En lille tur Helle Helle, 2000 (5,4 ns) Det er sommer, og min mor har lavet en aftale med mig. Vi skal mødes på banegården i min frokostpause, hun 5 ankommer med en rutebil lidt over tolv og skal først være hos dyrlægen tre kvarter senere. Hun vil tage en madpakke med, som vi kan dele, og så kan jeg få sagt farvel til hunden. Den er over fjorten år og for gammel til flere operationer; der er ikke andet at gøre end at aflive den. 10 Himlen er fuldstændig skyfri. Jeg venter ved holdepladsen i sandaler og en blå kjole, der allerede strammer over maven. Temperaturen må ligge omkring de tredive grader, og jeg tørrer sved af mit ansigt med håndfladen og tørrer hånden af i kjolen. 15 Der lugter af varm asfalt. Biler kører op foran stationsbygningen, folk går ind og ud. Andre sidder i skyggen under et halvtag. En mand poster sine breve. Hun står klar i bussen, da den drejer ind på pladsen. Så 20 snart døren bliver åbnet, stiger hun ud med hunden efter sig. Den går langsomt ned ad trappen, tungen hænger fra munden. Uden for bussen lægger den sig straks, min mor stiller sin taske og sætter sig på hug. Hunden logrer, da den ser mig. Min mor stryger den over pelsen, hun ryster på 25 hovedet. Det er den værste rejse i mit liv, siger hun uden at se på mig. Det er de længste tyve minutter. Hendes opsatte hår er faldet lidt ned og klæber ind til nakken. 30 Den var så urolig, og jeg skældte den hele tiden ud, fordi den lå i vejen. Egentlig måtte jeg slet ikke tage den med rutebilen, men jeg fik lov alligevel. Og så ved den ikke engang hvad der skal ske, den tror bare, det er en lille tur. Hun læner sig forover med ansigtet ned i dens pels. Jeg 35 lægger en hånd på hendes ryg, hendes skjorte er fugtig. Kom, mor, siger jeg. Vi finder et sted inde i skyggen. Jeg har glemt at tage vand med til den, siger hun. Den er så tørstig, og så har jeg ikke noget vand med. Jeg ved ikke, hvad jeg har tænkt på.
40 Kom, siger jeg, og trækker hende op. Hun vakler lidt, tager sin taske over skulderen, hunden kommer også på benene. Jeg klapper den, og den logrer igen. Vi går hen til grillbaren for at købe et bæger vand til 45 hunden. Der er kø helt ud på fortovet, jeg stiller mig bagest. Du skal ikke købe noget andet, siger min mor. Jeg har madpakke med. Men du må godt tage en serviet. Hun tørrer sig over panden. 50 Nej, tag mange servietter, siger hun. Jeg fik ikke noget lommetørklæde med. Jeg gjorde alt i sidste øjeblik, jeg kunne næsten ikke komme ud ad døren. Det var lige før rutebilen kørte fra os. Hvad er klokken nu? Der er god tid, siger jeg. I kan stille jer over i skyggen, 55 mens jeg står i kø. Jeg peger mod halvtaget for enden af pladsen. Min mor nikker og trækker hunden med. Kvinden foran mig skal åbenbart hente grillmad til en del af 60 sine kolleger. Hun bestiller bøfsandwiches, pølser og sodavand. Jeg tager nogle servietter i holderen på disken og lægger dem i min taske. Jeg kigger ud. Min mor har tøjret hunden til et skilt, hun sidder ved siden af den og venter. Hunden slår sin hale mod asfalten, tungt. 65 Kan jeg få lov til at købe et bæger vand? siger jeg til pigen, der ekspederer. Bare postevand? Ja, siger jeg. Det er til en hund. Hun hælder vand i et bæger og rækker mig det. 70 Det koster ikke noget, siger hun. Jeg takker og balancerer over pladsen med bægeret i hånden, min mor kommer mig i møde på halvvejen. Gudskelov, siger hun. Den har det så varmt. Hun standser og gemmer sit ansigt i hænderne. Hun 75 hulker, jeg lægger min ene arm omkring hende. Med den anden holder jeg bægeret strakt ud bag hendes ryg. Kan det være ens ret, bare fordi man er menneske? siger hun. At man må slå en hund ihjel, før naturen gør det af sig selv. Jeg ved godt, den lider. Men det er vi så mange, der 80 gør, og vi bliver ved med at leve. Vandet skvulper i bægeret.
Det er denne her sommer, der har gjort alting værre, siger hun. Den går bare rundt hjemme i huset og bliver mere og mere syg, fordi det er så varmt. Den er begyndt at 85 lægge sig ud på badeværelset hele tiden, og det er jo ikke noget liv for nogen. Den skulle løbe rundt ude i haven og grave huller. Kan du huske, hvordan den altid gravede huller? Det kan jeg godt huske. 90 Og dengang den splittede hele sofaen ad, kan du huske det? Men det var bare fordi, den kedede sig. Den kunne ikke lide at være alene hjemme, og så skulle der ske noget. Det er rigtig nok. Nogle gange stak den af, og jeg måtte løbe efter den. Jeg 95 følte mig som en stor idiot, når den ikke lystrede. Men en hund gør ikke noget af ondskab. Hvis den er dårligt opdraget, er det ens egen skyld. Det ved man jo godt. Det er derfor, rnan ikke kan hade en hund. Man kan slet ikke andet end at elske den. Det er den reneste form for kærlighed, der 100 findes. Jeg forstår godt, hvad du mener, siger jeg. Og nu ligger den der og skal dø om en halv time, og den ved ikke noget. Jeg ville ønske, den bare var faldet om af sig selv. Så jeg ikke skulle tage den beslutning. 105 Hun trækker sig lidt tilbage fra mig. Jeg finder en serviet i min taske og giver hende den, hun tørrer sine øjne. Så rækker jeg hende bægeret med vand, og vi går over til hunden. Den ligger stadig ned. Min mor sætter bægeret foran den. Hun bøjer dens ansigt 110 med begge hænder. Hunden drikker, langsomt, min mor hælder det sidste vand ud på asfalten, den lægger tungen i det. Det var godt, siger min mor. Det var godt, du fik noget dejligt vand. 115 Hun pudser sin næse. Har du en cigaret? siger hun. Jeg ryger ikke mere, siger jeg. Jeg kan hente nogle til dig i kiosken. Nej, det skal du ikke. Jeg klarer mig uden. 120 En bus kører ind på holdepladsen, og en flok unge
mennesker stiger ud, råbende. Vi står og ser den forsvinde op mod byen, de slår ud efter hinanden. Vi skulle også spise den madpakke, siger min mor. 125 Brødet er hjemmebagt. Det lyder godt. Jeg kunne ikke sove i nat, og så stod jeg op og bagte. Der er solsikkekerner i. Har du slet ikke sovet? 130 Næ. Hun ser ned på hunden. Det er der ikke nogen af os, der har. Hun åbner sin taske og finder madpakken frem, rækker mig den. 135 Spis, siger hun. Jeg venter lidt, siger jeg. Kan du så ikke tage den med tilbage på arbejde? Du bliver sulten senere. Skal du ikke selv have en mad? 140 Jeg kan ikke indtage noget som helst, siger hun. Madpakken føles tung og lunken i mine hænder. Jeg lægger den i min taske, min mor løsner hundens rem. Lad os gå ned til havnen, siger hun. Kunne det ikke være rart at stå og se ud over havet? 145 Hunden kommer på benene, dens øjne er halvt lukkede. Jeg tror faktisk ikke, vi kan nå at gå derned, siger jeg. Tror du ikke? Nej, helt ærligt. Det er den modsatte retning af dyrlægen. 150 Måske kan jeg ringe og sige, at vi kommer lidt for sent. Nej, mor. Det skal du ikke gøre. Det bliver det ikke bedre af. Du har ret, siger hun. Det er rigtig nok, hvad du siger. 155 Hun står med remmen i hånden og ser på den. Hun åbner og lukker sin hånd om remmen, hendes fingre ryster. Jeg holder om hende, imens hun græder. To ældre damer går forbi og kigger på os. Hunden har lagt sig igen. Der er lidt vådt på asfalten foran dens hoved. Min mor tager en dyb 160 indånding og ser på mig. Jeg ved ikke, hvad jeg ligner, siger hun. Er jeg ikke helt sort under øjnene? Det er ikke så slemt, siger jeg.
Jeg bliver nødt til at gå på toilettet inde på stationen, 165 siger min mor. Kan I ikke gå med? Vi kan også vente her, siger jeg. Nej. Gå med ind, siger min mor. Hunden lægger sig, så snart vi er inde på toilettet. Min mor 170 står foran et af spejlene og pudser næse. Jeg sætter mig ved siden af hunden, klapper den. Den trækker vejret hurtigt og gispende. Min mor ser på mig igennem spejlet. Du er gravid igen, siger hun. 175 Jeg nikker. Det er helt tydeligt at se på dig. Du må undskylde, at jeg ikke kan glæde mig over det i dag. Hun tænder for vandet og begynder at vaske sig under øjnene. Jeg holder min hånd et lille stykke over hundens 180 pels. Det føles, som om den damper. Min mor tørrer sit ansigt og retter på sit hår. Du skal vel også snart være tilbage på dit arbejde, siger hun. Jeg nikker igen og rejser mig, hjælper hunden op. Jeg 185 rækker min mor remmen, og vi går ud. Varmen slår imod os. Jeg skal tænke på dig, siger jeg. Det ved jeg godt. Tak, fordi du kom. Du gør det rigtige, siger jeg. 190 Jeg sætter mig foran hunden. Den logrer og piber lidt. Tak, fordi du har passet på hende, siger jeg ind i dens øre. God hund. Jeg rejser mig og smiler til min mor. Så fik du sagt farvel, siger hun. 195 Ja. siger jeg. Farvel. fra "Biler og dyr", Samleren