vrede er mit mellemnavn

Lisbeth Zornig Andersen vrede er mit mellemnavn Gyldendal

1971-72 Solen skinner, da jeg vågner næste morgen. Det er sommer og varmt. Og rækkehuset, vi sover i, dufter nyt af maling og træ. Mine brødre og jeg sover i to køjesenge i det samme værelse, og som sædvanlig ligger René og jeg nederst i hver sin køjeseng. Jeg har i søvnen glemt, hvorfor jeg ligger her, men i takt med at jeg bliver mere vågen, husker jeg turen med den fremmede mand i bilen og mor ved hans side. De snakkede hele vejen. Mor var glad i stemmen og fortalte os, at hun og Jan havde mødt hinanden gennem en kontaktannonce, og at vi skulle starte på et helt nyt liv, med ny skole til drengene og med hus og have. Mine brødre sover endnu. Jeg lister ud af værelset og begynder lige så stille at udforske huset. Det har to soveværelser, køkken, toilet med bad og en stor stue. Og så er der en lille have foran stuen. Jeg går ud i haven. Det er dejligt, at man kan det. Til hver side ligger der små haver adskilt af høje hække. Jeg går ind i huset igen og åbner døren til et værelse, hvor mor og min nye far, Jan, ligger. Jeg kigger lidt på dem og går tilbage og vækker mine brødre. Jan er murer, men arbejder ikke. Han er stor og rund. Ikke tyk, bare rund. Med runde kinder, kraftige arme og ben med masser af hår overalt, brede hænder og et stort hoved med bakkenbarter helt ned til hagen og dybtliggende øjne, der kigger ud gennem nogle meget kraftige øjenbryn. Både bakkenbarter og øjenbryn er mere røde end hans store og viltre hår. Det er, som om han skuler, og når han er fuld, er det endnu værre. Jeg er meget bange for hans øjne. Det bliver hurtigt hverdag med Jan. Der er regler, og de skal overholdes. Hvis ikke bliver bukserne trukket ned, og vi bliver lagt hen over hans skød og slået i numsen. Jeg er god til at forstå reglerne. Mine brødre er mindre gode til det, og især Tonny kommer til at bryde reglerne igen og igen. For eksempel må vi ikke tale sammen, 29

når vi spiser. Det skal foregå i absolut tavshed. Mor og Jan taler heller ikke sammen. Det hedder madro. Den eneste lyd, der høres, er lyden af tv et for enden af bordet. Jan sidder for den anden ende af sofabordet, hvor vi spiser. Og det er ham, der bestemmer, hvor meget vi må spise og hvad. Og vi skal spise op. Det er strengt forbudt at levne. Hvis vi gør det, bliver vi straffet og smidt i seng. Og så får vi serveret det, vi ikke spiste, til næste måltid. Når mine brødre bliver slået, græder jeg. I takt med at vi lærer Jan at kende, begynder mine brødre at forhandle med hinanden om, hvem der skal tage skylden for ting, som Jan opdager. Det er tit Tonny, der tager skylden og tæskene. Som regel er det aftalt, men oftere og oftere sker det, at især René vælger at give Tonny skylden, selvom det ikke er aftalt. René er god til at forklare sig. Det er Tonny ikke. Så Jan tror som regel på Renés forklaring. Michael er den, der efterfølgende taler med René og Tonny om, hvad der er rimeligt, og får som regel også René og Tonny til at blive venner igen. Michael er en rigtig storebror. Han bestemmer, for han er den ældste, stærkeste og klogeste. Det er aldrig mor, der slår. Men hun forsvarer os heller ikke. En dag går det helt galt. Tonny har fundet fem kroner på bordet i stuen og går hen til købmanden og køber en stor pose Big Benkarameller for dem. René og Michael har set ham komme gående på vej tilbage med posen, og René løber hjem til huset, mens han råber, at Tonny har stjålet nogle penge, som han har købt slik for. Jan og mor bliver vrede. Jan siger, at Tonny har taget de sidste fem kroner, han havde tilbage, som han skulle bruge til bussen for at kunne komme ind og stemple. Tonny kommer glædestrålende gående ned ad havegangen med posen i hånden. Jan går ham hurtigt i møde. Han trækker ham ind i huset ved håret, hvorefter jeg hører voldsomme klask, når Jans hænder rammer Tonnys balder. Der går lang tid. Længere end normalt. Tonny skriger og råber undskyld igen og igen. Efter lang tid kommer han ud igen med karamelposen i hånden. Rødøjet og snøftende. Han kigger ikke på os, men går bare ned ad havegangen. Han er på vej tilbage til købmanden for at få ham til at tage karamellerne igen, så Jan kan få sine fem kroner. 30

Tonny er syv år gammel. Han ligner ikke os andre, og han opfører sig anderledes. Underligt. Han tænker sig ikke om og har meget svært ved at lære noget som helst. Han har fars smilende øjne, men ellers ser han meget anderledes ud. Hans hoved er æggeformet, og han smiler det meste af tiden. Tonny kommer glad tilbage med de fem kroner. Jeg undrer mig over, at han kan få alle pengene tilbage, når han nu har spist af karamellerne. Og så tager Jan af sted til Køge for at stemple og hente penge. Vi mangler altid penge, og Jan og mor forsøger at spare på alt. For eksempel har de købt tre kæmpestore vinballoner, der står på gulvet. Af og til giver flaskerne en lyd fra sig. Et blop. I den brygger de vin, så de har noget at drikke. Og cigaretterne er hjemmerullede, fordi det også er billigst. Mor laver cigaretter med filtre, ligesom de gør det hjemme hos mormor og morfar. Men Jan bruger en lille bitte maskine med to ruller og en rød måtte, som er trukket hen over rullerne. Jeg synes, der er sjovt at se ham gøre det, og jeg har også engang fået lov at prøve. Da sad han bag mig med sine hænder og arme omkring mig for at styre mine bevægelser. Han lugtede af vin og cigaretter, og hans ånde var varm og sur. Hans bakkenbarter kradsede, så det gjorde ondt på min ene kind, og jeg forsøgte at gøre det hurtigt for at slippe væk fra ham. Det endte med, at cigaretten faldt helt fra hinanden, da jeg åbnede måtten og rullerne. Jan grinte og sagde, at vi måtte øve os noget mere. Nu vil han altid have, at jeg skal slikke på papiret, mens han holder måtten. Jeg har ingen legekammerater og leger med mig selv, når mine brødre er i skole. En dag kommer de spurtende ind ad havegangen, mens de råber, at de bliver forfulgt af nogle store drenge fra skolen. Jeg sidder udenfor og graver i jorden med en ske. Det er sommer, jeg er fem år og nøgen, bortset fra de træsko, jeg har på. Mor og Jan sidder udenfor på terrassen. Kort tid efter står der en lille gruppe drenge ude på fortovet og råber til mine brødre, at de er nogle kyllinger, og at de skal komme ud og få nogle tæsk. Jeg forstår ikke, hvorfor Miwww.gyldendal.dk * www.facebook.com/forlagetgyldendal * www.twitter.com/gyldendal 31

chael ikke går ud og får dem til at gå væk. Jeg bliver vred og vil have dem til at forsvinde. Så jeg løber hen ad havegangen til drengene, og da jeg når frem til dem, tager jeg min ene træsko af og slår den nærmeste dreng i ansigtet med hælen. Jeg rammer ham på næsen, så den begynder at bløde. Det får drengene til at forsvinde, og da jeg går tilbage ad havegangen igen, bliver jeg hyldet af mine brødre, mor og Jan. Mor og Jan drikker og er fulde næsten hver dag. Der kommer næsten aldrig gæster på besøg, og mor og Jan skændes meget. Indimellem kommer farmor Jans mor. Hun gør altid rent, når hun er hos os, og så laver hun dejlig mad. En dag kommer far og besøger os. Han har sin nye kone med. Anita er 18 år og meget smuk. Hun har mørkt, bølget hår og de hvideste tænder, man kan forestille sig. Hun har fregner, bløde læber og nogle søde tænder. Hun har store, brune, smilende øjne, og så dufter hun dejligt. Anita hverken ryger eller drikker, og så har hun meget smukt tøj på. Jeg er vild med Anita. Og jeg kan mærke, at hun også kan lide mig. Anita er fra Sydhavnen og har fire søstre. Anita er den yngste. Hendes mor hedder Nancy. Nangsy kalder de hende. De har en campingvogn, som står på landet. Far og Anita tager os med derhen en dag. Det er første gang, jeg ser en campingvogn. Den er kæmpestor og helt ny. Nancy siger, at der skal en lastbil til at flytte den hver vinter. En almindelig bil må ikke køre med den. Far tager os alle på fisketur ved søen, der ligger tæt på campingpladsen. Han viser os, hvordan man sætter orme på krogen, og hvad man skal gøre, hvis man fanger en fisk. Mine brødre siger, at hvis jeg fanger en københavnersnude, skal jeg ikke røre ved den, for så kan jeg blive forgiftet. Det er dejligt at være sammen med far og Anita, og jeg ville ønske, at vi kunne bo hos dem. Det eneste, der er svært, og som jeg ikke kan finde en løsning på, er, hvad jeg skal kalde far. Når jeg skal have hans opmærksomhed, prøver jeg at undgå at kalde ham far. For 32

Tonny og René leger, at de er et rockband, jeg står på armlænet af vores sofa, og Jan holder mig, mens vi danser til musikken. Mit tøj er møgbeskidt, og bukserne er for store, hvorimod skjorten er for lille. Denne situation illustrerer meget godt den uforudsigelighed, der var i vores hverdag. Sommetider ville mine brødre få tæsk for at larme, men havde Jan drukket og var i godt humør, kunne han også finde på at danse med os. Bemærk våbnene på væggen bag os. 33

det er Jan, der er min far nu. Mine brødre har ikke det problem. De kalder ham bare far, men jeg kan ikke få mig selv til det. Tænk, hvis Jan opdager det. En dag, hvor jeg bliver nødt til at kalde på min rigtige far, kalder jeg ham fader. Han kigger på mig og siger: Hvorfor siger du far på den der mærkelige måde? Jeg svarer, at det ved jeg ikke. En dag fortæller mor og Jan, at hele familien skal flytte, så Jan kan få et arbejde. Vi får at vide, at mor først skal opereres i knæet, fordi hun har mus i det. Og når det er sket, skal vi alle sammen flytte til Lolland. Mor forklarer, at vi skal køre over broen, som vi kunne se fra Kastanjegården. Dernede har de købt et hvidt bondehus med stråtag, hvor der er en stor have, man kan dyrke grøntsager i. Vi går i gang med at pakke. Undervejs falder jeg over vores røde billedalbum, som jeg bladrer lidt i. Pludselig falder jeg over et billede af min mor og Jan. Jan har en skjorte på med lange flipper. Han smiler bredt med sine runde kinder. Ved siden af Jan står min mor i hvid brudekjole med en smuk blomsterbuket og et lille blomsterdiadem på hovedet, der holder et kort slør. Hun smiler også. Jeg kan se hendes guldtand, som hun har arvet fra sin bedstefar og fået smeltet om til en tand, der passer hende. Mor og Jan er blevet gift. Det vidste jeg ikke. Men det forklarer, hvorfor mine brødre siger, at vi hedder Nygård og ikke Andersen mere. Jeg tror, at jeg kan gætte mig til, hvilken dag de blev gift. Jeg skulle nemlig for første gang være alene hos mormor og morfar i nogle dage. Mor fulgte mig derhen. Dagen efter kom Anita. Pludselig stod hun i døren hos mormor. Hun og mormor sagde, at det var en overraskelse til far, og at jeg endelig ikke måtte fortælle mor, at jeg skulle sove hos far og Anita. Jeg ville meget gerne med Anita. Anita lavede kærnemælkskoldskål, og hun og jeg hyggede os, indtil jeg skulle sove. Far var på arbejde, og han kom først hjem, da jeg sov. Anita puttede mig i sofaen i stuen, og der sov jeg tungt, indtil jeg hørte fars nøgle i døren. Det kildede i maven ved tanken om, at han ville opdage mig på sofaen. Jeg kunne høre Anita sige til 34

min far ude i entreen, at han skulle være meget stille og liste ind i stuen og gætte, hvem der lå der. Jeg lod, som om jeg sov. Jeg kunne høre, de kom ind i stuen, og mærkede far bøje sig ind over mig. Anita hviskede: Kan du se, hvem det er? Ja, det er Eva, svarede far. Eva er fars lillesøster. Nej, sagde Anita. Det er da Lisbeth. Kan du ikke se det? Nej, sagde far. De listede ud i køkkenet, men jeg kunne ikke falde i søvn igen. Jeg var så ked af, at far ikke vidste, hvem jeg var. En efterårsdag flytter vi til Vestlolland. Landsbyen hedder Nordlunde og ligger lidt uden for Nakskov. Mor er lige blevet opereret i det ene knæ og går med krykker. Den dag vi skal flytte, kommer der en ambulance med en båre, som mor kan ligge på. Vi søskende får lov at sidde bagved sammen med hende. Foran sidder to ambulancefolk. Ingen af os har set en ambulance indvendig, og vi er ellevilde over at få lov at køre med sådan en. Og da en af ambulancefolkene sætter udrykningen i gang for vores skyld, jubler vi alle sammen højlydt. Jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at flytte på. Jan er kørt i forvejen med flyttebilen, så han er klar til at tage imod os, når vi kommer. 35