EUROPA-KOMMISSIONEN. Bruxelles, den 7.12.2010 SEC(2010) 1545 final. Vejledning

EUROPA-KOMMISSIONEN Bruxelles, den 7.12.2010 SEC(2010) 1545 final Vejledning i anvendelse af Den Europæiske Unions regler om statsstøtte, offentlige indkøb og det indre marked på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og navnlig socialydelser af almen interesse DA DA

I forbindelse med høringsprocessen, som blev indledt med Kommissionens meddelelse om socialydelser af almen interesse fra april 2006 1, har Kommissionen modtaget en række spørgsmål om, hvordan Den Europæiske Unions regler om statsstøtte, offentlige indkøb og det indre marked anvendes på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og navnlig på socialydelser af almen interesse. Med denne vejledning søger Kommissionen at besvare spørgsmålene om anvendelsen af statsstøttereglerne på socialydelser af almen interesse og tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Ligeledes besvares spørgsmålene om anvendelsen af reglerne om offentlige indkøb på socialydelser af almen interesse for at klarlægge de forpligtelser, som påhviler de offentlige myndigheder, når de køber socialydelser på markedet. Endelig vil Kommissionen gerne give svar på spørgsmål om, hvordan reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser og etableringsfrihed (i det følgende omtalt som "reglerne om det indre marked") anvendes på socialydelser af almen interesse, og hvordan servicedirektivets regler 2 anvendes på disse ydelser. I svarene henviser vi så vidt muligt til retspraksis eller de specifikke bestemmelser i de gældende tekster for at vejlede den interesserede læser, som ønsker yderligere oplysninger. Vejledningen udgør den første ajourføring af de arbejdsdokumenter, der blev offentliggjort i 2007, og formålet er at gøre rede for de nye spørgsmål, der er indkommet til Kommissionen via den interaktive informationstjeneste, der blev oprettet i januar 2008, og i forbindelse med møder mellem Kommissionens tjenestegrene, de offentlige myndigheder og de øvrige aktører. Denne ajourføring dækker også udviklingen inden for retspraksis, eventuelle ændringer i gældende lovgivning samt det arbejde, som Udvalget for Social Beskyttelse har udført på dette område 3. Denne vejledning er et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene. Det skal give svar af teknisk art, især på baggrund af koncise og til tider forenklede sammendrag af lovgivningen og retspraksis inden for statsstøtte, offentlige indkøb og det indre marked samt Kommissionens beslutninger om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og navnlig socialydelser af almen interesse, for så vidt angår statsstøtte. Vejledningen er ikke ansvarspådragende for Europa-Kommissionen som institution. 1 2 3 Meddelelse fra Kommissionen - Iværksættelse af Fællesskabets Lissabon-program - Socialydelser af almen interesse i Den Europæiske Union, KOM(2006)177 endelig, SEK(2006)516. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EUT L 376 af 27.12.2006, s. 36). Se Udvalget for Social Beskyttelses rapport om EU-rettens anvendelse på socialydelser af almen interesse fra november 2008 på: http://ec.europa.eu/social/main.jsp?catid=758&langid=da. DA 2 DA

1. INDLEDNING... 14 2. BEGREBET TJENESTEYDELSER AF ALMEN ØKONOMISK INTERESSE... 17 2.1. Hvad er en tjenesteydelse af almen interesse?... 17 2.2. Hvad er en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse? Er det obligatorisk for de offentlige myndigheder at indføre dette begreb i deres interne regelsæt?... 17 2.3. Hvad er en socialydelse af almen interesse?... 17 2.4. Har medlemsstaterne et vist råderum med hensyn til at definere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse?... 18 2.5. Kan Kommissionen fremlægge en liste over de kriterier, som de offentlige myndigheder vil kunne bruge til at definere, hvad der kendetegner en tjenesteydelse af almen interesse?... 19 2.6. Sætter EU-lovgivningen grænser for medlemsstaternes råderum til at definere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse?... 19 2.7. Er der eksempler på grænser for et åbenbart urigtigt skøn i medlemsstaternes definition af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse?... 20 2.8. Er det muligt at anse visse finansielle tjenesteydelser for at være tjenesteydelser af almen økonomisk interesse?... 20 2.9. Kan det at skabe og opretholde arbejdspladser i en virksomhed for at udvide dens forsknings- og udviklingsaktiviteter (inden for biofarma f.eks.) anses for at være tjenesteydelser af almen økonomisk interesse?... 21 3. Spørgsmål om anvendelsen af statsstøttereglerne på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og navnlig socialydelser af almen interesse... 22 3.1. Anvendelse af statsstøtteregler på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse... 22 3.1.1. Hvornår finder reglerne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde om statsstøtte anvendelse på tilrettelæggelsen og finansieringen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse?... 22 3.1.2. Hvornår betegnes en aktivitet som "økonomisk" ifølge konkurrencereglerne?... 22 3.1.3. Kan udøvere af et liberalt erhverv udgøre "virksomheder" ifølge konkurrencereglerne?... 23 3.1.4. Hvornår betegnes en aktivitet som "ikkeøkonomisk" ifølge konkurrencereglerne?.. 24 3.1.5. Når en offentlig myndighed yder information og rådgivning til borgerne inden for sit kompetenceområde, udøver den da en økonomisk aktivitet ifølge konkurrencereglerne?... 25 3.1.6. Kan statsstøttereglerne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde anvendes på tjenesteydere, der driver virksomhed uden gevinst for øje?... 25 3.1.7. Er socialcentre, som forvalter socialydelser af almen interesse (f.eks. ældreomsorg og handicaphjælp), underlagt statsstøttereglerne?... 26 DA 3 DA

3.1.8. Er det statsstøtte, at en kommune uddeler værdikuponer til visse brugerkategorier til køb af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse?... 26 3.1.9. Er der tale om statsstøtte, når der ydes socialhjælp til bestemte modtagere såsom husholdninger med lav indkomst (f.eks. ud fra deres faktiske udgifter til opnåelse af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse og/eller andre objektive kriterier forbundet med deres personlige situation), og den udbetales ved, at en betalingsformidler betaler tjenesteyderen direkte?... 26 3.1.10. Visse tjenesteydelser af almen økonomisk interesse leveres ofte i en lokal sammenhæng. Påvirker de virkelig samhandelen mellem medlemsstaterne?... 27 3.1.11. Påvirkes samhandelen virkelig, når der kun er en enkelt erhvervsdrivende, der leverer en bestemt tjenesteydelse af almen økonomisk interesse i et givet område?... 28 3.1.12. Er der eksempler på lokale tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som ikke rigtig synes at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne?... 28 3.1.13. Hvad sker der, når en aktivitet er økonomisk og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne?... 29 3.1.14. Betyder anvendelsen af konkurrencereglerne, at medlemsstaterne skal ændre tilrettelæggelsen og driften af deres tjenesteydelser af almen økonomisk interesse? 29 3.1.15. Hvad sker der, når en offentlig myndighed yder kompensation for en tjenesteydelse af almen interesse, som anses for at være økonomisk?... 30 3.1.16. Hvordan kan en offentlig myndighed finansiere en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse?... 30 3.1.17. Pålægges de offentlige myndigheder i kraft af statsstøttereglerne at tilrettelægge tjenesteydelser af almen økonomisk interesse på en bestemt måde?... 30 3.1.18. Kan de finansielle bevillinger, der afsættes i forbindelse med overdragelse af kompetencer mellem offentlige myndigheder i forbindelse med privatisering, sidestilles med statsstøtte?... 30 3.1.19. Medfører finansieringen af et in house-selskab ifølge reglerne om offentlige indkøb, som leverer tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, at statsstøttereglerne ikke finder anvendelse?... 31 3.2. Altmark-dommen og lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. 31 3.2.1. Hvad præciserer Domstolen i Altmark-dommen?... 31 3.2.2. Kan en medlemsstat med henblik på anvendelsen af kriteriet om en veldrevet gennemsnitsvirksomheds udgifter på forhånd fastsætte en referenceudgift?... 33 3.2.3. Hvilke konsekvenser har det at anvende Altmark-kriterierne eller ikke at anvende dem?... 34 3.2.4. Hvad er konsekvenserne, hvis en kompensation for en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse faktisk udgør statsstøtte?... 34 3.2.5. Hvad er målsætningerne for henholdsvis beslutningen og rammebestemmelserne? Er der forskel på de to tekster?... 35 DA 4 DA

3.2.6. I hvilke tilfælde finder beslutningen anvendelse?... 35 3.2.7. Der findes tilfælde, hvor virksomheden, der modtager kompensation for offentlig tjeneste, indgår i en koncern eller består af et ad hoc-selskab, der er oprettet til levering af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse. Refererer tærsklen på 100 mio. EUR for årlig omsætning i disse tilfælde til en enkelt juridisk enhed eller hele koncernen?... 36 3.2.8. Er tærsklerne på 30 mio. EUR for årlig kompensation og 100 mio. EUR for støttemodtagerens omsætning i beslutningens artikel 2, litra a), kumulativ? Hvad betyder det?... 36 3.2.9. Hvilke betingelser for forenelighed er der fastlagt i henholdsvis beslutningen og rammebestemmelserne?... 36 3.2.10. Falder lufthavne med over 1 mio. passagerer ind under beslutningen, hvis kompensationen for offentlig tjeneste er under 30 mio. EUR, og virksomheden, der driver lufthavnen har en årlig omsætning på under 100 mio. EUR?... 37 3.2.11. Hvilken forbindelse er der mellem beslutningen og forordning 1370?... 37 3.2.12. Hvad er forskellen mellem rammebestemmelserne og de særlige regler for forenelighed i transportsektoren?... 38 3.2.13. Hvad er forskellen på betingelserne i Altmark-dommen og de betingelser, der er fastlagt i beslutningen og rammebestemmelserne?... 38 3.2.14. Hvor længe har beslutningen og rammebestemmelserne været gældende? Har de tilbagevirkende kraft?... 39 3.2.15. Opstår der af lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse en ret for virksomhederne til at modtage støtte i form af kompensation for offentlig tjeneste? 39 3.3. Anmeldelse af støtte, der overskrider beslutningens tærskler... 40 3.3.1. Er det nødvendigt at anmelde en støtte, der overskrider de tærskler, der er defineret i beslutningens artikel 2, litra a), til Kommissionen?... 40 3.3.2. Hvis en støtte i form af kompensation for offentlig tjeneste kan være fritaget for anmeldelse på grundlag af beslutningen, er der så pligt til at sende et informationsark til Kommissionen?... 40 3.3.3. I tilfælde af at staten over for regionen eller andre lokalforvaltninger afviser at anmelde en støtte i form af kompensation for offentlig tjeneste, er det da muligt for den pågældende offentlige forvaltning selv at reagere? Kan Kommissionen træffe foranstaltninger over for den pågældende medlemsstat?... 40 3.4. Begrebet "mandat" ifølge beslutningen og rammebestemmelserne... 41 3.4.1. Hvad er formålet med begrebet "mandat" ifølge beslutningen og rammebestemmelserne?... 41 3.4.2. Hvilke typer mandat anses for at leve op til beslutningens betydning?... 41 3.4.3. Er mandatet også nødvendigt, når det drejer sig om en socialydelse af almen interesse?... 42 DA 5 DA

3.4.4. Svarer begrebet "mandat" ifølge artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse til begrebet "tjenesteyder med opdrag" ifølge servicedirektivet (artikel 2, stk. 2, litra j))?... 43 3.4.5. Udgør en regional offentlig myndigheds officielle beslutning om at definere en socialydelse af almen interesse inden for erhvervsuddannelse og overdrage driften heraf til en eller flere uddannelsesinstitutioner et mandat i beslutningens og servicedirektivets forstand?... 44 3.4.6. Hvis en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse samfinansieres af flere offentlige myndigheder, skal disse offentlige myndigheder da oprette hver sin akt til mandatgivningen, eller kan den enkelte myndighed, når den yder kompensation, henvise til den akt, som er udstedt med henblik på mandatgivning af den "ordførende" myndighed eller den myndighed, der forvalter den omhandlede tjenesteydelse af almen økonomisk interesse?... 44 3.4.7. Hvis en offentlig myndighed ønsker at overdrage flere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse til en eller flere tjenesteydere, er det da nødvendigt, at myndigheden udsteder flere akter svarende til hver tjenesteydelse af almen økonomisk interesse?... 45 3.4.8. Bør mandatet indeholde en definition af en "opgave" eller "specifikke aktiviteter", der skal opfyldes?... 45 3.4.9. Hvordan skal man formulere et mandat om tjenesteydelser såsom socialydelser af almen interesse, som dels skal ses i et overordnet perspektiv, dels svare nøjagtigt til de forskellige brugeres specifikke behov? Skal mandatet rumme en beskrivelse af hver tjenesteydelse, der skal leveres?... 45 3.4.10. Hvis andre erhvervsdrivende på markedet udøver aktiviteter, der ligner de tjenesteydelser, som er genstand for en forpligtelse til offentlig tjeneste, kan de offentlige myndigheder da definere disse forpligtelser ved at differentiere dem fra dem, der leveres på markedet?... 47 3.4.11. Hvordan skal man formulere et mandat om tjenesteydelser, som skal tilpasses løbende efter de skiftende omstændigheder med hensyn til behovsintensitet og brugernes profiler og antal?... 47 3.4.12. Begrænser kravet om et mandat disse tjenesteyderes selvbestemmelse og frie initiativ, som anerkendes og respekteres i de forskellige medlemslande i henhold til det enkelte lands forfatning eller lovgivning?... 48 3.4.13. Begrænser kravet om et mandat den selvbestemmelse til prioritering, som de lokale afdelinger af en leverandør af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse har, når denne leverandør har fået et korrekt udstedt mandat på nationalt plan?... 48 3.5. Kompensation... 49 3.5.1. Ifølge beslutningen kræves det, at parametrene for omkostningerne er defineret i mandatet. Hvordan kan man det, inden der bydes på tjenesten?... 49 3.5.2. Selv for erfarne enheder, der leverer tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, kan der være tale om en højere grad af uforudsigelighed vedrørende omkostningerne og en risiko for et efterfølgende underskud som f.eks. uforudsigelige udsving i DA 6 DA

plejeintensiteten og brugernes profiler og antal og i indtægtsniveauet (ubetalte bidrag fra brugerne, udsving i antallet af brugere, afvisning af bidrag fra andre offentlige myndigheder). Hvordan kan de offentlige myndigheder imødegå denne situation?. 49 3.5.3. Hvordan bestemmes parametrene for kompensation af omkostninger (artikel 4, litra d), i beslutningen), hvis en given tjenesteydelse af almen økonomisk interesse finansieres af to eller flere offentlige myndigheder?... 50 3.5.4. Hvis en offentlig myndighed udelukkende ønsker at finansiere en del af den årlige omkostning, som en tjenesteyder har ved leveringen af en overdraget tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, hvordan skal kompensationen da beregnes?... 50 3.5.5. Er det nødvendigt, at der ydes et bestemt kompensationsbeløb til bestemte omkostninger?... 51 3.5.6. Såfremt en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse er delvist finansieret af en offentlig myndighed og delvist af brugerne, er det da muligt for den offentlige myndighed at dække alle omkostningerne, hvis den pågældende tjenesteydelse af almen økonomisk interesse giver underskud?... 51 3.5.7. Er det muligt ved beregningen af kompensationen på samme tid at tage hensyn til tilskuddene fra den offentlige myndighed og de ydelser, som en offentlig myndighed leverer til gavn for en enhed med henblik på opfyldelsen af dennes forpligtelser til offentlig tjeneste?... 51 3.5.8. Hvordan beregner man beløbet for kompensation for offentlig tjeneste, når leverandørerne af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse har særlige eller eksklusive rettigheder forbundet med udførelsen af flere offentlige tjenesteydelsesopgaver?... 51 3.5.9. Kan en offentlig myndighed i sit mandat bestemme, at den vil dække driftstabene i hver nærmere fastsat periode uden at definere andre parametre for beregning af kompensationen?... 52 3.5.10. Når flere offentlige enheder, bl.a. en lokalforvaltning, og private enheder går sammen i en juridisk enhed for i fællesskab at levere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, hvordan skal der da ved beregningen af kompensationen tages hensyn til, at der indgår enheder i konsortiet, som ikke er offentlige myndigheder? 52 3.5.11. Er det nødvendigt at føre et separat regnskab for en virksomhed, der leverer en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse og samtidig udøver andre kommercielle aktiviteter?... 53 3.5.12. Er det nødvendigt at føre et separat regnskab for en enhed, der har fået overdraget at levere en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, og som ligeledes udøver ikkeøkonomiske aktiviteter?... 53 3.5.13. Hvilke omkostninger kan kompenseres, når en virksomhed bruger samme infrastruktur til at levere både tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og økonomiske aktiviteter, som ikke anses for at være tjenesteydelser af almen økonomisk interesse?... 54 3.5.14. Skal de skattemæssige fordele ved enhedens retlige status medregnes blandt indtægterne ifølge artikel 5, stk. 3, i beslutningen?... 54 DA 7 DA

3.5.15. Skal de betalinger, der effektueres ifølge en aftale om resultatkompensation, der er indgået med et konsortium med offentlig deltagelse, medregnes blandt indtægterne ifølge artikel 5, stk. 3, i beslutningen?... 54 3.5.16. Hvad betyder udtrykket "rimelig fortjeneste" i beregningen af den forenelige kompensation?... 54 3.5.17. Med henblik på beregningen af den rimelige fortjeneste henvises der i beslutningen og rammebestemmelserne til niveauet for forrentning af egenkapitalen. Er det muligt at anvende andre metoder til beregning af en rimelig fortjeneste?... 55 3.5.18. Skal der, når parametrene for kompensationen er defineret for en given enhed, foreligge sammenligninger med andre enheder? Skal effektiviteten vurderes? Hvordan kan værdien af sjælesorg, moralsk støtte og frivilligt overarbejde sammenlignes?... 56 3.5.19. Stilles der i beslutningen og rammebestemmelserne krav om, at det er den billigste virksomhed, der udvælges til levering af de givne tjenesteydelser af almen økonomisk interesse?... 56 3.5.20. Beslutningen og rammebestemmelserne tillader tildeling af kompensation for offentlig tjeneste, men forbyder overkompensation. Hvad betyder udtrykket "overkompensation"?... 56 3.6. Kontrol med overkompensation... 56 3.6.1. Hvilken indflydelse vil det få for den offentlige myndigheds pligt til at foretage kontrol med overkompensation, hvis man indfører en mekanisme til at imødegå enhver overkompensation?... 56 3.6.2. Hvis en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse samfinansieres af to eller flere offentlige myndigheder (f.eks. staten og/eller en region og/eller et amt og/eller en lokalforvaltning), hvordan foregår da kontrollen med overkompensation?... 57 3.6.3. Hvis der foreligger overkompensation for en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, der samfinansieres af offentlige myndigheder på flere forskellige niveauer, hvordan skal tilbagebetalingen af overkompensationen da foregå mellem de forskellige involverede niveauer?... 57 3.7. Underkompensation... 58 3.7.1. Forbyder reglerne om statsstøtte, at man underkompenserer en leverandør af socialydelser af almen interesse/tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, dvs. at beløbet for kompensationen er mindre end de omkostninger, der er forbundet med leveringen af tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse? Giver en underkompensation til en tjenesteyder ikke en økonomisk fordel til den pågældendes konkurrent, som ikke skal påtage sig den økonomiske byrde ved denne underkompensation?... 58 3.7.2. Hvis en virksomhed, der har fået overdraget en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, bliver underkompenseret herfor, kan den da ifølge rammebestemmelserne overføre en eventuel overkompensation, som den måtte have fået i samme periode for en anden tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, som den forvalter?... 58 DA 8 DA

3.7.3. Kan en virksomhed, der leverer en underkompenseret tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, modtage en forudbetalt kompensation inden afslutningen af regnskabsåret, hvis den får den nødvendige kompensation for udførelsen af opgaven efter årets udløb?... 59 3.7.4. Kan en kompensation, der gives til at dække omkostningerne ved vedligeholdelse af udstyr, som er nødvendigt for udførelsen af tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse, dække de driftsomkostninger, som er forbundet med den samme tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, når disse omkostninger er underkompenseret?... 59 3.7.5. Hvis alle erhvervsdrivende på markedet fik pålagt at udføre samme tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, burde de i så fald modtage samme kompensationsbeløb for leveringen af denne tjenesteydelse af almen økonomisk interesse ifølge reglerne om statsstøtte?... 59 3.8. Forordningen om de minimis-støtte og generel gruppefritagelse... 60 3.8.1. En tjenesteyder vil gerne oprette en støttetjeneste til unge arbejdsløse, hvilket kræver en finansiel støtte på 150 000 EUR. Gælder statsstøttereglerne for et sådant tilskud, der tildeles af en offentlig myndighed?... 60 3.8.2. Kan en offentlig myndighed finansiere et pilotprojekt for at definere indholdet af forskellige tjenesteydelser af almen økonomisk interesse?... 60 3.8.3. Henviser maksimumbeløbet på 200 000 EUR i forbindelse med finansiering af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse ifølge de minimis-forordningen til den pågældende tjenesteydelse af almen økonomisk interesse eller til den virksomhed, der har fået den overdraget, idet der tages hensyn til andre aktiviteter, som virksomheden får statslige midler til?... 60 3.8.4. Hvis den enhed, der er pålagt at levere flere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, fører separat regnskab over hver enkelt af disse tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, er det da muligt at anvende de minimis-reglen på hver tjenesteydelse af almen økonomisk interesse for sig?... 61 3.8.5. Hvis en enhed, der er pålagt at levere en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, også udfører ikkeøkonomiske aktiviteter, er det da i henhold til de minimis-reglerne nødvendigt at fratrække beløbet for den kompensation, der tildeles for de ikkeøkonomiske tjenesteydelser af almen økonomisk interesse?... 61 3.8.6. Det investeringsbudget, der er forbundet med en socialydelse af almen interesse, kan være afsat for en bestemt periode, som kan strække sig over et år eller flere. Er det i så fald muligt at anvende de minimis-forordningen?... 61 3.8.7. Falder tjenesteydelser af almen økonomisk interesse vedrørende social og faglig integration af arbejdsløse og erhvervsuddannelse ind under beslutningen eller forordningen om generel gruppefritagelse nr. 800/2008?... 61 3.9. Lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og regler om ESF og EFRU... 62 3.9.1. Er finansieringen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse gennem ESF og EFRU statsstøtte? Henhører en sådan transaktion under medlemsstaternes eller Kommissionens kompetence?... 62 DA 9 DA

3.9.2. Skal finansiering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ved hjælp af midler fra ESF og EFRU ydes i overensstemmelse med lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse? Henhører en sådan transaktion under medlemsstaternes eller Kommissionens kompetence?... 62 3.9.3. Er kontrollen med statsstøtte og med EU's ESF-kreditter forenelige?... 63 3.9.4. Ifølge reglerne om forvaltning af ESF-støtten er det kun de rene udgifter og indtægter i forbindelse med det samfinansierede projekt, som er støtteberettigede, hvilket ikke omfatter den rimelige fortjeneste. Er det muligt, når en socialydelse af almen interesse finansieres ved hjælp af ESF-midler, at indregne en rimelig fortjeneste, som det beskrives i beslutningen?... 63 3.9.5. Hvordan er forholdet mellem kontrolmekanismen for projekter med samfinansiering fra ESF og kontrollen med overkompensation, som ligger i lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse?... 63 3.10. Lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og reglerne om elektronisk kommunikation... 64 3.10.1. Hvis en medlemsstat giver en fordel til en virksomhed, der har fået overdraget forpligtelser til offentlig tjeneste inden for elektronisk kommunikation, som rækker ud over anvendelsesområdet for direktiv 2002/22/EF, er det da altid muligt at vurdere den pågældende kompensation ud fra statsstøttereglerne?... 64 4. Spørgsmål om anvendelsen af reglerne om offentlige indkøb på socialydelser af almen interesse... 64 4.1. Socialydelsen af almen interesse leveres af den offentlige myndighed selv... 64 4.1.1. I hvilket omfang kan en offentlig myndighed beslutte selv at levere en socialydelse af almen interesse? Hvad er med andre ord det råderum, som en offentlig myndighed har til at beslutte, om en tjenesteydelse skal leveres direkte af den selv eller overdrages til tredjemand? Er denne beslutning udelukkende myndighedens egen? 64 4.1.2. EU-reglerne om udvælgelse af tjenesteyderen gælder normalt ikke, når offentlige myndigheder leverer en tjeneste selv eller via et in house-selskab. Hvad er rækkevidden af og grænserne for in house-undtagelsen?... 64 4.2. Leveringen af socialydelser af almen interesse er overdraget til tredjemand mod vederlag... 66 4.2.1. Hvilken juridisk ramme ville være relevant, når en offentlig myndighed beslutter at udlicitere forvaltningen af en socialydelse af almen interesse mod vederlag?... 66 4.2.2. Hvad forstås ved begrebet grænseoverskridende interesse?... 67 4.2.3. Hvilke forpligtelser opstår af principperne om åbenhed og ikkediskrimination?... 69 4.2.4. Hvordan skal man udforme specifikationerne, så de passer til indgåelsen af en tjenesteydelseskontrakt, så de (i) på en altomfattende måde dækker brugernes forskellige behov og (ii) gør det muligt at tilpasse tjenesteydelsen efter en situation med varierende intensitet, brugerantal osv.?... 70 4.2.5. Hvilke andre kvalitetskrav kan være integreret i tildelingen af en offentlig kontrakt eller koncession på socialydelser af almen interesse?... 70 DA 10 DA

4.2.6. Er det muligt at foretage tilpasninger af kontrakten undervejs i gennemførelsen?... 72 4.2.7. Hvordan skal man undgå at lægge for stor en byrde på de små tjenesteydere, som ofte vil være dem, der er bedst i stand til at forstå de særlige krav til en socialydelse af almen interesse, der skal leveres i en sammenhæng med markant lokal karakter? 72 4.2.8. Hvordan skal man forene procedurerne for offentlige kontrakter, som begrænser antallet af udvalgte tjenesteydere, med opretholdelsen af en tilstrækkelig valgfrihed for brugerne af en socialydelse af almen interesse?... 72 4.2.9. Er det muligt som tildelingskriterium at indføre, at en tjenesteyder har lokalkendskab, idet dette aspekt ofte er væsentligt for en vellykket levering af den pågældende socialydelse af almen interesse?... 72 4.2.10. Er det muligt at nøjes med at sende en tjenesteydelse i udbud blandt tjenesteydere, der ikke driver virksomhed med gevinst for øje?... 74 4.2.11. Har de offentlige myndigheder stadig mulighed for at forhandle med tjenesteyderne i udvælgelsesfasen? Det er især vigtigt i forbindelse med socialydelser af almen interesse, når de offentlige myndigheder i begyndelsen af proceduren ikke altid er i stand til at definere præcist, hvad de har behov for. En drøftelse med de potentielle tjenesteydere er sommetider nødvendig for de offentlige myndigheder... 74 4.2.12. I hvilket omfang gælder reglerne om offentlige indkøb det tværkommunale samarbejde? Dette samarbejde kan antage forskellige former, f.eks. en kommune, der køber en tjenesteydelse af en anden, eller to kommuner, der i fællesskab sender en kontrakt i udbud eller opretter en enhed med henblik på levering af en socialydelse af almen interesse osv.... 75 4.2.13. I hvilket omfang gælder reglerne om offentlige indkøb for offentligt-private partnerskaber?... 76 4.2.14. I hvilket omfang er det muligt i forbindelse med indgåelsen af en offentlig kontrakt eller koncession med henblik på tildeling af en socialydelse af almen interesse at indføre en pligt til at overholde visse regler for ledelsen af virksomheden (som f.eks. at repræsentanter for arbejdsgiver og arbejdstagere udøver ligelig kontrol med virksomheden med blandet kapital, eller at der indsættes brugerrepræsentanter i virksomhedens bestyrelse)?... 77 4.2.15. Hvordan kan man forene reglerne om offentlige indkøb med de offentlige myndigheders behov for at stimulere nyskabende løsninger, der opfylder de komplekse behov hos brugerne af socialydelser af almen interesse?... 78 4.2.16. Hvilke forpligtelser til offentliggørelse er der for koncessioner på socialydelser af almen interesse? Er det muligt at offentliggøre dem i EU-Tidende?... 79 4.2.17. Findes der andre måder at udlicitere socialydelser af almen interesse på end gennem offentlige kontrakter og koncessioner, som kunne være forenelige med principperne om åbenhed og ikkediskrimination og sikre et bredt udvalg af tjenesteydere?... 79 5. NÅR STATSSTØTTEREGLERNE OG REGLERNE OM OFFENTLIGE INDKØB OG KONCESSIONER PÅ TJENESTEYDELSER ANVENDES SAMTIDIG PÅ TJENESTEYDELSER AF ALMEN ØKONOMISK INTERESSE... 80 DA 11 DA

5.1. Indeholder EU-retten krav om anvendelse af en bestemt forvaltningsmodel på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse?... 80 5.2. Når en offentlig myndighed i overensstemmelse med reglerne om statsstøtte finansierer en tjenesteyders leverancer af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, skal den da ligeledes anvende EU's regler om indgåelse af offentlige tjenesteydelseskontrakter eller koncessioner på tjenesteydelser?... 81 5.3. Er det muligt for en indehaver af en koncession på en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse at modtage statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste til dækning af de faktiske omkostninger ved den offentlige tjenesteydelsesopgave, som vedkommende har fået overdraget?... 82 5.4. Medfører in house-undtagelsen, som udelukker anvendelsen af reglerne om offentlige indkøb, at statsstøttereglerne heller ikke skal anvendes?... 82 5.5. Hvad er de objektive kriterier for at fastslå, at et vist kompensationsniveau fører til en neutralisering af risikoen ved udnyttelsen?... 82 6. Generelle spørgsmål om anvendelsen af traktatens regler om det indre marked (etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser) på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og især socialydelser af almen interesse... 83 6.1. Hvornår gælder traktatens regler om det indre marked (artikel 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde) for socialydelser af almen interesse?. 83 6.2. Hvornår betegnes en aktivitet som økonomisk ifølge reglerne i traktaten om det indre marked (artikel 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde) og servicedirektivet?... 84 6.3. Hvornår betegnes en aktivitet som ikkeøkonomisk ifølge reglerne i traktaten om det indre marked (artikel 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde) og servicedirektivet?... 85 6.4. Er socialydelser, der er udelukket fra servicedirektivet, ikke desto mindre stadig underlagt traktatens regler om det indre marked?... 85 6.5. Kan eventuelle socialpolitiske mål berettige anvendelsen af foranstaltninger til at regulere socialydelsessektoren?... 86 6.6. Kan medlemsstaterne beslutte at reservere leveringen af visse socialydelser til tjenesteydere, der driver virksomhed uden gevinst for øje?... 86 7. Spørgsmål om anvendelsen af servicedirektivet på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og især socialydelser af almen interesse... 87 7.1. Hvilke tjenesteydelser af almen økonomisk interesse falder ind under servicedirektivet?... 87 7.2. Hvilke socialydelser er ikke omfattet af servicedirektivet, og hvornår finder bestemmelserne i dette direktiv anvendelse på disse socialydelser?... 88 7.3. Kan medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af servicedirektivet opretholde tilladelsesordninger på socialydelsesområdet?... 88 DA 12 DA

7.4. Når samme tilladelsesordning samtidig anvendes til tjenesteydelser, som ikke er omfattet af direktivet, og til tjenesteydelser, som er omfattet, hører en sådan ordning da ind under direktivets bestemmelser? Hvis ja, skal medlemsstaten da oprette separate tilladelsesordninger til henholdsvis de udelukkede og omfattede tjenesteydelser?... 89 7.5. Gælder artikel 2, stk. 2, litra j), i servicedirektivet socialydelser af typen vuggestuer og fleksible pasningsordninger leveret af tjenesteydere med opdrag fra staten eller områdespecifikke forvaltninger eller af enhver anden enhed, der har fået opgaven i opdrag?... 89 7.6. Hvad dækker begrebet stat ifølge artikel 2, stk. 2, litra j), i servicedirektivet, hvori det bl.a. hedder, at socialydelser skal leveres af staten eller af en tjenesteyder med opdrag fra staten?... 89 7.7. Hvad dækker begrebet tjenesteyder med opdrag fra staten ifølge artikel 2, stk. 2, litra j), i servicedirektivet?... 90 7.8. Er begrebet "tjenesteyder med opdrag" ifølge servicedirektivet (artikel 2, stk. 2, litra j) det samme som begrebet "mandat" i betydningen i artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og i lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse?... 90 7.9. Udgør en regional offentlig myndigheds officielle beslutning om at definere en socialydelse af almen interesse inden for erhvervsuddannelse og overdrage driften heraf til en eller flere uddannelsesinstitutioner gennem en koncessionskontrakt om tjenesteydelser med tildeling af kompensation for offentlig tjeneste en mandatgivning i servicedirektivets forstand?... 90 7.10. Hvad dækker begrebet "statsanerkendt velgørende organisation" ifølge artikel 2, stk. 2, litra j), i servicedirektivet?... 91 DA 13 DA

1. INDLEDNING Der blev stillet en række spørgsmål om anvendelsen af statsstøttereglerne på tjenesteydelser af almen interesse. Disse spørgsmål vedrører i første omgang, efter hvilke præcise kriterier kompensationen for forpligtelsen til offentlig tjeneste udgør statsstøtte. I anden omgang handler de om betingelserne for, at statsstøtte kan anses for at være forenelig med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, om anvendelsen i praksis af disse betingelser samt om en række præciseringer af pligten til at indgive forhåndsanmeldelse af en sådan støtte til Kommissionen. I sin dom i sagen Altmark Trans GmbH og Regierungspräsidium Magdeburg mod Nahverkehrsgesellschaft Altmark GmbH (Altmark) 4 afgjorde EU-Domstolen (i det følgende omtalt som "Domstolen"), at kompensation for offentlig tjeneste ikke udgør statsstøtte efter artikel 107 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, forudsat at fire kriterier alle er opfyldt 5. Når disse fire kriterier er opfyldt, anses kompensationer for offentlig tjeneste ikke for at udgøre statsstøtte, og bestemmelserne i artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde finder ikke anvendelse. Hvis medlemsstaterne ikke overholder disse kriterier, og de almindelige betingelser for anvendelse af artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde er opfyldt, udgør kompensation for offentlig tjeneste derimod statsstøtte. Ligeledes kan Kommissionen i kraft af artikel 106 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og for landtransportens vedkommende artikel 93 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde erklære kompensationen for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse forenelig med det indre marked. Kommissionens beslutning af 28. november 2005 om anvendelsen af EF-traktatens artikel 86, stk. 2, (ny artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde) på statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste, som ydes til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almen økonomisk interesse 6 (i det følgende omtalt som "beslutningen"), og for landtransportens vedkommende Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 7 (i det følgende omtalt som "forordning 1370") indeholder en specificering af de betingelser, som visse kompensationsordninger skal opfylde for at være forenelige med artikel 106, stk. 2, og artikel 93 og dermed ikke underlagt en forpligtelse til forhåndsanmeldelse efter artikel 108, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Andre typer kompensation for offentlig tjeneste skal forhåndsanmeldes til Kommissionen, som vil vurdere deres forenelighed med Fællesskabsrammebestemmelserne for statsstøtte i form af kompensation for 4 5 6 7 EU-Domstolen, dom af 24. juli 2003, sag C-280/00, Sml. 2003 I, s. 7747. Læs mere i svaret i afsnit 3.1. Kommissionens beslutning af 28. november 2005 om anvendelse af bestemmelserne i EF-traktatens artikel 86, stk. 2, på statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, EUT L 312 af 29.11.2005, s. 67. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 af 23. oktober 2007 om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1191/69 og (EØF) nr. 1107/70 (EUT L 315 af 3.12.2007, s. 1). DA 14 DA

offentlig tjeneste 8 (i det følgende omtalt som "rammebestemmelserne") og for landtransportens vedkommende ligeledes forordning 1370. Altmark-dommen, beslutningen og rammebestemmelserne har bidraget afgørende til at klarlægge og forenkle de gældende regler. Ikke desto mindre har de offentlige myndigheder og de berørte parter stillet flere spørgsmål om den konkrete anvendelse af gældende ret i specifikke tilfælde. Spørgsmålene og svarene i det følgende omhandler primært socialydelser af almen interesse og transport, men de gælder også tjenesteydelser af almen økonomisk interesse i det hele taget. Der er også blevet stillet spørgsmål om anvendelsen af EU-reglerne om offentlige indkøb på socialydelser af almen interesse. Disse spørgsmål drejer sig især om, på hvilke betingelser reglerne om offentlige indkøb finder anvendelse på socialydelser af almen interesse, disse reglers omfang og den måde, hvorpå reglerne gør det muligt at tage hensyn til de særlige træk ved socialydelser af almen interesse. Med hensyn til det første punkt skal det understreges, at EU-reglerne om offentlige indkøb ikke forpligter de offentlige myndigheder til at udlicitere en socialydelse af almen interesse. De kan frit beslutte at levere ydelsen selv, enten direkte eller gennem et in house-selskab. De kan også beslutte at levere ydelsen i samarbejde med andre offentlige myndigheder på de betingelser, der er præciseret gennem retspraksis. Reglerne om offentlige indkøb/koncessioner gælder ikke, hvis en offentlig myndighed beslutter at betro leveringen af en tjenesteydelse til tredjemand mod vederlag. Hvis den offentlige myndighed i den forbindelse beslutter at foretage et offentligt indkøb af tjenesteydelser, falder en sådan kontrakt kun ind under direktiv 2004/18/EF, såfremt den når eller overstiger de gældende tærskelværdier for anvendelsen af direktivet 9. Imidlertid er indkøb af social- og sundhedsydelser ikke underlagt samtlige bestemmelser i direktiv 2004/18/EF 10, men udelukkende et meget begrænset antal bestemmelser i dette direktiv 11 samt de grundlæggende principper i EU-retten såsom pligten til at behandle erhvervsdrivende på lige og ikkediskriminerende vilkår. 8 9 10 11 Fællesskabsrammebestemmelser for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste, EUT C 297 af 29.11.2005, s. 4. Artikel 7 i direktiv 2004/18/EF. Social- og sundhedsydelser indgår i de tjenesteydelser, der er opført i bilag II B til direktiv 2004/18/EF. Kontrakterne om levering af disse tjenesteydelser er udelukkende underlagt et begrænset antal bestemmelser i direktivet (om sondringen mellem tjenesteydelserne i bilag II A og II B, jf. artikel 20 og 21 i direktiv 2004/18/EF). Bilag II B indeholder også en udtrykkelig henvisning til social- og sundhedsydelserne. De koder, der er angivet i bilagene, kan ses på webstedet for GD Det Indre Marked www.simas.europa.eu. De tekniske specifikationer skal være defineret, inden kontraktindgåelsesproceduren begynder, og procedurens resultat skal offentliggøres, sådan som det fremgår af artikel 23 i direktiv 2004/18/EF læst i sammenhæng med artikel 35, stk. 4, i direktiv 2004/18/EF. DA 15 DA

Tjenesteydelseskontrakter 12 under tærskelværdierne for anvendelse af direktiverne om offentlige indkøb, de såkaldte udbudsdirektiver, samt koncessioner på tjenesteydelser (uafhængigt af beløbet) ligger uden for anvendelsesområdet for udbudsdirektiverne og er udelukkende omfattet af de grundlæggende principper i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (ikke-diskrimination, åbenhed osv.), i det omfang disse kontrakter har en grænseoverskridende interesse. Hvis der ikke foreligger en grænseoverskridende interesse, falder disse kontrakter også uden for bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Formålet med nedenstående spørgsmål-svar er mere udførligt at klarlægge de betingelser og nærmere vilkår for anvendelsen af reglerne om offentlige indkøb på socialydelser af almen interesse, idet vi vil komme ind på alle de temaer, der er genstand for de hyppigst stillede spørgsmål såsom levering af tjenesteydelser via et in house-selskab, et offentligt-offentligt samarbejde, et offentligt-privat partnerskab eller koncessionskontrakter om tjenesteydelser samt rækkevidden af de grundlæggende principper i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. I nedenstående spørgsmål-svar gør vi også mere udførligt rede for de mange muligheder, som de offentlige myndigheder har, når de indgår offentlige kontrakter, for at tage hensyn til særlige træk ved socialydelser af almen interesse og især alle de kvalitative krav, som forekommer egnede til at opfylde brugernes komplekse behov. Vi håber, at denne klarlæggelse besvarer de spørgsmål, der er stillet til emnet af de forskellige berørte aktører, og at den kan støtte og opmuntre de offentlige myndigheder yderligere i deres aktive indsats for at sikre borgerne socialydelser af høj kvalitet. Samme fremgangsmåde har vi brugt ved udarbejdelsen af svarene på de indkomne spørgsmål om anvendelsen af reglerne om det indre marked på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og især socialydelser af almen interesse. Herved forstås både reglerne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde med hensyn til etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser (artikel 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde) og de tilsvarende regler i servicedirektivet. Socialydelser af almen interesse falder ind under reglerne om det indre marked i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, når de udgør en "økonomisk aktivitet" ifølge Domstolens retspraksis for fortolkning af disse artikler. En række af disse socialydelser af almen interesse kan ligeledes falde ind under servicedirektivet. Svarene i den henseende skal også klarlægge de muligheder, som medlemsstaterne har for at fastlægge eller opretholde rammer for disse tjenesteydelser med det formål at garantere deres tilgængelighed og kvalitet og dermed tage hensyn til de særlige træk ved tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og især socialydelser af almen interesse, når disse regler eventuelt finder anvendelse. Hvis der foreligger socialpolitiske mål, kan disse da også berettige anvendelsen af foranstaltninger til at fastlægge rammer for især socialydelsessektoren. Ligeledes præciseres det i dette dokument, at der i servicedirektivet er en hel samling bestemmelser, hvormed man anerkender og tager hensyn til de særlige træk ved de socialydelser, som måske alligevel ikke er udelukket fra direktivets anvendelsesområde. 12 Uafhængigt af tjenesteydelsens art. DA 16 DA

2. BEGREBET TJENESTEYDELSER AF ALMEN ØKONOMISK INTERESSE 2.1. Hvad er en tjenesteydelse af almen interesse? Protokol nr. 26 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde omhandler tjenesteydelser af almen interesse. Og dog bliver begrebet ikke defineret. I EU henviser begrebet tjenesteydelser af almen interesse i praksis til tjenesteydelser - uanset om de er "økonomiske" eller ikke - som medlemsstaterne opfatter som værende af almen interesse og derfor underlægger bestemte forpligtelser til offentlig tjeneste. Dette begreb dækker både tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som falder ind under traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og ikkeøkonomiske tjenesteydelser af almen interesse, som reglerne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ikke finder anvendelse på. 2.2. Hvad er en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse? Er det obligatorisk for de offentlige myndigheder at indføre dette begreb i deres interne regelsæt? Begrebet tjenesteydelser af almen økonomisk interesse bruges i artikel 14 og 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde samt i den tilhørende protokol nr. 26, men det bliver ikke defineret i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde eller den deraf afledte ret. I EU dækker begrebet i praksis generelt de tjenesteydelser af økonomisk karakter, som medlemsstaternes offentlige myndigheder - på nationalt, regionalt eller lokalt plan alt efter kompetencefordelingen mellem instanserne ifølge national ret - underlægger bestemte forpligtelser til offentlig tjeneste gennem et mandat (se svarene på spørgsmål 3.4.1-3.4.13 med hensyn til begrebet mandat) og i medfør af et kriterium om almen interesse, med det formål at sikre, at disse tjenesteydelser bliver leveret på betingelser, som ikke nødvendigvis er de samme som dem, der gælder på markedet. Således har Domstolen fastlagt, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse er tjenesteydelser, der har specifikke træk i sammenligning med andre aktiviteter i det økonomiske liv 13. Dette begreb kan dække forskellige realiteter og betegnelser alt efter medlemsstaten, og af EU-retten opstår der ingen forpligtelse til officielt at udforme en opgave eller en tjenesteydelse, så den falder ind under begrebet tjenesteydelse af almen økonomisk interesse. Hvis indholdet af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse - dvs. forpligtelsen til offentlig tjeneste - er klart identificeret, er det ikke nødvendigt, at den pågældende ydelse benævnes "tjenesteydelse af almen økonomisk interesse". Det samme gælder for begrebet socialydelser af almen interesse af økonomisk art. 2.3. Hvad er en socialydelse af almen interesse? Begrebet socialydelse af almen interesse defineres hverken i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde eller i den afledte EU-ret. I meddelelsen "Iværksættelse af Fællesskabets Lissabon-program - Socialydelser af almen interesse 13 EU-Domstolen, dom af 10. december 1991, sag C-179/90, Merci convenzionali porto di Genova, Sml. 1991 I, s. 5889, præmis 27, dom af 17. juli 1997, sag C-242/95, GT-Link A/S, præmis 53, og dom af 18. juni 1998, sag C-266/96, Corsica Ferries France SA, Sml. 1998 I, s. XXX, præmis 45. DA 17 DA

i Den Europæiske Union" 14 angives derudover de egentlige sundhedsydelser, som udgør to store grupper blandt de sociale tjenesteydelser af almen interesse: - de obligatoriske og supplerende sociale beskyttelsesordninger, som er organiseret på forskellig vis (gensidige eller erhvervsrelaterede ordninger), og som dækker de største risici (risici forbundet med sygdom, alderdom, arbejdsulykker, arbejdsløshed, pension og handicap) - de andre væsentlige tjenester, der ydes direkte til den enkelte modtager. Disse tjenester har en forebyggende rolle og skaber social samhørighed, og de sikrer en personlig form for støtte for at lette integrationen af den enkelte i samfundet og garantere opfyldelsen af vedkommendes grundlæggende rettigheder. De omfatter først og fremmest hjælp til personer, der har personlige problemer eller er i krise (f.eks. gæld, arbejdsløshed, narkotikamisbrug og opløsning af familien). Dernæst omfatter de aktiviteter, der har til formål at sikre, at de pågældende har de nødvendige kompetencer til at blive fuldstændig integreret i samfundet (rehabilitering, sprogundervisning for indvandrere osv.) og især på arbejdsmarkedet (uddannelse, revalidering osv.). Disse tjenesteydelser supplerer og understøtter familien i dens rolle som omsorgsgiver for især de yngste og ældste familiemedlemmer. For det tredje omfatter de aktiviteter, som har til formål at integrere personer, der har varige behov som følge af sundhedsproblemer eller handicap. For det fjerde omfatter de også sociale boliger, som sikrer ugunstigt stillede personer eller mindre gunstigt stillede socialgrupper en bolig. Visse tjenesteydelser kan naturligvis omfatte alle disse fire dimensioner. I øvrigt har meddelelsen om "Tjenesteydelser af almen interesse, herunder sociale ydelser af almen interesse: Europas nye udfordring" 15 understreget de målsætninger og organisatoriske principper, der kendetegner socialydelser af almen interesse. Som det er klarlagt i disse to meddelelser, kan socialydelser være af økonomisk eller ikke-økonomisk art afhængigt af den pågældende aktivitet. Faktisk er det ikke i sig selv tilstrækkeligt 16, at den pågældende aktivitet kaldes "social", for at den kan undgå at få betegnelsen "økonomisk aktivitet" ifølge Domstolens retspraksis. Socialydelser af almen interesse og af økonomisk art er det samme som tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (se svaret på spørgsmål 2.2). 2.4. Har medlemsstaterne et vist råderum med hensyn til at definere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse? Medlemsstaternes offentlige myndigheder - på nationalt, regionalt eller lokalt plan alt efter kompetencefordelingen mellem instanserne ifølge national ret - har et stort råderum med hensyn til at definere det, som de mener, er tjenesteydelser af almen økonomisk interesse 17 (læs om begrebet tjenesteydelse af almen økonomisk interesse 14 15 16 17 KOM(2006) 177 af 26. april 2006. KOM(2007) 725 endelig af 20. november 2007. EU-Domstolen, Pavlov-dommene, dom af 22. januar 2002, sag C-218/00, INAIL, Sml. 2002 I, s. 691, præmis 37, og dom af 22. maj 2003, sag C-355/00, Freskot, Sml. 2000 I, s. 5263. Retten i Første Instans, dom af 15. juni 2005, sag T-17/02, Fred Olsen, Sml. 2005 II, s. 2031, præmis 216, dom af 12. februar 2008, sag T-289/03, BUPA m.fl. mod Kommissionen, Sml. 2008 II, s. 81, præmis 166-169, dom af 22. oktober 2008, sag T-309/04, TV2, Sml. 2008 II, s. 2935, præmis 113 ff. DA 18 DA

i svaret på spørgsmål 2.2). De eneste begrænsninger er dem, der ligger i EU-retten (se svaret på spørgsmål 2.6), og åbenbart urigtige skøn (se svaret på spørgsmål 2.7). 2.5. Kan Kommissionen fremlægge en liste over de kriterier, som de offentlige myndigheder vil kunne bruge til at definere, hvad der kendetegner en tjenesteydelse af almen interesse? Omfanget og tilrettelæggelsen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat alt efter den enkelte medlemsstats historie og traditioner for offentlige tiltag. Tjenesteydelser af almen økonomisk interesse er således mangeartede, og der kan være forskelle mellem brugernes behov og deres præferencer, som kan være et resultat af forskellige geografiske, sociale eller kulturelle situationer. Dermed påhviler det hovedsagelig de offentlige myndigheder på nationalt, regionalt eller lokalt plan at afgøre arten og omfanget af en tjenesteydelse af almen interesse. I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet træffer EU foranstaltninger inden for de beføjelser, som tillægges institutionerne i henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og i det fornødne omfang. Foranstaltningerne træffes under hensyntagen til de forskellige forhold i medlemsstaterne og den rolle, som de nationale, regionale og lokale myndigheder spiller for at sikre deres borgeres velfærd og fremme social samhørighed, uden at det berører demokratiske beslutninger om bl.a. tjenesteydelsernes kvalitetsniveau. Dermed påhviler det ikke Kommissionen at fremlægge en liste over kriterier til brug for fastlæggelsen af en given tjenesteydelses karakter af almen interesse. Det er medlemsstaternes offentlige myndigheder, som skal definere en tjenesteydelses karakter af almen interesse. 2.6. Sætter EU-lovgivningen grænser for medlemsstaternes råderum til at definere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse? I de sektorer, der er blevet harmoniseret på EU-plan 18, og hvor der er taget hensyn 19 til den almene interesse, kan medlemsstaterne ikke udnytte råderummet i strid med reglerne for denne harmonisering. Sektorer, der er harmoniseret på EU-plan Når EU's harmoniseringsregler udelukkende omhandler bestemte tjenesteydelser, har medlemsstaterne et stort råderum til at definere yderligere tjenesteydelser som 18 19 F.eks. telekommunikations-, post- og energisektoren er blevet harmoniseret på EU-plan, jf. Europa- Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet), EFT L 108 af 24.4.2002, s. 51 (som ændret ved direktiv 2009/136/EF, EUT L 337 af 18.12.2009, s. 11), Europa- Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF af 15. december 1997 om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet, EFT L 15 af 21.1.1998, s. 14 (som ændret ved direktiv 2002/39/EF, EFT L 176 af 5.7.2002, s. 21, og direktiv 2008/06/EF, EUT L 52 af 27.2.2008, s. 3), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet, EUT L 211 af 14.8.2009, s. 55. EU-Domstolen, dom af 18. maj 2000, sag C-206/98, Kommissionen mod Belgien, Sml. 2000 I, s. 3509, præmis 45. DA 19 DA

tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. F.eks. i den elektroniske kommunikationssektor har medlemsstaterne pligt til at indføre forsyningspligtydelser i henhold til direktivet, men de har råderum til at gå videre end bestemmelserne i det pågældende direktiv med hensyn til at definere elektroniske kommunikationstjenester som tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. 2.7. Er der eksempler på grænser for et åbenbart urigtigt skøn i medlemsstaternes definition af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse? Eksempler Medlemsstaternes frihed til at definere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse er underlagt Kommissionens og EU's retsinstansers kontrol af åbenbart urigtige skøn 20. I denne forbindelse griber Kommissionen kun ind for at hindre fejl, der kunne være i strid med reglerne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Domstolens retspraksis og Kommissionens beslutningspraksis illustrerer nogle begrænsede eksempler på åbenbart urigtige skøn. Havnevirksomhed, dvs. lastning, losning, omladning, oplagring og vare- eller materialebevægelser i det hele taget i nationale havne, rummer ikke nødvendigvis en almen økonomisk interesse med specifikke træk i sammenligning med andre aktiviteter i det økonomiske liv 21. Aktiviteter i form af reklame, e-handel, anvendelse af overtakserede telefonnumre i præmiekonkurrencer, sponsorering eller merchandising. At lade disse aktiviteter være dækket af public service-begrebet på det audiovisuelle område vil være et åbenbart urigtigt skøn 22. 2.8. Er det muligt at anse visse finansielle tjenesteydelser for at være tjenesteydelser af almen økonomisk interesse? Det er rigtigt, at visse finansielle tjenesteydelser såsom forsyningspligtbelagte bankydelser (Universal Banking Service) kan anses for at være tjenesteydelser af 20 21 22 Domstolen i Første instans, dom af 15. juni 2005, sag T-17/02, Fred Olsen, Sml. s. 2031 II, præmis 216, dom af 12. februar 2008, T-289/03, præmis 165 ff. I øvrigt kan medlemsstaterne ikke udnytte deres råderum i strid med gældende harmoniseringsregler jf. svaret på spørgsmål 2.6. EU-Domstolen, dom af 10. december 1991, sag C-179/90, Merci convenzionali porto di Genova, Sml. 1991 I, s. 5889, præmis 27, og dom af 17. juli 1997, sag C-242/95, GT-Link A/S, præmis 53, dom af 27. november 2003, sag C-34/01 til C-38/01, Enirisorse, Sml.2003 I, s. 14243, præmis 33-34. Kommissionens meddelelse om anvendelse af statsstøttereglerne på public service radio- og tvvirksomhed (EUT C 257 af 27.10.2009, s. 1). DA 20 DA

almen økonomisk interesse. Kommissionen har allerede ved flere lejligheder accepteret sådanne definitioner fra medlemsstaternes side 23. 2.9. Kan det at skabe og opretholde arbejdspladser i en virksomhed for at udvide dens forsknings- og udviklingsaktiviteter (inden for biofarma f.eks.) anses for at være tjenesteydelser af almen økonomisk interesse? Det forekommer ikke muligt at anse det, at arbejdspladser skabes og opretholdes i en given virksomhed, for at være en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse. Tjenesteydelser af almen økonomisk interesse er tjenesteydelser rettet mod offentligheden, og dette aspekt er ikke til stede her og kan ikke berettige en foranstaltning i medfør af artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Staten kan derimod ønske at støtte finansieringen af en sådan aktivitet, men så er der tale om statsstøtte til fordel for den pågældende virksomhed (f.eks. biofarmaproducenten). Denne støtte kan udmærket være forenelig med EU-retten, f.eks. Fællesskabsbestemmelserne om statsstøtte til forskning, udvikling og innovation 24 eller den generelle gruppefritagelsesforordning 25 for statsstøtte til beskæftigelse, uddannelse eller SMV'er, alt efter formålet med den offentlige støtte (støtte til forskning, udvikling af beskæftigelse eller uddannelse, SMV'er osv.) Reglerne om forhåndsanmeldelse, støtteberettigede omkostninger, støtteberettigelseskriterier m.m., for så vidt angår den således påtænkte statsstøtte, skal vurderes ud fra den gældende retsakt, der skal sikre, at støtten er forenelig med artikel 107, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. 23 24 25 Kommissionens beslutninger om statsstøtte N 514/01 - Det Forenede Kongerige - Modernisering af Det Forenede Kongeriges bistandsudbetalingssystem og adgang for alle til banktjenester via postkontorerne" (de såkaldte "Universal Banking Services"), EUT C 186 af 6.8.2003, s. 17, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/comp-2001/n514-01.pdf, N 244/03 - Det Forenede Kongerige - Adgang til grundlæggende finansielle tjenesteydelser via kreditforeninger, EUT C 323 af 20.12.2005, s. 2, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/comp-2003/n244-03.pdf, C 49/06 - Italien - Poste Italiane - Godtgørelse for salget af postsparebeviser, EUT L 189 af 21.7.2009, http://eurlex.europa.eu/lexuriserv/lexuriserv.do?uri=oj:l:2009:189:0003:0037:fr:pdf, N 642/05 - Sverige - Posten AB, EUT C 291 af 5.12.2007, http://ec.europa.eu/competition/state_aid/register/ii/doc/n-642-2005-wlwl-en-22.11.2006.pdf, N 650/2001 - Irland - An Post, EUT C 43 af 27.2.2007, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/comp-2001/n650-01.pdf. Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til forskning og udvikling og innovation, EUT C 323 af 30.12.2006, s. 1. Kommissionens forordning (EF) nr. 800/2008 af 6. august 2008 om visse former for støttes forenelighed med fællesmarkedet i henhold til artikel 87 og 88 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, EUT L 214 af 9.8.2008, s. 3. DA 21 DA

3. SPØRGSMÅL OM ANVENDELSEN AF STATSSTØTTEREGLERNE PÅ TJENESTEYDELSER AF ALMEN ØKONOMISK INTERESSE OG NAVNLIG SOCIALYDELSER AF ALMEN INTERESSE 3.1. Anvendelse af statsstøtteregler på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse 3.1.1. Hvornår finder reglerne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde om statsstøtte anvendelse på tilrettelæggelsen og finansieringen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse? Konkurrencereglerne gælder kun "virksomheder". Dette begreb dækker enhver enhed, der udøver erhvervsvirksomhed eller en "økonomisk aktivitet", uafhængigt af enhedens retlige status og måden, den er finansieret på 26. 3.1.2. Hvornår betegnes en aktivitet som "økonomisk" ifølge konkurrencereglerne? Enhver aktivitet i form af udbud af goder og/eller tjenester på et givet marked er en økonomisk aktivitet ifølge konkurrencereglerne 27. I den forbindelse er det forhold, at den omhandlede aktivitet kaldes "social" eller udøves af en aktør uden gevinst for øje (se nærmere om nonprofitaktører i svaret på spørgsmål 3.1.5), ikke i sig selv tilstrækkeligt 28 til, at aktiviteten ikke må anses for en økonomisk aktivitet. Eksempler hentet i Kommissionens beslutninger og Domstolens domme på aktiviteter, der anses for at være økonomiske Arbejdsformidling udøvet af offentlige arbejdsformidlingskontorer 29. Frivillige forsikringsordninger udformet efter kapitaliseringsprincippet, også i tilfælde hvor de forvaltes af organisationer uden gevinst for øje 30. Ved kapitaliseringsprincippet forstås, at forsikringsydelserne alene afhænger af niveauet for de præmier, som de begunstigede indbetaler, og afkastet af investeringerne. Udryknings- og sygetransporttjenester 31. Tjenesteydelser såsom toldformalia vedrørende import, eksport og transit af varer og andre supplerende tjenester af monetær, kommerciel og skattemæssig art, som toldklarerere tilbyder, idet de påtager sig de tilhørende finansielle risici 32. 26 27 28 29 30 31 32 EU-Domstolen, dom af 12. september 2000, forenede sager C-180/98 til C-184/98, Pavlov m.fl., Sml. 2000 I, s. 6451. EU-Domstolen, dom af 16. juni 1987, sag 118/85, Kommissionen mod Italien, Sml. 1987, s. 2599, præmis 7, dom af 18. juni 1998, sag C-35/96, Kommissionen mod Italien, Sml. 1998 I, s. 3851, præmis 36, og Pavlov. EU-Domstolen, Pavlov-dommene, dom af 22. januar 2002, sag C-218/00, INAIL, Sml. 2002 I, s. 691, præmis 37, og dom af 22. maj 2003, sag C-355/00, Freskot, Sml. 2000 I, s. 5263. EU-Domstolen, dom af 23. april 1991, sag C-41/90, Höffner og Elser, Sml. 1991 I, s. 197, præmis 21. EU-Domstolen, dom af 16. november 1995, sag C-244/94, FFSA, Sml. 1995 I, s. 4013, præmis 17-22, dom af 21. september 1999, sag C-67/96, Albany, Sml. 1999 I, s. 5751, præmis 80-87. EU-Domstolen, dom af 25. oktober 2001, sag C-475/99, Glöckner, Sml. 2001 I, s. 8089, præmis 20. EU-Domstolen, dom af 18. juni 1998, sag C-35/96, Kommissionen mod Italien, Sml. 1998 I, s. 3851, præmis 37. DA 22 DA

Tjenesteydelser, som retlige enheder, der er etableret af arbejdsgivere eller fagforeninger og statsligt godkendt, leverer som hjælp til arbejdstagere og arbejdsgivere med udfyldelse af selvangivelsen samt dertil knyttet rådgivning 33. Forvaltning af transportinfrastruktur 34. Medicinske tjenesteydelser leveret i eller uden for hospitalsregi 35. Tilskud til kommuner og almennyttige boligforeninger med henblik på billigere boliger, tilskud til boliglån, billige boligordninger med henblik på billigere boliger, boligsikring og ordninger for huslejetilskud til gamle og handicappede samt socialt dårligt stillede familier 36. Levering af støttende infrastruktur til sociale boliger såsom veje, butikker, legepladser og rekreative områder, parker, boldbaner, åbne arealer, kirker og andre steder for udøvelse af trosretninger, fabrikker, skoler, kontorer og andre bygninger eller arealer og andre lignende arbejder og tjenester, som er nødvendige for at sikre et godt miljø omkring et socialt boligbyggeri 37. Begrebet økonomisk aktivitet ifølge reglerne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde om det indre marked er nærmere omtalt i svaret på spørgsmål 6.1. 3.1.3. Kan udøvere af et liberalt erhverv udgøre "virksomheder" ifølge konkurrencereglerne? Ja, udøvere af et liberalt erhverv kan udgøre en virksomhed. Domstolen har vurderet, at speciallæger i deres egenskab af uafhængige erhvervsdrivende kan levere tjenesteydelser på et marked, nemlig markedet for specialmedicinske tjenesteydelser, og således udgøre en virksomhed. Det forhold, at de leverer komplicerede og tekniske tjenesteydelser, og at omstændighederne ved udøvelsen af deres erhverv er lovreguleret, ændrer ikke denne konklusion 38. 33 34 35 36 37 38 EU-Domstolen, dom af 30. marts 2006, sag C-451/03, Servizi Ausiliari Dottori Commercialisti, Sml. 2006 I, s. 2941, præmis 63. EU-Domstolen, dom af 24. oktober 2002, sag C-82/01 P, Aéroports de Paris mod Kommissionen, Sml. 2002 I, s. 9297. EU-Domstolen, dom af 12. juli 2001, sag C-157/99, Smits, Sml. 2001 I, s. 5473, præmis 53, dom af 31. januar 1984, forenede sager 286/82 og 26/83, Luisi og Carbone, Sml. 1984, s. 377, præmis 16, dom af 4. oktober 1991, sag C-159/90, Society for the Protection of unborn children (IVG), Sml. 1999 I, s. 4685, præmis 18, dom af 12. juli 2001, sag C-368/98, Abdon Vanbraekel, Sml. 2001 I, s. 5363, præmis 43; Retten i Første Instans, dom af 11. juli 2007, sag T-167/04, Asklepios Kliniken, Sml. 2007, præmis 49-55. Kommissionens beslutning om statsstøtte N 89/04 - Irland - Garanti til Housing Finance Agency, ordninger for socialt boligbyggeri finansieret af HFA, EUT C 131 af 28.5.2005, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/comp-2004/n089-04.pdf. Kommissionens beslutning om statsstøtte N 395/05 - "Loan guarantees for social infrastructure schemes funded by the Housing Finance Agency (HFA)", EUT C 77 af 5.4.2007, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/comp-2005/n395-05.pdf. EU-Domstolen, dom af 12. september 2000, forenede sager C-180/98 til C-184/98, Pavlov m.fl., Sml. 2000 I, s. 6451. DA 23 DA

3.1.4. Hvornår betegnes en aktivitet som "ikke-økonomisk" ifølge konkurrencereglerne? Den ikke-økonomiske karakter af følgende to kategorier af aktiviteter er blevet fastslået: Aktiviteter forbundet med udøvelsen af beføjelser som offentlig myndighed Aktiviteter, der er forbundet med udøvelsen af beføjelser som offentlig myndighed, og som udøves af staten selv eller af offentlige myndigheder inden for disses beføjelser, udgør ikke "økonomiske" aktiviteter ifølge konkurrencereglerne. I denne forbindelse betyder det mindre, at staten handler direkte gennem et organ, der er en del af den statslige forvaltning, eller gennem en separat enhed, som staten tildeler særlige eller eksklusive rettigheder 39. Eksempler på aktiviteter, som anses for ikke-økonomiske, og som er knyttet til udøvelsen af beføjelser som offentlig myndighed Aktiviteter udført af hæren eller politiet. Opretholdelse og forbedring af luftfartssikkerheden 40, sikring 41, flyvekontrol, skibstrafikkontrol og søfartssikkerhed 42. Forureningsovervågning er en opgave af almen interesse, som henregnes til statens væsentlige funktioner inden for miljøbeskyttelse af havet 43. Tilrettelæggelse, finansiering og udførelse af straffeforanstaltninger i forbindelse med gennemførelsen af straffesystemet 44. Finansiering og overvågning af opbygningen af jernbaneinfrastrukturer 45. Tilskud i forbindelse med lukning af kulminer til revalideringsforanstaltninger og overvågning af minerne og til fjernelse af følgerne af minedriften 46. 39 40 41 42 43 44 45 EU-Domstolen, dom af 16. juni 1987, sag 118/85, Kommissionen mod Den Italienske Republik, Sml. 1987, s. 2599, præmis 7 og 8. EU-Domstolen, dom af 19. januar 1994, sag C-364/92, SAT/Eurocontrol, Sml. 1994 I, s. 43, præmis 27, dom af 26. marts 2009, sag C-113/07 P, Sele Sistemi Integrati mod Kommissionen, Sml. 2009 I, s. 2207, præmis 71. Kommissionens beslutninger om statsstøtte N 309/02 af 19. marts 2003, Sikkerhed i luften - kompensation for omkostninger som følge af attentaterne den 11. september 2001, EUT C 148 af 25.6.2003, og N 438/02 af 16. oktober 2002, Subsidier til havnemyndighederne for udøvelse af beføjelser som offentlig myndighed, EFT C 284 af 21.11.2002, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/transports-2002/n438-02-fr.pdf. Kommissionens beslutning om statsstøtte N 438/02 af 16. oktober 2002, subsidier til havnemyndighederne for udøvelse af beføjelser som offentlig myndighed, EFT C 284 af 21.11.2002, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/transports-2002/n438-02-fr.pdf. EU-Domstolen, dom af 18. marts 1997, sag C-343/95, Calì et Figli, Sml. 1997 I, s. 1547, præmis 22. Kommissionens beslutning om statsstøtte N140/06 - Litauen - "Allotment of subsidies to correction houses", EUT C 244 af 11.10.2006, http://ec.europa.eu/comm/competition/state_aid/register/ii/doc/n-140-2006-wlwl-en-19.07.2006.pdf Kommissionens beslutning om statsstøtte N 478/04 - Irland - "State guarantee for capital borrowings by Coràs Iompair Eirann (CIÉ)", EUT C 207 af 31.8.2006, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/transports-2004/n478-04.pdf. DA 24 DA

Bestemte aktiviteter af rent social art Af retspraksis er der opstået en samling af kriterier for, hvornår visse aktiviteter med en rent social funktion har kunnet anses for at være ikke-økonomiske. Eksempler på ikke-økonomiske aktiviteter af rent social art Forvaltningen af obligatoriske forsikringsordninger med et udelukkende socialt formål efter solidaritetsprincippet og med udbetaling af forsikringsydelser uafhængigt af præmierne 47. Offentlige uddannelsestjenester, der som regel finansieres over offentlige budgetter og udfylder en statslig opgave over for befolkningen på det sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige område 48. 3.1.5. Når en offentlig myndighed yder information og rådgivning til borgerne inden for sit kompetenceområde, udøver den da en økonomisk aktivitet ifølge konkurrencereglerne? Offentlige myndigheders levering af generel information (på nationalt, regionalt eller lokalt plan) om måden, hvorpå de kompetente instanser anvender reglerne i henhold til deres ansvar, er uløseligt forbundet med udøvelsen af deres offentlige myndighed. Denne aktivitet anses ikke for at være en økonomisk aktivitet ifølge konkurrencereglerne. 3.1.6. Kan statsstøttereglerne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde anvendes på tjenesteydere, der driver virksomhed uden gevinst for øje? Ja, reglerne kan finde anvendelse. Det, at en enhed ikke driver virksomhed med gevinst for øje, betyder ikke i sig selv, at de aktiviteter, som enheden udøver, ikke er af økonomisk art 49. Den retlige status for den enhed, der leverer socialydelser af almen interesse, berører ikke arten af den pågældende aktivitet. Det kriterium, der anvendes, er, hvorvidt den pågældende enhed udøver en økonomisk aktivitet. 46 47 48 49 Kommissionens beslutning om statsstøtte CZ 45/2004 og CZ 110/2004 - Tjekkiet - Statsstøtte til tjekkisk kulindustri 2003-2007, EUT C 87 af 1.4.2006, http://ec.europa.eu/dgs/energy_transport/state_aid/doc/decisions/2004/2004_0045_cz_cz.pdf. EU-Domstolen, dom af 17. februar 1993, sag C-159/91, Poucet et Pistre, Sml. 1993 I, s. 637, dom af 22. januar 2002, sag C-218/00, INAIL, Sml. 2002 I, s. 691, præmis 43-48, dom af 16. marts 2004, forenede sager C-264/01, C-306/01, C-354/01 og C-355/01, AOK Bundesverband, Sml. 2004 I, s. 2493, præmis 51-55, og af 22. maj 2003. EU-Domstolen, dom af 27. september 1988, sag 263/86, Humbel, Sml. 1988, s. 5365, præmis 18, dom af 11. september 2007, sag C-318/05, Kommissionen mod Tyskland, endnu ikke offentliggjort, præmis 74-75, samt Kommissionens beslutninger om statsstøtte N 118/00 - Frankrig - Offentligt tilskud til professionelle idrætsklubber, EFT C 333 af 28.11.2001, s. 6, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/comp-2000/n118-00.pdf, og NN 54/06 - Den Tjekkiske Republik - "Magistrát města Přerova", EUT C 291 af 30.11.2006, s. 18, http://ec.europa.eu/comm/competition/state_aid/register/ii/doc/nn-54-2006-wlwl-en- 08.11.2006.pdf, EFTA-Tilsynsmyndighedens beslutning i sag 39/07/COL om offentlig finansiering af kommunale daginstitutioner i Norge: http://www.eftasurv.int/media/esa-docs/physical/11305/data.pdf.. EU-Domstolen, dom af 29. oktober 1980, forenede sager 209/78, 215/78 og 218/79, Van Landewyck, Sml. 1980, s. 3125, og dom af 16. november 1995, sag C-244/94, FFSA m.fl., Sml. 1995 I, s. 4013, præmis 21. DA 25 DA

F.eks. en forening, der drives uden gevinst for øje, eller en velgørende organisation, der udøver en økonomisk aktivitet, udgør en "virksomhed", men kun for så vidt angår den del af aktiviteten, der er økonomisk. Konkurrencereglerne finder ikke anvendelse på enhedens ikke-økonomiske aktiviteter. Eksempel Udrykningstjenester og sygetransporttjenester leveret af enheder, der drives uden gevinst for øje, kan udgøre en økonomisk aktivitet. Forpligtelser til offentlig tjeneste kan gøre de tjenester, der leveres af disse enheder, mindre konkurrencedygtige end sammenlignelige tjenester leveret af andre erhvervsdrivende, som ikke er bundet af disse forpligtelser, men denne omstændighed vil ikke kunne hindre, at de pågældende aktiviteter anses for at være økonomiske aktiviteter 50. 3.1.7. Er socialcentre, som forvalter socialydelser af almen interesse (f.eks. ældreomsorg og handicaphjælp), underlagt statsstøttereglerne? Spørgsmålet om, hvorvidt kommunale socialcentre er underlagt konkurrencelovens regler og nærmere bestemt statsstøttereglerne, kan ikke besvares under ét, men afhænger af de aktiviteter, der udøves. Hvis et center af denne type f.eks. leverer mad eller pleje i hjemmet, selv om sådanne aktiviteter normalt bliver leveret af andre offentlige eller private tjenesteydere, udfører centeret derfor også tjenesteydelser på et marked og dermed en økonomisk aktivitet efter konkurrencereglerne (se svaret på spørgsmål 3.1). Det betyder imidlertid ikke, at alle et sådant centers aktiviteter skal anses for økonomiske. Faktisk kan man forestille sig, at det også forvalter en ren socialsikringsaktivitet såsom udbetaling af offentlige ydelser til modtagerne, hvilket ikke ville være en økonomisk aktivitet. 3.1.8. Er det statsstøtte, at en kommune uddeler værdikuponer til visse brugerkategorier til køb af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse? Medlemslandene, herunder de lokale myndigheder, kan yde denne støtte til forskellige brugere af disse tjenester på de betingelser, der er angivet i artikel 107, stk. 2, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. I henhold til denne bestemmelse kræves det bl.a., at støtten har en social karakter og ydes uden forskelsbehandling med hensyn til de pågældende tjenesteydelsers oprindelse. 3.1.9. Er der tale om statsstøtte, når der ydes socialhjælp til bestemte modtagere såsom husholdninger med lav indkomst (f.eks. ud fra deres faktiske udgifter til opnåelse af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse og/eller andre objektive kriterier forbundet med deres personlige situation), og den udbetales ved, at en betalingsformidler betaler tjenesteyderen direkte? Man kan forestille sig, at en social instans - alt efter risikoen for, at hjælpen ikke går til det sociale formål, hvis den betales direkte til modtageren - beslutter at udbetale 50 EU-Domstolen, dom af 25. oktober 2001, sag C-475/99, Glöckner, præmis 21. DA 26 DA

den helt eller delvis til den pågældende tjenesteyder (f.eks. udlejeren af den sociale bolig, hvor modtageren bor, og børnenes skolekantine). En sådan udbetaling udgør ikke statsstøtte til tjenesteyderen, hvis tilskuddet, der udbetales gennem betalingsformidler, og beregningsgrundlaget herfor er klart defineret og er tæt forbundet med den endelige modtager i form af en fysisk person. Dette betyder, at denne overførsel ikke giver tjenesteyderen andre fordele. Således skal f.eks. den samlede husleje, som tjenesteyderen forlanger, være defineret selvstændigt og på forhånd, sådan at den leje, som tilskudsmodtageren skylder, faktisk nedsættes med det beløb, som tjenesteyderen allerede har opkrævet hos den sociale instans. 3.1.10. Visse tjenesteydelser af almen økonomisk interesse leveres ofte i en lokal sammenhæng. Påvirker de virkelig samhandelen mellem medlemsstaterne? På området for statsstøtteregler afhænger påvirkningen af samhandelen ikke af den lokale eller regionale karakter af den leverede tjenesteydelse eller niveauet for den pågældende aktivitet. Statsstøttens forholdsvis beskedne beløb eller modtagerens forholdsvis beskedne størrelse udelukker ikke i sig selv muligheden for, at samhandelen mellem medlemsstaterne påvirkes heraf 51. Selv en støtte på et beskedent beløb kan faktisk øge en given leverandørs udbud af tjenesteydelser ved at gøre det vanskeligere for andre europæiske virksomheder at levere de samme tjenesteydelser på det lokale marked. Imidlertid har Kommissionen ud fra sit eget erfaringsgrundlag fastlagt tærskler for, hvornår den mener, at støtten ikke længere har nogen indvirkning på samhandelen eller konkurrencen. Den fastslår således, at "støtte på højst 200 000 EUR over en treårig periode ikke påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og/eller ikke fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene og derfor ikke falder ind under traktatens artikel 87, stk. 1. For virksomheder i vejtransportsektoren bør dette loft fastsættes til 100 000 EUR. 52 " Generelt eksempel på påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne De tilskud, der ydes til de nederlandske tankstationer i nærheden af den tyske grænse på grund af stigningen i de nationale priser på brændstof som følge af forhøjelsen af punktafgifterne i Nederlandene, påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, fordi formålet med dem var at mindske forskellen mellem niveauet for de punktafgifter, der skal betales i henholdsvis Nederlandene og i Tyskland 53. 51 52 53 54 Retten i Første Instans, dom af 30. april 1998, sag T-214/95, Vlaams Gewest mod Kommissionen, Sml. 1998 II, s. 717, præmis 48-50, EU-Domstolen, dom af 24. juli 2003, sag C-280/00, Altmark trans og Regierungspräsidium Magdeburg, Sml. 2003 I, s. 7747, præmis 81-82, og dom af 3. marts 2005, sag C- 172/03, Heiser, Sml. 2005 I, s. 1627, præmis 32-33. Kommissionens forordning (EF) nr. 1998/2006 af 15. december 2006 om anvendelse af traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte, betragtning 8. Kommissionens beslutning 1999/705/EF af 20. juli 1999, EFT L 280 af 30.10.1999, s. 87, bekræftet af EU-Domstolen, dom af 13. juni 2002, sag C-382/99, Nederlandene mod Kommissionen, Sml. 2002 I, s. 5163. EU-Domstolen, dom af 24. juli 2003, sag C-280/95, Altmark trans og Regierungspräsidium Magdeburg, Sml. 2003 I, s. 7747, præmis 77. DA 27 DA

Eksempel på påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne i et tilfælde med tjenesteydelser af almen økonomisk interesse Offentlige tilskud til rutefart med bus i Landkreis Stendal i Tyskland ydet til en virksomhed, som kun leverede denne lokale eller regionale landtransportydelse, og som ikke leverer transportydelser uden for oprindelsesstaten, kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne 54. 3.1.11. Påvirkes samhandelen virkelig, når der kun er en enkelt erhvervsdrivende, der leverer en bestemt tjenesteydelse af almen økonomisk interesse i et givet område? Det forhold, at en erhvervsdrivende, der leverer en bestemt tjenesteydelse af almen økonomisk interesse (f.eks. speciallægeydelser eller ambulancekørsel), er den eneste i regionen eller lokalsamfundet, fordi der ikke er andre udbydere i det samme område, udelukker ikke, at de erhvervsdrivende i andre medlemsstater kunne være interesserede i at levere denne tjenesteydelse af almen økonomisk interesse. Derfor kan man ikke udelukke en potentiel påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne. 3.1.12. Er der eksempler på lokale tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som ikke rigtig synes at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne? Ja, visse af Kommissionens beslutninger om statsstøtte, hvor de statslige foranstaltninger til finansiering af lokale tjenesteydelser (uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt de udgør tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, socialydelser af almen interesse af økonomisk art eller rent kommercielle tjenesteydelser) er blevet anset for ikke at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Eksempler på foranstaltninger, der anses for ikke at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne I tilfældet med friluftsbadet i Dorsten 55 blev det vurderet, at et årligt tilskud til anlæg og drift af et offentligt friluftsbad i Dorsten, som udelukkende ville blive brugt af lokalbefolkningen, ikke kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. I tilfældet med irske hospitaler 56 blevet det vurderet, at en ordning med bevilling af kapital til at bygge faciliteter for til lokale offentlige hospitaler af forholdsvis beskeden størrelse og med klar underkapacitet, som betjener et lokalt marked for hospitalsydelser, ikke ville kunne tiltrække investeringer eller kunder fra andre medlemsstater og dermed heller ikke påvirke samhandelen mellem 55 56 Kommissionens beslutning om statsstøtte N 258/2000 - Tyskland - Friluftsbad Dorsten, IP/001509 af 21. december 2000, EFT C 172 af 16.6.2001, s. 16, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/comp-2000/n258-00.pdf. Kommissionens beslutning om statsstøtte N 543/01 - Irland - Tilskud til hospitaler, EFT C 154 af 28.6.2002, s. 4, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/comp-2001/n543-01.pdf. DA 28 DA

medlemsstaterne. I tilfældet med rastepladser på Tenerife 57 blev det vurderet, at de bevilgede tilskud til lokale vejgodstransportforeningers anlæggelse af kommunale rastepladser til deres medlemmer ikke kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, da der udelukkende var tale om lokal anvendelse. I tilfældet med de lokale museer på Sardinien 58 blev det vurderet, at finansieringen af disse museers projekter, som havde et begrænset omfang og et beskedent budget, ikke påvirkede samhandelen mellem medlemsstaterne, idet indbyggerne i andre medlemsstater ikke rejste over grænsen med det primære formål at besøge disse museer, med undtagelse af enkelte betydningsfulde museer med internationalt ry.. I tilfældet med de baskiske teaterproduktioner 59 blev det vurderet, at finansieringen af disse produktioner ikke påvirkede samhandelen mellem medlemsstaterne, idet det drejede sig om produktioner udført af mikrovirksomheder eller små virksomheder af lokal karakter, deres potentielle publikum var begrænset til en geografisk region og et bestemt sprog, og de ikke kunne tiltrække turister fra andre lande. 3.1.13. Hvad sker der, når en aktivitet er økonomisk og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne? Når en aktivitet er økonomisk og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, finder konkurrencereglerne anvendelse. 3.1.14. Betyder anvendelsen af konkurrencereglerne, at medlemsstaterne skal ændre tilrettelæggelsen og driften af deres tjenesteydelser af almen økonomisk interesse? Det forhold, at konkurrencereglerne finder anvendelse, betyder ikke, at de offentlige myndigheder skal sørge for, at der findes mange forskellige tjenesteydere på markedet. I øvrigt betyder det ikke, at de offentlige myndigheder har pligt til at ophæve de særlige eller eksklusive rettigheder, som de allerede har indrømmet tjenesteyderne, og som er nødvendige og proportionale i henseende til udførelsen af de pågældende tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. De offentlige myndigheder kan tildele sådanne rettigheder, så længe disse ikke overskrider, hvad der er nødvendigt for at kunne udføre den omhandlede opgave af almen interesse 57 58 59 Kommissionens beslutning om statsstøtte N 29/02 - Spanien (Tenerife) - Støtte til etablering af rasteanlæg på Tenerife, EUT C 110 af 8.5.2003, s. 13, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/transports-2002/nn029-02.pdf. Kommissionens beslutning om statsstøtte N 630/03 - Italien (region Sardinien) - Støtte til lokale museer i regionen Sardinien, EUT C 275 af 8.12.2005, s. 3, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/comp-2003/n630-03.pdf. Kommissionens beslutning om statsstøtte N 257/07 - Spanien - Tilskud til teaterproduktioner i Baskerlandet, EUT C 173 af 26.7.2007, s. 2, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/comp-2007/n257-07.pdf. DA 29 DA

under acceptable økonomiske forhold 60. Ligeledes har de offentlige myndigheder ikke pligt til at privatisere leverandørerne af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. 3.1.15. Hvad sker der, når en offentlig myndighed yder kompensation for en tjenesteydelse af almen interesse, som anses for at være økonomisk? En kompensation for offentlig tjeneste fra en offentlig myndighed til en tjenesteyder kan udgøre statsstøtte, hvis kriterierne, som Domstolen har fastslået i Altmarkdommen (se svarene på spørgsmål 3.2.1), ikke alle er opfyldt, og de øvrige kriterier for statsstøtte 61 også er opfyldt. Ikke desto mindre betyder det forhold, at en kompensation for offentlig tjeneste udgør statsstøtte, ikke i sig selv, at den ikke er tilladt, eftersom denne kompensation kan være forenelig med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (se svarene på spørgsmål 3.2.4 og 3.2.5). 3.1.16. Hvordan kan en offentlig myndighed finansiere en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse? Medlemsstaterne har et stort råderum i tilrettelæggelsen og finansieringen af deres tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. De offentlige myndigheder kan bevilge et tilskud eller en skattefordel, men de kan også give en særlig eller eksklusiv rettighed til tjenesteydere, så de kan varetage leveringen af den pågældende tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, så længe denne rettighed ikke overskrider, hvad der er nødvendigt for at kunne udføre den omhandlede opgave af almen økonomisk interesse under acceptable økonomiske forhold 62. 3.1.17. Pålægges de offentlige myndigheder i kraft af statsstøttereglerne at tilrettelægge tjenesteydelser af almen økonomisk interesse på en bestemt måde? De offentlige myndigheder har vide skønsmæssige beføjelser i valget af forvaltningsmetode til de tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, de indfører. Statsstøttereglerne tillader de offentlige myndigheder at tilrettelægge og finansiere deres tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som de ønsker, så længe den kompensation, de yder til gengæld, ikke overskrider det, der er nødvendigt for at kunne udføre den omhandlede opgave af almen økonomisk interesse under acceptable økonomiske forhold i henhold til artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (hvad disse forhold angår, se svarene på spørgsmål 3.2.9). 3.1.18. Kan de finansielle bevillinger, der afsættes i forbindelse med overdragelse af kompetencer mellem offentlige myndigheder i forbindelse med privatisering, sidestilles med statsstøtte? I begrebet statsstøtte sondrer man ikke efter, hvilket niveau (centralt, regionalt, lokalt osv.) de bevilges på. Imidlertid gælder det kun, når der sker en overførsel af midler 60 61 62 EU-Domstolen, dom af 19. maj 1993, sag C-320/91, Corbeau, Sml. 1993 I, s. 2533, præmis 14-16, dom af 21. september 1999, sag C-67/96, Albany, Sml. 1999 I, s. 5751, præmis 107. Det vil sige (1) tilførsel af statsmidler og tilregnelse til staten, (2) påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne og konkurrenceforvridning, (3) økonomisk fordel samt (4) den pågældende foranstaltnings selektivitet. EU-Domstolen, dom af 19. maj 1993, sag C-320/91, Corbeau, Sml. 1993 I, s. 2533, præmis 14-16, dom af 21. september 1999, sag C-67/96, Albany, Sml. 1999 I, s. 5751, præmis 107. DA 30 DA

til en eller flere virksomheder eller sektorer, som opfylder betingelserne i artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Hvis de finansielle overførsler derimod foregår inden for statens egne strukturer (stat til region, amt til kommune osv.) og udelukkende hænger sammen med overførsel af offentlige beføjelser uden aktivitet af økonomisk art, er der ikke tale om overførsel af midler fra staten, som giver en virksomhed en fordel. 3.1.19. Medfører finansieringen af et in house-selskab ifølge reglerne om offentlige indkøb, som leverer tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, at statsstøttereglerne ikke finder anvendelse? Begrebet in house-selskab hidrører fra loven om offentlige indkøb, mens reglerne om statsstøtte findes i konkurrenceloven. Anvendelsen af konkurrencereglerne og især statsstøttereglerne afhænger ikke af, hvilken retlig status eller karakter den enhed har, som leverer tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, men af, om den aktivitet, som denne enhed udøver, har "økonomisk" karakter. I henhold til en konstant retspraksis er enhver aktivitet bestående af et udbud af varer og/eller tjenester på et givet marked en økonomisk aktivitet ifølge konkurrencereglerne (se eksempler på økonomisk aktivitet ifølge konkurrencereglerne i svaret på spørgsmål 3.1.2). Hvis den offentlige finansiering af en økonomisk aktivitet, der udøves af et in houseselskab efter reglerne om offentlige indkøb, opfylder betingelserne i artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde 63 og ikke opfylder alle betingelserne i Altmark-dommen (om disse betingelser henvises til svaret på spørgsmål 3.2.1), er det derfor statsstøttereglerne, der gælder. Der er således grund til at minde om, at så længe de finansielle overførsler foregår inden for statens egne strukturer (stat til region, amt til kommune osv.) og udelukkende hænger sammen med overførsel af offentlige beføjelser uden økonomisk aktivitet, er der ikke tale om overførsel af statslige midler til en virksomhed og dermed ikke tale om statsstøtte. 3.2. Altmark-dommen og lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse 3.2.1. Hvad præciserer Domstolen i Altmark-dommen? I sin dom i Altmark-sagen fandt Domstolen, at kompensationer for offentlig tjeneste ikke udgør statsstøtte efter artikel 107 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, forudsat at fire betingelser er opfyldt. For det første skal den pågældende virksomhed rent faktisk være pålagt at opfylde forpligtelser til offentlig tjeneste, og disse forpligtelser skal være klart defineret. For det andet skal de kriterier, der danner grundlag for beregningen af kompensationen, være fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde. Kompensationen må for det tredje ikke overstige, hvad der er nødvendigt for helt eller delvis at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne 63 Det vil sige (1) økonomisk fordel, (2) påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne og konkurrenceforvridning samt (3) den pågældende foranstaltnings selektivitet. DA 31 DA

til offentlig tjeneste, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne. Endelig gælder det, at når udvælgelsen af den virksomhed, der skal have overdraget en forpligtelse til offentlig tjeneste, i et konkret tilfælde ikke sker ved en udbudsprocedure, som giver mulighed for at udvælge den tilbudsgiver, der kan levere de pågældende ydelser til de laveste omkostninger for samfundet, skal størrelsen af den nødvendige kompensation fastlægges på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste, ville have ved at opfylde forpligtelserne. Eksempler på tilfælde, hvor Kommissionen har vurderet, at Altmarkkriterierne har været opfyldt, og at kompensationen derfor ikke har udgjort statsstøtte Finansieringen af en ordning til fremme af investeringer i elforsyningssikkerhed i Irland blev ikke anset for at være statsstøtte, idet (a) (b) leveringen af ny reservekapacitet til elproduktion for at dække efterspørgslen efter elektricitet året rundt, herunder i spidsbelastningsperioder, blev anset for en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse den åbne, gennemsigtige og ikke-diskriminerende udbudsprocedure i øvrigt var tilrettelagt således, at alle de tre øvrige kriterier fra Altmark-dommen var opfyldt 64. Tilskuddene til finansiering af højhastighedstelekommunikationsnet i Frankrig blev heller ikke anset for statsstøtte, idet (a) (b) (c) den generelle adgang til højhastighedsinfrastruktur for hele befolkningen var en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse kompensationsniveauet var givet på forhånd af de specifikke parametre i koncessionskontrakten der ikke var nogen risiko for overkompensation, idet parametrene for beregning af kompensationen var præcist defineret i de erhvervsdrivendes forretningsplaner, som de havde baseret på specifikke data leveret af den offentlige myndighed selv enhver risiko for overkompensation ligeledes var udelukket takket være det forhold, at den offentlige myndighed havde krævet, at de erhvervsdrivende oprettede et ad hoc-selskab til levering af den omhandlede tjeneste til garanti for den pågældende tjenesteyders neutralitet, og takket være en klausul om tilbagebetaling i et vist omfang, hvis selskabet fik overskud over et vist niveau 64 Kommissionens beslutning om statsstøtte N 475/2003 - Irland - "Public Service Obligation in respect of new electricity generation capacity for security of supply", EUT C 34 af 7.2.2004, s. 8, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/comp-2003/n475-03.pdf. DA 32 DA

(d) der blev foretaget en tilbundsgående og detaljeret analyse af behovene for projektet og af de bydendes tilbud, og idet den valgte procedure i øvrigt tillod udvælgelsen af den mest effektive tilbudsgiver, der kunne levere de pågældende ydelser til de laveste omkostninger for samfundet 65. I Dorsal-sagen vurderede Kommissionen, at det fjerde Altmark-kriterium var opfyldt, fordi det i kraft af en tilbundsgående komparativ analyse af de specifikke behov for projektet og de bydendes tilbud sammen med selve udbudsproceduren var givet på forhånd, at kompensationen skulle beregnes på basis af en veldrevet og tilstrækkeligt udstyret virksomheds omkostninger ved levering af den pågældende tjenesteydelse 66. Kommissionen konkluderede, at de provisioner, der blev betalt af "Casa Depositi e Prestiti" - et statskontrolleret finansieringsorgan - til "Poste Italiane", ikke var statsstøtte, idet (a) (b) distributionen af postopsparingsprodukter blev anset for at være en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse markedsgebyret svarede til en passende vurdering af det omkostningsniveau, som en veldrevet og tilstrækkeligt udstyret gennemsnitsvirksomhed i samme sektor ville have ved samme ydelse, idet der blev taget hensyn til indtægterne og en rimelig fortjeneste for udførelsen af disse forpligtelser. Dermed var det fjerde Altmark-kriterium opfyldt 67. 3.2.2. Kan en medlemsstat med henblik på anvendelsen af kriteriet om en veldrevet gennemsnitsvirksomheds udgifter på forhånd fastsætte en referenceudgift? Medlemsstaterne har med henblik på anvendelsen af anden del af det fjerde Altmarkkriterium mulighed for at anvende en forud fastsat referenceomkostning, så længe de kan godtgøre den. Såfremt denne omkostning hidrører fra en pålidelig kilde, er baseret på solide data og svarer til markedsværdien, kan den anses for at svare til "en veldrevet og tilstrækkeligt udstyret virksomheds omkostninger" ifølge det fjerde Altmark-kriterium. Eksempler på Kommissionens praksis med referenceomkostninger 65 66 67 Kommissionens beslutning om statsstøtte N 381/04 - Frankrig - Projekt vedrørende højhastighedstelekommunikationsnet i Pyrénées-Atlantiques, EUT C 162 af 2.7.2005, s. 5: http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/comp-2004/n381-04.pdf, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/comp-2004/n381-04.pdf, og Kommissionens beslutning om statsstøtte N 331/08 - Frankrig - Telekommunikationsnet med meget høj hastighed i Hauts-de- Seine, endnu ikke offentliggjort: http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/comp-2008/n331-08.pdf. Kommissionens beslutning om statsstøtte N 382/04 - Frankrig/Limousin - Etablering af en højhastighedsinfrastruktur i regionen Limousin (Dorsal), EUT C 230 af 20.9.2005, s. 6, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/comp-2004/n382-04.pdf. Kommissionens beslutning om statsstøtte C 49/06 - Poste Italiane SpA - BancoPosta - Godtgørelse for distribution af postopsparingsprodukter, EUT C 31 af 13.2.2007. DA 33 DA

Vederlaget til Poste Italiane for distribution af "libretti postali" var mindre end lignende finansielle referenceprodukter på markedet. Vederlaget blev som sådan anset for at opfylde kriteriet om en veldrevet og tilstrækkeligt udstyret gennemsnitsvirksomhed og udgjorde ikke statsstøtte, idet de andre tre Altmarkkriterier i øvrigt var opfyldt 68. Omvendt beviste anvendelsen af forud definerede statistiske omkostninger fra de tjekkiske myndigheder til beregning af kompensationen ikke i sig selv, at omkostningerne var repræsentative for en veldrevet og tilstrækkeligt udstyret gennemsnitsvirksomheds omkostninger 69. 3.2.3. Hvilke konsekvenser har det at anvende Altmark-kriterierne eller ikke at anvende dem? Når alle Altmark-kriterierne er opfyldt, udgør kompensation for offentlig tjeneste ikke statsstøtte. Når mindst ét af Altmark-kriterierne ikke er opfyldt, og de øvrige statsstøttekriterier 70 til gengæld er opfyldt, udgør kompensationen for offentlig tjeneste statsstøtte. 3.2.4. Hvad er konsekvenserne, hvis en kompensation for en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse faktisk udgør statsstøtte? Det forhold, at kompensationen for offentlig tjeneste udgør statsstøtte, betyder ikke, at denne kompensation er forbudt. Denne kompensation er forenelig med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, når de særlige betingelser i beslutningen 71 eller rammebestemmelserne 72 er opfyldt 73. 68 69 70 71 72 73 Kommissionens beslutning om statsstøtte C 49/06, op. cit., præmis 85-93. Kommissionens beslutning om statsstøtte C 3/08 (ex NN 102/05) - Tjekkiet - Kompensation for offentlig tjeneste til Southern Moravia Bus Companies, EUT L 97 af 16.4.2009, præmis 82-83. Det vil sige (1) tilførsel af statsmidler og tilregnelse til staten, (2) påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne og konkurrenceforvridning samt (3) den pågældende foranstaltnings selektivitet. Kommissionens beslutning af 28. november 2005 om anvendelse af bestemmelserne i EF-traktatens artikel 86, stk. 2, på statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste ydet til visse virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, EUT L 312 af 29.11.2005, s. 67. Fællesskabsrammebestemmelser for statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste, EUT C 297 af 29.11.2005, s. 4. I landtransportsektoren reguleres denne forenelighed af forordning 1370. I luft- og skibstrafik sektoren kan foreneligheden vurderes på grundlag af Fællesskabets retningslinjer fra 2005 for finansiering af lufthavne og statsstøtte til opstart af luftfartsselskaber i regionale lufthavne, Kommissionens meddelelse 94/C 350/07 om anvendelse af EF-traktatens artikel 92 og 93 på statsstøtte i luftfartssektoren, EFT C 350 af 10.12.1994, s. 5, eller EU's retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren, EUT C 13 af 17.1.2004. DA 34 DA

3.2.5. Hvad er målsætningerne for henholdsvis beslutningen og rammebestemmelserne? Er der forskel på de to tekster? De to tekster specificerer, på hvilke betingelser kompensationen for offentlig tjeneste, som udgør statsstøtte, er forenelig med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Den primære forskel består i, at de former for kompensation for offentlig tjeneste, der er omfattet af beslutningen, ikke behøver at blive anmeldt til Kommissionen. Når kriterierne i beslutningen er opfyldt, kan den pågældende medlemsstat straks yde kompensationen. Når betingelserne i beslutningen ikke er opfyldt (f.eks. fordi der indgår større kompensationsbeløb), skal kompensationen ikke desto mindre anmeldes på forhånd til Kommissionen, således at denne kan kontrollere, om den pågældende statsstøtte er forenelig med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Rammebestemmelsernes formål er at præcisere de betingelser, hvorpå statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste, som er anmeldt til Kommissionen, kan anses for at være forenelig med det indre marked i henhold til bestemmelserne i artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. 3.2.6. I hvilke tilfælde finder beslutningen anvendelse? Beslutningen finder anvendelse på kompensation for offentlig tjeneste på under 30 mio. EUR om året, som ydes til virksomheder, hvis årsomsætning før skat, alle aktiviteter iberegnet, udgjorde under 100 mio. EUR i de to regnskabsår forud for det regnskabsår, hvori de fik overdraget tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse kompensation for offentlig tjeneste ydet til hospitaler, som udøver virksomhed, der af den pågældende medlemsstat defineres som tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, uanset beløb kompensation for offentlig tjeneste ydet til sociale boligselskaber, som udøver virksomhed, der af den pågældende medlemsstat defineres som tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, uanset beløb kompensation for offentlig tjeneste på transportområdet ydet i henhold til sektorreglerne til selskaber, der driver færgesejlads til øer, hvor den årlige trafik ikke overstiger 300 000 passagerer. Beslutningen finder ligeledes anvendelse på kompensation for offentlig tjeneste ydet til lufthavne og havne, hvor den årlige gennemsnitlige trafik i de to regnskabsår forud for det regnskabsår, hvori de fik overdraget tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse, ikke overstiger 1 000 000 passagerer i lufthavne og 300 000 passagerer i havne. DA 35 DA

3.2.7. Der findes tilfælde, hvor virksomheden, der modtager kompensation for offentlig tjeneste, indgår i en koncern eller består af et ad hoc-selskab, der er oprettet til levering af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse. Refererer tærsklen på 100 mio. EUR for årlig omsætning i disse tilfælde til en enkelt juridisk enhed eller hele koncernen? Beslutningens formål er især at fjerne forpligtelsen til forhåndsanmeldelse af beskedne kompensationsbeløb, der ydes til virksomheder, som har en begrænset omsætning. Det kan ligeledes lægges til grund, at konkurrenceforvridningen er begrænset. I denne forbindelse og i overensstemmelse med den generelle linje, som Kommissionen og Domstolen følger i statsstøttesager, skal der dog tages hensyn til koncernens økonomiske størrelse, når den støttemodtagende virksomhed indgår i en sådan. Derfor omfatter "omsætning" i henhold til beslutningens artikel 2 omsætningen for hele den koncern, som et datterselskab eventuelt indgår i, eller omsætningen for alle medkontrahenter i et ad hoc-selskab, der er oprettet med henblik på levering af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse. 3.2.8. Er tærsklerne på 30 mio. EUR for årlig kompensation og 100 mio. EUR for støttemodtagerens omsætning i beslutningens artikel 2, litra a), kumulativ? Hvad betyder det? Ja, tærsklerne i beslutningens artikel 2, litra a), på 30 mio. EUR for den årlige kompensation og 100 mio. EUR for den omsætning, som støttemodtageren har haft i løbet af de to regnskabsår forud for det regnskabsår, hvori støtten blev ydet, er kumulative. Det betyder i praksis, at offentlige myndigheder i medlemsstaterne kan yde støtte i overensstemmelse med beslutningens betingelser uden at anmelde det til Kommissionen, såfremt støtten ikke overstiger 30 mio. EUR om året, og de støttemodtagende virksomheder har en omsætning, som ikke overstiger 100 mio. EUR i løbet af de to regnskabsår forud for det regnskabsår, hvori støtten blev ydet. Hvis det årlige kompensationsbeløb ikke overstiger 30 mio. EUR, men støttemodtageren har en omsætning, der ligger over 100 mio. EUR, og omvendt, skal støtten anmeldes til Kommissionen til undersøgelse på grundlag af rammebestemmelserne. 3.2.9. Hvilke betingelser for forenelighed er der fastlagt i henholdsvis beslutningen og rammebestemmelserne? Betingelserne for forenelighed i henhold til beslutningen og rammebestemmelserne ligner hinanden. Forenelighedskriterier. Beslutningen og rammebestemmelserne kræver primært et mandat, der navnlig specificerer arten og varigheden af de omhandlede forpligtelser til offentlig tjeneste, virksomheden og området, arten af de særlige eller eksklusive rettigheder, som gives til virksomheden, parametrene til beregning, kontrol og revision af kompensationen samt nærmere betingelser for tilbagebetaling af eventuel overkompensation og midler til at undgå DA 36 DA

overkompensation at kompensationen ikke overstiger det, der er nødvendigt for at dække de omkostninger, der er ved udførelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste; hertil er det nødvendigt at beregne alle omkostninger samt indtægter af enhver art at medlemsstaternes offentlige myndigheder udfører kontrol med overkompensation. 3.2.10. Falder lufthavne med over 1 mio. passagerer ind under beslutningen, hvis kompensationen for offentlig tjeneste er under 30 mio. EUR, og virksomheden, der driver lufthavnen har en årlig omsætning på under 100 mio. EUR? Ja. I sådanne tilfælde vil de gunstigste tærskler blive anvendt 74. I denne forbindelse er det vigtigt at bemærke, at statsstøtte i lufttransportsektoren reguleres af Fællesskabets retningslinjer fra 2005 for finansiering af lufthavne og statsstøtte til opstart af luftfartsselskaber i regionale lufthavne (i det følgende omtalt som "retningslinjerne fra 2005") og af Kommissionens meddelelse 94/C 350/07 om anvendelse af EF-traktatens artikel 92 og 93 på statsstøtte i luftfartssektoren. Ifølge disse retningslinjer kan de offentlige myndigheder betragte visse økonomiske aktiviteter, som udføres af lufthavnene, som tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. I helt særlige tilfælde kunne driften af en lufthavn i sin helhed anses for en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, forudsat at den er begrænset til de aktiviteter, der udgør den basale virksomhed. Eksempel En offentlig myndighed kan eventuelt pålægge en lufthavn, der er beliggende i en isoleret egn, forpligtelser til offentlig tjeneste, og beslutte at kompensere den herfor. Det er vigtigt at bemærke, at når en lufthavn i sin helhed drives som en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, bør driften ikke omfatte aktiviteter, som ikke direkte er forbundet med den basale virksomhed (dvs. kommerciel virksomhed, herunder opførelse, finansiering, drift og udlejning af grunde og fast ejendom, ikke kun til kontor og lager, men også til hoteller og industrivirksomheder, der ligger inden for lufthavnsområdet, samt butikker, restauranter og parkeringspladser). 3.2.11. Hvilken forbindelse er der mellem beslutningen og forordning 1370? Beslutningen gælder ikke kompensation for offentlig tjeneste i landtransportsektoren 75. Kompensation for forpligtelserne til offentlig tjeneste i sektoren for personbefordring ad jernbane og vej reguleres af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 af 23. oktober 2007. Kompensation, der ydes i overensstemmelse med bestemmelserne i denne forordning, er undtaget fra pligten til at forhåndsanmelde. 74 75 Beslutningens betragtning 19. Beslutningens betragtning 17. DA 37 DA

3.2.12. Hvad er forskellen mellem rammebestemmelserne og de særlige regler for forenelighed i transportsektoren? Rammebestemmelserne finder ikke anvendelse på transportsektoren 76. For transportsektoren findes de særlige regler i forordning 1370, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1008/2008 af 24. september 2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet 77 samt i EU's retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren fra 2004 78. 3.2.13. Hvad er forskellen på betingelserne i Altmark-dommen og de betingelser, der er fastlagt i beslutningen og rammebestemmelserne? Altmark-dommen bestemmer, hvornår en foranstaltning falder ind under begrebet statsstøtte, mens beslutningen og rammebestemmelserne bestemmer, på hvilke betingelser en kompensation, der udgør statsstøtte, kan tillades. Den primære væsentlige forskel mellem dommen og lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse vedrører beløbet/beregningen af kompensationen. Ifølge det fjerde kriterium i Altmark-dommen skal kompensationsbeløbet for ikke at udgøre statsstøtte 79 være defineret: via en åben, gennemsigtig og ikke-diskriminerende udbudsprocedure, som giver mulighed for at udvælge den tilbudsgiver, der kan levere de pågældende ydelser til de laveste omkostninger for samfundet, eller via en procedure, hvorefter de offentlige myndigheder kan definere kompensationsbeløbet på grundlag af en analyse af en veldrevet og tilstrækkeligt udstyret virksomheds omkostninger. Ifølge beslutningen skal kompensationsbeløbet ikke nødvendigvis være defineret gennem en udbudsprocedure eller en sammenligning med en veldrevet gennemsnitsvirksomheds omkostninger. Så længe den offentlige myndighed kan bevise, at den tildelte kompensation svarer til de nettoomkostninger, der er anslået på basis af præcist definerede parametre i mandatet, og at der ikke finder overkompensation sted, anses den pågældende kompensation for at være statsstøtte, der er forenelig med reglerne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde 80. Eksempel En offentlig myndighed beslutter at overdrage leveringen af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse til en erhvervsdrivende og kompensere vedkommende for denne 76 77 78 79 80 Punkt 3 i rammebestemmelserne. EUT L 293 af 31.10.2008, s. 3. Meddelelse C(2004) 43 fra Kommissionen - EU-retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren, EUT C 13 af 17.1.2004, s. 3. Så længe de øvrige tre kriterier i Altmark-dommen er opfyldt (jf. 3.1). Så længe de øvrige betingelser i beslutningen er opfyldt (jf. 3.5). DA 38 DA

ydelse. Man kan skelne mellem tre situationer: Den pågældende tjenesteydelse af almen økonomisk interesse leveres af en erhvervsdrivende, der er udvalgt gennem en udbudsprocedure, til en fastsat pris på 90. I overensstemmelse med Altmark-betingelserne udgør kompensationen på 90 ikke statsstøtte. Denne tjenesteydelse af almen økonomisk interesse leveres af en erhvervsdrivende til en nettoomkostning på 90. Hvis denne omkostning på 90 svarer til den omkostning, som en veldrevet og tilstrækkeligt udstyret gennemsnitsvirksomhed har ved levering af samme ydelse i overensstemmelse med Altmark-betingelserne, udgør kompensationen på 90 ikke statsstøtte. Ifølge beslutningen betragtes en kompensation over 90 (f.eks. 100) som forenelig statsstøtte, såfremt denne kompensation svarer til de faktiske samlede nettoomkostninger, som den erhvervsdrivende har ved levering af den omhandlede tjenesteydelse af almen økonomisk interesse. 3.2.14. Hvor længe har beslutningen og rammebestemmelserne været gældende? Har de tilbagevirkende kraft? Beslutningen har været gældende siden 19. december 2005, da den trådte i kraft. Kommissionen har siden 29. november 2005 undersøgt alle eksempler på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse på grundlag af rammebestemmelserne. Det vil altså sige datoen for offentliggørelsen i EU-tidende og ikrafttrædelsen. Det gælder også kompensation, som var blevet anmeldt før denne dato, men som ikke indtil da var blevet ydet. I de øvrige tilfælde, dvs. kompensation, som ikke var blevet anmeldt inden 29. november 2005, men som var blevet ydet inden offentliggørelsen, undersøger Kommissionen kompensationen på grundlag af de bestemmelser, der var gældende på tidspunktet for tildelingen 81. Det skal bemærkes, at begge tekster rummer størstedelen af Domstolens retspraksis og Kommissionens beslutningspraksis vedrørende anvendelsen af artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. 3.2.15. Opstår der af lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse en ret for virksomhederne til at modtage støtte i form af kompensation for offentlig tjeneste? Ifølge artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde er statsstøtte uforenelig med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, medmindre den er undtaget ifølge traktaten selv. Det betyder, at princippet er, at statsstøtte er forbudt og kun undtagelsesvis kan ydes i de tilfælde og på de betingelser, der er anført i artikel 107, stk. 2 og 3, og artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Derfor findes der på ingen måde en ret for virksomheder til statsstøtte. Lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse udgør ikke en ret for virksomhederne til at modtage støtte i form af kompensation for offentlig tjeneste, 81 Pkt. 26 i rammebestemmelserne. DA 39 DA

men den definerer betingelser for en sådan støttes forenelighed, når medlemsstaternes offentlige myndigheder beslutter at tilrettelægge og finansiere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ved hjælp af statsstøtte. 3.3. Anmeldelse af støtte, der overskrider beslutningens tærskler 3.3.1. Er det nødvendigt at anmelde en støtte, der overskrider de tærskler, der er defineret i beslutningens artikel 2, litra a), til Kommissionen? Beslutningen finder anvendelse på kompensation for offentlig tjeneste på under 30 mio. EUR, som ydes til virksomheder med en årsomsætning før skat, alle aktiviteter iberegnet, på under 100 mio. EUR i de to regnskabsår forud for det regnskabsår, hvori de fik overdraget tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse. For så vidt angår hospitaler og sociale boligselskaber, er der ingen grænse for beløbene, idet de er fritaget for anmeldelse. Disse tærskler er allerede høje og burde dække størstedelen af de lokale sociale tjenesteydelser. Hvis kompensationen overstiger disse tærskler, kræves der en forhåndsanmeldelse. Den vil blive vurderet i henhold til rammebestemmelserne, som stemmer overens med grundbetingelserne i beslutningen. Anmeldelsen betyder ikke, at kompensationen automatisk er uforenelig med traktaten, men at støtten på grund af sit høje beløb og den forhøjede risiko for konkurrenceforvridning skal vurderes af Kommissionen for at sikre, at alle betingelser for forenelighed rent faktisk er opfyldt. 3.3.2. Hvis en støtte i form af kompensation for offentlig tjeneste kan være fritaget for anmeldelse på grundlag af beslutningen, er der så pligt til at sende et informationsark til Kommissionen? Når beslutningen finder anvendelse, har de nationale myndigheder ikke pligt til at sende Kommissionen et informationsark. De eneste proceduremæssige forpligtelser, som pålægges medlemsstaterne ifølge beslutningen, er, at medlemsstaterne i mindst ti år skal stille ethvert element til rådighed for Kommissionen, som den måtte have brug for at fastslå, om den tildelte kompensation er forenelig med beslutningen 82, og at medlemsstaterne fremsender periodiske rapporter om gennemførelsen af beslutningen hvert tredje år 83. 3.3.3. I tilfælde af at staten over for regionen eller andre lokalforvaltninger afviser at anmelde en støtte i form af kompensation for offentlig tjeneste, er det da muligt for den pågældende offentlige forvaltning selv at reagere? Kan Kommissionen træffe foranstaltninger over for den pågældende medlemsstat? Anmeldelsesproceduren igangsættes af den pågældende medlemsstat 84. Denne procedure foregår primært mellem Kommissionen og de pågældende medlemsstaters nationale myndigheder. Derfor påhviler det i henhold til EU's statsstøtteregler 82 83 84 Beslutningens betragtning 7. Beslutningens betragtning 8. Artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 2 i forordning nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93, EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1. DA 40 DA

medlemsstaten og ikke de lokale eller regionale forvaltninger at træffe beslutning om anmeldelse af en støtteordning eller en enkeltstående støtteforanstaltning 85. Når en støtte, som burde være anmeldt til Kommissionen ifølge gældende regler, iværksættes uden forhåndsanmeldelse, udgør den ulovlig statsstøtte. Det betyder, at f.eks. konkurrenterne til modtageren af den pågældende støtte kunne anlægge sag ved en national domstol. I så fald ville den nationale dommer være tvunget til at konstatere denne ulovlighed og afgøre, at støtten skulle tilbagebetales, uanset dens eventuelle forenelighed med det indre marked, som kun Kommissionen har kompetence til at afgøre. Samtidig kunne Kommissionen af sig selv eller som følge af en klage undersøge den omhandlede foranstaltning. Denne undersøgelse munder ud i en beslutning om at pålægge modtageren tilbagebetaling af støtten, hvis den er fundet uforenelig. 3.4. Begrebet "mandat" ifølge beslutningen og rammebestemmelserne 3.4.1. Hvad er formålet med begrebet "mandat" ifølge beslutningen og rammebestemmelserne? Et mandat er nødvendigt for at klarlægge tilrettelæggelsen af en offentlig tjenesteydelsesopgave. Det er den officielle akt, hvorved virksomheden får overdraget en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, og hvori den pågældende virksomheds opgave af almen interesse er angivet sammen med afgrænsningen og de generelle betingelser for driften af tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse. Det er nødvendigt med et dokument om overdragelse af offentlig tjeneste for at definere virksomhedens og statens forpligtelser. I mangel af en officiel akt er virksomhedens specifikke opgave ukendt, og der kan derfor ikke fastslås en passende kompensation. 3.4.2. Hvilke typer mandat anses for at leve op til beslutningens betydning? Beslutningen kræver blot, at mandatet foreligger i form af en eller flere officielle akter, som har bindende juridisk værdi i henhold til national ret. Aktens eller akternes specifikke form kan bestemmes af hver enkelt medlemsstat alt efter bl.a. politisk og/eller administrativ organisation. Faktisk har hver offentlig myndighed på nationalt, regionalt eller lokalt plan i henhold til forvaltningslovens grundregler brug for et retsgrundlag, hvorpå de kan definere en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse og finansiere den. Derfor kan begrebet mandat i det store og hele udgøre det retsgrundlag, som den pågældende offentlige myndighed vælger i det enkelte tilfælde efter eget skøn. Det er ikke nødvendigt, at denne akt har titlen "mandat". Det er heller ikke nødvendigt, at medlemsstaterne etablerer en bestemt normativ ramme for vedtagelse af akter med titlen "mandat". Der findes således ikke noget standardmandat. Formen afhænger af såvel den offentlige myndighed, der overdrager tjenesteydelsen, som af den pågældende aktivitet. Det skal bemærkes, at de betingelser, der kræves opfyldt af et mandat til statsstøtte, primært er grundbetingelser. Det udelukker ikke muligheden for, at 85 Artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. DA 41 DA

medlemsstaternes myndigheder kan føje flere detaljer til mandatet som f.eks. kvalitetskrav. En aftale med en tjenesteyder om levering af tjenesteydelser eller en tilladelse fra en offentlig myndighed til en tjenesteyder til at levere visse tjenesteydelser svarer ikke til et mandat. Det skyldes, at aftalen eller tilladelsen ikke skaber en forpligtelse for den erhvervsdrivende til at levere de pågældende tjenesteydelser, men blot tillader vedkommende at udøve en økonomisk aktivitet ved at tilbyde visse tjenesteydelser på et marked. Et sådant eksempel kunne være en tilladelse, der er givet til en erhvervsdrivende til at åbne en vuggestue eller et ældrecenter og udelukkende baseret på, at den erhvervsdrivende overholder reglerne for folkesundhed, sikkerhed eller kvalitet.. Eksempler på mandater Koncessionskontrakt og udbudsbetingelser 86 Ministerielle kontrakter om programlægning 87 Ministerielle instrukser 88 Love 89 og andre retsakter 90 Årlige eller flerårige ydelseskontrakter 91 Lovgivningsdekret 92 og enhver type lovgivningsbeslutning samt kommunale beslutninger og akter. 3.4.3. Er mandatet også nødvendigt, når det drejer sig om en socialydelse af almen interesse? Konkurrencereglerne gælder for tjenesteydelser af almen interesse, som er af økonomisk art (se svaret på spørgsmål 3.1 om begrebet økonomisk aktivitet ifølge 86 87 88 89 90 91 92 Kommissionens beslutning om statsstøtte N 562/05 - Italien - "Proroga della durata della concessione della Società Italiana del Traforo del Monte Bianco", EUT C 90 af 25.4.2007, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/transports-2005/n562-05.pdf. Kommissionens beslutning om statsstøtte N. 51/06 - Italien - Poste Italiane SpA: kompensation fra staten for selskabets pligt til at levere offentlige posttjenester for 2000-2005, EUT C 291 af 30.11.2006, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/comp-2006/nn051-06.pdf. Kommissionens beslutning om statsstøtte N 166/2005 - Det Forenede Kongerige - Statsstøtte til Post Office Limited til finansiering af netværk i landdistrikter, EUT C 141 af 16.6.2006, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/comp-2005/n166-05.pdf. Retten i Første Instans, dom af 12. februar 2008, sag T-289/03, British United Provident Association Ltd (BUPA), Sml. 2008 II, s. 741, præmis 182 og 183. Kommissionens beslutning om statsstøtte NN 8/07 - Spanien - "Financiamiento de las medidas de reducción de plantilla de RTVE", EUT C 109 af 15.5.2007, http://ec.europa.eu/comm/competition/state_aid/register/ii/doc/nn-8-2007-wlwl-07.03.2007.pdf. Kommissionens beslutning om statsstøtte N 395/05 - Irland - "Loan guarantees for social infrastructure schemes funded by the Housing Finance Agency (HFA)", EUT C 77 af 5.4.2007, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/comp-2005/n395-05.pdf. Kommissionens beslutning om statsstøtte C24/2005 - Frankrig - Frankrigs statsstøtte til Laboratoire national de métrologie et d essais, EUT L 95 af 5.4.2007, s. 25. EU-Domstolen, dom af 30. marts 2006, sag C-451/03, Servizi Ausiliari Dottori Commercialisti, Sml. 2006 I, s. 2941. DA 42 DA

konkurrencereglerne). Men det er ikke i sig selv tilstrækkeligt, at den pågældende aktivitet kan kaldes "social", for at den kan undgå at få betegnelsen "økonomisk aktivitet" ifølge disse regler (se svaret på spørgsmål 3.1). Da mandatgivningen er en af de nødvendige betingelser for, at kompensation for offentlig tjeneste er forenelig med traktaten, er et mandat således obligatorisk for de erhvervsdrivende, der får overdraget tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, også socialydelser af almen interesse af økonomisk art. 3.4.4. Svarer begrebet "mandat" ifølge artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse til begrebet "tjenesteyder med opdrag" ifølge servicedirektivet (artikel 2, stk. 2, litra j))? Begrebet "mandat" ifølge artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og i lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og begrebet "tjenesteyder med opdrag fra staten" er to sammenhængende begreber, idet de forudsætter en pligt, der er pålagt leverandøren af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse til at levere denne tjenesteydelse. At der foreligger en pligt til at udføre tjenesteydelser, er et afgørende element i disse to begreber. Imidlertid har de to begreber forskellige målsætninger. Det første begreb - mandatet - udgør en af de betingelser, der skal være opfyldt, for at kompensation for offentlig tjeneste kan anses for at opfylde betingelserne i Altmark-dommen eller for at være forenelig med artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og eventuelt være fritaget for anmeldelse (hvis den falder ind under beslutningen), mens det andet begreb - tjenesteyder med opdrag - på sin side skal begrænse omfanget af socialydelser, der er udelukket fra servicedirektivet. I forbindelse med anvendelsen af lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, hvor det specificeres, på hvilke betingelser visse former for statsstøtte er forenelige med artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, svarer mandatet således til den officielle akt, hvormed leveringen af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse overdrages til en virksomhed. I så fald skal mandatet ud over angivelsen af en pligt til at levere tjenesteydelsen indeholde en definition af art og varighed af forpligtelserne til offentlig tjeneste, de enheder, som har fået overdraget leveringen af disse tjenesteydelser, beregningsparametrene for kompensationen samt beskyttelsesforanstaltninger til imødegåelse af overkompensation. I forbindelse med servicedirektivet vurderer Kommissionen, at en tjenesteyder skal have pligt til at levere den tjenesteydelse, som staten har overdraget til vedkommende, for at kunne anses for at være "tjenesteyder med opdrag fra staten" ifølge artikel 2, stk. 2, litra j). En tjenesteyder med en forpligtelse til at levere en tjenesteydelse, f.eks. efter et udbud eller gennem en koncessionskontrakt om tjenesteydelser, kan anses for tjenesteyder "med opdrag fra staten" i servicedirektivets forstand. Dette gælder også for enhver anden type foranstaltning, som staten træffer, for så vidt som en sådan foranstaltning indebærer en forpligtelse for den pågældende tjenesteyder til at levere en tjeneste. Derfor bliver en erhvervsdrivende, som har fået et mandat i henhold til lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, ligeledes anset for at være en DA 43 DA

tjenesteyder "med opdrag fra staten" i servicedirektivets forstand. I forbindelse med anvendelsen af statsstøttereglerne vil mandatet naturligvis skulle kræve, at eventuelle yderligere betingelser overholdes, dog især med hensyn til mekanismer, der indføres med henblik på at sikre, at den modtagne støtte ikke overstiger tjenesteyderens omkostninger ved leveringen (se svarene på spørgsmålene i kapitel 3.4.13 og 3.5.20). 3.4.5. Udgør en regional offentlig myndigheds officielle beslutning om at definere en socialydelse af almen interesse inden for erhvervsuddannelse og overdrage driften heraf til en eller flere uddannelsesinstitutioner et mandat i beslutningens og servicedirektivets forstand? En regional offentlig myndigheds officielle beslutning, som er juridisk bindende i national ret, og hvor følgende defineres: (a) arten og varigheden af de omhandlede forpligtelser til offentlig tjeneste, (b) den eller de virksomheder, der får overdraget disse forpligtelser, og det pågældende område, (c) arten af eventuelle eksklusive rettigheder, der gives til virksomheden(-erne), (d) parametrene til beregning, kontrol og revision af kompensationen samt (e) de nærmere betingelser for tilbagebetaling af eventuel overkompensation og midler til at undgå overkompensation (i overensstemmelse med beslutningens artikel 4), kan udgøre et mandat i beslutningens forstand. En sådan beslutning, som udgør et mandat i beslutningens forstand, udgør ligeledes et mandat i servicedirektivets forstand, idet det påfører den eller de pågældende virksomheder en forpligtelse til at levere den omhandlede tjenesteydelse. Hvis den pågældende beslutning pålægger nogen en forpligtelse til offentlig tjeneste, men ikke indeholder de betingelser, der er angivet i beslutningens artikel 4, udgør den derimod et mandat i servicedirektivets forstand, men ikke ifølge lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Se svaret på spørgsmål 7.7 med hensyn til anvendelsen af servicedirektivet. 3.4.6. Hvis en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse samfinansieres af flere offentlige myndigheder, skal disse offentlige myndigheder da oprette hver sin akt til mandatgivningen, eller kan den enkelte myndighed, når den yder kompensation, henvise til den akt, som er udstedt med henblik på mandatgivning af den "ordførende" myndighed eller den myndighed, der forvalter den omhandlede tjenesteydelse af almen økonomisk interesse? I henhold til statsstøttereglerne findes der på ingen måde et standardmandat. Et mandat skal tilpasses den pågældende medlemsstats nationale ret, der danner retsgrundlag for, at man med mandatet kan pålægge den tjenesteyder, der er udvalgt til at levere den omhandlede tjenesteydelse, en forpligtelse hertil. Hvorvidt et mandat ifølge lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som er vedtaget af en såkaldt "ordførende" offentlig myndighed, f.eks. en region, også gælder for andre myndigheder (f.eks. en kommune eller en anden region), falder således primært ind under national lovgivning. Eksempler på akter, som kunne svare til et "mandat" ifølge lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse i tilfældet med flere offentlige myndigheders samfinansiering af en socialydelse af almen interesse/tjenesteydelse af almen økonomisk interesse: DA 44 DA

En akt udfærdiget af en region og derefter godkendt ved en byrådsbeslutning. Beslutningen om godkendelse kan ligeledes udgøre et mandat fra den pågældende kommune. Et mandat udfærdiget og godkendt i fællesskab af en region, et amt og en kommune eller af to kommuner og to regioner til en given tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, der skal leveres af en eller to bestemte tjenesteydere. Så snart man i mandatet har fastlagt de betingelser, der er defineret i beslutningens artikel 4, berører den valgte juridiske akts form og antallet af involverede offentlige myndigheder generelt ikke mandatets karakter af mandat i henhold til lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. 3.4.7. Hvis en offentlig myndighed ønsker at overdrage flere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse til en eller flere tjenesteydere, er det da nødvendigt, at myndigheden udsteder flere akter svarende til hver tjenesteydelse af almen økonomisk interesse? Det er ikke nødvendigt at udstede flere mandater svarende til hver tjenesteydelse af almen økonomisk interesse eller hver tjenesteyder. Mandatet skal dog indeholde arten, varigheden og de øvrige angivelser, der er nødvendige for hver forpligtelse til offentlig tjeneste, der af den offentlige myndighed pålægges hver enkelt erhvervsdrivende. Det er ikke nødvendigt at definere hver enkelt levering, hvis indholdet og omfanget af den enkelte tjenesteydelse af almen økonomisk interesse er præciseret i tilstrækkelig grad. 3.4.8. Bør mandatet indeholde en definition af en "opgave" eller "specifikke aktiviteter", der skal opfyldes? Mandatet skal ikke have en definition af hver specifik aktivitet, der omhandles af leveringen af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse. Når det ikke er muligt at definere de pågældende tjenesteydelser mere specifikt, kan brede definitioner af en offentlig tjenesteydelsesopgave accepteres, så længe omfanget af opgaven er klart defineret. Jo mere præcist mandatets specifikation af den tildelte opgave er, jo højere vil beskyttelsesniveauet også være over for klager (f.eks. fra konkurrenterne) over den tildelte kompensation på grundlag af statsstøttereglerne. De offentlige myndigheder har ligeledes stort råderum, men også den største interesse i mere præcist at definere de betingelser, som er forbundet med udførelsen af tjenesteydelsesopgaverne af almen økonomisk interesse, f.eks. ved at angive de krævede kvalitetsbetingelser eller foretage relevante offentlige høringer i forbindelse med definitionen af de opgaver, der skal overdrages. På denne måde forbedrer man ikke blot kvaliteten af tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse, men man øger også åbenheden over for borgerne og skatteyderne. 3.4.9. Hvordan skal man formulere et mandat om tjenesteydelser såsom socialydelser af almen interesse, som dels skal ses i et overordnet perspektiv, dels svare DA 45 DA

nøjagtigt til de forskellige brugeres specifikke behov? Skal mandatet rumme en beskrivelse af hver tjenesteydelse, der skal leveres? I mandatet skal defineres art og varighed af forpligtelserne til offentlig tjeneste, de enheder, som leveringen af disse tjenester overdrages til, parametrene for beregning af kompensationen (og ikke det præcise beløb for den kompensation, der skal ydes) samt beskyttelsesforanstaltninger til at imødegå overkompensation. Det er ikke altid nødvendigt i mandatet at angive hver eneste type tjenesteydelse, som skal leveres. Man behøver især ikke henvise til hver type sundhedsydelse, der kræves, men kan f.eks. nøjes med angivelsen "daglig lægehjælp i hjemmet til ældre i byen x". Ikke desto mindre skal mandatet tillade en korrekt fordeling af omkostningerne mellem tjenesteyderens udbud af tjenesteydelser, der er af almen økonomisk interesse, og dem, der ikke er af almen økonomisk interesse. Visse typer tjenesteydelse af almen økonomisk interesse som f.eks. hjælp til ældre eller ugunstigt stillede kan kræve forskellige typer tjenester i forbindelse med en forsyningspligtopgave. Mandatets formål er ikke at begrænse tilrettelæggelsen af leveringen af tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse, men at sikre, at der foreligger en klar ramme for leveringen af disse ydelser og for de pågældende ydelsers anvendelsesområde. De elementer, der skal indgå i mandatet i henhold til statsstøttereglerne, begrænser på ingen måde de offentlige myndigheders skønsmæssige beføjelser til at definere og tilrettelægge deres tjenesteydelse af almen økonomisk interesse. Medlemsstaterne og de offentlige organer har et stort råderum, når de skal definere offentlige tjenesteydelsesopgaver, som de ønsker at indføre, og de specifikke/meget detaljerede enkeltydelser, som er omfattet af disse opgaver, behøver ikke nødvendigvis være specificeret 93. De offentlige myndigheder kan gå videre end de grundbetingelser, der kræves i et mandat, og specificere kriterier, som de vil indføre for at forbedre de ydelser, der leveres af de virksomheder, der har fået overdraget udførelsen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Beslutningen og rammebestemmelserne kræver kun en definition af den overordnede opgave, som danner ramme om leveringen af de enkelte nye eller forbedrede tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Eksempler Hvis en offentlig myndighed vil oprette et center eller en tjenesteydelse med hjælp i hjemmet til ældre, vil det være nok at specificere i mandatet, at leverandøren af den pågældende socialydelse af almen interesse har fået pligt til at varetage den opgave at etablere et center, som kan levere den nødvendige hjælp til ældre, idet der tages hensyn til deres mange forskellige behov, bl.a. medicinske, psykiske og sociale, eller i tilfældet med hjælp i hjemmet at levere tjenesteydelser såsom lægehjælp i hjemmet, udbringning af mad, hjemmehjælp osv. Hvis en offentlig myndighed vil oprette et støttecenter for unge arbejdsløse, vil det 93 Det skal bemærkes, at det store råderum, som medlemsstaterne har til at definere deres offentlige tjenesteydelsesopgaver, altid er underlagt Kommissionens og Domstolens kontrol med åbenbart urigtige skøn. DA 46 DA

være tilstrækkeligt at specificere, at tjenesteyderen har fået pligt til at varetage den opgave at tilrettelægge støtteordningen for de unge arbejdsløse, så de får den nødvendige undervisning, samt andre ydelser, der er direkte forbundet med en effektiv revalidering af de personer, der har behov for hjælp. 3.4.10. Hvis andre erhvervsdrivende på markedet udøver aktiviteter, der ligner de tjenesteydelser, som er genstand for en forpligtelse til offentlig tjeneste, kan de offentlige myndigheder da definere disse forpligtelser ved at differentiere dem fra dem, der leveres på markedet? Medlemsstaterne har et stort råderum med hensyn til at definere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (se svaret på spørgsmål 2.4). Med henblik på anvendelsen af beslutningen og rammebestemmelserne skal de offentlige myndigheder så præcist som muligt definere, hvilke forpligtelser til offentlig tjeneste de pålægger hver leverandør af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (se svaret på spørgsmål 3.4.8), samt hvilke omkostningsparametre de bruger til beregningen af kompensationen (se svaret på spørgsmålene i kapitel 3.5), uafhængigt af om der findes andre erhvervsdrivende på markedet, som kunne pålægges tjenesteydelsesopgaver af almen økonomisk interesse. Imidlertid er det desto vigtigere, når der allerede er andre erhvervsdrivende på markedet, som tilbyder lignende tjenesteydelser uden at være pålagt en forpligtelse til offentlig tjeneste, at medlemsstaten tydeligt præciserer de specifikke egenskaber ved den pågældende tjenesteydelse og især betingelserne for leveringen af den og den målgruppe, som tjenesteydelsen er rettet mod. 3.4.11. Hvordan skal man formulere et mandat om tjenesteydelser, som skal tilpasses løbende efter de skiftende omstændigheder med hensyn til behovsintensitet og brugernes profiler og antal? De offentlige myndigheder og tjenesteyderne har som oftest erfaring med personlige tjenesteydelser og specifikke behov, som kan opstå under leveringen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, lige som med de variationer i betingelserne, som forekommer. På grundlag af deres erfaring kan de foretage en sikker vurdering af de eventuelle yderligere behov, som kan opstå, og lade dette afspejle sig i mandatet. Der er to valgmuligheder: Den offentlige myndighed kan i mandatet definere en mekanisme for efterfølgende korrektion, ifølge hvilken der fastsættes en periodisk revision af den overdragne opgave 94. 94 Kommissionens beslutning om statsstøtte N541/04 & N542/04 - Nederlandene - Risikoudligningssystem og tilbageholdelse af reserver, EUT C 324 af 21.12.2005, s. 28, http://ec.europa.eu/community_law/state_aids/comp-2004/n541-542-04.pdf. DA 47 DA

Den offentlige myndighed kan ajourføre mandatet, hvis den kan se, at en bestemt tjenesteydelse ikke var forudset, men kunne leveres af samme tjenesteyder. Eksempel En kommune vil gerne levere integrerede tjenesteydelser, der dækker de forskellige behov hos ældre (lægehjælp i hjemmet, madudbringning, hjemmehjælp osv.). Hvordan skal man sikre sig, at kommunen kan kompensere tjenesteyderen for leveringen af de supplerende ydelser, der opfylder en række behov, som man ikke kendte til på forhånd? Det er altid muligt at ajourføre mandatet, hvis man kan se, at en bestemt tjenesteydelse ikke var forudset, men kunne leveres af samme tjenesteyder. Som beskrevet ovenfor kunne kommunen ligeledes foretage en vurdering af sådanne supplerende tjenesteydelser ud fra sin tidligere erfaring på området eller definere mekanismer for efterfølgende korrektion for disse behov. 3.4.12. Begrænser kravet om et mandat disse tjenesteyderes selvbestemmelse og frie initiativ, som anerkendes og respekteres i de forskellige medlemslande i henhold til det enkelte lands forfatning eller lovgivning? Kravet om et mandat begrænser på ingen måde den selvbestemmelse og det frie initiativ, som gælder for tjenesteydere, der leverer socialydelser. Disse tjenesteydere kan helt frit tage initiativer til udvikling og forbedring eller fornyelse af sådanne tjenesteydelser og komme med forslag til de offentlige myndigheder. Begrebet mandat er tilstrækkelig fleksibelt til i dette tilfælde at svare til den offentlige myndigheds beslutning om godkendelse og finansiering af forslagene. Hvis en offentlig myndighed godkender et forslag fra en tjenesteyder i overensstemmelse med beslutningen, skal definitionen af den pågældende tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, som tjenesteyderen udfører, sammen med parametrene for beregning af kompensationen og beskyttelsesforanstaltningerne til imødegåelse af overkompensation derfor være nævnt i indholdet af denne beslutning/aftale eller den kontrakt, som indgås mellem den offentlige myndighed og tjenesteyderen. 3.4.13. Begrænser kravet om et mandat den selvbestemmelse til prioritering, som de lokale afdelinger af en leverandør af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse har, når denne leverandør har fået et korrekt udstedt mandat på nationalt plan? Såfremt en tjenesteyder har fået overdraget leveringen af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse på nationalt plan på grundlag af et mandat, der definerer arten og varigheden af forpligtelserne til offentlig tjeneste, parametrene til beregning af kompensationen samt beskyttelsesforanstaltningerne til imødegåelse af overkompensation, kan denne tjenesteyders lokale afdelinger definere deres prioriteringer inden for rammerne af de betingelser, der er angivet i mandatet. DA 48 DA

3.5. Kompensation 3.5.1. Ifølge beslutningen kræves det, at parametrene for omkostningerne er defineret i mandatet. Hvordan kan man det, inden der bydes på tjenesten? Det er ofte umuligt at kende alle detaljer i omkostningerne, når en virksomhed begynder at levere en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse. Derfor kræves det ikke i beslutningen, at der på forhånd skal leveres en detaljeret beregning af f.eks. prisen pr. dag, pr. måltid eller pr. plejebesøg, som skal betales med offentlige midler, når det ikke er muligt. De offentlige myndigheder har naturligvis fortsat frihed til at specificere disse parametre, hvis de ønsker det. Beslutningen stiller kun krav om, at mandatet indeholder grundlaget for den fremtidige beregning af kompensationen, f.eks. at kompensationen bestemmes på grundlag af en pris pr. dag, pr. måltid eller pr. plejebesøg baseret på en vurdering af antal potentielle brugere. Det vigtige er, at grundlaget for det finansierende organs (staten eller en lokal myndighed) betaling af ydelsen står klart. Denne gennemsigtighed er ligeledes gavnlig for skatteyderne. Eksempler Hvis en offentlig myndighed vil oprette et plejecenter for ældre, kunne parametrene til beregning af kompensationen for omkostningerne være: - antal ældre, der modtages i plejecentret i en periode på et år - antal dage, de tilbringer i centret i denne periode. Hvis en offentlig myndighed vil oprette et støttecenter for unge arbejdsløse, kunne parametrene til beregning af kompensationen for omkostningerne være: - antal unge arbejdsløse, der følger en uddannelse i en periode på et år - de anvendte materialer og lønnen til underviserne i en periode på et år. 3.5.2. Selv for erfarne enheder, der leverer tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, kan der være tale om en højere grad af uforudsigelighed vedrørende omkostningerne og en risiko for et efterfølgende underskud som f.eks. uforudsigelige udsving i plejeintensiteten og brugernes profiler og antal og i indtægtsniveauet (ubetalte bidrag fra brugerne, udsving i antallet af brugere, afvisning af bidrag fra andre offentlige myndigheder). Hvordan kan de offentlige myndigheder imødegå denne situation? En virksomhed, der har fået overdraget leveringen af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, især når den påbegynder sin aktivitet, eller når der er tale om en lille virksomhed, kan ikke binde sig til et fast budget eller til en fast enhedspris. Hvis antallet af brugere stiger, stiger omkostningerne selvfølgelig også. Hvis nogle af DA 49 DA

brugerne ikke kan betale den forudbestemte egenbetaling, bliver indtægten lavere osv. Imidlertid ændrer alt dette ikke ved måden, hvorpå omkostningerne genereres (udbetalte lønninger, husleje osv.) eller kan opstilles på (pr. plejeydelse osv.). Det betyder især, at tjenesteyderen kommer til at stå over for højere omkostninger, og at den offentlige myndighed skal betale højere kompensationsbeløb. Alle disse situationer kan der tages hensyn til på grundlag af beslutningen og rammebestemmelserne. Når en vurdering af ændringer eller uforudsigelige situationer, som kan opstå under leveringen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, ikke kan foregribes i mandatet, kan definitionen af mekanismer til efterfølgende korrektion af de forudsete omkostninger i forhold til de reelle omkostninger være en måde at imødegå disse situationer på. Der findes to valgmuligheder, såfremt det samlede årlige kompensationsbeløb stadig ligger under den tærskel, der er fastlagt i beslutningen: Den offentlige myndighed kan i mandatet definere en mekanisme for efterfølgende korrektion, ifølge hvilken der fastsættes en periodisk revision af omkostningsparametrene. Den offentlige myndighed kan ajourføre mandatet, hvis den kan se, at en omkostningsparameter skal ændres. 3.5.3. Hvordan bestemmes parametrene for kompensation af omkostninger (artikel 4, litra d), i beslutningen), hvis en given tjenesteydelse af almen økonomisk interesse finansieres af to eller flere offentlige myndigheder? Hvis to eller flere offentlige myndigheder (byen og regionen f.eks.) hver vil finansiere en del af f.eks. et center for ugunstigt stillede personer, kan hver af myndighederne fastlægge parametrene for kompensation alt efter den pågældende tjenesteydelse, eventuelt efter drøftelser med tjenesteyderen. De offentlige myndigheder fastlægger deres individuelle bidrag til kompensationen, som de ønsker det, så længe det samlede beløb svarende til alle de forskellige typer kompensation, der ydes, ikke overskrider de reelle nettoomkostninger, som leverandøren af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse har herved. 3.5.4. Hvis en offentlig myndighed udelukkende ønsker at finansiere en del af den årlige omkostning, som en tjenesteyder har ved leveringen af en overdraget tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, hvordan skal kompensationen da beregnes? Beregningen af kompensationsbeløbet vedrører de omkostninger, der er forbundet med leveringen af tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse. De omkostninger, der skal medregnes, er de omkostninger, som påløber ved leveringen af tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse. Det vigtige er, at kompensationen ikke må overstige, hvad der er nødvendigt for at dække omkostningerne ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste under hensyntagen til de hermed forbundne indtægter samt en rimelig forrentning af den egenkapital, der måtte være DA 50 DA

nødvendig for at kunne opfylde disse forpligtelser 95. Når en offentlig myndighed derfor ønsker at finansiere f.eks. 60 % af de samlede omkostninger, der er forbundet med leveringen af tjenesteydelsen, skal der tages hensyn til alle omkostningerne ved beregningen af kompensationen. 3.5.5. Er det nødvendigt, at der ydes et bestemt kompensationsbeløb til bestemte omkostninger? Statsstøttereglerne henviser ikke til arten af omkostningerne ved tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (f.eks. løn, vedligeholdelse af lokaler, bestemte eksterne omkostninger eller indkøb m.m.), men til formålet, dvs. om disse omkostninger er forbundet med leveringen af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse eller ikke. Det er ikke nødvendigt, at den offentlige myndighed yder et bestemt kompensationsbeløb til bestemte tjenesteydelser inden for den pågældende forsyningspligtopgave. 3.5.6. Såfremt en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse er delvist finansieret af en offentlig myndighed og delvist af brugerne, er det da muligt for den offentlige myndighed at dække alle omkostningerne, hvis den pågældende tjenesteydelse af almen økonomisk interesse giver underskud? Når en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse samfinansieres af en offentlig myndighed og brugerne, og det giver underskud f.eks. som følge af mindre brugerbetaling fra brugernes side, kan dette underskud kompenseres af den offentlige myndighed, i det omfang det ikke fører til en overkompensation, og forudsat at de parametre for beregning af kompensationen, som den kompetente nationale myndighed har fastsat, tillader det. Hvis der ikke betales overkompensation, kan procentdelen af den offentlige myndigheds finansiering af den pågældende tjenesteydelse af almen økonomisk interesse frit fastsættes ved national lov, og den har ingen betydning i henseende til statsstøttereglerne. 3.5.7. Er det muligt ved beregningen af kompensationen på samme tid at tage hensyn til tilskuddene fra den offentlige myndighed og de ydelser, som en offentlig myndighed leverer til gavn for en enhed med henblik på opfyldelsen af dennes forpligtelser til offentlig tjeneste? Ifølge beslutningens artikel 5 indregnes alle fordele ydet af staten eller med statsmidler af en hvilken som helst art i kompensationen. I den henseende er den nøjagtige finansielle eller materielle art af de fordele, der ydes af de offentlige myndigheder (kompensation, ydelser osv.), uden betydning. 3.5.8. Hvordan beregner man beløbet for kompensation for offentlig tjeneste, når leverandørerne af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse har særlige eller eksklusive rettigheder forbundet med udførelsen af flere offentlige tjenesteydelsesopgaver? I artikel 5, stk. 3, i beslutningen hedder det, at en fortjeneste som følge af særlige eller eksklusive rettigheder samt enhver anden fordel, som staten har indrømmet den virksomhed, der forvalter den pågældende tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, skal være medregnet i de indtægter, der skal tages hensyn til, og dermed 95 Artikel 5 i beslutningen. DA 51 DA

formindsker de kompensationen. Det samme kan være tilfældet med andre fortjenester, der opnås på andre aktiviteter, hvis medlemsstaten bestemmer det. Hvis en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse giver underskud, men der opnås en fortjeneste på en anden tjenesteydelse af almen økonomisk interesse på grund af indrømmelsen af en særlig eller eksklusiv rettighed, som giver en fortjeneste, der overskrider det nødvendige kompensationsniveau i henhold til beslutningen, skal denne fortjeneste i henhold til statsstøttereglerne således bruges til at reducere det udbetalte nettokompensationsbeløb tilsvarende. 3.5.9. Kan en offentlig myndighed i sit mandat bestemme, at den vil dække driftstabene i hver nærmere fastsat periode uden at definere andre parametre for beregning af kompensationen? I henseende til forenelighed med beslutningen og rammebestemmelserne skal medlemsstaterne i mandatet definere de parametre, på grundlag af hvilke kompensationen defineres, for at give de europæiske institutioner mulighed for at udøve deres kontrol. Medlemsstaterne har alligevel et råderum til at definere parametrene efter eget valg for at lette den finansielle planlægning, i det omfang den valgte metode tillader en gennemsigtig og kontrollerbar beregning af kompensationen. Det vigtige for foreneligheden med statsstøttereglerne er, at de i sidste ende ikke overkompenserer tjenesteyderne for leveringen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Det står medlemsstaterne frit for at beslutte, hvordan og på hvilket niveau de skal finansiere deres tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, så længe de overholder EU-reglerne. De kan derfor i princippet også definere parametrene for kompensation ved at henvise til dækning af driftstab, på betingelse af at beregningsparametrene gør det muligt at fastslå, hvorvidt der er tale om overkompensation. 3.5.10. Når flere offentlige enheder, bl.a. en lokalforvaltning, og private enheder går sammen i en juridisk enhed for i fællesskab at levere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, hvordan skal der da ved beregningen af kompensationen tages hensyn til, at der indgår enheder i konsortiet, som ikke er offentlige myndigheder? Såfremt de medlemmer, der ikke er offentlige myndigheder, giver den erhvervsdrivende et finansielt bidrag eller en anden type støtte, skal det fastslås, om dette bidrag skal anses at være statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Det bidrag, der tildeles af en privatretlig enhed, kan faktisk være at anse for statsstøtte, hvis det ydes for "statsmidler". Det er bl.a. tilfældet, hvis den pågældende privatretlige enhed er en offentlig virksomhed ifølge gennemsigtighedsdirektivet 96, og beslutningen om at yde støtte i øvrigt kan tilregnes en offentlig myndighed 97. Hvis det pågældende bidrag anses for at være statsstøtte, skal det føjes til den øvrige statsstøtte, og det skal kontrolleres, at den samlede sum 96 97 Kommissionens direktiv 2006/111/EF af 16. november 2006 om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder og om den finansielle gennemskuelighed i bestemte virksomheder, EUT L 318 af 17.11.2006, s. 17. EU-Domstolen, dom af 13. marts 2001, sag C-379/98, Preussen Elektra AG, Sml. 2001 I, s. 2009, præmis 58. DA 52 DA

af statsstøtte ikke overstiger, hvad der er nødvendigt til at dække omkostningerne ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste under hensyntagen til indtægterne heraf samt i givet fald en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af disse forpligtelser. Hvis det ydede bidrag er statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, skal det i øvrigt overholde betingelserne i beslutningen eller rammebestemmelserne, især bestemmelserne om eksistensen af et mandat. Den pågældende enhed kan finansiere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse på grundlag af dette mandat (ved at henvise til forpligtelserne til offentlig tjeneste, som de offentlige myndigheder har overdraget). Hvis det bidrag, der ydes for forpligtelserne til offentlig tjeneste, ikke anses for statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, indgår det ikke i beregningen af summen af statsstøtte. Men det lægges til de indtægter, der hidrører fra forpligtelserne til offentlig tjeneste, og reducerer således de nettoomkostninger, der er forbundet med den pågældende tjenesteydelse af almen økonomisk interesse og dermed det potentielle beregningsgrundlag herfor. Derimod er det ikke nødvendigt, at bidraget overholder betingelserne i beslutningen eller rammebestemmelserne. 3.5.11. Er det nødvendigt at føre et separat regnskab for en virksomhed, der leverer en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse og samtidig udøver andre kommercielle aktiviteter? Ja, der er et specifikt behov og en forpligtelse for virksomheder, der leverer en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse samtidig med andre kommercielle aktiviteter, at føre et separat regnskab for hver enkelt aktivitet. Det er den bedste måde, hvorpå disse virksomheder kan bevise, at den tildelte kompensation ikke overstiger de præcise nettoomkostninger ved den leverede tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, og at der således ikke foreligger overkompensation. Samtidig giver separate driftsregnskaber for aktiviteter henholdsvis inden for og uden for anvendelsesområdet for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse Kommissionen mulighed for at vurdere, om kriterierne i beslutningen og rammebestemmelserne er opfyldt 98. 3.5.12. Er det nødvendigt at føre et separat regnskab for en enhed, der har fået overdraget at levere en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, og som ligeledes udøver ikke-økonomiske aktiviteter? I denne situation er det ikke lovpligtigt at føre separate regnskaber. Ikke desto mindre skal de interne regnskaber gøre det muligt at identificere de omkostninger, der er forbundet med leveringen af tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse. I modsat fald kan kompensationsbeløbet ikke fastslås. I tilfælde af klager bør den virksomhed, der har fået overdraget en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, i øvrigt kunne påvise, at der ikke foreligger overkompensation. 98 Beslutningens artikel 5, stk. 5, og pkt. 19 i rammebestemmelserne. DA 53 DA

3.5.13. Hvilke omkostninger kan kompenseres, når en virksomhed bruger samme infrastruktur til at levere både tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og økonomiske aktiviteter, som ikke anses for at være tjenesteydelser af almen økonomisk interesse? Virksomheden skal bogføre omkostninger på hver af de to aktiviteter. De omkostninger, der tillægges tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse, kan dække alle variable omkostninger udløst af leveringen af tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse, en proportional del af de fælles faste omkostninger til både de aktiviteter, der er tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, og dem, der ikke er, samt en rimelig fortjeneste. 3.5.14. Skal de skattemæssige fordele ved enhedens retlige status medregnes blandt indtægterne ifølge artikel 5, stk. 3, i beslutningen? Kompensationen kan dække forskellen mellem de omkostninger, der faktisk påløber ved levering af tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse, og de tilhørende indtægter. En skattemæssig fordel kan bestå i indtægter eller en reducering af omkostningerne. Uafhængigt af arten heraf skal den tages i betragtning ved fastlæggelsen af beløbet for den kompensation, der er nødvendig for at levere tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse. Når skattefordelen består i en reduktion af omkostningerne, betyder det, at kompensationen bliver nedsat med et beløb svarende til denne reduktion. Når skattefordelen består i en indtægt til tjenesteyderen, betyder det, at den skal fratrækkes den kompensation, der skal ydes. 3.5.15. Skal de betalinger, der effektueres ifølge en aftale om resultatkompensation, der er indgået med et konsortium med offentlig deltagelse, medregnes blandt indtægterne ifølge artikel 5, stk. 3, i beslutningen? I flere medlemsstater er virksomheder med offentlig deltagelse bundet af aftaler om resultatkompensation, ifølge hvilke et rentabelt datterselskab skal overføre sin fortjeneste til holdingselskabet, som derefter anvender denne fortjeneste til at dække de tab, som et underskudsgivende datterselskab, der leverer tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, har herved. Disse betalinger, der indgår til dækning af tabene på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, skal medregnes blandt indtægterne ifølge artikel 5, stk. 3, i beslutningen og vil derfor reducere de nettoomkostninger, der er kompensationsberettigede. 3.5.16. Hvad betyder udtrykket "rimelig fortjeneste" i beregningen af den forenelige kompensation? Ifølge artikel 5, stk. 4, i beslutningen skal man ved "rimelig fortjeneste" forstå en forrentning af egenkapitalen på et niveau, der modsvarer graden af den risiko, som virksomheden løber som følge af medlemsstatens intervention 99. 99 I landtransportsektoren finder man i forordning 1370 følgende definition af udtrykket "rimelig fortjeneste": "en forrentning af kapitalen, der er sædvanlig for sektoren i en given medlemsstat, og som DA 54 DA

Denne forrentning overstiger normalt ikke den gennemsnitlige kapitalforrentning i den pågældende sektor i de senere år 100. 3.5.17. Med henblik på beregningen af den rimelige fortjeneste henvises der i beslutningen og rammebestemmelserne til niveauet for forrentning af egenkapitalen. Er det muligt at anvende andre metoder til beregning af en rimelig fortjeneste? Den primære mening med de omhandlede bestemmelser i beslutningen og rammebestemmelserne er, at kompensationen også kan indbefatte en passende forrentning af den egenkapital, der anvendes til levering af den pågældende tjenesteydelse af almen økonomisk interesse. Denne forrentning bør ikke overstige den gennemsnitlige forrentning i sektoren, idet der tages hensyn til risikoen for leverandøren af den pågældende tjenesteydelse af almen økonomisk interesse. Ud over forrentning af egenkapitalen er der ganske rigtigt også i praksis diverse andre metoder til beregning af en rimelig fortjeneste. Disse metoder adskiller sig fra hinanden, både hvad definition af fortjeneste og beregningsgrundlag angår: Til sammenligning af fortjenester i eller mellem sektorer er EBITA, overskud før rente, skat og afskrivning på goodwill, en udbredt definition. EBITA giver et pålideligt mål for en virksomheds driftsoverskud og kan let sammenlignes med andre virksomheders tilsvarende tal. EBITA kan udtrykkes på forskellige måder (f.eks. en procentdel af salget, aktiverne, investeret kapital eller egenkapital). Overskudsgraden bruges ofte til sammenligning internt i sektoren. Til sammenligning mellem sektorerne bruges oftere afkastningsgrad eller afkast på den arbejdende kapital. Selv om der både i beslutningen og rammebestemmelserne gives udtryk for, at den rimelige fortjeneste ses i forhold til en forrentning af egenkapitalen, kan det ske, at disse data i et konkret tilfælde ikke er til rådighed eller velegnede, mens andre data som f.eks. overskudsgraden både findes og er mere velegnede. I sådanne tilfælde er det altid muligt at anvende andre tal som angivet ovenfor for at sikre solide og pålidelige referencer til beregningen af den rimelige fortjeneste. Det er imidlertid også nødvendigt med en anmeldelse og en forklaring på, hvorfor tallet for forrentning af egenkapitalen ikke er relevant, og hvorfor de særlige 100 tager hensyn til den risiko eller den manglende risiko, som operatøren af offentlig trafikbetjening har som følge af myndighedernes intervention". Jf. beslutningens artikel 5, stk. 4: "Ved "rimelig fortjeneste" forstås i denne beslutning en forrentning af egenkapitalen, der tager hensyn til virksomhedens risiko eller manglende risiko som følge af medlemsstatens intervention, navnlig hvis staten indrømmer eksklusive eller særlige rettigheder. Denne forrentning må normalt ikke overstige den gennemsnitlige kapitalforrentning i den pågældende sektor i de senere år. I sektorer, hvor der ikke findes nogen virksomhed, der kan sammenlignes med den virksomhed, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelsen af almindelig økonomisk interesse, kan sammenligningen foretages med virksomheder i andre medlemsstater eller om nødvendigt i andre sektorer, forudsat at der tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i hver sektor. Ved fastlæggelsen af, hvad der udgør en rimelig fortjeneste, kan medlemsstaterne indføre incitamentsbaserede kriterier, bl.a. i forhold til servicekvalitet og produktivitetsgevinster." DA 55 DA

omstændigheder i det foreliggende tilfælde berettiger en alternativ beregningsmetode. 3.5.18. Skal der, når parametrene for kompensationen er defineret for en given enhed, foreligge sammenligninger med andre enheder? Skal effektiviteten vurderes? Hvordan kan værdien af sjælesorg, moralsk støtte og frivilligt overarbejde sammenlignes? Det påhviler den offentlige myndighed at definere omfanget af den berørte opgave og vurdere, om de ikke-målbare opgaver (f.eks. for ældre og handicappede) udløser flere omkostninger i form af f.eks. tidsforbrug hos dem, der leverer ydelsen. Disse omkostninger kan man naturligvis tage hensyn til og yde kompensation for. Ifølge beslutningen kræves der ingen effektivitetsvurderinger, lige som det overlades de pågældende offentlige myndigheder at vurdere kvaliteten af den efterspurgte tjenesteydelse. F.eks. når to enheder leverer tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som er defineret forskelligt med hensyn til kvalitet i mandatet, får hver af tjenesteyderne den kompensation, der modsvarer de forskellige omkostninger, de hver for sig har haft ved opfyldelsen af det krævede kvalitetsniveau. 3.5.19. Stilles der i beslutningen og rammebestemmelserne krav om, at det er den billigste virksomhed, der udvælges til levering af de givne tjenesteydelser af almen økonomisk interesse? Nej, det er ikke et krav ifølge beslutningen og rammebestemmelserne. Medlemsstaterne er ansvarlige for at definere de tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som de ønsker, og især kvaliteten af disse tjenesteydelser. Når kvaliteten er højere, kan omkostningerne ved levering af ydelsen være højere, og kompensationen kan dække alle virksomhedens faktiske omkostninger. 3.5.20. Beslutningen og rammebestemmelserne tillader tildeling af kompensation for offentlig tjeneste, men forbyder overkompensation. Hvad betyder udtrykket "overkompensation"? Beslutningen og rammebestemmelserne tillader kompensation, som svarer til 100 % af de reelle nettoomkostninger for den virksomhed, der har fået overdraget forvaltningen af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, herunder en rimelig fortjeneste, hvis de offentlige myndigheder ønsker det. Udtrykket overkompensation svarer til en kompensation, der overskrider virksomhedens faktiske omkostninger. Begrebet overkompensation er ikke forbundet med den pågældende virksomheds effektivitet. 3.6. Kontrol med overkompensation 3.6.1. Hvilken indflydelse vil det få for den offentlige myndigheds pligt til at foretage kontrol med overkompensation, hvis man indfører en mekanisme til at imødegå enhver overkompensation? I betragtning af hvor vigtigt det er at sikre sig, at kompensationen ikke overstiger, hvad der er nødvendigt for at dække virksomhedens omkostninger ved at udføre forpligtelser til offentlig tjeneste under hensyntagen til de tilhørende indtægter og en DA 56 DA

rimelig fortjeneste, kunne en mekanisme til imødegåelse af en sådan overkompensation vise sig at vær gavnlig. Imidlertid fratager mekanismens eksistens ikke medlemsstaterne deres pligt til at sikre sig, at virksomheden ikke reelt modtager en overkompensation i overensstemmelse med artikel 6 i beslutningen og pkt. 20 i rammebestemmelserne. 3.6.2. Hvis en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse samfinansieres af to eller flere offentlige myndigheder (f.eks. staten og/eller en region og/eller et amt og/eller en lokalforvaltning), hvordan foregår da kontrollen med overkompensation? Når en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse samfinansieres af to eller flere offentlige myndigheder, er det kompensationsbeløb, der skal tages hensyn til ved vurderingen af en eventuel overkompensation, det samlede beløb, der svarer til alle de forskellige kompensationsbeløb, som er modtaget fra alle de pågældende offentlige myndigheder. I øvrigt baseres kontrollen med overkompensation på de samme principper, som hvis tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse var finansieret af en enkelt myndighed. En vurdering/verificering af, hvorvidt der foreligger overkompensation, kan kun foretages efterfølgende og på grundlag af de reelt afholdte omkostninger ved leveringen af tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse. En fuldstændig oversigt over dokumentationen herfor er det eneste sandsynlige middel til at fastslå og bevise, hvorvidt der eventuelt foreligger over- eller underkompensation. I artikel 6 i beslutningen fastlægges de nærmere bestemmelser om medlemsstatens kontrol og det overkompensationsniveau, som kan fastholdes i en overgangsperiode på et år, nemlig 10 % af den årlige kompensation i almindelighed og 20 % for sociale boligbyggerier, på den betingelse at de pågældende sociale boligselskaber ikke forvalter andet end tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Denne kontrol er uafhængig af, om den omhandlede tjenesteydelse af almen økonomisk interesse samfinansieres af flere forskellige offentlige enheder. 3.6.3. Hvis der foreligger overkompensation for en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, der samfinansieres af offentlige myndigheder på flere forskellige niveauer, hvordan skal tilbagebetalingen af overkompensationen da foregå mellem de forskellige involverede niveauer? Fordelingen af tilbagebetalingen af en eventuel overkompensation, når flere offentlige enheder deltager i finansieringen, afgøres af medlemsstaten og ikke af EU. Med hensyn til statsstøtte er det kun fjernelsen af denne overkompensation og den medfølgende uberettigede fordel, der er relevant. DA 57 DA

3.7. Underkompensation 3.7.1. Forbyder reglerne om statsstøtte, at man underkompenserer en leverandør af socialydelser af almen interesse/tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, dvs. at beløbet for kompensationen er mindre end de omkostninger, der er forbundet med leveringen af tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse? Giver en underkompensation til en tjenesteyder ikke en økonomisk fordel til den pågældendes konkurrent, som ikke skal påtage sig den økonomiske byrde ved denne underkompensation? Ifølge statsstøttereglerne må leverandørerne af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse/socialydelser af almen interesse ikke modtage overkompensation, dvs. en kompensation, der overskrider, hvad der er nødvendigt for at udføre opgaven. Disse regler forbyder ikke underkompensation eller manglende kompensation til leverandørerne af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Det påhviler medlemsstaterne under iagttagelse af EU-lovgivningen at beslutte, hvordan og med hvor stort et beløb de vil kompensere leverandøren for de tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som de ønsker at indføre. 3.7.2. Hvis en virksomhed, der har fået overdraget en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, bliver underkompenseret herfor, kan den da ifølge rammebestemmelserne overføre en eventuel overkompensation, som den måtte have fået i samme periode for en anden tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, som den forvalter? Med den præmis, at den endegyldige tærskel for finansiering af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse ifølge statsstøttereglerne er overkompensationen, kan medlemsstaterne finansiere de tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som de indfører, ved hjælp af en kompensation, men også ved hjælp af enhver anden type finansiering, som ikke resulterer i overkompensation. I tilfældet med en virksomhed, der underkompenseres for leveringen af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse i en bestemt periode, er det ifølge kapitel 3 i rammebestemmelserne 101 muligt at overføre en overkompensation, der er udbetalt i samme periode for en anden tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, som er leveret af samme virksomhed. Her står der, at den pågældende overførsel skal fremgå af den pågældende virksomheds regnskaber og være foretaget i overensstemmelse med de regler og principper, der opstilles i rammebestemmelserne, især hvad angår forhåndsanmeldelse, men også tilstrækkelig efterfølgende kontrol. I øvrigt kan der ikke stilles overkompensation til rådighed for en virksomhed med den begrundelse, at det skulle dreje sig om støtte, der er forenelig med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. En sådan støtte bør være anmeldt til og godkendt af Kommissionen eller fritaget for anmeldelse ifølge de gældende betingelser. 101 Pkt. 22 og 23 i rammebestemmelserne. DA 58 DA

3.7.3. Kan en virksomhed, der leverer en underkompenseret tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, modtage en forudbetalt kompensation inden afslutningen af regnskabsåret, hvis den får den nødvendige kompensation for udførelsen af opgaven efter årets udløb? Det er kun overkompensation, der er forbudt ifølge reglerne om statsstøtte. I tilfældet med underkompensation er det op til medlemsstaten at bestemme de nærmere vilkår for en eventuel korrektion af beløbet for kompensationen, for så vidt som denne korrektion ikke resulterer i en overkompensation. Se svarene på spørgsmål 3.4.11 og 3.5.2 vedrørende mulighederne for at tilpasse mandatet og parametrene for beregning af kompensationen. 3.7.4. Kan en kompensation, der gives til at dække omkostningerne ved vedligeholdelse af udstyr, som er nødvendigt for udførelsen af tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse, dække de driftsomkostninger, som er forbundet med den samme tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, når disse omkostninger er underkompenseret? Når en kompensation skal dække driftsomkostningerne i snæver forstand, men også omkostninger ved vedligeholdelse eller afskrivning af investeringer i forbindelse med den omhandlede tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, drejer det sig i henseende til statsstøttereglerne om, at alle disse omkostninger rent faktisk bogføres i virksomhedens regnskab over indtægter og udgifter, at det påvises, at det samlede kompensationsbeløb ikke fører til en overkompensation, og at dette er i overensstemmelse med den beslutning, som Kommissionen har truffet, når den har tilladt denne kompensation, eller det mandat, der er udstedt af den offentlige myndighed, som har overdraget den pågældende tjenesteydelse af almen økonomisk interesse i tilfælde, der er undtaget fra anmeldelsespligt i medfør af beslutningen. Dette hindrer ikke, at medlemsstaterne opstiller strengere regler. En medlemsstat kunne f.eks. bestemme, at et delvist overskud fra en overkompensation for vedligeholdelsesomkostninger i forbindelse med en bestemt tjenesteydelse af almen økonomisk interesse skal tilbagebetales, og at det ikke må tilbageholdes af virksomheden, der er pålagt en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, til dækning af andre driftsomkostninger ved samme tjenesteydelse af almen økonomisk interesse. 3.7.5. Hvis alle erhvervsdrivende på markedet fik pålagt at udføre samme tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, burde de i så fald modtage samme kompensationsbeløb for leveringen af denne tjenesteydelse af almen økonomisk interesse ifølge reglerne om statsstøtte? Medlemsstaterne har et stort råderum i tilrettelæggelsen og finansieringen af det, de betragter som tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Statsstøttereglerne giver medlemsstaterne lov til at kompensere leverandørerne af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse for 100 % af nettoomkostningerne ved leveringen af disse tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, men tvinger dem ikke til det. Medlemsstaterne kan, hvis de ønsker det, beslutte at fastlægge den samme faste kompensation til alle, forudsat at en sådan kompensation ikke fører til en overkompensation til de berørte erhvervsdrivende. De kan også frit underkompensere eller helt undlade at kompensere leverandørerne af tjenesteydelser af almen DA 59 DA

økonomisk interesse. Såfremt kompensationen for offentlig tjeneste, der tildeles leverandørerne af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, er beregnet på grundlag af deres aktuelle omkostninger herved og indtægter heraf og ikke overskrider, hvad der er nødvendigt for at levere den pågældende tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, kan en sådan kompensation anses for forenelig med statsstøttereglerne. 3.8. Forordningen om de minimis-støtte og generel gruppefritagelse 3.8.1. En tjenesteyder vil gerne oprette en støttetjeneste til unge arbejdsløse, hvilket kræver en finansiel støtte på 150 000 EUR. Gælder statsstøttereglerne for et sådant tilskud, der tildeles af en offentlig myndighed? En finansiering af denne type kan tildeles, uden at kriterierne i beslutningen er opfyldt, hvis det samlede beløb for de tildelte statslige midler over en periode på tre år ikke overstiger 200 000 EUR. Hvis betingelserne i forordningen om de minimisstøtte 102 er opfyldt, udgør en sådan løsning faktisk slet ikke statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og behøver ikke blive anmeldt til Kommissionen. Derfor kan en offentlig myndighed tildele en sådan støtte for et begrænset beløb uden andre bekymringer om statsstøttereglerne, selv når den aktivitet, der skal finansieres, betragtes som økonomisk. I alle andre tilfælde vil foranstaltningen fortsat være forenelig, hvis beslutningens kriterier er opfyldt. 3.8.2. Kan en offentlig myndighed finansiere et pilotprojekt for at definere indholdet af forskellige tjenesteydelser af almen økonomisk interesse? Ja, de offentlige myndigheder kan igangsætte et pilotprojekt for at få defineret den tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, som de vil indføre. For at finansiere sådanne pilotprojekter kan de offentlige myndigheder regne med de muligheder, som gives i forordningen om de minimis-støtte, hvori det hedder, at artikel 107, stk. 1, ikke finder anvendelse på støtte, der tildeles med et beløb på op til 200 000 EUR for en periode på tre år. 3.8.3. Henviser maksimumbeløbet på 200 000 EUR i forbindelse med finansiering af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse ifølge de minimis-forordningen til den pågældende tjenesteydelse af almen økonomisk interesse eller til den virksomhed, der har fået den overdraget, idet der tages hensyn til andre aktiviteter, som virksomheden får statslige midler til? Ifølge artikel 2, stk. 2, i de minimis-forordningen 103 må den samlede de minimisstøtte til en enkelt virksomhed ikke overstige 200 000 EUR over en periode på tre regnskabsår. Denne tærskel gælder virksomheden og ikke hver enkelt af de 102 103 Kommissionens forordning (EF) nr. 1998/2006 af 15. december 2006 om anvendelse af traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte, EUT L 379 af 28.12.2006, s. 5. Kommissionens forordning (EF) nr. 1998/2006 af 15. december 2006 om anvendelse af traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte, EUT L 379 af 28.12.2006, s. 5. DA 60 DA

aktiviteter, som virksomheden modtager statslige midler til. Det vigtige er, at den samme virksomhed ikke får over 200 000 EUR over en periode på tre regnskabsår. 3.8.4. Hvis den enhed, der er pålagt at levere flere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, fører separat regnskab over hver enkelt af disse tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, er det da muligt at anvende de minimis-reglen på hver tjenesteydelse af almen økonomisk interesse for sig? For at de minimis-reglen kan anvendes, må det samlede beløb for de statslige midler, som - uafhængigt af deres formål - er tildelt samme virksomhed, ikke overstige 200 000 EUR. Når en virksomhed derfor har flere opgaver af almen interesse af økonomisk art, er det samlede beløb, som den kan modtage ifølge de minimis-reglen, 200 000 EUR kumuleret over en periode på tre år. Det forhold, at budgettet for disse opgaver rent regnskabsmæssigt holdes adskilt er uden betydning for anvendelsen af de minimis-reglen. 3.8.5. Hvis en enhed, der er pålagt at levere en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, også udfører ikke-økonomiske aktiviteter, er det da i henhold til de minimis-reglerne nødvendigt at fratrække beløbet for den kompensation, der tildeles for de ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen økonomisk interesse? Finansieringen af tjenesteydelser af almen interesse af ikke-økonomisk art falder ikke ind under statsstøttereglerne, som udelukkende gælder for økonomiske aktiviteter. Finansieringen af ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse anses derfor ikke for at være en finansiering i de minimis-forordningens forstand, og den skal ikke medregnes, når det samlede beløb beregnes med henblik på anvendelsen af denne forordning. 3.8.6. Det investeringsbudget, der er forbundet med en socialydelse af almen interesse, kan være afsat for en bestemt periode, som kan strække sig over et år eller flere. Er det i så fald muligt at anvende de minimis-forordningen? Investeringsbyrden i forbindelse med en socialydelse af almen interesse kan finansieres af offentlige midler i henhold til de minimis-forordningen, dog på betingelse af, at midlerne aldrig overstiger 200 000 EUR over en periode på tre år, uanset hvilke tre år der er tale om, sådan som det er bestemt i forordningen. Hvis de offentlige midler oversteg 200 000 EUR over tre år, kan de falde ind under beslutningen eller rammebestemmelserne, men på den betingelse at forenelighedskriterierne er overholdt (læs om disse kriterier i svaret på spørgsmål 3.2.9). 3.8.7. Falder tjenesteydelser af almen økonomisk interesse vedrørende social og faglig integration af arbejdsløse og erhvervsuddannelse ind under beslutningen eller forordningen om generel gruppefritagelse nr. 800/2008 104? En tjenesteydelse af almen økonomisk interesse vedrørende social og faglig integration eller erhvervsuddannelse defineret som sådan af staten og overdraget til en virksomhed af denne kan falde ind under beslutningen, forudsat at betingelserne deri er opfyldt. Derfor kan kompensation, der er tildelt en virksomhed, som har fået 104 EUT L 214 af 9.8.2008, s. 3. DA 61 DA

overdraget en offentlig tjenesteydelsesopgave med at integrere eller udbyde erhvervsuddannelse, være fritaget for anmeldelsespligt, såfremt den pågældende virksomhed reelt er blevet pålagt denne offentlige tjenesteydelsesopgave. Det indebærer, at der er udstedt et mandat, som klart definerer opgaven og beregningsparametrene for den omhandlede kompensation med det formål at undgå eventuel overkompensation (læs mere specifikt om betingelserne i artikel 2 og 4-6 i beslutningen samt svarene på spørgsmålene i kapitel 3.4, 3.5 og 3.6). Til gengæld kan støtte, som er bestemt til virksomheder, der ansætter "dårligt stillede arbejdstagere" i henhold til artikel 2, stk. 18, i forordning nr. 800/2008, blive fritaget for forhåndsanmeldelse efter denne forordning, forudsat at de opfylder de betingelser, som er fastlagt i forordningens første kapitel samt artikel 40. Med hensyn til den støtte, som er bestemt til virksomheder, der investerer i uddannelse af medarbejderne i henhold til artikel 38 i forordning nr. 800/2008, kan de blive fritaget for forhåndsanmeldelse efter denne forordning, forudsat at de opfylder de betingelser, som er fastlagt i forordningens første kapitel samt artikel 39. 3.9. Lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og regler om ESF og EFRU 3.9.1. Er finansieringen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse gennem ESF og EFRU statsstøtte? Henhører en sådan transaktion under medlemsstaternes eller Kommissionens kompetence? For så vidt angår anvendelsen af statsstøttereglerne, udgør finansiering tildelt af medlemsstaterne ved brug af midler fra ESF og EFRU statslige midler. Derfor gælder statsstøttereglerne finansiering tildelt af medlemsstaterne ved hjælp af disse midler, på samme måde som når finansieringen tildeles direkte over medlemsstatens eget budget. 3.9.2. Skal finansiering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ved hjælp af midler fra ESF og EFRU ydes i overensstemmelse med lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse? Henhører en sådan transaktion under medlemsstaternes eller Kommissionens kompetence? De offentlige tilskud, der ydes af medlemsstaterne ved hjælp af midler fra ESF og EFRU, indgår - som enhver anden offentlig finansiering med det formål at tillade en virksomhed at levere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse - i beregningen af kompensationen for levering af disse tjenesteydelser, og de skal ydes i overensstemmelse med lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Definitionen af parametrene til beregning, kontrol og revision af kompensationen i mandatet påhviler den nationale, regionale eller lokale myndighed, som indfører den omhandlede tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, og det gælder uanset kilden til den offentlige finansiering, som denne myndighed har afsat til ydelsen. Kompetencen til at vedtage forordninger om ESF og EFRU vedrører på ingen måde medlemsstaternes indførelse af offentlige tjenesteydelsesopgaver, som de under alle omstændigheder har kompetencen til. DA 62 DA

3.9.3. Er kontrollen med statsstøtte og med EU's ESF-kreditter forenelige? Kontrollen med statsstøtte og kontrollen med EU's ESF-kreditter har forskellige formål, dels at undgå, at medlemsstaterne tildeler støtte, der kan være konkurrenceforvridende, dels at sikre, at finansiering, der tildeles af EU til visse projekter, også anvendes på de betingelser, der gælder for tildelingen. Det er muligt, at finansieringen af et projekt skal undersøges fra begge synsvinkler. Faktisk er et af principperne, som ESF hviler på, netop samfinansiering, hvilket betyder, at den finansielle støtte ydet af EU systematisk ledsager den offentlige eller private finansiering på nationalt plan. Graden af EU-finansiering er forbundet med situationen på stedet. Ud fra adskillige socioøkonomiske kriterier kan samfinansieringen variere fra 50 til 80 % af den samlede finansiering. 3.9.4. Ifølge reglerne om forvaltning af ESF-støtten er det kun de rene udgifter og indtægter i forbindelse med det samfinansierede projekt, som er støtteberettigede, hvilket ikke omfatter den rimelige fortjeneste. Er det muligt, når en socialydelse af almen interesse finansieres ved hjælp af ESF-midler, at indregne en rimelig fortjeneste, som det beskrives i beslutningen? Statsstøttereglerne tillader faktisk den offentlige myndighed, som finansierer et projekt, at dække 100 % af tjenesteyderens omkostninger og tillige "en rimelig fortjeneste". Den rimelige fortjeneste indgår ikke i støtteberettigelsen for ESF-støtte. I praksis giver samspillet mellem de to sæt regler ikke reelle problemer, idet den offentlige myndighed i medfør af lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse for sin del fortsat er i stand til at dække den rimelige fortjeneste ved hjælp af egne midler, hvis den ønsker det. 3.9.5. Hvordan er forholdet mellem kontrolmekanismen for projekter med samfinansiering fra ESF og kontrollen med overkompensation, som ligger i lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse? De projekter, der finansieres af ESF, kontrolleres systematisk af de myndigheder, der har ansvaret for forvaltningen af ESF's operationelle programmer. Disse kontroller er generelt baseret på revisionserklæringer, som indhentes af de pågældende myndigheder. Det er på dette grundlag, at de pågældende myndigheder, som udbetaler finansieringen, bliver godtgjort af ESF. Lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse indebærer for sin del, at der findes en kontrolmekanisme, og at det samtidig overlades til medlemsstaterne at definere de nærmere vilkår herfor. Formålet med denne mekanisme er at kontrollere, at der ikke foregår overkompensation, hvilket ESF-kontrollerne ikke nødvendigvis kan bruges til at fastslå, eftersom de drejer sig om de omkostninger, der er støtteberettigede i henhold til ESF (spørgsmålet om f.eks. den rimelige fortjeneste bliver således ikke undersøgt). Selv om de to kontrolmekanismer kan sammenlignes på visse punkter og i givet fald endda integreres, har de dog stadig hver sit indhold, der må respekteres. DA 63 DA

3.10. Lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og reglerne om elektronisk kommunikation 3.10.1. Hvis en medlemsstat giver en fordel til en virksomhed, der har fået overdraget forpligtelser til offentlig tjeneste inden for elektronisk kommunikation, som rækker ud over anvendelsesområdet for direktiv 2002/22/EF 105, er det da altid muligt at vurdere den pågældende kompensation ud fra statsstøttereglerne? Ifølge direktiv 2002/22/EF står det stadig medlemsstaterne frit for at indføre supplerende tjenester på deres område, som ikke er omfattet af forsyningspligten i henhold til direktivet, og at finansiere dem i overensstemmelse med EU-retten (se artikel 32 og betragtning 25 og 46 i direktivet). Når en medlemsstat derfor giver en fordel til en enhed, der har fået pålagt f.eks. at levere telefontjenester med adgang for offentligheden, som ikke hører under forsyningspligten som defineret i kapitel II i direktivet, bør den altid vurdere, om Altmark-betingelserne og de øvrige statsstøttebetingelser (dvs. tilførsel af statsmidler og tilregnelse til staten, konkurrenceforvridning og påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne og den pågældende foranstaltnings selektivitet) er opfyldt, for at kunne afgøre, om der er tale om statsstøtte. 4. SPØRGSMÅL OM ANVENDELSEN AF REGLERNE OM OFFENTLIGE INDKØB PÅ SOCIALYDELSER AF ALMEN INTERESSE 4.1. Socialydelsen af almen interesse leveres af den offentlige myndighed selv 4.1.1. I hvilket omfang kan en offentlig myndighed beslutte selv at levere en socialydelse af almen interesse? Hvad er med andre ord det råderum, som en offentlig myndighed har til at beslutte, om en tjenesteydelse skal leveres direkte af den selv eller overdrages til tredjemand? Er denne beslutning udelukkende myndighedens egen? Det er helt op til de offentlige myndigheder at beslutte, om de vil levere en tjenesteydelse selv eller overdrage den til tredjemand (udlicitering). Reglerne om offentlige indkøb gælder kun, hvis en offentlig myndighed beslutter at betro leveringen af en tjenesteydelse til tredjemand mod vederlag. 4.1.2. EU-reglerne om udvælgelse af tjenesteyderen gælder normalt ikke, når offentlige myndigheder leverer en tjeneste selv eller via et in house-selskab. Hvad er rækkevidden af og grænserne for in house-undtagelsen? Undtagelsen af in house-selskaber dækker tilfælde, hvor en offentlig myndighed selv leverer en tjenesteydelse, men gør det gennem en juridisk selvstændig enhed. I dette tilfælde anses den offentlige myndighed og enheden, der leverer ydelsen, for at udgøre en helhed. En sådan relation er hverken omfattet af traktatens principper om 105 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet) (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 51). DA 64 DA

gennemsigtighed, ligebehandling og ikke-diskrimination eller af direktiv 2004/18/EF om offentlige indkøb (i det følgende omtalt som "direktivet") 106. Der gælder følgende samtidige betingelser for anvendelsen af princippet om in houseundtagelsen: og A) Den kontrol, som den offentlige myndighed - alene eller sammen med andre offentlige myndigheder - udøver med den juridisk selvstændige enhed, skal være den samme kontrol, som den offentlige myndighed fører med sine egne tjenestegrene. Om en offentlig myndighed fører den samme kontrol med en juridisk selvstændig enhed, som den fører med sine egne tjenestegrene, kan ikke besvares generelt, idet der fra sag til sag skal tages hensyn til samtlige foreliggende lovbestemmelser og relevante omstændigheder (loven, den pågældende enheds status, aftaler med aktionærer osv.). Faktisk skal den pågældende offentlige myndighed under alle omstændigheder udøve kontrol med den pågældende enhed således, at den kan få en afgørende indflydelse på såvel enhedens strategiske målsætninger som de vigtige beslutninger, der træffes i den. Domstolen har tydeligt udelukket, at en offentlig myndighed kan føre kontrol med tredjepart i form af et selskab på samme måde, som den fører kontrol med sine egne tjenestegrene, hvis der foreligger privat medejerskab, dvs. at en privat virksomhed ejer en del - uanset andelens størrelse - af det pågældende selskabs kapital 107. B) Hovedparten af den juridisk selvstændige enheds virksomhed udføres sammen med den eller de offentlige myndigheder, som ejer den 108. For så vidt angår det første kriterium (kontrolkriteriet), har Domstolen anerkendt, at det ikke er nødvendigt, at kontrollen er individuel, og at den dermed kan udøves i fællesskab af flere offentlige myndigheder 109. Domstolen har endvidere bekræftet, at også det andet kriterium (virksomhedskriteriet) kan være opfyldt i tilfælde, hvor flere offentlige myndigheder ejer en juridisk selvstændig enhed, såfremt der tages hensyn til den virksomhed, som den juridisk selvstændige enhed udfører sammen med samtlige offentlige myndigheder 110. Derfor skal der ikke anvendes udbudsprocedurer, når flere offentlige myndigheder samarbejder via en juridisk selvstændig enhed, som kontrolleres af de offentlige enheder, der ejer den, og hvis virksomhed for 106 107 108 109 110 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter EUT L 134 af 30.4.2004, s. 114. EU-Domstolen, dom af 11. januar 2005, sag C-26/03, Stadt Halle, Sml. I, s. 1, præmis 49-50. EU-Domstolen, dom af 18. november 1999, sag C-107/98, Teckal, Sml. I, s. 8121, præmis 50. EU-Domstolen, dom af 13. november 2008, sag C-324/07, Coditel Brabant, Sml. 2008 I, s. 8457, og dom af 10. september 2009, sag C-573/07, Sea s.r.l. EU-Domstolen, dom af 11. maj 2006, sag C-340/04, Carbotermo, præmis 70, og sag C-295/05, Asemfo, Sml. I, s. 2999, præmis 62. DA 65 DA

hovedpartens vedkommende udføres sammen med disse offentlige enheder. Læs mere om samarbejdet mellem offentlige myndigheder i svaret på spørgsmål 4.2.11. Der findes flere oplysninger i svaret på spørgsmål 5.4 om overholdelsen af statsstøttereglerne, når leverandøren af socialydelser af almen interesse er knyttet til den offentlige myndighed som in house-selskab. 4.2. Leveringen af socialydelser af almen interesse er overdraget til tredjemand mod vederlag 4.2.1. Hvilken juridisk ramme ville være relevant, når en offentlig myndighed beslutter at udlicitere forvaltningen af en socialydelse af almen interesse mod vederlag? Hvis den offentlige myndighed beslutter at udlicitere forvaltningen af en tjenesteydelse mod vederlag, skal den følge EU-reglerne om indgåelse af offentlige tjenesteydelseskontrakter eller koncessionskontrakter om tjenesteydelser. Man skal skelne mellem to situationer: A) Den offentlige myndighed indgår en offentlig tjenesteydelseskontrakt. I så fald betaler den offentlige myndighed tjenesteyderen et fastlagt vederlag. Herefter kan der sondres mellem to situationer: (a) Værdien af kontrakten overstiger tærskelværdierne for anvendelse af direktiv 2004/18/EF. Hvis de relevante tærskler overskrides 111, falder de offentlige tjenesteydelseskontrakter ind under direktivet. Imidlertid er kontrakter om social- og sundhedsydelser ikke omfattet af alle direktivets detaljerede regler 112, men udelukkende af et meget begrænset antal artikler i direktivet, som det fremgår af artikel 21 heri. De tekniske specifikationer 113 skal f.eks. være defineret, inden kontraktindgåelsesproceduren begynder (se svaret på spørgsmål 4.2.4), og procedurens resultat 114 skal offentliggøres. Desuden skal de offentlige myndigheder ved tildeling af sundheds- og socialydelseskontrakter ligeledes overholde de væsentlige principper i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, f.eks. åbenhed og lige og ikkediskriminerende behandling af alle erhvervsdrivende, såfremt og i det omfang de omhandlede tjenesteydelser har en grænseoverskridende interesse 115. Læs mere om begrebet grænseoverskridende interesse i svaret på spørgsmål 4.2.2. Disse principper kræver under alle omstændigheder kun, at man skal overholde de grundlæggende fakta i Domstolens retspraksis og ikke strengt samtlige bestemmelser i 111 112 113 114 115 Artikel 7 i direktiv 2004/18/EF. Social- og sundhedsydelser indgår i de tjenesteydelser, der er opført i bilag II B til direktiv 2004/18/EF. Kontrakterne om levering af disse tjenesteydelser er udelukkende underlagt et begrænset antal bestemmelser i direktivet (om sondringen mellem tjenesteydelserne i bilag II A og II B, jf. artikel 20 og 21 i direktiv 2004/18/EF). De koder, der er angivet i bilagene, kan ses på webstedet for GD Det Indre Marked www.simas.europa.eu. Artikel 21 læst i sammenhæng med artikel 23 i direktiv 2004/18/EF. Artikel 21 læst i sammenhæng med artikel 35, stk. 4, i direktiv 2004/18/EF. Det vil sige, at det rummer en interesse for erhvervsdrivende i andre EØS-lande, Dom af 13.november 2007, sag C-507/03, Kommissionen mod Irland, præmis 29 ff. DA 66 DA

direktiv 2004/18/EF. Når de offentlige myndigheder udliciterer socialydelser gennem offentlige tjenesteydelseskontrakter, har de derfor allerede et større råderum end på andre områder. Det skal imidlertid bemærkes, at kontrakter med blandede tjenesteydelser, hvor der både leveres socialydelser og en anden tjenesteydelse, som er fuldt omfattet af bestemmelserne i førnævnte direktiv 116 (såsom transport, forskning, rådgivning eller vedligeholdelse), kun falder delvis ind under direktivet, sådan som det er forklaret ovenfor, hvis værdien af socialydelsen 117 er større end prisen for den anden tjenesteydelse. Ambulancetjenester omfatter f.eks. både elementer af sundhedsydelser og transportydelser. Hvis transportydelsens værdi er højere end sundhedsydelsens, vil samtlige direktivets bestemmelser være gældende. Hvis værdien af sundhedsydelsen er højest, gælder direktivet kun delvis, sådan som det er forklaret ovenfor 118. (b) Værdien af kontrakten er lavere end tærskelværdierne for anvendelse af direktiv 2004/18/EF. Hvis værdien af kontrakten ligger under tærsklen for anvendelse af direktivet, skal den offentlige myndighed ikke desto mindre overholde de væsentlige regler og principper i EU-retten, f.eks. principperne om ligebehandling, ikke-diskrimination og åbenhed, hvis den pågældende kontrakt har en grænseoverskridende interesse 119. I svaret på spørgsmål 4.2.3 står der mere om det nøjagtige indhold af disse principper. B) Den offentlige myndighed tildeler en koncessionskontrakt om tjenesteydelser. I dette tilfælde består vederlaget primært i retten til at udnytte den pågældende tjenesteydelse til at drive økonomisk virksomhed 120. Koncessionshaveren påtager sig den risiko, der følger med udnyttelsen af den pågældende tjenesteydelse 121. Under alle omstændigheder skal offentlige myndigheder, som tildeler en koncessionskontrakt om tjenesteydelser, overholde de væsentlige regler og principper i EU-retten og især principperne om åbenhed, ligebehandling og ikke-diskrimination 122. I svaret på spørgsmål 4.2.3 står der mere om det nøjagtige indhold af disse principper. 4.2.2. Hvad forstås ved begrebet grænseoverskridende interesse? En offentlig indkøbskontrakt eller en koncessionskontrakt har en grænseoverskridende interesse, hvis den rummer interesse for erhvervsdrivende i andre EØS-lande 123. 116 117 118 119 120 121 122 123 Tjenesteydelserne i bilag II A til direktiv 2004/18/EF. Artikel 22 i direktiv 2004/18/EF. EU-Domstolen, dom af 24. september 1998, sag C-76/97, Tögel, Sml. I, s. 5357, præmis 29-40. Læs mere om begrebet grænseoverskridende interesse i svaret på spørgsmål 0. Artikel 1, stk. 4, i direktiv 2004/18/EF. Artikel 17 i direktiv 2004/18/EF og EU-Domstolens retspraksis, især dom af 25. marts 2010, sag C- 451/08, Helmut Müller, Sml. 2010. Domme, sag C-324/98, Telaustria, Sml. 2000 I, s. 10745, præmis 62, sag C-231/03, Coname, Sml. 2005 I, s. 7287, præmis 16-19, og sag C-458/03, Parking Brixen, Sml. 2005 I, s. 8585, præmis 49. Dom af 13.november 2007, sag C-507/03, Kommissionen mod Irland, præmis 29 ff. DA 67 DA

Det påhviler den offentlige myndighed fra sag til sag at vurdere, om der foreligger en potentiel interesse for erhvervsdrivende i andre medlemsstater, medmindre den nationale lovgivning indeholder specifikke angivelser. Når en offentlig indkøbskontrakt eller en koncessionskontrakt rummer en grænseoverskridende interesse, skal den offentlige myndighed overholde principperne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (ikkediskrimination, åbenhed osv.) 124 ved indgåelsen af sådanne kontrakter. De offentlige indkøbskontrakter eller koncessionskontrakter, som ikke rummer en grænseoverskridende interesse, er ikke underlagt principperne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. På visse betingelser kan der derfor tildeles tjenesteydelseskontrakter af lokalt omfang, selv uden at ovenstående principper nødvendigvis skal overholdes, hvis de pågældende tjenesteydelser ikke rummer grænseoverskridende interesse for erhvervsdrivende i de øvrige medlemsstater og dermed ikke påvirker det indre markeds funktion. Det kan være tilfældet, når det på baggrund af den særligt beskedne værdi 125 (langt under tærskelværdien for anvendelse af direktivet, som i øjeblikket beløber sig til 193 000 EUR 126 ) og de særlige træk ved den pågældende socialydelse og det pågældende markedssegment 127 ikke kan formodes, at de erhvervsdrivende i andre medlemslande har en potentiel interesse i at levere den omhandlede tjenesteydelse. F.eks. i sager med kontrakter om juridiske tjenesteydelser til en gennemsnitlig værdi af ca. 5 000 EUR 128 eller byplanlægningstjenester til mellem 6 000 og 26 500 EUR 129 vurderede Kommissionen, at de pågældende kontrakter på grund af deres beskedne værdi (mindre end eller tæt på grænsen på 10 % for anvendelse af direktivet) og de særlige omstændigheder ved sagerne ikke havde relevans for det indre markeds funktion. Selv om der foreligger en klage over den pågældende kontrakt, er det heller ikke tilstrækkeligt til at påvise, at denne kontrakt rummer en grænseoverskridende interesse 130. For at vurdere relevansen af den pågældende tjenesteydelse for det indre marked kan de offentlige myndigheder se nærmere på Kommissionens fortolkningsmeddelelse om den EU-ret, der finder anvendelse på tildelingen af kontrakter, som ikke eller kun 124 125 126 127 128 129 130 EU-Domstolen, dom af 3. december 2001, sag C-59/00, Bent Mousten Vestergaard, Sml. 2001 I, s.9505, præmis 20, dom af 20. oktober 2005, sag C-264/03, Kommissionen mod Frankrig, Sml. 2005 I, s. 8831, præmis 32-33, dom af 14. juni 2007, sag C-6/05, Kommissionen mod Grækenland, præmis 3. Værdikriteriet kan ikke i sig selv bruges som bevis for, at en kontrakt ikke rummer en grænseoverskridende interesse. Som Domstolen har præciseret i de forenede sager C-146/06 og C-148/06 (Secap), præmis 31, er det "dog nødvendigt at tage hensyn til, at landegrænserne undertiden løber gennem bebyggelser i forskellige medlemsstater, hvorfor selv kontrakter af ringe økonomisk betydning under sådanne forhold kan have en klar grænseoverskridende interesse." Efter regulering ifølge Kommissionens forordning (EF) nr. 1177/2009 af 30. november 2009 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF, 2004/18/EF og 2009/81/EF for så vidt angår tærskelværdierne for anvendelse af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter. Dom i sag C-231/03, Coname, Sml. 2005 I, s. 7287, præmis 20, om koncessioner på tjenesteydelser. Pressemeddelelse IP/07/357 af 21. marts 2007. Pressemeddelelse IP/06/1786 af 13. december 2006. EU-Domstolen, dom af 13. november 2007, sag C-507/03, Kommissionen mod Irland, præmis 34. DA 68 DA

delvis er omfattet af udbudsdirektiverne 131. I denne meddelelse vurderes de kontrakter, der kun er delvist omfattet af bestemmelserne i udbudsdirektiverne, såsom sundhedsog socialydelseskontrakter 132. I det omfang meddelelsen indeholder en generel fortolkning af begrebet "interesse for det indre marked" i henhold til traktaten, kan den ligeledes bruges som rettesnor for koncessioner. 4.2.3. Hvilke forpligtelser opstår af principperne om åbenhed og ikkediskrimination? Ifølge Domstolens retspraksis medfører principperne om åbenhed, ligebehandling og ikke-diskrimination, at der skal være en passende offentlighed om, at den offentlige myndighed har til hensigt at indgå en offentlig kontrakt eller tildele en koncession. Offentligheden kan være begrænset til en kort beskrivelse af de væsentlige træk ved den omhandlede kontrakt og den valgte procedure for indgåelse heraf, ledsaget af en invitation til at kontakte myndigheden. Det er væsentligt, at alle potentielt interesserede tjenesteydere får mulighed for at udtrykke deres interesse i at byde på kontrakten. Den offentlige myndighed udvælger herefter på en ikke-diskriminerende og upartisk måde de deltagere, der indbydes til at fremsætte et bud og i givet fald forhandle om de nærmere betingelser for kontrakten eller koncessionen. Under disse forhandlinger bør de erhvervsdrivende være stillet lige og modtage de samme oplysninger fra den offentlige myndighed. I overensstemmelse med Domstolens retspraksis for effektiv domstolsbeskyttelse 133 bør i det mindste de beslutninger, der på ugunstig vis berører en person, som har eller har haft en interesse i at få kontrakten, f.eks. en beslutning om at se bort fra en tilbudsgiver, undersøges med hensyn til eventuel overtrædelse af de grundlæggende normer, der opstår af EU's primærret. Med henblik på anvendelsen af disse principper kan de offentlige myndigheder se nærmere på Kommissionens fortolkningsmeddelelse om den EU-ret, der finder anvendelse på tildelingen af kontrakter, som ikke eller kun er omfattet af udbudsdirektiverne. Som det er blevet nævnt, handler denne meddelelse også om kontrakter, som kun delvis er omfattet af udbudsdirektiverne (i det følgende omtalt som "direktiverne") 134, f.eks. kontrakter om tjenesteydelserne i bilag II B til direktiv 2004/18/EF, som bl.a. omfatter sundheds- og socialydelser 135. Som nævnt ovenfor i pkt. 2.1, og som det fremgår af artikel 21 i direktiv 2004/18/EF, er tjenesteydelseskontrakter udelukkende omfattet af visse regler i direktiv 2004/18/EF (nemlig pligten til at definere de tekniske specifikationer i udbudsbetingelserne på forhånd og at offentliggøre resultatet af proceduren efterfølgende) og derudover af de 131 132 133 134 135 EUT C 179 af 1.8.2006, s. 2. Tjenesteydelserne i bilag II B til direktiv 2004/18/EF. EU-Domstolen, dom af 25. juli 2002 sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores, Sml. 2002 I, s. 6677, præmis 39, og dom af 15. oktober 1987, sag 222/86, Heylens, Sml. s. 4097, præmis 14. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester. Tjenesteydelserne i bilag II B til direktiv 2004/18/EF. DA 69 DA

generelle principper i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (ikkediskrimination, åbenhed osv.), hvis de rummer en grænseoverskridende interesse. I betragtning af at meddelelsen indeholder en generel fortolkning af principperne om åbenhed, ligebehandling og ikke-diskrimination, kan den ligeledes bruges som rettesnor for tildelingen af koncessioner, idet man stadig skal huske, at koncessionskontrakterne generelt har en værdi, der ligger en del over tærskelværdierne i udbudsdirektiverne og dermed - trods det at disse direktiver ikke finder anvendelse på koncessioner på tjenesteydelser og i overensstemmelse med principperne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde - ikke desto mindre kræver offentlighed, som skal sikres via et medie, der har en bred europæisk dækning. 4.2.4. Hvordan skal man udforme specifikationerne, så de passer til indgåelsen af en tjenesteydelseskontrakt, så de (i) på en altomfattende måde dækker brugernes forskellige behov og (ii) gør det muligt at tilpasse tjenesteydelsen efter en situation med varierende intensitet, brugerantal osv.? Direktivet giver en bred vifte af muligheder for at fastlægge specifikationerne 136. Det påhviler de offentlige myndigheder at udnytte disse muligheder bedst muligt ved at kræve af kandidaterne, at de udformer et skræddersyet tjenesteydelseskoncept, så de kan tilbyde den bedst mulige ydelse på det krævede kvalitetsniveau. De offentlige myndigheder kan f.eks. præcisere, at kandidaterne skal opfylde de fastlagte brugergruppers specifikke behov, eller kræve, at den tilbudte tjenesteydelse skal være forenelig med de strukturer, som allerede er opbygget. Man kan også forestille sig, at den offentlige myndighed kræver, at tjenesteydelsen udføres og vurderes på en måde, som involverer brugerne. Under alle omstændigheder er grundreglen den, at specifikationerne skal være defineret på en sådan måde, at de ikke medfører diskrimination, og at det ikke allerede inden igangsættelsen af udbudsproceduren er bestemt, hvem der får kontrakten. 4.2.5. Hvilke andre kvalitetskrav kan være integreret i tildelingen af en offentlig kontrakt eller koncession på socialydelser af almen interesse? Ved indgåelse af en offentlig kontrakt eller koncession på socialydelser af almen interesse kan de offentlige myndigheder tage hensyn til alle kvalitetskrav, som forekommer dem nødvendige for at kunne tilbyde brugerne en ydelse med højest mulig kvalitet til prisen. Alt efter kravenes art kan disse være afspejlet i de forskellige faser af udbudsproceduren. Når de tekniske specifikationer defineres 137, kan den offentlige myndighed således definere alle de træk ved tjenesteydelsen, som den finder det nyttigt at tillægge en kvalitetsydelse (f.eks. krav, der giver garanti for kontinuitet i ydelsen, overholdelse af de forskellige brugerkategoriers specifikke behov, tilgængelighed for bevægelseshæmmede på steder, hvor der er tilbud til dem, og mere generelt krav til disse infrastrukturers kvalitet m.m.). De tekniske specifikationer for tjenesteydelsen kan være defineret enten i form af meget detaljerede karakteristika (hvilket i visse tilfælde kan bidrage til en for høj grad af standardisering af de udbudte 136 137 Artikel 23 i direktiv 2004/18/EF, som også finder anvendelse på tjenesteydelserne i bilag II B til direktivet, f.eks. socialydelser. Artikel 23 i direktiv 2004/18/EF. DA 70 DA

tjenesteydelser) eller som angivelser af funktionsdygtighed eller funktionelle krav. Det sidste alternativ giver almindeligvis kandidaterne større handlefrihed, idet de får mulighed for at foreslå den offentlige myndighed mere nyskabende løsninger og arbejdsmetoder til at nå de fastsatte kvalitetsmål. Erfaringen hos og kvaliteten af tjenesteyderens personale er ligeledes elementer, som bidrager på afgørende vis til kvaliteten af den leverede tjenesteydelse. Ved definitionen af udvælgelseskriterierne 138 kan den offentlige myndighed definere faglige kapacitetskrav (f.eks. erhvervserfaring, personalets kvalifikationer, disponible tekniske infrastrukturer) for at sikre sig, at den valgte kontrahent har en tilstrækkelig kapacitet til at udføre tjenesteydelsen efter de kvalitetsparametre, der er defineret for kontrakten. Der kan også tages hensyn til kvalitetskravene i kriterierne for tildeling 139. Den offentlige myndighed har ikke pligt til at tildele kontrakten på grundlag af den laveste pris. Tværtimod kan den tildele kontrakten på grundlag af det økonomisk mest fordelagtige tilbud, hvilket giver den mulighed for i tildelingskriterierne at tage hensyn til alle de kvalitative elementer, den finder vigtige. Den offentlige myndighed kan ligeledes frit lade den betydning, den tillægger de forskellige kvalitetsaspekter af tjenesteydelsen, afspejles i vægtningen af de forskellige tildelingskriterier. Betingelser vedrørende kontraktens udførelse 140 giver endnu en mulighed for at varetage kvaliteten af tjenesteydelsen. Med forbehold af overholdelsen af andre relevante bestemmelser i EU-retten kan den offentlige myndighed til betingelserne vedrørende kontraktens udførelse 141 føje krav til kontrahenten om at garantere f.eks. et tilstrækkeligt uddannelses- og aflønningsniveau for det personale, der indgår i gennemførelsen af kontrakten. Sådanne betingelser gør det muligt at undgå, at kontrahenten fristes til at skære ned i sine personaleomkostninger, hvilket kunne demotivere det pågældende personale, øge udskiftningen og i sidste ende medføre negative konsekvenser for kvaliteten af den leverede ydelse. Endelig kan de offentlige myndigheder ved tildeling af en offentlig kontrakt eller koncession på socialydelser af almen interesse antage en integreret tilgang til komplekse tjenesteydelser, som ikke behøver blive udskilt i flere delkontrakter, men kan tildeles i en enkelt kontrakt, for at brugerne, hvis de ønsker det, kan henvende sig til en enkelt tjenesteyder, som tager sig af flere forskellige sammenhængende behov. Det står dem ligeledes frit for at vælge en passende varighed til den pågældende kontrakt for at sikre stabilitet og kontinuitet i den eller de pågældende tjenesteydelser. 138 139 140 141 Artikel 44 og 48 i direktiv 2004/18/EF. Artikel 53 i direktiv 2004/18/EF. Artikel 26 i direktiv 2004/18/EF. Af åbenhedshensyn til betingelserne for gennemførelsen offentliggøres på forhånd i udbudsmaterialet. Overholdelsen af gennemførelsesbetingelserne kan ikke kontrolleres før tildelingen af kontrakten, men udelukkende undervejs i gennemførelsen. For at garantere overholdelsen kan den offentlige myndighed fastlægge afskrækkende kontraktlige sanktioner. DA 71 DA

4.2.6. Er det muligt at foretage tilpasninger af kontrakten undervejs i gennemførelsen? Det er muligt at foretage tilpasninger i hele kontraktens udførelsesfase, for så vidt som de ikke i væsentlig grad sætter de oprindelige udbudsbetingelser ud af kraft 142. Disse tilpasninger må især ikke være så betydningsfulde, at udbudsproceduren kunne have fået en anden udgang, hvis de havde været kendt fra begyndelsen. Det kan være tilfældet, når de potentielle kandidater, som ikke har budt, kunne have været interesserede i at byde, hvis de havde vidst, at der kunne komme sådanne ændringer til undervejs. 4.2.7. Hvordan skal man undgå at lægge for stor en byrde på de små tjenesteydere, som ofte vil være dem, der er bedst i stand til at forstå de særlige krav til en socialydelse af almen interesse, der skal leveres i en sammenhæng med markant lokal karakter? Det er en opgave, der påhviler den offentlige myndighed, som har ansvaret for at arrangere udbudsproceduren på en sådan måde, at de små erhvervsdrivende har en chance for at deltage og få tildelt kontrakten. Jo større omfanget af den omhandlede tjenesteydelse og dermed kravene til økonomisk og finansiel kapacitet er, jo sværere er det for små tjenesteydere at deltage i kontrakten. Ved de største kontrakter (f.eks. en bred vifte af tjenesteydelser eller en række tjenesteydelser, der skal leveres i flere forskellige geografiske områder), kan den ordregivende myndighed bestemme, at kontrakten skal splittes op i delkontrakter, som er mere tilgængelige for SMV'er. Generelt anbefales de offentlige myndigheder at affatte de tekniske specifikationer med tanke på SMV'erne og begrænse de formelle krav til det nødvendige minimum. 4.2.8. Hvordan skal man forene procedurerne for offentlige kontrakter, som begrænser antallet af udvalgte tjenesteydere, med opretholdelsen af en tilstrækkelig valgfrihed for brugerne af en socialydelse af almen interesse? Formålet med procedurerne for offentlige kontrakter er ikke at begrænse antallet af udvalgte tjenesteydere. De ordregivende myndigheder kan fuldstændig frit vælge en eller flere erhvervsdrivende til at dække behovet. De offentlige myndigheder kan f.eks. tildele flere erhvervsdrivende samme koncession på en bestemt tjenesteydelse, hvis det er praktisk muligt, og således garantere brugerne af den omhandle tjeneste en bredere vifte af valgmuligheder. 4.2.9. Er det muligt som tildelingskriterium at indføre, at en tjenesteyder har lokalkendskab, idet dette aspekt ofte er væsentligt for en vellykket levering af den pågældende socialydelse af almen interesse? EU's regler om offentlige indkøb skal sikre loyal konkurrence mellem de erhvervsdrivende i hele Europa, for at de offentlige myndigheder kan opnå et bedre forhold mellem pris og kvalitet. Et krav om lokalkendskab kunne medføre ulovlig diskrimination mod udenlandske tjenesteydere. Samtidig risikerer et sådant krav at indskrænke den offentlige myndigheds udvalg af bydere til et lille antal lokale erhvervsdrivende og dermed mindske den gavnlige virkning af konkurrence i europæisk målestok. 142 EU-Domstolen, dom af 29. april 2004, sag C-496/99, Kommissionen mod CAS Succhi di Frutta SpA, Sml. 2004 I, s. 3801, præmis 116. DA 72 DA

Ikke desto mindre kan visse krav i forbindelse med den lokale sammenhæng være acceptable, hvis de kan godtgøres i kraft af den omhandlede tjenesteydelses særlige træk (typen af tjenesteydelse og/eller brugerkategorier) og er nøje knyttet til gennemførelsen af kontrakten. Eksempler En offentlig myndighed kan f.eks. i medfør af betingelserne vedrørende kontraktens udførelse kræve, at kontrahenten opfører en lokal struktur som f.eks. et kontor eller et værksted eller installerer specifikt udstyr på stedet for udførelsen, hvis det er nødvendigt for at levere tjenesteydelsen. En kommune, der ønsker at oprette et kvindekrisecenter, især for kvinder fra et bestemt kulturelt mindretal, kan specificere i udbudsmaterialet, at tjenesteyderen skal have forhåndskendskab til denne type tjenesteydelse i et miljø, som har lignende sociale og økonomiske karakteristika, og at de ansatte, som skal have kontakt med og/eller sørge for at dække de kriseramte kvinders behov, skal have tilstrækkelig erfaring med de kriseramtes kulturelle og sproglige baggrund. En offentlig myndighed, som vil oprette en arbejdsformidling for arbejdsløse unge voksne fra ugunstigt stillede områder, og som har valgt en integreret måde at behandle de særlige vanskeligheder på, som brugerne af denne tjeneste befinder sig i (f.eks. psykisk sygdom, narkotika- eller alkoholmisbrug, sociale boligproblemer og gældsætning), kunne specificere, at tjenesteyderen skal have erfaring med denne type tjenesteydelse med samme målgruppe. Den offentlige myndighed kan ligeledes angive, at tjenesteyderen skal sørge for, at de ansatte, der tager sig af brugerne, fra begyndelsen har kendskab til de eksisterende netværk af sociale aktører, som de skal kommunikere med for at opfylde de unge voksne arbejdsløses behov på en integreret måde. Under alle omstændigheder må en begrænsning af denne type ikke række ud over, hvad der er strengt nødvendigt for at sikre en hensigtsmæssig levering af tjenesteydelsen. Domstolen har f.eks. afgjort, at det i forbindelse med tildelingen af en offentlig kontrakt om levering af sundhedsydelser i form af åndedrætsbehandling i hjemmet ikke er muligt for en offentlig myndighed at kræve, at den potentielle tilbudsgiver ved tilbuddets afgivelse har et kontor i hovedstaden for den provins, hvor tjenesteydelsen skal leveres 143. Det påhviler den offentlige myndighed at sikre sig, at sådanne betingelser godtgøres på objektiv vis og ikke fører til diskriminerende behandling på grund af uberettiget begunstigelse af visse kategorier af tilbudsgivere, især lokale virksomheder eller udøvende tjenesteydere. Spørgsmålet om direkte tildeling af kontrakter på beskedne beløb til små lokale tjenesteydere er allerede besvaret i punkt 4.2.7. 143 EU-Domstolen, dom af 27. oktober 2005, sag C-234/03, Contse, Sml. 2005 I, s. 9315, præmis 79. DA 73 DA

4.2.10. Er det muligt at nøjes med at sende en tjenesteydelse i udbud blandt tjenesteydere, der ikke driver virksomhed med gevinst for øje? Her kan der sondres mellem to situationer: De ordregivende myndigheder kan ikke selv beslutte, at de vil begrænse deltagelsen i en procedure for tildeling af kontrakter til tjenesteydere, der driver virksomhed uden gevinst for øje. Direktivet om offentlige indkøb bygger på principperne om ligebehandling og ikke-diskrimination af erhvervsdrivende 144. Det er dermed ikke muligt i medfør af direktivet at lade kontrakter være forbeholdt bestemte virksomhedskategorier 145 som virksomheder, der drives uden gevinst for øje, og det gælder uanset tjenesteydelsens type, dvs. om den hører til i bilag II A eller bilag II B til direktivet (f.eks. socialydelser) 146. Ikke desto mindre kunne national ret 147, der regulerer en bestemt aktivitet, i undtagelsestilfælde indeholde bestemmelser om begrænset adgang til visse tjenesteydelser til fordel for organer, der driver virksomhed uden gevinst for øje. I så fald ville de offentlige myndigheder have tilladelse til at begrænse deltagelsen i en udbudsprocedure til sådanne organer, der driver virksomhed uden gevinst for øje, så længe den nationale ret er i overensstemmelse med EU-retten. Ikke desto mindre ville denne nationale ret udgøre en begrænsning af artikel 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser, og en sådan begrænsning skal godtgøres fra sag til sag. På baggrund af Domstolens retspraksis kunne en begrænsning være berettiget, især hvis den er nødvendig og proportional med det nationale socialsikringssystems behov for at opfylde bestemte sociale målsætninger 148. 4.2.11. Har de offentlige myndigheder stadig mulighed for at forhandle med tjenesteyderne i udvælgelsesfasen? Det er især vigtigt i forbindelse med socialydelser af almen interesse, når de offentlige myndigheder i begyndelsen af proceduren ikke altid er i stand til at definere præcist, hvad de har behov for. En drøftelse med de potentielle tjenesteydere er sommetider nødvendig for de offentlige myndigheder. Som det er nævnt i svaret på spørgsmål 4.2.3, kan de offentlige myndigheder benytte udbud med forhandling med henblik på at foretage et indkøb ved hjælp af offentlige kontrakter eller koncessioner på sundheds- eller socialydelser. De pågældende offentlige myndigheder bliver ikke omfattet af de specifikke regler om udbud med forhandling i direktiv 2004/18/EF, fordi dette direktiv ikke finder anvendelse på 144 145 146 147 148 Artikel 2 i direktiv 2004/18/EF. Derfor måtte der indføres en specifik undtagelse i direktivet for at tillade medlemsstaterne at lade være kontrakterne være forbeholdt en bestemt virksomhedskategori, nemlig beskyttede værksteder, hvor størstedelen af arbejdstagerne er handicappede, jf. artikel 19 i direktiv 2004/18/EF. Sondringen mellem tjenesteydelser i bilag II A og II B er udelukkende relevant fra artikel 20 i direktivet. Udtrykket "national ret" henviser til national lovgivning af generel og abstrakt karakter i modsætning til en beslutning truffet af den ordregivende myndighed i forbindelse med en konkret kontrakt. Derimod er lovgivningsniveauet (nationalt eller regionalt plan) ikke afgørende i denne henseende, så længe denne lovgivning er generel og abstrakt. EU-Domstolen, dom af 17. juni 1997, sag C-70/95, Sodemare, Sml. 1997 I, s. 3395. DA 74 DA

koncessioner på tjenesteydelser og kun indeholder meget få regler om tjenesteydelserne i bilag II B (f.eks. socialydelser af almen interesse) 149. Derfor kan de offentlige myndigheder ved tildelingen af en offentlig kontrakt eller en koncession på socialydelser af almen interesse frit arrangere et udbud med forhandling til lejligheden, medmindre der findes særlige regler herfor i national ret. Under alle omstændigheder er tjenesteydelser, der rummer en grænseoverskridende interesse, stadig omfattet af de generelle principper om åbenhed og ikke-diskrimination i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som bl.a. betyder, at de offentlige myndigheder skal behandle de erhvervsdrivende ens, når de indbyder dem til deltagelse i et udbud med forhandling. 4.2.12. I hvilket omfang gælder reglerne om offentlige indkøb det tværkommunale samarbejde? Dette samarbejde kan antage forskellige former, f.eks. en kommune, der køber en tjenesteydelse af en anden, eller to kommuner, der i fællesskab sender en kontrakt i udbud eller opretter en enhed med henblik på levering af en socialydelse af almen interesse osv. Reglerne om offentlige indkøb gælder, så snart en offentlig myndighed har til hensigt at indgå en offentlig tjenesteydelseskontrakt med tredjemand 150 mod vederlag. Om tredjemanden er privat erhvervsdrivende eller en offentlig myndighed, er uden betydning. Som nedenstående eksempler viser, findes der dog situationer, hvor de offentlige myndigheder overlader økonomiske aktiviteter til andre offentlige myndigheder eller udøver disse aktiviteter i fællesskab med andre offentlige myndigheder uden at være tvunget til at anvende EU-reglerne om offentlige indkøb. Domstolen har således for nylig afgjort, at de offentlige myndigheder kunne levere offentlige ydelser, som de har ansvaret for, ved at bruge deres egne midler i samarbejde med andre offentlige myndigheder, uden at det er nødvendigt at oprette en særlig form for organ, og uden at det er nødvendigt at bestemme, at EU-reglerne om offentlige indkøb finder anvendelse på iværksættelsen af denne organisering. (i.) (ii.) På den ene side kan samarbejdet mellem offentlige myndigheder tilrettelægges inden for rammerne af en separat offentlig enhed, som opfylder in house-kriterierne 151. Læs mere i svaret på spørgsmål 4. På den anden side har Domstolen også præciseret 152, at et offentligtoffentligt samarbejde ikke nødvendigvis kræver oprettelse af nye enheder, der kontrolleres i fællesskab. Ifølge Domstolen kan dette samarbejde hvile på et simpelt samarbejde mellem offentlige 149 150 151 152 Som præciseret ovenfor i svaret på spørgsmål 2.2, og som det fremgår af artikel 21 i direktiv 2004/18/EF, er tjenesteydelseskontrakter udelukkende omfattet af visse regler i direktiv 2004/18/EF (nemlig pligten til at definere de tekniske specifikationer i udbudsbetingelserne på forhånd og at offentliggøre resultatet af proceduren efterfølgende), og derudover af de generelle principper i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (ikke-diskrimination, åbenhed osv.). Domme, sag C-107/98, Teckal, Sml. 1999 I, s. 8121, præmis 51, sag C-94/99, ARGE, Sml. 2000 I, s. 11037, præmis 40, sag C-220/05, Auroux, Sml. 2007 I, s. 389, præmis 62. EU-Domstolen, dom af 13. november 2008, sag C-324/07, Coditel Brabant, Sml. 2008 I, s. 8457. EU-Domstolen, dom, sag C-480/06, Kommissionen mod Tyskland. DA 75 DA

enheder med det ene formål at varetage den fælles udførelse af opgaver af almen interesse, som de pågældende enheder har ansvaret for. Det betyder ikke nødvendigvis, at hver offentlig myndighed samarbejder på lige vilkår om udførelsen af opgaverne af almen interesse, idet samarbejdet kan være baseret på en deling af opgaverne og på specialisering. Imidlertid skal der være tale om et reelt samarbejde i modsætning til en offentlig kontrakt, hvor en part udfører en opgave mod vederlag. Der må ikke være tale om finansielle overførsler mellem de offentlige myndigheder ud over refusion af omkostningerne. Formålet med samarbejdet skal være de hensyn og krav, som er knyttet til forfølgelsen af målsætninger af almen interesse, hvilket udelukker enhver stræben efter gevinst og enhver deltagelse af privatejede virksomheder eller virksomheder med blandet kapital. I øvrigt har de offentlige myndigheder såsom kommunerne naturligvis mulighed for i fællesskab at sende en opgave i udbud. En offentlig myndighed kan således igangsætte et udbud selv eller på vegne af en anden offentlig myndighed 153, forudsat at det offentliggøres i begyndelsen af proceduren. Reglerne om offentlige indkøb gælder således det udbud, som igangsættes af nævnte offentlige myndighed på egne vegne og på vegne af den eller de andre offentlige myndigheder, men de gælder ikke samarbejdet mellem de offentlige myndigheder. Desuden kan flere offentlige myndigheder oprette en ny enhed til at udføre en bestemt opgave og helt overdrage denne opgave til den. I så fald har de offentlige myndigheder ikke længere nogen kontrol over den udøvede tjeneste, som leveres af den nye enhed i fuld uafhængighed og på eget ansvar. I så fald leveres der ingen tjenesteydelse, og dermed gælder hverken traktaten eller direktiverne 154. I øvrigt er der ikke tale om levering af tjenesteydelser i traktatens forstand, når offentlige myndigheder etablerer strukturer til gensidig bistand og samarbejde uden vederlag, og EU-retten finder dermed ikke anvendelse. 4.2.13. I hvilket omfang gælder reglerne om offentlige indkøb for offentligt-private partnerskaber? Generelt udgør oprettelsen af et offentligt-privat partnerskab en tildeling af en offentlig kontrakt eller koncession. Denne tildeling er fuldt ud underlagt reglerne om offentlige indkøb, som gælder i det foreliggende tilfælde, alt efter den omhandlede kontrakts type og værdi. 153 154 Artikel 11 i direktiv 2004/18/EF om indkøbscentraler. Pressemeddelelse IP/07/357 af 21. marts 2007, hvori det erklæres, at en offentlig myndigheds fulde overdragelse af en opgave af offentlig karakter til en anden offentlig myndighed ikke udgør levering af en tjenesteydelse mod vederlag ifølge artikel 49 i traktaten, hvis den offentlige myndighed, som har fået overdraget opgave, udfører denne opgave i fuld uafhængighed og på eget ansvar. En sådan overdragelse af en opgave af offentlig karakter henhører under den pågældende medlemsstats interne tilrettelæggelse af den offentlige forvaltning. Som sådan er den ikke underlagt traktaten og de grundlæggende frihedsrettigheder heri. DA 76 DA

Med hensyn til de institutionaliserede offentligt-private partnerskaber (hvilket indebærer en enhed med blandet kapital) er det vigtigt at huske, at der som nævnt i svaret på spørgsmål 4 ikke er tale om en in house-ordning mellem en offentlig myndighed og en offentlig-privat enhed, hvori en offentlig myndighed deltager sammen med en privat enhed. Heraf følger, at tjenesteydelser, der er overdraget til en offentlig-privat enhed, skal tildeles i overensstemmelse med reglerne om offentlige indkøb i traktaten eller i udbudsdirektiverne. Det betyder også, at hvis en privat erhvervsdrivende indskyder kapital i en enhed, der udfører offentlige opgaver, som er tildelt i forbindelse med en in house-ordning 155, ophører denne ordning, hvorefter kontrakten eller koncessionen skal sendes i udbud, medmindre den private erhvervsdrivende er blevet udvalgt i overensstemmelse med reglerne om offentlige indkøb. Når en offentlig myndighed følger en tildelingsprocedure, der er i overensstemmelse med EU-bestemmelserne om offentlige indkøb, med henblik på at udvælge en privat partner til at udføre en tjenesteydelseskontrakt eller udnytte en koncession på tjenesteydelser i fællesskab med en offentlig myndighed via en offentlig-privat enhed, er det ikke nødvendigt at sende leveringen af denne tjenesteydelse ud i endnu en udbudsprocedure. Imidlertid vil enhver væsentlig ændring af parametrene for levering af den pågældende tjenesteydelse, som ikke var nævnt i det oprindelige udbudsmateriale, kræve igangsætning af en ny procedure. Der kan hentes mere fyldige oplysninger i Kommissionens meddelelse om de institutionaliserede offentligt-private partnerskaber 156, hvor der redegøres konkret for, hvordan en sådan procedure tilrettelægges. 4.2.14. I hvilket omfang er det muligt i forbindelse med indgåelsen af en offentlig kontrakt eller koncession med henblik på tildeling af en socialydelse af almen interesse at indføre en pligt til at overholde visse regler for ledelsen af virksomheden (som f.eks. at repræsentanter for arbejdsgiver og arbejdstagere udøver ligelig kontrol med virksomheden med blandet kapital, eller at der indsættes brugerrepræsentanter i virksomhedens bestyrelse)? Udbudsdirektiverne gør det muligt for offentlige indkøbere at tage hensyn til de særlige krav (som også kan være af social art) i de forskellige faser af indgåelsen af en offentlig kontrakt, såfremt disse hensyn er forenelige med EU-retten (især overholdelsen af principperne i traktaten om ikke-diskrimination, åbenhed osv.), og de er angivet i udbudsbekendtgørelsen eller udbudsbetingelserne. Som det fremgår af ovennævnte direktiver, skal kravene i de tekniske specifikationer, udvælgelseskriterierne eller tildelingskriterierne i øvrigt være knyttet til kontraktens genstand (dvs. egnede til at kendetegne de efterspurgte produkter/tjenesteydelser). Derimod skal krav, der indgår i betingelserne vedrørende kontraktens udførelse, ikke nødvendigvis være knyttet til kontraktens genstand, men udelukkende til udførelsen af den (dvs. de opgaver, som gør det muligt at producere eller levere de indkøbte varer eller tjenester). Hvis den pågældende kontrakt ikke er omfattet af ovennævnte direktiver, som det f.eks. er tilfældet med koncessioner på tjenesteydelser eller offentlige kontrakter, hvis 155 156 Om in house-selskaber, se evt. www.udbudsportalen.dk. Kommissionens fortolkningsmeddelelse C(2007)6661 om anvendelse af fællesskabsretten på offentlige indkøb og koncessioner til institutionaliserede offentlig-private partnerskaber. DA 77 DA

værdi ligger under tærskelværdierne for anvendelse af de nævnte direktiver, gælder reglerne og principperne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, sådan som de fortolkes af Domstolen, fortsat, hvis kontrakterne rummer en vis grænseoverskridende interesse 157. I den henseende umuliggør pligten til at overholde principperne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og særlig princippet om ikke-diskrimination desuden, at den ordregivende myndighed i forbindelse med indgåelsen af kontrakter, der ikke er omfattet af udbudsdirektiverne, stiller betingelser, som ikke er knyttet til kontraktens genstand eller dens udførelse. Men forpligtelserne vedrørende ledelse af virksomheden, især kontrollen med virksomheden eller tilstedeværelsen af visse persongrupper i bestyrelsen hos tjenesteyderen, vedrører organiseringen af virksomheden i almindelighed og kan derfor hverken betragtes som knyttet til den pågældende kontrakts genstand (for de er ikke egnede til at kendetegne de efterspurgte tjenesteydelser med hensyn til tekniske karakteristika eller det bedste forhold mellem kvalitet og pris) eller til udførelsen af kontrakten (for de er ikke knyttet til de opgaver, der er nødvendige for at levere de efterspurgte tjenesteydelser). Derimod kan man som nævnt i svaret på spørgsmål 4.2.4 ovenfor forestille sig, at den offentlige myndighed kræver, at den konkrete tjenesteydelse udføres og evalueres på en måde, som indebærer brugernes deltagelse, forudsat at dette ikke medfører diskrimination, eller at tildelingen fastlægges på forhånd, inden udbudsproceduren igangsættes. Der findes adskillige måder at tilknytte brugerne på, som afspejler de forskellige grader af inddragelse af dem (rundspørger, indsamling af forslag osv.). Det er muligt, at den offentlige myndighed har præcise tanker om graden af den brugerinddragelse, som den ønsker. Den kunne også f.eks. kræve, at tjenesteyderen, som får kontrakten tildelt, råder over eller anlægger en struktur eller en mekanisme, der gør det muligt for brugerrepræsentanterne at blive inddraget i beslutningstagningen under udførelsen af kontrakten, forudsat at beslutningerne ikke ændrer kontrakten og ikke er diskriminerende. Hvis den offentlige myndighed ikke har præcise tanker om dette punkt, kan den også kræve af kandidaterne, at de foreslår måder at sikre en sådan deltagelse på. 4.2.15. Hvordan kan man forene reglerne om offentlige indkøb med de offentlige myndigheders behov for at stimulere nyskabende løsninger, der opfylder de komplekse behov hos brugerne af socialydelser af almen interesse? Reglerne for offentlige indkøb giver de offentlige myndigheder utallige redskaber til at stimulere innovation. Således står det de offentlige myndigheder frit for at definere de tekniske specifikationer 158, enten som tekniske karakteristika eller som en angivelse af funktionsdygtighed eller funktionelle krav 159. I sidstnævnte tilfælde kan den 157 158 159 EU-Domstolen, dom af 7. december 2000, sag C-324/98, Telaustria. Artikel 23 i direktiv 2004/18/EF. Som de fremgår af artikel 23, stk. 3, litra b), i direktiv 2004/18/EF, og når de tekniske specifikationer er affattet som angivelser af funktionsdygtighed eller funktionelle krav, skal disse angivelser "imidlertid være så præcise, at tilbudsgiverne kan identificere kontraktens genstand og de ordregivende myndigheder tildele kontrakten." DA 78 DA

offentlige myndighed angive de resultater, der skal opnås, uden at foreskrive metoderne i detaljer, hvilket stimulerer kreativiteten hos kandidaterne, som kan identificere og foreslå løsninger, der er mere nyskabende og kan opfylde brugernes komplekse behov. Brugen af varianter 160 er et andet middel, som kan bruges til at tilskynde til innovation. De offentlige myndigheder, som tillader varianter, kan således sammenligne fordele og ulemper ved standardløsningen og en mere nyskabende alternativ løsning. I betragtning af at socialydelser af almen interesse kun er omfattet af et meget begrænset antal regler i direktiv 2004/18/EF, kan de offentlige myndigheder vælge den procedure, som de finder mest velegnet til de særlige træk ved den omhandlede tjenesteydelse, så længe proceduren overholder principperne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (åbenhed, ikke-diskrimination osv.). F.eks. når det drejer sig om komplekse socialydelser af almen interesse, hvor den offentlige myndighed ikke er i stand til at finde den mest velvalgte måde at dække brugernes specifikke behov på, kan den benytte en procedure, der ligner proceduren med konkurrencepræget dialog 161. 4.2.16. Hvilke forpligtelser til offentliggørelse er der for koncessioner på socialydelser af almen interesse? Er det muligt at offentliggøre dem i EU-Tidende? Koncessioner på tjenesteydelser er i modsætning til koncessioner på arbejder og offentlige kontrakter ikke omfattet af bestemmelserne i direktiv 2004/18/EF og især ikke pligten til at offentliggøre en udbudsbekendtgørelse i EU-Tidende. Derfor er der i øjeblikket heller ikke er en særlig formular til offentliggørelse af koncessioner på tjenesteydelser i EUT. Ikke desto mindre er koncessioner på tjenesteydelser underlagt principperne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, f.eks. om åbenhed og ligebehandling. I overensstemmelse med disse principper og i tråd med Domstolens fortolkning i dommen i sag C-324/98, Telaustria, er de koncessionsgivende myndigheder (eller enheder) forpligtet til at garantere de potentielle tilbudsgivere "en passende grad af offentlighed til fordel for enhver potentiel tilbudsgiver, der gør det muligt at åbne koncessionen på tjenesteydelser for konkurrence og at kontrollere, at udbudsprocedurerne er upartiske", og dermed at offentliggøre en passende bekendtgørelse under hensyntagen til bl.a. genstanden og den økonomiske værdi af den pågældende koncession. Heraf følger, at medlemsstaterne/de ordregivende myndigheder frit - inden for de grænser, som Domstolens retspraksis sætter - kan definere reglerne om offentliggørelse i et omfang, der er tilstrækkeligt til at sikre åbenheden om koncessionerne på tjenesteydelser. De ordregivende myndigheder har selvfølgelig mulighed for at offentliggøre bekendtgørelserne om koncessioner på tjenesteydelser i EU-Tidende, om end det ikke er påkrævet ifølge EU-retten. 4.2.17. Findes der andre måder at udlicitere socialydelser af almen interesse på end gennem offentlige kontrakter og koncessioner, som kunne være forenelige med 160 161 Artikel 24 i direktiv 2004/18/EF. Selv om socialydelser af almen interesse kun er omfattet af et begrænset antal regler i direktiv 2004/18/EF, kan de offentlige myndigheder naturligvis benytte sig af de fakultative bestemmelser i direktivet, når disse forekommer dem nyttige. Artikel 29 i direktiv 2004/18/EF for kontrakter, der er omfattet af samtlige direktivets regler. DA 79 DA

principperne om åbenhed og ikke-diskrimination og sikre et bredt udvalg af tjenesteydere? Ja. Den offentlige kompetente myndighed kan f.eks. på forhånd definere de betingelser, som skal gælde for leveringen af socialydelsen, og efter en tilstrækkelig offentliggørelse og under overholdelse af principperne om åbenhed og ikkediskrimination (se svaret på spørgsmål 4.2.3) tildele alle tjenesteydere, som opfylder disse betingelser, licenser eller tilladelser. Et sådant system indeholder ikke begrænsninger eller kvoter med hensyn til antallet af tjenesteydere. Alle, der opfylder betingelserne, kan deltage. Tjenesteydere, der har fået licens/tilladelse, skal levere tjenesteydelsen på brugerens anmodning, og denne vil således få mulighed for at vælge mellem forskellige tjenesteydere til en pris, som vil være fastsat på forhånd af den offentlige myndighed. 5. NÅR STATSSTØTTEREGLERNE OG REGLERNE OM OFFENTLIGE INDKØB OG KONCESSIONER PÅ TJENESTEYDELSER ANVENDES SAMTIDIG PÅ TJENESTEYDELSER AF ALMEN ØKONOMISK INTERESSE 5.1. Indeholder EU-retten krav om anvendelse af en bestemt forvaltningsmodel på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse? Ifølge fast retspraksis har medlemsstaterne vide skønsmæssige beføjelser med hensyn til at definere, hvad de anser for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, og hvordan disse skal tilrettelægges. Derfor kan de offentlige myndigheder frit vælge forvaltningsmodel til de tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, de indfører. Ifølge statsstøttereglerne må de offentlige myndigheder tilrettelægge og finansiere deres tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, som de ønsker, så længe den kompensation, de yder til gengæld, ikke overskrider det, der er nødvendigt for at kunne udføre den omhandlede opgave af almen økonomisk interesse under acceptable økonomiske forhold i henhold til artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Når indførelsen af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse giver anledning til tildeling af en offentlig kontrakt eller en koncession (dvs. når det drejer sig om levering af en tjenesteydelse mod vederlag i form af betaling af en pris eller gennem tildeling af en ret til at udnytte denne tjenesteydelse økonomisk gennem et gebyr, der betales af brugerne), skal de offentlige myndigheder overholde ikke blot statsstøttereglerne, men også reglerne om offentlige indkøb og koncessioner. En mere præcis beskrivelse findes i svarene på spørgsmål 3.1.15 og 4.2.1. I tilfælde af at forvaltningen af en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse tildeles i forbindelse med et udbud, der giver mulighed for at udvælge den kandidat, der er i stand til at levere en sådan tjeneste til de laveste omkostninger for samfundet, og hvis de øvrige betingelser i Altmark-dommen er opfyldt (læs om betingelserne i svaret på spørgsmål 3.2.1), udgør kompensationen herfor ikke statsstøtte i Altmarkdommens forstand. DA 80 DA

5.2. Når en offentlig myndighed i overensstemmelse med reglerne om statsstøtte finansierer en tjenesteyders leverancer af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, skal den da ligeledes anvende EU's regler om indgåelse af offentlige tjenesteydelseskontrakter eller koncessioner på tjenesteydelser? Statsstøttereglerne og reglerne om offentlige indkøb og koncessioner har forskellige formål og adskilte anvendelsesområder. Statsstøttereglerne vedrører betingelserne for finansiering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og derfor også socialydelser af almen interesse af økonomisk art og har til formål at hindre konkurrenceforvridning som følge af finansiering eller tilsvarende fordele, der gives af staten og dens organer, mens reglerne om offentlige kontrakter og koncessioner vedrører betingelserne for tildeling af disse tjenesteydelser til de erhvervsdrivende og bl.a. har til formål at undgå konkurrenceforvridninger, der kan opstå af de ordregivende myndigheders forvaltning af de offentlige midler i forbindelse med tildelingen af disse tjenesteydelser, samt at sikre den bredest mulige konkurrence i Europa og gøre det muligt at opnå det bedste forhold mellem pris og kvalitet, især til fordel for tjenestens brugere. Derfor skal de offentlige myndigheder, der ønsker at indføre en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, ikke kun overholde statsstøttereglerne, men også reglerne om offentlige indkøb og koncessioner. For så vidt angår reglerne om offentlige kontrakter, er de gældende fra det øjeblik, hvor der er pligt til at levere en bestemt tjenesteydelse mod vederlag, og det gælder uafhængigt af den pågældende tjenesteydelses almene interesse. Til gengæld falder en simpel finansiering af en aktivitet, der sædvanligvis er forbundet med en pligt til at tilbagebetale de modtagne beløb, hvis de ikke bruges til det fastsatte formål, normalt ikke ind under loven om offentlige indkøb. Når en kontrakt juridisk set betegnes som en offentlig kontrakt i henhold til EUretten, skal det fastslås på grundlag af begrebet "offentlig kontrakt" som defineret i direktiverne på området (og især direktiv 2004/18/EF) uafhængigt af den juridiske betegnelse, som kontrakten har fået i national ret. En kontrakt vil normalt falde ind under definitionerne på offentlig tjenesteydelseskontrakt eller koncession, når: a) kontrakten har til formål at dække behov, der på forhånd er fastsat af den offentlige myndighed inden for dens kompetenceområde b) de særlige træk og betingelser for udførelsen af tjenesteydelsen er fastlagt i detaljer af den offentlige myndighed c) kontrakten har bestemmelser om vederlag for tjenesteydelsen (betaling af en pris eller tildeling af en ret til at udnytte denne tjenesteydelse økonomisk gennem et gebyr, der betales af brugerne) d) den offentlige myndighed tager initiativ til at efterspørge en tjenesteyder, som den kan overdrage udførelsen af tjenesten til e) kontrakten rummer bestemmelser om straf for manglende opfyldelse af de kontraktlige forpligtelser for at garantere, at den til tredjemand overdragne DA 81 DA

tjenesteydelse leveres korrekt, så den opfylder den offentlige myndigheds krav (straf, skadeserstatning osv.). Ovenstående kriterier tjener som hjælp til at fastslå, om kontraktens genstand er levering af en tjenesteydelse mod vederlag. 5.3. Er det muligt for en indehaver af en koncession på en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse at modtage statsstøtte i form af kompensation for offentlig tjeneste til dækning af de faktiske omkostninger ved den offentlige tjenesteydelsesopgave, som vedkommende har fået overdraget? I henhold til artikel 106-108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde påhviler det medlemsstaterne at udforme deres tjenesteydelser af almen økonomisk interesse i overensstemmelse med de betingelser, der er præciseret i beslutningen. Hvis medlemsstaten beslutter, at en enhed er ansvarlig for en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, kan denne enhed opnå kompensation for offentlig tjeneste, hvis de indtægter, den har af driften af tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse, er utilstrækkelige til at dække omkostningerne. Denne kompensation kan ikke overstige de faktiske nettoomkostninger og et rimeligt overskud. I henhold til reglerne om offentlige indkøb og koncessioner er begrebet koncession på en tjenesteydelse ikke i strid med ydelsen af statsstøtte, når koncessionshaver fortsat påtager sig en betydelig del af den risiko, der er forbundet med udnyttelsen af tjenesteydelsen. Hvis støtten fjerner risikoen ved udnyttelsen af tjenesteydelsen eller gør den ubetydelig, vil den pågældende kontrakt til gengæld kunne betegnes som en offentlig tjenesteydelseskontrakt. I så fald er direktivets detaljerede bestemmelser i princippet gældende. For så vidt angår de tjenesteydelser, der er angivet i bilag II B til direktivet, f.eks. socialydelser, er der ikke desto mindre kun få bestemmelser i direktivet, der vil finde anvendelse (se svarene på spørgsmål 4.2.1 og 4.2.3). Den ordning, der gælder for socialydelser med grænseoverskridende interesse, er således stadig sammenlignelig, uanset om det drejer sig om en koncession på en tjenesteydelse eller en offentlig tjenesteydelseskontrakt. 5.4. Medfører in house-undtagelsen, som udelukker anvendelsen af reglerne om offentlige indkøb, at statsstøttereglerne heller ikke skal anvendes? Selv om en situation ikke er omfattet af EU-retten om offentlige indkøb, betyder det ikke automatisk, at den heller ikke er omfattet af EU's statsstøtteregler. Læs mere i svaret på spørgsmål 3.1.19 om EU's statsstøtteregler. Med hensyn til EU's regler om offentlige indkøb står der også mere i svaret på spørgsmål 4.1.2. 5.5. Hvad er de objektive kriterier for at fastslå, at et vist kompensationsniveau fører til en neutralisering af risikoen ved udnyttelsen? Begrebet risiko er et væsentligt element i begrebet koncession. Ifølge definitionerne på koncession på arbejder og på tjenesteydelser i artikel 1, stk. 3 og 4, i direktiv DA 82 DA

2004/18/EF, er koncessionskontrakten faktisk en kontrakt med samme karakteristika som en offentlig kontrakt om det samme, bortset fra at vederlaget for det arbejde eller den tjenesteydelse, der skal præsteres, "enten udelukkende består i retten til at udnytte arbejdet/tjenesteydelsen eller i denne ret med betaling af en pris". Kriteriet om udnyttelse, der indebærer forekomsten af en risiko, udgør derfor en egenskab, der er nødvendig for at fastslå, om der foreligger en koncession. I overensstemmelse med Domstolens retspraksis (særlig dommene i sag C-300/07, Oymanns, og sag C-206/08, Eurawasser) foreligger der således kun en koncession, hvis en stor del af risikoen ved udnyttelsen overføres til den erhvervsdrivende. Kontrollen af, om der foreligger en betydelig risiko, kan kun foretages fra sag til sag. De risici, der skal tages hensyn til, er dem, der er forbundet med leveringen af tjenesteydelsen eller tilrådighedsstillelsen og brugen af anlægsarbejdet, især den risiko, der er forbundet med efterspørgslen. Man kan i princippet forestille sig, at den erhvervsdrivende påtager sig en betydelig del af risiciene, når der er usikkerhed om afkastet af investeringen. Hvis der ikke er en betydelig risiko, fordi kompensationen er så høj, at beløbet neutraliserer eller gør risikoen ved udnyttelsen ubetydelig, må man ændre betegnelse fra koncessionskontrakt om tjenesteydelser til tjenesteydelseskontrakt med de juridiske konsekvenser, der følger heraf (dvs. mulighed for at annullere kontrakten i tilfælde af overtrædelse af loven om offentlige indkøb). 6. GENERELLE SPØRGSMÅL OM ANVENDELSEN AF TRAKTATENS REGLER OM DET INDRE MARKED (ETABLERINGSFRIHED OG FRI UDVEKSLING AF TJENESTEYDELSER) PÅ TJENESTEYDELSER AF ALMEN ØKONOMISK INTERESSE OG ISÆR SOCIALYDELSER AF ALMEN INTERESSE Her forstås ved "traktatens regler om det indre marked" bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde om etableringsfrihed (artikel 49) og fri udveksling af tjenesteydelser (artikel 56 i traktaten). Reglerne om offentlige indkøb er gennemgået ovenfor i kapitel 3 om dette emne. 6.1. Hvornår gælder traktatens regler om det indre marked (artikel 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde) for socialydelser af almen interesse? Socialydelser af almen interesse falder ind under reglerne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde om det indre marked (artikel 49 og 56), når de udgør en "økonomisk aktivitet" ifølge Domstolens retspraksis for fortolkning af disse artikler. En række af disse ydelser kan ligeledes falde ind under servicedirektivet. Til gengæld falder ikke-økonomiske aktiviteter ikke ind under disse regler. Begrebet ikke-økonomisk aktivitet ifølge reglerne om det indre marked i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde er nærmere omtalt i svaret på spørgsmål 6.3. Begrebet økonomisk aktivitet er et EU-retligt begreb, som er udviklet efterhånden af Domstolen på baggrund af artikel 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. I det omfang dette begreb tjener til at afgrænse anvendelsesområdet DA 83 DA

for to af de grundlæggende frihedsrettigheder, som traktaten garanterer, kan det ikke fortolkes snævert 162. Begrebet økonomisk aktivitet ifølge reglerne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde om det indre marked er nærmere omtalt i svaret på spørgsmål 6.2. 6.2. Hvornår betegnes en aktivitet som økonomisk ifølge reglerne i traktaten om det indre marked (artikel 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde) og servicedirektivet? Generelt er det kun tjenesteydelser, som udgør en økonomisk aktivitet, der falder ind under reglerne i traktaten om det indre marked (artikel 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde) og servicedirektivet. Ifølge traktatens regler om det indre marked skal enhver tjenesteydelse leveret mod vederlag betragtes som en økonomisk aktivitet. Ifølge Domstolen skal tjenesteydelsen ikke nødvendigvis betales af dem, der nyder godt af den 163, men leveringen af tjenesteydelsen indebærer, at der finder en økonomisk modydelse sted. Domstolen har også haft lejlighed til at præcisere, at den økonomiske karakter af en aktivitet ikke afhænger af den retlige status for den erhvervsdrivende eller organet (som kan være offentligt eller drevet uden gevinst for øje 164 ) og ej heller af arten af tjenesteydelsen (f.eks. det forhold, at en ydelse hører ind under socialsikrings- eller sundhedsområdet, medfører ikke i sig selv, at anvendelsen af traktatens regler bortfalder 165 ). Aktiviteter, der udøves af medlemmerne af et trossamfund eller en amatøridrætsforening, kan således betragtes som økonomiske 166. Den økonomiske karakter af en aktivitet afhænger heller ikke af dens betegnelse i henhold til national ret. En tjenesteydelse, der i national ret betegnes som ikke-handelsmæssig, kan i henhold til førnævnte regler i traktaten alligevel ende med at blive betegnet som økonomisk aktivitet. Ligeledes gør den omstændighed, at en aktivitet udøves i almenhedens interesse, ikke nødvendigvis nogen forskel for aktivitetens økonomiske art. For at fastslå om en given tjenesteydelse skal betegnes som en økonomisk aktivitet og dermed være omfattet af traktatens regler om det indre marked og i givet fald servicedirektivet, skal man derfor undersøge hver enkelt sag i henseende til alle karakteristika ved den pågældende aktivitet, især måden, hvorpå den faktisk udøves, tilrettelægges og finansieres i den pågældende medlemsstat. Servicedirektivet gælder alle tjenesteydelser, som ikke udtrykkeligt er udelukket fra dets anvendelsesområde (visse socialydelser er ikke omfattet, og af svaret på spørgsmål 7.2 fremgår det mere udførligt, hvordan servicedirektivet anvendes på socialydelser). Kun aktiviteter af økonomisk art, som de defineres ovenfor, hører ind under direktivets tjenesteydelsesbegreb. 162 163 164 165 166 C-51/96 og C-191/97, Deliège, præmis 52. Domstolen har f.eks. vurderet, at hospitalsydelser, der leveres gratis i naturalier i medfør af den gældende sygesikringsordning, kan udgøre en økonomisk aktivitet i henhold til traktaten. C-172/98, Kommissionen mod Belgien. I sag C-157/99, Smits og Peerbooms (præmis 50), afviste Domstolen argumentet om, at "den omstændighed, at tjenesteyderen søger at opnå fortjeneste, udgør en supplerende betingelse for, at en ydelse kan udgøre en økonomisk aktivitet i henhold til traktatens artikel 60". Førnævnte dom i sagen Smits og Peerbooms. C-196/87, Steymann, og C-51/96 og C-191/97, Deliège. DA 84 DA

Se også svarene på spørgsmål 6.5 og 6.6, hvor man kan læse mere om, hvad det betyder for en socialydelse at få betegnelsen økonomisk aktivitet i henhold til traktatens regler om det indre marked. 6.3. Hvornår betegnes en aktivitet som ikke-økonomisk ifølge reglerne i traktaten om det indre marked (artikel 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde) og servicedirektivet? Det følger af Domstolens retspraksis, at aktiviteter, der udøves uden økonomisk modydelse af staten eller på statens vegne i forbindelse med dennes opgaver på f.eks. det sociale område, ikke udgør en økonomisk aktivitet i henhold til traktatens regler om det indre marked og servicedirektivet 167. Eksempler Ydelser, der leveres af et organ i forbindelse med en obligatorisk forsikringsordning (f.eks. betaling af erstatning i tilfælde af naturkatastrofer) 168. Den undervisning, der udbydes af det nationale uddannelsessystem 169 eller af en højere læreanstalt, som i det væsentlige får den finansieret af offentlige midler 170. 6.4. Er socialydelser, der er udelukket fra servicedirektivet, ikke desto mindre stadig underlagt traktatens regler om det indre marked? Servicedirektivet (artikel 2, stk. 2, litra j) omfatter ikke sociale tjenesteydelser i forbindelse med socialt boligbyggeri, børnepasning og støtte til familier og enkeltpersoner, som har permanent eller midlertidigt behov herfor, udført af staten (på nationalt, regionalt eller lokalt plan), af tjenesteydere med opdrag fra staten eller af statsanerkendte velgørende organisationer. De tjenesteydelser, der ikke er omfattet af servicedirektivet, er fortsat, i det omfang de udgør en økonomisk aktivitet, underlagt reglerne i traktaten, bl.a. reglerne om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser (artikel 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde). De nationale foranstaltninger, der skal danne rammen om de tjenesteydelser, der ikke er omfattet af servicedirektivet, kan dermed stadig blive genstand for en vurdering med hensyn til deres forenelighed med 167 168 169 170 C-109/92, Wirth. I sin dom i sag C-355/00, Freskot, afgjorde Domstolen, at de bidrag, der var betalt til dette organ, ikke havde karakter af økonomisk modydelse i det omfang, hvor dette bidrag i det væsentlige har karakter af en byrde, der er pålagt af lovgiver, og hvor niveauet og betingelserne for forsikringsorganets ydelser var fastlagt af lovgiver. I sin dom i sag C-263/86, Humbel, fremhæver Domstolen dels det forhold, at staten ved at etablere og opretholde et nationalt uddannelsessystem ikke har til hensigt at udøve virksomhed mod betaling, men varetager sin opgave på det sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige område over for sin befolkning, dels det forhold, at det pågældende system generelt finansieres over det offentlige budget og ikke af eleverne eller deres forældre. Domstolen tilføjede, at arten af denne aktivitet ikke berøres af det faktum, at eleverne eller deres forældre sommetider afkræves betaling af gebyrer eller skoleafgifter for at bidrage i et vist omfang til udgifterne ved driften af systemet. I førnævnte Wirth-dom vurderede Domstolen da også, at de hensyn, den havde lagt til grund i førnævnte Humbel-dom, også gjaldt for den undervisning, som udbydes på en højere læreanstalt, hvor finansieringen i det væsentlige sker med offentlige midler. DA 85 DA

EU-retten foretaget af en national dommer eller EU-Domstolen, især med hensyn til ovennævnte artikel 49 og 56. Hvis der foreligger socialpolitiske mål, kan disse berettige anvendelsen af foranstaltninger til at regulere socialydelsessektoren, så længe disse foranstaltninger står i rimeligt forhold til de forfulgte mål. Se også svarene på spørgsmål 6.5 og 6.6. 6.5. Kan eventuelle socialpolitiske mål berettige anvendelsen af foranstaltninger til at regulere socialydelsessektoren? Ifølge Domstolen kan medlemsstaterne frit fastsætte socialpolitiske mål og i givet fald præcist definere det efterspurgte beskyttelsesniveau. Imidlertid skal de regler, der skal anvendes, opfylde de betingelser, som fremgår af Domstolens retspraksis med hensyn til berettigelse og proportionalitet. Begrænsningerne på det indre markeds friheder skal vurderes i lyset af de mål, som de kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat forfølger, og det beskyttelsesniveau, de agter at sikre. Ifølge retspraksis er der identificeret et vist antal "tvingende samfundsmæssige hensyn", som udgør de målsætninger, der tillader medlemsstaterne at berettige begrænsninger på det indre markeds friheder (f.eks. socialpolitiske mål, beskyttelse af modtagerne af tjenesteydelserne og forbrugerbeskyttelse). Generelt afslører Domstolens aktuelle retspraksis, at de sociale hensyn kan berettige begrænsninger af de grundlæggende frihedsrettigheder, f.eks. hvis det kan anses at være uacceptabelt at tillade, at private virksomheder tjener penge på ydelsesmodtagernes skrøbelighed 171. Enhver foranstaltning skal dog være egnet til at garantere gennemførelsen af et eller flere legitime mål, som medlemsstaten har fastsat, og ikke række ud over, hvad der er nødvendigt for at nå et sådant mål. Ifølge traktaten og (for de tjenesteydelser, der er omfattet af) servicedirektivet kan således f.eks. tilladelsesordninger med forudgående tilladelse til udøvelse af en aktivitet opretholdes på den betingelse, at de ikke er diskriminerende, at de har et formål af almen interesse, at de faktisk er tilpasset dette formål, og endelig at det formål, de har, ikke kan nås med andre, mindre begrænsende foranstaltninger. I socialsektoren har Domstolen vurderet, at de socialpolitiske mål udgør "tvingende samfundsmæssige hensyn", som kan berettige anvendelsen af ordninger for tilladelse eller andre foranstaltninger til regulering af kontrakterne, så længe disse ordninger eller foranstaltninger står i rimeligt forhold til de forfulgte mål. 6.6. Kan medlemsstaterne beslutte at reservere leveringen af visse socialydelser til tjenesteydere, der driver virksomhed uden gevinst for øje? Det følger af Domstolens retspraksis, at der er lovhjemmel til - alt efter medlemsstaternes egne værdiskalaer og under hensyntagen til deres skønsmæssige beføjelser - at en medlemsstat kan overdrage udførelsen af visse aktiviteter til offentlige organer eller f.eks. velgørende organisationer 172. Enhver foranstaltning af den type skal dog være egnet til at garantere gennemførelsen af et eller flere legitime mål, som medlemsstaten har fastsat, og ikke række ud over, hvad der er nødvendigt for at nå et sådant mål. En national lovgivning er i øvrigt kun egnet til at garantere gennemførelsen af det fastsatte mål, hvis den virkelig tilstræber at tage hensyn til, at 171 172 Dom af 8. juli 2010, forenede sager C-447/08 og C-448/08, om hasardspil på internettet. Jf. førnævnte dom i forenede sager C-447/08 og 448/08, præmis 43, og sag C-70/95, Sodemare, Sml. 1997 I, s. 3395. DA 86 DA

det nås på en sammenhængende og systematisk måde. Under alle omstændigheder skal disse begrænsninger anvendes på en ikke-diskriminerende måde. 7. SPØRGSMÅL OM ANVENDELSEN AF SERVICEDIREKTIVET PÅ TJENESTEYDELSER AF ALMEN ØKONOMISK INTERESSE OG ISÆR SOCIALYDELSER AF ALMEN INTERESSE 7.1. Hvilke tjenesteydelser af almen økonomisk interesse falder ind under servicedirektivet? Tjenesteydelser af almen økonomisk interesse er omfattet af servicedirektivet, hvis de ikke udtrykkeligt er udelukket fra dets anvendelsesområde (det gælder f.eks. transportydelser, sundhedsydelser, visse socialydelser, elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og audiovisuelle tjenester). Socialydelserne er delvist udelukket. De er dækket af direktivet, når de leveres af private erhvervsdrivende, som ikke har fået udførelsen af dem i opdrag af staten, men de er udelukket, når de leveres af staten, af tjenesteydere med opdrag fra staten eller af statsanerkendte velgørende organisationer. For så vidt angår resten af tjenesteydelserne af almen økonomisk interesse, som ikke er udelukket fra servicedirektivets anvendelsesområde, indeholder dette direktiv et helt sæt beskyttelsesforanstaltninger, som skal gøre det muligt for medlemsstaterne at tage fuldt hensyn til de særlige træk ved disse sektorer i forbindelse med arbejdet med at omsætte direktivet i deres nationale lovgivning. Medlemsstaterne skal således kunne opretholde gyldigheden af nationale regler, som danner lovramme om disse sektorer, f.eks. garanti for tjenesteydelser af høj kvalitet. For det første tillades det medlemsstaterne ifølge bestemmelserne i direktivet om etableringsfrihed at tage hensyn til de særlige træk ved tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Især undersøgelsen og evalueringen, som medlemsstaterne i medfør af direktivet har måttet foretage af visse krav i national ret, må ikke føre til manglende gennemførelse af den særlige opgave, som ligger i tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (artikel 15, stk. 4). I øvrigt kan medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 9-13 opretholde gyldigheden af tilladelsesordninger, der gælder for adgang til tjenesteydelser (herunder tjenesteydelser af almen økonomisk interesse) eller udførelsen heraf, såfremt tilladelserne ikke er diskriminerende, er berettigede ud fra tvingende samfundsmæssige hensyn og står i rimeligt forhold til målet. For det andet er det bestemt i direktivet, at bestemmelsen i artikel 16 om fri udveksling af tjenesteydelser ikke finder anvendelse på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (i medfør af en udtrykkelig undtagelse i artikel 17). Generelt viser det arbejde, som medlemsstaterne udfører med gennemførelsen af direktivet, at direktivet både er til gavn for moderniseringen af vores økonomier og for tjenesteyderne og forbrugerne. I gennemførelsesfasen har Kommissionen ikke fået kendskab til særlige problemer i forbindelse med anvendelsen af direktivet på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. På nedenstående websted findes der oplysninger om lovgivning, som medlemsstaterne har vedtaget med henblik på at gennemføre servicedirektivet, samt links til forskellige lovtekster, der er tilgængelige: http://ec.europa.eu/internal_market/services/servicesdir/news_fr.htm. DA 87 DA

7.2. Hvilke socialydelser er ikke omfattet af servicedirektivet, og hvornår finder bestemmelserne i dette direktiv anvendelse på disse socialydelser? Visse socialydelser er udelukket fra servicedirektivets anvendelsesområde. Udelukkelsen ifølge artikel 2, stk. 2, litra j), i servicedirektivet omfatter ikke alle socialydelser, men kun sociale tjenesteydelser i forbindelse med socialt boligbyggeri, børnepasning og støtte til familier og enkeltpersoner, som har permanent eller midlertidigt behov herfor, når de udføres af staten selv (på nationalt, regionalt eller lokalt plan), af en tjenesteyder med opdrag fra staten eller af statsanerkendte velgørende organisationer. Idet der er tale om en undtagelsesbestemmelse til en generel regel, skal denne udelukkelse da også ifølge Domstolens faste retspraksis fortolkes snævert. Derimod er socialydelser, som ikke er omfattet af direktivets artikel 2, stk. 2, litra j), (f.eks. børnepasning, der ikke leveres af en af førnævnte tjenesteydere), omfattet af reglerne i servicedirektivet. I den henseende skal det understreges, at der i servicedirektivet er en hel samling bestemmelser, hvormed man anerkender og tager hensyn til de særlige træk ved de socialydelser, som måske alligevel ikke er udelukket fra dets anvendelsesområde. F.eks. berører direktivet ikke medlemsstaternes mulighed for at fastlægge rammer for adgang til og udøvelse af disse tjenesteydelser for at garantere deres kvalitet. I medfør af artikel 9-13 i direktivet kan medlemsstaterne opretholde deres tilladelsesordninger, som regulerer adgangen til og udøvelsen af aktiviteterne, så længe disse ordninger er ikke-diskriminerende, berettigede og proportionale. De socialydelser, der er omfattet af direktivet, og som måtte være tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, er udelukket (i medfør af direktivets artikel 17) fra bestemmelsen om fri udveksling af tjenesteydelser i artikel 16 i direktivet. Endelig skal det præciseres, at direktivet ikke vedrører finansieringen af socialydelser. Direktivet omhandler ikke støtte fra medlemsstaterne, som henhører under konkurrencereglerne (se afsnittene om statsstøtte). Navnlig omhandler det ikke kriterierne for adgang til offentlige midler, ej heller de kvalitetsstandarder, som modtagelsen af offentlige midler er betinget af (se direktivets betragtning 10, 17 og 28). 7.3. Kan medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af servicedirektivet opretholde tilladelsesordninger på socialydelsesområdet? Servicedirektivets artikel 9 pålægger medlemsstaterne pligt til at gennemgå deres lovgivning for at identificere tilladelsesordninger for adgang til og udøvelse af tjenesteydelsesaktiviteter. Så snart der i henhold til en lovgivning kræves en beslutning fra den kompetente myndighed, før en tjenesteyder kan udøve en aktivitet, der falder ind under direktivet, er der tale om en tilladelsesordning, som skal evalueres med hensyn til direktivets regler. Hver ordning (og de tilhørende procedurer), som medlemsstaten fandt, skulle i gennemførelsesperioden undersøges af medlemsstaten med hensyn til de regler, der er fastlagt i artikel 9-13 i direktivet. Alle tilladelsesordninger for adgang til eller udøvelse af en tjenesteydelsesaktivitet inden for servicedirektivets anvendelsesområde skulle i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv underkastes en undersøgelse med hensyn til princippet om ikke-diskrimination, forekomsten af tvingende samfundsmæssige hensyn og i givet fald, om foranstaltningen står i rimeligt forhold til formålet. DA 88 DA

Alt efter undersøgelsens resultat var medlemsstaten forpligtet til at nedlægge tilladelsesordninger, som ikke var i overensstemmelse med artikel 9, eller erstatte dem med foranstaltninger, der var mindre begrænsende og forenelige med direktivets bestemmelser. Det skal i øvrigt bemærkes, at tilladelsesordningerne, der ikke er omfattet af servicedirektivet, fortsat er underlagt reglerne i traktaten, bl.a. reglerne om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser (artikel 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde). Disse ordninger kan dermed stadig blive genstand for en vurdering med hensyn til deres forenelighed med EU-retten foretaget af en national dommer eller EU-Domstolen, især med hensyn til ovennævnte artikel 49 og 56. Se også svarene på spørgsmål 6.4 og 7.3. 7.4. Når samme tilladelsesordning samtidig anvendes til tjenesteydelser, som ikke er omfattet af direktivet, og til tjenesteydelser, som er omfattet, hører en sådan ordning da ind under direktivets bestemmelser? Hvis ja, skal medlemsstaten da oprette separate tilladelsesordninger til henholdsvis de udelukkede og omfattede tjenesteydelser? Ja, når samme tilladelsesordning anvendes til tjenesteydelser, som ikke er omfattet af direktivet, og samtidig til tjenesteydelser, som er omfattet, falder en sådan ordning ind under direktivets bestemmelser. Imidlertid pålægges medlemsstaten ifølge direktivet ikke en pligt til at oprette separate tilladelsesordninger, alt efter om det drejer sig om tjenesteydelser inden for og uden for direktivets anvendelsesområde, ligesom direktivet heller ikke forbyder en medlemsstat at indføre separate ordninger. Det væsentlige set ud fra direktivet er, at medlemsstaten sikrer sig, at tilladelsesordningerne for tjenesteydelser under direktivet også er i overensstemmelse med dette direktiv (læs mere i svaret på spørgsmål 7.2). 7.5. Gælder artikel 2, stk. 2, litra j), i servicedirektivet socialydelser af typen vuggestuer og fleksible pasningsordninger leveret af tjenesteydere med opdrag fra staten eller områdespecifikke forvaltninger eller af enhver anden enhed, der har fået opgaven i opdrag? Socialydelser af typen vuggestuer og fleksible pasningsordninger er omfattet af undtagelsen i artikel 2, stk. 2, litra j), i servicedirektivet, når de udføres af staten selv (på nationalt, regionalt eller lokalt plan), af en tjenesteyder med opdrag fra staten eller af statsanerkendte velgørende organisationer. Socialydelser af typen vuggestuer og fleksible pasningsordninger, der leveres af erhvervsdrivende uden opdrag fra staten, er ikke udelukket fra direktivets anvendelsesområde. Se også svaret på spørgsmål 7.2. 7.6. Hvad dækker begrebet stat ifølge artikel 2, stk. 2, litra j), i servicedirektivet, hvori det bl.a. hedder, at socialydelser skal leveres af staten eller af en tjenesteyder med opdrag fra staten? Man skal først og fremmest huske på, at servicedirektivets artikel 2, stk. 2, litra j), har til formål at afgrænse rækkevidden af udelukkelsen af visse socialydelser fra direktivets anvendelsesområde. Idet der er tale om en undtagelsesbestemmelse til en DA 89 DA

generel regel, skal denne udelukkelse derfor ifølge Domstolens faste retspraksis fortolkes snævert. Ifølge artikel 2, stk. 2, litra j), er visse socialydelser, både leveret af staten og af tjenesteydere med opdrag fra staten blevet udelukket fra direktivets anvendelsesområde. Begrebet stat i henhold til servicedirektivets artikel 2, stk. 2, litra j), omfatter ifølge betragtning 27 i direktivet ikke blot statens centralforvaltning, men også enhver områdespecifik forvaltning på regionalt og lokalt plan. Når staten i ovenstående betydning beslutter at overdrage en forpligtelse til en tjenesteyder, uanset dennes retlige status af fysisk eller juridisk person og offentlig eller privat enhed, til at levere en bestemt tjenesteydelse i stedet for selv at levere den direkte, drejer det sig i direktivets forstand om en tjenesteyder med opdrag fra staten. Med henblik på at udnytte undtagelsen i direktivet er det derfor ikke afgørende, om der er tale om en socialydelse leveret af staten eller af et offentligretligt organ, som udtrykkeligt af og for staten måtte være pålagt en pligt til at levere den pågældende tjeneste. 7.7. Hvad dækker begrebet tjenesteyder med opdrag fra staten ifølge artikel 2, stk. 2, litra j), i servicedirektivet? Kommissionen vurderer, at en tjenesteyder skal have pligt til at levere den tjenesteydelse, som staten har overdraget til vedkommende, for at kunne anses for at være tjenesteyder med opdrag fra staten ifølge artikel 2, stk. 2, litra j). En tjenesteyder med en forpligtelse til at levere en tjenesteydelse, f.eks. efter et udbud eller gennem en koncessionskontrakt om tjenesteydelser, kan anses for tjenesteyder "med opdrag fra staten" i servicedirektivets forstand. Dette gælder også for enhver anden type foranstaltning, som staten træffer, for så vidt som en sådan foranstaltning indebærer en forpligtelse for den pågældende tjenesteyder til at levere en tjeneste. Se også svaret på spørgsmål 3.4.3. 7.8. Er begrebet "tjenesteyder med opdrag" ifølge servicedirektivet (artikel 2, stk. 2, litra j) det samme som begrebet "mandat" i betydningen i artikel 106, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og i lovpakken om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse? Se svaret på spørgsmål 3.4.3. 7.9. Udgør en regional offentlig myndigheds officielle beslutning om at definere en socialydelse af almen interesse inden for erhvervsuddannelse og overdrage driften heraf til en eller flere uddannelsesinstitutioner gennem en koncessionskontrakt om tjenesteydelser med tildeling af kompensation for offentlig tjeneste en mandatgivning i servicedirektivets forstand? En uddannelsesinstitution, der ved en offentlig regional myndigheds beslutning om tildeling af en koncession på en tjenesteydelse har fået overdraget forvaltningen af en socialydelse af almen interesse i form af erhvervsuddannelse, vil kun kunne anses for en "tjenesteyder med opdrag" i betydningen i førnævnte artikel 2, stk. 2, litra j), såfremt den pågældende institution har pligt til at udbyde denne tjenesteydelse. Der er tale om en analyse, som skal udføres fra sag til sag på baggrund af konkrete omstændigheder i hvert foreliggende tilfælde. DA 90 DA

I medfør af direktivets artikel 2, stk. 2, litra j), læst i lyset af betragtning 27 i samme direktiv kan en erhvervsuddannelsestjeneste leveret af en tjenesteyder med opdrag fra staten i øvrigt kun anses for at være en tjenesteydelse, der er udelukket fra servicedirektivets anvendelsesområde, hvis den opfylder de betingelser, som er anført i betragtning 27 i direktivet, dvs. at den skal være rettet mod personer, "der har et permanent eller midlertidigt særligt behov på grund af utilstrækkelig indkomst i familien eller en fuldstændig eller delvis mangel på uafhængighed", eller "som er i fare for at blive marginaliseret" som f.eks. arbejdsløse. Endelig skal det bemærkes, at tjenesteydelser, der er udelukket fra servicedirektivets anvendelsesområde, under alle omstændigheder fortsat falder ind under reglerne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, navnlig om fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser (artikel 49 og 56 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde). Læs mere herom i svaret på spørgsmål 6.4. Anvendelsen af statsstøttereglerne på denne type akt er omhandlet i svaret på spørgsmål 3.4.5. 7.10. Hvad dækker begrebet "statsanerkendt velgørende organisation" ifølge artikel 2, stk. 2, litra j), i servicedirektivet? Det skal først og fremmest understreges, at dette begreb er specielt for servicedirektivet, og at fortolkningen af det derfor ikke direkte afhænger af eksisterende begreber i medlemsstaternes nationale ret eller i andre af EU's retsakter. Denne definition har da også udelukkende til formål at identificere visse erhvervsdrivende, hvis tjenesteydelser kan være udelukket fra servicedirektivet i dets betydning ifølge artikel 2, stk. 2, litra j), nemlig "sociale tjenesteydelser i forbindelse med socialt boligbyggeri, børnepasning og støtte til familier og enkeltpersoner, som har permanent eller midlertidig behov herfor, udført af staten, af tjenesteydere med opdrag fra staten eller af statsanerkendte velgørende organisationer". I servicedirektivets betydning indebærer begrebet "statsanerkendte velgørende organisationer" således ikke blot, at de pågældende tjenesteydere ikke må have lukrativ karakter, men også at de udøver aktiviteterne i velgørende øjemed (specifikt anerkendt som sådan af de offentlige myndigheder) til fordel for tredjemand (dvs. andre end deres egne medlemmer) med behov for hjælp. Det følger bl.a. heraf, at anerkendelsen af visse organisationers manglende lukrative karakter (f.eks. bestemt i skattemæssigt øjemed) eller de udøvede aktiviteters karakter af almen interesse ikke i sig selv udgør tilstrækkelige kriterier til at betegne organisationen som omfattet af begrebet "statsanerkendte velgørende organisationer". Ligeledes kan en simpel aftale med staten heller ikke anses som et tilstrækkeligt kriterium i sig selv til at afgøre, at en organisation falder ind under dette begreb (og at disse aktiviteter dermed udelukkes fra servicedirektivets anvendelsesområde). Ved at henvise til dette begreb i håndbogen i gennemførelse af servicedirektivet 173 har Kommissionen som eksempel på en velgørende organisation i direktivets forstand nævnt "kirker og kirkelige organisationer, som tjener velgørende og godgørende formål". Om en sådan organisation er læg eller religiøs, er dog ikke afgørende for afgrænsningen af, hvilke socialydelser der udelukkes fra servicedirektivets anvendelsesområde. Heraf følger, at de tjenesteydelser, som leveres af en organisation, hvis velgørende karakter er blevet anerkendt af staten, er 173 Håndbog i gennemførelsen af servicedirektivet findes på denne side: http://ec.europa.eu/internal_market/services/docs/services-dir/guides/handbook_da.pdf. DA 91 DA

udelukket fra servicedirektivet i medfør af dets artikel 2, stk. 2, litra j), uafhængigt af om den pågældende organisation er læg eller religiøs. DA 92 DA