sport.dk Ung handicapidræt

Transkript

1 sport.dk x- Ung handicapidræt Caroline kan det hele

2 18-årige Caroline Cecilie Nielsen har været til De Paralymp selv, hendes holdkammerater og hendes familie vandt hun e TEKST: KRISTIAN BANG LARSEN FOTO: PREBEN B. SØBORG Carolines bronze var den første medalje, Danmark vandt ved legene, og samtidig var det en stor overraskelse, da ingen troede, at hun ville vinde noget allerede som 18-årig. Så alle på holdet jublede og græd af glæde. Især Carolines træner Henrik Sibbesen, der også selv var deltager ved legene, var meget berørt. Samme dag havde Henrik nemlig fået at vide, at hans hest var skadet og ikke kunne ride mere, så da Caroline vandt, var han både meget ked af det og meget lykkelig på hendes vegne. - Jeg havde slet ikke fået at vide, at hans hest ikke måtte ride mere, fordi jeg varmede op, da han fik det at vide. Så jeg tænkte, nå, har jeg redet så dårligt, siden han begynder at tude. Men vi havde fået procenterne og det var jo gået godt, så han var jo bare rigtig rigtig glad, samtidig med at han var ked af det, fortæller Caroline. Caroline er glad og stolt over sin medalje. Inden hun skulle i konkurrence, gik hun rundt i stalden for sig selv og tænkte sit program igennem, og da hun så red var det næsten perfekt. Bagefter var følelsen lidt uvirkelig. - Det gik ikke op for mig den første dag, at jeg havde vundet bronzen, griner hun. Helt fantastisk De Paralympiske Lege (PL) er et kæmpe stort stævne. Der deltager 4000 atleter fra omkring 150 lande, og der var to-en-halv million tilskuere. Næsten alle idrætterne foregik i Kinas hovedstad Beijing, men ridning, som Caroline jo deltog i, blev afholdt i millionbyen Hong Kong, hvor alle atleterne boede sammen på et stort luksushotel. Caroline har næsten svært ved at forklare, hvor fedt det var. - Det var helt fantastisk. Det var enormt stort og flot at være med. Bare det at komme ind på banen... Spiser med tæerne Det er ikke altid, man lægger mærke til, at Caroline har et handicap. Hun sidder ikke i kørestol og mangler hverken arme eller ben. Men hun er spastiker, hvilket bl.a. betyder, at hun ikke har så god balance, og at det f.eks. ikke er så nemt for hende at holde om ting. Til PL er der mennesker med alle slags handicap. - Der er en fra det tyske ridelandshold, der ikke har nogen arme. Hun kan spise med tæerne, ryge med tæerne, alt med tæerne. Dér har jeg nogen gange taget mig selv i bare at stoppe 32 HANDICAPIDRÆT NR

3 iske Lege i ridning, og til stor overraskelse for både hende n bronzemedalje i dressur. Det blev den helt store tudetur. Det var helt fanta- stisk. det er en dejlig følelse at det hele er lykkedes".

4 op og kigge, fortæller Caroline og griner lidt af sig selv. - Det har været en oplevelse at se, hvordan alle de handicappede, der er med her, klarer sig og hvor mange forskellige handicap, der er. Når man tænker over det, så er der mange, der ikke kan lige så meget som en selv. Altså, jeg kan jo faktisk det hele, siger hun. Den uundværlige hest Caroline har redet siden hun var 6 år gammel, først på et handicaphold, og senere på et hold for ikkehandicappede, og hun bruger mange timer hver dag sammen med sin hest Rostorns Hatim-Tinn. - Det er ligesom at have et barn. Jeg ville slet ikke kunne undvære at have en hest, siger hun og fortæller videre, at selve ridemiljøet også er meget socialt. - Man kommer jo hinanden ved, og man har noget fælles at snakke om. Så det er en social sport, selv om du ikke rider på et hold, for du er mange timer i stalden og mange timer sammen med din hest. Som 12-årig var Caroline for første gang med til Danmarksmesterskaberne for handicappede, og hun kom med på landsholdet allerede som 16-årig. Som landsholdsrytter har hun bl.a. vundet DM i 2008 og har også fået flotte resultater ved internationale stævner. Her har hendes far og mor altid været med for at støtte hende. Til PL er hendes forældre selvfølgelig også med og også hendes to brødre og farens onkel og faster. Det betyder meget for hende, selv om hun ikke har haft så mange muligheder for at se dem. - Jeg synes, det er rart at have dem med - det er dejlig opbakning at have, siger Caroline. TV-stjerne Det sidste år har Caroline fokuseret 100% på ridningen. Det var kun fire af rytterne på landsholdet, der havde mulighed for at komme med til PL, så Caroline skulle ride rigtig godt, hvis hun skulle kvalificere sig. Derfor tog hun et år fri fra skole og flyttede ned til Henrik Jeg ville slet ikke kunne undvære at have hest Sibbesen, der har en Rideskole i Sønderjylland, for at træne under ham. - Der har jeg så været i et år, og det har været en stor oplevelse, og jeg har gjort store fremskridt ridemæssigt, forklarer Caroline. Caroline kommer selv fra Holte i Nordsjælland, så som 17-årig var hun pludselig flyttet hjemmefra og langt fra sin familie. - I starten kunne jeg godt savne dem, men efterhånden får man ligesom et familiesammen- hold med Henrik og hans kone og hans to børn, fortæller hun. Mens Caroline boede hos Henrik Sibbesen, blev der optaget en dokumentarfilm med Caroline og en anden handicapatlet, der skulle til PL. Så det meste af foråret og sommeren havde hun et kamerahold løbende efter sig, og de var også med til PL og filme hende, da hun fik medalje. Det har været lidt sært pludselig at blive filmet hele tiden, men nu glæder Caroline sig til at se den færdige film, der skal vises på TV2, - Det bliver nok lidt mærkeligt, at se sig selv i fjernsynet, siger hun, - men jeg synes også, det er rart at være med og vise flaget for handicapidrætten og handicapridningen. Supergodt Nu er PL overstået, og Caroline er allerede kommet hjem og er begyndt i gymnasiet på Oure Idrætsefterskole på Fyn. Her går der tid med nye venner og lektier, men hun går på en ridelinie, så der er også masser af tid med hestene og landsholdet. - Det er en dejlig følelse, at det hele er lykkedes alt det arbejde man har gjort inden man tog hjemmefra, slutter hun med at fortælle. - Jeg havde sagt, at jeg godt ville være blandt de fem bedste, inden vi tog af sted, så det var super godt, at blive nummer tre. Jeg har fået opfyldt det, jeg havde sat mig for. HANDICAPIDRÆT NR

5 Suget i maven TEKST: KRISTIAN BANG LARSEN FOTO: PREBEN B. SØBORG De to 18-årige svømmere Christian Thomsen og Cecilie Kristensen er med til De Paralympiske Lege for første gang, og følelsen af at træde ind på et fyldt svømmestadion for første gang er det vildeste. - Det største var det sus, der kom i maven, da jeg skulle svømme det første løb, siger Cecilie, og Christian er enig: - Det bedste var at komme ind i hallen og høre de tilskuere. Det gav virkelig et sus. Der kunne jeg mærke, at det havde været alt sliddet værd, fortæller han. Med for at lære Både Christian og Cecilie har gjort det godt og svømmet hurtigere end nogensinde før, men de har ikke fået medaljer. Det regnede de nu heller ikke med, og Christian fortæller, at han mest er med for at lære og forberede sig til legene næste gang - om fire år. Cecilie fortæller, at mange har forventet, at hun skulle vinde noget, for hun fik både sølv og bronze til VM sidste år. Men her til PL findes de svømmediscipliner, hun er bedst til, ikke. - Det er lidt irriterende, fortæller hun. - Alle får det til at lyde, som om jeg skal ned og svømme medaljer hjem. Men det er slet ikke de forventninger, jeg selv har til det. De Paralympiske Lege er kæmpestore. Der er bygget en hel by, hvor alle atleterne og deres trænere og hjælpere bor i alt over 7000 mennesker, og det har været rigtig spændende for to svømmetalenter at deltage. - Det er utroligt, at man kan lave en by inde i en by, fortæller Cecilie smilende. - Det har været en meget stor oplevelse at være med.

6 TEKST: KRISTIAN BANG LARSEN FOTO: PREBEN B. SØBORG - Det har været en stor oplevelse, fortæller Mads, da X-sport møder ham i Beijing. - Alt her er højere, større og længere end normalt, og det er til tider lidt overvældende. Normalt spiller vi jo for højst tyve tilskuere, men her er der flere tusinde! Trods talentet, mener Mads træner ikke, at han er skydeklar endnu, så da X-sport taler med Mads, har han tilbragt sit PL på bænken og har bagen fuld af utålmodige splinter. - Man vil jo altid ind og spille, men jeg har også vidst fra starten af, at jeg er med for at lære, fortæller Mads. - Det største hernede vil være at komme på banen og være med til at vinde en kamp. Nogen må gøre noget Hjemme i Danmark er Mads ikke kun goalballspiller, men også goalballtræner. Han har sammen med sin søster Rikke og hendes kæreste startet et børnehold op i Svendborg. Det har ikke været så let, de er kun fire spillere lige nu, og det har været svært at få baner, men Mads tror på sit projekt. Det skal han jo. - Nogen bliver jo nødt til at gøre noget, siger han og forklarer, at de er alt for få unge i Danmark, der spiller goalball, og at alle de andre på landsholdet er ti år ældre end ham selv. - Hvis jeg skal have nogen at spille med på landsholdet om 10 år, er vi jo nødt til at gå i gang nu! slutter han. Mads får for resten spilletid i landsholdets sidste kamp, men han er ikke med til at vinde, for Danmark taber 8-5 til Canada.