Nogle optegnelser fra Andøen Af

lillvg Nogle optegnelser fra Andøen Af Hans Reusch. 1. Xulfoltst Fra kulfeltet ved Kamsaa paa Andøen. I forgrunden har man et tislt.nhiq opført over 6i2,m2,ut.dorst. Bagenfor u^dlslisr sig Ramsaamyren, hvoraf der rager op granitiske fjelde. J_ en liden opsats 0m Andøen" i Naturen u 1896, s. 270 281, bemerkede jeg om den kulførende formation paa Andøen, at den er ved en forrykning sunket ned i grund fjeldet, og er saaledes bleven beskyttet gjennem tiderne, og har ligget der godt og trygt som et barn ien vugge". I sin bog Lofoten og Vesteraalen", hvor professor Helland har meddelt

HANS REUSCti. NOGLE OPTEGNELSER FRA ANDØEN. 27 en udførlig fremstilling 8.5 kulfeltets forhold, udtaler han, at spørgsmaalet om forrykning ikke kan afgjøres ved under søgelser i dagen. Det er imidlertid netop saadanne, som har bragt mig til mit resultat, hvad der vil fremgaa af det føl gende. Gaarselven har i et tidligere tidsrum nær sin mun ding rundet i et bueformet løb, som er gravet ned i det faste fjeld; det er antydet paa det af hr. Friis meddelte kart og Ai'siit3A6B pag. nnßts side yltsr en 9,k mig u6lsrt skisse. Mundingen af Gaarselven. Næsset hinsides elven er det sted, hvor Eams aas beboere i sin tid grov kul til husbrug. Folkene staar paa granit. Vi skal først betragte forholdene ved 1. Paa sydsiden af elven ser vi dette snit. O. < ;,» K J~ n-t* Mod vest har man en temmelig grov, glimmerrig, mørk, graa sand sten med kullag, som kun er omtrent 2 cm. tykke og paa tegningen er rl6linv6t med tykke linjer. I^aFniu^sii i sandstenen er ikke tydelig; men af kullagene ser man, at faldet er 30 mod ø. til n., altsaa forskjelligt fra det ellers herskende fald. Størrelsen af faldet er baade her og paa det sted, som straks nedenfor skal omtales, for betydelig, til at det kan skyldes en opriii66iia B^raaßtilliiiF. Midt i snittet har man den med prikker betegnede masse, som er en lyse graa bergart opsmuldret og opsprukket med stykkerne tildels

28 NORGES GEOL. UNDEES. AARBOG FOR 1903. 1. omgivne af ler. Det maa være en detritusmasse ; den har ingen tydelig grænse med sandstenen, som er meget forvitret indved den. Heller ikke mod den paa den anden side til 8tG6,0u66 bergart, den paa tegningen med smaa kors merkede granit, er der nogen skarp grænse. Graniten er ogsaa sterkt forvitret og bliver først i en afstand af 8 m. fra detritusmassen fast og haard. Gaarselven. Ved 2 paa kartet er der langs elven blottet sand sten; ved 3 har man borhullet af 1869. Ved 4 træffer man først blottet sandsten og saa en 50 m. lang vsv. strygende grøftformet fordybning, hvor Dahll har gravet de kul, han i sin tid lod undersøge og benyttede som brændsel under en 6aM^)^666i. Ved 5 er blottet sandsten faldende 25 mod n.n.v. 5 a betegner et punkt, hvor direktør Friis lod foretage en gravning efter ildfast ler". Dette ler var paa sine steder blaaligt; mest var det dog gulagtig graat; mellem fingrene opsmuldredes det i kantede smaastykker og

HANS REUSCH. NOGLE OPTEGNELSER FRA ANDØEN. 29 synes at være dannet af en paa stedet forekommende bergart ved forvitring. Ovenpaa laa leragtig sand, en nutidsdannelse paa omtrent V2 m. Ved den østlige del ill det forladte elve leie er der kun bergarter ak juraformationens underlag; disse strækker sig til havet mod øst og sydøst. Ved 6 var jeg ikke rigtig sikker paa, om den bergart, man iagttager, virkelig stod fast der; det var en smaakornig, gneisagtig bergart, grønlig farvet ved indblandet epidot; desuden var der lidt metamorfisk med silikater opfyldt kalk. 7 betegner forekomsten al en dioritisk stribet bergart, 8 af en lignende bergart, fattig paa hornblende. Med smaa kors er betegnet granit. Som man ser, stryger juralagene ved 4 og 5 og antagelig ogsaa ved 5 a mod en grænse, hinsides hvilken underlaget dukker op; her maa der være en forrykning. Efterat man saaledes er kommet paa det rene med, at juralagene paa sin sydgrænse adskilles ved forrykninger fra underlaget, kunde man kanske anse det for ikke urimeligt, at saadanne ogsaa begrænser dem der, hvor man med borin ger er kommet ned til underlaget. 2. Det gamle fjeld paa Andøen. Dahll skrev i en til Indredepartementet i sin tid afgivet fremstilling (trykt i Sth. Prp. No. 21, 1871, p. 4): Kulfeltets længde er sandsynligvis noget stor; thi lagene Btrvg«paa GSNB østside ud i havet, og sktor ov6rßa6snß boß^a2onq6(l maa dette ogsaa finde sted paa vestsiden". Bredden fra nord mod syd antager han er vel 2 300 m. I Det nordlige Norges geologi", 1891, udtaler han sig med større forsigtighed hvad længden at" feltet angaar. Som man har seet at" hr. Friis's fremstilling, kan man ikke længer tænke sig, at Ramsaafeltet strækker sig synderlig længere mod vest, end det er under søgt. Dst spørgsmaal er dog endnu aabent, om der ikke skulde findes andre jurafelter paa Andøen end de to, man har opdaget. Haabet herom er dog ikke stort. Langs strand

30 NORGES GEOL. UNDERS. AARBOG FOR 1903. 1. bredden er fjeldet godt blottet i flodmaalet. I det indre har man opragende fjelde, og om end de grunde myrer i lavlan det mellem stranden og fjeldet er betydelige, saa kan de dog neppe dække yngre formationer af nogen udstrækning. Det viser sig paa Andøen, at bergarterne i løsmaterialet sva rer til u,q<lsi'zi'iiii6siiß, og da man ikke, trods eftersøgning, har fund et løse stene af juraformationen udenfor Ramsaas omgivelser, kan man neppe vente at finde denne formation i Profil ved Dverberg kirke og kartskisse over den nordlige del af Andøen. fast fjeld andetsteds. Jeg har vandret endel omkring for at søge efter jura og skal meddele mine iagttagelser. Mellem Ramsaa (folkets udtale er forresten Ramsa) og det sydenfor liggende Kvalnes har man hele tiden langs havets bred bare strandklipper ; de har skarpe kanter, saasom havet har brudt paa dem. Først er der paa omtrent 1 km. Araiiit og ZU6ißZr9nit, dernæst graa noksaa massiv gneis fal dende steilt mod øst. Saa iagttager man gneis, glimmerskifer,

HANS REUSCH. NOGLE OPTEGNELSER FRA ANDØEN. 31 kvartsit og nogle småe», kalklag. Paa en strækning af omtrent 1 km. i nord for Kvalnes har man en n. s. strygende hvid kvartsit; ved de nordligste huse staar fremdeles den kvart sitiske bergart; den er her massiv, saa ingen lagning sees i den; men den omslutter et omtrent 20 m. mægtigt mod v. faldende lag af graa gneis. Ogsaa et omtrent Im. mægtigt, mod v. faldende lagformet parti af amfibolit forekommer. Ved gaardens sydligste huse Btaar Bm3.a^oruiF, mørk, graa, glim merrig gneis med skifrighed hældende mod ssø. omtrent 20 og BtrVkr>iiiAßßtruktni' B^raaQ6ii66 mod syd. Mellem Kvalnes og Saura har jeg kun reist i baad. Ved Dverberg kirke er der langs stranden det paa foregaaende side kr6iubtili6h6 profil. k er kalksten. En del af den, saaledes den, hvorpaa kirken staar, er maaske dolomitisk. Partiet ved F, hvor der staar en varde, er grovkrystallinsk hvid, omtrent 30 m. mægtigt. gl er finkornig, Ara», glimmerskifer. gn er finkornig, graa gneis. 1 er hornblendeskifer og gneis med pegmatitgange. 2 er hornblendeskifer, ofte med sort glimmer, ogsaa med granat. Faldet er 60 mod nø. Btrssl!iiiiiFBBtrrll:tiir, som 0^33,3. sees, hælder fladt mod nø. Videre mod no. langs kysten har man fremdeles fast fjeld blottet i fjæren; det bestaar af horn blendeskifer og ved selve Saura af finkornig hornblendesten. (Ved Præsteelv skal der være blottet fast fjeld flere steder vestover i myren.) Naar man fra Myre gaar mod vest omtrent 2 km., træffer man, efter at have vandret over sand, delvis oplagt i nu over groede sanddyner, en liden høide af marmor opfyldt med silikater, blandt hvilke fremhæver sig grøn hornblende ; nogle 35 Bili^klt^»3rti6rns 83,3. Ud som finkornig oliviiibt6ii, in^siiol- Hsn66 en del li()riiidioii<i6iq6ivi6sr. Fald i imv.-lia retning er herskende. Mellem Myre og Sellevold er der kun paa et sted i en elvemunding omtrent 2 km. i syd for Dverberg blottet fast

32 NORGES GEOL. UNDERS. AARBOG FOR 1903. 1. fjeld af en granitisk eller, da kvarts mangler, kanske ret tere B^6niti3k bergart. Af 3t6ns, H66lal6ns fra lj6l6st Okla i nv. for Sellevold, ser dette fjeld ud til at beståa al smaakornig graa gneis i forskjellige varieteter, nogle glimmerrige, andre kvartsrige. Fra Ramsaa har jeg vandret mod vest over til Andøens vestside. Naar man nærmer sig det i øens indre opragende fjeldstrøg, finder man langs foden morænegrus i skjoldformede hauge. Fjeldene her ved Dverberg er steilere paa vestsiden end paa østsiden, hvor man overalt ser tilrundede klippe former; isbevægelsen maa rimeligvis have gaaet i nordvestlig retning. Strandbredden omkring 8I:0^v0i6 og Mjele er over alt klippefuld, og der rager ogsaa skjær op udenfor den. Et par kilometer i. nø. for Skogvold bestaar strandklipperne af gneisgranit eller kanske helst granit, da neppe nogen plan parallelstruktur lader sig iagttage (saadan hældende mod nord Baa6B d6riiuo6 mod nø. i smaa klipper opragende af myren). Omtrent 1 km. i nø. for Skogvold er der lave klipper ved stran den bestaaende af hvid kvartsit i bølgende, vel i det hele taget fladt faldende lag. Ved husene paa Skogvold har man i nord graa glimmerrig gneis, der stryger med bugtende løb mod nv. og n. og staar steilt, saa følger en hvidlig graa middelskornig bergart og saa atter sydligst igjen gneis. Om trent 1 km. i sydvest for gaarden træffer man finkornig horn blendeskifer med strukturen steiltstaaende strygende mod ønø. Omtrent 3 km længer bort fra Skogvold er der steiltstaaende ø v.-strygende krystallinsk kalksten med klumper af silikater, 66ri^)1an6t lys iiorn!)lsii6s. Dernæst sees smaakornig graa granitisk bergart, Baa 1 km. før Mjele graa gneis, steilt staaende, strygende v., V2 km. fra gaarden gneisgranit med struktur hældende mod sv., ved husene dioritisk bergart. I forbigaaende kan bemerkes, at der ved Skogvold er en lagune inddæmmet al en vold, der hæver sig 8 m. over li«ivaq66, og at et nokßaa bredt ra" ra^6nh6 op 3 43 4 m. over myren be gynder ved den lille elv i nordvest for Mjele og bugter sig derfra østover. Paa tilbageturen fra Mjele til E-amsaa saaes

HANS REUSCH. NO GLE OPTEGNELSER FRA ANDØEN. 33 flere steder fast fjeld i myren; overalt var det grundfjeld, gra nit, gneis og dioritisk bergart. Paa en vandring fra Il,3,iuBae>. nordover til Breivik og langs Endletens østfod til Andenes saaes fast fjeld, granit, alene i Endleten og etsteds i myren iuhv6d den. Ved Andenes er der gneisgranit. Samme bergart, tildels dog mere udpræget granit og gneis (ved Haugnes), danner de klipper, man faar se paa kysten fra Andenes sydover til Breivik. 3. De løse afleiringer. I den tidligere nævnte opsats i wnaturen" har jeg omtalt de store myrer langs øens østkyst med sine mang foldige smaadamme, hvis dannelse antagelig hænger sammen med mosens eiendommelige voksemaade ; sammesteds er ogsaa beskrevet gammetomthauge", en slags nyere kjøkkenmøddin ger. Der er ogsaa nwvut, at den marine grænse ligger om trent 50 m. o. h., et paafaldende stort maal her yderst paa kysten. Landskabet ved Ramsaa er fladt eller langsomt opstigende vestover med svage bølgninger. Paa et sted omtrent 2V2 km. i ret linje fra mundingen regnet rinder Gaarselven i stryk over graa middelskornig granit, der blottes under myren. Nedenfor dette sted gaar elven med jevn strøm, idet den har gravet sig gjennem sand med grus, der 630KK68 3,!k om trent 1 m. myr. Nedenfor er en skisse af elven ved det sted Gaarselven.

34 NORGES GEOL. UNDERS. AARBOG FOR 1903. 1. (mellem X og X), hvor Dahll fandt den paa hans kartskisse afmerkede lerjernsten"; det paa samme kart som sand og skjælmergel angivne parti er hauge af flyvesand blandet med skjælbeter. Disse klitter er 11 m. høie og danner to rygge. For største delen er de græsbundne, men nogle steder holder vinden paa at grave i dem; man ser da, at der er gamle græstorvlag inde i dem, og at de ligger over rulle stensgrus. Lignende men lavere klitter strækker sig langs stranden længere nord, hvor gaardene Breivik og Skarstein støder sammen. Fjæren ved Ramsaa er vidt ud strakt, naar våndet er ud faldt. De stene, man finder mellem Ramsaa og Nordelven, er kun for en ringe del bestaaende af sandsten, ja der er neppe 1 blok af sandsten paa 50. Størstedelen al rullestenene er af gneisgranit. Enkeltvis er der stene af lerjernsten; for holdsvis talrige er disse langs Nordelvens nedre del indtil om trent 100 m. fra mundingen. Straks i nord for Nordelvens munding er der en del sand sten blandt strandstenene. En storstenet fjære strækker sig nordover forbi Breiviken. Endnu et par km. nord for Stiks aaen fandtes der et par stene al sandsten. I nord for Brei viken bestaar fjærestenene for omtrent 9/io al dioritisk berg art og gabbro (grov middels til smaakornig med brun diallag eller hypersthen); resten er granitisk bergart og lidt gneis. En gabbroagtig bergart var breccieagtig, bestaaende af lidt flad trykte stykker af en finkornig varietet sammenkittet af en smaakornig varietet. Fjæren paa den sydlige del af Skarstein bestaar af sand ; der er her nogle stenhauge, som ser ud til at være kjæmpehauge og kun ligger 2 m. over almindeligt lie»ivar!.66. Ne»i66n op til myrfladens yderrand maaltes til 7 m. ; her er der tydelige kjæmpehauge. Jeg har fulgt Storelven, der kommer fra Storevand, langs dens nordlige bred indtil henimod nævnte vand. Elvens leie er i begyndelsen omtrent 6m. dybt, men blir senere grundere. I leiets sider saaes kun grus med stene, tildels store; omtrent halvparten var granitiske, halvparten gabbroagtige.

HANS REUSCH. NOGLE OPTEGNELSER FRA ANDØEN. 35. I sanden paa den sydlige del at Skarstein er en del stene; med hensyn til stenenes bergart har man samme blandings forhold som ved Storelven, idet omtrent halvparten al stenene bestaar al granit (fast al is skruet klippe al denne bergart saaes 2 3002 300 m. i nordvest for gaardens sydligste hus), halv parten af gabbroagtige bergarter. Jeg kunde ingen stene linde, som kunde henregnes til den yngre formation. TJdenfor den sydlige del af selve husrækken paa Skarstein er der en fjære af granitrullestene ; mellem disse fandtes nogle stene al lerjernsten og al en mørkegraa, finkornig, skifrig og noget lerholdig sandsten. En granitblok havde lidt al denne bergart klæbende ved sig. Grænsefladen mellem de to berg arter var uregelmæssig bugtet. Paa denne del al Skarstein er det, at man har foretaget den al direktør Friis omtalte boring. Stranden udenfor den nordlige del al husrækken paa Skarstein bestaar kun af granitklipper. Jeg for min del tror neppe, at den yngre formation ved Skarstein paa land er sammenhængende med den yngre formation paa Ramsaa ; Ramsaafeltets nordligste kjendte punkt er paa sydsiden af Stiksaaen IV2 km. fra mundingen. Mellem dette og fore komsten ved Skarstein er der 4V2 km., og paa denne stræk ning har man kun allersydligst fundet løse sten at andre berg arter end grundfjeldets, naar undtages (ifølge hr. Friis) nogle kulbiter og sandstenstykker sydligst ved Breiviken. Før vi forlader dette strøg, vil jeg endnu henlede opmerk somheden paa et ganske særeget forhold, der iagttoges paa en strækning al omtrent 35 m. i den ved lavvande blottede sandfjære 2 3002 300 m. i nord for Ramsaas nordligste hus. San den var noget lerholdig og indeholdt som almindelig om strøede sten; den var med iliggende skaller al nulevende mollusker og lithotamnier sammenkittet i kager, der kunde maale 10 m. i n6btr2skninf. Denne sammenkittede sand ragede med sin overside kun nogle laa cm. op over den løse sand og lignede ved første

36 NORGES GEOL. UNDERS. AARBOG FOR 1903. 1. betragtning fast klippe; men at den danner kageformede partier kunde man se paa et al brændingen opbrudt stykke, som var omtrent 40 cm. tykt og nedenfor er afbildet. Naar man fra Ramsaa gaar sydover, træffer man pmtrent V2 km. fra gaarden paa en strækning af et par hundrede meter en vold opdæmmende et tjern, saa fører veien over myr, gaar dernæst omtrent V2 km. langs en terrasserand, hvorpaa den fortsætter de sidste IV2 km. til Kvalnes langs efter en vel udpræget strandvold, hvis^overside maaltes til Sand, sammenkittet af kalk, nutidsdannelse. A Partiet ved X i sterre maalestok. Man ser her, at massen tildels har en pibet struktur. De mørke partier er rullestene. Ved 1, 2, 3 er gjennemsnit af kalkalger, lithotamnier. at ligge 9.6 m. over almindeligt høivande; paa indsiden mod myren var strandvoldens høide omtrent Im. Ogsaa mel lem Saura og Dverberg og videre sydover til Sellevold gaar veien ofte langs efter strandvold. Henimod Sellevold maaltes strandvoldens høide til 3 m. o. h. En lagunevold ved Skogvold er omtalt i foregaaende afsnit.

HANS REUSGH. NOGLE OPTEGNELSER FRA ANDØEN. 37 Mellem Andenes og Haugnes er en næsten 1 km. bred flyvesandstrækning, delvis overgroet. I vest for den udbreder sig myr. I deune findes et vand, og paa østsiden 2.k dette er der en strandvold, som hæver sig et par meter over my ren; volden gaar først omtrent 1 km. fra sv. mod nø., bøier saa om i nordlig retning og ople»bsr sig i snkoltli^6n66 31112.3.^2,11^6.

English Summary. The Andø Oval 2slH. The Andø Coal field lies on the Eastern side of the isle of Andø in Northern Norway (70 n. 1.). A sketch' map of the northern part of this isle is found on p. 28, where the 003,1-!Lsl6 is shaded. It was discovered by the mining inspector T. Dahll in 1868. He made some borings for the government, but no regular working of the coal. Consul Rolf Andvord later got a concession from the state, which owns the ground, and he started an exploration of the field in 1895. Borings were made by diamond drill, the author Mr. Friis being the geological adviser. The places, hwhere the borings were made, are marked on the ma^) of the A3,mBHa, farm p. 6. The pictures on pp. 24 and 25 show the g,bpsot of the region. It is a flat land with great bogs along the L03,8t. In the interior of the island are mountains of Archæan rocks, principally granite. The low land ooiibibt3 chiefly of Ziaoial and pobt^laoial sand and gravel. It has risen a^ont 50 m. after the glacial period. The sketch on p. 31 shows on6 of the small rivsrb, which has dug out a bed in the 10030 material.

ENGLIStt SUMMARY. 39 The diagram on p. 6 gives a somewhat idealized section of the 003,1 field: a. Granite. d. Oiiiorits au6, 8«1ii8t. o. Light grey sandstone with coal and bituminous shale. d. Dark sandstone rich in mica with only traces ok oval. e. Light grey sandstone somewhat different from. f. Shales with nodules of clay ironstone. The kossiis, a,miqoliit,6b, dslsiuiiit6b etc, show that the deposits belong to the Brown Jura. The details may be Btn6i6<l from the boriu^z as shown on the accompanying plate and on p. 12. Myr means peat moss. Grov sandsten means Coarse sandstone. Mørk, dark. Glimmerrig, rich in' mica, Kul, coal. Kalk, limestone. Bitu minøs skifer, bituminous shale. Ildfast ler, fireproof clay. Noonomioaii^ the most vain^is ooa,l 863,iQ is the one meter seam u, that oropb out at the Southern end of the field and is M6t vl^itli a^3,in in the clsspsr parts of the ooi'iii^b. It is Cannel ooal, aoooi-hina to Mr. W. NBiop, of a value of some what more than 60 p. c. (63.17 %) of the standard Scotch Oanntzi 003,1. It yields a gas of great light, but the coke is of little value as a fuel. I^iii» 863,m is aooorhin^ to the lo west estimation calculated to produce 500000 tons ok coal. Above it is a seam of Cannel coal 5 dm. bl-03,6. There is no doubt sufficient of Cannel coal for a large pro6 notion in 3, good space of time. Underneath it are seams of another kind of (303,1 00Qt3,inir>Z very littis volktiis matters, but rioli in hydrogen and yielding much ash. The bituminous shales have been found to contain 16.5 p. c. volatile matters, the clay remaining after the gas is driven out is very fireproof. The fireproof clay" of the sections is of fair <^rl3,lit^ 3,0 cording to the experiences ok Messrs. Seger & Cramer. To the North of the 003.1 field on the farm of Skarsten (p. 14) is a small field of Jurassic Biials without 008.1.

40 NORGES GEOL. UNDERS. AARBOG FOR 1903. 1. Appendix. By Dr. Reusch At the Southern border of the 003,1 field one finds, that the Jurassic deposits are separated from the Archæan by faultlines. Studies of the rocks both in the solid parts and in the loose material do not give hope of finding other deposits of the Jurassic outside those already known. The figure on p. 34 shows how sand with fragments of shells and lithotamnia recently may be cemented into cakes (40 cm. thick) on the strand laid bare by low tide. Rettelse til kartet side 6. Aarstallene 1895 og 1896 nederst paa kartet skal byttes om.