Værd at vide om Sierra Leone

Værd at vide om Sierra Leone 9

Slavernes land Sierra Leone er et lille vestafrikansk land med en særegen historie. En stor andel af de afrikanere, der under tvang lagde arbejdskraft til opdyrkningen af europæiske stormagters nye kolonier rundt om i verden, kom fra Sierra Leones kyst. Her blev de indfanget og sejlet bort til de nye kolonier i Amerika for at blive solgt som slaver til markarbejde. Mange generationer senere, i slutningen af det 18. århundrede, da slaveriet nærmede sig sin ophævelse, blev det besluttet at sejle efterkommerne af de samme slaver tilbage til den kyst, som deres forfædre var blevet bortført fra. Her skulle de skabe en ny tilværelse som frie mennesker på det afrikanske kontinent. Det blev disse mennesker, der grundlagde Sierra Leone et land, der er opstået som en konsekvens af slaveriets voldelige historie. Volden er forblevet en del af landets historie. Gennem 11 år var befolkningen i Sierra Leone ofre i en borgerkrig, hvis grusomhed og umenneskelighed er hidtil uset. Nu er der fred, og genopbygning og udvikling er i gang i det fattige land. 10

Sierra Leone i tal Areal: 71.740 km2 Indbyggertal: 5,7 millioner Sprog: Engelsk (officielt sprog), mende, temne, krio Religion: Muslimer 60 procent Kristne 10 procent Der dyrkes sideløbende lokale religioner. Præsident: Ernest Koroma Valuta: Leones 1.000 leones svarer til ca. to danske kroner. Antal børn under 15 år: 42,8 procent Forventet levetid: 48 år Fødselsrate: 6,5 barn pr. kvinde Underernærede børn under 5 år: 27 procent Antal læger pr. 100.000 indbyggere: 7 Adgang til rent drikkevand: 57 procent Analfabetisme blandt voksne: 65 procent Indskrevne børn i grundskolen: 73 procent Andel der lever under fattigdomsgrænsen: 70 procent Et land i Vestafrika Sierra Leone ligger nord for Ækvator ved Vestafrikas kyst ud mod Atlanterhavet. Landet deler grænser med Guinea mod nord og nordøst og med Liberia mod syd. Sierra Leone er med sine 71.740 kvadratkilometer et meget lille land sammenlignet med de fleste andre stater i Afrika. Sierra Leones befolkning er nogenlunde på størrelse med Danmarks; der bor 5,7 millioner mennesker i landet. Landet kan inddeles i tre regioner: Kyststrækningen, der er et par hundrede kilometer bred, er et relativt fladt område med mangrovesump, bortset fra en bjergkæde omkring hovedstaden, Freetown. Langs kysten finder man også en perlerække af palmestrande med kridhvidt sand, der endnu ikke er fyldt med turister. Det indre Sierra Leone var tidligere dækket af regnskov. I dag er skoven i vid udstrækning fældet, og jorden benyttes til landbrug. Den nord- og østlige del af Sierra Leone er højland med bjerge og sletteområder. Det er i denne del af landet, der findes store forekomster af diamanter. 11

En voldsom historie De tidlige tider Området, der i dag kaldes Sierra Leone, var mellem det 13. og det 15. århundrede en del af det mægtige kongedømme Mali. Gennem perioden opstod de transsahariske handelsruter. Handelen bragte nye varer, teknisk viden og redskaber såvel som den islamiske tro med sig til den vestafrikanske region. Området var dengang, som i dag, befolket af mange forskellige folk. Sierra Leone Den første kontakt med Europa fandt sted i 1462, da den portugisiske opdagelsesrejsende Pedro da Cintra kastede anker ud for den halvø, der senere blev til Freetown. Han navngav området, der er omgivet af en krans af bjerge, Serra de Leao Løvebjergene. Snart efter kom andre skibe til, og i 1495 opførte portugiserne et fort, der fungerede som handelsstation for europæiske handelsskibe. Levende gods Gennem 16- og 17-hundredtallet blev englænderne dominerende i den såkaldte trekantshandel, som foregik mellem Europa, Afrika og Caribien og Amerika. Også Danmark var en aktiv deltager. Man transporterede våben, krudt og kobbervarer til Vestafrika og byttede varerne for slaver. Slaverne blev derefter transporteret over Atlanterhavet til kolonierne i Amerika og Caribien. Herfra bragte man så sukker, bomuld, tobak og andre varer tilbage til Europa. Slaver var en stærkt efterspurgt handelsvare. Der var mangel på arbejdskraft til plantagearbejdet i de nye kolonier i Amerika og Caribien, og man opdagede snart, at befolkningen langs Afrikas vestkyst var en god arbejdskraft i plantagerne i Amerikas sydstater og i sukkerrørsmarkerne i de caribiske kolonier. 12

Slavernes ø Tæt på Freetown ligger øen Bunce placeret i Sierra Leone-flodens udmunding. Fra 1668 til 1807 blev mindst 50.000 mænd, kvinder og børn bragt hertil efter at være taget til fange på fastlandet. Herfra var flugt stort set umulig; den eneste vej bort fra øen var om bord på et slaveskib med kurs mod Englands nye kolonier. Ved ankomsten til Bunce blev slaverne brændemærket, og deres sundhedstilstand og arbejdsdygtighed blev undersøgt. De blev derefter lagt i lænker og placeret tæt sammenstuvede i forskellige aflukker for at afvente slaveskibenes ankomst til øen. Bunce blev et af de lukrative salgssteder for slaver på den vestafrikanske kyst. Den direkte ledelse af handelen blev forestået af skiftende britiske selskaber. Også lokale stammer deltog som i andre vestafrikanske lande i slavehandelen. De engelske handelsselskaber lejede øen 13

Bunce Island i dag. af den lokale konge i området, til hvem man også betalte afgifter af salget af slaver. Tre lokale stammer, fula, mandingo og susu, stod for tilfangetagelsen og leveringen af slaverne til Bunce Island. Et samtidigt kobberstik viser det næsten elegante slavefort på øen, hvor den engelske slaveforvalter og hans familie boede. Billedet hænger i dag på Det Britiske Søfartsmuseum. En ung dame, Anna Maria Falconbridge, der i 1791 var gæst på øen, har i sine erindringer beskrevet sin rædsel, da hun kort før middagsselskabet i forvalterens hus, lige under vinduerne fik øje på flere hundrede forpinte mennesker, der lænket i cirkler forsøgte at tilkæmpe sig lidt af den ris, der var placeret i en skål i midten af hver cirkel. Man ved fra optegnelser og regnskaber, at den overvejende del af de slaver, der blev udskibet fra Bunce, endte som markarbejdere i rismarkerne i South Carolina og Georgia. Hvis de nåede så langt. Forholdene på slaveskibene var forfærdelige, fangerne lå tæt sammenstuvet og lænket til hinanden i store lastrum dybt under dæk. Overfarten varede mange uger, og det var almindeligt, at flere døde dagligt. En amerikansk professor, Joseph Opala, der i 30 år har forsket i forbindelserne mellem Vestafrika og den afroamerikanske befolkning i USA, har via dna-undersøgelser fastslået, at Sierra Leone er det hyppigst forekommende oprindelsesland, når man undersøger, hvor afroamerikanerne har deres rødder. 14

Fortet på Bunce Island. Tilbage til Afrika Hen mod slutningen af 17-hundredtallet opstod der modstand mod slavehandel i England. Abolitionisterne dannede selskaber, der kæmpede for frigivelse af slaver og for lovgivning, der forbød slavehandel i de engelske kolonier. På dette tidspunkt opholdt der sig omkring 7.000 tidligere slaver i London. Mange havde kæmpet i Den Amerikanske Uafhængighedskrig og efterfølgende fået deres frihed, andre var flygtede slaver fra Caribien. Botanikeren Henry Smeathman, der havde tilbragt tre år med botaniske studier i Vestafrika, udarbejdede sammen med Graville Sharp, en fremtrædende modstander af slaveri, en plan, der skulle føre de tidligere slaver tilbage til hjemlandet. De forhandlede med det engelske overhus og fik tildelt tre skibe fra den kongelige flåde til formålet. Hver deltager blev udstyret med klæder, redskaber og proviant til fire måneder. Harry Smeathman tilbød, mod passende betaling, at eskortere de tidligere slaver til Vestafrika. Et område på 400 kvadratmeter, på størrelse med Falster, blev opkøbt af lokale høvdinge til en lille ny koloni. Mange var nervøse for det planlagte eventyr, men det lykkedes at få 600 til at melde sig til turen. Planen var, at rejsen skulle påbegyndes i så god tid, at man kunne nå Vestafrikas kyst, før regntiden satte ind og umuliggjorde såning. Men forsinkelserne var uendelige. Flere måneder senere havde man stadig kun fået 259 om bord, og allerede før afrejsen var 60 døde af smitsom feber, der var brudt ud på et af skibene. Smeathman selv, der skulle have anført rejsen, var blandt de døde. I slutningen af februar måned lettede skibene endelig anker. Da de den 10. maj 1787 nåede frem, var der 380 overlevende tilbage om bord. To uger senere startede regnen. Snart løb provianten ud, og folk måtte sælge alt, hvad de havde af værdi, for at skaffe mad. En del overlevede ved at tilbyde deres arbejdskraft til slavehandlerne på den nærliggende Bunce Island, der fortsat var et driftigt og lukrativt centrum for salg af slaver. Mange bukkede under for tropesygdomme, og ved regntidens slutning var der kun 268 overlevende tilbage. Inden længe kom disse i konflikt med de lokale folk; der udbrød kampe og deres koloni blev brændt ned. Snart ankom der dog nye hold af tidligere slaver til Sierra Leones kyst, blandt disse kreolere fra Jamaica. De grundlagde i 1792 Freetown, som i dag er hovedstad i Sierra Leone. Englænderne gjorde området til en britisk kronkoloni. Et samfund begyndte at tage form. I 1807 blev slavehandel endelig forbudt i England, men det varede endnu hundrede år, før slavehandel også blev forbudt i Sierra Leone. Der kom fortsat grupper af tidligere slaver til Freetown, der udviklede sig til et Babylon af mennesker, med vidt forskellige sprog og kultur. Mange af beboerne i den nye koloni identificerede sig med den europæiske kultur, de kom fra, og følte sig hævet over den lokale vilde befolkning. De dannede en særlig gruppe, kaldet krios. Krioerne samarbejdede med de engelske koloniherrer om administrationen af kolonien og fik på denne måde stor indflydelse. I 1827 etablerede de det første universitet i Vestafrika, Fourah Bay College i Freetown. 15

Siaka Stevens Landudvidelse og hytteskat I 1896 inddrog den engelske kolonimagt områderne bag Freetown i deres besiddelser i en handel med Frankrig, der til gengæld fik kontrol over Guinea mod nord. Dette blev dog ikke gennemført uden hård modstand fra de lokale stammer. Da englænderne besluttede at pålægge alle husholdninger i deres nye område en årlig hytteskat på fem shilling, kom det til væbnet modstand, og først da der blev sendt tropper til kolonien, lykkedes det at nedkæmpe oprøret. 96 personer blev hængt, og briterne besluttede at bevare hytteskatten. Lokale stammer i området gjorde mange gange oprør mod englænderne. Modstanden mod det engelske overherredømme fortsatte gennem det 20. århundrede helt frem til Sierra Leones uafhængighed i 1961. Englænderne besluttede at opdele deres besiddelser i Sierra Leone i to, en koloni og et protektorat, med vidt forskellige rettigheder og lovgivning. Mens Freetown og dermed krioerne som koloni havde en høj grad af lokal styring og magt, kunne englænderne handle, som de havde lyst til i protektoratet i det indre af landet. Her måtte folk betale leje for at benytte deres egen jord og kunne hverken sælge eller købe land, som man kunne i Freetown. De lokale høvdinge blev sat til at være administratorer og skatteindkrævere for kolonimagten. Var en høvding ikke parat til at acceptere disse betingelser, blev han straks afsat og erstattet med en anden, der var villig til at underkaste sig. Begyndelsen til enden Opdelingen af landet i to separate politiske systemer havde den fordel for englænderne, at den skabte modsætninger mellem befolkningerne i de to dele. I 1947 begyndte mange at se landets opdeling som en hindring for en kommende selvstændighed. Efterkommerne af de frigivne slaver, krioerne i Freetown, modsatte sig dog forslaget om én konstitution, der skulle gælde for hele landet. De var bange for at miste indflydelse, da dette forslag først og fremmest blev fremsat af folk fra protektoratet, hvis befolkning nu udgjorde omkring to millioner mod Freetowns 60.000 indbyggere. Men presset voksede. Efter Anden Verdenskrigs afslutning var mange indvandret til Sierra Leone, blandt andre mange libanesere, der hurtigt begyndte at dominere landets handelsliv og vareimport. Også mange europæere kom til Sierra Leone for at søge lykken, og som følge heraf mindskedes krioernes politiske og administrative magt kraftigt. I 1953 blev en ny og samlet grundlov vedtaget for Sierra Leone. Sir Milton Margai, en læge, der havde været en af drivkræfterne bag grundlovens udarbejdelse, blev valgt som Sierra Leones første statsminister. Landet fik indre selvstyre, et parlament og blev optaget i British Commonwealth. I 1957 blev det første valg til parlamentet afholdt. SLPP, der var landets mest populære parti, vandt flertallet i parlamentet, mens Margai med stort flertal blev genvalgt som statsminister. I 1960 afholdes en konference i London, med den hensigt at føre Sierra Leone frem mod selvstændighed. Selvstændighed og undertrykkelse Den 27. april 1961 bliver Sierra Leone selvstændigt. Margai skifter titel til premierminister, og de første år er præget af økonomisk fremgang, først og fremmest baseret på indtægter fra minedriften i landet. Da Milton Margai i 1964 dør, går det dog galt. Man udpeger hans halvbror, Albert Margai, til at efterfølge ham, men han bliver snart upopulær i befolkningen. Han optræder tiltagende autoritært og møder utilfredsheden med magt. Samtidig forsøger han at stække oppositionen, først og fremmest APC og dets leder, Siaka Stevens, idet Margai ønsker at 16

skabe en etpartistat. Da APC i 1967 vinder valget, bliver der en uge senere begået militærkup, og en militærregering dannes. Den får dog en meget kort levetid. I april 1968 iværksættes endnu et militært modkup, og Siaka Stevens og APC bliver genindsat i deres hverv. Siaka Stevens forbliver ved magten de følgende 18 år. Det bliver en periode præget af politisk vold, magtmisbrug og udbredt korruption. Snart omdanner han Sierra Leone til en etpartistat. Hans regering overlever tre påståede kupforsøg, som alle bliver brugt som undskyldning for forfølgelse af den politiske opposition, SLPP, hvis ledere dømmes og henrettes. Stevens tager personlig kontrol over den lukrative drift af landets diamantminer, som på dette tidspunkt indbringer 300 millioner dollars årligt. Ved slutningen af sin regeringstid anslås det, at Siaka Stevens personlige formue er på mindst 500 millioner dollars mens landet selv er på randen af bankerot. Skolelærerne får ikke længere deres løn, og skolesystemet bryder sammen; de unge er henvist til gaderne uden mulighed for uddannelse og arbejde. Mange mener, at disse lovløse år kommer til at danne grundlag for den frygtelige borgerkrig, der få år senere rammer Sierra Leone. Den 80-årige Siaka Stevens overgiver i 1985 magten til sin udvalgte efterfølger, general Joseph Saidu Momoh. Momoh følger snart i sin politiske læremesters fodspor, både hvad angår korruption og politisk forfølgelse af modstandere. I 1987 får han 60 ledende regeringsmedlemmer arresteret, inklusive sin egen vicepræsident, Francis Minah, der kort efter, sammen med fem andre, bliver hængt. En grusom krig I 1991 går en gruppe oprørere under navnet RUF over Liberias grænse og angriber landsbyer i Kailahun-distriktet i det østlige Sierra Leone. Deres leder, Foday Sankoh, er en tidligere korporal fra hæren, der har gennemgået træning I både England og Libyen. Han er støttet og udstyret af Charles Taylor, den daværende liberianske oprørsleder, og senere præsident i Liberia. Det er oprørernes mål at vælte Sierra Leones regering, og de avancerer hurtigt. I løbet af et par måneder har de kontrol over store dele af det østlige og sydlige Sierra Leone, hvor de rigeste diamantforekomster findes. På deres vej plyndrer, voldtager og myrder de civilbefolkningen i de landsbyer, de kommer igennem. Oprørernes taktik er at skræmme 17

civilbefolkningen gennem terror. På deres vej efterlader de sig et blodigt spor af massevoldtægter, lemlæstelser og mishandling af mænd, kvinder og børn. Skønt oprørernes antal i starten af krigen er lille, formår regeringen i Freetown ikke at sætte en stopper for deres fremmarch. Præsident Momohs position er svækket, landet er på randen af økonomisk kollaps som følge af korruption og dårlig ledelse, og hæren er svag og demoraliseret. I 1995, da oprørshæren står få kilometer uden for Freetown, indkaldes en professionel hær fra Sydafrika, der for en pris på 1,8 millioner dollars om måneden (betalt af IMF) bliver sat til at bekæmpe oprørerne. Hæren, der består af lejesoldater fra Sydafrika, Namibia og Angola, er effektiv og presser i løbet af syv måneder RUF tilbage mod Liberias grænse. Der opstår midlertidig fred. I 1992 bliver præsident Momoh væltet ved et militærkup udført af officerer, der er utilfredse med den ineffektive bekæmpelse af oprørerne. I 1997 kommer igen et militærkup. De nye ledere går i forbund med oprørslederen Sankoh. I den kommende periode opstår stadig nye fraktioner både blandt oprørerne og i regeringshæren. Nye politiske alliancer dannes, og fjender skifter navn. Kun et er i disse år sikkert: terror mod civilbefolkningen er altid første middel for alle bevæbnede parter til at opnå magt. Ethvert politisk formål med grusomhederne er for længst glemt og erstattet med personlige ønsker om magt og økonomisk grådighed. 18

FN griber ind I 1999 foranstalter RUF et blodigt angreb på Freetown. Mindst 7.000 mennesker mister livet. Regeringen presses til forhandlingsbordet, og efter seks ugers forhandlinger indgås en fredsaftale. Aftalen indebærer, at oprørslederen Sankoh udnævnes til vicepræsident og får kontrol over landets diamantminer. Fredsaftalen bliver modtaget under protester både nationalt og internationalt, da Sankoh er berygtet for sine ugerninger mod Sierra Leones civile befolkning. FN sender fredstropper til Sierra Leone for at sikre aftalens overholdelse og for at deltage i afvæbningen af oprørshæren. Skønt FN-tropperne i løbet af de næste to år kommer op på 17.500 mand, har de svært ved at opretholde freden i landet og må endda flere gange se deres mandskab udsat for grove overgreb fra oprørernes side. Værst går det, da oprørere tager 500 FN-soldater som gidsler og stjæler deres våben og udstyr. Soldaterne frigives senere efter lange forhandlinger. Operation Palliser I 2002 er situationen i Sierra Leone så alvorlig, at briterne beslutter at sætte tropper ind for at støtte FN-tropperne og gennemføre evakuering af britiske statsborgere. Mere end halvdelen af landet er nu under RUF s kontrol. De britiske tropper udvider dog snart deres mandat, og det lykkes dem hurtigt med støtte fra luftvåbnet og søværnet at presse oprørerne tilbage. Samtidig arbejdes der intenst på det diplomatiske plan for at fjerne al international støtte til oprørerne. 18. januar 2002 erklæres den 11 år lange borgerkrig i Sierra Leone endelig for afsluttet. FN afvæbner 70.000 oprørere, og der tages initiativ til dannelsen af et tribunal, der skal gennemføre retssager mod krigsforbrydere. Mindst 50.000 mennesker har mistet livet under krigen. 80.000 af landets indbyggere har måttet flygte fra deres hjem. Tusindvis skal leve resten af deres liv som handicappede, fordi de har fået arme og ben hugget af. 19

Børnesoldater Helt fra begyndelsen af borgerkrigen bortførte RUF børn og unge, både piger og drenge helt ned til 6-7-års alderen, fra de landsbyer, de angreb. Børnene blev tvunget til at dræbe, hvis de ville overleve i visse tilfælde endda deres egne familiemedlemmer. Børnene blev derefter ført til lejre, hvor de rutinemæssigt blev givet stoffer som kokain, amfetamin og hash, der nedbrød deres modstand og realitetssans og gjorde dem parate til at dræbe. Antallet af børnesoldater var rystende højt. I 1998 bestod en fjerdedel af oprørshæren af børn mange var under 12 år gamle. Mange af de piger, der blev bortført, blev tvunget til at arbejde som husog sexslaver for soldaterne. Ved krigens slutning etablerede UNICEF og flere andre internationale organisationer rehabiliteringslejre for børnesoldater. Mange børn og unge havde ingen mulighed for at vende hjem til deres familier, der enten var døde eller afviste kontakt på grund af de grusomheder, deres børn havde deltaget i. Mange af de bortførte piger, der havde været tvunget til at arbejde som sexslaver, havde fået børn og blev derfor betragtet som urene. UNICEF iværksatte et 10-måneders træningsprogram for unge mellem 12 og 18 år med det formål at give dem basale kundskaber inden for læsning og regning. Samtidig blev de tildelt en mentor, der skulle forestå den medmenneskelige rehabilitering. Børn under tolv tilbragte mindst tre måneder på centrene, hvorefter de blev hjulpet tilbage til deres familie eller placeret hos plejeforældre. Bloddiamanter Bag alle de politiske manifester og udtalte modsætninger mellem parterne i den 11 år lange borgerkrig lå én faktor, der mere end noget andet igangsatte og vedligeholdt krigen: diamanter. Sierra Leones diamanter er af den højeste kvalitet og meget efterspurgte på 20

verdensmarkedet. Indtil 1984 havde DeBeers, et verdensomspændende firma, der dominerer diamantmarkedet, kontrol over Sierra Leones diamantudvinding. Da deres koncession udløb, fik regeringen kontrollen over udvindingen, men dette medførte ikke øgede indkomster til staten snart blev næsten alle diamanter fra Sierra Leone solgt på det illegale marked. Overskuddet fra salget gik i lommerne på statsledere og private investorer. Det var mineområderne i det nordlige og østlige Sierra Leone, der var målet for oprørernes første angreb. Diamanterne udstyrede oprørshæren med våben og udstyr og skaffede støtte fra Liberias oprørere, der også var interesserede i en bid af rovet. Fred FN s fredsbevarende styrker forblev i Sierra Leone frem til 2005 og blev i 2008 erstattet af en fredsmission, der har arbejdet med at opbygge de civile institutioner og med at resocialisere de mange tusinde tidligere soldater fra oprørshæren. Efter afslutningen på krigen er der blevet oprettet en sandheds- og forsoningskommission efter sydafrikansk forbillede. Man fører ofre og gerningsmænd sammen og forsøger at skabe en dialog. På denne måde prøver man at løse de mange konflikter, der opstår, når ofre fra krigen skal lære at leve sammen med de soldater, der har dræbt deres familie og venner. I mange tilfælde vendte tidligere oprørere tilbage til deres landsbyer, hvor de under krigen havde deltaget i grusomheder mod deres naboer. Landet gennemførte i 2007 det tredje demokratiske valg i træk. Ernest Koroma vandt præsidentvalget, og hans parti, The All People s Congress, fik flertal i parlamentet. Valget markerede samtidig den første fredelige magtoverdragelse i Sierra Leones historie. 21

Livet og arbejdet Et fattigt land Sierra Leone er et af de tre fattigste lande i verden ifølge FN s Human Development Index. 46 procent af befolkningen er kronisk underernærede, og 70 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen på en dollar om dagen. Den gennemsnitlige levealder er 48 år, og børnedødeligheden er en af verdens højeste. Landets økonomiske situation var allerede før borgerkrigen alarmerende, og de 11 års kaos, der fulgte, ødelagde alle landets institutioner. Det nye statsapparat, der er opbygget efter krigen, er skrøbeligt, og præsident Koroma, der i sine valgløfter erklærede krig mod korruptionen, har ikke holdt, hvad han lovede, og er derfor tiltagende upopulær i befolkningen. På trods af begyndende tegn på økonomiske fremskridt er Sierra Leone fortsat et land, der på trods af fantastiske naturressourcer har en af verdens fattigste befolkninger. Ressourcer Sierra Leone har store ressourcer, særlig af diamanter i den østlige del af landet. Den største del af arbejdet i minerne udføres med håndkraft; diamanterne ligger lige under jordens overflade, og enhver med en skovl og en si kan i princippet grave efter dem. Mindst 150.000 mennesker arbejder i minerne. Der eksporteres årligt diamanter for en værdi af 141 millioner dollars, men landets udbytte er lille, kun tre procent af indtægterne tilfalder staten. Sierra Leone har også guldminer, og landet er en af verdens største producenter af bauxit og af titandioxid, der bruges inden for farveindustrien. Infrastruktur og medier Sierra Leones vejnet består primært af jordveje, kun otte procent af vejene er asfalterede. Dette gør transport i regntiden vanskelig eller umulig. Landet har én international lufthavn, Lungi Airport, der ligger i nærheden af Freetown. Radioen er det mest populære massemedie. 85 procent af befolkningen har adgang til en radio. Der eksisterer nogle få stationer, der dækker hele landet, resten af de mange radiostationer er lokale stationer, der drives kommercielt. Tv er ikke almindeligt tilgængeligt uden for de store byer, kun 26 af hver hundrede indbyggere har mulighed for at se tv. Der er adgang til internettet i Freetown og andre store byer, men kun de færreste leonere ejer en computer. Skal man til Sierra Leone, gør man klogest i 22

at medbringe kontanter. Ikke engang i Freetown er der hæveautomater. Mens fastnettelefoni ikke er almindelig kun fire husstande ud af hundrede har fastnettelefon, er mobiltelefoni i eksplosiv vækst i Sierra Leone som i mange andre tredjeverdenslande. Der udgives 15 daglige aviser i landet, men uden for Freetown læses de stort set ikke; i Sierra Leone er 65 procent af den voksne befolkning analfabeter. Sierra Leones grundlov garanterer ytringsog pressefrihed, men myndighederne holder skarpt øje med medierne og har ikke altid respekteret disse friheder. Freetown Sierra Leones hovedstad, Freetown, ligger smukt placeret i en bugt ud mod Atlanterhavet, omgivet af bjerge. Der bor omkring en million mennesker i byen. I de gamle kvarterer kan man fortsat se huse i kolonistil, og byens gader bærer navne som Wellington Street, Liverpool Street og Parliament Road. Også navnene på byens forskellige kvarterer fortæller historie: Congo Cross, hvor frigivne slaver fra Congo slog sig ned; Cline Town, hvor tidligere hausa-slaver bosatte sig, og Kroo Town, der var hjemsted for Kru-fiskere fra Liberia. Midt i byen, tæt på parlamentsbygningen står byens berømte og ældgamle bomuldstræ. Det var under kronen på dette træ, de frigivne slaver, der grundlagde Freetown, slog sig ned, da de ankom. Erhverv To tredjedele af Sierra Leones befolkning ernærer sig ved landbrug. Den største del af landbrugsproduktionen er rettet mod eget forbrug. 80 procent af bønderne dyrker ris, som er den vigtigste afgrøde i landet. I Kailahun og andre områder mod øst dyrkes kakao og kaffe. Disse produkter eksporteres som råvare. Der eksporteres også en del palmeolie til nabolandene, og internationale firmaer er blevet interesserede i dette produkt, da det kan benyttes til biobrændsel. Teknisk set ejes al jord af de lokale høvdinge, der har retten til at administrere, hvem der skal tildeles brugsret til et jordstykke. Kun få steder i landet er der adgang til elektricitet. Dette anses for at være den vigtigste hindring for økonomisk udvikling. Mange indbyggere med højere uddannelse flygtede fra Sierra Leone under borgerkrigen. De er ikke vendt tilbage, og der er derfor mangel på læger og andre højtuddannede. 23

Et smukt land Klima Sierra Leone har tropisk klima med høj luftfugtighed og temperaturer mellem 26-36 grader. Regntiden falder fra maj til november, resten af året er tørt. Regntiden bringer store vandmasser med, langs kysten kan der falde 5000 mm. Jordvejene omdannes til ufarbare mudderhuller. I den tørre tid blæser harmattanen, en kold, tør vind, der medfører store mængder sand fra Sahara og får nattemperaturen til at falde til 16 grader. Geografi Sierra Leones tre regioner består af kyst, slette og højland. Kyststrækningen, der er et par hundrede kilometer bred, er et relativt fladt område med mangrovesump. Mangrove er et kompliceret og skrøbeligt økosystem, hvor træarter tilpasset det høje saltindhold vokser i mudderet i de sumpede kystområder. Træerne beskytter kystlinjen og giver mulighed for en rig og varieret dyre- og fiskebestand. Sierra Leones mangrove er under pres på grund af den saltudvinding, den lokale befolkning udfører i området. De skraber det øverste saltrige lag af mangrovemudderet og koger det derefter ind. Udvindingen kræver meget brændsel og har medført fældning af store områder af mangroven. Det indre Sierra Leone er en lavtliggende slette med mange sumpområder. Tidligere var området helt dækket af regnskov, der dog i dag i vid udstrækning er fældet for at give plads til landbrug. I løbet af de seneste 24

20 år er mere end 12 procent af Sierra Leones regnskov forsvundet. Først i 2002 fik landet et statsligt program for landets skove, der under borgerkrigen var udsat for store ødelæggelser på grund af illegal skovfældning. Manglen på energi medfører, at befolkningen fælder store områder skov for at dække behovet for brænde. 95 procent af den regnskov, der for hundrede år siden dækkede Sierra Leone, er i dag forsvundet. Myndighederne har nu indført totalt forbud mod eksport af tømmer fra landet. Den nord- og østlige del af Sierra Leone består af højland med bjerge og sletteområder. Det er i denne del af landet, de store forekomster af diamanter findes. Dyreliv Der er registreret 938 forskellige dyrearter i Sierra Leone. På trods af landets navn er løver dog ikke mere en af disse. På grund af landets varierede landskab er diversiteten inden for dyrelivet stor. Der lever tre forskellige typer af krokodiller i de mange sumpområder. Her finder man ligeledes den store flodhest og dværgflodhesten. I havet ud for Sierra Leone lever havskildpadder, der kravler i land på øerne ud for Freetown for at grave deres æg ned i sandet. I landets tilbageværende skove har 15 forskellige abearter deres levesteder. Den største art, chimpanserne, er her i modsætning til i resten af Vestafrika vokset i antal gennem de seneste år. Der er oprettet flere beskyttede områder specielt til chimpanser, og ifølge landets love er det nu forbudt at indfange og holde disse aber som kæledyr. Overtrædelse kan medføre op til fem års fængsel. Engang levede der mange elefanter i Sierra Leone, men borgerkrig og træfældning har næsten udryddet bestanden. Man regner med, at der i dag fortsat findes en del skovelefanter i de nordlige skovområder. Skovelefanter er mindre end de elefanter, der lever på savannen i Afrika. Det største kattedyr i landet er leoparden, der dog sjældent ses, da den er sky og kun jager om natten. 25

Mennesker i Sierra Leone De mange folk Sierra Leones befolkning udgøres af omkring 20 forskellige stammer. På trods heraf og på trods af borgerkrigen ser man ikke alvorlige modsætninger og konflikter i forholdet mellem de forskellige stammer. Det er almindeligt, at mennesker fra forskellige stammer gifter sig med hinanden. De største og mest dominerende befolkningsgrupper i landet er temne-folket (35 procent) og mende-folket (31 procent). Temne-folket bebor først og fremmest de nordlige områder af Sierra Leone, mens mendefolket, der for omkring to hundrede år siden indvandrede fra Liberia-området, dominerer i den sydøstlige del. Et tredje folk, limba-folket, der i dag udgør omkring otte procent, er efterkommerne af Sierra Leones oprindelige befolkning. Ti procent af Sierra Leones indbyggere er krio efterkommere af de frigivne slaver, der i sin tid blev sendt tilbage til Afrika. De bor først og fremmest i Freetown og omliggende kystbyer. Sprog Landets officielle sprog er engelsk, som tales i skolerne, i administrationen og i de landsdækkende medier. Uden for de største byer er det dog kun enkelte, der behersker dette sprog. Bortset fra de lokale sprog, som tales af de enkelte etniske grupper, er det krio, der er landets fælles sprog. Krio er en blanding af det engelsk, som de frigivne slaver fra Jamaica bragte med sig til Sierra Leone, og de lokale temne- og mende-sprog. I kirker og moskeer er der altid to personer, der taler til forsamlingen: én på engelsk og én på det lokale sprog. Styreform Sierra Leone er en republik med en demokratisk valgt præsident og et parlament. Landets statsoverhoved er Ernest Koroma, valgt i 2007. De hemmelige selskaber Hemmelige selskaber er i Sierra Leone, som i andre lande i Vestafrika, en magtfuld faktor i samfundslivet. Næsten alle leonere, bortset fra krioerne, er medlemmer af et hemmeligt sel- 26

skab. Selskaberne knytter ikke blot de enkelte medlemmer tæt sammen, men udgør også forbindelsen til forfædrene og den sierra-leonske kultur. Der er flere forskellige hemmelige selskaber, men de mest magtfulde er Poro, som er en organisation for mænd, og Sande, der er kvindernes organisation. Disse selskabers oprindelse rækker langt tilbage, til tiden længe før europæernes ankomst. For at blive fuldgyldige medlemmer af samfundet skal alle unge mænd og kvinder indtræde i det lokale poro- eller sande-selskab. Kun der kan de finde beskyttelse mod de onde kræfter, der lurer i naturen og åndeverdenen, da det er lederne i de hemmelige selskaber, der har magt og mediciner, der kan skræmme ånder og vilde dyr væk. Samtidig danner selskaberne kraftfulde sociale netværk mellem sine medlemmer, der kan fremme den enkeltes muligheder og karriere. Billetten til medlemskabet er for begge køns vedkommende omskæring. De unge drenge og piger tages til et hemmeligt og isoleret indelukke i skoven, hvor de omskæres og indvies i voksenopgaver og hemmelige ritualer, danse og sange. Opholdet kan strække sig over mange måneder. Pigerne oplæres til at blive gode mødre og koner; de får undervisning i vævning, madlavning og kurvefletning. Drengene trænes i udholdenhed og fysiske konkurrencer. Ved opholdets afslutning vandrer de unge i procession rundt i byen, iklædt nyt tøj og smykker. De er nu fuldgyldige medlemmer af samfundet og parate til at blive gift. Det er de kvindelige ledere af selskabet, der udfører omskæringerne af pigerne, som foregår på jorden med usterile barberblade og uden bedøvelse. Mange piger forbløder eller får komplikationer på grund af infektioner. Senere i livet vil mange omskårne piger få fødselskomplikationer på grund af ardannelser i underlivet. Næsten alle piger i Sierra Leone omskæres fortsat i den tidlige pubertet. Piger, der ikke er omskårne, har kun små chancer for at blive gift. Dette er en af årsagerne til, at mødre fortsat betaler omskærerne store pengesummer for at indvie deres døtre. I Sierra Leone er omskæring tilladt ifølge loven, og pres fra internationale organisationer for at få forbudt omskæring af piger har indtil nu ikke vundet gehør. Alt, hvad der foregår i poro- og sande-selskaberne, er dybt hemmeligt, og ingen indviet må nogensinde tale om det. Overtrædes forbuddet, vil frygtelige sygdomme og ulykker ramme. Dette sætter en effektiv stopper for, at problemet omkring kvindelig omskæring kan komme til debat i offentligheden. De hemmelige selskabers magt De hemmelige selskaber har stor magt og indflydelse på både kulturelt og politisk niveau. Før kolonitiden var de fleste høvdinge samtidig ledere af de hemmelige selskaber, med magt over såvel den fysiske verden som åndeverdenen. Også i nutidens Sierra Leone benytter politiske ledere sig af de hemmelige selskaber. Ved at give og modtage støtte fra de lokale selska- 27

ber skaber nutidens politikere sig en platform, der kan holde dem ved magten. Det sociale kaos, der opstod som følge af borgerkrigen i landet, hvor flere hundred tusind mennesker måtte flygte fra deres landsbyer, har yderligere styrket selskabernes stilling. Genopbygningen af lokalt baseret styre har, i mangel af kvalificeret politisk organiseret aktivitet, været lagt i hænderne på de traditionelle ledere af poro- og sande-selskaberne. Flere steder har adgangen til land været betinget af tvungen indvielse i et hemmeligt selskab. Tvungen indvielse og omskæring er et ikke ukendt magtmiddel. Mange piger og drenge bortføres fra deres forældre og tvinges til at lade sig omskære. Der har ligeledes været mange rapporter om hændelser, hvor muslimske imamer og folk fra indvandrede stammer er blevet tvunget til at lade sig indvie til den lokale kult. I 2006 angreb poro-selskabets medlemmer i Kailahun en moské, hvor imamen havde talt imod hemmelige selskaber. Mange blev såret, og en del muslimer blev bortført og indviet med vold. De hemmelige selskaber er først og fremmest en magtfaktor i det indre af Sierra Leone. Den vestlige del af landet, der oprindeligt udgjorde koloniområdet, er fortsat beboet af et stort mindretal af krioer efterkommerne af de frigivne slaver som ikke har nogen tradition for at indføre deres børn i hemmelige selskaber. Skønt disse selskaber er hemmelige, er de i høj grad synlige. Ved vigtige begivenheder i selskabet manifesterer medlemmerne sig i gadebilledet, hvor de vandrer i procession gemt bag frygtindgydende masker og dragter. De slår på trommer og synger rituelle sange. Men der er ikke nogen feststemning omkring dem. Alle ikke-medlemmer skal straks forsvinde inden døre hvis de ikke vil udsætte sig selv for overlast. Masker I sande-selskaberne bærer de kvindelige ledere masker. Dette er helt specielt, idet masker alle andre steder i afrikansk kultur er en maskulin udsmykning. I forbindelse med pigers indvielse går soweierne de kvindelige ledere af de hemmelige selskaber tre gange i optog iklædt sowo hjelmmasker og med resten af kroppen dækket af en dragt af bastfibre. Soweien er ansvarlig for frugtbarheden og skal beskytte mødre og børn. Hun er blandt de ældste i lokalsamfundet og har kraft til at kommunikere med ånderne. Det er hende, der leder de unge gennem indvielsesritualets mange trin. 28