ALEXANDER KIELLAND OG «DEN KOMBINEREDE INDERETNING»

Stavanger Museums Årbok, Årg. 92(1982), s. 93-135 BJØRN SAXE UTNE: ALEXANDER KIELLAND OG «DEN KOMBINEREDE INDERETNING» I 1888 kom forfatteren Alexander Kielland hjem fra Paris og bosatte seg i sin fars gamle hus ved Breiavatnet i Stavanger. På nyåret 1889 startet han sammen med Oddmund Vik «Stavanger Avis». Kielland var redaktør og Vik redaksjonssekretnr. Sammen ville disse to skape et radikalt organ som skulle peke på skjevheter i samfunnet og virke opinionsdannende. I en større artikkel i avisens første nummer 3. jaunuar 1889 under tittelen «Stavanger» trekker redaktcdren opp avisens redaksjonelle linje. Etter en nådeløs skildring av «den Neslagenhed~, «den Tranghed~, «den almindelige Surhed og Stilhedfi som hersket i byen fortsetter Kielland; «Men under alt dette voxer en sterk Misstemning, og der er en levende Trang hos mangfoldige til at blive befriede for det Tryk, der hviler over Byen. Det er den Stemning og denne Trang, «Stavanger Avis» vil slutte seg til og støtte. Og med de opgaaende Tider har vi det Haab, at Byen skal gjenfinde sit sunde glade Ansigt - det gamle Stavanger, som mishandlet og haardt prøvet - bestandig er det ældgamle kjære Mødested for Søfarende. en glad og trivelig Forretningsby*. «Stavanger Avis» byder alle velkommen i det nye Aar, -det nye Aar, som vi alle haaber skal blive et glsdeligt Nytaar, - det første paa lange Tider*. Et ledd i denne opprydningskampanjen bie hans krasse angrep på «Den Kombinerede Indretning>b. Hans første artikkel om innretningen ble trykket 7. februar 1889 og ble etterfulgt av serie artikler fram til 12. mars. Hans fremgangsmåte kan sammenlignes med våre dagers underscdkende og oppsøkende journalistikk. Ved selvsyn og intervju forsøker han å reise en opinion mot innretningen, og hans sterkt kritiske holdning munner ut i kravet om «at Tiden nu er inde til at Befri Byen for en af dens styggeste Pletter: Den Kombinerede Indreming». Kiellands artikkelserie om «Den Kombinerede Indretning» må sees på bakgrunn av hans forfatterskap og hans radikale politiske holdning. Allerede i den først romanen "Garmen & Worsea som kom i 1880 finner vi klare uttrykk for hans holdning til politiske, religiøse og sosiale sp~rsmål. En holdning som ytterligere

skjerpes i bøkene ((Arhcidsfolk» og.<else,, som kon1 ut iillcrcde aret etter. I og med disse to verkene kon1 Kielland for alrnenhetcn til ri fremsta som den ultraradikiile forfatter. [hin hyllcs fril riidikalt hold og iingripcs iiv de konservative. I romaner, skuespill og noveller i Iopct av 1880-irene gir hiin til angrep pi hva hiin finner skjevt, urettferdig og hyklerisk i samfunnet. IIiins ittigrcp på og oppgj~lr nicd <(Den Kombitierede Indrctriirig~> fqer seg inn i dette itiflnstcrct. På like linje med et piir iindrc artikkelserier fra Stii~iingcr Avis ble serien on1 <<Den Kombinerede Indretriing,, gitt ut som srertrykk i et begrenset opplag iillerede i 1889. Ved Arskiftet 1889-90 triikk Kielland seg tilbake fr;i siillingen som redaktør. og Oddmund Vik overtok og redigerte avisen fram til 1907.' I Stavanger 1814-1914. s. 776 f.. s. 314 og Norsk biografisk Irksikori VI s. 775. ff.

Indledning Før vi gaar igang med dette Arbeide, som vi tror, vi sent eller tidligt faar Tak for, vil vi udrettelig gjøre opmærksom på et Par Ting: Naar vi i vore Skildringer af det Liv, der rører sig indenfor den kombinerede Indretnings Plankeværk, nødvendigvis maa nævne Navne i Forbindelse med de Misbrug, vi finder, saa er vi fuldt ut opmærksomme paa, at hvis det skal tales om Skyld og Ansvar, saa skal dette ikke utelukkende hvile paa nogle enkelte; men det skal fordeles paa Døde og Levende, paa vore Fædre og paa os alle, som saa lenge har taalt et saadant Uhyre af en Indretning mellom oss. Og de Mænd, som staar nærmest nu, dem skal vi undskylde - så vist som det er os muligt; fordi alle disse Elendigheter har en lang Historie; og fordi de enkeltes gode Vilje igrunden ikke naar langt, hvor saa meget er presset sammen. Dertil kommer det vanskelige Pengespørgsmaal; - og al Forandring maa ialfald begynde med Udgift. Og desuden er der en ting at bemærke ved Ansvaret, at saaledes som det officielle Ansvar er indrettet i vort Land, er selve Ansvaret blevet en saa flyktig Ting, at det mest ligner den Tøffel, vi legede med som Børn, og som vi sendte afsted bak hinandens Ryg; saaat naar han, som stod inde i Ringen, pludselig vendte sig til en: du har den! saa fremviste denne smilende sine to

tomme Hænder, Tøffelen var passeret, hos ham var alt iorden. Saaledes gaar ogsaa inden den Ring af officielle Personer, der omgiver os paa alle mulige Kanter, Ansvaret op og ned og rundt omkring - som en Pakke bedækket med Paaskriften: <<Oversendes Hr. den og den)). Men ingen aabner nogensinde denne Pakke og tager Ansvaret paa sig; det er hellerikke Meningen, naar man bare kan lade Pakken circulere med en passende Hurtighed, saa er man fri alt Ansvar og kan fremvise sine to tomme Hænder. Men var der Ansvar, levende virksom Ansvarsfølelse i vore Borgervalg, i vore Representantskaber, Direktioner, Revisioner, Kontrolkommisioner og Tilsynskomiteer, - eller om bare nogle faa Embedsmænd gjorde sin Pligt, eller om Politiet meldte, - eller om en Præst vilde se og tale ud, -eller om der bare en Gang var en Arntmand, som virkelig selv brugte sine Øine og følte sit Ansvar saaledes, at han selv satte sig i Bevægelse af sig selv, istedenfor - som de pleier - at sidde stille saalænge, at man næsten maa tvinge dem ivei, -ja var ikke Ansvaret saa sørgeligen forflygtiget blandt os, saa vilde denne hæslige Kombination forlænge siden været sprængt; thi Ansvaret for, hvad her er foregaaet og foregaar endnu, det er overhovedet for tungt til at kunne bæres af nogen. Det er nu vor Plan i en Række Artikler at give Offentligheden et Billede af, hvad der er i den kombinerede Indretning. Dernæst tager vi hver Indretning for sig, viser dens historiske Oprindelse, og hvorledes den kom ind under Kombineringen, dens Administration og hvorledes den fungerer - som særegen Anstalt og som Led i den kombinerede. Las os først prøve at give et Overblik over, hvad Slags Mennesker det er, som kommer ind i denne Fælles- 7 Stavanger hluuum

Indretning, hvilke høist forskjellige Arter ai menneskelig Elendighed, her pakkes sammen inden fælles Mure og tildels under fælles Styre. Først kommer der farlige Lediggjænere, voldsomme Slagsbrødre og riktig forkomne Existencer fra alle Kanter af Landet og fra Sverige: saa sidder der stakkels hjelpeløse gamle Kvinder i det saakaldte Spindhus og venter paa Døden; saa er der i den kvindelige Del af Arbeidsanstalten sinnesgalne Kjærringer, slette og umulige Mødre og Koner samt et uendeligt Tog af galne Jenter, som har holdt Leven og Ufred i Byen; og i Hus med disse er der alle Byens Syge, som ikke kan forpleies hjemme. Folk som er komne tilskade, smitsomt Syge, Tjenestepiger og andre hjemløse, fattige Mænd og Kvinder med alslags Sygdom - især en overfyldning af Syfilis. Og saa opi alt dette en Daarekiste! - ja hvorfor ikke? - det ene synes ikke galere end det andet - altsaa et ældgammelt ((Bevaringssted for Vanvittige», som bestandig er overfyldt. Læg saa hertil af mer og mindre nødvendige Biindretninger: Badeanstalt, offentlig Bespisningsanstalt med Kogeri, Vaskehus, Lighus og Stenhuggeri, - saa har man Omridsene af Stavanger kombinerede Indretning. - Mangen Borger har sikkert mangen Gang ristet paa Hovedet og sagt: ja den kombinerede - den skulde der dog gjøres noget med! Og der er ogsaa Forarbeider og Forslag til Forbedringer: vi ved saaledes om en plan til Arbeidsanstaltens Flytning til Hillevaag. Vi kan saaledes tænke os, at nogen vilde bede os passe os selv: Sagen er i god Gjænge. Under den dybe og ærbødige Taushed, i hvilken det er denne by tilladt at udvikle sig, vil det vist forekomme mange som en Fortsættelse af vort ~Nedrakningsarbeide? hvad vi nu gjør. Men vi ønsker netop nu at vække en bestemt Stemning i Byen i denne Sag, fordi vi tror saa meget mere

paa en stærk enstemming Vilje blandt Folk end paa de mest velmente Forslag og Planer. Se nu for Exempel hin Plan om Flytning af Arbeidsanstalten til Hillevaag; den ligger nu, -stoppet og stanset for lang Tid ved Wilh. Hansens Odelssøgsmaal. Naar man ser, hvor uberegnelige Forhindringerne ere og tænker sig, hvor mange der kan opstaa ved en saa kombineret Indretning, saa kan Planer og Forslag komme til at hvile paa hinanden i mange Aar. Men kan der skabes en saa stærk Uvilje i Befolkningen, en fast Følelse af at dette maa bort, da vil det gaa her som overalt: baaret af en almen og levende Interesse ville Planer og Forslag faa nyt Liv og en ny Start, der ikke stopper for nogen Hindring, indtil Maalet er naaet: at formindske Lidelserne og formilde Livet for mangfoldige af vore Medmennesker.- I1 HOSPITALET Det ældste Led i Kombinationen er Hospitalet, som nu er en Forsørgelsesanstalt for gamle svage Kvindespersoner. Anstalten er maaske - ifølge Jens Kraft- Udgaven af 1829 - en Levning af det Hospital for Spedalske, som man ved var forbundet med Sankt Petri Kloster i den katolske Tid. Spindhuset - som denne Anstalt heder i Folkemunde - er uden Sammenligning den fredeligste Plet inden den kombinerede. Der sidder i to Stuer fuldt af gamle og eldgamle Koner og Piger. Verden udenfor ved de ikke stort om; de lever i sit Samsnak fra Morgen til Aften; og naar de store Slagsmaal og Uveir gaar over den mandlige Del af Arbeidsanstalten, kommer de forskremte gamle Kvinder i Vinduerne, som vender til Gaarden. Nogen Nød lider de vel ikke; men megen

Uhygge følger ogsaa for dem af den unaturlige Forbindelse med saa mange andre Ting. Spindhuset er en Fløy mod Syd forbundet med Arbeidsanstalten ved den kombinerede Indretnings fælles Lighus. Med Hospitalet har fra umindelige Tider fulgt et Bevarinssted for Vanvittige, og derved er da ogaa 111 DOLHUSET blevet en Del af den kombinerede Indretning. Vi søgte Tilsynsmanden - forhenværende Skibskaptein Eilertsen, der først gjorde Indvendinger mot et Besøg hos de Vanvittige, idet der altid fulgte Uro tildels for lange Tider blandt de syge efter Besøg af Fremmede. Han havde desuden greie paa, at vor Avis var ifærd med den kombinerede Indretning, og det ene med det andre gjorde ham i Begyndelsen mindre villig. Men eftersom vi havde forestillet ham, hvor lidet en underordnet Funktionær kunde have Ansvar for, hvad der maatte være af misligt, og hvorledes det igrunden bare kunde være til Fordel for alle, at der kom fuldt Lys over det hele, blev Tilsynsmanden ret imøtekommende, og hvad vi fik se, skal vi her meddele. Den østre enetages Fløi paa Sygehuset er Bevaringsstedet for de Vanvittige. Der er først Kjøkken og Værelse for Tilsynsmanden med Kone. Fra Kjøkkenet kommer man ud i en Korridor med Vinduer ud til Gaarden og med 6 Celler tilvenstre. Men paa Grund af den bestandige Overfyldning er selve denne Korridor delt ved en Tvervæg i to Celler, saa der er ganske fuldt af Vanvittige fra Rum til Rum uden nogen fælles Gang; man gaar fra Celle til Celle. To og to Celler deler et Varmeapparat og i en

Celle, hvor vi fik Adgang, var der ialfald varmt og rent; men aldeles fængselaktig; nøgent og bart med Lys fra Taket og et lidet Vindu høit oppe paa Væggen. I de to Korridor-celler var der en meget snaksom Kvinde i den første og i den næste en rasende, som under vort Besøg laa sammenfalden og hvilede ud efter et Anfald. Af de oprindelige 6 Celler fik vi altsaa se der? første, der var ordentlig; de næste fire vilde Tilsynsmanden nødig aabne, fordi de syge vilde forstyrres og blive urolige for lang Tid; men den 6te Celle fik vi se nogenlunde. Det var igrunden ikke nogen Celle, men som Tilsynsmanden selv sagde, et Hul. Gittervinduet var yder ligere forspigret med Planker, hvori et Par Smaa huller. Her inde lever en Ulykkelig, der intetsomhelst Redskab eller Møbel kan betroes. Han lever i Halvmørke, i al sin Urenlighet, to Mand bringer ham Maden; hans.celle. er uden nogensomhelst Foranstaltning til Opvarmning. Lægen skal i sin Tid have protesteret mod denne Behandling: Kontrolkomiteen skal gjentagende have ytret, at noget vist burde gjøres ved dette, imidlertid ligger den Elendige idag, hvor han har ligget i to Vintre. Men foruden disse allergalste, som findes sammenpakkede i selve Dolhuset, er der jevnlig nogle mindre farlige, og de anbringer man paa Sygehuset. For Øieblikket er der 4 Vanvittige, der opbevares paa Sygehuset, og de blive passede af - af et Par Mand fra Arbeidsanstalten! En berømt Spilopmaker fra Kristianssand med Opnavnet «Columbus» har været betroe t denne Tillidspost. Her har man ligesom en hel Illustration til denne skrækkelige Kombinering: De Vanvittige blandet

med de Syge, passet af Tvangsarbeidsanstaltens Lemmer. Det hele Dolhus er ganske vist en saa forældet Indretning, at det forltirngst burde været omordnet; men som det nu er - indeklemt mellem andre Anstalter af høist forskjellig Art, kan det ikke blive til andet end en Skam for os alle. Vi gaar til den høire Fløi af Bygningerne til Tvangsarbeidsanstalten for Mænd. IV ARBEIDSANSTALTEN I 1845 blev med Hospitalet og Dolhuset forbundet en Tvangs-arbeidsanstalt i to Afdelinger, en mandlig og en kvindelig. Vi begynner med den mandlige. Selvfølgelig er Meningen med en saadan Anstalt at forbedre og stanse saadanne Personer, der er hengivne til Drik og Ørkesløshed. Men cm man vilde spørge de Folk, som har den bedste Kjendskab til Sagen, om de ved nogen, som er kommen forbedret ud av Stalten, vilde de visselig blive Svar skyldige. Langt lettere skulde det være at paavise, at Stalten for mange har været et Sted, hvor den Rest af Skamfølelse, de maaske var i Besiddelse af, den er udvisket. Og det er naturligt, at det er saa. Thi hele Ordningen ved Stalten er saadan, at den udelukker enhver Mulighed for at forbedre de Personer, som hensættes i den. Der er naturligvis i ethvert Samfund endel Mennesker, der er gledne saa langt ned i «Sumpen», at de ikke staar til at redde; og af den Art huser, som bekjendt, Arbeidsanstalten i Stavanger en meget stor Del, hvad der atter væsentlig skyldes den store Kontingent som ydes fra Kristianssand, hvor ingen saadan Indretning haves.

Vi modtager Kristiansands Udskud, fordi der er en liden Smule at tjene ved det. Disse Mennesker gjælder det nærmest at holde inden fire Vægge, for at de ikke skal forpeste sine Omgivelser og ved sit Exempel lære andre at glide ligesaa langt ned som de selv. Men hvorledes praktiseres nu dette paa vor Arbeidsanstalt? Stalten bestaar som maaske bekjendtfonden af et Soverum - udelukkende af en stor Sal, hvor alle, Store og Smaa, Unge og Gamle, opholder sig. Man kan bædre tænke sig det - end det kan beskrives, hvorledes det qaar til paa et saadant Sted; - og var det ikke saa, at vi I'ennesker kan vænnes til, hvad det skal være, saa var det uforstaaeligt, at det Opsyn, der findes ved denne Indretning, kan finde det udholdeligt, Her er altsaa fast Opholdssted for dem af Samfundets ~Udskud)), som har gjennomgaaet saaatsige alle Trin af Fornedrelsen; - de har opgivet sig selv og Samfundet har opgivet dem, og ind blandt disse Mennesker tager man saa uden videre en ung - Gut eller Mand og klemmer ind - i den selvfølgelige Hensigt, at han skal ((forbedres)). - Om denne forbedring skal vi ikke snakke; thi den ligger saaa aldeles udenfor enhver Mulighed. Vi har allerede sagt, at der i ethvert Samfund gives endel Mennesker, der neppe staar til at redde; men det, at man saa udenvidere tager saadanne, om hvem der dog kan være et Haab, og blander dem sammen med disse, er - synes vi - saa uforsvarligt, at der snarest muligt maa blive en Ende paa det. Der er en Kjendsgjerning, som ikke behøver Forklaring, at det Menneske, som er kommen paa Glid nedad, altid har let for at indgaa Forbindelse med det slette. Enhver Far og Mor kjender til dette og derfor ere de yderst rædde for, at deres Børn skal omgaaes med nogen,

som de ikke kjender tilstrækkelig. Har nu Barnet ((været i noget~, saa er de dobbelt ængstelige og sparer ingen Umage for at holde det fra slet Selskab. Ikke saaledes med vor Arbeidsanstalt; der er altid slet Selskab, eller rettere - der er altid det sletteste Selskab, som kan opdrives, og desuagtet sætter man ind i dette Selskab alle, - alle uden Undtagelse, - som man ikke synes at kunde have gaaende paa Gaden. - Der er ingen Tvivl om, at mange, som stod til at redde, er gaaet ganske under ved at komme ind i dette Seiskab; og der er kommen og kommer mange ind, som kun ved ingen eller skjev Opdragelse er ude af Stand at holde Haanden over sig selv. Mange af disse vilde ved en human og forstandig Paavirkning og Adgang til hensigtsmæssigt Arbeide kunne blive brave Mennesker. Human Paavirkning og hensigtsmæssigt Arbeide er det Grundlag hvorpaa det moderne Fængselsvæsen bygger Haab om Forbedring af de Indespærrede. Men hvorledes kan der være Tale om disse Ting ved en Anstalt, hvor intil et halvt Hundrede Mennesker er indespærret under Opsyn af en Mand. Vi sætter nemlig foreløpig ud af Betraktning den Mand, som skal være over al denne vidløftige Indretning, saa meget mere, som vi agter at ofre Administrationen en særskilt Artikel. Altsaa en Mand til at passe denne Hoben Folk og saa ikke have fornøden Sysselsættelse for dem. Der er jo lidt Snedkeri og Skomagerarbeide for dem, som kan lidt med disse Fag; men saadanne, som intet har lært, de er jo nærmest henviste til den haabløseste Ørkesløshed; thi den Stenpukning ude i Gaarden anvendes - og kan vel retferdigvis kun anvendes - som Straf. I sin Ørkesløshed fordriver da.lemmerne. Tiden med at fortælle liderlige Historier og opflamme hverandre til Had og Hævn mod Samfundet og sine Overordnede.

Man faar hellerikke noget godt Indtryk af den religiøse Pleie, som Arbeidsanstaltens Lemmer skal nyde efter Programmet. Den fælles Andagt for Mænd og Kvinder har ofte været af tvivlsom Opbyggelighed; man er nok ogsaa kommen paa den Tanke, at det kanskje var best at prøve den religiøse Paavirkning særskilt paa hvert Kjøn. Dette taler ikke til fordel for Disciplinen i Anstalten og er heller ikke noget Vidnespyrd om en sarrlig Iver eller Niwærhed fra den geistlige Side. Det er Præsten Oftedal, som for 320 kroner om Aaret har at utføre den geistlige Betjening. Men han selv kommer sjeldent, han sender enten sin Kapellan eller en anden af Sine. Der er karakteristisk at se, hvorledes Præsten ikkedestomindre til liden Baade for Indretningen holder fast paa sin Stilling. I 1886 spurgte Formandskabet Hr. Pastor Oftedal, om han ikke vilde udføre dette Arbeide for ingenting eller ialfald for et mindre Beløb, fordi man troede, at andre Prester eller Theologer vilde gjøre det gratis; men Oftedal svarede bare, at han var villig for den Godtgjørelse, Kommunebestyrelsen maatte finde passende. Derpaa svarede Formandskabet: Tilbagesendes Pastor Oftedal med Anmodning om, at besvare Forespørselen, eller opgive, for hvilket Beløb han vil vedblive sit Hverv. 4de Novbr. 1886 Ordfører L. Berentsen. Men Oftedal svarede utfortrødent: Hvilketsomhelst beløb, Kommunebestyrelsen matte finde passende, er jeg villig til at vedblive heromhandlede Hverv for. Saa forstod Formandskabet, at andet Svar var ikke at opnaa, og Betalingen blev som før 320 Kroner. Under saadanne Omstændigheter med et saa mangelfuldt Opsyn, en saa slap Disciplin, en saa forsømt og

slet Moral, maa man næsten undres over, at Voldsomheder og Ulykker ikke hænder endnu oftere; men saa feiler det da hellerikke paa stygge og vilde Optrin. Disse maa selvfølgelig undertrykkes med Vold og Magt, hvad der naturligvis sætter ondt Blod baade hos dem, der skal bruge Magten, og hos dem, hvem Magten gaar ud over. Saadant vilde for en stor Del undgaaes, om Anstalten var bedre ordnet. Ved stadigt og passende Arbeid vilde de onde Sind ikke faa tid til at olme sig op; men Arbeidet vilde ogsaa moralsk øve sin store velgjørende Virkning. Men dette kan atter kun skje ved, at der blir flere Arbeidsrum og større Tilsyn; thi de voldsomste og umulige Karakterer maa nødvendigvis, saa vidt muligt, være fjernet fra de fredsommelige, om hvem der kan være Haab om Redning. Men baade Arbeidsrummene maa være afdelte og Soverummene ikke mindre. Saaledes som det nu er indrettet, er det til Fordærvelse for alle - unge og gamle. Sovesalen er et Loft med Skraatak til begge Sider, hvorunder Sengene staar klos i hinanden. Vi har ikke faat noget ordentlig Maal paa Rommet, men efter Øiemaal kan vi aldrig tro, at et saadant Sovested holder det lovbestemte Antal Kubikmeter Luft for hver Mand. Vi beder Sundhedskommissionen tage Stedet i Øiesyn og regne med fuldt Tal af Lemmer. Efter Læggetid klokken otte skal her være lukt og slukt; men vi kan vel være visse paa, at her baade tændes lys og røges Tobak; nogen nøiagtig Aftenvisitation foretages ialfald ikke. Og her er det, vi først møder det Spørgsmaal, som siden ikke forlader den Besøgende i den kombinerede Indretning, hvorledes skulde det gaa, om her om en Ildebrand?

v OM BRANDFARE Den store toetages Sygehus-bygning er som Kroppen paa en Høvring, hvorfra udgaar to Klør, den venstre og mindste er Fløien, hvori Dolhuset, den store høire er Arbeidsanstalten med Lighus og Spindhus. Det er Træ altsammen, og alt er sammenhængende. I Hjørnet, hvor Arbeidsanstalten støder til Sygehuset, fører en brat Trap, netop saa bred som en tyk Mand, op i den kvindelige Afdeiing, der er paa Sygehusets Loft. Denne trap er dog ikke til almen Brug, for ikke at slippe den kvindeliye og mandlige Arbeidsanstalt sammen; og i Tilfælde af Brand vilde denne bratte Stige ikke være andet end en Faldgrube i Mørket. Al Trafik ovenfra gaar derfor i Sygehusets store Trappe Denne Trap er igrunden det, som tager sig best ud i hele Indretningen; den er bred og rigelig, lys og bekvem gjennom alle tre Etager - den gaar nemlig lige fra Kjælderen. Men den er som alt det andet af bare Træ. I Ildebrand vi!de den virke som et yhyre Slug, som en Ildeleder, der i et Øieblik vilde bringe Flammerne op og ned og ind i alle de lange Korridorer - fulde af tørt malet Træverk. Og hvor man gaar - ikke en Extincteur, ikke en Brandhane, ikke den mindste Stump Slange, intet Spor af, at der er tænkt paa en Mulighed for Ildebrand. Det er der ganske vist hellerikke. En af de mange fordærvelige Følger af Kombineringen er nemlig ogsaa den, at der til ingen af Anstalterne er anvendt fuld faglig Omtanke; men alt har maattet spredes, Interessen har maattet dele sig over saa meget forskjelligt, at den ene Anstalt ligefrem har

skadet den anden, saa ingen af dem er bleven fuldt ud god eller endog blot rimelig god. Thi i et Hospital af Træ med Trætrap skulde jo Øiet for hver Etage, i hver Korridor støde paa Materie1 til hurtig Slukning af Husild. Her hvor der er en saadan Art af forskjellige Individer, hvoraf mange uvorne og hensynsløse Folk, kan man intet Øieblik være sikker for en Fyrstikke i en Krog eller en Pibeglo i Sengehalmen eller sligt. De to gale i Korridorcellerne har endogsaa Væggene for de andre Cæller i sit Værge. Og desuden maa man huske, at hverken gale Folk eller syge Folk er til at redde i Farten; man maa beregne minst dobbelt saa megen Tid, forat kunne rydde et Hospital som til at redde det samme anta1 friske Mennesker. Til dette Øiemed finnes ingenting - absolut ingenting. Vi fortsaetter med 2den Afdeling af Arbeidsanstalten. VI DEN KVINDELIGE AFDELING Som Mændenes Fløy fører den omtalte trange Trappe op til Kvinderne, der altsaa har sit Tilhold i selve Sygehusets Bygning oppe paa Loftet. Her er de indespærrede i et langt lavt Loftsværelse, hvor de henlever Dagen, tørrer sine Klær, spiser sin Mad og sover om Natten, - ja der er end ikke truffet andre end de mest primitive og ubeskrivelig ækle Foranstaltninger for alle disse Menneskers naturlige Behov, hvorfor ogsaa Klagen over slet Luft er den største og stadige. Der er egentlig her oppe paa Sygehusets Loft to lange Rum bestemt til den kvindelige Arbeidsanstalt; men det største staar tomt - ialfald var der ved vort

Besøg kun et Par Kvinder med Børn, som sagdes at være syge. Vi vil her meddele den Grund, man ialmindelighed hører for dette; at det mindste Rum benyttes til de mange og ikke det største; Grunden skal være den, at det større Rum falder lige over Forstanderens Leilighed, saaat Støyen plager ham. Vi anfører dette med al Reservation; det er jo Ting, som vanskelig vilde lade sig bevise. Men vi anfører det dog som et Exempel paa de mange Ting, man faar høre. Vor Avis har allerede modtaget flere Meddelelser - saaledes ogsaa netop fra den kvindelige Anstalt, og mange Historier gaar desuden fra Mund til Mund om Stellet i den kombinerede Indretning. Men vi tør ikke indlade os paa disse specielle Tilfælde - ikke saa meget, fordi vi ikke tror dem, hellerikke af Frygt for at komme nogen for nær, men ene og alene, fordi vi ved, at det ringeste Uheld med en saadan Historie kunde forspilde vort hele Arbeide. Thi hvis vi offentlig fortalte en af de Rædselshistorier af Mishandling og Brutalitet, som er kommen os for Øre, saa vilde for det første vore Vidner i en Retsag være Folk, hvis Vidnesbyrd i og for sig veier meget lidet. Medens paa den anden Side troverdige og ustraffede Personer vilde opbyde alt, for at finde Unøiagtigheder, bortforklare og tilbakeholde, saa det tilslut kanske fik det Udseende, at Presten havde løbet med Sladder og Uefterrettelighed, og hele den Stemning, vi tilstræber at vekke hos vore Medborgere vilde kanske løbe ud i, at det hele nok ikke var saa galt i den kombinerede, som de skreg op til; man maa ikke b re paa, hvad der fortælles osv. Derfor vil vi holde ude de værste Exempler. Her er Stof nok til Forargelse, Medlidenhed og Skamfølelse bare i selve Kjendsgjerningene og de Tanker, disse maa vække.

Af og til hører rnan, at den eller den Jente eller Kone er indsat paa Stalten. Undertiden kan det ogsaa hende, at der bliver mere snak om den eller den, idet Indsætningen var ledsaget af voldsomme Opt rin, Forbandelser eller Graad. Saa hører man atter, at en Far eller Mor arbeider for at faa sin Datter ud; men vor alles Viden indskrænker sig til dette løse Snak paa Gaden; - og saa ved man ikke mere, og der er heller ingen, som gjør sig Umage med at faa vide mere. Der kan ikke godt være nogen Tvil om det berettigede i, at der i Byerne maa være et Sted, hvor saadanne Kvinder kan indsættes, som viser sig umulige, saadanne, som foruden at leve af Utugt, ogsaa er hengivne til Lediggang og Drik; men det er ogsaa berettiget, at Folk faar vide lidt mere om disse Ting, om hvad de Kvinder bestiller, hvorledes de behandles, om de forbedres: kort sagt, hvilket Liv der leves inden de Vægge, hvor disse Kvinder faar sitt Tilhold. Thi vi tør ikke slaa os tilro med, at disse Kvinder ere ~indsatte.. Vi maa mindes, at hvor dypt vi end synes, disse Kvinder er faldne. saa har vi dog alle Ansvar for, hvorledes de lever sit Liv; om der kunde gjøres noget, som var dem mere til Gavn end det, som bliver gjort. Se - dette gjør vi ikke, vi ved ikke engang Besked. Vi har opigjennem Aarene seet paa Byens Væxt og Udvidelse med Velbehag indtil Stolthed, og rent ud glemt, at ogsaa disse uhyggelige Ting gradvis-har voxet - voxet i Størrelse og Uhygge. Der er neppe nogen Paragraf i Fattigloven, som skriger høiere fra sin forgjemte Plads imod al den Moral, som spotvis endnu kaldes den moderne, end denne at en Politimester har sex Maaneders Hals og Haand over Piger, der følger strafløse Mænd til Drik og forbuden Elskov.

Først er hendes Erhverv erklæret ulovlig, saa fører dette med sig nesten alt det, som er paa Kant med Ordensregler for Byen. Hun følger, hvor der er Drik - lovlig og ulovlig; hvor lyssky Mandfolk suger sine Lidenskaber tilfredsstillede med en ringe Resico, der er hun den, paa hvem Retfærdighedens Klo falder; og midt i sit Liv, midt i sit Selskab, hvis Raahed ikke er mere hendes end de andres, er hun Samfundets Sonoffer for den krænkede Moral; og hendes Indespærring Udtrykket for vor sædelige Indignation. Man tænkte sig sex Maaneder af sit Liv - et halvt Aar af fin Ungdom! En Pige.incisat)> i Vaarmaanederne, har Sommerens Sol, Varmen, vor knebne Naturs korte Blomstring - hun har det at nyde paa Staltens gjenlukkede Loftskammer. Og naar hun slipper ud paa Høsten - forpint, opstemt i alle sine Løfter og i Ungdommens Lystighed naar hun da slipper ud til 01 og Mandfolk, ja - saa er hun jo med Nødvendighed om kort Tid moden til en ny ~Indsætningn, som visselig heller ikke vil udeblive. Er her ikke noget raaddent? er der ikke et Hjerteløshedens og Uretfærdighedens Hul i vor saakaldte sædelige Bevidsthed? Samles der ikke Mandfolk, som tilslut maa erkjende: dette er for galt?- - Nu er der naturligvis for manges Vedkommende en stor Lighed mellem de kvindelige og mandlige lemmer af Arbeidsanstalten. Paa begge Steder er der mange, som har bidt Hovedet af al Skam, - ja der er dem, der sætter en Ære i Skammen. Og ligesom ud fra denne Betragtning er det, man ogsaa paa denne Afdeling hober alle Lemmerne sammen i et Rum. Vi nævnte før Klagerne over Mangel paa frisk Luft. Der er nemlig ikke vel muligt at faa luftet. Thi

paa det fælles Skraakammer er der tildels ogsaa gamle Koner, Koner og Piger med Pattebørn og saa de almindelige Piger. Naar nu disse Unge maa og vil have Luft og slaar op et Tagvindu, saa jamrer de gamle og de med Børn over Kulde og Træk. Man kan nu tænke sig, hvorledes det gaar. Disse Mennesker er ifølge Liv og Opdragelse tilbøielige til Trætte, selv hvor ingen Grund er; hvor meget galere blir det saa ikke her, hvor begge Partier har omtrent lige Ret. Men denne Hob indestængte Kvinder uden frisk Luft eller Spor af Ventilation er ogsaa en af de mørke Pletter i den kombinerede. Hvad bestiller nu disse Mennesker? og hvem har Tilsyn med dem og Arbeidet? Det første er ikke godt at beskrive; nærmest Sandheden er det vel, at Arbeidet bestaar hovedsageligt i at lappe, stoppe og udbedre Arbeidsanstaltens Lemmers Klæder. Nu vel - Arbeidet kunde være godt nok; men der er den Feil ved det, at naar man stadig og altid skal have disse gamle Filler for Øie, saa blir man lei af Arbeidet, og det er jo netop Arbeidslysten, som skulde vækkes her. Det er vel helst Mangel paa Arbeidslyst, som er den nærmeste Aarsag i, at disse Kvinder hefinder sig her; thi intet i Livet er saa velsignet til at holde borte fra Fristelser og Laster som Arbeide, og disse Kvinder har vel fra sin tidligste Barndom været overladte til sig selv. Stort bedre er det nu hellerikke med dem her. De er paa det nærmeste overladte til sig selv; idet hele Ledelsen og Tilsynet paahviler en enkelt Kvinde, som til og med har sit eget Husstel at varetage. Der er ikke forebragt os noget, som i mindste Maade er til Forkleinelse for