Eva Egeskjold Krigstid

Transkript

1 Eva Egeskjold Krigstid Illustreret af Iona Brinch Andersen & Vig I

2

3 Brødre af Blodet 2 Krigstid Eva Egeskjold og Forlaget Andersen & Vig 1. udgave, 1. oplag 2016 Brødre af Blodet 2 Illustration og omslag: Iona Brinch Redaktion og læsevejledning: Tina Sejling Mørk Grafisk tilrettelæggelse og sats: Strunge Grafik Trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg Krigstid ISBN Lix: 16 Eva Egeskjold Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Brødre af Blodet-serien består af fem bøger: Brødre af Blodet 1 Vildornen Brødre af Blodet 2 Krigstid Brødre af Blodet 3 Fenjans hule Brødre af Blodet 4 Kongens løgne Brødre af Blodet 5 Iliana og Belin Illustreret af Iona Brinch Til Laust og Bjarke Forlaget Andersen & Vig

4 Kapitel 1 Laust og Bjarke flygter ud af hulen. Bag dem brøler dyret. Lyden bliver højere og højere. Bjarke griber fat om Lausts arm. Det lyder ikke som noget dyr, han kender. Det er ikke en bjørn. Men hvad er det så? Regnen falder i tunge dråber nu. Den er så varm, at den brænder på deres hud. De skriger. Der er kun en smule lys tilbage. De kan se, at regnen stadig er sort. De løber længe. Hvad sker der?! råber Laust. Han stønner af smerte. Han har ondt, dér, hvor ornen ramte ham. Brølet forsvinder langsomt bag dem. Jeg tror, dyret er vendt om, gisper Bjarke. Jeg tror, det har givet op. De skjuler sig inde under et stort grantræ. Her kan regnen ikke nå dem. Lugten fra regnen blander sig med den søde duft af harpiks. De kaster sig ned på jorden. Det er blevet først på natten, og regnen er hørt op. Laust kommer på benene. Vi må hellere tænde et bål, mumler han. Han ser ud i mørket. Hvis nu uhyret vender tilbage. Bjarke nikker. Ja. Så vil det være godt at have ild. De begynder at samle kviste og grene sammen. Der ligger ikke mange under træet, som er tørre nok. De, der ligger udenfor, er våde. Lidt efter har de alligevel fået tændt et lille bål ved siden af træet. De kigger på hinanden hen over flammerne. Deres ansigter er sorte af regnen. Kapperne er tunge og fedtede. Ingen af dem siger noget i lang tid. De lytter. Men uhyret kommer ikke tilbage. 2 3

5 Hvad hedder du? spørger Laust så. Bjarke trækker kappen tæt om sig. Han ryster af kulde. Bjarke, svarer han. Jeg bor bag smedjen. Min far hedder Karl. Han lever af at sætte folks ting og sager i stand. Flikker-Karl*, kalder folk ham. Han roder i bålet med en lille gren. Jeg hedder Laust Erilarssøn. Men bare kald mig Laust. Jeg ved godt, hvem du er, siger Bjarke. Du er jarlens søn. Laust nikker. Jeg så dig i morges. Du var oppe at slås. Bjarke sukker. Han sender Laust et hurtigt blik. Jeg så også dig, siger han. Laust kigger ned. Jeg forsøgte at få min far og hans krigere til at hjælpe dig, men Bjarke trækker på skuldrene. Det gør ikke noget. Jeg er vant til det, mumler han. Laust kigger op. Vant til det?! De får ikke lov til at gøre det igen! siger han. Han er vred. Hvis du har lyst, vil jeg gerne lære dig at slås rigtigt. Som en rigtig kriger. Lære at kæmpe med sværdet. Bjarke kigger overrasket på ham. Du reddede jo mit liv, siger Laust. Det er det mindste, jeg kan gøre som tak. Han trækker noget op af sit kogger*. Her. Han rækker Bjarke den knækkede pil. Bjarke lyser op i et smil. Hvor har du den fra? Jeg var nede i gaden. Inden jeg gik her ud i skoven, svarer Laust. Han kigger ind i ilden, som er ved at dø ud. Jeg ville se, om du var okay. Tak, smiler Bjarke. Du må gerne lære mig at kæmpe med sværdet. Man ved aldrig Hvorfor var de efter dig? bryder Laust ind. Bjarke trækker på skuldrene igen. Jeg vandt over Rolf i bueskydning sidste år. Det var til byfesten. I år var jeg også hurtigere end ham, da vi skulle løbe om kap. Han hader mig bare. Laust ryster på hovedet. Sådan en idiot, mumler han. Bjarke griner. Ja. Sådan en idiot. Han kan godt lide Laust. 4 5

6 Gløderne ulmer i bålet. Flammerne er helt væk nu. Laust skutter sig. Det er koldt, klaprer han og gyser. Der er stille lidt. En ugle tuder et sted inde i skoven. Så siger Laust: Dén der hule Han tøver. Har du set den før? Hørt om den? Bjarke ryster på hovedet. Nej. Og jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke har set den før. Jeg jager i skoven næsten hver dag. For at tjene penge. Jeg kender skoven ud og ind. Han ser sig omkring. Eller det troede jeg, at jeg gjorde. Han rynker panden og stirrer på sine hænder. Så gnider han noget af det sorte væk. Og så den regn, mumler han. Tror du på magi? spørger han og ser op på Laust. Laust sukker. Han ser på Bjarke med et mørkt blik. Min far har meget med kong Tyrian at gøre, fordi han er jarl. Jeg har været med et par gange, når han skulle besøge kongen. Han tøver. Har du hørt om kongens troldmand? Bjarke nikker. Han har hørt om troldmanden Raik. Men han har aldrig set ham. Det er der næsten ingen, der har. Raik holder sig inde på borgen. Nogle siger, at han kun bevæger sig ud om natten. Har du mødt ham? hvisker Bjarke. Laust nikker. Han er vildt uhyggelig. Måske har han noget med den hule at gøre? Så sukker han. Jeg tror på magi. Og den hule var fuld af magi. Det er jeg sikker på. Bjarke nikker enigt. Ja. Og det dyr, vi hørte, var ikke en bjørn. Det det var noget andet. De gyser begge to. Jeg ville ønske, vi kunne have nået at se flere af de billeder, siger Bjarke. Der var noget underligt ved dem. Han kigger på sin hånd. Der er en lys streg tværs over håndfladen, dér, hvor såret har været. Laust nikker. Han stirrer også på sin hånd og rynker panden. Hans sår er blevet til en lys streg lige som Bjarkes. Arret ser ud, som om det er flere år gammelt. 6 7

7 Himlen er ved at lysne. Det er ved at blive morgen. Bjarke rejser sig. Vi må hellere se at finde hjem, siger han. Laust nikker og kommer på benene. Han holder sin hånd frem for sig. Bjarke stirrer på den lyse streg i Lausts håndflade. Så ryster han på hovedet. Det er sært, mumler han. Min ser også sådan ud. Han vender hånden, så Laust kan se arret. Laust er blevet hvid i ansigtet. Magi, mumler han. Det er magi Han stirrer ind i Bjarkes øjne. Det er, som om noget lige pludselig er gået op for ham. Jeg tror, vi har blandet blod, hvisker han. Bjarke nikker. Så er vi blodbrødre nu, svarer han hæst. I det samme lyder der en tuden fra et jagthorn. Lyden af stemmer nærmer sig. Nogle hunde gør. Bjarke og Laust vender sig mod lyden. Nu kan de høre hovslag, og heste der pruster. De samler deres våben op og begynder at gå. Lidt efter dukker der en rytter op mellem træerne. Han er her! brøler rytteren og gør tegn bagud. Flere ryttere dukker op inde mellem træerne. Laust synker en klump. Hans mave trækker sig sammen. Det er Ragnar. Og bag ham kan han skimte sin far. Ragnar rider hen mod Laust. Først nu går det op for Laust, at han ikke har løst sin opgave. Han har ikke skaffet det bytte, som hans far bad ham om. Han stirrer på Ragnar. Krigeren smiler. Men smilet når ikke hans øjne. Nå, Laust. Hvor har du været? Og hvor er byttet? 8 9

8 Bjarke skæver til Laust. Han kan se, at Laust presser læberne sammen. Han knuger også hårdt om remmen til pilekoggeret. Han er bange, tænker Bjarke. Men hvorfor er han det? Bjarke ser op på krigeren, som har talt. Han ser barsk og brutal ud. Jarlen har sat sin hest i galop. Han rykker hårdt i tøjlerne, så hesten stejler. Den vrinsker højt. Far Lausts øjne flakker. Jarlens blik farer frem og tilbage mellem Laust og Bjarke. Hvor er byttet? hvæser han. Laust kigger ned. Bjarke rynker panden og ser op på jarlen. Hvad for et bytte? spørger han. Jarlens øjne lyner mod ham. Det er en sag mellem min søn og jeg, siger han iskoldt. Forsvind! Eller jeg pudser hundene på dig! Bjarke træder et skridt tilbage. Han kan ikke forstå jarlens vrede. Han burde være glad for at finde sin søn i live, tænker han. Laust skæver til ham. Hans øjne er blanke. Få ham op, Ragnar, knurrer jarlen. Så vender han sin hest og rider væk. Ragnar rækker armen ned efter Laust. Han trækker ham op bag sin sadel. Mændene sporer deres heste og forsvinder ind mellem træerne. Bjarke skærer tænder. Han er vred. Jarlen er ond. Han er ikke god ved sin søn. Det er tydeligt at se. Han tænker på sin egen far. Han må være ude af sig selv af bekymring. Bjarke sætter i løb. Han kan høre rytterne inde i skoven. Hvis han følger efter dem, så hurtigt han kan, så kan han måske finde ud af skoven. Langsomt begynder han at genkende skoven, og til sidst finder han ud. Rytterne er ude af syne. De er for længst nået frem til byen. Han løber alt, hvad han kan. Sulten gnaver i ham, og hans ben gør ondt