ILDVIDNET
Af samme forfatter Hypnotisøren Paganinikontrakten
ILDVIDNET KRIMINALROMAN På dansk ved Jesper Klint Kistorp Gyldendal
Ildvidnet er oversat fra svensk efter Eldvittnet Lars Kepler, 2011 First published by Albert Bonniers Förlag, Stockholm, Sweden Published in the Danish language by arrangement with Bonnier Group Agency, Stockholm, Sweden 1. udgave, 1. oplag Omslag: Stoltzedesign Bogen er sat med Adobe Garamond og Lucida Sans Typewriter hos Pamperin & Bech Grafisk og trykt hos Bookwell AB Printed in Finland 2012 ISBN 978-87-02-12571-9 www.gyldendal.dk
alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl Johannes Åbenbaring 21:8
ET MEDIUM ER en person som påstår at have en paranormal begavelse, en evne til at aflæse forbindelser uden for den anerkendte videnskabs rækkevidde. Nogle medier formidler kontakt med de døde ved spiritistiske seancer, mens andre tilbyder vejledning via for eksempel tarotkort. At forsøge at komme i kontakt med de døde gennem et medium går langt tilbage i menneskehedens historie. Allerede tusind år før Kristi fødsel forsøgte Israels kong Saul at spørge den døde profet Samuels ånd til råds. Verden over gør politiet brug af åndelige medier og spiritister i forbindelse med komplicerede sager. Det sker mange gange om året, selvom der ikke findes et eneste dokumenteret tilfælde hvor et medium har bidraget til en opklaring.
1 ELISABET GRIM ER enoghalvtreds år, og hendes hår er gråsprængt. Øjnene er glade, og når hun smiler, ses det at den ene fortand sidder lidt foran den anden. Elisabet arbejder som sygeplejerske på Birgittagården, et hjem for særligt udsatte unge nord for Sundsvall. Gården er et privat behandlingshjem, og det er normeret til otte piger mellem tolv og sytten år efter loven om særlige bestemmelser for behandling af unge (LVU). Mange af pigerne ankommer hertil med et stofmisbrug, næsten alle udviser selvskadende adfærd og forstyrrelser, og flere af dem er meget voldsomme. Der findes egentlig ikke noget alternativ til de lukkede behandlingshjem og deres døre med alarm, tremmer for vinduerne og bevogtede udgange. Den næste instans er normalt voksenverdenens fængsler og behandlingsdomme, men Birgittagården hører til de få undtagelser. Her tilbyder man ophold for piger der skal sluses tilbage til åbne institutioner. Det er de søde piger der havner på Birgittagården, plejer Elisabet at sige. Hun tager det sidste stykke mørk chokolade, stopper det i munden og mærker sødmen og den bitre prikken under tungen. Langsomt begynder hendes skuldre at slappe af. Aftenen blev en rodet affære. Dagen begyndte ellers så godt. Undervisning om formiddagen og leg og badning i søen efter frokost. Efter aftensmaden kørte køkkendamen hjem, og hun blev alene på gården. 9
Bemandingen om natten var blevet skåret ned fire måneder efter at holdingselskabet Blancheford opkøbte den behandlingskoncern Birgittagården tilhører. Eleverne skulle have lov til at se fjernsyn indtil klokken ti. Selv sad hun på kontoret og prøvede at få indhentet en masse journalarbejde, da hun pludselig hørte vrede råb. Hun skyndte sig hen til tvrummet og så hvordan Miranda gik til angreb på lille Tuula. Hun skreg at Tuula var en møgfisse og en luder, og rev hende ned fra sofaen og sparkede hende i ryggen. Elisabet er ved at være vant til Mirandas voldsomhed. Hun styrtede ind og trak hende væk fra Tuula. Miranda stak hende en lussing, og Elisabet var nødt til at tale med store bogstaver om uacceptabel adfærd. Uden diskussion førte hun Miranda med sig til afvisiteringen og derfra videre til isolationsrummet i gangen. Elisabet sagde godnat, men Miranda svarede ikke. Hun sad bare i sengen med blikket rettet mod gulvet og smilede for sig selv, da Elisabet lukkede og låste døren. Vicky Bennet, den nye pige, skulle egentlig have haft sin aftensamtale, men på grund af konflikten mellem Miranda og Tuula kunne hun ikke nå det. Vicky påpegede forsigtigt at det var hendes tur til at have sin personlige samtale, og da den blev udsat, blev hun ked af det, slog en tekop i stykker, tog et skår og skar sig selv på maven og hen over håndleddene. Da Elisabeth kom ind, sad Vicky med begge hænder for ansigtet og blod løbende ned ad underarmene. Elisabeth rensede de overfladiske sår, satte et plaster på maven, forbandt hendes hænder med gazebind, trøstede hende og kaldte hende lille skat indtil hun fik øje på et lille smil. For tredje nat i træk gav hun pigen ti milligram Sonata så hun kunne falde i søvn.
2 NU SOVER ALLE elever, og der er stille på Birgittagården. En lampe er tændt i kontorets vindue, og den får verden udenfor til at virke uigennemtrængelig sort. Med en dyb rynke i panden sidder Elisabet foran computeren og skriver aftenens hændelser ind i journalen. Klokken nærmer sig tolv, og det går op for hende at hun ikke engang har nået at tage sin aftenpille. Sin lille dope, som hun plejer at sige for sjov. Nattevagter og opslidende dage har spoleret hendes søvn. Hun plejer at tage ti milligram Stillnoct klokken ti for at kunne falde i søvn ved ellevetiden og derefter få sig nogle timers hvile. Septembermørket har lukket sig omkring skoven, men man kan stadig se Himmelsjöns blanke overflade skinne som perlemor. Omsider kan hun slukke for computeren og tage sin tablet. Hun trækker striktrøjen tættere omkring sig og tænker at det ville være rart med et glas rødvin. Hun længes efter at sidde i sin seng med en bog og et glas vin, læse og småsludre med Daniel. Men i nat har hun vagt og skal sove i overnatningsrummet. Hun farer sammen da Buster pludselig giver sig til at gø ude på gårdspladsen. Hunden gør så ophidset at hun får gåsehud på armene. Klokken er mange, hun burde allerede være gået i seng. Hun plejer at sove på det her tidspunkt. Da computeren slukker helt, bliver der mørkt i rummet. Med ét er der utrolig stille. Elisabet bliver bevidst om de lyde hun selv frembringer. Hvordan kontorstolens gasaffjedring hvæser da hun rejser 11
sig, hvordan gulvbrædderne knirker under hendes fødder da hun går hen til vinduet. Hun forsøger at kigge ud, men mørket genspejler kun hendes eget ansigt, kontoret med computeren og telefonen, væggene med deres stencilerede mønster i gult og grønt. Pludselig ser hun at døren glider en smule op bag hendes ryg. Hendes hjerte begynder at slå hurtigere. Døren stod på klem, men er nu halvt åben. Det må være trækken, forsøger hun at overbevise sig selv om. Kakkelovnen i spisesalen suger store mængder luft til sig. Elisabet mærker en underlig uro indvendigt, en frygt begynder at rumstere i hendes årer. Hun tør ikke vende sig om, stirrer bare ind i den mørke vinduesrude på afspejlingen af døren bag sin ryg. Hun lytter til stilheden, til computeren, som stadig knitrer. I et forsøg på at ryste ubehaget af sig strækker hun hånden frem, slukker lampen i vinduet og vender sig om. Nu står døren helt åben. Det løber hende koldt ned ad ryggen. Lyset i loftet er tændt i gangen hen til spisesalen og elevværelserne. Hun forlader kontoret og tænker at hun vil kontrollere om lågerne i kakkelovnen er lukkede, da hun pludselig hører en hvisken fra elevværelserne.
3 ELISABET STÅR STILLE med blikket vendt mod gangen og lytter. Først høres ingenting, men så kan hun ane den igen. En lille hvisken, så dæmpet at den næsten er uhørlig. Det er din tur til at lukke øjnene, er der en der hvisker. Elisabet står helt stille og stirrer ind i mørket, blinker gang på gang, men kan ikke få øje på nogen skikkelser. Hun når lige akkurat at tænke at det er en af pigerne som taler i søvne, da der høres en underlig lyd. Som om nogen lod en overmoden fersken falde på gulvet. Derefter en til. Tung og våd. Et bordben skraber hen over gulvet, og så havner yderligere to ferskner på gulvet. Elisabet aner en bevægelse ud af øjenkrogen. En skygge som glider forbi. Hun vender sig om og ser at døren ind til spisesalen langsomt lukker sig. Vent, siger hun, selvom hun aner at det kun er trækken igen. Hun skynder sig derhen, griber fat om dørhåndtaget og mærker en underlig modstand. Der opstår et lille tovtrækkeri inden døren bare glider op. Elisabet træder ind i spisesalen. Hun er på vagt og forsøger at overskue rummet. Det ridsede spisebord skinner svagt. Forsigtigt fortsætter hun hen mod kakkelovnen, ser sine egne bevægelser glimte i de lukkede messinglåger. Varme stråler ud fra røgkanalerne. Pludselig rasler og banker det inde bag lågerne. Hun rykker et skridt baglæns og støder ind i en stol. 13
Det var bare det glødende brænde der faldt sammen og ramte indersiden af lågerne. Rummet er helt tomt. Hun puster ud, forlader spisesalen, lukker døren og begynder at gå tilbage til gangen mod overnatningsværelset, men standser op igen og lytter. Der høres ingenting fra pigernes afdeling. Syrlige dufte strømmer gennem luften, dampende metalliske. Blikket leder efter bevægelser i den mørke gang, men alt er stille. Alligevel drages hun derhen. Mod rækken af ulåste døre. Nogle af dem ser ud til at stå på klem, mens andre er lukkede. På højre side af gangen ligger toiletterne og derefter er der en niche med den aflåste dør til isolationen, hvor Miranda sover. Dørspionen lyser svagt. Elisabet standser op og holder vejret. En lys stemme hvisker noget i et af værelserne, men holder brat inde da Elisabet fortsætter fremad. Vær nu stille, siger hun lige ud i luften. Hjertet begynder at slå hurtigere da der lyder en række hurtige bump. Det er svært at lokalisere lyden, men det lyder som om Miranda ligger i sengen og sparker mod væggen med sine nøgne fødder. Elisabet tænker at hun vil gå hen og kigge på hende gennem dørspionen, da hun får øje på nogen i den mørke niche. Det er et menneske. Hun udstøder et gisp og begynder at gå baglæns, med en drømmeagtig, vandtung følelse i kroppen. Hun forstår straks hvor farlig situationen er, men angsten gør hende langsom. Først da det knirker fra gulvet i gangen, kommer impulsen til at flygte for livet. Skikkelsen i mørket bevæger sig pludselig hurtigt. Hun vender sig rundt, sætter i løb, hører skridtene bag sig, glider på kludetæppet, støder skulderen mod væggen og fortsætter fremad. 14
En blid stemme opfordrer hende til at standse, men hun standser ikke, hun løber, kaster sig frem gennem gangen. Dørene smækker op og smækker i igen. I panik styrter hun forbi afvisiteringsrummet, bruger væggene som støtte. Billedrammen med FN s børnekonvention hopper af krogen og falder på gulvet. Hun når ud til hoveddøren, fumler med dørhåndtaget, skubber døren op og løber ud i den kølige natteluft, men snubler på trappeafsatsen. Hun falder ned på hoften og får det ene ben ind under sig. Det gør så ondt i anklen at hun skriger. Hun får sig slæbt ned på jorden, hører tunge skridt inde i entréen, kravler et lille stykke, taber sine hjemmesko og kommer jamrende på benene.
4 HUNDEN GØR AD hende, løber rundt, pruster og jamrer sig. Elisabet fortsætter haltende væk fra huset og hen over den mørke gårdsplads. Hunden gør igen, ophidset og med sprukken stemme. Elisabet ved at hun ikke kan løbe gennem skoven, der er langt til den nærmeste gård en halv time i bil. Der er ingen steder at flygte hen. Hun ser sig omkring i mørket og sniger sig ind bag tørrehuset. Hun når frem til bryghuset, åbner med rystende hænder, går ind og trækker forsigtigt døren til efter sig. Stønnende lader hun sig synke ned på gulvet og finder telefonen frem. Ah Gud, åh Gud Elisabets hænder ryster så meget at hun taber mobilen på gulvet. Dækslet på bagsiden ryger af, og batteriet falder ud. Hun er i gang med at samle delene op da hun hører de knasende skridt hen over gårdspladsen. Hun holder vejret. Pulsen dundrer i hendes krop. Det suser i ørerne. Hun forsøger at se noget ud gennem det lave vindue. Hunden gør lige udenfor. Buster er fulgt efter hende herhen. Den kradser på døren og knurrer ophidset. Hun kravler længere ind i hjørnet ved siden af det murede ildsted, prøver at trække vejret lydløst, gemmer sig længst inde bag brændekurven og får så sat det flade batteri på plads i telefonen. Elisabet giver et skrig fra sig da døren til bryghuset går op. I panik slæber hun sig væk langs væggen, men kommer ingen vegne. 16
Hun ser støvlerne, skikkelsen i skyggen og så det uhyggelige ansigt og hammeren i hånden, den mørke blankhed og vægten. Hun nikker, lytter til stemmen og holder hænderne op for ansigtet. Skyggen tøver, men flyder så hen over gulvet, presser hende ned på gulvet med foden og slår hårdt. Det svider brændende i panden lige over hårgrænsen. Synet forsvinder helt. Det gør frygtelig ondt, men samtidig mærker hun tydeligt hvordan det varme blod løber over ørerne og ned omkring halsen som et kærtegn. Det næste slag rammer samme sted, hovedet rokker, og det eneste hun fornemmer, er at der bliver trukket ilt ned i lungerne. Forvirret tænker hun at luften er vidunderlig dejlig, og så mister hun bevidstheden. Elisabet mærker ikke resten af slagene og hvordan de får kroppen til at ryste. Hun mærker ikke hvordan nøglerne til kontoret bliver taget fra hendes lomme, og hun mærker ikke hvordan hun bliver liggende på gulvet, og hvordan hunden lidt efter smutter ind i bryghuset og lapper blod i sig fra hendes knuste hoved, mens livet langsomt forlader hende.
5 NOGEN HAR GLEMT et stort rødt æble på bordet. Det skinner og ser virkelig indbydende ud. Hun tænker at hun vil spise det og derefter bare lade som ingenting. Bare skide på spørgsmålene, lukke af for ævlet, bare sidde og se sur ud. Hun strækker sig frem, men da hun endelig holder æblet i sin hånd, mærker hun at det er helt råddent. Fingrene synker direkte ind i det kolde og våde. Nina Molander vågner ved at hun trækker hånden til sig. Det er midt om natten. Hun ligger i sin seng. Eneste lyd er hundens gøen ude på gårdspladsen. Den nye medicin vækker hende om natten. Hun bliver nødt til at stå op og tisse. Læggene og fødderne svulmer op, men hun har brug for medicinen, ellers bliver alle tanker mørke, hun bliver ligeglad med alting og orker ikke andet end at ligge med lukkede øjne på sengen. Hun tænker at hun godt kunne bruge lidt lys, noget at se frem til. Ikke kun døden, ikke kun tanker om døden. Nina slår dynen til side, sætter fødderne ned på det varme trægulv og rejser sig fra sin seng. Hun er femten år og har glat, blondt hår. Hun er kraftigt bygget, med brede hofter og store bryster. Den hvide natkjole af flonel spænder over maven. Ungdomshjemmet er stille, og gangen ligger hen i det grønne skær fra skiltene som markerer nødudgangen. Der lyder mærkelige, hviskende stemmer inde bag en dør, og Nina tænker at de andre elever holder fest, men at ingen har så meget som spurgt hende om hun ville med. 18
Det gider jeg heller ikke, tænker hun. I luften hænger en lugt af udbrændt ild. Hunden giver sig til at gø igen. Gulvet er koldere ude i gangen. Hun gør ikke noget for at gå stille. Hun har lyst til at smække døren til toilettet i, flere gange. Hun vil skide på at Almira bliver vred, at hun smider ting efter en. De gamle gulvbrædder knirker svagt. Nina fortsætter mod toiletterne, men standser da hun mærker noget vådt under højre fod. En mørk pøl er flydt ud under døren til isolationsrummet, hvor Miranda sover. Nina står først bare stille, ved ikke hvad hun skal gøre, men så ser hun at nøglen sidder i låsen. Det er mærkeligt. Hun strækker hånden frem mod det mørke håndtag, åbner døren, går ind og tænder lampen. Der er blod overalt det drypper, skinner og flyder. Miranda ligger på sengen. Nina træder nogle skridt baglæns, lægger ikke mærke til at hun tisser i underbukserne. Hun støtter den ene hånd mod væggen, ser de blodige fodaftryk på gulvet og tror at hun skal besvime. Hun vender sig om, er ude i gangen, åbner døren ind til naboværelset, tænder for lyset i loftet og går direkte hen og rusker Carolines skulder. Miranda er såret, hvisker hun. Jeg tror at hun er såret. Hvad laver du inde på mit værelse? spørger Caroline og sætter sig op i sengen. Hvad fanden er klokken egentlig? Der er blod på gulvet, skriger Nina. Hids dig ned.
6 NINA TRÆKKER VEJRET alt for hurtigt, hun ser ind i Carolines øjne, må få hende til at forstå, men er samtidig overrasket over sin egen stemme, at hun tør skrige sådan midt om natten. Der er blod overalt! Ti stille, hvæser Caroline og står ud af sengen. Ninas råb har vækket de andre, der høres allerede stemmer fra værelserne. Kom og se, siger Nina og kradser sig på armene. Miranda ser underlig ud, du bliver nødt til at kigge på hende, du bliver nødt til Tag det nu roligt, ikke? Jeg skal nok kigge, men jeg er sikker på at Der høres et skrig ude fra gangen. Det kommer fra lille Tuula. Caroline skynder sig ud. Tuula stirrer ind i isolationsrummet. Hendes øjne er opspærrede. Indie kommer ud i gangen og klør sig under den ene arm. Caroline trækker Tuula med sig væk fra døråbningen, men når at se blodet på væggene og Mirandas hvide krop. Hendes hjerte slår hurtigt. Hun stiller sig i vejen for Indie, tænker at ingen af dem behøver at se flere selvmord. Der er sket en ulykke, forklarer hun hurtigt. Kan du tage alle med dig ind i spisesalen, Indie? Er det noget med Miranda? spørger Indie. Ja, vi bliver nødt til at vække Elisabet. Lu Chu og Almira kommer ud fra samme værelse. Lu Chu har 20
kun et par pyjamasbukser på, og Almira har svøbt dynen om sig. Gå hen til spisesalen, siger Indie. Må jeg vaske mig i ansigtet først? spørger Lu Chu. Tag Tuula med. Hvad fanden er det der sker? spørger Almira. Vi ved det ikke, svarer Caroline kort. Mens Indie forsøger at få alle med sig hen til spisesalen, skynder Caroline sig ned ad gangen til personalets overnatningsrum. Hun ved at Elisabet tager sovemedicin og aldrig hører noget når en af pigerne er oppe og løbe omkring. Caroline banker på døren så hårdt hun kan. Elisabet, du bliver nødt til at vågne, råber hun. Ingen reaktion. Der er helt stille bag døren. Caroline fortsætter forbi afvisiteringen og hen til sygeplejerskens kontor. Døren står åben, og hun går bare lige ind, tager telefonen og ringer til Daniel, den første person der falder hende ind. Det skratter på linjen. Indie og Nina kommer ind på kontoret. Nina er hvid om læberne, bevæger sig klodset og ryster over det hele. Vent i spisesalen, siger Caroline kort. Men blodet? Så du blodet? skriger Nina og kradser hul på et sår på højre underarm. Daniel Grim, svarer en træt stemme i telefonen. Det er mig, Caroline, her er sket en ulykke, og Elisabet vågner ikke, jeg kan ikke vække Elisabet, så jeg ringede til dig, jeg ved ikke hvad vi skal gøre. Jeg har blod på fødderne, skriger Nina. Jeg har blod på fødderne Tag det roligt, skriger Indie og forsøger at trække Nina med sig. Hvad er det der sker? spørger Daniel med en stemme der pludselig er både helt vågen og klar. 21
Miranda er i cellen, men der er fuldt af blod, svarer Caroline og gør en anstrengt synkebevægelse. Jeg ved ikke hvad vi skal Er hun alvorligt såret? spørger han. Ja, jeg tror eller jeg Caroline, afbryder Daniel. Jeg ringer efter en ambulance, og så Men hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg Se efter om Miranda har brug for hjælp og forsøg at vække Elisabet, svarer Daniel.
7 ALARMCENTRALEN i Sundsvall ligger i en treetagers, rød murstensbygning på Björneborgsgatan ved siden af Bäckparken. Jasmin plejer ikke at have problemer med nattevagten, men lige nu føler hun sig usædvanlig træt. Klokken er fire om morgenen, og den travleste tid er overstået. Hun sidder med headset på foran computeren og puster på den sorte kaffe i kruset. Inde i kaffestuen fortsætter snakken og morskaben. På spisesedlerne i går stod der at en af politiets alarmoperatører havde et bijob med at sælge telefonsex. Det viste sig at hun kun havde et administrativt job i den virksomhed der drev sexlinjen, men formiddagsaviserne fik det til at lyde som om hun tog imod to slags samtaler på alarmcentralen. Jasmin ser hen over computerskærmen og ud ad vinduet. Det er ikke begyndt at lysne endnu. Et lastvognstog rumler forbi. Længere henne ad gaden står en gadelygte. Det blege lysskær falder på et løvtræ, et gråt elskab og et stykke af det mennesketomme fortov. Jasmin stiller kaffekruset fra sig og tager imod en indkommende samtale. SOS 112 Hvad er der sket? Jeg hedder Daniel Grim, jeg er terapeut på Birgittagården. En af eleverne har netop ringet til mig. Det lød meget alvorligt. I bliver nødt til at køre derop. Kan du sige hvad der er sket? spørger Jasmin, mens hun leder efter Birgittagården på computeren. Jeg ved det ikke, en af pigerne ringede. Jeg forstod ikke rigtig 23
hvad hun sagde, alle skreg op i baggrunden, og hun græd og snakkede om at der var blod overalt i værelset. Jasmin markerer over for sin kollega Ingrid Sandén at hun har brug for hjælp. Er du selv på stedet? spørger Ingrid i sit headset. Nej, jeg er hjemme, lå og sov, men en af pigerne ringede Du taler om Birgittagården nord for Sunnås? spørger Jasmin roligt. Ja, vil I ikke nok skynde jer, siger han med dirrende stemme. Vi sender politi og ambulance til Birgittagården nord for Sunn ås, gentager Jasmin for at være sikker. Hun forlader samtalen og alarmerer straks politi og ambulance. Ingrid fortsætter med at udspørge Daniel: Er Birgittagården ikke et ungdomshjem? Jo, for særligt udsatte unge, svarer han. Burde der ikke være personale til stede? Jo, min kone, Elisabet, har vagt, jeg ringer til hende nu jeg ved ikke hvad der sker, jeg ved ingenting. Politiet er på vej, siger Ingrid beroligende og ser ud ad øjenkrogen at det blå blinklys fra det første udrykningskøretøj allerede fejer hen over den øde gade.
8 DEN SMALLE SIDEVEJ fra vej 86 fører direkte ind i den mørke skov og op mod Himmelsjön og Birgittagården. Gruset knaser under politibilens dæk og rasler mod skærmene. Lyset fra forlygterne spiller mellem fyrretræernes høje stammer. Du havde været herude før? spørger Rolf Wikner og skifter op i fjerde gear. Ja for et par år siden var der en pige der forsøgte at sætte ild på en af bygningerne, svarer Sonja Rask. Hvorfor fanden kan de ikke få fat i personalet? mumler Rolf. De har sikkert hænderne fulde uanset hvad der er sket, siger Sonja. Men det ville være godt for os at vide lidt mere. Ja, svarer hun roligt. Så sidder de to kolleger tavse ved siden af hinanden og lytter til kommunikationen over politiradioen. En ambulance er på vej, og yderligere en politibil har forladt stationen. Vejen er ligesom så mange andre tømmerveje snorlige. Dækkene dundrer hen over huller og bump. Stammer flimrer forbi, og det blå lys finder vej langt ind i skoven. Sonja rapporterer tilbage til stationen så snart de kører ind på gårdspladsen mellem Birgittagårdens mørkerøde bygninger. Der står en pige i natkjole på trappeafsatsen foran hovedbygningen. Øjnene er opspærrede, men ansigtet er blegt og åndsfraværende. Rolf og Sonja står ud af bilen og skynder sig hen mod hende i 25
det pulserende blå lys, men pigen lader ikke til at lægge mærke til dem. En hund begynder at gø ophidset. Er der nogen tilskadekomne? spørger Rolf med høj stemme. Er der nogen der har brug for hjælp? Pigen vinker vagt over mod skovbrynet, begynder så at vakle og prøver at tage et skridt, da benene pludselig giver efter under hende. Hun falder ned på ryggen og slår hovedet mod et trin. Er du kommet til skade? spørger Sonja da hun når hen til hende. Pigen bliver liggende på trappen, stirrer op i himlen og trækker vejret meget hurtigt og overfladisk. Sonja ser at hun har revet sig selv på underarmene og halsen. Jeg går ind, siger Rolf sammenbidt. Sonja bliver hos den chokerede pige og venter på ambulancen, mens Rolf fortsætter ind. Han ser blodige aftryk fra støvler og nøgne fødder på trægulvet i flere retninger. Nogen er gået med lange skridt gennem gangen mod entréen og tilbage. Rolf mærker adrenalinet sprede sig i kroppen. Han er omhyggelig med ikke at træde på sporene, men ved også at hans første opgave er at redde liv. Han kaster et blik ind i en opholdsstue og ser at alle lamper er tændt, og at der sidder fire piger i de to sofaer. Er der nogen her der er kommet til skade? råber han. Måske lidt, smiler en lille rødhåret pige i rosa træningsdragt. Hvor er hun? spørger han forjaget. Miranda ligger i sengen, svarer en ældre pige med mørkt, glat hår. Herinde? spørger han og peger mod soveafdelingen. Den ældre pige nikker bare til svar, og Rolf følger de blodige fodspor, passerer en spisesal med et stort træbord og en kakkelovn og kommer ind i den mørke gang med døre ind til elevernes private værelser. Sko og nøgne fødder har trampet rundt i blodet. Det gamle gulv knager bag ham. Rolf standser, hægter lommelygten af 26
bæltet og lyser ned ad gangen. Hurtigt lader han blikket glide hen over væggenes ordsprog og bibelcitater i snørklede mønstre og retter så lyskeglen nedad. Blod er løbet ud på gulvet under døren inde i en mørk niche, nøglen sidder i låsen. Han fortsætter fremad, tager forsigtigt lommelygten over i den anden hånd og strækker sig frem og trykker det yderste af håndtaget ned. Der lyder et klik, døren glider op, og håndtaget fjedrer raslende tilbage. Hallo? Miranda? Jeg hedder Rolf, og jeg er politimand, siger han ind i stilheden mens han nærmer sig. Jeg kommer ind til dig nu Det eneste han kan høre, er hans egen vejrtrækning. Forsigtigt skubber han døren helt op og lader lyset fra lommelygten feje rundt. Synet der møder ham, er så voldsomt at han er ved at miste balancen og må støtte sig til dørkarmen. Han vender instinktivt blikket væk, men øjnene har allerede registreret det han ikke ville se. Hans ører hører pulsens brusen sammen med dryppelyden fra pølen på gulvet. Der ligger en ung kvinde i sengen, men store dele af hendes hoved lader til at mangle. Blod er stænket op på væggene, og det drypper stadig fra lampens mørke skærm. Døren bag Rolf smækker pludselig i, og han bliver så bange at han taber lommelygten på gulvet. Der bliver helt mørkt. Han vender sig omkring, famler i mørket og hører hvordan nogle små pigehænder hamrer løs på dørens yderside. Nu ser hun dig, skriger en lys stemme. Nu kigger hun! Rolf finder dørhåndtaget, forsøger at få døren op, men den er blokeret. Den lille dørspion lyser mod ham i mørket. Med rystende hænder presser han håndtaget ned og støder til med skulderen. Døren ryger op, og Rolf snubler ud i gangen. Han fylder lungerne med luft. Den lille rødhårede pige står et stykke væk og kigger på ham med store øjne.
9 KRIMINALKOMMISSÆR JOONA LINNA står ved vinduet på sit hotelværelse i Sveg, 450 kilometer nord for Stockholm. Morgenlyset er køligt og dampende blåt. Ingen lamper er tændt langs Älvgatan. Der er stadig mange timer til at han får at vide om han har fundet Rosa Bergman. Den lysegrå skjorte er hverken knappet eller stoppet ned i de sorte bukser, hans lyse hår er som sædvanlig uglet, og pistolen ligger på sengen i skulderhylstret. Trods gentagne forespørgsler fra forskellige ekspertgrupper er Joona blevet i stillingen som operativ kommissær i Rigskriminalpolitiet, Rikskrim i daglig tale. Han irriterer mange ved at gå sine egne veje, men på mindre end femten år har han opklaret flere vanskelige sager i Skandinavien end nogen anden politimand. I sommer blev der indgivet en anmeldelse mod Joona til rigspolitiets afdeling for interne anliggender for at han skulle have advaret en ekstremistgruppe på den yderste venstrefløj om sikkerhedspolitiets razzia. Siden da har Joona været frataget visse arbejdsopgaver uden at være formelt suspenderet. Lederen af undersøgelsen har sagt rent ud at han har i sinde at kontakte statsadvokaten fra rigsenheden for politisager, hvis han vurderer at der er den mindste grund til at rejse tiltale. Anklagerne er alvorlige, men lige nu kan Joona ikke tage sig af en eventuel suspendering eller mulige repressalier. Hans tanker kredser udelukkende omkring den gamle kvinde som fulgte efter ham uden for Adolf Fredriks Kirke og kom med 28
en hilsen fra Rosa Bergman. Med spinkle hænder havde hun holdt to ejendommelige spillekort fra et sæt gnavkort frem. Det her er dig, ikke sandt? sagde hun spørgende. Og her er kransen, brudekronen. Hvad vil du? spurgte han. Jeg vil ingenting, svarede den gamle kvinde. Men jeg har en hilsen fra Rosa Bergman. Hans hjerte begyndte at hamre. Men han tvang sig selv til at trække på skuldrene og venligt forklare at det måtte dreje sig om en misforståelse: For jeg kender ingen der Hun vil gerne vide hvorfor du lader som om din datter er død. Jeg er ked af det, men jeg forstår ikke hvad du snakker om, svarede Joona og smilede. Han smilede, men hans stemme var blevet fremmed, fjern og kold, som under en stor sten. Kvindens ord hvirvlede gennem ham, han ville gerne gribe fat om hendes tynde arme og forlange at få at vide hvad der var sket, men han bevarede roen. Jeg bliver nødt til at gå, erklærede han og skulle netop til at vende sig væk da migrænen skød ind i hjernen som et knivsblad gennem venstre øje. Synsfeltet blev blændet af en takket, flimrende halo. Da han genvandt fragmenter af synet, så han at der stod en ring af mennesker omkring ham. De trådte til side for at give plads til ambulancefolkene. Den gamle kvinde var forsvundet. Joona havde benægtet at han kendte Rosa Bergman, han havde sagt at det måtte dreje sig om en misforståelse. Men han havde løjet. For han er udmærket klar over hvem Rosa Bergman er. Han tænker på hende hver dag. Han tænker på hende, men hun burde ikke vide noget om ham. For hvis Rosa Bergman ved hvem han er, så er noget gået frygtelig galt. 29
Joona forlod hospitalet efter nogle timer og gik straks i gang med at lede efter Rosa Bergman. Han var nødt til at lede alene og bad om orlov. Ifølge de offentlige registre er der ingen mennesker der hedder Rosa Bergman i Sverige, men der bor flere end 2000 personer med efternavnet Bergman i Skandinavien. Systematisk gennemgik Joona register efter register. For to uger siden var der ikke andre muligheder tilbage end at begynde at gennemgå papirarkiverne hos Sveriges folkeregister. Bogføring af befolkningen har i århundreder hørt ind under kirken, men i 1991 overgik den digitaliserede opgave til skattevæsnet. Joona begyndte med kirkens registre sydfra. Han sad i landsarkivet i Lund med et papkrus kaffe foran sig og ledte efter Rosa Bergman i kirkebøger med mulige fødselsdatoer og dåbssogne. Derefter rejste han til Visby, Vadstena og Göteborg. Han tog til Uppsala og til det store arkiv i Härnösand. Han søgte igennem flere hundrede tusinde sider med oplysninger om fødsler, steder og familiekonstellationer.