HØJESTERETS DOM afsagt tirsdag den 21. juni 2011

Transkript

1 HØJESTERETS DOM afsagt tirsdag den 21. juni 2011 Sag 360/2010 (2. afdeling) Rigsadvokaten mod T1 (advokat Henrik Stagetorn, beskikket), T2 (advokat Merethe Stagetorn, beskikket) og T3 (advokat Michael Juul Eriksen, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Københavns Byret den 4. december 2009 og af Østre Landsrets 16. afdeling den 23. april I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Peter Blok, Per Walsøe, Niels Grubbe, Marianne Højgaard Pedersen og Jens Peter Christensen. Påstande Dommen er anket af T1, T2 og T3 med følgende påstande: T1 har vedrørende forhold 1 påstået frifindelse og vedrørende forhold 2 påstået frifindelse for overtrædelse af straffelovens 183, stk. 2. Subsidiært har han påstået formildelse. T2 har vedrørende forhold 1 og 2 påstået frifindelse, subsidiært formildelse, og vedrørende forhold 3 formildelse.

2 - 2 - T3 har påstået ophævelse af dommen og hjemvisning til fornyet behandling ved landsretten, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Anbringender T3 har anført, at anklageskriftet ikke lever op til kravene i retsplejelovens 834. Det skal i anklageskriftet konkretiseres, hvilke bestemte handlinger tiltalen retter sig imod, så tiltalte får mulighed for at tilrettelægge sit forsvar. Beskrivelsen af tiltaltes forsæt i anklageskriftets forhold 2 er alene sket med de helt generelle kendetegn, som følger af bestemmelsen om særlig farlig sprængning. Det er ikke konkretiseret, mod hvem eller hvad sprængningen skulle foretages, eller hvor og hvornår dette skulle ske. Som følge heraf har tiltalte i forhold 2 ikke haft tilstrækkelig mulighed for at forsvare sig imod anklagen, hvorfor dommen skal ophæves, og sagen hjemvises til landsretten. Under alle omstændigheder skal straffen formildes betydeligt, idet den er væsentligt højere, end retspraksis tilsiger. Der er alene fundet blindt sprængstof, og tiltalte har kun haft en begrænset rolle i forløbet. Der skal desuden tages hensyn til, at straffen er en tillægsstraf til straffen på fængsel i 8 måneder, som blev idømt ved Københavns Byrets dom af 14. november T1 og T2 har anført, at gerningsindholdet for forsøg på særlig farlig sprængning ikke er opfyldt, jf. straffelovens 183, stk. 2, jf. 180, jf. 21. Derfor skal der ske frifindelse i forhold 2. Domfældelse forudsætter, at det i samme omfang som domfældelse for drabsforsøg konkretiseres, hvor, hvornår og mod hvem anordningen i forhold 2 skulle anvendes. Der er fast praksis for alene at straffe besiddelse af sprængstof, detonatorer mv. efter straffelovens 192 a, jf. våbenloven, når bomben endnu ikke er funktionsdygtig eller dens formål ikke konkretiseret til et sted eller en person. Sprængstoffets og anordningens farlighed har ingen betydning i denne sammenhæng. Omstændighederne vedrørende besiddelse af anordningen er i det hele identiske med omstændighederne vedrørende besiddelse af våben i forhold 1 og bør derfor på samme måde alene straffes efter straffelovens 192 a.

3 - 3 - I det foreliggende tilfælde, hvor der alene er tale om blindt sprængstof, er der tale om et utjenligt forsøg. Også af denne grund bør der ske frifindelse i forhold 2. I det omfang, der måtte ske domfældelse, skal straffen formildes. Straffen skal udmåles efter straffelovens 192 a, stk. 2, som den var affattet før stramningerne ved lov nr. 501 af 12. juni 2009, som trådte i kraft den 15. juni Den dagældende praksis fører ligesom praksis om forsøg på særlig farlig sprængning til en betydeligt mildere straf. Anklagemyndigheden har anført, at anklageskriftet lever op til kravene i retsplejelovens 834, herunder stk. 2, nr. 4, hvorefter anklageskriftet skal indeholde en kort beskrivelse af det forhold, der rejses tiltale for, med sådan angivelse af tid, sted, genstand, udførelsesmåde og andre nærmere omstændigheder, som er nødvendig for en tilstrækkelig og tydelig beskrivelse. Anklageskriftet angiver tid og sted for den strafbare forsøgshandling i forhold 2, ligesom selve forsøgshandlingen er beskrevet. Anklageskriftet angiver således hovedelementerne i den strafbare forsøgshandling, og de tiltalte har i relation til tilrettelæggelsen af deres forsvar haft et klart billede af, hvad tiltalen angår. Endvidere er beskrivelsen af de tiltaltes forsæt tilstrækkelig og tydelig. Det afgørende i relation til tiltalen og tilrettelæggelsen af de tiltaltes forsvar er, om de i forbindelse med forsøget på at fremstille en fjernbetjent bombe har haft forsæt til særlig farlig sprængning eller ej, og ikke hvor eller hvornår denne skulle finde sted. Højesterets afgørelse af, om gerningsindholdet i bestemmelserne om forsøg på særlig farlig sprængning er opfyldt, skal træffes på grundlag af landsrettens bevisresultat, herunder vedrørende rækkevidden af de tiltaltes forsæt. Strafansvar for forsøg antages at forudsætte en vis konkretisering af de tiltaltes forsæt mod en fuldbyrdet forbrydelse. Når de tiltalte er gået i gang med at fremstille en fjernbetjent bombe af den omhandlede art med forsæt til at bringe den til sprængning under de omstændigheder, landsretten har anført, skal der straffes for forsøg på særlig farlig sprængning, selv om det ikke præcis kan fastlægges, hvor og hvornår sprængningen skal finde sted. Straffene bør skærpes på grund af lovovertrædelsernes karakter og de tiltaltes forstraffe. Det er en yderligere skærpende omstændighed, at overtrædelserne må antages at have tilknytning til konflikten mellem HA/AK 81 og det kriminelle netværk, som omfatter de tiltalte.

4 - 4 - Straffen for T1 bør fastsættes som en fællesstraf, som omfatter reststraffen på 221 dage fra prøveløsladelsen den 26. februar Retsgrundlag På gerningstidspunktet i forhold 1 og 2, den 6. september 2008, var straffelovens 192 a affattet som følger, jf. lovbekendtgørelse nr af 23. oktober 2007 med ændringer som følge af lov nr. 500 af 17. juni 2008: Den, som besidder, bærer eller anvender skydevåben i strid med lovgivningen om våben og eksplosivstoffer under særlig skærpende omstændigheder, straffes med fængsel indtil 4 år, når overtrædelsen sker på offentligt tilgængeligt sted. Stk. 2. Den, som i strid med lovgivningen om våben og eksplosivstoffer indfører, udfører, transporterer, erhverver, overdrager, besidder, bærer, anvender, tilvirker, udvikler eller med henblik på udvikling forsker i våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, straffes med fængsel indtil 6 år. Efter gerningstidspunktet blev straffelovens 192 a ændret ved lov nr. 501 af 12. juni 2009, hvorefter bestemmelsen lyder som følger: Med fængsel fra 1 år indtil 6 år straffes den, der overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer ved under særlig skærpende omstændigheder at indføre, udføre, transportere, erhverve, overdrage, besidde, bære, anvende, tilvirke, udvikle eller med henblik på udvikling forske i 1) skydevåben eller 2) andre våben eller eksplosivstoffer, når våbnet eller eksplosivstofferne på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade. Stk. 2. Den, der i øvrigt overtræder lovgivningen om våben og eksplosivstoffer under særlig skærpende omstændigheder, straffes med fængsel indtil 6 år. Våbenloven er ligeledes ændret efter gerningstidspunktet i forhold 1 og 2. Ved lov nr. 538 af 26. maj 2010, der trådte i kraft den 28. juli 2010, blev våbenlovens 1, stk. 1, nr. 3, om bomber mv. flyttet til våbenlovens 1, stk. 1, nr. 4. Højesterets begrundelse og resultat T1, T2 og T3 blev i forhold 2 tiltalt for overtrædelse af straffelovens 192 a og 183, stk. 2, jf. i det hele 21, ved i tiden frem til den 6. september 2008 i en bestemt lejlighed i forening

5 - 5 - af have forsøgt at fremstille en bombe med forsæt til på et ikke nærmere oplyst tidspunkt og sted at forvolde sprængning til skade for andres person eller formue under sådanne omstændigheder, at de indså, at andres liv derved udsattes for overhængende fare. Højesteret finder, at dette er en tilstrækkelig og tydelig beskrivelse af forsøgshandlingen og det dertil knyttede videregående forsæt, jf. retsplejelovens 834, stk. 2, nr. 4, og Højesteret tager derfor ikke påstanden om ophævelse af landsrettens dom til følge. Landsretten kendte efter bevisbedømmelsen de tiltalte skyldige i forhold 2. Landsretten fandt det således bevist, at de tiltalte i forening havde forsøgt at fremstille en fjernbetjent bombe, at de troede, at der var tale om aktivt sprængstof med en betydelig sprængkraft, og at de havde forsæt til på et ikke nærmere oplyst tidspunkt og sted at forvolde sprængning til skade for andres person eller formue under sådanne omstændigheder, at andres liv derved udsattes for overhængende fare. Dette bevisresultat beskriver selv om der ikke var tale om aktivt sprængstof et strafbart forsøg på særlig farlig sprængning, jf. straffelovens 183, stk. 2, jf. 180, jf. 21. Højesteret kan ikke tage stilling til, om de tiltalte som følge af fejlagtig bedømmelse af beviserne er dømt med urette, jf. retsplejelovens 933, stk. 2, jf. 912, stk. 1, nr Højesteret tager herefter ikke påstandene om frifindelse til følge. Straffene fastsættes efter de bestemmelser, landsretten har henvist til, med den ændring, at henvisningen i forhold 2 til straffelovens 192 a, stk. 2, og våbenloven ændres til en henvisning til straffelovens 192 a, stk. 1, nr. 2, jf. våbenlovens 2, stk. 1, jf. 1, stk. 1, nr. 4. Ændringen skyldes ændringerne af straffelovens 192 a og våbenloven efter gerningstidspunktet. Disse senere lovændringer får ingen betydning for strafudmålingen, jf. i det hele straffelovens 3, stk. 1. Højesteret finder, at straffen for forhold 1 og forhold 2 bør fastsættes til fængsel i 6 år. T1 blev prøveløsladt den 26. februar 2007 med en prøvetid på 2 år og en reststraf på 221 dage. Højesteret finder ikke grundlag for at fravige udgangspunktet i straffelovens 40, stk. 1, jf. 61, stk. 2, om fastsættelse af en fællesstraf. Denne fastsættes herefter til fængsel i 6 år og 6 måneder.

6 - 6 - T2 er tillige fundet skyldig i røveri, jf. forhold 3. Straffen fastsættes for hans vedkommende til fængsel i 7 år. T3 blev ved Københavns Byrets dom af 14. november 2008 straffet med fængsel i 8 måneder for overtrædelse af bl.a. straffelovens 276 og 192 a, stk. 1. Straffen i den foreliggende sag skal herefter fastsættes i medfør af straffelovens 89, og Højesteret fastsætter tillægsstraffen til fængsel i 5 år og 8 måneder. T1, T2 og T3 har fortsat været frihedsberøvet under anken. Frihedsberøvelsen af T1 og T2 har været i isolation fra den 6. september 2008 til den 29. oktober Thi kendes for ret: T1 straffes med fængsel i 6 år og 6 måneder. T2 straffes med fængsel i 7 år. T3 straffes med fængsel i 5 år og 8 måneder. I øvrigt stadfæstes landsrettens dom. Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.