Man skal have mod til at være sig selv! Interview med Rasmus Møller. Forældre med handicap i DHF

Transkript

1 Forældre med handicap i DHF Man skal have mod til at være sig selv! Interview med Rasmus Møller Rasmus Møller er lærerstuderende, benamputeret og far til August på 3 år. Og Rasmus og hans kone venter en lille ny til august. Rasmus er tovholder for den nye gruppe Forældre med handicap i DHF, der udvikler sig hastigt i disse måneder. Rasmus er gift med Louise, der har en chefstilling. Hun har travlt på sit arbejde, så Rasmus er ofte alene sammen med sønnen, August, på tre. Og sjovt nok, når man tænker på navnet August så skal jeg være far for anden gang nu - til august! Vi bor i Ørestaden på Amager i en ejerbolig. Vi har altså selv valgt boligen, men alligevel er den ikke helt handicap-venlig. Det er en bolig i to planer, så der er trapper.

2 Men faktisk har han det fint med trapper, siger Rasmus. Ok, det kan være lidt besværligt, når der er noget, jeg skal løfte og bære, - for jeg er afhængig af krykker. Og der er grænser for, hvad man kan have i hænderne. Men Rasmus har faktisk tidligere boet på femte sal, så han har øvet sig flittigt i brugen af trapper. Hvori består dit handicap? Jeg går med en protese, for mit højreben er amputeret, fortæller Rasmus Møller. Benet er amputeret helt op dvs. der ingen led er tilbage! I havde jeg kræft, en Ewing-tumor, som sad nederst på ryggen. For at fjerne svulsten var det nødvendigt at operere således, at der ikke længere var noget benet kunne sidde fast på. Så derfor måtte man altså - på grund af kræften - amputere et rask ben! Jeg bruger som regel altid min protese, og det betyder noget for folks opfattelse af mig. Det er lettere at forholde sig til en, der går med krykker og som måske ser ud til at have ondt i knæet eller have forstuvet foden, end til en med ét ben og måske ligefrem med et bukseben, der er klippet halvt over. Voksne har svært ved at finde ud af, hvad de skal sige, og hvor de skal se hen, hvis de ser en et-benet! Jeg bruger ikke kørestol, men krykker. Og jeg har en handicapegnet bil med automatgear. Speederen sidder i venstre side. Men hvis andre skulle låne bilen, ville speederen kunne tages af og sættes omvendt. Tror du, dit handicap kan være en hindring for dig i et kommende job som lærer? Nej, det tror jeg ikke. For jeg har både været i praktik og på tur med elever, og det har jeg slet ikke oplevet som et problem! Betyder dit handicap noget i forhold til din dreng, August? Der ligger nogle udfordringer i forholdet til August, for jeg kan jo ikke løbe. Så hvis han stikker af, så kan jeg ikke gøre andet end at råbe efter ham og så håbe på, at der er nogle andre, der vil stoppe ham. Og hvis jeg skal løfte August op, så er jeg nødt til at stille krykkerne fra mig. Og så står jeg jo reelt på ét ben! Men August benytter sig ikke af dine begrænsninger? Det er rigtigt! Han prøver ikke at stikke af eller drille mig. Og det viser, at børn godt kan forstå forskellen på at være sammen med mor, der ikke er handicappet, og far. Risikoen er der selvfølgelig, men indtil nu har han haft en positiv forståelse for mine begrænsninger. Er du konstant bange for risikoen? Nej! Men det betyder da, at jeg for eksempel ikke tager alene med August i svømmehallen. For dér ville jeg være nødt til at stille min protese fra mig. Det vil så sige: To krykker og ét ben! Og hvis August så ikke gør, som jeg vil, og der er glat. Det går ikke! Så i svømmehallen har vi ikke været os to alene! Føler du altid, at du slår til som far? Jeg er aldrig bange for, at jeg ikke skulle være god nok som far! Ganske vist kan jeg ikke løbe, men sådan er det bare! Det samme ville være problemet, hvis jeg f.eks. havde været gigantisk overvægtig. Men jeg kan så i stedet tage til fodbold med August, og se på fra

3 sidelinjen, når han spiller. Jeg tror ikke, at August mærker et savn der! Heller ikke når vi er i svømmehallen! Omtaler August det, at du har et handicap? Ja, han spørger måske, hvordan det kan være, at jeg kun har ét ben. Og jeg forklarer ham så, at jeg var syg for mange år siden. Han kan nok ikke rigtigt forholde sig til det, men det lukker i hvert fald diskussionen! Og det generer mig slet ikke at blive spurgt! Hvad så i forhold til skovture og ferier? Vælger I altid handicapegnede steder? Det har vi aldrig gjort. Og det er også kun nogle få år siden, jeg blev medlem af Dansk Handicapforbund. Jeg var 20 år gammel, da jeg blev opereret, så det er over 10 år siden nu. Hvorfor sprang du først ud som mand med handicap så sent? Jeg tror, der ligger en erkendelsesproces i det at få et handicap, når man ikke har haft det fra barn af. I starten ønsker man nok ikke udadtil, at der er nogen, der skal kunne se, at man er handicappet. Og det betyder også, at det ikke er så længe siden, jeg begyndte at bevæge mig ud i det offentlige rum,- uden protesen. Det gør jeg nu, - på stranden på en varm sommerdag. Men handicapskilt til bilen, det havde jeg for eksempel heller ikke til at starte med. Så ville jeg hellere tage P-bøderne! Jeg har også hørt, at du bruger lydløse krykker for ikke at vække opmærksomhed? Ja, det er fuldstændigt det samme. Jeg ville gerne være så anonym som muligt. Ikke sådan at forstå, at jeg kryber langs med husmurene. Men jeg vil helst ikke vil kigges anderledes på! Handler det så om at springe ud på et tidspunkt og sige, nu er jeg der! Ja, det er nok rigtigt! Og hvis man bruger det udtryk, at man springer ud som handicappet, så er der så også en masse good-will, der følger med. Selvfølgelig er der ingen, der kigger på en i svømmehallen og siger: Hov, det her er kun for to-benede! Sådan er det ikke! Men jeg møder megen hjælpsomhed og venlighed! Har du aldrig mødt fordomme eller mistro; f.eks. om, hvorvidt du kan være forælder? Nej, - tværtimod. Jeg møder mere anerkendelse og folk med tommeltotten opad. Man lader mig mærke, at det er godt gået!. Og hvis man så selv tager springet og siger: Nå ja, det er altså sådan Rasmus Møller ser ud, så er det med at komme videre derfra! Og i det øjeblik man kan det, så slapper man af! Og det har jeg oplevet som meget positivt! Har din kone, Louise, kendt dig før dit handicap? Ja, hun var gymnasiekammerat med min lillebror, men jeg var ikke kæreste med hende dengang. Jeg havde en anden kæreste, dengang mit ben blev amputeret. Har din kone fået en handicaphjælper-rolle i forhold til dig? Nej! Jeg tror ikke helt, hun helt vidste hvad hun gik ind til, da hun mødte mig. Men selv om det for eksempel er begrænset, hvor meget jeg kan bære ind i lejligheden efter et indkøb, så kan man bestemt ikke sige, at hun er blevet min hjælper. Ok, jeg kan have mine fysiske

4 begrænsninger. Der kan for eksempel være steder, hvor jeg ikke kan komme til at gøre rent, og hvor jeg blive meget slidt, hvis jeg forsøger. Hvordan slidt? Når jeg står op, får jeg en S-form. Så du kan se, at jeg er lidt skæv i kroppen. Og det slider lidt ekstra på kroppen. Får I hjælp udefra? Vi ansøger om at få noget hjælp; nemlig det, der hedder en håndsrækning. Men det er hjælp til mit samvær med August og ikke hjælp til huset. Der er en ulvetime, hvor Louise stadig er på arbejde, og hvor jeg har August alene. Og dér ville det være rart med lidt hjælp til mig. Jeg kan for eksempel ikke hente ham i klapvognen fra børnehaven, og der kunne det være en god hjælp. Hvis der var den håndsrækning, så kunne jeg også tage alene med August i svømmehallen. Så ville der nemlig være en til at hjælpe med at kigge efter ham. Hvordan går det så med at søge efter den håndsrækning? Det går ikke særligt godt. Jeg har fået et afslag i første omgang, men vil prøve at anke afgørelsen. Hvad er grunden til, at du er blevet aktiv i Dansk Handicapforbund? Jeg har selv brugt DHFs konsulent-støtte til ovennævnte sag, der nu har kørt i nogle år. Og DHF spurgte så, om jeg kunne tænke mig at være med til at starte gruppen omkring Forældre med handicap i DHF. Og den gruppe er der helt sikkert et behov for. Allerede nu - efter kun en måned - er der f.eks. 23 medlemmer af Facebook-gruppen. Det viser, at der er behov for en kommunikationsplatform. Ud over Facebook kommer vi på DHFs hjemmeside, og der skal holdes en årlig samling. I år bliver det på Sletten Strand oktober. Hvordan forestiller du dig som tovholder på gruppen, at den vil udvikle sig? Jeg håber på, at de udfordringer og bekymringer, man kan have som handicappet, mindskes. Det er ofte bekymringer, man gør sig, før barnet kommer. Der kan være teknikker, man kan give videre teknikker f.eks. omkring, hvordan man skifter børn. Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken to gange! Og rent følelsesmæssigt kan gruppen måske bidrage til at lette hverdagen for forældre med handicap og få dem til at gå ind til opgaven med mere optimisme, viden og mod! Du har været fortaler for, at gruppen primært burde være internetbaseret! Hvorfor? Den interaktive måde at gøre tingene på er bedst. Tiden er gået fra de trykte foldere. Det kræver bare lidt tid og viden, hvis det viser sig, at behovet er der i Danmark. Hvilke gode råd ville du give til andre forældre med handicap? Hvis jeg selv skulle lave noget om, så ville det handle om at blive bedre til at stå ved den, man er. Jeg er som jeg er, og jeg ser ud, som jeg gør. Jeg har ikke selv haft noget godt ud af at gå og skjule på det i en lang periode! Det gælder om at turde springe ud og vedkende sig, at man er den, man er! Og det har faktisk været en svær erkendelsesproces for mig selv!

5 Før i tiden kunne jeg godt sidde på en varm sommerdag med 30 graders varme og lange bukser! For så havde jeg jo protesen på! Nu er jeg nået dertil, at jeg kan sidde med shorts på en varm sommerdag! Og det er på alle måder mere afslappende og behageligt! Hvad kan man gøre for at fremme modet til at være den, man er? Det har for eksempel betydet meget for mig, at jeg har mødt Louise. Dér er jeg blevet ligestillet med folk, der ikke har et handicap! Det var sådan nogle bekymringer, jeg i hvert fald havde før: Kan jeg nu møde en, som jeg elsker og holder af? Og det, at man møde en, der synes, at man er god nok, som man er, det styrker selvtilliden! Det er også vigtigt at være åben! Og at turde bede om hjælp! Det kunne være hjælp til at holde døren i børnehaven. Eller hjælp til at flytte rundt på ting. Og selvfølgelig vil folk hjælpe! Og det ville man jo også selv i samme situation!