Den Hvide Schæfers historie Hvide schæfere har altid været kendt, som født i kuld blandt farvede hvalpe, men har været betragtet som fejlfarvede og blev ofte aflivet eller solgt uden stamtavle. Hvid Schæfer i et "farvet kuld" I omkring 125 år har forskellige opdrættere arbejdet på at sikre racetypiske hvide schæfere, og her kommer en kort beskrivelse af historien om den hvide schæfer. En hvid Tysk Schæferhund var bedstemor til verdens første registrerede Tyske Schæferhund. Enhver Tysk Schæferhund i dag, hvis rødder kan føres tilbage til den førte officielt renavlede Tyske schæfer Horand, der var farvet, siges at have mindst en hvid ane i sin stamtavle og i sin genetiske blodlinie. Første gang den hvide schæfer optræder i historien var ved udstillingen i Hannover-showet i 1882 og igen i 1887 hvor Greif udstillede sammen med Greifa og Greif II. Hektor Linksrhein (Horand) Joseph Schwabacher, skriver i sin bog fra 1922 Den Populære schæferhund, at Greif, der blev født i 1879, og tæven Lotte blev købt fra Wachcmuth kennel af Friderick Sparwasser til hans kennel i Frankfurt. Lotte og Greif kom fra Thuringia og Frankonia-stammerme, som datidens opdrættere priste for deres ulvelignende ører og ulvegrå farve.
Greif Max von Stephanitz, der ofte kaldes far til racen var den 3. april 1899 til udstilling i Karlsruhe i Tyskland, hvor han købte Hektor. Han viste sig som et eksempel på nogle af de bedste linier af Tysk hyrdehund fra den periode primært fra Thuringia, Württemberg og Krone (Frankonia). I dag ville han blive betegnet som en bastard, på nøjagtig samme måde som alle første hunde af en race er blevet gennem tiderne. I virkeligheden kan man vel sige at renracet kun er et udtryk mennesket har skabt, da racedefinitioner stadig skifter som standarder ændres og nye racer kommer til. Den 22. april 1899, blev Den Tyske Schæferhundeklub stiftet. I den nye klub blev Horand, der var barnebarn af Greif registreret som verdens første registrerede Tysk Schæfer. Den oprindelige Greiff siges at have været helt hvid, hvilket var meget populært, da vilde dyr der ville angribe fåreflokken ikke kunne skelne hundene fra fårene og derfor reddede den hvide schæfer mange får fra de angribende dyr. Andre fortællinger siger, at den hvide hund var populær fordi den bedre kunne skjule sig i fåreflokken som værn mod tyve og røvere. Von Stephanitz har gennem årene skrevet mange afhandlinger om den hvide schæfer. I 1908 skrev han, at påstandene om at én farve på Tyske Schæferhunde inklusiv hvid skulle være bedre end andre, er ren ammestuesnak. Han fastslog at farvevalget ikke skulle være fastlagt i standarden, men være op til den enkelte opdrætter. Farverne i de første Tyske Schæfere spændte fra ren sort gennem ulvegrå over multifarvet og til snehvid. I 1974 skrev forfatteren Winnifred Gibson Stricland bogen The German Shepherd Today, hvor det beskrives hvordan mange nazistiske medlemmer i Den Tyske Schæferhundeklub op gennem 30'erne gradvist overtog klubbens aktiviteter og blandende sig i dens interne opgaver. De truede oven i købet von Stephanitz med koncentrationslejr, hvis han ikke samarbejdede, og til sidst tvang de ham til at trække sig tilbage og han døde et år efter, den 22. april 1936, samme dag som hans klub kunne fejre 37 års fødselsdag.
Ved slutningen af 2. verdenskrig var der relativt få gode Tyske Schæferhunde tilbage i Tyskland. De bedste hunde blev primært opdrættet i USA. I den periode begyndte mange fordomme at rodfæste sig mod den hvide schæfer. I Tyskland begyndte en hetz mod den Tyske hvide schæferhund, hvor opdrættere brugte skyde eller drukne -metoden for at nå den endelige løsning på problemet, så den hvide race ville blive udslettet. Kendte forfattere og raceeksperter stod bag bandbulerne mod den hvide schæfer, og falske informationer. I dag forekommer det helt utroligt at en sådan strid var med til at splitte den Tyske Schæferhundeklub. Træningsøvelse, 2. verdenskrig Den 9. april 1968 valgte Den Tyske Schæferhundeklub i Amerika at diskvalificere den hvide schæfer fra deres standard. Det var første gang, siden klubbens stiftelse i 1913, at en renavlet hvid hund blev diskvalificeret udelukkende på grund af dens farve. Denne strid er fortsat lige siden.
Nogle forsøgte endog at få AKC til at fjerne alle hvide schæferhunde fra deres arkiver, og ødelægge deres stamtavler samt nægte at stambogføre nye hvide schæfere. Disse planer lykkedes ikke og i dag registreres alle Tyske Schæferhunde, uanset farve, hvis begge deres forældre er registreret som racerene. I protest mod de øgede fordomme mod den hvide schæfer i Tyskland organiserede tilhængere af Hvide Tyske Schæferhunde sig op gennem 1960'erne og i 1969 stiftede de den første klub i Sacramento. I 1970 udkom den første bog om den hvide schæfer The Invincible white shepherd der er skrevet af Dr. Peter Neufled. The Invincible white shepherd I den bog skriver forfatteren blandt andet, at den eneste samlede indsats for at fremavle en linie af rene hvide schæferhunde før 1900, var i Alasce-Lorraine i Østrig hos den magtfulde Hapsburgerske kongefamilie, hvis autokrate indflydelse til Europa indtil 1900-tallet var overalt. Historien fortæller at dronningerne af Hapsburg ønskede Hvide Schæferhunde, der passede godt til deres hvide Lipizzaner heste, som trak de kongelige kareter, ligesom den hvide pels passede godt til de kongeliges hvide balkjoler. Mange Amerikanske Hvide Schæferhunde kan den dag i dag spore deres forfædres stamtavler tilbage, ikke kun til Horand, men til Hapsburgs 7 rene blodliner. I Amerika blev den Hvide Schæferhundeklub stiftet i 1971, og i 1973 blev der oprettet en filial af klubben i Canada, indtil Canada i stiftede sin egen klub i 1976. 30 år med hvide schæfere i Danmark Den hvide schæfer er en relativ ny race her i landet, da det først var i 1974 den hvide schæfer tæve Duchess Rabecca of Malae fra Hawaii blev registreret som den første hvide schæfer i Danmark. I de første 5 år var der ingen forening for den hvide schæfer i Danmark, men i 1979 blev stiftet Hvid Schæferhundeklub Danmark. På daværende tidspunkt var der kun registreret 22 hvide schæfere i Danmark. Mindre end 10 år efter den første hvide schæfer kom til Danmark opstod der en ny klub for hvide schæfere Hvid schæferhunde registrering, hvor Ole Riberholt var formand gennem flere år. Ole Riberholt var den første Danske opdrætter af Hvide schæfere, der importerede 14 hvide schæfere fra forskellige steder i Canada, og var derved med til at sikre nye blodlinier i avlen blandt de hvide schæfere. I 1985 havde UCI generalforsamling i Bruxelles hvor der blev godkendt den første fælles standard for den hvide schæfer. I Danmark kunne Danske Hundeejers Landsforening nu officielt bedømme racen efter en international standard for Amerikansk/Canadisk (AC) Hvid schæfer.
I 1997 fik Hvid schæferhund navnet Hvid Hyrdehund i Dansk Kennel Klub og FCI. Racen blev den 1. januar 2003 godkendt af FCI, og skiftede samtidig igen navn til Hvid Schweizisk Hyrdehund. Den nye race blev i 2003 foreløbig anerkendt i FCI, men i de første 3 generationer kan hunden ikke erhverve internationale championater i DKK. Flere Hvide Schæfere end Hvid Schweiziske Hyrdehunde registreret i Danmark De mange forskellige navne på samme race er besynderligt, som det kan ses har samme race følgende navne: Navnet Hvid Schweizisk Hyrdehund.anvendes hvis hunden er stambogført i DKK I alle andre klubber i Danmark hedder racen Hvid schæfer. I Dansk Hunderegister kan man da også se at racen den hvide schæfer er det navn der står øverst blandt hunde ejerne. Den 1. februar 2013 var der registreret 2.588 Hvide Schæfere, tilsvarende var den Hvid Schweizisk Hyrdehund. registreret med 561 hunde i Danmark. Men det er ikke kun hundens navn, der har været udsat for forandringer gennem de 30 år, der har været hvide schæfere her i landet. Ny standard og flere langpelsede fødes Standarden har også ændret sig omkring størrelsen på den hvide schæfer, ligesom der er kommet et stigende antal langpelsede hunde til verden. I de første mange år lød standarden på at en han skulle være mellem 62,5 cm. og 67,5 cm., og veje mellem 38 og 43 kilo. Tilsvarende var højden for tæverne mellem 60 og 65 cm. i højden og vægten var mellem 30 og 35 kg. I dag er standarden ændret så der tillades langt større forskel i ideal vægt, og samtidig er der en tendens til at hundene avles mindre. Lidt forenklet sagt kan ændringen vises som følger Han gammel standard Han ny standard Tæve gammel standard Tæve ny standard Højde 62,5 67,5 cm Højde 60 66 cm Højde 60 65 cm Højde 55 61 cm Gennemsnit 65 cm Gennemsnit 63 cm Gennemsnit 62,5 cm Gennemsnit 58 cm Vægt 38-43 kg Vægt 34 40 kg Vægt 30 35 kg Vægt 32 38 kg
Gennemsnit 40,5 kg Gennemsnit 37 kg Gennemsnit 32,5 kg Gennemsnit 35 kg Som det fremgår, er det især hos tæverne den nedre grænse for højde er ændret markant, fra 60 til 55 cm., mens det hos hanhundene er vægten, der er kraftig nedsat. Begrundelsen for denne ændring i standarden fremstår ikke tydeligt, men på skuer og udstillinger ses der her hjemme et stigende antal spinkle tæver, ligesom de store muskuløse hanhunde ses i færre og færre tilfælde. Fremtiden Indenfor det sidste år har den hvide schæfer haft en fremgang på over 30 %. Det viser at tidligere frygt for udslettelse af racen ved at stoppe køb, avl, udstillinger eller salg er blevet en kuriositet, altså en fodnote i avlshistorien for racen. Det er vigtigt at fortsætte en langsom opdræt efter kvalitet, mens arvemassen øges langsomt ved import af nye avlshunde og avl på gode avlshunde her fra landet. Populariteten bør udvikles langsomt, og hvalpe-fabrikker bør reduceres, ligesom der ved oplysning og samarbejde skal arbejdes for at gode racehunde indgår i et bæredygtigt avlsarbejde. Den Hvide schæfer er en lærenem hund, så derfor er det også vigtigt at fremhæve lydighedstræning, temperaments-test gode hunde-egenskaber og service som eksempelvis førerhunde for blinde eller hjælpe hunde for fysisk og psykisk handicappede eller ældre. Fælles avlsregler har der været talt om gennem alle årene, og nogle har måske også troet at de allerede var forekommende i virkeligheden, og der må arbejdes for at disse regler bliver mest muligt ensartet. Over hele verden er der mange tusinde mennesker som elsker den storslåede og dejlige hvide schæfer, og de burde når spørgsmålet hvilken flot hund Hvilken art er det?, stolt kunne svare Hvid Schæferhund.