Prøveløsladelse eller internering

Transkript

1 KRONIKEN I POLITIKEN/ Onsdag den 6. marts 1991 Prøveløsladelse eller internering Af Hans Jørgen Engbo PRØVELØSLADELSE er et emne, der atter er kommet under offentlig debat. Det er ikke mere end tre-fire år siden, man senest førte diskussioner om prøveløsladelse. Straffelovrådet afgav da en betænkning om emnet, og den daværende justitsminister forsøgte at få ændret reglerne, men der var ikke tilslutning hertil i Folketinget. Diskussionen føres bl.a. på grundlag af nogle alment udbredte opfattelser om prøveløsladelse, der går ud på, at fængslerne i de senere år har lempet praksis, således at flere og flere bliver prøveløsladt, at fængslerne herved i virkeligheden administrativt udhuler de domme, som idømmes af domstolene, og at prøveløsladelse er ment som en belønning for god opførsel under afsoningen, men i virkeligheden af fængselsmyndighedernes misbruges til nærmest automatisk løsladelse. Der er imidlertid tale om myter, som har meget lidt med virkeligheden at gøre. Prøveløsladelse har været et almindeligt led i straffuldbyrdelsen i de sidste 60 år. Straffelovens regel herom betragter prøveløsladelse som den absolutte hovedregel og nægtelse af prøveløsladelse som en undtagelse. Det enkelte fængsel kan ikke frit afgøre, om de indsatte skal prøveløslades eller ej. Man er bundet af en fast og langvarig praksis, der i mange år har betydet, at i gennemsnit pct. af de indsatte er blevet prøveløsladt, når to tredjedele af straffen er afsonet pct. er løsladt tidligere af ganske særlige grunde, medens de sidste 5-10 pct. er blevet nægtet prøveløsladelse. Udviklingen i praksis i de seneste 20 år dokumenterer ganske overbevisende, at der ikke i denne periode har fundet nogen liberalisering sted. Tværtimod er praksis i de senere år blevet skærpet, idet der gives relativt flere afslag end tidligere. Hvis man sammenligner praksis fra tiåret før 1982 med praksis efter dette år, viser det sig, at mængden af prøveløsladelser er øget med 50 pct. som følge af en ændring af straffeloven i 1982, som betød at også indsatte med kortere straffe af tre til fem måneders varighed nu kunne prøveløslades. Antallet af afslag steg imidlertid med hele 74 pct. Afslagene er således steget med næsten 50 pct. mere end løsladelserne. I virkeligheden skulle man slet ikke have forventet nogen stigning af betydning, idet der næppe er mange korttidsstraffede, der meddeles afslag. Herved forstærkes billedet af den skærpede praksis yderligere.

2 2 Ser man på udviklingen i løbet af de sidste 10 år, konstaterer man en fordobling af afslagsfrekvensen. I 1981 blev ca. hver tyvende fange nægtet prøveløsladelse. I 1990 var det en ud af 10, som ikke blev løsladt, da to tredjedele af dommen var afsonet. At holdningen til prøveløsladelse har udviklet sig klart i restriktiv retning, ses også i statistikken over de få løsladelser, som undtagelsesvis af helt individuelle (humanitære m.v.) årsager har fundet sted, når halvdelen af dommen er afsonet, men tidligere end 2/3-datoen. Disse løsladelser er procentuelt faldet støt til et niveau, der nu er 40 pct. lavere end for 10 år siden. Der bør imidlertid ikke være noget overraskende i denne udvikling. Siden 1982 har vi haft borgerlig regering og det ville vel have været en hån mod borgerlige vælgere, hvis denne regering ikke havde ført borgerlig kriminalpolitik, dvs. en mere hård og restriktiv kurs over for de kriminelle. Det bemærkelsesværdige er, at nogle kan finde på at påstå, at udviklingen er gået modsat i retning af en mere human praksis. MEN LAD os forlade statistikken og se nærmere på, hvad det egentlig handler om. Hvorfor prøveløslades ca. ni ud af 10 fanger, når 2/3 af dommen er afsonet, medens den tiende nægtes løsladelse? Mange har vel nok den opfattelse, at det er opførslen under afsoningen, der er afgørende. Men "løsladelse på grund af god opførsel" gælder ikke i Danmark, uanset hvor ofte denne vending lyder, bl.a. fra ukyndige journalister. De få, der nægtes løsladelse, har ikke "gjort sig fortjent" til fortsat afsoning som følge af dårlig opførsel. De nægtes løsladelse, fordi fængselsmyndighederne finder løsladelsen "utilrådelig", som der står i straffeloven. Det betyder på jævnt dansk, at man me-

3 3 ner, at der er en oplagt risiko for, at fangen efter løsladelsen begår nye grove forbrydelser. Hvordan man i den enkelte sag når frem til denne vurdering, har der også i praksis udviklet sig ret klare vejledende retningslinier for. Reelt forholder det sig altså sådan, at når to tredjedele af straffetiden er forløbet, har fangen sonet tilstrækkeligt for den forbrydelse, han er dømt for at have begået. Det er derfor, man på dette tidspunkt løslader ni ud af 10. Om den sidste tredjedel af straffen skal afsones helt eller delvis, beror derimod udelukkende på en formodning om fremtidig kriminalitet. I virkeligheden kan man således tillade sig at opdele en fængselsdom i to dele. Den første del udgør de første to tredjedele af den idømte straffetid og kan passende betegnes som strafdelen, idet denne del af dommen afsones som forskyldt straf for den pådømte handling. Den anden del, som altså udgør den sidste tredjedel af dommen, kunne derimod mere rammende beskrives som interneringsdelen. Den har principielt intet at gøre med den forbrydelse, som den indsatte blev dømt for, men er egentlig en slags præventiv indespærring, som ikke er bestemt af en domstol. Denne interneringsfase kan enten iværksættes direkte i forlængelse af strafdelen ved, at prøveløsladelse umiddelbart nægtes. Eller også kan den iværksættes på et senere tidspunkt, uden at det nødvendigvis kræves, at den løsladte har begået noget strafbart. Hvis blot den prøveløsladte ikke overholder et af de fastsatte vilkår for løsladelsen, fx om tilsyn, kan han ved en administrativ beslutning bringes tilbage i fængsel. I begge tilfælde er der altså tale om indespæring på grund af formodet fremtidig kriminalitet og ikke på grund af en allerede begået kriminel handling. En fængselsdom rummer med andre ord ud over en straf for en begået handling også en bemyndigelse, der giver Kriminalforsorgen ret til på egen hånd at forlænge den reelle afsoningstid med indtil 50 pct. ud fra et skøn over risikoen for fremtidig kriminalitet. DET ER forståeligt, at offentligheden reagerer, når prøveløsladte begår ny alvorlig kriminalitet, og det er også forståeligt, at reaktionen vender sig mod selve prøveløsladelsen. Ordet "prøveløsladt" kan jo tydes sådan, at den pågældende egentlig burde have afsonet endnu, og forbrydelsen får derved et ekstra skær af meningsløshed over sig. I dommerkredse forarges man til gengæld næppe. Det er nemlig helt forkert at påstå, at prøveløsladelse er en administrativ udhuling af den idømte straf. I samtlige de næsten 90 pct. af tilfældene, hvor prøveløsladelse finder sted, når to tredjedele af straffetiden er gået, løslades den dømte nøjagtig på det tidspunkt, som retten forudså, da man idømte straffen. Domstolene kender nemlig udmærket reglerne om prøveløsladelse. Man ved godt, at en dom på tre års fængsel i mere end ni ud af 10 tilfælde betyder to års afsoning. Mange dommere erkender åbent, at de ved udmålingen af straffene tager hensyn til prøveløsladelse. Dette betyder, at nægtelse af prøveløsladelse i virkeligheden betyder et fængselsophold af længere varighed, end retten oprindeligt havde tænkt sig. Det er slet ikke prøveløsladelsen, men

4 4 nægtelsen af prøveløsladelse, som administrativt ændrer dommen, og som derfor er egnet til at vække anstød hos dommerne. Et af problemerne er nok som allerede antydet, at "prøveløsladelse" er en ualmindelig dårligt valgt betegnelse for det, der rent faktisk foregår og skal foregå ifølge straffeloven. Løsladelsen får fejlagtigt et skær af forsøg over sig, og hvis den løsladte begår kriminalitet, er det nærliggende at betragte forsøget som mislykket og den løsladende myndighed som den egentlig ansvarlige for forbrydelsen. Man burde hellere tale om "ordinær løsladelse" i stedet for "prøveløsladelse" for at tilkendegive, at løsladelsen ifølge loven skal finde sted på dette tidspunkt og ikke frit kan vælges som et vovet forsøg. Og ved nægtelse af prøveløsladelse kunne man tale om "administrativ internering" for at understrege, at den forskyldte straf er afsonet og at det, der nu foregår, principielt ikke er straf, men forebyggende indespærring på grund af formodet fremtidig kriminalitet. JUSTITSMINISTEREN har bebudet, at han vil tage initiativ til en revision af regler eller praksis vedrørende prøveløsladelse. Det er forståeligt. Det er ikke i længden til at leve med en retstilstand, der i svær grad møder manglende forståelse i offentligheden, uanset hvor mange misforståelser og fejlopfattelser man kan forsøge at forklare forståelseskløften med. Det vil ikke være svært for ministeren at finde gode råd med hensyn til indholdet af en sådan revision. Som nævnt i indledningen afgav Straffelovrådet for fire år siden en betænkning om prøveløsladelse, og denne betænkning indeholder nogle kvalificerede bud på, hvordan retstilstanden kan forbedres på dette område. Andre gode råd kan hentes i en betænkning fra 1975 om Kriminalforsorg socialforsorg. Straffelovrådet fandt det ikke mindst vigtigt, at regler og praksis domineres af enkelhed og overskuelighed. Brug af prøveløsladelse må ikke medføre, at straffesystemet bliver kompliceret, domstolenes opgave med hensyn til strafudmåling uklar og de afsagte dommes konsekvenser navnlig for de dømte vanskelige at beregne på forhånd. Et enigt straffelovråd konkluderede, at "Ud fra synspunktet enkelhed, overskuelighed og forudberegnelighed må den mindst tilfredsstillende ordning være den, der i udpræget grad forudsætter prøveløsladelse anvendt efter et konkret skøn i det enkelte tilfælde." Det gælder altså om så langt som muligt at undgå, at fængselsmyndighederne skal træffe konkrete skønsmæssige afgørelser, der påvirker længden af den reelle afsoningstid. Straffelovrådet påpegede også, at en hensigtsmæssig måde at gøre dette på kan være at gøre - løsladelse obligatorisk, når to tredjedele af dommen er fuldbyrdet. Herved fjernes usikkerheden om dommenes konsekvenser. Fængselsmyndighederne skal ikke længere påvirke afsoningens længde. Det er ved selve dommen afgjort, hvornår løsladelsen skal finde sted. Det fremhæves ganske vist ofte som et argument for prøveløsladelsen, at den gør det muligt at tvinge den dømte til at underkaste sig behandling og kontrol i forbindelse med løsladelsen. Det er truslen om frihedsberøvelse i form af nægtelse af løsladelse eller senere genindsættelse, som er den "motiverende" faktor. Straffelovrådet udtrykker sig dog noget skeptisk herom: ".. det må ofte

5 5 stille sig tvivlsomt, om effektiviteten af forsorgen er øget ved den kombination af tilbud og tvang, der ligger i prøveløsladelse med tillægsvilkår." I virkeligheden må det være en fordel, at det egentlige forsorgsarbejde helt og fuldt kommer til at foregå på frivilligt grundlag. En motivation, der grunder sig på frygt og underkastelse, er næppe meget værd. Det har bl.a. Grundtvig forlængst lært os. Den kontrollerende opgave må også virke forstyrrende for den tilsynsførendes bestræbelser på at hjælpe klienten. Disse synspunkter er der argumenteret grundigt for i betænkningen fra 1975, hvori det fremhæves, at en positiv vurdering af tvangens umiddelbare virkninger er udtryk for et alt for snævert effektivitetsbegreb for en kriminalforsorg i et moderne samfund. Tværtimod har tvangen "meget sandsynligt haft en meget dårlig effekt, idet sådanne tvangsforanstaltninger ofte vil fremkalde eller øge den kriminelles negative indstilling til samfundet og til de mennesker, som vil hjælpe ham...". På denne baggrund konkluderes, "at tvang i behandlingsarbejdet bør begrænses til et minimum og i hvert fald ikke bør bestå i trussel om frihedsberøvende foranstaltninger." Taktisk prægede grunde synes at have afholdt et ellers klart flertal i Straffelovrådet fra at stille et egentligt forslag om obligatorisk prøveløsladelse. Dette bør imidlertid ikke afholde justitsministeren og Folketinget fra nu at interessere sig for forslaget. Det er båret af tungtvejende argumenter, og hvis det yderligere udbygges med en forståelsesfremmende udskiftning af ordet "prøveløsladelse" med fx "ordinær løsladelse", vil den almene retsfølelse utvivlsomt få det meget bedre. I fængslerne er vi nogle, der vil være lettede over at blive fritaget for at skulle fastsætte og fuldbyrde tillægsstraffe på grund af antagelser om fremtidige forbrydelser. EN ANDEN og lignende måde at forbedre retstilstanden på ville være helt at afskaffe den ordinære prøveløsladelse og kun give mulighed for tidligere løsladelse i de få tilfælde, hvor der foreligger noget, der ligner benådningsgrunde. Et velargumenteret forslag herom blev fremsat af et mindretal i Straffelovrådet. For at undgå en reel forøgelse af straffene ville denne ordning kræve en generel strafreduktion med en tredjedel i forhold til det hidtidige niveau. Mange troede, at det ikke ville være muligt at få domstolene til i praksis at gennemføre en sådan strafreduktion, og udsigten til modstand i Folketinget fik den daværende justitsminister til at afstå fra at stille forslaget, til trods for at han selv havde havde argumenteret ivrigt for det. Men hvorfor skulle det ikke være realistisk at gennemføre en reform af denne type? Hvorfor denne mistillid til domstolenes evne eller vilje til at handle i overensstemmelse med Folketingets love og tilkendegivelser? Hvis der er en klar opfattelse af, at afskaffelse af prøveløsladelse ville forbedre retstilstanden i Danmark, skal det naturligvis gøres under den helt afgørende forudsætning, at straffene nedsættes tilsvarende, så resultatet ikke bliver strengere straffe. Og selvfølgelig vil domstolene i givet fald loyalt tilpasse straffenes strenghed i overensstemmelse med lovens tilkendegivelse herom.

6 6 Det værst tænkelige, der kan ske er som det også klart er tilkendegivet af Straffelovrådet at man vælger at lægge øget vægt på det konkrete skøn i fængslernes behandling af sagerne. Desværre er der grund til at frygte, at reformtankerne går netop i den retning. Det vil betyde, at fængslerne får endnu større indflydelse på den reelle afsoningstid til yderligere skade for domstolenes autoritet og de dømtes retssikkerhed og helt uden udsigt til at få fjernet forståelseskløften mellem offentligheden og retsvæsenet. Og resultatet kan ikke undgå at blive flere "interneringer" i form af nægtelse af prøveløsladelse.