders inddrivelse. Ifølge 85 i forordning af 13. december 1793 om vejvæsenet var det forbudt at tøjre kreaturer på vejene eller i de hertil hørende grøfter. Løsgående kreaturer på vejene skulle optages, og ejeren måtte foruden at erlægge de i forordningen fastsatte løsningspenge erstatte forvoldt skade og godtgøre udgifter til foder og pasning i den tid, dyrene havde været optaget efter nærmere i forordningen bestemte satser. Dersom ejeren ikke inden 3 4 dage havde ladet dyrene afhente samt betalt opbringningspenge og stillet sikkerhed for det beskadigedes istandsættelse, skulle de optagne dyr efter 8 dages varsel ved kirkestævne bortsælges offentligt. Endvidere anførtes i forordningen, at uringede svin, der fandtes på vejene, samt utilstrækkeligt ringede svin, der voldte skade på samme, straks skulle optages og afleveres til fogeden eller oldermanden. Var det umuligt at optage svinene, påhvilede det opsynsmanden at skyde dem. Dræbte svin skulle udleveres til ejeren, men denne måtte bøde 2 mark pr. stk., hvad enten svinene blev skudt eller ej. Ved forordning af 29. oktober 1794 om hegn og fred for jorder i Danmark blev alle tidligere bestemmelser om hegn og fred ophævet, forsåvidt de ikke blev gentaget i forordningen, men skønt denne ikke indeholdt bestemmelser vedrørende optagelse af kreaturer på veje og fredede sandflugtsstrækninger, blev de herom foran omhandlede bestemmelser dog ikke anset for bortfaldet. Forordningens bestemmelser vedrørende optagelse af kreaturer m. v. refereres nedenfor i hovedtræk, medens der med hensyn til reglerne om hegn henvises til den af kommissionen tidligere afgivne betænkning angående revision af hegnslovgivningen. Ifølge forordningens 30 var den, der antraf fremmede kreaturer på sin grund, berettiget til at optage disse, hvad enten jordlodden var indhegnet eller ej, idet dyrenes 2

10 10 ejer ikke skulle kunne benytte den omstændighed, at naboen ikke havde sin lod indhegnet eller ikke tilbørlig vedligeholdt hegnet, til at lade sine kreaturer gå ind på naboens ager, eng, græsning eller hede, men var pligtig at tøjre eller vogte dyrene. Endvidere skulle ifølge 46 svin, som gik løse på fælles græsningsjorder, i den tid af året, i hvilken jorden kunne oprodes, af ejeren holdes ringede. Dyrenes ejer var foruden at erstatte den på jorden og dens afgrøder forvoldte skade pligtig at erlægge optagelsespenge samt, hvis dyrene ikke blev indløst inden 24 timer, efter at underretning om optagelsen bevisligt var tilgået ejeren, at refundere optagerens udgifter til foder m. v. Optagelsespengene varierede dels efter om de optagne dyr ifølge deres natur måtte formodes at forvolde større eller mindre skade, dels efter værdien af de afgrøder, der fandtes på den jordlod, på hvilken dyrene kom ind, og dels efter om optageren havde foretaget de i forordningen påbudte foranstaltninger til afværgelse af ufred eller ej, idet der tillige blev taget hensyn til, hvorvidt lodden var udskiftet af fællesskabet. Således kunne der for dyr optaget på jorder, der vel var forsynet med lovligt hegn, men ikke udskiftet, kun kræves halvt så meget i optagelsespenge som for dyr optaget på indhegnet, udskiftet jord. Og på lodder, der ikke var forsynet med lovligt hegn, kunne hvad enten lodden var udskiftet eller ej kun fordres halvt så meget, som hvis lodden var lovligt hegnet. Dog kunne der overhovedet ikke kræves optagelsespenge, hvis det skyldtes jordbrugerens egen forsømmelse, at dyrene var kommet ind på hans lod, såsom hvis han ikke havde vedligeholdt hegnet i overensstemmelse med forordningens forskrifter, eller han havde undladt at opføre den strækning nyt hegn, som det påhvilede ham at rejse. Desuden var dyrenes ejer i dette tilfælde kun pligtig at erstatte halvdelen af den forvoldte skade. Hvis et fireføddet kreatur" for fjerde gang, en hest dog femte gang, blev optaget på en lovlig indhegnet lod, kunne ejeren efter optagerens påstand dømmes til foruden at erlægge optagelsespenge at have forbrudt halvdelen af dyrets værdi til sognets fattige, hvorhos dyret skulle bortsælges ved auktion som uvant og mærkes ved afskæring af det ene øre. Den, som købte dyret, måtte ikke lade dette gå løst, idet han i så fald ville have det forbrudt til de fattige, hvis det brød igennem eller sprang over lovligt hegn. Var det et stykke fjerkræ, der således blev optaget for fjerde gang, blev det uden søgsmål optagerens ejendom og skulle straks slagtes. løvrigt skulle ejeren af et uvant kreatur, hvor fællesskabet ikke var ophævet, holde dyret tøjret, hilde det" eller lægge åg på det. Kunne dette ikke hindre, at dyret forcerede lovligt hegn, eller undlod ejeren trods opfordring at træffe nævnte foranstaltninger, kunne ejerlavets medlemmer forlange, at ejeren skilte sig af med dyret, og, hvis ejeren var uvillig hertil, lade det bortsælge ved offentlig auktion for ejerens regning ved sognefogedens foranstaltning. Svin, der kom ind på en lovlig indhegnet kornmark, efter at kornet havde skudt aks, var markens ejer ifølge forordningens 35 berettiget til at dræbe. Drejede det sig derimod om får eller gæs, der bevisligt ikke lod sig bortjage eller optage, måtte jordbrugeren første gang vidnefast advare dyrenes ejer, men anden gang dyrene kom ind i kornmarken, var han berettiget til at dræbe disse. De dræbte dyr skulle straks afleveres til ejeren eller, hvis denne ikke kendtes, uddeles til byens eller sognets fattige. Får, lam eller svin, der tre gange var blevet optaget eller som havde beskadiget levende gærder omkring en udskiftet lod, måtte ifølge forordningens 36 ikke gå utøjret eller ubevogtet op til en sådan lods levende gærde. Endvidere var der i forordningens 47 fastsat nærmere bestemmelser om, hvornår en uudskiftet by skulle være pligtig at lade sine kreaturer, der græssede ved siden

11 11 af en udskiftet kornmark, vogte eller tøjre. Også ejere af hovedgårde var pligtig til, når hovedgården havde mere end 200 tdr. Id., at lade deres kreaturer tøjre eller vogte, når de græssede mod en udskiftet selvejer- eller fæstegårds kornmark. Til sikkerhed for betaling af optagelsespenge, skadeserstatning, udgifter til foder og pasning samt øvrige omkostninger var optageren berettiget til at tilbageholde de optagne dyr. Indløste ejeren ikke dyrene umiddelbart efter, at han var blevet bekendt med optagelsen, måtte optageren dog ikke holde flere dyr tilbage, end der var påkrævet til dækning af optagerens tilgodehavende. De øvrige dyr skulle inden 24 timer tilbageleveres ejeren, medens de optagne dyr ville være at bortsælge af sognefogeden ved offentlig auktion efter 8 dages forudgående varsel. Også optagne dyr, hvis ejer ikke kendtes, skulle sælges af sognefogeden ved offentlig auktion. Oversteg dyrets værdi ifølge sognefogedens skøn imidlertid ikke 2 Rdl., tilfaldt det uden auktion optageren, såfremt ejeren ikke kendtes eller ikke indløste det inden 24 timer efter, at optagelsen bevisligt var meddelt ham. Dog skulle optageren, hvis ejeren senere meldte sig, godtgøre denne, hvad det optagne dyr ved taksation ansattes at være mere værd end skadeserstatning og optagelsespenge. Hvis optageren holdt dyret tilbage, uagtet skadeserstatning, optagelsespenge og øvrige omkostninger blev ham tilbudt, skulle han pr. dag betale ejeren for et stort høved 48 Sk., for et lidet 16 Sk. og for en gås, høne eller andet fjerkræ 4 Sk. Den, som egenmægtigt tog et optaget dyr tilbage, straffedes ifølge forordningens 42 med bøder. Endvidere var der fastsat straf for forsætlig at drive sine løse kreaturer ind på eller tøjre dem på en andens i grøde stående korn- eller kløvermark m. v. eller at drive eller føre anden mands kreaturer ind på sin lod for der at optage dem. For at fremme fåreavlen blev det ved plakat af 31. oktober 1800 tilladt fåreavlere, som på sognestævne havde bekendtgjort, at de havde påbegyndt en rationel fåreavl, at dræbe væddere, der kom ind på deres lovligt indhegnede jorder. Med hensyn til dræbte dyr skulle forholdes som i forordning af fastsat. Ved forordning af 8. september 1812 om løsgående hingste blev det fastsat, at enhver skulle være berettiget til at pågribe løsgående hingste, klaphingste, hingstkloder eller hingstplage såvel på sin egen lod som på fælles græsgang, hvormed han førte opsyn eller hvori han var lodtagen. Ejeren af den optagne hingst skulle første gang, den pågrebes, i mulkt betale værdien af 4 td. havre efter sidste kapitelstakst, hvilken mulkt hver gang, den løsgående hingst siden blev optaget, skulle forøges med yderligere 4 td. havre, ligeledes efter sidste kapitelstakst. Af mulkten oppebar optageren 24 Sk. i optagelsespenge, hvorhos ejeren var pligtig at erstatte ham den eventuelt forvoldte skade såvel som de med optagelsen forbundne omkostninger i overensstemmelse med de gældende regler. Eesten af mulkten skulle indbetales i sognets fattigkasse. Tredie og fjerde gang en hingst blev pågrebet, skulle den mærkes ved afskæring af et stykke på henholdsvis venstre og højre øre. Kunne hingsten gildes og ejeren ville lade den skære, medens den endnu var i optagerens varetægt, bortfaldt mulkten, og ejeren skulle kun være pligtig at erstatte den af hingsten forvoldte skade samt at betale optagelsespenge, skæreløn samt de øvrige ved optagelsen og gildningen forårsagede omkostninger. Døde den gildede hingst, medens den var i optagerens varetægt, måtte ejeren bære tabet. Kendtes ejeren til den optagne hingst ikke, skulle optageren inden 24 timer anmelde optagelsen for sognefogeden, således at denne kunne foranledige hingsten takseret og optagelsen bekendtgjort ved kirkestævne den påfølgende søndag. Meldte ejeren sig ikke inden den følgende onsdag, skulle hingsten bortsælges ved offentlig auktion mod

12 12 kontant betaling. Det samme var tilfældet, hvis ejeren ikke straks indløste den optagne hingst, efter at han var blevet bekendt med optagelsen, eller nægtede at betale omkostningerne ved hingstens gildning m. v. Da de ved plakat af 31. oktober 1800 om forbud mod løse væddere forordnede bestemmelser havde vist sig ikke at være fyldestgørende til beskyttelse af fåreavlen, blev der ved forordning af 24. september 1813 angående løsgående væddere fastsat lignende bestemmelser for optagelse, mærkning, gildning og bortauktionering af væddere som i ovennævnte forordning om løsgående hingste. I anledning af at der fra forskellige egne af landet var indkommet klager over, at nogle jordbrugere, såsnart de havde indhøstet, optog hegnet og lod deres kreaturer gå løse langt ud på efteråret, ja til langt ind i foråret, efter at andre havde begyndt at forårsbehandle jorden, blev det ved forordning af 9. juli 1817 fastsat, at enhver fremdeles skulle være pligtig at holde sine kreaturer på egen grund på alle årets tider, ligesom enhver skulle være berettiget til at optage anden mands kreaturer, når og så ofte de fandtes på hans tilsåede eller utilsåede jorder, samt til foruden erstatning for den af kreaturerne forvoldte skade såvel som foderløn m. v. at oppebære optagelsespenge i overensstemmelse med forordningens bestemmelser. Keglerne om optagelsespenge blev samtidig forenklet. Svin, der ikke kunne optages, var den, på hvis jord de fandtes, ifølge forordningens 3 berettiget til på hvad måde, han bedst ved og kan, at bortskaffe, og der tilkom ikke svinenes ejer erstatning, selvom de herved kom til skade eller endog omkom. Endvidere blev det indskærpet, at den i forordningen fastsatte fritagelse for hegnspligt, hvor lodderne havde en særlig ufordelagtig form, ikke fritog loddens bruger for pligt til at holde sine kreaturer på egen grund. Brugeren måtte følgelig enten opstalde, tøjre eller vogte dyrene. Efter indstilling af provinsialstænderne blev ved plakat af 14. juli 1837 de ved forordning af 9. juli 1817 fastsatte optagelsespenge nedsat, medens de ved forordningerne af 8. september 1812 og 24. september 1813 fastsatte strenge bestemmelser vedrørende løsgående hingste og væddere stadig opretholdtes. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt det, når tøjrede eller løsgående kreaturer på de offentlige veje blev optaget, kunne pålægges deres ejer foruden de i forordningen af 13. december ommeldte løsningspenge tillige at erlægge optagelsespenge i overensstemmelse med reglerne i plakat af 14. juli 1837, jfr. forordning af 9. juli 1817, udtalte indenrigsministeriet i skrivelse nr. 76 af 13. marts 1871, at der ikke både kunne fordres løsningspenge og opbringningspenge, idet der ved de i forordningen af 13. december ommeldte opbringningspenge måtte antages kun at være sigtet til de umiddelbart foran ommeldte løsningspenge, og der ikke i senere lovgivning var givet strengere bestemmelser om følgen af, at kreaturer fandtes løsgående på de offentlige veje. Navnlig kunne de forskellige forordninger om markfred efter deres ord ikke bringes til anvendelse her. Endvidere udtaltes med hensyn til spørgsmålet om hvilke pligter, der måtte antages at påhvile politiet, at det, da øjemedet med bestemmelsen i forordning af i hvert fald til dels havde været at betrygge færdslen på vejene, måtte betragtes som en selvfølge, at politiet, såvidt det stod i dets magt, måtte søge at forhindre, at kreaturerne gik løse på vejene. Sognefogeden måtte derfor for det første, når han selv antraf løsgående kreaturer, være forpligtet til at optage disse. Endvidere måtte det påhvile ham, når andre havde optaget kreaturerne, at modtage disse og beholde dem, indtil ejeren afhentede dem og betalte, hvad der efter lovgivningen påhvilede ham at udrede, eller hvis denne undlod dette, indtil kreatu-

13 13 rerne overensstemmende med reglerne i forordningen af kunne afhændes, idet det ikke kunne stå i politimesterens magt vilkårligt at tilstede afvigelser herfra og da navnlig at tillade, at kreaturer udleveredes ejeren, uden at der var betalt løsningspenge for dem. Derimod kunne det ikke fordres, at politimesteren, hver gang kreaturer var blevet optaget, skulle anlægge offentlig politisag mod deres ejer, idet sognefogeden, når ejeren betalte de anordnede løsningspenge og erstattede den skete skade, måtte være pligtig at udlevere det optagne kreatur, og sagen måtte da hermed anses for endt, medens der i modsat fald måtte gås frem efter forordningens bestemmelser, og kreaturerne afhændes ved offentlig auktion. Kun når kreaturer havde været tøjret på vejen eller det var et uringet svin, der var optaget, kunne der være tale om at anlægge offentlig politisag for at få vedkommende idømt de i forordningen for disse tilfælde fastsatte bøder (Min.tid ). Ved lov af 29. marts 1867 angående sandflugtens dæmpning m. v. blev den foran omhandlede forordning af 19. september 1792 ophævet. Ifølge lovens 18 straffes den, der uden nødvendighed kører eller rider udenfor de tilladte veje og stier i de under det offentliges fredning eller tilsyn stående sandflugtsstrækninger, med bøde. Kreaturer, der blev antruffet på sandflugtsstrækninger underlagt det offentliges tilsyn, var ejeren eller, hvor dæmpningen besørgedes af det offentlige, vedkommende sandflugtsbetjent i henhold til lovens 19 berettiget til at optage. Kreaturernes ejer måtte foruden at erstatte den skade, dyrene havde anrettet, og de til deres underhold medgåede udgifter erlægge de i loven fastsatte mulkter. Til sikkerhed for betaling heraf var optageren berettiget til at tilbageholde så mange af de optagne kreaturer, som behøvedes til at udbringe det samlede beløb. Med hensyn til indløsning og realisation af de optagne kreaturer gjaldt de i forordning af 29. oktober 1794 fastsatte regler. Dersom kreaturerne ikke kunne optages, og det heller ikke på anden måde var muligt at sikre sig bevis for, ved hvis kreaturer ufreden var bevirket, var ejeren eller vedkommende sandflugtsbetjent berettiget til at nedskyde dem. Ved lov nr. 53 af 25. marts 1872 om mark- og vejfred blev de foran omhandlede bestemmelser i forordningen af 29. oktober 1794 og senere plakater, forordninger og love vedrørende optagelse af kreaturer m. v. ophævet alene med undtagelse af sandflugtslovens 18. For første gang forelå der hermed en selvstændig almindelig lov om markfred. De i loven indeholdte bestemmelser og de mere betydningsfulde af domstolene og administrationen i markfredssager trufne afgørelser refereres nedenfor kun i hovedtræk, -idet man iøvrigt henviser til lovteksten og de citerede samlinger af retslige og administrative afgørelser. Ifølge lovens 1 er enhver pligtig til uden hensyn til, om hans ejendom er hegnet eller ej på alle årets tider at holde sine husdyr på sin egen grund. Kommer husdyrene ind på anden mands grund, er ejeren af dyrene pligtig at erstatte den skade, de der har forårsaget, det være sig på afgrøder i mark, eng, græsgang, hede, skov og have m. v. eller på tørvemoser, klitter, hegnsplantninger, grøfter, veje, broer og deslige eller på andre husdyr. I såvel teori som praksis antages det, at ansvaret er uafhængigt af, om dyrets ejer kan siges at have handlet uforsvarligt ved anbringelse eller bevogtning af dyrene, og bestemmelsen får således selvstændig betydning ved at pålægge ansvar udover, hvad der ville følge af dansk rets almindelige erstatningsregler, hvorefter kun den skade, som forvoldes ved uforsvarlig adfærd, medfører erstatningspligt. Skade, som ens husdyr forvolder uden at komme ind på anden mands grund, falder udenfor lovens område, jfr. V. L. D. 5. decbr. 1923, hvorved der ikke gaves fuld

14 14 erstatning, da det var usikkert, om ikke nogle tyres bedækning af kvier i et vist omfang var sket på tyreejerens egen grund (U ), samt H. D. 9. marts 1933, hvor lovens bestemmelser blev fundet uanvendelige på skade forvoldt ved smitte påført gennem et hegn (U ). Som anden mands grund kan søterritoriet ikke betragtes. Der foreligger to højesteretsdomme angående tilfælde, hvor kreaturer er vadet ud på lavt vand og har beskadiget nogle der anbragte ruser. Afgørelserne, der faldt forskelligt ud, synes i begge tilfælde truffet efter den almindelige erstatningsregel, altså på grundlag af en afvej else af om kreaturernes ejer under de foreliggende omstændigheder kunne siges at have gjort sig skyldig i nogen forsømmelse (U og ). Endvidere omfatter loven kun skader af den udtrykkelig nævnte art eller skader, som kan sidestilles hermed, jfr. herved 0. L. D. 8. novbr. 1928, hvorved loven fandtes uanvendelig i et tilfælde, hvor en kvie var kommet ind på en banelinie, hvor den blev påkørt og derved forårsagede en del skade på banens materiel; da der ikke var udvist noget uforsvarligt forhold, kunne der heller ikke pålægges ansvar ud fra almindelige erstatningsregler (U ). I H. St. D. 23. marts 1908 udtaltes, at erstatningsreglen i 1 ikke var anvendelig i et tilfælde, hvor en hest var sprunget gennem en rude ind i en københavnsk butik, allerede fordi skaden ikke var af den art, som nævnte lovbud har for øje (U ). Endvidere kan nævnes V. L. D. 23. februar En A tilhørende ko, der gik i en eng, der grænsede op til en B tilhørende eng, brød gennem hegnet mellem engene ud på B's eng, hvor den kastede kalven. Da B erfarede, at der forelå smitsom kastning, og da det måtte befrygtes, at 5 ham tilhørende kvier, der gik i hans eng, var blevet smittede, solgte han, for at undgå videre udbredelse af smitten, straks kvierne bedst muligt og søgte med iagttagelse af fristerne i 2 i lov om mark- og vejfred A til betaling af erstatning for tabet ved kvierne. Det blev antaget, at erstatningsreglen i nævnte lovs 1 ikke omfattede en skade, som den her omhandlede, og da der derhos ej heller efter den almindelige erstatningsregel kunne pålægges A erstatningsansvar, idet han hverken havde næret eller haft grund til at nære mistanke om, at koen var smittefarlig, frifandtes A (V. L. T ). Ifølge lovens 2 er det dog en betingelse for at kunne gøre erstatningskrav gældende, at den skadelidende uopholdelig gør skridt til at få skaden vurderet og erstatningen indkrævet. Således skal den pågældende inden 3 dage, efter at han er kommet til kundskab om den stedfundne beskadigelse, forlange denne vurderet af de i lovens 13 omhandlede vurderingsmænd. Inden 3 dage efter vurderingen skal skaden forlanges erstattet af dyrets ejer. Betaler dyrets ejer ikke erstatningen, skal skadelidende dernæst inden 3 dage, efter at afkrævningen har fundet sted, foretage de fornødne skridt til at søge denne tilpligtet dertil ved dom. Oversiddes nogle af de angivne frister, fortabes retten til erstatning, såfremt ikke særlige grunde fritager den pågældende for at iagttage de almindelige regler. At sådanne særlige grunde havde foreligget blev antaget ved K. O. D. 10. sept. 1877, hvorved en jordbruger, under hensyn til de af ham med en bortrejst ejers forvalter førte forhandlinger, antoges betimelig at have anlagt sag imod ejeren, uanset at skaden var vurderet den 19. juli og sagen først blev indbragt for politiretten den 31. juli (U ), og ved K. O. D. "22. aug. 1887, hvorved ejeren af en hest, som på anden mands grund havde beskadiget en denne tilhørende hest, blev tilpligtet at erstatte skaden, uanset at den skadelidende ikke havde konstateret skaden på den i mark- og vejfredsloven foreskrevne måde, idet det ville have været dyrplageri at undlade straks at slå den beskadigede hest ned (U ). Det er imidlertid kun erstatningskrav efter mark- og vejfredsloven, der fortabes,

15 15 hvis fristerne ikke iagttages, idet der, selvom disse er overskredet, kan gøres erstatningskrav gældende i henhold til de almindelige erstatningsregler, såfremt betingelserne herfor foreligger, jfr. U , , med henvisninger og Endvidere står det den skadelidte frit for, hvis det pågældende dyr afhændes ved auktion i henhold til lovens 6, uden søgsmål at holde sig til auktionsbeløbet for den ham efter vurderingen tilkommende erstatning. Er sagen genstand for offentlig forfølgning, behøver skadelidte ikke at følge den i lovens 2 angivne fremgangsmåde, idet han i så fald kan gøre sit erstatningskrav gældende under den offentlige sag. Foruden ret til at kræve erstatning har brugeren af ejendommen ifølge lovens 3 ret til selv eller ved den, han dertil bemyndiger, at optage det pågældende dyr, når han antræffer det på sin grund. Hvis jorden er bortforpagtet, tilkommer optagelsesretten forpagteren, jfr. V. O. D. 26. febr. 1917, hvorved det blev statueret, at ejeren af en bortforpagtet jordlod ikke havde været berettiget til at optage 2 af A på lodden hensatte køer, idet ejeren af lodden ikke var bruger af denne, hvorfor A ved egenmægtigt at tage køerne tilbage ikke havde overtrådt lovens 3, stk. 1 (U ). På p r i v a t e v e j e, til hvis afbenyttelse flere er udelukkende berettiget, kan optagelsesretten udøves af enhver af de i vejens vedligeholdelse lodtagende. Husdyr, der føres bundne eller under bevogtning, kan dog ikke optages på en privat vej, medmindre det ved opslag eller på anden måde er tilkendegivet, at vejen er privat. Ifølge lovens 11 skal på offentlige veje ethvert husdyr med undtagelse af føl, lam, hunde og fjerkræ optages ved politiets eller vejbestyrelsens foranstaltning, når dyret antræffes på selve vejen, uden at det føres bundet eller under bevogtning, når det uden nødvendighed føres udenfor vejen på dens sideskråninger eller i dens grøfter, når det er tøjret eller græsser på det til vejen hørende terræn, eller når det er tøjret så nær ved vejen, at det kan nå ind på denne. For så vidt angår de o f f e n t l i g e b i v e j e kan dog sognerådet med politimesterens og de tilstødende lodsejeres samtykke tillade, at der græsses på mindre befærdede veje med køer eller geder, som føres i tøjr, jfr. herved indenrigsministeriets skrivelse af 31. december 1872, hvori udtales, at det i reglen ikke vil kunne billiges, at sognerådet giver tilladelse til græsning uden forinden at forvisse sig om, at det dertil fornødne samtykke fra anden side er meddelt, idet det er sognerådets pligt som vejbestyrelse at have indseende med, at der ikke rinder ulovlig græsning sted på kommunens offentlige veje, og det derfor må være af vigtighed for sognerådet til enhver tid at have nøje kundskab om, af hvem sådan græsning lovligt kan udøves, hvilket på den letteste og sikreste måde vil opnås, når rådet følger som regel ikke for sit vedkommende at meddele græsningstilladelse, forinden det af pågældende godtgøres, at det samtykke, der også fra anden side må være meddelt, for at græsning lovligt skal kunne finde sted, er erhvervet. Endvidere udtales, at det selvfølgelig er ganske ubeføjet at tilstede græsning på alle offentlige biveje i en kommune uden hensyn til, om de er mere eller mindre befærdede, da det i lovens 11 udtrykkelig er foreskrevet, at sådan tilladelse kun må gives for de mindre befærdede bivejes vedkommende, men at imidlertid afgørelsen af, om en vej kan anses for mindre befærdet, efter ministeriets formening ved loven er henlagt til sognerådet og politimesteren, hvis beslutning om, at det skal være tilladt at græsse på en offentlig bivej, derfor ikke antages at kunne omstødes af amtsrådet eller amtmanden; derimod er det en følge af amtmandens stilling som overordnet politimyndighed, at han må kunne give politimestrene nærmere instruktioner med hensyn til den måde, hvorpå den dem ved loven tillagte ret til at meddele samtykke bør benyttes, hvilke instruktioner politimestrene må være pligtige at efterkomme. Sluttelig udtales, at det må anses for aldeles utilstedeligt, at et sogneråd af egen

16 16 drift tager beslutning om, at det skal være tilladt at græsse med køer og geder på kommunens offentlige biveje, og derefter overlader græsningen til den højstbydende, idet hensigten med den heromhandlede lovbestemmelse alene har været at bemyndige sognerådene til, hvis særlige forhold måtte tale derfor, på begæring at tillade, at sådan græsning finder sted. (Min.tid nr. 333). På sandflugtsstrækninger, der står under det offentliges fredning, tilkommer optagelsesretten vedkommende sandflugtsbetjent. Ifølge lovens 4 er optageren berettiget til at gøre dyrets udlevering afhængig af, at dyrets ejer erlægger de i loven fastsatte optagelsespenge, der varierer fra 16 øre til 4 kr. pr. dyr, samt godtgørelse for foder og pasning af dyret fra optagelsen til tilbageleveringen og omkostningerne ved den mulig stedfundne bekendtgørelse om dyrets optagelse. Derimod er det antaget, at optageren ikke kan gøre udleveringen betinget af, at ejeren betaler erstatningen for den af dyret forvoldte skade, jfr. Hof.St.D. 18. juli 1887, hvori udtales, at den, der på sin jord optager andres husdyr, kun har ret til at tilbageholde disse for optagelsespenge samt for erstatning for foder og pasning, men ikke for erstatning for den af dyrene tilføjede skade; optagerens vægring ved at udlevere dyrene uden imod betaling for skaden blev ikke anset som selvtægt (U ). Som godtgørelse for foder og pasning svares pr. døgn som hovedregel halvdelen af det beløb, der tilkommer optageren i optagelsespenge. Når andre husdyr end de i loven nævnte optages, bliver der i hvert enkelt tilfælde at erlægge de samme optagelsespenge, som er fastsat for det husdyr, med hvilket det optagne dyr nærmest må sidestilles. Den, der egenmægtigt tager et optaget dyr tilbage, straffes med bøder. Kender optageren dyrets ejer og hans bopæl eller opholdssted, skal han inden 12 timer efter, at optagelsen har fundet sted, derom tilstille ejeren bevislig underretning. Er optageren af mangel på sådant kendskab ude af stand til at give ejeren underretning om optagelsen, og melder ejeren sig ikke inden 24 timer efter, at optagelsen har fundet sted, skal optageren gøre anmeldelse til sognefogeden, som derpå snarest muligt foranstalter optagelsen bekendtgjort i sognet og de tilgrænsende sogne på den på stedet brugelige måde. Forsømmer optageren i rette tid at tilstille ejeren af dyret underretning eller at anmelde optagelsen, taber han al ret til godtgørelse for foder og pasning og er pligtig at erstatte ejeren afsavnet af dyret. Derimod mister han ikke sit krav på optagelsespenge og erstatning for skade. De på offentlige veje optagne dyr skal afleveres til sognefogeden eller oldermanden, og politiets udgifter ved optagelsen kan fordres erstattet af vejbestyrelsen. løvrigt forholdes der med de optagne dyr på samme måde som med hensyn til fremmede husdyr, der optages på privat grund, jfr. herved indenrigsministeriets skrivelse af 19. december 1874, hvori udtaltes, at forpligtelsen til at meddele vedkommende ejer underretning om optagelsen i et tilfælde, hvor en vej opsynsmand havde optaget nogle kreaturer på en landevej og afleveret disse til sognefogeden med oplysning om, hvem der ejede eller måtte antages at eje dyrene, ligesom de øvrige en optager ellers påhvilende pligter måtte overgå til sognefogeden, til hvem dyret afleveredes, samt at det i et tilfælde som det foreliggende, hvor det pågældende dyr var optaget på en landevej, måtte være amtskommunen, hvem optagelsespengene tilfaldt (Min.tid nr. 264). Er det ugørligt at indfange svin, kan politiet eller vejbestyrelsen på bedst mulig måde fjerne dyret fra vejen, og dyrets ejer har ikke krav på erstatning, hvis dyret beskadiges eller omkommer, men kan kun forlange det udleveret. Den af det optagne dyr forårsagede skade på vejen kan vejbestyrelsen kræve erstattet.

17 17 Såfremt husdyr herunder også føl, lam, hunde og fjerkræ tøjres på vejens terræn eller så nær, at de kan nå ind på dette, eller græsses de på vejens terræn, straffes ejeren med bøder, uanset om dyrene optages eller ej, jfr. L. Hof. S. D. 7. novbr. 1879, hvorved en tiltalt, som trods en politiassistents forbud gentagne gange havde bundet en ko ved træer på landevejen, efter vejbestyrelsens begæring blev straffet med bøder efter markog vejfredslovens 11 (U ). Bestemmelserne om optagelse kommer dog ikke til anvendelse, når kreaturer, som iøvrigt er under forsvarlig bevogtning, kommer ind på en offentlig vej, der gennemskærer eller grænser til den lod, hvorpå de græsser, hvis de uden ophold fjernes af bevogteren. Den, der holder uvane husdyr løsgående på marker, som grænser til alfar vej og ikke er frahegnet denne, straffes med bøder. Ifølge lovens 6, jfr. 11, skal det optagne dyr, såfremt dyrets ejer ikke melder sig inden 24 timer, efter at optagelsen er ham meddelt af optageren, eller inden 3 dage, efter at optagelsen er bekendtgjort, afhændes ved auktion efter forudgående bekendtgørelse med 24 timers varsel. På landet afholdes auktionen af sognefogeden, hvem der dog i modsætning til hvad tilfældet var ifølge forordningen af 29. oktober 1794 ikke herfor tilkommer nogen betaling, jfr. indenrigsministeriets skrivelse af 13. februar 1873 (Min.tid nr. 65) og justitsministeriets skrivelse af 2. januar 1875 (Min.tid nr. 8). I København og købstæderne afholdes auktionerne af politiet og føres til politiprotokollen med benyttelse af politibetjenten som vidne og uden erlæggelse af gebyr. I en skrivelse af 21. juli 1897 (utr.) udtalte landbrugsministeriet, at vedkommende politimester ikke havde haft tilstrækkelig føje til at vægre sig ved at bortsælge nogle optagne kreaturer ved auktion, fordi ejeren af de optagne dyr havde protesteret herimod under påberåbelse af, at han havde ret til græsning i den fenne, hvor kreaturerne var optaget. Af det ved auktionen indkomne beløb, der erlægges kontant til den, der afholder auktionen, bliver de udgifter, der er medgået til bekendtgørelse om optagelsen, forlods at afholde. Resten anvendes til fyldestgørelse af optagerens fordring på skadeserstatning, godtgørelse for foder og pasning samt optagelsespenge. Er auktionsbeløbet ikke tilstrækkeligt til at dække disse udgifter, beholder optageren sin personlige fordring mod dyrets ejer på skadeserstatning og godtgørelse for foder og pasning. Eventuelt overskud tilfalder kommunekassen i det sogn, i hvilket optagelsen har fundet sted, såfremt dyrets ejer eller andre rette vedkommende ikke inden år og dag har krævet beløbet udbetalt. Er det optagne dyr efter en af sognefogeden foretaget vurdering af så ringe værdi, at end ikke bekendtgørelsesudgifterne kan ventes at ville blive dækket ved dets bortsalg ved auktion, bortfalder denne såvel som bekendtgørelse om dyrets optagelse, og dyret bliver optagerens ejendom. Har en jordbruger forgæves forsøgt at optage et dyr, der er kommet ind på hans grund, er han ifølge lovens 7 berettiget til at fordre, at ejeren af dyret skal bøde for ufred lige så meget, som optagelsespengene ville have udgjort. Dog skal ny ufredsbøde ikke kunne affordres en ejer for det samme kreatur, førend det enten er kommet tilbage til ham, eller han efter modtagen underretning, som snarest muligt bør gives ham, er sat i stand til at afhente dyret. Svin, får, lam, omstrejfende hunde og fjerkræ, som jordbrugeren forgæves har forsøgt at optage, er han berettiget til, på hvilken måde han bedst ved og kan, at fjerne fra sin grund, og dyrets ejer er ikke berettiget til nogen erstatning, om dyret kommer til skade eller endog omkommer. I denne forbindelse skal anføres K. O. D. 24. decbr. 1883, hvorved en person, der havde nedskudt en omstrejfende hund uden først at gøre noget forsøg på at optage denne, blev tilpligtet at godtgøre ejeren hundens værdi (U ), og V. O. D. 20. maj 1901, der omhandler et tilfælde, hvor en bonde, 3

18 18 på hvis mark nogle får var kommet ind, havde ladet sin søn skyde på disse, af hvilke et dræbtes. Det statueredes ved dommen, at selv om bonden først havde gjort forsøg på at optage fårene, kunne lov af 25. marts , stk. 3, ikke hjemle ham ret til at anvende en fremgangsmåde som den nævnte, da der ikke var oplyst noget, som gjorde det antageligt, at voldsomme midler havde været nødvendige for at fjerne fårene. At bonden iforvejen havde bekendtgjort, at får, der kom ind på hans mark, i mangel af optagelse ville blive skudt, tillagdes der ingen betydning. (U ). Et tidligere foretaget forsøg på optagelse kan ikke berettige jordbrugeren til uden nyt optagelsesforsøg at nedskyde dyret, hvis det påny antræffes, jfr. K. O. D. 25. jan. 1897, hvorved statueredes, at en bestyrer af en landejendom, der forgæves havde forsøgt at optage et på ejendommens mark løbende fremmed får, ikke var berettiget til uden fornyet optagelsesforsøg at skyde fåret, da han nogle timer senere traf det i ejendommens have (U ), og K. O. D. 16. september 1901, hvorved en grundejer, som havde skudt en hund, der var kommet ind på hans grund, uden først at forsøge på at optage den, fandtes ikke at have haft hjemmel hertil i lov af 25. marts , stk. 3, eller i jagtloven af 8. maj , uanset at hunden ofte tidligere havde strejfet om på hans grund, og at han da forgæves havde forsøgt at optage den. (U ). Ej heller vil en forudgående anmodning om at holde dyret borte fra den pågældende grund kunne træde i stedet for det i loven påbudte optagelsesforsøg, jfr. U A Derimod er man ikke pligtig at foretage optagelsesforsøg, der er forbundet med fare, jfr. L. Hof. S. D. 3. maj 1909, hvor det blev antaget, at en mand ikke havde handlet retsstridigt ved at nedskyde en hans nabo tilhørende hund, som var løbet ind på hans grund og ikke ville lade sig jage bort, da hunden efter det oplyste var en omløbende bidsk hund, der ikke kunne optages uden fare (U ). Det beskadigede eller dræbte dyr kan ejeren kræve udleveret, ligesom han er fri for at erlægge optagelsespenge og ej heller kan idømmes bøde for ufred. I skrivelse af 24. marts 1948 (utr.) har landbrugsministeriet i anledning af, at det havde vist sig umuligt at indfange to vilde kvier, der en hel vinter havde opholdt sig på Veggeregnen, udtalt, at nedskydning af kvierne efter landbrugsministeriets formening ikke kunne behandles efter reglerne i mark- og vejfredsloven, ligesom spørgsmålet ejheller faldt ind under jagtloven, men at nødretsgrundsætningen efter ministeriets opfattelse måtte antages at afgive tilstrækkelig hjemmel til at lade nedskydningen finde sted. Ifølge lovens 9 straffes den, som tøjrer eller driver husdyr ind på anden mands jorder eller tøjrer dem så nær ved naboens jord, at de kan nå ind på denne, med bøde. Det samme gælder den, som driver anden mands husdyr ind på sin egen jord, og den pågældende er endvidere pligtig at erstatte dyrets ejer, hvad denne har måttet udrede i optagelsespenge, ufredsbøder, godtgørelse for foder og pasning og skadeserstatning samt tabet ved afsavn af dyret. Ved V. O. D. 12. april 1898 blev en tiltalt, der havde tøjret sine kreaturer på en andens jordlod, mod hvilket han var advaret af herredsfogeden, frifundet for overtrædelse af mark- og vejfredslovens 9, da han formente at have kontraktmæssig brugsret til jordlodden, som han havde haft i leje i flere år, og hvis besiddelse han aldrig havde fraveget (U ). Foruden regler vedrørende den af anden mands husdyr forvoldte ufred på fremmed grund indeholder mark- og vejfredsloven i 8 bestemmelser om menneskers færdsel på p r i v a t e jorder og i fredede klitter. Det er således forbundet med bødestraf uden nødvendighed eller uden dertil erhvervet hjemmel at færdes på anden mands jorder

19 19 eller ad sådanne over samme førende veje og stier, med hensyn til hvilke det ved opslag eller på anden måde er tilkendegivet, at de er private. Det samme gælder færdsel uden hjemmel i fredede klitter udenfor de tilladte veje og stier. Fra retspraksis skal nævnes K. O. D. 27. marts 1880, hvorved en tiltalt blev draget til ansvar efter mark- og vejfredsloven for at have benyttet en gangsti over en andens jorder, som denne havde forbudt alle at betræde, og til hvis benyttelse han ikke havde oplyst nogen adkomst (U ), samt H. D. 28. april 1885, hvorved en person ikke blev draget til ansvar for brud på markfred ved at have oplagt mursten på et stykke græsjord og kørt derover, da det antoges oplyst, at lignende benyttelse af jorden havde fundet sted fra det pågældende sogns beboeres side lige siden udskiftningen, og været betragtet som en ret, uden at det fandtes nødvendigt at undersøge, hvorledes det forholdt sig med ejendomsretten og brugsretten iøvrigt over nævnte jordstykke (U ). Ligeledes blev ved K. O. D. 2. febr brud på mark- og vejfred ikke antaget begået i et tilfælde, hvor en gårdmand, der ifølge alderstidshævd havde ret til med vogn at passere til et ham tilhørende vænge over en til en anden gård hørende mellemliggende jordstrimmel, var kørt over den på samme voksende sæd, efter at han forgæves forinden havde opfordret ejeren til at lade denne borthugge på det til passagen fornødne stykke, og gårdmanden blev derfor heller ikke tilpligtet at betale skaden på sæden (U ). Spørgsmålet om, hvorvidt lovens 8 begrænser almenhedens adgang til at færdes i skovene eller på de til skovene hørende private veje, har været meget omdebatteret. Det er således blevet hævdet, at ordene anden mands jorder" efter lovens formål og hele sammenhængen må have en snævrere betydning end det i lovens 1 benyttede udtryk anden mands grund" og derfor kun kan betyde markjorder, således at skov, hede, mose og klit ikke falder ind derunder, medens man fra anden side har gjort gældende, at skove, herunder navnlig også private skove, falder ind under bestemmelserne i mark- og vejfredsloven, således at skovens ejer har ret til at forbyde uvedkommende at færdes i skoven, jfr. herved de i Dansk Skovforenings tidsskrift i årene 1921, 1922, 1926 og 1927 offentliggjorte afhandlinger om skovfred og almenhedens adgang til skove af H. Waage, A. Oppermann, Gustav Graae, Vagn Aagesen og S. Scavenius, optrykt i betænkning afgivet 31. januar 1929 af den af landbrugsministeriet nedsatte skovlovskommission. Overtrædelse af såvel lovens 8 som 3, 9 og 10 forfølges som politisager, men påtales kun, når den forurettede begærer det. Søgsmål til erstatning efter lovens 2 og til betaling af ufredsbøder behandles som private straffesager, således at påtale sker ved den forurettede selv og forfølgningen foregår i den borgerlige retsplejes former. Ifølge lovens 13 skal der til at foretage vurdering af de i 2 og 11 omhandlede skader i hver kommune ansættes 3 mænd, der beskikkes for 3 år af vedkommende kommunalråd. I stedet for at udnævne særlige vurderingsmænd, kan dog de ifølge lov om hegn udnævnte hegnssynsmænd benyttes til udførelse af det vurderingsmændene tillagte hverv. Til vurderingsforretningen, der foretages af 2 af vurderingsmændene, skal den formodede ejer af de dyr, som har forårsaget skaden, samt den skadelidte tilkaldes, jfr. V.O.D. 21. aug. 1876, hvorved det blev antaget, at de almindelige regler om forkyndelse på bopælen og en bestemt varselstid ikke kommer til anvendelse med hensyn til den meddelelse, der ifølge lov om mark- og vejfred af 25. marts skal gives ejeren af de skadegørende dyr om vurderingsforretningens afholdelse, men at en meddelelse, der gives ham personlig samme dag, som forretningen afholdes, medens han opholder sig udenfor sit hjem, efter omstændighederne kan være tilstrækkelig (U ). Ved K.O.D. 24. okt blev den erstatning, som tilkom ejeren af nogle får, der på marken var dræbte eller skambidte af

20 20 to hunde, ikke ansat til et af to hegns- og taksationsmænd fastsat beløb, idet hundeejerne ikke havde været tilkaldte til at overvære den af mændene afholdte forretning. Den skadelidte tilkommende erstatning blev derfor fastsat af retten (U A. 127). Det påhviler vurderingsmændene at udføre forskellige andre forretninger end de fornævnte, jfr. således 2 i lov om foranstaltninger mod oldenborrer af 7. april 1899, 17 og 18 i lov om snekastning af 13. april 1938 og 6 i lovbekendtgørelse om bekæmpelse af råger, alliker, skarver og måger af 18. marts Mark- og vejfredsloven er ved lov nr. 29 af 30. januar 1923 udvidet til de sønderjydske landsdele. Ved 15 i lov nr. 53 af 10. affil 1874 om diger til beskyttelse mod oversvømmelse fra havet er der tillagt medlemmerne af digelagets bestyrelse samt de personer, som det er overdraget at føre tilsyn med de til digelaget hørende diger, samme ret til at optage kreaturer på disse, som der ved mark- og vejfredslovens 3 er indrømmet sandflugtsbetjentene med hensyn til sandflugtsstrækninger, på hvilke sandflugten dæmpes af det offentlige. Ifølge 7 i lov nr. 145 af 28. april 1931 om jagten er den jagtberettigede forpligtet til at skaffe de ikke jagtberettigede jordbrugere i sit jagtdistrikt fred for kronvildt, då vildt, sikavildt og råvildt, som udenfor fredningstiden gør jordbrugerne skade. Opfylder den jagtberettigede ikke denne forpligtelse, kan kommunalbestyrelsen, hvis skaden efter en af de i henhold til mark- og vejfredsloven udnævnte vurderingsmænd foretagen taksation overstiger visse efter ejendommens størrelse fastsatte satser, meddele den skadelidende jordbruger tilladelse for 1 år til at udøve jagt på de nævnte vildtarter. Det er den jagtberettigede forbudt at drive jagt på anden mands sædemarker i tiden fra 1. maj til kornet er mejet og opbundet, dog med undtagelse af jagt efter kronog då vildt, sikavildt samt råvildt, når brugeren i henhold til jagtlovens 7 begærer, at den jagtberettigede skal skaffe ham fred for nævnte vildt. Ligeledes er det den jagtberettigede forbudt at jage eller søge efter vildt i anden mands gård, gårdsplads, have og dermed i forbindelse stående indhegnet lystskov eller i indhegnet planteskole. Til brugere af ejendomme, der falder ind under bestemmelserne i afsnit A i lov nr. 241 af 7. juni 1952 om brug af visse ejendomme og boliger på landet, skal ejeren dog, såfremt jagtretten ikke er overdraget brugeren, yde fuld godtgørelse for den skade, der af dyre- og fuglevildt tilføjes brugerens markafgrøder. Dersom mindelig overenskomst om en sådan godtgørelse ikke opnås, kan skadelidte forlange skaden vurderet af de i henhold til mark- og vejfredsloven beskikkede vurderingsmænd. Ifølge jagtlovens 11 har den jagtberettigede ret til fra sin jagtgrund at fjerne omstrejfende hunde på hvilken måde, han bedst ved og kan, når han forgæves har søgt at optage dem. Kommer hunden derved til skade eller bliver dræbt, er dens ejer ikke berettiget til nogen erstatning, jfr. V. L. D. 27. marts 1926, hvorved det blev antaget, at en gravhund, der forfulgte en af dens herre anskudt hare og derved efterhånden var kommet ca 1 km bort fra sin herre, ikke kunne anses for omstrejfende, og da naboen ikke tilbørligt havde forsøgt at optage den, var han erstatningspligtig for at have skudt hunden (U ). Er hunden derimod ikke i følge med sin herre, vil den i almindelighed være omstrejfende, når den færdes på anden mands grund, jfr. U , , , og Optager den jagtberettigede hunden, kommer reglerne i mark- og vejfredsloven til anvendelse.