et nyt oplevelsescenter i Grønland

Ivittuut Mine- og Mineralmuseum et nyt oplevelsescenter i Grønland Af Bjarne A. Ljungdahl og Karsten Secher I de seneste par år har forskellige interessegrupper ytret sig om behovet for nye museer. Således har en kreds af Grønlands ypperste kunstnere sat hinanden stævne vedrørende et fremtidigt nationalt kunstmuseum, private kræfter har skænket kommuner samlinger af billedkunst og traditionel kunsthåndværk, og nu er det første museum om Grønlands minehistorie og mineraludvinding en realitet. Som det bla. kunne ses i»sermitsiaq«nr. 34/2006, blev Ivittuut Mine- og Mineralmuseum indviet den 15. august 2006 med deltagelse af ca. 70 besøgende gratulanter, her i blandt repræsentanter fra Ivittuut kommune, Grønlands Kommando, Grønlands Stenklub, GEUS København og Geologisk Museum i København. Kryolitten det hvide guld Det hvide guld er med rette den betegnelse, som har været hæftet på udnyttelsen af mineralet kryolit i Grønland. Dette eventyr kunne næppe forudses, da minedriften begyndte på stedet i 1854. Før den tid var de hvide sten kendt af den lokale grønlandske befolkning, der omtalte det som sælspæksten. Stenen var næsten som fedtsten at skære i og kunne derfor anvendes som synkelodder på fiskeliner. Geologisk set er kryolit dannet i en lomme i en Et tidligere bomærke fra Kryolith Mine og Handels Selskabet. Bruges nu af Ivittuut Mine- og Mineralmuseum. granitmasse, der for 1,3 milliarder år siden trængte op fra jordens dyb. I 1854 begyndte brydningen af kryolit og fra 1857 kunne den første kryolitfabrik åbnes i Haderslev, for snart efter at flytte til København. Kemikeren Julius Thomsen havde netop opfundet en proces, hvorved kryolit kunne omdannes til soda datidens vigtigste husholdningskemikalium og industriens nye råstof til en spirende kemiindustri. Samtidig blev der også eksperimenteret med andre kryolitanvendelser; alun, spejle og emaljering. I 1886 blev der udviklet en behandling, hvori kryolit indgik som en vigtig hjælpesubstans i en smelteproces, der som slutprodukt kunne levere metallet aluminium GRØNLAND NR. 6 2006 303

Oversigtskort Ivittuut og omegn. Farvekode: Brun viser bygninger; grøn er veje og pladser; blå er søer. Rød pil angiver museets placering. Modificeret efter NunaTek og Ivittuut kommune. dobbelt så hurtigt som hidtil kendt. Med denne industri som aftager var vejen nu banet for en fremtidig produktion af kryolit, der ikke mere skulle gennemgå en kostbar omdannelse til soda på fabrikken i København, men blot skulle renses for få naturlige urenheder i form af mineralerne siderit (jernspat), galenit (blyglans) og chalkopyrit (kobberkis). Imidlertid var efterspørgslen på aluminium ikke særlig stor i 1902, hvor firmaet efter flere svære år var omdannet til aktieselskab under navnet Øresunds Chemiske Fabriker. Den 1. Verdenskrig ændrede drastisk denne situation og fra da af steg indtjeningen kometagtigt da nye anvendelser i flyvemaskineindustrien var i hastig vækst. På samme tid blev selve brydningen i Grønland varetaget af et andet selskab med navnet Kryolith Mine og Handels Selskabet, som også drev virksomheden Ivigtut Kryolitbrud. Interessen stiger Staten havde siden udstedelsen af den første udnyttelseskoncession i 1859 betinget sig en moderat afgift af hver tons kryolit, der blev udvundet. Dette resulterede hurtigt i et økonomisk eventyr. I 1940 skulle koncessionen fornys og staten benyttede lejligheden til at kræve halvdelen af aktierne hvorefter firmaet blev omdannet til Kryolitselskabet Øresund A/S, idet de to selskaber på hver side af Atlanterhavet blev slået sammen. Staten var nu sikret en væsentlig del af indtjeningen fra den mine, der under 2. Verdenskrig skulle vise sig at være af stor betydning for krigens udfald. Efterkrigstidens hastige industrielle udvikling øgede efterspørgslen på aluminium, da renset kryolit i 100-året stadig var minens hovedprodukt, men i 1987 var den sidste rentable rest af kryolitmalm afskibet fra Ivittuut og firmaet opløstes. Kryolitminen i Ivittuut var i hele sin levetid den eneste af sin art på kloden. I alt blev der udvundet 3,7 millioner af tons malm fra det åbne brud med form som et ovalt hul, 180 x 230 m i overfladen og 70 m dybt. Brydningen foregik de sidste år af minens levetid ved at minearbejdere blev firet ned langs siderne, hvorfra boring til dynamitsprængninger kunne udføres 304 GRØNLAND NR. 6 2006

hængende i sikkerhedsrebet. Ved sprængningerne havnede malmen på bunden af brydningshullet. Hullet er i dag fyldt af indtrængende havvand, og som en uskyldig indsø røber den ikke meget om det hidtil største mineraleventyr i Grønland. Et tematisk museum Museet fremtræder som et»tematisk museum«, hvilket vil sige at det til forskel fra flere andre lokalmuseer, som bredt favner et områdes historie og karakteristik, her kun fremstiller det historiske forløb inden for temaet:»minehistorien og de lokale råstoffers dannelse og udnyttelse«. Netop de mineralske råstoffers tilstedeværelse er årsagen til det meste af stedets menneskelige aktivitet gennem 130 år. Som andre steder med minedrift i fjerne egne opstår Kryolitbrydningen i Ivittuut stopper i 1987. Hullets østvæg med de to portaler som fører til rampen. Museets blå tag anes bag den grønne bygning. Foto: K. Secher 1987. Minedrift i Ivittuut i gamle dage: 1957. Minearbejder i reb og sele langs hullets stejle sider, klar til boring. Foto: Hans Pauly Arkiv. der nødvendigvis mindre eller større samfund med alt hvad dertil hører, hvor arbejdskraften efterspørges. Således skete det også i Grønland fra 1854. Fra de første spæde indsamlinger af den hvide sten kryolit til få årtier efter, hvor en industrialisering af udnyttelsen tog fart. Minebyen udviklede sig i de følgende år til en selvstændigt virkende enhed i et klassedelt lokalsamfund med arbejdere og funktionærer, alle slags håndværkere og offentlige funktioner som skole, sygehus og politimyndighed. Ja, endog egen mønt havde man en overgang. I det nye museum er dette samfund og dets afhængighed af minedriften af kryolit dokumenteret ved en stor udstillingssal med montrer og podier fyldt med effekter, arkivalier og mineralstykker. Væggene er besat med tegninger, fotos, kort og ma- GRØNLAND NR. 6 2006 305

Hullet, som i dag er vandfyldt, med kig mod østvæggen. Sammenlign med forrige billede. Foto: K. Secher, august 2006. lerier der understøtter de udstillede genstande. En anden udstillingssal er forbeholdt den generelle minehistoriske udvikling i Grønland. Fra de første primitive og spæde forsøg på udgravning af de mineralske ressourcer i Sydgrønlands kobberminer, til dokumentation af de nyere og mere industrialiserede miner i Mestersvig og Maarmorilik og til de senest etablerede moderne miner med»guld«i Nanortalik og»olivin«i Maniitsoq. Idéen For næsten fire år siden lancerede Bjarne Ljungdahl fra Grønlands Stenklub sin idé for den daværende kommunalbestyrelse i Ivittuut med borgmester Henrik Skolemose i spidsen, om at lave en form for»mindestue«eller museum for personer, der besøgte det nedlagte brud. Der blev simpelthen efterspurgt mere information, da mange af de besøgende var slægtninge af personer, som havde haft arbejde på stedet. Kommunalbestyrelsen tog ideen op, og det følgende år gik med at renovere en til formålet udvalgt, tidligere funktionærbolig på 254 m 2, med navnet»valhal«placeret centralt i minebyen. Alle tekniske installationer vedrørende el- og VVS måtte udskiftes, og det viste sig nødvendigt at lægge helt ny tagbelægning, alt i alt en væsentlig opgave. Arbejdet blev dels udført ved frivilliges indsats, og dels af professionelle håndværkere og firmaer. Mellemfolkeligt Samvirke bidrog med et opsendt hold til igangsættelse af renoveringen, med oprydning og fjernelse af ubrugeligt materiale, og senere grundbehandling af bygningens yderste træværk. En nyvalgt kommunalbestyrelse med borgmester Per 306 GRØNLAND NR. 6 2006

Nukaaraq Hansen i spidsen fortsatte initiativet og i dag står bygningen stort set færdig til den nye anvendelse med udstillingsrum og beboelsesafsnit. Museets opbygning Der er i dag to store udstillingssale som er helt renoverede, og en tredje ventes færdig i 2007. Den ene sal indeholder en udstilling om Grønlands minedrift gennem tiden; den anden sal er viet de mange mineraler, som fandtes i området selvfølgelig med hovedvægt på kryolitten. Der er en næsten komplet samling kun overgået af Geologisk Museums samling med relation til Ivittuuts særkende som en lokalitet med ikke mindre end godt 100 forskellige mineraler på ét sted. Af disse har ikke mindre end 17 mineraler Ivittuut som»typelokalitet«, hvilket vil sige at mineralerne første gang på verdensplan blev beskrevet herfra. Seks af mineralerne kendes kun fra dette sted på kloden. Den tredie sal er planlagt til at være helliget Ivittuuts historie og liv. Mineralsamlingerne er beskrevet og sammenstillet bl.a. ved assistance fra pensioneret kurator ved Geologisk Museum i København, Ole. V. Petersen, som hele sit arbejdsliv har haft Grønlands mineraler som hovedområde. Udstillingen om udviklingen i Grønlands minedrift er fremstillet af seniorgeolog Karsten Secher fra GEUS i København. Den er udformet som en serie af historiske plancher med tilhørende mineraludstillinger om minedriften med alle de mineforsøg der har fundet sted i Grønland til dato. Også mulige fremtidige udnyttelser af mineralske Valhal som i dag rummer Ivittuut Mine- og Mineralmuseum. Foto: K. Secher, august 2006. GRØNLAND NR. 6 2006 307

Montrer og plancher i udstillingen om Grønlands minedrift før og nu. Foto: K. Secher, august 2006. råstoffer er der blevet plads til en præsentation af. Som en særlig attraktion er der fra Geologisk Museum udlånt en 2 x 3 m stor 3D-skalamodel af mineområdet som det tog sig ud i 1938. Endelig er der fra professor emeritus Henning Sørensen modtaget en farvesmalfilm, optaget i slutningen af 1940erne, med dokumentation for dagliglivet i minebyen. Filmen er overført til DVD, som spilles jævnligt i museets TV-hjørne. Udover udstillingssalene er der etableret en studieopholdsbolig»professorboligen«med fagbibliotek og relevante arkivalier, og i tilknytning hertil ventes snart færdiggørelsen af et praktisk stenlaboratorium med maskiner, mikroskoper og andet udstyr til behandling af mineraler. Det er således tanken, at studerende inden for relevante videnskabsgrene kan søge ophold på stedet, og benytte sig af faciliteterne mod mindre betaling. Adgang til museets samlinger og udstillinger søges holdt entréfri, men besøgende opfordres til at købe en til formålet fremstillet plakat, hvor indtægter går til museets drift. For den interesserede amatør er der udgivet en mineral-guide, så man selv kan gå på opdagelse efter mineraler i gråbjergene (dvs. det frasorterede malmaffald) i det tidligere mineområde. Det er tanken at fremstille besøgspakker indeholdende nødvendige ting til geo-turen i området, som kort, hammer, lup, sikkerhedsbriller etc, som kan lejes af besøgende for et beskedent beløb. Man skal være opmærksom på at indsamling, ud over til privat turistmæssigt brug, som fx i erhvervsmæssigt øjemed er reguleret af kommunale vedtægter, som oplyses på stedet. Man kan også gå tur i mineområdet (selvfølgelig på eget ansvar) og bese en del efterladte bygninger og anlæg, hvoraf der indtil nu er syv bygninger istandsatte. Herved fornemmes let historiens sus i nærheden af det store, nu vandfyldte brydningshul med lodrette vægge, hvorfra man brød i alt knap 4 millioner tons kryolitmalm i minens levetid. Tydeligt fornemmer man også arealerne af de store oplagringspladser for kryolit, idet lav og andre planter endnu ikke har villet gro på disse steder. De fleste besøgende vil hurtigt få bonus på en rundtur, da man ulige let finder eksemplarer af flere af de mange mineraler, som er så karakteristiske for stedet. Støtte fra mange sider Gennem de seneste tre år har museet modtaget en del materiale og arkivalier, men der efterlyses stadig effekter, som dokumenterer og levendegør Ivittuut kryolitbruds aktive periode. Der er således vist interesse fra GEUS og Geologisk Museum 308 GRØNLAND NR. 6 2006

Fra udstillingssalen om Ivittuuts mineraler og minedrift. Den iøjnefaldende 3D-model fra Geologisk Museum er omgivet af montrer. Foto: Marie Rødgaard, september 2006. i København, DTU-Artek i Lyngby, Grønlands Stenklub i Grønland samt fra en lang række enkeltpersoner, der har haft en eller anden tilknytning til Ivittuut. De modtagne effekter er fotos, breve, bøger, malerier, regnskabsbøger, værktøj og arkivalier, som på betryggende vis nu opbevares i museets samlinger, arkiv og bibliotek. Projekt mine- og mineralmuseum er en realitet Der vil stadig komme nye ideer til projektet, så oplevelserne bliver endnu bedre. I løbet af det kommende år opstilles foran museet et par af de historiske tipvogne, som blev brugt under driften. Man har også sikret sig den sidste Koehring dumptor en særligt udviklet kraftig transport- og læssemaskine der blev indført lige efter 2. Verdenskrig og anvendt til det sidste. Denne dumptor vil blive istandsat så man kan fornemme, hvordan man siden 1949 kunne køre malmen direkte fra bunden af minen i 70 m dybde, gennem en skrå rampe sprængt ud i fjeldet mod øst som en adgangstunnel til overfladen. Museets store kælderrum vil med tiden blive indrettet med tableauer, som kan illustrere arbejdssituationer, værktøj, beklædning etc. Måske er museet også kimen til en styrket bæredygtig geo-turisme i området, som overkommeligt kan nås på to-tre-dags-ture med båd fra Narsarsuaq. Kommunen har allerede sørget for indkvarteringsmuligheder for op til 15 personer i de renoverede bygninger. Administrativt hører museet under Ivittuut kommune, som planlægger at etablere museumsbestyrelse samt en støtteforening. Mineralsamlingerne vil løbende blive suppleret med nye fund, ligesom den øv- GRØNLAND NR. 6 2006 309

Indvielsen af museet 15. august 2006. Borgmester Per Nukaaraq Hansen byder velkommen til de første gæster. Foto: K. Secher, august 2006. rige udstilling af dokumenterende materiale og arkivalier vil vokse efterhånden som museet bliver kendt i offentligheden. Denne introduktion tjener, ud over det nyhedsmæssige, også dette formål. Lad det derfor ikke være en hemmelighed, at alle der har relevant materiale med interesse for museet, er mere end velkomne til at kontakte Ivittuut kommune. Man er ikke i stand til at indkøbe sådanne effekter, men er parate til at betale for omkostningerne ved skibstransport til Ivittuut. Museet har ingen konkurrenter; ingen andre steder kan denne industrihistorie betragtes. Det bør være et ekstra godt argument for at langtidsudlåne eller donere effekter til det nye Ivittuut Mine- og Mineralmuseum. Bogliste Bailey, J. (2000).»Ivittuut og kryolitten«. Topografisk atlas Grønland, København: Det Kongelige Danske Geografiske Selskab og Kort & Matrikelstyrelsen. 224 225. Bailey, J. (1998).»Kryolitforekomsten i Ivittuut (Ivigtut) opbygning og dannelse«. Varv. 1/1998: 17 39. Bøgvad, R. (1950).»Grønland som mineralproducerende land«. Grønlands Bogen. København: J.H. Schultz Forlag. 95 120. Krarup, P. (2006).»Nyt museum i Grønland«, Sermitsiaq, 34, 28-29. Krenchel, H. B. (1907).»Bjærgværksdrift.«Atlanten 4,40. 522-530. Ljungdahl, B.A. (2004).»Mineral-guide, Ivittuut Kryolitbrud«, Grønlands Stenklub. 40 sider. Pauly, H. & Bailey, J. (1999).»Genesis and evolution of the Ivigtut cryolite deposit, SW Greenland.«Meddelelser om Grønland, Geoscience 37, 1-60. 310 GRØNLAND NR. 6 2006

Petersen, O.V. (1998).»Mineralerne i Ivittuut«, Varv 1/1998: 40-48. Petersen, O. V. & Secher, K. (1993).»The Minerals of Greenland«. The Mineralogical Record 24, 1-67. Secher, K. (2004).»Det hvide guld og det ægte guld minedrift og råstoffer i Grønlands 20. århundrede«. København, GEUS. 64 sider. Secher, K., Petersen, O. V. & Johnsen, O. (2006).»En verden af mineraler i Grønland«. København, GEUS, 170 sider. Skolemose, H., & Fisker, J. R. (Red.) (1996).»Arsukfjorden: Ivittuut, Grønnedal, Arsuk«. København, Fisker & Schou, 167 sider. Stigø, S. (1987).»Eventyret om kryolit«, Kryolitselskabet Øresund A/S, København, 162 sider. Topp, N.-H. (1990).»Kryolitindustriens historie 1847-1990, I II«, Kryolitselskabet Øresund A/S, 1-715. Bjarne A. Ljungdahl. Geologistudier ved Århus Universitet (1972-77). Deltager i geologiske sommerekspeditioner GGU (1973-81). Inspektør og lærer ved Bygge- og anlægsskolen i Sisimiut (1990-2001). Formand for Grønlands Stenklub siden 2000. Instruktør ved prospektorkurserne i Grønland siden 1995. Initiativtager til Ivittuut Mine- og Mineralmuseum. Karsten Secher. Cand. scient. i geologi, Københavns Universitet 1972. Seniorgeolog GGU/GEUS fra 1974, afbrudt af ansættelse i Dansk Polarcenter, Råstofforvaltningen for Grønland og DMU (1989-2000). Medlem af dommerkomitéen for Ujarassiorit fra 1989. Tilforordnet Ivittuut Mine- og Mineralmuseum. Kryolit som det hele drejede sig om. Motiv: Ca. 10 x 12 cm. Foto J. Lautrup. GRØNLAND NR. 6 2006 311