Overvågning af Øresund 2002

Transkript

1 Overvågning af Øresund 22 Roskilde Amt Københavns kommune

2 Titel: Udgivert af: Udgivelsesår: Tekst: Forside: ISBN: Overvågning af Øresund 22 Frederiksborg Amt, Københavns Amt, Roskilde Amt og Københavns Kommunes Miljøkontrol 23 Mette Hein, Roskilde Amt Jane Brøns Hansen og Gitte Holm Ditlevsen, Københavns Amt, Jan B. Nielsen, Jan Rasmussen og Karin Sørensen, Miljøkontrollen Lars Anker Angantyr, Frederiksborg Amt Iltsvind i Øresund 22. Gitte Holm Ditlevsen, Københavns Amt Kan downloades fra

3 Indhold 1. Indledning 1.1 Undersøgelsesområdet (geografi, opland og hydrografi) 1.2 Måleprogram og stationernes placeringer Kort 1.1. Oversigt over prøvetagnings-stationer for vandkemi m.m. Kort 1.2 Oversigt over vegetations-transekter m.m. 2. Fysiske forhold 2.1 Klimatiske forhold Temperatur, salinitet og sigtdybde 2.3 Samlet belastning af hele Øresund 3. Resultater for Centrale Øresund og Øresundstragten 3.1 Kvælstof- og fosforbelastning 3.2 Næringsstoffer i vandet 3.3 Iltforhold og svovlbrintebufferkapacitet 3.4 Plante- og dyreplankton 3.5 Bundvegetation: Blomsterplanter 3.6 Bundfauna 3.7 Miljøtilstanden og tidslig udvikling 3.8 Målsætninger 4. Miljøskadelige stoffer i Centrale Øresund og Øresundstragten 4.1 Indledning og undersøgelsesområdet 4.2 Resultater 4.3 Diskussion 5. Resultater for Køge Bugt 5.1 Temperatur, salinitet og sigtdybde 5.2 Kvælstof- og fosforbelastning 5.3 Næringsstoffer i vandet 5.4 Iltforhold 5.5 Planteplankton 5.6 Bundvegetation: Ålegræs og makroalger 5.7 Bundfauna 5.8 Miljøtilstanden og tidslig udvikling 5.9 Målsætninger 6. Sammenfatning og konklusioner 6.1 Sammenfatning 6.2 Konklusioner 7. Referencer

4 1. Indledning Denne rapport er udarbejdet i fællesskab af Frederiksborg Amt, Københavns Amt og Roskilde Amt samt Københavns Kommunes Miljøkontrol. I rapporten præsenteres resultater fra NOVA23- programmet (Nationale program for Overvågning af Vandmiljøet) samt resultater fra de regionale stationer i Øresund og Køge Bugt. Der er en lang tradition for biologiske undersøgelser i Øresund. De første forureningsundersøgelser blev foretaget i 193 erne, men først med Vandmiljøplanens vedtagelse (1987) er der siden 1989 foretaget en intensiv og koordineret overvågning af Øresund og de øvrige danske farvande. Vandmiljøplanen blev revideret i 1993 og i 1998 blev VMP-programmet afløst af NOVA23, som ud over kvælstof og fosfor også fokuserer på miljøfremmede stoffer. Det overordnede formål med overvågningen har siden 1987 været, at belyse vandmiljøets tilstand og vurdere udviklingen i tilstanden i forhold til de vedtagne reduktionsmål for belastningen af de danske farvande (8% for fosfor og 5% for kvælstof). Rapportens opbygning Under Vandmiljøplanens overvågningsprogram fra blev der udarbejdet selvstændige rapporter for henholdsvis Øresund og Køge Bugt. Siden 1998 er der udarbejdet én samlet rapport, men den tidligere opdeling i Øresund og Køge Bugt er, efter aftale med DMU, bevaret i rapportens disposition. I den foreliggende rapport præsenteres resultater af overvågningen derfor i henholdsvis Centrale Øresund, Øresundstragten og Køge Bugt. I det Sydlige Øresund er der kun en station ved Drogden og 3 vegetationstransekter. Resultaterne fra disse omtales derfor sammen med resultater for det Centrale Øresund. Farvandsområder: Øresundstragten er området mellem Gilleleje-Kullen og Helsingør-Helsingborg Centrale Øresund er området mellem Helsingør-Helsingborg og Amager-Malmø (Drogden) Sydlige Øresund er området syd for Drogden - dvs Amager-Malmø til Falstebo-Stevns Køge Bugt er vest for linien Aflandshage-Køge Sønakke (Amagers sydspids - nordsiden af Stevns. Så vidt muligt er rapporten struktureret efter Paradigma 22. Afsnit 1.1 er en generel præsentation af Øresund, dvs. området mellem Gilleleje og Stevns. Undersøgelsernes indhold og omfang i 22 er sammenfattet i tabeller i afsnit 1.2. Prøvetagningsstationer og transekter er vist i figur og De klimatiske forhold, hydrografi og den samlede belastning af Øresund, som er beskrevet i afsnit 2. Resultater af undersøgelserne af næringsstoffer, iltforhold, plankton, bundvegetation og bundfauna samt en vurdering af tilstanden og udviklingen i forhold til vedtagne målsætninger er beskrevet i afsnit 3 for det Centrale Øresund og Øresundstragten, og i afsnit 5 for Køge Bugt. Afsnit 4 præsenterer analyser af miljøfremmede stoffer og vurdering af effekter i det Centrale Øresund. Sammenfatning og konklusioner findes i afsnit 6 og referencer i afsnit 7. Bilag er nummereret efter tekstafsnit og indeholder de væsentligste resultater og afbildninger. Kap. 1 -, side 1

5 1.1 Undersøgelsesområdet Topografi og hydrografi Øresund forbinder Kattegat og Østersøen. I nord er Øresund afgrænset af en linie mellem Gilleleje og Kullen. I syd er Øresund afgrænset af en linie mellem Stevns og Falsterbo, se figur Topografisk har Øresund nord for Drogden meget varierede dybde- og bundforhold. Der er både udstrakte lavvandede områder domineret af sandbund med ålegræs langs kysterne og centralt fortsætter dybe render fra Kattegat langt ind i Øresund. Disse render ender i store aflejringsområder med blød bund - især på den svenske side. Mellem Amager og Malmø findes Drogden-tærsklen, som delvist lukker af mellem Kattegat og Østersøen. Syd for Drogden er vanddybderne moderate og mere ensartede. Bunden er domineret af sand. Øresunds topografi og beliggenhed har afgørende indflydelse på strømningsforholdene og lagdelingen i området. Som følge af ferskvandsoverskuddet i Østersøens afstrømningsområde, er der en nordgående nettotransport af brakt overfladevand gennem Øresund. I de dybere dele af Øresund er der en sydgående indstrømning af salt bundvand fra Kattegat. Indstrømningen af salt bundvand standser normalt ved Drogden tærsklen, hvor der er en opblanding af overfladevand og bundvand. I de dybere områder nord for Drogden er vandmassen oftest lagdelt med brakt Østersøvand øverst og mere salt bundvand fra Kattegat. Vandmassen syd for Drogden er oftere ensartet fra overflade til bund. I perioder med langvarig sydgående strøm i Øresund og kraftige vinde kan der foregå en indstrømning af salt bundvand over Drogden tærsklen. Herved kan der opstå lommer af tungt saltvand i de dybere dele af Køge Bugt. Dette kan lokalt påvirke iltforholdene ved bunden. Udover de naturgivne forhold knyttet til topografi og hydrografi er den fysiske, kemiske og biologiske tilstand i Øresund påvirket af et dynamisk og komplekst samspil mellem belastningen af Øresund og tilstanden i de tilstødende farvandsområder. Opland og belastning Det samlede opland til Øresund er 4.5 km 2 fordelt med godt 6% på den svenske side og næsten 4% på den danske side af Øresund. I oplandet til Øresund er der en samlet befolkning på ca. 2,5 millioner. Af disse bor ca. 1,8 millioner i Danmark og ca. 7. i Sverige. Det danske oplandsareal på ca. 1.7 km 2 fordeler sig på følgende amter og kommuner: Frederiksborg Amt: 26% Københavns Amt: 24% Københavns og Frederiksberg Kommuner: 6% Roskilde Amt: 4% Storstrøms Amt: 4% Påvirkning fra tilstanden i tilstødende farvande Indstrømningen af salt bundvand og variationen i bundtyper danner basis for en mangfoldighed af marine bundsamfund i Øresund. Samtidig indebærer den stabile lagdeling nord for Drogden, at bundsamfund på større dybde er følsomme overfor udvikling af iltsvind i det sydlige Kattegat og indstrømning af iltfattigt bundvand. Langs kysterne og syd for Drogden er saltholdigheden ofte kun 8-1 o oo. Derfor er bundsamfundets diversitet begrænset og væksthastigheden og størrelsen af en række planter og dyr er mindre end nord for Drogden. Koncentrationerne af næringsstoffer i vandet fra Østersøen er generelt lidt lavere end i Øresund. Kap. 1-1, side 1

6 1.2 Undersøgelsesprogram 22 Undersøgelsesprogrammet har i 22 omfattet følgende aktiviteter: Opgørelse af kvælstof- og fosforbelastningen for Øresund og Køge Bugt In situ profilmålinger i Øresund og Køge Bugt af salinitet, temperatur, fluorescens og ilt samt udtagning af vandprøver til analyse af næringsstoffer, klorofyl, plankton og primærproduktion, se tabel og figur Kortlægning af bundvegetation langs transekter, se tabel og figur Desuden blev der gennemført en arealundersøgelse over udbredelsen af blomsterplanter (ålegræs), løstliggende trådalger og blåmuslinger i Nivå Bugt i juli og i Køge Bugt i august. Undersøgelse af bundfauna, se tabel og figur Undersøgelse af miljøfremmede stoffer, se tabel samt sulfidbuffer i sedimentet, se tabel og figur Kap. 1-2, side 1

7 STATIONER: Kullen Regionale stationer NOVA-stationer Regional bundfauna Øresundstragten NOVA bundfauna 194 NOVA miljøfremmede stoffer i vand, sediment eller biota Gilleleje 9 Sulfidbuffer i sediment 213 Nivå 1877 Ven 431 Vedbæk Centrale Øresund Middelgrunden Saltholm Mosede 1723 Køge Køge Bugt Sydlige Øresund Falsterbo Stevns Figur Målestationer for profilmålinger (salt, temp. m.m.), vandkemi, plankton, bundfauna og miljøfremmede stoffer i 22, jf. tabel 1.2.1, 1.2.3, og Kap. 1-2, side 2

8 Øresundstragten Vegetationsundersøgelser 22 Kullen Bundvegetations-transekter Arealdækning af ålegræs Snekkersten Tibberup Sletten Nivå TR 96-1 TR 2 TR 6 TR 5 Kokkedal N Kokkedal S TR 1B TR 1A Skodsborg TR 1 TR 2 Centrale Øresund Klampenborg Charlottenlund TR 2A TR 3 TR 1 Amager St. Kastrup 1A TR 9 TR 11 TR 4 Saltholm Mosede Hundige Brøndby TR 8 Avedøre TR 7 Dragør Søvang TR 5 TR 6 TR 12 KB7 KB6 KB1 KB8 Køge Bugt Sydlige Øresund Tryggevælde Strøby Egede Falsterbo Stevns Figur Vegetations-transekter og arealundersøgelser i 22, se også tabel Kap. 1-2, side 3

9 Tabel Oversigt over målestationer for salinitet, temperatur, fluorescens, ilt, vandkemi og plankton med angivelse af det antal målinger, som er gennemført og planlagt (i parentes) i 22. Stationernes placering fremgår af figur Stationsnr, navn Ansvarligt amt 9, Hornbæk Frb. Amt 213, Espergærde Frb. Amt 1877, Nivå Bugt Frb. Amt 431, Ven Kbh. Amt 1942, Strandmøllen Kbh. Amt 35, Hollænderdybet Kbh. Amt og Kommune 32, Nordhavnen Kbh. Kommune 1728, Drogden Kbh. Amt og Kommune 1723, Strandparken Kbh. Amt 1727, Køge Bugt midt Rosk. Amt 1726, Sønakke Rosk. Amt 81, Juels Grund syd Rosk. Amt NOVA Regional Dybde (m) Position WGS84 Regional 28 56º 6,53 N 12º 29,67 Ø Regional 21 55º 58,55 N 12º 37,22 Ø NOVA 8 55º 56,15 N 12º 33,72 Ø NOVA 52 55º 52, N 12º 45, Ø Regional 1 55º 49,51 N 12º 37,7 Ø Regional 18 55º 42,1 N 12º 41,16 Ø Regional 9 55º 41,8 N 12º 36,14 Ø NOVA 1 55º 32,2 N 12º 42,85 Ø NOVA 6 55º 35,68 N 12º 24,77 Ø NOVA 13 55º 29,6 N 12º 25,4 Ø Regional 8 55º 24,4 N 12º 19,44 Ø Regional 12 55º 25,6 N 12º 2,7 Ø CTDprofil Vandkemi Planteplankton Prim. Prod. Dyreplankton 2 (22) 23 1 (22) * 18** (22) (22) (12) (18) (47) (47) (26) (26) (26) (47) (47) (47) 26 (22) 23 (22) 12 (12) 6 (6) 44 (47) 26 (22) (22) (regional) 12 * Plankton indsamles hele året. Derefter udvælges sidst på året 12 prøver til analyse. ** Af disse prøver er der 11 gange desuden lavet bioassay (næringssaltbegænsning). Kap. 1-2, side 4

10 Tabel Oversigt over transekter til undersøgelse af bundvegetation (alger og ålegræs) i 22. Transekternes placering fremgår af figur Transektnr., navn Ansvarligt amt Centrale Øresund, Nivå TR 96-1, Snekkersten Frb. Amt TR 2, Tibberup Frb. Amt TR 6, Sletten Frb. Amt TR 5, Nivå Bugt Frb. Amt TR 1B, Kokkedal Nord Frb. Amt TR 1A, Kokkedal Syd Frb. Amt Centrale Øresund, Kbh. A KA TR 1, Skodsborg Kbh. Amt TR 2, Tårbæk Kbh. Amt TR 2A, Klampenborg Kbh. Amt TR 3, Charlottenlund Kbh. Amt KK TR 1a, Amager Strand Kbh. Kommune TR 4, Kastrup Kbh. Amt TR 5, Dragør Kbh. Amt TR 6, Søvang Kbh. Amt TR 9, Saltholm Vest Kbh. Amt TR 1, Saltholm Nord Kbh. Amt TR 11, Saltholm Øst Kbh. Amt TR 12, Saltholm Syd Kbh. Amt Køge Bugt TR 7, Avedøre Kbh. Amt TR 8, Brøndby Kbh. Amt KB1, Mosede Rosk. Amt KB6, Tryggevælde Rosk. Amt KB7, Hundige Rosk. Amt KB8, Strøby Egede Rosk. Amt Dybde (m) Startposition WGS º,65 N 12º 34,573 Ø -8 55º 59,98 N 12º 33,269 Ø -7 55º 57,49 N 12º 33,81 Ø -7 55º 56,267 N 12º 31,937 Ø -8 55º 54,176 N 12º 31,892 Ø -7 55º 52,67 N 12º 32,956 Ø º 49,759 N 12º 34,499 Ø º 47,948 N 12º 35,372 Ø -7 55º 46,31 N 12º 35,867 Ø º 44,796 N 12º 35,45 Ø º 39,469 N 12º 38,442 Ø º 38,849 N 12º 38,871 Ø -9 55º 36,55 N 12º 4,783 Ø º 34,361 N 12º 38,624 Ø º 39,513 N 12º 43,923 Ø -6 55º 4,619 N 12º 45,887 Ø -9 55º 39,72 N 12º 47,772 Ø º 35,472 N 12º 45,43 Ø -8 55º 36,64 N 12º 28,631 Ø -8 55º 36,75 N 12º 25,341 Ø -1 55º 33,23 N 12º 15,77 Ø º 25,4 N 12º 14,5 Ø º 34,9 N 12º 19,5 Ø º 25, N 12º 15,6 Ø Frekvens Per år Måned Vegetation Undersøgt Bundtype Blød = < 1% hård 1 Juli Ålegræs* Blød 1 Juli Ålegræs* Hård blød 1 Juli Ålegræs* Blød 1 Juli Ålegræs* Hård blød 1 Juli Ålegræs* Blød 1 Juli Ålegræs* Blød 1 Juni Ålegræs Blød 1 Juni Ålegræs Hård Blød 1 Juni Ålegræs Hård Blød 1 Juni Ålegræs Hård Blød 1 Juni Ålegræs Hård Blød 1 Juni Ålegræs Hård Blød 1 Juni Ålegræs Hård Blød 1 Juni Ålegræs Hård Blød 1 Juni Ålegræs Blød 1 Juni Ålegræs Blød 1 Juni Ålegræs Blød 1 Juni Ålegræs Blød 1 Juni Ålegræs Blød 1 Juni Ålegræs Blød 1 Juli Makroalger* + ålegræs 1 Juli Makroalger* + ålegræs 1 Juli Makroalger* + ålegræs 1 Juli Makroalger* + ålegræs Blød Blød Blød Blød * Disse transekter indgår også i en arealundersøgelse af ålegræs. Kap. 1-2, side 5

11 Tabel Bundfaunaundersøgelser i 22. Placering af undersøgelsesområder og stationer fremgår af figur Stationsnr., Prøvetagning Dybde Position (WGS 84) Navn, Ansvarligt amt m Vestlige hjørner Østlige hjørner Hapsprøver Måned BF27 NOVA Øst for Espergærde (ved den gamle st.213) Frb. Amt St 1877 Regional. Nivå Bugt Frb. Amt ST 194 Regional. Øresundstragten Frb. Amt BF8 NOVA, Nord for Middelgrunden, (ved den gamle st.58). Kbh. Amt og Kommune BF9 NOVA, Køge Bugt midt (ved st. 1727) Kbh. Amt og Rosk. Amt 81 Regional Sydlige Køge Bugt Rosk. Amt º 59,47 N 12º 36,97 Ø 55º 57,989 N 12º 36,868 Ø 8 55º 56,2 N 12º 33,8 Ø 55º 59,451 N 12º 37,645 Ø 55º 57,987 N 12º 37,656 Ø 25 56º 1, N 12º 26, Ø 55º 44,74 N 55º 44,74 N 12º 39,97 Ø 12º 4,48 Ø º 43,27 N 55º 43,27 N º 39,97 Ø 55º 29,86 N 12º 23,49 Ø 55º 29,4 N 12º 23,49 Ø 55º 25,6 N 12º 2,7 Ø 12º 4,48 Ø 55º 29,86 N 12º 24,43 Ø 55º 29,4 N 12º 24,43 Ø 25 Maj 1 Maj 1 Maj ekstra Haps pga. iltsvind Maj Nov 45 Maj 1 Maj Tabel Miljøfremmede stoffer i 22. Placering af stationer og undersøgte områder fremgår af figur og figur Art Undersøgt område Dværgkonk, imposex st.1 Vedbæk Dværgkonk, imposex st.2 Svanemøllebugt Dværgkonk, imposex st.3 Lynetten Skrubber Vedbæk Skrubber Københavns Havn Nord Blåmuslinger Vedbæk Strandmøllen Blåmuslinger Lynetten Blåmuslinger Dragør Dybde (m) Position 1 (WGS84) º 48,223 N 12º 37,513 Ø º 44,341 N 12º 37,185 Ø 12 55º 42,745 N 12º 38,285 Ø º 52,318 N 12º 36,96 Ø º 44,53 N 12º 36,857 Ø 7 55º 48,17 N 12º 35,65 Ø 7 55º 43,59 N 12º 37,86 Ø 9 55º 34,31 N 12º 42,73 Ø Position 2 (WGS84) 55º 48,537 N 12º 38,884 Ø 55º 44,432 N 12º 37,357 Ø 55º 43,95 N 12º 38,445 Ø Frekvens 1 år i måned November November November November November Oktober Oktober Oktober Ansvarligt Amt Kbh. Amt og Kommune Kbh. Amt og Kommune Kbh. Amt og Kommune Kbh. Amt og Kommune Kbh. Amt og Kommune Kbh. Amt og Kommune Kbh. Amt og Kommune Kbh. Amt og Kommune Tabel Undersøgelse af sulfidbuffer i 22. Placering af stationerne fremgår af figur Stationsnr., navn Ansvarligt amt 5, Syd for Ven København Kommune 38, Hollænderdybet Københavns Kommune Dybde (m) Position 1 (WGS84) 23 55º 49,6 N 12º 42, Ø 17 55º 42,5 N 12º 4,5 Ø Frekvens Pr. år Måneder 2 Februar og september 2 Februar og september Kap. 1-2, side 6

12 2. Klima, fysiske forhold og samlet belastning 2.1 Klimatiske forhold Klimatiske forhold som temperatur, nedbør, sol og vind har direkte og indirekte betydning for vandkvaliteten i marine områder. Temperaturen har indflydelse på opvarmningen af havet og påvirker hastigheden af de biologiske processer. Nedbøren er af væsentlig betydning for afstrømningen af næringsstoffer fra land, ligesom nedbørens indhold af næringsstoffer og metaller bidrager til belastningen af vandområdet. Planternes vækst og udbredelse påvirkes af solindstrålingen. De regionale og lokale vind- og trykforhold er af afgørende betydning for strømningsforholdene og lagdelingen af vandet. Vejret i 22 Januar Februar Marts April Maj Juni Juli August September Oktober November December Varm og våd med normale sol- og vindforhold. Rekordvåd, solrig, meget varm og blæsende. Varm, solrig og tør. Ret varm med underskud af regn og sol. Vinden meget svag. Varm og ret våd. Vinden svag. Våd, solrig og ret varm. Blæsende, men ingen kraftige vinde. Meget våd, temmelig varm og solrig, svag vind. Usædvanlig varm, solrig og ret våd, meget svag vind. Varm, tør og solrig med svage vinde. Kold og våd. Kun svage vinde. Kold og våd med underskud af sol. Kun svage vinde. Kold og tør med underskud af sol. Svage vinde. Lufttemperatur Fra januar til september, dvs. i de tre første kvartaler i 22, var temperaturen over middel for perioden Temperaturen var 2,6º C over middel i februar og 3,2º C over middel i august 22. I oktober og december var temperaturen henholdsvis 2,1º C og 1,9º C under middel. Temperaturen var nær middel i april og november (figur 2.1.1). Årsmiddeltemperaturen i 22 (9º C) lå væsentlig over normaltemperaturen i (7,7º C) og over middeltemperaturen for perioden (8,3º C, figur 2.1.2). I perioden blev årsmiddeltemperaturen i 22 kun overgået af 199 (9,3º C) og 1992 (9,1º C). ºC 2 ºC J F M A M J J A S O N D Figur Månedsmiddeltemperatur i Københavns Lufthavn 22 samt middel Figur Årsmiddeltemperatur i Københavns Lufthavn samt normal (landstal). Kap. 2-1, side 1

13 Nedbør Nedbøren over det østlige Sjælland i 22 var 3% over normalen ( ). I forhold til normalt var der 3-6% mere nedbør i januar, februar, juni, juli og oktober. Marts, april, september og december havde derimod 13-25% mindre nedbør (figur 2.1.3). Den årlige nedbørsmængde på 81 mm i 22 er den højeste, der er målt i perioden og 28% højere end middelnedbøren i denne periode (figur 2.1.4). mm mm J F M A M J J A S O N D Figur Månedlig nedbør i det østlige Sjælland i 22 samt normal Figur Årlig nedbør i det østlige Sjælland samt normal Antal soltimer I 22 blev der målt 16% flere soltimer i København end normalt. I forhold til normalen var der væsentligt flere soltimer i februar, marts, juni, august og september. I april, november og december lå antallet af soltimer under normalen (figur 2.1.5). Antallet af soltimer på årsbasis i 22 lå over gennemsnittet i I denne periode blev der kun målt flere soltimer i 1997 og 1999 (figur 2.1.6). soltimer Antal soltimer J F M A M J J A S O N D Figur Månedlige soltimer i København 22 samt normal Figur Soltimer på årsbasis i København i samt normal Vindforhold Middelvindhastigheden ved Københavns Lufthavn i 22 var i februar og juni væsentlig større end normalt og meget mindre end normalt i april, maj, august, september og november (figur 2.1.7). I 22 var hyppigheden af kraftige vinde over 1,8 m s størst i første kvartal. I den øvrige del af året var der meget få dage med kraftige vinde, og hyppigheden ligger langt under normalen i (figur 2.18). Kraftige vinde over 1,8 m s blev således ikke målt i Københavns Lufthavn i april, august og november. Kap. 2-1, side 2

14 Vindretningerne var i 22 afvigende fra normalen (figur og figur 2.1.1). Vinde fra vestlig retning var mere fremherskende end normalt i den blæsende periode januar, februar og marts. Fra april og resten af året var vinde fra østlige retninger mere fremherskende end normalt. m s 8. Antal dage i % hvor vinden > 1.8 m s J F M A M J J A S O N D Figur Månedlig middelvind i Københavns lufthavn i 22 samt normal J F M A M J J A S O N D Figur Antal dage i %, hvor vindhastigheden er over 1,8 m s i Københavns lufthavn i 22 samt normal (landstal). hyppighed 1% Stille N-NØ Ø-SØ S-SV V-NV hyppighed Stille N-NØ Ø-SØ S-SV V-NV 1% 8% 8% 6% 6% 4% 4% 2% 2% % J F M A M J J A S O N D Figur Fordeling af vindretninger i Københavns Lufthavn i 22. % J F M A M J J A S O N D Figur Fordeling af vindretninger i normalperioden Sammenfattende var 22 varm, våd og solrig med svage vinde fra overvejende østlige retninger. Kap. 2-1, side 3

15 2.2 Temperatur, salinitet og sigtdybde Øresunds hydrografi er præget af en permanent lagdeling i 1-15 meters dybde. De øverste 1-15 meter er brakvand fra Østersøen på 1-12 salt, der presses mod nord, og det nederste lag er saltvand fra Kattegat på 3-35 salt der presses mod syd indtil Drogdentærsklen. Syd for Drogden i Køge Bugt er der normalt kun lagdelt i den dybe del midt i bugten, mens de lavvandede stationer er homogene både nord og syd for Drogdentærsklen. Ved kraftig sydgående strøm kan der imidlertid presses salt bundvand over Drogdentærsklen. Salinitet 22 I 22 var saliniteten i hele Øresund generelt højere end gennemsnittet i februar og oktober, og lavere end gennemsnittet i april, maj, august, november og december, målt i 1 meters dybde. Midt i februar måltes en usædvanlig høj salinitet i hele vandsøjlen fra Hornbæk til Drogdetærsklen, og der blev presset højsalint vand ned i Køge Bugt. Først i november måltes tilsvarende høj salinitet i hele vandsøjlen, i dette tilfælde måltes høj salinitet helt ned over Drogdentærsklen i hele vandsøjlen. Figur Salinitet månedsmidler i 22 sammenlignet med ved Ven og Drogden. Fra Farvandsvæsenets faste målebøje som måler 2 gange pr. time, ses at saliniteten ved Drogden varierer meget. På figur ses et uddrag af målingerne, med 2 længere perioder med saltvandsindbrud i januar-februar og i juni-juli. 25 salinitet Drogden 4.1 meter Figur Salinitet fra Farvandsvæsenets målebøje ved Drogden i 4,1 meters dybde. På den dybe station ved Ven (52 meter) er der permanent lagdeleing. Det meste af året er saltforskellen særdeles stor med Østersøvand på 1 i overfladen og Kattegatvand over 3 fra ca. 2 meter til bunden. I 22 var vinden om sommeren og efteråret usædvanlig svag, og der var derfor ingen opblanding om efteråret som normalt. Saliniteten under springlaget fra 2 meter til bunden var således over 32 promille fra maj til december, og den ringe opblanding betød at sommerens iltsvind varede langt ind i efteråret. Kap. 2 2, side 1

16 431 SALINITET 22-5 DYBDE psu DAG Figur Salinitet i 22 ved Hornbæk med 2 målinger i 22 og Ven med 43 målinger i 22. Temperatur Temperaturen i 22 var præget af en usædvanlig lang og varm sommer og sensommer. Dette betød at vandtemperaturen i overfladen var højere end normalt fra maj til september, med usædvanlig høje temperaturer i august og september. Derimod var temperaturen i januar og december under gennemsnittet. På de dybe stationer i Øresund over 2 meter er der temperaturspringlag i sommerperioden, mens de lavvandede stationer er homogene. På station 431 Ven er der desuden temperaturspringlag om vinteren med det varmeste Kattegatvand i bundlaget og det koldeste Østersøvand i overfladelaget, idet salinitetsforskellen betyder mere for massefyldeforskellen end temperaturen. Figur Temperatur ved Ven og Nivå Bugt 22 sammenlignet med Kap. 2 2, side 2

17 431 TEMPERATUR 22-5 DYBDE oc DAG Figur Temperatur 22 på en dyb station med lagdeling ved Ven og en lavvandet i Nivå Bugt. Lysforhold Lysmålingerne i Øresund fortages dels med sigtskive, og dels med lysmåler som lyssvækkelse, hvorfra lyssvækkelseskoefficienten Kd beregnes. På de lavvandede stationer hvor der hele eller dele af året er sigt til bunden beregnes teoretisk sigtdybde med standardværdien 2,3 X Kd. Sammenligning af beregnet sigt og målt sigt viser imidlertid, at faktor 2,3 er for stor i Øresund, og at den faktor der giver den bedste sammenhæng ligger omkring 2,. I 22 var sigtdybden højere end normalt i april, maj, juli og november, samt i den nordligste del af Øresund i december. I april var sigtdybden usædvanlig høj, og de øverste 15 meter af vandsøjlen i Øresund bestod af Østersøvand på 1 salt, med en større sigtdybde end vandet fra Kattegat. Sigtdybden var i 22 lavere end normalt i februar ved Ven og Espergærde, samt i december ved station Drogden. Figur Sigt i 22 sammenlignet med ved Espergærde, samt sigt på Ven. Den eneste station med en signifikant udvikling i sigtdybden var ved Ven hvor der var en signifikant stigning i perioden På de øvrige stationer i Øresund var en svag stigning som dog ikke var signifikant. Kap. 2 2, side 3

18 2.3 Samlet belastning af Øresund I forbindelse med vedtagelsen af vandmiljøplanen blev der fastsat mål for reduktionen af kvælstofog fosforudledningerne til kystområderne. For punktkilderne (industri og renseanlæg) er målet en 8% reduktion i fosfor og 6% reduktion i kvælstof set i forhold til niveauet i For arealbelastningen er målet en 5% reduktion i kvælstof set i forhold til udledningsniveauet i For arealbelastningen skal man dog være opmærksom på at man ikke bare kan sammenligne årene uden at forholde sig til afstrømningsforholdene det pågældende år, da arealbelastning er meget tæt knyttet til nedbørs- og afstrømningsforhold. Oplandet til Øresund Øresunds opdeling i farvandsområder er vist i figur 2.3.1, hvor de tilhørende oplande er angivet. Belastningen er opgjort for de enkelte farvandsområder, og i dette afsnit summeret for hele Øresund. Øresundstragten er det mindste farvandsområde med et areal på 123 km 2 og et opland på 247 km 2. Det Centrale Øresund har et vandareal på 485 km 2 og et oplandsområde på 447 km 2. Køge Bugt har det største farvandsareal på 743 km 2 og et oplandsområde på 997 km 2. Figur Øresunds opdeling i farvandsområder med tilhørende afstrømningsoplande. Kap. 2 3, side 1

19 Øresund belastes også med næringssalte fra svensk side. Modelkørsler har bekræftet at næringssaltene ofte af strømmen føres nord- eller sydpå langs de kyster, hvor de udledes. Når strømmen vender og vandmasserne fra de to sider af Øresund blandes, fortyndes de udledte næringssalte til koncentrationer som findes i det udstrømmende overfladevand fra Østersøen eller det indstrømmende bundvand fra Kattegat. Niveauet i Østersøen er noget lavere end i Kattegat. Derved får udledte næringssalte fra henholdsvis dansk og svensk side størst betydning i de kystnære områder, hvor de udledes. Belastning af næringssalte fra svensk side er derfor ikke medregnet i denne opgørelse. I 22 var nedbøren ca. 3% højere end normalen (gennemsnittet for ). Der var stor afvigelse i den månedlige nedbør, idet månederne januar, februar, juni, juli og oktober lå 3-6% over normalen, mens marts, april, september og december lå 15-25% lavere. Både mængden af nedbør og fordelingen af nedbøren over året har stor betydning for afstrømningen af kvælstof og fosfor til de marine områder (se f.eks. figur 2.3.4). Den største næringssaltudvaskning sker normalt i vintermånederne, mens nedbør i sommermånederne kun giver anledning til en lille næringssaltsudvaskning, da markerne er grønne og derfor kan tilbageholde væde og optage næringssalte. Dette ses bl.a. i 22, hvor høje nedbørsmængder i sommermånederne juni og juli ikke resulterer i høje næringssaltudvaskninger. Derimod ses en høj næringssaltudvaskning i marts, hvor nedbøren var lav. Den høje udvaskning skyldes i dette tilfælde, at afstrømningen fra den høje nedbør i februar fortsætter ind i marts måned. Det samme gør sig til dels gældende for oktober og november måned. Kvælstof belastning 22 Fosfor belastning 22 atm 31% afstr 46% atm 4% afstr 19% pkt 23% pkt 77% Figur Fordeling af kvælstof- og fosforbelastningen til Hele Øresund i 22. Ved vurderinger af Vandmiljøplanens virkning, bør sammenligninger foretages med nuværende forhold og forholdene før Vandmiljøplanens iværksættelse i Overvågningsprogrammet startede i 1989 som var nedbørsmæssigt afvigende, idet nedbøren var meget lav. På grund af nedbørens store betydning for afstrømningen og fordi 1989 var nedbørsmæssigt afvigende, opnås det bedste sammenligningsgrundlag med de nuværende forhold ved, at sammenligne år med nedbørsforhold tæt på de nuværende nedbørsforhold og tæt på Hvis næringssalt afstrømningen korrigeres i forhold til nedbøren svarer afstrømningen i 22 næsten til afstrømningen i Derfor vil vurderinger af ændringer i arealafstrømningen siden Vandmiljøplanens start, blive foretaget ved sammenligning af arealafstrømningen i årene 1991 og 22. Da der ikke for nogen af farvandsområderne foreligger data for det atmosfæriske bidrag i 22 på nuværende tidspunkt, er data fra 21 anvendt. Dette gælder derfor alle resterende bemærkninger/vurderinger hvor der henvises til atmosfærisk deposition af kvælstof og fosfor. Udviklingen i kvælstofbelastningen i hele Øresund Arealbelastningen til Øresund er steget med 6% sammenlignet med 1991 og udgjorde i 22 ca tons kvælstof. I 2 og 21 blev der observeret reduktioner på 3 og 47%. I den foregående del af overvågningsperioden har arealbelastningen været uændret. Det er således kun de to Kap. 2 3, side 2

20 foregående år siden overvågningens start, at der kan måles en reduktion i arealafstrømningen i forhold til nedbøren. De forhåbninger der opstod sidste år, fordi der havde fundet en reduktion sted på to af hinanden følgende år, holdt således ikke. Punktkildebelastningen med kvælstof til hele Øresund er reduceret med ca. 8% fra 1989 til 22 og udgjorde i 22 ca. 12 tons. Belastning tons TN/år % 5% 25% % Kvælstofbelastning %1 % Afstrømning Punktkilder Atmosfære Afstrømning Punktkilder Atmosfære 2 1% Belastning tons TP/år Fosforbelastning % 75% 5% 25% % Afstrømning Punktkilder Atmosfære Afstrømning Punktkilder Atmosfære Figur Udvikling i kvælstof og fosforbelastningen for hele Øresund fordelt på kilder (kun den danske belastning). Til venstre i tons / år og til højre i procent. Det atmosfæriske bidrag udgjorde ca. 15 tons kvælstof i 22. Den totale kvælstofbelastning af Øresund fra dansk side udgjorde ca. 52 tons i 22 og var med undtagelse af 1998 og 1999 hvor afstrømningerne også var høje, den højeste målt siden At sammenligningen til det sidste år med en højere belastning går tilbage til 1995/1996 skyldes den høje reduktion i punktkilderne i 1996, som forklaret nedenstående (figur 2.3.2). Kvælstofbelastning fra punktkilder var kun svagt aftagende fra 1989 til 1995, men siden 1996 er der sket store reduktioner. De største ændringer er sket i 1996 og 1997 på grund af udbygning/optimering af flere af renseanlæggene heriblandt Damhusåen, Spildevandscenter Avedøre, Renseanlæg Lynetten, Junckers A/S og C.P. Kelco. I de sidste par år er der forsat sket forbedringer af renseeffektiviteten på renseanlæggene, samtidig blev produktionen af papirmasse hos Junckers A/S nedlagt i sommeren Denne produktion har tidligere givet anledning til udledning af væsentlig mængder kvælstof og organisk materiale. De store reduktioner i punktkildebelastningen har medført en væsentlig ændring i kildefordelingen for kvælstofbelastningen til Øresund. I 1989 tegnede punktkildeudledningerne sig for 68% af kvælstoftilførslerne til Øresund. I 22 udgjorde punktkildeudledningerne ca. 25%. I takt med den aftagende belastning fra punktkilderne er det procentvise bidrag fra de andre kilder øget. Afstrømningen udgjorde i % mod 46% i 22. Det atmosfæriske bidrag som kun udgjorde 16 % i 199 udgjorde ca. 3 % i 22 (figur og 2.3.3). Kap. 2 3, side 3

21 Udledningen af kvælstof fra punktkilder er reduceret med 8% fra 1989 til 22. Reduktionen er signifikant for alle farvandsområderne (Tabel 2.3.2). Vandmiljøplanens mål for at udledningen af kvælstof fra punktkilder skulle reduceres med 6% er derfor opfyldt. Afstrømningen af kvælstof fra landbrugsarealer er uændret fra 1991 til 22 (en forskel på 6% er på grund af opgørelsens usikkerhed for lille, til at betragte som en reél forskel). Vandmiljøplanens mål for at udledningen af kvælstof fra landbrugsarealer skulle reduceres med 5% er derfor ikke opfyldt. Tabel Statistik for afstrømning af total-n og total-p til de forskellige farvandsområder langs den Sjællandske østkyst. Statistisk test er Kendalls Tau. Parameter Område Kilde Årstal Antal år Kendalls Signifikans Retning TN Øresundstr. Afstr ,253 Nej Faldende TN Centrale Øresund Afstr ,99 Nej Faldende TN Køge Bugt Afstr ,11 Nej Faldende TN Hele Øresund Afstr ,33 Nej Faldende TP Øresundstr. Afstr ,252 Nej Stigende TP Centrale Øresund Afstr ,2n5 Nej Faldende TP Køge Bugt Afstr ,223 Nej Faldende TP Hele Øresund Afstr ,121 Nej Faldende Udviklingen i fosforbelastningen i hele Øresund Tilledningen af fosfor til Øresund har været konstant faldende siden 1989, hvilket udelukkende skyldes forbedret spildevandsrensning. Punktkilderne er fortsat den dominerende fosforkilde og udgjorde i 22 ca. 75% af den samlede fosforbelastning mod tidligere 96% i Det atmosfæriske bidrag til fosforbelastningen udgjorde i 22 ca. 5% af den totale fosforbelastning. De sidste 2% af fosforbelastningen stammer fra afstrømning (figur ). Punktkildebelastningen med fosfor til hele Øresund er reduceret med 9% fra 1989 til 22 og udgjorde i 22 ca. 21 tons. Arealbelastningen af fosfor til Øresund er steget sammenlignet med 1991, der afstrømningsmæssigt ligner 22 og udgjorde ca. 42 tons fosfor. Stigningen er på ca. 25% og skyldes primært den øgede stigning i arealafstrømningen til Køge Bugt. Det atmosfæriske bidrag til fosforbelastningen af Øresund har stort set været konstant i perioden og udgjorde i 22 ca. 11 tons fosfor. Den totale fosforbelastning af Øresund fra dansk side udgjorde således ca. 275 tons i 22, og var den højeste målt de sidste fem år. Udledningen af fosfor fra punktkilder skulle ifølge Vandmiljøplanen reduceres med 8%. Reduktionen er signifikant for alle farvandsområderne (Tabel 2.3.2). Da udledningen af fosfor er reduceret med 9% er Vandmiljøplanens mål opfyldt. Tabel Statistik for udledning af total-n og total-p fra punktkilder til de forskellige farvandsområder langs den Sjællandske østkyst. Statistisk test er Kendalls Tau. Parameter Område Kilde Årstal Antal år Kendalls Signifikans Retning TN Øresundstr. Pkt.kilde ,514 Ja Faldende TN Cenytrale Øresund Pkt.kilde ,868 Ja Faldende TN Køge Bugt Pkt.kilde ,822 Ja Faldende TN Hele Øresund Pkt.kilde ,912 Ja Faldende TP Øresundstr. Pkt.kilde ,837 Ja Faldende TP Centrale Øresund Pkt.kilde ,912 Ja Faldende TP Køge Bugt Pkt.kilde ,758 Ja Faldende TP Hele Øresund Pkt.kilde ,934 Ja Faldende Kap. 2 3, side 4

22 Årstidsvariation i kvælstofbelastning Normalt er udvaskningen koncentreret om de fire måneder december og månederne januar-marts, hvor op til 85% af årets kvælstofudvaskning finder sted. Udvaskningen i 22 fulgte kun tildels dette årstidsmønster (figur 2.3.4). Det skyldtes en forlænget udvaskningsperiode, idet der også var høje udvaskninger i oktober og november. Den udvidede afstrømningssæson og de høje afstrømninger skyldes naturligvis tilsvarende ændringer i nedbøren. Det medførte at afstrømningen i de seks måneder udgjorde ca. 9% af årets totale afstrømning. Forklaringen på den større udvaskning fra landbrugsarealerne i 22 skyldes en forhøjet nedbør i januar, februar samt oktober og november. Da en større del af nedbøren faldt i måneder hvor planternes evne til at optage næringsstoffer var dårlig, blev flere næringsstoffer udvasket. Februar/marts måneder er et godt eksempel. Den meget højere nedbør i februar kombineret med en lav optagelse af næringssalte på grund af de lave temperaturer og lysintensiteter i denne periode, bevirkede at udvaskningen strakte sig helt ind i marts måned. Det samme gjorde sig gældende for oktober og november måned. Den høje nedbør i vinterhalvåret betød også, at de befæstede arealer i byområderne blev vasket rene. Det betød at stofmængden som blev ført til renseanlæggene med det afledte vand også steg betragteligt. Herved blev variationen større end normalt. Variationen i de månedlige kvælstofbelastninger fra punktkilder varierede i 22 fra 7 til 15 tons mod 74 til 96 tons i 21. Det var de høje udledninger i vintermånederne der øgede variationen. Den relative fordeling imellem kilderne over året var følgende: At afstrømningen i vinterperioden og dermed kvælstofudvaskningen var høj og den største kilde. I denne periode udgjorde afstrømningen 5-7% af kvælstofbelastningen, mens den resterende del var ligeligt fordelt mellem atmosfærisk deposition og punktkilder. I sommerperioden udgjorde den atmosfæriske andel af belastningen den største kilde og udgjorde ca. 6% af den totale kvælstofbelastning (135 tons kvælstof om måneden). I denne periode var det atmosfæriske bidrag op til 5 gange større end bidraget fra udvaskningen (figur 2.3.4). Bidraget fra punktkilder udgjorde ca. 2% af belastningen i vintermånederne og steg til 35-4% i sommermånederne. Årstidsvariation i fosforbelastning Den totale fosforbelastning var i 22 ca. 275 tons fosfor. Heraf stammede 21 tons fra punktkilder, hvilket svarer til 8% af fosforbelastningen (figur 2.3.3). De månedlige fosforudledninger fra punktkilderne varierede mellem 9 og 25 tons i 22. Udvaskningen af fosfor viste samme unormale årsvariation som kvælstof, hvorfor ovenstående kommentarer til årsvariationen i kvælstof også er gældende for fosfor. Det atmosfæriske bidrag af fosfor var lavt sammenlignet med andre kilder og udgjorde kun ca. 5% af total belastningen (figur 2.3.4). Kap. 2 3, side 5

23 Jan Mar Maj Afstrømning Atmosfære Øresund Jul Sep Nov Punktkilder Nedbør Nedbør mm Øresund Figur Sæsonvariation i kvælstof- og fosforbelastning til hele Øresund i 22 fordelt på kilder. Sammenfatning. Udledningen af kvælstof fra punktkilder er reduceret med 8% fra 1989 til 22. Vandmiljøplanens mål for at udledningen af kvælstof fra punktkilder skulle reduceres med 6% er derfor opfyldt. Afstrømningen af kvælstof fra landbrugsarealer er uændret i 22 sammenlignet med Vandmiljøplanens mål for at udledningen af kvælstof fra punktkilder skulle reduceres med 5% er derfor ikke opfyldt. Forklaringen på den markant øgede udvaskning fra landbrugsarealerne i 22 skyldes den generelle høje nedbør i vintermånederne og en forlænget afstrømningsperiode. Udledningen af fosfor fra punktkilder skulle ifølge Vandmiljøplanen reduceres med 8%. Da udledningen er reduceret med 9% er Vandmiljøplanens mål opfyldt. Den totale udledning af kvælstof og fosfor til Øresund var 524 tons for kvælstof og 275 tons for fosfor, og var for begge stoffer den højeste i de sidste fem år. Belastningen i de enkelte områder På de næste sider er i figur og vist belastningen i 22 for de enkelte farvandsområder: Øresundstragten, Centrale Øresund og Køge Bugt i afsnit 5.1. Derefter er i figur og vist udviklingen i belastningen i perioden i de enkelte farvandsområder (se også bilag 2.3, hvor samme figurer er vist med andre akse-inddelinger). Belastning tons TP/md Jan Mar Afstrømning Atmosfære Maj Jul Sep Punktkilder Nedbør Nov Nedbør mm Kap. 2 3, side 6

24 Total-N i Øresundstragten Total-P i Øresundstragten Belastning tons TN/md Nedbør mm Nedbør mm Jan Mar Maj Jul Sep Nov Jan Feb Mar Apr Maj Jun Jul Aug Sep Okt Nov Dec Afstrømning Atmosfære Punktkilder Nedbør Afstrømning Atmosfære Punktkilder Nedbør 5 Total-N i Centrale Øresund 12 2 Total-P i Centrale Øresund 12 Belastning ton TN/md Nedbør mm Belastning tons TP/md Nedbør mm Jan Feb Mar Apr Maj Jun Jul Aug Sep Okt Nov Dec Afstrømning Punktkilder Atmosfære Nedbør Jan Feb Mar Apr Maj Jun Jul Aug Afstrømning Atmosfære Sep Okt Nov Dec Punktkilder Nedbør Total-N i Køge Bugt Total-P i Køge Bugt Belastning ton TN/md Jan Mar Maj Afstrømning Atmosfære Jul Sep Nov Punktkilder Nedbør Nedbør mm Belastning tons TP/md Jan Feb Mar Apr Maj Jun Jul Aug Sep Okt Nov Dec Afstrømning Punktkilder Atmosfære Nedbør Nedbør mm Figur Sæsonmæssig variation af næringssalte fordelt på kilder i 22 i de forskellige farvandsområder i Øresund. NB. I bilag 2.3 er de enkelte figurer vist med større opløselighed Kap. 2 3, side 7

25 Total-N i Øresundstragten Total-P i Øresundstragten 1% 75% 5% 25% % Jan Mar Maj Jul Sep Nov Belastning kvælstof % 1% 75% 5% 25% % Jan Mar Maj Jul Belastning fosfor % Sep Nov Afstrømning Punktkilder Atmosfære Afstrømning Punktkilder Atmosfære Total-N i Centrale Øresund Total-P i Centrale Øresund Belastning kvælstof % 1% 75% 5% 25% % Jan Mar Maj Jul Sep Nov Belastning fosfor % 1% 75% 5% 25% % Jan Mar Maj Jul Sep Nov Afstrømning Punktkilder Atmosfære Afstrømning Punktkilder Atmosfære Total-N i Køge Bugt Total-P i Køge Bugt 1% 1% Belastning ton TN/md 75% 5% 25% % Jan Mar Maj Jul Sep Nov Belastning fosfor % 75% 5% 25% % Jan Mar Maj Jul Sep Nov Afstrømning Punktkilder Atmosfære Afstrømning Punktkilder Atmosfære Figur Den relative fordeling på kilder i 22 i de forskellige farvandsområder i Øresund. For Total-P giver summen af procenttallene ikke 1 % fra maj til oktober, da den beregnede afstrømning var negativ. Kap. 2 3, side 8

26 Total-N i Øresundstragten Total-P i Øresundstragten Belastning tons TN / år Nedbør mm Belastning tons TP / år Nedbør mm 21 Afstr. Pkt-kilde Atm. Nedbør Total-N i Centrale Øresund Afstr. Pkt-kilde Atm. Nedbør Total-P i Centrale Øresund Belastning tons TN / år Nedbør mm Belastning tons P / år Nedbør mm Afstr. Pkt-kilde Atm. Nedbør Afstr. Pkt-kilde Atm. Nedbør Total-N i Køge Bugt 14 Total-P i Køge Bugt 8 Belastning tons TN / år Nedbør mm Belastning tons TP / år Nedbør mm Afstr. Pkt-kilde Atm. Nedbør Afstr. Pkt-kilde Atm. Nedbør.3.7. Udviklingen i næringssaltbelastningen fordelt på kilder i de forskellige farvandsområder i Øresund. N.B. I bilag 2.3 er de enkelte figurer vist med større opløselighed. Kap. 2 3, side 9

27 1% Total-N i Øresundstragten 1% Total-P i Øresundstragten Belastning tons TN / år 75% 5% 25% % Afstr. Pkt-kilde Atm. Belastning tons TP / år 75% 5% 25% % Afstr. Pkt-kilde Atm. Total-N i Centrale Øresund Total-P i Centrale Øresund 1% 1% Belastning tons TN / år 75% 5% 25% % Belastning tons TP / år 75% 5% 25% % Afstr. Pkt-kilde Atm. Afstr. Pkt-kilde Atm. 1% Total-N i Køge Bugt 1% Total-P i Køge Bugt Belastning tons TN / år 75% 5% 25% % Belastning tons TP / år 75% 5% 25% % Afstr. Pkt-kilde Atm. Afstr. Pkt-kilde Atm. Figur De relative fordelinger på Øresund kilder fra i de forskellige farvandsområder i Kap. 2 3, side 1

28 3. Resultater for Øresund 3.1 Belastning af Øresundstragten og Centrale Øresund Nedbørskorrigering af afstrømningsforhold viser at afstrømningsforholdene i 22 svarer, til afstrømningsforhold der blev registreret i Ved bedømmelse af arealbelastningen, som er kraftigt påvirket af nedbørsmængden, er sammenligninger derfor foretaget mellem 1991 og 22 (Se afsnit 2.1). Udviklingen i kvælstofbelastningen af Øresundstragten Den samlede belastning af Øresundstragten udgjorde i tons kvælstof. Heraf udgjorde arealbelastningen ca. 235 tons kvælstof. Sammenlignes data fra 22 med data fra 1991, viser det et fald i arealbelastningen på 38%. I 2 og 21 blev der observeret reduktioner på henholdsvis 61% og 62%. I den foregående del af overvågningsperioden har arealbelastningen været uændret. Siden overvågningens start er det således kun i 2 og 21, at reduktionen har været så markant, at arealafstrømningen har opfyldt målet på en 5% reduktion i afstrømningen. Stigningen i arealafstrømningen i 22 viser at de to foregående års fald ikke var vedvarende. Udledningen af kvælstof fra punktkilder var i 22 ca. 39 tons og er dermed faldet med 52% fra 1989 til 22. Det atmosfæriske bidrag udgjorde ca. 148 tons kvælstof i 22 som i 21. Afstrømningen af kvælstof fra landbrugsarealer er reduceret med 38% i 22 i forhold til Reduktionen på 6% i 2 og 21 var således ikke vedvarende. En statistisk analyse viser at reduktionen ikke er signifikant. Vandmiljøplanens mål om, at udledningen af kvælstof fra landbrugsarealer skulle reduceres med 5% er derfor ikke opfyldt. Isoleret set for Øresundstragten er Vandmiljøplanens mål om en reduktion af kvælstof fra punktkilder ikke opfyldt. Renseanlæggene i området opfylder imidlertid kravene til renseanlæg. Kvælstofbelastningen af Øresundstragten fra punktkilder var i forvejen lav, og udgjorde kun en lille del af den samlede belastning af Øresund. For Øresund som helhed er målet for reduktionen i kvælstofbelastningen fra punktkilderne opfyldt (se afsnit 2.3). Udviklingen i fosforbelastningen af Øresundstragten Den samlede belastning af Øresundstragten udgjorde i tons fosfor. Punktkildebelastningen med fosfor er reduceret med 6 % fra 1989 til 22 og udgjorde i 22 ca. 6 tons. For punktkilder er Vandmiljøplanens mål om en reduktion af fosfor med 8% fra punktkilder således ikke opfyldt, hvis man ser det isoleret for Øresundstragten. Men også her gælder det, at belastningen som udgangspunkt var lav (kun 1% af den samlede belastning til Øresund i 1989). Renseanlæggene i området opfylder også kravene til rensning for fosfor i Vandmiljøplanen. Arealbelastningen i 22 udgjorde ca. 11 tons fosfor svarende til 75% af den samlede belastning. Det atmosfæriske bidrag til fosforbelastning af Øresundstragten har stort set været konstant i perioden og udgjorde i 22 ca. 1 tons fosfor. Årstidsvariation i kvælstofbelastningen af Øresundstragten Som det gjorde sig gældende for hele Øresund i 22 var udvaskningen af kvælstof i Øresundstragten koncentreret om månederne januar-marts og oktober-december. I disse måneder udgjorde kvælstofudvaskningen mellem 14 og 65 tons kvælstof pr måned. Det var ca. 5-1 gange mere end der udledtes fra punktkilderne i samme tidsrum. De øvrige måneder varierede kvælstofudvaskningen imellem 2 og 8 tons kvælstof pr måned. Kap. 3-1, side 1

29 Årstidsvariation i kvælstofbelastningen fra punktkilder er ikke ligeså nedbørsafhængig som afstrømningsbelastningen. Dernæst er de månedlige belastningstal fra de fleste større punktkilder fremkommet ved at dele årsbelastningen med 12. Den relative fordeling imellem kilderne over året viser, at bidraget fra punktkilderne udgjorde ca. 5-15% året igennem. I vintermånederne hvor afstrømningen var høj udgjorde denne ca. 5-75% af totalbidraget. Det atmosfæriske bidrag udgjorde i vinterperioden ca. 2-4% af belastningen. I sommerperioden hvor afstrømningen var lav udgjorde bidraget fra atmosfæren ca. 7%, mens bidraget fra punktkilder udgjorde ca. 2 %. Årstidsvariation i fosforbelastning i Øresundstragten Den totale fosforbelastning var i 22 ca. 18 tons fosfor. Heraf stammede 6 tons fra punktkilder, 11 tons fra afstrømning og 1 ton fra atmosfærisk deposition. Variationen i de månedlige fosforudledninger fra punktkilderne varierede mindre end et,5 tons i 22. Udviklingen i kvælstofbelastningen af Centrale Øresund Den samlede belastning af Centrale Øresund med kvælstof udgjorde i tons. Punktkildebelastningen er reduceret med ca. 8% fra 1989 til 22 og udgjorde i 22 ca. 845 tons. Arealbelastningen i 22 udgjorde ca. 19 tons kvælstof, hvilket svarer til en reduktion på 28% i forhold til Arealafstrømningen udviste samme tendens i Centrale Øresund som i Øresundstragten, hvorfor der henvises til dette afsnit vedrørende kommentarer. Det atmosfæriske bidrag var ca. 58 tons kvælstof i 22. Den største reduktion i kvælstofbelastning fra punktkilder skete i perioden 1995 til Årsagen hertil var udbygningen af Damhusåens Renseanlæg og Renseanlæg Lynetten, der udgør langt de største punktkilder i dette område. I de sidste par år er der forsat sket forbedringer af renseeffektiviteten på renseanlæggene med heraf følgende yderligere reduktioner i belastningen. I 1989 udgjorde punktkildeudledningerne 85 % af kvælstoftilførslerne til Centrale Øresund. I 22 er denne andel reduceret til ca. 5%. Udvaskning fra markerne udgjorde 1% og bidraget fra atmosfæren udgjorde 4% af kvælstoftilførslerne til Centrale Øresund i 22 (figur 2.3.8). Punktkilderne er således stadig den største kvælstofkilde i denne tæt befolkede del af regionen. Udledningen af kvælstof fra punktkilder er reduceret med ca. 8% fra 1989 til 22. Vandmiljøplanens mål for at udledningen af kvælstof fra punktkilder skulle reduceres med 6% er opfyldt. Reduktionen er signifikant (Tabel 2.3.2). Afstrømningen af kvælstof fra landbrugsarealer er reduceret med 28% fra 1991 til 22. I 2 og 21 var der en reduktion i afstrømningen på ca. 5%. Årets resultat viser at reduktionen ikke har kunnet fastholdes. Vandmiljøplanens mål for at udledningen af kvælstof fra landbrugsarealer skulle reduceres med 5% er derfor ikke opfyldt. Udviklingen i fosforbelastningen af Centrale Øresund Punktkildebelastningen med fosfor til Centrale Øresund er reduceret med ca. 9 % fra 1989 til 22 og udgjorde i 22 ca. 15 tons. Reduktionen er signifikant (Tabel 2.3.2). Arealbelastningen af fosfor er af samme størrelse i 22 som i 1991, der afstrømningsmæssigt ligner 22. Arealbelastningen i 22 udgjorde ca. 11 tons fosfor. Det atmosfæriske bidrag til fosforbelastning af Centrale Øresund har stort set været konstant i perioden og udgjorde i 22 ca. 4 tons fosfor. Punktkilderne er stadig den dominerende fosforkilde i Centrale Øresund. I 22 udgjorde punktkilderne ca. 9% af den samlede fosforbelastning mod 99% i Det atmosfæriske bidrag Kap. 3-1, side 2

30 til fosforbelastningen udgjorde i 22 3 % af totalen. Udledningen af fosfor fra punktkilder skulle ifølge Vandmiljøplanen reduceres med 8%. Da udledningen af fosfor er reduceret med 9% er Vandmiljøplanens mål opfyldt. Årstidsvariation i kvælstofbelastning af Centrale Øresund Udvaskningen af kvælstof i Centrale Øresund var koncentreret om månederne januar-april og november-december. I disse måneder antog kvælstofudvaskningen værdier på 15-5 tons kvælstof pr måned. Det er dog stadig kun ca. halvt så meget som der udledtes fra punktkilderne i samme tidsrum. Kvælstofudvaskningen de øvrige måneder varierede imellem 1 og 7 tons kvælstof pr måned. Årstidsvariation i kvælstofbelastningen fra punktkilder er ikke ligeså nedbørsafhængig som afstrømningsbelastningen. Der er en generel tendens til at belastningen fra punktkilderne også er højere i vintermånederne, fordi de højere nedbørsmængder i vintermånederne mere effektivt vaskede de befæstede arealer. Den relative fordeling imellem kilderne over året var følgende: Bidraget fra punktkilderne udgjorde ca. 5% året igennem. I vintermånederne hvor afstrømningen var høj udjorde denne ca. 2% af totalbidraget. Det atmosfæriske bidrag udgjorde i vinterperioden ca. 3% af belastningen. I sommer perioden hvor afstrømningen var lav udgjorde bidraget fra atmosfæren og bidraget fra punktkilder hver næsten 5%. Afstrømningen udgjorde de sidste få procent (figur 2.3.6). Årstidsvariation i fosforbelastning af Centrale Øresund Den totale fosforbelastning var i 22 ca. 165 tons fosfor. Heraf stammede 15 tons fra punktkilder, hvilket svarer til 9% af fosforbelastningen (figur 2.3.6). De månedlige fosforudledninger fra punktkilderne varierede mellem 5 og 2 tons i 22. Sammenfatning. Udledningen af kvælstof fra punktkilder er kun reduceret med 8% fra 1989 til 22. Vandmiljøplanens mål for at udledningen af kvælstof fra punktkilder skulle reduceres med 6% er derfor opfyldt. Udledningen af fosfor fra punktkilder skulle ifølge Vandmiljøplanen reduceres med 8%. Da udledningen er reduceret med ca. 9% er Vandmiljøplanens mål opfyldt. Afstrømningen af kvælstof fra landbrugsarealer er reduceret med 28% fra 1991 til 22. Vandmiljøplanens mål for at afstrømningen af kvælstof fra landbruget skulle reduceres med 5% er derfor ikke opfyldt. Kap. 3-1, side 3

31 3.2 Næringsstoffer i vandet I Øresund er der målt næringssalte på station 431 Ven siden Fra 1974 til 1997 er målingerne foretaget af DMU 5-12 gange årligt, og fra 1998 af Københavns Amt 47 gange årligt. På station 1728 Drogden er der målt siden 1985, og på de øvrige stationer er målt siden I det følgende er data analyseret fra vandmiljøplanens start i 1989 i dybden 1 meter på alle stationer, og på Ven er der desuden lavet isopletkort af 22 data i 9 standarddybder. Alle figurer kan ses i bilag 3.2 Året startede med usædvanlig meget nedbør i januar og februar, som gav en høj afstrømning fra land. I det Centrale Øresund blev målt høje månedsmiddelværdier på nitrit + nitrat og ammoniak primært på de 2 nordligste stationer Ven og Nivå Bugt. Tilsvarende blev en usædvanlig høj nedbør i oktober efterfulgt af høje værdier af ammoniak på alle stationer i november. Generelt måltes ammoniakværdier under gennemsnittet i juni og december. Derudover var der i 22 2 tilfælde, hvor der måltes værdier over gennemsnittet på en enkelt station. I det første tilfælde måltes høje ammoniakværdier på stationen ved Nivå Bugt i august, hvor måltes ca. 2 gange over gennemsnittet. I det andet tilfælde måltes høje nitrit + nitrat værdier i marts, som var 1 gang højere end gennemsnittet ved Hollænderdybet og 2 gange højere gennemsnittet ved Drogden i det sydlige Øresund. Figur Månedsmiddel af nitrit + nitrat og total kvælstof ved Ven i 22 sammenlignet med langtidsmidlen i perioden Figur Månedsmiddel af ammoniak ved Nivå Bugt og på Ven 22 sammenlignet med langtidsmidlen i perioden Kap. 3 2, side 1

32 Københavns Kommune har en permanent målestation med CTD og autoanalyser monterer på Drogden fyr. Målestationen registrerer hver anden time bl.a. salinitet og nitrat. Figur viser 2 perioder med samtidige værdier af salinitet og nitrat, hvor det tydeligt ses at nitratværdien var lav når saliniteten var lav og høj når saliniteten var høj. Målingerne i de 2 perioder dækker hver over ca. en måneds data, i hhv. januar og i marts. I begge tilfælde var der en længere sammenhængende periode med lav salinitet, og en periode med høj og varierende salinitet. På figuren ses at der i marts måltes høj salinitet og højt nitratindhold i overfladevandet, som var en opblandet vandmasse fra Kattegat, i første halvdel af måneden på 6 14 µg/l mod et langtidsgennemsnit på 5. I slutningen af marts faldt nitrat + nitritindholdet til under 1 µg/l, saltindholdet var i denne periode meget lavt, hvilket vidner om at det var Østersøvand. Det var således hydrografien der var afgørende for nitrit + nitratindholdet på Drogden i denne periode, mere end det var den lokale afstrømning. nitrat µg/l 3 Nitrat og salinitet salinitet 3 nitrat µg/l 15 Nitrat og salinitet salinitet nitrat salinitet nitrat salinitet Figur Samtidige målinger af nitrat og salinitet på den faste målestation ved Drogden i januar og marts 22. Bemærk at der er forskellig skala på de 2 figurer. Total kvælstof niveauet i det Centrale Øresund og i det Sydlige Øresund var generelt under gennemsnittet i juni, mens der var enkeltstående høje værdier på stationen ved Nivå Bugt i september, Ven i juli, Hollænderdybet i marts og Drogden i august. Figur Månedsmiddel af fosfat på Drogden og total-p ved Nivå Bugt 22 sammenlignet med langtidsmidlen i perioden Såvel uorganisk fosfat som total fosfor var i 22 generelt lavere end gennemsnittet. Dette sås især på stationen ved Nivå Bugt som normalt har det højeste gennemsnit i det Centrale Øresund, men i Kap. 3 2, side 2

33 Øresundsrapporten ligger på niveau med de øvrige stationer. Der blev målt et signifikant fald i såvel uorganisk som total fosfor gennem måleperioden på flere stationer, hvilket bevirker at de månedsmidler der ses i 22 sammenlignes med et gennemsnit som gradvist falder. Silikatmålingerne i 22 lå generelt over gennemsnittet i august, november og december, og under gennemsnittet i april, juni, september og oktober. På målestationen ved Ven måltes næringssalte i 9 standarddybder. På parametrene nitrit + nitrat, ammoniak, fosfat total-p og silikat sås en lagdeling i næringssaltene som følger saltspringlaget i 1 15 meters dybde, mens der på total-n ikke vat tydelig forskel fra overflade til bund. Gennem hele sommerperioden sås næringssaltbegrænsning af nitrit + nitrat, ammoniak, og fosfat og i overfladelaget, mens der måltes høje koncentrationer i bundlaget. I august og september sås et meget højt niveau af ammoniak, fosfat og silikat i bundlaget. I denne periode var bundvandet meget salt og bestod af næringsrigt bundvand fra Kattegat. Der var samtidigt kraftigt iltsvind i bundlaget, som bevirkede at nitrit + nitrat er lav, idet det uorganiske kvælstof måltes som ammoniak. 431 NITRIT + NITRAT AMMONIAK ug/l -15 DYBDE ug/l DYBDE DAG DAG Figur Ammoniak og nitrit + nitrat 22 ved Ven, målingerne er markeret med prik. Næringssaltbegrænsning Planktonalgers vækst begrænses når næringssaltene kommer under hhv. 28 µg N/l (nitrit + nitrat + ammoniak), 6,2 µg P/l (fosfat) eller 56 µg Si/l (silikat). Nedenstående tabel viser hvilke stationer der var begrænset i 22. Tabel Måneder med næringssaltbegrænsning i 22. Station jan feb. mar. apr. maj jun. jul N N NPSi N 1877 NP NP NP NP 431 N NP NP N 35 NP N N NP 1728 Kap. 3 2, side 3 aug. P NP N NP sep. N NP NP NP okt. N N N nov. dec.

34 I 22 blev målt færre måneder med næringssaltbegrænsning end i 21, idet der ikke var næringssaltbegræning i marts, og der var flere måneder uden P begrænsning. Kun på stationen ved Ven var væksten begrænset af både N og P hele sommeren. Udvikling i perioden I dette afsnit beskrives udviklingen i næringssalte målt i 1 meters dybde i perioden , som vintermidler fra december til februar og som sommermidler fra maj til september. Sommermidlen lå på nogle stationer omkring og under detektionsgrænsen på de uorganiske parametre. Forbedrede analysemetoder har betydet at detektionsgrænsen gradvist er faldet gennem undersøgelsesperioden, og de værdier der angives i starten af perioden er angivet som mindre end detektionsgrænsen, mens der i slutningen er angivet den reelle måleværdi, også selvom den lå under detektionsgrænsen. Den reduktion der ses på de laveste sommermidler skal derfor tages med forbehold. På stationer hvor vintermidlen og totalværdierne, som ligger over detektionsgrænsen udviser samme tendens, er det imidlertid sandsynligt at reduktionen er reel. Vintermidler Nitrat + nitrit vintermidlen i det Centrale Øresund og i det Sydlige Øresund er uændret i perioden , med vinterværdien i 22 nær gennemsnittet. Ammoniak vintermidlen udviser på alle stationer en faldende tendens, som dog kun er signifikant på stationen ved Nivå Bugt, værdien i 22 er højere end i 21, men blandt de laveste i måleperioden. Figur Udvikling i vintermiddel for nitrit + nitrat og ammoniak ved Nivå Bugt i perioden Total kvælstof vintermidlen er faldet signifikant på stationerne Nivå Bugt og Drogden, mens der ingen udvikling ses på Strandmøllen og Ven (kun data siden 1998). Vintermidlen i 22 var blandt de laveste, men niveauet lå i perioden stabilt med lille variation fra år til år. Silikatniveauet varierer meget fra år til år, og der sås ingen udvikling, middelværdien i 22 lå nær gennemsnittet. Fosfat vintermidlen er i perioden faldet på alle stationer, med et signifikant fald på Nivå Bugt og Ven. Middelværdien i 22 ligger blandt de laveste i perioden. Total fosfor er ligeledes faldet på alle stationer, med et signifikant fald på stationerne Ven, Strandmøllen og Drogden, og med et gennemsnit i 22 blandt de laveste i perioden. Kap. 3 2, side 4

35 Figur Udvikling i vintermiddel for fosfat ved Ven og total-p Figur Udvikling i vintermiddel for nitrit + nitrat på Drogden og ammoniak ved Nivå Bugt i perioden Sommermidler Nitrit + nitrat sommermidlerne i det Centrale Øresund og det Sydlige Øresund er generelt faldet, med signifikant fald på stationerne Nivå Bugt, Ven og Drogden. Dette skyldes dels at der var færre meget høje værdier, dels at detektionsgrænsen er faldet på de lave værdier. Dette var især tilfældet på stationen ved Nivå Bugt. Ammoniak sommermidlen på stationen ved Ven er faldet signifikant, mens der på de øvrige stationer ikke er en signifikant en udvikling. Ammoniakværdierne lå alle år meget lavt omkring detektionsgrænsen. Figur Udvikling i sommermiddel for nitrit + nitrat ved Nivå Bugt og ammoniak ved Ven i perioden Total kvælstof sommermidlen er faldet signifikant på stationerne Nivå Bugt og Drogden, som er de 2 stationer der er målt total-n på i hele undersøgelsesperioden. Målingerne i 22 havde imidlertid væsentlig større spredning end de øvrige år. Silikat sommermidlen er uændret i perioden Målingen i 22 lå på gennemsnittet, og der måltes som tidligere det højeste niveau på stationen ved Drogden. Kap. 3 2, side 5

36 Figur Udvikling i sommermiddel for total-n ved Nivå Bugt og silikat ved Drogden i perioden På alle stationer i det Centrale Øresund og det Sydlige Øresund måles en faldende tendens såvel på fosfat som på total fosfor. Dette fald er signifikant for fosfat på stationerne Nivå Bugt og Drogden og for total-p på station Ven. På stationen ved Nivå Bugt er det imidlertid tydeligt at udviklingen i fosfat primært skyldes faldet i detektionsgrænse fra 21, mens stationen ved Drogden fra 1992 haft en lavere detektionsgrænse. Figur Udvikling i sommermiddel for fosfat ved Nivå Bugt og total-p ved Ven i perioden Sammenfatning Månedsmidlerne i det Centrale Øresund og det Sydlige Øresund lå i 22 generelt under gennemsnittet for perioden , med få undtagelser. Nitrit + nitratmålingerne var højere end gennemsnittet i februar og marts, ammoniakmålingerne var højere end normalt i oktober og november, og fosfatmålingerne var højere end normalt i november. Udvikling i næringssalte som vintergennemsnit i perioden viser et generelt et fald. Der er målt signifikant fald i ammoniak på stationen ved Nivå Bugt, i total kvælstof på stationerne ved Nivå Bugt og Drogden, i fosfat på stationerne Nivå Bugt og Ven, og i total fosfor på stationerne Ven, Strandmøllen, og Drogden. Udvikling i sommermidler viser generelt et fald. Der blev målt signifikant fald i nitrit + nitrat på stationerne Nivå Bugt, Ven og Drogden, i ammoniak på stationen ved Ven, i total kvælstof på stationerne ved Nivå Bugt og Drogden, i fosfat på stationerne Nivå Bugt og Drogden, samt i total fosfor på stationen ved Ven. Kap. 3 2, side 6

37 3.3 Iltforhold Iltforholdene i Øresund blev i forbindelse med NOVA programmet i 22 undersøgt på 3 stationer; 1877 i Nivå Bugt, 431syd for Ven og 1728 ved Drogden. Desuden blev iltforholdene undersøgt på følgende regionale stationer: 9 ved Hornbæk, 213 ved Espergærde, 1942 ved Strandmøllen, 35 ved Hollænderdybet og 32 i Københavns Havn. De lagdelte områder På st. 9, 213, 431 og 35 forekommer der ofte springlagsdannelse som følge af indtrængning af højsalint tungt bundvand fra Kattegat og indstrømning af let lavsalint vand fra Østersøen til Øresund. Lagdelingen medfører at bundvandet under springlaget adskilles fra direkte kontakt med atmosfærens ilt. Derved kan der hurtigt opstå forringede iltforhold i bundvandet, især i efterårsperioden hvor iltforbruget er stort som følge af nedbrydning af organisk materiale Året der gik Store dele af det Centrale Øresund var i sommer og efterårsperioden 22 berørt af iltsvind. Som tidligere er det de dybe lagdelte områder af det Centrale Øresund der var ramt af iltsvind. Iltsvindet i 22 var usædvanligt både med hensyn til den tidslige og geografiske udbredelse samt de målte minimumsværdier. Iltsvindet i det Centrale Øresund begyndte i midten af juli og varede til udgangen af oktober. Det kraftigste iltsvind forekom i perioden fra slutningen august til starten af september, hvor hele det Centrale Øresund og Øresundstragten på dybder over 1 meter var ramt af iltsvind. Iltsvindet bredte sig i denne periode helt ned til den sydlige del af Amager hvilket ikke før er observeret. Iltsvindets udbredelse og de målte minimumsværdier i 22 er vist på figur Figur Ilt minimum i Øresund i 22 Kap. 3-3, side 1

38 Iltsvindet i det Centrale Øresund startede syd for Ven i begyndelsen af august og varede til udgangen af oktober jf. figur Iltsvindet udviklede sig under tilstedeværelse af et kraftigt springlag der blev etableret i begyndelsen af maj måned og varede året ud. Springlaget blev forstærket i begyndelsen af oktober hvor der blev der presset et højsalint bundlag ind i Øresund fra Kattegat, samtidig med et brakt overfladelag fra Østersøen blev presset nordpå. Dette medførte en usædvanlig kraftig lagdeling med et saltindhold på < 1 i overfladen og > 32 ved bunden. Derved steg iltindholdet i overfladelaget, mens bundværdien faldt til 1,2 mg/l. Iltspringet i vandsøjlen var usædvanlig skarpt i denne periode hvor der blev målt 1 mg/l fra - 16 meter, hvorefter iltindholdet faldt til under 2 mg/l fra 22 meter til bunden ( ca. 5 meter). 431 ILT mg/l 22-5 DYBDE mg/l DAG Figur Iltforhold på st. 213 og st. 431 i 22. Ved Hollænderdybet mellem Amager og Saltholm startede iltsvindet midt i juli og varede til udgangen af oktober, dog med periodevis opblanding. Iltsvindet i dette område skyldes, at det højsaline bundlag nåede helt ned til Saltholm. På grund af den kraftige springlagsdannelse var der et uafbrudt iltsvind med værdier under 2 mg/l i perioden 28. august til 24. september. I midten af september blev der målt iltværdier omkring mg/l hvilket ikke før er set på denne station. Den 15. oktober kom der imidlertid en voldsom indstrømning af brakt overfladevand fra Østersøen og forholdene på station 35 ændredes totalt. De øverste 16 meter fik derefter en salinitet på 8 og et fuldt mættet iltindhold, og kun på den nederste meter var der et springlag lige over bunden med højere salinitet og et iltindholdet på 7,85 mg/l. Kap. 3-3, side 2

39 Tidslig udvikling Iltminimumsværdierne i forårsperioden på de lagdelte Øresundsstationer er vist på figur I hele området var der gode iltforhold i forårsperioden. De laveste målte værdier var 7,4 mg/l på st. 35, 6,mg/l på st. 213 og 5,7mg/l på st MgO2/l Ilt minimun st. 35 og 313 April-Juni Grænse for iltsvind Lineær (35) Figur Forårsminimum på de lagdelte Øresunds stationer Ilt minimun st.431 April-juni I tabel er vist resultaterne af de statistiske test af den tidsmæssige udvikling af minimumsiltværdierne i forårsperioden på de lagdelte stationer. Tabel Kendalls test af laveste iltindhold april-juni i de lagdelte områder MgO2/l Grænse for iltsvind Parameter/ Station Iltindhold/ st. 213 Iltindhold/ st. 431 Iltindhold/ st. 35 Tidsperiode Antal år Kendalls tau Signifikans/Stigningfald (p<.5) ,219 Nej april-juni ,341 Nej april-juni ,577 Ja/stigning april-juni I forårsperioden ses en positiv udvikling for st. 35 mens der på de øvrige stationer ikke er nogen signifikant udvikling i iltforholdene i forårsperioden. I efterårsperioden af 22 var iltforholdene i de lagdelte områder af det Centrale Øresund og Øresundstragten meget dårlige. Efterårsminimum på lagdelte Øresundsstationer er vist på figur MgO2/l Ilt minimum st. 35 og 213 Juli-Oktober MgO2/l 4,5 4 3,5 3 2,5 2 1,5 1, Ilt minimum st.431 Juli-Oktober Grænse for iltsvind Figur Efterårsminimum på lagdelte Øresundsstationer Grænse for iltsvind Kap. 3-3, side 3

40 På st. 213 og 35 blev der august-september måned målt iltværdier på hhv. 1,8 mg/l og mg/l hvilket er det laveste der er observeret i måleperioden fra 1989 til 22. På st. 431 var den laveste iltværdi 1,2 mg/l. Kun i 199 er der målt en lavere iltværdi på denne station, men udbredelsen og varigheden af iltsvindet i 199 var ikke så omfattende som i 22. I tabel er vist resultaterne af de statistiske test af den tidsmæssige udvikling af minimumsiltværdierne i efterårsperioden på de lagdelte stationer. Tabel Kendalls test af laveste iltindhold juli-oktober i de lagdelte områder Parameter/ Station Iltindhold/ st. 213 Iltindhold/ st. 431 Iltindhold/ st. 35 Tidsperiode Antal år Kendalls tau Signifikans/Stigningfald (p<.5) ,165 Nej juli oktober ,142 Nej juli oktober ,231 Nej juli oktober Der er ingen signifikante ændringer i efterårs minimumsiltværdierne på de lagdelte stationer i Øresund. De lavvandede områder De lavvandede områder er repræsenteret ved st (8 meter) i Nivå Bugt og st ved Drogden (1 meter) i det Sydlige Øresund. De to målestationer repræsenterer vandområder i Øresund hvor der sjældent forekommer lagdeling af vandmassen med et øvre lavsalint og et nedre højsalint lag. Når der ikke forekommer lagdeling af vandmasserne er der en langt bedre tilførsel af ilt fra atmosfæren til hele vandsøjlen. Derved giver de iltforbrugene processer i vandsøjlen og sedimentet ikke anledning til et iltforbrug der overstiger ilttilførslen fra atmosfære i en grad der medfører iltsvind. Året der gik I de lavvandede områder i Øresund blev der ikke målt iltsvind i 22. Den laveste værdi var 7,8 mg/l der blev målt d. 4. september på begge stationer. I forbindelse med kortlægning af det kraftige iltsvind i de dybe områder af det centrale Øresund (figur 3.3.1), blev der i slutningen af august måned målt iltsvind tæt på Drogdentærsklen ved st Iltsænkningen på stationen ved Drogdentærsklen i slutningen af sommeren ses på isopletdiagrammet på figur Kap. 3-3, side 4

41 1728 ILT mg/l 22-1 DYBDE mg/l DAG Figur Iltforholdene på st.1728 i 22 Iltforholdene på st blev undersøgt med ca. en uges mellemrum året rundt. Det kan imidlertid ikke udelukkes at iltfattigt vand i kortere perioder udenfor måletidspunkterne trænger over Drogdentærsklen. Tidslig udvikling Iltforholdene i de lavvandede områder af Øresund var gode hele året. Der er ingen signifikante ændringer i minimumsiltværdierne hverken i forårs eller efterårsperioden på de lavvandede stationer i Øresund. Ilt minimum st og 1877 April-Juni Ilt minimum st og 1877 Juli-Oktober MgO2/l MgO2/l Grænse for iltsvind Figur Forårsminimum på de lavvandede Øresundsstationer Grænse for iltsvind De lidt dårligere iltforhold på st end på st antages at skyldes den lidt større dybde på st Svovlbrintebufferkapacitet I sommerperioden, hvor svovlbrinteproduktionen er særlig stor, er størrelsen af den oxiderede jernpulje kritisk for, hvor længe et kraftigt iltforbrug ved oxidation af svovlbrinte kan forsinkes. Om jernpuljen er stor nok til at binde hele sommerproduktionen af svovlbrinte, afhænger af den organiske belastning, af iltforholdene ved bunden, og i hvilket omfang den foregående sæsons reducerede jernpulje blev oxideret i løbet af vinteren. Kap. 3-3, side 5

42 Derfor kan ændringer i svovlbrintebufferkapaciteten (sedimentets evne til at binde reducerede forbindelser), sedimentets indhold af oxideret jern og dybdeudbredelsen af svovlbrinte fortælle, om ændringer i belastningen af organisk stof. Sulfatreduktionen er lav om foråret, tiltagende gennem sommeren med maximum om efteråret. Derfor er er svovlbrintebufferkapaciteten størst om foråret, hvor dybdeudbredelsen af svovlbrinte er mindst. Sedimentets indhold af oxideret jern er størst om foråret, da jernsulfiden oxideres i løbet af efteråret og vinteren. Året der gik Fra efteråret 21 til foråret 22 forekom der en normal iltning af sedimentet på st. 38 nord for Hollænderdybet. Selvom HS-bufferkapaciteten øgedes, var HS-bufferkapaciteten ved 22 s begyndelse her lavere end normalt. Den høje belastning i vintermånederne og den høje temperatur i sommeren 22 gav bakterierne ideélle forhold og medførte en høj bakteriel aktivitet. Da vandbevægelsen samtidig var meget lav blev udvekslingen af ilt mellem sedimentet og pelagialet mindre end normalt. Det medførte at HS-bufferkapaciteten meget hurtig blev opbrugt. Iltsvindet H2S bufferkapacitet (mmol/cm2) Sulfidbuffer st H2S frontens udbredelse (mm) Efterår Forår Figur Sulfidbufferkapacitet og svovlbrintezonens udbredelse på st. 38 blev derfor hurtig en realitet i sommeren 22. Den lave initielle HS-bufferkapacitet medførte at iltsvindet i sedimentet blev det hidtil kraftigste i hele overvågningsperioden. Ved Louws Flak (station 5) indstillede HS-bufferkapaciteten og HS-zonen sig på de forventede niveauer fra efteråret 21 til foråret 22. Fra foråret 22 til efteråret 22 skete der et normalt fald i HS-bufferkapaciteten der ikke var så markant som nord for Hollænderdybet. Da HSbufferkapaciteten heller ikke startede på samme lave niveau som nord for Hollænderdybet, nåede HS-bufferkapaciteten ikke samme lave værdi. HS-zonen øgedes kun minimalt trods det massive iltsvind i området. S u lfid b u ffer st. 5 H2S bufferkapacitet (mmol/cm2) H2S frontens udbredelse (mm) Efterår Forår Figur Sulfidbufferkapacitet og svovlbrintezonens udbredelse på st.5 Kap. 3-3, side 6

43 Tidslig udvikling Målinger af sulfidbufferkapacitet fra Nova-programmet er vist i nedenstående tabel. Tabel 3.3.3: Svovlbrintebufferkapacitet på station 5 og 38 fra St. 5 Forår Efterår HS-zone HS-buffer HS-zone HS-buffer År mm µm mm µm H 2 S/cm 2 H 2 S/cm St. 38 Forår Efterår HS-zone HS-buffer HS-zone HS-buffer År mm µm mm µm H 2 S/cm 2 H 2 S/cm > På begge stationer var sulfidbufferkapaciteten som forventeligt større i forårsperioden hvor iltforholdene er bedst og den biologiske aktivitet lav. Ligeledes var der på begge stationer en aftagende sulfidbufferkapacitet over måleperioden fra 1998 til 22. Den aftagende sulfidbufferkapacitet falder sammen med de i måleperioden tiltagende dårlige iltforhold i vandsøjlen på de to stationer. Årsagssammenhænge Udviklingen af det ekstraordinært kraftige iltsvind i 22 skete, som følge af sammenfald af en række klimatiske og hydrografiske forhold der forstærkede iltsvindet. Nedbøren over det østlige Sjælland var i 22 3% større end normalen i , hvilket medførte en fordobling af afstrømning og dermed belastningen med næringssalte fra land i forhold til 21. Den øgede afstrømning gav anledning til forøget algeproduktion og dermed også et øget iltforbrug under nedbrydningen. Vindforholdene var i perioden april-december usædvanligt rolige. Dage med kraftige vinde lå langt under normalen. I april, august og november blev der således ikke målt vindhastigheder over 1,8 m/s. De rolige vindforhold har medført en usædvanlig lille vertikal opblanding af iltrigt vand fra overfladen til bundvandet. Temperaturen i juli-september lå over normalen. Specielt var august måned varm med en temperatur på 3,2 C over middeltemperaturen for denne måned. Antallet af soltimer i perioden juliseptember lå ca. 16% over normalen for denne periode. Det varme vejr og dermed høje vandtemperaturer, har medført en forøget hastighed af biologiske processer i forbindelse med nedbrydning af organisk materiale i vandsøjlen og sedimentet. Kap. 3-3, side 7

44 Klimaet i perioden fra juni til september kan kort beskrives som vådt, varmt, solrigt og med rolige vindforhold. Den kraftig afstrømning fra land har givet ekstra tilførsel af næringssalte og dermed øget algevækst i farvandene. De rolige vindforhold har medført en stabil lagdeling af vandmasserne i Øresund i en længere periode. Dermed er der ikke blevet tilført ilt fra atmosfæren til de dybere vandmasser i den periode hvor nedbrydningen af alger medfører et øget iltforbrug. De gode iltforhold i de lavvandede områder tilskrives den relativt lave interne kvælstofbelastning i Øresund, samt den kraftige vandudskiftning og opblanding i de lavvandede områder. Sammenfatning. Iltsvindet i Øresund var både m.h.t. varighed, udbredelse og målt minimum det kraftigste der er observeret siden overvågningsprogrammets begyndelse i Årsagen tilskrives et sammenfald af ekstraordinær stor afstrømning af næringssalte fra land og deraf følgende øget algevækst og øget iltforbrug ved nedbrydning i efterårsperioden, samt en lang periode i sommer og efterårsperioden med usædvanligt varmt og stille vejr. I de lavvandede områder i Øresund forekom der ikke iltsvind. De gode iltforhold i de lavvandede områder tilskrives den relativt lave interne kvælstofbelastning i Øresund samt den kraftige vandudskiftning og opblanding i de lavvandede områder. Kap. 3-3, side 8

45 3.4 Plankton Mængden af planktonalger måles på flere forskellige måder i det Centrale Øresund: Ud for Hornbæk og Espergærde måles fluorescens. I Nivå Bugt, ved Ven, ved Hollænderdybet og ved Drogden i syd måles desuden klorofyl. Primærproduktionen, ciliater og mesozoo-plankton måles kun på den intensive havstation ved Ven, mens indsamling af kvalitative og kvantitative analyser af alger finder sted i både Nivå Bugt (regional undersøgelse) og ved Ven (NOVA). Klorofyl I det Centrale Øresund er planktonindholdet som regel lavt hele året med månedsmiddelværdier på 1-3 µg chl a/l. Kortvarige opblomstringsperioder forår og efterår varierer i tidspunkt og omfang og rammes med større eller mindre held på vores måledage. Spredningerne på langtidsmidlerne er derfor størst i disse perioder. I 22 blev forårsopblomstringen ikke registreret ved Ven. Klorofylindholdet måles vertikalt i vandsøjlen for hver 5 meter de øverste 2 meter ved Ven. Fra disse data fremgår det, at der har været et klorofyl-maksimum omkring springlaget i marts og jævnt i vandsøjlen over springlaget i månedsskiftet juli til august. Til gengæld sås ingen forøgelse af klorofylindholdet i slutningen af juni hvor planktontællingerne viser, at der var masseforekomst af kiselalger. Et isopletkort over målinger fra hele vandsøjlen kan ses i bilag 3.4. Forårsopblomstringen blev i 22 registreret i slutningen af marts på stationerne nord og syd for Ven. Ved Hollænderdybet ud for København var klorofylindholdet meget lavt hele foråret. I Nivå Bugt var klorofylindholdet tæt på langtidsmidlen det meste af året. Månederne august til oktober lå dog relativt højt i såvel Nivå Bugt som ved Hollænderdybet. På de mere åbne stationer ved Ven og Drogden var klorofylindholdet relativt lavt i årets sidste kvartal (se figur 3.4.1). Figur Månedsmidler for klorofyl på station 431, Ven og 1728, Drogden i 22. Sommermiddelværdien for klorofylindholdet i overfladevandet ved Ven og i Nivå Bugt lå på ca 2 µg/l. På de sydligere stationer var sommermidlen lidt lavere, men sommermidlen for 22 lå generelt højere i hele det Centrale Øresund end de to foregående år. Der ses ingen statistisk signifikant stigning eller fald i klorofylindholdet over den samlede måleperiode Kap. 3-4, side 1

46 Figur Sommermidler for klorofyl-a på st Nivå Bugt og 35 Hollænderdybet. Fluorescens Fluorescensmålingerne er et udtryk for pigmentindholdet i vandet og dermed for mængden af alger. Da fluorescensen måles for hver 2 cm i hele vandsøjlen mange gange om året, kan et isopletkort beskrive algernes fordeling i vandsøjlen over året. 431 FLUORESCENS 22-5 DYBDE ug/l DAG Figur Fluorescensen på station 213 Espergærde og 431 Ven i 22. Skalaen ug/l angiver mængden af klorofyl i vandet. Fluorescensmålingerne er kalibreret efter relevante klorofylmålinger målt på et laboratorium. Fluorescensen var i 22 meget høj på begge sider af springlaget ved Hornbæk og Espergærde, i slutningen af marts. I juni måltes igen en kraftig flourescenstop i springlaget ved Espergærde. Ved Ven og sydligere i Øresund anes et lille flourescensmaksimum i samme perioder, men ikke så udtalt som på de nordligere stationer (figur 3.4.3). Kap. 3-4, side 2

47 Primærproduktion. Der måles i henhold til NOVA programmet kun primærproduktion syd for Ven. I 22 måltes primærproduktion endvidere i regionalt regi i Nivå Bugt. 5 Areal produktion 4 mg C/m2/dag Figur Arealproduktionen beregnet på den 52 meter dybe station syd for Ven i 2, 21 og 22. Arealproduktionen syd for Ven er angivet i figur I 22 fulgte arealproduktionen samme mønster som 21. Laveste måling var på 23 mg C/m 2 /dag målt den 11. december 22. I sommermånederne juni til juli var produktionen relativ høj og lå på ca 1 mg C/m 2 /dag i hele perioden. Det ses ikke på arealproduktionen, at der var masseforekomst af kiselalger i prøven fra den 24. juni. Årsproduktionen i 22 var på 219 g C m -2 (partikulær produktion). Dette er noget højere end i 21 hvor årsproduktionen var 122 g C m -2, men betydeligt lavere end i 2, hvor årsproduktionen var på 355 g C m -2. Med en høj udledning af næringssalte i forårsperioden og en varm og stille sommer havde algerne også bedre vækstbetingelser i 22 end de foregående år, så det er ikke uventet at produktionen ver højere her. PPI-indekset udtrykker den målte produktion i forhold til den maksimalt forventede produktion og er således en indikator for graden af næringssalt-begrænsning. Indekset beregnes som forholdet mellem den målte maksimale produktion pr. klorofylenhed og en potentiel maksimale produktion beregnet ud fra temperaturen i prøven. PPI-indekset lå mellem,2 og,5 i sommerperioden 22 hvor primærproduktionen har en betydning, hvilket tyder på, at planktonalgerne har været næringssaltbegrænset hele sommeren. Beregninger af PPI indekset for station 431 er vist i figur I princippet kan PPI værdien ikke komme over 1 da det jo skulle være udtryk for at algerne producerer så meget som er fysisk muligt. Når den alligevel var over 1 i februar, skyldes det et regneteknisk problem. Som det fremgår af figur var produktionen meget lav i den pågældende periode. Kap. 3-4, side 3

48 ubenævnt 1,,9,8,7,6,5,4,3,2,1, PPI indeks Figur Den faktiske produktion i forhold til den potentielt mulige produktion på st. 431, Ven i 21 og 22. Udviklingen i sommermiddelproduktionen på station 431 er vist i figur Sommermiddelproduktionen var i 22 på ca. 9 mg C/m 2 /dag. Efter en årrække i sidste halvdel af halvfemserne med meget lav sommerproduktion, var sommerproduktionen i 2 og 22 højere end målingerne i første halvdel af halvfemserne. 2 Primærproduktion Sommermiddel st. 431, Ven 16 mg C/m2/dag Figur Sommermiddelproduktionen på st. 431, Ven i årrækken På figur er biomassen for henholdsvis fyto- og zooplankton sammenholdt med arealproduktionen på st. 431 ved Ven i 22. Biomassen af plankton var højest om sommeren hvor produktionen var højest. I 21 var biomassen af plankton også høj i marts og april. Bortset fra den meget høje fytoplankton biomasse den 24. juni var biomassen for både fyto- og zooplankton ret lav i 22 sammenlignet med de tidligere år. Dyreplanktonets biomasse steg i slutningen af maj og aftog igen i september, på trods af at der stadig var rigelig med planteplankton til stede på dette tidspunkt. Skiftene i produktion og i mængden af både plante og dyreplankton vidner om, at vandet i Centrale Øresund skiftevis kommer fra Kattegat og Østersøen. Den naturlige udvikling i planktonsammensætningen bliver forstyrret når vandmasserne skifter. Kap. 3-4, side 4

49 Planktonbiomasse og arealprod i 22. arealprod. biomasse i ug C/l jan 13. feb 26. feb 5. mar 13. mar 26. mar 9. apr 16. apr 22. apr 21. maj 4. jun 24. jun 1. jul 3. jul 14. aug 21. aug 4. sep 11. sep 23. sep 9. okt 23. okt 29. okt 18. nov 11. dec planteplankton dyreplankton arealprod Figur Biomassen af fyto- og zooplankton fordelt over året i 22 sammenholdt med arealproduktionen målt i overfladevandet på st. 431, Ven. Fytoplankton arter I Nivå Bugt er planktonalgerne bestemt 1 gange i perioden februar til november i 22. Figur viser fordelingen af alger på grupper i µg C/l i en blandingsprøve fra hver anden meter i hele vandsøjlen. prøverne oparbejdes kun for dominerende arter. Artsantallet kan derfor ikke sammenlignes med artsantallet ved Ven hvor algeprøverne bestemmes totalt i henhold til NOVA paradigmaet herfor. ug/l Biomasse af fytoplankton st 1877, Nivå Bugt feb 26. mar 16. apr 24. jun 1. jul 1. aug 21. aug 11. sep 9. okt 18. nov BLÅGRØNALGER FUREALGER KISELALGER CILIATER Andre arter Figur Biomasse af planktonalger fordelt på klasser på st i Nivå Bugt i 22. Gruppen øvrige består af mange forskellige grupper med kun en eller få arter i hver. Alle arter fremgår af bilag 3.4. Ved målingen den 16. april bestod hele biomassen kun af furealgen Protoperidinium pellucidum med.4 µg C/l. Samme dag var biomassen af alger 13 µg C/l på st 431, Ven. Den 24. juni toppede biomassen i 22. Den altdominerende alge var her kiselalgen Rhizosolenia fragilissima som udgjorde 98 % af biomassen. Samme alge dominerede ved Ven med biomasser over 2 µg C/l som er definitionen på masseforekomst. Den relativt store mængde Kap. 3-4, side 5

50 furealger der registreredes i Nivå Bugt den 1. august er Ceratium furca som er en typisk Kattegatart (Marie Maar et al 1999). Den 9. oktober dominerede kiselalgen Coscinnodiscus concinnus med 94 % af biomassen. I alt er der registreret 31dominerende arter fordelt på 12 furealger, 11 kiselalger og 1 andre arter af forskellige grupper på station 1877 i 22. I det åbne Øresund syd for Ven blev der målt på integrerede prøver fra de øverste 1 meter af vandsøjlen 24 gange i 22. Der blev registreret 111 arter/identifikationstyper. Tabel er en oversigt over antallet af arter/identifikationsgrupper inden for de enkelte taksonomiske hovedgrupper. Tabel Antallet af arter/identifikationstyper inden for de enkelte hovedgrupper af auto- og mixotroft fytoplankton på station 431 i Øresund i 22. Taxa Antal Rekylalger Cryptophyceae 5 Furealger Dinophyceae 31 Kiselalger Diatomophyceae 47 Gulalger Chrysophyceae 5 Stilkalger Prymnesiophyceae 1 Øjealger Euglenaceae 1 Prasinophycae 1 Ubestemte flagellater 4 Blågrønalger Nostocphyceae 7 Grønalger Chlorophyceae 7 Ciliater 2 Fytoplankton total 111 Kiselalgerne var den gruppe, der var repræsenteret af flest arter/identifikationstyper, i alt 47. Den næststørste gruppe var furealgerne med 31 registrerede arter/identifikationstyper. Kiselalger og furealger udgjorde tilsammen 2/3 af de registrerede arter/typer. Af tabel fremgår de enkelte algegruppers gennemsnitlige biomasser. Biomasserne er angivet som års- og sommergennemsnit og som maksimale biomasser over hele perioden. Gennemsnittene er beregnet som tidsvægtede gennemsnit. Tabel Gennemsnitlige og maksimale Planktonbiomasser på st. 431 Ven i 21. Gennemsnit (µg C/l) Gennemsnit (%) Maksimum (µg C/l) 1/1-31/12 1/5-3/9 1/1-31/12 1/5-3/9 Kiselalger Furealger Andet Ciliater Fytoplankton totalt Det tidsvægtede gennemsnit af den auto- og mixotrofe biomasse var henholdsvis 4 µg C/l og 59 µg C/l hele året og i sommerperioden (tabel 3.4.2). Fordelingen af algeklasser på station 431 over året er vist på figur Kap. 3-4, side 6

51 Biomasse af fytoplankton på st. 431, Ven jan 13. feb 26. feb 5. mar 13. mar 26. mar 9. apr 16. apr 22. apr 21. maj 4. jun 24. jun 1. jul 3. jul 14. aug 21. aug 4. sep 11. sep 23. sep 9. okt 23. okt 29. okt 18. nov 11. dec Andet Blågrønalger Mesodinium rubrum A+M-nanoflagellater A+M-furealger Kiselalger Figur Planktonbiomasse fordelt på klasser i 22 på station 431 syd for Ven. Kiselalgerne havde en biomasse på 229 den 24. juni således at den samlede biomasse var 263,5 den dag. Året var karakteriseret ved fire biomassetoppe i perioden juni til oktober 22 og gennemgående lave biomasser i vintermånederne. Såvel sammensætningen af plankton som dominansforholdet mellem de forskellige taksonomiske grupper varierede meget gennem året som følge af den skiftende ind- og udstrømning af henholdsvis salt kattegatvand og brakt østersøvand. En tabel over de dominerende algers fordeling for hver prøvetagning kan ses i bilag 3.4. Som målt i Nivå Bugt udgjorde Rhizosolenia fragilissima en betydelig del af biomassen på st 431, Ven den 24. juni, som var årets absolut højeste biomassemåling i 22. De tre øvrige algetoppe blev registreret ved målingerne den 3. juli, den 23. september og den 29 oktober. I juli var furealgen Prorocentrum minimum den mest dominerende art, men udgjorde alligevel kun 38 % af biomassen. Arten regnes for potentielt giftig. I September var nanoflagellater den mest dominerende gruppe med 41 % af biomassen og den 29. oktober var coscinodiscus spp mest dominerende med kun ca. 1 % af biomassen. Den dag blev der registreret flest arter/identifikationstyper, nemlig 56 på stationen. Masseforekomst For åbne kystnære områder defineres begrebet masseforekomst som klorofylkoncentrationer > 8 µg/l eller forekomsten af en enkelt eller få nærtbeslægtede arter, hvis biomasse overstiger 2 µg C/l. Der er ikke målt forhøjede klorofyl i Centrale Øresund i 22, men den 24. juni 22 måltes en biomasse af Rhizosolenia fragilissima på 229 µg C/l syd for Ven. Der har dermed været masseforekomst af denne art. Det gav ikke en nedsat sigtdybde, klorofylindholdet var ikke forhøjet og primærproduktionen var ikke højere den dag end resten af sommeren. Den samlede auto- og mixotrofe biomasse på station 431 kom ikke over 1 µg C/l på andre tidspunkter i 22. Kap. 3-4, side 7

52 Dybe algemaksima Der blev oparbejdet algeprøver fra 7 dybe flourescensmaxima i løbet af 22. De dominerende algers koncentration og biomasse, samt biomassen i de sammenhørende blandingsprøver udtaget i -1 m, fremgår af bilag 3.4. Der blev fundet bemærkelsesværdigt små algebiomasser i de dybe prøver i 22. Den største biomasse blev målt den 4. september 22 i 15,5 meters dybde. På denne dato udgjorde Chaetoceros curvisetus 36,7 µg C/l. De flourescenstoppe der lå til grund for udvælgelse af prøvetagningsdybder til dybe maksima i 22 var ikke særlig markante. Den nøjagtige prøvetagningsdybde vurderes ikke at have været afgørende for resultatet. Giftige og potentielt giftige alger Den 3. juli var furealgen Prorocentrum minimum den mest dominerende art på station 431, Ven. Den medtages på listen over potentielt giftige arter fordi den ligner Prorocentrum lima, der er en DSP art (diarré-fremkaldende skaldyrsforgiftning). Hvis P. lima når op på 5 celler/l slås der alarm for muslingefiskeri. Den højeste koncentration af P. minimum var på 18 x 1 3 celler/l. Denne art er betydeligt mindre end P. lima, og findes ofte i større koncentrationer end de her målte uden at det giver anledning til bekymring. I august registreredes 37. celler/l af kiselalgegruppen Pseudo-nitzschia som regnes som en ASP art, en skaldyrsforgiftning der kan medføre forstyrrelser i nervesystemet hos mennesker. I Danmark er grænseværdien for denne type alge 2. celler/l for Pseudo-nitzschia seriata-gruppen og 5. celler/l for Pseudo-nitzschia delicatissima-gruppen En tabel over de øvrige giftige eller potentielt giftige arter, der er fundet i ubetydelige koncentrationer ved Ven i 22 kan ses i bilag 3.4. I den varme stille sensommer lå store koncentrationer af blågrønalger i overfladevandet ved kysten. Blågrønalgen Nodularia spumigena er krøllede tråde med luftbærer der trives bedst ved høje temperaturer i brakvand. Den kan selv fiksere luftens kvælstof, som er det mest begrænsende næringssalt i havvand. I varmt stille vejr får algen optimale forhold. Luftblærerne får algerne til at lægge sig i overfladen hvor vind og strøm kan føre dem sammen i meget høje koncentrationer. Det gav anledning til advarsel imod badning, men algerne blev ikke registreret i planktonprøverne på de faste målestationer, der tages i større dybder og længere fra kysten. Tidsmæssig udvikling I figur ses de tidsvægtede årsgennemsnit i den auto- og mixotrofe biomasse fordelt på grupperne blågrønalger, furealger, kiselalger, Mesodinium rubrum, nanoflagellater og andet i årene Auto- og mixotrof biomasse µg C/l Blågrønalger A+M-furealger Kiselalger Mesodinium rubrum A+M-nanoflagellater Andet Årsgennemsnit Figur Årsmiddelværdien for planktonbiomassen på st.431, Ven i Kap. 3-4, side 8

53 Årsmiddelværdien for fytoplankton er øget siden det rekord lave år i 2. Ændringen er hovedsageligt sket på mængden af kiselalger, der er mere end fordoblet fra 21 til 22. Den meget store forekomst af Rhizosolenia fragillissima registreret ved en enkelt måling i 22 påvirker biomassen i betydelig grad. Den kvantitative sammensætning i planktonet varierede meget fra år til år. I 1998 var biomassen af såvel kiselalger som furealger relativt høje som følge af opblomstringer af kiselalgerne Guinardia flaccida, Rhizosolenia fragilissima og furealgen Ceratium tripos. I 1999 var de relativt høje biomasser af kiselalger og furealger primært forårsaget af forårsopblomstringer af kiselalgerne Skeletonema costatum og Thalassiosira nordenskioldii og sensommer-opblomstringer af kiselalgerne Rhizosolenia fragilissima og Pseudo-nitzschia delicatissima-gruppen samt furealgen Ceratium tripos. Den meget lave årsmiddelværdi i 2 skyldes hovedsageligt en lav registrering af kiselalgegruppen og primærproduktionen var faktisk særlig høj det år. I 21 var det tidsvægtede årsgennemsnit af den auto- og mixotrofe biomasse 35 µg C/l. De to store grupper, nanoflagellater og furealger udgjorde hver især omkring 3% af den samlede biomasse, kiselalgernes andel var 2%, mens de øvrige grupper af alger biomassemæssigt var ubetydelige. Der er ikke sket samlet statistisk signifikante stigninger eller fald i biomassen indenfor de enkelte algegrupper eller for den samlede biomasse i de 5 år Københavns Amt har målt på stationen. Zooplankton Det er ikke alle alger der ved hjælp af solenergi er i stand til at optage næringssalte fra vandet (autotrofe). En del arter af nanoflagellater, furealger og ciliater lever af bakterier eller små alger og kaldes microzooplankton. De større arter kaldes mesozooplankton, som igen kan opdeles i mero- og holoplankton. Meroplankton består af vandlopper, daphnier og hjuldyr. Holoplankton er larver af de bundlevende dyr som slangestjerner, snegle og børsteorme. Mesozooplankton er en vigtig fødekilde for mange fisk og de er medvirkende til at holde mængden af fytoplankton nede. De enkelte gruppers gennemsnitlige biomasser, både som års- og sommergennemsnit samt maksimalbiomasser målt ved Ven, fremgår af tabel Tabel Tidsvægtet gennemsnit og maksimal biomasse af de overordnede grupper af zooplankton samt de enkelte gruppers procentvise andel af den totale biomasse på station 431 syd for Ven i 22. Gennemsnit (µg C/l) Gennemsnit (%) Maksimum (µg C/l) 1/1-31/12 1/5-3/9 1/1-31/12 1/5-3/9 Furealger Nanoflagellater Ciliater Mesozooplankton,9, 1,8 29,3,9,1 2,3 39,5 2,9,1 5,7 91,3 2,9,1 5,5 91,5 4,2,1 1,5 51, Heterotroft plankton total 32, 42, ,8 Det heterotrofe plankton domineres af mesozooplanktonet i Øresund. I 22 udgjorde mesozooplankton ca. 91 % af den totale heterotrofe biomasse både på årsniveau og i sommerperioden. Den tidsmæssige variation af zooplanktons biomasse fordelt på de overordnede grupper samt deres procentvise andel af biomassen syd for Ven i 22 fremgår af figur Kap. 3-4, side 9

54 Zooplankton var totalt domineret af mesozooplankton hele året. Ciliaterne er den gruppe der betød næstmest for biomassen i 22. Den 21. august, den 11. september og 23. oktober var biomassen af ciliater størst. Selv på de mest betydende dage kom biomassen af ciliater dog ikke over 2 % af den samlede biomasse. De relativt bratte skift i biomasse og sammensætning af zooplanktonarter vidner ligesom fytoplankton om skiftet i vandmasser fra Kattegat og Østersøen. ug c/l 7 Biomasse af zooplankton i jan 13. feb 26. feb 5. mar 13. mar 26. mar 9. apr 16. apr 22. apr 21. maj 4. jun 24. jun 1. jul 3. jul 14. aug 21. aug 4. sep 11. sep 23. sep 9. okt 23. okt 29. okt 18. nov 11. dec H-furealger H-nanoflagellater H-ciliater Mesozooplankton Figur Zooplanktonbiomassen fordelt på grupper på st 431, Ven i 22 Mesozooplankton Der blev i 22 fundet 69 arter/identifikationstyper af mesozooplankton syd for Ven. De dominerende mesozooplanktonarter på de enkelte prøvetagningsdage i % af den totale mesozooplanktonbiomasse fremgår af bilag 3.4. Hjuldyr I marine områder er Synchaeta den almindeligste slægt af hjuldyr, og den har som regel har sin hovedudbredelse i marts-maj. I 22 var arten den eneste hjuldyrart af betydning på stationen. Den blev kun registreret i nævneværdige koncentrationer den 9 april med 2,7 µg/l. ug C/l Biomasse af mesozooplankton i jan 26. feb 13. mar 9. apr 22. apr 4. jun 1. jul 14. aug 4. sep 23. sep 23. okt 18. nov Hjuldyr Dafnier Vandlopper Meroplankton Figur Fordeling af Mesozooplankton på grupper på st. 431, Ven i 22 Dafnier Dafniesamfundet blev registreret ved Ven fra slutningen af april til sidst i september samt den 29. oktober. Den mest betydende art var Bosmina longispina, som udgjorde 18 µg/l den 21. august hvor Kap. 3-4, side 1

55 dafniesamfundet toppede. Arter af Bosmina er typiske for Østersøen. Der blev i alt registreret 11 arter af dafnier i 22. Vandlopper Der blev i alt registreret 2 arter af vandlopper. Den artsrigeste gruppe var de calanoide vandlopper, der var repræsenteret af 16 arter, hvoraf de 5 tilhørte slægten Acartia. Den 24 juni udgjorde arterne Pseudocalanus minutus og Centropages hamatus til sammen 86 % af vandloppebiomassen med henholdsvis 15,3 og 13,3 µg/l. De cyclopoide vandlopper var repræsenteret af 3 arter, Oithona similis, Oncaea spp. og Corycaeus anglicus. Meroplankton Der blev registreret 34 arter/grupper af meroplankton fordelt på 13 taksonomiske grupper. Den artsrigeste gruppe var børsteormene, der var repræsenteret af larver af 12 arter/grupper. Rurerne var repræsenteret af naupliuslarver af 7 arter af Balanus. Derudover blev der registreret få arter af storkrebs, mosdyr, pighuder, sækdyr og ubestemte muslinge- og snegleveligerlarver. Udviklingen i dyreplankton Udviklingen i dyreplanktons biomasse syd for Ven fremgår af figur , der viser de tidsvægtede årsgennemsnit af det heterotrofe planktons biomasse for hvert år i perioden Det bør bemærkes, at der i årrækken 2-22 blev talt total heterotrof biomasse, mens der i 1998 kun blev talt heterotrofe nanoflagellater og furealger og i 1999 kun blev der talt heterotrofe nanoflagellater og furealger samt mesozooplankton. ug C/l 35 Biomasse tidsvægtede årsmidler for mesozooplankton på st. 431, Ven Hjuldyr Dafnier Vandlopper Meroplankton Andet Figur Udvikling i biomasse af dyreplankton i årrækken Da der er målt så forskelligt i de få år der rapporteres i NOVA, er det vanskeligt at sige noget om udviklingen i sammensætningen af dyr. En analyse af data fra før 1998 forventes at ske, når overførslen af DMU s gamle data bliver mulig. Sammenfatning: Planktonalger målt som klorofylkoncentrationer viste at forårsopblomstringen på de fleste stationer fandt sted sidst i marts i 22. Biomassen af dyreplankton var høj i hele sommeren fra april til Kap. 3-4, side 11

56 august. I Centrale Øresund er dyreplankton helt domineret af vandlopper. Skift i vandmasserne, i forbindelse med at strømmen i Øresund vender, medfører skift i planktonsammensætning og koncentration. Primærproduktionen var, efter et højt niveau i 2 og et lavt niveau i 21, ved målingerne i 22 højere end målingerne fra starten af halvfemserne og mere end dobbelt så højt som sidste halvdel af halvfemserne. Der er ikke målt forhøjet klorofylindhold på nogen af stationerne i Centrale Øresund i 22. Alligevel måltes masseforekomst af kiselalger den 24. juni ved, Ven og høje koncentrationer af samme art, dog ikke masseforekomst samme dag i Nivå Bugt. Den potentielt giftige alge Prorocentrum minimum er målt 29,4 µg C/l den 3. juli 22. Planktonsamfundet i Øresund er alsidigt og meget skiftende, som man kan forvente i et farvand som Centrale Øresund. Der kan ikke spores en udvikling i mængden af plankton. Da mængden er lav og vandet er rimeligt klart i det åbne Øresund er målsætningen for klorofylindholdet i vandet da også opfyldt. I Nivå Bugt er der ikke sket en statistisk signifikant udvikling i klorofylindholdet i perioden Da der ikke er kystnære vandkemistationer syd for Nivå Bugt i Centrale Øresund, er det vanskeligt at konkludere om der sker en udvikling her. Kap. 3-4, side 12

57 3.5 Bundvegetation Udbredelsen af ålegræs og enårige løstliggende trådalger blev i 22 undersøgt langs 6 transekter i Nivå Bugt, langs 8 transekter fra Vedbæk til Aflandshage og langs 4 transekter rundt om Saltholm. Dækningsgrad, dybde- og hovedudbredelsen af ålegræs samt forekomsten af løstliggende trådalger blev registreret på alle transekter ved paravanedyk. Derudover blev der udført en fladeundersøgelse af dækningsgrad af ålegræs og løstliggende trådalger i Nivå Bugt. Dykkerundersøgelserne er udført i henhold til DMU s tekniske anvisninger for ekstensive vegetationsundersøgelser samt fladeudredelsesundersøgelser i NOVA programmet. Fladeudbredelsen bliver behandlet for sig selv sidst i dette kapitel. Områdebeskrivelser. Vegetationstransekterne for Centrale Øresund er inddelt i hovedområderne Nivå Bugt, Farvandet ud for Tårbæk, området øst for Amager og området rundt om Saltholm. I Nivå Bugt er der udlagt 6 transekter mens der er udlagt 4 transekter i hver af de andre hovedområder. Et kort over transekternes placering kan ses i rapportens indledende afsnit, kort Transekternes positioner samt prøvetagningstidspunkt fremgår af tabel Transekterne er beskrevet grafisk i bilag 3.5. Heraf fremgår dybdeprofilet på transekterne samt den procentvise fordeling af hård bund, ålegræs og løstliggende trådalger. Det er fælles for alle 18 transekter, at der kun er registreret en lille andel af hård bund. Overordnet set består alle transekterne af sandbund, og dybdeudbredelsen af ålegræs er derfor ikke substratbetinget. Nivå Bugt Det nordligste område som er Nivå Bugt, består af transekterne Snekkersten, Tibberup, Sletten, Nivå Bugt samt Kokkedal Nord og Kokkedal Syd. Analyser der beskriver udviklingen af vegetationen er foretaget på alle 6 transekter for første gang, da de nu har været undersøgt i 5 år, hvorved det giver mening at lave statistik på tidsserien. Tidligere har tidsserieanalyserne for Nivå Bugt kun været foretaget på transekt 5, da dette transekt også indgik i VMP, og således har været undersøgt i flere år. Transekterne ved Snekkersten og Tibberup er ca 1,5 km lange med jævnt faldende dybde i hele transektets længde. Slutdybden er ca 1 meter. På de første 4 meter var der en spredt dækning af ålegræs på ca 3 %. Herefter var transektet dybere end 6 meter og ålegræssets udbredelse ophørte. De løstliggende trådalger bredte sig ud langs begge transekter, mest dominerende ved Tipperup. Dækningsgraden af løstliggende alger holdt sig dog under 3 % på begge transekter på stort set alle dybder. Transekterne Sletten, Nivå Bugt og Kokkedal Nord var alle ca. 3 km lange. Dybden steg til 5 meter indenfor de første 2-4 meter, men nåede først en dybde på 6 meter efter ca. 15 meter. Bunden skrånede stort set jævnt resten af vejen med slutdybder på 9-12 meter. I 22 var transektet ved Sletten det sted med størst udbredelse af løstliggende trådalger. Kokkedal Syd transektet blev undersøgt ud til 16 meter fra land. Efter ca. 6 meter var dybden over 1 meter. Dækningsgraden af ålegræs var 5-8 % de første 6 meter af transektet for derefter at falde til under 1 %. Dækningen af trådalger var mellem 1 og 3 % det meste af transektet og aftog ikke indenfor det målte transekt. Farvandet ud for Tårbæk Syd for Nivå Bugt kommer det område som kaldes Farvandet ud for Tårbæk og består af transekterne Skodsborg, Tårbæk, Klampenborg og Charlottenlund. Klampenborg transektet blev oprettet i 1998 med NOVA programmet. De 3 øvrige er gamle VMP transekter. Fælles for de 4 transekter er, at dybden stiger til over 2 meter indenfor de første 5 meter af transektet. Kap. 3-5, side 1

58 Ålegræsbedende var mest betydende de første 3 meter i dette område hvorimod de løstliggende trådalger sås langs hele transektet. Amager Transekterne i dette område er ret forskellige. De to nordligste, Amager Strand og Kastrup er begge 16 meter lange og ender ud imod sejlrenden. Transektet ved Dragør ender allerede ved sejlrenden efter 5 meter imens transektet ved Søholm er over 4 km langt. Ålegræsset stod tæt (8-1% dækning) på alle 4 transekter ud til ca. 6 meters dybde. Det samme gjaldt også de løstliggende trådalger, der i dækning fulgte ålegræsset alle steder, bortset fra transektet ved Dragør. Her dækkede ålegræs stort set 1 % af bunden helt ud til sejlrenden, mens dækningen af trådalger udgjorde ca 3 % i samme interval. Søvang ligger på Sydamager og er orienteret imod syd hvor de øvrige transekter ligger øst-vest. Saltholm De 4 transekter rundt om Saltholm er orienteret henholdsvis mod vest, nord, øst og syd, som det fremgår af deres navne. Det er kun Saltholm V der har været undersøgt i amtsregi før NOVA.programmet. Transektet mod syd blev først oprettet i 1999 efter at gravearbejdet ved Peberholmen blev afsluttet. Transektet starter efter stenmolen på Peberholmen med en vanddybde på næsten 4 meter. Der er registreret en stor dækning af såvel ålegræs som trådalger på alle 4 transekter i 22. Det længste transekt, Saltholm Nord er over 5 km langt. Dybden falder jævnt over hele transektet der slutter ved 8 meter. Her var dækningen af trådalger 7 % mens der ikke længere blev registreret ålegræs. Dybdeudbredelse af ålegræs Der findes udbredte områder af ålegræs hele vejen fra Helsingør til København. De tætteste bestande (hovedudbredelsen) findes i dybden 2-6 m, og ålegræsset vokser ud til 6-7 m dybde (dybdegrænsen). Der forekommer kun sparsomt med epifytter/zoer på ålegræsset i Øresund. Dybdeudbredelsen for alle transekter i Centrale Øresund fremgår af figur Den største dybdeforskel på hoved- og maksudbredelsen blev observeret ved Tipperup, Tårbæk og Kastrup. Hvis dykkeren ikke observerer vegetation over en længere strækning på de mere flade transekter vil transektet typisk afsluttes, og det er mere tilfældigt om et eventuelt enligt skud længere ude bliver registreret eller ej. Derfor er det statistisk mere sikkert at regne med ændringerne i hovedudbredelsen, hvor ålegræsset dækker mindst 1 % af bunden end den maksimalt målte dybde for enkelte skud. Dybden i meter 1 Dybdeudbredelse af Ålegræs i Snekkers ten Tibberup Sletten Nivå Bugt tr. 5 Kokkedal 1b Kokkedal 1a Skodsborg Tå rb æ k Klampenborg Charlottenlund Amager str. Kastrup Dragør Søvang Saltholm V Saltholm N Saltholm Ø Saltholm S hovedudbredelse maksudbredelse - målsætning Figur Dybdeudbredelsen af ålegræs på alle transekter Centrale Øresund i 22. Kap. 3-5, side 2

59 Hver af de fire områder er afbilledet for sig i bilag 3.5. På figur ses udviklingen i Nivå Bugt og Øst for Amager. Ved analyse af udviklingen med Kendalls test ses ikke en signifikant udvikling i dybdeudbredelsen i nogen af de fire områder, og 22 adskiller sig ikke væsentligt fra de foregående år. Resultatet af Kendalls tests findes i bilag 3.5. Udbredelse af Ålegræs i Nivå Bugt Hoved Maks Udbredelse af Ålegræs, Amager øst Hovedudbr. maks udbr. Udbredelse af Ålegræs i Nivå Bugt Hoved Maks Figur Dybdegrænsen for hoved- og maks udbredelse af ålegræs for gennemsnittet af de målte transekter samt 2* SE i to af de fire vandområder i årrækken På figur ses den maksimale udbredelse for ålegræsset i på transekt 5 i Nivå Bugt som funktion af den målte sommersigtdybde i Bugten. Den maksimale dybdegrænse svarer stort set til størrelsen af sommersigtdybden. Kap. 3-5, side 3

60 max ålegræs i meter Nivå Bugt Sommer sigtdybden på st 1877 Figur Den maksimale dybdeudbredelse af ålegræs på transekt 5 i Nivå Bugt sammenholdt med sommermiddelsigtdybden for nærmeste kemistation (st.1877) i Den gennemsnitlige sommersigtdybde fra perioden er 6,4 meter. Gennemsnittet for dybdegrænsen i Nivå Bugt var i samme periode 6,3 meter for den maksimale udbredelse og 5,2 meter for hovedudbredelsen. Figurer af dybdeudbredelse i forhold til sigtdybde i de øvrige områder i Centrale Øresund findes i bilag 3.5. Der er heller ingen lineær sammenhæng imellem sigtdybden og dybdeudbredelse på disse stationer. De nærmeste hydrografistationer ligger ude i åbent vand hvor sigtdybden er betydeligt højere end i Nivå Bugt mens dybdeudbredelsen af ålegræs synes at være mindre end i Nivå Bugt. Dybdeudbredelsen af ålegræs synes at være påvirket af forekomsten af trådalger ligesom det ses i Køge Bugt. Da der hverken er sket en udvikling i sigtdybden eller i dybdeudredelsen af ålegræs er det forventeligt, at der ikke ses en sammenhæng imellem sommersigtdybden, som er et gennemsnit af målinger fra maj til september, og samme års ålegræsdybde, der flere steder registreres allerede i juni. Det giver imidlertid heller ikke mening at sammenholde med sigtdybden fra året før, når der ikke er tale om en retningsbestemt udvikling. Dækningsgrad af ålegræs Dækningsgraden af ålegræs og løstliggende trådalger er undersøgt for dybdeintervallerne -1 m, 1-2 m, 2-4 m, 4-6 m, 6-8 m osv. Dækningsgraden for de enkelte transekter er beregnet ved at afstandsvægte dykkerens observationer, og de arcsin transformerede dækningsgrader er midlet og tilbagetransformeret indenfor hver af de fire områder. Ved denne analyse er det værd at bemærke, at dækningsgraden i perioden 1989 til 1997 blev vurderet efter en anden metode end i perioden Tidligere angav dykkeren et samlet skøn over dækningsgraden for et helt dybdeinterval af gangen. Det kan give anledning til forskel i værdierne. I 1998 skiftede Københavns Amt dykker. Samtidigt skete der markante ændringer i dækningsgraden af ålegræs fordi der i sensommeren 1997 var så høje vandtemperaturer i Øresund, at meget ålegræs tog skade. På alle transekter langs Øresundskysten synes dækningsgraden at være i langsom fremgang ved registreringerne På transekterne rundt om Saltholm er dækningsgraden dog faldet fra 21 til 22. I Nivå Bugt lå dækningsgraden af ålegræs i 22 på ca. 1 % i dybdeintervallet -2 meter. I intervallet 2-4 m s dybde var der ca. 4 % dækning. Herefter faldt den til ca. 2 % ved 4-6 m s dybde og til ca. 1 % ved 6-8 m s dybde. I farvandet ud for Tårbæk dækkede Ålegræsset ca 5 % af bunden i dybdeintervallet 2-4 meter og 1-2 % i dybdeintervallet 6 8 meter Ud for Amager dækkede ålegræsset 4% i dybdeintervallet 2-4 m, 7 % i 4-6 meter og ca 5% i dybdeintervallet 6-8 meter. Kap. 3-5, side 4

61 Rundt om Saltholm var dækningen 5% i dybdeintervallet 2-4 og allerede under 2% på dybderne 4-6 meter. Her var der sket et mindre fald på alle dybder i forhold til 21. Udviklingen i ålegræsdækningen i de forskellige dybdeintervaller har svinget gennem undersøgelsesperioden. I Nivå Bugt er der en tendens til at der findes mest ålegræs (ca. 4 %) fra 2-4 m s dybde. På lavt vand fra -1 meter blev der observeret en stigning på ca. 5 % fra 21 til 22. I dybdeintervallet 4-6 meter er dækningsgraden faldet ca. 2 % i samme periode. Kendall tau for NOVA-transekterne er angivet i bilag 3.5. for ålegræssets dækning i de enkelte dybdeintervaller. I farvandet ud for Tårbæk er der registreret et fald i dækningsgraden. Der ses ikke statistisk signifikante fald eller stigninger i de øvrige områder i undersøgelsesperioden. På figur ses udviklingen i dækningsgraden i områderne Tårbæk og Amager i dybdeintervallet 4-6 meter i årrækken % 1 Farvandet ud for Tårbæk i dybden 4-6 me te r % 1 Farvandet ud for Amager i dybde n 4-6 meter Dæknings % dæknings % Figur Udvikling i Dækningsgrader for ålegræs i dybdeintervallet 4-6 meter ud for Tårbæk og Amager i årrækken På alle transekter faldt dækningsgraden fra 1997 til Da faldet også blev registreret i Nivå Bugt, formodes en del af faldet at være reelt, selvom det er sammenfaldende med metode og dykkerskiftet i Københavns Amt. I området ud for Tårbæk faldt dækningsgraden af ålegræs signifikant i perioden i dybdeintervallerne 4-6 m og 6-8 m. Dækningsgraden i dybden 6-8 meter har været meget sparsom siden 1991, men i dybden 4-6 meter synes faldet at være reelt. En årsag kunne være, at der i samme periode var en stigning i mængden af trådalger i området. En analyse af udviklingen i dækningsgraden af løstliggende alger i samme dybdeinterval viser dog ikke denne sammenhæng, da der ikke ses en stigning i samme periode. Da belastningen til området er faldet ville en positiv udvikling i dækningsgraden af ålegræs have været lettere at forklare. Ålegræsset kan have været påvirket af lokale iltsvind eller af miljøfremmede stoffer. Vi har ikke data der kan eftervise disse teorier. Dækningsgrad af løse alger Mængden af løstliggende enårige alger er en parameter der påvirkes meget af belastningen af næringssalte fra land. De kan hurtigt optage udledte nærinssalte i vækstsæsonen og formere sig op til stor gene for den flerårige bundvegetation. Når algerne driver rundt med strømmen, vil de let kunne samles omkring store ålegræsbede hvor der er læ for strømmen. Når algerne dør, kan der opstå iltmangel for ålegræsset, der er meget følsomt overfor lave iltkoncentrationer. Derfor måles dækningsgraden af løse alger sammen med registreringen af ålegræs. Kap. 3-5, side 5

62 Der blev registreret moderate mængder af løse trådalger på de fleste transekter i 22 og en lavere dækningsgrad end i 21. Dækningsgraden af trådalger var i samme størrelsesorden som dækningsgraden af Ålegræs de fleste steder. Det er vanskeligt at kvantificere forekomsten af trådalger alene udfra dækningsgraden, da de er meget afhængige af de hydrografiske forhold (temperatur og vind/strøm). Meget blæsende perioder kan være medvirkende til at samle de løse trådalger i klumper hvorved dækningen ikke er så udbredt som i mere stille perioder. % 1 Farvandet ud for Tårbæk i dybden 4-6 meter % 1 Farvandet øst for Amager i dybden 4-6 meter dæknings % dæ knings % Lineæ r (dæknings %) Figur Dækningsgrad af trådalger i dybdeintervaller 4-6 meter i årrækken Stigningen er signifikant på Amager, 4-6 meter. På trods af metodeskift og dykkerskift ændrede dækningsgraden af trådalger sig ikke markant fra som det var tilfældet for ålegræs. Der er registreret en signifikant stigning i dækningsgraden af trådalger øst for Amager i intervallet 4-6 meter. Trods dette er det indtrykket ud fra en visuel bedømmelse i området, at mængden af trådalger er faldet. Tidligere har dykkeren registreret meter tykke dyner af trådalger. I de senere år er tykkelsen af trådalgemåtterne langt mindre. Der synes også at være sket et skift i sammensætningen af løse alger. Tidligere var det stort set kun fedtmøgsalger. Nu er en større andel af de løse alger rødalgearter. Der er ikke målt entydigt fald eller stigning af dækningsgraden af løstliggende alger i nogen dybdeintervaller på andre transekter. Arealudbredelse af ålegræs i Nivå Bugt I 22 blev der gennemført en undersøgelse af arealudbredelsen af ålegræs, løsliggende alger, samt blåmuslinger i Nivå Bugt. Undersøgelsen foregik i perioden juli - september 22 hvor der blev paravanedykket langs 6 transekter udover de 6 transekter der hvert år dykkes langs i bugten. På baggrund af observationerne ved paravanedykningerne er der beregnet gennemsnitlige dækningsprocenter for blomsterplanter, løstliggende alger, blåmuslinger og hårdbund i de undersøgte dybdeintervaller i Bugten. Derudover er der foretaget beregning af arealerne for de enkelte dybdeintervaller på baggrund af en dybdemodel for bugten. Opgaven er løst i henhold til de tekniske anvisninger for NOVA programmet. Der er ud fra en dybdemodel foretaget beregning af de enkelte dybdeintervallers areal. Dækningsgraden for blomsterplanter, løstliggende alger, blåmuslinger og hårdbund er derefter beregnet i de enkelte dybdeintervaller. Det område, som fladeudbredelsen er beregnet for, fremgår af figur 3.5. Der er også udarbejdet fladekort der viser udbredelsen af blåmuslinger og løse alger i bugten. Disse kan ses i bilag 3.5. I tabel og præsenteres resultaterne af fladeundersøgelsen i Nivå Bugt i 22. Kap. 3-5, side 6

63 Figur Arealudbredelsen af ålegræs i Nivå Bugt 22 I dybdeintervallet -1 meter dækkede ålegræsset og andre blomsterplanter ca. 6 %, i dybdeintervallerne 1-2 meter ca. 12 %, i intervallet 2-4 meter dækkede ålegræsset ca. 35 % af bunden, i 4-6 meter ca. 17 % af bunden og endelig var der i intervallet fra 6-8 meter ca. 1 % ålegræsdækning. Tabel Ålegræs-og blåmuslingeareludbredelsen i Nivå Bugt i 22. Procent dækning angiver den del af det pågældende dybdeinterval der er dækket. Areal er angivet i km 2. Ålegræs Ålegræs Ålegræs Muslinger Muslinger Muslinger Dybde Areal i km² Procent dækning SE Arealudbredelse Procent dækning SE Arealudbredelse af dybdeinterval i km² af dybdeinterval i km² -1 9,39 4,55 1,12,43,3,8, ,21 9,3 1,4,21,56,16, ,64 36,97,85 1,71 2,44,13, ,64 18,93,34 2,96 5,37,2, ,97 1,14,15,15 7,21,55, ,82,,, 5,52, 1, ,29,,, 3,82,37,28 Total 81,95 5,46 3,85 Det samlede areal dækket af ålegræs var 5,5 km 2, svarende til 6,5 % af bunden i det undersøgte område. De største dækningsgrader blev registreret i dybdeintervallet 2-4 meter, men arealmæssigt var fladeudbredelsen af ålegræs størst i dybdeintervallet 4-6 meters dybde. Dette dybdeinterval er opgjort til ca 15 km 2 og udgør det største areal indenfor de dybdeintervaller hvor der vokser ålegræs. Ålegræsset havde højest dækningsgrader midt i Bugten ved transekterne: Kokkedal, Nivå og nord for Sletten. De løse alger havde højst dækningsgrader ved transekterne Nivå, Sletten og nord for Sletten. Kap. 3-5, side 7

64 Tabel Løse alger- og Hårdbundsudbredelsen i Nivå Bugt i 22. Løse alger Løse alger Løse alger Hårdbund Hårdbund Hårdbund Dybde Areal i km² Procent dækning SE Arealudbredelse Procent dækning SE Arealudbredelse af dybdeinterval i km² af dybdeinterval i km² -1 9,39 3,85,71,36,57,64, ,21 2,25,45,5,6,24, ,64 2,1,43,93,95,18, ,64 28,45,91 4,45,94,6, ,97 9,9,24 1,28,87,9, ,82 6,77 1,21 2,2,31,, ,29 2,32,83,17,39,16,3 Total 81,95 9,26,49 Fladeudbredelsen af ålegræs og blåmuslinger lå på samme niveau (5-6% dækning af det samlede undersøgelsesareal ), mens udbredelsen af løse alger udgjorde 12 % af det samlede undersøgte bundareal i bugten. Andelen af hårdbund der er egnet til vækst af alger var meget lille i det undersøgte område (,6 %). Resultaterne af paravanedykningernes observationer er gengivet grafisk i bilag De enkelte figurer viser: Dybdeforhold og dækningsprocent af blomsterplanter, blåmuslinger samt løstliggende alger. På fladeudbredelseskortene ses det, at der mellem transekterne sker en tilpasning af paravaneobservationerne i forhold til dybdemodellen. Interpolationerne/tilpasningen er gennemført i henhold til forskrifterne i retningslinierne. Sammenligning med vegetationskortlægning fra 1999 Fladeudbredelsesundersøgelsen i 1999 blev gennemført på baggrund af flyfotografering med dykkerobservationer som verifikation, og ved anvendelse af digital billedbehandling. Metoden som blev brugt i 1999 var meget anderledes end metoden som blev brugt ved fladeudbredelsen i 22. Udgangspunktet i 1999-undersøgelsen var en udregning af arealer inden for de forskellige dækningsprocentintervaller ( 1 %, 1 2 % osv.). Undersøgelsesmetodikken i 22 er væsentlig anderledes i sin opbygning, idet der her tages afsæt i de enkelte dybdeintervaller som arealberegnes på baggrund af en dybdemodel. Herefter udregnes der en gennemsnitsdækningsprocent af diverse parametre på baggrund af observationerne inden for de enkelte dybdeintervaller. Resultatet bliver en dækningsprocent pr. dybdeinterval pr. parameter (blomsterplanter, blåmuslinger osv.). Denne ændring i undersøgelsesmetodik bevirker, at de to undersøgelser ikke direkte kan sammenlignes. Det eneste resultat der til dels kan sammenlignes er det samlede areal dækket af blomsterplanter. Det er dog med det forbehold, at undersøgelsesområderne i de to undersøgelser ikke er ens. Arealet som blev undersøgt i 1999 var betydelig mindre end arealet i 22, henholdsvis 36,5 km² og 81,9 km². Grunden er, at der i 22 blev undersøgt ud til væsentligt større dybder. På trods af dette forhold blev den beregnede arealudbredelse mindre i 22 end i Dækningsgraden for de enkelte transekter er beregnet ved at afstandsvægte dykkerens observationer hvorefter de arcsin transformerede dækningsgrader er midlet og tilbagetransformeret indenfor hvert dybdeinterval. Det samlede areal dækket af ålegræs i 1999 blev beregnet til 7,2 km² af bunden, mens det samlede areal dækket af ålegræs i 22 blev beregnet til 5,5 km² af bunden. Sammenfatning. Der findes udbredte områder af ålegræs hele vejen fra Helsingør til København. De tætteste bestande (hovedudbredelsen) findes i dybden 2-6 m, mens ålegræsset kan vokse ud til 6-7 m dybde (dybdegrænsen). Der forekommer kun sparsomt med epifytter/zoer på ålegræsset i Øresund. Kap. 3-5, side 8

65 Målsætningen for hovedudbredelsen er endnu ikke opnået. I Nivå Bugt vurderes det, at en forbedret sigtdybde vil øge dybdeudbredelsen. Længere syd på i Centrale Øresund synes dybdegrænsen for ålegræs at være begrænset af andet end lyset. Eksempler på årsager kan være beskygning af algerne med trådalger og dårlige iltforhold omkring rødderne i forbindelse med hendøende trådalger. Sammenhængen imellem forekomsten af miljøfremmede stoffer og vækst af ålegræs er endnu ikke kendt, men tilstedeværelse af miljøfremmede stoffer i sedimentet kan være en anden forklaringsparameter i Centrale Øresund. Den manglende forøgelse i ålegræssets udvikling i relation til dybden kan ikke forklares på baggrund af substratforholdende i Centrale Øresund, idet der ud til over 1 meters dybde er stabil sandbund eller svagt siltet sandbund. Dækningsgraden for ålegræs fordelt på de enkelte dybdeintervaller har ikke ændret sig signifikant over måleperioden på 5 til 14 år, bortset fra på transektet ved Tårbæk hvor der på trods af den mindskede belastning registreres et fald i dækningsgraden af ålegræs i dybdeintervallet 4-8 meter. Dækningsgraden for eutrofieringsbetingede alger fordelt på de enkelte dybdeintervaller har generelt ikke ændret sig signifikant i måleperioden. Dog er der målt en markant stigning i området øst for Amager i dybdeintervallet 4-6 meter. Dækningsgraden af trådalger er imidlertid en usikker måleparameter i et strømpåvirket farvand som Centrale Øresund, da den kan ændre sig meget i tid og rum og kun registreres en gang årligt. Ud fra beregningerne fra fladeudbredelsen for Nivå Bugt dækkede ålegræsset et samlet areal på 5,5 km 2 i 22. Ved fladeundersøgelsen i 1999 blev dækningen beregnet til 7,2 km 2. Metoderne i de to undersøgelser er markant forskellige og derfor kan resultatet ikke umiddelbart anvendes til at vurdere nogen tidslig udvikling. Kap. 3-5, side 9

66 3.6 Bundfauna I det Centrale Øresund blev der i 22 indsamlet bundfaunaprøver fra de 2 NOVA-områder Nord for Middelgrunden (BF8) og Øst for Espergærde (BF27). Til denregionale overvågning blev der desuden indsamlet 1 prøver på de gamle VMP-stationer st (Nivå Bugt) og st. 194 (Øresundstragten). I figur ses placeringen af NOVA-bundfaunaområderne, samt station 194 og station I kapitel 1 og bilag 3.6 er positioner og dybder angivet. Figur Kort over bundfaunaområde- og stationsplaceringer i det Centrale Øresundog Øresundstragten i 22. Prøverne ved Middelgrunden og Espergærde blev indsamlet efter NOVA-programmet, og derfor spredt ud over et fastlagt undersøgelsesområde (se fig ). På de to gamle VMP-stationer blev der udtaget 1 delprøver på sammen sted, hvilket også var tilfældet i perioden , hvor der årligt blev indsamlet bundfauna på disse stationer. Kap. 3 6, side 1

67 Bundforhold Området ved Espergærde (dybde m) og st. 194 (dybde 25 m) befinder sig begge på relativt dybt vand, hvor sedimentet er siltet/mudret. Faunaen ved Espergærde karakteriseres bedst som et Abra-samfund, mens st. 194 er et udpræget Amphiura-samfundet. De to samfund er navngivet efter henholdsvis muslingen Abra alba og slangestjernen Amphiura filiformis. I Nivå Bugt ved st og ved Middelgrunden karakteriseres bundfaunaen bedst som Macoma-samfund, efter Østersømuslingen Macoma balthica. Sedimentet består i den relativt lavvandede Nivå Bugt af sandbund, mens der nord for Middelgrunden er lidt dybere og mere mudret. Antal arter Antallet af arter var, som forventet, højst på de to nordligste lokaliteter, da Amphiura/Abra-samfund normalt har flere arter end et Macoma-samfund. De to gamle VMP-stationer (1 haps) havde færre arter end de tilsvarende NOVA-områder (25-45 haps), hvilket primært skyldes forskellen i prøveantal. Ved Middelgrunden var det totale artsantal stort set ens før og efter sommerens iltsvind (se afsnit 3.3), og fordelingen af arterne på hovedgrupper var ligeledes uændret efter iltsvindet. Tabel Antal infauna-arter i Centrale Øresund og Øresundstragten i 22. Antal arter pr. område St. 194 (1 haps) Ø for Espergærde (25 haps) St (1 haps) Middelgrunden Maj (NOVA) Middelgrunden November Børsteorme Polychaeta Bløddyr Mollusca Krebsdyr Crustacea Pighuder Echinodermata Øvrige grupper Total Individantal Det samlede antal individer/m² (tabel 3.6.3) var af samme størrelsesorden på de to nordligste lokaliteter (st 194 og Espergærde), men individtætheden lå langt under den på st i Nivå Bugt. Den meget høje individtæthed på station 1877 skyldes primært den lille børsteorm Fabricia sabella, der alene udgjorde 68% af det totale antal individer/m². Slangestjernen Amphiura filiformis var den dominerende art på st Forskellige børsteorme var dominerende ved Espergærde. Det totale individantal var meget lavt ved Middelgrunden i forhold til de øvrige lokaliteter og de tidligere år. Tabel Antal individer/m² i Centrale Øresund og Øresundstragten i 22. Antal individer pr. m² St. 194 Ø for Espergærde St Middelgrunden Maj Middelgrunden November Børsteorme Polychaeta Bløddyr Mollusca Krebsdyr Crustacea Pighuder Echinodermata Øvrige grupper Total Biomasse Biomassen (vådvægt i g/m²) var meget ens på de to nordligste lokaliteter og var 3-4 gange højere end niveauet på de to sydlige lokaliteter. På st. 194, samt i områderne Espergærde og Middelgrunden, udgjorde relativt få individer af molboøstersen Arctica islandica en stor del af den samlede biomasse, mens det på st i Nivå Bugt var sandmuslingen Mya arenaria, der var biomassemæssigt dominerende. Kap. 3 6, side 2

68 Tabel Biomasse (vådvægt i g/m²) i Centrale Øresund og Øresundstragten i 22. Biomasse (vådvægt i g/m²) St. 194 Ø for Espergærde St Middelgrunden Maj Middelgrunden November Børsteorme Polychaeta 1,2 22,1 19,4 4,7 5,9 Bløddyr Mollusca 316,4 444,6 132,6 11,1 195,3 Krebsdyr Crustacea,5 1,8,4 1,2,6 Pighuder Echinodermata 97, 1,8, Øvrige grupper, 3,6,4,3 2,6 Total 424,2 473,9 152,8 116,3 24,5 Øst for Espergærde (BF 27) I 22 blev der fundet 62 arter af infauna (dvs dyr der lever i sedimentet). Det er lidt højere end i 21, men svarer nogenlunde til antallet de 3 foregående år. I forhold til indsamlingerne på den gamle station 213 i perioden , bliver der fundet flere arter i det nye område ved Espergærde. Det skyldes sandsynligvis mest forøgelsen i prøveantallet fra 1 til 25. Der blev kun fundet 3 arter af krebsdyr i 22. Af disse var de to mest dominerende Ampelisca brevicornis og Diastylis rathkei. De øvrige krebsdyrarter, som de tidligere år er observeret, blev kun observeret med få individer. Reduktionen i artsantallet i 22 kan derfor skyldes tilfældigheder. Området er artsrigt, men de fleste arter er individfattige, og det relativt konstante artsantal dækker derfor over nogen udskiftning i de fundne arter. Kun 26 af de fundne 62 arter i 22 er således også set i indsamlingerne i 1999, 2 og 21. Denne tilsyneladende store udskiftning i artsammensætningen kan meget vel skyldes den statistiske usikkerhed, der er forbundet med kun at tage 25 prøver i et område med mange arter, hvor hovedparten af arterne kun forekommer med få individer. Tabel Udvikling i antal bundfauna-arter, antal individer/m² og biomasse ved Espergærde. Øst for Espergærde VMP St. 213 Gns Regional 2 NOVA 21 NOVA 22 NOVA Antal arter, total Antal individer/m² Vådvægt i g/m² Fordelingen af de fundne arter på hovedgrupper har ikke ændret sig i forhold til de foregående års indsamlinger på stationen (se figuren på næste side). Børsteormene var den dominerende gruppe, og repræsenterer ca. halvdelen af de fundne arter. I 22 var de mest almindelige arter ved Espergærde børsteormene Ampharete baltica, Maldane sarsi og Rhodine gracilior, samt muslingen Abra alba og kommakrebsen Dia-stylis rathkei. Antallet af individer pr. m² var faldet med 1 % i forhold til indsamlingen i 21, hvilket ikke var en signifikant forskel (t-test, bilag 3.6). Individtætheden adskilte sig derimod signifikant fra indsamlingerne i 1999 og 2. Det mest markante fald i individantal fra 21 til 22 sås for kommakrebsen Diastylis rathkei (984 til 212 indv./m²), som i 21 var den mest almindelige art i området. Da faldet i antallet af denne art var større end faldet i det totale antal individer, har der været stigninger i antallet af andre arter (især muslingen Abra alba, som steg fra 78 til 581 indv./m²). Området er karakteriseret ved ganske store udsving i individantallet af de mest almindeligt forekommende arter, og den lille forskel i den totale individtæthed mellem 21 og 22 dækker således over store forskelle i de enkelte arters individantal. Der har ikke i undersøgelsesperioden været en signifikant udvikling i individtætheden, da en Kendall's tau analyser giver en p-værdi på 1. Kap. 3 6, side 3

69 Station 213 Polychaeta Mollusca Crustacea Espergærde Echinodermater Figur Udvikling i antal arter af bundfauna ved Espergærde Biomasse var i 22 faldet i forhold til 21 (se bilag 3.6), men der var ikke tale om en signifikant forskel. Derimod var biomassen signifikant højere i 22 end i 1999 (se t-test resultater i bilag 3.6). Der har ikke været tale om en entydig udvikling i biomassen (jvf. en Kendall's tau værdi på,5). Biomassen har i perioden 2 til 22 været domineret af få men store individer af molboøsters, Arctica islandica, som de sidst 3 år har udgjort hhv. 88 %, 92 % og 82% af den samlede biomasse. Denne art var også tilstede ved indsamlingen i 1999, men med færre og mindre individerne. Der var i 22 stationer, der ligner hinanden meget, mens andre stationer var meget forskellige. I MDS-plottet med alle års indsamlinger fra Espergærde ses en klar adskillelse mellem NOVAindsamlingerne (25 haps) ved Espergærde og VMP-indsamlingerne på st. 213 fra Det skyldes primært forskel i indsamlingsmetode. VMP-prøverne ligger desuden mere spredt end de sidste 3 års NOVA-indsamlinger. Øvrige Figur MDS plot af samtlige indsamlinger på st. 213 og i område Espergærde. Kap. 3 6, side 4

70 Middelgrunden (NOVA BF 8) I området nord for Middelgrunden blev der i maj fundet 33 arter, hvilket var en kraftig reduktion i forhold til de foregående år. Der var kun fundet halvt så mange arter af børsteorme som i 21, og der var kun fundet to arter af krebsdyr. Il 21 blev der fundet 6 arter af krebsdyr. Kommakrebsen Diastylis rathkei var det eneste krebsdyr, der er fundet alle år. De øvrige arter af krebsdyr er kun fundet i enkelte år og med få individer. Faldet i antallet af arter af krebsdyr er derfor ikke et udtryk for et stort fald i antallet af krebsdyr. Blandt bløddyrene og de øvrige grupper var der kun sket et lille fald i artsantallet. Se tabel Kendall's tau analyse viser, at der ikke er tale om et signifikant fald p =,14) set over hele perioden. En indsamling i november 22, efter sommerens iltsvind, gav samme artsantal og fordeling på hovedgrupper, som den normale indsamling i maj. Der kan således ikke ses nogen umiddelbar effekt af iltsvindet på denne parameter. Fremtidige indsamlinger må vise om reduktionen i artsantallet skyldes naturlige udsving, eller om området var mere varigt påvirket i en negativ retning. Tabel Udvikling i antal infauna-arter ved Middelgrunden 22. Antal arter Maj 22 Nov 22 Børsteorme Polychaeta Bløddyr Mollusca Krebsdyr Crustacea Pighuder Echinodermata Øvrige grupper Antal arter i alt Det beskedne antal arter i 22 spiller tilsyneladende også en rolle for det totale antal individer/m². Der blev kun fundet 676 indv./m², hvilket var mere end en halvering i forhold til 21. En t-test viser, at individtætheden i 22 ligger signifikant under indsamlinger i (se bilag 3.6). Individantallet var reduceret for alle hovedgrupper fra 21 til 22. Faldet var størst for krebsdyrene, hvor især kommakrebsen Diastylis rathkei var gået tilbage (698 til 16 indv./m². En tilsvarende reduktion blev også set ved Espergærde). Kun 5 arter blev i 22 fundet med mere end 5 individer/m²: børsteormene Scoloplos armiger og Terebellides stroemi, muslingerne Abra alba og Mysella bidentata, samt krebsdyret Diastylis rathkei. Det totale individantal var højere efter iltsvindet end ved indsamlingen om foråret, men antallet var dog lavt i forhold til de forrige år. En efterårsindsamling vil normalt give et højere individantal end en forårsindsamling på grund af tilførsel af nye individer i løbet af ynglesæsonen. Man kan derfor konkludere, at der ikke var nogen markant negativ påvirkning ved Middelgrunden fra maj til september. Der kan derfor ikke ses en klar effekt af iltsvindet på individantallet. Resultatet af en t-test viser, at der ikke var signifikant forskel i individantallet for de 2 indsamlinger i 22 (bilag 3.6). Tabel Udvikling i antal individer/m² ved Middelgrunden 22. Antal individer / m² Maj 22 Nov 22 Børsteorme Polychaeta Bløddyr Mollusca Krebsdyr Crustacea Pighuder Echinodermata Andre grupper Antal individer/m² i alt Kap. 3 6, side 5

71 Den totale biomasse var faldet noget fra 21 til 22, men værdien fra årets indsamling lå inden for de udsving, der er set i de 5 år, der er indsamlet bundfaunaprøver ved Middelgrunden (se desuden t-test resultater i bilag 3.6). Ved indsamlingen efter iltsvindet blev der registreret den højeste biomasse for hele perioden , men spredninger var stor, og forskellen i forhold til forårsindsamlingens biomasse var ikke signifikant (jvf. t-test i bilag 3.6). Der kan derfor heller ikke i forhold til biomassen ses nogen umiddelbar effekt af sommerens iltsvind. Som det var tilfældet ved Espergærde, så var molboøstersen Arctica islandica også ved Middelgrunden af afgørende betydning for den samlede biomasse. Molboøsters udgjorde ved indsamlingerne i 21, forår 22 og efterår 22 hhv. 88%, 93% og 93 % af den samlede biomasse. Når variationen i molboøstersens størrelse og antal tages i betragtning, var der stor usikkerhed om, hvor repræsentative de målte biomasser generelt var for området ved Middelgrunden. Tabel Udvikling i biomasse vådvægt i g/m² ved Middelgrunden 22. Biomasse (vådvægt i g/m²) Maj 22 Nov 22 Børsteorme Polychaeta 18,1 7,6 36,6 1,7 4,7 5,9 Bløddyr Mollusca 18,2 94, 44, 137,5 11,1 195,3 Krebsdyr Crustacea,6,3,8 2,6 1,2,6 Pighuder Echinodermata Øvrige grupper 2,1 1,2 1,5 1,,3 2,6 Biomasse i g/m² i alt 128,9 13,1 82,8 151,8 116,3 24,5 Prøverne fra Middelgrunden var meget uens ved begge indsamlinger i 22, hvilket gav sig udtryk i en ringe gennemsnitlig lighed. Bray-Curtis-ligheden (som er et udtryk for ligheden mellem de enkelte prøver) var således kun 33 ved forårsindsamlingen og 31 i indsamlingen efter iltsvindet i november. I en MDS-analyse af de puljede data fra alle år, ses en tilsyneladende stor forskel mellem indsamlingenrne, men den reelle forskel var ikke så udtalt, idet lighedsværdierne kun varierer mellem 45 og 64 (2-21). Middelgrunden ( ) MDS-ordinationsplot (Stress =.1) E F 21 2 Figur MDS-plot forområdet nord for Middelgrunden Kap. 3 6, side 6

72 St. 194 (Øresundstragten) Station 194 ligger 9 km nordøst for Gilleleje. Der er tidligere foretaget årlige indsamlinger under VMP-programmet i perioden Der blev i 22 fundet 47 arter, hvilket kun var én art færre end i 1997, men under det gennemsnitlige antal arter for perioden (54 arter). I forhold til indsamlingen i 1997, blev der i 22 fundet flere arter af børsteorme og bløddyr, mens der blev fundet færre krebsdyr, hvilket har været generelt for de undersøgte områder i Øresund og Køge Bugt i Polychaeta Mollusca Crustacea Echinodermater Øvrige Figur Udvikling i antal bundfauna-arter på st. 194 i Øresundstragten. Det totale individantal i 1997 og 22 var meget ens, men i forhold til gennemsnitet for perioden , var individtætheden lav i 22. Stationen ligger i et Amphiura-samfund, og slangestjernen Amphiura filiformis udgjorde alene 43 % af individerne i 22. Kun to andre arter blev fundet med mere end 1 indv./m²: børsteormen Pholoe baltica og muslingen Mysella bidentata. De tre arter har også været dominerende tidligere. Børsteormen Anobothrus gracilis har tidligere været tilstede i væsentligt større antal end i 22. Biomasse var i 22 høj (424 g/m 2 ) i sammenligning med både indsamlingerne i 1997 og gennemsnittet for perioden (174 og 331 g/m 2 ). Biomassen har i hele perioden været domineret af muslinger (især molboøstersen Arctica islandica) og slangestjernen Amphiura filiformis. Udsving i antal og størrelse af disse arter er den primære årsag til variationen i biomassen på st I 22 udgjorde kun 3 individer af molboøstersen Arctica islandica således 74 % af den samlede biomasse. St. 194 har et relativt stort antal arter, men mange af disse var fåtalligt og spredt forekommende i området, hvilket gør det til en stor tilfældighed om disse kommer med i de 1 prøver, der indsamles. Dette forhold betyder, at prøvernes faunistiske indhold var uensartet, hvilket medfører en lav (37) gennemsnitlige Bray-Curtis lighed mellem prøverne i 22. Kap. 3 6, side 7

73 MDS-analysen (for perioden og 22) viser ingen klare udviklingstendenser, men de tidligste indsamlinger og de seneste indsamlinger ses dog placeret i hver sin ende af MDS-plottet og i rækkefølge efter årstal, hvilket kan tyde på en svag udviklingstendens. Figur MDS-plot af samtlige indsamlinger på st. 194 i Øresundstragten. St. 1877, Nivå Bugt Station 1877 ligger ca. 1,5 km øst for Nivå Havn. Der er tidligere foretaget årlige indsamlinger i perioden I 1999 blev indsamlet 24 prøver spredt i et stations-net nord, øst og syd for st. 1877, og data fra 22 og 1999 sammenlignes med tidligere data fra st Artsantallet i 22 svarer til gennemsnittet for perioden (se figuren på næste side). Der var kun et par arter færre end seneste indsamling på VMP-stationen i Indsamlingen i 1999 gav væsentligt flere arter, hvilket var forventeligt med det større antal prøve og større geografiske spredning af prøverne. Stationen var mere artsfattig end den dybe st. 194 i Øresundstragten, men arternes relative fordeling på hovedgrupper var nogenlunde ens på de to stationer, dog bortset fra pighuder, der ikke er tilpassede til en salinitet på 8-12 promille, som er normalt i Nivå Bugt. Der blev i 22 observeret ca. 25% færre individer på st i forhold til 1997, hvor der blev fundet et meget stort antal af dyndsneglen Hydrobia sp., en art der i 22 kun blev set i ringe antal. Individtætheden i 22 ligger dog noget over gennemsnittet for undersøgelsesperioden og indsamlingen i stationsområdet i Indsamlingen i 22 var individmæssigt domineret af den lille børsteorm Fabricia sabella, der udgjorde 67% af det samlede individantal. Børsteormen Pygospio elegans, sadelbørsteormene Oligochaeta, østersømuslingen Macoma balthica og rundorme Nematoda var ligeledes hyppigt forekommende, og sammen med Fabricia sabella udgjorde disse 5 arter tilsammen ca. 94% af det samlede antal individer i 22. Stationen var domineret af små opportunistiske arter. Kap. 3 6, side 8

74 Polychaeta Mollusca Crustacea Echinodermater Øvrige Figur Antal arter af bundfauna i Nivå Bugt. Indsamlingen 1999 blev foretaget i et stationsnet med 24 prøver omkring st Øvrige år var der udtaget 1 haps ved station Antal individer / m² på st gennemsnit 1997 (1 haps) 1999 (24 haps) 22 (1 haps) Børsteorme Polychaeta Bløddyr Mollusca Krebsdyr Crustacea Pighuder Echinodermata Øvrige grupper Antal individer/m² i alt Tabel Udvikling i antal individer/m² på st Indsamlingen i 1999 var foretaget i et stationsnet med 24 prøver udtaget omkring st Øvrige år var der udtaget 1 haps prøver ved station Biomasse var lav i 22 (153 g vådvægt pr m²) i forhold til 1997 og 1999 ( g pr m²), samt gennemsnittet for perioden (446 g pr m²). Biomassen har i hele perioden været totalt domineret af muslinger. Den væsentligste årsag til reduktionen i biomassen var derfor færre og mindre individer af muslinger. Der blev i 22 fundet 5 sandmuslinger Mya arenaria og en enkelt hjertemusling Cerastoderma edule. Disse 6 individer repræsenterede 76 % af den samlede biomasse. MDS-plottet for samt 1999 og 22 i Nivå Bugt viser ingen klare udviklingstendenser og der ses ingen tydelige grupperinger. Indsamlingen i 22 har største lighed (65) med indsamlingen i 1997, men den har kun en middel lighed med hovedparten af indsamlingerne. Data fra indsamlingen i 1999 (anden indsamlingsmetodik) ligger, som forventet, mest isoleret i MDS plottet. Kap. 3 6, side 9

75 Figur MDS-plot af st ( og 22), samt område Nivå Bugt i Sammenfatning Ved Espergærde har der i ikke været en signifikant udvikling i hverken antal arter, individtætheden eller biomasse. Der var dog et stort fald i antallet af krebsdyr (både antal arter og individer). Ved Middelgrunden blev der i maj 22 kun fundet 33 arter. En kraftig reduktion i forhold tidligere. Der blev kun fundet halvt så mange arter af børsteorme som i 21 og væsentlig færre arter af krebsdyr. Individtætheden var også lav i maj 22. Individtætheden var reduceret for alle hovedgrupper. Faldet var størst for krebsdyrene og især kommakrebsen Diastylis rathkei var gået tilbage. Efter iltsvindet i efteråret var antal arter og individer højere end om foråret, men antallet var stadig lavt i forhold til tidligere år. Om efteråret vil der normalt være et højere individantal end en forårset på grund af tilførsel af nye individer i løbet af ynglesæsonen. Da der var sket en stor stigning i antal individer mellem de to indsamlinger ved Middelgrunden i 22 kunne der ikke ses nogen klar effekt af iltsvindet på denne station. Ved stationen i Øresundstragten var der ingen klare udviklingstendenser. Det totale antal arter var på samme niveau som tidligere, dog med færre krebsdyrarter. Antallet af individer var lidt lavere end tidligere. Til gengæld var biomasse lidt højere. I Nivå Bugt var der på station 1877 et meget højt antal individer. Det skyldes primært den lille børsteorm Fabricia sabella, der alene udgjorde 68% af det totale antal individer/m². Biomassen var til gengæld lav i 22. Der blev på alle stationer fundet færre arter af krebsdyr end de forrige år. Der var også en stor nedgang i antal individer af kommakrebsen Diastylis rathkei, som dog i 21 var en meget talrig. Ved både Espergærde og Middelgrunden var der en meget markant nedgang for denne art. Antal individer var lavt på alle stationer i 22 (undtaget Nivå Bugt). Biomassen var også lav i 22 i forhold til 21 ved Espergærde, Middelgrunden og på st.1877 (men ikke på st. 194). Kap. 3 6, side 1

76 3.7 Miljøtilstand og tidslig udvikling Øresundsrapporten 22 Klima og hydrografi 22 var klimatisk et usædvanligt år. Nedbøren var ca. 3 % større end i et normalår, hvilket gav større afstrømning. Lufttemperaturen og antal soltimer var høj, hvilket gjorde at vandtemperaturen var høj fra maj til september. Fra april til december var der meget rolige vindforhold og vindretningen var oftere fra øst end normalt. Selv om sigtdybden i 22 var mindre end i 21 var der ved Ven stadig en signifikant stigning i sigtdybden set for perioden 1989 til 22. På de øvrige stationer var der en svag tendens til en stigning i sigtdybden. Belastning til Øresundstragten og Centrale Øresund I Øresundstragten var arealbelastningen med kvælstof steget betydeligt fra 21 til 22. I 21 var arealbelastningen reduceret til 6 % i forhold til 1991 og Vandmiljøplanens mål dermed opfyldt. I 22 var reduktionen kun på 38 %. Kvælstofbelastningen fra punktkilder svarede i 22 til en halvering i forhold til Fosforbelastningen fra punktkilder var i 22 kun reduceret til 6% i forhold til 1991 (målet var 8%). Til det Centrale Øresund var arealbelastningen med kvælstof også større i 22 end 21 (steg fra 127 til 19 tons) og det procentvise fald var væsentlig mindre end i 2-21 set i forhold til Arealbelastningen med fosfor var 11 tons i 22, hvilket svarer til niveauet i Punktkildebelastningen med kvælstof var i 22 på 845 tons, hvilket svarer til 8 % af Punktkildebelastningen med fosfor var i 22 på 15 tons. Det svarer til kun 1% af belastningen. For det Centrale Øresund er målet for punktkildebelastningen stadig opfyldt, men målet for arealbelastningen er endnu ikke nået. Vandkemi Vandets indhold af kvælstof (nitrit, nitrat og ammonium) var højt om foråret på grund af store mængder af regn i januar og februar. Tilsvarende gav den megen regn i oktober høje værdier af ammonium i havet i november. For total N vintermidlen var der et signifikant fald for Nivå og Drogden. For total N sommermiddel var der et signifikant fald ved Ven og i Nivå Bugt. På trods af at der fra 21 til 22 var en stigning i ammonium var der stadig et signifikant fald i Nivå Bugt set over hele perioden og en faldende tendens på alle stationer. Total kvælstof var generelt lav i juni, men havde på flere stationer høje værdier i løbet af året. Mængden af både fosfat og total fosfor var generelt lave. Især var niveauet lavt i Nivå Bugt, som ellers plejer at ligge lidt over de andre stationer. Der var et signifikant fald for vintermidlen af fosfat i Nivå Bugt og ved Ven. For total fosfor var der et signifikant fald ved Ven. Ilt Meget store områder af Øresund var i 22 berørt af iltsvind. Iltsvindet begyndte allerede midt i juli og varede til sidst i oktober. Det var således både store områder der var ramt og over en lang periode. Der blev målt værdier helt ned til,6 mg/liter (st 35) og iltsvindet bredte sig ved Ven meget langt op i vandsøjlen. Plankton Mængden af plankton er generelt lav i Øresund. I 22 var der forårsopblomstring sidst i marts. Ved Hornbæk blev desuden målt en større opblomstring omkring springlaget i juni. Ved Ven blev forårsopblomstringen ikke registreret og ved Hollænderdybet var klorofylindholdet lavt hele foråret. Primærproduktionen målt ved Ven i 22 var højere end i 21, men lavere end i 2. I juni var der masseforekomst af kiselalgen Rhizosolenia fragillisima ved Ven. Kap. 3-7, side 1

77 Der var næringssaltbegrænsning af kvælstof fra april til oktober på alle stationer og næringssaltbegrænsning af fosfor ved Ven og Hollænderdybet fra april til september. Vegetation Der findes udbredte områder med ålegræs fra Helsingør til København. De tætteste forekomster findes fra 2 til 6 meters dybde. Mængden af løse trådalger var stadig relativ høj i 22, men der har hverken for ålegræs eller for løse alger været en signifikant udvikling i undersøgelsesperioden. Bundfauna I 22 var der et generelt fald i antal arter af krebsdyr. Ved Middelgrunden var der et meget lavt antal arter og individer allerede i maj. Årsagen til denne reduktion kendes ikke. Iltsvindet i løbet af sommeren gav ikke umiddelbart nogen større negativ påvirkning af bundfaunaen ved Middelgrunden. På denne station var bundfaunaen allerede om foråret kraftigt forarmet i forhold til tidligere år. På de øvrige stationer var der ikke sket større ændringer, men en effekt af årets iltsvind vil formentlig kunne ses på næste års prøver. Kap. 3-7, side 2

78 3.8 Målsætninger I regionplanerne for hver af de regionale myndigheder fremgår det hvilke kvalitetskriterier der er lagt vægt på for at vurdere om de fastsatte målsætninger for Øresund er opfyldt. Frederiksborg Amt har fastlagt mål for den samlede belastning til det Centrale Øresund og Øresundstragten på maksimalt 4. tons kvælstof og maksimalt 3 ton fosfor om året. Dette mål er ikke opfyldt for kvælstof i 22, da den samlede belastningen var ton. Derimod var målet for fosfor opfyldt, da belastningen var 275 tons i 22. Frederiksborg Amt har desuden et krav om at vandets koncentration af totalkvælstof skal være under 3 µg N/liter for både årsgennemsnit og vintergennemsnit. For årsgennemsnittet er det opfyld i Nivå Bugt og for vintergennemsnittet var niveauet i Nivå Bugt både i 21 og 22 lige omkring 3 µg/l. For totalfosfor er der et karv om mindre end 25 µg P/l både for års- og vintergennemsnittet. For årsgennemsnittet har kravet været opfyldt siden For vintergennemsnittet var kravet for første gang opfyldt i Nivå Bugt i 22. Sigtdybden for det Centrale Øresund skal være over 7 meter målt som sommermidlen. Dette mål er opfyldt for det åbne Øresund. For Nivå Bugt er målet ikke opfyldt, hvis man ser på den målte sigtdybde, men målsætningen er opfyldt for den beregnede sigt (beregnet som 2,3 x Kd). Målsætningen for plankton er maksimalt 2 µg Chl a pr liter. I Nivå Bugt og ved Ven er koncentrationen tæt på 2 µg / liter. Længere syd på i Øresund er koncentrationen endnu lavere. Masseforekomster af planktonalger må ikke forekomme. Der var imidlertid en kortvarig masseopblomstring ved Ven i juni 22. Herudover var der store forekomster af blågrønalger ved strandene senere på sommeren. Generelt må der ikke forekomme iltsvind. Dette krav er ikke opfyldt, da der i 22 var meget omfattende iltsvind i store dele af Øresund. Der er ikke opsat kvalitetskrav for bundfauna, men ud fra undersøgelserne er der en forarmet bundfauna med et forringer antal arter og individer, samt et forringet biomasse pr individ for visse grupper. Bundfaunaen vurderes derfor at være negativt påvirket. Målsætningen om en hovedudbredelse for ålegræs på mere end 7 m i Nivå Bugt og 6 m fra Tårbæk til Amager er ikke opfyldt. Frederiksborg Amt har desuden opsat krav for makroalger (> 3 arter) og for fisk (> 25 arter). Disse to parametre er dog ikke undersøgt i 22. Miljøfremmede stoffer bør ikke forekomme i høje koncentrationer. Effektmålinger af imposex viser at der er en uacceptabel høj påvirkning fra for eksempel TBT m.m. Samlet set kan det derfor konkluderes at målsætningen for det centrale Øresund stadig ikke er opfyldt. Kap. 3-8, side 1

79 4. Miljøfremmede stoffer og tungmetaller 4.1 Indledning og undrsøgelsesområdet I 22 blev der i forbindelse med NOVA programmet i farvandet ud for København og Vedbæk indfanget skrubber (Platichthys flesus) samt indsamlet blåmuslinger (Mytilus edulis) ved Dragør, København og Skovshoved til analyse for miljøfremmede stoffer og tungmetaller. Prøverne blev indsamlet i oktober- november måned. Indsamlingsområderne er vist på figur F F: miljøfremmedestoffer i fisk M: miljøfremmedestoffer i muslinger I: imposex I M I Svanemøllebugten F M+I Lynetten M Dragør Figur Indsamlingsområder for prøver til analyse for miljøfremmede stoffer. 4.2 Resultater Fisk Resultaterne af tungmetalanalyserne er vist i figur Resultaterne for kviksølv er sammenholdt med tidligere udførte undersøgelser af kviksølv i skrubber i Øresund. De tidligere undersøgelser er ikke helt sammenlignelige med NOVA programmets, da antal fisk og fangstpositioner ikke er helt de samme. Som referenceværdier er anvendt Levnedsmiddelstyrelsens undersøgelse af tungmetaller i danske kystfisk Kviksølv blev målt i muskelvæv og lever mens øvrige metaller blev målt i leveren. Kap. 4-1, side 1

80 mg/kg vv,6 Kviksølv i filet fra skrubber ved København,5,4,3,2,1, Reference Figur Kviksølv i skrubber fanget ved København Kviksølv i filet fra skrubber ved Vedbæk mg/kg vv,6,5,4,3,2,1, Reference Kviksølv i skrubber fanget ud for Vedbæk Kviksølvindholdet i skrubber faldt i perioden mens der de sidste 3 år var en mindre stigning i kviksølvindholdet i skrubber indsamlet ved Vedbæk. Der er fundet en korrelationskoefficent på,8 i datamaterialet fra Vedbæk i perioden 1998 til 22. Undersøgelsesperioden er dog endnu for kort til at danne grundlag for konklusioner om udviklingstendenser. Kviksølvindholdet i de undersøgte fisk ligger på begge stationer under grænseværdien på,5 mg Hg/kg vv jf. Miljøministeriets bekendgørelse nr. 447, Indholdet af de øvrige metaller er vist på figur og Kap. 4-1, side 2

81 Zink og kobber i lever fra skrubber mg/kg TS København 98 København 99 København København 1 København 2 Vedbæk 98 Vedbæk 99 Vedbæk Vedbæk 1 Vedbæk 2 ZN CU Figur Tungmetaller i skrubber fra farvandet ud for København og Vedbæk Kviksølv, Cadmium og bly i lever fra skrubber mg/kg TS 1,2 1,8,6,4,2 København 98 København 99 København København 1 København 2 Vedbæk 98 Hg Cd Pb Vedbæk 99 Vedbæk Vedbæk 1 Vedbæk 2 Figur Tungmetaller i skrubber fra farvandet ud for København og Vedbæk Zink og kobberkoncentrationerne var i forhold til de tidligere målinger næsten uændret. Tidsserien er dog for kort til kunne vurdere udviklingen. Det er ikke umiddelbart muligt at forklare årsagerne til de observerede variationer i prøvematerialet. Muslinger Tungmetalindholdet i muslinger fra Øresund er vist på figur og Resultaterne er sammenholdt med tidligere analyser af muslinger fra Øresund, udført af SEMAC i området for etablering af Øresundsforbindelsen, samt Roskilde Amts undersøgelser af muslinger i 2. Kap. 4-1, side 3

82 Metaller i muslinger mg/kg TS Lynetten 98 Lynetten 99 Lynetten Lynetten 1 Lynetten 2 Vedbæk 98 Vedbæk 99 Vedbæk Vedbæk 1 Vedbæk 2 Zn Dragør 98 Cu Dragør 99 Dragør Dragør 1 Dragør 2 Køge Bugt Køge Bugt 1 Semac VKI 1995 Semac 1996 Semac 1997 ICES 1988 Figur Tungmetaller i blåmuslinger fra Øresund Metaller i muslinger mg/kg TS Lynetten 98 Lynetten 99 Lynetten Lynetten 1 Lynetten 2 Vedbæk 98 Vedbæk 99 Vedbæk Ni Vedbæk 1 Vedbæk 2 Pb Dragør 98 Dragør 99 Dragør Dragør 1 Dragør 2 Køge Bugt Køge Bugt 1 Semac VKI 1995 Semac 1996 Semac 1997 ICES 1988 Figur Tungmetaller i blåmuslinger fra Øresund Metaller i muslinger mg/kg TS Lynetten 98 Lynetten 99 Lynetten Lynetten 1 Lynetten 2 Vedbæk 98 Vedbæk 99 Vedbæk Vedbæk 1 Vedbæk 2 Dragør 98 Dragør 99 Dragør Hg Cd Dragør 1 Dragør 2 Køge Bugt Køge Bugt 1 Semac VKI 1995 Semac 1996 Semac 1997 ICES 1988 Figur Tungmetaller i blåmuslinger fra Øresund Kap. 4-1, side 4

83 I perioden 2-22 var der en faldende tendens i muslingernes indhold af bly, zink og cadmium. Den korte tidsserie gør det dog svært at sige om der er tale om reelle ændringer eller om tilfældige forskelle i prøvematerialet. Især har indholdet af cadmium udvist store variationer både geografisk og tidsligt i perioden for NOVA programmet. Lignende variationer for cadmium er påvist i forbindelse med moniteringsprogrammet udført af SEMAC under etablering af den faste forbindelse over Øresund uden at der er fundet en forklaring på variationerne. Der er foretaget en vurdring af niveauerne i forhold til en klassificering for miljøgifte udarbejdet af Statens Forureningstilsyn (SFT) i Norge. Klassificeringen arbejder med 5 klasser, hvor klasse et (god) beskriver den bedste kvalitet. Kvalitetsgrænserne og de aktuelle målinger fra 22 er vist i tabel Tabel Grænse for kvalitetsklasse et(god) og målinger i 22 Station Pb mg/kg TS Hg mg/kg TS Cd mg/kg TS Zn mg/kg TS Cu mg/kg TS Kvalitetsgrænse 3,,2 2, 2 1, Lynetten 4,2,22 1,96 128,86 8,86 Skovshoved 2,3,34 1,7 129,86 9,33 Dragør 2,4,21 3,6 124,3 1,23 Kun for bly på stationen ved Lynetten ses der en markant overskridelse af grænsen for kvalitetsklasse 1. Vurderet ud fra det norske klassificeringssystem udgør forureningen med de undersøgte metaller ikke et væsentligt problem for miljøtilstanden på de undersøgte lokaliteter. De målte PCB congener i de undersøgte muslinger, ligger i forhold til SFT s klassificeringssystem lavt. Målingerne på de tre stationer er vist på figur PCB i muslinger ug/kg vv Lynetten 98 Lynetten 99 Lynetten Lynetten 1 Lynetten 2 Vedbæk 98 Vedbæk 99 Vedbæk Vedbæk 1 Vedbæk 2 Dragør 98 Dragør 99 Dragør Dragør 1 Dragør 2 PCB Figur PCB i muslinger(sum af PCB congener:28,31,52,11,15,118,138,153,156,17,18) I SFT s klassificeringssystem er grænsen for klasse et 4 µg/kg vv og klasse to 15 µg/kg vv. Kun ved Lynetten ses der i 22 en mindre overskridelse i de undersøgte muslinger i forhold til klasse et i dette klassificeringssystem. Der blev endvidere undersøgt for organotin på prøvematerialet fra de tre stationer. Resultatet af målingerne er vist på figur Kap. 4-1, side 5

84 ug/kg vv 6 O rganotin i m uslinger Vedbæk 98 Vedbæk 99 Vedbæk Vedbæk 2 Dragør 98 Dragør 99 Dragør Dragør 2 Lynetten 98 Lynetten 99 Lynetten Lynetten 2 TBT D B T MBT Figur Organotinforbindelser i muslinger fra Øresund og Køge Bugt Køge Bugt Køge Bugt 1 Indholdet af organotinforbindelser i undersøgelsen fra 22 var stort set uændret i forhold til undersøgelsen fra de øvrige år. I 2 blev der indsamlet muslinger fra Køge Bugt til analyse for organotin forbindelser. Niveauerne er som for de øvrige undersøgte områder af Øresund. TBT niveauet på stationen Lynetten var lidt højere og må tilskrives den kraftige skibstrafik til Københavns Havn. På de to øvrige stationer var niveauerne uændret eller lidt faldende. Som det fremgår af figur var der et mindre fald i intensiteten af skibstrafik i 21 og 22 sammenfaldende med reduktionen i TBT indholdet i muslingerne fra Vedbæk og Dragør. Antal Skibspassager gennem Øresund Figur Antal skibspassager gennem Øresund over 5 brutto ton. Kilde: Søværnets Operative Kommando I OSPARCOM-regi er der udarbejdet en kvalitetsgrænse for TBT ud fra økotoksikologiske vurderinger. Denne grænse er på,2-2 ug/kg vv. Indholdet af TBT i alle prøverne overskrider denne kvalitetsgrænse med omkring en faktor Kap. 4-1, side 6

85 4.1 Imposex (unaturligt kønskifte hos hunsnegle) I 22 var der i lighed med foregående år undersøgt for imposex på dværgkonk (Hinia reticulata) på tre stationer i Øresund. Prøvetagningspositioner og resultater er vist på figur % Imposex Imposex st.1 Imposex st.2 Imposex st VDSI VDSI st. 1 VDSI st. 2 VDSI st % RPLI % RPLI st. 1 RPLI st. 2 RPLI st Figur Prøvetagningspositioner og resultater af imposexundersøgelser i Øresund. % imposex: % individer der udviser imposexkarakterer VDSI: imposexstadier af alle hunner / antal hunner RPLI %: 1*(( penislængde hos hunner /antal hunner) /(( penislængde hos hanner)/antal hanner) Der blev på hver station søgt indsamlet mindst 3 voksne individer i størrelseskategorien 14-2 mm. Dette var dog ikke været muligt på st. 2 i Svanemøllebugten, hvor sneglebestanden var voldsomt decimeret i forhold til tidligere år. I lighed med de foregående undersøgelsen af konksnegle var der også i 22 en kraftig påvirkning i hele undersøgelsesområdet. Påvirkningen er kraftigst tæt på København og må tilskrives den tætte trafik af større skibe til Københavns Havn. Der var dog en faldende tendens i påvirkningsgraden på alle 3 stationer. På station 1 var antallet af hunner med imposex mindre end de foregående 4 år. De påvirkede individer var også påvirket i mindre grad end de foregående år. Kap. 4-1, side 7

86 På station 2 var det trods en omfattende indsats, ikke muligt at indsamle de krævede 3 individer. Der blev fundet mange tomme sneglehuse ved indsamlingen. Hvorvidt den voldsomme decimering skyldes påvirkning fra det kraftige iltsvind i 22 er ikke klart. Alle hunner var berørt af imposex, men graden af påvirkning var mindre end de foregående. På station 3 var der ligeledes en faldende tendens i graden af påvirkning på de undersøgte individer. 4.3 Diskussion Miljøtilstand Fisk I de undersøgte skrubber må metalindholdet betragtes som tilfredsstillende, idet indholdet i de undersøgte fisk svarer til reference værdierne der er udtryk for et gennemsnit af tungmetaller i skrubber fra de danske farvande. Kviksølvindholdet i de undersøgte fisk ligger på begge stationer under grænseværdien på,5 mg Hg/kg vv jf. Miljøministeriets bekendgørelse nr. 447, Muslinger I de sidste 3 år af undersøgelsesperioden har der været en faldende tendens i muslingernes indhold af bly, zink og cadmium. Den korte tidsserie gør det vanskeligt at vurdere om der er tale om en reel ændring eller blot om variationer i prøvematerialet. Vurderet ud fra det norske klassificeringssystem udgør forureningen med de undersøgte metaller ikke et væsentligt problem for miljøtilstanden på de undersøgte lokaliteter. Organotinindholdet var relativt højt i hele området. Dette tilskrives den kraftige erhvervstrafik gennem Øresund der udgør en permanent belastning af området med tributyltin. I forhold til kvalitetsgrænsen for TBT udarbejdet af OSPARCOM, er indholdet af TBT i alle prøverne overskredet med en faktor 5-7. Konksnegle Påvirkningen af konksneglene er kraftigst tæt på København. Det passer godt overens med at de højeste værdier af organotin i muslinger i undersøgelsesområdet blev fundet ud for København. Det er sandsynligt at den kraftige erhvervstrafik i området er kilden til den kraftige påvirkning. Der var dog en faldende tendens i påvirkningsgraden af de undersøgte snegle i hele området. Målsætninger Indholdet af tributyltin i blåmuslinger er stærkt forhøjet i forhold til OSPARCOM s kriterier. Ligeledes giver tributyltin anledning til en kraftig påvirkning af konksnegle i området. Det må derfor konkluderes, at målsætningen om et upåvirket vandmiljø ikke er opfyldt pga. den kraftige påvirkning med tributyltin. Kap. 4-1, side 8

87 5. Resultater for Køge Bugt 5.1 Temperatur, salinitet og sigt. Saliniteten i Køge Bugt styres af vandstrømmene igennem Øresund. Ved nordgående strøm føres vand med lav saltholdighed fra Østersøen mod Kattegat mens det modsatte er tilfældet ved sydgående strøm. Her føres vand med høj saltholdighed fra Kattegat over Drogden-tærsklen og videre ned i Østersøen. Vand med højt saltindhold er tungere end vand med lav saltholdighed og der kan derfor dannes et saltspringlag, hvor bundvandet er mere salt end overfladevandet. Dette sker dog kun på forholdsvis dybde stationer (station 1727, Køge Bugt midt) mens saltspringlag kun yderst sjældent dannes på den lavvandede station 1723, Strandparken. I 22 havde station 1727 saltspringlag i 83 % af prøvetagningerne. Modsat fandtes saltspringlag kun i 3 tilfælde på station 1723 (1 %). Figur viser saltprofilen for station 1727 i 22. Perioder med saltspringlag ses tydeligt i januar, februar, juni, august og september. Figur Saltmålinger i vandsøjlen på station 1727, Køge Bugt midt, i 22. I 22 var saliniteten som middel 9,6 (min 7,1, maks 17,9) i overfladevandet på station 1727 mens bundvandet havde højere salinitet med et middelindhold på 12,7 (min 8,1, maks 22,3). På station 1723 var der som forventet ikke stor forskel på top og bund. Middelsaliniteten for toplaget var 1, (min 7,8, maks 17,) og i bundvandet 1,3 (min 7,8, maks 17,9). Kap. 5 1, side 1

88 De høje saliniteter passer overens med nedtrængning af højsalint vand fra Øresund, trods generelt svage vinde i 22. I starten af september blev der presset vand ind fra nord med høj salinitet. Vandet, som kom fra det iltsvindsramte Øresund, gav også Køge Bugt årets laveste iltværdier (se afsnit 5.4). Saliniteten var i årets første måneder over langtidsgennemsnittet på både station 1723 og 1727 (figur 5.1.2). Mens den lå under i april, maj, august og i årets tre sidste måneder. Forklaringen ligger dels i vindretning og strømretning før og under prøvetagningen, dels i mangel på data for årets sidste måneder. I årets tre første måneder var vinden primært vest og sydlig ligesom i juni og juli mens april, maj, august og oktober fortrinsvis havde østlige og/eller sydlige vinde. For november og december findes kun én prøvetagning per måned, på grund af dårligt vejr. Månedsmiddelværdierne er derfor baseret på en enkel prøvetagning, hvor der var sydlig vind i november og nordvestlig i december, men havde været i sydøst op til prøvetagningen. Mønstret er det samme for saliniteten i bundvandet (bilag 5.1 figur 1). Der findes ingen langtidsudvikling i saliniteten i Køge Bugt. Figur Månedsmiddelværdier for salinitet ( ) for stationerne 1723, Strandparken og 1727, Køge Bugt midt, i 22. Temperatur Temperaturen i vandsøjlen følger årstiden med lav temperatur om vinteren og høj om sommeren. Figur viser temperaturmålinger i vandsøjlen på station 1727 i 22. Sommermiddeltemperaturen i overfaldevandet på station 1727, Køge Bugt midt, var 16,7 C (min 11,5, maks 2,2) mens bundvandet var lidt koldere med en sommermiddeltemperatur på 16,1 C (min 1,6, maks 19,5). På station 1723 var forskellen mellem overflade og bund minimal. Sommer middeltemperaturen var 17,2 C (min 12,3, maks 2,8). Temperaturen i overfladevandet lå det meste af året på eller over langtidsmiddelværdierne (figur 5.1.4). På begge stationer i Køge Bugt lå temperaturen højt fra maj til september men også i februar måned. Det samme mønster fandtes i bundvandet (bilag 5.1, figur 2). Der findes ingen udviklingstendenser i vandtemperaturen i Køge Bugt. Kap. 5 1, side 2

89 Figur Temperaturmålinger i vandsøjlen på station 1727, Køge Bugt midt, i 22. Figur Månedsmiddelværdier for temperatur (C ) for stationerne 1723, Strandparken og 1727, Køge Bugt midt, i 22. Kap. 5 1, side 3

90 Lysforhold Lysgennemtrængningen i vandet kan måles med en sigtskive eller med en lysmåler som lyssvækkelse, hvorefter en lyssvækkelseskoefficient Kd kan beregnes. Lyssvækkelsen kan som hovedregel omregnes til en beregnet sigtdybde = 2,3 x Kd. Omregningsfaktoren 2,3 passer imidlertid ikke altid lige godt til den målte sigtdybde, da forholdet mellem sigtdybde og Kd kan skifte afhængig af mængden og typen af planteplankton og partikler i vandet. Sigtdybden på station 1727 lå hele 22 under langtidsmiddelværdierne, specielt i januar til marts og i november (figur 5.1.5, bilag 5.1, figur 3). Dette hænger sammen med den generelt forhøjede mængde klorofyl i vandfasen (se afsnit 5.5). Lyssvækkelseskoefficienten var på station 1723 generelt under langtidsmiddelværdierne specielt i januar og november måneder. Følgelig lå den beregnede sigtdybde over langtidsmiddelværdierne og markant højre i januar og november måneder (figur 5.1.5, bilag 5.1 figur 3). Figur Månedsmiddelværdier for sigtdybden stationerne 1727, Køge Bugt midt, og 1723, Strandparken (beregnet sigtdybde) i 22. Der har ikke været signifikant udvikling over perioden 1989 til 22 i sigtdybden eller lyssvækkelseskoefficienten på nogen af stationerne i Køge Bugt, men sigtdybden var i 22 lavere end i 21 (bilag 5.1, figur 4). Sammenfatning Saliniteten var i årets første måneder samt sommeren over højre end langtidsmiddelværdierne mens den var markant lavere i årets sidste måneder. Temperaturen var højere end normalt i sommerperioden fra maj til september. Specielt var der i august og september høje vandtemperaturer. Sigtdybden var forringet på station 1727 i hele 22, hvilket var hvad man kunne forvente med stor afstrømning af næringsrigt vand og varmt og stille vejr. Den beregnede sigtdybde på station 1723 lå omkring middel, dog havde januar og november en bedre sigtdybde end normalt. Kap. 5 1, side 4

91 5.2 Kvælstof- og fosforbelastning, året der gik Belastningen med kvælstof fra punktkilder og atmosfærisk deposition har været stabil i løbet af året, mens belastningen fra afstrømning har haft en betydelig variation. I starten og slutningen af året skete den største udvaskning, da marker og naturarealer står bare og væksten ikke optager væde og næringsstoffer. I sommerperioden er der lav afstrømning af kvælstof trods høj nedbør, da plantevækst på land optager væde og tilbageholder næringsstofferne (fig ) Afstrømningen af kvælstof var i starten af året (januar og februar) rekordhøj, op i mod 5 tons kvælstof per måned og udgjorde godt 8 % af belastningen til havområdet. I sommermånederne (juni og juli), udgjorde afstrømningen af kvælstof mellem 3-5 % af den totale kvælstofbelastning, de absolutte værdier lå mellem 4 og 5 tons kvælstof per måned. I sommerperioden, hvor afstrømningen faldt, var bidragene fra punktkilder og atmosfæren de største kilder til kvælstof belastningen i Køge Bugt. Punktkildebidraget udgjorde i perioden ca. 2 % mens det atmosfæriske bidrag udgjorde ca. 75 % af den totale kvælstofbelastning. Den totale mængde kvælstof udledt til Køge Bugt i 22 var 32 ton mod 212 tons i Belastning tons TN / år Nedbør mm jan feb marts april maj juni juli aug sep okt nov dec afstrømning punktkilder atmosfærisk bidrag nedbør Figur Belastning af kvælstof til Køge Bugt 22 fordelt på afstrømning, punktkilder og atmosfærisk deposition. Kurve angiver nedbøren. Punktkilder er den største fosforkilde til Køge Bugt. Der blev i 22 udledt 3-7 tons fosfor fra punktkilderne per måned. I sommerperioden udgjorde punktkildebidraget op til 8 % af belastningen, mens den relative betydning af bidraget fra punktkilderne falder i mere våde perioder. På grund af oplandets størrelse og sammensætning får udvaskningen af fosfor fra landbrugsjordene samme sæsonmæssige forløb som udvaskningen af kvælstof. I vintermånederne udgør afstrømningen af fosfor op mod 5 % af totalbelastningen, mens den falder til i sommermånederne. Det atmosfæriske bidrag til fosforbelastningen er lavt og af mindre betydning (fig ). Den samlede mængde udledt fosfor til Køge Bugt var ca. 95 tons i 22 mod 74 tons i 21. Kap. 5 2, side 1

92 Belastning tons TP / år 1, 8, 6, 4, 2, Nedbør mm, jan feb marts april maj juni juli aug sep okt nov dec afstrømning punktkilder atmosfærisk bidrag nedbør Figur Belastning af fosfor til Køge Bugt 22 fordelt på afstrømning, punktkilder og atmosfærisk deposition. Kurve angiver nedbøren. Udvikling i kvælstofbelastning i Køge Bugt Punktkildebelastningen med kvælstof til Køge Bugt er reduceret med 82% fra 1989 til 22 og udgjorde i 22 ca. 33 tons. Fra 1998 har punktkildebelastningen med kvælstof været lav og stabil med omkring 3 tons per år, hvilket især skyldtes forbedret rensning hos CP Kelco (Pectinen) samt, at Junckers lukkede papirmasseproduktionen i sommeren De store kommunale renseanlæg med direkte udledning til Køge Bugt, viser også reducerede udledninger. Arealbidraget eller afstrømningen (udvaskningen af næringssalte fra marker og naturområder) er afhængig af nedbørsmængden og en direkte sammenligning mellem år er derfor vanskelig. Ved at beregne den gennemsnitlige kvælstofudvaskning per mm nedbør for hvert år og gange det op til år 22 nedbørsmængde på 8 mm, ses der ingen systematisk reduktion af kvælstofudvaskningen (P >,1). Sammenligner man resultatet for 22 med 1991, som vist i foregående rapporter, ses en øgning i kvælstofudvaskningen på 2 %. Den positive udvikling som sås i 2 og 21 er altså brudt, og udvaskningen er ikke reduceret i forhold til udvaskningen i undersøgelsesperiodens start. Det atmosfæriske bidrag til kvælstofbelastning af Køge Bugt har med undtagelse af 1999 været relativt konstant i perioden I 1999 var det atmosfæriske bidrag ca. 14 tons mod 7-1 tons om året i resten af perioden. I 22 var det atmosfæriske bidrag ca. 9 tons. Den relative fordeling af kvælstofkilderne er ændret markant siden 1989, hvor bidraget fra punktkilder udgjorde godt 5% af belastningen, mens bidraget fra afstrømning og atmosfære hver udgjorde 25%, frem til 22, hvor punktkildernes andel er 1 %. Den resterende del af belastningen var i 22 fordelt med 6 % på afstrømning fra land og 3 % fra atmosfærisk deposition (fig ). Kap. 5 2, side 2

93 Belastning tons TN / år Afstrømning Punktkilder Atmosfærisk nedfald Figur Kvælstofbelastning af Køge Bugt i perioden 1989 til 22 fordelt på afstrømning, punktkilder og atmosfærisk deposition. Udvikling i fosforbelastning i Køge Bugt Punktkildebelastningen med fosfor til Køge Bugt er reduceret med 84 % fra 1989 til 22 og udgjorde i 22 ca. 58 tons mod 54 i 21. I 22 har der været mange overløb fra renseanlæg, hvilket kan forklare stigningen. Afstrømningen (udvaskningen af næringssalte fra marker og naturområder) er afhængig af nedbørsmængden og en direkte sammenligning mellem år er derfor vanskelig. Ved at beregne den gennemsnitlige fosforudvaskning per mm nedbør for hvert år og gange det op til år 22 nedbørsmængde på 8 mm, ses der tendens til en reduktion af fosforudvaskningen fra land. Sammenligner man resultatet for 22 med 1991, som vist i foregående rapporter, ses dog en 3 % øgning fosforudvaskningen. Afstrømningen udgjorde i 22 ca. 3 tons fosfor. Det atmosfæriske bidrag til fosforbelastningen af Køge Bugt har stort set været konstant i perioden og udgjorde i 22 ca. 6 tons fosfor (fig ) Belastning tons TP / år Afstrømning Punktkilder Atmosfærisk nedfald Figur Fosforbelastning af Køge Bugt i perioden 1989 til 22 fordelt på afstrømning, punktkilder og atmosfærisk deposition. Kap. 5 2, side 3

94 Sammenfatning. Udledningen af kvælstof og fosfor fra punktkilder er reduceret med henholdsvis 82 % og 84 % fra 1989 til 22, og opfylder dermed Vandmiljøplanens mål. Derimod er afstrømningen af både kvælstof og fosfor fra landbrugsarealer øget med henholdsvis 2 % og 3 % ved sammenligning mellem 1991 og 22. I Vandmiljøplanen findes mål for arealbidraget af kvælstof nemlig en reduktion på 5 %. Dette er langt fra opnået. Den kraftigt øgede belastning med kvælstof fra jordbrugsmark i 22 vender den positive udvikling der har været set de seneste år. Dette viser, at de tiltag som er sket fra landbruget i Køge Bugts opland ikke er tilstrækkelige og at den positive udvikling som sås i 2 og 21 ikke beroede på nedsat udvaskningspotentiale men at nedbøren var lav. 22 var et vådt år med rekordhøj nedbør i starten af året, men udvaskningspotentialet fra landbrugsmark skal ned på et niveau, hvor selv våde år ikke giver så markante stigninger i kvælstofudvaskningen, før vandmiljøet bliver bedre og lever op til de fastsatte målsætninger. Kap. 5 2, side 4

95 5.3 Næringsstoffer i vandet Der måles og analyseres vandkemi på 3 stationer i Køge Bugt; 1723, Strandparken og 1727, Køge Bugt midt, i NOVA regi og på station 1726, Køge Sønakke, i regionalt regi og kun i perioden september til april. Station 1723 er 5 meter dyb og normalt uden lagdeling og spildevandspåvirket. Station 1727 er 13 meter dyb og ligger midt i Køge Bugt. Stationen repræsenterer et upåvirket niveau. Station 1726 er 8 meter dyb og påvirket af afstrømning fra land. Vandkemi omfatter kvælstofmålinger (totalkvælstof, ammonium og nitrit-nitrat), fosformålinger (totalfosfor og fosfat), samt silicium. Året der gik Koncentrationerne af totalkvælstof var generelt lavere i 22 end gennemsnittet (1989 til 21) på både station 1723 og Dette vil ske da sammenligningen sker med et signifikant faldende gennemsnit. I forhold til 21 er der dog på begge stationer sket en stigning. På station 1723 var der høje koncentrationer i marts og april samt i slutningen af året. På station 1727 lå månedsmiddelkoncentrationer nær eller over gennemsnittet i januar og i slutningen af året (fig ). Figur Månedsmiddelkoncentrationen af totalkvælstof på stationerne 1723 og 1727 i 22. Månedsmiddel er sammenlignet med langtidsmiddel 1989 til 21. På station 1723 var ammoniumkoncentrationerne lavere end den beregnede langtidsmiddelkoncentration hele året kun med højere koncentrationer i april og september som tangerede langtidsmiddelværdierne. På station 1727 var ammoniumkoncentrationen generelt lav undtagen i januar og februar samt oktober, hvor den var på niveau eller højere end den beregnede langtidsmiddelkoncentration (bilag 5.3). Månedsmiddelkoncentrationerne af nitrat var på station 1723 markant højere end langtidsmiddelværdierne i marts mens den var over langtidsmiddelværdierne i januar og december. I sommerperioden lå nitratkoncentrationen på detektionsgrænsen. Nitratkoncentrationen på station 1727 var høj i årets tre første måneder mens den faldt til under langtidsmiddelkoncentrationen over sommeren. I december var nitratkoncentrationen igen markant højere end langtidsmiddelkoncentrationen (bilag 5.3). De målte koncentrationerne af totalfosfor i 22 (fig ) lå på station 1723 under det beregnede langtidsmiddel undtagen i december, hvor koncentrationen var høj. På station 1727 var totalfosforkoncentrationen over den beregnede langtidsmiddelkoncentration i årets første måneder samt i juli og september. Resten af året lå totalfosfor koncentrationerne under den beregnede langtidsmiddel. Kap. 5 3, side 1

96 Figur Månedsmiddelkoncentrationen af totalfosfor på stationerne 1723 og 1727 i 22. Månedsmiddel er sammenlignet med langtidsmiddel 1989 til 21. Koncentrationerne af fosfat på station 1723 var det meste af året lavere end de beregnede langtidsmiddelkoncentrationer med undtagelse af marts, juni og december, hvor koncentrationerne var højere (bilag 5.3). Koncentrationerne af fosfat på station 1727 var over eller på niveau med de beregnede langtidsmiddelkoncentrationer i 22 undtaget i juni, juli og oktober, hvor koncentrationerne var lavere (bilag 5.3). Siliciumkoncentrationen var på begge stationer på niveau eller over de beregnede langtidsmiddelkoncentrationer i januar, februar og marts (fig ). På station 1723 var siliciumkoncentrationen markant under langtidsmiddelkoncentrationen i juli, september og oktober, mens den var højere i august og december måneder. På station 1727 var siliciumkoncentrationen meget lav i april og lå under langtidsmiddelkoncentrationen i sommerperioden samt september, oktober og november. Som for station 1723 var august og december koncentrationen høj. Figur Månedsmiddelkoncentrationen af silicium på stationerne 1723 og 1727 i 22. Månedsmiddel er sammenlignet med langtidsmiddel 1989 til 21. Næringssaltbegrænsning Planteplanktons vækst anses begrænset når næringsstofferne kommer under 28 µg N/l (ammonium, nitrat og nitrit), 6,2 µg fosfat/l og 56 µg silicium/l. I 22 var både kvælstof og fosfat begrænsende for væksten fra april til oktober på station Silicium var begrænsende i en kort periode i april måned. På station 1727 var fosfat begrænsende i Kap. 5 3, side 2

97 maj måned samt fra juli til oktober. Kvælstof var begrænsende fra april til oktober mens silicium ikke begrænsede algernes vækst på station 1727 (tabel 5.3). Tabel 5.3. Næringssaltbegrænsning med kvælstof (N), fosfat (P) og silicium (S). Værdier er koncentrationer på de enkelte prøvetagninger. Værdier i parentes viser at næringsstoffet er begrænsende i halvdelen af måneden. station jan. feb. mar. april maj juni juli aug. sep. okt. nov. dec NP(Si) NP N(P) N(P) N(P) (NP) (NP) 1727 N N(P) N N(P) N(P) N(P) (N,P) N Tidslig udvikling Vurdering af den tidslige udvikling er foretaget på sommermiddel (maj til september) og vintermiddel (december til februar) med Kendall s Tau statistik. I vurderingen af den tidslige udvikling af næringsstofkoncentrationerne skal de ændrede detektionsgrænser i analyserne tages i betragtning, da detektionsgrænserne er faldet gradvist gennem perioden. Dette kan især have betydning i sommerperioden, hvor næringsstofkoncentrationerne er lave. Ligger koncentrationerne på detektionsgrænsen og denne er gradvist faldende, kan det fejlagtigt tolkes som en reduktion af koncentrationerne. Yderligere har man fra 2 anvendt den målte værdi, selvom denne lå under detektionsgrænsen, hvor man før anvendte detektionsgrænsen. Det betyder at data fra og med 2 alene af denne årsag kan ligge lavere end de foregående år. Sommermiddel Sommermiddelkoncentrationen af ammonium er faldet signifikant i den undersøgte periode fra 1989 til 22 på station 1723, Strandparken. Den statistiske analyse er dog delvis styret af de meget høje koncentrationer målt i 1989, som hang sammen med ud- og ombygning af renseanlægget ved Avedøre. Men også forløbet i perioden 199 til 22 viser signifikant mindskende koncentrationer. Ammoniumkoncentrationen ligger dog de fleste år tæt på eller over detektionsgrænsen, som har været gradvist faldende. Den signifikante reduktion i ammoniumkoncentrationen er derfor usikker. På station 1727, Køge Bugt midt, har sommermiddelkoncentrationerne af ammonium ikke ændret sig statistisk signifikant (bilag 5.3). Sommermiddel koncentrationen af nitrat er signifikant reduceret på både station 1723 og For nitrat gælder dog også, at sommerkoncentrationen de fleste år ligger på detektionsgrænsen. Den gradvise reduktion i detektionsgrænsen vil derfor afspejle sig som en reduktion i koncentrationen. Den signifikant reduktion i nitratkoncentrationen er derfor usikker (bilag 5.3). For totalkvælstof er der også sket en signifikant reduktion i koncentrationerne på både station 1723 og Koncentrationerne af totalkvælstof ligger i hele perioden over detektionsgrænsen og den reduktion som ses er reel (figur og bilag 5.3). Figur Sommermiddel af totalkvælstof i Køge Bugt, station 1727, Køge Bugt midt og station 1723, Strandparken. Kap. 5 3, side 3

98 Sommermiddel af fosfat er faldet signifikant på begge stationer i Køge Bugt i perioden 1989 til 22. Den faldende koncentration på station 1723 skyldes, frem for alt, udbygningen af Spildevandscenter Avedøre som er den dominerende belastningskilde til den del af Køge Bugt. På station 1727 gælder dog, som for ammonium og nitrat, at koncentrationerne har ligget nær detektionsgrænsen som har været gradvist faldende i gennem perioden. De signifikant reduktion er derfor usikker (bilag 5.3). Sommermiddelkoncentrationerne af totalfosfor er, som for fosfat, mindsket signifikant på station 1723 på grund af udbygning af Spildevandscenter Avedøre. Derimod har koncentrationen af totalfosfor på station 1727 ikke ændret sig signifikant (figur og bilag 5.3). Figur Sommermiddel af totalfosfor i Køge Bugt, station 1727, Køge Bugt midt og station 1723, Strandparken. Siliciumkoncentrationen har ikke ændret sig på hverken station 1723 eller 1727 i perioden 1989 til 22 (bilag 5.3). Vintermiddel Vintermiddelkoncentrationen af ammonium er faldet signifikant på alle tre stationer i Køge Bugt i periode 1989 til 22. På alle tre stationer gælder, at koncentrationerne generelt lå over detektionsgrænserne, men også at de er meget varierende. På station 1723 måltes meget høje koncentrationer i 1991 og 1994, 21 havde den laveste koncentration i perioden, mens 22 ligger på niveau med koncentrationerne i slutningen af 9 erne. Vinteren 1991 omlagde Spildevandscenter Avedøre driften. Dette gav indkøringsproblemer hvor ammoniumkoncentrationen var ekstrem høj i starten af året, hvorefter nitratkoncentrationen var høj i slutningen af året. På station 1727 måltes høje koncentrationer i 1994 og 2, mens årets målinger var lidt højere end foregående år. På station 1726 måltes høje koncentrationer i 199, mens de seneste år har haft stabile lave ammoniumkoncentrationer. Koncentrationen i 22 var dog højere end de foregående år (bilag 5.3). Vintermiddelkoncentrationen af nitrat har ikke ændret sig signifikant i perioden 1989 til 22 på nogen af de tre stationer. Men på både station 1723 og 1727 viser tidsserien en stigende tendens i nitratkoncentrationerne. På alle tre stationer har der i 22 været en stigning i nitratkoncentrationen i forhold til 21. De højeste koncentrationer findes på den regionale station 1726, Køge Sønakke, som er påvirket af afstrømning fra land (bilag 5.3). Vintermiddelkoncentrationerne af totalkvælstof er faldet signifikant på station 1726 og 1727, hvorimod den er uændret på station 1723 (bilag 5.3). På både station 1723 og 1726 var koncentrationen i 22 højere end i 21. Kap. 5 3, side 4

99 Vintermiddelkoncentrationen af fosfat er faldet signifikant i perioden 1989 til 22 på station 1723 og 1726 mens den er uændret på station 1727, Køge Bugt midt. Generelt har koncentrationerne ligget over detektionsgrænsen. For totalfosfor er vintermiddel koncentrationerne kun faldet på station 1727 mens den er uændret på station 1723 og den regionale station Fosforkoncentrationen i vinterperioden ligger lidt højre end niveauet i sommerperioden (bilag 5.3). Vintermiddel af siliciumkoncentrationen har ikke ændret sig signifikant i perioden 1989 til 22 på nogen af de tre stationer i Køge Bugt (bilag 5.3). Sammenfatning Månedsgennemsnittene for totalkvælstof og ammonium lå i 22 generelt på niveau med eller under de beregnede langtidsgennemsnit med få undtagelser. Totalkvælstof var høj på den nordlige station 1723 i april og november/december, mens den var høj på station 1727 i november og december. Nitratkoncentrationerne var derimod høje på begge stationer i starten og slutningen af året. De beregnede sommergennemsnit for perioden 1989 til 22 viser et signifikant fald i koncentrationerne for alle 3 kvælstoftyper undtaget ammonium på station Reduktionerne i ammonium og nitrat er dog usikker, idet den sammenfalder med gradvist reducerede detektionsgrænser. I vinterperioden viser ammoniumkoncentrationen signifikant reduktion mens nitratkoncentrationen ikke har ændret sig og viser stigende tendenser på både station 1723 og Koncentration af totalkvælstof var mindsket på station 1726 og 1727 mens den er uændret på den nordlige station Månedsgennemsnittet for totalfosfor og fosfat lå i 22 generelt på niveau eller lidt under det beregnede langtidsgennemsnit på station 1723 med undtagelse af december som havde højere koncentrationer. På station 1727 lå fosforkoncentrationerne højere en langtidsmiddelværdierne i starten af året samt i juli og september. Fosfatkoncentrationerne lå højt i januar, marts og december. Fosfatkoncentrationerne er generelt faldet i Køge Bugt undtagen om vinteren på station Totalfosfor er derimod ikke faldet i samme takt og det er kun den nordlige station 1723 som har en signifikant reduktion i sommermiddelkoncentrationen af totalfosfor samt station 1727, Køge Bugt midt, som har et koncentrationsfald i vinterperioden. Kap. 5 3, side 5

100 5.4 Iltforhold Iltindholdet i vandet måles med en iltsensor for hver 2 cm ned gennem vandsøjlen på 3 stationer i Køge Bugt; station 1723, Strandparken, station 1727, Køge Bugt midt, og den regionale station 81, Juels Grund. På station 1723 hvor max. dybden er 6 meter forekommer kun sjældent lagdeling af vandsøjlen i et nedre koldere og/eller mere saltholdigt lag og et øvre varmere og ferskere lag. Iltforholdene vil derfor være ens ned gennem vandsøjlen. På de to andre stationer; 1727 (max. dybde 13 m) og den regionale station 81 (max. dybde 12 m) forekommer lagdeling derimod jævnligt. Lagdelingen betyder at vandet i de to lag ikke blandes. Ny ilt kan derfor ikke tilføres de nedre lag, hvor iltforbruget er størst på grund af bakteriel omsætning af organisk materiale på og i sedimentet. På disse to stationer kan kritiske iltkoncentrationer (mindre end 4 mg/l) derfor forekomme i bundlaget i perioder med lagdeling. Dette forstærkes af bundlagets vertikale udbredelse kan være lille (1 5 cm), hvor ilten hurtigt bruges op. Året der gik De målte iltforhold i Køge Bugt har, modsat resten af Øresundsområdet, været gode i 22. Laveste iltkoncentration som er målt er 7,4 mg/l i starten af september på station 1723, Strandparken (fig ). Laveste iltmåling på station 1727 (1,3 mg/l) blev ligeledes målt i starten af september mens den laveste iltkoncentration på station 81, Juels Grund (9,4 mg/l) blev målt i midten af september. Profilmålinger af iltkoncentrationen gennem hele vandsøjlen er vist for station 1727 i bilag 5.4 fig. 3. Figur Kort med stationsplacering og iltkoncentration på de tre stationer i Køge Bugt; 1723, Strandparken, 1727, Køge Bugt midt, og den regionale station 81, Juels Grund. De laveste målte iltkoncentrationer er dog afhængig af målefrekvensen og antallet af målepunkter. Der kan derfor have været kritiske iltforhold både andre steder i bugten og/eller på de tre stationer, som blot ikke opdages med det nuværende måleprogram. Kap. 5 4, side 1

101 Tidslig udvikling Iltkoncentrationerne i forårsperioden (april til juni) har været gode i Køge Bugt i hele den målte periode (1989 til 22) og har ikke vist stigende eller faldende tendenser (bilag 5.4 fig. 1 og tabel 1). I efterårsperioden (juli til oktober) har der før 1997 været flere målte minimumsværdier, som lå under grænsen for moderat iltsvind (4 mg ilt/l) og kraftigt iltsvind (2 mg ilt/l, fig ) 14, 12, 1, 8, 6, 4, 2,, iltminimum juli - oktober (mg/l) Figur Iltkoncentrationen som efterårsminimum (juli til oktober) fra 1989 til 22 på de tre stationer i Køge Bugt; 1723, Strandparken, 1727, Køge Bugt midt, og 81, Juels Grund. De røde streger angiver moderat iltsvind (4 mg ilt/l) og kraftigt iltsvind (2 mg ilt/l). Station 1723, Strandparken, har gode iltforhold på grund af sin ringe dybde og dermed mindre tendens til lagdeling og bedre mulighed for opblanding. På den dybere station 1727, Køge Bugt midt, hvor der ofte findes en lagdeling, har iltforholdende været kritiske i 1989 og senest i 1995, hvilket blandt andet har haft stor betydning for bunddyrsamfundet (se afsnit 5.7). Iltforholdene er siden 1995 blevet stadigt bedre på station 1727, uden at den stigende tendens i iltkoncentrationen har været statistisk sikker (Kendall s Tau, bilag 5.4 tabel 1). På den regionale station 81 har iltkoncentrationen været kritisk fra målingernes start i 1993 og frem til 1997, hvorefter koncentrationen har været over grænseværdien på 4 mg/l. Samlet set har iltkoncentrationen været signifikant stigende i perioden 1993 til 22 (Kendall s Tau, bilag 5.4 tabel 1). Sammenfatning Iltforholdende i Køge Bugt har været gode i 22 med laveste målte iltkoncentration på 7,4 mg ilt/l ved station 1723, Strandparken. Den tidslige udvikling af iltforholdende viser, at Køge Bugt har været ramt af flere iltsvindsepisoder, senest i 1995 på station 1727 og 1996 på station 81, men at iltkoncentrationerne siden har været stigende. Lokale iltsvindsepisoder er dog sandsynlig, men dækkes ikke af vores måleprogram. Kap. 5 4, side 2

102 5.5 Planteplankton De mikroskopiske alger i vandfasen, planteplankton, danner grundlaget for fødekæden i marine områder men kan tillige, hvis der sker tætte opblomstringer skabe problemer for bundvegetationen ved at skygge lysets nedtrængning i vandsøjlen. Visse arter af planteplankton kan være giftige og skabe problemer for den rekreative udnyttelse af områderne. Det er primært vandets indhold af næringsstoffer; fosfor og kvælstof, der bestemmer mængden af planteplankton men også lystilgængelighed og vindpåvirkning. Planteplanktonet har en typisk årstidsvariation med et forårs- og efterårsmaksimum, hvor forskellige arter eller grupper dominerer alt efter de kemiske (f.eks. næringssalte) og fysiske (f.eks. lys og temperatur) forhold i vandet. I Køge Bugt måles klorofyl og fluorescens på station 1723, Strandparken, og 1727, Køge Bugt midt. Målingerne er et udtryk for planteplanktonets biomasse. Klorofylanalyser laves på vandprøver hentet på udvalgte vanddybder, mens fluorescens måles i felten ned gennem vandsøjlen. Fluorescens giver derfor et billede af den rumlige fordeling af algerne. Planteplanktonet bliver desuden kvalitativt og kvantitativ bestemt i sommerperioden på station 1727, Køge Bugt midt, i forbindelse med regional overvågning af potentielt giftige alger i badesæsonen. Året der gik Klorofylmålingerne for 22 viste et forårsmaksimum i marts måned med en middelklorofylkoncentration på 3,6 µg/l på station 1727, mens forårsmaximaet kom i april måned på station 1723 (1,3 µg/l). Efterårsmaksimum blev observeret i september og november på station 1727 (op til 4,5 µg/l), mens højeste klorofylkoncentration på station 1723 blev målt i oktober (fig ). Højeste klorofylkoncentrationer i Køge Bugt blev målt i marts med 5,7 µg/l på station 1727 og i oktober på station 1723 med 3,9 µg/l. Figur Månedsmiddel af klorofylkoncentrationen i Køge Bugt 22 på stationerne 1723, Strandparken, og station 1727, Køge Bugt midt. Fluorescensmålingerne på station 1727, Køge Bugt midt, (fig ) viste et forårsmaksimum i marts måned med høj fluorescens mellem 5 og 7 meters dybde. Forsommeren havde lav fluorescens ned gennem hele vandsøjlen. I juli lå der et fluorescensmaksimum i bundvandet (12 14 meter). I august og september måneder var der et kraftigt fluorescensmaksimum i stort set hele vandsøjlen med centrum fra 2 til 7 meters dybde. Kap. 5 5, side 1

103 Figur Fluorescensmålinger i vandsøjlen på station 1727, Køge Bugt midt, i 22. Årstidsvariationen af algegrupperne; blågrønalger, furealger, kiselalger, monader og andre over året er vist i bilag 5.5 figurerne 2 og 3. Årstidsvariationen vurderet ud fra antal (celler/ml) viser en stor dominans af monader igennem hele året med indslag af furealger og kiselalger i sensommeren. Årstidsvariationen vurderet ud fra biomasse målt som kulstof (µgc/l) viser, at monaderne er dominerende frem til sommer, hvor både kiselalger, furealger, blågrønalger og andre opbygger en vis biomasse i løbet af juni og juli måned som aftager igen i august. I løbet af september opbygger kiselalgerne igen en stor biomasse. Billedet er således væsentligt forskelligt fra det i 21, hvor kiselalgerne dominerede i både forårs- og efterårsopblomstring. Dette forløb tydeliggøres af tabel som viser den procentvise dominans af algerarter/grupper per prøvetagningsdag. Monaderne var dominerende frem til august, hvor også kiselalgen Rhizosolenia fragilissima var fremtrædende. Monaderne dominerede derefter indtil oktober prøvetagningen, hvor kiselalgen Coscinodiscus spp. dominerede. Kap. 5 5, side 2

104 Tabel De dominerende arter/grupper i 22. I tabellen er angivet den totale biomasse (µgc/l), dominerende art/gruppe, biomassen af den dominerende art/gruppe (µgc/l) og artens/gruppens procentuelle andel af den totale biomasse. Dato Total biomasse Dominerende art/gruppe Biomasse % af total 23. april 22 6,5 monader 4, maj 22 18,6 monader 15, maj 22 18, monader 12, juni 22 3,9 monader 25, juni 22 43,6 monader 28, juli 22 47,3 monader 31, juli 22 59,3 monader 34, august 22 65,1 monader/rhizosolenia fragilissima 28,7 / 12,9 44 / august 22 25,7 monader/andre 8,58 / 6,1 33 / september 22 17, monader 11, september 22 5,8 monader 27, oktober 22 69,4 Coscinodiscus spp. 35,1 51 I løbet af sommeren 22 var der flere observationer af giftige og potentielt giftige alger i Køge Bugt med en egentlig opblomstring i midten og slutningen af juli måned, hvor der blev advaret mod badning i bestemte områder. De giftige og potentielt giftige alger bestod helt overvejende af blågrønalgerne Aphanizomenon spp. og Nodularia spumigena men også blågrønalgen Anabaena spp., samt furealgerne; Dinophysis acuminata, Dinophysis acuta, Dinophysis norvegica og Noctiluca scintillans og Prorocentrum micans og Prorocentrum minimum blev observeret (tabel 5.5.2). Tabel Observationer af potentielt giftige alger i Køge Bugt 22. X angiver en observation mens tal angiver biomassen i mikrogram kulstof per liter ( µg C/l). Art Blågrønalger Anabaena spp. x,,1, x Aphanizomenon spp. x,22,2 1,17,68,43 5,15 1,64,52 Nodularia spumigena x x,12 x x,54 4,9 1,56 x Furealger Dinophysis acuminata x x x,25,6,6,31 Dinophysis acuta,13,13 Dinophysis norvegica x Noctiluca scintillans x Prorocentrum micans,6,12,6 Prorocentrum minimum,1 1,52 4,5 6,2,65,,4,1 Der har i 22 ikke været masseforekomst (mere end 2 µgc/l eller 8 µg chl.a./l) af planteplankton i Køge Bugt. Tidslig udvikling Udviklingen af årsmiddelkoncentrationerne af klorofyl i den undersøgte periode fra 1989 til 22 viser ikke statistiske sikre tendenser på de to stationer i Køge Bugt (tabel og bilag 5.5 fig. 1). Sommermiddelkoncentrationen på stationen 1727, Køge Bugt midt, viser ikke signifikante tendenser, hvorimod sommermiddelkoncentrationen af klorofyl på station 1723, Strandparken, viser en signifikant nedgang (tabel og bilag 5.5 fig.1). Kap. 5 5, side 3

105 Den operationelle målsætning for Køge Bugt med maksimalt 2,5 µg klorofyl pr. liter som middelværdi for de seneste 5 år er opfyldt. Tabel Statistik for klorofyl i Køge Bugt 22. Målinger fra de to stationer 1723, Strandparken, og 1727, Køge Bugt midt, beregnet som års- og sommermiddel. Station Sæson Periode Antal år Kendall's Tau Signifikans Retning 1723 maj-september ,473 ja faldende 1723 januar-december ,29 nej 1727 maj-september ,385 nej 1727 januar-december ,253 nej Den tidsvægtede sommermiddel af planteplanktons biomasse (fig ) og fordelingen på algegrupperne (fig ) har varieret gennem perioden 1987 til 22. Et absolut maksimum blev fundet i 1989, hvor blågrønalgerne udgjorde det væsentligste indslag. Statistisk er biomassen af algegrupperne furealger og blågrønalger faldet signifikant ligesom den totale biomasse. Andelen af kiselalger har været uændret mens andelen af øvrige med monader og flagellater er øget signifikant (tabel 5.5.4). Den signifikante nedgang i mængden af blågrønalger kan forklares med den reducerede fosforbelastning til Køge Bugt (se afsnit 5.2). Mange blågrønalger kan fiksere kvælstof fra luften men er afhængig af fosfor fra vandet. Blågrønalgeforekomsten er imidlertid også styret af hydrografiske og klimatiske forhold. Blågrønalgerne tilføres oftest fra Østersøen og trives bedst i varmt og stille vejr, hvorfor opblomstring af blågrønalger, hvoraf flere er potentielt giftige, falder sammen med badesæsonen. Gruppen øvrige består primært af små flagellater heriblandt monader og rekylalger. Ændringen i algesammensætningen indikerer, at der igennem den undersøgte periode fra 1987 til 22 er sket et strukturskift i de frie vandmassers fødekæde fra den klassiske fødekæde, hvor store kiselalger og furealger er dominerende til den mikrobielle fødekæde, der domineres af små organismer. Tabel Statistik for tidsvægtet sommermiddelbiomasse 22 af de fire planteplanktongrupper; furealger, kiselalger, blågrønalger og øvrige som inkludere monader. Gruppe Periode Antal år Kendall's Tau Signifikans Retning Furealger ,433 ja P <,5 faldende Kiselalger ,17 nej Blågrønalger ,517 ja P <,1 faldende Øvrige ,46 ja P <,5 stigende Total ,383 ja P <,5 faldende Sammenfatning Klorofyl og fluorescensmålingerne viste et forårsmaksimum i marts/april og efterårsmaksimum fra september til november. I Køge Bugts nordlige del er sommerklorofylkoncentrationen faldet signifikant igennem den undersøgte periode fra 1987 til 22. Algesammensætningen har ændret sig signifikant med færre blågrønalger og furealger mens andelen af kiselalger er uændret. Biomassen af flagellater og monader har øget signifikant. Planktonet var i 22 domineret af gruppen monader med indslag af de andre grupper i løbet af sensommeren og efterår. Kap. 5 5, side 4

106 Der har i 22 været flere observationer af giftige alger i Køge Bugt, med en egentlig opblomstring i juli og august måneder langs badestrandene. Der har ikke været masseopblomstringer af planteplankton i Køge Bugt i tidsvægtet middel 71, max 317 µgc/l Figur Tidsvægtet sommermiddel af planteplanktonets totalbiomasse med angivelse af min og maks værdier i perioden 1987 til 22 i Køge Bugt. 15 Blågrønalger havde en biomasse på 662 µg/l, total biomassen var 71 µg/l Biomase (µg/l) Biomasse (µgc/l) Furealger Kiselalger Øvrige incl. monader Blågrønalger Figur Tidsvægtet sommermiddelbiomasse af de fire planteplanktongrupper; furealger, kiselalger, blågrønalger og øvrige som bl.a. inkludere monader. Kap. 5 5, side 5

107 5.6 Bundvegetation, ålegræs og makroalger Bundvegetationen er en essentiel del af vandmiljøets økosystem. Ålegræsset kan, fordi det har lang levetid og en fast forankring på den bløde havbund, stabilisere sedimentet og binde næringsstoffer over lang tid. Næringsstofferne bliver dermed utilgængelige for planktonalger og uønskede enårige makroalger. Samtidig fungerer ålegræsbede som skjul for fiskeyngel og bunddyr og er vigtige opvækstområder for fisk. De store alger; makroalger eller tang, vokser modsat ålegræsset på hårdt substrat (sten, skaller m.m.). Makroalgerne kan være både enårige og flerårige. De flerårige kan som ålegræsset have en stabiliserende effekt på havbunden, binde næringsstofferne over lang tid og fungere som skjul for bunddyr og fiskeyngel. De enårige makroalger er derimod ofte eutrofieringsbetingede, det vil sige de vokser bedst, når vandet har et højt indhold af næringsstoffer. De binder næringsstofferne over en sæson, men næringsstofferne frigives igen ved nedbrydning af algerne sidst på sommeren, ofte med et stort iltforbrug tilfølge. Visse arter af enårige makroalger; Pilayella sp. og Ectocarpus sp., tilsammen kaldet fedtmøg, kan forekomme i så store mængder, at de kvæler andre organismer på havbunden og lægger sig som dyner på havbunden og kan derfra skylles op på stranden i store mængder. Undersøgelser og overvågning af bundvegetationen; ålegræs og makroalger indgår som en væsentlig parameter i vurderinger af tilstand og udvikling af vandmiljøet. At ålegræsset er fast forankret, har en lang levetid og er påvirkelige overfor ændringer i fysiske og kemiske forhold gør det til en velegnet overvågningsparameter. Samtidig kan artssammensætningen hos makroalgerne og udbredelsen af både ålegræs og makroalger afspejle vandets næringsniveau. Ændringer i vandets næringsindhold, som følge af nationale og regionale vandmiljøplaner, vil derfor kunne spores i udbredelse og sammensætning af bundvegetationen. Året der gik I undersøgelserne af bundvegetation i Køge Bugt i 22 indgik undersøgelser af makroalger ved punktdykning på 4 transekter, ålegræsundersøgelser ved paravanedykning på 6 transekter samt en arealkortlægning af ålegræsset. Makroalgeundersøgelserne blev gennemført i løbet af juli måned 22 på transekterne ved Hundige, Mosede, Tryggevælde og Strøby Egede mens ålegræsundersøgelserne som tillige inkluderede transekterne ved Avedøre og Brøndby samt arealundersøgelsen foregik i august 22. Ålegræstransketerne Transekt TR7, Avedøre (bilag 5.6 fig. 1 og 2): Transektet indledtes med et brat stykke med en dybdeforskel på 8,2 m pr. 1 m. De resterende knap 3 m havde en dybdeforskel på,2 m pr. 1 m. Især på den første del af transektet, blev der observeret småsten. Ålegræs blev observeret indenfor et område på ca. 8 m. Populationen var sammenhængende og havde en middeldækningsgrad på ca. 2 %. Blåmuslinger blev observeret i hele transektets længde og havde typiske dækningsgrader på 1 til 3 %. Der blev observeret løse alger langs hele transektet, men med lave dækningsgrader der ikke oversteg 2 %. Transektet TR8, Brøndby (bilag 5.6 fig. 1 og 2): Transektet havde et kuperet forløb med en klar revledannelse efter ca. 16 m. Langs den sidste halvdel af transektet, blev der observeret mange småsten med dækningsgrader op til 6 %. Ålegræs blev observeret indenfor de første 75 m af transektet. På en enkelt lokalitet nåede dækningsgraden op på 7 %. Blåmuslinger var specielt hyppige langs det sidste stykke af transektet, hvor dækningsgraden typisk lå mellem 2 og 3 %. Langs hele transektet blev der registreret store koncentrationer af løstliggende makroalger. Bortset fra de første ca. 5 m af transektet, var de registrerede dækningsgrader i de fleste tilfælde over 5 %. Kap. 5 6, side 1

108 Transekt KB7, Hundige (bilag 5.6 fig. 1 og 2): Langs de første ca. 12 m af transektet, var der en dybdeforskel på 2 m pr 1 m faldende til ca.,2 m pr. 1 m for de resterende ca. 26 m. Der blev observeret mindre mængder småsten fra ca. 2,5 meters dybde til ca. 6,5 meter. Det første ålegræs blev observeret omkring 2,5 meters dybde og den efterfølgende population strakte sig til ca. 5 meters dybde. Dækningsgraderne indenfor ålegræsbæltet varierede meget (ca. 2 til 8%). Blåmuslinger blev observeret sammen med ålegræsset, men var generelt hyppige i hele transektets længde. Forekomsten varierede en del men svingede mellem 5 og 3 % i dækningsgrad. Løstliggende alger var hyppige langs hele transektet, bortset fra de inderste ca. 25 m af transektet. Mange steder nåede dækningsgraden op på 9 %. Generelt var dækningsgraderne høje indenfor ålegræsbæltet og langsomt aftagende langs den dybere del af transektet. Transekt KB1, Mosede (bilag 5.6 fig. 1 og 2): Dybdeforskellen langs de første ca. 35 m var godt 1,3 m pr. 1 m. Dybdeforskellen for den resterende del af transektet var på,2 m pr. 1 m. Der blev ikke observeret ålegræs indenfor de første ca. 35 m af transektet. På de efterfølgende knap 1 m fluktuerede dækningsgraderne noget, med en skønnet gennemsnitsværdi omkring 2 %. Blåmuslingerne blev som ålegræs ikke observeret indenfor de første 35 m af transektet. Herefter svingede dækningsgraden fra ubetydelig til ca. 15 %. Der blev observeret varierende mængder af løse alger langs transektet, enkelte lokaliteter nåede en dækningsgrade på mellem 7 og 9 %. På de dybere dele af transektet, blev der observeret mindre forekomster af hydroider. Transekt KB6, Tryggevælde (bilag 5.6 fig. 1 og 2): Dybdeudviklingen var svag (,4 m pr. 1 m) og jævn. Tæt under land blev større revler observeret. Et større sammenhængende ålegræsbælte blev observeret mellem ca. 13 og 9 m fra land. Dækningsgraden lå her mellem 2 og 8 %. Dybdegrænsen var omkring 6 meter. Blåmuslinger var sparsomme langs hele transektet. Typisk varierede dækningsgraden mellem og 1 % men på enkelte lokaliteter nåede dækningsgraden op på 2 til 3 %. Løstliggende alger blev observeret langs hele transektet, med den hyppigste forekomst indenfor ålegræsbæltet. Dækningsgraderne var her mellem 3 og 5 %. Transekt KB8, Strøby Egede (bilag 5.6 fig. 1 og 2): Dybdeudviklingen var jævn og svag med et fald på ca.,6 m pr. 1 m. Et stort ålegræsbælte blev observeret ca. 24 m fra land og bredte sig homogent de følgende ca. 5 m. Dækningsgraden var mellem 6 og 9 % med en dybdegrænse på ca. 5,5 m. Mindre forekomster af ålegræs (2 % dækning) blev observeret tæt under land. Blåmuslinger blev observeret langs hele transektet men dækningsgraden oversteg aldrig 1 %. Til en dybde på ca. 6 m blev der observeret løstdrivende alger med en dækningsgrad varierende mellem 2 og 3 %. Mindre forekomster af Fucus blev observeret tæt under land. Ålegræssets dybdeudbredelse Ålegræssets udbredelse blev registreret ved paravanedykning langs de 6 transekter. Registreringen angiver den procentvise dækning af ålegræs på en specifik dybde. Ålegræssets maksimale udbredelse er således den dybeste registrering af en enkelt plante, mens ålegræssets hovedudbredelse er der, hvor en egentlig bestand (mere end 1 % dækning) ophører. Ålegræssets maksimale udbredelse er en parameter, som er behæftet med usikkerhed. I og med den knytter sig til fund af enkelt individer vil transektets længde og dykkerens sigt være helt afgørende. Sigten kan være ringe på grund af vejret, ophvirvlet bundmateriale, løse alger m.m. Ålegræssets hovedudbredelse er en mere konservativ parameter som knytter sig til slutpunktet af en egentlig ålegræsbestand (> 1 % dækning). De operationelle målsætninger for Køge Bugt relaterer sig derfor til ålegræssets hovedudbredelse (Regionplan 21, Roskilde Amt). Kap. 5 6, side 2

109 Ålegræssets hoved- og maksudbredelse i perioden 1989 til 22 er vist i figur Udbredelserne har været målt på et stadigt stigende antal transekter; fra 1989 blev ålegræsset registreret på to transekter; Avedøre og Brøndby. Fra 1992 blev tillige transektet ved Tryggevælde undersøgt og fra 1998 og frem blev transekterne ved Hundige og Strøby Egede indraget i undersøgelserne. Data er således fra 1998 beregnet på de fem transekter; Avedøre, Brøndby, Hundige, Tryggevælde og Strøby Egede. Den maksimale udbredelse og hovedudbredelsen er beregnet som et gennemsnit for alle transekter i august måned. Den maksimale dybdeudbredelse var i 22 på 6,1 meter og har været stigende gennem perioden (Kendall s Tau, tabel 5.6.1) men var i 22 markant mindre end i 21 (7 meter). Hovedudbredelsen har ikke ændret sig. Hovedudbredelsen var i 22 på 4,9 meter i gennemsnit med et minimum på 3,7 meter og et maksimum på 5,5 meter. De tre transekter Avedøre, Brøndby og Tryggevælde har i 22 haft en hovedudbredelse der går dybere end i 21. På transekterne ved Hundige og Strøby Egede var hovedudbredelsens dybdegrænse derimod mindsket markant. Hovedudbredelsen af ålegræs opfylder stadig ikke den operationelle målsætning om en hovedudbredelse dybere end 5 meter Dybdegrænse (m) År Hovedudbredelse Maks udbredelse Figur Dybdeudbredelse af ålegræs fra 1989 til 22. Udbredelsen er angivet som hovedudbredelse (mørk grøn søjle) og maksudbredelse (lys grøn søjle) med usikkerhed 2 x SE (af maksudbredelsen). Den røde linje angiver den regionale målsætning om en hovedudbredelse på mere end 5 meters dybde. Tabel Statistik for ålegræssets udbredelse i Køge Bugt perioden 1989 til 22. Statistisk test er Kendall s Tau. Ålegræssets Periode Antal år Kendall's Tau Signifikans Retning Maks udbredelse ,648 ja, P <,5 stigende Hovedudbredelse ,429 nej Ålegræssets dybdeudbredelse kan begrænses af substratforhold, dybdeforhold og/eller lysforhold. I Køge Bugt er ålegræssets dybdeudbredelse ikke begrænset af substratforhold eller dybde, da alle fem transekter fortsætter med blød bund og ikke afgrænses af stærkt stigende dybder f. eks. en sejl- Kap. 5 6, side 3

110 rende. Lysforholdene, som her er vurderet ud fra sigtdybdens sommermiddel, var i 22 på 7,4 meter på station 1727, Køge Bugt midt. Der findes ikke en statistisk sammenhæng mellem sigtdybde og ålegræssets dybdeudbredelse, hverken målt som den maximale udbredelse eller som hovedudbredelse (fig ). Ifølge en modelbeskrivelse lavet på en lang række danske data svarer en sigtdybde på 7,4 meter til en ålegræsudbredelse på 6,2 meter (Nielsen et al 22). Dette stemmer godt overens med den observerede maksimale udbredelse af ålegræs i Køge Bugt på 6,1 meter. Beregningen er dog alene et udtryk for den gennemsnitlige danske dybdeudbredelse som dels er eutrofieringspåvirket og dels et gennemsnit for både åbne område og fjorde. Den væsentligste årsag til den ringe dybde af ålegræssets hovedudbredelse i Køge Bugt og den stagnerende vækst, skal findes i mængden af løse alger. For alle 5 transekter gælder at området omkring ålegræssets hovedudbredelse har en stor forekomst af løstliggende alger, overvejende enårige brunalger men også enårige rød- og grønalger. Udbredelse af ålegræs (m) 7,5 7, 6,5 6, 5,5 5, 4,5 4, 3,5 3, 6, 6,5 7, 7,5 8, 8,5 Sommergns. sigtdybde (m) Maks udbredelse Hovedudbredelse Figur Ålegræssets maksudbredelse (hvid cirkel) og hovedudbredelse (sort cirkel) som funktion af sommersigtdybden på station 1727, Køge Bugt midt. Hvis man ser på ålegræssets vækstforhold i dybden mellem hovedudbredelse og maksimaludbredelse (1 meter), viser analysen i tabel 5.6.2, at de løse alger i gennemsnit dækker op til 59 % af bunden med maksimale dækningsprocenter op til 9 %. Disse lag af løse alger medfører, at ålegræsset skygges og dermed ikke kan etablere egentlige bestande. Ved nedbrydning af de løse alger kan der tillige opstå lokalt iltsvind og svovlbrinteproduktion omkring ålegræsset, hvilket de ikke tåler. Analysen viser også, at de to transekter med den mindste dybdegrænse for ålegræssets hovedudbredelse (transektet ved Avedøre undtaget, se senere) nemlig Brøndby og Hundige, har den største andel løse alger med en gennemsnitlig dækning på 5 til 6 %. Transektet i Avedøre har derimod både den laveste dybde for ålegræssets hovedudbredelse (3,7 m) og samtidig den laveste dækningsprocent af løse alger. Dette kan enten skydes, at de løse alger, der jo transporteres rundt med vandets strøm, har været ført væk fra det pågældende område i undersøgelsestidsrummet. Det kan også skyldes, at området generelt har fået lavere dækning af løse alger og at ålegræsset i de kommende år vil etablere sig længere ude i området. Transekterne ved Tryggevælde og Strøby Egede havde de dybeste hovedudbredelser og den laveste andel løse alger. Sammenhængen mellem løstliggende alger og ålegræssets dybdeudbredelse fremgår tillige af dybdeprofilerne for transekterne bilag 5.6 fig. 2. Kap. 5 6, side 4

111 Tabel Dybdegrænsen for ålegræssets hovedudbredelse samt den gennemsnitlige og maksimale dækningsgrad af løstliggende alger på de næstfølgende meter af transektet. Transekt dybdegrænse for hovedudbredelsen (m) middel dækningsgraden af løse alger fra hovedudbredelse til 1 m dybere (%) maks dækningsgrad af løse alger fra hovedudbredelse til 1 meter dybere (%) Avedøre 3,7 4 1 Brøndby 4, Hundige 5, Tryggevælde 5, Strøby Egede 5, Ålegræssets dækningsgrad Dækningsgraden af ålegræs er beregnet for fire dybdeintervaller; 1-2 meter, 2-4 meter, 4-6 meter og 6-8 meter. Som for dybdegrænsen af ålegræs er et stigende antal transekter blevet undersøgt gennem perioden 1989 til 22. Fra 1989 undersøgtes transekterne ved Avedøre og Brøndby. Fra 1996 blev transektet ved Tryggevælde indraget i undersøgelsen, fra 1999 blev yderligere transekterne ved Hundige og Strøby Egede samt et transekt ved Kongelunden undersøgt. Transektet ved Kongelunden blev dog taget ud af undersøgelserne allerede i 2 og blev i 22 erstattet med transektet ved Mosede. Dækningsgraden af ålegræs (fig ) er størst i dybdeintervallet 2 til 4 meter ( godt 37 %) mens den er lavere i dybdeintervallerne 1 til 2 meter og 4 til 6 meter (respektive 2 og 5 %). I dybdeintervallet 6 til 8 meter findes der kun undtagelsesvis ålegræs (dækningsgrad < 1 %). Gennem hele den undersøgte periode 1989 til 22 har dækningsgraden generelt haft en nedadgående tendens, som på dybdeintervallet 1 til 2 er statistisk sikker (Kendall s Tau, tabel 5.6.3). Dækningsgraden på dybdeintervallet 6 til 8 meter har haft en statistisk sikker op ad gående tendens (Kendall s Tau, tabel 5.6.3). Den øgede dækning dækker dog over et interval fra til,2 % og er således uden betydning. Tabel Statistik for ålegræssets dækningsgrad i Køge Bugt 22. Statistisk test er Kendall s Tau. Dækningsgrad for ålegræs Periode Antal år Kendall's Tau Signifikans Retning dybde 1-2 meter ,433 ja P<,5 faldende dybde 2-4 meter ,66 nej dybde 4-6 meter ,11 nej dybde 6-8 meter ,68 ja P<,5 stigende Kap. 5 6, side 5

112 5 1-2 meter meter Dækningsgrad (%) Dækningsgrad (%) meter meter Dækningsgrad (%) Dækningsgrad (%) Figur Ålegræssets dækningsgrad på dybdeintervallerne 1-2, 2-4, 4-6 og 6-8 meter i Køge Bugt sommeren 22. Makroalgernes dækningsgrad Dækningsgraden af de løstliggende makroalger er beregnet som for ålegræs. Fra 1989 blev dækningsgraden undersøgt ved Avedøre og Brøndby, fra 1991 blev transektet ved Tryggevælde inddraget i undersøgelserne og fra 1998 tillige transekterne ved Hundige og Strøby Egede. Transektet ved Kongelunden indgik alene i 1999 og 2 mens transektet ved Mosede indgik i undersøgelserne 22. Dækningsgraden af de løstliggende alger (fig ) var størst i dybdeintervallerne 2 til 4 meter og 4 til 6 meter (henholdsvis 21 og 26 %) mens dækningsgraderne i det laveste dybdeinterval, 1 til 2 meter var godt 2 % og i dybdeintervallet 6 til 8 meter godt 16 %. Dækningsgraden af løstliggende alger er stærkt varierende, fordi den er afhængig af vind og strømretning, næringsindholdet i vandet, vandtemperaturen, lysindstrålingen og bølgepåvirkningen. På lavt vand i dybdeintervallet 1 til 2 meter vil temperaturen hurtigt stige når lufttemperaturen er høj om sommeren (maj til august) ligesom bølgeslagspåvirkningen kan være stor. De løstliggende alger i de dybere dybdeintervaller er ikke i samme grad påvirket af temperatur og vind, men mere af næringssaltbegrænsning og eventuelt lysmangel, da de kan ligge i lag og dermed skygge for hinanden. På de lavere dybdeintervaller findes lav dækningsgrad i 1992, 1995, 1997, 21 og 22 som alle havde en varm sommer. Også på dybdeintervallet 4 til 6 meter kan varme somre have påvirket dækningsgraden af løstliggende alger. På de to dybeste intervaller er påvirkningen sandsynligvis næringssalt- og lysbegrænsning. Kap. 5 6, side 6

113 De eutrofieringsbetingede alger var i 22; Fedtmøg (Pillayella Littoralis og Ectocarpus sp), Cladophora seriaca, Cladophora sp., Enteromorpha sp., Chaetomorpha linum, Ceramium nodulosum og Ceramium tenuicorne. (se bilag 5.6 tabellerne 3-6). Dækningsgrad (%) meter Dækningsgrad (%) meter Dækningsgrad (%) meter Dækningsgrad (%) meter Figur Dækningsgrad af løstliggende makroalger i dybdeintervallerne 1-2, 2-4, 4-6 og 6-8 meter i Køge Bugt i perioden 199 til 22. Statistisk findes der ingen signifikante tendenser for dækningsgraden af løstliggende makroalger i gennem den undersøgte periode 199 til 22 (tabel 5.6.4), men der er sket en stigning i dækningsgraden på alle dybdeintervaller i forhold til 22. Tabel Statistik for dækningsgraden af løstliggende makroalger. Statistisk test er Kendall s Tau. Dækningsgrad for løse alger Periode Antal år Kendall's Tau Signifikans Retning dybde 1-2 meter ,13 nej dybde 2-4 meter ,18 nej dybde 4-6 meter ,282 nej dybde 6-8 meter ,214 nej Biomasse af løstliggende alger Dækningsgraden af de løstliggende alger er en endimensional parameter som alene fortæller hvor stor en del af overfladen som er dækket. De løstliggende alger findes imidlertid ofte i lag af varierende tykkelse fra få centimeter til op mod en halv meters tykkelse. Dækningsgraden giver derfor ikke et entydigt billede af omfanget af de enårige alger. Som for dækningsgradundersøgelser er indsamling af alger til biomassemålinger afhængig af, hvornår på sæsonen undersøgelserne finder sted. Fedtmøg (Pilaylla littoralis og Ectocarpus sp.) er og har været et stort problem i Køge Bugt og biomassen af fedtmøg har derfor været undersøgt i regionalt regi igennem en årrække, ligesom de Kap. 5 6, side 7

114 operationelle regionale målsætninger knytter sig til biomassemålinger og ikke dækningsgraden af enårige løstliggende alger. Biomassen af løstliggende alger (brune, grønne og røde) i Køge Bugt er angivet som middelværdi for alle transekter og dybder i tørvægt per kvadratmeter (fig ). Biomassen har været signifikant faldende fra undersøgelsernes start i 199 frem til 22 (tabel 5.6.5) mens biomassen steg markant fra 21 til 22. Den generelle aftagende biomasse af de løstliggende alger hænger frem for alt sammen med mindre tilgængelighed af næringsstoffer. Belastningen af Køge Bugt er faldet set over de seneste 15 til 2 år (afsnit 5.2). Dette betyder at algerne har haft mindre tilgængelig næring. Den faldende tendens i biomassen af løstliggende alger er imidlertid også afhængig af klimatiske forhold. De meget lave biomasser som blev målt i 1997, 1999 og 21 skyldes en kombination af både mindre tilgængelighed til næring, men også at de pågældende år havde varme somre som afkortede vækstsæsonen og startede en hurtig nedbrydning. Skiftet fra vækst til nedbrydning kan ske hurtigt, og biomasseundersøgelserne kan derfor have været udført, når væksten af enårige alger er stagneret og nedbrydningen startet Biomasse af løse alger biomasse (g tørvægt/m 2 ) Brunalger Rødalger Grønalger Figur Biomassen af løstliggende brunalger (Pilayella littoralis og Ectocarpus sp.), løstliggende rødalger (primært Ceramium nodulosum) og løstliggende grønalger (Cladophora sp. og Enteromorpha sp.) i Køge Bugt fra 199 til 22. Den røde linje angiver det operationelle regionale mål på maks 5 g TS/m 2. Værdier er middel af alle dybder og transekter. Tabel Statistik for biomassen af løstliggende alger i Køge Bugt fra 199 til 22. Statistik er Kendall s Tau. Løstliggende alger Sæsson Periode Antal år Kendall's Tau Signifikans Retning Samlet løse alger hele sæsonen ,59 P<,5 faldende Makroalgernes artsantal Makroalgernes totale artsantal afhænger af, hvornår på sæsonen undersøgelserne udføres og hvor mange transekter som undersøges, og i hvor stort omfang algerne er bestemt til gruppe, slægt eller art. I Køge Bugt har antallet af undersøgte transekter med en fyldestgørende artsbestemmelse varieret. Algerne har været bestemt til et brugbart niveau på to transekter (Avedøre og Brøndby) fra 1989 til og med I 1998 blev tre transekter undersøgt (Hundige, Strøby Egede og Tryggevælde). I 1999 blev seks transekter undersøgt; ovennævnte samt Kongelunden. Undersøgelserne i 2 var Kap. 5 6, side 8

115 som 1998 og i 21 blev fire transekter undersøgt; Avedøre, Brøndby, Hundige og Strøby Egede mens 22 s undersøgelse omfattede 4 transekter; Hundige, Mosede, Tryggevælde og Strøby Egede. For at lave fyldestgørende algeundersøgelser kræves en vis del af hård bund (større sten) hvor algerne kan gro. Andelen af hårdbund i Køge Bugt er lav og antallet af algearter og den relative fordeling mellem arterne er derfor afhængig af om dykkerne finder områder med hårdbund. Dette vanskeliggøre sammenligning fra år til år. I 22 blev der i juli måned identificeret 19 arter i Køge Bugt fordelt med 15 enårige og 4 flerårige (figur 5.6.6, bilag 5.6. tabel 1). Statistisk er der ikke sket nogen udvikling i det totale antal arter og antallet af enårige alger mens antallet af flerårige algearter, trods et fald fra 21 til 22, er steget signifikant over hele perioden 1989 til 22 (tabel 5.6.6) antal antal arter sommer enårige flerårige Figur Det totale antal arter fundet over hele sæsonen angivet som total, enårige og flerårige. Antallet af transekter har varieret (se tekst). Tabel Statistik for antallet af makroalgearter over hele sæsonen og i sommerperioden. Statistik er Kendall s Tau. Makroalger Sæsson Periode Antal år Kendall's Tau Signifikans Retning Total antal arter juli-august ,169 nej Totalt antal enårige juli-august ,14 nej Totalt antal flerårige juli-august ,685 ja P<,5 stigende Makroalgernes dominansforhold Makroalgernes indbyrdes dominansforhold er beregnet udfra den enkelte arts dækningsgrad divideret med summen af alle arters dækningsgrader. Arterne er derefter opstillet i rækkefølge med den mest hyppige art først og den sjældneste sidst (bilag 5.6, tabellerne 3 til 6). På transektet ved Hundige blev der fundet 12 arter med rød kødskorpe som den dominerende med en relativ dækning på knap 5 % efterfulgt af fedtmøg (relativ dækning på 28 %) og Cladophora seriaca med en relativ dækning på 13 % (bilag 5.6, tabel 3). Også på transektet ved Mosede var Kap. 5 6, side 9

116 fedtmøg og rød kødskorpe dominerende med relative dækningsgrader på henholdsvis 55 og 31 %. I alt blev der fundet 13 arter på dette transekt (bilag 5.6, tabel 4). Ved Tryggevælde blev der fundet 6 arter (skorpeformede alger blev ikke registreret fra dykkerside). På dette transekt var det Polysiphona fucoides, fedtmøg og Cladophora sp. som var dominerende (bilag 5.6, tabel 5). På transektet ved Strøby Egede blev der fundet 9 arter (skorpeformede alger blev ikke registreret fra dykkerside) dette var en halvering i forhold til i 21. På dette transekt var Cladophora sp., Polysiphonia fucoides, og fedtmøg dominerende (bilag 5.6, tabel 6). Ved at afbillede arternes relative hyppighed på en logaritmisk skala som funktion af deres indbyrdes rangorden fås figurer som vises i figur Figurerne giver et billede af, om makroalgesamfundet er domineret af enkeltarter (ofte de eutrofieringsbetingede) eller om der er større mangfoldighed med flere hyppige arter. Stejle kurver tyder på dominans af få arter, mens flade kurver tyder på større mangfoldighed. For at kvantificere dette beregnes den omvendte hældning af kurverne og via en matematisk omregning får man en værdi for dominansforholdet Eq. Eq-værdier tæt på tyder på et samfund domineret af en eller få arter, mens en Eq-værdier tæt på 1 tyder på et samfund med mange arter med en ens hyppighed. relativ hyppighed (%) 1, 1, 1,,1, Hundige juli 22,2,4,6,8 1 Rang (skaleret) relativ hyppighed (%) 1, 1, 1,,1, Mosede juli 22,,2,4,6,8 1, Rang (skaleret) relativ hyppighed (%) 1, 1, 1,,1,1 Tryggevælde juli 22,,2,4,6,8 1, Rang (skaleret) relativ hyppighed (%) 1, 1, 1,,1 Strøby Egede juli 22,2,4,6,8 1 Rang (skaleret) Figur Makroalgernes dominansforhold i Køge Bugt på 4 transekter i 22. Eutrofieringsbetingede alger er markeret med sorte cirkler mens andre arter er markeret med hvide cirkler. De beregnede Eq-værdier for de 4 transekter i Køge Bugt 22 er vist i tabel Laveste Eqværdi findes ved Strøby Egede og Tryggevælde (,13 og,18) mens højeste Eq-værdi findes ved Mosede (,24). Kap. 5 6, side 1

117 Tabel De beregnede Eq værdier for dominansforholdet i makroalgesamfundet i Køge Bugt i 22. Transekt antal arter antal eutrofieringsbetingede arter Eq Strøby Egede 9 4,128 Tryggevælde 6 2,177 Hundige 12 5,27 Mosede 13 5,24 Arealundersøgelse Arealkortlægning af ålegræs, blåmuslinger og løstliggende alger blev gennemført i august måned 22. Kortlægningen blev foretaget ved paravanedykning langs 47 transekter fordelt i hele Køge Bugt (figur 5.6.9). Transekterne lå med en indbyrdes afstand på mellem ca. 2 km (ved Køge Havn) og ca. 7 m. Transekternes længde var i gennemsnit 211 meter (min 736, maks 432) med en middeldybde ved transektslut på 8 meter (min 4,3, maks 9,8). I alt blev der dykket ca. 95 km og lavet 2228 observationer (Hedeselskabet 23). Kap. 5 6, side 11

118 Ålegræssets dækningsgrad i dybdeintervallerne samt den arealmæssige dækning fremgår af figur og tabel Ålegræsset har sin største udbredelse i dybdeintervallet 2 til 4 meter og findes kun i ringe grad på dybder over 6 meter. Den samlede arealdækning var på 7,6 km 2, hvilket svarer til ca. 7,5 % af Køge Bugts samlede areal på dybder mindre end 1 meter. Sammenlignet med arealkortlægningen af ålegræssets arealudbredelse i 1999 foretaget med flyfoto, er der sket en reel nedgang i ålegræssets udbredelse. I 1999 viste undersøgelsen, at den samlede arealudbredelse af ålegræs var ca. 18 km 2. Yderligere gik undersøgelsen i 1999 kun ud til 6 meters dybde og blev vurderet som en underestimering af ålegræssets udbredelse. Paravanedykningen i 22 viser dog, at ålegræsset for helt overvejende findes på dybder mindre end 6 meter og at afgrænsningen ved 6 meters dybde ved undersøgelsen i 1999 var rimelig. Tilbage står en nedgang på godt 1 % i ålegræssets arealudbredelse. Sammenligning mellem de to metoder; flyfoto og paravanedykning er naturligvis behæftet med stor usikkerhed, ligesom de anvendte dybdemodeller afviger. En nærmere analyse af flere ældre data om ålegræssets arealudbredelse må gennemføres før man kan afgøre om nedgangen er reel eller et resultat af forskellige metoder. Tabel Angivelse af ålegræssets dækningsgrad og arealudbredelse i Køge Bugt august 22. Dybdeinterval (m) Bundareal (km 2 ) Ålegræs middel dækningsgrad (%) SE Ålegræs arealudbredelse (km 2 ) -1 8,22,84 ±,31, ,45 3,23 ±,7, ,97 16,34 ± 1,3 5, ,16 5,88 ±,68 2, ,8,25 ±,7,3 8-1,1, ±,, Total 1,98 2 Dækningsgrad (%) Ålegræs middel dækningsgrad (%) Figur Ålegræssets middel dækningsgrad i dybdeintervallerne -1, 1-2, 2-4, 4-6, 6-8 og 8-1 meter i Køge Bugt august 22. Blåmuslingerne blev ligeledes registreret ved paravanedykningen. Blåmuslingerne dækker et samlet areal på 4,5 km 2 af Køge Bugt på dybder mindre end 1 meter. Den højeste dækningsgrad er i dybdeintervallet 4 til 6 meter men muslingerne findes med rimelig dækning på dybder mellem 2 og 1 meter. Inde på lavt vand, til 2 meter, er det sparsomt med muslinger (figur , tabel 5.6.9). Kap. 5 6, side 12

119 Tabel Angivelse af blåmuslingernes dækningsgrad og arealudbredelse i Køge Bugt august 22. Dybdeinterval (m) Bundareal (km 2 ) Blåmuslinger middel dækningsgrad (%) SE Blåmuslinger arealudbredelse (km 2 ) -1 8,22,93 ±,23, ,45 1,44 ±,24, ,97 3,94 ±,18 1, ,16 6,72 ±,18 2, ,8 4,74 ±,17,67 8-1,1 3,93 ±,43, Total 1,98 15 Dækningsgrad (%) Blåmuslinger middel dækningsgrad (%) Figur Blåmuslingernes middel dækningsgrad i dybdeintervallerne -1, 1-2, 2-4, 4-6, 6-8 og 8-1 meter i Køge Bugt august 22. De løstliggende alger blev ligeledes registreret ved paravanedykningen. De løse alger var de mest dominerende med en arealudbredelse på op mod 24 km 2 af Køge Bugts areal på dybder mindre end 1 meter. De løse alger findes primært i dybdeintervallet 4 til 6 meter men også fra 2 til 4 meter og 6 til 8 meter. På helt lavt vand fandtes ikke store mængder af løse alger (figur , tabel 5.6.1). Tabel Angivelse af løse algers dækningsgrad og arealudbredelse i Køge Bugt august 22. Dybdeinterval (m) Løse algerarealudbredelse (km 2 ) Bundareal (km 2 ) Løse alger middel dækningsgrad (%) SE -1 8,22 1,53 ±,14, ,45 6,7 ±,61, ,97 22, ±,54 6, ,16 37,33 ±,82 13, ,8 2,66 ±,67 2,91 8-1,1 12,93 ± 1,5,1 Total 1,98 Kap. 5 6, side 13

120 5 Dækningsgrad (%) Løse alger middel dækningsgrad (%) Figur De løse algers middel dækningsgrad i dybdeintervallerne -1, 1-2, 2-4, 4-6, 6-8 og 8-1 meter i Køge Bugt august 22. Sammenfatning I 22 har bundvegetationen i Køge Bugt været undersøgt på 5 ålegræstransekter og 4 algetransekter samt ved en arealkortlægning af ålegræs, blåmuslinger og løse alger. Ålegræssets maksimale dybdegrænse var i 22 på 6,1 meter i gennemsnit. Dette var markant lavere end i 21 (7 meter). Set over hele perioden er den maksimale dybdeudbredelse dog øget signifikant. Derimod har ålegræssets hovedudbredelse ikke vist en øget tendens. Hovedudbredelsen i 22 var 4,9 meter og er dermed stadig under det regionale mål på 5 meter. Ålegræssets dækningsgrad på dybdeintervallerne fra 1-2, 2-4 og 4-6 meter var i 22 lav med størst dækning i dybdeintervallet 2-4 meter (37 %). Ålegræssets dækningsgrad i det lave dybdeinterval 1-2 meter er reduceret signifikant målt over hele perioden (1989 til 22), mens der ikke ses ændringer i dybdeintervallerne 2-4 og 4-6 meter. I dybdeintervallet 6-8 meter er dækningsgraden øget signifikant, men er stadig marginal. Dækningsgraden af løstliggende alger er ikke faldet i periode 199 til 22, men er i alle 4 dybdeintervaller steget sammenlignet med 21. Biomassen af de løstliggende alger er reduceret set over hele perioden 199 til 22, men biomassen var i 22 reelt større end i 21. Mængden af løstliggende alger udgør stadig et problem i Køge Bugt og er den vigtigste begrænsende faktor for ålegræssets dybdeudbredelse og dækningsgrad. Makroalgernes artsantal i 22 var 19 i juli måned, hvilket er er mindre end i 21. Der er dog, set over hele perioden 1989 til 22 sket en signifikant forøgelse i antallet flerårige makroalger. Makroalgesamfundet er domineret af en eller få arter og de eutrofieringsbetingede arter spiller fortsat en væsentlig rolle. Beregnede Eq-værdier ligger mellem,13 og,24, hvilket er lavere end i 21. Arealundersøgelsen viste en arealudbredelse af ålegræs på godt 7 % af Køge Bugts samlede areal på dybder mindre end 1 meter. Blåmuslingerne udgjorde godt 4 % mens de løstliggende alger var oppe på 24 %. Kap. 5 6, side 14

121 5.7 Bundfauna I Køge Bugt beskrives bundfaunaen på dybder større end 1 meter som et Macoma-samfund. Denne sammensætning af bunddyr dominere langs Sveriges og Danmarks Øresundskyster og i Østersøen. De arter som næsten altid findes i Macoma-samfundet er østersømuslingen Macoma balthica, dyndsneglen Hydrobia sp. og havbørsteormen Pygospio elegans. Det brakke Østersøvand og det ustabile miljø, med svingninger i salinitet og temperatur bevirker, at der findes færre arter i Køge Bugt end i det øvrige Øresund (se kap. 3.6), men at arterne til gengæld er mere hårdføre og stresstolerante. Køge Bugt er et relativt lavvandet område med vanddybder ned til meter. Sedimentet består af sand med kun få skal-rester. På vanddybder dybere end ca. 1 meter kan der forekomme iltsvind, specielt i den sydlige del af bugten, hvor der sker en ophobning af organisk materiale tilført fra land. I 22 er bundfaunaen undersøgt på BF9 midt i Køge Bugt, hvor placeringen svarer til den gamle station 1727, men prøverne er indsamlet efter det nye prøvetagningsprincip, hvor der indsamles 45 delprøver spredt over et større geografisk område (bilag 5.7 fig. 7). På den regionale station 81 i den sydlige del af Køge Bugt er bunddyrprøver indsamlet med 1 hapsprøver på samme position. Dataanalyse er foretaget med hjælp af programpakken PRIMER. Grupperinger i data mellem forskellige delprøver og mellem år, analyseres med hjælp af MDS-analyse (multidimensional scaling) hvor en stressfaktor fortæller om grupperingens troværdighed. Lav stressfaktor (<,1) viser høj troværdighed mens en høj stressfaktor (,2,3) viser at grupperingen skal tages med forbehold. Hvis der forekommer grupperinger, kan disse testes statistisk i ANOSIM. Til beregning af ligheden mellem delprøver indenfor samme år og mellem år anvendes SIMPER, der yderligere viser, hvilke arter, der har betydning for ligheder og forskelle. Året der gik På station BF9, Køge Bugt midt, blev der registreret 34 bunddyrarter i 22 fordelt på 12 børsteormearter, 7 muslingearter, 2 sneglearter, 6 krebsdyrarter og 7 øvrige arter. På den regionale station 81 blev der registreret 12 arter fordelt på 4 børsteormearter, 2 muslingearter, 1 sneglearter, 1 krebsdyrart og 4 øvrige arter (bilag 5.7 tabel 1). Individtætheden på BF9, Køge Bugt midt, var næsten 3 gange større end på station 81 (922 mod 322 ind./m 2 ) ligesom biomassen var markant lavere på station 81 i forhold til BF9, henholdsvis 4 og 95 g tørvægt/m 2 (bilag 5.7 tabel 2 og 3). Individtætheden på station 81 er faldet med en faktor ca. 1 fra 21 til 22. Dette skyldes frem for alt en reduktion i antallet af dyndsnegle, som i 21 havde en individtæthed på 313 individer per m 2 mod 63 i 22. Dyndsneglens store dominans i 21 i den samlede biomasse er også brudt. I 21 var biomassen af dyndsnegle 8,7 g tørvægt /m 2, mens den i 22 var nede på,2 g tørvægt/m 2. De dominerende arter på BF9, Køge Bugt midt, var i 22 havbørsteormene Pygospio elegans og Scoloplos armiger samt regnormen Tubificoides benedeni (stor trådregnorm). Muslingerne dominerede biomassen med deres store vægt per individ. Mya arenaria (stor sandmusling), Mytilus edulis (blåmusling) og Macoma balthica (østersømusling) var de mest almindelige (tabel 5.7.1). Den dominerende art på den regionale station 81 var stadig dyndsneglen Hydrobia sp. baseret på individtæthed, men også Diastylis rathkei (stor kommakrebs) og de to muslinger Macoma balthica (østersømusling) og Mya arenaria (stor sandmusling) bidrog. De dominerende arter med hensyn til biomasse var de to muslingearter (tabel 5.7.1). Kap. 5 7, side 1

122 Tabel Dominerende bundfaunaarter 22 i Køge Bugt på station BF9, Køge Bugt midt, og den regionale station 81 angivet som individtæthed (antal/m 2 ) og biomasse (tørvægt/m 2 ). Dominerende art BF9 (ind/m 2 ) Dominerende art St. 81 (ind/m 2 ) Pygospio elegans 4757 Hydrobia sp. 63 Scoloplos armiger 1215 Diastylis rathkei 56 Tubificoides benedeni 1124 Macoma baltica 49 Macoma baltica 58 Mya arenaria 42 Hydrobia sp. 497 Pygospio elegans 28 Fabricia sabella 266 Antinoella sarsii 28 Dominerende art BF9 (g tørvægt/m 2 ) Dominerende art St. 81 (g tørvægt/m 2 ) Mya arenaria 35,5 Mya arenaria 2,3 Mytilus edulis 26,89 Macoma balthica 1,68 Macoma balthica 22,68 Hydrobia sp.,2 Pygospio elegans 3,71 Diastylis rathkei,6 Scoloplos armiger 2,53 MDS-analyse MDS analysen af samtlige delprøver fra BF9 for de sidste 5 år ( , fig ) viser, at de 45 delprøver per år viser en rimelig ensartethed. Samtidig ses en udvikling, hvor prøvetagnings årene fordeler sig med 1998 yderst til højre, så 1999 så 2 og 21 yderst til venstre. År 22 rykker så igen ind i midten af plottet. Stressfaktoren er høj (,26) og grupperingen skal ses med et vist forbehold. ANOSIM-test viser dog at grupperingen af prøverne i forhold til prøvetagningsåret er signifikant (R =,37, p <,1%). Figur Bundfaunaprøverne på BF9 - Køge Bugt midt. Enkeltprøverne for årene MDS-analysen udført på 4.-rodstransformerede individtætheder på artsniveau for samtlige delprøver. Stress =,26. Kap. 5 7, side 2

123 MDS analysen af samtlige delprøver fra station 81 for de sidste 5 år (1998 til 22) viser, at de 1 delprøver per år viser ensartethed indenfor de enkelte år med undtagelse af 22, hvor prøverne fordeler sig over hele plottet. Der var i årene 1998 til 21 en tendens til en ændring af bundfaunaen på stationen (fig ), men billedet bliver forstyrret af prøvetagningen fra 22. Stressfaktoren er lav (,16) og grupperingen har en rimelig god troværdighed. ANOSIM-test viser, at grupperingen af prøverne i forhold til prøvetagningsåret er signifikant (R =,54, p <,1%). Figur Bundfaunaprøverne på den regionale station 81. Enkeltprøverne for årene MDS-analysen udført på 4.-rodstransformerede individtætheder på artsniveau for samtlige delprøver. Stress =,16. SIMPER analyser viser en stor lighed mellem de 45 delprøver på BF9, Køge Bugt midt, i 22 (71%) baseret på 4.-rodstransformerede individtætheder. De 6 arter som bidrog mest til ligheden mellem delprøverne (kumulativ grænse på 9 %) var havbørsteormene Pygospio elegans, Scoloplos armiger og Fabricia sabella, regnormen Tubificoides benedeni (stor trådregnorm), Hydrobia sp (dyndsnegl), muslingerne Macoma balthica (østersømusling) og Mya arenia (stor sandmusling) samt Diastylis rathkei (stor kommakrebs) og gruppen oligochaeta sp. På den regionale station 81 var der lav lighed mellem delprøverne i 22 (28 %) baseret på 4.- rodstransformerede individtætheder. De 5 arter som bidrog mest til ligheden mellem delprøverne (kumulativ grænse på 9 %) var Hydrobia sp (dyndsnegl), Diastylis rathkei (stor kommakrebs), muslingerne Macoma balthica (østersømusling) og Mya arenaria (stor sandmusling) og havbørsteormen Pygospio elegans. Tidslig udvikling Artsantallet har på begge stationer i Køge Bugt; BF9 og 81 været stigende siden seneste iltsvindsepisode i sensommeren 1995 (fig ). I 22 er artsantallet imidlertid stagneret med 34 arter på BF9, én mindre end i 21, hvorimod der var samme antal arter på station 81. På station BF9 er stigningen i antal arter signifikant (Kendall s Tau =,527, P <,5) mens dette ikke er tilfældet for station 81 (Kendall s Tau =,35, P >,5). Kap. 5 7, side 3

124 antal arter BF9 81 Figur Antallet af arter på de to stationer i Køge Bugt; BF9 og 81. Pil markerer iltsvindsepisode sommeren 1989 og Den totale individtæthed på de to stationer er ikke øget signifikant siden iltsvindsepisoden 1995 ligesom den er konstant set over hele perioden (1988 til 22 for BF9 og 1992 til 22 for station 81, Kendall s Tau, bilag 5.7 tabel 4, figur 1 og 2). Individtætheden for de enkelte grupper af bunddyr; børsteorme, krebsdyr, muslinger, snegle og øvrige har været stabil i den undersøgte periode på station 81. På station BF9 er både individtæthed af børsteorme og krebsdyr øget signifikant (Kendall s Tau, bilag 5.7 tabel 4, figur 1 og 2). Set over hele den undersøgte periode er biomassen af krebsdyr øget signifikant på station BF9 mens muslingebiomassen er øget signifikant på station 81 (Kendall s Tau, bilag 5.7 tabel 5, fig. 3 og 4). Indslaget af krebsdyr arter, som indgår i målsætningerne for Køge Bugt (Regionplan 21, Roskilde Amt), er reduceret på station BF9, Køge Bugt midt, mens det forsat er lavt én art på den regionale station 81 (fig ). antal krebsdyrarter BF Figur Antallet af krebsdyrarter i Køge Bugt på stationerne BF9 Køge Bugt midt, og den regionale station 81. Pile angiver at der ikke er fundet krebsdyr det pågældende år på station 81. Kap. 5 7, side 4

125 MDS analyser af total individtæthed over årene på station BF9, Køge Bugt midt, og den regionale station 81 (bilag 5.7 fig. 5 og 6) viser en gruppering hvor nogle år afviger. På station BF9 afviger 1991 og 1996 med sine meget lave individtætheder og lavt antal arter mens året 21 viser en mindre afvigelse på grund af sit høje artsantal og væsentlige mindre andel af dyndsneglen Hydrobia sp i forhold til årene inden. Resultatet for 22 ligger tættest på resultatet for 21 men nærmer sig den store gruppe af middelresultater (se også bilag 5.7 fig. 1). MDS analyser af total individtæthed over årene på station 81 viser et spredt billede. 1992, 1993 og 1996 på grund af sine lave individtætheder men også 21 og 22 afviger fra gruppen af middelresultater. 21 havde den højeste individtæthed af krebsdyr og en markant højre biomasse af gruppen øvrige. I 22 sås den laveste individtæthed siden sidste iltsvind og en markant reduktion i snegletæthed og -biomasse (se også bilag 5.7 fig. 2). Sammenfatning De stabile iltforhold i Køge Bugt gennem de sidste 7 år har været grundlag for en positiv udvikling i bundfaunaen på station BF9, Køge Bugt midt. Artsantallet var i 22 højt, det næsthøjeste som er fundet på stationen. Den totale individtæthed og biomasse er stabil. Positivt er det at krebsdyrenes individtæthed og biomasse er øget, men antallet af krebsdyrarter er faldet. På den regionale station 81 viser prøvetagningen i 22 et anderledes billede end de foregående år. Der har været en kraftig reduktion i individtætheden både totalt og i de fleste bunddyrgrupper. Også biomassen er kraftigt reduceret. Den primære årsag er en markant reduktion i antallet af dyndsneglen Hydrobia sp. Denne er fortsat dominerende individmæssigt, men ikke i samme grad som årene forud. Biomassemæssigt er det nu muslingerne der dominerer. Antallet af krebsdyr er fortsat lavt, én art og med en mindskende individtæthed og biomasse. Kap. 5 7, side 5

126 5.8. Miljøtilstand og tidslig udvikling Øresundsrapporten 22 Udledningen af kvælstof og fosfor til Køge Bugt fra punktkilder er reduceret med henholdsvis 82 % og 84 % fra 1989 til 22, og opfylder dermed Vandmiljøplanens mål. Derimod er afstrømningen af både kvælstof og fosfor fra landbrugsarealer øget med henholdsvis 2 % og 3 %, ved sammenligning mellem 1991 og 22. Den kraftige belastning af Køge Bugt i specielt januar og februar 22, har bevirket at en række fysiske og biologiske parametre har udvist en negativ udvikling i 22: - Sigtdybden var forringet på station 1727 i hele 22, mens den beregnede sigtdybde på station 1723 lå omkring middel. - Ålegræssets maksimale dybdegrænse var i 22 på 6,1meter i gennemsnit. Dette var markant lavere end i 21 (7 meter). Set over hele perioden er den maksimale dybdeudbredelse dog øget signifikant. Derimod har ålegræssets hovedudbredelse ikke vist en øget tendens. Hovedudbredelsen i 22 var 4,9 meter og opfylder ikke den regionale målsætning. - Ålegræssets dækningsgrad på dybdeintervallerne fra 1-2, 2-4 og 4-6 meter var i 22 lav med størst dækning i dybdeintervallet 2-4 meter (37 %). Ålegræssets dækningsgrad i det lave dybdeinterval 1-2 meter er reduceret signifikant målt over hele perioden (1989 til 22), mens der ikke ses ændringer i dybdeintervallerne 2-4 og 4-6 meter. I dybdeintervallet 6-8 meter er dækningsgraden øget signifikant, men stadig marginal. - Dækningsgraden af løstliggende alger er ikke faldet i periode 199 til 22, men var i alle 4 dybdeintervaller steget sammenlignet med 21. Biomassen af de løstliggende alger er reduceret set over hele perioden 199 til 22, men biomassen var i 22 markant større end i 21. Mængden af løstliggende alger udgør stadig et problem i Køge Bugt og er den vigtigste begrænsende faktor for ålegræssets dybdeudbredelse og dækningsgrad. - Makroalgernes artsantal i 22 var 19 i juli måned, hvilket er er mindre end i 21. Der er dog, set over hele perioden 1989 til 22 sket en signifikant forøgelse i antallet flerårige makroalger. Makroalgesamfundet er domineret af en eller få arter og de eutrofieringsbetingede arter spiller fortsat en væsentlig rolle. Beregnede Eq-værdier ligger mellem,13 og,24, hvilket er lavere end i 21. Den kraftigt øgede belastning med kvælstof fra jordbrugsmark i 22 vender den positive udvikling der har været set de seneste år. Dette viser, at de tiltag som er sket fra landbruget i Køge Bugts opland ikke er tilstrækkelige og at den positive udvikling som sås i 2 og 21 ikke beroede på nedsat udvaskningspotentiale, men at nedbøren var lav. 22 var et vådt år med rekordhøj nedbør i starten af året, men udvaskningspotentialet fra jordbrugsmark skal ned på et niveau, hvor selv våde år ikke giver så markante stigninger i kvælstofudvaskningen, før vandmiljøet bliver bedre og lever op til de fastsatte målsætninger. Positiv var det derimod, at iltforholdende i Køge Bugt har været gode i 22, modsat i det meste af det danske havmiljø. Laveste målte iltkoncentration var 7,4 mg ilt/l ved station 1723, Strandparken. Den tidslige udvikling af iltforholdende viser, at Køge Bugt har været ramt af flere iltsvindsepisoder, senest i 1995 på station 1727 og 1996 på station 81, men at iltkoncentrationerne siden har været stigende. De stabile iltforhold i Køge Bugt gennem de sidste 7 år har været grundlag for en positiv udvikling i bundfaunaen på station BF9, Køge Bugt midt. Artsantallet var i 22 højt, det næsthøjeste som er Kap. 5 8, side 1

127 fundet på stationen. Den totale individtæthed og biomasse er stabil. Positivt er det at krebsdyrenes individtæthed og biomasse er øget, men antallet af krebsdyrarter er faldet. På den regionale station 81 viser prøvetagningen i 22 et anderledes billede end de foregående år. Der har været en kraftig reduktion i individtætheden både totalt og i de fleste bunddyrgrupper. Også biomassen er kraftigt reduceret. Den primære årsag er en markant reduktion i antallet af dyndsneglen Hydrobia sp. Denne er fortsat dominerende individmæssigt, men ikke i samme grad som årene forud. Biomassemæssigt er det nu muslingerne der dominerer. Antallet af krebsdyr er fortsat lavt, én art og med en mindskende individtæthed og biomasse. Kap. 5 8, side 2

128 5.9 Målsætninger Vandmiljøplan Vandmiljøplanens mål for reduktion af udledningen af kvælstof fra punktkilder med 6% og 8 % for fosfor er opfyldt for Køge Bugt. Afstrømningen af kvælstof fra landbrugs- og naturarealer var i 22 øget godt 2 % i forhold til vandmiljøplanens start. Vandmiljøplanens mål for reduktion af diffuse udledninger af kvælstof med 5% er derfor ikke opfyldt. Operationelle målsætninger I Regionplan 21 er der indført operationelle målsætninger for Køge Bugt for følgende parametre: Biomassen af enårige løse alger, biomassen af planteplankton (klorofyl a), sigtdybde, ålegræsudbredelse samt sammensætningen af bundfauna. De operationelle mål for sigtdybde og klorofyl a var i 22 opfyldt i Køge Bugt. Hovedudbredelsen af ålegræs opfylder ikke det operationelle mål for Køge Bugt og der var i 22 en negativ tendens for ålegræssets dybdeudbredelse på flere transekter. Biomassen af de løstliggende alger steg i 22 sammenlignet med 21 og opfylder ikke den operationelle målsætning for Køge Bugt. Bundfaunaen i den centrale del af Køge Bugt er tæt på at opfylde de operationelle mål for bundfauna med henblik på forekomsten af krebsdyr, samt forekomsten af flerårige organismer. I den centrale del af Køge Bugt er der sket forbedringer i sammensætningen af bundfaunaen igennem de senere år som følge af de gode iltforhold. Bundfaunaen i den sydlige del af Køge Bugt kan derimod opfylde målene. Her er der en lav diversitet og et lavt indslag af krebsdyr. Kap. 5 9, side 1

129 6. Sammenfatning og konklusioner Øresundsrapporten var klimatisk et usædvanligt år. Nedbøren var ca. 3 % større end i et normalår, hvilket gav større afstrømning. Lufttemperaturen og antal soltimer var høj, hvilket gjorde at vandtemperaturen var høj fra maj til september. Fra april til december var der meget rolige vindforhold og vindretningerne var oftere fra øst end normalt. Det usædvanlige klima i 22 gav som forventet øget afstrømning fra land og dermed øget belastning, som tilsammen med et højt antal soltimer gav øget primærproduktion. De svage vinde og høje vandtemperaturer gav længerevarende lagdeling af vandsøjlen. Dette i kombination med den høje primærproduktion gav det kraftigste iltsvind i måleperioden. Belastning til Øresund Arealbelastningen med kvælstof for hele Øresund lå i 22 på niveau med arealbelastningen fra Vandmiljøplanens start. De to forgående års forhåbning om, at arealbelastningen var mere permanent reduceret holdt derfor ikke, og Vandmiljøplanens krav om en 5 % reduktion er langt fra opfyldt. Punktkilderne har for både kvælstof og fosfor stadig opfyldt Vandmiljøplanens krav. Vandkemi På trods af, at den samlede belastning fra land til Øresund igennem den undersøgte periode er reduceret, findes der ikke entydige respons på vandets indhold af næringsstoffer, som stort set er uændret i måleperioden. Ilt Meget store områder af Øresund var i 22 berørt af iltsvind. Iltsvindet begyndte allerede midt i juli i det centrale Øresund og varede til sidst i oktober. Der blev målt totalt iltmangel flere steder og det ramte område havde både stor vertikal og horisontal udbredelse igennem en lang periode. I Køge Bugt sås der ikke iltsvind i 22, da østlige vinde gav større opblanding i dette område. Biologiske parametre Der var generelt en forhøjet mængde planktonalger i Øresund og en forringet sigtdybde. I Køge Bugt var der tillige en øget mængde løse alger og ålegræsset havde derfor svære livsbetingelser. Dette gav sig udslag i en forringet maksimal udbredelse af ålegræsset. I det Centrale Øresund sås ikke denne entydige sammenhæng i datamaterialet. På flere stationer blev der i 22 observeret lavere antal arter af krebsdyr og samtidig en generel tilbagegang i både individantal og biomasse. Årets iltsvind kunne ikke ses på dette års indsamlinger, da prøverne blev taget i maj, men en effekt vil formentlig kunne ses på næste års prøver. Den lavvandede station ved Middelgrunden blev undersøgt i november. Her sås ingen tydelig effekt på bunddyrsamfundet af årets iltsvind, hvilket kan skyldes at stationen kun kortvarigt var ramt af iltsvind, da opblandingen er god på det lave vand. Miljøfremmede stoffer På trods af at tungmetalindholdet i fisk og blåmuslinger overholder grænseværdien til konsum, ligger niveauet stadig højere end de naturlige niveauer. Indholdet af tributyltin i blåmuslinger er stærkt forhøjet i forhold til OSPARCOM s kriterier. Ligeledes giver tributyltin anledning til en kraftig påvirkning af konksnegle i området. Målsætningen om et upåvirket vandmiljø er derfor ikke opfyldt pga. den kraftige påvirkning med tributyltin. Kap. 6 -, side 1

130 Øresundsrapporten 2 7. Referencer Bundfauna nord for Middelgrunden 22 (23). Hedeselskabet for Københavns Amt. Bundfaunamonitering i Kattegat og Øresund 22 (23). Hedeselskabet for Frederiksborg Amt. Bundfaunamonitering Isefjord, Roskilde Fjord og Køge Bugt 22 (22). Hedeselskabet for Roskilde Amt. Cappelen, J. (22). DMI TR 2-2 The Climate of Denmark, Key Climatic Figures Technical Report 2-2 Cappelen, J. og Jørgensen, B. (1999). DMI TR Observeret vindhastighed og retning i Danmark med klimanormaler Technical Report DMI 22. Vejret i Danmark ( DMI månedsberetninger DK-Vejr: Månedsberetning - 22 Fytoplanktonmonitering Køge Bugt 22 (22). Hedeselskabet for Roskilde Amt. Køie, M., Kristiansen, Aa. og Weitemeyer, S. (2). Havets dyr og planter. GADs forlag. Kaas, H. og Markager, S. (1998) Tekniske anvisninger for marin overvågning. Danmarks Miljøundersøgelser. Laurentius Nielsen, S., Sand-Jensen, K., Borum, J. og Geertz-Hansen, O. (22) Depth colonization og eelgrass (Zostera marina) and macroalgae as determined by water transparency in Danish coastal waters. Estuaries 25: Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 447 af 5. september Bekendtgørelse om grænseværdier for indhold af visse metaller i levnedsmidler. Maar, M. et al (2). Sammenstilling af planktondata fra Øresund Danmarks Miljøundersøgelser. Nivå Bugt, fladeudbredelse 22, Frederiksborg Amt og Hedeselskabet. Plankton i Øresund, station 431, Ven, 21 (22). Bio/Consult AS for Københavns Amt. Plankton i Øresund, station 431, Ven, 22 (22). Bio/Consult AS for Københavns Amt. Regionplan 21, Frederiksborg Amt. Regionplan 21, Københavns Amt. Regionplan 21, Københavns Kommune. Regionplan 21, Roskilde Amt. Sand-Jensen, K., Laurentius-Nielsen, S., Borum, J. og Geertz-Hansen, O. (1994). Fytoplankton- og makrofytudvikling i danske kystområder. Havforskning fra Miljøstyrelsen, nr 3. Tungmetaller i Fisk (1976). Statens Levnedsmiddelinstitut. Vegetationsundersøgelse Køge Bugt 22 (23) Hedeselskabet for Roskilde Amt. Vegetationsundersøgelser 21. Hedeselskabet for Københavns Amt. Vaarby Laursen, E. and Cappelen, J. (1998). DMI TR 98-4 Observed Hours of Bright Sunshine in Denmark- with Climatological Standard Normals, Technical Report 98-4 Vaarby Laursen, E. og Rosenørn, S. (22). DMI TR 2-25 New hours of bright sunshine normals for Denmark Technical Report 2-25 Ærtebjerg, G. et al. (22) Marine områder 21, miljøtilstand og udvikling. Faglig rapport fra DMU nr Kap. 7, side 1