[- Nyt fra Februar 2014]

Transkript

1 [- Nyt fra Februar 2014] Af Mette Alex Bjergbæk Klausen, udsendt af Mission Afrika [NB. Alle kan tilmelde sig vores åbne nyhedsbrev Dagbog fra Sierra Leone. Nyhedsbrevet bliver sendt ud én gang om måneden direkte til din mailboks. Du må meget gerne opfordre interesserede til at sende en mail til: Kære alle, Bo Landsbyen genlyder af trommer. Nogle gange er de tæt på, andre gange synes de længere væk. Der er mange forskellige trommer og de bevæger sig rundt i natten. Der bliver hujet, sunget og råbt. Det er måneskin. Månen er næsten fuld, og lyset fra den er så kraftig, at man kan se langt omkring. Vi ligger i telt på kirkens område. Det er svært at sove. Måske på grund af månelyset, eller også er det trommerne, som konstant veksler i rytme. Det er mennesker i ekstase. Natten er levende. Vi ved udmærket, at dette natteliv er hemmeligt. Det er ikke noget for os. Nok må vi høre, men vi må ikke komme for tæt på. Der er regler, når de hemmelige samfund holder optagelse af nye medlemmer. Samfundene er hemmelige og alle medlemmer er bundet til en ed, så de ikke kan dele Trommespil forbindes med den traditionelle kultur. De første missionærer bandlyste trommerne, men siden har de fået lov at komme ind i kirken, som en naturlig del af den Sierra Leonske kultur 1

2 oplysninger om, hvad der egentlig foregår. Men selv på afstand kan vi høre, at det der sker i landsbyen har en ganske særlig kraft, som tryllebinder de mennesker, der deltager. Muligvis bliver der drukket en masse palmevin, muligvis er euforiserende stoffer indblandet i ritualerne, men samfundene kan af sig selv kan gøre mennesker berusede, ekstatiske, når de bevæger sig rundt i natten. De hemmelige samfund samles i vildmarken. Deres hellige områder er lukket for uvedkommende og med mindre man er indviet, ved man ikke hvad der foregår bag murene. Her er indgangen til ét af de hellige områder, som tilhører Poroh samfundet. Vores kollega-præst er bekymret. Hans søn på 15 år stak af for at blive optaget i et af de hemmelige samfund, som binder mende-folket sammen. Samfundet kaldes Poroh society. Stavemåden er forskellig, hver gang man spørger. Men vi kan heller ikke få lov at kommet tættere på. Stort set alle er medlemmer af samfundet. De bliver oftest optaget som helt unge. En del af optagelsen kræver, at man skal tilbringe én eller flere måneder i bushen. Her skal man lære at klare sig og blive en rigtig mand. Men man skal også lære sin plads at kende. Der er et hierarki en hellig orden i samfundene, som man ikke kan bryde. Det er svært for os at vide, hvorfor vores kollega-præst er bekymret. Hvori ligger bekymringen? Han fortæller, at han har advaret sin søn og fortalt ham, at han ikke vil have, at han deltager i ceremonierne. Men til trods for advarslerne valgte sønnen alligevel at stikke af om natten. Mener præsten, at det er forkert at lade sig optage? Han er jo selv medlem ligesom i øvrigt de fleste af præsterne, hvis ikke alle præsterne, ved stiftet. Synes han, at det er for tidligt og at hans søn endnu ikke er moden nok til at træffe den store beslutning? Det er normalt, at man bliver optaget som barn eller helt ung. Man er stadig ikke moden og derfor er man også let at manipulere. Eller frygter præsten den udnyttelse, som også er en del af de hemmelige samfund, hvor de laveste i hierarkiet forventes at betale pengegaver og ydelser til medlemmer, som højere oppe i hierarkiet? 2

3 Vores kollega-præst forsøgte at rede trådene ud den følgende dag. Det lykkedes ham dog ikke at få stoppet sin søn og vi kunne mærke på ham, at han var beklemt ved hele situationen. De hemmelige samfund er en del af Sierra Leones kultur og i det hele taget religiøse liv. Der er flere forskellige samfund, som har hver deres karakteristika. Indimellem ser vi dæmonerne danse i gadebilledet. Det er forbudt at tage billeder under disse processioner og man skal være opmærksom, så man ikke kommer til at gøre noget forkert. I virkeligheden er det bedst at undgå disse processioner, men indimellem kommer de pludseligt, så man nærmest kan føle sig fanget. Dæmonerne bærer masker og mennesket, som gemmer sig bagved er skjult af strå og stof. Børnene løber skrigende bort, når de kommer i gadebilledet. Men der er også noget uhyggeligt, skræmmende og ukontrollabelt over hele situationen. Det er jo ikke til at vide, hvad mennesker i ekstase kan finde på. Særligt i den tørre tid, når høsten er kommet i hus, er dæmonerne synlige i gadebilledet. Vi har ikke helt fundet ud af, hvorvidt samfundene er primært religiøse eller primært kulturelle. Men der er ingen tvivl om, at der også er noget religiøst forbundet med disse samfund. Mennesker bliver tryllebundet af dæmonerne og ritualerne og i sidste ende er det frygten, som binder det hele sammen. På den måde er samfundene i en diametral modsætning til kirkens budskab, det glædelige budskab, som overvinder mørket og frygten for døden. Den anglikanske kirke har ikke nogen officiel holdning til de hemmelige samfund. Man er hverken kold eller varm, måske bare lunken. I virkeligheden er det nok også det bedste, i hvert fald lige nu, hvor der er nok at kæmpe med i kirken. Andre missioner har valgt at være kritiske overfor samfundene, hvilket har resulteret i konflikter. Hvis en kirke stiller sig på bagbenene og kritiserer, så vil den ikke få en chance i lokalsamfundene, fordi de hemmelige samfund har en enorm magt, som de absolut ikke ønsker at dele med andre. Da vi var på visitation i et af lokalsamfundene fik vi at vide, at en bestemt muslimsk mission, Ammadiya, var blevet forment adgang til området, fordi de taler imod de hemmelige samfund. Vores egen kirke har også oplevet konflikter med hemmelige samfund. Rev. Austin, vores nærmeste kollega, og Canon George, som er formand for vores missionsafdeling, var engang i direkte konflikt med et af samfundene i Kenema, landets tredje største by. Hunter-samfundet, som først og fremmest eksisterer blandt krio-folkene (de frigivne slaver) ville have deres dæmon med ind i kirken til en begravelse. Da canon George og rev. 3

4 Austin modsatte sig dette blev de truet på livet. De fleste af kirkegængerne blev bange og stak af, men vores to brave præster fortsatte begravelsesceremonien. Senere på dagen vendte samfundet tilbage med en større gruppe, men heldigvis kunne de ikke genkende vores to præster. Det fortæller alt sammen, hvor stor magt samfundene har, en magt som i sidste ende også har indflydelse på både kirker og moskeer. Mænd og kvinder har hver deres samfund. De er bygget op omkring en lang række regler, uskrevne regler, som er vanskelige at gennemskue. Mende kvinderne samles omkring det såkaldte Bondo-samfund. Her bliver de unge kvinder trænet, så de kender deres plads og lærer deres kultur bedre at kende. Der bliver til stadighed praktiseret omskærelse af piger, hvilket er et stort problem særligt i landområderne. Udover den tortur, det er, så foretages omskærelsen med beskidte redskaber, hvorved der bl.a. kan overføres HIV. Vores bolig ligger tæt på en af Bondosamfundets ledere. Ofte bliver natten afbrudt af skænderier. Når to eller flere kvinder er kommet op at tottes, bliver konflikten præstenteret for Bondo-lederen, som er med til at træffe en afgørelse og i det hele taget få gemytterne ned. Når vi har været på visitationer, er vi ofte blevet forundret over det gode forhold der eksisterer mellem muslimer og I Bondo-samfundet lærer kvinderne den traditionelle kultur at kende og også de traditionelle danse. Her er der underholdning i kirken, hvor den traditionelle dans vises frem under stor begejstring. kristne. Hvad er det, der kitter samfundet sammen, så Sierra Leone i modsætning til mange af de andre lande i Vestafrika ikke lider under religiøse konflikter? Hvad er det for en mirakelkur? Svaret skal muligvis findes i de hemmelige samfund, som gennemsyrer både det kristne og det muslimske miljø. Problemer får sjældent lov at udvikle sig, fordi de løses i de hemmelige samfund, hvor både muslimer og kristne er samlet omkring fælles ritualer (fælles kultur?). På den måde er der noget, som faktisk kitter hele samfundet sammen og ikke tillader fundamentalismen adgang. Spørgsmålet er bare, om det nu også er en mirakelkur? I hvert fald er der væsentlige bivirkninger ved kuren, 4

5 bl.a. fordi samfundene ikke kun er kulturelle samfund, men også har et religiøst islæt og en trælbinding af medlemmerne, som i hvert fald ikke passer til den kristne forkyndelse. Store udfordringer venter de kommende præster, som bl.a. skal finde en måde at forholde sig til den lokale kultur, uden at træde nogen for meget over tæerne og samtidig bevare en god kristen etik. Det kræver grundig undervisning. Her underviser Mette to af de kommende præster på vores veranda. Forleden dag talte jeg med Steven om de hemmelige samfund. Han er en ung mand på 24 år, som studerer teologi og samtidig hjælper os i huset. Jeg spurgte ham, om han var medlem af Porohsamfundet. Han grinede lidt forlegent og fortalte, at han endnu ikke var blevet optaget. Nu vidste han faktisk ikke, om det ville bedst for ham at lade sig optage. Hans onkel presser på, men hvad med kirken? Hvad med biskoppen? Jeg kunne naturligvis ikke tale på biskoppens vegne og foreslog, at han drøftede det hele med biskoppen. Hvis en præst ikke selv er en del af det hemmelige samfund, vil han heller ikke blive anerkendt i lokalsamfundet. Det er et stort dilemma, for samtidig vil det heller ikke sømme sig for en ordineret præst at deltage i ritualer, der direkte strider imod det kristne budskab. Hans dilemma er tydelig og tiden er ved at løbe fra ham. Om to år bliver han muligvis ordineret til diakon, om alt går vel. Spørgsmålet er, hvor langt vi kan gå som kristne, når vi skal forkynde det glædelige budskab, hvor meget vi må tilpasse os lokale traditioner og i hvor grad vi som kristne skal udgøre et kontrastsamfund. Kirken er tydeligvis bange for at tage debatten. Forståeligt nok, for vi har ikke mange stærke, veluddannede præster, som kan stå fast, når bølgerne går højt. Hvis man læser i 1. Korintherbrev, kan man måske finde lidt vejledning hos Paulus. Derfor vil jeg afslutte dette måneds nyhedsbrev med et citat: 5

6 Skønt fri og uafhængig af alle har jeg gjort mig til alles tjener for at vinde så mange som muligt. For jøderne er jeg blevet som en jøde for at vinde jøder. For dem, der lever under loven, er jeg blevet som en, der står under loven, for at vinde dem, selvom jeg ikke er under loven. For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov, for at vinde dem, selv om jeg ikke er uden Guds lov, men er under Kristi lov. Jeg er blevet svag for de svage for at vinde de svage. Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen. Alt gør jeg for evangeliets skyld for selv at få del i det (1. Korintherbrev 9:19-23) Hvis vi som kirke er for kritiske, kommer vi aldrig tæt nok på til at kunne påvirke, samtidig skal vi heller ikke så tæt på, at vi bliver en del af det. Vi skal ikke bare anerkende eller stiltiende acceptere de misbrug, der også foregår i de hemmelige samfund. Men hvordan griber vi det an? Vores overvejelser fortsætter og vi håber, at vi i fremtiden vil få større klarhed om betydningen af samfundene og hvordan vi som kirke skal forholde os til dem. Guds Fred, Mette og Alex 6