8 Om at glemme sit hotelkort Karol Bagh-distriktet i Delhi er stort og larmende og beskidt og lige til at fare vild i, med mindre du har styr på Karol Bagh-metrostationens ind- og udgange. Og langt de fleste cykelrickshaws og cabs forsvinder ved mørkets frembrud, så skal de hjem. Nogle rickshaw-mænd er faldet i snak i en sidegade. Der er håb! Jeg nærmer mig skyggerne, og en skygge bryder ud af klyngen med et Yes, ma am? Stemmen er høj og lys. Den tilhører den mindste rickshawmand, jeg endnu har set. Men altså den vakseste, for det var jo ham, der så mig. De voksne mænd morer sig; knap synlige i mørket slutter de op: nå knægt, lad os så se, hvad du duer til! Hotel Astoria, how much? "50 rupees", siger drengen, og "Yes ma am, no problem", det finder han nemt. Uden lys på sit køretøj tramper han gennem basargyderne som en hærdet mand. Uanfægtet af bakker, myldrende gadekryds, indolente køer og brølende lastvognstog, som gør, hvad de kan for at genere os. Jeg er betalende passager. Jeg føler mig hammerstolt på hans vegne. Ikke én knægt i Vesten kunne gøre ham det hér efter - ja jeg kan da lige høre dem: Du ka vel gå på dine ben, Besse! Og ikke et sekund tænker jeg i børnearbejde. Flere kilometer kører vi, før han må stoppe. Hvor er vi?
9 Levealderen i Indien, taget som gennemsnit, har i mange år været støt stigende. Den forventede levealder ved fødslen er i dag godt 66 år. Gennemsnitsalderen er 25,4 år for mænd og 26,6 år for kvinder ( 2010, CIA World Factbook). Om få år vil han kende Karol Bagh som sin bukselomme. Men nu Vi er faret vild. Og jeg har glemt mit hotelkort. "Det er nok lige om hjørnet", siger jeg opmuntrende, og han nikker fortrøstningsfuldt, "Yes ma am, no problem", vi finder ud af det!
10 Det gør vi bare ikke, så der er til sidst ikke andet for, end at vi må spørge om vej. En bleg lygte dingler over et skrantende skilt med påskriften Tourist Office. Døren er stadig åben, tre voksne mænd holder hvil og snakkepause efter dagens manglende dont. To af dem springer på benene, glade for at kunne hjælpe damen i nød, når nu den lille knægt Og det er der jo ikke noget at sige til. Den ene af de to mænd er cabdriver. Han får startet sit køretøj, mens jeg afregner med min cykelrickshaw-mand, nu næsten usynlig og meget stille i mørket. Jeg giver ham 100. Næsten uhørligt kvitterer han med et suk og et No. Det er nederen. Bare en gut, der ikke kan finde vej tre rare voksne, som nok skal betale fyrsteligt og ordne ærterne Jeg går mod cab en, men vender mig om og spørger: Er det i orden? Yes ma am! lyder det i mørket. Atter på højkant - professionel nu som før. Hvor gammel kan han være? De to mænd er ikke helt sikre, selv om de kender ham perifert. Han er måske en otte-ni år. "Ikke mere?" Men du må huske på, at halvdelen af Indiens befolkning er under 30. Nogen skal tjene pengene. Det husker jeg så på, og jeg glemmer heller aldrig mere mit hotelkort.
11 Øverst: Old Lumbini i Nepal, hvor Buddha er født. Old Delhi. Cykelrickshaws er almindelige i Nordindiens større byer og i dele af Nepal
12 Næsten alle slags transportmidler finder man i Indien, der er 76 gange så stort et land som Danmark.
Med over halvanden million ansatte er de indiske jernbaner verdens største arbejdsplads 13
14 At være chauffør i Indien kræver tro på sagen og hår på brystet. Om at komme hele vejen rundt Sure på briterne?, oh no, siger de unge indere og remser op: De gav os syv gode ting: Infrastrukturen, sygehusene, skolerne - og så har jeg glemt resten undtagen den syvende og sidste: De rejste hjem! Men infrastrukturen, grundlagt af briterne og senere udbygget af inderne, fungerer fortrinligt.
Om at prutte om prisen 15 Hvad har du givet for den? spørger receptionsmanden med et skævt grin, og vender øjnene mod himlen efter at have hørt svaret: Tsk, tsk! Nå men bare du er glad, siger han. For en gangs skyld taber jeg tålmodigheden. 900 rupees - cirka 100 kroner - har jeg betalt jeg for en kuffert på hjul. Og prisen var den samme i alle basarens bag-shops! Hvad ville han selv have givet? Han betragter mig overbærende: That s not the question. De siger 900 rupees, og du siger det er alt for meget, og så kan I begynde at forhandle. Han har jo ret. Det tænker jeg på, da jeg står hos Dea i Varkala, Keralas nye Goa med mange turister. Dea forhandler tasker, sko, sandaler, bluser, nederdele, tørklæder og alt, hvad turisten ellers måtte tænkes at behøve. Dea får solgt mig et par grimme sandaler til godt og vel 60 kroner (i storbyen koster sandalerne en tredjedel og er af en bedre kvalitet). Og Dea får solgt mig en ganske udmærket bluse. Pas nu på, siger Mette, inden jeg går på handel: Og husk, at jeg kun gav 150 rupees for min!. Mette er selv forretningskvinde. Hun kender Dea. Det tænker jeg på, mens jeg betaler de 300 rupees for Deas bluse. Jeg nævner Mettes køb, før jeg slår til.
16 Dea driver strandbutikken alene, når forældre og storesøster er ude. Svaret er indlysende: Jamen din bluse er jo en helt anden kvalitet. Deas far, mor og storesøster driver butik i turist-varkala de tre af årets måneder, ellers bor familien i Hampi, også en søgt turistby. Dea går ikke i skole. Det har hun ikke tid til. Hvis Dea skulle gå i skole, måtte storesøsteren og forældrene passe butikken alene og kalkulere med blot en tredjedel fortjeneste, jævnfør sandalerne.
17 Deas unge alder er et klart aktiv. Om aftenen, når der spilles musik på den nærliggende restaurant, kredser hun om restaurantens kunder med et udvalg af kædesmykker i et prisleje, som de færreste kan sige nej til. Hun slår sig venligt ned ved bordene og snakker behageligt. Folk ved under alle omstændigheder, hvor Deas butik ligger: Klos op ad musikrestauranten. Ikke engang en dør adskiller de to steder. Chips! Do you want chips?, spørger Dea, da hun har pakket min bluse (sammen med en mulepose i stil med den, hun solgte mig i går - you may need two, forudså hun allerede den gang). Sælger du også chips? Men jeg har haft mit blik henvendt på lillebror, der sidder på fars arm; og far og mor er aldrig langt fra Dea. Du kan købe dem her! siger Dea og hiver en pose halvfortærede chips ud af lillebrors buttede hånd. Nejtak, siger jeg befippet og leverer rovet tilbage. Far griner lunt i skægget. Dea er ni år. Meningerne om den røde plet i en hindus pande er delte. Nogle tillægger den en religiøs betydning, mens andre i dag først og fremmest ser den som et smykke.