Orientering til forældrene Velkommen til Gribskov Gymnasium!
Vi håber, at jeres børn vil få tre gode år her på skolen! Vi vil gøre alt hvad vi kan for at eleverne her hos os oplever spændende og engageret undervisning, og at de får gode arbejdsvaner og bliver klædt godt på til deres videre uddannelse. Vi lægger vægt på, at eleverne oplever, at de bliver taget alvorligt og inddraget i beslutninger vedrørende skolens liv og deres egen undervisning. Vi forventer til gengæld af eleverne, at de deltager aktivt i såvel undervisning som i aktiviteterne på skolen. Der stilles store krav til elevernes evne til at planlægge deres arbejde, passe deres lektier og afleveringer. Vi håber derfor på, at I som forældre vil støtte dem i deres hjemmearbejde og advare dem imod for meget erhvervsarbejde. Vi ser gerne et tæt samarbejde mellem forældre og skole. I er til enhver tid velkomne til at kontakte skolen. På www.gribskovgymnasium.dk kan I finde omtale af diverse arrangementer samt billeder fra skolens liv. Introduktion af nye 1g ere Introduktionen af de nye elever er lagt i hænderne på lærerne og GG-guider som er elever fra overklassen som har meldt sig til at hjælpe nye elever på plads. Introduktionen har mange sider: Faglige samt indføring i skolens IT-platforme, bibliotek, ordensregler mm., og sociale, her kan f.eks. nævnes: Introtur til Melby, introfest, skovtur mm. Arrangementer for elever og forældre 1g forældreaftenen (19. september 2012). Det er en aften, hvor I kan møde klassens øvrige elever og deres forældre samt en række af klassens lærere og rektor. Skolens fødselsdag første fredag i november er årets største fest for elever, forældre og lærere. Aftenen starter med spisning i de enkelte klasser og efterfølgende fest, hvor der er mulighed for at opleve elevoptræden, anden levende musik mm. Forældrekonsultation (14. november 2012). Eleverne modtager en invitation via lectio og melder tilbage, hvilke lærere de ønsker at tale med. Forældrekonsultationen er en god lejlighed til at høre, hvordan det går i fagene, men den kan også bruges til at tale med læreren om valg af studieretning o.lign. Skolekomedien indtager scenen i kultursalen i slutningen af januar. Vi har tradition for, at omkring 100 af skolens elever samt en række lærere opfører en særdeles seværdig forestilling, hvor lærere har skrevet både tekst og musik. Forårsevent, filmfestival og dimission vil I blive nærmere informeret om på skolens hjemmeside.
Robin Hood 2012
Undervisning og lectio Undervisningen finder typisk sted i tidsrummet 8.15-15.50, hvor der afholdes 3-4 lektioner à 100 minutter. Enkelte dage kan skoledagen være endnu længere f.eks. hvis klassen skal på ekskursion. Lectio er et vigtigt redskab for elever, lærere og administration. Det er der, vi holder styr på skema, forsømmelser, undervisningsbeskrivelser (undervisningens indhold), eksamener, lektier, karakterer, aktiviteter ud af huset mm. Eleverne har pligt til dagligt at følge med i lectio, som kan hentes via skolens hjemmeside. Som forælder kan man i lectio se skemaet for en elev/klasse og altså også eventuelle skemaændringer. Har en elev været fraværende fra en lektion, er det elevens ansvar i lectio at anføre årsagen til fravær. I tilfælde af længerevarende sygdom beder vi om, at skolens kontor får besked. Skal man ind og se mere fortrolige oplysninger som forsømmelser, karakterer o.lign. kræver det, at man har en kode. Eleverne får udleveret en personlig lectiokode ved skolestart. Hvis I gerne vil følge med i fravær/karakterer for din søn/datter kræver det altså, at du får lov til at bruge deres adgangskode. Aktiviteter på skolen uden for skoletid Skolen er åben hver dag til kl. 22. Det betyder, at eleverne er velkomne til at bruge vores faciliteter både til skolearbejde og til frivillige aktiviteter. Lektiecafé. Afholdes mandag-torsdag. Det fremgår af elevernes skema i lectio hvornår der er lektiecafé i de enkelte fag. I lektiecaféen kan man få hjælp til det skriftlige arbejde. Der er en faglærer til stede. Frivillig idræt/musik/billedkunst. Annonceres på morgensamling/ i lectio. Caféaftener og Elevfester. Arrangeres af elevernes festudvalg. Økonomi Man skal påregne nogle udgifter i forbindelse med et gymnasieforløb, f.eks. til regnemaskine (eller regnesoftware til computeren) og ordbøger. Derudover kan der være udgifter til ekskursioner og studieture. Elever kan ikke pålægges at deltage i ekskursioner og studieture, som påfører dem udgifter over 70,-.
Studieture Studieturen er en faglig tur. Studietursmålet bestemmes af klassens teamlærere, som tilbyder et/to rejsemål. Studieturene tager som hovedregel udgangspunkt i mindst ét af klassens studieretningsfag. Studieture er et tilbud til klassen. Såfremt enkeltelever ikke ønsker at deltage, vil de blive tilbudt alternativ undervisning. Ønsker et større antal elever ikke at deltage i den tilbudte studietur, bliver studieturen ikke til noget. Vi har arbejdet bevidst på at etablere kontakter til skoler i udlandet med henblik på udveksling, som både giver eleverne et dybere indblik i kulturen i de lande vi besøger og giver os et pust fra fjerne lande, når vi modtager genbesøg her på skolen. Klassens elever og forældre orienteres så tidligt som muligt om studietursplaner, så der er mulighed for at starte en opsparing. Vi bestræber os på at gøre studieturene så billige som muligt for eleverne. For almindelige studieture er der et loft på 4000,-. Skolen har partnerskoler i Plzen (Tjekkiet), Istanbul, Barcelona, og Bremen samt i North Carolina (USA) og i Jiaxing (Kina). Studieture til oversøiske destinationer er typisk længere og dyrere end de 4000,-. Klasser, der skal til Kina og USA, tilbydes at arbejde nogle timer for skolen (f.eks. opstoling efter sidste blok) til gengæld for et økonomisk tilskud til studieturen.
IT Langt de fleste elever bruger i dag deres egen bærbare computer i forbindelse med skolearbejdet. Skolen har stationære computere rundt omkring i studieområderne, som eleverne er velkomne til at bruge også efter skoletid. Skolen stiller ikke krav om, at alle elever skal have deres egen computer, men anbefaler det. Især i forbindelse med matematik på B og A niveau, hvor undervisningen tager udgangspunkt i at eleverne sidder med matematik software på computeren. I vores særlige moodle-klasser (1u og 2u), hvor lærerne i alle fag anvender computerne mere aktivt i undervisningen, er det nødvendigt at medbringe computer dagligt. Moodle-klasserne bliver informeret særligt om, hvad brugen af platformen Moodle indebærer. Studie- og ordensregler På skolens hjemmeside kan I finde vores studie- og ordensregler (http://www.gribskovgymnasium.dk/da/om-skolen/studie-og-ordensregler/ ). Reglerne skal sikre et godt studiemiljø, så alle elever kan få et så godt udbytte af undervisningen som muligt. Vi vil her særligt fremhæve, at eleverne har møde- og afleveringspligt, og at de forventes at møde forberedt til timerne og deltage aktivt i undervisningen. Vi gør fra skolens side meget for at håndhæve disse regler, både for at sikre den enkelte elevs udbytte, men også for at sikre at undervisningen kan fungere hensigtsmæssigt.
Ved større problemer med forsømmelser kontakter vi forældrene, såfremt eleven er under 18 år. Studievejledning Alle elever er tilknyttet en studievejleder, som blandt andet kan hjælpe eleven med individuel vejledning i forbindelse med gennemførelsen af gymnasieforløbet samt kollektiv vejledning i forbindelse med endeligt valg af studieretning og valg af valgfag. Eleverne og deres forældre er velkomne til at kontakte studievejlederne i deres træffetid, som kan oplyses på kontoret.
www.gribskovgymnasium.dk tlf: 48 79 84 10/ post@gribskovgymnasium.dk