BESKATNING AF OVERFØRSEL AF BILER I EU SAMT DERES GRÆNSEOVERSKRIDENDE ANVENDELSE

EUROPA-KOMMISSIONEN GENERALDIREKTORAT BESKATNING OG TOLDUNION BESKATNING AF OVERFØRSEL AF BILER I EU SAMT DERES GRÆNSEOVERSKRIDENDE ANVENDELSE *** ORIENTERING OM DEN EUROPÆISKE BORGERS RETTIGHEDER OG PLIGTER (TAXUD/255/02) 09.09.2002 Opmærksomheden henledes på, at de meninger, der kommer til udtryk i dette dokument, ikke er bindende for Kommissionen. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at det ikke tilkommer Kommissionen at give juridiske råd, og at spørgsmål om fortolkningen af EU retten kun kan afklares bindende af Domstolen. 1

INDLEDNING I. ANVENDELSE AF MOMS VED KØB ELLER LEJE AF EN BIL I EN ANDEN MEDLEMSSTAT A. Købafbilienandenmedlemsstat B. Leje af bil i en anden medlemsstat II. ALMINDELIGE REGLER FOR ANVENDELSE AF ANDRE AFGIFTER PÅ BILER FRA ANDRE MEDLEMSSTATER A. Fastlæggelse af medlemsstaternes kompetence til at beskatte biler B. Almindelige grænser for medlemsstaternes beføjelser til at beskatte biler, der er indført fra en anden medlemsstat III. SÆRLIGE REGLER FOR AFGIFTSFRITAGELSE I FORBINDELSE MED ENDELIG ELLER MIDLERTIDIG OVERFØRSEL AF BILER TIL EN ANDEN MEDLEMSSTAT A. De afgiftsmæssige konsekvenser af endelig overførsel af biler til en anden medlemsstat i forbindelse med overflytning af sædvanligt opholdssted B. Midlertidig anvendelse af biler i en anden medlemsstat end bopælsstaten KONKLUSION INDLEDNING A. Hvad er formålet med denne orientering For brugeren er bilen et vigtigt befordringsmiddel og derfor også et vigtigt middel til at udnytte den fri bevægelighed, der er hjemlet i EF traktaten. Mange borgere medbringer således bilen, når de midlertidigt rejser til eller slår sig endeligt ned i en anden medlemsstat. Andre borgere køber eller lejer bil i en anden medlemsstat. Samtidig er bilbeskatningen en vigtig indtægtskilde for staternes budgetter. Denne beskatning er ikke i sig selv ubegrundet, eftersom biler er årsag til meget store omkostninger (udgifter til vejinfrastruktur, miljøskader, omkostninger som følge af overbelastning af vejnettet osv.). Der rejser sig således mange spørgsmål for EU s borgere vedrørende de afgiftsmæssige konsekvenser af disse grænseoverskridende overførsler af biler. Formålet med dette dokument er at give et svar på disse spørgsmål. Dokumentet omhandler kun personbiler, der overføres fra en medlemsstat til en anden. B. Relevant lovgivning a. Bilskatterne har ikke hidtil været gjort til genstand for en samlet harmonisering i Den Europæiske Union. I 1983, da de indre grænser mellem medlemsstaterne stadig fandtes, blev der udstedt to direktiver for at overvinde enkelte af de afgiftsmæssige hindringer for 2

den fri bevægelighed for biler på medlemsstaternes område 1 : direktiv 83/182 af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse inden for Fællesskabet ved midlertidig indførsel 2 af visse transportmidler 3 og direktiv 83/183 af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse ved privatpersoners endelige indførsel af personlige ejendele fra en medlemsstat 4. Med virkning fra 1. januar 1993 blev der ved direktiv 91/680 af 16. december 1991 indført en ny særlig momsordning, der finder anvendelse ved køb af biler i en anden medlemsstat 5. Siden dette tidspunkt har direktiv 83/182 og 83/183 ikke fundet anvendelse for så vidt angår moms. Ud over disse retsakter er der grund til at fremhæve en allerede temmelig omfattende retspraksis fra Domstolens side, som har præciseret og begrænset medlemsstaternes kompetence med hensyn til beskatning af biler, der overføres fra en medlemsstat til en anden. Denne retspraksis baserer sig ikke kun på bestemmelserne i de to direktiver fra 1983, men også på EF traktatens grundlæggende regler (navnlig artikel 90 (tidligere artikel 95)). b. Denne traktat har i øvrigt i de seneste år undergået store forandringer. I den sammenhæng er der god grund til at understrege hensigten med oprettelsen af et indre marked, som nu omfatter et område uden indre grænser, hvor den fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital er sikret i henhold til traktatens bestemmelser (EF traktatens artikel 14). I dette indre marked er den fri bevægelighed, som tidligere kun gjaldt for personer, der udøver en økonomisk aktivitet, blevet udvidet til at omfatte alle EU s borgere (EF traktatens artikel 18) og til dels også statsborgere fra tredjelande (EF traktatens artikel 62, stk. 1). Det er derfor helt selvfølgeligt, at man ikke kan acceptere en indirekte krænkelse af denne frihed forårsaget af en urimelig beskatning af biler, som er det vigtigste middel til udøvelse af denne fri bevægelighed. Efter Kommissionens opfattelse skal de ovennævnte direktiver og de øvrige relevante bestemmelser derfor fortolkes i lyset af dette princip om fri bevægelighed. 1 2 3 4 5 På dette tidspunkt fandtes der allerede visse internationale konventioner såsom toldkonventionen om midlertidig indførsel af private køretøjer benyttet til vejfærdsel, der blev indgået den 4. juni 1954 i New York i De Forenede Nationers regi. Udtrykket indførsel blev ikke tilpasset ved ophævelsen af de indre grænser i Den Europæiske Union den 1. januar 1993. Siden dette tidspunkt har det været retligt mere korrekt at tale om overførsel af et gode fra en medlemsstat til en anden. Offentliggjort i EFT L 105 af 23. april 1983, s. 59, ændret ved direktiv 89/604 af 23. november 1989 (EFT L 348 af 29. november 1989, s. 28) og direktiv 91/680 af 16. december 1991 (EFT L 376 af 31. december 1991, s. 1). Offentliggjort i EFT L 105 af 23. april 1983, s. 6, ændret ved direktiv 89/604 af 23. november 1989 (EFT L 348 af 29. november 1989, s. 28), direktiv 91/680 af 16. december 1991 (EFT L 376 af 31. december 1991, s. 1) og direktiv 92/12 af 25. februar 1992 (EFT L 76 af 23. marts 1992, s. 1). Offentliggjort i EFT L 376 af 31. december 1991, s. 1. Bestemmelserne i dette direktiv indeholder ændringer foretaget i sjette momsdirektiv (77/388) af 17. maj 1977. 3

I. ANVENDELSE AF MOMS VED KØB ELLER LEJE AF BIL I EN ANDEN MEDLEMSSTAT Denne første del omhandler de harmoniserede momsregler, der anvendes ved køb og leje af biler, som personer med bopæl i én medlemsstat køber eller lejer i en anden medlemsstat med henblik på i det mindste overvejende anvendelse i deres bopælsstat. A. Købafbilienandenmedlemsstat På dette område sondres der i momslovgivningen mellem nye og brugte køretøjer. Det skal dog understreges, at begreberne nyt og brugt køretøj i momsmæssig henseende adskiller sig fra den brug, der gøres af disse udtryk i daglig tale. En bil anses således i momsmæssig henseende for ny, når leveringen finder sted højst seks måneder efter datoen for første ibrugtagning, eller når køretøjet på leveringstidspunktet har tilbagelagt højst 6 000 km. Hvis ingen af disse to betingelser er opfyldt, betragtes bilen ikke længere som ny (artikel 28a, stk. 2, litra b), i sjette momsdirektiv). 1. En privatperson køber en ny bil hos en afgiftspligtig person eller en privatperson i én medlemsstat med henblik på at medbringe den til en anden medlemsstat Når en privatperson køber et sådant nyt køretøj i en medlemsstat med det formål at sende dette køretøj til en anden medlemsstat, hvor det skal indregistreres og bruges, tages der ingen moms i afgangsstaten, men købet momsberigtiges i den medlemsstat, som køretøjet sendes til uafhængigt af sælgerens status (afgiftspligtig person eller privatperson). Det er således momsen i modtagermedlemsstaten, der finder anvendelse. Formålet med denne særlige ordning er at begrænse handelsforskydningerne i sektoren for nye biler. Hvis denne særordning ikke var blevet indført, ville forskellene i momssatserne (eventuelt kombineret med forskelle i de priser, der tages i de forskellige medlemsstater) have ansporet forbrugerne til at købe deres biler i de medlemsstater, hvor momssatsen er lavest. Samtidig har EU lovgiveren truffet en særlig foranstaltning med det formål at undgå en kumulering af afgifter i det tilfælde, hvor et nyt køretøj, der er genstand for EU erhvervelse, som skal afgiftsberigtiges i bestemmelsesstaten, sælges af en privatperson. Denne sælger er således berettiget til at fradrage den moms, som han selv har betalt ved købet, indførslen eller erhvervelsen i EU af bilen (artikel 28a, stk. 4, i sjette momsdirektiv). Dette fradrag er dog kun muligt med maksimalt det momsbeløb, som sælgeren skulle have erlagt, hvis leveringen var blevet afgiftsberigtiget i hans egen medlemsstat 6. 6 Dette kan illustreres med følgende eksempel: en privatperson køber en ny bil til 20 000 EUR plus 5 000 EUR i moms. Derefter sælger han bilen der ifølge momslovgivningen betragtes som ny for 16 000 EUR til en privatperson, der sender den til en anden medlemsstat. Dette andet salg momsberigtiges i den anden medlemsstat. Hvis det havde været afgiftsberigtiget i den første medlemsstat, ville momsen have beløbet sig til 4 000 EUR. Sælgeren kan derfor hos sin bopælsstat få refunderet 4 000 EUR af den moms, han betalte ved købet af bilen. 4

2. En privatperson køber en bil, der ikke længere er ny, i én medlemsstat med henblik på at medbringe den til en anden medlemsstat I dette tilfælde bestemmes momsordningen af sælgerens status: hvis sælgeren er en privatperson (eller en afgiftspligtig person, som ikke har kunnet fradraget den moms, som han selv har betalt for bilen), skal der hverken betales moms af denne erhvervelse i afgangs eller modtagermedlemsstaten hvis sælgeren er en afgiftspligtig forhandler, vil denne normalt anvende særordningen med beskatning af fortjenstmargenen. Dette betyder, at han anvender sin stats moms på den fortjenstmargen, han opnår ved salget af denne brugte bil (uden at dette momsbeløb er nævnt på fakturaen). I dette tilfælde skal salget ikke afgiftsberigtiges i bestemmelsesstaten hvis sælgeren er en afgiftspligtig person, der selv har kunnet fradraget momsen af bilen, finder den normale beskatningsordning anvendelse. Det betyder, at sælgeren som hovedregel påfører fakturaen sin egen medlemsstats moms. Det er dog muligt, at leveringen vil skulle momsberigtiges i modtagermedlemsstaten, bl.a. når køretøjet sendes til den anden medlemsstat af sælgeren eller for dennes regning, hvis denne afgiftspligtige sælgers leveringer i modtagermedlemsstaten overstiger en vis tærskel (som fastsættes af medlemsstaterne), eller hvis sælgeren vælger beskatning i bestemmelsesstaten. Under alle omstændigheder skal det understreges, at dette salg kun kan momsberigtiges i én af de berørte medlemsstater. Dobbeltbeskatning er således udelukket. B. Leje af bil i en anden medlemsstat Når en privatperson lejer en bil hos et udlejningsselskab med hjemsted i en anden medlemsstat, er beskatningsstedet for denne tjenesteydelse det sted, hvor den, der yder tjenesten, har etableret enten hjemstedet for sin økonomiske virksomhed eller et fast forretningssted, hvorfra tjenesteydelsen leveres (artikel 9, stk. 1, i sjette momsdirektiv). Momsen af lejen kan derfor kun opkræves af den medlemsstat, hvor den, der yder tjenesten, har etableret sig 7. II. ALMINDELIGE REGLER FOR ANVENDELSE AF ANDRE AFGIFTER PÅ BILER FRA ANDRE MEDLEMSSTATER A. Fastlæggelse af medlemsstaternes kompetence til at beskatte biler På EU rettens nuværende stade har medlemsstaterne stadig i vid udstrækning kompetence til at opretholde eller indføre afgifter på biler. Fastlæggelsen af, hvilke biler der falder under anvendelsesområdet for sådanne indenlandske afgifter, hænger i almindelighed sammen med bilernes indregistrering. Allerede i en meddelelse af 15. maj 1996 bemærkede Kommissionen, at det ikke kan tillades en privatperson at indregistrere sit køretøj i en medlemsstat efter eget valg, idet en sådan tilladelse ville bevirke, at alle 7 EF domstolen, 17. juli 1997, C 190/95, ARO Lease, Sml. 1997, I 4383, og EF domstolen, 7. maj 1998, C 390/96, Lease Plan Luxembourg, Sml. 1998, I 2571. 5

køretøjer ville blive indregistreret i det land, hvor afgiftssatsen var lavest 8. Kommissionen stadfæstede ved den lejlighed det princip, at enhver skal indregistrere sit køretøj i den medlemsstat, hvor han har sit sædvanlige opholdssted 9. I de fleste tilfælde vil det være let at fastlægge dette sædvanlige opholdssted. Med hensyn til fastlæggelse af det sædvanlige opholdssted i de situationer, hvor borgeren midlertidigt er bosiddende og rejser i en anden medlemsstat, er der fastsat præcise kriterier i artikel 7 i direktiv 83/182/EF 10. Kommissionen bemærker dog, at det kvantitative kriterium, som der bl.a. henvises til i denne artikel (ophold af mere end 185 dages varighed om året på et bestemt sted), ifølge Domstolens retspraksis ikke kan betragtes som bestemmende, hvis andre faktorer giver sig udslag i en anden situation 11. Desuden kan det efter Kommissionens opfattelse forsvares, at en bil dersom en person, der er bosiddende i én medlemsstat, benytter den ikke midlertidigt på sit sekundære opholdssted i en anden medlemsstat indregistreres i denne anden stat. Denne opfattelse kan ligeledes begrundes med andre forhold, eksempelvis behovet for periodiske bilsyn 12. B. Almindelige grænser for medlemsstaternes beføjelser til at beskatte biler, der er indført fra en anden medlemsstat Selv om medlemsstaterne har bevaret vidtstrakte beføjelser til at indføre eller opretholde afgifter på køretøjer, er der fastsat visse restriktioner for disse beføjelser, for så vidt angår deres virkninger for biler, der er indført fra en anden medlemsstat: disse afgifter må ikke i samhandelen mellem medlemsstaterne give anledning til formaliteter i forbindelse med grænsepassage (artikel 3, stk. 3, i direktiv 92/12/EF) 13 disse afgifter må ikke udgøre afgifter med samme virkning som told (EF traktatens artikel 23 og 25) disse afgifter må ikke være diskriminerende for indførte biler (EF traktatens artikel 90 m.fl.). Disse betingelser gælder både for indførsler foretaget af personer med bopæl i den medlemsstat, hvortil bilerne overføres, og for overførsler foretaget af personer med bopæl i en anden medlemsstat, f.eks. når en ikke bosiddende overfører sin bil med det formål at henføre den til sit sekundære opholdssted i indførsels staten. De to sidste betingelser analyseres nedenfor. 8 9 10 11 12 13 Fortolkende meddelelse fra Kommissionen om typegodkendelse og indregistrering af køretøjer, som tidligere har været indregistreret i en anden medlemsstat, EFT C 143 af 15. maj 1996, s. 4, punkt V.1.; jf. EF domstolen, 21. marts 2002, C 451/99, Cura Anlagen, punkt 42, og generaladvokatens konklusioner af 25. september 1999 i samme sag, punkt 45. Spørgsmålet om, hvorvidt denne regel også gælder for udlejningsbiler, er genstand for en igangværende præjudiciel sag ved Domstolen (C 451/99, Cura Anlagen). Denne bestemmelse svarer til artikel 6 i direktiv 83/183/EØF. EF domstolen, 23. april 1991, C 297/89, Ryborg, Sml., s. I 1943. Jf. generaladvokatens konklusioner af 25. september 1999 i sag C 451/99, Cura Anlagen, punkt 45. Offentliggjort i EFT L 76 af 23. marts 1992, s. 1. 6

1. Forbud mod afgifter med samme virkning Medlemsstaterne må ikke indføre eller opretholde afgifter med samme virkning som importtold eller eksporttold på biler, der indføres fra eller udføres til en anden medlemsstat, dvs. afgifter, der pålægges biler på grund af passage af en indre grænse i Unionen (EF traktatens artikel 23 og 25). Dog omfatter begrebet afgift med samme virkning som told ikke en afgift, der knytter sig til et generelt indre beskatningssystem, dvs. en afgift, der systematisk omfatter visse kategorier goder ud fra objektive kriterier, der anvendes uafhængigt af godernes oprindelse (se punkt 2 nedenfor). Det er imidlertid ret almindeligt, at de medlemsstater, der anvender meget høje afgifter, som pålægges én gang (ofte, men ikke altid, i forbindelse med indregistreringen ved bilens ibrugtagning på deres område), ikke fremstiller (eller kun fremstiller meget få) biler. I dette tilfælde rammer denne afgift i praksis kun indførte biler, selv om den teoretisk set rammer alle biler. Efter Kommissionens opfattelse udgør en sådan afgift imidlertid ikke en afgift med samme virkning som importtold, fordi den rammer alle biler.... 2. Forbud mod diskriminerende indre beskatning EU retten forbyder ikke alene afgifter, der kun opkræves som følge af passage af grænsen, men også generelle afgifter (på såvel nye som brugte indenlandske og indførte køretøjer), hvis disse generelle afgifter er diskriminerende for indførte biler. a) EF traktatens artikel 90 Dette forbud mod diskriminerende indre beskatning er udtrykkeligt fastsat i EF traktatens artikel 90. Denne bestemmelse slår bl.a. følgende fast: hvis der i en medlemsstat findes en indenlandsk produktion af nye biler, må denne medlemsstat ikke direkte eller indirekte pålægge biler fra andre medlemsstater interne afgifter af nogen art, som er højere end de afgifter, der direkte eller indirekte pålægges lignende indenlandske varer 14 (artikel 90, stk. 1) den pågældende medlemsstat må heller ikke pålægge biler fra andre medlemsstater interne afgifter, som indirekte vil kunne beskytte indenlandsk produktion af andre biler (artikel 90, stk. 2). 14 For at vurdere lighedens omfang skal det undersøges, om bilerne har analoge egenskaber og opfylder samme behov blandt forbrugerne. Det er tilfældet, hvis disse køretøjer som følge af deres egenskaber og de behov, som de opfylder, konkurrerer indbyrdes. Omfanget af konkurrence mellem to modeller bestemmes af det omfang, hvori de imødekommer forskellige krav, bl.a. med hensyn til pris, størrelse, komfort, ydeevne, forbrug, holdbarhed og pålidelighed. 7

1. Generelle bemærkninger En sådan diskrimination kan kun finde sted, hvis der er indførte biler, som befinder sig i en (måske potentiel) konkurrencesituation i forhold til de indenlandske biler. Domstolen har allerede fastlagt, at hvis der ikke finder nogen indenlandsk bilproduktion sted i en medlemsstat, og hvis den nationale lovgivning fastsætter en anvendelse af en særdeles høj engangsafgift på disse nye biler uden sondring med hensyn til, om disse biler er indenlandske eller indførte, kan den pågældende afgift ikke betragtes som diskriminerende i henhold til EF traktatens artikel 90 15. Derimod forhindrer EF traktatens artikel 90 en national lovgivning, der indeholder bestemmelser om lempeligere beskatning af nye biler, som måtte blive fremstillet på det nationale område, end af nye indførte biler, også selv om den indenlandske produktion af biler måtte være særdeles lille eller ikke eksisterende 16. Forskellig behandling af indenlandske varer og indførte varer kan skyldes en række forskellige faktorer med tilknytning til eksempelvis afgiftssats, beskatningsgrundlag 17 eller de afgiftsmæssige bestemmelser 18. Det skal understreges, at enhver forskelsbehandling er forbudt, også selv om den diskriminerende virkning kun optræder i visse tilfælde 19. Det skal understreges, at EF traktatens artikel 90 ikke begrænser den enkelte medlemsstats ret til at fastlægge et differentieret beskatningssystem, ikke en gang for ensartede varer, på grundlag af objektive kriterier såsom de benyttede råvarers egenart eller de anvendte produktionsmetoder. En sådan differentiering er forenelig med EU retten, hvis det derved tilstræbes at virkeliggøre økonomisk politiske mål, der også er forenelige med traktatens og den afledte rets krav, og hvis bestemmelserne herom direkte eller indirekte forhindrer enhver form for forskelsbehandling af indførsler fra andre medlemsstater eller beskyttelse af konkurrerende nationale varer. En henvisning til bilernes mere eller mindre forurenende karakter er således et objektivt kriterium, der er uafhængigt af varernes oprindelse. Tilsvarende er en henvisning til et vist slagvolumen som tærskel mellem to afgiftssatser et objektivt kriterium, der er uafhængigt af varernes oprindelse. For det sidstnævnte kriteriums vedkommende der a priori er objektivt vil Kommissionen dog bemærke, at medlemsstaterne til tider har fundet anledning til at manipulere dette eller at fastlægge bilernes 15 16 17 18 19 EF domstolen, 11. december 1990, C 47/88, Kommissionen/Danmark, Sml., s. I 4509. Der henvises i den forbindelse til generaladvokatens forenede konklusioner i sagerne C 90/94, Haahr, C 242/95, GT Link, C 114/95, Texaco, og C 115/95, Olieselskabet, Sml., s. I 4085, punkt 86 89. Hvis beskatningsgrundlaget for indenlandske biler eksempelvis er deres værdi ab fabrik, medens der indgår transport, distributions eller salgsomkostninger i beskatningningsgrundlaget for indførte biler, eller hvis en medlemsstat på brugte biler indført fra andre medlemsstater anvender et beskatningssystem, hvor nedskrivningen af de pågældende bilers faktiske værdi beregnes generelt og abstrakt på grundlag af skønsmæssige kriterier eller tabeller, der ikke sikrer, at den forfaldne afgifts størrelse blot i visse tilfælde ikke overstiger den restafgift, der indgår i værdien af tilsvarende biler, som allerede er indregistreret på det nationale område. Eksempelvis hvis der indrømmes den, der skal erlægge afgiften, betalingsfaciliteter, når der er tale om en indenlansk bil, men ikke eller i mindre omfang, når der er tale om en indført bil. EF domstolen, 22. februar 2001, C 393/98, Gomes Valente, Sml., s. I 1327. 8

skattehestekræfter på en sådan måde, at deres nationale produktion beskyttes. Domstolen har allerede haft lejlighed til at præcisere de betingelser, hvorunder dette kriterium skal anvendes for ikke at være diskriminerende 20. 2. Den særlig situation for brugte biler Anvendelsen af ikke periodiske afgifter på indførte brugtbiler skaber et særligt problem i henseende til overholdelsen af EF traktatens artikel 90, bl.a. når de brugte indenlandske biler ikke afgiftsberigtiges som sådanne, fordi de allerede blev afgiftsberigtiget, da de var nye (på indregistrerings eller ibrugtagningstidspunktet), og der derfor blev pålagt dem denne afgift på dette tidspunkt 21. Domstolen har medgivet, at en sådan beskatning kan eksistere, men kun med den tilbageværende del af den afgift, der indgår i værdien af tilsvarende indenlandske brugte biler, hvis EF traktatens artikel 90, stk. 1, skal overholdes. Denne grænse i form af den tilbageværende del af den afgift, som indgår i værdien af tilsvarende indenlandske brugte biler, gælder endog i en situation, hvor det af medlemsstaten benyttede beskatningskriterium ikke er den brugte bils værdi, men f.eks. dens slagvolumen 22. Domstolen præciserede ved samme lejlighed, at den tilbageværende del af den afgift, der indgår i værdien af en indenlandsk brugtbil (tidligere afgiftsberigtiget, i almindelighed som ny) med samme karakteristika som en indført brugtbil, falder proportionalt med den faktiske nedskrivning af bilen. Afgiftsnedsættelsen for det indførte brugte køretøj (i forhold til den afgift, der blev pålagt dette køretøj som nyt) skal således være proportional med den faktiske nedskrivning af det pågældende køretøj 23. I praksis er denne beregning som regel særdeles kompliceret, hvilket 20 21 22 23 EF traktatens artikel 90 indeholder et forbud mod at underkaste biler, der overskrider en vis skattemæssig motoreffekt, en særlig fast særafgift, der er flere gange højere end den højeste sats for den progressive afgift, der skal erlægges for biler, der ikke har denne skattemæssige motoreffekt, dersom de eneste biler, der rammes af særafgiften, er indførte biler, herunder biler indført fra andre medlemsstater (EF domstolen, 9. maj 1985, 112/84, Humblot, Sml., s. 1367). Et vægtafgiftssystem, der dels ved indførelse af et beskatningsinterval, som omfatter højere skattemæssige motoreffekter end de andre, bremser den normale afgiftsprogression til gunst for luksusbiler af nationalt fabrikat, dels indeholder bestemmelser om fastlæggelse af en skattemæssig motoreffekt, der er til ugunst for biler indført fra andre medlemsstater, udgør en forskelsbehandling eller beskyttelse i henhold til EF traktatens artikel 90 (EF domstolen, 17. september 1987, 433/85, Feldain, Sml., s. 3528). Derimod kan et bilbeskatningssystem ikke anses for diskriminerende alene med den begrundelse, at den hårdest beskattede kategori kun omfatter indførte varer, herunder varer indført fra andre medlemsstater (se EF domstolen, Kommissionen/Grækenland, 5. april 1990, C 132/88, Sml., s. I 1567). Ved indenlandsk køretøj forstås et køretøj, der i forvejen er indregistreret eller udbudt på markedet i den pågældende medlemsstat, også selv om det er fremstillet i en anden medlemsstat (se EF domstolen, 11. december 1990, C 47/88, Kommissionen/Danmark, Sml., s. 4509, punkt 17). EF domstolen, 9. marts 1995, C 345/93, Nunes Tadeu, Sml., s. I 479. Ved fastlæggelsen af det maksimale afgiftsbeløb for det indførte brugte køretøj (når der findes tilsvarende brugte køretøjer på det indenlandske marked) skal følgende fremgangsmåde følges: (1) fastlæggelse af den afgift, som ville have fundet anvendelse på det indførte brugte køretøj, hvis det havde været indført som nyt; (2) beregning af den faktiske nedskrivning af værdien af dette brugte køretøj i forhold til dets værdi som nyt på indførselsstatens indenlandske marked; det er med henblik derpå nødvendigt at fastlægge prisen på det indførte køretøj på indførselsstatens indenlandske marked dels i ny stand, dels i den stand, hvori det rent faktisk befinder sig, under hensyn til alle dette brugte køretøjs karakteristika; (3) nedsættelse af det i punkt (1) fastsatte afgiftsbeløb proportionalt med den i punkt (2) beregnede faktiske nedskrivning af køretøjet. 9

temmelig ofte bevirker, at medlemsstaterne vælger at følge særlige skønsmæssige metoder ved fastlæggelsen af afgiften på indførte brugte køretøjer 24. Det skal i den sammenhæng præciseres, at EF traktatens artikel 90 pålægger medlemsstaterne en klar og ubetinget forpligtelse; denne forpligtelse er ikke opfyldt, hvis beskatningen af den indførte vare og beskatningen af den tilsvarende indenlandske vare beregnes forskelligt og ved hjælp af forskellige bestemmelser, der omend måske kun i visse tilfælde fører til en højere beskatning af den indførte vare 25. Indførselsmedlemsstaten kan ikke påberåbe sig nogen praktiske vanskeligheder som begrundelse for en forskelsbehandling til ugunst for de indførte varer 26. b) Andre bestemmelser i EF traktaten Forbuddet mod at anvende diskriminerende skatteordninger findes også i andre bestemmelser i EF traktaten såsom artikel 49. I denne artikel forbydes restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser, for så vidt angår statsborgere, der er bosat i en anden medlemsstat end modtageren af den pågældende ydelse 27. Denne bestemmelse er ensbetydende med et forbud mod, at medlemsstaterne anvender en diskriminerende afgiftsordning på biler lejet hos et udlejningsselskab, der er etableret ienandenmedlemsstat 28. 24 I praksis er de medlemsstater, der har indført en engangsafgift (ikke periodisk), som hovedregel henvist til i alt væsentligt at benytte én af følgende tre beregningsmetoder: (1) de overlader det til et ekspertudvalg i hvert tilfælde for sig at vurdere det indførte brugte køretøjs værdi på det indenlandske marked; (2) de benytter en meget detaljeret og offentlig tabel over de brugte køretøjers værdi på det indenlandske marked opdelt på mærker og modeller og under hensyntagen til køretøjets alder og det antal kilometer, det har tilbagelagt før indførslen ; (3) de fastsætter afgiftens nedsættelsessats skønsmæssigt på grundlag af køretøjernes alder. Som anført af Domstolen i dommen Gomes Valente (EF domstolen, 22. februar 2001, C 393/98, Sml., s. I 1327, punkt 24, 26 og 28) skal der, for at en skønsmæssig tabel i tilstrækkeligt nøjagtigt omfang afspejler køretøjernes faktiske nedskrivning, tages hensyn til det pågældende køretøjs alder, mærke, model, kilometerantal, fremdrivningsmetode, mekaniske stand og almindelige vedligeholdelsesstand. Domstolen har eksempelvis statueret, at den årlige nedskrivning af bilernes værdi som hovedregel er mærkbart større end 5%, og at denne nedskrivning ikke er lineær, navnlig ikke i de første år, hvor den er meget kraftigere, end det senere er tilfældet (EF domstolen, 23. oktober 1997, C 375/95, Kommissionen/Grækenland, Sml., s. I 5981). Under alle omstændigheder skal enhver metode til fastlæggelse af nedskrivningen af brugte køretøjer være fuldt gennemsigtig, for at den kan vurderes af den nationale dommer, når den afgiftspligtige mener, at anvendelsen af denne metode på det køretøj, som han har indført, fører til en beskatning af det indførte køretøj, der er hårdere end beskatningen af et hvilket som helst tilsvarende indenlandsk køretøj, EF domstolen, 22. februar 2001, C 393/98, Sml. s. I 1327, EF domstolen, 18. december 1997, C 284/96, Tabouillot, Sml., s. I 7471, EF domstolen, 26. juni 1991, C 152/89, Kommissionen/Luxembourg, Sml., s. I 3141, og EF domstolen, 26. juni 1991, C 153/89, Kommissionen/Belgien, Sml., s. I 3171. 25 26 27 28 Se EF domstolen, 23. oktober 1997, C 375/95, Kommissionen/Grækenland, Sml. s. I 5981, punkt 20 og 29. Se i den forbindelse punkt 19 i den tidligere nævnte dom Nunes Tadeu. Dette forbud omfatter imidlertid ikke objektivt begrundede restriktioner, der er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Jf. EF domstolen, 7. maj 1998, C 390/96, Lease Plan Luxembourg, Sml., s. I 2571. 10

I den forbindelse bemærker Kommissionen, at afgifter, der tilsyneladende anvendes på samme måde på udlejningstjenesteydelser leveret i en medlemsstat af en udlejningsvirksomhed beliggende i samme medlemsstat og på udlejningstjenesteydelser leveret i samme medlemsstat af en udlejningsvirksomhed beliggende i en anden medlemsstat, kan vise sig at være uforenelige med EF traktatens artikel 49. Hvis det f.eks. drejer sig om en afgift, der opkræves én gang for alle (og ikke på grundlag af lejemålets længde eller lejens størrelse), kan en udlejningsvirksomhed i den førstnævnte stat udleje køretøjerne gentagne gange eller sælge dem i den pågældende medlemsstat uden ekstra betaling, medens en konkurrent i en anden medlemsstat skal erlægge samme afgiftsbeløb, eventuelt for et meget kort lejemål. Efter Kommissionens opfattelse udgør en sådan beskatning en ekstrabyrde for den virksomhed, der er etableret i den anden medlemsstat, og kan afskrække folk fra at indgå kontrakt med udlejningsvirksomheder, der er etableret i en anden medlemsstat. For at den skal være forenelig med EU retten, skal der træffes foranstaltninger til sikring af, at denne afgift opkræves pro rata temporis. Denne holdning fra Kommissionens side er for øvrigt allerede bekræftet i en dom afsagt af Domstolen den 21. marts 2002 29. III. SÆRLIGE REGLER FOR AFGIFTSFRITAGELSE I FORBINDELSE MED ENDELIG ELLER MIDLERTIDIG OVERFØRSEL AF BILER TIL EN ANDEN MEDLEMSSTAT A. De afgiftsmæssige konsekvenser af endelig overførsel af biler til en anden medlemsstat i forbindelse med overflytning af sædvanligt opholdssted Hvilke afgiftsregler finder anvendelse, når en bil endeligt overføres fra en medlemsstat til en anden som led i en overflytning af opholdssted? Dette spørgsmål blev taget op i direktiv 83/183 af 28. marts 1983 om afgiftsfritagelse ved privatpersoners endelige indførsel af personlige ejendele fra en medlemsstat. 1. Forbud mod beskatning af endelig overførsel af køretøjer Grundlaget for dette direktiv er, at den medlemsstat, hvortil bilen endeligt overføres, kan beskatte brugen af bilen i dette land (artikel 1, stk. 2) som det er tilfældet for de øvrige biler, der benyttes i dette medens selv overførslen ikke må udløse nogen beskatning, forudsat at den pågældende bil er erhvervet på de normale beskatningsvilkår i oprindelsesmedlemsstaten (jf. artikel 2, stk. 2, litra a)). Med henblik herpå er det i direktivet stipuleret, at medlemsstaterne skal indrømme en afgiftsfritagelse for de forbrugsafgifter, der normalt opkræves ved privatpersoners endelige indførsel af personlige ejendele fra en anden medlemsstat (artikel 1, stk. 1) 30. Alle afgifter, for hvis vedkommende overførslen af en bil fra en medlemsstat til en anden medlemsstat som led i en overflytning af opholdssted er den udløsende begivenhed, er derfor forbudt. 29 30 EF domstolen, 21. marts 2002, C 451/99, Cura Anlagen. Det skal bemærkes, at en sådan endelig overførsel heller ikke skal momsberigtiges. Det sidstnævnte forbud følger af, at en sådan overførsel ikke anses for en afgiftspligtig transaktion i sjette momsdirektiv 77/388. 11

Kommissionen bemærker, at forbuddet også gælder for afgifter, som via en anden udløsende begivenhed rent faktisk har som result, at indførslen af en bil fra en anden medlemsstat skal afgiftsberigtiges. Under denne synsvinkel mener Kommissionen, at opkrævning af indregistreringsafgift i den medlemsstat, hvortil bilen endeligt overføres i forbindelse med en overflytning, kan betragtes som en sådan beskatning, der rent faktisk er det samme som at afgiftsberigtige indførslen af denne bil. Derimod lægger direktivet ingen hindringer i vejen for en opkrævning af gebyrer ( afgifter ), der står i forhold til de administrative omkostninger ved formaliteterne i forbindelse med denne nye indregistrering (artikel 1, stk. 2) 31. Det skal bemærkes, at Domstolen ikke hidtil er blevet bedt om at tage stilling til dette spørgsmål. 2. Betingelser for indrømmelse af fritagelse i bestemmelseslandet Hvis den udløsende begivenhed har tilknytning til indførslen af bilen i den anden medlemsstat, knytter der sig ifølge direktiv 83/183 af 28. marts 1983 adskillige kumulerede betingelser til fritagelsen for automobilafgifter,: de overførte biler skal rent faktisk have været benyttet af den pågældende inden overflytningen af opholdsstedet; medlemsstaterne kan kræve, at denne anvendelse har fundet sted i mindst seks måneder inden overflytningen af opholdsstedet (artikel 2, stk. 2) bilerne skal være overført til indførsels medlemsstaten senest 12 måneder efter overflytningen af det sædvanlige opholdssted (artikel 7, stk. 2) de biler, for hvis vedkommende der er indrømmet afgiftsfritagelse, må i 12 måneder efter den afgiftsfri indførsel ikke overdrages, udlejes eller udlånes undtagen i behørigt begrundede tilfælde, der godkendes af de kompetente myndigheder i indførsels medlemsstaten (artikel 4). På det pågældende tidspunkt fastlagde EU lovgiveren disse nøjagtige regler for at give medlemsstaterne sikkerhed for, at den derved opnåede (delvise) harmonisering ikke indebar risici for misbrug eller skattesvig. Det skal dog understreges, at en anvendelse af regler af generel rækkevidde, som automatisk udelukker visse kategorier transaktioner fra at nyde godt af den afgiftsmæssige fordel, uanset om der rent faktisk finder skatteunddragelse eller skattesvig sted, ville være mere vidtgående end det, der er nødvendigt for at bekæmpe et sådant skattesvig eller en sådan skatteunddragelse 32. Efter Kommissionens opfattelse skal de pågældende bestemmelser derfor fortolkes fleksibelt i overensstemmelse med almindelig sund fornuft og under hensyntagen til målet dermed, der er at forhindre misbrug og skattesvig. B. Midlertidig anvendelse af biler i en anden medlemsstat end bopælsstaten Det sker ofte, at personer med opholdssted i en medlemsstat midlertidigt benytter deres bil deres egen bil eller en lejet eller lånt bil i en anden medlemsstat til private eller 31 32 Jf. udtrykket motor vehicle registration fees i den engelske udgave af direktivetsartikel 1, stk. 2. EF domstolen, 17. juli 1997, C 28/95, Leur Bloem, Sml., s. I 4161, punkt 44 (vedrørende direktiv 90/434/EØF), EF domstolen, 29. maj 1997, C 63/96, Skripalle, Sml., s. I 2847, og EF domstolen, 19. september 2000, C 177/99 og C 181/99, Ampafrance (vedrørende moms). 12

erhvervsmæssige formål. Som hovedregel bør dette ikke have afgiftsmæssige følger, forudsat at det drejer sig om en overførsel af kort varighed. 1. Forbud mod beskatning af midlertidigt overførte biler a) Et forbud, der er generelt For så vidt angår denne situation, skal det først og fremmest bemærkes, at medlemsstaterne naturligvis ikke må opkræve afgifter, der i forvejen er forbudt i forbindelse med endelig overførsel af køretøjer, herunder indregistreringsafgifter og afgifter, hvis udløsende begivenhed er eller i praksis bliver det samme som beskatning af indførsel af biler fra en anden medlemsstat (jf. punkt III.A. ovenfor). Det siger nemlig sig selv, at det ikke kan pålægges ikke bosiddende, der midlertidigt indfører en bil, at betale afgifter, som disse medlemsstater end ikke må opkræve ved en endelig overførsel. Desuden indeholder direktiv 83/182 af 28. marts 1983 en bestemmelse om, at de medlemsstater, hvortil bilen midlertidigt overføres, skal indrømme personer med bopæl 33 i de øvrige medlemsstater en fritagelse for forbrugsafgifter og de afgifter, som specifikt er anført i bilaget til direktivet (artikel 1, stk. 1). Dette direktiv omfatter således også afgifter i tilknytning til brug af bilen (navnlig vægtafgifter) 34. Formålet med dette forbud er naturligvis at undgå dobbeltbeskatning, idet bilerne allerede underkastes en sådan beskatning der anses for ækvivalent i indregistreringsstaten. Det skal bemærkes, at den midlertidige afgiftsfri anvendelse ikke er begrænset til ét køretøj. En begrænsning af antallet af biler, som kan nyde godt af afgiftsfritagelsen, kan nemlig hindre den fri bevægelighed for personer med bopæl i EU, som direktivet tværtimod skal være til gavn for 35. Det forlanges heller ikke i direktivet, at den, der nyder godt af afgiftsfritagelsen, også er ejer af den bil, som han kører i 36. b) men tidsmæssigt begrænset 1. Hovedregel: afgiftsfritagelse i 6 måneder pr. periode af 12 måneder 33 34 35 36 Direktivets artikel 7 og 8 omhandler fastlæggelse af de pågældende personers sædvanlige opholdssted. De deri fastlagte kriterier falder uden for denne meddelelses dækningsområde. Kommissionen vil her nøjes med at oplyse, at bevisbyrden for det sædvanlige opholdssted påhviler de pågældende personer, men at de kan fremlægge dette bevis ved hjælp af alle egnede midler (artikel 7, stk. 2). Desuden skal det bemærkes, at disse bestemmelser har været omhandlet i visse domme fra Domstolen, som klarlægger fortolkningen deraf (EF domstolen, 23. april 1991, C 297/89, Ryborg, Sml., s. I 1943, og EF domstolen, 12. juli 2001, C 262/99, Louloudakis). Som det allerede er fremhævet i indledningen, har direktiv 83/182 ikke længere nogen virkninger på momsområdet. For denne afgifts vedkommende er situationen enkel: ifølge sjette momsdirektiv finder der ikke nogen momsberigtigelse sted, når en bil fra en medlemsstat midlertidigt anvendes i en anden medlemsstat. EF domstolen, 29. maj 1997, C 389/95, Klattner, Sml., s. I 2719, punkt 26. Jf. generaladvokatens konklusioner i sag C 389/95, Klattner, Sml., 1997, I 2722, punkt 25. 13

Ifølge direktivet indrømmes afgiftsfritagelsen i en sammenhængende eller ikke sammenhængende periode på højst 6 måneder pr. periode af 12 måneder (som ikke nødvendigvis svarer til kalenderåret) (artikel 3 og artikel 4, stk. 2). Dette gælder både, hvadenten bilen anvendes til private eller til erhvervsmæssige formål. Direktivet indeholder ikke nogen bestemmelser om, hvordan der skal føres bevis for varigheden af et køretøjs ophold på en medlemsstats område. Selv om medlemsstaterne fortsat har kompetence til at fastsætte bestemmelser om denne bevisførelse, skal de valgte midler respektere enkeltpersoners ret til fri bevægelighed 37. Under denne synsvinkel bør der henvises til EF traktatens artikel 62, som forbyder medlemsstaterne at benytte sig af kontrolmidler, der giver anledning til formaliteter i forbindelse med passage af EU s indre grænser 38. Efter Kommissionens opfattelse vil den frist på seks måneder, der er fastsat i direktivet, som hovedregel være tilstrækkeligt lang til, at borgerne fuldt ud kan nyde godt af deres ret til at rejse i en anden medlemsstat end deres bopælsstat. Det er nemlig ikke urimeligt at antage, at en borgers tilstedeværelse i en anden medlemsstat i en periode, der overstiger 6 måneder, indebærer et vist element af blivende ophold, som gør det muligt for sidstnævnte medlemsstat at opkræve periodisk vægtafgift og endog at kræve indregistrering, som omfatter de omkostninger (gebyrer), der knytter sig til denne indregistrering af bilen. Af hensyn til den fri bevægelighed for personer skal denne betingelse imidlertid anvendes rimeligt i overensstemmelse med almindelig sund fornuft og under hensyntagen til målet dermed, der er at forhindre misbrug og skattesvig. 2. Særlige undtagelser Af selvindlysende årsager er der i følgende tilfælde ikke fastsat nogen begrænsninger af afgiftsfritagelsens varighed (artikel 5): ved brug af en bil, der er indregistreret i det land, hvor brugeren har sit sædvanlige opholdssted, for så vidt angår den strækning, der regelmæssigt tilbagelægges på en anden medlemsstats område for at komme frem og tilbage mellem bopælen og den virksomhed, hvor den pågældende arbejder 39 37 38 39 Se EF domstolen, 2. august 1993, C 9/92, Kommissionen/Grækenland, Sml., s. I 4467, og generaladvokatens konklusioner i sag C 389/95, Klattner, Sml., 1997, s. I 2730, punkt 28. Dette forbud er udtrykkeligt stadfæstet i artikel 22, stk. 8, i sjette momsdirektiv og i artikel 3, stk. 3, i direktiv 92/12 om punktafgifter. I en dom af 6. juli 1988 udtalte Domstolen sig om den omvendte situation, hvor en bil, der af en arbejdstager blev brugt til at tilbagelægge ruten mellem opholdssted og arbejdssted, var stillet til hans rådighed af hans arbejdsgiver, der var etableret i en anden medlemsstat (sag 127/86, Ledoux, Sml., s. 3741). Bilen var indregistreret og afgiftsberigtiget i arbejdsgiverens hjemland. Bilen vendte med jævne mellemrum tilbage til dette land og skulle efter planen endeligt tilbageføres til det ved afslutningen af ansættelsesforholdet mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren. Arbejdstageren kunne som sidegevinst gøre privat brug af bilen (også på den stats område, hvor han var bosiddende). Som følge af, at overdragelsen vedrørte en periode, der ikke strakte sig ud over ansættelsesforholdet med arbejdstageren, stipulerede Domstolen, at arbejdstagerens bopælsmedlemsstat skulle indrømme afgiftsfritagelsen. Denne dom vedrørte begivenheder, der fandt sted, inden direktiv 83/182 var udstedt, men var baseret på samme logik. 14

ved en studerendes brug af en personbil, der er indregistreret i den medlemsstat, hvor han har sit sædvanlige opholdssted, på en medlemsstats område, hvor den studerende udelukkende opholder sig i studieøjemed 40. Desuden er det i direktivet fastsat, at afgiftsfritagelsen strækker sig over 7 måneder pr. periode af 12 måneder, hvis der er tale om en bil indført af en formidler (artikel 4, stk. 2) 41. 2. Betingelser for indrømmelse af afgiftsfritagelse Der knytter sig visse særlige betingelser til den i direktiv 83/182 fastsatte afgiftsfritagelse: a) Forbud mod at sælge, udleje eller udlåne bilen Ifølge direktivet må en privatperson, der midlertidigt overfører sin bil til en anden medlemsstat med henblik på privat anvendelse, ikke overdrage eller udleje bilen i denne medlemsstat, og han må heller ikke udlåne den til en person med bopæl i denne stat (artikel 3) 42. De samme forbud gælder for biler, der anvendes til erhvervsmæssige formål. I dette sidstnævnte tilfælde må bilen desuden ikke en gang udlånes til en person, der ikke har sin bopæl i den stat, hvortil bilen midlertidigt overføres (artikel 4) 43. Når dette forbud anvendes på biler til erhvervsmæssig brug, gælder det også i de ovennævnte særtilfælde, hvor personer bruger bilen til at rejse fra deres bopæl til deres arbejdsplads på en anden medlemsstats område, og hvor studerende opholder sig i en anden medlemsstat i studieøjemed (artikel 5, stk. 2). Eksistensberettigelsen for denne betingelse er ligefrem: dens mål er at forhindre, at personer med bopæl i medlemsstater med (meget) høje bilskatter søger at unddrage sig disse høje afgifter ved at anvende biler, der er solgt, udlejet eller udlånt til dem af personer med bopæl i andre medlemsstater. Også dette forbud skal imidlertid fortolkes fornuftigt. Man kan nemlig ikke forbyde dem, der nyder godt af fritagelsen, at udføre normale daglige handlinger eller at imødegå tydeligt ekstraordinære situationer. Efter Kommissionens opfattelse gælder forbuddet mod at udlåne bilen således ikke, hvis den, der nyder godt af fritagelsen, befinder sig i bilen, selv om den føres af en person med bopæl i den stat, hvortil den midlertidige indførsel har fundet sted. Man kan heller ikke sidestille den situation, hvor en person med bopæl i en medlemsstat, 40 41 42 43 Ved direktivets artikel 9, stk. 3, er der indført en særordning for Danmark, som bemyndiges til at anse enhver person (også studerende), der kommer fra en anden medlemsstat, for at have sit sædvanlige opholdssted i Danmark, hvis den pågældende opholder sig dér et år eller 365 dage inden for en periode på 24 måneder. I den nævnte bestemmelse fastsættes der imidlertid for at undgå dobbeltbeskatning regler om og endog en forpligtelse til samråd mellem de berørte medlemsstater. I direktiv 83/182 defineres formidlere under henvisning til artikel 3 i direktiv 64/224. Dette direktiv er ophævet og erstattet med direktiv 1999/42 af 7. juni 1999. Formidlere er nu defineret i bilag A, første del, liste V, litra a), til sidstnævnte direktiv. Der er dog fastsat en særlig undtagelse for udlejningsvirksomheder. Når en bil på samme tid bruges til private og erhvervsmæssige formål, bestemmes den ordning, som den skal være underlagt, af den dominerende brug af bilen (EF domstolen, 6. juli 1988, 127/86, Sml., s. 3741). 15

der midlertidigt aflægger besøg hos sin familie eller hos venner i en anden medlemsstat, lejlighedsvis giver et medlem af sin familie eller en ven(inde) tilladelse til at benytte sin bil, med et forbudt udlån. Et andet eksempel findes i Profant dommen, hvor Domstolen fastslog, at indgåelse af ægteskab mellem en studerende, der foretager studier i en anden medlemsstat, og en statsborger i samme medlemsstat, der arbejder i denne anden medlemsstat, ikke nødvendigvis indebærer overførsel af den studerendes sædvanlige opholdssted 44. b) Særlige betingelser, når der er tale om erhvervsmæssig brug En privatperson, der overfører sin bil, kan i bestemmelsesstaten anvende den til private eller erhvervsmæssige formål, men han må ikke anvende den til inden for denne stat at foretage personbefordring mod vederlag eller industriel eller kommerciel varetransport (artikel 4, stk. 1). Kommissionen vil i denne meddelelse nøjes med at bemærke, at denne begrænsning efter dens opfattelse ikke gælder, hvis personerne blot følges ad under bilrejsen, dersom udgifterne deles mellem de enkelte befordrede personer. Når bilen anvendes erhvervsmæssigt, kan den medlemsstat, hvortil bilen overføres, anmode om sikkerhedsstillelse, hvis der foreligger alvorlig tvivl om, hvorvidt bilen er indført midlertidigt af en person med bopæl i en anden medlemsstat (artikel 8). I så fald kan brugeren af denne bil til enhver tid kræve denne sikkerhedsstillelse tilbagebetalt, hvis han senere fremlægger bevis for, at han rent faktisk har sit sædvanlige opholdssted i en anden medlemsstat. Myndighederne skal frigive sikkerhedsstillelsen inden for to måneder efter det tidspunkt, hvor dette bevis endeligt fremlægges (artikel 8, stk. 2). Det skal understreges, at størrelsen af denne sikkerhedsstillelse skal for at efterleve proportionalitetsprincippet være afpasset efter de faktiske forhold. Under denne synsvinkel mener Kommissionen, at sikkerhedsstillelsens størrelse skal være begrænset til de bilafgifter, som vil forfalde til betaling i denne stat, hvis det ikke lykkes den pågældende at bevise, at han har sit sædvanlige opholdssted i en anden medlemsstat. KONKLUSION Kommissionen har i denne orientering søgt at fortolke de rettigheder, som privatpersoner kan udlede af EU retten på bilbeskatningsområdet. Efter Kommissionens opfattelse kan en række problemer, som EU s borgere står over for, løses ved fortolkning af EU bestemmelserne under skyldig hensyntagen til den fri bevægelighed i Det Europæiske Fællesskab, som er det indre markeds bærende element. Enhver kan påberåbe sig disse rettigheder ved en national forvaltning eller domstol. Disse nationale domstole kan forelægge Domstolen anmodninger om præjudicielle afgørelser om 44 EF domstolen, 3. oktober 1985, C 249/84, Profant, Sml., s. 3237. Ifølge denne dom kan den studerende principielt nyde godt af fritagelsen i al den tid, hans studier står på, forudsat at han ikke udtrykker ønske om endeligt at slå sig ned i den medlemsstat, hvor hans studier foregår. 16

fortolkningen af EU bestemmelserne. Borgerne kan eventuelt indgive klager til Europa Kommissionen. Det skal dog understreges, at Kommissionen kun kan behandle sager, hvor forvaltningen i en medlemsstat generelt krænker visse bestemmelser i EU lovgivningen. 17